I forlængelse af Tone Grosen Dandanells artikel “Åndens akustik hos Kierkegaard og Arendt”1Tone Grosen Dandanell, “Åndens akustik hos Kierkegaard og Arendt”, Tidsskriftet Paradoks, 6. januar 2022. vil jeg vise, hvordan Kierkegaards kristne akustik kan ses i sammenhæng med Hartmut Rosas eksponering af resonans. Formålet er at komme frem til en samfundsansvarlig tænkning, og det er muligt, når Kierkegaards forståelse af kristen ansvarlighed forbindes med Rosas forståelse af resonans i en stræben efter at opnå et bæredygtigt verdensforhold.
Dandanell illustrerer med Hannah Arendt (Åndens liv), hvad det er, vi foretager os, når vi uafhængigt af fænomenerne tænker. Hun når frem til, at tænkning, som to-i-en, er at være i dialog med sig selv i et indre, åndeligt liv, som ikke er noget, der ser, men noget, der hører. Man ser ikke noget, man skal ikke tænke på noget, men tænke over noget, som er muligt på grund af tænkningens egen spaltning.
Med anvendelse af den akustiske metafor viser Arendt, at tænkning som et musikinstrument kan være såvel harmonisk som disharmonisk, den kan være ude af stemning, hvorved man modsiger sig selv. Det medfører ikke, at tænkningen lever et ensomt liv, for den forstyrrelse, som gør, at mennesket tænker og spaltes, fører mennesket tilbage til den ydre verden, hvor både det selv og andre mennesker kan kendes som en enhed.
Dandanell påpeger, at Kierkegaard gør brug af en lignende akustisk metafor. Hørelsen er i stand til at opfatte den inderlighed, som vender sig bort fra den ydre verden, hvor tænkningens to-i-en kan føre en dialogisk selvjustits og stille os til ansvar over for os selv. Men i modsætning til Arendt er det hos Kierkegaard ikke menneskets egen dualitet i tænkningen, der er afgørende. Ifølge Kierkegaard er mennesket sat af noget andet end sig selv, og derfor kan det ikke komme i harmoni med sig selv ved tænkningens egen kraft. Når tænkningen hører sig selv som ånd, så vil den også høre en anden end sig selv. Den hører en udefra kommende absolut bindende magt: Gud. Sådan afslutter Dandanell sin artikel, og jeg vil i forlængelse heraf tænke videre med Kierkegaards forståelse af akustik og inddrage Hartmut Rosas resonansforståelse.
Spørgsmålet er, om Kierkegaard har så meget andet at sige om hørelsen, da han, som Dandanell også gør opmærksom på, først og fremmest er optaget af synet, ja ligefrem afslutter sit forfatterskab med enmandsbladet Øieblikket. Hertil kommer, at det populært sagt er jøden, der vægter hørelsen, i modsætning til grækeren, der ser, skuer det usanselige (Platon), hvorefter det siges, at den kristne er både jøde og græker. Alligevel må det i denne sammenhæng fastholdes, at hørelsen er en bedre metafor end synet, da den kan tydeliggøre, hvordan mennesket er i og skal være i et afhængighedsforhold til Gud og/eller verden og derfor forudsætter, at det enkelte menneske ikke er selvtilstrækkeligt. Min hensigt med det følgende er da også at påvise, hvordan Kierkegaard og Hartmut Rosa peger på en anden mulighed, som kan føre til en samfundsansvarlig tænkning.
Mit samfundspolitiske udgangspunkt for dette er kort fortalt, at en objektiv og subjektiv tilgang til verden i det 21. århundrede fra hver sin side presser mennesket. På den ene side presses mennesket objektivt til at underordne sig de givne samfundsforhold og på den anden side til subjektivt at puste sig op som verdens centrum. Fra hver sin side atomiserer det mennesket. Både samfundet og mennesket er blevet resonansløse, og det har ført til, at samfundsforholdene legitimerer sig selv, hvorved mennesket er blevet tomt og overflødigt som en levende eksistens, når og hvis det da ikke har nok i sig selv. Et bæredygtigt verdensforhold må derfor findes ved (igen?) at lære mennesket at svinge og vibrere i og med verden.
Resonans er Hartmut Rosas bud på, hvordan vi med en samfundsansvarlig tænkning kan tackle den moderne verden. Han mener dog ikke, at resonans er snævert betinget af hørelsen eller for den sags skyld synet, men kan kobles til alle organer og alle livsforhold. Ved at fokusere på resonans sikres det blandt andet, at de reaktioner og svar, der udspringer af forholdet mellem mennesker og verden, ikke gøres gennemsigtige, som om det var muligt at gøre den ydre eller indre verden fuldstændig gennemskuelig. Den ydre verden er som den indre verden noget i sig selv, og med resonans som omdrejningspunkt er vi ikke i harmonisk samklang med verden, men vi er i kontakt med og i bevægelse med verden, vi svarer den, vi kommer i svingninger, vi toner.
Et eksempel på, hvor resonans i dag kunne virke befordrende, er i forhold til, om man skal vaccineres for at reducere risikoen for at smitte og især at blive meget syg af COVID-19. Uden resonans bliver det til en mere eller mindre hysterisk argumentation for eller imod, hvor tilhængerne tror blindt på lægevidenskaben, og hvor modstanderne på forhånd har valgt at tale ud fra en bestemt frihedsforståelse, hvor alt, hvad stat og samfund gør, er overgreb mod den enkelte. Målet med resonans er hverken i dette tilfælde eller i andre sammenhæng at opnå konsensus, men at fastholde lidenskaben, “saglighedens lidenskab” – for nu at pege på et af de nøgleord, der i det videre forløb får afgørende betydning, og som også er titlen på en i skrivende stund ny bog.2Steen Tullberg, Saglighedens lidenskab. Om forholdet mellem K.E. Løgstrup og Villy Sørensen (Eksistensen, 2022).
Jeg vil ikke bevæge mig ind i Hartmut Rosas meget omfattende definitioner og begrundelser for, hvorfor og hvordan vores tid behøver resonans, der med bogens allerførste sætning proklameres med: “Hvis acceleration er problemet, er resonans måske løsningen”.3Hartmut Rosa, Resonans, overs. Peter Tudvad (Eksistensen, 2021), 10. Jeg springer derimod direkte frem til hans inddragelse af Kierkegaard, der efter hans mening sammen med Schopenhauer og Nietzsche beskæftiger sig med “den relationsløse atomisering af mennesket i et ligegyldigt eller ‘dødt’ univers”.4Rosa, Resonans, 366.
Hartmut Rosa viser, hvordan Kierkegaard anser sin tidsalder for at være resonansløs ud fra dennes diagnose i En literair Anmeldelse.5Søren Kierkegaard, Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) 8, 7–106. Kierkegaard kritiserer sin samtids lidenskabsløshed og alt for reflekterende og derfor distancerende væremåde og ser den i modsætning til den lidenskabelige revolutionstid (den franske revolution i 1789). Hartmut Rosa sammenfatter Kierkegaards diagnose:
en omfattende lidenskabsløshed, fladhed, apati og relationsløshed som symptom på en reflekteret, abstrakt og distanceret moderne nutid, der står over for revolutionens varme, levende, aktive og handlekraftige tidsalder.6Rosa, Resonans, 367.
Det moderne menneske rammes af et resonanstab, fordi dets virkelighedsforhold til såvel mennesker, naturen, kunsten og ens eget liv forsvinder eller bliver til stumme verdensrelationer uden inderlighed. Resonanstråden holder op med at vibrere, og det svarer for Hartmut Rosa til Kierkegaards tale om at svække livsforholdenes springfjedre.
Ganske rigtigt skriver Kierkegaard en del steder om springfjedre, der for ham er en form for eksistensens drivkraft, som han kalder de “eksistentielle Springfiedere”.7Kierkegaard, SKS 24, 238. Han nævner også, at “en Springfjeder kan tabe Spændstigheden”,8Kierkegaard, SKS 10, 177. og det er i den betydning, Hartmut Rosa med Kierkegaards ord pointerer, at resonanstabets problem er, at “Livs-Forholdenes Springfjædre” har tabt elasticiteten.9Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369.
Tabet af resonans er indbegrebet af et tab af dybde i forhold til vores menneskelige tilværelse, og det gælder både i forhold til Gud, naturen, tingene, samfundet, andre mennesker og ikke mindst os selv, da det er forudsætningen for at kunne forholde sig resonansfyldt til alt andet, og med Kierkegaards ord forudsætter lidenskab, som præcis er, hvad det moderne mennesker mangler efter hans mening. Hartmut Rosa konkluderer med Kierkegaard: “Overhovedet kan man om en lidenskabsløs men reflekteret Tid i sammenligning med en lidenskabelig sige: den vinder i Extensitet, hvad den taber i Intensitet”10Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369.
Lidenskab er og bliver nøgleordet for Kierkegaard. Allerede i begyndelsen af hans første hovedværk Enten – Eller lyder det:
Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. […] Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.11Kierkegaard, SKS 2, 36.
Men lidenskab er en kompliceret størrelse. I Sygdommen til Døden skriver Kierkegaard (Anti-Climacus), at hvis man er opmærksom “paa den Tvetungethed, der er i al Lidenskabelighed”,12Kierkegaard, SKS 11, 223. kan der ske det, at den lidenskabelige bag efter grænsende til “Afsindighed” forstår, at han har sagt det modsatte af, hvad han mente at sige. I forlængelse heraf har Kierkegaard slettet en note, som ellers passer fortrinligt ind her, og hvor han anvender ordet resonans:
Den Kunst, saaledes correct at skrive Replik, Replikker, der fuldtonigt og med al Phantasie-Inderlighed lyde ud af een Lidenskab, og i hvilke der dog er det Modsattes Resonants – den Kunst har ingen Digter øvet uden den Eneste: Schakspeare.13Kierkegaard, SKS, kommentarbind 11, 176.
Henvisningen til Shakespeare giver god mening i Sygdommen til Døden, for det slettede skulle have stået i forlængelse af en omtale af Shakespeares Macbeth, der efter at have myrdet kongen fortvivler over sin synd, samtidig med at han på bedste ærgerrige vis selv er blevet konge. Det viser præcis, at resonans for Kierkegaard ikke kan reduceres til refleksagtige reaktioner på livets ydre og indre vilkår, men at der kan opstå disharmonier, der må tages livtag med.
Fortælleren Constantin Constantius kommer i Gjentagelsen med et (ironisk?) eksempel på, at formålet med resonans ikke er – som tidligere omtalt – at gøre den ydre eller indre verden fuldstændig gennemskuelig i en bestræbelse på at få alt til at gå op i en højere enhed. Constantin beskriver udførligt en dag, hvor hans velbefindende tiltager i løbet af dagen og når frem til et højdepunkt, hvor hans
Væsen var Gjennemsigtighed som Havets dybe Grunden, som Nattens selvtilfredse Taushed, som Middagens monologiske Stilhed. Enhver Stemning hvilede i min Sjæl med melodisk Resonants.14Kierkegaard, SKS 4, 47.
Men ak, pludselig begynder noget at gnave i hans ene øje, og i samme øjeblik styrtede han næsten ned i fortvivlelsens afgrund.
Eksemplerne med Shakespeare og Constantin viser, at Kierkegaard skriver andet og mere om resonans, end det Hartmut Rosa omtaler. Det fører mig også tilbage til det akustiske, som af Kierkegaard både anvendes i positiv og negativ betydning. Først den negative betydning.
I Philosophiske Smuler skriver Kierkegaard et tillæg,15Kierkegaard, SKS 4, 253–57. der i kladden har undertitlen “opfattet som Resonants”,16Kierkegaard, SKS kommentarbind 4, 176; 249. men det har han overstreget og erstattet med “Et akustisk Bedrag”. Han forklarer i tillægget, at et akustisk bedrag giver genlyd, men at lyden er selvopfunden, det er med andre ord en høre-illusion. Det er en indre illusion, hvor man tror at høre noget udefra, som i virkeligheden er ens egen indbildning. Andetsteds skriver han, at et akustisk bedrag kan få os til at tro, at “det Bestaaende taust ved sig selv siger sig selv at være det Guddommelige”.17Kierkegaard, SKS 12, 96. I så fald taler man, som om man selv er Gud. Et akustisk bedrag er som “et Optisk Bedrag, et af Timelighedens Taager dannet Dunstbillede, et af dens Reflex dannet Luftsyn, der skal være det Evige”.18Kierkegaard, SKS 16, 103. Det ses ikke, at for at blive “hiin Enkelte”, som Kierkegaard her skriver, er det at leve “en Kunnen, en Kunst, en ethisk Opgave”.19Kierkegaard, SKS 16, 103.
Udgangspunktet for Kierkegaard er, at han er en kristen tænker. I 1850 skriver han med den tidligere nævnte metafor, springfjederen, at springfjederen skal være Gud, det evige, det absolutte, men i den betydning findes kristendommen ikke mere, og nu er “det Hele blevet Vrøvl”.20Kierkegaard, SKS 23, 335. Der er således ikke meget tilbage af det forventningsfulde ideal, han opstiller som teologistuderende i 1839, hvor han skriver, at selv om alt er skabt af Gud, kan mennesket ikke høre det, før det evige paradoksalt bliver konkret historisk i Jesu Kristi skikkelse og ord:
thi Himlen var ikke aabnet for ham, og Guds Ord havde ikke gjenlydt (thi skabt var vel Alt af Gud, men Gjenlyden, Resonantsen i Skabningen var der ikke endnu).21Kierkegaard, SKS 18, 59.
Allerede på dette tidspunkt får Kierkegaard altså tydeliggjort, at det akustiske eller resonansen skal forstås som indbegrebet af at leve op til Jesu Kristi ord. Der skal gives et svar på tiltalen – og ideelt et kristent svar. Tankevækkende er det, at en af de allersidste tekster Kierkegaard skriver med henblik på offentliggørelse, inden han dør i 1855, hedder “Hvad Gjensvaret svarer”. Det er i kampskriftet Øieblikket nr. 10, som han ikke selv når at udgive.22Kierkegaard, SKS 13, 398–99.
I et udkast til artiklen benytter han ordet “Eccho”, som han i korrekturen har overstreget og udskiftet med “Gjensvaret”.23Kierkegaard, SKS, kommentarbind 13, 604; 614. Det er godt, at han udskifter ordet ekko med gensvar, hvis Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus har ret i, som han skriver i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, at det handler om inderlighedens meddelelse og ikke om en ligefrem gengivelse af det meddelte, “thi dette er Eccho”.24Kierkegaard, SKS 7, 236. Ekkoet er som resonansen hos Kierkegaard nogle steder simpelthen identisk med genlyden.25Kierkegaard, SKS 28, 417. Men fordringen er ikke en banal genlyd som et ekko, der bare svinger med.
Hartmut Rosa gør netop meget ud af at præcisere forskellen mellem ekko og resonans, og han skriver som Kierkegaard, at ekkoet optræder mekanisk og uden variation. Ekkoet følger sin egen stemme, i “ekkoet genlyder alene det respektivt egne, ikke det svarende”.26Rosa, Resonans, 194. Resonans er ikke nogen ekko-relation, men en svar-relation.27Rosa, Resonans, 203. Hartmut Rosa eksemplificerer helt konkret, hvad forskellen er, med kærlighed, som ikke kan leve “af sit eget ekko i den anden, men derimod af svaret”.28Rosa, Resonans, 177–78.
Fordringen er for Kierkegaard, at der gives et gensvar. Det er muligt, fordi, som han skriver i artiklen til Øieblikket nr. 10, “Tilværelsen er: akustisk”.29Kierkegaard, SKS 13, 398. Det vil sige, at der er resonans i vores tilværelse, og direkte i forlængelse af, at det er sagt, at tilværelsen er akustisk, lyder det: “Agt blot paa, hvad Gjensvaret svarer, og Du skal strax vide, hvilket der er hvilket”.30Kierkegaard, SKS 13, 398. Man giver tilværelsen et svar, og som omtalt skal der efter Kierkegaards mening gives et kristent svar.
Problemet er imidlertid, som han også skriver i artiklen, at selv om kristendommen kom ind i verden, fandt den verden fortabt i verdslighed og jordisk higen og stræben og lærte derfor forsagelse. Men sådan som kristendommen har udviklet sig, er der ikke mere mening i at blive stående ved forsagelsen: “vi maae gaae videre – til: Profiten leve! Hvor raffineret!”31Kierkegaard, SKS 13, 399. Der skal ikke mere svares på de kristne idealer. Jeg vil derfor i stedet “nøjes med” at afslutte denne artikel på samme måde, som Hartmut Rosa afslutter sin store bog om resonans: med et håb om, at “En bedre verden er mulig, og denne lader sig erkende ved, at dens centrale målestok ikke længere er at beherske og at råde over, men at lytte og at svare”.32Rosa, Resonans, 524.
| 1. | Tone Grosen Dandanell, “Åndens akustik hos Kierkegaard og Arendt”, Tidsskriftet Paradoks, 6. januar 2022. |
| 2. | Steen Tullberg, Saglighedens lidenskab. Om forholdet mellem K.E. Løgstrup og Villy Sørensen (Eksistensen, 2022). |
| 3. | Hartmut Rosa, Resonans, overs. Peter Tudvad (Eksistensen, 2021), 10. |
| 4. | Rosa, Resonans, 366. |
| 5. | Søren Kierkegaard, Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) 8, 7–106. |
| 6. | Rosa, Resonans, 367. |
| 7. | Kierkegaard, SKS 24, 238. |
| 8. | Kierkegaard, SKS 10, 177. |
| 9. | Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369. |
| 10. | Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369. |
| 11. | Kierkegaard, SKS 2, 36. |
| 12. | Kierkegaard, SKS 11, 223. |
| 13. | Kierkegaard, SKS, kommentarbind 11, 176. |
| 14. | Kierkegaard, SKS 4, 47. |
| 15. | Kierkegaard, SKS 4, 253–57. |
| 16. | Kierkegaard, SKS kommentarbind 4, 176; 249. |
| 17. | Kierkegaard, SKS 12, 96. |
| 18. | Kierkegaard, SKS 16, 103. |
| 19. | Kierkegaard, SKS 16, 103. |
| 20. | Kierkegaard, SKS 23, 335. |
| 21. | Kierkegaard, SKS 18, 59. |
| 22. | Kierkegaard, SKS 13, 398–99. |
| 23. | Kierkegaard, SKS, kommentarbind 13, 604; 614. |
| 24. | Kierkegaard, SKS 7, 236. |
| 25. | Kierkegaard, SKS 28, 417. |
| 26. | Rosa, Resonans, 194. |
| 27. | Rosa, Resonans, 203. |
| 28. | Rosa, Resonans, 177–78. |
| 29. | Kierkegaard, SKS 13, 398. |
| 30. | Kierkegaard, SKS 13, 398. |
| 31. | Kierkegaard, SKS 13, 399. |
| 32. | Rosa, Resonans, 524. |