Pandemien fortsætter stille, krigen begynder med larm, og krisens spøgelse viser sig truende i horisonten. På mange parametre virker det 21. århundredes tyvere allerede som en gentagelse af det 20. århundredes tiere. Hvis vi virkelig nærmer os en tid, hvor fortidens mareridt og drømme på ny vækkes til live, må også den revolutionære venstrefløj til at genfinde tiden, hvor årtier kan komme til at forløbe over et par uger.
Virkeligheden vender tilbage
De sidste mange årtier har været karakteriseret af en klassekamp i dødvande og en venstrefløj, der snarere end at hjemsøge Europa har hjemsøgt sig selv. Fra diagnosen blev stillet af Guy Debord i La Société du spectacle (1967), til den blev gentaget af Mark Fisher i Capitalist Realism (2009) under sygdommens højdepunkt, har de objektive betingelser for kapitalismens selvundergravning kun afspejlet sig i symbolske gestikulationer. Venstrefløjens politiske dyr er dødt. Alting bevæger sig med statisk hast. Det reelle er tabt i Twitter-feedets og PR-logikkens realitet. I denne realitet kan vi med Baudrillard erklære, at virkeligheden er død. Denne erklæring må ikke misforstås som den groteske idealisme, at virkelighedens objektive strukturer ikke længere eksisterer – at der kun findes perspektiver og diskurs. Erklæringen må i stedet forstås som løsrivelsen af tænkningen fra objektet; virkelighedens død er ikke strukturens død men subjektets udryddelse; den er tænkningen fanget i den symbolske, ideologiske totalitet. Denne totalitet er ingen absolut potentialitet, ikke et fritsvævende symbolsk rum løsrevet fra de objektive betingelsers fordringer, men i stedet en absolut kastrering; mulighedens og potentialets teleologiske ensretning mod kapitalens stumme mål.
Her må vi ikke forfalde til fatalismens opgivelse af praxis – dette på trods af at totaliteten i sin natur udtrykker en fatal fatalisme, hvor der ikke kan være plads til praxis. Praxis udtrykker foreningen mellem teori og praksis, altså praksis som realiseringen af subjektet. Strukturens totalitet er subjektets modpol – negationen af subjektivitet. Praxis kan ikke identificeres i totalitetens struktur, men må i stedet begribes som denne strukturs immanente mangel. Subjektivitet er et negativt begreb – det er handlingen som ikke på forhånd er begrebet, beskrevet og bestemt af strukturens landsdækkende vejnetværk; som totalitetens mangel er det også kilden til totalitetens potentielle forandring. Det dialektiske moment er netop begrebets konfrontation med sin mangel.
Marxismen er en praxisfilosofi, og i egenskab deraf findes dens subjekt i strukturens mangel; selvmodsigelsen begribes ikke i den strukturelle bevægelses uundgåelige udmattelse men i Livjatans betændte sår, hvorfra en dødelig sygdom spreder sig. Når kapitalismen forvandler arbejderne til maddiker, er det kun passende at udvikle en maddikkefilosofi. Som praxisfilosofi positionerer marxismen sig altså i mulighedernes rum og arbejder herindefra for dette rums udvidelse – den smider grus i maskineriet og kollapser strukturernes vejledning; den afslører det naturlige som kontingent, den demonstrerer det givnes utilstrækkelighed, den traumatiserer den opdragne.
Danmarks antitese til dette revolutionære subjekt er vor tids Enhedslisten, som blødagtigt forsøger at tilpasse sig og finde sin plads i en struktur, der grundlæggende ikke vil vides af den. Resultatet er her et Rubjerg Knude-parti, som må kollapse ved den første udvidelse af strukturens afgrund. Denne katastrofe ses lige nu ved krigen i Ukraine; under krigens jingoisme kan intet socialistisk parti med blot en smule integritet bevare sin folkelige opbakning – man kan ikke være socialist uden at være antiimperialist, og man kan ikke være antiimperialist uden at være NATO-modstander; man kan ikke være revolutionær og støtte oprustning; man kan ikke være krigsmodstander og interventionist. Hvis Enhedslisten vil bevare sin integritet, må den forberede sig på en tid, hvor flere af dens centrale holdninger bliver umådeligt upopulære – men for et parti der er uhelbredeligt indviklet i parlamentarismens vælgermålinger og strukturens kortsigtede pragmatisme er en sådan udsigt utålelig. Valget står ikke mellem at bevare eller miste opbakning, men mellem tabet af opbakning og det socialistiske partis destruktion – enten ved partiets kollaps eller ved at give afkald på enhver socialistisk praxis. Dette valg kan Enhedslisten ikke tolerere, og i kraft af denne selvforblændelse vil valget blive truffet på forhånd. I desperate forsøg på at bevare partiets plads i strukturen fornægter ledende medlemmer at partiet overhovedet er imod NATO – eller i hvert fald går partiet ikke ind for, at man skal melde sig ud af den imperialistiske militæralliance lige nu, eller i hvert fald ikke før at et klart alternativ er på bordet. (Hvilket alternativ og hvornår så? Når solen altid stråler smukt over Europa, eller når kløerne er klippet af den vestlige kapitalisme, og strukturen kan forventes at opretholde militæralliancer uden at forfalde til imperialisme?). Resultatet af dette løgnagtige hykleri er en ond cirkel af kritik mod partiets program, efterfulgt af programmets udvanding, efterfulgt af yderligere kritik, blandt andet på grund af den hykleriske udvanding af programmet, efterfulgt af yderligere desperat udvanding af programmet; i forsøget på at redde partiet fra afgrundens dyb griber de trofaste kammerater om dets byggesten og kaster dem længere ind fra kysten – det er ikke faldet mod afgrunden, der knuser det gamle hus, men beboernes eget redningsforsøg, som ikke kan munde ud i andet end en strandkant strøet med grundsten. Den ydre desperation afspejles i en indre splittelse, hvor pragmatismens mangel på indre integritet endelig slår skår i de uberørte ridser i partiets bryst. Der er ingen refleksion i Enhedslisten, og i fredstid er der ingen grund til at reflektere. Men når dogmer presses og principper må opfindes, vågner det ureflekterede parti op til at finde konflikten hos sig selv. I krigens ragnarok skal brødre bløde for broders hånd. Når det kommer til stykket, viser det sig, at Enhedslisten ikke tåler farven af blod.
Afgrundsblikket
Hvis partiet en stund ville se bort fra sin selvdestruerende dans og kastede et blik mod afgrunden, ville det måske blive overrasket over at se afgrunden stirre tilbage. Afgrunden er subjektets hjem, eller snarere: Den er subjektet, strukturens negation.
Da subjektivitetens afgrund er formløs, må vores opgave være at give den form – at organisere den subjektive masse i et koordinerende netværk med nedbrydende forbindelse til strukturen. Således må vi begribe avantgardismen – ikke som det rettænkende partis retmæssige lederskab over de undertrykte, men som partiets identitet med den målrettede afgrunds subjektive elementer. Derfor må partiet altid først og fremmest være bevægelsernes parti – eller mere specifikt arbejderbevægelsens parti, da arbejderklassen er det eneste sted, hvor nogen reel bevægelse kan finde sted. Strukturens mangel manifesteres altid i hjertet af arbejderklassen – derfor er det også kun her, der kan findes en grobund for nogen organiseret og generel subjektivitet. Arbejderbevægelsen må dog ikke begrænses til sin socialdemokratiske og økonomistiske selvfortælling, hvor den alene vedrører den universelle og abstrakte arbejders interesser qua arbejder; arbejderbevægelsen må begribes via sin konkrete og komplekse eksistens – ikke blot som en enhed bundet af interesser imod lønslaveri, men ligeledes bundet i kampen mod alle aspekter af strukturens undertrykkelse: racisme, sexisme, transfobi osv. Disse er ikke abstrakte identiteter, som hos den liberale identitetspolitik, men konkrete aspekter af arbejderklassens multifacetterede identitet. Kampen her må ikke tages som den fragmenterede kamp for de abstrakte identiteters isolerede anerkendelser, men som arbejderklassens kamp for sine egne multifacetterede interesser.
Jeg har i ovenstående hævdet at strukturens mangel manifesteres i hjertet af arbejderklassen, hvilket er det samme som at hævde, at kun arbejderklassen besidder potentialet for at manifestere sig selv som fællessubjekt. Som Debord påpegede: Hvor det revolutionære bourgeoisi manifesterede sig som den økonomiske udviklings repræsentant, må proletariatet manifestere sig som bevidsthedens klasse. Borgerskabets subjektivitet er identisk med strukturens bevidsthed – dets fællessubjektivitet er intet andet end den ukritiske ideologiske afspejling af økonomiens udvikling. Borgeren er homo economicus i pureste forstand: For at forblive borger må han underlægge sig kapitalens logik; bevidstheden kan her næppe opretholdes i teoretisk distance til praksisformens udtryk – hvis troen bedst findes gennem bønnen, tvinger konkurrencen borgerskabet på knæ.
Arbejderklassen er ikke alene om at udsættes for subjektivitet i den afgrundsdybe løsrivelse fra strukturen, men den er unik ved ikke at være således defineret, at dens nyfundne magt nødvendigvis må falde over i afmagt. Alle de afskyelige elementer, der sammen med proletariatet må finde deres plads i dybet, tager del i subjektivitetens frigørelse, men i deres totale løsrivelse fra strukturen efterlades de isoleret fra praksis. I denne forstand kan vi her tale om borgerskabets absolutte inversion; hvor borgerskabet er ren praksis uden subjektivitet, er dette lag af arbejdsløse, syge, kriminelle osv. ren subjektivitet uden praksis. Arbejderklassens potentiale består ikke blot i dens potentiale for subjektivitet, men i dens samtidige uløselige forbindelse til strukturen; strukturens samtidige afhængighed og fortrængning af proletariatet – såvel som selve denne modsætnings nødvendighed for strukturen – er kilden til proletariatets potentiale. Det er ikke manglen på vilje til praksis, der begrænser de magtesløse, men vilje er netop blot en subjektivitetsform og er ikke tilstrækkelig for nogen sand potentialitet. Denne begrænsning skal ikke sige, at der ikke kan dannes forbindelse mellem proletariatet og de magtesløse – deres subjektive interesser er overvejende identiske – blot at proletariatet som kapitalens nødvendige mangel besidder forandringspotentialet i kraft af sig selv, mens de magtesløse som kapitalens unødvendige mangel kun kan besidde forandringspotentiale i kraft af proletariatet. Arbejderklassen er den eneste i sig selv beroende praxis-klasse, som med egne stridskræfter og ved egen vilje kan gribe ind i og forandre strukturen.
Den knyttede næve
Venstrefløjens opgave er at kanalisere afgrunden – at forvandle den traumatiske negation til en bestemt negation, at udvide dybet, traumatisere systemet og møde magt med modmagt. Modmagt er forvandlingen af den absolutte negation til bestemt negation – afsløringen ikke blot af systemets utilstrækkelighed, men også af alternativets og det nyes mulighed. Det revolutionære subjekt må på den ene front positionere sig selv i absolut modsætning til strukturen og i absolut opposition til kapitalens telos. På den anden front må den i sin praxis opbygge alternative strukturer in potentia, som fra den umiddelbare symbolske form belyser potentialet for en ny struktur såvel som en ny relation mellem struktur og subjekt. Modmagten påviser strukturens mangel ved selv i et nødvendigvis mangelfuldt forsøg at forsøge at udfylde manglen. At forsøget er mangelfuldt er ingen mangel i modmagten, men et både nødvendigt og uundgåeligt element deri – hvis fattigdom kunne fikses med et folkekøkken, ville strukturen byde initiativet velkomment og integrere det i sig selv. Nej, folkekøkkenets mål er ikke at fikse fattigdom, men at afsløre fattigdommen som en mangel i strukturen. Folkekøkkenets samtidige nødvendighed og utilstrækkelighed udmønter sig i demonstrationen af behovet for ikke blot et folkekøkken, men et folkets køkken – snarere end et supplement til strukturen, strukturens erobring.
Den revolutionære praxis er den selvbevidste afgrunds evindelige indgriben i strukturen i forsøget på at tilvejebringe strukturens kollaps for i kapitalens ruiner at kunne omskabe verden i sit eget billede. Arbejderklassen er en dødelig sygdom, der langsomt borer sig ind i kapitalens bryst – i sidste analyse kan kapitalens blik kun se forfærdet til over for sin snarlige død; at udrydde sygdommen ville også slå patienten ihjel. Kapitalen er dog ingen passiv aktør, og selvom sygdommen ikke kan fjernes, kan en velkoordineret hospicepleje holde døden fra døren: Volden, ideologien og den stumme tvang er her de uundværlige komponenter i kapitalens medicinkabinet.
Vores opgave er at bryde homøostasen og slå patienten ihjel. Når hans udødelige sjæl derefter er steget til himmels, vil vi legemlige væsner endelig efterlades med den jordiske verden for os selv; fra Ymers lig må Burs sønner brede landet og tømre Midgård midt i verden.
For at effektuere dette fadermord må afgrundens formløse masse gives form. Afgrunden eksisterer fra begyndelsen formløst som den masse, strukturen ikke har kunnet give form. Da strukturen ikke kan tolerere et udenfor til sin totalitet, har den været tvunget til at fortrænge denne masse. Massen er subjekt, men altid et stratificeret subjekt, fragmenteret blandt et virvar af motiver. Det revolutionære subjekts første opgave er at kultivere sig selv til et niveau, hvor det kan gribe ind i strukturen og vende dens egen krop imod den. For at løse denne opgave er der enten brug for, at en enkelt smågruppe pludselig finder genklang for sit budskab i strukturens udkant, eller der er brug for, at diverse smågrupper sluger deres stolthed, så de sammen kan hæve stemmen. Smågrupperne er lige nu trefoldigt splittede på taktiske, teoretiske og strategiske spørgsmål, men af disse tre danner kun den strategiske uenighed grundlaget for en reelt uforsonlig splittelse. De taktiske uenigheder udgør de diskuterbare og foranderlige teknikker, som organisationen sætter i spil, og som i en forenet organisation modnes til organisationens erfaring. De teoretiske uenigheder indebærer et væld af rent hypotetiske konflikter, som aldrig bliver aktuelle for den revolutionære kamp. I det omfang de bliver relevante, er den indre diskussion den berigende forudsætning for organisationens tænkning – det er gnisten som forhindrer tanker i at blive til dogmer, og som hele tiden tvinger de organisatoriske idéer til at forsvare sig selv. Den teoretiske og taktiske splittelse må altså bæres inde i organisationen, som praxisarbejdets Hugin og Munin. Vi efterlades kun med den strategiske splittelse – splittelsen over den revolutionære kamps grundlæggende statiske fundament – som ubærlig i organisationens indre. Det er igen Enhedslisten, der med sit forsøg på at tage plads i strukturen frem for afgrundsdybet, eksemplificerer forsøget på at bære denne splittelse i sit indre og som resultat deraf har givet afkald på egen enhed i handling og egen handlekraft i mødet med det nye. Så snart krigen bryder ud, står modstanden til NATO’s krigsmaskine pludselig til åben diskussion.
Hvis det kan lykkedes at forsone den taktiske og teoretiske splittelse – mens den strategiske splittelse fastholdes – bliver opgaven at vinde arbejderklassen fra strukturens koordinering til afgrundsdybets subjektivitet. Her møder vi stum magt med modmagt, ideologi med propaganda og vold med agitation. I denne langstrakte proces søger vi at forvandle dybet til en svulst, og svulsten til en knyttet næve med greb om kapitalens hjerte. Når grebet strammes har vi nået revolutionens moment.