Det grundlæggende økonomiske spørgsmål er, hvordan menneskeheden producerer og distribuerer de subsistensmidler og den omsorg, som er nødvendig for artens overlevelse. Det har til alle tider været en social proces: Nogen overlever uden at producere; dem, som producerer omsorg, har brug for subsistensmidler – og vice versa; og selve produktionen foregår aldrig isoleret. Mange menneskelige arbejdsprocesser kræver direkte samarbejde, og al produktion, der forudsætter arbejdsdeling, kræver en direkte eller indirekte koordination af forskelligartede produktionsprocesser.
Der er et utal af måder, hvorpå vi kan forestille os denne koordination, og hvor de fremkomne forbrugsmuligheder fordeles på tværs af personer og tid. Vi kan både studere den historiske udvikling og diskutere hypotetiske alternativer.
Logikken i den kapitalistiske koordination af produktionen er, at den igangsættes, hvis produktionsudgifterne er mindre end de forventede salgsindtægter; altså, hvis der er en profitmulighed. Logikken i den kapitalistiske fordeling af forbrugsmuligheder er, at adgangen til forbrugsmuligheder opnås ved at sælge en vare eller en service på markedet. For det store flertal kræver det, at de sælger deres arbejdskraft til den forhåndenværende løn.
Grundpåstanden i filosoffen Søren Maus nye bog Stum tvang – en marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt er, at denne markedsafhængighed fratager mennesker kontrollen over deres liv, hvilket præsenteres som et diktatorisk indgreb i vores frihed. Modsat slaven eller den livegne er tvangen ikke udtalt og personlig. Tvangen er tværtimod stum og upersonlig. Den økonomiske magt er i udgangspunktet hverken baseret på vold eller ideologi, men kan afledes direkte fra selve kapitalismens økonomiske struktur.1Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter forkortet ST.
Markedsafhængighed er bestemt en realitet. Maus store fortjeneste er, at han i sin analyse af kapitalismen folder den kendsgerning ud ved at videreudvikle Karl Marx’ begreb om “stum tvang”. Men samtidig er det vigtigt at se tvangsbegrebet i relation til det uundgåelige behov for koordination af produktionsprocesserne i et hvert samfund med udbredt arbejdsdeling. Og det er ligeledes vigtigt, at vi i en søgen efter kapitalismens økonomiske “ideale tværsnit”, som Mau kalder sit analytiske greb, ikke bliver blinde for de modvirkende økonomiske og politiske tendenser, der som minimum også er en del af den virkeliggjorte, historiske kapitalisme.
I denne artikel vil jeg kritisere Maus analyse med udgangspunkt i spørgsmålet om koordinationsproblemet. Jeg argumenterer for, at markedets stumme tvang består i manglen på reelle alternativer for den enkelte, og at det er meget svært at forestille sig koordination i et samfund med udbredt arbejdsdeling uden en vis grad af tvang. Med andre ord: Forsiden af medaljen af kapitalismens stumme tvang er stum koordination.
Jeg fremhæver samtidig, at der er et stort mulighedsrum for en demokratiseret styring af økonomien, som drager nytte af denne stumme koordination til at opnå arbitrære politiske mål ved, at staten skaber, omformer og regulerer markeder og derved profitjagtens retning. Denne styring er dog begrænset af den type viden om fremtiden, som økonomiske modeller ikke giver os.
Endeligt slutter artiklen af med en diskussion af de tendenser i en kapitalistisk markedsøkonomi, der modvirker den ødelæggende tvang, som Mau alene fokuserer på, og som samlet set putter lodder i vægtskålen for en demokratisk styring af økonomien, som også gør brug af markeder.
Markeds- og planafhængighed
Ét udgangspunkt for at studere koordinationsproblemet er at tage udgangspunkt i de spørgsmål, der må opstå for ethvert organ, der fra et centralt hold skal koordinere et samfunds produktion, upåagtet om det gælder små produktionsenheder i et enkelt firma eller en kommune, eller store globale forsyningskæder. For enhver sådan samfundsplanlægger vil informations- såvel som incitamentsproblemet udgøre centrale økonomiske spørgsmål: Hvordan fremskaffes den nødvendige information om, hvordan forskellige produktionsprocesser udføres, hvad hvem er i stand til at gøre, og hvad hvem har brug for? Og hvordan sikres det derefter, at samfundets aktører har de fornødne moralske og økonomiske incitamenter til at følge den fastlagte plan? Bagved ligger videre det politiske spørgsmål om, hvordan den enkeltes selvbestemmelse og rettigheder sikres i en planøkonomi, hvor centraliseringen placerer stor beslutningskraft på få hænder.
Mau afviser at opridse et alternativ til kapitalismen. Han definerer sit projekt negativt som ophævelsen af tvang. Jeg mener dog, at det er nødvendigt at diskutere positive alternativer, for at undersøge alle dimensioner af selve tvangsbegrebet. Hvis den centraliserede planøkonomi, som traditionelt er blevet set som alternativet til kapitalismen, for eksempel fungerer gennem kommandoer, som alle skal overholde, så er det svært at se, at det ikke også indebærer en form for tvang.
Selv i en idealtilstand, hvor både principperne bag kommandoerne og deres indhold er vedtaget demokratisk, enten direkte enstemmigt eller indirekte gennem repræsentation, vil det enkelte individ stadig været underlagt tvang. For enten overholder individet kommandoerne og nyder resultatet af produktionen, eller også afvises kommandoerne, og dermed mister individet sin ret til forbrug. Alene dette tankeeksperiment gør det tydeligt, at det ikke nødvendigvis er det kapitalistiske marked selv, men nærmere individets mangel på et alternativ til at udfylde sin rolle i produktionsprocessen, upåagtet om denne er defineret af en profitsøgende eller planøkonomisk koordination, som udgør den stumme tvang.
Vi kunne også forestille os, at planøkonomien fungerede ved at tilbyde individet en menu af muligheder med forskellige fordele og ulemper. På trods af valgmulighederne, ville man stadig være tvunget til at vælge fra den forhåndenværende menu. Vi kunne sige, at der ville være planafhængighed. I et markedssystem med priser udgør ens budgetmængde det mulighedsrum, man kan købe og sælge indenfor. De kapitalistiske markeders priser er igen kun medierende forhold. Bredden af reale valgmuligheder afgør, om vi er underlagt stum tvang.
At leve uden om markedet
I diskussionen af Stum tvang har Mau også selv understreget betydningen af reelle alternativer: Det afgørende for et reelt frit forhold til markedet er, ifølge Mau, at det reelt er muligt at leve et ordentligt liv uden om markedet; at alle fra fødslen er garanteret adgang til essentielle ting som ordentlig bolig, mad, medicin, uddannelse, lægehjælp osv., uden at skulle foretage køb og salg.2Det følgende er en parafrase af en række af Søren Maus tweets i samtale med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. oktober 2021. Efter ovenstående tankeeksperiment må dette princip videreføres til, at individet i en planøkonomi skal have krav på disse ting uden at skulle tilbyde en modydelse, før vi kan sige, at der ikke også her er en stum tvang og planafhængighed.
Jeg tvivler på, at det i praksis vil være muligt at garantere disse essentielle ting uden modydelser. Det samlede forbrug kan naturligvis aldrig overstige den samlede produktion, og en universel garanti af forbrugsmulighed uden et modsvarende krav til produktionsbidrag er derfor en åbenlys risiko. Alternativt må det garanterede forbrug være så ringe i forhold til det forbrugsniveau, man får ud af at deltage aktivt i planøkonomien, at det kun er en teoretisk mulighed at fravælge deltagelse i produktionen. At friheden skulle blive større, og tvangen mindre, ved at tilføje en valgmulighed, som ingen vælger, fremstår spøjst.
Helt parallelle overvejelser ville gøre sig gældende, hvis vi introducerer decentrale elementer i planøkonomien, hvor alle eller nogle økonomiske beslutninger tages lokalt. Det lader til at være den form for planøkonomi, Mau mest hælder til, når han i anden sammenhæng henviser til behovet for et opgør med både staten og markedet.3Se eksempelvis Søren Mau, “Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021. Rettigheder til subsistensmidler og omsorg må hænge sammen med pligter til at bidrage til fællesskabet. Decentralisering rejser derudover uundgåeligt spørgsmålet om, hvordan de decentrale enheder interagerer. Er der alligevel en vis grad af central planlægning? Eller skal det ske gennem forhandling? Hvad er forskellen så fra det til en egentlig markedsudveksling, udover fraværet af penge som clearings-middel?
Pointen med ovenstående diskussion er, at det selv på det abstrakte, analytiske plan, som Mau selvbevidst holder sin analyse på, ikke er klart, hvordan koordinationen af produktionsprocesser i et samfund kan finde sted uden tvang overhovedet. Det betyder ikke, at al tvang er lige, og at markedets uindskrænkede stumme tvang bare må accepteres. Det betyder heller ikke, at der ikke var en historisk periode, hvor hovedsagligt selvforsynende mennesker blev til lønslaver med et betydeligt element af tvang. Men det stiller spørgsmålstegn ved Maus påstand om, at vi må afvise en gennemgribende brug af markeder, alene fordi de altid vil involvere et element af tvang. For det argument afhænger af, at økonomisk koordination uden nogen form for tvang overhovedet er mulig.
Stum koordination
Markedets fordel ligger i at sørge for stum koordination mellem enheder, hvor både bottom-up-samarbejde og top-down-planlægning kommer til kort. Markedets stumme tvang består i, at ændringer i priser og lønninger kommanderer rundt med varer og mennesker, men samtidig spreder ændrede priser og lønninger også vigtig information. Det er forkert, når Mau påstår, at økonomer siger, at markedets udligningsprocesser udelukkende spreder information,4ST, 187. men pointen om, at markeder også spreder informationer, er central for at forstå, hvor svært det er at erstatte markeder med en anden koordinationsmekanisme, og derfor er den værd at udfolde.
Vi kan forestille os en situation, hvor en virksomhed opfinder en ny effektiv måde at anvende input X på. Der er nu brug for, at mere af input X bliver re-allokeret til virksomheden. Det sker gennem markedet ved, at efterspørgslen stiger og presser prisen opad, hvilket medfører, at mindre produktive virksomheder, der bruger input X, enten nedskalerer eller substituerer over til at bruge et andet input. Hvis input X er billigt i forvejen, så tyder det desuden på, at ingen endnu har fundet en god måde at bruge det på relativt til, hvor nemt det er at producere. Det vil give alle virksomheder både signal og incitament til at udvikle ny teknologi, som bruger netop dette billige input. Markedets udligningsprocesser leder inputs derhen, hvor de fører til størst mulig produktion og velbefindende, givet den eksisterende fordeling af betalingsvillighed og ‑mulighed. Det spreder information gennem kommandoer, og fremavler derigennem koordination.
Lad os nu forestille os, at input X er et enzym, der produceres af en virksomhed, og at en anden virksomhed finder en ny anvendelse enzymet i en vaccine. Hvis vaccinen har en stor efterspørgsel, vil der automatisk være mulighed for at producere meget af den, fordi vaccineproducenten kan og vil udkonkurrere anden efterspørgsel på enzymerne. Fordelen er, at der ikke behøves et planlægningsorgan til at vurdere, hvilke formål det er vigtigst, at den begrænsede mængde af enzymet går til.
Det er vigtigt at notere sig, at denne idealiserede beskrivelse af produktionen og anvendelse af enzymet kan finde sted samtidig med, at et statsligt voldsmonopol håndhæver en patentlovgivning, der giver vaccineproducenten en eksklusiv produktionsret, og dermed en markedsmagt, som medfører en begrænsning af produktionen. Eller at virksomheden, som producerer enzymet, har markedsmagt og presser prisen højt op, eller skjuler vigtig viden om, hvordan enzymet virker, så vaccinen aldrig bliver udviklet. Eller at produktionen af enzymet faktisk er så miljøødelæggende, at det er prissat alt for lavt, i hvilket tilfælde det bedste ville være en anden type af vaccine. Ligeså kan produktionen finde sted i en situation, hvor potentiel efterspørgsel på vaccinen aldrig realiseres, fordi der mangler forbrugsmuligheder hos en eller flere befolkningsgrupper.
Til sidst i dette afsnit om markedet og planlægning skal det videre tilføjes, at disse størrelser ikke, selv på det hidtidige høje abstraktionsniveau, som vi har diskuteret det her på, kan forstås som et enten-eller. Detaljeret forudgående planlægning af produktionsprocessen er centralt for enhver kapitalistisk virksomhed, hvor fordelene ved stordriftsfordele konstant vejes op imod de bureaukratiske ulemper ved en større organisation.
Store, afgørende dele af menneskelivet falder også imellem det, som bedst planlægges centralt eller udveksles på et marked. Et købt eller planlagt venskab er ikke et venskab. Også i forholdet til vores kollegaer kan stram planlægning på den ene side og konkurrence og markedsliggørelse på den anden side begge være skadelige, både i sig selv for vores velbefindende og for produktiviteten, fordi det ødelægger samarbejdet.
Staten som samfundsplanlægger
I praksis er staten i dag det tætteste, vi kommer på den samfundsplanlægger, jeg indtil nu har omtalt i abstrakte vendinger. Det er derfor vigtigt at forholde sig til, hvordan staten spiller en afgørende rolle i at skabe, omforme og regulere markeder, og derigennem påvirke den økonomiske udvikling, selvom der bliver ved med at være profitjagt og stum tvang. Samfundsplanlæggeren, som gør brug af markeder, står også over for informations- og incitamentsproblemer, og samlet set er det en konkret diskussion, hvad mulighedsrummet er, og hvad fordelene og ulemperne er ved forskellige tiltag. Det kræver i mange henseender kvantificering. Til det anvender økonomer modeller.
Ved at forsøge at forstå, hvordan løn, pris og profit bestemmes, bliver det også muligt at påvirke disse, og derigennem graden af stum tvang. Det er et enormt arbejde, som i sidste ende kræver psykologers viden om menneskelig adfærd, sociologer og antropologers indsigter i kultur og normer, politologers indsigter i institutioner, historikeres indsigter i kilder og kontekst, samt naturvidenskabelige indsigter i menneskelig teknologi og stofskiftet med naturen.
Økonomiske modellers styrke er den halve sandhed, at der intet nyt under solen er, mens deres svaghed er den lige så sigende halve sandhed, at historien aldrig gentager sig. Økonomiske modeller er lukkede systemer, men fremtiden er radikalt åben i den forstand, at den indeholder ukendte ukendte.
Det skaber problemer for enhver samfundsplanlægning, uanset om det sker direkte eller indirekte gennem markeder. Når økonomer løser en model for at vise, at markedsløsningen er efficient, gøres det typisk ved at vise, at en alvidende samfundsplanlægger ikke kan re-allokere inputs eller omfordele forbrugsmuligheder således, at bare én person stilles bedre, uden at mindst én anden stilles dårligere. Forsvaret for markedet sker med henvisning til, at det i praksis er urealistisk, at en samfundsplanlægger skulle kunne skaffe den fornødne information, især hvis vigtig information om tid og sted for den enkelte aktør kun kendes af ham eller hende. Markedsløsningen kræver ikke samme antagelse om centraliseret information.
Argumentet underbygges til tider med, at samfundsplanlæggeren har endnu sværere ved at skaffe den nødvendige information, fordi den tilgængelige information for hver individuel aktør, husholdning, virksomhed eller lokalt planlægningsorgan hele tiden ændrer sig, når det ukendte ukendte afslører sig selv. Den argumentation er dog tveægget. Når først det ukendte ukendte accepteres, må indsigter fra økonomiske modeller, som ikke indeholder dette, også forstås mere metaforisk. Og det gælder særligt, når det er modeller, hvor det antages, at hver enkelt aktør har enormt præcis information om fremtiden og automatisk har samstemmende forventninger dertil, hvilket overdriver markedets koordinerende evner.
I mine øjne er det ukendte ukendte både et argument for, at decentralisering af økonomiske beslutninger, uanset formen, er nødvendige for at skabe nok fleksibilitet, men at en vis grad af centralisering er nødvendig for at sikre en fælles ramme og understøtte stabiliteten, når det helt uventede sker. Økonomiske modeller spiller en afgørende rolle i forhold til at konkretisere vores logisk konsistente kvantitative forståelse af økonomiske dynamikker og mekanismer, men i økonomisk teori må man også erkende, at oversættelsen fra modeller til virkelig politik uundgåeligt indbefatter mere vævende kvalitative vurderinger og afvejninger.
Modvirkende tendenser
Lad os gå videre til spørgsmålet om politiske og økonomiske modvirkende tendenser. Mau vælger i sin bog som sagt at fokusere på kapitalismens “ideale tværsnit”, og ser derfor på den økonomiske magt fremfor voldelig og ideologisk magt. Staten behandles derfor kun marginalt, men italesættes som en magtfuld aktør, der har behov for en vis grad af selvstændighed, for at kunne gribe ind for at undgå kapitalismens selvdestruktion.5ST, 69. Fagforeninger omtales nærmest slet ikke. Det er et afgørende problem. Selvom jagten på profit altid er den altovervejende drivkraft i kapitalismen, kan politiske beslutninger og faglig organisering i høj grad påvirke den retning, profitmotivet trækker.
Det sker direkte gennem subsidier og afgifter på forskellige produkter. Det sker gennem overenskomster og et social sikkerhedsnet, som gør, at virksomheden ingen arbejdskraft kan få, hvis de tilbyder en for lav løn eller for dårlige arbejdsforhold. Det sker gennem regulering af ejendomsretten, som begrænser, hvordan privat ejendom kan anvendes, hvad end det drejer sig om beskyttelse af lejere, medbestemmelse til ansatte eller noget helt tredje. Det sker gennem beskatning af formue, indkomst og forbrug, som omfordeler forbrugsmulighederne relativt til det, markedet skaber, og offentlig produktion, som direkte giver forbrugsmuligheder på lige vilkår. Eller det sker gennem præfordeling af de ressourcer, man træder ind på markedet med. Eller det gør ny teknologi tilgængelig for virksomhederne, hvilket påvirker vækstens retning.
I kapitalismens ideale tværsnit bør denne komplicerede relation mellem den organiserede arbejdskrafts magt og statens unikke rolle i det økonomiske system også fremgå. For den organiserede arbejdskraft og staten er ikke blot perifere størrelser i forhold til det kapitalistiske markeds profitmotiv, men direkte afgørende for udviklingen og resultatet af denne.
Jagten på andres profit
Mau låner fra Robert Brenner distinktionen mellem vertikale magtforhold mellem arbejdere og kapitalister og horisontale magtforhold indbyrdes mellem kapitalister, og han omtaler konkurrence som den mekanisme, der “eksekverer” kapitalismens love.6ST, 209. I mine øjne holder han dog implicit fast i en arbejdsværditeoretisk ramme, hvor konkurrence kun omfordeler merværdien udtrykt som profitudligning. Han forholder sig aldrig til, hvad der bestemmer profitratens niveau og kapitalafkastet, eller til, at kapitalisternes indbyrdes jagt på hinandens profit kan erodere profitgrundlaget som sådan.
Virksomhedernes horisontale konkurrence er en helt afgørende modvirkende tendens til profitjagtens ulighedsskabende tendenser. Når konkurrencen fungerer godt, vil virksomheder, der sælger dyrt, blive underbudt, og dem, som køber arbejdskraft billigt, vil blive overbudt. I moderne økonomisk teori skelnes derfor også mellem afkast på kapital og profit som sådan. Afkastet på kapital er det, som i princippet kan forklares af, at nogen har mulighed for at erstatte forbrug med en investering, som kombineret med egen eller andres arbejdskraft øger de samlede forbrugsmuligheder i fremtiden, og investeringen danner derfor grundlag for et afkast. Profit er her det yderligere afkast, som ikke tager udgangspunkt i, at nogen forbrugsmuligheder er blevet opgivet.
Jeg mener, at Mau groft undervurder den fremgang, menneskeheden har oplevet under kapitalismen, eller forsimplet affejer den som mulig udelukkende på baggrund af global ulighed og miljøødelæggelse, hvor virkelige disse ulyksaligheder end er. Maus analyser af konkrete spørgsmål om klima, globalisering og kriser til sidst i bogen fremstår også relativt banale og skitseagtige. De kan næsten bare koges ned til, at profitmotivet er skadeligt, uden at de modvirkende faktorer overhovedet forsøges analyseret. I en konkretisering af sine analyser vil Mau blive nødt til at forklare, hvorfor han fuldstændig ser bort fra de værktøjer, som den moderne økonomiske videnskab har udviklet til at forstå pris, løn og profit, og derved forbedre vores muligheder for både at kvantificere og dæmpe den stumme tvang. Et forsvar baseret på, at Marx’ mål slet ikke var en økonomisk teori, men nærmere en kritik af økonomisk teori som sådan,7ST, 72; 75; 179; 181; 199. forekommer tomt, når der samtidig foretages faktiske økonomiske analyser.
Spørgsmålet om demokratisering af økonomien er ikke et enten-eller, men nærmere et konkret hvordan. Økonomien er altid allerede funderet på statslig skabelse, udformning og regulering af markeder. Styringen af økonomien gennem brug af markeder fremfor gennem planlægning er mere indirekte, men ikke per definition mindre demokratisk. I økonomiske modeller, hvor alle byttehandler og kontrakter på individplanet er indgået uden tvang, er der stadig strukturel tvang i Maus forståelse af begrebet. Det gør det også klart, at det er muligt at diskutere spørgsmålet om strukturel tvang på en gråskala fremfor i det sort-hvid-perspektiv, Mau ynder. Det er med dette perspektiv i hånden, at vi har de bedste muligheder for at gøre op med den enorme globale ufrihed og ulighed, der præger vores verden i dag, og skabe nye former for demokratisering af økonomien.8Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for værdifulde kommentarer til en tidligere version af denne tekst.
| 1. | Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter forkortet ST. |
| 2. | Det følgende er en parafrase af en række af Søren Maus tweets i samtale med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. oktober 2021. |
| 3. | Se eksempelvis Søren Mau, “Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021. |
| 4. | ST, 187. |
| 5. | ST, 69. |
| 6. | ST, 209. |
| 7. | ST, 72; 75; 179; 181; 199. |
| 8. | Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for værdifulde kommentarer til en tidligere version af denne tekst. |