Tvangsfri koordination er en illusion

Det grund­læg­gen­de øko­no­mi­ske spørgs­mål er, hvor­dan men­ne­ske­he­den pro­du­ce­rer og distri­bu­e­rer de sub­si­stens­mid­ler og den omsorg, som er nød­ven­dig for artens over­le­vel­se. Det har til alle tider været en soci­al pro­ces: Nogen over­le­ver uden at pro­du­ce­re; dem, som pro­du­ce­rer omsorg, har brug for sub­si­stens­mid­ler – og vice ver­sa; og sel­ve pro­duk­tio­nen fore­går aldrig iso­le­ret. Mange men­ne­ske­li­ge arbejds­pro­ces­ser kræ­ver direk­te sam­ar­bej­de, og al pro­duk­tion, der for­ud­sæt­ter arbejds­de­ling, kræ­ver en direk­te eller indi­rek­te koor­di­na­tion af for­skel­lig­ar­te­de pro­duk­tions­pro­ces­ser.

Der er et utal af måder, hvor­på vi kan fore­stil­le os den­ne koor­di­na­tion, og hvor de frem­kom­ne for­brugs­mu­lig­he­der for­de­les på tværs af per­so­ner og tid. Vi kan både stu­de­re den histo­ri­ske udvik­ling og dis­ku­te­re hypo­te­ti­ske alter­na­ti­ver.

Logikken i den kapi­ta­li­sti­ske koor­di­na­tion af pro­duk­tio­nen er, at den igang­sæt­tes, hvis pro­duk­tions­ud­gif­ter­ne er min­dre end de for­ven­te­de salgsind­tæg­ter; alt­så, hvis der er en pro­fit­mu­lig­hed. Logikken i den kapi­ta­li­sti­ske for­de­ling af for­brugs­mu­lig­he­der er, at adgan­gen til for­brugs­mu­lig­he­der opnås ved at sæl­ge en vare eller en ser­vi­ce på mar­ke­det. For det sto­re fler­tal kræ­ver det, at de sæl­ger deres arbejds­kraft til den for­hån­den­væ­ren­de løn.

Grundpåstanden i filo­sof­fen Søren Maus nye bog Stum tvang – en marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt er, at den­ne mar­keds­af­hæn­gig­hed fra­ta­ger men­ne­sker kon­trol­len over deres liv, hvil­ket præ­sen­te­res som et dik­ta­to­risk ind­greb i vores fri­hed. Modsat sla­ven eller den liveg­ne er tvan­gen ikke udtalt og per­son­lig. Tvangen er tvær­ti­mod stum og uper­son­lig. Den øko­no­mi­ske magt er i udgangs­punk­tet hver­ken base­ret på vold eller ide­o­lo­gi, men kan afle­des direk­te fra sel­ve kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske struktur.1Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter for­kor­tet ST.

Markedsafhængighed er bestemt en rea­li­tet. Maus sto­re fortje­ne­ste er, at han i sin ana­ly­se af kapi­ta­lis­men fol­der den kends­ger­ning ud ved at vide­re­ud­vik­le Karl Marx’ begreb om “stum tvang”. Men sam­ti­dig er det vig­tigt at se tvangs­be­gre­bet i rela­tion til det uund­gå­e­li­ge behov for koor­di­na­tion af pro­duk­tions­pro­ces­ser­ne i et hvert sam­fund med udbredt arbejds­de­ling. Og det er lige­le­des vig­tigt, at vi i en søgen efter kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske “ide­a­le tvær­snit”, som Mau kal­der sit ana­ly­ti­ske greb, ikke bli­ver blin­de for de mod­vir­ken­de øko­no­mi­ske og poli­ti­ske ten­den­ser, der som mini­mum også er en del af den vir­ke­lig­gjor­te, histo­ri­ske kapi­ta­lis­me.

I den­ne arti­kel vil jeg kri­ti­se­re Maus ana­ly­se med udgangs­punkt i spørgs­må­let om koor­di­na­tions­pro­ble­met. Jeg argu­men­te­rer for, at mar­ke­dets stum­me tvang består i mang­len på reel­le alter­na­ti­ver for den enkel­te, og at det er meget svært at fore­stil­le sig koor­di­na­tion i et sam­fund med udbredt arbejds­de­ling uden en vis grad af tvang. Med andre ord: Forsiden af medalj­en af kapi­ta­lis­mens stum­me tvang er stum koor­di­na­tion.

Jeg frem­hæ­ver sam­ti­dig, at der er et stort mulig­heds­rum for en demo­kra­ti­se­ret sty­ring af øko­no­mi­en, som dra­ger nyt­te af den­ne stum­me koor­di­na­tion til at opnå arbi­træ­re poli­ti­ske mål ved, at sta­ten ska­ber, omfor­mer og regu­le­rer mar­ke­der og der­ved pro­fitj­ag­tens ret­ning. Denne sty­ring er dog begræn­set af den type viden om frem­ti­den, som øko­no­mi­ske model­ler ikke giver os.

Endeligt slut­ter artik­len af med en dis­kus­sion af de ten­den­ser i en kapi­ta­li­stisk mar­ked­s­ø­ko­no­mi, der mod­vir­ker den øde­læg­gen­de tvang, som Mau ale­ne foku­se­rer på, og som sam­let set put­ter lod­der i vægtskå­len for en demo­kra­tisk sty­ring af øko­no­mi­en, som også gør brug af mar­ke­der.

Markeds- og pla­naf­hæn­gig­hed

Ét udgangs­punkt for at stu­de­re koor­di­na­tions­pro­ble­met er at tage udgangs­punkt i de spørgs­mål, der må opstå for ethvert organ, der fra et cen­tralt hold skal koor­di­ne­re et sam­funds pro­duk­tion, upå­ag­tet om det gæl­der små pro­duk­tions­en­he­der i et enkelt fir­ma eller en kom­mu­ne, eller sto­re glo­ba­le for­sy­nings­kæ­der. For enhver sådan sam­fund­s­plan­læg­ger vil infor­ma­tions- såvel som inci­ta­ments­pro­ble­met udgø­re cen­tra­le øko­no­mi­ske spørgs­mål: Hvordan frem­skaf­fes den nød­ven­di­ge infor­ma­tion om, hvor­dan for­skel­li­ge pro­duk­tions­pro­ces­ser udfø­res, hvad hvem er i stand til at gøre, og hvad hvem har brug for? Og hvor­dan sik­res det der­ef­ter, at sam­fun­dets aktø­rer har de for­nød­ne moral­ske og øko­no­mi­ske inci­ta­men­ter til at føl­ge den fast­lag­te plan? Bagved lig­ger vide­re det poli­ti­ske spørgs­mål om, hvor­dan den enkel­tes selv­be­stem­mel­se og ret­tig­he­der sik­res i en pla­nø­ko­no­mi, hvor cen­tra­li­se­rin­gen pla­ce­rer stor beslut­nings­kraft på få hæn­der.

Mau afvi­ser at oprid­se et alter­na­tiv til kapi­ta­lis­men. Han defi­ne­rer sit pro­jekt nega­tivt som ophæ­vel­sen af tvang. Jeg mener dog, at det er nød­ven­digt at dis­ku­te­re posi­ti­ve alter­na­ti­ver, for at under­sø­ge alle dimen­sio­ner af sel­ve tvangs­be­gre­bet. Hvis den cen­tra­li­se­re­de pla­nø­ko­no­mi, som tra­di­tio­nelt er ble­vet set som alter­na­ti­vet til kapi­ta­lis­men, for eksem­pel fun­ge­rer gen­nem kom­man­do­er, som alle skal over­hol­de, så er det svært at se, at det ikke også inde­bæ­rer en form for tvang.

Selv i en ide­al­til­stand, hvor både prin­cip­per­ne bag kom­man­do­er­ne og deres ind­hold er ved­ta­get demo­kra­tisk, enten direk­te enstem­migt eller indi­rek­te gen­nem repræ­sen­ta­tion, vil det enkel­te indi­vid sta­dig været under­lagt tvang. For enten over­hol­der indi­vi­det kom­man­do­er­ne og nyder resul­ta­tet af pro­duk­tio­nen, eller også afvi­ses kom­man­do­er­ne, og der­med mister indi­vi­det sin ret til for­brug. Alene det­te tan­ke­eks­pe­ri­ment gør det tyde­ligt, at det ikke nød­ven­dig­vis er det kapi­ta­li­sti­ske mar­ked selv, men nær­me­re indi­vi­dets man­gel på et alter­na­tiv til at udfyl­de sin rol­le i pro­duk­tions­pro­ces­sen, upå­ag­tet om den­ne er defi­ne­ret af en pro­fitsø­gen­de eller pla­nø­ko­no­misk koor­di­na­tion, som udgør den stum­me tvang.

Vi kun­ne også fore­stil­le os, at pla­nø­ko­no­mi­en fun­ge­re­de ved at til­by­de indi­vi­det en menu af mulig­he­der med for­skel­li­ge for­de­le og ulem­per. På trods af valg­mu­lig­he­der­ne, vil­le man sta­dig være tvun­get til at væl­ge fra den for­hån­den­væ­ren­de menu. Vi kun­ne sige, at der vil­le være pla­naf­hæn­gig­hed. I et mar­keds­sy­stem med pri­ser udgør ens bud­get­mæng­de det mulig­heds­rum, man kan købe og sæl­ge inden­for. De kapi­ta­li­sti­ske mar­ke­ders pri­ser er igen kun medi­e­ren­de for­hold. Bredden af rea­le valg­mu­lig­he­der afgør, om vi er under­lagt stum tvang.

At leve uden om mar­ke­det

I dis­kus­sio­nen af Stum tvang har Mau også selv under­stre­get betyd­nin­gen af reel­le alter­na­ti­ver: Det afgø­ren­de for et reelt frit for­hold til mar­ke­det er, iføl­ge Mau, at det reelt er muligt at leve et ordent­ligt liv uden om mar­ke­det; at alle fra føds­len er garan­te­ret adgang til essen­ti­el­le ting som ordent­lig bolig, mad, medi­cin, uddan­nel­se, læge­hjælp osv., uden at skul­le fore­ta­ge køb og salg.2Det føl­gen­de er en par­af­ra­se af en ræk­ke af Søren Maus twe­ets i sam­ta­le med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. okto­ber 2021.  Efter oven­stå­en­de tan­ke­eks­pe­ri­ment må det­te prin­cip videre­fø­res til, at indi­vi­det i en pla­nø­ko­no­mi skal have krav på dis­se ting uden at skul­le til­by­de en mody­del­se, før vi kan sige, at der ikke også her er en stum tvang og pla­naf­hæn­gig­hed.

Jeg tviv­ler på, at det i prak­sis vil være muligt at garan­te­re dis­se essen­ti­el­le ting uden mody­del­ser. Det sam­le­de for­brug kan natur­lig­vis aldrig over­sti­ge den sam­le­de pro­duk­tion, og en uni­ver­sel garan­ti af for­brugs­mu­lig­hed uden et mod­sva­ren­de krav til pro­duk­tions­bi­drag er der­for en åben­lys risi­ko. Alternativt må det garan­te­re­de for­brug være så rin­ge i for­hold til det for­brugs­ni­veau, man får ud af at del­ta­ge aktivt i pla­nø­ko­no­mi­en, at det kun er en teo­re­tisk mulig­hed at fra­væl­ge del­ta­gel­se i pro­duk­tio­nen. At fri­he­den skul­le bli­ve stør­re, og tvan­gen min­dre, ved at til­fø­je en valg­mu­lig­hed, som ingen væl­ger, frem­står spøjst.

Helt paral­lel­le over­vej­el­ser vil­le gøre sig gæl­den­de, hvis vi intro­du­ce­rer decen­tra­le ele­men­ter i pla­nø­ko­no­mi­en, hvor alle eller nog­le øko­no­mi­ske beslut­nin­ger tages lokalt. Det lader til at være den form for pla­nø­ko­no­mi, Mau mest hæl­der til, når han i anden sam­men­hæng hen­vi­ser til beho­vet for et opgør med både sta­ten og markedet.3Se eksem­pel­vis Søren Mau, “Pelle Dragsteds soci­a­lis­me er en tam poli­ti­ker­fan­ta­si, som ikke tør tage de radi­ka­le opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021. Rettigheder til sub­si­stens­mid­ler og omsorg må hæn­ge sam­men med plig­ter til at bidra­ge til fæl­les­ska­bet. Decentralisering rej­ser der­u­d­over uund­gå­e­ligt spørgs­må­let om, hvor­dan de decen­tra­le enhe­der inter­a­ge­rer. Er der alli­ge­vel en vis grad af cen­tral plan­læg­ning? Eller skal det ske gen­nem for­hand­ling? Hvad er for­skel­len så fra det til en egent­lig mar­keds­ud­veks­ling, udover fra­væ­ret af pen­ge som clea­rings-mid­del?

Pointen med oven­stå­en­de dis­kus­sion er, at det selv på det abstrak­te, ana­ly­ti­ske plan, som Mau selv­be­vidst hol­der sin ana­ly­se på, ikke er klart, hvor­dan koor­di­na­tio­nen af pro­duk­tions­pro­ces­ser i et sam­fund kan fin­de sted uden tvang over­ho­ve­det. Det bety­der ikke, at al tvang er lige, og at mar­ke­dets uind­skræn­ke­de stum­me tvang bare må accep­te­res. Det bety­der hel­ler ikke, at der ikke var en histo­risk peri­o­de, hvor hoved­sag­ligt selv­for­sy­nen­de men­ne­sker blev til lønsla­ver med et bety­de­ligt ele­ment af tvang. Men det stil­ler spørgs­måls­tegn ved Maus påstand om, at vi må afvi­se en gen­nem­gri­ben­de brug af mar­ke­der, ale­ne for­di de altid vil invol­ve­re et ele­ment af tvang. For det argu­ment afhæn­ger af, at øko­no­misk koor­di­na­tion uden nogen form for tvang over­ho­ve­det er mulig.

Stum koor­di­na­tion

Markedets for­del lig­ger i at sør­ge for stum koor­di­na­tion mel­lem enhe­der, hvor både bot­tom-up-sam­ar­bej­de og top-down-plan­læg­ning kom­mer til kort. Markedets stum­me tvang består i, at ændrin­ger i pri­ser og løn­nin­ger kom­man­de­rer rundt med varer og men­ne­sker, men sam­ti­dig spre­der ændre­de pri­ser og løn­nin­ger også vig­tig infor­ma­tion. Det er for­kert, når Mau påstår, at øko­no­mer siger, at mar­ke­dets udlig­nings­pro­ces­ser ude­luk­ken­de spre­der information,4ST, 187. men poin­ten om, at mar­ke­der også spre­der infor­ma­tio­ner, er cen­tral for at for­stå, hvor svært det er at erstat­te mar­ke­der med en anden koor­di­na­tions­me­ka­nis­me, og der­for er den værd at udfol­de.

Vi kan fore­stil­le os en situ­a­tion, hvor en virk­som­hed opfin­der en ny effek­tiv måde at anven­de input X på. Der er nu brug for, at mere af input X bli­ver re-allo­ke­ret til virk­som­he­den. Det sker gen­nem mar­ke­det ved, at efter­spørgs­len sti­ger og pres­ser pri­sen opad, hvil­ket med­fø­rer, at min­dre pro­duk­ti­ve virk­som­he­der, der bru­ger input X, enten nedska­le­rer eller sub­sti­tu­e­rer over til at bru­ge et andet input. Hvis input X er bil­ligt i for­vej­en, så tyder det des­u­den på, at ingen end­nu har fun­det en god måde at bru­ge det på rela­tivt til, hvor nemt det er at pro­du­ce­re. Det vil give alle virk­som­he­der både sig­nal og inci­ta­ment til at udvik­le ny tek­no­lo­gi, som bru­ger net­op det­te bil­li­ge input. Markedets udlig­nings­pro­ces­ser leder inputs der­hen, hvor de fører til størst mulig pro­duk­tion og vel­be­fin­den­de, givet den eksi­ste­ren­de for­de­ling af beta­lings­vil­lig­hed og ‑mulig­hed. Det spre­der infor­ma­tion gen­nem kom­man­do­er, og fre­mav­ler der­i­gen­nem koor­di­na­tion.

Lad os nu fore­stil­le os, at input X er et enzym, der pro­du­ce­res af en virk­som­hed, og at en anden virk­som­hed fin­der en ny anven­del­se enzy­met i en vac­ci­ne. Hvis vac­ci­nen har en stor efter­spørgsel, vil der auto­ma­tisk være mulig­hed for at pro­du­ce­re meget af den, for­di vac­ci­ne­pro­du­cen­ten kan og vil udkon­kur­re­re anden efter­spørgsel på enzy­mer­ne. Fordelen er, at der ikke behø­ves et plan­læg­nings­or­gan til at vur­de­re, hvil­ke for­mål det er vig­tigst, at den begræn­se­de mæng­de af enzy­met går til.

Det er vig­tigt at note­re sig, at den­ne ide­a­li­se­re­de beskri­vel­se af pro­duk­tio­nen og anven­del­se af enzy­met kan fin­de sted sam­ti­dig med, at et stats­ligt volds­mo­nopol hånd­hæ­ver en patent­lov­giv­ning, der giver vac­ci­ne­pro­du­cen­ten en eks­klu­siv pro­duk­tions­ret, og der­med en mar­keds­magt, som med­fø­rer en begræns­ning af pro­duk­tio­nen. Eller at virk­som­he­den, som pro­du­ce­rer enzy­met, har mar­keds­magt og pres­ser pri­sen højt op, eller skju­ler vig­tig viden om, hvor­dan enzy­met vir­ker, så vac­ci­nen aldrig bli­ver udvik­let. Eller at pro­duk­tio­nen af enzy­met fak­tisk er så mil­jøø­de­læg­gen­de, at det er pris­sat alt for lavt, i hvil­ket til­fæl­de det bed­ste vil­le være en anden type af vac­ci­ne. Ligeså kan pro­duk­tio­nen fin­de sted i en situ­a­tion, hvor poten­ti­el efter­spørgsel på vac­ci­nen aldrig rea­li­se­res, for­di der mang­ler for­brugs­mu­lig­he­der hos en eller fle­re befolk­nings­grup­per.

Til sidst i det­te afsnit om mar­ke­det og plan­læg­ning skal det vide­re til­fø­jes, at dis­se stør­rel­ser ikke, selv på det hid­ti­di­ge høje abstrak­tions­ni­veau, som vi har dis­ku­te­ret det her på, kan for­stås som et enten-eller. Detaljeret for­ud­gå­en­de plan­læg­ning af pro­duk­tions­pro­ces­sen er cen­tralt for enhver kapi­ta­li­stisk virk­som­hed, hvor for­de­le­ne ved stor­drifts­for­de­le kon­stant vejes op imod de bureau­kra­ti­ske ulem­per ved en stør­re orga­ni­sa­tion.

Store, afgø­ren­de dele af men­ne­ske­li­vet fal­der også imel­lem det, som bedst plan­læg­ges cen­tralt eller udveks­les på et mar­ked. Et købt eller plan­lagt ven­skab er ikke et ven­skab. Også i for­hol­det til vores kol­le­ga­er kan stram plan­læg­ning på den ene side og kon­kur­ren­ce og mar­keds­lig­gø­rel­se på den anden side beg­ge være ska­de­li­ge, både i sig selv for vores vel­be­fin­den­de og for pro­duk­ti­vi­te­ten, for­di det øde­læg­ger sam­ar­bej­det.

Staten som sam­fund­s­plan­læg­ger

I prak­sis er sta­ten i dag det tæt­te­ste, vi kom­mer på den sam­fund­s­plan­læg­ger, jeg ind­til nu har omtalt i abstrak­te ven­din­ger. Det er der­for vig­tigt at for­hol­de sig til, hvor­dan sta­ten spil­ler en afgø­ren­de rol­le i at ska­be, omfor­me og regu­le­re mar­ke­der, og der­i­gen­nem påvir­ke den øko­no­mi­ske udvik­ling, selv­om der bli­ver ved med at være pro­fitj­agt og stum tvang. Samfundsplanlæggeren, som gør brug af mar­ke­der, står også over for infor­ma­tions- og inci­ta­ments­pro­ble­mer, og sam­let set er det en kon­kret dis­kus­sion, hvad mulig­heds­rum­met er, og hvad for­de­le­ne og ulem­per­ne er ved for­skel­li­ge til­tag. Det kræ­ver i man­ge hen­se­en­der kvan­ti­fi­ce­ring. Til det anven­der øko­no­mer model­ler.

Ved at for­sø­ge at for­stå, hvor­dan løn, pris og pro­fit bestem­mes, bli­ver det også muligt at påvir­ke dis­se, og der­i­gen­nem gra­den af stum tvang. Det er et enormt arbej­de, som i sid­ste ende kræ­ver psy­ko­lo­gers viden om men­ne­ske­lig adfærd, socio­lo­ger og antro­po­lo­gers ind­sig­ter i kul­tur og nor­mer, poli­to­lo­gers ind­sig­ter i insti­tu­tio­ner, histo­ri­ke­res ind­sig­ter i kil­der og kon­tekst, samt natur­vi­den­ska­be­li­ge ind­sig­ter i men­ne­ske­lig tek­no­lo­gi og stof­skif­tet med natu­ren.

Økonomiske model­lers styr­ke er den hal­ve sand­hed, at der intet nyt under solen er, mens deres svag­hed er den lige så sigen­de hal­ve sand­hed, at histo­ri­en aldrig gen­ta­ger sig. Økonomiske model­ler er luk­ke­de syste­mer, men frem­ti­den er radi­kalt åben i den for­stand, at den inde­hol­der ukend­te ukend­te.

Det ska­ber pro­ble­mer for enhver sam­fund­s­plan­læg­ning, uan­set om det sker direk­te eller indi­rek­te gen­nem mar­ke­der. Når øko­no­mer løser en model for at vise, at mar­keds­løs­nin­gen er effi­ci­ent, gøres det typisk ved at vise, at en alvi­den­de sam­fund­s­plan­læg­ger ikke kan re-allo­ke­re inputs eller omfor­de­le for­brugs­mu­lig­he­der såle­des, at bare én per­son stil­les bed­re, uden at mindst én anden stil­les dår­li­ge­re. Forsvaret for mar­ke­det sker med hen­vis­ning til, at det i prak­sis er ure­a­li­stisk, at en sam­fund­s­plan­læg­ger skul­le kun­ne skaf­fe den for­nød­ne infor­ma­tion, især hvis vig­tig infor­ma­tion om tid og sted for den enkel­te aktør kun ken­des af ham eller hen­de. Markedsløsningen kræ­ver ikke sam­me anta­gel­se om cen­tra­li­se­ret infor­ma­tion.

Argumentet under­byg­ges til tider med, at sam­fund­s­plan­læg­ge­ren har end­nu svæ­re­re ved at skaf­fe den nød­ven­di­ge infor­ma­tion, for­di den til­gæn­ge­li­ge infor­ma­tion for hver indi­vi­du­el aktør, hus­hold­ning, virk­som­hed eller lokalt plan­læg­nings­or­gan hele tiden ændrer sig, når det ukend­te ukend­te afslø­rer sig selv. Den argu­men­ta­tion er dog tve­æg­get. Når først det ukend­te ukend­te accep­te­res, må ind­sig­ter fra øko­no­mi­ske model­ler, som ikke inde­hol­der det­te, også for­stås mere meta­forisk. Og det gæl­der sær­ligt, når det er model­ler, hvor det anta­ges, at hver enkelt aktør har enormt præ­cis infor­ma­tion om frem­ti­den og auto­ma­tisk har sam­stem­men­de for­vent­nin­ger der­til, hvil­ket over­dri­ver mar­ke­dets koor­di­ne­ren­de evner.

I mine øjne er det ukend­te ukend­te både et argu­ment for, at decen­tra­li­se­ring af øko­no­mi­ske beslut­nin­ger, uan­set for­men, er nød­ven­di­ge for at ska­be nok flek­si­bi­li­tet, men at en vis grad af cen­tra­li­se­ring er nød­ven­dig for at sik­re en fæl­les ram­me og under­støt­te sta­bi­li­te­ten, når det helt uven­te­de sker. Økonomiske model­ler spil­ler en afgø­ren­de rol­le i for­hold til at kon­kre­ti­se­re vores logisk kon­si­sten­te kvan­ti­ta­ti­ve for­stå­el­se af øko­no­mi­ske dyna­mi­k­ker og meka­nis­mer, men i øko­no­misk teo­ri må man også erken­de, at over­sæt­tel­sen fra model­ler til vir­ke­lig poli­tik uund­gå­e­ligt ind­be­fat­ter mere væven­de kva­li­ta­ti­ve vur­de­rin­ger og afvej­nin­ger.

Modvirkende ten­den­ser

Lad os gå vide­re til spørgs­må­let om poli­ti­ske og øko­no­mi­ske mod­vir­ken­de ten­den­ser. Mau væl­ger i sin bog som sagt at foku­se­re på kapi­ta­lis­mens “ide­a­le tvær­snit”, og ser der­for på den øko­no­mi­ske magt frem­for vol­de­lig og ide­o­lo­gisk magt. Staten behand­les der­for kun mar­gi­nalt, men ita­le­sæt­tes som en magt­fuld aktør, der har behov for en vis grad af selv­stæn­dig­hed, for at kun­ne gri­be ind for at und­gå kapi­ta­lis­mens selvdestruktion.5ST, 69. Fagforeninger omta­les nær­mest slet ikke. Det er et afgø­ren­de pro­blem. Selvom jag­ten på pro­fit altid er den alt­over­ve­jen­de driv­kraft i kapi­ta­lis­men, kan poli­ti­ske beslut­nin­ger og fag­lig orga­ni­se­ring i høj grad påvir­ke den ret­ning, pro­fit­mo­ti­vet træk­ker.

Det sker direk­te gen­nem subsi­di­er og afgif­ter på for­skel­li­ge pro­duk­ter. Det sker gen­nem overenskom­ster og et soci­al sik­ker­heds­net, som gør, at virk­som­he­den ingen arbejds­kraft kan få, hvis de til­by­der en for lav løn eller for dår­li­ge arbejds­for­hold. Det sker gen­nem regu­le­ring af ejen­doms­ret­ten, som begræn­ser, hvor­dan pri­vat ejen­dom kan anven­des, hvad end det dre­jer sig om beskyt­tel­se af leje­re, med­be­stem­mel­se til ansat­te eller noget helt tred­je. Det sker gen­nem beskat­ning af for­mue, ind­komst og for­brug, som omfor­de­ler for­brugs­mu­lig­he­der­ne rela­tivt til det, mar­ke­det ska­ber, og offent­lig pro­duk­tion, som direk­te giver for­brugs­mu­lig­he­der på lige vil­kår. Eller det sker gen­nem præ­for­de­ling af de res­sour­cer, man træ­der ind på mar­ke­det med. Eller det gør ny tek­no­lo­gi til­gæn­ge­lig for virk­som­he­der­ne, hvil­ket påvir­ker væk­stens ret­ning.

I kapi­ta­lis­mens ide­a­le tvær­snit bør den­ne kom­pli­ce­re­de rela­tion mel­lem den orga­ni­se­re­de arbejds­krafts magt og sta­tens unik­ke rol­le i det øko­no­mi­ske system også frem­gå. For den orga­ni­se­re­de arbejds­kraft og sta­ten er ikke blot peri­fe­re stør­rel­ser i for­hold til det kapi­ta­li­sti­ske mar­keds pro­fit­mo­tiv, men direk­te afgø­ren­de for udvik­lin­gen og resul­ta­tet af den­ne.

Jagten på andres pro­fit

Mau låner fra Robert Brenner distink­tio­nen mel­lem ver­ti­ka­le magt­for­hold mel­lem arbej­de­re og kapi­ta­li­ster og hori­son­tale magt­for­hold ind­byr­des mel­lem kapi­ta­li­ster, og han omta­ler kon­kur­ren­ce som den meka­nis­me, der “ekse­kve­rer” kapi­ta­lis­mens love.6ST, 209. I mine øjne hol­der han dog impli­cit fast i en arbejds­vær­di­te­o­re­tisk ram­me, hvor kon­kur­ren­ce kun omfor­de­ler mer­vær­di­en udtrykt som pro­fi­t­ud­lig­ning. Han for­hol­der sig aldrig til, hvad der bestem­mer pro­fi­tra­tens niveau og kapi­ta­laf­ka­stet, eller til, at kapi­ta­li­ster­nes ind­byr­des jagt på hin­an­dens pro­fit kan ero­de­re pro­fit­grund­la­get som sådan.

Virksomhedernes hori­son­tale kon­kur­ren­ce er en helt afgø­ren­de mod­vir­ken­de ten­dens til pro­fitj­ag­tens ulig­heds­ska­ben­de ten­den­ser. Når kon­kur­ren­cen fun­ge­rer godt, vil virk­som­he­der, der sæl­ger dyrt, bli­ve under­budt, og dem, som køber arbejds­kraft bil­ligt, vil bli­ve over­budt. I moder­ne øko­no­misk teo­ri skel­nes der­for også mel­lem afkast på kapi­tal og pro­fit som sådan. Afkastet på kapi­tal er det, som i prin­cip­pet kan for­kla­res af, at nogen har mulig­hed for at erstat­te for­brug med en inve­ste­ring, som kom­bi­ne­ret med egen eller andres arbejds­kraft øger de sam­le­de for­brugs­mu­lig­he­der i frem­ti­den, og inve­ste­rin­gen dan­ner der­for grund­lag for et afkast. Profit er her det yder­li­ge­re afkast, som ikke tager udgangs­punkt i, at nogen for­brugs­mu­lig­he­der er ble­vet opgi­vet.

Jeg mener, at Mau groft under­vur­der den frem­gang, men­ne­ske­he­den har ople­vet under kapi­ta­lis­men, eller for­sim­plet affe­jer den som mulig ude­luk­ken­de på bag­grund af glo­bal ulig­hed og mil­jøø­de­læg­gel­se, hvor vir­ke­li­ge dis­se ulyks­a­lig­he­der end er. Maus ana­ly­ser af kon­kre­te spørgs­mål om kli­ma, glo­ba­li­se­ring og kri­ser til sidst i bogen frem­står også rela­tivt bana­le og skit­se­ag­ti­ge. De kan næsten bare koges ned til, at pro­fit­mo­ti­vet er ska­de­ligt, uden at de mod­vir­ken­de fak­to­rer over­ho­ve­det for­sø­ges ana­ly­se­ret. I en kon­kre­ti­se­ring af sine ana­ly­ser vil Mau bli­ve nødt til at for­kla­re, hvor­for han fuld­stæn­dig ser bort fra de værk­tø­jer, som den moder­ne øko­no­mi­ske viden­skab har udvik­let til at for­stå pris, løn og pro­fit, og der­ved for­bed­re vores mulig­he­der for både at kvan­ti­fi­ce­re og dæm­pe den stum­me tvang. Et for­svar base­ret på, at Marx’ mål slet ikke var en øko­no­misk teo­ri, men nær­me­re en kri­tik af øko­no­misk teo­ri som sådan,7ST, 72; 75; 179; 181; 199. fore­kom­mer tomt, når der sam­ti­dig fore­ta­ges fak­ti­ske øko­no­mi­ske ana­ly­ser.

Spørgsmålet om demo­kra­ti­se­ring af øko­no­mi­en er ikke et enten-eller, men nær­me­re et kon­kret hvor­dan. Økonomien er altid alle­re­de fun­de­ret på stats­lig ska­bel­se, udform­ning og regu­le­ring af mar­ke­der. Styringen af øko­no­mi­en gen­nem brug af mar­ke­der frem­for gen­nem plan­læg­ning er mere indi­rek­te, men ikke per defi­ni­tion min­dre demo­kra­tisk. I øko­no­mi­ske model­ler, hvor alle byt­te­hand­ler og kon­trak­ter på indi­vid­pla­net er ind­gå­et uden tvang, er der sta­dig struk­tu­rel tvang i Maus for­stå­el­se af begre­bet. Det gør det også klart, at det er muligt at dis­ku­te­re spørgs­må­let om struk­tu­rel tvang på en grå­ska­la frem­for i det sort-hvid-per­spek­tiv, Mau ynder. Det er med det­te per­spek­tiv i hån­den, at vi har de bed­ste mulig­he­der for at gøre op med den enor­me glo­ba­le ufri­hed og ulig­hed, der præ­ger vores ver­den i dag, og ska­be nye for­mer for demo­kra­ti­se­ring af økonomien.8Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for vær­di­ful­de kom­men­ta­rer til en tid­li­ge­re ver­sion af den­ne tekst.

1. Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter for­kor­tet ST.
2. Det føl­gen­de er en par­af­ra­se af en ræk­ke af Søren Maus twe­ets i sam­ta­le med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. okto­ber 2021.
3. Se eksem­pel­vis Søren Mau, “Pelle Dragsteds soci­a­lis­me er en tam poli­ti­ker­fan­ta­si, som ikke tør tage de radi­ka­le opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021.
4. ST, 187.
5. ST, 69.
6. ST, 209.
7. ST, 72; 75; 179; 181; 199.
8. Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for vær­di­ful­de kom­men­ta­rer til en tid­li­ge­re ver­sion af den­ne tekst.