Jean-Luc Nancy daterer denne tekst den 11. juli 2021, kort inden hans eget liv fik en ende den 23. august samme år. Dermed udgør den hans sidste bidrag til det spørgsmål om enden på filosofien, som danner rammen for forfatterskabet, i en tradition efter Martin Heidegger, som også Nancys læremester Jacques Derrida og livslange kompagnon Philippe Lacoue-Labarthe indskrev sig i.1Se f.eks. kapitlet “Filosofi” i Philippe Lacoue-Labarthe, Det politiskes fiktion, overs. Esben Korsgaard Rasmussen (Forlaget Philosophia, 2017), 65–70, samt de sidste ord i første del af Om grammatologi angående “sporets” og “differancens” tænkning: “Udover en økonomisk og strategisk henvisning til det … Continue reading Tekstens titel citerer netop Heideggers sene foredrag fra 1964, Das Ende der Philosophie und die Aufgabe des Denkens.3Oversat til dansk med titlen “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, i Martin Heidegger, Til sagen for tænkningen, overs. Kirsten Hyldgaard, Ove Petersen & Henrik Jøker Bjerre (Forlaget Philosophia, 2002), 98–114. Jeg citerer denne oversættelse med visse modifikationer. O.a. Idet Nancy afslår at kommentere dette forlæg direkte, men snarere tilbyder en genskrivning af det til det nye årtusinde, kan det her være nyttigt kort at opridse gangen i Heideggers foredrag som indføring i problemstillingen.
Ligesom Nancy indleder Heidegger med en bemærkning om tekstens titel, i hvilken filosofiens ende og tænkningens opgave “benævner forsøget på en besindelse, der forbliver i spørgen”. Ikke at et svar er umuligt, men det vil ikke være muligt som et svar i vanlig forstand: “Hvis svaret en dag kunne gives, ville det bestå i en forvandling af tænkningen, ikke i et udsagn om et sagsforhold”. Med “filosofiens ende” skal ikke forstås “enden på noget i negativ betydning som blot ophør, udeblivelsen af en fortsættelse”, endsige “forfald og uformåen”. Tværtimod skal enden forstås som “metafysikkens fuldendelse”, uden at dette dog indebærer nogen fuldkommenhed, idet filosofiens historie ikke kan forstås som fremskridt: “enhver epoke i filosofien har sin egen nødvendighed”. På samme måde som verdens ende ikke er verdens ophør, men dens yderste grænse, angiver filosofiens ende snarere det punkt, hvor den er blevet drevet så langt som muligt, til sit yderste: “Den gamle betydning af vores ord ‘ende’ betyder det samme som sted. ‘Fra ende til anden’ vil sige: Fra et sted til et andet”. Følgelig er filosofiens ende dens historiske slutpunkt, endestationen eller terminalen, “hvori hele dens historie samler sig i helhedens yderste mulighed”.2Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 98–99. O.a.
Filosofiens yderste mulighed er dog ikke en muligheden for mere filosofi: “Vi tænker disse yderste muligheder for snævert, så længe vi kun forventer en udfoldelse af nye filosofier i den hidtidige stil”. Filosofiens opgave er snarere blevet overtaget af videnskaben, hvis løsrivelse fra filosofien imidlertid var foreskrevet og legitimeret af filosofien selv: “Dette forløb hører med til filosofiens fuldendelse. Dets udfoldelse er i dag i fuld gang på alle det værendes områder. Hvad der ser ud som den blotte opløsning af filosofien, er i sandhed netop dens fuldendelse”.4Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 100. Allerede i 1964 var det tydeligt, at denne videnskabeliggørelse måtte kulminere i det, vi i dag kalder kunstig intelligens: “Der behøves ingen profeti for at erkende, at de videnskaber, der indretter sig sådan, snart vil blive bestemt og styret af den … Continue reading
Og dog – om end filosofien er endt i fuldstændig videnskabeliggørelse, forbliver noget utænkt. Om ikke andet som spørgsmål: “Gives der for tænkningen ud over den anførte sidste mulighed (opløsningen af filosofien i de teknificerede videnskaber) også en første mulighed, som filosofiens tænkning ganske vist måtte gå ud fra, men som den som filosofi ikke selv kunne erfare og overtage?” En sådan udestående og endnu skjult opgave, “der hverken ville være tilgængelig for filosofien som metafysik eller for de videnskaber, der fremkommer af den”, står endnu tilbage at bestemme: “Hvilken opgave forbliver forbeholdt tænkningen ved filosofiens ende?”.5Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 102.
Heidegger konkluderer, at tænkningens opgave er at opgive filosofien: den hidtidige tænkning må “prisgives” til fordel for bestemmelsen af det, der endnu er “tænkningens sag”.6Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 114. O.a. En sådan opgave står dog ikke af den grund over filosofien, snarere står “den formodede tænkning nødvendigvis tilbage for filosoffernes storhed”. Således bebuder Heidegger, med en ydmyghed, der unægtelig er tvetydig, at den kommende tænkning netop vil være “ringere end filosofien” – dels fordi det ikke er den forundt nogen “umiddelbar eller middelbar virkning i den industrielle tidsalders teknisk-videnskabeligt prægede offentlighed”, dels fordi den som spørgende endnu vil være undervejs: “Ydmyg forbliver den formodede tænkning imidlertid først og fremmest, fordi dens opgave kun har en forberedende og ikke stiftende karakter. Den nøjes med at vække menneskets beredskab til en mulighed, hvis omrids forbliver uklart, hvis kommen forbliver uvis”. I denne henseende har den endnu alt at lære: “Tænkningen må først lære at indlade sig på, hvad der er forbeholdt den og beholdt for den. I denne læring forbereder den sin egen forvandling”.7Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 102–3. Et mere udførligt forsøg på en sådan læring findes bl.a. i Martin Heidegger, Hvad vil tænkning sige?, overs. Christian Rud Skovgaard (Forlaget Klim, 2012), hvis første ord lyder: “Hvad tænkning vil sige, når vi ind til, når vi selv tænker. For at et sådant forsøg … Continue reading
Mere end et halvt århundrede senere er det her, Nancy endnu opholder sig.
Kristian Olesen Toft
1
“Filosofiens ende og tænkningens opgave” – denne formel (der hverken er en sætning eller en frase) står her i anførselstegn, for det er et citat. Det er et citat af titlen på et foredrag, som Heidegger holdt i 1964. Den hører ikke til blandt de tekster af Heidegger, der oftest bliver nævnt, blandt andet fordi titlens første del, “filosofiens ende”, får hårene til at rejse sig på enhver, der hører det, hvis ikke det ligefrem gør dem rasende.
Uafhængigt af nogen anden politisk-mystisk overvejelse af Heidegger går man gladeligt med på at interessere sig for det, han har skrevet om teknikken, kunsten og endda væren, men man afviser som oftest at overveje endog blot muligheden af at tale om “filosofiens ende”. For størstedelens vedkommende forekommer det næsten lige så groft, hvis ikke grotesk, som at tale om “åndedrættets ende” – som præmis for en “apnøens opgave”, hvori man måtte skimte vores fremtid.
Det ville dog forudsætte, at filosofien var det eneste åndedrag for vores intellektuelle og åndelige vitalitet – og det er netop det, der står på spil i den modstilling, som Heidegger foretager mellem “filosofi” og “tænkning”.
Her er det ikke et spørgsmål om at vide, hvorvidt “en” filosof har grund til at sige dette eller hint. Filosofien taler gennem enhver filosof, og hvis den taler om sin “ende”, har det en filosofisk mening. Heidegger søgte endda denne mening dér, hvor der fra filosofien kom tegn på en ende, en fuldendelse, og dermed en ny skæbne. Det vidste Hegel. Efter Hegel drejer det sig altid om filosofiens ende og om en anden begyndelse. Ser man ikke det, ser man intet.
2
Hvad end mit ærinde med denne artikel måtte være, er det på ingen måde at kommentere Heideggers tænkning. Jeg vil holde mig til at vise, at udtrykket “filosofiens ende”, som blev udtalt for første gang for mere end et halvt århundrede siden – men som havde været forberedt, om end på meget forskellig vis, siden Marx, Nietzsche eller Kierkegaard, såvel som Comte, Russell og Carnap8Denne korte liste minder kun om nogle af de store navne, men det drejer sig om en hel epoke. – ikke er blottet for mening.
Det er det, der er svært at indrømme, for de fleste skynder sig at understrege, at filosofien, selv i de mest voldsomme rystelser, den har undergået i løbet af de sidste to hundrede år, udgør selve udøvelsen af vores menneskelighed, og det så meget desto mere som man kan finde den overalt, hos alle folkeslag og til alle tider (det tror man i hvert fald, fordi man har givet ordet “filosofi” et ureflekteret omfang). Der findes en bambarafilosofi og en managementfilosofi, siger man, selvom man burde sige, at der findes bambarisk tænkning og managementideologi. Når man i radioen eller fjernsynet får nogen i tale, der præsenteres som filosof, så bebuder det en diskurs, som udtaler sig om verdens tilstand og hvad der bør ændres eller forbedres. Kort sagt, en filosofi er en måde at forestille og vurdere verden på.
I virkeligheden er indholdet af disse diskurser almindeligvis kendt på forhånd. Man fordømmer vold og uretfærdighed, man forkaster egoisme, man erklærer, at det fælles gode eller den fælles væren må gentænkes. Snart er perspektivet mere reformistisk (og vidner dermed om, at det grundlæggende ikke har noget at ændre), snart er det mere revolutionært (men selve idéen om revolution forbliver magtoverdragelse inden for den tekniske supermagts fastlagte ramme – sådan som det i øvrigt har været tilfældet siden Lenin og Mao). I begge tilfælde strør man om sig med løfterige ord om et fromt ideal: en bedre menneskehed, mere rationel, på én gang mere åben for alle og for enhver.
Man påberåber sig det, der må siges at være en søvngængeragtig form for tiltro til “forbedring” (hvis ikke “emancipation”), hvorved man, bevidst eller ej, gentager, hvad Kant, Husserl eller Sartre sagde, hvilket man gør spiseligt med nogle lidt mere moderne krydderier. Her tænker jeg for eksempel på “subjektivering”, som kommer fra Foucault, “den anden”, som overtages fra Levinas, eller en antydende og upræcis brug af Derridas “differance” eller Deleuzes “skabelse”. Man synes godt om disse filosofiske smuler, men man vogter sig for at tage fat på det, der her står på spil (det vender jeg tilbage til).
Dette er unægtelig filosofiens triste tilstand i dag (ofte også i skolen og på universitetet). Den ønsker at være en ædel udgave af den offentlige menings herredømme – hvoraf der måske i virkeligheden ikke findes en ædel udgave, men som altid vil være vulgær og hvis vulgaritet følgelig altid vil få mediedækning.
3
Der er intet overraskende i, at man således når til pragmatikkens grænseløse udbredelse: Hvordan virker det? Hvad virker bedst, eller mindst dårligt? – Men hvem virker for hvad, eller hvad virker for hvem? Til hvilket formål? Hvilket formål tjener denne strøm af informationer, opfindelser, kommentarer? Den pragmatiske forskrift svarer: “Det tjener en stadig øget funktion og en forøgelse, der nødvendigvis er ønskværdig”. Men det sande, underliggende svar lyder: “Det tjener tekniske og finansielle præstationer, hvis eneste mål er dem selv”.
Et slående eksempel leveres af den almindelige diskussion (uden for lande, som er åbenlyst religions- og raceidentitetsmonomaniske) af “multikulturalismen”, som skelnes fra en “sekularisme”, der vanskeligt lader sig identificere. Begge sider søger den bedste management af en virkelighed i dyb forandring af det, man forvirret kalder “kultur”, “identitet” og “holdepunkter”. Et andet og endnu mere pinagtigt eksempel er arbejdsforholdene, som man ser både ændre sig og blive forringet, altid til nogens fordel snarere end andres, og også her prøver man (psykosociologisk) at manage en situation, hvis endemål ingen spørger sig selv om.
Det, der i dag kaldes “filosofi”, er som oftest blot forskellige blandingsforhold af lunkne vande: sund fornuft [bon sens], et ønske om at gøre godt og en formodet viden om det, der driver verden. Også selvom netop ordene “mening” [sens], “god” og “viden” befinder sig i en tilstand, der er højst prekær, hvis ikke der ligefrem er tale om hjernedød.
Et lille tegn kan her give en indikation. Overalt i den angliserede verden kalder man doktorgraden “ph.d.”, det vil sige “filosofisk doktorgrad”, hvad end det drejer sig om sjældne molekyler, Kamtjatkas oldtidshistorie eller kognitive modeller. Her har “filosofi” fuldstændigt mistet sin betydning. Det er en ynkelig karikatur af den gamle idé om videnskabernes dronning eller det almene herredømme af en viden, som man formodede kunne anvendes såvel på snegle som på “subjektiveringens” mekanismer og idéen om “Gud”.
Nok er det latterligt, men det blotlægger, hvordan det har været muligt at lade et ord flyde ud som blæk på trækpapir. Men dette blæk er meget gammeldags og for os meget uklart. Ingen kan i dag mene, at “Filosofien” omfatter alle videnskaber. Men hvad hvis den er af en anden orden? I så fald hvilken? Her snubler svarene over ordene: “refleksion”, “kritisk ånd”, “spekulation”, “hjernespind”…
I en vis forstand er det selvfølgelig ikke mere overraskende end det, som på fransk er overgået ordet Monsieur, der oprindeligt betød mon seigneur. Alligevel er forskellen slående, for monsieur modsvarer en virkelig historisk forskydning af tegn på respekt og høflighed. Hvad angår filosofien, er det nærmest omvendt. Man har bevaret filosofiens fremtrædende rang over alle videnskaber (og i grunden selv over teologien, i det mindste så længe det betegner en reflekterende og analytisk disciplin, og ikke på uanstændig vis anvendes som ensbetydende med “religiøs bekendelse”). Men dens fremtrædende rang er svær at placere – den svæver i skyerne.9Det har som bekendt været tilfældet siden Aristofanes, hvilket kalder på eftertanke. Man har altid gjort lige så meget nar af filosofien, som man har højagtet den. I dag gør man ikke længere nar af den, for den er blevet det lunkne vand, jeg taler om.
Praktisk set er filosofien blevet et speciale for ikkespecialister, for idémænd og evaluatorer, som hver især udtaler sig efter egen mening. Filosofi er ret beset blevet et ædelt ord for mening. Men en mening betegner en (individuel eller kollektiv) subjektivitets domfældelse, drevet af den enkeltes tilbøjeligheder, smag og tendenser. “Hver sin sandhed”, om end ordet “sandhed” så ikke lader sig definere som andet end – en mening.
4
Hvis der er noget, der har indstiftet filosofien, er det dog netop spørgsmålet om sandheden.10Udover sandhed som løgnens modsætning (hvilket på fransk kaldes véracité, “sandfærdighed”), løber idéen om sandhed uden for filosofien sammen med idéen om værens udsigelse og det givnes nærvær. De første linjer af Popol Vuh er her eksemplariske: “C’est la racine de l’ancienne parole de ce lieu nommé … Continue reading Ikke sandheden som det, der korresponderer med kendsgerningerne. Denne computer vejer for eksempel 1950 gram, hvilket jeg kan verificere med en vægt. Det vil endda være en smule tungt for et lille barn, men der er netop ikke tale om et barns eller en voksens brug af denne computer. Man taler inden for et system af sammenligninger og måleinstrumenter.
Men den sandhed, som filosofien fra begyndelsen har keret sig om, har været spørgsmålet om, hvad “sandt” kan betyde, når ingen måling eller sammenligning er mulig. Ganske vist beherskede de store civilisationer, der gik forud for den filosofiske vending, en række vældigt sofistikerede instrumenter og beregningsmetoder til fulde. Det vidner mayaernes eller de oldafrikanske civilisationers bedrifter om, såvel som indernes, kinesernes, japanernes, inuitternes, vikingernes og så videre, for ikke at tale om alle de tekniske, æstetiske og symbolske bedrifter i enhver kultur siden det, man kalder “ældste stenalder”. Overalt og til alle tider i mindst 300.000 år.
Det sande (som ikke nødvendigvis havde dette navn, endsige noget navn) var for alle disse kulturer givet med en kosmisk og symbolsk orden, ifølge hvilken det menneskelige vilkår havde sin plads, mening og bestemmelse (og stadig har det, hvor disse kulturer består). Eksistensen var ikke af den grund mindre vanskelig. Sygdom, kamp og død blev aldrig fornægtet, men man kunne regne med, at de blev anvist en plads i den almene orden. Lidelsen i at være menneske, endda i at være levende, blandede sig med glæden ved at overleve og forplante sig. Tænkningen skilte dem ikke ad. Og disse utallige folks tanker er rige, opfindsomme og subtile.
Det, der åbner filosofiens mulighed, er et brud. Det finder sted i en bestemt verdensregion.11Andre regioner kender til analoge, om end anderledes, brud: Buddha, Konfutse, Lao-tse, Ise Jingu i Japan osv., i forhold til ældre kulturer såsom mayaerne, vedaerne, Mesopotamien og mange andre. I den mediterrane verden må man naturligvis også tage den lange og komplicerede transformation af Ægypten i betragtning, … Continue reading Denne region omkring det østlige middelhav, som dengang var en vigtig samling af riger og slotsmagter, bliver på et bestemt tidspunkt bragt til at vakle. Der har været tale om en invasion af folk fra det vestlige middelhav, men man ved meget lidt om denne omvæltning. Det, som til gengæld er åbenlyst, er en dyb forandring af en verden, om hvilken man kunne sige, at den ikke længere havde en grundlæggende orden.
5
Filosofien begynder med dette spørgsmål: Hvad gør man, når der ikke længere er en orden til rådighed, hverken hellig, social eller kosmisk? Det filosofiske svars akse eller sjæl består i nødvendigheden af selv at grundlægge en orden.
Denne nødvendighed indebærer to aspekter. På den ene side kræver den, at man afdækker denne verden flået for dens attributter. På den anden side, at man retfærdiggør den anvendte fremgangsmåde og dens resultater.
Hvis man holder det meget simpelt,12Alt for simpelt, uden tvivl, men min udvej her er at afdække klare linjer uden at simplificere unødigt, ud fra hvilke man kan vende tilbage til kompleksiteten. kan man sige, at det første krav opfinder “naturen”, det andet “fornuften”. Intet er tilsyneladende mere elementært end dette par, natur og fornuft. Det er velkendt og har struktureret århundreders tænkning. Men det hænder, at vi i dag kommer i tvivl. Benzin, elektricitet, beregningens mulighed, information, er det naturlige eller fornuftige realiteter?
Det, der har være styrende for filosofien i alle dens former, har altid været at forklare naturen fornuftigt og at naturalisere fornuften. Fornuftig forklaring vil sige at bringe de principper for dagen, hvorfra kosmos, livet og om muligt også tænkningen selv hidrører. Dette sidste punkt er det, jeg kalder “at naturalisere fornuften”: at forstå, at totaliteten af det eksisterende kommer af og fuldender en formålsmæssighed. Sidstnævnte har sammen med verden selv ophørt med at være realiseringen af en given orden.
Den orden, vi giver verden eller opdager i den, har vi kaldt “videnskab” eller “kraftsbeherskelse”, fuldendelsen af et “totalt menneske”. Filosofien har udvist stor sindrighed i at begribe den: “den tilstrækkelige grund”, “åndens historie”, “tilbage til tingene selv”, “væren, som ikke er noget værende”. Parallelt hermed har der været “uindskrænket materialisme”, “en revolution i de sociale forhold” og nu “transhumanisme” (menneskets augmentering ved dets egen teknik). Og endelig, som allerede nævnt, pragmatisme: Lad ethvert princip fare, vi klarer os (hvortil man altid kan spørge: Men hvorfor så klare sig?).
Således et ironisk (men ikke udelukkende) og grumt (men ikke udelukkende) sammendrag. Ikke udelukkende, for det Oprindeligt Givne har faktisk mistet sin videns- og manifestationsprestige. Det, som skal vides, det ved videnskaberne, og det eneste, man klarer at skelne, er en tæt tåge.
6
I parentes bemærket er jeg ikke i færd med at kaste alle filosofiske værker på møddingen, langt fra! Vigtigheden af det tyvende århundredes store værker, skarpheden og dybden af deres fordringer, står ikke til diskussion. Alle har de bidraget til at bore endnu længere bagud i spørgsmålet om “sandheden”. Man overvejer dog alt for sjældent den væsentlige kendsgerning, at de alle, uanset deres idiosynkrasier, er optaget af filosofien selv. Hvis man ser nøje efter, kan man konstatere, at de på tværs af diverse tankegenstande alle har at gøre med spørgsmålet om filosofien som sådan.13Ingen mytologi spørger sig selv om sin egen status. Man vil let kunne dokumentere, at alle disse filosoffer lider under det, som de ved, at de mangler, uden dog at vide, hvad det er, og navnlig idet de tvivler på, at det skulle være noget identificerbart. Men at det mangler, og frem for alt at det ikke er nok at sige: “Det mangler, sådan er det” (nihilismens formel), det er det afgørende.
Men her er det ikke nok at opfinde en ny filosofi. Innovation, transformation, mutation og revolution har fra begyndelsen været uløseligt forbundet med det, der kaldes “filosofi” (en ven af viden, skønsomhed eller beherskelse, hvilket dog hverken er en tilegnet eller fastslået kompetence). Filosofien er engageret i sit eget projekt på en måde, der kunne siges at være forsætligt uendelig. Det lader sig nøjagtigt vise for enhver filosofi.
Det, der påhviler os, hvilket filosofferne har fornemmet (lad os for nemheds skyld sige siden Hegel), er at overvinde denne uendelighed14Eller denne ubegrænsethed. Jeg kan ikke her dvæle ved dette utvivlsomt vigtige punkt. uden dermed at kneble den med en dogmatisk rem (den være sig nihilistisk, kynisk eller mystisk).
7
Her må man overveje en uhyre ambivalens i det filosofiske foretagende – der også indbefatter politikken, kunsten og troen15Man vil måske undre sig over, at jeg ikke opholder mig ved de vestlige religioner, der har spillet så væsentlig en rolle. Det skyldes, at de, ganske vist på forskellig vis, selv udgør aspekter af det vestlige og dermed filosofiske fænomen. Særligt har Persien, Ægypten og Israel spillet afgørende roller i den vestlige mutation. i det, som er blevet kaldt “Vesten”.
Denne ambivalens findes i det tilsvarende franske ord l’Occident, som angiver stedet, hvor solen går ned. Således er det på samme tid en fuldendelse og en ængstelse. Vesten har været så mægtig en fuldendelsesmaskine, at den nu udgør det fysiologiske væv for en planetarisk, hvis ikke kosmisk organisme. Men den har lige så vel udgjort en ængstelse for en hel verden, der er prisgivet sin egen ødelæggelse. Alting foregår, som om hele den planetariske organismes fysiologi uophørligt udvikler en autoimmunitet, der afkræfter den.
Koloniseringen er emblematisk for denne autoimmunitet (dvs. denne selvforgiftning). Affødt af en eksponentiel udvikling af viljen til viden såvel som af begæret efter at tilegne sig så mange goder som muligt, har koloniseringen slået den verden itu, som den påstod at forene. Det har handlet om at åbne verden for ens egen viden og samtidig om at lukke denne viden for det, der måtte overstige den (for det givne, som ville have gået forud for den, om end uden nogen form for forrang – snarere som en udvendighed, som dens inderste ydre).
Men det er netop denne bevægelse – på én gang interesseret i hvad det vil sige at beherske og at erkende – som animerer filosofien. Det handler ikke, eller ikke længere, om at tage imod noget givet og gøre det ære. Det handler om at få en ny orden til at opstå. Det handler ikke længere om at bestyre et folk og dets territorium, men om at omdefinere begge dele, at tale om menneskehed og univers.
Det handler om at grundlægge og bygge på grundlaget. Man må indstifte og (idet man altid ved, hvordan den skal genopfindes) følge indstiftelsen til ende.
I denne forstand adskiller filosofien sig fra enhver tænkning, visdom og meditation i andre kulturer. Andre steder foregiver man ikke at begrunde, men derimod omhyggeligt og utrætteligt at betragte de kræfter og spændinger, der er i spil, åndedrættet og tilbøjelighederne, uden at foregive at kende hverken deres natur eller mening. Sådanne begreber vil endda her være malplaceret. Det kan hænde, at der hverken er noget at vide eller fuldføre, men alt at modtage, til og med gåden, eller begyndende med den (i denne henseende har mere end én vestlig form for tænkning, særligt den mystiske, undertiden syntes i det mindste at konvergere med en sådan aktiv hengivelse).
Den store forskel er, at filosofien ikke tager imod, men tager fat og realiserer. Realisering – af mening, væren, principper og endemål – er filosofiens nøgleord. Således er den uadskillelig fra den vældige teknogenese, der har affødt en ny verden. Styrken af kravet om at begrunde og få til at vokse er lige præcis blevet til en teknisk civilisation.
Som bekendt opstod teknikken sammen med mennesket, og jeg behøver ikke at minde om de mesterlige bedrifter, der findes i enhver kultur på tværs af alle menneskehedens tidsaldre. Det nye i Vesten er, at teknikken begynder at blive sit eget endemål. Der var en særlig bevæggrund – af hellig karakter – til at bygge pyramiderne. Eiffeltårnet, derimod, er udelukkende helliget beherskelsen af det jern, som det er et produkt af. Uagtet den formålsmæssighed, som de i dag påberåber sig, beror den biologiske og kosmologiske forsknings motoriske energi ligeledes på de pågældende programmers selvudvikling af evnen til at analysere, kontrollere og realisere.16Den igangværende pandemi giver umiddelbar formålsmæssighed fornyet vigtighed, men den er selv en konsekvens af teknosfærens udvikling. På samme måde gør man fortsat fremskridt i kræftforskningen, selvom man samtidig fortsat udbreder kræft i mindst lige så høj grad.
8
Den vestlige kulturs enestående bedrifter er selvfølgelig unægtelige. Man må dog ikke glemme, at disse realiseringer er intimt forbundne med den selvrealisering, som er filosofiens kerne (samt politikkens såvel som kunstens). Man må derfor ikke underkende, at Vesten ikke kan adskilles fra dette rasende begær efter selvrealisering, som netop er i færd med at kvæle verden.
Fra første færd slog filosofien ind på den vej, der lå åben for den: Hvorledes skabe en verden, når samtlige kosmiske, fysiologiske og energetiske ordener er blevet bragt til at vakle (og lidt efter lidt ødelagt)? Den svarede med en imponerende række forestillinger om verden (matematiske, mekaniske, historiske, ophævede dens modsigelser eller gik i kødet på tingene osv.). Disse forestillinger var udtryk for diverse momenter af fremskridt i en historie, som filosofien også fortalte til sig selv som sit eget realiseringsforløb. Således blev den til sin videns fuldendelse som teknovidenskab, sin pligts fuldendelse som humanisme og sit begærs fuldendelse som globalisering. På dette punkt er det ikke længere nødvendigt at udarbejde forestillinger om verden. Verden er blevet sin egen forestilling, en tekno-humano-kosmisk autonomi.
Denne autonomi realiserer slet og ret filosofiens, det vil sige Vestens, det vil sige selvrealiseringens endemål (dens sigte) og fuldendelse (som samtidig går gennem milliarder af individers elendighed, ulykke og ødelæggelse, om hvem man spørger sig selv, hvem der betragter dem som mennesker, for ikke at tale om de miljøkatastrofer, der blot føjer til alles ulykke).17Om end det er rigtigt og nødvendigt, er det omsonst at protestere mod enkeltes eksponentielle rigdom, for denne rigdomsforøgelse hører til Maskinens ontologiske selvudvikling.
Realiseringen af filosofien – der selv udspringer af behovet for at opnå autonomi i en verden, hvor der ikke længere synes at være andet at henvise til – er realiseringen af reduktionen af “det andet” overhovedet, af et allo, der ikke lader sig reducere til nogen identitet og end ikke til nogen sammenligning (allo hører ikke sammen med auto, hvorimod hetero korrelerer med homo).
Det reelle er dog nødvendigvis allo. Ligesom den sten, jeg kaster, er uden for mig, er den, jeg elsker, uden for mig. Kunstnerens værk er uden for mig. Hvis der er noget, der kendetegner guderne i enhver mytologi, så er det, at de ikke er menneskelige. I bund og grund har filosofien altid kendt til det reelles allotropi, når den har talt om “det gode hinsides væren” (Platon), “den uudgrundelige frihed” (Kant), eller “væren, som ikke er” (Heidegger).18For blot at holde sig til disse eksempler på noget, der findes i enhver stor filosofi.
Men denne allotropi – det være sig blækspruttens eller den gales, polymerernes eller tangens – er hverken genstand for en viden eller en magt, og det er det, vi endnu har glemt, selvom vi ustandseligt aner det.
I virkeligheden er det ingen glemsel. Det er en modsigelse indskrevet i hjertet af filosofien. Fordi den går ud fra nødvendigheden af et auto – “at vide selv, at kunne selv, at ville selv” – kan den ikke andet end at anerkende og samtidig støde det allo fra sig, i forhold til hvilket dette auto imidlertid nødvendigvis må bestemmes. Det er det, der sker, når man vil have, at et barn skal “tænke selv”. Hvordan skal man få adgang til dette “af sig selv” uden at skelne det fra “ved andres hjælp”? Dette spørgsmål, som kan forekomme trivielt, gennemstrømmer i virkeligheden hele filosofien. Det kan illustreres ved anarkismens problem: Hvorledes oplære en anarkist uden visse forskrifter og forpligtelser?
Filosofien er anarkistisk af væsen. Anarkiets slagord, “Hverken gud eller herre”, kan betragtes som dens maksime. Men dette hverken-eller må dernæst betragtes for sig. Hvad betyder negationen af det, som ikke på nogen måde lader sig bestemme, og som følgelig hverken kan negeres eller affirmeres? Man kunne sige, at hele den teologiske række, der løber fra Rigveda til Første Mosebog,19Jeg foregiver ikke at fastslå et slægtskab, men analogierne er påfaldende. har helliget en ekstrem omhyggelighed til at bevare et vist nærvær af det, der befinder sig hinsides enhver form, materie og eksistens – i et hverken-eller. På den ene eller anden måde drejer det sig altid om en taleevne, og om, gennem tale, at lade blive til.
Filosofien begriber ikke denne evne som en tale (som en henvendelse), men som en sammenkædning af logos med sig selv, det vil sige en selvtilstrækkelighed, der faktisk er uden gud eller herre. Man kunne sige, at denne selvtilstrækkeligheds kulminationspunkt er der, hvor Hegel hævder, at verbet “at være” som kopula er tomt og deraf afleder dets selvnegation og dermed muligheden af et første moment.
Væren er altså hverken noget værende eller intet. Den forholder sig til sig selv, idet den negerer sig selv. Derved fuldender filosofien hos Hegel sin selvrealisering.20Man kan ganske vist vise, at dette ikke er tilfredsstillende for Hegel selv, som derfor kvalificerer værens selvforhold som uendeligt. Dette uendelighedsbegreb fordrer en anden analyse. Filosofien tager fuldt ud dette hverken-eller på sig, idet den identificerer det som den gensidige og (ret beset) automatiske selvnegation af det, der ikke desto mindre åbner sig i den og for den som allotropien selv eller værens irreduktible udspiling. Det, som på dette punkt forbliver og må forblive en allo-logi, lader sig sige med disse ord af Zhuang Zi: “Hverken at tale eller tie, det er den højeste diskursive udtryksform”.21Les Œuvres de Maître Tchouang, overs. Jean Lévi (Editions de l’Encyclopédie des nuisances, 2006), 226.
9
Frem for alt må man dog ikke tro, at jeg prøver at oversmøre tysk med kinesisk for at opnå en formidling. Tværtimod – Hegels og Zhuang Zis sætninger er indbyrdes uoversættelige. Denne uoversættelighed mellem to hverken-eller er ikke et sprogligt anliggende. Man vil kunne gå fra det ene til det andet i det uendelige.
Det, der yder modstand, er allo’ets irreduktible karakter. Hverken-eller må udelukke enhver form for formidling. Hverken et Kina, man kunne tænke sig at genvinde, eller et Vesten, man kunne tænke sig at orientalisere, giver nogen mening her, for vi befinder os i det samme rum, der overalt er blottet for allotropi, eller, sagt med andre ord, for noget ydre, irreduktibelt, uidentificerbart, uigenkendeligt.
Det, som Heidegger vil sige med “tænkningens opgave” – i hvert fald det, vi er i stand til at indikere – er dette: Vil vi holde ansigtet vendt mod det uudholdelige? Vil vi holde stand mod det uholdbare? Eller vil vi fortsat stille os tilfreds med vores sølle filosofiske autonomi? Eller – hvorfor ikke? – gøre en ende på det, nu hvor vi har fremlagt bevis (et bevis, som ingen havde bedt om) for en prægtig, majestætisk og myldrende tomhed?
Oversat af Kristian Olesen Toft efter Jean-Luc Nancy, “La fin de la philosophie et la tâche de la pensée”, først udgivet digitalt d. 14. juli 2021 af Philosophy World Democracy, sidenhen i bogform i 2024 af William Blake & Co. Édit. Tak til Hélène Nancy for rettighederne til oversættelsen.
| 1. | Se f.eks. kapitlet “Filosofi” i Philippe Lacoue-Labarthe, Det politiskes fiktion, overs. Esben Korsgaard Rasmussen (Forlaget Philosophia, 2017), 65–70, samt de sidste ord i første del af Om grammatologi angående “sporets” og “differancens” tænkning: “Udover en økonomisk og strategisk henvisning til det navn, som Heidegger mener sig berettiget til at give til en analog men ikke identisk overskridelse af ethvert filosofem, så er tænkning her for os en fuldstændig neutral betegnelse, et mellemrum i teksten, det nødvendigvis ubestemte indeks for en kommende epoke af differancen. I en vis forstand vil ‘tænkning’ ikke sige noget. […] At tænke er det, vi i forvejen ved, at vi endnu ikke er begyndt at gøre”, Jacques Derrida, Om grammatologi, overs. Lars Bonnevie & Per-Aage Brandt (Forlaget Arena, 1970), 192 (oversættelse modificeret). O.a. |
| 2. | Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 98–99. O.a. |
| 3. | Oversat til dansk med titlen “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, i Martin Heidegger, Til sagen for tænkningen, overs. Kirsten Hyldgaard, Ove Petersen & Henrik Jøker Bjerre (Forlaget Philosophia, 2002), 98–114. Jeg citerer denne oversættelse med visse modifikationer. O.a. |
| 4. | Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 100. Allerede i 1964 var det tydeligt, at denne videnskabeliggørelse måtte kulminere i det, vi i dag kalder kunstig intelligens: “Der behøves ingen profeti for at erkende, at de videnskaber, der indretter sig sådan, snart vil blive bestemt og styret af den nye grundvidenskab, der hedder kybernetik”. O.a. |
| 5. | Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 102. |
| 6. | Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 114. O.a. |
| 7. | Heidegger, “Filosofiens afslutning og tænkningens opgave”, 102–3. Et mere udførligt forsøg på en sådan læring findes bl.a. i Martin Heidegger, Hvad vil tænkning sige?, overs. Christian Rud Skovgaard (Forlaget Klim, 2012), hvis første ord lyder: “Hvad tænkning vil sige, når vi ind til, når vi selv tænker. For at et sådant forsøg kan lykkes, må vi være rede til at lære at tænke. Så snart vi indlader os på denne tænkning, har vi også allerede tilstået, at vi endnu ikke formår at tænke”. O.a. |
| 8. | Denne korte liste minder kun om nogle af de store navne, men det drejer sig om en hel epoke. |
| 9. | Det har som bekendt været tilfældet siden Aristofanes, hvilket kalder på eftertanke. Man har altid gjort lige så meget nar af filosofien, som man har højagtet den. I dag gør man ikke længere nar af den, for den er blevet det lunkne vand, jeg taler om. |
| 10. | Udover sandhed som løgnens modsætning (hvilket på fransk kaldes véracité, “sandfærdighed”), løber idéen om sandhed uden for filosofien sammen med idéen om værens udsigelse og det givnes nærvær. De første linjer af Popol Vuh er her eksemplariske: “C’est la racine de l’ancienne parole de ce lieu nommé Quiché” [“Dette er roden til det gamle ord om dette sted, der kaldes Quiché”], hedder det i en nyere fransk oversættelse (fr.wikipedia.org/wiki/Popol_Vuh). Men ældre franske oversættelser er ligeså sigende. Også her hedder det: “Voici le Quiché (eller Quichué), voici le lieu d’origine, originairement nommé de son vrai nom” [“Dette er Quiché, dette er oprindelsesstedet, oprindeligt benævnt ved sit sande navn”]. Dette navns sandhed er navnet selv. |
| 11. | Andre regioner kender til analoge, om end anderledes, brud: Buddha, Konfutse, Lao-tse, Ise Jingu i Japan osv., i forhold til ældre kulturer såsom mayaerne, vedaerne, Mesopotamien og mange andre. I den mediterrane verden må man naturligvis også tage den lange og komplicerede transformation af Ægypten i betragtning, hvis begyndelse ligger langt længere tilbage, såvel som den persiske kulturs. |
| 12. | Alt for simpelt, uden tvivl, men min udvej her er at afdække klare linjer uden at simplificere unødigt, ud fra hvilke man kan vende tilbage til kompleksiteten. |
| 13. | Ingen mytologi spørger sig selv om sin egen status. |
| 14. | Eller denne ubegrænsethed. Jeg kan ikke her dvæle ved dette utvivlsomt vigtige punkt. |
| 15. | Man vil måske undre sig over, at jeg ikke opholder mig ved de vestlige religioner, der har spillet så væsentlig en rolle. Det skyldes, at de, ganske vist på forskellig vis, selv udgør aspekter af det vestlige og dermed filosofiske fænomen. Særligt har Persien, Ægypten og Israel spillet afgørende roller i den vestlige mutation. |
| 16. | Den igangværende pandemi giver umiddelbar formålsmæssighed fornyet vigtighed, men den er selv en konsekvens af teknosfærens udvikling. På samme måde gør man fortsat fremskridt i kræftforskningen, selvom man samtidig fortsat udbreder kræft i mindst lige så høj grad. |
| 17. | Om end det er rigtigt og nødvendigt, er det omsonst at protestere mod enkeltes eksponentielle rigdom, for denne rigdomsforøgelse hører til Maskinens ontologiske selvudvikling. |
| 18. | For blot at holde sig til disse eksempler på noget, der findes i enhver stor filosofi. |
| 19. | Jeg foregiver ikke at fastslå et slægtskab, men analogierne er påfaldende. |
| 20. | Man kan ganske vist vise, at dette ikke er tilfredsstillende for Hegel selv, som derfor kvalificerer værens selvforhold som uendeligt. Dette uendelighedsbegreb fordrer en anden analyse. |
| 21. | Les Œuvres de Maître Tchouang, overs. Jean Lévi (Editions de l’Encyclopédie des nuisances, 2006), 226. |
