Hvordan tavshedens aporier driver diskursanalysen ud af balance

Diskursanalyse hand­ler i udgangs­punk­tet om at ana­ly­se­re, hvor­dan for­skel­li­ge pro­ble­ma­tik­ker ita­le­sæt­tes sprog­ligt. Uden at redu­ce­re den dis­kur­s­a­na­ly­ti­ske tra­di­tion alt for vold­somt – en tra­di­tion, der træk­ker på man­ge for­skel­li­ge filo­so­fi­ske og meto­di­ske strøm­nin­ger – kan man med en vis ret hæv­de, at dis­kur­s­a­na­ly­sen ofte træk­ker stærkt på Michel Foucaults tid­li­ge for­fat­ter­skab og hans ana­ly­ser af et spæn­dings­felt mel­lem sprog­lig prak­sis og den vir­ke­lig­hed, som den sprog­li­ge prak­sis ret­ter sig mod. Om det­te skri­ver Foucault i Vidensarkæologien:

.[J]eg vil­le ger­ne vise, at dis­kur­sen ikke er en tynd kon­takt eller sam­men­føj­nings­fla­de mel­lem en rea­li­tet og et sprog, et lek­si­kons ind­vik­ling i en erfa­ring; jeg vil­le ger­ne vise med nog­le præ­ci­se eksemp­ler, at man ved at ana­ly­se­re sel­ve dis­kur­ser­ne ser det til­sy­ne­la­den­de så stær­ke greb mel­lem orde­ne og tin­ge­ne løs­ne sig og afgi­ve en hel­hed af reg­ler, som er sær­li­ge for den dis­kur­si­ve prak­sis. […] “Ordene og tin­ge­ne”, det er den – seri­ø­se – titel på et pro­blem; det er den – iro­ni­ske – titel på det arbej­de, som modi­fi­ce­rer pro­ble­mets form, for­sky­der dets data og i sid­ste ende åben­ba­rer en helt anden opga­ve. En opga­ve, som består i ikke – læn­ge­re – at behand­le dis­kur­sen som nog­le hel­he­der af tegn (bety­den­de ele­men­ter, der viser til­ba­ge til nog­le ind­hold eller repræ­sen­ta­tio­ner), men som nog­le prak­sis­ser, som syste­ma­tisk dan­ner de objek­ter, de taler om. Diskurserne udgø­res bestemt af tegn; men det, de gør, er noget mere end at bru­ge dis­se tegn til at beteg­ne tingene…1Michel Foucault, Vidensarkæologien, overs. Mogens Chrom Jacobsen (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2005), 95–96.

Det her brag­te citat er langt, men tager man dets ind­hold i betragt­ning alli­ge­vel impo­ne­ren­de kort. I cita­tet sæt­ter Foucault ram­mer­ne for en for­stå­el­se af dis­kur­siv spro­g­a­na­ly­se, som udsprin­ger af, at sprog og objekt ikke kan adskil­les, sam­ti­dig med at det alli­ge­vel er nød­ven­digt at fast­hol­de distink­tio­nen. Samtidig får han påpe­get, at det egent­ligt inter­es­san­te for dis­kur­s­a­na­ly­sen ikke er sel­ve for­hol­det mel­lem beteg­ner og beteg­net, men nok så meget den prak­sis, som spæn­dings­fel­tet (mel­lem ord og objekt) mulig­gør og fast­hol­der.

Fra det­te udgangs­punkt har dis­kur­s­a­na­ly­sen siden taget utal­li­ge veje.2På dansk bl.a. beskre­vet i Marianne Winther Jørgensen & Louise Phillips, Diskursanalyse som teo­ri og meto­de. (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 1999). I her­væ­ren­de sam­men­hæng vil jeg foku­se­re på cita­tets afslut­ten­de invi­ta­tion til at reflek­te­re over for­hol­det mel­lem dis­kurs og magt. En invi­ta­tion, der også kan lede fle­re veje. Inden for de dis­kur­s­a­na­ly­ti­ske til­gan­ge skel­ner man såle­des ofte mel­lem beskri­ven­de og kri­tisk dis­kur­s­a­na­ly­se – alt­så om dis­kur­s­a­na­ly­sen pri­mært kan og skal gøre os klo­ge­re på de fak­ti­ske dis­kur­ser, eller om den også kan bidra­ge med kri­ti­ske reflek­sio­ner over muli­ge alter­na­ti­ve ita­le­sæt­tel­ser.

Når jeg i den­ne tekst vil vise, hvor­dan tavs­he­den kan bru­ges i dis­kur­s­a­na­ly­sen, er det oplagt at foku­se­re på dis­kur­s­a­na­ly­sen som kri­tisk prak­sis, efter­som tavs­he­den (som jeg vil vise i det føl­gen­de) i for­hold til dis­kur­sen net­op peger på noget, der lig­ger uden for dis­kur­sens umid­del­ba­re hori­sont – sam­ti­dig med at dis­kur­sen fak­tisk net­op fun­de­res af det­te uden­for. Derfor kan man også med nogen ret betrag­te det føl­gen­de som et sup­ple­ment til Norman Faircloughs kri­ti­ske diskursanalyse,3Se bl.a. Norman Fairclough, Discourse and Social Change (Cambridge, UK; Cambridge, MA: Polity Press, 1992); Norman Fairclough, Language and power, Third edi­tion (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2015). der net­op bru­ger den kri­ti­ske dis­kur­s­a­na­ly­se til at reflek­te­re over udfor­drin­ger ved gæl­den­de dis­kur­ser.

Mere kon­kret vil jeg i her­væ­ren­de tekst byg­ge vide­re på Faircloughs arbej­de med at meto­do­lo­gi­se­re dis­kur­s­a­na­ly­sen. Set fra et foucaultsk per­spek­tiv er der gan­ske vist en ræk­ke pro­ble­mer ved det­te. Foucault selv afvi­ste at lade sig for­plig­te af meto­di­ske ram­mer, og i et dis­kur­s­a­na­ly­tisk per­spek­tiv giver det­te god mening, da meto­di­ske greb i en vis for­stand kan ses som ind­fø­rel­sen af et slags “dis­kur­sivt regi­me” i reflek­sions- og under­sø­gel­ses­de­sig­net. Fra et prak­tisk (og også fra et kvan­ti­ta­tivt viden­ska­be­ligt) syns­punkt har meto­do­lo­gi­se­rin­gen imid­ler­tid en ræk­ke for­de­le. Dels i form af en over­sku­e­lig­hed i anven­del­sen og dels i form af mulig­he­den for at udstræk­ke ens­ar­te­de meto­di­ske greb over sto­re data­mæng­der.

Modsætningen mel­lem den ønske­de prag­ma­ti­ske nyt­te, der lig­ger i meto­do­lo­gi­se­rin­gen, og den reflek­si­ve dyb­de, der kun­ne lig­ge i at hol­de sig fri af sam­me, kan ikke umid­del­bart und­gås. En måde at hånd­te­re udfor­drin­gen kan imid­ler­tid være ved­va­ren­de at udfor­dre, nuan­ce­re og vari­e­re meto­der­ne. I for­læn­gel­se af et læn­ge­re forsk­nings­pro­jekt, hvor jeg filo­so­fisk opsø­ger måder, hvor­på tavs­hed er kon­sti­tu­tiv for dis­kur­si­ve prak­sis­ser i offent­lig­he­den, vil jeg i det føl­gen­de give et bud på, hvor­dan dis­se ind­sig­ter kan brin­ges i spil i en dis­kur­s­a­na­ly­tisk kon­tekst. Jeg vil argu­men­te­re for, at for­de­len ved at brin­ge et tavs­heds­fo­kus ind i den meto­do­lo­gi­se­re­de dis­kur­s­a­na­ly­se er, at tavs­he­den i sig selv mod­sæt­ter sig den fast­frys­ning, som lig­ger latent i meto­do­lo­gi­se­rin­gen, for­di tavs­he­den peger ind i en apo­re­tisk (uom­gæn­ge­lig og ulø­se­lig) pro­ble­ma­tik.

Den pro­duk­ti­ve tavs­hed

Som en kort ind­led­ning til dis­se for­slag, er det på sin plads at rede­gø­re lidt for den grund­læg­gen­de til­gang til tavs­he­den, som det føl­gen­de vil byg­ge på. Når jeg i det føl­gen­de skri­ver om tavs­he­den, hand­ler det i før­ste omgang om et fra­vær af kom­mu­ni­ka­tion, hvor der kun­ne have været kom­mu­ni­ka­tion. Tavsheden er i en vis for­stand det, der lig­ger uden for spro­get, men som alli­ge­vel (vil det vise sig) peger ind i spro­get på en kon­sti­tu­tiv måde.

Dette er, indrøm­met, en meget bred defi­ni­tion. Det er imid­ler­tid del­vist til­sig­tet, da det net­op vil bli­ve en poin­te, at tavs­he­den i en vis for­stand und­dra­ger sig en klar defi­ni­tion – eller mere præ­cist at den peger på en ræk­ke for­hold, der grun­der den sprog­li­ge arti­ku­la­tion, sam­ti­dig med at den for­hin­drer en sprog­lig sta­bi­li­tet, da grun­den viser sig at være grund­læg­gen­de pro­blem­fyldt. Helt over­ord­net opsum­me­ret: Tavsheden grun­der det kom­mu­ni­ke­re­de ved net­op ikke selv at bli­ve kom­mu­ni­ke­ret.

At beskæf­ti­ge sig filo­so­fisk med tavs­he­den er der­med udfor­dret af, at det er umu­ligt at arti­ku­le­re tavs­he­den uden at ophæ­ve den. Trods dis­se udfor­drin­ger er det imid­ler­tid vig­tigt alli­ge­vel at gøre for­sø­get, da vi ellers risi­ke­rer at hav­ne i en for­sim­plet opfat­tel­se af tavs­he­dens betyd­ning. Min egen moti­va­tion for at dyk­ke ind i pro­ble­ma­tik­ken er såle­des, at jeg ønsker at nuan­ce­re en grund­læg­gen­de for­dom i megen demo­kra­tisk teo­ri, hvor tavs­he­den ses som en fjen­de for de demo­kra­ti­ske meka­nis­mer, idet den menes at for­hin­dre en oplyst offent­lig udveks­ling, hvor bor­ge­re klæ­des på til at udø­ve deres demo­kra­ti­ske plig­ter, og de demo­kra­ti­ske repræ­sen­tan­ter får føling med den fol­ke­li­ge opi­ni­on. For at und­gå, at tavs­he­den tager over­hånd, ind­tæn­kes der­for for­skel­li­ge for­mer for fri­heds­ret­tig­he­der (i hvert fald i vest­li­ge demo­kra­ti­er) som en garant for et mini­mum af offent­lig menings­ud­veks­ling. Det dre­jer sig typisk om ytrings‑, infor­ma­tions- og pres­se­fri­hed, ofte sup­ple­ret med for­sam­lings­fri­hed, rets­sik­ker­hed, (gra­der af) offent­lig­hed i for­valt­nin­gen, uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner og medi­er.

Af histo­ri­ske årsa­ger er det van­ske­ligt at afvi­se vig­tig­he­den af oven­nævn­te ret­tig­he­der og insti­tu­tio­ner – bl.a. med hen­vis­ning til at de mod­vir­ker uhel­di­ge for­mer for tavs­hed. Denne rig­ti­ge tan­ke må imid­ler­tid sup­ple­res med sin mod­sæt­ning, nem­lig at de offent­li­ge udveks­lin­ger sam­ti­dig for­ud­sæt­ter tavs­hed. Som jeg vil vise her­un­der, er tavs­he­den nem­lig i før­ste omgang kon­sti­tu­tiv for kom­mu­ni­ka­tiv udveks­ling. Har vi ikke blik for, at tavs­he­den også er med til at sik­re den demo­kra­ti­ske kom­mu­ni­ka­tion, risi­ke­rer vi, at den kom­mu­ni­ka­ti­ve udveks­ling ender med at gå i tom­gang.

For at bære den­ne poin­te frem træk­ker jeg bl.a. på tan­ker af Jacques Derrida og Martin Heidegger. Pointen kan grund­læg­gen­de opsum­me­res i dels en sprog­lig og dels en soci­al dimen­sion. For det før­ste gæl­der, at tavs­he­den mulig­gør, at man sprog­ligt kan udpe­ge (frem­hæ­ve) noget som sig­ni­fi­kant. Den sprog­li­ge udpeg­ning for­ud­sæt­ter, at et bestemt aspekt af ver­den brin­ges frem i lyset som påtræn­gen­de, opmærk­som­heds­vær­digt på bekost­ning af alle muli­ge andre aspek­ter, som må for­bli­ve tav­se, såle­des at det sig­ni­fi­kan­te kan træ­de frem.

For det andet gæl­der det, at kom­mu­ni­ka­tion for­ud­sæt­ter, at der både er en talen­de og en tavs aktør invol­ve­ret. Et sprog­ligt udsagn bli­ver kun til en kom­mu­ni­ka­tiv hand­ling, hvis det i en eller anden for­stand ret­ter sig mod (mindst) en anden, der for­hol­der sig til det sag­te – og i kom­mu­ni­ka­tiv for­stand må sidst­nævn­te for­hol­de sig (i det mind­ste mid­ler­ti­digt) tavs.

Kommunikation fun­de­res alt­så grund­læg­gen­de gen­nem (mindst) to for­mer for tavs­hed: (a) den tavs­hed, der pålæg­ges det ikke-ita­le­sat­te; (b) den lyt­ten­des tavs­hed.

Disse poin­ter træk­ker jeg ud af en læs­ning af Heidegger og Derridas tan­ker om sprog og tavs­hed. Fordelen ved at foku­se­re på net­op deres ana­ly­ser af tavs­he­den er, at de demon­stre­rer, hvor­dan tavs­he­dens fun­de­ren­de rol­le i den dis­kur­si­ve ram­me­sæt­ning er grund­læg­gen­de usta­bil. I for­hold til at brin­ge dis­se ana­ly­ser ind i den dis­kur­s­a­na­ly­ti­ske sam­men­hæng er den­ne usta­bi­li­tet attrak­tiv, for­di den mod­vir­ker den fast­frysen­de effekt, som oven­for blev frem­hæ­vet som en svag­hed ved en meto­do­lo­gi­se­ret dis­kur­s­a­na­ly­se. Når Heidegger og Derrida ana­ly­se­rer tavs­he­dens vir­ke­må­de, er det karak­te­ri­stisk, at det altid sker gen­nem meka­nis­mer eller tan­ke­fi­gu­rer, der ikke “går op”. I her­væ­ren­de arti­kel vil jeg pri­mært træk­ke på Derridas ana­ly­ser af det kom­mu­ni­ka­ti­ve for­holds apo­re­ti­ske karak­ter (uddy­bes neden­for).

Tavsheden mulig­gør kom­mu­ni­ka­tiv udveks­ling ved at være en ugrun­det grund for den. Den kom­mu­ni­ka­ti­ve rela­tion byg­ger på en ræk­ke fun­de­rings­spring – dvs. fun­de­ren­de distink­tio­ner eller udgræns­nin­ger, der ikke i sig selv er fun­de­re­de (Heidegger bru­ger det tyske Ursprung, der ety­mo­lo­gisk inde­hol­der både fun­de­rin­gen og sprin­get). Disse fun­de­rings­spring udsprin­ger selv af en ræk­ke apo­re­ti­ske udfor­drin­ger, som de kom­mu­ni­ke­ren­de er nødt til at hånd­te­re (for så vidt der over­ho­ve­det skal opstå en kom­mu­ni­ka­tiv rela­tion), men som ikke kan løses til­freds­stil­len­de. For at kom­me vide­re fra den­ne umu­li­ge nød­ven­dig­hed må apo­ri­en brin­ges til tavs­hed, sam­ti­dig med at den tages alvor­ligt. Pointen med de meto­di­ske reflek­sio­ner sene­re i her­væ­ren­de arti­kel er, at vi ved at ret­te blik­ket mod den tavs­hed, der mulig­gør dis­kur­ser­ne, kan få blik for de apo­re­ti­ske fun­de­rings­spring, der dan­ner et grundende/grundlæggende udgangs­punkt for eksi­ste­ren­de dis­kur­ser, hvor­ved det også bli­ver muligt at reflek­te­re over dem og deres util­stræk­ke­lig­hed. I den­ne mulig­hed lig­ger et kri­tisk poten­ti­a­le.

Overført til de oven­for nævn­te aspek­ter ved tavs­he­den gæl­der det på den ene side, at (a) de til tavs­hed brag­te dimen­sio­ner eller aspek­ter etab­le­rer, hvad der er rele­vant og væsent­ligt, uden at tavs­heds­gø­rel­sen dog i sig selv kan begrun­des som væren­de rele­vant eller væsent­lig. Den grun­den­de skil­le­linje mel­lem det frem­hæ­ve­de og det tavs­heds­gjor­te vil altid være grund­løs (med­min­dre natur­lig­vis det tavs­heds­gjor­te ita­le­sæt­tes og der­ved træk­kes ud af tavs­he­den).

På den anden side har det kom­mu­ni­ke­re­de sin grund i (b) en rela­tion til den tav­se Anden, der både er nødt til at være radi­kalt og begræn­set åben. Fordringen om radi­kal åben­hed grun­der i, at sel­vet kun kan udfor­dres af det kom­mu­ni­ke­re­de, for så vidt det lader sig påvir­ke af det frem­me­de som væren­de frem­med. Kommunikation for­ud­sæt­ter frem­med­hed: Jeg har ingen grund til at lyt­te til den anden, hvis jeg reg­ner med, at den anden kun siger noget, jeg selv tæn­ker. Men jeg har hel­ler ingen grund til at lyt­te, hvis ikke jeg mener, at det frem­me­de angår mig som noget, jeg må lade mig udfor­dre af. Jo mere jeg luk­ker af for den­ne åben­hed, des min­dre kom­mu­ni­ka­tiv bli­ver rela­tio­nen. Tanken vil bli­ve udfol­det i de kom­men­de reflek­sio­ner over legi­ti­mi­tet. Den radi­ka­le åben­hed bli­ver imid­ler­tid udfor­dret af, at der hel­ler ingen kom­mu­ni­ka­tion kom­mer i stand, hvis den kom­mu­ni­ke­ren­de oplø­ser sig selv. Kravet om radi­kal åben­hed skal balan­ce­res med et mod­sat krav om begræn­set åben­hed – den talen­de er nødt til at hæv­de en grad af auto­no­mi, som sæt­ter græn­ser for, hvad der sæt­tes på spil i kom­mu­ni­ka­tio­nen. Normerne for den­ne umu­li­ge nød­ven­dig­hed kan af den grund hel­ler ikke ende­ligt begrun­des, men er alli­ge­vel fun­de­ren­de for de muli­ge kom­mu­ni­ka­ti­ve rela­tio­ner, hvil­ket jeg vil uddy­be i det føl­gen­de.

Analyser af den­ne grund­læg­gen­de usta­bi­li­tet er given­de i for­hold til et kri­tisk dis­kur­s­a­na­ly­tisk ærin­de, da en bevidst­gø­rel­se om de grund­læg­gen­de fun­de­rings­spring og deres grund­løs­hed gør det muligt at se dis­kur­sens usta­bi­le grund­lag og reflek­te­re over, hvor­dan man alter­na­tivt kun­ne gri­be dem an.

Heidegger og Derrida gri­ber det an på to ret for­skel­li­ge måder, og det vil føre for vidt at rede­gø­re for hele kom­plek­si­te­ten i deres ana­ly­ser. I resten af her­væ­ren­de tekst vil jeg der­for foku­se­re på et af de dis­kur­s­a­na­ly­ti­ske greb, som jeg mener, Derrida invi­te­rer til, nem­lig en reflek­sion over legi­ti­mi­tets­struk­tu­rers apo­re­ti­ske kon­sti­tu­tion – et aspekt i den kom­mu­ni­ka­ti­ve rela­tion, hvor både den sprog­li­ge (a) og soci­a­le (b) tavs­hed er på spil.

Legitimitet: Om at hin­dre den anden i at eli­mi­ne­re os selv

For at flyt­te oven­stå­en­de ind i en reflek­sion over legi­ti­mi­tet kan det være nyt­tigt at ven­de sig mod Derridas læs­ning af Emmanuel Lévinas.4Som den fin­des i Jacques Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, Incises (Paris: Galilée, 1997). Normer for legi­ti­mi­tet er natur­lig­vis afgø­ren­de for den kom­mu­ni­ka­ti­ve rela­tion, idet legi­ti­mi­tet sæt­ter ram­mer­ne for, hvor­dan vi lader den anden angå os. Hvis vi til­læg­ger den anden en høj grad af legi­ti­mi­tet, vil vi affi­ce­res stær­ke­re af ved­kom­men­de, hvor­i­mod min­dre legi­ti­me aktø­rer påvir­ker os min­dre, for­di vi ikke aner­ken­der deres rele­vans. Samtidig med­fø­rer de sam­me nor­mer også, at ikke alle til­læg­ges den sam­me grad af legi­ti­mi­tet. Hvis jeg f.eks. anser den andens videns­ni­veau for afgø­ren­de, vil uvi­den­de per­so­ner have et min­dre poten­ti­a­le til at kun­ne udfor­dre mig. Mine nor­mer for et højt videns­ni­veau vil der­for brin­ge den udfor­dring, der kun­ne kom­me fra per­so­ner med et lavt videns­ni­veau, til tavs­hed.

I en med- og mod­læs­ning af Lévinas’ teo­ri om for­hol­det mel­lem sel­vet og den anden påpe­ger Derrida, at både sel­vet og den anden fun­de­res i en gæst­fri rela­tion mel­lem vært og gæst, hvor sel­vet dan­nes ved at brin­ge sig selv til tavs­hed, såle­des at man kan invi­te­re den anden inden­for. Dog vel at mær­ke ikke til et idyl­lisk fæl­les­skab. Den gæst­frie invi­ta­tion består i at invi­te­re den anden inden­for på en måde, så den anden ulti­ma­tivt kan destru­e­re det sted, der invi­te­res til.

Pointen er her, at sel­vet kun opstår, for så vidt at der fin­des noget uden for sel­vet, der ikke selv er sel­vet, noget, som sel­vet kan hen­holds­vis lyk­kes eller fejle over for. Man kan imid­ler­tid kun lyk­kes eller fejle, hvis det andet angår én som noget andet end én selv. Den anden må alt­så invi­te­res til at være noget, der angår én, men net­op angår én som noget, der ikke kan kon­trol­le­res. Jo mere man kon­trol­le­rer det frem­me­de, des min­dre evner det frem­me­de at være frem­med og der­med defi­ne­ren­de for sel­vet ved dets andet­hed. Derfor ender Derrida også med at karak­te­ri­se­re den­ne situ­a­tion som en ulø­se­lig gidselsituation.5Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, 102. Refleksioner over legi­ti­mi­tet er afgø­ren­de her. Pointen med oven­stå­en­de er, at nor­mer for legi­ti­mi­tet afgør, hvor åbent vi invi­te­rer den anden til at være en gæst, der dels er med til at grun­de vores eget selv, sam­ti­dig med at den anden også kan eli­mi­ne­re os. Normerne for legi­ti­mi­tet rum­mer såle­des både en åben­hed over for den anden, sam­ti­dig med at det brin­ger den anden til en vis tavs­hed. Den ret­te balan­ce mel­lem åben­hed og tavs­hed er en apo­re­tisk udfor­dring, som ikke kan løses upro­ble­ma­tisk. Jo mere vi eli­mi­ne­rer den andens rele­vans, des mere redu­ce­rer vi os selv – sam­ti­dig med at en radi­kal åben­hed også rum­mer trus­len om sel­v­e­li­mi­na­tion.

Retfærdigheden som en umu­lig afgø­rel­se

Ved at reflek­te­re over nor­mer for legi­ti­mi­tet bli­ver det såle­des muligt at få blik for, hvor­dan eksi­ste­ren­de dis­kur­sers ind­lej­ring i sådan­ne nor­mer både rum­mer en åbning og en brin­gen til tavs­hed. Dette kal­der Derrida en apo­re­tisk struk­tur. Derrida giver ikke selv en ind­gangs­vin­kel til spe­ci­fikt at ana­ly­se­re nor­mer for legi­ti­mi­tet, men det vil i det føl­gen­de bli­ve vist, at en ana­ly­se­mo­del fra hans udlæg­ning af for­hol­det mel­lem ret­fær­dig­hed og nor­mer for ret kan over­fø­res på nor­mer for legi­ti­mi­tet.

Det apo­re­ti­ske fun­da­ment for ret­fær­dig­he­den blev af Derrida pri­mært ana­ly­se­ret i fored­ra­get Force de Loi (oprin­de­lig holdt i 1989) og bogen Spectres de Marx (1993). I Derridas optik er det vig­tigt at skel­ne mel­lem på den ene side ret­fær­dig­hed som impuls eller fæno­men og på den anden side de for­mu­le­re­de love, reg­ler og ret­tig­he­der, som skal rea­li­se­re og mulig­gø­re ret­fær­dig­he­den. Det kan i en vis for­stand koges ned til, at de for­mu­le­re­de love, reg­ler og ret­tig­he­der har deres gyl­dig­hed, for så vidt at de yder ret­fær­dig­hed. Retfærdigheden er i en over­fla­disk for­stand ret­tens telos. Man kan sige, at ret­fær­dig­he­den er det åbne spørgs­mål til for­mu­le­re­de love, reg­ler og ret­tig­he­der: Er de gode nok? Opnår vi ret­fær­dig­hed gen­nem de gæl­den­de reg­ler? Hvis ikke, må reg­ler­ne ændres. Regler kan ikke legi­ti­me­re sig selv, men må altid stå til ansvar over for, om de også i det kon­kre­te fak­tisk yder ret­fær­dig­hed. Når vi såle­des i man­ge sam­fund eksem­pel­vis har en grad af pri­vat ejen­doms­ret, skyl­des det, at det kan vises, at det i én eller anden for­stand giver et mere ret­fær­digt sam­fund. Og når de fak­ti­ske reg­ler for ejen­doms­ret jævn­ligt udfor­dres, f.eks. af skat­ter, eks­pro­p­ri­a­tion og ude­frakom­men­de reg­ler om, hvad man må bru­ge sin ejen­dom til, skyl­des det, at det er ble­vet vist, at en abso­lut pri­vat ejen­doms­ret har nog­le uhel­di­ge virk­nin­ger. De fle­ste er f.eks. nok eni­ge om, at mit ejer­skab af en kniv ikke giver mig ret til at gå og stik­ke i folk med den.

I det­te per­spek­tiv er ret­fær­dig­he­den altid kon­kret og singu­lær, hvor­i­mod reg­ler­ne er alme­ne eller gene­rel­le – ret­fær­dig­he­den er det påtræn­gen­de spørgs­mål i kon­kre­te situ­a­tio­ner til, om de gene­rel­le reg­ler, der fun­ge­rer ved at frem­hæ­ve bestem­te aspek­ter, nu også er til­stræk­ke­li­ge og rele­van­te:

Hvordan for­li­ges ret­fær­dig­he­dens hand­ling, som altid angår noget sær­ligt, indi­vi­der, grup­per, uer­stat­te­li­ge eksi­sten­ser, den anden eller mig som anden, i en unik situ­a­tion, med reg­len, nor­men, eller et ret­fær­dig­he­dens impe­ra­tiv, der nød­ven­dig­vis har en gene­rel form, selv om den­ne gene­ra­li­tet fore­skri­ver en anven­del­se, som hver gang skal være specifik?6Jacques Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mysti­ske fun­da­ment”, i Lov og lit­te­ra­tur, red. Karen-Margrethe Simonsen, Helle Porsdam & Henrik Skov Nielsen, overs. Rolf Reitan (Aarhus Universitetsforlag, 2007), 226.

Retfærdighed og ret kan alt­så ikke for­e­nes, men de kan hel­ler ikke adskil­les. Dette opstår der en ræk­ke apo­re­ti­ske spæn­din­ger ud af. Blandt dis­se vil jeg her foku­se­re på det, som Derrida kal­der “det uaf­gø­r­li­ges spø­gel­se”. Det uaf­gø­r­li­ges spø­gel­se hand­ler om, at for at ret­fær­dig­he­den kan få en virk­ning, er man nødt til at beslut­te en form for ret­fær­dig­he­den, men at en sådan beslut­ten altid er umu­lig:

Uafgørlig er erfa­rin­gen af det, som skønt frem­med, hete­ro­gent i det kal­ku­ler­ba­res og reg­lens orden, alli­ge­vel […] give sig i kast med den umu­li­ge afgø­rel­se, idet det tager høj­de for reg­len og retten.7Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mysti­ske fun­da­ment”, 239.

I eksemp­let oven­for med den pri­va­te ejen­doms­ret er det såle­des åben­lyst, at ret­fær­dig­he­den kun­ne føre til en paci­fi­ce­ring af sig selv, hvis man lod den råde uen­de­ligt. Enhver ende­lig udform­ning af ejen­doms­ret­ten kan kri­ti­se­res ud fra en uen­de­ligt kon­kret ret­fær­dig­hed, efter­som man altid vil­le kun­ne fore­stil­le sig kon­kre­te situ­a­tio­ner, hvor en beslut­tet form for ejen­doms­ret kun­ne være pro­ble­ma­tisk. Hvis man imid­ler­tid uen­de­ligt til­pas­ser ret­ten til ret­fær­dig­he­dens kald i alle situ­a­tio­ner, mister den sin bestandighed/almenhed og der­med til­reg­ne­lig­hed. En ejen­doms­ret, som man ikke ken­der den ende­li­ge udform­ning af, har såle­des ingen vær­di for kon­kre­te aktø­rer.

Det er der­for nød­ven­digt, at der beslut­tes en form for ret eller nor­ma­ti­vi­tet, som gæl­der, og som har en vis bestan­dig­hed – også selv om en sådan beslut­ten egent­lig redu­ce­rer og for­hin­drer ret­fær­dig­he­dens ful­de rea­li­se­ring. I den­ne for­stand er ret­fær­dig­he­den en apo­re­tisk opga­ve – en opga­ve, der er lige så nød­ven­dig og uom­gæn­ge­lig, som den er umu­lig.

Beslutten hand­ler med andre ord om at brin­ge aspek­ter i ver­den til tavs­hed. Men for at den kan bli­ve virk­som, må den også brin­ge den bag­ved­lig­gen­de apo­ri til tavs­hed. Den grun­den­de beslut­ten sæt­ter en mulig­hed, der sam­ti­dig peger væk fra sin egen para­doksa­li­tet og ind i en prag­ma­tisk anven­de­lig­hed. Ved for eksem­pel at beslut­te nor­mer for ejen­doms­ret læg­ges der nog­le nor­mer ud på ver­den, der giver kon­kre­te hæn­del­ser en betyd­ning ved at bli­ve truk­ket frem som enten inden for eller uden for de gæl­den­de nor­mer, en betyd­ning, der skal tages hånd om gen­nem regu­le­ring. For at kun­ne fun­ge­re regu­le­ren­de er det imid­ler­tid afgø­ren­de, at nor­mer­ne aner­ken­des ubetviv­le­ligt. Vi kan kun sen­de folk i fængsel, hvis vi ikke fak­tisk er i tvivl om, at den pri­va­te ejen­doms­ret i dens kon­kre­te form er ret­fær­dig. Retsnormernes prag­ma­ti­ske anven­de­lig­hed for­ud­sæt­ter der­for, at det til­grund­lig­gen­de uaf­gø­r­li­ges spø­gel­se i prak­sis er bragt til tavs­hed.

Spørgsmålet er så, hvor­dan vi får bragt det­te i tale igen.

Operationaliseret reflek­sion over nor­mer for legi­ti­mi­tet

I for­hol­det mel­lem ret­fær­dig­he­den og nor­mer for ret­ten er der såle­des et ulø­se­ligt spæn­dings­felt, der blandt andet kan arti­ku­le­res som det uaf­gø­r­li­ges spø­gel­se, alt­så at der skal træf­fes en afgø­rel­se omkring noget, der ikke kan afgø­res – men at den­ne beslut­ten også altid vil hjem­sø­ges af sin uaf­gø­r­lig­hed, af sin apo­re­ti­ske struk­tur. I for­hold til de tid­li­ge­re reflek­sio­ner over legi­ti­mi­te­ten kan den­ne poin­te over­sæt­tes til, at vi for at kun­ne invi­te­re eller møde den anden som én, der kan destru­e­re os selv, er nødt til at sæt­te nog­le græn­ser for den andens andet­hed – nog­le græn­ser, der sam­ti­dig redu­ce­rer, stæk­ker eller uni­for­me­rer den andens væsent­lig­hed eller udfor­dring, hvor­ved vi også redu­ce­rer os selv. Gæstfriheden hand­ler net­op om at brin­ge os selv til tavs­hed, så vi kan lade os angå af den frem­me­de, og ram­ler der­for ind i det­te ulø­se­li­ge pro­blem. Vi er nødt til også at brin­ge den anden til tavs­hed ved at sæt­te græn­ser for gæst­fri­he­den. Vi er nødt til at etab­le­re for­mer (nor­mer) for legi­ti­mi­tet, som vi vil lade den anden angå os gen­nem. I anden sam­men­hæng taler Derrida om, at vi opsæt­ter nor­mer for tole­ran­ce.8Jürgen Habermas, Jacques Derrida & Giovanna Borradori, Philosophy in a time of ter­ror: Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida (Chicago: University of Chicago Press, 2003). Problemet med det­te er imid­ler­tid, at jo fle­re græn­ser vi sæt­ter for den anden, des mere ukla­re bli­ver sel­vets egne græn­ser. Vi risi­ke­rer alt­så også at uds­let­te os selv, des mere vi sæt­ter græn­ser for, hvor frem­med den anden og det andet må være for os.

Dette fører med andre ord frem mod en ny apo­re­tisk udfor­dring, der er hjem­søgt af det uaf­gø­r­li­ges spø­gel­se. Normer for legi­ti­mi­tet afgør, i hvil­ken for­stand vi lader den anden angå os i den kom­mu­ni­ka­ti­ve inter­ak­tion. Jeg kan altid afvi­se den andens udsagn, ind­ven­din­ger, infor­ma­tion osv. ved at afvi­se at aner­ken­de den andens ret til at stå bag det frem­før­te. Lidt min­dre radi­kalt kan jeg “tage det med et gran salt”, jeg kan træk­ke på smilebån­det, jeg kan være over­bæ­ren­de, jeg kan bli­ve for­ar­get osv. Eller hvis jeg til­ken­der den anden en stærk legi­ti­mi­tet, kan jeg tage det mere alvor­ligt og lade mig anfæg­te af det.9I klas­sisk (Aristoteles-inspi­re­ret) reto­risk teo­ri vil­le man her givet­vis tale om ethos.

Refleksioner over de inter­per­son­li­ge for­hold er natur­lig­vis ikke frem­me­de for tra­di­tio­nel­le dis­kur­s­a­na­ly­ti­ske til­gan­ge. F.eks. ana­ly­se­rer Fairclough for­hold som høflig­hed og ethos,10Norman Fairclough, Discourse and Social Change, 138–144. der natur­lig­vis også er afgø­ren­de fak­to­rer for den legi­ti­mi­tet, som kom­mu­ni­ka­ti­ve bidrag til­skri­ves. Med foku­se­rin­gen på legi­ti­mi­te­tens apo­re­ti­ske fun­de­ring kom­mer ana­ly­sen imid­ler­tid til at tage nog­le nye ret­nin­ger, idet den vil foku­se­re på, hvor­dan tavs­hed er med til at mulig­gø­re, at de eksi­ste­ren­de nor­mer for legi­ti­mi­tet kom­mer i stand. Denne nye til­gang vil der­for fore­gå ved at spør­ge ind til det til tavs­hed brag­te spø­gel­se, det uaf­gø­r­lig­he­dens spø­gel­se, der mulig­gør, at den anden kan invi­te­res til at angå én i en redu­ce­ret form. Det er tavs­he­dens pro­duk­ti­ve kraft, der skal dra­ges frem i lyset, såle­des at den kan gøres til udgangs­punkt for en kri­tisk reflek­sion ved at frem­vi­se dis­kur­sens grund­lø­se grund.

I et for­søg på at til­by­de et ope­ra­tio­na­li­ser­bart bud på, hvor­dan en sådan dis­kur­s­a­na­ly­se kun­ne tage form, vil jeg fore­slå, at man til­går pro­ble­ma­tik­ken gen­nem føl­gen­de spør­ge­ram­me:

  1. Hvordan tæn­kes den anden som legi­timt påtræn­gen­de?
  2. Hvordan er aktø­rers legi­ti­mi­tet redu­ce­ret i den impli­ce­re­de opfat­tel­se? Og/eller: Hvordan er aktø­rers legi­ti­mi­tet skabt ved, at noget er bragt til tavs­hed?
  3. På hvil­ken måde rum­mer de impli­ce­re­de nor­mer for legi­ti­mi­tet en tavs apo­re­tisk util­pas­set­hed i for­hold til de kon­kre­te sam­men­hæn­ge?

Spørgsmål (1) kun­ne være en del af en almin­de­lig deskrip­tiv dis­kur­s­a­na­ly­se. Spørgsmål (2) rum­mer en kri­tisk impuls, som kun­ne være en natur­lig del af en tra­di­tio­nel kri­tisk dis­kur­s­a­na­ly­se. Allerede i den tra­di­tio­nel­le dis­kur­s­a­na­ly­se lig­ger en søgen efter en tavs­hed, der gør dis­kur­sen mulig. Spørgsmål (3) rum­mer imid­ler­tid en søgen ind mod en apo­re­tisk knu­de i sel­ve dis­kur­sen, en søgen ind til et punkt, der i en vis for­stand kan tæn­kes som dis­kur­sens arne­sted (eller i hvert fald ét af dis­kur­sens arne­ste­der).

Denne spør­gen søger ind til en beslut­ten, der har mulig­gjort, at dis­kur­sen kan kom­me i gang, men også en beslut­ten, der bli­ver usyn­lig, i takt med at den frem­s­prin­gen­de nor­ma­ti­vi­tet viser sig prag­ma­tisk suc­ces­fuld. Pointen er her, at selv­om legi­ti­mi­te­ten er grun­det på en bag­ved­lig­gen­de tavs­hed, så er det­te ikke i sig selv kri­tisa­belt. At have nor­mer for legi­ti­mi­tet, der ikke er grun­det på tavs­hed, er ikke muligt – hvis man fjer­ner én tavs­hed, ind­fø­rer man blot en anden. Det føl­ger af den apo­re­ti­ske struk­tur. Men den apo­re­ti­ske struk­tur invi­te­rer til en reflek­sion over, om den gæl­den­de tavs­hed er rime­lig, rele­vant og/eller pro­ble­ma­tisk. Metodologisk set rum­mer den­ne spør­gen gan­ske vist en ens­ret­ning (hvor­for er det lige præ­cis legi­ti­mi­te­ten, der skal spør­ges til?), men ved at have truk­ket det apo­re­ti­ske fun­da­ment frem i lyset vil de resul­te­ren­de dis­kur­ser van­ske­ligt kun­ne vin­de ubetviv­le­lig hege­mo­nisk til­slut­ning.

For at vise spør­ge­ram­mens brug­bar­hed, vil jeg i det føl­gen­de give et bud på, hvor­dan den kan vise sig frugt­bar i en kon­kret sam­men­hæng. Jeg vil tage udgangs­punkt i kli­ma­de­bat­ten, som den i 2018–19 tog sig ud med Greta Thunberg som et afgø­ren­de omdrej­nings­punkt.

Thunberg ver­sus Kjærsgaard

I 2018 og 2019 opt­rå­d­te den sven­ske kli­maak­ti­vist Greta Thunberg fle­re gan­ge som taler ved top­mø­der arran­ge­ret eller ini­ti­e­ret af FN. At det­te kun­ne ske er mar­kant – selv­om det dog ikke er uden fortilfælde.11F.eks. tal­te Severn Cullis-Suzuki ved FN’s Rio top­mø­de i 1992, lige­som der også er vis­se paral­lel­ler til Malala Yousafzais tale ved FN i juli 2013. Taleretten i sådan­ne sam­men­hæn­ge vil man typisk til­de­le til meget ind­fly­del­ses­ri­ge poli­ti­ke­re, embeds­mænd eller for­ske­re med en mar­kant viden. Man kan sige, at for at få sådan en plads skal man almin­de­lig­vis være en vok­sen, kom­pe­tent og ind­fly­del­ses­rig per­son. I for­mel for­stand var Greta Thunberg ingen af dele­ne. Ganske vist var hun efter­hån­den ble­vet ind­fly­del­ses­rig på et ufor­melt plan gen­nem den medi­e­be­vå­gen­hed, som hun var gen­stand for, men også den­ne ind­fly­del­ses­rig­dom var para­doksal, for hvad grun­de­de den egent­lig på?

Hvad var Greta Thunbergs legi­ti­mi­tet? Hvis man skæ­rer det helt ind til benet, så var hun et lidt usæd­van­ligt barn, der gik i fol­ke­sko­le, var bekym­ret for vars­le­de kli­maæn­drin­ger og der­for hav­de sid­det for­an Riksdagen i Stockholm med et skilt, hvor­på der stod “Skolstrejk för kli­ma­tet”.

Den 24. maj 2019 skrev davæ­ren­de for­mand for fol­ke­tin­get, Pia Kjærsgaard på Twitter:

.[…] Greta Thunberg. En pige med en alvor­lig diag­no­se, som vi lør­dag skal føl­ge dagen igen­nem. […] Måske skul­le vi bare lade hen­de være barn?12Pia Kjærsgaaard (@Pia_Kjaersgaard), Twitter, 24. maj 2019.

Pia Kjærsgaard foku­se­rer såle­des på Thunbergs alder og psy­ki­ske kon­sti­tu­tion. Senere sam­me år udtal­te Greta Thunberg ved en tale holdt ved FN’s Climate Action Summit:

This is all wrong. I should­n’t be up here. I should be back in school on the other side of the oce­an. Yet you all come to us young peop­le for hope. How dare you! You have sto­len my dreams and my child­hood with your emp­ty words. People are suf­fe­ring. People are dying. Entire eco­sy­stems are col­lapsing. […] For more than 30 years, the sci­en­ce has been crystal clear. […] You say you hear us and that you under­stand the urgen­cy. But no mat­ter how sad and angry I am, I do not want to belie­ve that. Because if you real­ly under­stood the situ­a­tion and still kept on fai­ling to act, then you would be evil. And that I refu­se to believe.13Tale holdt ved FN’s “Climate Action Summit” i New York d. 23. sep­tem­ber 2019. Citeret fra “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. sep­tem­ber 2019.

Hvilket (sam­men med andre ting) fik Pia Kjærsgaard til at udbry­de:

Det er gået langt over gevind med Greta Thunberg. Nu må det være nok. […] Jeg vil ikke belæ­res af en meget vred 16-årig pige, der fak­tisk bur­de pas­se sin sko­le og kom­me til­ba­ge til sin barn­dom. […] Vi er alle sam­men opta­ge­de af kli­ma­et, og nu gider vi sim­pelt­hen ikke at høre på hen­de mere, når hun hel­ler ikke selv kan fin­de ud af, hvor­dan vi skal agere.14Julie Dalgas, “Pia Kjærsgaard i stormvejr efter twe­et om Greta Thunberg: ‘Jeg bli­ver så træt af det belæ­ren­de vre­de barn’ ”, Berlingske, 30. decem­ber 2019.

Skåret ind til benet kan man sige, at oven­stå­en­de ind­læg er en for­hand­ling af legi­ti­mi­tet. Kjærsgaard foku­se­rer på, at Thunberg er et barn, hvor­for hun søger at balan­ce­re mel­lem moder­lig omsorg (“lade hen­de være barn”) og streng­hed (“bur­de pas­se sin sko­le”). Givet Thunbergs alder vur­de­res hun af Kjærsgaard til ikke at være kom­pe­tent til at vur­de­re poli­ti­ske udfor­drin­ger. I for­hold til den­ne tra­di­tio­nel­le for­stå­el­se af legi­ti­mi­tet er det såle­des åben­lyst, at Thunbergs stem­me ikke bur­de kun­ne udfor­dre dem, som hun taler til.

Så langt i ana­ly­sen er der end­nu ikke stor for­skel på de to stem­mer. Thunberg læg­ger ud med den sam­me poin­te som Kjærsgaard om, at net­op for­di Thunberg er et barn, bur­de det ikke være hen­des stem­me, der skul­le udgø­re omdrej­nings­punk­tet for håb. Børn er ikke-kom­pe­ten­te sam­men­lig­net med voks­ne og bur­de have lov til at nyde deres barn­dom i fred. De er såle­des eni­ge om, at legi­ti­mi­tet afgø­res af alder, som kob­les til kom­pe­ten­ce. Børn er i udgangs­punk­tet ikke kom­pe­ten­te, de skal hjæl­pes. Voksne skal dra­ge omsorg for, at børn kan vok­se op i en god ver­den.

Der er natur­lig­vis uenig­hed mel­lem Thunberg og Kjærsgaard, men ikke i for­hold til de grund­læg­gen­de nor­mer for legi­ti­mi­tet. Svaret på det før­ste ana­ly­sespørgs­mål oven­for er såle­des, at man bli­ver legi­timt påtræn­gen­de, for så vidt man er vok­sen og der­med har ind­sigt i tin­ge­ne. Det er og har børn ikke.

Netop den­ne enig­hed er moto­ren for deres uenig­hed. Thunbergs kri­tik dre­jer sig om, at de voks­ne ikke lever op til deres kom­pe­ten­ce. Kjærsgaard afvi­ser Thunberg, med hen­vis­ning til at hun ikke er en legi­tim stem­me i debat­ten.

Heromkring vil­le en deskrip­tiv dis­kur­s­a­na­ly­se kun­ne stop­pe. En tra­di­tio­nel kri­tisk dis­kur­s­a­na­ly­se (inspi­re­ret af f.eks. Fairclough) vil­le kun­ne kon­sta­te­re en hege­mo­nisk struk­tur i dis­kur­sen. En sådan hege­mo­ni­a­na­ly­se kun­ne meget vel tage udgangs­punkt i det andet ana­ly­sespørgs­mål, alt­så til hvor­dan eksi­ste­ren­de for­stå­el­ser af legi­ti­mi­tet er pro­duk­ter af dis­kur­si­ve reduk­tio­ner.

I her­væ­ren­de sam­men­hæng gæl­der det imid­ler­tid med den ind­le­den­de ana­ly­se af legi­ti­mi­te­tens apo­ri­er, alt­så at nor­mer for legi­ti­mi­tet kræ­ver en vis bestan­dig­hed, der sam­ti­dig under­mi­ne­rer sam­me nor­mer, at oven­stå­en­de ana­ly­se er en invi­ta­tion til at tage skrid­tet vide­re og frem­dra­ge, hvor­dan den dis­kur­si­ve reduk­tion (ana­ly­sespørgs­mål 2) hæn­ger sam­men med et “uaf­gø­r­lig­he­dens spø­gel­se”, der er bragt til tavs­hed. I det­te kon­kre­te til­fæl­de alt­så, hvor­dan fokus på alder i bund og grund gør det umu­ligt for os at for­stå og anerkende/respektere de aktø­rer, som er invol­ve­re­de. Aldersfokusset mulig­gør en dis­kus­sion af ansvar­lig­hed omkring kli­ma­for­an­drin­ger­ne, men kun for­di det fra­ta­ger os blik­ket fra nog­le meka­nis­mer eller aspek­ter ved de invol­ve­re­de, som er afgø­ren­de for reelt at kun­ne ind­gå i en dis­kus­sion af, hvad hvem kan og skal gøre ved pro­ble­ma­tik­ken. Vores for­stå­el­se af par­ter­ne i dis­kus­sio­nen bli­ver klar, for­di den ind­le­den­de beslut­ten omkring legi­ti­mi­te­tens apo­ri frem­ly­ser bestem­te aspek­ter som påtræn­gen­de, men den­ne klar­hed er sam­ti­dig kil­den til, at par­ter­ne reelt for­svin­der for hin­an­den som nogen, der kan invi­te­res til at angå hin­an­den.

Et før­ste skridt i ret­ning af en ana­ly­se af det­te kan fin­des ved at foku­se­re på det para­doks, at beg­ge par­ter på trods af den ind­byr­des udgræns­ning alli­ge­vel føler sig for­an­le­di­get til at tage hin­an­den alvor­ligt. I for­hold til en legi­ti­mi­tets­a­na­ly­se er det nem­lig inter­es­sant at spør­ge vide­re til, hvor­for Kjærsgaard alli­ge­vel er nødt til at for­mu­le­re sin kri­tik. Der fin­des givet­vis man­ge unge men­ne­sker, der ikke synes, at ansvar­li­ge voks­ne lever godt nok op til deres ansvar – uden at den­ne kri­tik bli­ver kom­men­te­ret af etab­le­re­de poli­ti­ke­re. På til­sva­ren­de vis kan man forun­dres over, at Thunberg bru­ger en del af sin ung­dom på at rej­se til møder, hvor der fin­des voks­ne, der alli­ge­vel ikke lever op til deres ansvar – enten for­di de ikke kan eller vil. Hvad kan man få ud af at tale dun­der til en sådan for­sam­ling?

For at få blik for den apo­re­ti­ske fun­de­ring af dis­kur­sen kan det være gavn­ligt at star­te med at reflek­te­re over, hvor­dan de impli­ce­re­de nor­mer for legi­ti­mi­tet base­rer sig på tavs­hed – alt­så ana­ly­sespørgs­mål (2) oven­for. Hvordan er hen­holds­vis Thunbergs og Kjærsgaards legi­ti­mi­tet skabt ved, at noget er bragt til tavs­hed? Når det­te spørgs­mål brin­ges i spil i her­væ­ren­de case, er det åben­ly­se svar natur­lig­vis, at Thunberg ikke kun er et ikke-kom­pe­tent barn, og at børn ikke kun er ufor­må­en­de. Politikere som Kjærsgaard er ikke kun voks­ne, der blot skal have anvist en vej til at løse pro­ble­mer og så vil føl­ge den. Der er noget, der er bragt til tavs­hed, for at dis­kus­sio­nen over­ho­ve­det kan kom­me i stand.

Selve den bevæ­gel­se, som Thunberg har givet anled­ning til, giver alle­re­de dis­kur­s­a­na­ly­ti­ke­ren et pej­le­punkt til at bear­bej­de den før­ste poin­te (at Thunberg ikke udtøm­men­de kan beskri­ves som et ikke-kom­pe­tent barn). Ud over at børn ofte mang­ler noget i form af kom­pe­ten­cer, så er hele Fridays for Future-bevæ­gel­sen byg­get op om et andet aspekt ved barn­dom­men: at børn, i mod­sæt­ning til de gam­le, bli­ver ramt hårdt af even­tu­el­le frem­ti­di­ge udvik­lin­ger. Man har i en vis for­stand en stør­re aktie i at få styr på kli­maud­for­drin­ger­ne – og net­op der­for har man en sær­ligt påtræn­gen­de legi­tim stem­me i den­ne dis­kus­sion.

Den anden poin­te – at voks­ne blot skal have anvist en vej, og så vil de føl­ge den – er der ikke i den offent­li­ge udveks­ling på sam­me måde en umid­del­bar hjælp til at bear­bej­de. En dis­kur­s­a­na­ly­tisk reflek­sion over den nor­ma­ti­vi­tet, der lig­ger til grund for legi­ti­mi­tet, kan imid­ler­tid tage fat i Thunbergs udpeg­ning af, at voks­ne enten er onde eller dum­me (ikke for­står pro­ble­mer­ne). Tavshedsrefleksionen kan her gri­be fat i, at de voks­ne ikke kun er voks­ne i den for­stand, at de kan, hvad de vil. Selvom man f.eks. som magt­ha­ven­de poli­ti­ker er bekendt med, hvor­dan et påtræn­gen­de pro­blem kan løses, er det ikke givet, at man kan vil­le det. Dels er voks­ne hel­ler ikke kun sty­ret af ratio­nel­le og åbent til­gæn­ge­li­ge inci­ta­men­ter, dels kan der være pro­ble­mer omkring, hvor langt deres magt ræk­ker. For at magt­ha­ven­de poli­ti­ke­re kan sæt­te dags­or­de­ner, er det afgø­ren­de, at de ved­va­ren­de beva­rer en form for fol­ke­lig opbak­ning. Dette ople­ve­de Kjærsgaard f.eks. selv i peri­o­den mel­lem de to cita­ter, hvor hen­des mang­len­de aner­ken­del­se af kli­ma­dags­or­de­nen var med til at redu­ce­re hen­des magt­po­si­tion i dansk poli­tik.

Pointen om voks­nes mang­len­de åben­hed over for min­dre ratio­nel­le inci­ta­men­ter kan natur­lig­vis, med Thunberg, affe­jes som ond­skab, men det for­ud­sæt­ter, at poli­ti­ke­re kan væl­ge irra­tio­na­li­te­ten fra. På til­sva­ren­de vis med poin­ten om, at magt­ha­ve­re også er afhæn­gi­ge af en ved­va­ren­de befolk­nings­mæs­sig opbak­ning. Den kan skri­ves ind i eksi­ste­ren­de posi­tio­ner i den eksi­ste­ren­de dis­kurs, idet den i en vis for­stand spej­ler Kjærsgaards afslut­ten­de poin­te om, at det ikke er så sim­pelt at gøre noget ved pro­ble­met. Måske lig­ger der en svag­hed i det demo­kra­ti­ske fun­da­ment for de magt­ha­ven­de, i og med at de ikke kan gen­nem­fø­re beslut­nin­ger, som den nuvæ­ren­de befolk­ning ikke vil accep­te­re. Måske lig­ger der en grund­læg­gen­de skæv­hed i den almin­de­li­ge anta­gel­se om, at unge men­ne­sker ikke kan stem­me, for­di de tæn­kes som ufor­må­en­de. Måske bur­de unge men­ne­sker net­op have en sær­lig vægt i demo­kra­ti­ske afstem­nin­ger, da de vil skul­le leve med kon­se­kven­ser­ne af de til­tag, der sæt­tes i værk nu.

Tavsheden som en apo­re­tisk kon­sti­tu­tiv og kri­tisk impuls

Dette er natur­lig­vis reflek­sio­ner, der vil­le kræ­ve en langt stør­re dis­kus­sion, end hvad der kan rum­mes i her­væ­ren­de sam­men­hæng. Og det er sådan set en poin­te i sig selv. Med det tred­je ana­ly­sespørgs­mål i bag­hån­den bli­ver det klart, at ethvert til­tag i ret­ning af at ny- eller omkon­sti­tu­e­re legi­ti­mi­tets­struk­tu­ren vil rum­me til­sva­ren­de pro­ble­mer. Lidt hårdt skå­ret op kan man sige, at for­sla­get om at ændre afstem­nings­væg­te­ne vil­le rum­me en ny apo­re­tisk betin­get beslut­ten, hvor “til­ba­ge­væ­ren­de leve­tid” blot erstat­ter “levet tid”, hvil­ket natur­lig­vis er lige så pro­ble­ma­tisk. Pointen er imid­ler­tid, at de eksi­ste­ren­de mod­sæt­nin­ger brin­ges ud af balan­ce. Den bestan­dig­hed, som de hvi­ler på, er en beslut­tet bestan­dig­hed, som er nød­ven­dig, for at det over­ho­ve­det skal give mening at tæn­ke i legi­ti­mi­tet. Men det er en bestan­dig­hed, der er vun­det gen­nem en beslut­ten, der er hjem­søgt af uaf­gø­r­lig­he­dens spø­gel­se. Vi vin­der der­for ikke en ny ubetviv­le­lig grund til nye nor­mer for legi­ti­mi­tet, men vi vin­der måske en vej ud af nog­le af de luk­ke­de mod­stil­lin­ger, som de eksi­ste­ren­de dis­kur­ser etab­le­rer.

Den tavs­heds­ba­se­re­de dis­kur­s­a­na­ly­se invi­te­rer såle­des ikke til nye løs­nings­for­slag, men giver gen­nem sit blik ind i dis­kur­ser­nes apo­re­ti­ske fun­da­ment blik for net­op det apo­re­ti­ske, hvor­ved det bli­ver muligt at ind­fø­re en min­dre grad af skråsik­ker­hed i til­slut­nin­gen til eksi­ste­ren­de posi­tio­ner. Den ana­ly­ti­ske foku­se­ring på tavs­he­dens kon­sti­tu­e­ren­de kraft bli­ver en invi­ta­tion til en kri­tisk reflek­sion, for­di kon­sti­tu­tio­nen ikke selv er sta­bil. Ved at udpe­ge den tavs­hed i legi­ti­me­rings­for­hol­det mel­lem Thunberg og Kjærsgaard bli­ver det muligt at brin­ge dis­kur­sen nye ste­der hen, efter­som de til tavs­hed brag­te aspek­ter bli­ver bragt i tale.

Derfor er det også vig­tigt at under­stre­ge, at den kri­ti­ske impuls i den­ne til­gang ikke nød­ven­dig­vis fører til en for­ka­stel­se af gæl­den­de dis­kur­ser. Den tavs­hed, som blev frem­dra­get oven­for, er en kon­sti­tu­tiv tavs­hed, som sam­ta­len ikke kan være for­u­den. Hvis man bru­ger dis­kur­s­a­na­ly­sen som anled­ning til at brin­ge nye dis­kur­ser i spil, vil også dis­se dis­kur­ser nød­ven­dig­vis være grun­det i nye for­mer for tavs­hed.

Om den kri­ti­ske reflek­sion såle­des fører til en deci­de­ret for­ka­stel­se af de gæl­den­de dis­kur­ser må afhæn­ge af kri­te­ri­er, der tages andet­steds fra. Særligt i en situ­a­tion, hvor beg­ge par­ter (i hvert fald for så vidt man tager dem på ordet) aner­ken­der, at der er et reelt pro­blem, der skal stil­les noget op med, kun­ne man for­ven­te et gen­si­digt ønske om en sådan nykon­sti­tu­tion. Den nye kon­sti­tu­tion vil ikke kun­ne vin­de en sær­lig legi­ti­mi­tet ud fra legi­ti­mi­te­tens apo­ri, efter­som også den­ne vil skul­le for­e­ne kra­vet om radi­kal åben­hed og nød­ven­dig luk­ket­hed. Men prag­ma­tisk set kan der være en gevinst i, at par­ter, der er eni­ge om et pro­blems eksi­stens, får mulig­hed for reelt at be- og udfor­dre hin­an­den.

I for­hold til den kon­kre­te case, alt­så dis­kus­sio­nen om, hvad der skal stil­les op med kli­maud­for­drin­ger­ne, kun­ne et sådant kri­te­rie f.eks. være et ønske om at få en debat, hvor man ikke gen­si­digt maler hin­an­den op i hjør­ner, da en sådan til­gang umu­lig­gør at for­hol­de sig imø­de­kom­men­de over for mod­stan­der­nes syns­punk­ter. En dis­kur­siv situ­a­tion, hvor den ene part føler sig tvun­get til at tæn­ke de andre som onde eller dum­me, og den anden part betrag­ter de andre som uvor­ne unger, er næp­pe frugt­bar for en hånd­te­ring af de udfor­drin­ger, som sam­ta­len dre­jer sig om. Den dis­kur­s­a­na­ly­ti­ske bear­bejd­ning af sådan­ne mod­stil­lin­ger kan såle­des hjæl­pe med at oplø­se fast­fros­ne posi­tio­ner og invi­te­re til at lade dis­kus­sio­nen tage nye veje.

Anderledes for­mu­le­ret: Den tavs­heds­fo­ku­se­re­de dis­kur­s­a­na­ly­se begår i en vis for­stand vold mod tavs­he­den ved at brin­ge den i tale. Det kan ana­ly­sen kun, for­di den base­rer sig på andre for­mer for tavs­hed. I her­væ­ren­de sam­men­hæng har mit fokus på legi­ti­mi­tets­struk­tu­rer­ne åben­lyst bragt en ræk­ke andre rele­van­te for­hold til tavs­hed. Den demo­kra­ti­ske gevinst ved et sådant sisy­fos­ar­bej­de er imid­ler­tid, at eksi­ste­ren­de dis­kur­ser udfor­dres, såle­des at aktø­rer­ne har svæ­re­re ved at fast­hol­de hin­an­den i bestem­te legi­ti­me­rings­struk­tu­rer.

Herved vin­der vi der­til en bevidst­hed om, at den demo­kra­ti­ske sam­ta­les vær­di ikke kun skal vur­de­res på de fak­tisk frem­før­te ytrin­ger, men nok så meget på de for­mer for tavs­hed, som mulig­gør, at sam­ta­len over­ho­ve­det kan kom­me i stand.

1. Michel Foucault, Vidensarkæologien, overs. Mogens Chrom Jacobsen (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2005), 95–96.
2. På dansk bl.a. beskre­vet i Marianne Winther Jørgensen & Louise Phillips, Diskursanalyse som teo­ri og meto­de. (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 1999).
3. Se bl.a. Norman Fairclough, Discourse and Social Change (Cambridge, UK; Cambridge, MA: Polity Press, 1992); Norman Fairclough, Language and power, Third edi­tion (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2015).
4. Som den fin­des i Jacques Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, Incises (Paris: Galilée, 1997).
5. Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, 102.
6. Jacques Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mysti­ske fun­da­ment”, i Lov og lit­te­ra­tur, red. Karen-Margrethe Simonsen, Helle Porsdam & Henrik Skov Nielsen, overs. Rolf Reitan (Aarhus Universitetsforlag, 2007), 226.
7. Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mysti­ske fun­da­ment”, 239.
8. Jürgen Habermas, Jacques Derrida & Giovanna Borradori, Philosophy in a time of ter­ror: Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida (Chicago: University of Chicago Press, 2003).
9. I klas­sisk (Aristoteles-inspi­re­ret) reto­risk teo­ri vil­le man her givet­vis tale om ethos.
10. Norman Fairclough, Discourse and Social Change, 138–144.
11. F.eks. tal­te Severn Cullis-Suzuki ved FN’s Rio top­mø­de i 1992, lige­som der også er vis­se paral­lel­ler til Malala Yousafzais tale ved FN i juli 2013.
12. Pia Kjærsgaaard (@Pia_Kjaersgaard), Twitter, 24. maj 2019.
13. Tale holdt ved FN’s “Climate Action Summit” i New York d. 23. sep­tem­ber 2019. Citeret fra “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. sep­tem­ber 2019.
14. Julie Dalgas, “Pia Kjærsgaard i stormvejr efter twe­et om Greta Thunberg: ‘Jeg bli­ver så træt af det belæ­ren­de vre­de barn’ ”, Berlingske, 30. decem­ber 2019.