• Print

Revolutionær åbning

Pandemien fort­sæt­ter stil­le, kri­gen begyn­der med larm, og kri­sens spø­gel­se viser sig tru­en­de i hori­son­ten. På man­ge para­me­tre vir­ker det 21. århund­re­des tyve­re alle­re­de som en gen­ta­gel­se af det 20. århund­re­des tie­re. Hvis vi vir­ke­lig nær­mer os en tid, hvor for­ti­dens mare­ridt og drøm­me på ny væk­kes til live, må også den revo­lu­tio­næ­re ven­stre­fløj til at gen­fin­de tiden, hvor årti­er kan kom­me til at for­lø­be over et par uger.

Virkeligheden ven­der til­ba­ge

De sid­ste man­ge årti­er har været karak­te­ri­se­ret af en klas­se­kamp i død­van­de og en ven­stre­fløj, der sna­re­re end at hjem­sø­ge Europa har hjem­søgt sig selv. Fra diag­no­sen blev stil­let af Guy Debord i La Société du specta­c­le (1967), til den blev gen­ta­get af Mark Fisher i Capitalist Realism (2009) under syg­dom­mens høj­de­punkt, har de objek­ti­ve betin­gel­ser for kapi­ta­lis­mens sel­vun­der­grav­ning kun afspej­let sig i sym­bol­ske gesti­ku­la­tio­ner. Venstrefløjens poli­ti­ske dyr er dødt. Alting bevæ­ger sig med sta­tisk hast. Det reel­le er tabt i Twitter-fee­dets og PR-logik­kens rea­li­tet. I den­ne rea­li­tet kan vi med Baudrillard erklæ­re, at vir­ke­lig­he­den er død. Denne erklæ­ring må ikke mis­for­stås som den gro­te­ske ide­a­lis­me, at vir­ke­lig­he­dens objek­ti­ve struk­tu­rer ikke læn­ge­re eksi­ste­rer – at der kun fin­des per­spek­ti­ver og dis­kurs. Erklæringen må i ste­det for­stås som løs­ri­vel­sen af tænk­nin­gen fra objek­tet; vir­ke­lig­he­dens død er ikke struk­tu­rens død men sub­jek­tets udryd­del­se; den er tænk­nin­gen fan­get i den sym­bol­ske, ide­o­lo­gi­ske tota­li­tet. Denne tota­li­tet er ingen abso­lut poten­ti­a­litet, ikke et fritsvæ­ven­de sym­bolsk rum løs­re­vet fra de objek­ti­ve betin­gel­sers for­drin­ger, men i ste­det en abso­lut kastre­ring; mulig­he­dens og poten­ti­a­lets tele­o­lo­gi­ske ens­ret­ning mod kapi­ta­lens stum­me mål.

Her må vi ikke for­fal­de til fata­lis­mens opgi­vel­se af praxis – det­te på trods af at tota­li­te­ten i sin natur udtryk­ker en fatal fata­lis­me, hvor der ikke kan være plads til praxis. Praxis udtryk­ker for­e­nin­gen mel­lem teo­ri og prak­sis, alt­så prak­sis som rea­li­se­rin­gen af sub­jek­tet. Strukturens tota­li­tet er sub­jek­tets mod­pol – nega­tio­nen af sub­jek­ti­vi­tet. Praxis kan ikke iden­ti­fi­ce­res i tota­li­te­tens struk­tur, men må i ste­det begri­bes som den­ne struk­turs imma­nen­te man­gel. Subjektivitet er et nega­tivt begreb – det er hand­lin­gen som ikke på for­hånd er begre­bet, beskre­vet og bestemt af struk­tu­rens lands­dæk­ken­de vej­net­værk; som tota­li­te­tens man­gel er det også kil­den til tota­li­te­tens poten­ti­el­le for­an­dring. Det dia­lek­ti­ske moment er net­op begre­bets kon­fron­ta­tion med sin man­gel.

Marxismen er en praxis­fi­lo­so­fi, og i egen­skab der­af fin­des dens sub­jekt i struk­tu­rens man­gel; selv­mod­si­gel­sen begri­bes ikke i den struk­tu­rel­le bevæ­gel­ses uund­gå­e­li­ge udmat­tel­se men i Livjatans betænd­te sår, hvor­fra en døde­lig syg­dom spre­der sig. Når kapi­ta­lis­men for­vand­ler arbej­der­ne til mad­di­ker, er det kun pas­sen­de at udvik­le en mad­dik­ke­fi­lo­so­fi. Som praxis­fi­lo­so­fi posi­tio­ne­rer marxis­men sig alt­så i mulig­he­der­nes rum og arbej­der her­in­de­fra for det­te rums udvi­del­se – den smi­der grus i maski­ne­ri­et og kol­lap­ser struk­tu­rer­nes vej­led­ning; den afslø­rer det natur­li­ge som kon­tin­gent, den demon­stre­rer det giv­nes util­stræk­ke­lig­hed, den trau­ma­ti­se­rer den opdrag­ne.

Danmarks anti­te­se til det­te revo­lu­tio­næ­re sub­jekt er vor tids Enhedslisten, som blø­d­ag­tigt for­sø­ger at til­pas­se sig og fin­de sin plads i en struk­tur, der grund­læg­gen­de ikke vil vides af den. Resultatet er her et Rubjerg Knude-par­ti, som må kol­lap­se ved den før­ste udvi­del­se af struk­tu­rens afgrund. Denne kata­stro­fe ses lige nu ved kri­gen i Ukraine; under kri­gens jingois­me kan intet soci­a­li­stisk par­ti med blot en smu­le inte­gri­tet beva­re sin fol­ke­li­ge opbak­ning – man kan ikke være soci­a­list uden at være anti­im­pe­ri­a­list, og man kan ikke være anti­im­pe­ri­a­list uden at være NATO-mod­stan­der; man kan ikke være revo­lu­tio­nær og støt­te oprust­ning; man kan ikke være krigs­mod­stan­der og inter­ven­tio­nist. Hvis Enhedslisten vil beva­re sin inte­gri­tet, må den for­be­re­de sig på en tid, hvor fle­re af dens cen­tra­le hold­nin­ger bli­ver umå­de­ligt upo­pu­læ­re – men for et par­ti der er uhel­bre­de­ligt ind­vik­let i par­la­men­ta­ris­mens væl­ger­må­lin­ger og struk­tu­rens kort­sig­te­de prag­ma­tis­me er en sådan udsigt utå­le­lig. Valget står ikke mel­lem at beva­re eller miste opbak­ning, men mel­lem tabet af opbak­ning og det soci­a­li­sti­ske par­tis destruk­tion – enten ved par­tiets kol­laps eller ved at give afkald på enhver soci­a­li­stisk praxis. Dette valg kan Enhedslisten ikke tole­re­re, og i kraft af den­ne selv­for­blæn­del­se vil val­get bli­ve truf­fet på for­hånd. I des­pe­ra­te for­søg på at beva­re par­tiets plads i struk­tu­ren for­næg­ter leden­de med­lem­mer at par­ti­et over­ho­ve­det er imod NATO – eller i hvert fald går par­ti­et ikke ind for, at man skal mel­de sig ud af den impe­ri­a­li­sti­ske mili­tæral­li­an­ce lige nu, eller i hvert fald ikke før at et klart alter­na­tiv er på bor­det. (Hvilket alter­na­tiv og hvor­når så? Når solen altid strå­ler smukt over Europa, eller når klø­er­ne er klip­pet af den vest­li­ge kapi­ta­lis­me, og struk­tu­ren kan for­ven­tes at opret­hol­de mili­tæral­li­an­cer uden at for­fal­de til impe­ri­a­lis­me?). Resultatet af det­te løg­n­ag­ti­ge hyk­le­ri er en ond cir­kel af kri­tik mod par­tiets pro­gram, efter­fulgt af pro­gram­mets udvan­ding, efter­fulgt af yder­li­ge­re kri­tik, blandt andet på grund af den hyk­le­ri­ske udvan­ding af pro­gram­met, efter­fulgt af yder­li­ge­re des­pe­rat udvan­ding af pro­gram­met; i for­sø­get på at red­de par­ti­et fra afgrun­dens dyb gri­ber de tro­fa­ste kam­me­ra­ter om dets byg­ge­sten og kaster dem læn­ge­re ind fra kysten – det er ikke fal­det mod afgrun­den, der knu­ser det gam­le hus, men bebo­er­nes eget red­nings­for­søg, som ikke kan mun­de ud i andet end en strand­kant strø­et med grund­sten. Den ydre des­pe­ra­tion afspej­les i en indre split­tel­se, hvor prag­ma­tis­mens man­gel på indre inte­gri­tet ende­lig slår skår i de ube­rør­te rid­ser i par­tiets bryst. Der er ingen reflek­sion i Enhedslisten, og i freds­tid er der ingen grund til at reflek­te­re. Men når dog­mer pres­ses og prin­cip­per må opfin­des, våg­ner det ure­flek­te­re­de par­ti op til at fin­de kon­flik­ten hos sig selv. I kri­gens rag­na­rok skal brød­re blø­de for bro­ders hånd. Når det kom­mer til styk­ket, viser det sig, at Enhedslisten ikke tåler far­ven af blod.

Afgrundsblikket

Hvis par­ti­et en stund vil­le se bort fra sin selv­de­stru­e­ren­de dans og kaste­de et blik mod afgrun­den, vil­le det måske bli­ve over­ra­sket over at se afgrun­den stir­re til­ba­ge. Afgrunden er sub­jek­tets hjem, eller sna­re­re: Den er sub­jek­tet, struk­tu­rens nega­tion.

Da sub­jek­ti­vi­te­tens afgrund er form­løs, må vores opga­ve være at give den form – at orga­ni­se­re den sub­jek­ti­ve mas­se i et koor­di­ne­ren­de net­værk med ned­bry­den­de for­bin­del­se til struk­tu­ren. Således må vi begri­be avant­gar­dis­men – ikke som det ret­tæn­ken­de par­tis ret­mæs­si­ge leder­skab over de under­tryk­te, men som par­tiets iden­ti­tet med den mål­ret­te­de afgrunds sub­jek­ti­ve ele­men­ter. Derfor må par­ti­et altid først og frem­mest være bevæ­gel­ser­nes par­ti – eller mere spe­ci­fikt arbej­der­be­væ­gel­sens par­ti, da arbej­der­klas­sen er det ene­ste sted, hvor nogen reel bevæ­gel­se kan fin­de sted. Strukturens man­gel mani­feste­res altid i hjer­tet af arbej­der­klas­sen – der­for er det også kun her, der kan fin­des en gro­bund for nogen orga­ni­se­ret og gene­rel sub­jek­ti­vi­tet. Arbejderbevægelsen må dog ikke begræn­ses til sin soci­al­de­mo­kra­ti­ske og øko­no­mi­sti­ske selv­for­tæl­ling, hvor den ale­ne ved­rø­rer den uni­ver­sel­le og abstrak­te arbej­ders inter­es­ser qua arbej­der; arbej­der­be­væ­gel­sen må begri­bes via sin kon­kre­te og kom­plek­se eksi­stens – ikke blot som en enhed bun­det af inter­es­ser imod lønsla­ve­ri, men lige­le­des bun­det i kam­pen mod alle aspek­ter af struk­tu­rens under­tryk­kel­se: racis­me, sexis­me, trans­fo­bi osv. Disse er ikke abstrak­te iden­ti­te­ter, som hos den libe­ra­le iden­ti­tetspo­li­tik, men kon­kre­te aspek­ter af arbej­der­klas­sens mul­ti­facet­te­re­de iden­ti­tet. Kampen her må ikke tages som den frag­men­te­re­de kamp for de abstrak­te iden­ti­te­ters iso­le­re­de aner­ken­del­ser, men som arbej­der­klas­sens kamp for sine egne mul­ti­facet­te­re­de inter­es­ser.

Jeg har i oven­stå­en­de hæv­det at struk­tu­rens man­gel mani­feste­res i hjer­tet af arbej­der­klas­sen, hvil­ket er det sam­me som at hæv­de, at kun arbej­der­klas­sen besid­der poten­ti­a­let for at mani­feste­re sig selv som fæl­les­sub­jekt. Som Debord påpe­ge­de: Hvor det revo­lu­tio­næ­re bour­geoi­si mani­feste­re­de sig som den øko­no­mi­ske udvik­lings repræ­sen­tant, må pro­le­ta­ri­a­tet mani­feste­re sig som bevidst­he­dens klas­se. Borgerskabets sub­jek­ti­vi­tet er iden­tisk med struk­tu­rens bevidst­hed – dets fæl­les­sub­jek­ti­vi­tet er intet andet end den ukri­ti­ske ide­o­lo­gi­ske afspej­ling af øko­no­mi­ens udvik­ling. Borgeren er homo eco­no­mi­cus i pure­ste for­stand: For at for­bli­ve bor­ger må han under­læg­ge sig kapi­ta­lens logik; bevidst­he­den kan her næp­pe opret­hol­des i teo­re­tisk distan­ce til prak­sis­for­mens udtryk – hvis tro­en bedst fin­des gen­nem bøn­nen, tvin­ger kon­kur­ren­cen bor­ger­ska­bet på knæ.

Arbejderklassen er ikke ale­ne om at udsæt­tes for sub­jek­ti­vi­tet i den afgrunds­dybe løs­ri­vel­se fra struk­tu­ren, men den er unik ved ikke at være såle­des defi­ne­ret, at dens nyfund­ne magt nød­ven­dig­vis må fal­de over i afmagt. Alle de afsky­e­li­ge ele­men­ter, der sam­men med pro­le­ta­ri­a­tet må fin­de deres plads i dybet, tager del i sub­jek­ti­vi­te­tens fri­gø­rel­se, men i deres tota­le løs­ri­vel­se fra struk­tu­ren efter­la­des de iso­le­ret fra prak­sis. I den­ne for­stand kan vi her tale om bor­ger­ska­bets abso­lut­te inver­sion; hvor bor­ger­ska­bet er ren prak­sis uden sub­jek­ti­vi­tet, er det­te lag af arbejds­lø­se, syge, kri­mi­nel­le osv. ren sub­jek­ti­vi­tet uden prak­sis. Arbejderklassens poten­ti­a­le består ikke blot i dens poten­ti­a­le for sub­jek­ti­vi­tet, men i dens sam­ti­di­ge ulø­se­li­ge for­bin­del­se til struk­tu­ren; struk­tu­rens sam­ti­di­ge afhæn­gig­hed og fortræng­ning af pro­le­ta­ri­a­tet – såvel som sel­ve den­ne mod­sæt­nings nød­ven­dig­hed for struk­tu­ren – er kil­den til pro­le­ta­ri­a­tets poten­ti­a­le. Det er ikke mang­len på vil­je til prak­sis, der begræn­ser de mag­tes­lø­se, men vil­je er net­op blot en sub­jek­ti­vi­tets­form og er ikke til­stræk­ke­lig for nogen sand poten­ti­a­litet. Denne begræns­ning skal ikke sige, at der ikke kan dan­nes for­bin­del­se mel­lem pro­le­ta­ri­a­tet og de mag­tes­lø­se – deres sub­jek­ti­ve inter­es­ser er over­ve­jen­de iden­ti­ske – blot at pro­le­ta­ri­a­tet som kapi­ta­lens nød­ven­di­ge man­gel besid­der for­an­drings­po­ten­ti­a­let i kraft af sig selv, mens de mag­tes­lø­se som kapi­ta­lens unød­ven­di­ge man­gel kun kan besid­de for­an­drings­po­ten­ti­a­le i kraft af pro­le­ta­ri­a­tet. Arbejderklassen er den ene­ste i sig selv bero­en­de praxis-klas­se, som med egne strids­kræf­ter og ved egen vil­je kan gri­be ind i og for­an­dre struk­tu­ren.

Den knyt­te­de næve

Venstrefløjens opga­ve er at kana­li­se­re afgrun­den – at for­vand­le den trau­ma­ti­ske nega­tion til en bestemt nega­tion, at udvi­de dybet, trau­ma­ti­se­re syste­met og møde magt med mod­magt. Modmagt er for­vand­lin­gen af den abso­lut­te nega­tion til bestemt nega­tion – afslø­rin­gen ikke blot af syste­mets util­stræk­ke­lig­hed, men også af alter­na­ti­vets og det nyes mulig­hed. Det revo­lu­tio­næ­re sub­jekt må på den ene front posi­tio­ne­re sig selv i abso­lut mod­sæt­ning til struk­tu­ren og i abso­lut oppo­si­tion til kapi­ta­lens telos. På den anden front må den i sin praxis opbyg­ge alter­na­ti­ve struk­tu­rer in poten­tia, som fra den umid­del­ba­re sym­bol­ske form bely­ser poten­ti­a­let for en ny struk­tur såvel som en ny rela­tion mel­lem struk­tur og sub­jekt. Modmagten påvi­ser struk­tu­rens man­gel ved selv i et nød­ven­dig­vis man­gel­fuldt for­søg at for­sø­ge at udfyl­de mang­len. At for­sø­get er man­gel­fuldt er ingen man­gel i mod­mag­ten, men et både nød­ven­digt og uund­gå­e­ligt ele­ment deri – hvis fat­tig­dom kun­ne fik­ses med et fol­ke­køk­ken, vil­le struk­tu­ren byde ini­ti­a­ti­vet vel­kom­ment og inte­gre­re det i sig selv. Nej, fol­ke­køk­ke­nets mål er ikke at fik­se fat­tig­dom, men at afslø­re fat­tig­dom­men som en man­gel i struk­tu­ren. Folkekøkkenets sam­ti­di­ge nød­ven­dig­hed og util­stræk­ke­lig­hed udmønt­er sig i demon­stra­tio­nen af beho­vet for ikke blot et fol­ke­køk­ken, men et fol­kets køk­ken – sna­re­re end et sup­ple­ment til struk­tu­ren, struk­tu­rens ero­bring.

Den revo­lu­tio­næ­re praxis er den selv­be­vid­ste afgrunds evin­de­li­ge ind­gri­ben i struk­tu­ren i for­sø­get på at til­ve­je­brin­ge struk­tu­rens kol­laps for i kapi­ta­lens rui­ner at kun­ne omska­be ver­den i sit eget bil­le­de. Arbejderklassen er en døde­lig syg­dom, der lang­somt borer sig ind i kapi­ta­lens bryst – i sid­ste ana­ly­se kan kapi­ta­lens blik kun se for­fær­det til over for sin snar­li­ge død; at udryd­de syg­dom­men vil­le også slå patien­ten ihjel. Kapitalen er dog ingen pas­siv aktør, og selv­om syg­dom­men ikke kan fjer­nes, kan en vel­ko­or­di­ne­ret hospi­ceple­je hol­de døden fra døren: Volden, ide­o­lo­gi­en og den stum­me tvang er her de uund­vær­li­ge kom­po­nen­ter i kapi­ta­lens medi­cinka­bi­net.

Vores opga­ve er at bry­de homøost­a­sen og slå patien­ten ihjel. Når hans udø­de­li­ge sjæl der­ef­ter er ste­get til him­mels, vil vi legem­li­ge væs­ner ende­lig efter­la­des med den jor­di­ske ver­den for os selv; fra Ymers lig må Burs søn­ner bre­de lan­det og tøm­re Midgård midt i ver­den.

For at effek­tu­e­re det­te fader­mord må afgrun­dens form­lø­se mas­se gives form. Afgrunden eksi­ste­rer fra begyn­del­sen form­løst som den mas­se, struk­tu­ren ikke har kun­net give form. Da struk­tu­ren ikke kan tole­re­re et uden­for til sin tota­li­tet, har den været tvun­get til at fortræn­ge den­ne mas­se. Massen er sub­jekt, men altid et stra­ti­fi­ce­ret sub­jekt, frag­men­te­ret blandt et vir­var af moti­ver. Det revo­lu­tio­næ­re sub­jekts før­ste opga­ve er at kul­ti­ve­re sig selv til et niveau, hvor det kan gri­be ind i struk­tu­ren og ven­de dens egen krop imod den. For at løse den­ne opga­ve er der enten brug for, at en enkelt små­grup­pe plud­se­lig fin­der genklang for sit bud­skab i struk­tu­rens udkant, eller der er brug for, at diver­se små­grup­per slu­ger deres stolt­hed, så de sam­men kan hæve stem­men. Smågrupperne er lige nu tre­fol­digt split­te­de på tak­ti­ske, teo­re­ti­ske og stra­te­gi­ske spørgs­mål, men af dis­se tre dan­ner kun den stra­te­gi­ske uenig­hed grund­la­get for en reelt ufor­son­lig split­tel­se. De tak­ti­ske uenig­he­der udgør de dis­ku­ter­ba­re og for­an­der­li­ge tek­nik­ker, som orga­ni­sa­tio­nen sæt­ter i spil, og som i en for­e­net orga­ni­sa­tion mod­nes til orga­ni­sa­tio­nens erfa­ring. De teo­re­ti­ske uenig­he­der inde­bæ­rer et væld af rent hypo­te­ti­ske kon­flik­ter, som aldrig bli­ver aktu­el­le for den revo­lu­tio­næ­re kamp. I det omfang de bli­ver rele­van­te, er den indre dis­kus­sion den beri­gen­de for­ud­sæt­ning for orga­ni­sa­tio­nens tænk­ning – det er gni­sten som for­hin­drer tan­ker i at bli­ve til dog­mer, og som hele tiden tvin­ger de orga­ni­sa­to­ri­ske idéer til at for­sva­re sig selv. Den teo­re­ti­ske og tak­ti­ske split­tel­se må alt­så bæres inde i orga­ni­sa­tio­nen, som praxis­ar­bej­dets Hugin og Munin. Vi efter­la­des kun med den stra­te­gi­ske split­tel­se – split­tel­sen over den revo­lu­tio­næ­re kamps grund­læg­gen­de sta­ti­ske fun­da­ment – som ubær­lig i orga­ni­sa­tio­nens indre. Det er igen Enhedslisten, der med sit for­søg på at tage plads i struk­tu­ren frem for afgrunds­dybet, eksem­pli­fi­ce­rer for­sø­get på at bære den­ne split­tel­se i sit indre og som resul­tat der­af har givet afkald på egen enhed i hand­ling og egen hand­le­kraft i mødet med det nye. Så snart kri­gen bry­der ud, står mod­stan­den til NATO’s krigs­ma­ski­ne plud­se­lig til åben dis­kus­sion.

Hvis det kan lyk­ke­des at for­so­ne den tak­ti­ske og teo­re­ti­ske split­tel­se – mens den stra­te­gi­ske split­tel­se fast­hol­des – bli­ver opga­ven at vin­de arbej­der­klas­sen fra struk­tu­rens koor­di­ne­ring til afgrunds­dybets sub­jek­ti­vi­tet. Her møder vi stum magt med mod­magt, ide­o­lo­gi med pro­pa­gan­da og vold med agi­ta­tion. I den­ne langstrak­te pro­ces søger vi at for­vand­le dybet til en svulst, og svul­sten til en knyt­tet næve med greb om kapi­ta­lens hjer­te. Når gre­bet stram­mes har vi nået revo­lu­tio­nens moment.