Gemt og glemt: Syv små fortællinger om tysk filosofi efter 1933

Nyere tysk filo­so­fi­hi­sto­rie kan for­tæl­les sådan, at den begynd­te med Hegels død i 1831 og blev mid­ler­ti­digt afbrudt i 1933, da Hitler kom til mag­ten; at den først genop­stod i de to Tysklande efter 1945. Det var kon­cep­tet i Herbert Schnädelbachs Philosophie in Deutschland 1831–1933.1Bogen var bestilt af Cambridge University Press og kom på engelsk i 1984. Den tyske er fra 1983 og kom på Suhrkamp, Frankfurt am Main. Som om der ikke var filo­so­fi fra 1933–1945.

Men så sent som i 1944–45 blev der under­vist i filo­so­fi på uni­ver­si­te­ter­ne. Man kan her til­fø­je, at i 1943 var 83,6 pro­cent af alle stu­de­ren­de kvin­der på de huma­ni­sti­ske faku­l­te­ter. Hans-Georg Gadamer hav­de øvel­ser over “Kunst und Geschichte” i Leipzig, og Nicolai Hartmann under­vi­ste i Goethes vær­ker såvel som i den filo­so­fi­ske “Gehalt” i Wagners dra­ma­er. Gerhard Lehmann udgav sin sto­re Die Deutsche Philosophie der Gegenwart i 1943. Der udkom et num­mer af Kant-Studien.2Band 43/Heft 1/2. Der er i det num­mer en over­sigt over filo­so­fisk lit­te­ra­tur (Literatur blev omdøbt til Schrifttum i NS-sta­ten) udgi­vet fra 1939–1942. Jeg har ikke talt udgi­vel­ser­ne, men der er 17 sider med filo­so­fi­ske vær­ker fra peri­o­den. Der er ingen vær­ker deri af Heidegger. Der er tyve sider med anmel­del­ser af nye filo­so­fi­ske vær­ker, … Continue reading I 1942 tab­te Tyskland i Berlin til Sverige i fod­bold. Og helt ind­til 1942 blev der frem­stil­let Coca Cola i Tyskland. Det så helt “nor­malt” ud.

Man har også i socio­lo­gi­ens histo­rie stand­s­et ved 1933 for så at begyn­de igen i 1945, som om der ikke var socio­lo­gi i NS-tiden. Det var der. Det har Otthein Rammstedt beskre­vet i Deutsche Soziologie 1933–19453Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1986. med den sigen­de under­ti­tel: “Die Normalität der Anpassung”. Et andet felt, psy­ko­lo­gi­en, blev fak­tisk styr­ket og pro­fes­sio­na­li­se­ret fra 1933–1945. Den fik til­ført fle­re resur­ser. Den blev fri­gjort fra filo­so­fi­en. Det skri­ver Ulfried Geuter om i Die Professionalisierung der deut­schen Psychologie im Nationalsozialismus.4Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1988. Sådan var det: Videnskaben, kun­sten og filo­so­fi­en til­pas­se­de sig.

De føl­gen­de syv små for­tæl­lin­ger for­tæl­ler om gli­den­de over­gan­ge i tysk filo­so­fi, fra 1933 frem til i dag, med inter­es­se for, hvem der for­svandt, og hvem der leve­de vide­re i uni­ver­si­tets­ver­de­nen.

Nicolai Hartmann: “a for­got­ten giant”5Således beskri­ver Predrag Cicovacki ham i The Analysis of Wonder: An Introduction to the Philosophy of Nicolai Hartmann (New York: Bloomsbury Academic, 2014), 1.

Hvorfor for­svandt Nicolai Hartmann (1882–1950) ud af den filo­so­fi­ske kanon? Han var en af de før­en­de filo­sof­fer i 1930’erne, men efter 1950 gled han ud. Kan man mon for­kla­re den slags? Husserl, Heidegger, Horkheimer, Adorno, Arendt, Benjamin for­svandt ikke. Hartmann opret­hol­des ikke af et filo­so­fisk for­tolk­nings­fæl­les­skab. Hvorfor ikke? Var det på grund af kva­li­te­ten af hans tænk­ning? Blev den uak­tu­el? Den såkald­te Wertethik, som han og Max Scheler bed­rev, siger man, for­svandt efter 1933, og den vend­te ikke til­ba­ge efter 1945, hvil­ket bl.a. skyld­tes eksi­stens­fi­lo­so­fi­en. Jeg skal ikke gøre mere ud af Hartmanns for­svin­den, men kun til­slut­te mig Max Webers udsagn om, at det er til­fæl­digt, hvem der får en for­sker­stil­ling på et uni­ver­si­tet, og at det altid er den næst­bed­ste, der bli­ver ansat. Det er til­fæl­digt, hvem der glem­mes.

Nicolai Hartmann var på sin egen måde hævet over poli­ti­ske for­skel­le. “Distanz zum Aktuellen” var hans meto­de. Han over­le­ve­de omvælt­nin­ger i Rusland, Kejsertiden, revo­lu­tio­nen 1918, Weimar-repu­blik­ken, NS-tiden og efter­krig­sti­den. Han var tysk­bal­ter, blev født i Riga, tal­te og læste rus­sisk og gik som rus­se­re sent i seng. Han begynd­te som nykan­ti­a­ner i Marburg. Han delt­og som sol­dat (tolk bl.a.) i Første Verdenskrig, blev pro­fes­sor Marburg i 1919, hvor han blev kol­le­ga med Heidegger, og de var i begyn­del­sen gode ven­ner. Så ind­t­rå­d­te hvad man kald­te “den meta­fy­si­ske ven­ding”. Det ske­te med Hartmanns Grundzüge einer Metaphysik der Erkenntnis (1921). Hartmann og Heidegger blev onto­lo­ger, ungre­a­li­ster, og der­ef­ter blev de uven­ner. Hartmann hav­de nu gjort op med nykan­ti­a­nis­mens “tese” om, at erken­del­se er skabelse.6Sådan sam­men­fat­te­de K.E. Løgstrup nykan­ti­a­nis­mens erken­del­ses­te­o­ri, og Hartmann gjor­de det sam­me. Løgstrup hav­de læst Hartmann grundigt. Han blev anti­kon­struk­ti­vist. Han slap ud af nykan­ti­a­nis­men ved hjælp af fæno­meno­lo­gi­en, og så gjor­de han op med fæno­meno­lo­gi­en ved hjælp af en afbild­nings­te­o­ri. Hartmann er kendt for sine fire lag (Schichtenbau), som vir­ke­lig­he­den består af: anor­ga­nisk, orga­nisk, men­tal og ånde­lig, hvor det lave­ste lag er det stær­ke­ste, det øver­ste det sva­ge­ste, det lave­ste er det fat­tig­ste og det øver­ste det rige­ste, men det ånde­li­ge kan ikke eksi­ste­re uden de tre lag under sig. Sådan slap han ud af dua­lis­mer (ånd-mate­rie osv.).

Hans-Georg Gadamer gik til Hartmanns under­vis­ning og blev næsten hans sted­s­øn; han fik Hartmanns Max Scheler-inspi­re­re­de Ethik (1926) med de man­ge dia­gram­mer over­rakt på et mar­mor­bord på en café i Marburg. Hartmann teg­ne­de på tav­len, når han under­vi­ste, og det blev opfat­tet som pop­pet. Som om ord ikke var nok. Han boe­de i et lil­le koldt hus, hvor han sad i en bade­kå­be med var­me­dunk og røg pibe. Han hav­de dog ofte sel­ska­ber, og de vare­de til langt ud på nat­ten. Han var også en damer­nes ven. Så hav­de han en enorm Zeiss-kik­kert og var ama­tøra­stro­nom. Gadamer men­te, at der var noget overjor­disk over Hartmanns evi­ge vær­di­er, som Gadamer hen­te­de ned i verden.7Se Jean Grodin, Hans-Georg Gadamer: Eine Biographie (München: Mohr-Siebeck, 2000). Gadamer flyt­te­de sene­re ind i Hartmanns hus.

Hartmann blev pro­fes­sor i Köln i 1925. Kikkerten flyt­te­de med, og der dan­ne­des en lil­le Köln-cir­kel: Hartmann, Max Scheler og Helmuth Plessner. De udvik­le­de sam­men en filo­so­fisk antro­po­lo­gi hin­si­des mod­sæt­nin­gen mel­lem natu­ra­lis­me (Darwin) og ide­a­lis­me (Eucken). Scheler og Plessner blev snart uven­ner. Scheler ankla­ge­de Plessner for plagi­at, hvil­ket ska­de­de Plessners kar­ri­e­re. Scheler døde plud­se­ligt, og Plessner måt­te for­la­de Tyskland i 1933. Cirklen var opløst. Efter Köln blev Hartmann i 1931 pro­fes­sor i Berlin. Han fik den stil­ling, der var ble­vet vakant efter Ernst Troeltschs’ død i 1923. Familien (og den nye kone) boe­de i Potsdam-Babelsberg, som den­gang var langt uden for byen, og han måt­te tage S‑Bahn ind til Humboldt-uni­ver­si­te­tet. Det var lidt mere besvær­ligt end i dag.

I maj 1942 blev der afholdt en kon­fe­ren­ce i Berlin.8Systematische Philosophie, udgi­vet af Nicolai Hartmann (Stuttgart/Berlin: W. Kohlhammer Verlag, 1942). Hartmann skri­ver i sit for­ord, at filo­so­fi­en ikke læn­ge­re byg­ger spe­ku­la­ti­ve syste­mer. Jorden ryster under os, det gam­le styr­ter ned, og nye skridt bli­ver muli­ge. Man skal fin­de “neue Ansätze” og “neue Methoden”. Den var et led i den såkald­te Aktion Ritterbusch, som var en del af de huma­ni­sti­ske fags krigsind­sats. Der var en til­sva­ren­de i Nürnberg, hvor tema­et var: “Hvad er det tyske ved tysk filo­so­fi?” På vis­se måder var kon­fe­ren­cen i Berlin et opgør med eksi­stens­fi­lo­so­fi­en, men man mær­ker ellers ikke, at kri­gen var i gang, og at Tyskland var natio­nalso­ci­a­li­stisk. De med­vir­ken­de var Arnold Gehlen om antro­po­lo­gi­en, Erich Rothacker om kul­tu­ran­tro­po­lo­gi­en, Hartmann selv om onto­lo­gi­en, Otto Friedrich Bollnow om eksi­stens­fi­lo­so­fi­en, Hartmanns ven Heinz Heimsoeth om histo­ri­e­fi­lo­so­fi og Hartmanns elev Hermann Wein om rela­ti­vis­men. Heidegger var ikke invi­te­ret. Alle på nær Hartmann var med­lem­mer af NSDAP; de fle­ste var med­lem­mer fra d. 1. maj 1933, og det var en mere eller min­dre sym­bolsk dato. Man skul­le være med­lem før 1. maj 1933 for at være ægte natio­nalso­ci­a­list. Hartmann skrev bl.a. om sprog­fi­lo­so­fi. Han sad under kri­gen i Berlin med stea­rin­lys, mens bom­ber­ne faldt, og skrev om æste­tik. Han blev Jürgen Habermas’ lærer i Göttingen, hvor Hartmann var til sin død i 1950. Hartmann fik hen­tet Wein til Göttingen som pro­fes­sor. Hermann Wein var Hartmanns næsten ene­ste elev efter kri­gen (sam­men med Wolfgang Harich i DDR), men Wein blev aldrig en mar­kant skik­kel­se. Den unge Habermas var hei­deg­ge­ri­a­ner, så Hartmann appel­le­re­de slet ikke til ham, men så gik det bed­re med Hermann Wein. Wein gjor­de Habermas opmærk­som på Hans Lipps (Løgstrups lærer i Göttingen), så Habermas blev en slags hermeneutiker.9Efter alt at døm­me har Habermas ikke vidst, at Hans Lipps hav­de været med­lem af SS. Habermas anmeld­te en Lipps-udgi­vel­se i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1954. Noget har Habermas og Løgstrup til­fæl­les. I Jürgen Habermas’ Auch eine Geschichte der Philosophie fra 2019 næv­nes Hartmann ikke.

Alfred Rosenbergs semi­nar for unge filo­sof­fer

I 1939 afholdt Alfred Baeumler og Alfred Rosenberg et træf for unge og kom­men­de filo­sof­fer (Nachwuchs) på Schloss Buderose, som lig­ger nær Guben ved flo­den Neisse i det nuvæ­ren­de Budoradz (Polen). Haus der deut­schen Frontdichter hed det.10Oplysninger om kon­fe­ren­cen fin­des hos Christian Tilitzki, Die Deutsche Universitätsphilosophie in der Weimarer Republik und im Dritten Reich (Berlin: Akademie Verlag, 2002), 955ff. Rosenberg blev født i Tallinn (Rival i det rus­si­ske Estland) i 1893 og hængt 1946. Han hav­de en lang kar­ri­e­re i par­ti­et og hav­de især at gøre med kunst og kul­tur. Han var leder af et alter­na­tivt uni­ver­si­tet, Institut zur Erforschung der Judenfrage. Han blev mini­ster for de besat­te områ­der i Øst. Alfred Rosenberg hav­de i sin tænk­ning efter­søgt noget, der var vir­ke­ligt i en ver­den, hvor myter og reli­gion og alle faste vær­di­er var for­s­vun­det. “Seelenlos, ent­göt­tert” var ver­den ble­vet. Verden var under­gan­gen nær. Og der var kun en sid­ste vir­ke­lig­hed til­ba­ge: Rasse. Racen var som fæno­men syn­lig, empi­risk, evi­dent, fak­tu­el, vir­ke­lig, gestal­tet og hin­si­des enhver kon­struk­tion. Racehistorien blev der­med en kri­tik af ver­dens­hi­sto­ri­en, hvor ikke klas­ser, men racer kæm­pe­de om mag­ten. Alfred Baeumler (1887–1968) var fra 1933 pro­fes­sor i “poli­tisk pæda­go­gik” ved uni­ver­si­te­tet i Berlin. Det var det pro­fes­sorat, Heidegger blev til­budt, men afslog. Baeumler skrev især om kan­ti­ansk æste­tik (Kritik der Urteilskraft var hans ynd­lings­skrift), men han skrev også om Kierkegaard og Nietzsche. Han var afde­lings­le­der i “Amt Rosenberg”. De to, Rosenberg og Baeumler, vil­le fin­de ud af, hvor­dan filo­sof­fer­nes hold­ning var til natio­nalso­ci­a­lis­men. Der blev ind­budt 30 per­so­ner, og Rosenberg var selv til ste­de ved kon­fe­ren­cen, der vare­de fra d. 12. til 19. marts. Der var en kam­me­rat­skabs­af­ten med ham en af afte­ner­ne. Af de 30 var kun 4 med­lem­mer af par­ti­et, og blandt arran­gø­rer­ne var Heinrich Härtle (1909–1986), som blev med­lem af NSDAP alle­re­de i 1927. Han skrev mest om Nietzsche og blev i 1939 afde­lings­le­der for den filo­so­fi­ske uddan­nel­se i Amt Rosenberg, hvor han aflø­ste Baeumler.

Der var fored­rag om livs­fi­lo­so­fi, Kant, Hegel, Nietszche, sand­heds­be­gre­bet, histo­ri­ci­tet, om Leibniz og andet. Og så om Nicolai Hartmanns onto­lo­gi. Intet om Husserl eller Heidegger. De dis­ku­te­re­de ivrigt, om der fand­tes et uni­ver­selt sand­heds­be­greb. Havde f.eks. tyske­re og jøder sam­me vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se? Deltagere var bl.a. Nietzsche-redak­tø­ren Karl Schlechta (hvis bibli­o­tek fin­des på Arts i Aarhus), Ernst Cassirer-ele­ven Joachim Ritter (der efter kri­gen redi­ge­re­de Historische Wörterbuch der Philosophie) og prag­ma­ti­sten Eduard Baumgarten. De tre blev NSDAP-med­lem­mer i 1937. Wilhelm Grebe var også med. Han var logi­ker og pri­vat­do­cent i Frankfurt og med­lem af NSDAP fra 1. maj 1933. Han hav­de lige­som så man­ge andre, f.eks. Adorno, habi­li­te­ret hos Hans Cornelius, var kol­le­ga med Adorno, og han hav­de været med­lem af det repu­bli­kan­ske Lehrerbund og tæt på SPD.11Heidegger bedøm­te ham nega­tivt til en stil­ling i Marburg efter 1935. Heidegger fore­trak sine egne ele­ver: Gadamer og Bröcker. Og så var der en af Heideggers ele­ver, Heinz L. Matzat. Han gik til Heideggers fore­læs­nin­ger om Augustins Confessiones i 1930–31, bl.a. sam­men med et par kvin­der, jeg ikke har kun­net fin­de oplys­nin­ger om: Gertrud Philipson og Rita Scmitz. Matzats fore­læs­nings­no­ter er beva­ret. Han gik også til Heideggers Phaidros-fore­læs­nin­ger i som­mer­se­me­stret 1932. I 1939 skrev han sin tred­je bog om Leibniz, som dog først blev udgi­vet i 1947. Matzat tak­ker i for­or­det Balduin Noll (1897–1964), som han hav­de gået til fore­læs­nin­ger sam­men med hos Heidegger i Freiburg. Matzat holdt i Buderose oplæg om Leibniz, og om Leibniz hav­de han dok­to­re­ret hos Heidegger. Matzat blev født i 1909 og blev assi­stent hos Hans Alfred Grunsky (1902–1988), der var pro­fes­sor ved Bayerische Ludwig-Maximillians-Universität München, med­lem af NSDAP siden 1930, anti­se­mit og sam­ar­bej­den­de med Rosenberg, og så sad han i rul­le­stol. Grunsky var en af Heideggers hår­de­ste kri­ti­ke­re. Matzat var ansat i Amt Rosenberg fra 1940, selv­om han hav­de gjort et dår­ligt ind­tryk på Buderose-semi­na­ret. Især Alfred Baeumler var imod ham. Dertil kom­mer at Heinrich Scholz (1884–1956), Augustin-for­sker fra Kiel, hav­de kri­ti­se­ret Matzats Leibniz-afhand­ling. Buderose-semi­na­ret blev en skuf­fel­se; der blev talt al for lidt om race, men­te Rosenberg og Baeumler. Man var ved at plan­læg­ge det nye rigs­u­ni­ver­si­tet i Posen (Poznan), og pla­nen var, at stil­lin­ger skul­le besæt­tes med natio­na­li­sti­ske bal­te­re. De lyk­ke­des hel­ler ikke. To Heidegger-ele­ver blev de nødt til at ansæt­te. Den ene var Walther Freymann og den anden Kurt Stavenhagen. Stavenhagen (1894–1951) hav­de skre­vet en bog, Heimat als Lebenssinn, men den blev kri­ti­se­ret, for­di den intet hav­de med om racer. Den var reelt en eksi­stens­fi­lo­so­fisk afhand­ling med (kri­ti­ske) hen­vis­nin­ger til både Karl Jaspers og Martin Heidegger. Walter Freymann var født i Estland, og han var næsten 60 år, da han blev ansat. Freymann hav­de læst både hos Husserl og Heidegger i begyn­del­sen af 1920’erne. Han vil­le befri Platon fra de nykan­ti­an­ske erken­del­ses­te­o­re­ti­ske bånd. På den måde kom Heidegger ad omve­je til Polen.

Efter kri­gen gik det del­ta­ger­ne i Buderose rime­ligt godt, hvis vi ser bort fra Alfred Rosenberg, der blev hængt, og Alfred Baeumler, der blev glemt. Wilhelm Grebe (1897–1946) nåe­de ikke at få nogen kar­ri­e­re. Karl Schlechta (1904–1985) blev pro­fes­sor i Darmstadt; Baumgarten (1989–1882), Max Webers nevø, blev til sidst pro­fes­sor i Mannheim. Marianne Weber og Karl Jaspers skrev anbe­fa­lin­ger til ham, da hans rol­le under kri­gen skul­le under­sø­ges. Han hav­de gode ven­ner. Joachim Ritter (1903–1974) gik det bedst. Der opstod en Ritter-sko­le efter kri­gen, og den var en kon­ser­va­tiv mod­pol til Frankfurterskolen. Joachim Ritter var først elev af Martin Heidegger, Heinz Heimsoeth og Erich Rothacker, men så skif­te­de han til Ernst Cassirer. Han var med i Davos, da Cassirer udkæm­pe­de et Kant-slag mod Heidegger og tab­te. Efter kri­gen blev Ritter pro­fes­sor i Münster. En af hans mere kend­te ele­ver er H.J. Sandkühler, der har for­talt, at de ikke kend­te noget til Ritters bru­ne for­tid, da de læste i 1960’erne. Man dis­ku­te­re­de ikke poli­tik med pro­fes­so­rer­ne; det sam­me var til­fæl­det i Bonn. Forskellen på de stu­de­ren­de i Münster og dem i Bonn var den, at dem i Münster dan­ne­de sko­le, mens dem i Bonn var indi­vi­du­a­li­ster.

Filosofikonferencen i Garmisch-Partenkirchen

I 1947 var der fra d. 2. til 8. sep­tem­ber filo­so­fi­kon­gres i Garmisch-Partenkirchen; den fore­gik på det nye råd­hus. Tyskland var besat. Der var på sin vis ikke et Tyskland end­nu. Der lig­ger end­nu i dag et kæm­pe­stort ame­ri­kansk mili­tæran­læg i byen, som vid­ner om besæt­tel­sen. Der kom filo­sof­fer og andre fra alle fire besæt­tel­ses­zo­ner til byen med den fine udsigt til bjer­ge­ne.

Var der mon nogen med, som hav­de været i Buderose? Kun en enkelt. Der var 167 med i alt. Der var ingen uden­land­ske del­ta­ge­re. Paul Menzer (1873–1960) var præ­si­dent for det filo­so­fi­ske sel­skab. Han var ble­vet genan­sat i Halle. Filosofiprofessor Fritz-Joachim von Rintelen (1898–1979) fra Mainz, hvor han var ble­vet ansat i 1946, var hove­d­ar­ran­gør, og der var tre tema­er: den teo­re­ti­ske filo­so­fis pro­ble­mer, pro­ble­met med Naturwissen og den prak­ti­ske filo­so­fis pro­ble­mer, især med hen­blik på antro­po­lo­gi­en. Det så jo ret uskyl­digt ud. Den helt domi­ne­ren­de figur var Nicolai Hartmann, kan vi kon­sta­te­re. I 1939 hav­de de jo også haft en ses­sion om ham. Det var i Garmisch-Partenkirchen, at ærke­kan­ti­a­ne­ren Julius Ebbinghaus kom med en ned­gø­ring af eksi­stens­fi­lo­so­fi­en. Han var den før­ste efter­krigs­rek­tor i Marburg. Det er inter­es­sant, at det tema, de dis­ku­te­re­de, og som var det vig­tig­ste, var kon­flik­ten mel­lem vita­lis­me og deter­mi­nis­me (meka­ni­se­ring). Vitalisten Hans Driesch spil­le­de end­nu en rol­le. Livsfilosofien var ikke helt væk. En af fored­rags­hol­der­ne var Adolf Meyer-Abich, holi­sten fra Hamburg, der åben­bart sta­dig hed Adolf. Han sag­de, at krop­pen er i sjæ­len, eller den ophæ­ves (auf­ge­ho­ben) i sjæ­len. Det var ham, der i sin tid ind­før­te ordet Holismus på tysk, og holis­men blev dyr­ket af især natio­nalso­ci­a­li­sti­ske læger, men leve­de vide­re efter kri­gen.

Willy Hellpach var med og tal­te om fæno­me­net Ideogonie, alt­så om, hvor­dan ide­er bli­ver til og vir­ker. Han var end­nu en kendt tæn­ker og gan­ske popu­lær efter kri­gen. Der var fored­rag om ret­tens onto­lo­gi. Historikeren, Heideggers ven, Gerhard Ritter delt­og. Der blev natur­lig­vis holdt fored­rag om Goethe. Filosoffen Hsiao (Paul Shiyi Xiao, 萧师毅) fra Peking kom med klo­ge ord fra Kongfutse. Han opholdt sig i Tyskland. Hsiao over­sat­te i 1946 sam­men med Heidegger taoi­sti­ske skrif­ter; Heideggers Weg er ren Tao. Kongressen slut­te­de med en ses­sion om eksi­stens­fi­lo­so­fi­en. Den blev repræ­sen­te­ret af Fritz-Joachim von Rintelen og Otto Friedrich Bollnow (1903–1991), to tid­li­ge­re par­ti­med­lem­mer. Der var en del kri­tik af eksi­stens­fi­lo­so­fi­en, og der kom også en kri­tik af Bollnows udlæg­ning af den.

I 1950 døde Nicolai Hartmann, og der­ef­ter for­svandt han som nævnt ud af det filo­so­fi­ske for­tolk­nings­fæl­les­skab. Værdietikken (at der fin­des objek­ti­ve, sub­jek­tu­af­hæn­gi­ge vær­di­er) for­svandt med ham og blev i Tyskland vel kun repræ­sen­te­ret af Hans Leisegang. Årene der­ef­ter blev præ­get dels af marxis­me-leni­nis­men i DDR og dels af Frankfurterskolen (rød blok) og Ritterskolen (blå blok) i Forbundsrepublikken. Eksistensfilosofien udvan­dre­de til Frankrig. Og hvem lave­de et refe­rat af hele kon­gres­sen? Det gjor­de såmænd Heinz L. Matzat, Heidegger-ele­ven, der hav­de været med i Buderose, og sam­me Matzat anmeld­te Adorno og Horkheimers Dialektik der Aufklärung. Han blev sene­re frem­hæ­vet som en glemt tysk semio­ti­ker. Han skrev jo om Leibniz’ tegn­te­o­ri­er. Han enga­ge­re­de sig i vok­sen­pæ­da­go­gik og lig­nen­de.

Georg Brates’ kort­læg­ning af filo­so­fi­en efter kri­gen

Hvordan filo­so­fi­en så ud efter kri­gen, fik vi et glimt af i for­bin­del­se med filo­so­fi­kon­gres­sen i 1947. Nicolai Hartmann, Hans Driesch og eksi­sten­ti­a­lis­men var sta­dig popu­læ­re. Et andet ind­blik får vi med Georg Brates’ svar på filo­so­fi­ens sta­tus omkring 1950. Det gik vist ikke så godt for Georg Brates, der blev født i Wenisch-Buckow, som det hed, i Kreis Stolp. Bukowa hed­der den lil­le pol­ske by i dag. Han kom fra peri­fe­ri­en og drog mod stor­by­en og mod vest. Han måt­te fle­re gan­ge afbry­de sin uddan­nel­se, men han blev lit­te­rat og skrev dok­to­r­ar­bej­de om tysk barokdra­ma: Hauptprobleme der deut­schen Barockdramaturgie in ihrer ges­chi­cht­li­chen Entwicklung. Det var et popu­lært emne. Brates gik til emnet med et filo­so­fisk blik. Man opfat­te­de barok­ken som ægte tysk. Afhandlingen udkom i 1935. Walter Benjamin skrev også en bog om barokdra­ma, om det tyske sør­ge­spil: Ursprung des deut­schen Trauerspiels. Det var hans for­fej­l­e­de habi­li­ta­tions­for­søg. Den udkom i 1928. Den blev sko­le­dan­nen­de. Brates’ blev glemt, men Brates næv­ner ikke Benjamin. Bevidst? Det er svært at sige. Brates kom med i par­ti­et alle­re­de i 1931. Han læste i Greifswald og fik Hans Pichler som sin lærer og skrev habi­li­ta­tion om gyl­dig­heds­pro­ble­met (sand­heds­pro­ble­met), som han for­søg­te at for­bin­de med race. Brates vil­le vist ger­ne være ori­gi­nal, og det går sjæl­dent godt, når man vil det.

Hans Pichler og Heinz Heimsoeth (ude­frakom­men­de bedøm­mer) god­kend­te afhand­lin­gen, andre var skep­ti­ske, men sådan er det jo. Han blev NS-Schulungsleiter og i 1942 docent i Greifswald, og så sent som i 1944 holdt han fore­læs­nin­ger om Nietzsches Wille zur Macht. Han blev ikke reha­bi­li­te­ret efter kri­gen, dvs. man må have bedømt ham hårdt. Han snød med sit par­ti­med­lem­skab og sag­de, at han først blev med­lem i 1933, og det betød jo ikke meget, men han var som sagt alle­re­de med­lem fra 1931, og så var det alvor­ligt. Hvad der ske­te med ham sene­re, har jeg ikke kun­net fin­de ud af. Han end­te efter kri­gen i den sov­je­ti­ske zone, men i 1952 udgav han på Ullstein i Vestberlin en meget velskre­vet, mor­som popu­lær­vi­den­ska­be­lig filo­so­fi­hi­sto­rie: Du und die Philosophie. Eine moder­ne Weltweisheit für jeder­mann med teg­nin­ger af gra­fi­ke­ren og kri­mi­for­fat­te­ren Ottomar Starke. En art Sofies ver­den for voks­ne. Brates skri­ver til et “du”, som han tager med på en filo­so­fisk rej­se. Bogen ind­fan­ger tiden filo­so­fisk. Eller gør den? Filosofi som moder­ne ver­dens­vis­dom for enhver? Lad os først se på, hvem der sta­dig er med. Stort set alle spor af NS-tiden er bor­te. Heller ikke hans lære­re Hans Pichler eller Hermann Schwarz fra Greifswald er med. Brates’ bog er tema­tisk og delt i næsten tre “kri­tik­ker”: 1) sand­hed og vild­fa­rel­se (Irrtum), 2) ver­den og Gud og 3) væren og mening (Sinn). Hvad kan vi vide, hvad skal vi tro, hvad er menin­gen? Løsningen fin­der han hos Nicolai Hartmann, men også et par andre. Det frem­går, at Brates er (ble­vet) holist.

Der er så man­ge under­hol­den­de pas­sa­ger i bogen, som jeg ikke kan gen­gi­ve her: f.eks. den bio­lo­gi­ske kan­ni­ba­lis­me – at vi lever af lave­re­stå­en­des lig – eller histo­ri­en om ber­li­ner-natur­for­ske­ren Helmholtz (1821–1894), der men­te, at øjet er et så fejl­be­hæf­tet appa­rat, at hvis en af hans assi­sten­ter en dag kom ind på labo­ra­to­ri­et med et så dår­ligt kon­stru­e­ret appa­rat som øjet, vil­le han straks fyre ham. Det er godt, at alle dem, der hele tiden præ­di­ker, at vi skal san­se dit og dat, får den slags anek­do­ter. Brates slut­ter med en for­so­ning mel­lem natur­vi­den­skab og filo­so­fi. Mennesket er ikke slut­punk­tet på en udvik­ling, men begyn­del­sen til noget mere og høje­re. Og net­op her kom­mer der fle­re ting frem, som ikke læn­ge­re er gængse eller gang­ba­re. Han hen­vi­ser til tæn­ke­re, som vi ikke i dag for­bin­der ret meget med, men som er bro­byg­ge­re mel­lem natur­vi­den­skab og ånds­vi­den­skab, eller som vi har glemt. Sådan næsten da. Alexis Carrel, Richard Woltereck, Jan Christiaan Smuts og Kurt Breysig. Det er dem, han afslut­ter med. De er, går jeg ud fra, ret ukend­te nav­ne for man­ge. Jeg vil dog næv­ne, at i Erich Rothackers Die Schichten der Persönlichkeit, der udkom før­ste gang i 1939, og som blev genud­gi­vet i 1947 i en “for­bed­ret” udga­ve, figu­re­rer både Carrel og Woltereck. Carrell spil­le­de også en stor rol­le i Arnold Gehlens klas­si­ker Der Mench, sei­ne Natur und sei­ne Stellung in der Welt fra 1940. Carrel ind­gik i man­ge dis­kus­sio­ner, men er i dag helt bor­te.

Det er de holi­sti­ske viden­skabs­mænd fra Weimar-tiden, der duk­ker op hos Brates. Siden 1971 er der fore­gå­et en spæn­den­de dis­kus­sion net­op om dem. Jeg kan ikke udfol­de det her, men jeg tæn­ker på den berøm­te Forman-tese. Paul Forman udgav i 1971 et hoved­værk inden for viden­so­cio­lo­gi­en: Weimar Culture, Causality and Quantum Theory 1918–1927. Tesen går meget kort sagt ud på, at natur­vi­den­ska­ben er bestemt af den kul­tu­rel­le kon­tekst. Ligesom der fin­des tysk lit­te­ra­tur, er der en tysk viden­skab. Videnskaben er ikke hævet over kon­tek­sten. Hvad var kon­tek­sten? Et bredt anlagt opgør med ratio­na­li­tet, kaus­a­li­tet, mate­ri­a­lis­me, darwi­nis­me, posi­ti­vis­me og deter­mi­nis­me. Weimar-kul­tu­ren var kaus­a­li­tets­fjendt­lig, og viden­ska­ben til­pas­se­de sig kul­tu­ren. Det var kvan­te­me­ka­nik­ken Formans eksem­pel på. Det sam­me er Brates’ eksemp­ler, skønt han natur­lig­vis ikke kun­ne tæn­ke sådan som Forman. Derfor spil­ler og spil­le­de net­op Hans Driesch en stor rolle.12Driesch er ved at få en renæs­san­ce i USA i teo­ri­er­ne om “vibrant mat­ter”. Jeg tæn­ker på Jane Bennett, Vibrant Matter: A Political Ecology of Things. Og Bruno Latour min­der vel også om Driesch. Og som jeg nævn­te, var deter­mi­nis­me-tema­et i 1947 på filo­so­fi­kon­gres­sen. Først næv­ner Brates lægen Alexis Carrel (1873–1944), Nobelpristageren, og ham der er ophav til trans­plan­ta­tio­ner og meget andet kirur­gisk, men han var kato­lik, tro­e­de på mirak­ler, måt­te for­la­de Frankrig, og han skrev også en bog om men­ne­sket som det ukend­te væsen. Den kom først på fransk i 1935, L’homme cet incon­nu, og kort efter på tysk. Carrel var euge­ni­ker, gik ind for at udryd­de de dum­me, men­te kvin­der var dum­me­re end mænd, at hvi­de var klo­ge­re end sor­te osv.13Jeg tror ikke, Brates bemær­ker den slags, for det er først noget, man er ble­vet inter­es­se­ret i i dag. I Hannover har racis­me­buste­re fjer­net Alexis-Carrel-Strasse. Ingen raci­ster i deres gader. Sådan gør man i Tyskland, og det efter­lig­ner de i USA. Heidegger, Richard Strauss, Carl von Linné, Hindenburg og gader med deres nav­ne for­svin­der også og sen­des ned i … Continue reading Den næste var den pol­ske bio­log Richard Woltereck (1877–1944). Han udgav sam­men med Hermann Hesse et tids­skrift. Woltereck udgav bogen Philosophie als leben­di­gen Wirklichkeit (1932). Han var anti­ma­te­ri­a­list, anti­darwi­nist, holist og øko­log. Mennesket er ikke afslut­nin­gen, men begyn­del­sen på en psy­kisk-ånde­lig udvik­ling. Den soma­ti­ske epo­ke er til ende, men ikke den ånde­li­ge. Jeg nævn­te Forman-tesen, for­di net­op Woltereck i dag læses i for­hold til den. Han til­pas­se­de såle­des bio­lo­gi­en til Weimar-kul­tu­ren. Der var tale om en “ana­mor­fisk” livs­hi­sto­rie, som ikke kan for­kla­res kaus­alt. Brates frem­hæ­ver også Jan Christiaan Smuts’ Holism and Evolution, og Smuts (1870–1950) var jo Sydafrikansk pre­mi­er­mi­ni­ster, gene­ral og meget andet. Og som den sid­ste næv­ner han den mær­ke­li­ge histo­ri­ker Kurt Breysig (1866–1940), der skrev bl.a. Der Werdegang der Menschheit vom Naturgeschehen zum Geistesgeschehen (1935). Walter Benjamin var, mens han læste i Berlin, også fasci­ne­ret af Breysig. Den nye holis­me blev ikke frem­ti­dens filo­so­fi i Tyskland. Det ved vi nu.

Brates laver også en histo­risk over­sigt over filo­so­fi­er, der føl­ger efter hin­an­den: posi­ti­vis­me, rea­lis­me, nyi­de­a­lis­me, nykan­ti­a­nis­me, prag­ma­tis­me, livs­fi­lo­so­fi, fæno­meno­lo­gi, vita­lis­me, Hartmann og eksi­stens­fi­lo­so­fi. Intet nyt var kom­met til omkring 1950. Der er et kapi­tel om eksi­stens­fi­lo­so­fi­en, der var “tidens filo­so­fi”, som han siger i cita­tions­tegn, men ikke Brates’. Han næv­ner Jaspers, Heidegger og Sartre. Det er en af de mest under­hol­den­de tek­ster om eksi­sten­ti­a­lis­men, jeg ken­der: “Schwindel am Abgrund” hed­der det. Eksistensfilosofi er meta­fy­sik og ikke-meta­fy­sik, den er “die Metaphysik des Nichts”. Vi ved mere, end vi er bevid­ste om. Vores selv ken­der til sin In-der-Welt-Sein som en Einsamsein.14Georg Bates, Du und die Philosophie. Eine moder­ne Weltweisheit für jeder­mann (Berlin: Ullstein, 1952), 227. Nu vil jeg ikke gen­gi­ve den­ne her­li­ge bog, den er kun med for at fin­de ud af, hvem der set fra Brates’ syns­punkt var de før­en­de filo­sof­fer i 1952. Der er bil­le­der i bogen: af Rudolf Eucken, Hans Driesch og Nicolai Hartmann. Bogen slut­ter med Hartmanns tan­ker. Max Horkheimer, Walter Benjamin, Ernst Bloch, Herbert Marcuse og lig­nen­de eksi­ste­re­de til­sy­ne­la­den­de ikke for Brates end­nu. Hvordan det gik Brates, ved jeg ikke, men han blev glemt.

Adorno ven­der hjem

Institut für Sozialforschung blev opret­tet d. 22. juni 1924 på Viktoria-Alee 17 i Frankfurt som et marxi­stisk forsk­nings­in­sti­tut. Den før­ste leder var austro-marxi­sten Carl Grünger; Max Horkheimer over­tog i 1930, men efter 1933 rej­ste de fle­ste til USA. Det soci­a­li­sti­ske England modt­og den hvi­de revo­lu­tion, dvs. de tyske høj­re­o­ri­en­te­re­de, mens alle marxi­ster­ne tog til Californien. Underligt nok. I efter­å­ret 1949 sej­le­de Theodor W. Adorno med the Queen Elizabeth fra USA til Tyskland efter 15 år i eksil. Den unge filo­so­fistu­de­ren­de Dieter Henrich mener, at han var den før­ste, der mød­te Adorno. Han kom direk­te fra luft­hav­nen og ind på det filo­so­fi­ske bibli­o­tek og sag­de: “Guten Tag. Ich bin Adorno. Kennen Sie mich?”. Det gjor­de den 22-åri­ge Henrich hel­dig­vis. “Ach Herr Professor!” “Hvorfra ken­der De mig?” “Aus Die Entstehung des Doktor Faustus”. Adorno vid­ste slet ikke, at hans bøger ikke var til at få på det tids­punkt. Henrich gik til Adornos fore­læs­nin­ger om dia­lek­tik og var alt andet end begejstret.15Dieter Henrich, Ins Denken zie­hen. Eine phi­los­op­hi­s­che Autobiographie (München: C.H. Beck, 2021), 79. Adorno kun­ne ikke und­væ­re Tyskland og men­te, at man kun kun­ne filo­so­fe­re på tysk. Adornos Minima Moralia blev de unges bibel: For den intel­lek­tu­el­le er ensom­hed den ene­ste form, hvori han for­mår at beva­re soli­da­ri­tet. Men så i 1970 sam­le­des Peter Gente, hans kone og ven­ner i et tomt loka­le i Berlin-Steglitz, og der udgav de den før­ste bog i en lang serie. Merve Verlag var ble­vet til. Og den før­ste bog, som de udgav, var Wie sol­len wir ‘Das Kapital’ lesen? af Louis Althusser. Peter Gente besøg­te Carl Schmitt nede i Sauerland. Hermed ind­led­tes, som Philipp Felsch har kort­lagt det så fint, Der lan­ge Sommer der Theorie – 1960–1990.16Philip Felsch, Der lan­ge Sommer der Theorie, Geschichte einer Revolte 1960–1990 (München: C.H. Beck, 2015). Jeg vil til­fø­je, at Dieter Henrich har en noget anden histo­rie om teo­ri­en end Felsch. Se også Henrich, Ins Denken zie­hen, 138. Omkring 1990 var det slut med teo­ri­en. Muren faldt. Historien gik i stå. En ny tid var begyndt. Dog skal man kor­ri­ge­re lidt, hvad angår teo­ri­ens død: Fra 1964 og fre­m­ef­ter udkom på Suhrkamp for­la­get den såkald­te Theorie-Reihe, som Dieter Henrich, Jürgen Habermas, Hans Blumenberg og Jacob Taubes udvik­le­de. Taubes var lige­som Peter Gente en Carl Schmitt-beun­drer. Begrebet Theorie var på det tids­punkt nyt inden for huma­ni­o­ra i Tyskland og vel også i Danmark. Formålet var at give huma­ni­sti­ske viden­ska­ber et teo­re­tisk grund­lag. I dag er det slut, og alle kal­des “teo­re­ti­ke­re”, og de stu­de­ren­de får besked på, at de skal have “teo­ri” med. Det fæno­men hed­der post-the­ory.

Seddelslugeren Habermas

Erich Rothacker (1888–1965) blev i Bonn Habermas’ og Karl-Otto Apels Doktorvater. Jeg næv­ner ham her, for­di hans oven­for omtal­te Die Schichten der Persönlichkeit blev genud­gi­vet i 1947. Der var fjer­net vis­se ting fra 1941-udga­ven, men slet ikke alt eller alle. Det bemær­kel­ses­vær­di­ge er, at Rothacker bl.a. hen­vi­ser til og cite­rer Max de Crinis (1899–1945). Han var psy­ki­a­ter, og han hav­de været med­vir­ken­de til utal­li­ge men­ne­ske­for­søg. Han og konen begik selv­mord i 1945. Han var en fana­tisk jøde­ha­der, vir­ke­de i for­skel­li­ge KZ-lej­re, var med i SS osv. Hvad har man mon tænkt, når man så hans navn så kort tid efter krigen?17Rothacker hen­vi­ser til man­ge andre natio­nalso­ci­a­li­sti­ske tæn­ke­re. Rothacker hav­de udgi­vet den engelsk psy­ko­log W. McDouglas’ skrif­ter i Tyskland og Rothacker hen­vi­ser til ham, hvad man­ge gjor­de. McDouglas’ vær­ker udgi­ves end­nu. Han var euge­ni­ker og race­tæn­ker, så der­for gled han ud af den psy­ko­lo­gi­ske kanon efter kri­gen – … Continue reading Har man ikke kendt til ham? Det kan være, men Rothacker har vel kendt til ham? Der ske­te det, at da Martin Heidegger i 1953 genud­gav Einleitung in die Metaphysik, våg­ne­de Habermas af sin eksi­stens­fi­lo­so­fi­ske slum­mer. Han angreb Heidegger, for­di noget ikke var slet­tet i tek­sten, nem­lig udsag­net om natio­nalso­ci­a­lis­mens stor­hed. Heidegger kun­ne have slet­tet det, sådan som Rothacker gjor­de i sine bøger, men Heidegger lod det stå.18Heidegger kun­ne også så let som ingen­ting have slet­tet de få sider, hvor der står noget ned­sæt­ten­de om jøder fra sine Schwarze Hefter. Ingen vil­le have opda­get det. Jeg skri­ver en del om det i min Hytten og hæf­ter­ne. Historien om Heideggers Schwarze Hefte (København: U Press, 2018). Gad vide om Habermas’ angreb på den fra­væ­ren­de Heidegger ikke var et indi­rek­te angreb på de to eks­na­zi­pro­fes­so­rer i Bonn, Erich Rothacker og Oskar Becker (1889–1964)?

I mit eksem­plar af histo­ri­ke­ren Joachim Fests erin­drin­ger, Ich Nicht, er noget fjer­net. Jürgen Habermas fik det fjer­net. Min udga­ve er fra 2006, men 6. udga­ve desvær­re. I den før­ste var det ikke fjer­net. Det er en lil­le anek­do­te om Jürgen Habermas, som er fjer­net: Habermas var som dreng med i Jungvolk og i Hitlerjugend. På det tids­punkt skal han have skre­vet en sed­del, hvor han til­slut­ter sig nazis­men. Hans barn­doms­ven, histo­ri­ke­ren Hans-Ulrich Wehler, som også var med i Hitlerjugend, gem­mer sed­len. Mange år sene­re kom­mer de til en mid­dag hos Habermas og Ute til at snak­ke om den. Wehler har gemt den og giver den til Habermas, som slu­ger den.19Det gjor­de han ikke. Det var en joke, som Habermas’ kone kom med. Det før­te til en kon­tro­vers om der ver­s­chluck­te Zettel eller Habermas som Zettelvertilger. Det lyk­ke­des Habermas at få pas­sa­gen fjer­net fra bogen. Og kort efter døde Joachim Fest. Fest vok­se­de op i en anti­na­zi­stisk fami­lie, mens Habermas’ far var med­lem af NSDAP. Ernst Habermas kom i fængsel efter kri­gen og blev klas­si­fi­ce­ret som Mitläufer lige­som Heidegger. Fests og Habermas’ opvækst har været meget for­skel­lig. Fest blev ind­kaldt i 1944 og sad efter kri­gen to år i ame­ri­kansk fan­gen­skab. Og deres histo­ri­er kan næp­pe sam­men­lig­nes med Luhmanns. Han blev født i 1927 og var blandt de unge, der blev ind­kaldt til kri­gen. En sko­le­kam­me­rat stod ved siden af ham, da kam­me­ra­ten blev ramt af en hånd­gra­nat og sprængt i tusind styk­ker, så Luhmanns teo­ri – den socio­lo­gi­ske oplys­ning – går ud fra, at et men­ne­ske plud­se­lig ikke læn­ge­re er der.

Fest ken­des bedst for sin Hitler-bio­gra­fi fra 1973. Fest var fasci­ne­ret af Hitler, og et af hans kon­tro­ver­si­el­le udsagn var, at hvis Hitler var ble­vet myr­det i 1938, vil­le han i dag reg­nes for en stor stats­mand, der som ung lave­de nog­le fejl. Mange så Fests bemærk­ning om Habermas som en hævn, for der hav­de været end­nu en histo­ri­ker­strid mel­lem Habermas og en ræk­ke histo­ri­ke­re, bl.a. Joachim Fest og Ernst Nolte. Striden udlø­stes af Nolte i Frankfurter Allgemeine Zeitung i juni 1986. Nolte argu­men­te­re­de for, at Gulag var vær­re end – og en for­lø­ber for – KZ-lej­re­ne. Man bur­de læg­ge for­ti­den bag sig og ind­le­de en ny, fri debat. Habermas greb ind; han fryg­te­de, at de natio­nal­kon­ser­va­ti­ve (de duk­ker altid op) skul­le over­ta­ge debat­ten. Jeg bli­ver lidt ved anek­do­ter­ne om Habermas. D. 1. april 1995 kun­ne man i feu­il­le­to­nen i Frankfurter Allgemeine Zeitung læse, at Habermas debu­te­re­de som roman­for­fat­ter med roma­nen Über die Berge. Den var inspi­re­ret af Gustav Freytag, Christa Wolf og den sene Karl Popper, og den blev skre­vet på en bon­de­gård på Bornholm.

De tre vise, hvi­de mænd

Jürgen Habermas, Hartmut Rosa og Peter Sloterdijk er de vig­tig­ste nule­ven­de tyske tæn­ke­re, og Sloterdijk er den, der er mindst kendt i Danmark. Filosoffer er de vel hel­ler ikke i streng for­stand. Sloterdijk har ophæ­vet gen­re­for­skel­len mel­lem lit­te­ra­tur og filo­so­fi, og det er den for­skel, Habermas står Wacht am Main om. Habermas er sta­dig aktiv med de to sto­re blå bind om tro og viden: Auch eine Geschichte der Philosophie. Sloterdijk er flyt­tet fra Karlsruhe til Berlin og skri­ver en bog om året. Hartmut Rosa er lige­så popu­lær nede i Jena, hvor han er pro­fes­sor, som Bruno Bauch var i sin tid, og hvor folk rej­ser til, og nu har Svend Brinkmann fået læst om reso­nans,20Titlen på Hartmut Rosas bog med under­tit­len Eine Soziologie der Weltbeziehung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016). så nu bli­ver Rosa end­nu mere læst. Han har besøgt Danmark fle­re gan­ge. Det har Habermas og Sloterdijk dog også.

I Frankrig for­søg­te Le maga­zi­ne lit­térai­re, om de kun­ne fin­de de 30 før­en­de tæn­ke­re. Francois Cusset udpe­ge­de i den for­bin­del­se en fransk “troïka cri­tique”, der alle tæn­ker i for­læn­gel­se af Louis Althusser: Alain Badiou, Étienne Balibar og Jacques Rancière, men de tre fran­ske næv­nes ikke hos Habermas og Rosa, Sloterdijk hen­vi­ser et par ste­der til dem.21Det skul­le være et svar på, hvem der var Foucaults, Derridas og Deleuzes efter­føl­ge­re. Jeg vil ikke næv­ne dem alle, blot dem med en vis for­bin­del­se til Danmark. Jean-Luc Marion blev intro­du­ce­ret af Peter Kemp. Jean-Luc Nancy er net­op ble­vet over­sat af Søren Gosvig Olsen. Jean Petitot har været i Danmark. Han betød meget for Frederik Stjernfelt og Kasper Nefer … Continue reading Der er natur­lig­vis en under­skov af filo­sof­fer ansat på de man­ge uni­ver­si­te­ter, og alle for­sø­ger de at kom­me frem, kom­me i fjern­sy­net eller soci­a­le medi­er og skri­ve i Philosophie Magazin. Neoeksistentialisten og nyre­a­li­sten Markus Gabriel er på vej frem og over­sat til dansk. Manfred Frank hører man ikke meget til. Dieter Henrich ken­des kun af filo­sof­fer. Wilhelm Schmid er en velskri­ven­de, fol­ke­lig filo­sof, der er god til at udnyt­te moder­ne medi­er. Schmid “lebt als frei­er Philosoph” i Berlin, og så er Richard David Precht overalt i medi­er­ne, og han har sådan set en fiks poin­te med, at vi ikke tror det, vi ved. Før tro­e­de vi, for­di vi ikke vid­ste.

Når man læser de tre først­nævn­te vis­mænd, slår det en, hvor intakt den filo­so­fi­ske kanon er. Den har over­le­vet to ver­denskri­ge. Den består end­nu af det, som i Nordamerika hed­der “DWEM” (Dead White European Males): Kant, Fichte, Hegel, Schelling, Kierkegaard, Marx, Nietzsche, Husserl, Heidegger, Jaspers, Adorno, Benjamin og vis­se andre.22Habermas skri­ver kri­tisk om Carl Schmitt, Martin Heidegger, Karl Löwith og Leo Strauss, som han alle kal­der nostal­gi­ke­re. Han omta­ler stort set ikke Adorno, Horkheimer, Benjamin, Bloch og lig­nen­de. Han omta­ler to ste­der Arendt gan­ske kort. Han omta­ler dog post­ko­lo­ni­al teo­ri. Den ene­ste dan­ske tæn­ker, som han næv­ner, er Troels Nørager. De fire … Continue reading De tre skri­ver stort set ikke om inter­sek­tio­na­li­tet, Hannah Arendt, que­er stu­di­es, post­ko­lo­ni­a­lis­me, cri­ti­cal race the­ory. Samtalen med for­ti­dens tyske tæn­ke­re ved­li­ge­hol­des. Men hvor læn­ge vil den kanon vare, når the canon busters får deres pro­fes­sora­ter? Amerikansk teo­ri vin­der frem overalt. Tysk læses af fær­re og fær­re. Amerikansk pop­mu­sik og popkul­tur er i dag nuti­dens uni­ver­sel­le sprog og vor tids ver­sion af mid­delal­de­rens kir­ke­lat­in. Pop er langue, og teo­ri er paro­le.23Allen Thiher, Words in Reflection: Modern Language Theory and Postmodern Fiction (Chicago: University of Chicago Press, 1984), 56. I Mithu Sanyals mor­som­me cam­pus­ro­man Identitti hed­der en af hoved­per­so­ner­ne Saraswati, er lit­te­ra­tur­pro­fes­sor, og hen­des nye­ste bog hed­der PopPostkolonialismus. “Saraswati ist Pop”, læser vi.24Mithu Sanyal, Identitti (München: Carl Hanser Verlag, 2021), 18. Romanen giver et fint ind­blik i teo­ri­ens sta­tus i tysk uni­ver­si­tets­liv, der har ind­op­ta­get ame­ri­kansk jar­gon, og som lig­ner dansk uni­ver­si­tets­liv. Sanyal er selv ikke meget for Habermas, for, som hun siger, der er jo man­ge slags argu­men­ter, og hvem afgør, hvad det bed­ste er?

1. Bogen var bestilt af Cambridge University Press og kom på engelsk i 1984. Den tyske er fra 1983 og kom på Suhrkamp, Frankfurt am Main.
2. Band 43/Heft 1/2. Der er i det num­mer en over­sigt over filo­so­fisk lit­te­ra­tur (Literatur blev omdøbt til Schrifttum i NS-sta­ten) udgi­vet fra 1939–1942. Jeg har ikke talt udgi­vel­ser­ne, men der er 17 sider med filo­so­fi­ske vær­ker fra peri­o­den. Der er ingen vær­ker deri af Heidegger. Der er tyve sider med anmel­del­ser af nye filo­so­fi­ske vær­ker, bl.a. om Kierkegaard.
3. Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1986.
4. Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1988.
5. Således beskri­ver Predrag Cicovacki ham i The Analysis of Wonder: An Introduction to the Philosophy of Nicolai Hartmann (New York: Bloomsbury Academic, 2014), 1.
6. Sådan sam­men­fat­te­de K.E. Løgstrup nykan­ti­a­nis­mens erken­del­ses­te­o­ri, og Hartmann gjor­de det sam­me. Løgstrup hav­de læst Hartmann grundigt.
7. Se Jean Grodin, Hans-Georg Gadamer: Eine Biographie (München: Mohr-Siebeck, 2000).
8. Systematische Philosophie, udgi­vet af Nicolai Hartmann (Stuttgart/Berlin: W. Kohlhammer Verlag, 1942). Hartmann skri­ver i sit for­ord, at filo­so­fi­en ikke læn­ge­re byg­ger spe­ku­la­ti­ve syste­mer. Jorden ryster under os, det gam­le styr­ter ned, og nye skridt bli­ver muli­ge. Man skal fin­de “neue Ansätze” og “neue Methoden”.
9. Efter alt at døm­me har Habermas ikke vidst, at Hans Lipps hav­de været med­lem af SS. Habermas anmeld­te en Lipps-udgi­vel­se i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1954.
10. Oplysninger om kon­fe­ren­cen fin­des hos Christian Tilitzki, Die Deutsche Universitätsphilosophie in der Weimarer Republik und im Dritten Reich (Berlin: Akademie Verlag, 2002), 955ff.
11. Heidegger bedøm­te ham nega­tivt til en stil­ling i Marburg efter 1935. Heidegger fore­trak sine egne ele­ver: Gadamer og Bröcker.
12. Driesch er ved at få en renæs­san­ce i USA i teo­ri­er­ne om “vibrant mat­ter”. Jeg tæn­ker på Jane Bennett, Vibrant Matter: A Political Ecology of Things. Og Bruno Latour min­der vel også om Driesch.
13. Jeg tror ikke, Brates bemær­ker den slags, for det er først noget, man er ble­vet inter­es­se­ret i i dag. I Hannover har racis­me­buste­re fjer­net Alexis-Carrel-Strasse. Ingen raci­ster i deres gader. Sådan gør man i Tyskland, og det efter­lig­ner de i USA. Heidegger, Richard Strauss, Carl von Linné, Hindenburg og gader med deres nav­ne for­svin­der også og sen­des ned i døds­ri­get sam­men med Adolf Hitler- og Stalin-alle­er, hvor­fra de kan genop­stå via Google.
14. Georg Bates, Du und die Philosophie. Eine moder­ne Weltweisheit für jeder­mann (Berlin: Ullstein, 1952), 227.
15. Dieter Henrich, Ins Denken zie­hen. Eine phi­los­op­hi­s­che Autobiographie (München: C.H. Beck, 2021), 79.
16. Philip Felsch, Der lan­ge Sommer der Theorie, Geschichte einer Revolte 1960–1990 (München: C.H. Beck, 2015). Jeg vil til­fø­je, at Dieter Henrich har en noget anden histo­rie om teo­ri­en end Felsch. Se også Henrich, Ins Denken zie­hen, 138.
17. Rothacker hen­vi­ser til man­ge andre natio­nalso­ci­a­li­sti­ske tæn­ke­re. Rothacker hav­de udgi­vet den engelsk psy­ko­log W. McDouglas’ skrif­ter i Tyskland og Rothacker hen­vi­ser til ham, hvad man­ge gjor­de. McDouglas’ vær­ker udgi­ves end­nu. Han var euge­ni­ker og race­tæn­ker, så der­for gled han ud af den psy­ko­lo­gi­ske kanon efter kri­gen – det er i al fald mit indtryk.
18. Heidegger kun­ne også så let som ingen­ting have slet­tet de få sider, hvor der står noget ned­sæt­ten­de om jøder fra sine Schwarze Hefter. Ingen vil­le have opda­get det. Jeg skri­ver en del om det i min Hytten og hæf­ter­ne. Historien om Heideggers Schwarze Hefte (København: U Press, 2018).
19. Det gjor­de han ikke. Det var en joke, som Habermas’ kone kom med.
20. Titlen på Hartmut Rosas bog med under­tit­len Eine Soziologie der Weltbeziehung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016).
21. Det skul­le være et svar på, hvem der var Foucaults, Derridas og Deleuzes efter­føl­ge­re. Jeg vil ikke næv­ne dem alle, blot dem med en vis for­bin­del­se til Danmark. Jean-Luc Marion blev intro­du­ce­ret af Peter Kemp. Jean-Luc Nancy er net­op ble­vet over­sat af Søren Gosvig Olsen. Jean Petitot har været i Danmark. Han betød meget for Frederik Stjernfelt og Kasper Nefer Olsen. Og så er der Bruno Latour, der er ret popu­lær man­ge ste­der i Danmark, men som vel må siges at have lavet en koven­ding på det sene­ste. Han er vist nok blev faktatroende.
22. Habermas skri­ver kri­tisk om Carl Schmitt, Martin Heidegger, Karl Löwith og Leo Strauss, som han alle kal­der nostal­gi­ke­re. Han omta­ler stort set ikke Adorno, Horkheimer, Benjamin, Bloch og lig­nen­de. Han omta­ler to ste­der Arendt gan­ske kort. Han omta­ler dog post­ko­lo­ni­al teo­ri. Den ene­ste dan­ske tæn­ker, som han næv­ner, er Troels Nørager. De fire mester­tæn­ke­re, som Habermas tæn­ker vide­re med, er Feuerbach, Marx, Kierkegaard og Peirce.
23. Allen Thiher, Words in Reflection: Modern Language Theory and Postmodern Fiction (Chicago: University of Chicago Press, 1984), 56.
24. Mithu Sanyal, Identitti (München: Carl Hanser Verlag, 2021), 18.