Nyere tysk filosofihistorie kan fortælles sådan, at den begyndte med Hegels død i 1831 og blev midlertidigt afbrudt i 1933, da Hitler kom til magten; at den først genopstod i de to Tysklande efter 1945. Det var konceptet i Herbert Schnädelbachs Philosophie in Deutschland 1831–1933.1Bogen var bestilt af Cambridge University Press og kom på engelsk i 1984. Den tyske er fra 1983 og kom på Suhrkamp, Frankfurt am Main. Som om der ikke var filosofi fra 1933–1945.
Men så sent som i 1944–45 blev der undervist i filosofi på universiteterne. Man kan her tilføje, at i 1943 var 83,6 procent af alle studerende kvinder på de humanistiske fakulteter. Hans-Georg Gadamer havde øvelser over “Kunst und Geschichte” i Leipzig, og Nicolai Hartmann underviste i Goethes værker såvel som i den filosofiske “Gehalt” i Wagners dramaer. Gerhard Lehmann udgav sin store Die Deutsche Philosophie der Gegenwart i 1943. Der udkom et nummer af Kant-Studien.2Band 43/Heft 1/2. Der er i det nummer en oversigt over filosofisk litteratur (Literatur blev omdøbt til Schrifttum i NS-staten) udgivet fra 1939–1942. Jeg har ikke talt udgivelserne, men der er 17 sider med filosofiske værker fra perioden. Der er ingen værker deri af Heidegger. Der er tyve sider med anmeldelser af nye filosofiske værker, … Continue reading I 1942 tabte Tyskland i Berlin til Sverige i fodbold. Og helt indtil 1942 blev der fremstillet Coca Cola i Tyskland. Det så helt “normalt” ud.
Man har også i sociologiens historie standset ved 1933 for så at begynde igen i 1945, som om der ikke var sociologi i NS-tiden. Det var der. Det har Otthein Rammstedt beskrevet i Deutsche Soziologie 1933–19453Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1986. med den sigende undertitel: “Die Normalität der Anpassung”. Et andet felt, psykologien, blev faktisk styrket og professionaliseret fra 1933–1945. Den fik tilført flere resurser. Den blev frigjort fra filosofien. Det skriver Ulfried Geuter om i Die Professionalisierung der deutschen Psychologie im Nationalsozialismus.4Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1988. Sådan var det: Videnskaben, kunsten og filosofien tilpassede sig.
De følgende syv små fortællinger fortæller om glidende overgange i tysk filosofi, fra 1933 frem til i dag, med interesse for, hvem der forsvandt, og hvem der levede videre i universitetsverdenen.
Nicolai Hartmann: “a forgotten giant”5Således beskriver Predrag Cicovacki ham i The Analysis of Wonder: An Introduction to the Philosophy of Nicolai Hartmann (New York: Bloomsbury Academic, 2014), 1.
Hvorfor forsvandt Nicolai Hartmann (1882–1950) ud af den filosofiske kanon? Han var en af de førende filosoffer i 1930’erne, men efter 1950 gled han ud. Kan man mon forklare den slags? Husserl, Heidegger, Horkheimer, Adorno, Arendt, Benjamin forsvandt ikke. Hartmann opretholdes ikke af et filosofisk fortolkningsfællesskab. Hvorfor ikke? Var det på grund af kvaliteten af hans tænkning? Blev den uaktuel? Den såkaldte Wertethik, som han og Max Scheler bedrev, siger man, forsvandt efter 1933, og den vendte ikke tilbage efter 1945, hvilket bl.a. skyldtes eksistensfilosofien. Jeg skal ikke gøre mere ud af Hartmanns forsvinden, men kun tilslutte mig Max Webers udsagn om, at det er tilfældigt, hvem der får en forskerstilling på et universitet, og at det altid er den næstbedste, der bliver ansat. Det er tilfældigt, hvem der glemmes.
Nicolai Hartmann var på sin egen måde hævet over politiske forskelle. “Distanz zum Aktuellen” var hans metode. Han overlevede omvæltninger i Rusland, Kejsertiden, revolutionen 1918, Weimar-republikken, NS-tiden og efterkrigstiden. Han var tyskbalter, blev født i Riga, talte og læste russisk og gik som russere sent i seng. Han begyndte som nykantianer i Marburg. Han deltog som soldat (tolk bl.a.) i Første Verdenskrig, blev professor Marburg i 1919, hvor han blev kollega med Heidegger, og de var i begyndelsen gode venner. Så indtrådte hvad man kaldte “den metafysiske vending”. Det skete med Hartmanns Grundzüge einer Metaphysik der Erkenntnis (1921). Hartmann og Heidegger blev ontologer, ungrealister, og derefter blev de uvenner. Hartmann havde nu gjort op med nykantianismens “tese” om, at erkendelse er skabelse.6Sådan sammenfattede K.E. Løgstrup nykantianismens erkendelsesteori, og Hartmann gjorde det samme. Løgstrup havde læst Hartmann grundigt. Han blev antikonstruktivist. Han slap ud af nykantianismen ved hjælp af fænomenologien, og så gjorde han op med fænomenologien ved hjælp af en afbildningsteori. Hartmann er kendt for sine fire lag (Schichtenbau), som virkeligheden består af: anorganisk, organisk, mental og åndelig, hvor det laveste lag er det stærkeste, det øverste det svageste, det laveste er det fattigste og det øverste det rigeste, men det åndelige kan ikke eksistere uden de tre lag under sig. Sådan slap han ud af dualismer (ånd-materie osv.).
Hans-Georg Gadamer gik til Hartmanns undervisning og blev næsten hans stedsøn; han fik Hartmanns Max Scheler-inspirerede Ethik (1926) med de mange diagrammer overrakt på et marmorbord på en café i Marburg. Hartmann tegnede på tavlen, når han underviste, og det blev opfattet som poppet. Som om ord ikke var nok. Han boede i et lille koldt hus, hvor han sad i en badekåbe med varmedunk og røg pibe. Han havde dog ofte selskaber, og de varede til langt ud på natten. Han var også en damernes ven. Så havde han en enorm Zeiss-kikkert og var amatørastronom. Gadamer mente, at der var noget overjordisk over Hartmanns evige værdier, som Gadamer hentede ned i verden.7Se Jean Grodin, Hans-Georg Gadamer: Eine Biographie (München: Mohr-Siebeck, 2000). Gadamer flyttede senere ind i Hartmanns hus.
Hartmann blev professor i Köln i 1925. Kikkerten flyttede med, og der dannedes en lille Köln-cirkel: Hartmann, Max Scheler og Helmuth Plessner. De udviklede sammen en filosofisk antropologi hinsides modsætningen mellem naturalisme (Darwin) og idealisme (Eucken). Scheler og Plessner blev snart uvenner. Scheler anklagede Plessner for plagiat, hvilket skadede Plessners karriere. Scheler døde pludseligt, og Plessner måtte forlade Tyskland i 1933. Cirklen var opløst. Efter Köln blev Hartmann i 1931 professor i Berlin. Han fik den stilling, der var blevet vakant efter Ernst Troeltschs’ død i 1923. Familien (og den nye kone) boede i Potsdam-Babelsberg, som dengang var langt uden for byen, og han måtte tage S‑Bahn ind til Humboldt-universitetet. Det var lidt mere besværligt end i dag.
I maj 1942 blev der afholdt en konference i Berlin.8Systematische Philosophie, udgivet af Nicolai Hartmann (Stuttgart/Berlin: W. Kohlhammer Verlag, 1942). Hartmann skriver i sit forord, at filosofien ikke længere bygger spekulative systemer. Jorden ryster under os, det gamle styrter ned, og nye skridt bliver mulige. Man skal finde “neue Ansätze” og “neue Methoden”. Den var et led i den såkaldte Aktion Ritterbusch, som var en del af de humanistiske fags krigsindsats. Der var en tilsvarende i Nürnberg, hvor temaet var: “Hvad er det tyske ved tysk filosofi?” På visse måder var konferencen i Berlin et opgør med eksistensfilosofien, men man mærker ellers ikke, at krigen var i gang, og at Tyskland var nationalsocialistisk. De medvirkende var Arnold Gehlen om antropologien, Erich Rothacker om kulturantropologien, Hartmann selv om ontologien, Otto Friedrich Bollnow om eksistensfilosofien, Hartmanns ven Heinz Heimsoeth om historiefilosofi og Hartmanns elev Hermann Wein om relativismen. Heidegger var ikke inviteret. Alle på nær Hartmann var medlemmer af NSDAP; de fleste var medlemmer fra d. 1. maj 1933, og det var en mere eller mindre symbolsk dato. Man skulle være medlem før 1. maj 1933 for at være ægte nationalsocialist. Hartmann skrev bl.a. om sprogfilosofi. Han sad under krigen i Berlin med stearinlys, mens bomberne faldt, og skrev om æstetik. Han blev Jürgen Habermas’ lærer i Göttingen, hvor Hartmann var til sin død i 1950. Hartmann fik hentet Wein til Göttingen som professor. Hermann Wein var Hartmanns næsten eneste elev efter krigen (sammen med Wolfgang Harich i DDR), men Wein blev aldrig en markant skikkelse. Den unge Habermas var heideggerianer, så Hartmann appellerede slet ikke til ham, men så gik det bedre med Hermann Wein. Wein gjorde Habermas opmærksom på Hans Lipps (Løgstrups lærer i Göttingen), så Habermas blev en slags hermeneutiker.9Efter alt at dømme har Habermas ikke vidst, at Hans Lipps havde været medlem af SS. Habermas anmeldte en Lipps-udgivelse i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1954. Noget har Habermas og Løgstrup tilfælles. I Jürgen Habermas’ Auch eine Geschichte der Philosophie fra 2019 nævnes Hartmann ikke.
Alfred Rosenbergs seminar for unge filosoffer
I 1939 afholdt Alfred Baeumler og Alfred Rosenberg et træf for unge og kommende filosoffer (Nachwuchs) på Schloss Buderose, som ligger nær Guben ved floden Neisse i det nuværende Budoradz (Polen). Haus der deutschen Frontdichter hed det.10Oplysninger om konferencen findes hos Christian Tilitzki, Die Deutsche Universitätsphilosophie in der Weimarer Republik und im Dritten Reich (Berlin: Akademie Verlag, 2002), 955ff. Rosenberg blev født i Tallinn (Rival i det russiske Estland) i 1893 og hængt 1946. Han havde en lang karriere i partiet og havde især at gøre med kunst og kultur. Han var leder af et alternativt universitet, Institut zur Erforschung der Judenfrage. Han blev minister for de besatte områder i Øst. Alfred Rosenberg havde i sin tænkning eftersøgt noget, der var virkeligt i en verden, hvor myter og religion og alle faste værdier var forsvundet. “Seelenlos, entgöttert” var verden blevet. Verden var undergangen nær. Og der var kun en sidste virkelighed tilbage: Rasse. Racen var som fænomen synlig, empirisk, evident, faktuel, virkelig, gestaltet og hinsides enhver konstruktion. Racehistorien blev dermed en kritik af verdenshistorien, hvor ikke klasser, men racer kæmpede om magten. Alfred Baeumler (1887–1968) var fra 1933 professor i “politisk pædagogik” ved universitetet i Berlin. Det var det professorat, Heidegger blev tilbudt, men afslog. Baeumler skrev især om kantiansk æstetik (Kritik der Urteilskraft var hans yndlingsskrift), men han skrev også om Kierkegaard og Nietzsche. Han var afdelingsleder i “Amt Rosenberg”. De to, Rosenberg og Baeumler, ville finde ud af, hvordan filosoffernes holdning var til nationalsocialismen. Der blev indbudt 30 personer, og Rosenberg var selv til stede ved konferencen, der varede fra d. 12. til 19. marts. Der var en kammeratskabsaften med ham en af aftenerne. Af de 30 var kun 4 medlemmer af partiet, og blandt arrangørerne var Heinrich Härtle (1909–1986), som blev medlem af NSDAP allerede i 1927. Han skrev mest om Nietzsche og blev i 1939 afdelingsleder for den filosofiske uddannelse i Amt Rosenberg, hvor han afløste Baeumler.
Der var foredrag om livsfilosofi, Kant, Hegel, Nietszche, sandhedsbegrebet, historicitet, om Leibniz og andet. Og så om Nicolai Hartmanns ontologi. Intet om Husserl eller Heidegger. De diskuterede ivrigt, om der fandtes et universelt sandhedsbegreb. Havde f.eks. tyskere og jøder samme virkelighedsopfattelse? Deltagere var bl.a. Nietzsche-redaktøren Karl Schlechta (hvis bibliotek findes på Arts i Aarhus), Ernst Cassirer-eleven Joachim Ritter (der efter krigen redigerede Historische Wörterbuch der Philosophie) og pragmatisten Eduard Baumgarten. De tre blev NSDAP-medlemmer i 1937. Wilhelm Grebe var også med. Han var logiker og privatdocent i Frankfurt og medlem af NSDAP fra 1. maj 1933. Han havde ligesom så mange andre, f.eks. Adorno, habiliteret hos Hans Cornelius, var kollega med Adorno, og han havde været medlem af det republikanske Lehrerbund og tæt på SPD.11Heidegger bedømte ham negativt til en stilling i Marburg efter 1935. Heidegger foretrak sine egne elever: Gadamer og Bröcker. Og så var der en af Heideggers elever, Heinz L. Matzat. Han gik til Heideggers forelæsninger om Augustins Confessiones i 1930–31, bl.a. sammen med et par kvinder, jeg ikke har kunnet finde oplysninger om: Gertrud Philipson og Rita Scmitz. Matzats forelæsningsnoter er bevaret. Han gik også til Heideggers Phaidros-forelæsninger i sommersemestret 1932. I 1939 skrev han sin tredje bog om Leibniz, som dog først blev udgivet i 1947. Matzat takker i forordet Balduin Noll (1897–1964), som han havde gået til forelæsninger sammen med hos Heidegger i Freiburg. Matzat holdt i Buderose oplæg om Leibniz, og om Leibniz havde han doktoreret hos Heidegger. Matzat blev født i 1909 og blev assistent hos Hans Alfred Grunsky (1902–1988), der var professor ved Bayerische Ludwig-Maximillians-Universität München, medlem af NSDAP siden 1930, antisemit og samarbejdende med Rosenberg, og så sad han i rullestol. Grunsky var en af Heideggers hårdeste kritikere. Matzat var ansat i Amt Rosenberg fra 1940, selvom han havde gjort et dårligt indtryk på Buderose-seminaret. Især Alfred Baeumler var imod ham. Dertil kommer at Heinrich Scholz (1884–1956), Augustin-forsker fra Kiel, havde kritiseret Matzats Leibniz-afhandling. Buderose-seminaret blev en skuffelse; der blev talt al for lidt om race, mente Rosenberg og Baeumler. Man var ved at planlægge det nye rigsuniversitet i Posen (Poznan), og planen var, at stillinger skulle besættes med nationalistiske baltere. De lykkedes heller ikke. To Heidegger-elever blev de nødt til at ansætte. Den ene var Walther Freymann og den anden Kurt Stavenhagen. Stavenhagen (1894–1951) havde skrevet en bog, Heimat als Lebenssinn, men den blev kritiseret, fordi den intet havde med om racer. Den var reelt en eksistensfilosofisk afhandling med (kritiske) henvisninger til både Karl Jaspers og Martin Heidegger. Walter Freymann var født i Estland, og han var næsten 60 år, da han blev ansat. Freymann havde læst både hos Husserl og Heidegger i begyndelsen af 1920’erne. Han ville befri Platon fra de nykantianske erkendelsesteoretiske bånd. På den måde kom Heidegger ad omveje til Polen.
Efter krigen gik det deltagerne i Buderose rimeligt godt, hvis vi ser bort fra Alfred Rosenberg, der blev hængt, og Alfred Baeumler, der blev glemt. Wilhelm Grebe (1897–1946) nåede ikke at få nogen karriere. Karl Schlechta (1904–1985) blev professor i Darmstadt; Baumgarten (1989–1882), Max Webers nevø, blev til sidst professor i Mannheim. Marianne Weber og Karl Jaspers skrev anbefalinger til ham, da hans rolle under krigen skulle undersøges. Han havde gode venner. Joachim Ritter (1903–1974) gik det bedst. Der opstod en Ritter-skole efter krigen, og den var en konservativ modpol til Frankfurterskolen. Joachim Ritter var først elev af Martin Heidegger, Heinz Heimsoeth og Erich Rothacker, men så skiftede han til Ernst Cassirer. Han var med i Davos, da Cassirer udkæmpede et Kant-slag mod Heidegger og tabte. Efter krigen blev Ritter professor i Münster. En af hans mere kendte elever er H.J. Sandkühler, der har fortalt, at de ikke kendte noget til Ritters brune fortid, da de læste i 1960’erne. Man diskuterede ikke politik med professorerne; det samme var tilfældet i Bonn. Forskellen på de studerende i Münster og dem i Bonn var den, at dem i Münster dannede skole, mens dem i Bonn var individualister.
Filosofikonferencen i Garmisch-Partenkirchen
I 1947 var der fra d. 2. til 8. september filosofikongres i Garmisch-Partenkirchen; den foregik på det nye rådhus. Tyskland var besat. Der var på sin vis ikke et Tyskland endnu. Der ligger endnu i dag et kæmpestort amerikansk militæranlæg i byen, som vidner om besættelsen. Der kom filosoffer og andre fra alle fire besættelseszoner til byen med den fine udsigt til bjergene.
Var der mon nogen med, som havde været i Buderose? Kun en enkelt. Der var 167 med i alt. Der var ingen udenlandske deltagere. Paul Menzer (1873–1960) var præsident for det filosofiske selskab. Han var blevet genansat i Halle. Filosofiprofessor Fritz-Joachim von Rintelen (1898–1979) fra Mainz, hvor han var blevet ansat i 1946, var hovedarrangør, og der var tre temaer: den teoretiske filosofis problemer, problemet med Naturwissen og den praktiske filosofis problemer, især med henblik på antropologien. Det så jo ret uskyldigt ud. Den helt dominerende figur var Nicolai Hartmann, kan vi konstatere. I 1939 havde de jo også haft en session om ham. Det var i Garmisch-Partenkirchen, at ærkekantianeren Julius Ebbinghaus kom med en nedgøring af eksistensfilosofien. Han var den første efterkrigsrektor i Marburg. Det er interessant, at det tema, de diskuterede, og som var det vigtigste, var konflikten mellem vitalisme og determinisme (mekanisering). Vitalisten Hans Driesch spillede endnu en rolle. Livsfilosofien var ikke helt væk. En af foredragsholderne var Adolf Meyer-Abich, holisten fra Hamburg, der åbenbart stadig hed Adolf. Han sagde, at kroppen er i sjælen, eller den ophæves (aufgehoben) i sjælen. Det var ham, der i sin tid indførte ordet Holismus på tysk, og holismen blev dyrket af især nationalsocialistiske læger, men levede videre efter krigen.
Willy Hellpach var med og talte om fænomenet Ideogonie, altså om, hvordan ideer bliver til og virker. Han var endnu en kendt tænker og ganske populær efter krigen. Der var foredrag om rettens ontologi. Historikeren, Heideggers ven, Gerhard Ritter deltog. Der blev naturligvis holdt foredrag om Goethe. Filosoffen Hsiao (Paul Shiyi Xiao, 萧师毅) fra Peking kom med kloge ord fra Kongfutse. Han opholdt sig i Tyskland. Hsiao oversatte i 1946 sammen med Heidegger taoistiske skrifter; Heideggers Weg er ren Tao. Kongressen sluttede med en session om eksistensfilosofien. Den blev repræsenteret af Fritz-Joachim von Rintelen og Otto Friedrich Bollnow (1903–1991), to tidligere partimedlemmer. Der var en del kritik af eksistensfilosofien, og der kom også en kritik af Bollnows udlægning af den.
I 1950 døde Nicolai Hartmann, og derefter forsvandt han som nævnt ud af det filosofiske fortolkningsfællesskab. Værdietikken (at der findes objektive, subjektuafhængige værdier) forsvandt med ham og blev i Tyskland vel kun repræsenteret af Hans Leisegang. Årene derefter blev præget dels af marxisme-leninismen i DDR og dels af Frankfurterskolen (rød blok) og Ritterskolen (blå blok) i Forbundsrepublikken. Eksistensfilosofien udvandrede til Frankrig. Og hvem lavede et referat af hele kongressen? Det gjorde såmænd Heinz L. Matzat, Heidegger-eleven, der havde været med i Buderose, og samme Matzat anmeldte Adorno og Horkheimers Dialektik der Aufklärung. Han blev senere fremhævet som en glemt tysk semiotiker. Han skrev jo om Leibniz’ tegnteorier. Han engagerede sig i voksenpædagogik og lignende.
Georg Brates’ kortlægning af filosofien efter krigen
Hvordan filosofien så ud efter krigen, fik vi et glimt af i forbindelse med filosofikongressen i 1947. Nicolai Hartmann, Hans Driesch og eksistentialismen var stadig populære. Et andet indblik får vi med Georg Brates’ svar på filosofiens status omkring 1950. Det gik vist ikke så godt for Georg Brates, der blev født i Wenisch-Buckow, som det hed, i Kreis Stolp. Bukowa hedder den lille polske by i dag. Han kom fra periferien og drog mod storbyen og mod vest. Han måtte flere gange afbryde sin uddannelse, men han blev litterat og skrev doktorarbejde om tysk barokdrama: Hauptprobleme der deutschen Barockdramaturgie in ihrer geschichtlichen Entwicklung. Det var et populært emne. Brates gik til emnet med et filosofisk blik. Man opfattede barokken som ægte tysk. Afhandlingen udkom i 1935. Walter Benjamin skrev også en bog om barokdrama, om det tyske sørgespil: Ursprung des deutschen Trauerspiels. Det var hans forfejlede habilitationsforsøg. Den udkom i 1928. Den blev skoledannende. Brates’ blev glemt, men Brates nævner ikke Benjamin. Bevidst? Det er svært at sige. Brates kom med i partiet allerede i 1931. Han læste i Greifswald og fik Hans Pichler som sin lærer og skrev habilitation om gyldighedsproblemet (sandhedsproblemet), som han forsøgte at forbinde med race. Brates ville vist gerne være original, og det går sjældent godt, når man vil det.
Hans Pichler og Heinz Heimsoeth (udefrakommende bedømmer) godkendte afhandlingen, andre var skeptiske, men sådan er det jo. Han blev NS-Schulungsleiter og i 1942 docent i Greifswald, og så sent som i 1944 holdt han forelæsninger om Nietzsches Wille zur Macht. Han blev ikke rehabiliteret efter krigen, dvs. man må have bedømt ham hårdt. Han snød med sit partimedlemskab og sagde, at han først blev medlem i 1933, og det betød jo ikke meget, men han var som sagt allerede medlem fra 1931, og så var det alvorligt. Hvad der skete med ham senere, har jeg ikke kunnet finde ud af. Han endte efter krigen i den sovjetiske zone, men i 1952 udgav han på Ullstein i Vestberlin en meget velskrevet, morsom populærvidenskabelig filosofihistorie: Du und die Philosophie. Eine moderne Weltweisheit für jedermann med tegninger af grafikeren og krimiforfatteren Ottomar Starke. En art Sofies verden for voksne. Brates skriver til et “du”, som han tager med på en filosofisk rejse. Bogen indfanger tiden filosofisk. Eller gør den? Filosofi som moderne verdensvisdom for enhver? Lad os først se på, hvem der stadig er med. Stort set alle spor af NS-tiden er borte. Heller ikke hans lærere Hans Pichler eller Hermann Schwarz fra Greifswald er med. Brates’ bog er tematisk og delt i næsten tre “kritikker”: 1) sandhed og vildfarelse (Irrtum), 2) verden og Gud og 3) væren og mening (Sinn). Hvad kan vi vide, hvad skal vi tro, hvad er meningen? Løsningen finder han hos Nicolai Hartmann, men også et par andre. Det fremgår, at Brates er (blevet) holist.
Der er så mange underholdende passager i bogen, som jeg ikke kan gengive her: f.eks. den biologiske kannibalisme – at vi lever af lavereståendes lig – eller historien om berliner-naturforskeren Helmholtz (1821–1894), der mente, at øjet er et så fejlbehæftet apparat, at hvis en af hans assistenter en dag kom ind på laboratoriet med et så dårligt konstrueret apparat som øjet, ville han straks fyre ham. Det er godt, at alle dem, der hele tiden prædiker, at vi skal sanse dit og dat, får den slags anekdoter. Brates slutter med en forsoning mellem naturvidenskab og filosofi. Mennesket er ikke slutpunktet på en udvikling, men begyndelsen til noget mere og højere. Og netop her kommer der flere ting frem, som ikke længere er gængse eller gangbare. Han henviser til tænkere, som vi ikke i dag forbinder ret meget med, men som er brobyggere mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, eller som vi har glemt. Sådan næsten da. Alexis Carrel, Richard Woltereck, Jan Christiaan Smuts og Kurt Breysig. Det er dem, han afslutter med. De er, går jeg ud fra, ret ukendte navne for mange. Jeg vil dog nævne, at i Erich Rothackers Die Schichten der Persönlichkeit, der udkom første gang i 1939, og som blev genudgivet i 1947 i en “forbedret” udgave, figurerer både Carrel og Woltereck. Carrell spillede også en stor rolle i Arnold Gehlens klassiker Der Mench, seine Natur und seine Stellung in der Welt fra 1940. Carrel indgik i mange diskussioner, men er i dag helt borte.
Det er de holistiske videnskabsmænd fra Weimar-tiden, der dukker op hos Brates. Siden 1971 er der foregået en spændende diskussion netop om dem. Jeg kan ikke udfolde det her, men jeg tænker på den berømte Forman-tese. Paul Forman udgav i 1971 et hovedværk inden for vidensociologien: Weimar Culture, Causality and Quantum Theory 1918–1927. Tesen går meget kort sagt ud på, at naturvidenskaben er bestemt af den kulturelle kontekst. Ligesom der findes tysk litteratur, er der en tysk videnskab. Videnskaben er ikke hævet over konteksten. Hvad var konteksten? Et bredt anlagt opgør med rationalitet, kausalitet, materialisme, darwinisme, positivisme og determinisme. Weimar-kulturen var kausalitetsfjendtlig, og videnskaben tilpassede sig kulturen. Det var kvantemekanikken Formans eksempel på. Det samme er Brates’ eksempler, skønt han naturligvis ikke kunne tænke sådan som Forman. Derfor spiller og spillede netop Hans Driesch en stor rolle.12Driesch er ved at få en renæssance i USA i teorierne om “vibrant matter”. Jeg tænker på Jane Bennett, Vibrant Matter: A Political Ecology of Things. Og Bruno Latour minder vel også om Driesch. Og som jeg nævnte, var determinisme-temaet i 1947 på filosofikongressen. Først nævner Brates lægen Alexis Carrel (1873–1944), Nobelpristageren, og ham der er ophav til transplantationer og meget andet kirurgisk, men han var katolik, troede på mirakler, måtte forlade Frankrig, og han skrev også en bog om mennesket som det ukendte væsen. Den kom først på fransk i 1935, L’homme cet inconnu, og kort efter på tysk. Carrel var eugeniker, gik ind for at udrydde de dumme, mente kvinder var dummere end mænd, at hvide var klogere end sorte osv.13Jeg tror ikke, Brates bemærker den slags, for det er først noget, man er blevet interesseret i i dag. I Hannover har racismebustere fjernet Alexis-Carrel-Strasse. Ingen racister i deres gader. Sådan gør man i Tyskland, og det efterligner de i USA. Heidegger, Richard Strauss, Carl von Linné, Hindenburg og gader med deres navne forsvinder også og sendes ned i … Continue reading Den næste var den polske biolog Richard Woltereck (1877–1944). Han udgav sammen med Hermann Hesse et tidsskrift. Woltereck udgav bogen Philosophie als lebendigen Wirklichkeit (1932). Han var antimaterialist, antidarwinist, holist og økolog. Mennesket er ikke afslutningen, men begyndelsen på en psykisk-åndelig udvikling. Den somatiske epoke er til ende, men ikke den åndelige. Jeg nævnte Forman-tesen, fordi netop Woltereck i dag læses i forhold til den. Han tilpassede således biologien til Weimar-kulturen. Der var tale om en “anamorfisk” livshistorie, som ikke kan forklares kausalt. Brates fremhæver også Jan Christiaan Smuts’ Holism and Evolution, og Smuts (1870–1950) var jo Sydafrikansk premierminister, general og meget andet. Og som den sidste nævner han den mærkelige historiker Kurt Breysig (1866–1940), der skrev bl.a. Der Werdegang der Menschheit vom Naturgeschehen zum Geistesgeschehen (1935). Walter Benjamin var, mens han læste i Berlin, også fascineret af Breysig. Den nye holisme blev ikke fremtidens filosofi i Tyskland. Det ved vi nu.
Brates laver også en historisk oversigt over filosofier, der følger efter hinanden: positivisme, realisme, nyidealisme, nykantianisme, pragmatisme, livsfilosofi, fænomenologi, vitalisme, Hartmann og eksistensfilosofi. Intet nyt var kommet til omkring 1950. Der er et kapitel om eksistensfilosofien, der var “tidens filosofi”, som han siger i citationstegn, men ikke Brates’. Han nævner Jaspers, Heidegger og Sartre. Det er en af de mest underholdende tekster om eksistentialismen, jeg kender: “Schwindel am Abgrund” hedder det. Eksistensfilosofi er metafysik og ikke-metafysik, den er “die Metaphysik des Nichts”. Vi ved mere, end vi er bevidste om. Vores selv kender til sin In-der-Welt-Sein som en Einsamsein.14Georg Bates, Du und die Philosophie. Eine moderne Weltweisheit für jedermann (Berlin: Ullstein, 1952), 227. Nu vil jeg ikke gengive denne herlige bog, den er kun med for at finde ud af, hvem der set fra Brates’ synspunkt var de førende filosoffer i 1952. Der er billeder i bogen: af Rudolf Eucken, Hans Driesch og Nicolai Hartmann. Bogen slutter med Hartmanns tanker. Max Horkheimer, Walter Benjamin, Ernst Bloch, Herbert Marcuse og lignende eksisterede tilsyneladende ikke for Brates endnu. Hvordan det gik Brates, ved jeg ikke, men han blev glemt.
Adorno vender hjem
Institut für Sozialforschung blev oprettet d. 22. juni 1924 på Viktoria-Alee 17 i Frankfurt som et marxistisk forskningsinstitut. Den første leder var austro-marxisten Carl Grünger; Max Horkheimer overtog i 1930, men efter 1933 rejste de fleste til USA. Det socialistiske England modtog den hvide revolution, dvs. de tyske højreorienterede, mens alle marxisterne tog til Californien. Underligt nok. I efteråret 1949 sejlede Theodor W. Adorno med the Queen Elizabeth fra USA til Tyskland efter 15 år i eksil. Den unge filosofistuderende Dieter Henrich mener, at han var den første, der mødte Adorno. Han kom direkte fra lufthavnen og ind på det filosofiske bibliotek og sagde: “Guten Tag. Ich bin Adorno. Kennen Sie mich?”. Det gjorde den 22-årige Henrich heldigvis. “Ach Herr Professor!” “Hvorfra kender De mig?” “Aus Die Entstehung des Doktor Faustus”. Adorno vidste slet ikke, at hans bøger ikke var til at få på det tidspunkt. Henrich gik til Adornos forelæsninger om dialektik og var alt andet end begejstret.15Dieter Henrich, Ins Denken ziehen. Eine philosophische Autobiographie (München: C.H. Beck, 2021), 79. Adorno kunne ikke undvære Tyskland og mente, at man kun kunne filosofere på tysk. Adornos Minima Moralia blev de unges bibel: For den intellektuelle er ensomhed den eneste form, hvori han formår at bevare solidaritet. Men så i 1970 samledes Peter Gente, hans kone og venner i et tomt lokale i Berlin-Steglitz, og der udgav de den første bog i en lang serie. Merve Verlag var blevet til. Og den første bog, som de udgav, var Wie sollen wir ‘Das Kapital’ lesen? af Louis Althusser. Peter Gente besøgte Carl Schmitt nede i Sauerland. Hermed indledtes, som Philipp Felsch har kortlagt det så fint, Der lange Sommer der Theorie – 1960–1990.16Philip Felsch, Der lange Sommer der Theorie, Geschichte einer Revolte 1960–1990 (München: C.H. Beck, 2015). Jeg vil tilføje, at Dieter Henrich har en noget anden historie om teorien end Felsch. Se også Henrich, Ins Denken ziehen, 138. Omkring 1990 var det slut med teorien. Muren faldt. Historien gik i stå. En ny tid var begyndt. Dog skal man korrigere lidt, hvad angår teoriens død: Fra 1964 og fremefter udkom på Suhrkamp forlaget den såkaldte Theorie-Reihe, som Dieter Henrich, Jürgen Habermas, Hans Blumenberg og Jacob Taubes udviklede. Taubes var ligesom Peter Gente en Carl Schmitt-beundrer. Begrebet Theorie var på det tidspunkt nyt inden for humaniora i Tyskland og vel også i Danmark. Formålet var at give humanistiske videnskaber et teoretisk grundlag. I dag er det slut, og alle kaldes “teoretikere”, og de studerende får besked på, at de skal have “teori” med. Det fænomen hedder post-theory.
Seddelslugeren Habermas
Erich Rothacker (1888–1965) blev i Bonn Habermas’ og Karl-Otto Apels Doktorvater. Jeg nævner ham her, fordi hans ovenfor omtalte Die Schichten der Persönlichkeit blev genudgivet i 1947. Der var fjernet visse ting fra 1941-udgaven, men slet ikke alt eller alle. Det bemærkelsesværdige er, at Rothacker bl.a. henviser til og citerer Max de Crinis (1899–1945). Han var psykiater, og han havde været medvirkende til utallige menneskeforsøg. Han og konen begik selvmord i 1945. Han var en fanatisk jødehader, virkede i forskellige KZ-lejre, var med i SS osv. Hvad har man mon tænkt, når man så hans navn så kort tid efter krigen?17Rothacker henviser til mange andre nationalsocialistiske tænkere. Rothacker havde udgivet den engelsk psykolog W. McDouglas’ skrifter i Tyskland og Rothacker henviser til ham, hvad mange gjorde. McDouglas’ værker udgives endnu. Han var eugeniker og racetænker, så derfor gled han ud af den psykologiske kanon efter krigen – … Continue reading Har man ikke kendt til ham? Det kan være, men Rothacker har vel kendt til ham? Der skete det, at da Martin Heidegger i 1953 genudgav Einleitung in die Metaphysik, vågnede Habermas af sin eksistensfilosofiske slummer. Han angreb Heidegger, fordi noget ikke var slettet i teksten, nemlig udsagnet om nationalsocialismens storhed. Heidegger kunne have slettet det, sådan som Rothacker gjorde i sine bøger, men Heidegger lod det stå.18Heidegger kunne også så let som ingenting have slettet de få sider, hvor der står noget nedsættende om jøder fra sine Schwarze Hefter. Ingen ville have opdaget det. Jeg skriver en del om det i min Hytten og hæfterne. Historien om Heideggers Schwarze Hefte (København: U Press, 2018). Gad vide om Habermas’ angreb på den fraværende Heidegger ikke var et indirekte angreb på de to eksnaziprofessorer i Bonn, Erich Rothacker og Oskar Becker (1889–1964)?
I mit eksemplar af historikeren Joachim Fests erindringer, Ich Nicht, er noget fjernet. Jürgen Habermas fik det fjernet. Min udgave er fra 2006, men 6. udgave desværre. I den første var det ikke fjernet. Det er en lille anekdote om Jürgen Habermas, som er fjernet: Habermas var som dreng med i Jungvolk og i Hitlerjugend. På det tidspunkt skal han have skrevet en seddel, hvor han tilslutter sig nazismen. Hans barndomsven, historikeren Hans-Ulrich Wehler, som også var med i Hitlerjugend, gemmer sedlen. Mange år senere kommer de til en middag hos Habermas og Ute til at snakke om den. Wehler har gemt den og giver den til Habermas, som sluger den.19Det gjorde han ikke. Det var en joke, som Habermas’ kone kom med. Det førte til en kontrovers om der verschluckte Zettel eller Habermas som Zettelvertilger. Det lykkedes Habermas at få passagen fjernet fra bogen. Og kort efter døde Joachim Fest. Fest voksede op i en antinazistisk familie, mens Habermas’ far var medlem af NSDAP. Ernst Habermas kom i fængsel efter krigen og blev klassificeret som Mitläufer ligesom Heidegger. Fests og Habermas’ opvækst har været meget forskellig. Fest blev indkaldt i 1944 og sad efter krigen to år i amerikansk fangenskab. Og deres historier kan næppe sammenlignes med Luhmanns. Han blev født i 1927 og var blandt de unge, der blev indkaldt til krigen. En skolekammerat stod ved siden af ham, da kammeraten blev ramt af en håndgranat og sprængt i tusind stykker, så Luhmanns teori – den sociologiske oplysning – går ud fra, at et menneske pludselig ikke længere er der.
Fest kendes bedst for sin Hitler-biografi fra 1973. Fest var fascineret af Hitler, og et af hans kontroversielle udsagn var, at hvis Hitler var blevet myrdet i 1938, ville han i dag regnes for en stor statsmand, der som ung lavede nogle fejl. Mange så Fests bemærkning om Habermas som en hævn, for der havde været endnu en historikerstrid mellem Habermas og en række historikere, bl.a. Joachim Fest og Ernst Nolte. Striden udløstes af Nolte i Frankfurter Allgemeine Zeitung i juni 1986. Nolte argumenterede for, at Gulag var værre end – og en forløber for – KZ-lejrene. Man burde lægge fortiden bag sig og indlede en ny, fri debat. Habermas greb ind; han frygtede, at de nationalkonservative (de dukker altid op) skulle overtage debatten. Jeg bliver lidt ved anekdoterne om Habermas. D. 1. april 1995 kunne man i feuilletonen i Frankfurter Allgemeine Zeitung læse, at Habermas debuterede som romanforfatter med romanen Über die Berge. Den var inspireret af Gustav Freytag, Christa Wolf og den sene Karl Popper, og den blev skrevet på en bondegård på Bornholm.
De tre vise, hvide mænd
Jürgen Habermas, Hartmut Rosa og Peter Sloterdijk er de vigtigste nulevende tyske tænkere, og Sloterdijk er den, der er mindst kendt i Danmark. Filosoffer er de vel heller ikke i streng forstand. Sloterdijk har ophævet genreforskellen mellem litteratur og filosofi, og det er den forskel, Habermas står Wacht am Main om. Habermas er stadig aktiv med de to store blå bind om tro og viden: Auch eine Geschichte der Philosophie. Sloterdijk er flyttet fra Karlsruhe til Berlin og skriver en bog om året. Hartmut Rosa er ligeså populær nede i Jena, hvor han er professor, som Bruno Bauch var i sin tid, og hvor folk rejser til, og nu har Svend Brinkmann fået læst om resonans,20Titlen på Hartmut Rosas bog med undertitlen Eine Soziologie der Weltbeziehung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016). så nu bliver Rosa endnu mere læst. Han har besøgt Danmark flere gange. Det har Habermas og Sloterdijk dog også.
I Frankrig forsøgte Le magazine littéraire, om de kunne finde de 30 førende tænkere. Francois Cusset udpegede i den forbindelse en fransk “troïka critique”, der alle tænker i forlængelse af Louis Althusser: Alain Badiou, Étienne Balibar og Jacques Rancière, men de tre franske nævnes ikke hos Habermas og Rosa, Sloterdijk henviser et par steder til dem.21Det skulle være et svar på, hvem der var Foucaults, Derridas og Deleuzes efterfølgere. Jeg vil ikke nævne dem alle, blot dem med en vis forbindelse til Danmark. Jean-Luc Marion blev introduceret af Peter Kemp. Jean-Luc Nancy er netop blevet oversat af Søren Gosvig Olsen. Jean Petitot har været i Danmark. Han betød meget for Frederik Stjernfelt og Kasper Nefer … Continue reading Der er naturligvis en underskov af filosoffer ansat på de mange universiteter, og alle forsøger de at komme frem, komme i fjernsynet eller sociale medier og skrive i Philosophie Magazin. Neoeksistentialisten og nyrealisten Markus Gabriel er på vej frem og oversat til dansk. Manfred Frank hører man ikke meget til. Dieter Henrich kendes kun af filosoffer. Wilhelm Schmid er en velskrivende, folkelig filosof, der er god til at udnytte moderne medier. Schmid “lebt als freier Philosoph” i Berlin, og så er Richard David Precht overalt i medierne, og han har sådan set en fiks pointe med, at vi ikke tror det, vi ved. Før troede vi, fordi vi ikke vidste.
Når man læser de tre førstnævnte vismænd, slår det en, hvor intakt den filosofiske kanon er. Den har overlevet to verdenskrige. Den består endnu af det, som i Nordamerika hedder “DWEM” (Dead White European Males): Kant, Fichte, Hegel, Schelling, Kierkegaard, Marx, Nietzsche, Husserl, Heidegger, Jaspers, Adorno, Benjamin og visse andre.22Habermas skriver kritisk om Carl Schmitt, Martin Heidegger, Karl Löwith og Leo Strauss, som han alle kalder nostalgikere. Han omtaler stort set ikke Adorno, Horkheimer, Benjamin, Bloch og lignende. Han omtaler to steder Arendt ganske kort. Han omtaler dog postkolonial teori. Den eneste danske tænker, som han nævner, er Troels Nørager. De fire … Continue reading De tre skriver stort set ikke om intersektionalitet, Hannah Arendt, queer studies, postkolonialisme, critical race theory. Samtalen med fortidens tyske tænkere vedligeholdes. Men hvor længe vil den kanon vare, når the canon busters får deres professorater? Amerikansk teori vinder frem overalt. Tysk læses af færre og færre. Amerikansk popmusik og popkultur er i dag nutidens universelle sprog og vor tids version af middelalderens kirkelatin. Pop er langue, og teori er parole.23Allen Thiher, Words in Reflection: Modern Language Theory and Postmodern Fiction (Chicago: University of Chicago Press, 1984), 56. I Mithu Sanyals morsomme campusroman Identitti hedder en af hovedpersonerne Saraswati, er litteraturprofessor, og hendes nyeste bog hedder PopPostkolonialismus. “Saraswati ist Pop”, læser vi.24Mithu Sanyal, Identitti (München: Carl Hanser Verlag, 2021), 18. Romanen giver et fint indblik i teoriens status i tysk universitetsliv, der har indoptaget amerikansk jargon, og som ligner dansk universitetsliv. Sanyal er selv ikke meget for Habermas, for, som hun siger, der er jo mange slags argumenter, og hvem afgør, hvad det bedste er?
| 1. | Bogen var bestilt af Cambridge University Press og kom på engelsk i 1984. Den tyske er fra 1983 og kom på Suhrkamp, Frankfurt am Main. |
| 2. | Band 43/Heft 1/2. Der er i det nummer en oversigt over filosofisk litteratur (Literatur blev omdøbt til Schrifttum i NS-staten) udgivet fra 1939–1942. Jeg har ikke talt udgivelserne, men der er 17 sider med filosofiske værker fra perioden. Der er ingen værker deri af Heidegger. Der er tyve sider med anmeldelser af nye filosofiske værker, bl.a. om Kierkegaard. |
| 3. | Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1986. |
| 4. | Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1988. |
| 5. | Således beskriver Predrag Cicovacki ham i The Analysis of Wonder: An Introduction to the Philosophy of Nicolai Hartmann (New York: Bloomsbury Academic, 2014), 1. |
| 6. | Sådan sammenfattede K.E. Løgstrup nykantianismens erkendelsesteori, og Hartmann gjorde det samme. Løgstrup havde læst Hartmann grundigt. |
| 7. | Se Jean Grodin, Hans-Georg Gadamer: Eine Biographie (München: Mohr-Siebeck, 2000). |
| 8. | Systematische Philosophie, udgivet af Nicolai Hartmann (Stuttgart/Berlin: W. Kohlhammer Verlag, 1942). Hartmann skriver i sit forord, at filosofien ikke længere bygger spekulative systemer. Jorden ryster under os, det gamle styrter ned, og nye skridt bliver mulige. Man skal finde “neue Ansätze” og “neue Methoden”. |
| 9. | Efter alt at dømme har Habermas ikke vidst, at Hans Lipps havde været medlem af SS. Habermas anmeldte en Lipps-udgivelse i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1954. |
| 10. | Oplysninger om konferencen findes hos Christian Tilitzki, Die Deutsche Universitätsphilosophie in der Weimarer Republik und im Dritten Reich (Berlin: Akademie Verlag, 2002), 955ff. |
| 11. | Heidegger bedømte ham negativt til en stilling i Marburg efter 1935. Heidegger foretrak sine egne elever: Gadamer og Bröcker. |
| 12. | Driesch er ved at få en renæssance i USA i teorierne om “vibrant matter”. Jeg tænker på Jane Bennett, Vibrant Matter: A Political Ecology of Things. Og Bruno Latour minder vel også om Driesch. |
| 13. | Jeg tror ikke, Brates bemærker den slags, for det er først noget, man er blevet interesseret i i dag. I Hannover har racismebustere fjernet Alexis-Carrel-Strasse. Ingen racister i deres gader. Sådan gør man i Tyskland, og det efterligner de i USA. Heidegger, Richard Strauss, Carl von Linné, Hindenburg og gader med deres navne forsvinder også og sendes ned i dødsriget sammen med Adolf Hitler- og Stalin-alleer, hvorfra de kan genopstå via Google. |
| 14. | Georg Bates, Du und die Philosophie. Eine moderne Weltweisheit für jedermann (Berlin: Ullstein, 1952), 227. |
| 15. | Dieter Henrich, Ins Denken ziehen. Eine philosophische Autobiographie (München: C.H. Beck, 2021), 79. |
| 16. | Philip Felsch, Der lange Sommer der Theorie, Geschichte einer Revolte 1960–1990 (München: C.H. Beck, 2015). Jeg vil tilføje, at Dieter Henrich har en noget anden historie om teorien end Felsch. Se også Henrich, Ins Denken ziehen, 138. |
| 17. | Rothacker henviser til mange andre nationalsocialistiske tænkere. Rothacker havde udgivet den engelsk psykolog W. McDouglas’ skrifter i Tyskland og Rothacker henviser til ham, hvad mange gjorde. McDouglas’ værker udgives endnu. Han var eugeniker og racetænker, så derfor gled han ud af den psykologiske kanon efter krigen – det er i al fald mit indtryk. |
| 18. | Heidegger kunne også så let som ingenting have slettet de få sider, hvor der står noget nedsættende om jøder fra sine Schwarze Hefter. Ingen ville have opdaget det. Jeg skriver en del om det i min Hytten og hæfterne. Historien om Heideggers Schwarze Hefte (København: U Press, 2018). |
| 19. | Det gjorde han ikke. Det var en joke, som Habermas’ kone kom med. |
| 20. | Titlen på Hartmut Rosas bog med undertitlen Eine Soziologie der Weltbeziehung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016). |
| 21. | Det skulle være et svar på, hvem der var Foucaults, Derridas og Deleuzes efterfølgere. Jeg vil ikke nævne dem alle, blot dem med en vis forbindelse til Danmark. Jean-Luc Marion blev introduceret af Peter Kemp. Jean-Luc Nancy er netop blevet oversat af Søren Gosvig Olsen. Jean Petitot har været i Danmark. Han betød meget for Frederik Stjernfelt og Kasper Nefer Olsen. Og så er der Bruno Latour, der er ret populær mange steder i Danmark, men som vel må siges at have lavet en kovending på det seneste. Han er vist nok blev faktatroende. |
| 22. | Habermas skriver kritisk om Carl Schmitt, Martin Heidegger, Karl Löwith og Leo Strauss, som han alle kalder nostalgikere. Han omtaler stort set ikke Adorno, Horkheimer, Benjamin, Bloch og lignende. Han omtaler to steder Arendt ganske kort. Han omtaler dog postkolonial teori. Den eneste danske tænker, som han nævner, er Troels Nørager. De fire mestertænkere, som Habermas tænker videre med, er Feuerbach, Marx, Kierkegaard og Peirce. |
| 23. | Allen Thiher, Words in Reflection: Modern Language Theory and Postmodern Fiction (Chicago: University of Chicago Press, 1984), 56. |
| 24. | Mithu Sanyal, Identitti (München: Carl Hanser Verlag, 2021), 18. |