Hashtagaktivisme som kierkegaardsk nivellering

I nye­re tid er de soci­a­le medi­er i et til­ta­gen­de omfang ble­vet plat­for­me for diver­se akti­vi­sti­ske bevæ­gel­sers mobi­li­se­ring. Aktivismen på de soci­a­le medi­er fore­går især ved hjælp af hash­tags, der kan sam­le soci­a­le og poli­ti­ske bud­ska­ber under enkel­te ord, fra­ser eller faner. Af den grund er bevæ­gel­ser­ne ble­vet døbt “hash­ta­gak­ti­vis­me” af popu­lær­kul­tu­ren, lit­te­ra­tu­ren og de soci­a­le medi­ers bru­ge­re.

Overordnet kan hash­ta­gak­ti­vis­men opsum­me­res som “the act of figh­ting for or sup­por­ting a cau­se with the use of hash­tags as pri­mary chan­nel to rai­se awa­re­ness of an issue and encou­ra­ge deba­te via soci­al media”.1Bridget Tombleson & Katharina Wolf, “Rethinking the Circuit of Culture: How Participatory Culture has Transformed Cross-Cultural Communication”, Public Relations Review 2017, 43 (2016): 15. Disse kan være alt fra #bla­ck­li­ve­s­mat­ter og #metoo til #chal­len­geac­cep­ted og #del­din­skam, og fæl­les for dem er, at de for­sø­ger at ska­be en dis­kurs omkring bestem­te sociopo­li­ti­ske emner gen­nem hash­tag­gets evne til at sam­men­fat­te indi­vi­du­el­le opslag til en sam­let hel­hed. Hashtagaktivismen hand­ler pri­mært om at støt­te op om en bestemt sag ved at brin­ge de sam­funds­mæs­si­ge uret­fær­dig­he­der frem i lyset, hvor de kan bli­ve behand­let. Gennemgående har hash­ta­gak­ti­vis­men haft suc­ces med at ska­be opmærk­som­hed omkring sager rela­te­ret til racis­me, sexis­me, mil­jøkamp og LGBTQ+-rettigheder. Dens gen­nem­slags­kraft er glo­bal, og adskil­li­ge offent­li­ge per­so­ner er som føl­ge af den ble­vet bragt til ansvar for diver­se uger­nin­ger. Eksempelvis har #bla­ck­li­ve­s­mat­ter skabt dis­kurs omkring diskri­mi­na­tion, poli­ti­vold og ‑mord mod afro­a­me­ri­ka­ne­re, og #metoo har skabt offent­lig debat omkring over­greb og kræn­kel­se begå­et mod kvin­der. Nogle af de stør­ste sager på ver­dens­plan har været mor­det på George Floyd og Harvey Weinsteins sex­for­bry­del­ser, hvor hash­ta­gak­ti­vis­men i beg­ge til­fæl­de unæg­te­ligt spil­le­de en stor rol­le i fængs­lin­ger­ne af de ansvar­li­ge.

I den­ne arti­kel vil jeg frem­stil­le hash­ta­gak­ti­vis­men som et eksem­pel på kier­ke­gaardsk nivel­le­ring. At der skul­le være en for­bin­del­se mel­lem hash­ta­gak­ti­vis­men på de soci­a­le medi­er og Søren Kierkegaards eksi­sten­ti­a­lis­ti­ske filo­so­fi kan umid­del­bart frem­stå en smu­le arbi­trært. Sociale medi­er, som er et sen­mo­der­ne fæno­men, kun­ne Kierkegaard jo umu­ligt beskæf­ti­ge sig med i 1800-tal­let. Anser man alli­ge­vel hash­ta­gak­ti­vis­men som udtryk for indi­vi­dets for­søg på selv­for­ma­tion og offent­lig til­sy­ne­komst, så bli­ver dens sam­men­hæn­ge med Kierkegaards fokus på selv­re­a­li­se­ring, valg og fri­hed mere åben­ly­se. I En Literair Anmeldelse beskri­ver Kierkegaard vide­re, hvor­dan frem­kom­sten af trykpres­sen redu­ce­re­de men­ne­sket til et hand­lings­løst, ano­nymt og per­son­lig­heds­løst publikum.2Søren Kierkegaard, En Literair Anmeldelse (København: Gyldendal, 2017), 86. Kierkegaards ana­ly­se af pres­sen synes i dag meget nær­lig­gen­de i for­bin­del­se med de soci­a­le medi­er og hash­ta­gak­ti­vis­men, som på en lig­nen­de måde kan ansku­es som medi­a­to­rer af de men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner, der til­pas­ser bru­ger­ne en distan­ce­ret mas­se­kul­tur, hvor det sub­jek­ti­ve ind­hold nivel­le­res og undertrykkes.3I ste­det for at betrag­te de soci­a­le medi­er via Heideggers “Das Gestell”, hvor tek­no­lo­gi­ens essens består i at indram­me og redu­ce­re men­ne­sket og det væren­des tota­li­tet (Martin Heidegger, “The Question Concerning Technology”, Martin Heidegger: Basic Writings (San Francisco: Harper Collins, 1993), 308–309), vil jeg fore­slå Peter-Paul Verbeeks … Continue reading Til trods for at hash­ta­gak­ti­vis­men lader til at have suc­ces med at brin­ge sine bud­ska­ber ud til en mang­fol­dig ska­re af men­ne­sker, så er spørgs­må­let, om den er lige så suc­ces­fuld, når det kom­mer til at frem­brin­ge en poli­tisk til­sy­ne­komst og selvrealisering.4Min for­stå­el­se af hash­ta­gak­ti­vis­me som et for­søg på poli­tisk sub­jek­ti­ve­ring, der sam­men­flet­ter akti­vis­men med en mere eksi­sten­ti­a­lis­tisk selv­re­a­li­se­ring, træk­ker på post-marxi­sti­ske teo­ri­er som Chantal Mouffes demo­kra­ti­ske og dis­kur­si­ve pro­test mod hege­mo­nisk under­tryk­kel­se (Chantal Mouffe, The Return … Continue reading Hvor kon­kre­te bevæ­gel­ser lader indi­vi­det træ­de frem som et enga­ge­ret og akti­vi­stisk sub­jekt, synes men­ne­sket gen­nem de soci­a­le medi­er nem­me­re at kun­ne for­fal­de til en slags pas­siv og distan­ce­ret sofa-akti­vis­me. Med det sagt er det natur­lig­vis ikke al hash­ta­gak­ti­vis­me, der fal­der ind under nivel­le­rin­gens pas­si­vi­tet. Mange sociopo­li­ti­ske bevæ­gel­ser, som blandt andet #bla­ck­li­ve­s­mat­ter, har med stor suc­ces benyt­tet sig af de soci­a­le medi­ers mas­se­kom­mu­ni­ka­tion til at mobi­li­se­re stor til­slut­ning til deres sag, hvil­ket også har mani­feste­ret sig vide­re på gade­plan i form af reel­le demon­stra­tio­ner og poli­ti­ske pro­te­ster. Da en væsent­lig del af akti­vis­men er hand­le­kraf­tig og enga­ge­ret, skal min kri­tik ikke for­stås som at omfat­te hele hash­ta­gak­ti­vis­mens spek­trum, men der­i­mod det seg­ment, som enten i høje­re grad eller ude­luk­ken­de er præ­get af pas­si­ve bekendt­gø­rel­ser og kvan­ti­ta­ti­ve val­o­ri­se­rin­ger på de soci­a­le medi­e­p­lat­for­me.

Det er først vig­tigt at næv­ne, hvor­dan Kierkegaard ansku­er sam­men­hæn­gen mel­lem selv­re­a­li­se­ring og valg. I Sygdommen til Døden beskri­ver han, at den­ne består i “uen­de­ligt at kom­me bort fra sig selv i Uendeliggjørelsen af Selvet, og i uen­de­ligt at kom­me til­ba­ge til sig selv i Endeliggjørelsen”,5Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden (København: Lindhardt og Ringhof Forlag, 2017), 35. det vil sige, at sel­vet rea­li­se­rer sig ved at udvæl­ge en enkelt afgø­rel­se ud af uen­de­li­ge poten­ti­el­le mulig­he­der. Når et valg fore­ta­ges, kon­kre­ti­se­res det ved, at det går fra at være en mulig­hed til en singu­lært aktu­a­li­se­ret nød­ven­dig­hed. I for­bin­del­se med fore­ta­gel­sen af valg er det for Kierkegaard vig­tigt, at de er i over­ens­stem­mel­se med det enkel­te men­ne­skes auten­ti­ske selv­for­hold. Det vil sige, at når indi­vi­det fore­ta­ger valg, der kor­re­spon­de­rer med den per­son, som de i vir­ke­lig­he­den er, så rea­li­se­rer det kon­ti­nu­er­ligt sig selv auten­tisk som en balan­ce­ret syn­te­se af ende­lig­hed og uen­de­lig­hed, og nød­ven­dig­hed og mulig­hed. Kierkegaards beskri­vel­se af sel­vet skal ikke for­stås som en ker­ne­fo­re­stil­ling, hvor sel­vet lig­ger som et frø i jor­den, der kan udvik­le sig, ved at det fri­sæt­tes fra ydre omstæn­dig­he­der og ram­mer, men der­i­mod som en rela­tion; en enhed af fler­hed; et selv­for­hold, der for­hol­der sig til sig selv som noget andet. Selvet bli­ver iføl­ge Kierkegaard først til, når det for­hol­der sig til de mod­sæt­nin­ger og dilem­ma­er, det kon­fron­te­res med, og aktivt fore­ta­ger sig ende­gyl­di­ge valg.6Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 15–17. Den kier­ke­gaards­ke for­stå­el­se af sel­vet som en syn­te­se af mod­sæt­nin­ger tager udgangs­punkt i Hegels dia­lek­tik, men skil­ler sig ud fra den hege­li­an­ske tan­ke om selv­be­vidst­heds­pro­ces­sen som et soci­alt fæno­men, hvor to for­skel­li­ge bevidst­he­der aner­ken­der sig selv ved først gen­si­digt at forta­be sig selv i den anden, for der­ef­ter at gen­vin­de sig selv gen­nem den andens anerkendelse.7Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Åndens fæno­meno­lo­gi (Gyldendal, 2006), 127–128. I ste­det for at sel­vet opstår i den gen­si­di­ge aner­ken­del­se mel­lem to per­so­ner, er det for Kierkegaard noget langt mere indi­vi­du­elt og ind­ven­digt. Selvrealisering for Kierkegaard hand­ler der­for om, at men­ne­sket ind­ven­digt for­hol­der sig auten­tisk til sig selv for der­ef­ter at mani­feste­re det­te selv kon­kret og indi­vi­du­elt i den ydre ver­den ved at fore­ta­ge valg og udfø­re hand­lin­ger.

Noget, der kan under­mi­ne­re indi­vi­dets selv­re­a­li­se­ring, er iføl­ge Kierkegaard medi­er­ne. Det kom­mer til udtryk i En Literair Anmeldelse, hvor han dia­lek­tisk ana­ly­se­rer mod­sæt­nin­ger­ne mel­lem revo­lu­tion­s­ti­dens pas­sion og hand­le­kraft og hans sam­tids liden­skabs­løs­hed og pas­si­vi­tet. Som en del af sin sam­tids­kri­tik næv­ner Kierkegaard især pres­sen som årsag til den til­ta­gen­de liden­skabs­løs­hed, da han anser den for at redu­ce­re og under­mi­ne­re alle de indi­vi­du­el­le ansku­el­ser og stand­punk­ter til en ens­ar­tet vær­di­neut­ra­li­tet. Han kal­der den­ne reduk­tion for “nivel­le­ring”, med hvil­ket han mener, at alt sub­jek­tivt ind­hold vær­di- og betyd­nings­mæs­sigt for­mind­skes til den sam­me vær­di, såle­des at det mest betyd­nings­ful­de lige­stil­les med det mest trivielle.8Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88–89. Nivellering er iføl­ge Kierkegaard “en stil­le mat­he­ma­tisk abstrakt Beskjæftigelse, der und­gaa­er al Ophævelse”. Det skal for­stås sådan, at hvor en liden­ska­be­lig tid som revo­lu­tion­s­ti­den “frem­skyn­der, hæver og styr­ter, ophøi­er og ned­tryk­ker”, så gør en liden­skabs­løs tid det mod­sat­te. Via pres­sens abstrak­te publi­kumstil­væ­rel­se “qvæ­ler og for­hin­drer” den i ste­det, “den nivellerer”.9Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 80. Med nivel­le­rin­gen beskri­ver Kierkegaard, hvor­dan men­ne­skets indi­vi­du­el­le hold­nin­ger, prak­sis­ser og sub­jek­ti­vi­tet via pres­sens medi­e­ring nor­ma­tivt og vær­di­mæs­sigt udjæv­nes til en ens­ar­tet kon­for­mi­tet. Konsekvensen af det­te er, at intet kan hæves over andet, hvil­ket iføl­ge Kierkegaard fører til en til­stand, hvor indi­vi­der­ne, i ste­det for aktivt at enga­ge­re sig i omver­de­nen, for­hol­der sig pas­sivt via distan­ce­re­de og ude­nadslær­te recitativer.10Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88.

Kierkegaards beskri­vel­se af medi­er­nes nivel­le­ring af de indi­vi­du­el­le posi­tio­ner gæl­der efter min mening også nuti­dens hash­ta­gak­ti­vis­me. Det ses eksem­pel­vis i måden, hvor­på de soci­a­le medi­er giver indi­vi­det mulig­hed for øje­blik­ke­ligt at få glo­bal ind­sigt. Med hash­ta­gak­ti­vis­men bli­ver de fjer­ne for­hold gjort nære, og de nor­malt nære men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner og selv­for­hol­det bli­ver gjort fjer­nt­lig­gen­de. Dette udgør en stor for­skel i for­hold til de kon­kre­te poli­ti­ske bevæ­gel­ser, som bor­ger­ret­tig­heds­be­væ­gel­ser­ne, kvin­de­fri­gø­rel­sen, Stonewall-optø­jer­ne og Black Panther Party, der ved at være rela­tivt loka­le inde­bæ­rer, at indi­vi­der­ne via deres fæl­les over­be­vis­nin­ger er kol­lek­tivt for­e­net i grup­pens hel­hed, sam­ti­dig med at de ind­går som indi­vi­du­el­le enkelt­per­so­ner. Kierkegaard beskri­ver det­te som, at de del­ta­gen­de for­e­nes med, hvad han kal­der en “væsent­li­gen Indadvendthed” og “ide­el Fjernhed”, som bevir­ker, at der i de kon­kre­te bevæ­gel­ser er rum for uenig­hed og dis­kus­sion, men under nog­le respekt­ful­de ram­mer på grund af det fæl­les grundlag.11Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.

I hash­ta­gak­ti­vis­men er det­te ikke nød­ven­dig­vis til­fæl­det, da nær­heds- og fjern­heds­ka­rak­te­ren er medi­e­ret på en måde, der gør, at de del­ta­gen­de for­hol­der sig distan­ce­ret til hin­an­den og grup­pens kol­lek­ti­ve grund­lag. Eftersom selv­for­hol­det i den poli­ti­ske bevæ­gel­se er afhæn­gigt af for­hol­det til grup­pen, så gør den for­ryk­ke­de nær­heds- og fjern­heds­ka­rak­ter også, at de del­ta­gen­de hel­ler ikke auten­tisk kan rela­te­re sig til sig selv i for­hol­dets hel­hed. Dette bevir­ker, at i ste­det for en balan­ce­ret lokal del­ta­gel­se, hvori alle både for­hol­der sig til hin­an­den og sig selv, så par­ti­ci­pe­rer man på en distan­ce­ret og pole­misk facon, hvor man ven­der sig mod hin­an­den med en anta­go­ni­stisk råhed. Kierkegaard beskri­ver det­te på føl­gen­de måde:

da bli­ver Bysnak og Rygte og chi­ma­risk Betydningsfuldhed og apat­hisk Misundelse et Surrogat baa­de for det Ene og det Andet. Individerne ven­de sig ikke ind ad i Inderlighed fra hin­an­den, ikke ud ad i Samdrægtighed for en Idee, men ind­byr­des mod hin­an­den i sin­ken­de og mistrøstig nær­gaa­en­de nivel­le­ren­de Gjensidighed.12Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62.

Denne fjendt­lig­hed, vil jeg tro, de fle­ste kan gen­ken­de fra kom­men­tar­spo­re­ne til eksem­pel­vis #metoo og #bla­ck­li­ve­s­mat­ter, hvor de del­ta­gen­des mund­hug­ge­ri og ned­gø­rel­se redu­ce­rer opsla­ge­nes bud­ska­ber til per­son­li­ge angreb. Fjendtligheden opstår især, da bevæ­gel­ser­nes oppo­si­tion lige­ligt kan del­ta­ge i opsla­ge­ne og der­ved under­mi­ne­re dem enten med inva­sio­ner af kom­men­tar­spo­re­ne eller ved at opret­te anti­be­væ­gel­ser som #notal­l­men og #alli­ve­s­mat­ter. Hvor idéer­ne i den loka­le poli­ti­ske bevæ­gel­ser er medi­e­ret i kraft af grup­pen og indi­vi­der­nes til­knyt­ning, så er de kol­lek­ti­ve idéer i hash­ta­gak­ti­vis­men medi­e­ret glo­balt gen­nem et mas­se­me­die til en ska­re af men­ne­sker, der måske aldrig mødes, mulig­vis ikke har nogen per­son­lig til­knyt­ning til kon­flik­ten og der­for hel­ler ikke nød­ven­dig­vis har noget på spil i for­hold til pro­te­stens udfald. Kierkegaards poin­te med pres­sens for­ryk­ke­de nær­heds- og fjern­heds­ka­rak­ter er, at den pole­mi­ske dia­log opstår, for­di de del­ta­gen­de i en langt min­dre grad moti­ve­res til at skul­le fuldt enga­ge­re sig, sam­ar­bej­de og ved­li­ge­hol­de relationer.13Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62. Denne ten­dens vil jeg også mene, at man ser på de soci­a­le medi­er, hvor den hash­ta­gak­ti­vi­sti­ske grup­pes distan­ce og abstrak­t­hed for­år­sa­ger, at et ved­va­ren­de enga­ge­ment ikke nød­ven­dig­vis opret­hol­des, hvis akti­vis­men ude­luk­ken­de fore­kom­mer onli­ne via hash­tags.

Afstanden mel­lem men­ne­ske­ne og de sociopo­li­ti­ske områ­der bety­der også, at indi­vi­der­ne ikke nød­ven­dig­vis har noget på spil og der­for kan hop­pe fra det ene emne til det andet uden at for­plig­te sig. Denne kon­se­kvens­lø­se del­ta­gel­se fra en sik­ker afstand gør, at opsla­ge­ne for­bli­ver hand­lings­lø­se bekendt­gø­rel­ser, hvor reel­le akti­ve hand­lin­ger og defi­ni­ti­ve valg kan udsæt­tes. Ved kon­stant at for­hol­de sig pas­sivt, distan­ce­ret og udsvæ­ven­de til omver­de­nen på en måde, der hver­ken for­plig­ter sig helt til det ene eller det andet stand­punkt, så kan hash­ta­gak­ti­vis­mens del­ta­ge­re risi­ke­re at befin­de sig i en tve­ty­dig til­stand, som lader alting bestå på sam­me måde, som Kierkegaard men­te, at pres­sen gjor­de i hans samtid.14Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 74–75.

Hvis hash­ta­gak­ti­vis­men er ledsa­get af akti­ve valg og del­ta­gel­se med vægt på orga­ni­se­rin­gen af demon­stra­tio­ner og syn­lig reel akti­vis­me, vil jeg mene, at den poten­ti­elt kan være med til at frem­brin­ge en dis­kur­siv poli­tisk til­sy­ne­komst, hvor indi­vi­dets selv­re­a­li­se­ring og bevæ­gel­ser­nes sociopo­li­ti­ske mål er sam­men­hæn­gen­de, men er den i ste­det pas­siv, kan det også med­fø­re, at der ikke mani­feste­res nogen menings­fuld selv­re­a­li­se­ring. I hash­ta­gak­ti­vis­men er pas­si­vi­te­ten tyde­ligst frem­stil­let ved, at man distan­ce­ret kan bekendt­gø­re sine menin­ger, men at det­te ikke er ens­be­ty­den­de med, at man for­plig­ter sig til at mel­de sig ind i en orga­ni­sa­tion eller på anden måde rea­li­se­rer en sub­jek­ti­ve­ren­de til­sy­ne­komst gen­nem akti­ve hand­lin­ger. I mod­sæt­ning til det påkræ­ve­de enga­ge­ment og medansvar i en poli­tisk orga­ni­sa­tion, så behø­ver den enkel­te i hash­ta­gak­ti­vis­men ikke at for­plig­te sig på at fær­dig­gø­re noget, men kan i ste­det udsvæ­ven­de flak­ke rundt imel­lem for­skel­ligt ind­hold. Problemet ved ikke at tage ende­gyl­di­ge valg og beslut­nin­ger er med Kierkegaards egne ord, at “naar man ikke væl­ger abso­lut, da væl­ger man kun for Momentet, og kan desaar­sag i næste Øieblik væl­ge noget Andet”.15Søren Kierkegaard, Enten-Eller, anden del (København: Gyldendal, 2013), 163. Et eksem­pel på det­te kun­ne man se med 2020-kampag­nen #del­din­skam, hvor mino­ri­tetskvin­der i Danmark beskrev deres ople­vel­ser med skam og den soci­a­le stig­ma­ti­se­ring, som med­føl­ger. Problemet er natur­lig­vis ikke bud­ska­bet, men der­i­mod, at kampag­nens opslag for­bli­ver pas­si­ve reci­ta­ti­ver, hvori­gen­nem pro­ble­ma­tik­ker­ne opret­hol­des, ved at kon­kre­te hand­lin­ger kon­ti­nu­er­ligt udsæt­tes. De del­ta­gen­de redu­ce­res der­ved til inds­un­ket at være hin­an­dens til­sku­e­re for en kort stund, da deres fokus kon­stant bli­ver bom­bar­de­ret med nye opslag, der skal tages stil­ling til. Vi ken­der det sik­kert alle, når vi læser et opslag på de soci­a­le medi­er og måske end­da beløn­ner det med et like eller en kom­men­tar, for der­ef­ter at se det for­svin­de og bli­ve glemt i den evin­de­li­ge sværm af nye opslag, som alle lige­ligt kæm­per om vores opmærk­som­hed.

Et andet pro­blem er, at hvem som helst på de soci­a­le medi­er lige­ligt kan udtryk­ke sig om hvad som helst uan­set deres reel­le inten­tio­ner. Et eksem­pel på det så vi ved #bla­ck­out­tu­es­day, som var en slags sym­bolsk sup­port til #bla­ck­li­ve­s­mat­ter, hvor diver­se bru­ge­re udskif­te­de deres pro­fil­bil­le­de med såkald­te “bla­ck squa­res”. Ved at sæn­ke de kva­li­ta­ti­ve del­ta­gel­ses­krav til at blot kortva­rigt at udskif­te sit pro­fil­bil­le­de med en sort fir­kant håbe­de #bla­ck­out­tu­es­day-bevæ­gel­sen på at mobi­li­se­re en kvan­ti­ta­tiv stor opbak­ning til deres sag. Hashtagaktivisme ude­luk­ker natur­lig­vis ikke, at man enga­ge­rer sig i sociopo­li­ti­ske kam­pe og pro­te­ster uden for de soci­a­le medi­er, men hvis ens idé om akti­vis­me ude­luk­ken­de består af kon­se­kvens­lø­se udspil, frem­står det mere som per­for­ma­ti­ve og tom­me bekendt­gø­rel­ser end auten­ti­ske soli­da­ri­tets­prok­la­ma­tio­ner. Denne form for ensi­dig repræ­sen­ta­tiv opbak­ning demora­li­se­rer men­ne­sket, da det mulig­gør en evin­de­lig udsæt­tel­se af beslut­nings­ta­gen og hand­ling. Hvad, der dog er end­nu vær­re, er, at per­so­ner og virk­som­he­der uden nogen oprig­tig til­knyt­ning til bevæ­gel­ser­nes ind­hold kan bru­ge de slæk­ke­de krav til at prom­ove­re sig selv, hvil­ket man kun­ne se med L’Oreals #bla­ck­out­tu­es­day-opslag, hvor slo­ga­net “Speaking out is worth it”, frem­stod mere som mar­kedskampag­ne end aktivisme.16L’Oréal Paris USA (@LOrealParisUSA), Twitter, 1. juni 2020.

Hvis alle lige­ligt kan del­ta­ge uaf­hæn­gig af deres inten­tio­ner, bevir­ker det, at alle bekendt­gø­rel­ser nivel­le­res til at være lige lidt værd. Derved redu­ce­res alle opslag og kom­men­ta­rer til en ens­ar­tet kvan­ti­ta­tiv vær­di. Resultatet af det­te er, hvad Kierkegaard kal­der “publi­kumstil­væ­rel­sen”: en fan­to­m­ag­tig til­stand, hvori alt sub­jek­tivt ind­hold er nivel­le­ret til en sam­let abstrakt hel­hed, som kon­kret ikke udgør nogen sub­jek­ti­ve enkelt­per­so­ner, men der­i­mod en kvan­ti­ta­tiv, objek­tiv og kon­form masse.17Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86–87. I En Literair Anmeldelse beskri­ver Kierkegaard til­stan­den som “den nega­ti­ve Eenhed af Individernes nega­ti­ve Gjensidighed”, hvil­ket i for­hold til hash­ta­gak­ti­vis­men vil sige, at til trods for at frem­stå som en sam­let hel­hed af indi­vi­der, så for­tæ­res både grup­pens kol­lek­ti­ve enhed og enkelt­per­so­nens sub­jek­ti­ve indi­vi­du­a­li­tet i den abstrak­te fremmedgørelse.18Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 81. Han beskri­ver vide­re publi­kum­met som “den egent­li­ge Nivellerings-Mester, thi naar der nivel­le­res til­nær­mel­ses­vi­is, nivel­le­res der ved Noget, men Publikum er et uhy­re Intet”.19Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86. Dette bety­der, at i mod­sæt­ning til de poli­ti­ske bevæ­gel­sers hel­hed bestå­en­de af kon­kre­te sub­jek­ter, så for­hol­der men­ne­sket sig via medi­er­ne til en abstrakt og repræ­sen­ta­tiv hel­hed med et kon­kret intet, der lige­ligt nivel­le­rer og ano­ny­mi­se­rer de del­ta­gen­de. Kierkegaard anså medi­er­ne for at frem­dyr­ke den­ne til­stand, hvori de enkel­te men­ne­sker, i ste­det for at tage stil­ling til omver­de­nen ud fra sig selv som kon­kre­te indi­vi­der, dan­ner deres menin­ger og over­be­vis­nin­ger i over­ens­stem­mel­se med publi­kum­mets mas­se­kul­tur. Publikummet kom­mer på den­ne måde til at opfø­re sig som et soci­alt poli­ti, som sør­ger for, at ingen træ­der uden for hel­he­dens ret­nings­linjer. Derved kvæ­les indi­vi­dets sub­jek­ti­ve stil­ling­ta­gen og kon­kre­te beslut­nin­ger, som iføl­ge Kierkegaard lig­ger til grund for det enkel­te men­ne­skes auten­ti­ske selv­re­a­li­se­ring.

Noget lig­nen­de kan ses på de soci­a­le medi­er, hvor hash­ta­gak­ti­vis­men i høje­re grad sæt­ter sin lid til en kvan­ti­ta­tivt stor mobi­li­se­ring via det num­me­re­re­de antal delin­ger og likes end en del­ta­gel­se, hvor et mere kva­li­ta­tivt ind­hold kan kom­me til udtryk. Deltagelsen i hash­ta­gak­ti­vis­men bli­ver på den­ne måde både ano­ny­mi­se­ret og objek­ti­ve­ret, da alle de indi­vi­du­el­le, sub­jek­ti­ve og kon­kre­te enkelt­per­so­ner udjæv­nes og ind­ord­ner sig opret­hol­del­sen af publi­kum­mets fler­tals­men­ta­li­tet. Kierkegaard skri­ver, at “[s]om aand­løs bestem­met er Mennesket ble­vet en Talemaskine, og der er intet til Hinder for at han kan lære lige­saa godt en phi­los­op­hisk Ramse som en Troesbekjendelse og et poli­tisk Recitativ udenad”.20Søren Kierkegaard, Begrebet Angest (Frederiksberg: SK Books, 2014), 153. På sam­me måde inde­bæ­rer hash­ta­gak­ti­vis­men en ens­ar­tet og uhånd­gri­be­lig del­ta­gel­se, hvor kam­pen imod soci­al ulig­hed redu­ce­res til ude­nadslær­te prin­cip­per. Derved dra­ger man ikke sine egne per­son­li­ge kon­klu­sio­ner, men hen­ter dem fra publi­kum­mets kol­lek­tivt præ­fa­bri­ke­re­de ind­hold. Denne ind­ord­ne­de enig­hed med publi­kum­met gør, at de del­ta­gen­des sub­jek­ti­ve ind­hold ude­bli­ver fra de hash­ta­gak­ti­vi­sti­ske opslag, såle­des at de står til­ba­ge med akku­mu­le­re­de og ude­nadslær­te annon­cer så blot­tet for per­son­lig­hed, at de ikke kan gen­ken­de sig selv i dem.21Mange af Kierkegaards argu­men­ter fra En Literair Anmeldelse min­der om socio­lo­gen Georg Simmels begreb om “objecti­fied spi­rit”, der beskri­ver hvor­dan den sub­jek­ti­ve men­ne­ske­li­ge dan­nel­se kan bli­ve brem­set og erstat­tet af de ano­ny­me objek­ti­ve bevæ­gel­sers hastig­hed og udstræk­ning (Georg Simmel, The Philosophy of Money (Abingdon: … Continue reading Hashtagaktivismen kan der­ved bevir­ke en objek­ti­ve­ren­de frem­med­gø­rel­se, for­di indi­vi­der­nes per­son­li­ge ind­hold udlig­nes til det sam­me i publi­kum­mets ens­ar­tet­hed. Både de poli­ti­ske bevæ­gel­ser og hash­ta­gak­ti­vis­men er kol­lek­tivt for­e­net i kraft af mas­se­be­væ­gel­ser­nes fæl­les idéer. Hvis hash­ta­gak­ti­vis­men har til­stræk­ke­lig gen­nem­slags­kraft ved for eksem­pel at mobi­li­se­re og isce­ne­sæt­te lokal gade­plansak­ti­vis­me, er jeg også over­be­vist om, at den kan være vel­lyk­ket, da idéer­ne både kan styr­ke grup­pens hel­hed og enkelt­per­so­ner­nes indi­vi­du­a­li­tet. Forskellen er dog, at hvor men­ne­sket i den poli­ti­ske bevæ­gel­ser ind­går med en ide­el fjern­hed, der bevir­ker en auto­no­mi, såle­des at den enkel­tes indi­vi­du­a­li­tet ikke opslu­ges af grup­pen, så er faren med en akti­vis­me, der hoved­sa­ge­lig fore­går onli­ne gen­nem opslag og hash­tags, at del­ta­gel­sen kan bli­ve så abstrakt, pas­siv og ude­nadslært, at grup­pens kol­lek­ti­ve idé­grund­lag og ind­hold som hel­hed løs­ri­ves fra alle enkelt­per­so­ner­ne. Dermed ender onli­ne­be­væ­gel­sens hel­hed med at ope­re­re uaf­hæn­gigt af alle de del­ta­gen­de indi­vi­der som et deta­che­ret nivel­le­ren­de fan­tom.

Alle nivel­le­rin­gens momen­ter gør, at de men­ne­ske­li­ge gen­si­di­ge for­hold i hash­ta­gak­ti­vis­men medi­e­res på en måde, som gør, at de del­ta­gen­de for­hol­der sig til publi­kum­mets mas­se­kul­tur i ste­det for deres eget indi­vi­du­el­le selv­for­hold. Ud over at gøre dem distan­ce­re­de og pas­si­ve, så bevir­ker hash­ta­gak­ti­vis­mens nivel­le­ring også, at del­ta­gel­sen bli­ver så repræ­sen­ta­tiv og ano­nym, at sel­vet ikke kan mani­feste­re sig selv kon­kret og sub­jek­tivt. Naturligvis lever men­ne­sker ikke ude­luk­ken­de gen­nem de soci­a­le medi­er, men vil i ste­det veks­le mel­lem en onli­ne og offli­ne til­ste­de­væ­rel­se. Kierkegaard skri­ver også, at men­ne­sket frem­træ­der som et bestemt indi­vid og der­ved ophø­rer som en del af det ano­ny­me publi­kum, så snart det fra­træ­der medi­er­nes indflydelse.22Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88. Individets auten­ti­ske selv­re­a­li­se­ring som et kon­kret indi­vid eksi­ste­rer altid som en mulig­hed uden for publi­kum­mets sfæ­re. På sam­me måde skal de soci­a­le medi­ers nivel­le­ring af den sub­jek­ti­ve til­sy­ne­komst hel­ler ikke for­stås som en per­ma­nent til­stand for hash­ta­gak­ti­vis­mens del­ta­ge­re. Derimod er publi­kum­mets nivel­le­ring mere en fak­tor, der kan begræn­se og del­vist under­mi­ne­re deres kon­ti­nu­er­li­ge selv­re­a­li­se­ring, hvis de gen­ta­gen­de væl­ger den over det auten­ti­ske selv­for­hold. Jeg er over­be­vist om, at Kierkegaard vil­le give mig ret i, at hvis men­ne­sket skal mani­feste­re sig selv auten­tisk, så skal det væk fra tasta­tu­ret og skær­mens glød og ud i den kon­kre­te ver­den og mere ende­gyl­digt fore­ta­ge valg. Kierkegaard var ikke en poli­tisk tæn­ker, men om den poli­ti­ske for­e­ning skrev han alli­ge­vel føl­gen­de:

Naar Individerne (hver især) væsent­li­gen i Lidenskab for­hol­de sig til en Idee, og der­paa i Forening væsent­li­gen for­hol­de sig til den sam­me Idee: saa er Forholdet det ful­dend­te og nor­ma­le. Forholdet er indi­vi­du­elt udson­dren­de (hver har sig selv for sig selv) og ide­elt forenende.23Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.

Med den liden­ska­be­li­ge poli­ti­ske orga­ni­sa­tion er det med Kierkegaards egne ord muligt for den enkel­te at for­hol­de sig til fæl­les­ska­bet, sam­ti­dig med at man for­hol­der sig til sig selv. I for­bin­del­se med selv­re­a­li­se­rin­gen og poli­tisk akti­vis­me mener jeg, at hash­ta­gak­ti­vis­me, til trods for at kun­ne mobi­li­se­re til­slut­ning og dis­kurs, i sig selv ikke er nok. Fordi en sub­jek­ti­ve­ren­de til­sy­ne­komst og selv­re­a­li­se­ring er for­bun­det med kon­kret stil­ling­ta­gen og beslut­nin­ger både som grup­pe og som enkelt­per­son, vil jeg mene, at man som akti­vist liden­ska­be­ligt bør enga­ge­re sig i loka­le sociopo­li­ti­ske orga­ni­sa­tio­ner, debat­ter og demon­stra­tio­ner. På den­ne måde er indi­vi­dets selv­re­a­li­se­rin­gen og kam­pen for lig­hed og ret­fær­dig­hed to sider af sam­me sag, og man kan for­hol­de sig både til orga­ni­sa­tio­nen hel­hed og sig selv som indi­vid.

1. Bridget Tombleson & Katharina Wolf, “Rethinking the Circuit of Culture: How Participatory Culture has Transformed Cross-Cultural Communication”, Public Relations Review 2017, 43 (2016): 15.
2. Søren Kierkegaard, En Literair Anmeldelse (København: Gyldendal, 2017), 86.
3. I ste­det for at betrag­te de soci­a­le medi­er via Heideggers “Das Gestell”, hvor tek­no­lo­gi­ens essens består i at indram­me og redu­ce­re men­ne­sket og det væren­des tota­li­tet (Martin Heidegger, “The Question Concerning Technology”, Martin Heidegger: Basic Writings (San Francisco: Harper Collins, 1993), 308–309), vil jeg fore­slå Peter-Paul Verbeeks tek­no­lo­gi­ske medi­e­ring, hvil­ket er en post-fæno­meno­lo­gisk til­gang, der rede­gør for, hvor­dan de tek­no­lo­gi­ske prak­sis­ser gen­si­digt kon­sti­tu­e­rer rela­tio­ner­ne mel­lem men­ne­sket og omver­de­nen (Peter-Paul Verbeek, Moralizing Technology: Understanding and Designing the Morality of Things (Chicago: The University of Chicago Press, 2011), 3–4).
4. Min for­stå­el­se af hash­ta­gak­ti­vis­me som et for­søg på poli­tisk sub­jek­ti­ve­ring, der sam­men­flet­ter akti­vis­men med en mere eksi­sten­ti­a­lis­tisk selv­re­a­li­se­ring, træk­ker på post-marxi­sti­ske teo­ri­er som Chantal Mouffes demo­kra­ti­ske og dis­kur­si­ve pro­test mod hege­mo­nisk under­tryk­kel­se (Chantal Mouffe, The Return of the Political (London: Verso, 2005), 20–21) og Jacques Rancières mere anta­go­ni­sti­ske sus­pen­de­ring af sam­fun­dets oligar­ki­ske orden via fol­kets til­sy­ne­komst som poli­ti­ske aktø­rer (Jacques Rancière, “Introducing Disagreement”, Angelaki: Journal of the Theoretical Humanities vol. 9, 3 (2004), 5–6).
5. Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden (København: Lindhardt og Ringhof Forlag, 2017), 35.
6. Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 15–17.
7. Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Åndens fæno­meno­lo­gi (Gyldendal, 2006), 127–128.
8. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88–89.
9. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 80.
10. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88.
11. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.
12. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62.
13. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62.
14. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 74–75.
15. Søren Kierkegaard, Enten-Eller, anden del (København: Gyldendal, 2013), 163.
16. L’Oréal Paris USA (@LOrealParisUSA), Twitter, 1. juni 2020.
17. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86–87.
18. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 81.
19. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86.
20. Søren Kierkegaard, Begrebet Angest (Frederiksberg: SK Books, 2014), 153.
21. Mange af Kierkegaards argu­men­ter fra En Literair Anmeldelse min­der om socio­lo­gen Georg Simmels begreb om “objecti­fied spi­rit”, der beskri­ver hvor­dan den sub­jek­ti­ve men­ne­ske­li­ge dan­nel­se kan bli­ve brem­set og erstat­tet af de ano­ny­me objek­ti­ve bevæ­gel­sers hastig­hed og udstræk­ning (Georg Simmel, The Philosophy of Money (Abingdon: Routledge, 2011), 487).
22. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88.
23. Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.