• Print

Akustik og resonans hos Kierkegaard og Hartmut Rosa


24. februar 2022

I for­læn­gel­se af Tone Grosen Dandanells arti­kel “Åndens aku­stik hos Kierkegaard og Arendt”1Tone Grosen Dandanell, “Åndens aku­stik hos Kierkegaard og Arendt”, Tidsskriftet Paradoks, 6. janu­ar 2022. vil jeg vise, hvor­dan Kierkegaards krist­ne aku­stik kan ses i sam­men­hæng med Hartmut Rosas eks­po­ne­ring af reso­nans. Formålet er at kom­me frem til en sam­funds­ansvar­lig tænk­ning, og det er muligt, når Kierkegaards for­stå­el­se af kri­sten ansvar­lig­hed for­bin­des med Rosas for­stå­el­se af reso­nans i en stræ­ben efter at opnå et bære­dyg­tigt ver­dens­for­hold.

Dandanell illu­stre­rer med Hannah Arendt (Åndens liv), hvad det er, vi fore­ta­ger os, når vi uaf­hæn­gigt af fæno­me­ner­ne tæn­ker. Hun når frem til, at tænk­ning, som to-i-en, er at være i dia­log med sig selv i et indre, ånde­ligt liv, som ikke er noget, der ser, men noget, der hører. Man ser ikke noget, man skal ikke tæn­ke noget, men tæn­ke over noget, som er muligt på grund af tænk­nin­gens egen spalt­ning.

Med anven­del­se af den aku­sti­ske meta­for viser Arendt, at tænk­ning som et musikin­stru­ment kan være såvel har­monisk som dis­har­monisk, den kan være ude af stem­ning, hvor­ved man mod­si­ger sig selv. Det med­fø­rer ikke, at tænk­nin­gen lever et ensomt liv, for den for­styr­rel­se, som gør, at men­ne­sket tæn­ker og spal­tes, fører men­ne­sket til­ba­ge til den ydre ver­den, hvor både det selv og andre men­ne­sker kan ken­des som en enhed.

Dandanell påpe­ger, at Kierkegaard gør brug af en lig­nen­de aku­stisk meta­for. Hørelsen er i stand til at opfat­te den inder­lig­hed, som ven­der sig bort fra den ydre ver­den, hvor tænk­nin­gens to-i-en kan føre en dia­lo­gisk selv­ju­stits og stil­le os til ansvar over for os selv. Men i mod­sæt­ning til Arendt er det hos Kierkegaard ikke men­ne­skets egen dua­li­tet i tænk­nin­gen, der er afgø­ren­de. Ifølge Kierkegaard er men­ne­sket sat af noget andet end sig selv, og der­for kan det ikke kom­me i har­moni med sig selv ved tænk­nin­gens egen kraft. Når tænk­nin­gen hører sig selv som ånd, så vil den også høre en anden end sig selv. Den hører en ude­fra kom­men­de abso­lut bin­den­de magt: Gud. Sådan afslut­ter Dandanell sin arti­kel, og jeg vil i for­læn­gel­se her­af tæn­ke vide­re med Kierkegaards for­stå­el­se af aku­stik og ind­dra­ge Hartmut Rosas reso­nans­for­stå­el­se.

Spørgsmålet er, om Kierkegaard har så meget andet at sige om hørel­sen, da han, som Dandanell også gør opmærk­som på, først og frem­mest er opta­get af synet, ja lige­frem afslut­ter sit for­fat­ter­skab med enmands­bla­det Øieblikket. Hertil kom­mer, at det popu­lært sagt er jøden, der væg­ter hørel­sen, i mod­sæt­ning til græke­ren, der ser, sku­er det usan­se­li­ge (Platon), hvor­ef­ter det siges, at den krist­ne er både jøde og græker. Alligevel må det i den­ne sam­men­hæng fast­hol­des, at hørel­sen er en bed­re meta­for end synet, da den kan tyde­lig­gø­re, hvor­dan men­ne­sket er i og skal være i et afhæn­gig­heds­for­hold til Gud og/eller ver­den og der­for for­ud­sæt­ter, at det enkel­te men­ne­ske ikke er selv­til­stræk­ke­ligt. Min hen­sigt med det føl­gen­de er da også at påvi­se, hvor­dan Kierkegaard og Hartmut Rosa peger på en anden mulig­hed, som kan føre til en sam­funds­ansvar­lig tænk­ning.

Mit sam­fund­spo­li­ti­ske udgangs­punkt for det­te er kort for­talt, at en objek­tiv og sub­jek­tiv til­gang til ver­den i det 21. århund­re­de fra hver sin side pres­ser men­ne­sket. På den ene side pres­ses men­ne­sket objek­tivt til at under­ord­ne sig de giv­ne sam­funds­for­hold og på den anden side til sub­jek­tivt at puste sig op som ver­dens cen­trum. Fra hver sin side ato­mi­se­rer det men­ne­sket. Både sam­fun­det og men­ne­sket er ble­vet reso­nans­lø­se, og det har ført til, at sam­funds­for­hol­de­ne legi­ti­me­rer sig selv, hvor­ved men­ne­sket er ble­vet tomt og over­flø­digt som en leven­de eksi­stens, når og hvis det da ikke har nok i sig selv. Et bære­dyg­tigt ver­dens­for­hold må der­for fin­des ved (igen?) at lære men­ne­sket at svin­ge og vibre­re i og med ver­den.

Resonans er Hartmut Rosas bud på, hvor­dan vi med en sam­funds­ansvar­lig tænk­ning kan tack­le den moder­ne ver­den. Han mener dog ikke, at reso­nans er snæ­vert betin­get af hørel­sen eller for den sags skyld synet, men kan kob­les til alle orga­ner og alle livs­for­hold. Ved at foku­se­re på reso­nans sik­res det blandt andet, at de reak­tio­ner og svar, der udsprin­ger af for­hol­det mel­lem men­ne­sker og ver­den, ikke gøres gen­nem­sig­ti­ge, som om det var muligt at gøre den ydre eller indre ver­den fuld­stæn­dig gen­nem­sku­e­lig. Den ydre ver­den er som den indre ver­den noget i sig selv, og med reso­nans som omdrej­nings­punkt er vi ikke i har­monisk sam­klang med ver­den, men vi er i kon­takt med og i bevæ­gel­se med ver­den, vi sva­rer den, vi kom­mer i sving­nin­ger, vi toner.

Et eksem­pel på, hvor reso­nans i dag kun­ne vir­ke befor­dren­de, er i for­hold til, om man skal vac­ci­ne­res for at redu­ce­re risi­ko­en for at smit­te og især at bli­ve meget syg af COVID-19. Uden reso­nans bli­ver det til en mere eller min­dre hyste­risk argu­men­ta­tion for eller imod, hvor til­hæn­ger­ne tror blindt på læge­vi­den­ska­ben, og hvor mod­stan­der­ne på for­hånd har valgt at tale ud fra en bestemt fri­heds­for­stå­el­se, hvor alt, hvad stat og sam­fund gør, er over­greb mod den enkel­te. Målet med reso­nans er hver­ken i det­te til­fæl­de eller i andre sam­men­hæng at opnå kon­sensus, men at fast­hol­de liden­ska­ben, “sag­lig­he­dens liden­skab” – for nu at pege på et af de nøg­le­ord, der i det vide­re for­løb får afgø­ren­de betyd­ning, og som også er tit­len på en i skri­ven­de stund ny bog.2Steen Tullberg, Saglighedens liden­skab. Om for­hol­det mel­lem K.E. Løgstrup og Villy Sørensen (Eksistensen, 2022).

Jeg vil ikke bevæ­ge mig ind i Hartmut Rosas meget omfat­ten­de defi­ni­tio­ner og begrun­del­ser for, hvor­for og hvor­dan vores tid behø­ver reso­nans, der med bogens aller­før­ste sæt­ning prok­la­me­res med: “Hvis acce­le­ra­tion er pro­ble­met, er reso­nans måske løsningen”.3Hartmut Rosa, Resonans, overs. Peter Tudvad (Eksistensen, 2021), 10. Jeg sprin­ger der­i­mod direk­te frem til hans ind­dra­gel­se af Kierkegaard, der efter hans mening sam­men med Schopenhauer og Nietzsche beskæf­ti­ger sig med “den rela­tions­lø­se ato­mi­se­ring af men­ne­sket i et lige­gyl­digt eller ‘dødt’ univers”.4Rosa, Resonans, 366.

Hartmut Rosa viser, hvor­dan Kierkegaard anser sin tidsal­der for at være reso­nans­løs ud fra den­nes diag­no­se i En lite­rair Anmeldelse.5Søren Kierkegaard, Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) 8, 7–106. Kierkegaard kri­ti­se­rer sin sam­tids liden­skabs­løs­hed og alt for reflek­te­ren­de og der­for distan­ce­ren­de være­må­de og ser den i mod­sæt­ning til den liden­ska­be­li­ge revo­lu­tion­s­tid (den fran­ske revo­lu­tion i 1789). Hartmut Rosa sam­men­fat­ter Kierkegaards diag­no­se:

en omfat­ten­de liden­skabs­løs­hed, flad­hed, apa­ti og rela­tions­løs­hed som symp­tom på en reflek­te­ret, abstrakt og distan­ce­ret moder­ne nutid, der står over for revo­lu­tio­nens var­me, leven­de, akti­ve og hand­le­kraf­ti­ge tidsalder.6Rosa, Resonans, 367.

Det moder­ne men­ne­ske ram­mes af et reso­nan­stab, for­di dets vir­ke­lig­heds­for­hold til såvel men­ne­sker, natu­ren, kun­sten og ens eget liv for­svin­der eller bli­ver til stum­me ver­dens­re­la­tio­ner uden inder­lig­hed. Resonanstråden hol­der op med at vibre­re, og det sva­rer for Hartmut Rosa til Kierkegaards tale om at svæk­ke livs­for­hol­de­nes spring­fjed­re.

Ganske rig­tigt skri­ver Kierkegaard en del ste­der om spring­fjed­re, der for ham er en form for eksi­sten­sens driv­kraft, som han kal­der de “eksi­sten­ti­el­le Springfiedere”.7Kierkegaard, SKS 24, 238. Han næv­ner også, at “en Springfjeder kan tabe Spændstigheden”,8Kierkegaard, SKS 10, 177. og det er i den betyd­ning, Hartmut Rosa med Kierkegaards ord poin­te­r­er, at reso­nan­sta­bets pro­blem er, at “Livs-Forholdenes Springfjædre” har tabt elasticiteten.9Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369.

Tabet af reso­nans er ind­be­gre­bet af et tab af dyb­de i for­hold til vores men­ne­ske­li­ge til­væ­rel­se, og det gæl­der både i for­hold til Gud, natu­ren, tin­ge­ne, sam­fun­det, andre men­ne­sker og ikke mindst os selv, da det er for­ud­sæt­nin­gen for at kun­ne for­hol­de sig reso­nans­fyldt til alt andet, og med Kierkegaards ord for­ud­sæt­ter liden­skab, som præ­cis er, hvad det moder­ne men­ne­sker mang­ler efter hans mening. Hartmut Rosa kon­klu­de­rer med Kierkegaard: “Overhovedet kan man om en liden­skabs­løs men reflek­te­ret Tid i sam­men­lig­ning med en liden­ska­be­lig sige: den vin­der i Extensitet, hvad den taber i Intensitet10Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369.

Lidenskab er og bli­ver nøg­le­or­det for Kierkegaard. Allerede i begyn­del­sen af hans før­ste hoved­værk Enten – Eller lyder det:

Lad Andre kla­ge over, at Tiden er ond; jeg kla­ger over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. […] Derfor ven­der min Sjæl altid til­ba­ge til det gam­le Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myr­der sin Fjende, for­ban­der hans Afkom gjen­nem alle Slægter, der syn­der man.11Kierkegaard, SKS 2, 36.

Men liden­skab er en kom­pli­ce­ret stør­rel­se. I Sygdommen til Døden skri­ver Kierkegaard (Anti-Climacus), at hvis man er opmærk­som “paa den Tvetungethed, der er i al Lidenskabelighed”,12Kierkegaard, SKS 11, 223. kan der ske det, at den liden­ska­be­li­ge bag efter græn­sen­de til “Afsindighed” for­står, at han har sagt det mod­sat­te af, hvad han men­te at sige. I for­læn­gel­se her­af har Kierkegaard slet­tet en note, som ellers pas­ser for­trin­ligt ind her, og hvor han anven­der ordet reso­nans:

Den Kunst, saa­le­des cor­rect at skri­ve Replik, Replikker, der fuldt­o­nigt og med al Phantasie-Inderlighed lyde ud af een Lidenskab, og i hvil­ke der dog er det Modsattes Resonants – den Kunst har ingen Digter øvet uden den Eneste: Schakspeare.13Kierkegaard, SKS, kom­men­t­ar­bind 11, 176.

Henvisningen til Shakespeare giver god mening i Sygdommen til Døden, for det slet­te­de skul­le have stå­et i for­læn­gel­se af en omta­le af Shakespeares Macbeth, der efter at have myr­det kon­gen fortviv­ler over sin synd, sam­ti­dig med at han på bed­ste ærger­ri­ge vis selv er ble­vet kon­ge. Det viser præ­cis, at reso­nans for Kierkegaard ikke kan redu­ce­res til reflek­s­ag­ti­ge reak­tio­ner på livets ydre og indre vil­kår, men at der kan opstå dis­har­moni­er, der må tages liv­tag med.

Fortælleren Constantin Constantius kom­mer i Gjentagelsen med et (iro­nisk?) eksem­pel på, at for­må­let med reso­nans ikke er – som tid­li­ge­re omtalt – at gøre den ydre eller indre ver­den fuld­stæn­dig gen­nem­sku­e­lig i en bestræ­bel­se på at få alt til at gå op i en høje­re enhed. Constantin beskri­ver udfør­ligt en dag, hvor hans vel­be­fin­den­de til­ta­ger i løbet af dagen og når frem til et høj­de­punkt, hvor hans

Væsen var Gjennemsigtighed som Havets dybe Grunden, som Nattens selv­til­fred­se Taushed, som Middagens mono­lo­gi­ske Stilhed. Enhver Stemning hvi­le­de i min Sjæl med melo­disk Resonants.14Kierkegaard, SKS 4, 47.

Men ak, plud­se­lig begyn­der noget at gna­ve i hans ene øje, og i sam­me øje­blik styr­te­de han næsten ned i fortviv­lel­sens afgrund.

Eksemplerne med Shakespeare og Constantin viser, at Kierkegaard skri­ver andet og mere om reso­nans, end det Hartmut Rosa omta­ler. Det fører mig også til­ba­ge til det aku­sti­ske, som af Kierkegaard både anven­des i posi­tiv og nega­tiv betyd­ning. Først den nega­ti­ve betyd­ning.

I Philosophiske Smuler skri­ver Kierkegaard et tillæg,15Kierkegaard, SKS 4, 253–57. der i klad­den har under­tit­len “opfat­tet som Resonants”,16Kierkegaard, SKS kom­men­t­ar­bind 4, 176; 249. men det har han over­stre­get og erstat­tet med “Et aku­stisk Bedrag”. Han for­kla­rer i til­læg­get, at et aku­stisk bed­rag giver gen­lyd, men at lyden er sel­vop­fun­den, det er med andre ord en høre-illu­sion. Det er en indre illu­sion, hvor man tror at høre noget ude­fra, som i vir­ke­lig­he­den er ens egen ind­bild­ning. Andetsteds skri­ver han, at et aku­stisk bed­rag kan få os til at tro, at “det Bestaaende taust ved sig selv siger sig selv at være det Guddommelige”.17Kierkegaard, SKS 12, 96. I så fald taler man, som om man selv er Gud. Et aku­stisk bed­rag er som “et Optisk Bedrag, et af Timelighedens Taager dan­net Dunstbillede, et af dens Reflex dan­net Luftsyn, der skal være det Evige”.18Kierkegaard, SKS 16, 103. Det ses ikke, at for at bli­ve “hiin Enkelte”, som Kierkegaard her skri­ver, er det at leve “en Kunnen, en Kunst, en ethisk Opgave”.19Kierkegaard, SKS 16, 103.

Udgangspunktet for Kierkegaard er, at han er en kri­sten tæn­ker. I 1850 skri­ver han med den tid­li­ge­re nævn­te meta­for, spring­fje­de­ren, at spring­fje­de­ren skal være Gud, det evi­ge, det abso­lut­te, men i den betyd­ning fin­des kri­sten­dom­men ikke mere, og nu er “det Hele ble­vet Vrøvl”.20Kierkegaard, SKS 23, 335. Der er såle­des ikke meget til­ba­ge af det for­vent­nings­ful­de ide­al, han opstil­ler som teo­lo­gi­stu­de­ren­de i 1839, hvor han skri­ver, at selv om alt er skabt af Gud, kan men­ne­sket ikke høre det, før det evi­ge para­doksalt bli­ver kon­kret histo­risk i Jesu Kristi skik­kel­se og ord:

thi Himlen var ikke aab­net for ham, og Guds Ord hav­de ikke gjenlydt (thi skabt var vel Alt af Gud, men Gjenlyden, Resonant­sen i Skabningen var der ikke endnu).21Kierkegaard, SKS 18, 59.

Allerede på det­te tids­punkt får Kierkegaard alt­så tyde­lig­gjort, at det aku­sti­ske eller reso­nan­sen skal for­stås som ind­be­gre­bet af at leve op til Jesu Kristi ord. Der skal gives et svar på til­ta­len – og ide­elt et kri­stent svar. Tankevækkende er det, at en af de aller­sid­ste tek­ster Kierkegaard skri­ver med hen­blik på offent­lig­gø­rel­se, inden han dør i 1855, hed­der “Hvad Gjensvaret sva­rer”. Det er i kamp­skrif­tet Øieblikket nr. 10, som han ikke selv når at udgive.22Kierkegaard, SKS 13, 398–99.

I et udkast til artik­len benyt­ter han ordet “Eccho”, som han i kor­rek­tu­ren har over­stre­get og udskif­tet med “Gjensvaret”.23Kierkegaard, SKS, kom­men­t­ar­bind 13, 604; 614. Det er godt, at han udskif­ter ordet ekko med gensvar, hvis Kierkegaards pseu­do­nym Johannes Climacus har ret i, som han skri­ver i Afsluttende uvi­den­ska­be­lig Efterskrift, at det hand­ler om inder­lig­he­dens med­del­el­se og ikke om en lige­frem gen­gi­vel­se af det med­del­te, “thi det­te er Eccho”.24Kierkegaard, SKS 7, 236. Ekkoet er som reso­nan­sen hos Kierkegaard nog­le ste­der sim­pelt­hen iden­tisk med genlyden.25Kierkegaard, SKS 28, 417. Men for­drin­gen er ikke en banal gen­lyd som et ekko, der bare svin­ger med.

Hartmut Rosa gør net­op meget ud af at præ­ci­se­re for­skel­len mel­lem ekko og reso­nans, og han skri­ver som Kierkegaard, at ekko­et optræ­der meka­nisk og uden vari­a­tion. Ekkoet føl­ger sin egen stem­me, i “ekko­et gen­ly­der ale­ne det respek­tivt egne, ikke det svarende”.26Rosa, Resonans, 194. Resonans er ikke nogen ekko-rela­tion, men en svar-relation.27Rosa, Resonans, 203. Hartmut Rosa eksem­pli­fi­ce­rer helt kon­kret, hvad for­skel­len er, med kær­lig­hed, som ikke kan leve “af sit eget ekko i den anden, men der­i­mod af sva­ret”.28Rosa, Resonans, 177–78.

Fordringen er for Kierkegaard, at der gives et gensvar. Det er muligt, for­di, som han skri­ver i artik­len til Øieblikket nr. 10, “Tilværelsen er: akustisk”.29Kierkegaard, SKS 13, 398. Det vil sige, at der er reso­nans i vores til­væ­rel­se, og direk­te i for­læn­gel­se af, at det er sagt, at til­væ­rel­sen er aku­stisk, lyder det: “Agt blot paa, hvad Gjensvaret sva­rer, og Du skal strax vide, hvil­ket der er hvilket”.30Kierkegaard, SKS 13, 398. Man giver til­væ­rel­sen et svar, og som omtalt skal der efter Kierkegaards mening gives et kri­stent svar.

Problemet er imid­ler­tid, som han også skri­ver i artik­len, at selv om kri­sten­dom­men kom ind i ver­den, fandt den ver­den fortabt i verds­lig­hed og jor­disk higen og stræ­ben og lær­te der­for for­sa­gel­se. Men sådan som kri­sten­dom­men har udvik­let sig, er der ikke mere mening i at bli­ve stå­en­de ved for­sa­gel­sen: “vi maae gaae vide­re – til: Profiten leve! Hvor raffineret!”31Kierkegaard, SKS 13, 399. Der skal ikke mere sva­res på de krist­ne ide­a­ler. Jeg vil der­for i ste­det “nøjes med” at afslut­te den­ne arti­kel på sam­me måde, som Hartmut Rosa afslut­ter sin sto­re bog om reso­nans: med et håb om, at “En bed­re ver­den er mulig, og den­ne lader sig erken­de ved, at dens cen­tra­le måle­stok ikke læn­ge­re er at beher­ske og at råde over, men at lyt­te og at svare”.32Rosa, Resonans, 524.

1. Tone Grosen Dandanell, “Åndens aku­stik hos Kierkegaard og Arendt”, Tidsskriftet Paradoks, 6. janu­ar 2022.
2. Steen Tullberg, Saglighedens liden­skab. Om for­hol­det mel­lem K.E. Løgstrup og Villy Sørensen (Eksistensen, 2022).
3. Hartmut Rosa, Resonans, overs. Peter Tudvad (Eksistensen, 2021), 10.
4. Rosa, Resonans, 366.
5. Søren Kierkegaard, Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) 8, 7–106.
6. Rosa, Resonans, 367.
7. Kierkegaard, SKS 24, 238.
8. Kierkegaard, SKS 10, 177.
9. Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369.
10. Kierkegaard, SKS 8, 75; Rosa, Resonans, 369.
11. Kierkegaard, SKS 2, 36.
12. Kierkegaard, SKS 11, 223.
13. Kierkegaard, SKS, kom­men­t­ar­bind 11, 176.
14. Kierkegaard, SKS 4, 47.
15. Kierkegaard, SKS 4, 253–57.
16. Kierkegaard, SKS kom­men­t­ar­bind 4, 176; 249.
17. Kierkegaard, SKS 12, 96.
18. Kierkegaard, SKS 16, 103.
19. Kierkegaard, SKS 16, 103.
20. Kierkegaard, SKS 23, 335.
21. Kierkegaard, SKS 18, 59.
22. Kierkegaard, SKS 13, 398–99.
23. Kierkegaard, SKS, kom­men­t­ar­bind 13, 604; 614.
24. Kierkegaard, SKS 7, 236.
25. Kierkegaard, SKS 28, 417.
26. Rosa, Resonans, 194.
27. Rosa, Resonans, 203.
28. Rosa, Resonans, 177–78.
29. Kierkegaard, SKS 13, 398.
30. Kierkegaard, SKS 13, 398.
31. Kierkegaard, SKS 13, 399.
32. Rosa, Resonans, 524.