Emne: Epistemologi og videnskabsteori

Kan vi undvære transitiv kausalitet?

Rune Lærke · 4. jun. 2024

Forestil dig, at du ser nabodrengen Billy kaste en sten mod en flaske, så flasken knuses. Er Billys kast årsag til, at flasken knuses? De fleste af os vil umiddelbart svare “ja”: Billys kast er årsag til, at stenen rammer flasken, og det, at stenen rammer flasken, er årsag til, at den knuses, så Billys kast er årsag til, at flasken knuses. Ud fra svar som det ovenstående, synes kausalitet altså generelt at fungere sådan, at når C er årsag til D og D er årsag til E, så er C årsag til E. Det vil sige, at vi umiddelbart forstår kausalitet som transitiv. At vi foretager en sådan før-teoretisk bedømmelse, altså en bedømmelse foretaget inden vi har en konkret teori om, hvad kausalitet er, tillægges gerne, at vi har en meget stærk før-teoretisk intuition om, at kausalitet må være transitiv. Eks. har David Lewis stået på, at “causation must always be transitive”, mens Ned Hall har kaldt det på én gang et “bedrock datum” og en “indisputable a priori insight” at kausalitet nødvendigvis må være transitiv.¹Ned Hall, “Causation and the Price of Transitivity”, The Journal of Philosophy 97 (2000), 198; David Lewis, “Causation”, The Journal of Philosophy 70 (1973), 563. Et sted påpeger Hall tillige, at “rejecting transitivity seems intuitively wrong” (Hall, citeret i Cei Maslen “Causes, Contrasts, and … Continue reading Dertil har Hall, sammen med L. A. Paul, påpeget, at “nearly all of our ordinary, philosophical and scientific causal claims and inferences rely on the assumption that causation is transitive”, og dermed understreget, hvor allestedsnærværende antagelsen af transitivitet synes at være, når vi taler om kausalitet.²L.A. Paul og Ned Hall, Causation: A User’s Guide (Oxford: OUP, 2013), 248.

Uheldigvis for transitivister som Lewis, Paul og Hall, findes der tilsyneladende eksempler, der udfordrer intuitioner om, at kausalitet er transitiv: Billy er på vandretur og ser et stort klippestykke rulle imod sig, men når at springe til side, inden det rammer ham. Transitivisten er her tilsyneladende forpligtet på, at klippestykket er en årsag til, at Billy overlever den livstruende situation: klippestykkets rullen ned ad bjerget er årsag til, at Billy ser det og springer, og springet er årsag til, at Billy overlever. Pointen er, at klippestykket udelukkende er en trussel mod Billys liv, da Billy var overlevet lige så fint uden klippestykkets tilstedeværelse.³Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 222. For mange er det derfor ikke intuitivt klart, at klippestykket bør regnes for at være en årsag til Billys overlevelse, hvilket har sået tvivl om, hvorvidt kausalitet er transitiv.⁴John Collins, Ned Hall og L.A. Paul, “Counterfactuals and Causation: History, Problems and Prospects”, i Causation and Counterfactuals, red. John Collins, Ned Hall og L.A. Paul (Cambridge: MIT Press, 2004), 39; Cristopher Hitchcock, “The Intransitivity of Causation Revealed in Equations and Graphs”, The Journal of … Continue reading

Eksemplet ovenfor er blot én udgave af typen dobbelt-forhindrings-eksempler (eng. double prevention), der, sammen med typen skifte-eksempler (eng. switching), alle tages for at være seriøse indvendinger mod intuitioner om transitiv kausalitet. De typer af kausale forløb, som eksemplerne er baseret på, har også vist sig uhyre svære at indfange og forklare for vores bedste teorier om kausalitet, hvis forklaringerne ikke skal blive for teoretisk omkostningsfulde eller lede til kontraintuitive resultater ved mere gængse eksempler på kausalitet.⁵Kausalitets transitivitet er bl.a. et gennemgående tema i Paul og Halls bog. Hertil bruger de et helt kapitel på at gennemgå indvendinger imod den og løsningsforslag derpå, samt problemerne disse står overfor. For sidstnævnte, se Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 215–244.

I denne artikel vil jeg derfor afprøve, om et uundværlighedsargument (eng. indispensability argument) for transitiv kausalitet kan hjælpe transitivisten til at omgå tilsyneladende modeksempler som de ovenstående. Med et sådant argument vil transitivisten kunne hævde, at vi er metafysisk forpligtede på, at kausalitet er transitiv, da transitivitet udgør en uundværlig del af vores bedste teori(er) om verden, uafhængigt af eventuelle før-teoretiske intuitioner for eller imod transitiv kausalitet. Til dette formål baseres argumentet på Quine og Putnams uundværlighedsargumentet for matematisk realisme og Theodore Siders realisme om metafysisk struktur, hvor sidstnævnte udvider Quines ide om forpligtelse på entiteterne i vores bedste teoris ontologi til også at gælde begreberne i dens ideologi.⁶Mark Colyvan “Indispensability Arguments in the Philosophy of Mathematics”, The Stanford Encyclopedia of Philosophy, 28. februar 2019, ¶1; Theodore Sider, “Primitivism”, i Writing the Book of the World (Oxford: OUP, 2011), 9–20. Siders forståelse af, hvad jeg vil kalde metafysisk forpligtelse, giver altså transitivistens argument en større fleksibilitet ved at svække kravet for, hvad transitivitets uundværlighed for kausalitet skulle grunde i. Den normative præmis i transitivistens argument bliver da: Vi bør være metafysisk forpligtede på de, og kun de, entiteter og begreber, der er uundværlige for vores bedste teorier om verden. En entitet eller et begreb betragtes som uundværlig, hvis det ikke kan udelades fra hhv. vores ontologi eller ideologi uden dermed at svække vores teoriers status som de bedste teorier om verden mht. de teoretiske dyder, som gode teorier bør efterstræbe (såsom simpelhed, forklaringskraft osv.).⁷Colyvan, “Indispensability Arguments in the Philosophy of Mathematics”, ¶2.

I det følgende skal vi se på, om transitivisten kan finde begrundelse for en sådan uundværlighed ud fra transitivitets rolle i vores bedste teori om kausalitet og dens analyse af kausale forløb. Transitivitet vil her forekomme uundværligt, hvis man undersøger kausalitet mellem kun to hændelser, C og E, og kommer frem til, at vores bedste teori er uløseligt bundet til, at kausalitet er transitiv. Alternativt kan transitivitet være uundværligt for, at vores teori kan levere korrekte analyser og undgå falske positiver/negativer. Altså undgå, at teorien regner en hændelse, der tydeligvis ikke er en årsag, for at være en årsag og omvendt. Udgangspunktet vil her være Paul og Halls teori om kausalitet som minimal tilstrækkelighed (eng. minimal sufficiency), der kort sagt lyder, at hændelsen C er en årsag til hændelsen E, hvis, og kun hvis, C indgår i en mængde hændelser, der er minimalt tilstrækkelig for E – mere herom senere.⁸Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 14–16. Minimal tilstrækkelighed indebærer nemlig en specifik appel til transitivitet, og skulle angiveligt være en bedre teori end sine konkurrenter.⁹Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 91, 171–173. Jeg argumenterer i den forbindelse for, at transitivitet kun indføres i teorien, fordi det kræves, at den forklarer bedømmelser af kausale forløb foretaget ud fra en før-teoretisk opfattelse af, at kausalitet er transitiv, og at teorien ikke bliver svækket af transitivitets udeladelse.

Jeg konkluderer, at det præsenterede ikke giver et tilstrækkeligt grundlag til at forpligte sig på transitiv kausalitet med henvisning til dets uundværlighed, og påpeger, at det forsøgte uundværlighedsargument for transitiv kausalitet nærmere synes at forpligte på, at kausalitet ikke er transitiv. Transitivisten er altså ikke hjulpet af at fremføre et sådant argument, tværtimod. Til slut kommenterer jeg kort på, hvad resultatet af uundværlighedsargumentet i yderste konsekvens ville kunne betyde for kausale begrundelser af, hvornår man er bebrejdelsesværdig.

Minimal tilstrækkelighed og begrundelsen af transitivitet

Vi søger et argument for transitiv kausalitet, der undgår at appellere til før-teoretiske intuitioner, for at undgå de tilsyneladende indvendinger fra dobbelt-forhindrings- og skifte-eksempler. Begrundelsen af transitivitets uundværlighed må m.a.o. ikke kunne spores tilbage til en antagelse, der hviler på en før-teoretisk intuition derom, da den ellers ville være sårbar for de selvsamme indvendinger, vi gerne vil undgå. Ser vi til Paul og Hall, gør de det klart, at de tager det som et grundlæggende faktum, at “causation seems to be transitive” i deres undersøgelse af kausalitet.¹⁰Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 4, min kursivering. Vi må derfor se på, hvor ideen om, at “kausalitet synes at være transitiv” kunne stamme fra, og i den henseende introducere et praktisk illustrativt værktøj.

Figur 1 er et neurondiagram. Et farvet punkt/neuron indikerer, at en hændelse forekommer, et ufarvet punkt, at en hændelse udebliver. Pile er udtryk for kausal stimulering, dvs. forekomsten af hændelsen ved pilens start er årsag til forekomsten af den ved pilens slut. Streger, der ender i et mindre punkt, indikerer kausal forhindring, dvs. forekomsten af hændelsen ved stregens start er årsag til, at hændelsen ved det mindre slutpunkt udebliver. Punkter mod venstre går tidsligt forud for punkter mod højre.

Figur 1 kunne skildre følgende scenarie: Billy lægger an til at kaste en sten mod en flaske (C), og det samme gør Suzy (A). Da Suzy ser Billy lægge an til at kaste, kaster Suzy ikke sin sten (C’s forhindring af B). Billy kaster sin sten (D), der rammer og knuser flasken (E). Havde Billy ikke lagt an til at kaste (C udebliver), ville Suzy have kastet sin sten (B), der ville have ramt og knust flasken (E).

Paul og Hall påpeger, at det i figur 1 er “perfectly clear that C is a cause of E and A is not”.¹¹Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 75. De synes dermed at indikere, at en analyse, der ikke forklarer C som en årsag til E, giver et falsk negativt resultat angående C’s rolle. Altså, at en analyse, der fortæller os, at C ikke er en årsag til E, er fejlagtig, da det er “fuldkomment klart”, at C er en årsag til E. Tag nu et mere simpelt eksempel i figur 2. Jeg antager, at Paul og Hall ville give samme svar til figur 2, som til figur 1, nemlig at det er tydeligt, at C er en årsag til E.

Dette forekommer mig at være tydeligt: (1) C er en årsag til D, og (2) D er en årsag til E. Men hvori består tydeligheden af, at (3) C er en årsag til E, hvis ikke i en forudgående ide om, at (1) og (2) er tilstrækkelige for (3), altså at kausalitet er transitiv? Altså, kan vi overhovedet sige, at C tydeligt er en årsag E, uden på forhånd at antage at kausalitet er transitiv? Ja, det kan vi, hvis vi antager, at kausalitet indebærer, at E står i den samme direkte relation til alle de forudgående hændelser, der udgør dens kausale historie, dvs. antager, at kausalitet er en tidslig åben – og deraf intransitiv – relation mellem årsags- og virkningshændelser. Som det tidligere er blevet antydet, så er kausalitet transitiv, hvis, og kun hvis, det at C er årsag til D og D er årsag til E medfører, at C er årsag til E. Kausalitet er dertil intransitiv, hvis, og kun hvis, det at C er årsag til D og D er årsag til E ikke medfører, at C er årsag til E. Slutteligt, er kausalitet antitransitiv, hvis, og kun hvis, det at C er årsag til D og D er årsag til E udelukker, at C er årsag til E.

Den kausale relations intransitivitet kan give det ønskede svar til figur 2, nemlig at C er en årsag til både D og E, mens D også er en årsag til E. Man kan altså, hvis man antager, at kausalitet er intransitiv, og hævder at C er årsag til E i figur 2, undgå at forholde sig eksplicit til, om C er årsag til D eller D er årsag til E. Kort sagt, man kan gå fra C til E udenom D. Dermed kan det hævdes, at (1), (2) og (3) er sande uden at henvise til, at (3) er sand fordi (1) og (2), altså uden at hævde at kausalitet er transitiv. Pointen er, at Paul og Hall ikke behøver antage, at kausalitet er transitiv, for at forklare C som en årsag til E i figur 1 og 2, da forklaringen fra tidslig åbenhed også stemmer overens med intuitionen om, at C er en årsag til E. Deres bedømmelse, at det er tydeligt, at C er en årsag til E, kan altså forklare, hvorfor kausalitet kan synes at være transitiv, men det følger ikke af bedømmelsen, at kausalitet må være transitiv. Det er derfor ikke givet på forhånd, at deres bedømmelse kan føres tilbage til den før-teoretiske intuition om transitiv kausalitet, som vi gerne vil undgå. Desværre må Paul og Hall hurtigt opgive ideen om, at minimal tilstrækkelighed er tidsligt åben, hvilket ligeledes sætter deres før-teoretiske bedømmelse af C som en årsag til E i en prekær situation. For at forstå hvorfor, må vi se på minimal tilstrækkeligheds analyse af kausalitet, altså det grundlag hvorpå teorien om minimal tilstrækkelighed regner en hændelse for en årsag til en anden, når den skal forklare de kausale forløb som figur 1 og 2. Hertil kommer analysens udfordringer, når den anvendes på forløb med tidlig afskæring (eng. early preemption el. early cutting), dvs. kausale forløb, hvor eks. to hændelser C og A hver især er muligt kausalt forbundet til den samme senere hændelse E, men hvor det gælder, at hvis C og A begge forekommer, så vil C afskære A’s forbindelse til E inden E indtræffer.

Scenariet i figur 1 er et eksempel på tidlig afskæring. For selvom Suzy havde kastet sin sten og knust flasken, hvis ikke det var for Billys kast, og Suzy derfor fungerer som en såkaldt back-up til Billys kast, hersker der for de fleste ingen tvivl om, at det i det aktuelle eksempel kun er Billys kast, der spiller den egentlige udslagsgivende rolle i, at flasken knuses. Dette tydeliggøres i figur 1, hvor det fremgår, at C og A begge kan spille den udslagsgivende rolle mht. til E, da A ville bevirke B, hvis den forhindrende hændelse C skulle udeblive. Men eftersom C forekommer og forhindrer B i at indtræffe, er det kun C, der faktisk spiller denne rolle, også selvom A forekommer sideløbende med C. En analyse af kausalitet, der i dette tilfælde regner Suzys læggen an for en årsag til at flasken knuses, vil altså lede til et fejlresultat i form af en falsk-positiv. Minimal tilstrækkeligheds analyse af kausale forløb skal derfor kunne skelne mellem sådanne hændelser i aktuelle kausale forløb og i eventuelle uaktuelle back-up-forløb for at undgå falske positiver. Med det vender vi os nu mod analysen af kausalitet som minimal tilstrækkelighed.

Kort lyder minimal tilstrækkeligheds analyse af kausalitet således: Hændelse C er en årsag til hændelse E, hvis, og kun hvis, C tilhører en mængde af samtidige forekommende hændelser S, der er minimalt tilstrækkelige for E.¹²Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 14–16. Med minimalt skal det forstås, at mængden af hændelser S skal bestå kun af hændelser, der tilsammen bevirker, at E indtræffer. S må derfor ikke indeholde hændelser, der enten er irrelevante, overflødige eller potentielt forhindrende for at E indtræffer, da sådanne hændelser kan udelades, mens E stadig vil forekomme. Dertil må E ikke kunne indtræffe som følge af S, hvis en hvilken som helst af hændelserne indeholdt i S udebliver. Sagt på en anden måde: hvis mængden af hændelser S er minimalt tilstrækkelig for E, skal det være sådan, at alle hændelserne i S skal forekomme, for at S kan bevirke E’s forekomst. Hvis man altså kan fjerne en hændelse fra S, men S da stadig bevirker E’s forekomst, er S altså ikke minimalt tilstrækkelig for E. Hvis S kun indeholder én hændelse C, er C for sig selv minimal tilstrækkelig for E. Med tilstrækkelig menes, at hvis der ikke er noget udenfor S, der aktivt forhindrer S i at bevirke E, så vil S bevirke E. Dvs. hvis kun hændelserne i S forekommer, så skal det være garanteret, at E også forekommer. Sidst, men ikke mindst, skal alle hændelserne i S ske til det samme tidspunkt, og være før det senere tidspunkt, hvor E forekommer. Analysen indeholder dog ingen grænse for hvor mange tidspunkter og tilhørende hændelser, der må ligge imellem tidspunktet t, hvor S forekommer, og det senere t’, hvor E forekommer, så længe de ovenstående betingelser er opfyldt. I figur 2 betyder dette, at C til t₁ regnes for minimal tilstrækkelig for E til t₃, og at D til t₂ ligeledes regnes for minimal tilstrækkelig for E til t₃. Vigtigt for os er, at analysen ikke henviser til D’s mellemliggende rolle, når den skal forklare, at C er en årsag til E. Analysen er altså tidsligt åben og intransitiv: den tager alle hændelser, der tilhører minimalt tilstrækkelige mængder til alle tidspunkter før E, for at tælle direkte som årsager til E. Altså, minimal tilstrækkeligheds analyse indebærer ikke (endnu) at kausalitet forstås som transitiv. Som vi nu skal se, giver denne tidsligt åbne forståelse væsentlige udfordringer for minimal tilstrækkeligheds analyse af kausalitet.

Udfordringen for analysen opstår ved eksempler på tidlig afskæring, hvor den leder til alvorlige fejlresultater. Om end Paul & Hall ikke selv tydeliggør præcis, hvad det er ved minimal tilstrækkeligheds analyse, der er anledning til fejlresultaterne, synes det, ud fra udfordringen med – og Paul & Halls løsning af – tidlig afskæring, at kunne tilskrives analysens tidslige åbenhed. I eksemplet på tidligt afskæring i figur 1 kan vi se, at D udelukkende har C som sin minimalt tilstrækkelige mængde, og at C til tidspunkt t₁ er minimalt tilstrækkelig for E, om end C til t₁bevirker E via D’s forekomst til t₂. Men ser vi herefter på hændelserne A og B og husker på, at analysen ser bort fra alle udenforstående hændelser, dvs. her C og D, finder vi, at A til t₁ ligeledes er minimalt tilstrækkelig for E. For hvis vi udelader C som forhindring til B, vil A bevirke B og derigennem E. Da C og A begge forekommer til t₁, dvs. er samtidige hændelser, og analysen i sin nuværende form ikke skelner til hændelser, på de tidspunkter, der ligger mellem en årsag og en virkning, må den regne både C og A til t₁ som hver især minimalt tilstrækkelige for E. Dette, vel at mærke, uagtet at C forhindrer B’s forekomst.¹³Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 74–75. Kort sagt, analysen regner både C og A for at være lige meget årsager til E, selvom C faktisk forhindrer A’s virkning. Dermed giver analysen altså det stærkt kontraintuitive og falskt-positive resultat, at både Billy og Suzy er årsager til, at flasken knuses, også selvom Suzy ikke kaster sin sten. Analysen fejler altså, når det kommer til at skelne mellem aktuelle og back-up forløb. Bemærk, at det synes at være præcis den tidslige åbenhed, der bringer A i spil og analysen i vanskeligheder, da det er den, der tillader, at vi kan se bort fra hændelserne til t₂, hvor forhindringen finder sted. Man må derfor enten acceptere, at minimal tilstrækkelighed ikke kan forklare C som en årsag til E på en måde, der udelukker, at A ligeledes er en årsag til E, eller revurdere forklaringen af, hvorfor C er en årsag til E.

Paul og Hall vælger tilsyneladende at opgive ideen om tidslig åbenhed og justerer ideen om minimal tilstrækkelighed til blot en tilstrækkelig, men ikke nødvendig betingelse for kausalitet. Justeringens første træk er indførslen af et unikheds-kriterium, så minimal tilstrækkelighed nu lyder således: “C is a cause of E if (but not only if) C belongs to a unique set of contemporaneus events minimally sufficient for E”.¹⁴Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 90, min kursivering. Vi må nu lede efter en unik mængde af samtidige hændelser som årsager til E, dvs. en mængde hændelser S₁ forekommende til tidspunkt t₁, der er minimalt tilstrækkelig for et senere E, men hvor der ikke imellem S₁og E kan findes et S₂ til et evt. t₂, sådan at S₂også er minimalt tilstrækkeligt for E. Vi er m.a.o. begrænset til kun at betragte hændelser til tidspunktet lige inden E indtræffer, modsat den tidslige åbne version, der medtog alle tidspunkter inden E’s forekomst. Det betyder, at vi udelukker minimal tilstrækkeligheds mulighed for at “gå udenom” en hændelse i et kausalt forløb – som eks. D i figur 2 – når vi skal forklare, hvad der er årsag til hvad. Rettere er det kun D og ikke C, der nu kan regnes for en årsag til E jf. minimal tilstrækkelighed. Analysen er altså nu antitransitiv: At C er den unikt minimalt tilstrækkelige mængde for D, og D er den unikt minimalt tilstrækkelige mængde for E, udelukker, at C er den unikt minimalt tilstrækkelige mængde for E. Bemærk dog, at den nye analyse ikke udelukker, at E kan have andre årsager, eftersom minimal tilstrækkelighed ikke længere er en nødvendig betingelse for kausalitet. Der kan altså, ud fra den nye analyse, godt være andre forhold, der gør C til en årsag til D. Disse kausale forhold ville dog, i teoriens nuværende form, skulle forklares som noget andet end minimal tilstrækkelighed, hvormed minimal tilstrækkelighed ville være en ufuldkommen teori om kausalitet. Som sagt er dette kun et første træk i Paul og Halls større justering af teorien, og denne midlertidige ufuldkommenhed vil derfor ikke beskæftige os yderligere.

Vender vi os igen mod tidlig afskæring i figur 1, finder vi nu, når C og A begge forekommer, kun én mængde forekommende hændelser, der for E lever op til kravet fra den nye analyse, nemlig D til t₂. Vi kan dertil ikke betragte C eller A som unikke minimale tilstrækkelige mængder for E, da der findes minimalt tilstrækkelige mængder mellem dem og E. Prisen for at redde minimal tilstrækkelighed fra at betragte A som en årsag til E i figur 1 er, at C ikke længere regnes for en årsag til E. Dette duer ikke, ifølge Paul og Hall, da det jo er “perfectly clear that C is a cause of E”.¹⁵Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 75. For så vidt en kausal analyse skal afspejle denne bedømmelse, er minimal tilstrækkeligheds analyse fejlagtig, da den nu er anledning til et falsk-negativt resultat. Minimal tilstrækkelighed må derfor rettes yderligere til, for at sikre, at C forklares som en årsag til E. Til dette anvender de den såkaldte ancestrale manøvre, hvilket udgør det andet træk i justeringen af minimal tilstrækkelighed.

Den ancestrale manøvre udnytter det forhold, at der for enhver relation findes en tilsvarende og transitiv relation kaldet ancestralen til den oprindelige relation. Denne siges at indeholde den oprindelige relation. Det vil sige, at ancestralen gælder for de samme elementer – eks. hændelser – som den oprindelige relation på baggrund af de forbindelser, sidstnævnte danner mellem elementerne.¹⁶Kenneth H. Rosen, “Relations”, i Discrete Mathematics and Its Applications (New York: McGraw Hill Education), 599–671. Paradigmeeksemplet på en ancestral – og ophavet til dens navn – er forfader-relationen “… er forfader til …”, hvis oprindelige relation er forælder-relationen “… er forælder til …”. Her dækker forfaderrelationen over en transitiv forbindelse af indirekte slægtskab, baseret på den kæde af direkte forbindelser af slægtskab, der er i kraft af forældrerelationen. Mine forældres forældre er ikke deraf mine forældre, men det følger af, at en person er forfader til min forfader, at personen også er min forfader. Dog er personen min forfader kun hvis der er de fornødne forælder-relationer. Kort sagt, ingen forælder-relation, ingen forfader-relation.

Med den ancestrale manøvre kan Paul og Hall ligeledes definere kausalitet som ancestralen af minimal tilstrækkelighed, så kausalitet ikke henviser til den antitransitive relation, men til en ny transitiv relation baseret på de oprindelige antitransitive minimal tilstrækkelighedsrelationer. Dermed er C en årsag til E, såfremt C er forbundet til E via en kæde af unik minimal tilstrækkelighed.¹⁷Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 90–91. Da der i figur 1 er en sådan kæde mellem C og E, eftersom vi kan se at C er unikt minimalt tilstrækkelig for D, ligesom D er det for E, sikrer den ancestrale manøvre altså C som en årsag til E, men uden at A kommer til at tælle som en årsag til E. Ved at gøre brug af minimal tilstrækkeligheds ancestral, og ved at gøre denne nødvendig og tilstrækkelig for kausalitet, kan Paul og Hall således opnå det resultat, de ønsker, uden at komme i problemer med tidlig afskæring.

Det er dog, jf. ancestralens definition, trivielt, at der kan hævdes en ancestral for enhver relation, om end det er langt fra alle ancestraler, der er meningsfulde, eller som vi har et særskilt begreb om.¹⁸Tag eks. den intransitive relation “x elsker y”. Her synes der ikke at findes et begreb for en evt. ancestral. Dermed har ancestralen heller ikke nogen særlig betydning, hverken som noget yderligere forklarende eller som en nødvendig del af vores teori. Ligeledes er det blevet fremhævet, at den ancestrale manøvre ikke fritager os fra spørgsmålet om, hvorvidt det eksempelvis er den antitransitive minimale tilstrækkelighed eller dens transitive ancestral, der er den egentlige kausale relation.¹⁹D.H. Mellor, “For Facts as Causes and Effects”, i Causation and Counterfactuals, red. John Collins, L.A. Paul og Ned Hall (Cambridge: MIT Press, 2004), 309–310. Ancestralens relevans for en teori skal derfor begrundes særskilt, hvilket også gælder for Paul og Halls teori.

Paul og Hall medgiver, at brugen af den ancestrale manøvre forudsætter antagelsen om, at kausalitet er transitiv, og at minimal tilstrækkeligheds håndtering af tidlig afskæring står og falder med holdbarheden af denne antagelse.²⁰Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 91–92. Uden transitivitet kan analysen nemlig ikke fejlfrit forklare C som en årsag til E i figur 1 eller 2, hvilket strider mod den før-teoretiske intuition om, at det er fuldkommen tydeligt, at C er årsag til E. Med forudsætningen af transitivitet ifm. sin analyse synes transitivisten altså at kunne finde belæg for, at transitivitet er en uundværlig del af vores bedste teori om kausalitet – minimal tilstrækkelighed – ved at henvise til transitivitetens nødvendighed for at undgå falske positiver ved tidlig afskæring.

Behov for transitivitet

For transitivistens argument opstår dog en væsentlig udfordring ved begrundelsen af, hvorfor transitivitet er uundværlig for analysen. For der synes som sagt at være to mulige forklaringer, der understøtter vores før-teoretiske bedømmelse af, at C er årsag til E i figur 1 og 2; nemlig at kausalitet er en intransitiv eller en transitiv relation. Paul og Hall afviser dog tilsyneladende den intransitive forklaring fra tidslig åbenhed, da det er anledning til, at analysen bryder sammen ved tidlig afskæring. De afviser samtidigt, at kausalitet er en antitransitiv relation ud fra, at det udelukker, at C er årsag til E, hvorfor de tyer til ancestralen af minimal tilstrækkelighed. Den intransitive relation afvises, da den regner Suzys læggen an til at kaste som en årsag, selv når Suzy ikke kaster sin sten. Den antitransitive relation afvises, da den udelukker Billys læggen an – og kun regner Billys kast – for en årsag til, at flasken knuses. Man afviser altså, at bedømmelsen “C er en årsag til E” skal forklares ud fra, at kausalitet er intransitiv, fordi minimal tilstrækkeligheds analyse fejler som en tidslig åben relation. Men man står stadig fast på, at C skal forklares som en årsag til E, og endda så fast, at man afviser den antitransitive analyse, der forklarer, at C ikke er en årsag til E. Man stiller ikke spørgsmål til, hvorvidt C er en årsag til E, hverken når man må opgive en af forklaringerne, der understøtter denne bedømmelse, eller når man gør en antitransitiv relation, der udelukker, at C er en årsag til E, til en central del af sin teori. Dette vidner om, at den før-teoretiske bedømmelse af C’s rolle i figur 1 og 2 allerede hviler på ideen om, at kausalitet er transitiv. Groft sagt: transitivitet bliver kun uundværlig, fordi man kræver, at analysen forklarer før-teoretiske bedømmelser, foretaget ud fra en forudgående opfattelse af, at kausalitet er transitiv. Det behøver dog ikke være en cirkelslutning, for så vidt man kan begrunde transitivitet uafhængigt, ved eksempelvis at appellere til en stærk intuition derom, som den vi så hævdet i indledningen. For vores vedkommende bliver det dog cirkulært, eller i bedste fald et uanvendeligt træk. For vi søger enten at underbygge vores intuitioner om transitiv kausalitet eller at undgå, at begrundelsen af transitivitet kan føres tilbage til en før-teoretisk intuition derom. Transitivisten kan derfor ikke gøre sig håb om at forpligte os på transitiv kausalitet vha. dens rolle i minimal tilstrækkelighed, da hun ikke kan udelukke, at transitivitets uundværlighed hviler på en sådan før-teoretisk intuition. Skulle transitivisten alligevel forsøge sig dermed, ender hun højst i samme problem, der blev præsenteret i indledningen, og som uundværlighedsargumentet søger at undgå; nemlig at der kan skabes tvivl om gyldigheden af vores intuitioner om transitiv kausalitet.

Vi må altså droppe antagelsen om, at C skal forklares som en årsag til E, hvis vi skal gøre os et håb om at opstille et uundværlighedsargument. Desværre for transitivisten gør dette kort proces for minimal tilstrækkeligheds begrundelse af kausalitet som en grundlæggende transitiv relation. For når analysen skal forklare den mest fundamentale direkte kausale relation mellem kun to hændelser, eks. D og E i figur 1, forekommer det at være nødvendigt at indføre unikhedskriteriet for at undgå falske positiver. For som vi så tidligere: Indfører man ikke unikhedskriteriet, der gør minimal tilstrækkelighed antitransitiv, så forbliver analysen tidsligt åben, og den vil således regne C, A og D som årsager til E, øverst i figur 1. Bemærk, at hvis den tidsligt åbne analyse ikke resulterede i den falske positive A, men kun forklarede C og D som årsager til E i figur 1, så ville vi ikke have grund til at indføre unikhedskriteriet. For selvom vi har droppet antagelsen om, at C er årsag til E, har vi ikke deraf grund til at antage, at C ikke er årsag til E, forud for vores analyse. For gjorde vi det, ville vi stiltiende forudsætte, at kausalitet er antitransitiv. Men da den tidsligt åbne analyse fører til falske positiver, så er der en grund til at indføre unikhedskriteriet. For hvis vi ikke har en uafhængig grund til at regne Billys læggen an til t₁ som en årsag til, at flasken knuses til t₃, men først og fremmest vil sikre, at vores teori forklarer, hvorfor Billys kast til t₂ er en årsag dertil, så er der ingen tydelig grund til, hvorfor vi skulle foretrække en teori, som den tidsligt åbne analyse, der medtager hændelserne til t₁som evt. årsager til hændelsen til t₃. Umiddelbart synes en teori, som den antitransitive analyse, der udelukker forbindelsen mellem t₁og t₃ at være at foretrække, for så vidt dette betyder, at Suzys læggen an ikke fejlagtigt regnes som en årsag til, at flasken knuses. Pointen er, at transitivisten ikke kan hævde, at vi er forpligtede på transitiv kausalitet med henvisning til, at den mest fundamentale minimal tilstrækkelighedsrelation mellem kun to hændelser nødvendigt indebærer transitivitet. Om noget er det rettere antitransitivitet, der her fremstår som uundværligt.

Dropper vi antagelsen om C som en årsag til E, er der heller ikke grund til at hævde minimal tilstrækkeligheds ancestral for at håndtere problemet med tidlig afskæring. Regner vi i figur 1 bagud fra E, hvor både C og A forekommer, ser vi nemlig allerede ved t₂, at kun D opfylder den antitransitive analyses krav, og at B ikke kommer i betragtning som havende en aktiv rolle mht. E. Det mulige back-up-forløb A‑B-E er allerede fra første skridt afholdt fra at forstyrre vores analyse. Regner vi nu bagud fra D, kommer kun C i betragtning som dets årsag til t₁, og ikke A. Ifølge den rent antitransitive analyse er der altså kun ét kausalt forløb i eksemplet der faktisk udmunder i E’s forekomst, nemlig C‑D-E. Dette forløb indeholder tilmed kun de hændelser, der synes at være relevante for E’s faktiske forekomst, også selvom analysen ikke længere regner C for en årsag til E. Undlader vi at gøre minimal tilstrækkeligheds analyse transitiv, opstår der således hverken problemer med at skelne faktiske og back-up-forløb, eller problemer med falske positiver/negativer. Bemærk yderligere, at det er nøjagtigt denne underliggende antitransitive analyse som ancestralen af minimal tilstrækkelighed hviler på. Foruden at den ikke stemmer overens med vores intuitioner om, at kausalitet er transitiv, kan transitivisten altså ikke påpege, at den antitransitive analyse er fejlagtig. I så fald ville dette nemlig også ramme dens transitive ancestral, eftersom ancestralen forudsætter, at den antitransitive relation gælder mellem de enkelte hændelser. Igen synes det at være den antitransitive udgave af minimal tilstrækkelighed, der er uundværlig, og ikke dens transitive ancestral. Minimal tilstrækkelighed fører altså nærmere i retning af, at vi er metafysisk forpligtede på, at den kausale relation er antitransitiv.

Konklusion

Som vi har set, synes der ikke at være håb for, at transitivisten kan bruge et uundværlighedsargument til at omgå de tilsyneladende indvendinger mod transitiv kausalitet. Transitivitet er ikke uundværligt for vores bedste teori om kausalitet – minimal tilstrækkelighed – hverken når det kommer til dens forklaring af kausalitet mellem kun to hændelser, eller i forbindelse med at undgå falske positiver/negativer i sin analyse. Dermed kan transitivisten ikke henvise til minimal tilstrækkelighed for at begrunde vores metafysiske forpligtelse på transitiv kausalitet, og således heller ikke styrke sin position overfor de tilsyneladende intuitive modeksempler dertil. Følges uundværlighedsargumentet til dørs, synes vi imidlertid at kunne påpege følgende: Hvis kausalitet er transitiv, så er minimal tilstrækkelighed falsk, da den indebærer metafysisk forpligtelse på antitransitiv kausalitet. Omvendt, hvis minimal tilstrækkelighed er vores bedste teori om kausalitet, så må vi – som minimum – antage, at kausalitet ikke er transitiv.

Dog, tager vi uundværlighedsargumentet til yderste konsekvens, og lader os overbevise om, at kausalitet er antitransitiv, kan dette have væsentlige konsekvenser. Helt generelt, synes det at udfordre rigtigheden af alle de påstande om kausalitet, som vi foretager både til daglig og i forbindelse med at bedrive videnskab, hvor vi, ifølge Paul og Hall, tager kausalitets transitivitet for givet. Tager vi nemlig afsæt i en hvilken som helst påstand om kausalitet, der er foretaget ud fra en devise om, at kausalitet er transitiv, og observerer, at der findes en hændelse imellem den påståede årsagshændelse og dens virkning, ville vi kunne indvende, at det er denne mellemliggende hændelse, der er den egentlige årsag. I så fald vil begrundelsen for påstanden baseret på kausalitets transitivitet være misvisende, for ikke at sige fejlagtig. For så vidt dette står til at bringe begrundelser bag vores ellers efterprøvede og veletablerede videnskabelige teorier i tvivl, kan det hævdes, at vi deraf har grund nok til at opgive antitransitiv kausalitet.

Et mere konkret eksempel på følgerne af antitransitiv kausalitet i dagligdagen og juridiske sammenhænge kan være dets mulige konsekvenser for, om personer er bebrejdelsesværdige. Hvad hvis vores begrundelse af, hvad en person kan bebrejdes for eksempelvis. henviser stringent til kausale forhold, for at forklare, hvem der kan bebrejdes for hvad? Groft sagt, at man kun kan bebrejdes for noget, hvis man er årsag til det. I så fald er Billy ikke længere at bebrejde for, at flasken bliver knust: det er kun dét, at stenen rammer flasken, der er årsag til, at den knuses, også selvom det var Billy, der kastede stenen. Ligeledes vil en morderisk snigskytte ikke være at bebrejde for sit offers død: det er kuglen der rammer offeret, eller, hvis vi skal være helt nøjagtige, er det måske endda først offerets hjertestop, der tæller. Hvis vi mener, at det er centralt for vores teori om kausalitet, at den bl.a. skal kunne forklare og begrunde, at snigskytten gøres bebrejdelsesværdig for sit offers død, er vi lidet tjent med en teori, hvor kausalitet er antitransitivt. Også i dette tilfælde kan vi således have tilstrækkelig grund til at forkaste ideen om antitransitiv kausalitet.²¹Jeg vil gerne takke min bachelorvejleder lektor Nikolaj Nottelmann, mine medstuderende Furkan Tuncer, Magnus Brandt Nielsen, Jakob Enevoldsen, Laura Stryhn Nierostek og Simon Jønsson samt Frederik-Emil Jakobsen og Kristoffer Balslev Willert fra Paradoks’ redaktion for deres hjælp med at udfærdige denne artikel.

1.	Ned Hall, “Causation and the Price of Transitivity”, The Journal of Philosophy 97 (2000), 198; David Lewis, “Causation”, The Journal of Philosophy 70 (1973), 563. Et sted påpeger Hall tillige, at “rejecting transitivity seems intuitively wrong” (Hall, citeret i Cei Maslen “Causes, Contrasts, and Nontransitivity”, i Causation and Counterfactuals, red. John Collins, Ned Hall og L.A. Paul (Cambridge: MIT Press, 2004), 349.
2.	L.A. Paul og Ned Hall, Causation: A User’s Guide (Oxford: OUP, 2013), 248.
3.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 222.
4.	John Collins, Ned Hall og L.A. Paul, “Counterfactuals and Causation: History, Problems and Prospects”, i Causation and Counterfactuals, red. John Collins, Ned Hall og L.A. Paul (Cambridge: MIT Press, 2004), 39; Cristopher Hitchcock, “The Intransitivity of Causation Revealed in Equations and Graphs”, The Journal of Philosophy 98 (2001), 273–299.
5.	Kausalitets transitivitet er bl.a. et gennemgående tema i Paul og Halls bog. Hertil bruger de et helt kapitel på at gennemgå indvendinger imod den og løsningsforslag derpå, samt problemerne disse står overfor. For sidstnævnte, se Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 215–244.
6.	Mark Colyvan “Indispensability Arguments in the Philosophy of Mathematics”, The Stanford Encyclopedia of Philosophy, 28. februar 2019, ¶1; Theodore Sider, “Primitivism”, i Writing the Book of the World (Oxford: OUP, 2011), 9–20.
7.	Colyvan, “Indispensability Arguments in the Philosophy of Mathematics”, ¶2.
8.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 14–16.
9.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 91, 171–173.
10.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 4, min kursivering.
11.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 75.
12.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 14–16.
13.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 74–75.
14.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 90, min kursivering.
15.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 75.
16.	Kenneth H. Rosen, “Relations”, i Discrete Mathematics and Its Applications (New York: McGraw Hill Education), 599–671.
17.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 90–91.
18.	Tag eks. den intransitive relation “x elsker y”. Her synes der ikke at findes et begreb for en evt. ancestral.
19.	D.H. Mellor, “For Facts as Causes and Effects”, i Causation and Counterfactuals, red. John Collins, L.A. Paul og Ned Hall (Cambridge: MIT Press, 2004), 309–310.
20.	Paul & Hall, Causation: A User’s Guide, 91–92.
21.	Jeg vil gerne takke min bachelorvejleder lektor Nikolaj Nottelmann, mine medstuderende Furkan Tuncer, Magnus Brandt Nielsen, Jakob Enevoldsen, Laura Stryhn Nierostek og Simon Jønsson samt Frederik-Emil Jakobsen og Kristoffer Balslev Willert fra Paradoks’ redaktion for deres hjælp med at udfærdige denne artikel.

Hvad er argumentation? Hvad er filosofi? Hvad er at læse?

Søren Gosvig Olesen · 22. mar. 2023

Nu hvor Paradoks’ fejde om fænomenologien, dette lokalopgør, tilsyneladende har nået eller dog nærmet sig sin afslutning,¹Søren Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, Tidsskriftet Paradoks, 14. marts 2023. må det vist være min tur til ikke at læse. Jeg mener, efter igennem det ene indlæg efter det andet at have været vidne til et forsvar imod at læse finder jeg det uforsvarligt at fortsætte, som om min mulighed for at blive læst var inden for pædagogisk rækkevidde. Når jeg efter at have henvist til femten forfatterskaber som kompetente fortolkninger af fænomenologien stadig bliver beskyldt for ikke at henvise til sekundærlitteraturen, når jeg efter at have givet en gennemgang af fænomenologien stadig bliver afkrævet guldkorn og begrundelser, når jeg efter at have leveret alt det efterspurgte stadig kun mødes af prædikener om slutningsformer og påkaldelse af fænomenologiens ånd, så er det nok bedre, at jeg retter blikket imod noget andet.

Talen er om argumentation. Vi skal igennem hele det dræbende akademiske litani fra non sequitur og tu quoque til ham den velkendte stråmand: Vi skal kun se på argumenterne, og de skal “renses for retorisk staffage”.²Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶26. Men når der tales om at rense noget for retorisk staffage, argumenteres der så? Der tales i det mindste. Men det er altså ikke retorik, når der tales sådan? Det gælder om “at holde hovedet koldt og skride argumentationsteoretisk frem”.³Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶26. Og den slags formuleringer viser, at man holder hovedet koldt og skrider således frem?

Jeg har interesseret mig for denne måde at bedrive filosofi på i mange år. Dels for sjov – for det er sjovt at følge, hvordan argumentation faktisk foregår. Kollegerne ovre på retorik har et skarpt blik for det; den konflikt mellem retorik og filosofi, som allerede var gammel hos Platon, er langt fra forbi. Måske er den evig. Jeg kan henvise folk, der har tid, til mine opsatser “Logik for høns” (i At læse filosofi fra 1992) og “Flere dårlige argumenter” (i Forsøg med filosofien fra 2011). Dels for alvor – for det er alvorligt, at filosofien for det meste lever i en fortrængning af sit eget element, teksten. Min første bog, La philosophie dans le texte fra 1982, handler om dette problem; filosofiens problem med sig selv. Den handler også om Kierkegaard, for han er om nogen en, som folk har læst uden at se hans tekst. Som om man skulle se igennem teksten. (Kierkegaard har fået mere plads i den seneste udgave fra 2017, og det er ikke uden betydning for det følgende.)

Man kan godt grine ad folk, der skriver i ét væk om argumentation og så tror, at de derved argumenterer. Læser de ikke, hvad de selv skriver? Det er også til grin at lade forskellen mellem den ene eller den anden læsning komme an på, hvad man er mest “glad for”,⁴Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶4. og det er til grin ikke at ville “dømme” nogen “ude”.⁵Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶10. Mit første indlæg om fænomenologien her i Paradoks tog udgangspunkt i det forhold, at de studerende så ofte er overladt til sekundærlitteratur, der gør Husserl, et filosofisk geni, til et banalt sludrehoved.⁶Søren Gosvig Olesen, “Examen de conscience, eller: Hvordan fænomenologien blev til fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 8. februar 2023. Det er mig, der bedømmer Husserl til at være et geni, og det er mig, der dømmer den banaliserende litteratur ude. Det er mit ansvar. Og mere til, det er min pligt. Det er ikke anderledes, end når en murer skal lære at bygge en mur, så den er i lod, eller en sanger skal lære at synge rent – og nogen jo altså skal lære dem det.

Men hvad nu hvis man gjorde alvor af at argumentere sådan, som der tales så meget om? Altså hvad hvis man skred “argumentationsteoretisk” frem, hvad hvis man havde held til at fjerne al “retorisk staffage”? Hvad ville der så være tilbage af filosofien? Det er der skrevet adskilligt om, men jeg har da forståelse for, hvis tiden er knap. Så lad mig nøjes med et enkelt eksempel, der er ganske velkendt for det læsende publikum, for så vidt et sådant stadig findes. Men nu skal vi læse det argumentationsteoretisk!

I første del af den af Victor Eremita udgivne Enten – Eller, indeholdende A.’s papirer, finder man blandt de såkaldte diapsalmata “Et exstatisk Foredrag”, som begynder sådan her:

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele.⁷Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 3 (København: Gads Forlag, 1997), 25.

Argumentationsteoretisk er denne tekst ret let at gennemskue. Den rummer følgende argument:

A eller non‑A
Hvis A, så R
Hvis non‑A, så R
―
R

Argumentet er, som det fremgår, gyldigt. Træder vi imidlertid et skridt tilbage fra den argumentationsteoretiske analyse, er det noget andet, som fremgår. For så fremgår det, at “Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det”, osv. siger noget ganske andet end “A eller non‑A”, osv. Med det sidste er der tilsyneladende noget tilbage, som det første nok siger, og dog er der i det sidste intet tilbage af, hvad det første siger. Hvordan skal vi nu forklare dette paradoks? Hvad er det, der er forsvundet? Er det stilen, ironien? Eller er det måske gentagelsen? Eller det, som sker ved gentagelsen (for ved fire gange A eller non‑A sker der intet)? Eller er det indholdet, det som i nutidens angelsaksiske vokabular kaldes substansen?

Svaret er, at det er det hele, der er forsvundet. Ja, det er endda forsvundet, at argumentet er gyldigt: Vi går fra det ene alternativ til det andet, men med det sidste alternativ går det for vidt. Man kan trods alt erfare, hvorvidt man vil fortryde at gifte sig eller ikke, at le eller græde over verdens dårskaber, at tro en pige eller ej. Men at erfare, hvorvidt man vil fortryde eller ikke fortryde at hænge sig, det må siges at være udelukket. Men det skriver Kierkegaard ikke. Han forudsætter, at hans læser kan læse. Ja, han forudsætter ligefrem, at hans læser har ånd. Måske ikke fænomenologiens ånd, men alligevel. Derfor undlader han at være åndløs: at kede os. Han benytter en figur, som i øvrigt forekommer en række steder i forfatterskabet; gentagelse på gentagelse, så det ender med at være mere end gentagelse, nemlig overdrivelse.

Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. Indrømmes skal det, at Kierkegaards retoriske pragtstykke er et ekstremt eksempel. Men er det retoriske bare “staffage”? Er stilen, er ironien, er indholdet? Hvad skal man stille op med alt det, hvis der ikke er andet at komme efter end det, som den “argumentationsteoretiske” analyse viser? Når hele teksten er væk? Og er det så meget anderledes med andre filosoffer? Tag Nietzsche som et nærliggende eksempel. Eller Hegel. Eller Derrida. Eller Platon eller Aristoteles såmænd. Det er klart nok lidt sværere med folk som Ayer eller Smart. Det kan dog være en god idé at læse også deres skriverier, om ikke andet så for at lære at genkende en stilart inden for filosofifaget, hvor man pukker retorisk på argumentet, og som efterhånden har fundet sin rette betegnelse: argumentorik.

Det er derfor, jeg plejer at fremhæve, at det er filosoffens opgave at lære at læse og skrive, og uden blusel hævder, at filosofi som argumentation er filosofi for små regnedrenge. Ingen af de filosoffer fra traditionen, vi læser, er små regnedrenge, og vi skal heller ikke gøre dem til det. Heller ikke selv om nutidens filosoffer til hobe er det, så peers de end også er.

Men Husserl, som det hele begyndte med, er han trods alt ikke ret langt fra at skulle læses sådan? Han er i hvert fald for tiden langt fra at blive læst sådan, vil jeg sige. Hvis man da overhovedet kan sige, at han bliver læst nu for tiden.

Husserl var selv vidne til, hvordan logikken i stigende grad formaliseredes, og giver i sine arbejder frem mod Logische Untersuchungen udtryk for sin forbløffelse over, at det kan virke imponerende på nogen. For ham var det klart, at logikken ikke kunne grundlægges på formalisering, og han erklærede derfor at ville holde fast ved den gamle opfattelse af logik som metafysik. I en tekst dateret til ca. 1890, “Varia operativa”, skriver han kort og fyndigt: “Alles Schließen kann nicht ein formales sein” (“Ikke al slutning kan være formel”).⁸Edmund Husserl, Husserliana XXI, 11. Gaves der ingen materielle slutninger, ville den formelle ikke blot være indholdstom, den ville, da så end ikke muligheden af at give den indhold bestod, endda være umulig. “Gäbe es nicht sachliches, nichtformales Urteilen und Schließen, so auch kein formales. Dies verkannt zu haben, ist der fundamentale Irrtum der algorithmischen L<ogik>” (“Gaves der ikke saglig, ikke-formel domsfældelse og slutning, så gaves der heller ingen formel. Det er den algoritmiske logiks fundamentale fejl at have miskendt dette”).⁹Husserl, Husserliana XXI, 11.

Projektet om at gøre rede for forbindelsen mellem den materielle logik og den formelle går under navnet transcendental logik. Det findes i moderne tid fortrinsvis hos Kant og Husserl. I sidstnævntes Ideen I udfoldes det endda til et projekt angående material ontologi og formal ontologi og forbindelsen mellem disse. Det fører Husserl til at gå en anden vej end Kant. Uanset hvad skal man over Kant for at forstå Husserl. Man skal også over Hegel.

I den sekundærlitteratur, som jeg i mit seneste indlæg i Paradoks har henvist til og anbefalet,¹⁰Søren Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant, og til andre, som måske har bedre tid, hvilket kan tjene som forord”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023, ¶13. ses projektet om en transcendental logik ligefrem som den moderne eller nyere tids metafysiske projekt. I den sekundærlitteratur, som jeg ikke vil anbefale, og som jeg hverken vil spilde egen eller andres tid med, når man slet ikke frem til dette projekt.

For at resumere i samme manér som Aristoteles, der kaldte sig selv for skriveren og af Platon blev kaldt for læseren: Hvorfor filosofien ikke består i argumentation i tomgang, er nu sagt.

Når det er sagt, så skal det også siges, at det i de fleste diskussioner ikke er logik, det kommer an på, men derimod etik. Adskillige filosoffer har også forsøgt at skrive en diskussionens etik. Jeg skal ikke referere dem her. Nietzsche har med to ord karakteriseret, hvad man bør undgå; han kalder det beleidigende Klarheit (sårende klarhed). Det var møntet på englænderne. Det kunne det også være i dag. Det betyder at præsentere noget meget simpelt som noget meget dybt.

Nu har den engelske måde at gøre sig på bredt sig over hele kloden. Sådan kan man se en mand paradere som en anden Ayer og næsten Smart, så urokkeligt forvisset om sin argumentations fortræffelighed, at han kun behøver at tale om den og så ellers kan gå uden om teksten eller sige, at han ikke lige har tid den dag. Ubegrundede påstande? Tu quoque? Ja, hvordan synes du selv det går med at begrunde noget som helst? Bemærk “sarkasmen og latterliggørelsen”!¹¹Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶15. Ja, så gerne: “gestikulere i retning af en bog”,¹²Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶2. “Not so, my dear Gosvig”,¹³Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶12. osv. osv. Non sequitur? Ja, men hvorfor er du sikker på, der er tale om en slutning? Kunne det ikke være en læsning? Og måske en symptomal en af slagsen? Symptomallæsning? Nej, det var dengang. For nu studerer vi eye movements og eye tracking. Og bruger elektrodehat. Og briller.

Problemet med at skrive om simpel mekanik som slutningsformer, som om det var dybe indsigter, er, at man på den måde lukker diskussionen. For som jeg skrev i mit første indlæg, hvad skal man stille op, når der ikke er enkelte fejl, man kan slå ned på, men det er hele setuppet, der er forkert. Skal jeg virkelig til at forklare en kollega, at der er noget, der hedder genrebestemmelse, at der er forskel på et debatindlæg og en afhandling, uafhængigt af, hvilke grænser en redaktion sætter eller ikke sætter. Det bliver jo beleidigend at belære nogen om det. Lige så beleidigend, som når nogen vil belære om tu quoque eller non sequitur – eller per auctoritatem eller ad hominem, osv. ad libido. Dog, lad mig lige opholde mig et øjeblik ved den mest populære person i tidens standende diskussioner og belæringer om logik. Det er: stråmanden. Alle synes at vide, hvem han er, og alligevel er der ingen, der ved, hvem han er.

Den mageløse opdagelse ved den mand skal være, at ingen kritik passer i forholdet 1:1 på nogen bestemt person. Og det er jo rigtigt. For vi konstruerer altid. Freudomarxisme, strukturalisme, analytisk filosofi, hvem er det lige? Enhver kan undslå sig, for det er aldrig den eller den konkrete person. Og ganske vist er der dårlige konstruktioner, som essentialisme og socialkonstruktivisme – eller poststrukturalisme eller postmodernisme. Men det er ikke, fordi de er “stråmænd”. Det er, fordi de er dårligt tænkt; de har ingen præcis definition, eller de er selvmodsigende. Typologien eller idealtypen slipper man ikke for i nogen diskussion.

Her er princippet for den: “Jeg håber, at en kritisk metode, som jeg for det meste har benyttet, ikke vil blive lagt mig til last. Hvor det overhovedet gik, bestræbte jeg mig på at få de ledende tanker frem [auszulösen] og begrebsligt skarpt bestemt [begrifflich scharf zu fixieren], som uden altid at være klart og konsekvent fulgt hele tiden gik igen hos forskellige forfattere, sådan at jeg på denne grund kunne opbygge en teori så konsekvent som mulig. Den efterfølgende kritik kunne da vise, hvor vidt de ved første indtryk plausible motiver overhovedet formåede at række.” Det står i begyndelsen af Husserls Philosophie der Arithmetik (nærmere bestemt Husserliana, XII, 5). Det er sådan, Husserl i den tidligere Über den Begriff der Zahl, habilitationsskriftet fra 1887, fremsætter sin talteori på baggrund af en kritik af fem typer (jeg mener typologiserede) teorier. Man finder den samme fremgangsmåde hos Brentano. Og som så meget, Husserl og Brentano har til fælles, hos Aristoteles. Skal vi kalde det stråmandsprincippet? Mon ikke det er bedre som hidtil at kalde det perigrafi. Og så ellers lade det med stråpersonen gå op i røg.

Engang havde man den analytiske filosofi, som forsimplede vores metier, og hvor man ikke kunne komme med indvendinger, fordi de skulle være tilsvarende forsimplede for at blive forstået, hvorved det blev umuligt at indvende noget imod forsimplingen selv. Jeg fik lov at søbe af den i to år, inden jeg kunne flygte ud af landet og fandt en læremester, der kunne vise mig, hvad filosofi er. Alt det, mine danske lærere havde kaldt uforståeligt, viste sig at være forståeligt nok, bare man havde nogen til at lære sig at arbejde med de tekster. Jeg vil påstå, at de studerende kan forstå alt muligt, selv den sværeste Aristoteles eller Kant eller Heidegger, hvis de får den rette hjælp til det. Men det er ingen hjælp, hvis ens lærer erklærer noget for uforståeligt eller erklærer, at det eller det kan han eller hun ikke forstå. Og det hørte jeg vitterligt undervisere sige. Jeg troede ikke mine egne ører. Kan man så også som fysiker komme uden om Einstein bare ved at sige, at man ikke forstår ham? Eller som musiker uden om Schönberg eller som maler uden om Cézanne?

Sådan gør man ikke i dag. Nu er det alligevel hele filosofien, der er blevet som den analytiske filosofi. De studerende må søbe endnu mere. Vi har endda fået en analytisk fænomenologi. Nu er det fænomenologerne, der ikke forstår fænomenologien. De siger dog ikke sådan. Man har fundet nye metoder, som peer review og den slags. Det betyder, at man ikke som før bliver bedømt af autoriteter, der kan mere end én selv, men af ligemænd, der kan lige så meget eller nærmere lige så lidt som en selv. Derfor er peer review ikke kvalitetskontrol, men derimod konformitetskontrol. I dag slår man ikke ned på nogen, fordi vedkommende ikke er god nok, men fordi vedkommende stikker for meget ud. Og man behøver ikke længere sige, at den eller den er “uforståelig”. Man siger bare, at den eller den er controversial. Agamben eller Derrida er highly controversial. Jeg er også controversial, dog ikke så highly som dem, da mit talent ikke rækker slet så langt som deres. Men jeg har det nu meget godt med dog at være på samme side som dem.

For filosofien har ikke mange chancer i det nuværende system. Ved indgangen til hele traditionen står Platon ellers med sin skelnen mellem filosofi og filodoksi. Det første er kærlighed til tænkning. Det sidste er kærlighed til meninger – også kendt som positioner, som man kan argumentere for og imod. Langt det meste af, hvad der bedrives på de filosofiske institutter i dag, er filodoksi og ikke filosofi. Så vi læser Husserl og finder en passus, hvis kontekst er at afgrænse fænomenologiens position over for cartesianismens? Ja, hvis det at læse var at gengive det doksiske indhold i en tekst, så var det rigtignok at læse. Men det er ikke sådan, man får en tekst til at hænge sammen. Husserls ord på det citerede sted af Krisis¹⁴Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4. tilordner gyldigheden en forståelighed, de peger på livsverdenen som betingelsen for, at videnskaben overhovedet kan få sin gyldighed. Den første type læsning lærer os at placere Husserl i et doksografisk skema. Den anden lærer os at tænke i fænomenologiens fodspor; det er sådan, Merleau-Ponty eller Derrida læser Husserl.

Vi skal have teksten forklaret og kontekstualiseret, javist, men det er ikke gjort med det, for så let er vores opgave med teksten ikke. Vi skal ikke bare se på dens teser, men også på dens stil, ikke bare kunne dens begreber, men også bemærke de greb, den benytter, kunne se dens brud med traditionen eller forlængelse af traditionen, vende og dreje dens ordvalg, beskrivelser, billeder, eksempler, analogier, metaforer, paralleller, skjulte citater og indbyggede pasticher, styrker og svagheder og modsigelser, tilbagevendende formuleringer og deres fornyede betydninger fra gang til gang, osv. Vi kan i sidste ende ikke konstruere en tekst efter dens rette proportioner uden alt det, hvad enten vi læser eller skriver.

Det har undret mig, at introduktioner til fænomenologi, der er halvtreds eller femoghalvfjerds år gamle, er bedre end dem, der skrives i dag. Det er som om, der dengang var et niveau, man ikke gik under. Det er allerede over hundrede år siden, at Heidegger i sine forelæsninger sagde, at fænomenologien var blevet et skolastisk system, og at det gjaldt om at orientere sig efter fænomenologiens mulighed og ikke dens virkelighed. I dag er man møjsommeligt ved at arbejde sig frem til det niveau, alle forudsattes at have dengang. Man finder som i enhver anden, filosofisk højreorienteret skole sin glæde ved at pudse systemet op endnu en gang, nu ved hjælp af bevidsthedsfilosofi og cognitive sciences. Institutionshistorisk er det ikke svært at forklare udviklingen. Dengang filosofien var tysk og fransk og italiensk, var transcendentalfilosofien og den spekulative filosofi, Kant og Hegel, noget eller nogen, man kunne. I dag er det en kæmpe industri at bedrive Phenomenology Explained for the Average American or Chinese Tourist.

Men se, det vil jeg ikke. For jeg har set tilstrækkeligt til at vide, at fænomenologi oversat til angelsaksisk filosofi bliver berøvet sine rødder og sit forhold til traditionen, og så er det ikke fænomenologi mere. Det er nemlig ikke rigtigt, at jeg ikke har læst meget analytisk filosofi; jeg tør godt sige, at jeg har læst den, så jeg kender typen ud og ind – for meget kan man sige om den analytiske filosofi, forståelsesproblemer frembyder den trods alt ikke. Men det er helt rigtigt, at jeg er ensidig. Jeg er på samme side som Derrida og Granel og Desanti og de andre nævnte. For det er dem, man kan lære af, og ikke dem, som jeg dømmer ude, og som er bleg afglans.

Hvem der skal afgøre, hvornår læsningen af Husserl er radikal, og hvornår den er bleg afglans? Det skal jeg. For det må enhver afgøre med sig selv – også i en tid, hvor man vil lægge det valg fra sig og ud til sine peers, som om man sad i fint selskab og lige skulle kigge raden rundt for at finde ud af, hvornår man skal græde eller grine. Ingen skal tvinge mig ind i det medløberi. Og endnu mindre skal nogen tvinge mig til at gøre de studerende til medløbere. Tænke må enhver selv gøre, og ellers er der ingen tænkning.

1.	Søren Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, Tidsskriftet Paradoks, 14. marts 2023.
2.	Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶26.
3.	Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶26.
4.	Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶4.
5.	Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶10.
6.	Søren Gosvig Olesen, “Examen de conscience, eller: Hvordan fænomenologien blev til fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 8. februar 2023.
7.	Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 3 (København: Gads Forlag, 1997), 25.
8.	Edmund Husserl, Husserliana XXI, 11.
9.	Husserl, Husserliana XXI, 11.
10.	Søren Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant, og til andre, som måske har bedre tid, hvilket kan tjene som forord”, Tidsskriftet Paradoks, 6. marts 2023, ¶13.
11.	Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶15.
12.	Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶2.
13.	Overgaard, “Afsluttende argumentationsteoretisk efterskrift”, ¶12.
14.	Gosvig Olesen, “Brev til min kombattant”, ¶4.

Mere af det samme, eller: Filosofi som mudderkastning

Søren Overgaard · 21. feb. 2023

I et indlæg i noget, redaktørerne af Paradoks nu kalder “Fænomenologifejden”, svarer min gode kollega Søren Gosvig Olesen¹Søren Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 15. februar 2023. på min kommentar fra d. 13.2.²Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023. Jeg skylder Gosvig tak for svaret, der gør det muligt for mig at uddybe og videreudvikle pointer, der måske ikke var helt udfoldet i min oprindelige kommentar.

Gosvigs indlæg kommer vidt omkring, men de i denne sammenhæng vigtigste punkter er: (1) Gosvig undrer sig over en del ting, jeg skriver i mit indlæg. (2) Han kvitterer på min kritik med en fiks lille tu quoque. (3) Han henviser til tre af sine bøger for de begrundelser, jeg efterlyser i mit eget indlæg. (4) Endelig kommer han med mere af det samme: Grove anklager om fup og svindel, mafiavirksomhed osv. Lad mig gennemgå punkterne fra en ende af.

Jeg starter med den undren, der undrer mig mest: Gosvig forstår ikke, hvorfor jeg ikke nævner, at han skriver, at Ingarden, Patočka og to andre er pålidelige sekundærlitterære kilder.³Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3. Men hvorfor i himlens navn skulle jeg? Jeg nævner to gange, at det ifølge Gosvig er 98% af sekundærlitteraturen, den er gal med. Så kan læseren nok regne ud, at der er to procent tilbage, som slipper gennem nåleøjet. Hvad de relevante forfattere hedder, er vel sagen uvedkommende. Mit indlæg handler ikke om dem. Det handler om de 98% – eller 99% – hvis arbejde, Gosvig stempler som værdiløst (eller det, der er værre).

Det undrer også Søren Gosvig, at jeg ikke nævner, at han faktisk citerer Husserl – endda på originalsproget.⁴Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3. Det kunne jeg skam også godt have nævnt, og måske burde jeg. Men det ville ikke have rokket ved billedet. At Husserl siger et eller andet viser ikke, at størstedelen af sekundærlitteraturen er fup og svindel. Vi skal have citatet forklaret og kontekstualiseret, der skal citater fra sekundære værker på bordet, og vi skal have dem udlagt. Derudover skal det vises, hvordan sidstnævnte citater fordrejer Husserl så grundlæggende, at de end ikke fortjener seriøs diskussion. Og endelig: Søren Gosvigs påstande gælder jo hele fænomenologien. Så samme øvelse burde gentages med Heidegger, Merleau-Ponty osv.

(Hvis der skulle være nogen tvivl om min pointe her, så betragt følgende “gendrivelse” af (lad os sige) 99% af al fransk fænomenologi: Husserl skriver: “Es gilt nicht, Objektivität zu sichern, sondern sie zu verstehen”.⁵Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193. (Frit oversat: “Det gælder ikke om at sikre objektiviteten, men om at forstå den”). Følgelig er den franske fænomenologi humbug! Naturligvis er det noget vrøvl. Og det er det, fordi uden alle de ting, jeg opremser ovenfor, så fortæller Husserl-citatet os intet om den franske fænomenologis kvaliteter eller mangel på samme.)

Gosvig forstår heller ikke, hvordan jeg kan “fejllæse” hans “debatindlæg”, som om det skulle være “en afhandling”.⁶Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶4 og ¶6. Nice one! Der er generelt alt for lidt humor i filosofien, så jeg sætter virkelig pris på denne her “undren”. Tillad mig at fortsætte i det humoristiske spor: At noget sådant ville give anledning til undren, kan man sagtens forstå. Det ville være en fejllæsning af monumentale dimensioner! Min “fejllæsning” var dog knap så kolossal. Jeg forvekslede ikke Gosvigs indlæg med en afhandling, men med en filosofisk artikel. Og den fejl er vel lidt nemmere at forstå, al den stund at Gosvigs indlæg var publiceret i et filosofisk tidsskrift.

Filosofiske artikler – i hvert fald dem, jeg læser – indeholder masser af argumentation og begrundelse. Jeg mindes ikke nogensinde at have læst en, der nøjedes med påstandene. Jeg medgiver gerne, at tidsskriftartikelformatet heller ikke rummer den fornødne plads til at levere det, jeg efterspørger i mit indlæg. Men så må man jo skære konklusionerne til, så de passer til de begrundelser, man har mulighed for at klemme ind – eller hur?

Videre til Gosvigs lille tu quoque: “Overgaard taler om begrundelser og argumenter, men kommer ikke selv med nogen af delene”.⁷Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶6. Men det gør jeg jo. Jeg skal gerne medgive, at argumentet ikke er helt ekspliciteret, opstillet i standardform og alt det der, men jeg gik faktisk også og troede, at Gosvig fint kunne læse filosofiske tekster, der ikke skar alting ud i pap.

Men OK, jeg finder gerne hobbykniven frem: Gosvigs tekst indeholder stort set intet af det, jeg nævner i ¶4 ovenfor (og i ¶3 i mit oprindelige indlæg).⁸Overgaard, “Fup og fænomenologi”. Derfor fremstår hans påstande om fup og svindel helt ubegrundede. Den opmærksomme læser vil bemærke, at der her er en skjult præmis om, at det netop er sådan noget som det i ¶4 nævnte, der skal til for at begrunde Gosvigs påstande. Men den præmis regnede jeg ikke med, at Gosvig ville anfægte. (Hvis nogen er fristet til at gøre det, så bedes de gå tilbage til “gendrivelsen” af fransk fænomenologi i ¶5 ovenfor.)

I stedet for at benytte lejligheden til at begrunde en påstand eller to vælger Gosvig nu at bruge fire afsnit på at berette om, at han skam har leveret alle begrundelserne i tre af sine bøger, hvoraf især én “omhyggeligt gennemgå[r] forvanskningen af fænomenologien”.⁹Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶8. Og hvad så? Er tanken, at når man allerede én gang har leveret begrundelser for sine påstande, så fritager det én for kravet om begrundelse fremover? Så har man tilladelse til at reproducere påstandene ad libitum, uden ledsagende forklaringer eller argumenter? Bevares, hvis det er Søren Gosvigs holdning, så fred være med det. (Måske finder vi her nøglen til at forstå min gode kollegas noget anstrengte forhold til peer review. Filosofiske fagfæller har det jo med slå ned på ubegrundede beskyldninger.)

Jeg må tilstå, at jeg nok ikke vil få læst de tre bøger. Tid er jo en knap ressource, og hvad nu hvis bøgerne – trods Gosvigs forsikringer om det modsatte – bare indeholder mere af det samme? Vores udveksling i Paradoks formår ikke helt at rydde den tvivl af vejen.

Afslutningsvis vil jeg knytte et par bemærkninger til min kollegas særlige måde at debattere på. Synspunkter og tilgange, der ikke harmonerer med Gosvigs egne, er ikke diskutable, kritisable eller forkerte, men simpelthen beyond the pale: fup og svindel, til dumpekarakter osv.

Mit eget indlæg er således bare “mere fup og svindel”.¹⁰Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11. Hvordan det at bede om, at en filosof, der kaster om sig med grove beskyldninger, leverer belæg for dem, skulle kunne være fup og svindel, begriber jeg ikke. Måske er det, fordi jeg gør mig skyldig i “at fejllæse, eller slet ikke at læse” Søren Gosvigs indlæg?¹¹Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11. I sig selv en grov anklage. Og hvad bygger den på? Jo, at der er en stribe ting i Gosvigs tekst, som jeg ikke nævner – fordi de er irrelevante, som vi har set. Og så bygger den på en (indrømmet: virkelig morsom) beskyldning om, at jeg forveksler Søren Gosvigs artikel med en afhandling. Jamen, er det skjult kamera eller hvad?

Søren Gosvigs måde at debattere (eller “debattere”) på er bestemt ikke uden fortilfælde. Et af de mere spektakulære af slagsen findes i en prisopgave, Schopenhauer indsendte til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1839. Schopenhauer karakteriser først den postkantianske filosofiske metode som bestående i at mystificere, snyde og sparke støv op. Dernæst taler han lidet flatterende om Fichte og Schelling, for endelig at omtale en filosof som “langt laverestående” end selv disse to, nemlig “den klodsede, åndløse charlatan Hegel”.¹²“Als Heroen dieser Periode glänzen Fichte und Schelling, zuletzt aber auch der selbst ihrer ganz unwürdige und sehr viel tiefer als diese Talent-Männer stehende plumpe, geistlose Scharlatan Hegel”. Arthur Schopenhauer, Kleinere Schriften, i Sämtliche Werke, Band III, red. Wolfgang Frhr. von Löhneysen (Frankfurt a. … Continue reading

I det 20. århundrede fortsatte nogle analytiske filosoffer i samme rille. A. J. Ayer beskyldte – på baggrund af en meget overfladisk læsning af “Was ist Metaphysik?” – Heidegger for “charlatanisme”.¹³A. J. Ayer, Philosophy in the Twentieth Century (London: Unwin Hyman, 1984), 228. J. J. C. Smart berettede om, at han havde “moments of despair about philosophy when I think about how so much phenomenological and existentialist philosophy seems such sheer bosh that I cannot even begin to read it”.¹⁴J. J. C. Smart, “My Semantic Ascents and Descents”, i The Owl of Minerva: Philosophers on Philosophy, red. Charles J. Bontempo & S. Jack Odell (New York: McGraw-Hill, 1975), 61. Som den amerikanske filosof Lee Braver bemærker: “It is an impressive repulsion, indeed, which needs no exposure to that which repels it”. Se Braver, … Continue reading Der findes vel ikke det skældsord, der ikke er blevet brugt om Derrida. Osv. osv.

Det besynderlige er, at Gosvig tilsyneladende opfatter alt dette som eksempler til efterfølgelse – vi skal bare udse os nogle andre mobbeofre. Jeg kunne ikke være mere uenig. Både mudderet – og kastningen med det – hører hjemme på filosofihistoriens mødding. Skældsordene forgifter og forplumrer den filosofiske samtale. Men det er selvfølgelig bare min – i øvrigt ubegrundede – holdning.

1.	Søren Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 15. februar 2023.
2.	Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023.
3.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3.
4.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶3.
5.	Edmund Husserl, Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, i Husserliana, Band VI, red. Walter Biemel (Den Haag: Martinus Nijhoff, 1976), 193.
6.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶4 og ¶6.
7.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶6.
8.	Overgaard, “Fup og fænomenologi”.
9.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶8.
10.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11.
11.	Gosvig Olesen, “Mere fup og svindel”, ¶11.
12.	“Als Heroen dieser Periode glänzen Fichte und Schelling, zuletzt aber auch der selbst ihrer ganz unwürdige und sehr viel tiefer als diese Talent-Männer stehende plumpe, geistlose Scharlatan Hegel”. Arthur Schopenhauer, Kleinere Schriften, i Sämtliche Werke, Band III, red. Wolfgang Frhr. von Löhneysen (Frankfurt a. M.: Suhrkamp, 1986), 674f. I øvrigt vurderede Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, at Schopenhauers afhandling ikke var værdig til prisen. Selskabet bemærkede i denne forbindelse, at afhandlingen omtalte flere fremtrædende filosoffer på en så upassende måde, at det ikke kunne undgå at vække berettiget anstød (ibid., s. 814f).
13.	A. J. Ayer, Philosophy in the Twentieth Century (London: Unwin Hyman, 1984), 228.
14.	J. J. C. Smart, “My Semantic Ascents and Descents”, i The Owl of Minerva: Philosophers on Philosophy, red. Charles J. Bontempo & S. Jack Odell (New York: McGraw-Hill, 1975), 61. Som den amerikanske filosof Lee Braver bemærker: “It is an impressive repulsion, indeed, which needs no exposure to that which repels it”. Se Braver, “Analyzing Heidegger: A history of Analytic Reactions to Heidegger”, i Interpreting Heidegger: Critical Essays, red. Daniel O. Dahlstrom (Cambridge: Cambridge University Press, 2011), 235.

Mere fup og svindel

Søren Gosvig Olesen · 15. feb. 2023

Søren Overgaard, min udmærkede kollega, har vist mig den ære at svare på et debatindlæg, jeg har i Paradoks den 8. ds.¹Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023. Han viser sig også imødekommende ved at opregne punkter, hvor han og jeg er enige hhv. uenige. Overgaard savner dog citater, henvisninger, begrundelser …

Der er i den forbindelse en ting eller tre, der undrer mig. Og da forundringen siden Platon og Aristoteles har været filosofiens begyndelse, så lad mig begynde der.

For det første citerer jeg fra flere af Husserls værker, heru. sågar på originalsproget. Jeg henviser også til den sekundærlitteratur, som man kan sætte sin lid til, med navnene Desanti, Granel, Patočka og Ingarden. Hvorfor Overgaard læser hen over det, ved jeg ikke.

For det andet er det et debatindlæg, jeg skriver, ikke en afhandling. Et forlangende om at få “alle forklaringerne og argumenterne” – eller “begrundelser”, endda “udpenslet”, er fejlanbragt i denne forbindelse. Det er omtrent som i tidens almindelige facebookdiskussioner, hvor der forlanges dokumentation for verdenshistorien i et kommentarfelt.

For det tredje får Overgaard til sidst min tale om overbærenhed og barmhjertighed drejet til at skulle handle om de studerendes evner. Men som jeg skrev, er der kun tale om at udvise de to egenskaber, for så vidt de studerende stoler på sekundærlitteraturen. For ellers skulle de have gennemskuet hele det system, hvori denne bliver til. Og det forventer jeg ikke.

Imidlertid er jeg villig til at udstrække overbærenheden og barmhjertigheden til også at gælde mine kolleger. Overgaard taler om begrundelser og argumenter, men kommer ikke selv med nogen af delene. Det er som nævnt ganske almindeligt. Jeg vil svare, som jeg plejer, at hvad skal det også hjælpe at kunne argumentere, hvis man ikke kan læse. Det sidste er stærkt undervurderet. Overgaard læser hen over mine citater og henvisninger. Fred med det. Overgaard fejllæser mit debatindlæg, som skulle det være en afhandling. Underligt nok.

For begrundelser har jeg såmænd leveret nok af. De findes i min afhandling Wissen und Phänomen, hvor jeg bruger 200 sider på tekstnært at gennemgå Husserls udvikling. Nu har det akademiske system så vedtaget, at tysk er et forældet sprog, som de færreste læser. Her kan jeg dog glæde publikum med, at min afhandling fra halvfemserne ved forlaget Multivers’ mellemkomst sidste år blev gjort tilgængelig på modersmålet for danske læsere.

Derudover har jeg omhyggeligt gennemgået forvanskningen af fænomenologien i bogen La phénoménologie, cette inconnue, udgivet 2016. Desværre har det velærværdige system også kasseret fransk blandt de europæiske hovedsprog, så det nu regnes for noget, der kun tales blandt indfødte i det sydlige udland. Så den bog er der heller ikke mange, der læser.

Men alt det er til dels min egen skyld. Jeg anser det ikke for en filosofisk aktivitet at føre sig frem på kongresser og publicere i peer reviewede tidsskrifter og at bedrive networking og fundraising. Denne statsautoriserede mafiavirksomhed er analyseret i min pamflet Filosofien som institution og tænkningen som håndværk, der også blev udgivet sidste år.

Nuvel, der er alle de begrundelser og henvisninger og citater, man kan ønske sig, i de tre publikationer. Men som Søren Overgaard – skal man tro hans tale om sygdom og om at få denne kureret – åbenbart ikke ønsker sig. Sygdomsmetaforikken er i det mindste vores selverklærede fænomenologs egen selvvalgte.

Systemet er, som det er, det kan man ikke laste de studerende for. Lige så lidt kan man laste en udmærket kollega for det. Ikke desto mindre er det at læse hen over, at fejllæse, eller slet ikke at læse, fup og svindel. Og for mig er det alt andet end overbevisende at svare på en anklage for fup og svindel med mere fup og svindel. Ikke at jeg som en anden alderstegen Oberst Hackel vil råbe op om skandale. Det er hele systemet, der er en skandale.

For enhver ved, at vi ikke sætter nogen troværdig standard i filosofisk tænkning ved hjælp af de måleenheder og regneark, som man anvender lige for tiden. Og enhver ved, at den eneste standard, der gælder i filosofien, som så mange andre steder, er det at modstå tidens tand, det at noget holder over et længere stræk. Ikke desto mindre lader alle, som om det ikke var tilfældet.

98% spild af tid og medløberi? OK, indrømmet, det er et slag på tasken. Måske er det 99%. Alle, eller næsten alle, lader som ingenting og bøjer sig for den peer reviewede fup og svindel. Ellers går det ud over karrieren. Men er det da bedre, at det går ud over filosofien?

1.	Søren Overgaard, “Fup og fænomenologi”, Tidsskriftet Paradoks, 13. februar 2023.

Fup og fænomenologi

Søren Overgaard · 13. feb. 2023

I et nyligt indlæg beretter Søren Gosvig Olesen om, hvordan fænomenologien er blevet til fup og svindel.¹Søren Gosvig Olesen, “Examen de conscience, eller: Hvordan fænomenologien blev til fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 8. februar 2023. Fup og svindel. Intet mindre. Som selverklæret fænomenolog går jeg spændt – og lidt uroligt – i gang med læsningen.

Først skal vi lige høre lidt om vores studerendes eksamensopgaver. Der er brug for barmhjertighed og overbærenhed, kan man forstå. For opgaverne er fulde af fejl – ja, endda til dumpekarakter. Men det er ikke de studerendes skyld. Det er sekundærlitteraturen, den er gal med. 98% af den, får vi at vide, er “i bedste fald spild af tid, i værste fald skadelig”.²Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶4. Måske er problemet, at fænomenologerne er blevet analytiske filosoffer. I hvert fald identificerer sekundærlitteraturen fænomenologien “med alt det, som den netop bekæmper”.³Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶24. Sekundærlitteraturens “læsning” “er fuldstændig imod bogstaven”, den “gør […] fænomenologien til alt det, den ikke er”.⁴Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶25.

Nu går det løs, tænker man, med lige dele frygt og forventning. Nu kommer citaterne fra både de fænomenologiske klassikere og de væsentligste sekundære værker. Nu kommer alle forklaringerne og argumenterne, der viser, at sidstnævnte fundamentalt misforstår førstnævnte. Nu bliver det udpenslet, hvordan sekundærlitteraturen – i hvert fald det meste af den – gør fænomenologien til “alt det, den ikke er”. Alt. Og nu får vi at se, hvordan det er hele fænomenologien – ikke bare Husserl – der vendes på hovedet. Hvordan fænomenologien står samlet i kampen mod … et eller andet, som mainstream-litteraturen så gudhjælpemig identificerer fænomenologien med!

Stor er skuffelsen, når man opdager, at der intet kommer. Intet citat fra så meget som et enkelt stykke sekundærlitteratur. Ingen uddybende forklaringer. Ingen begrundelser. Intet belæg for en eneste påstand. Forsknings- og formidlingsindsatsen hos talløse fænomenologiske kolleger verden over (98%!) er blevet affærdiget som værdiløs, ja, som fup og svindel. Uden skyggen af argumentation.

Øjeblikket efter melder tvivlen sig: Måske er netop den slags forventninger – forventninger om, at store filosofiske påstande skal forklares og begrundes – selv en del af det “medløberi”, som beskrives i slutningen af artiklen. Måske er det de første symptomer på … ikke den spanske eller engelske, men den angelsaksiske syge!

Okay, i så fald er der tale om en sygdom, jeg nødigt vil kureres for. Meget nødigt, for kravet om begrundelse er helt centralt for filosofifaget, sådan som jeg kender det. Hvis det krav bortfalder, så ved jeg ikke længere, hvad det er, vi foretager os.

For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at der faktisk er flere ting i Søren Gosvigs indlæg, som jeg er enig i. Intet sekundærlitterært værk er et orakel, og læsning af sekundærlitteratur kan aldrig erstatte selvstændig tænkning. Ingen forfatter har monopol på fortolkningen af sit værk, og det er ikke altid en god idé at kaste om sig med tunge filosofiske begreber som “ontologi” og “transcendental” – eller for den sags skyld “fænomenologien”.

Og så er jeg enig i, at vi har nogle dygtige studerende. Som i øvrigt klarer sig fint uden overbærenhed og barmhjertighed fra undervisernes side.

Men at fænomenologien skulle være blevet til fup og svindel? Sikke en påstand. Og hvilket forbløffende fravær af ethvert tilløb til at begrunde den.

1.	Søren Gosvig Olesen, “Examen de conscience, eller: Hvordan fænomenologien blev til fup og svindel”, Tidsskriftet Paradoks, 8. februar 2023.
2.	Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶4.
3.	Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶24.
4.	Gosvig Olesen, “Examen de conscience”, ¶25.

Examen de conscience, eller: Hvordan fænomenologien blev til fup og svindel

Søren Gosvig Olesen · 8. feb. 2023

Så har det igen været eksamenstid. Jeg sidder med 57 skriftlige opgaver foran mig. I alt knap 700 sider. Når jeg om en uge er færdig med hele bunken, dagen efter, at jeg er færdig (som man siger: som i: færdig), vil der komme mails indeholdende spørgsmålet: Hvornår kan man få feedback?

Nun Geduld! Det er søde og rare unge mennesker. De fleste skal have gode karakterer:

De har været flittige. De har hørt efter. De har lært noget.

Enkelte steder er det gået galt. Det er især, hvor de studerende har været alene med sekundærlitteraturen. Jeg prøver ellers at advare. Hvert år. 98% af sekundærlitteraturen er i bedste fald spild af tid, i værste fald skadelig. Læs hellere teksten igen.

Jeg underviser i disciplinen “Fænomenologi, hermeneutik, dekonstruktion” på Afdeling for filosofi ved Københavns Universitet Amager. Disciplinen blev oprettet til erstatning for “Kontinental filosofi”, som man kørte med en del år. Det var mig, der protesterede imod den benævnelse, som ikke er andet end den angelsaksiske verdens betegnelse for de 12 eller måske 20 nutidige filosofiske retninger, som falder uden for deres egen såkaldt analytiske. Indrømmet, så kom der kun tre retninger med. I det mindste er det nogle af de vigtigste.

Sådan må man være beskeden under det nugældende hegemoni. Sådan er det – ikke at være herskende ideologi. Det er OK. Ville man måske ønske at være det?

Men er det overhovedet muligt at undervise i de retninger, i de tekster, uden at blive fanget ind af det angelsaksiske hegemoni?

Her er nogle opgaver om Husserls opgør med Brentano. Forlægget, altså teksten, er Husserls appendiks til Logische Untersuchungen. Det er en vanskelig tekst, det skal guderne vide. Men den er dog ikke umulig at læse. Hvis det altså ikke var, fordi den dominerende sekundærlitteratur gjorde det umuligt. Nuvel, de studerende skal anvende sekundærlitteratur, det står højt og tydeligt i studieordningen. De anvender sekundærlitteraturen, og så skal de have en god karakter. Det er ikke deres fejl. Det er sekundærlitteraturen, der er til dumpekarakter.

Altså, barmhjertighed, overbærenhed, siger jeg til mig selv. Jeg har trods alt skrevet disputats om Husserls udvikling fra først til sidst, og det er ikke rimeligt at forvente opgaver på niveau med doktorgraden. De studerende, som læser sekundærlitteratur, læser heller ikke disputatser. De læser, hvad der har fået en vis udbredelse på markedet. Især det engelsksprogede.

De studerendes opgaver kan som følge af sekundærlitteraturen berette, at Husserls opgør med Brentano som formuleret i appendikset ikke siger noget om Husserls ontologiske position. For det melder intet om, hvad Husserl mener eller erklærer i så henseende. Det, som Husserl kalder den rene væsenslære, handler om det rene fænomen uden at tilskrive dette fænomen nogen bestemt realitet. Husserl er metafysisk neutral og alene ude på at karakterisere vores mulighed for erkendelse. Hans tekst handler ikke om, hvad der faktisk eller i virkeligheden er tilfældet. Endelig må man forstå, at Husserl undergår en transcendental vending, og denne tekst ligger før denne vending og kan derfor heller ikke tages til indtægt for noget fænomenologisk bidrag til ontologien. Det ville være ahistorisk. Sådan. Det var dét.

Jeg trækker vejret dybt igen og tænker på Alains udtalelse om sine kolleger på Sorbonne: Jeg har fulgt deres diskussioner og forgæves ledt efter fejlen.

For ærlig talt, det er svært at se, hvor man skal ende og begynde, hvis man vil rette op på en forvanskning, der ikke gælder noget bestemt, men derimod det hele.

Som om filosofi handlede om filosoffernes position. Som om filosofferne skulle læses efter, hvad de erklærer eller mener. Som om ontologi handlede om, hvad der er faktisk eller virkeligt. Som om man kunne være metafysisk eller ontologisk neutral.

Det er sandt, at der sker en vending i Husserls forfatterskab. Nogle kalder den transcendental. Andre kalder den bevidsthedsfilosofisk. En smule mere præcist kan man sige, at Husserl går fra at være græsk (aristotelisk) orienteret til at være moderne (cartesiansk) orienteret. For så vidt tager han den bevidsthedsfilosofiske tradition op på et tidspunkt. Men alle filosofiske retninger på det europæiske kontinent efter Kant og Hegel er transcendental- og spekulativt filosofisk orienterede, for så vidt som de alle har gjort udviklingen til Kant og Hegel med og kommer senere ikke bare i kronologisk forstand. Husserl gør udviklingen om for egen regning.

På den måde forekommer der ikke bare én vending i forfatterskabet. Husserl er ikke den samme i 1900–1901 (Logische Untersuchungen) som i 1888 (Über den Begriff der Zahl), ikke den samme i 1907 (Die Idee der Phänomenologie) som i 1913 (Ideen zu einer reinen Phänomenologie) eller 1929 (Cartesianische Meditationen og Formale und transzendentale Logik) eller omkring 1935 (Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie). Udviklingen går fra Aristoteles til Descartes og Kant og derfra videre til Hegel. Og så ligger kronologien endda ikke helt fast. Billedet må nuanceres yderligere.

De forskellige påvirkninger, aristoteliske, cartesianske, kantianske osv., er til stede over hele strækket, de forskyder sig ind over og under hinanden med det ene eller det andet som toneangivende. Man kunne i det mindste følge denne udvikling ved at læse teksterne i stedet for at tale om en vending, som om man på dato og klokkeslæt vidste, hvornår denne fandt sted, og så bruge det som påskud for ikke at læse noget før denne. Og gider man ikke læse alt det, så kan man i det mindste lade være med at udtale sig skråsikkert om det.

Men det hjælper ikke at tage til Paris og London, hvis man ikke har øjne at se med, som det hedder hos Kierkegaard. Det hjælper ikke at gå til teksterne, hvis man ikke har lært at læse.

En forfatter kan ikke forstås ud fra, hvad han erklærer. Forfatteren sidder ikke inde med fortolkningsnøglen til sit eget værk. Hans erklæringer skal selv fortolkes. Og når forfatteren som Husserl har adskillige erklæringer, henvisende frem og især tilbage i værket, må de sammenholdes og vægtes indbyrdes. Intet værk skal bare læses, som forfatteren siger, det skal læses.

Hvis en kommentator vil stive sin kommentar af med en erklæring fra forfatterens side, så fratager det ham ikke ansvaret for at have valgt netop den tekstbid. Heller ikke hvis han yderligere vil stive sin kommentar af med, at en række andre kommentatorer, som han kender, vælger som han. Det siger kun noget om hans bekendtskabskreds. Og om sekundærlitteraturens vilkår.

Påstanden om neutralitet i metafysisk eller ontologisk henseende er tilsvarende vilkårlig. Hvordan man skulle kunne bestemme det rene fænomen som rent – til forskel fra empirisk eller psykologisk eller faktisk – uden dermed at foretage en bestemmelse af måden, på hvilken det er, står hen i det uvisse. Eller rettere, det står hen som en fantastisk påstand. Hvad skulle det være, som er på en sådan måde, at det på ingen måde er?

Når fremstillingen af fænomenologien bliver så desorienteret som her beskrevet, skyldes det opfattelsen af ontologi som et spørgsmål om, hvad der findes i virkeligheden eller faktisk er tilfældet. Husserl bekæmper igennem hele sit forfatterskab en sådan residuel opfattelse af ontologiens spørgsmål. Men den trives i bedste velgående i den filosofi, der kalder sig analytisk, bedst kendt med Willard Van Orman Quines essay “On What There Is”, hvori det hedder, at det at være er at blive antaget som en entitet. Uden for den analytiske filosofi har dét essay været berygtet som parodi på en opfattelse af ontologien. Anvendt inden for fænomenologien gør denne opfattelse af ontologien også fænomenologien til en parodi.

Når sekundærlitteraturen vil fremstille Husserl på den baggrund, går det galt: Husserls bestemmelse af, hvad tallet er, i Über den Begriff der Zahl, skulle ikke være en ontologisk bestemmelse? Og temaet for drøftelsen i Logische Untersuchungen af Sein im Sinne der Wahrheit skulle ikke være ontologisk? Alt efter, hvor man vil lægge snittet for den berømte “vending”, skal måske heller ikke paragrafferne i Ideen I om material hhv. formal ontologi handle om ontologi?

Et vittigt hoved har sagt, at nutidens fænomenologer bare er nogle analytiske filosoffer, der har læst nogle andre bøger end de andre analytiske filosoffer. Meget kunne tyde på, at han har ret. Men i så fald går det ud over andet og mere end fænomenologien.

For hvordan skal man undervise i de efterfænomenologiske retninger, når fænomenologien i den anvendte sekundærlitteratur er blevet identificeret med alt det, som den netop bekæmper? Med den type sekundærlitteratur bliver det lige så umuligt at undervise i det efterfølgende, ikke bare hermeneutik eller dekonstruktion, men for den sags skyld også i eksistentialisme eller strukturalisme og alt det andet, som at undervise i fænomenologien.

Spørgsmålet er så, hvordan en læsning kan blive mainstream, selv om den er fuldstændig imod bogstaven. Hvordan gør man fænomenologien til alt det, den ikke er? Og hvorfor? Svaret er: Netop fordi det gælder om at være mainstream. Hvis man ikke er det, går man under i nutidens institutionelle system. Der, hvor jeg kommer fra, og hvor autoriteterne var Granel eller Desanti, og længere tilbage Patocka og Ingarden og de andre, kom det an på, om en læsning havde styrke, nærmere bestemt formåede at respektere de vanskeligheder og den dybde, en filosofisk tekst har, i stedet for at gå hen over dem og glatte ud. Det gør det ikke mere. I dag kommer det an på ikke at være controversial. Filosofi er blevet forskning, og forskning er blevet networking og fundraising. Det handler om at være venner med de rigtige – og kun uvenner med dem, som alle de andre også er uvenner med. Andet er der ikke råd til.

I et lidt videre perspektiv er det vigtigt at se, hvordan denne svindel med varerne ikke skyldes onde hensigter hos nogen. Sekundærlitteraturens forfattere har måske nok et valg; de træffer det bare ikke. De følger trop. På den baggrund bliver undervisningen i filosofi ikke den skoling i at tænke, som den skulle være. Den bliver det modsatte. Undervisning i medløberi.

Det er på samme måde, diskussioner i alle mulige andre sammenhænge kommer til at bestå i at gentage slogans og fraser og dermed de meninger, der er de rigtige i bestemte segmenter. Hvis man vil være medlem af et bestemt segment, er det sådan, man gør. Sådan kan man også betragte filosofistudiet som oplæring i at begå sig i det universitetssegment, som beskæftiger sig med filosofi. Og sekundærlitteraturen som et bidrag dertil.

Det er derfor, der er grund til at advare mod det meste af sekundærlitteraturen: Fordi næsten alle er medløbere, som Arendt sagde. Sekundærlitteraturen ser det i dag som sin fornemste opgave at bremse ethvert tilløb til selvstændig tænkning. Men tænkning, som ikke er selvstændig tænkning, er slet ikke tænkning.

Opmærksomhedsøkonomiens trussel mod oplysningens idealer

Sasha Bøtker Larsen · 20. jan. 2022

En dag i september 2021 vågner verden op til The Facebook Files: et stort læk af interne undersøgelser og rapporter, der viser, at Facebook sætter økonomisk vækst højere end sikkerhed på deres platforme, og at firmaet bag verdens største sociale medie bevidst skjuler information, der viser, hvordan deres platforme kan være dybt skadelige. Her taler vi ikke om den velkendte hårde tone i debatten på internettet, men derimod, at Facebooks algoritme er kodet til at promovere opfordringer til vold, selvmord, selvskade og spiseforstyrrelser. Den for offentligheden hemmelige kode prioriterer hadefuldt indhold, og ikke nok med det: Facebook hjælper diktaturstater med at holde dissidenter nede.¹Se f.eks. interviewet med Frances Haugen i Scott Pelley, “Whistleblower: Facebook is misleading the public on progress against hate speech, violence, misinformation”, CBS News, 4. oktober 2021. Algoritmen – eller hvad Cathy O’Neill har kaldt weapons of math destruction – er med andre ord designet til at skabe gode betingelser for at gøre verden til et værre sted.²Cathy O’Neil, Weapons of Math Destruction (London: Penguin Books, 2016).

Man kunne dårligt forestille sig en mere perfekt storm, i hvilken Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks’ bog Sandhedsministeriet kan agere vejviser i blæsten. Bogen, der kom stort set samtidig med lækket af The Facebook Files, har med forfatternes egne ord til formål at vise “med forskelligartede fænomener som fake news, influencere og nøgenbilleder, at sociale platforme administrerer tidens fakta, følelser og fortællingen i et sådant omfang, at platformene de facto er dommere over sandheden”.³Camilla Mehlsen & Vincent F. Hendricks, Sandhedsministeriet: Techplatformens indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger (København: Informations Forlag, 2021), 16–17. Oplistningen af de tre fænomener – fake news, influencere og nøgenbilleder – er en fin opsummering af bogens store styrke, fordi Sandhedsministeriet giver læseren en grundig og bred indføring i netop den slags bagsider af, at vores fælles offentlighed og kommunikative infrastruktur er kommet på privatkapitalistiske hænder. Omvendt er netop denne oplistning også symptomatisk for bogens svage sider: at fake news, eller mere bredt: spørgsmålet om sandheden, kun er en del blandt mange mindre relevante fænomener og ikke får lov at fylde så meget, som titlen antyder.

Opmærksomhedsspekulanter som sandhedens dommere – en demokratisk dystopi

Titlen, Sandhedsministeriet, refererer til George Orwells dystopiske roman 1984, hvor Ministeriet for Sandhed beskæftiger sig med at forfalske historien og ændre kendsgerninger, så de passer til Partiets doktriner. Vi mangler ellers ikke ligefrem Orwell-referencer i vores offentlige debatter om alt fra PET’s overvågning til identitetspolitisk kritik af den hvide mands historie. Ikke desto mindre er referencen passende i tilfældet med Mehlsen og Hendricks’ bog, der sætter ord på et slående paradoks i tech-giganternes forhold til sandheden: De vil på den ene side ikke være sandhedens dommere, som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg har sagt, men ender på den anden side alligevel med at bestemme over sandhederne.⁴Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 16; 110; 166. Dette paradoks og Zuckerbergs udtalelse danner rammen for Sandhedsministeriet, der gennem otte kapitler grundigt tilbageviser Facebook-stifterens postulat og påviser, hvordan tech-giganterne gør os og vores opmærksomhed til produkter, som de sælger til de højstbydende annoncører; hvordan sandhed er underordnet i algoritmens markedsmekanisme; samt hvordan de sociale medier sidder på store dele af vores politiske infrastruktur og dermed styrer det offentlige rum.

Allerede i 1971 satte nobelpristager i økonomi Herbert Simon ord på det, Mehlsen og Hendricks kalder opmærksomhedsøkonomien: I informationstidsalderen vil vi ikke længere mangle information, men derimod det, information forbruger, nemlig opmærksomhed.⁵Herbert Simon, “Designing Organizations for an Information-Rich World”, i Computers, Communications, and the Public Interest, red. Martin Greenberger (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1971), 37–52. Opmærksomhed vil være en knap ressource, forudså Simon, og det er der næppe nogen i 2022, der kan være uenig i. Det kræver ikke en nobelpris i økonomi at gennemskue, at en knaphed i ressourcer (i vores tilfælde opmærksomhed) åbner muligheden for spekulation. Det er netop denne åbning, som tech-giganterne har set deres snit til at udnytte. De sociale medier spekulerer i vores opmærksomhed ved at indfange denne knappe ressource gennem vanedannede teknologier og sælge den til højstbydende. Hensynet til sandhed er underordnet. Dét, der er bedst til at fange vores opmærksomhed, går viralt – ikke det, som er sandt, godt eller skønt. Tech-giganterne har således nogle fundamentalt andre værdier end den slags “klassiske” dyder, og meget kunne tyde på, at de er hinandens diametrale modsætninger: I stedet for det sande, det gode eller det skønne, tiltrækker tech-giganterne vores opmærksomhed med vrede, indignation og had (det, man med et udtryk fra socialpsykologien meget mundret kalder negative handlingsmobiliserende følelser).⁶Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 40–59.

Den amerikanske professor i marketing Jonah Berger har gennem en viralitetsanalyse fundet frem til seks elementer, der er den perfekte opskrift til at gå viralt, nemlig social kapital, association, følelser, almen interesse, praktisk værdi og fortællinger. Sandhed glimrer larmende i sit fravær. Faktisk står det så slemt til, at falske fortællinger ofte hurtigere får vinger og spredes i langt hurtigere grad end sande. Det skyldes, at menneskets heuristikker er formet således, at vi tror på information, der er ny, der støtter vores overbevisning, der gentages, og som vækker følelser som vrede, angst og forargelse – heuristikker, som i overvejende grad tilgodeser gode fortællinger fremfor sande historier.⁷Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 78–81. At løgnen på mange måder virker mere tiltalende end sandheden, skriver den tyskamerikanske filosof Hannah Arendt om i essayet “Sandhed og politik” fra 1967: “Eftersom løgneren frit kan forme sine ‘kendsgerninger’, så de passer til hans publikums gavn og glæde eller blot deres forventninger, er der gode muligheder for, at han vil være mere overbevisende end sandhedssigeren”.⁸Hannah Arendt, “Sandhed og politik”, i Om sandhed og løgn i politik: to essays, af Hannah Arendt, overs. Joachim Wrang (Aarhus: Klim, 2020), 33. Fordi løgnen (eller misinformationen) kan fabrikeres alt efter forgodtbefindende og narrativer skabes ud fra publikums efterspørgsel, kan den let udkonkurrere sandheden. Med en hegeliansk vending har sandhed det med at vende den almindelige sunde fornuft på hovedet; den kommer uventet og ulogisk. Som Arendt skriver: “virkeligheden forbryder sig mod den almindelige sunde fornufts ræsonnementer i lige så høj grad, som den forbryder sig mod folks ønsker om gavn og glæde”.⁹Arendt, “Sandhed og politik”, 33. Det faktum, at sandheden ikke er attraktiv, i modsætning til misinformationen og løgnen, er potentielt set, kombineret med Facebook og de andre tech-giganters markedsstrategi, destruktivt.

I oktober 2019 var Zuckerberg indkaldt til foretræde for den amerikanske kongres, hvor han måtte indrømme, at man kan købe sig til misinformationskampagner på hans platform, uanset hvem man er. Da den demokratiske politiker Alexandria Ocasio-Cortez spurgte ind til Facebooks redaktionelle ansvar i faktatjek, svarede Zuckerberg: “I vores position er det ikke nødvendigvis det rigtige at gøre at forhindre dit bagland og vælgerne i at se, at du lyver”.¹⁰Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 30. Med andre ord: Facebook og Zuckerberg mener ikke selv, at de har noget ansvar for sandhedsværdien af dét, der florerer på deres medier.

I starten af 2010’erne blev Facebook og Twitter hyldet for at lade os høre stemmer fra undertrykte regimer og skabe fundamentet for demokratiske revolutioner i selv samme. Det Arabiske Forår blev sågar døbt “Twitter-revolutionen” på grund af mediets rolle i at få folket til at gå på gaden og kræve demokrati. Euforien og tech-optimismen ville nærmest ingen ende tage. I dag ved vi, at tech-giganterne ikke står for at danne de bedst mulige betingelser for vores demokratiske samtale – tværtimod er deres forretningsmodel fremfor alt bygget op om og rundet af profit. Mehlsen og Hendricks præsenterer læseren for de mekanismer, der ligger bag forretningsmodellen, og punkterer den forestilling, der eksisterede i de sociale mediers spæde begyndelse om deres demokratiserende virke.

De demokratiske idealer møder markedskræfterne

Oplysningstidens tænkere og demokratiske pionerer ville vende sig i graven, hvis de vidste, at den frie og oplyste offentlighed, de kæmpede for, var endt på private, profitorienterede hænder. Drømmen om lige og fri adgang til information er endt i en opmærksomhedsøkonomi.¹¹Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 36–37. Og det, Habermas berømt har kaldt “det bedre arguments tvangfri tvang”, er endt med algoritmens anonyme og ansvarsfrie tvang. Sandhedsministeriet præsenterer os for det demokratiske ideal om idéernes frie markedsplads inspireret af John Stuart Mill:

Markedet for den frie, gennemsigtige offentlige samtale udspiller sig i parlamentariske forsamlinger, retslokaler, gadekær og i medier, hvor alle mulige idéer kastes ud for at vinde tilslutning. Sandheden vil så til sidst triumfere som det, der er korrekt og kan vinde størst tilslutning over andre konkurrerende idéer. I denne udvælgelsesproces må selv det imbecile og afsindige tolereres, for til sidst vil det sande overleve, mens det falske vil gå til grunde.¹²Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 37.

Men som vi også læser, arbejder tech-giganterne stik imod dette ideal. I stedet for at give mere opmærksomhed til de bedste og sandeste idéer, lader algoritmen de idéer dominere, der mest effektivt gør os vrede, bange eller hadefulde. Kuratorerne af vores offentlighed er ligeglade med, at der spredes had og misinformation – bare der spredes noget, der kan generere profit. Mehlsen og Hendricks kalder de sociale platforme for “en del af verdens kritiske infrastruktur,”¹³Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 162. men de er mere end en vej, vi kører på. De sætter også vejskilte op og bestemmer, hvor vi og vores opmærksomhed skal køre hen. På et frit marked lyder idealet, at alle har lige adgang, og alle kan få en bid af kagen, hvis ens produkt er godt nok. I opmærksomhedsøkonomien gælder omvendt Matthæus-princippet: Til den som har, skal mere gives. Samtidig kuraterer de strengt, hvad der bliver givet, og hvem, der får lov til at give, som da Facebook og Twitter udelukkede Donald Trump fra deres platforme. Det viser med Mehlsen og Hendricks’ ord, at “sociale platforme bestemmer over, hvem der har adgang til en for demokratiet afgørende del af det offentlige rum – og dermed er de med til at omstrukturere vilkårene for den offentlige debat og politiske samtale.”¹⁴Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 178. Dermed bliver det ikke det bedste, der vinder frem, men det, der skaber de bedste fortællinger, og dem, som bedst forstår at udnytte algoritmen til deres fordel – og har råd til det.

Vi havde altså et ideal, som de sociale medier ødelagde. Men var idealet virkelig så ideelt? Er det egentlig overraskende, at der opstår monopoler på såkaldt frie markeder, og at der i frie konkurrencer er nogen, der bruger feje tricks og vinder? Allerede kort tid efter oplysningstidens afblomstring indså Karl Marx, at markeder havde tendens til at skabe monopoler (“Monopolet avler konkurrence, konkurrencen avler monopol”).¹⁵Karl Marx, “Brev til Annenkov 28. december 1846”, i Udvalgte skrifter II, af Karl Marx & Friedrich Engels (Forlaget Tiden, 1976), 448. Nogen bliver store, andre bliver små, og de store bliver ofte store ved at udradere de små. Den famøse trickle down-effekt burde for længst være tilbagevist som en myte – senest dokumenteret af den franske økonom Thomas Piketty. Piketty viser i Kapitalen i det 21. århundrede, at uligheden overvintrer i det frie marked – det er ikke et udefrakommende problem, men selve systemets præmis.¹⁶Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede (København: Gyldendal, 2015). På samme måde er idéernes frie markedsplads aldrig helt fri. Også på et ureguleret felt for idéer vil de store bruge deres magt og evner til at blive større. Algoritmens systemiske bias er dermed ikke noget, der bryder med de frie markedsmekanismer, men en måde, markedsmekanismerne materialiserer sig på. Vi ved fra det traditionelle frie marked, at billigt bras ofte sælger mere end kvalitet og bæredygtighed. Set i det lys er det ikke overraskende, at det samme gør sig gældende på et ureguleret marked for budskaber.

Her ville jeg ønske, at Sandhedsministeriet turde grave et spadestik dybere og stille en mere grundlæggende samfundsanalyse.¹⁷Ganske vist er der en kritik af det frie marked i Sandhedsministeriet (s. 58–59), men gennem bogen bliver det brugt som ideal, og kritikken er ikke dybdegående. For hvad hvis problemet ikke er, at Facebook og de andre tech-giganterne ikke lever op til idealet om idéernes frie markedsplads, men at det derimod er selve fantasien om dette marked, den er gal med? Mehlsen og Hendricks giver os en grundig indføring i symptomerne, men formår ikke at stille den rigtige diagnose. Uden den er det svært at forstå omfanget af sygdommen og bekæmpe den. For det frie marked findes ikke, hvis man her forstår et ureguleret felt med fri og lige adgang for alle. Markeder skaber magt, og magt forårsager ulighed. Det såkaldt frie marked har i andre sammenhænge skabt finanskriser, klimakriser og ulighedskriser. Nu ser det ud til, at markedet også har skabt en decideret offentlighedskrise med en demokratisk krise til følge. Sandhedsministeriet leder os et stykke af vejen til at forstå offentlighedskrisen, men bogen mangler at stille det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det frie marked virkelig er det bedste grundlag at basere vores demokrati på. For kapitalens kategoriske imperativ er, at hver en investeret krone skal give det højest mulige afkast – så kommer alt andet i anden række. Kombinationen af opmærksomhedsøkonomiens imperativ – gør det, der skaber mest opmærksomhed uagtet konsekvenserne – og kapitalens imperativ – gør det, der skaber mest profit – er en farlig cocktail for demokratiet og vores offentlighed.

Ministeriet uden sandhed

I essayet “Sandhed og politik” gengiver Arendt en middelalderlig fabel om en vagtpost, hvis opgave var at advare byens indbyggere, hvis fjenden nærmede sig:

Vagtposten var en mand, der elskede at gøre grin med folk, og denne nat slog han alarm blot for at give byens indbyggere en lille forskrækkelse. Det lykkedes ham over al forventning: Alle skyndte sig til bymuren for at forsvare byen, og den sidste til at løbe derhen var vagten selv.¹⁸Arendt, “Sandhed og politik”, 35.

Vagtposten er et godt billede på det, Arendt kalder den moderne løgn. Hvor løgnen traditionelt var en falsk påstand, der opfandt nye kendsgerninger for at dække over hemmeligheder, er den moderne løgn en ændring af de eksisterende kendsgerninger. Problemet er ikke, at løgnen vil blive accepteret som sand, mens sandheden vil blive diskrediteret som en løgn. Problemet er, at selve evnen til at skelne sandt fra falsk ødelægges.¹⁹Arendt, “Sandhed og politik”, 39. Også løgneren mister denne evne og ender med selv at tro på sine løgne. Det er en “ubestridelig kendsgerning, at bedrag uden selvbedrag er så godt som umuligt under fuldt demokratiske forhold,” som Arendt skriver.²⁰Arendt, “Sandhed og politik”, 38.

Hvis man tager titlen Sandhedsministeriet for pålydende, kan man foranlediges til at tro, at det filosofisk interessante og omdiskuterede begreb om sandhed vil være bogens hovedfokus. Og det spiller da også en vis rolle på tværs af kapitlerne. Men begrebet bliver hverken udfoldet, udforsket eller bragt i spil i en grad, man som læser forventer sig af en bog, hvor ordet sandhed fylder den ene halvdel af titlen. Man mangler den vigtige diskussion af, hvilken rolle sandheden spiller i det politiske liv, og hvilke konsekvenser det får, hvis vi ikke længere kan skelne mellem sandt og falsk. Hvad bruger vi sandheden til? Hvorfor er den vigtig? Bogen tager for givet, at sandheden er vigtig – men det bliver ikke undersøgt hvorfor. Forfatterne citerer flittigt filosoffer som Kant, Mill og Montesquieu, når det handler om at hylde oplysningen. Men når det kommer til at forholdet mellem sandhed, samfund og politik, er det hovedsagelig medieteoretikere og sociologier, som Mehlsen og Hendricks bringer på banen. Og alle deres kvaliteter ufortalt – filosofien kan bringe en anden type refleksion og dybde i den slags diskussioner. Filosofien knytter sig til verden, som den er, men også til alt det i verden, man ikke kan se, måle og veje. Medie- og samfundsvidenskaben analyserer det givne, men stiller ikke i samme grad spørgsmålstegn ved egne ontologiske og epistemologiske betingelser. Og når en bog baseres på disse tilgange, vil den få samme begrænsninger.

En bog om sandhed og politik kunne med fordel have konsulteret en filosof som Arendt – for eksempel hendes essay, der netop hedder “Sandhed og politik”. Sandhedsministeriet spørger i høj grad hvordan: Hvordan opererer tech-giganterne? Hvordan kuraterer de vores offentlighed? Hvordan bruger de viden om menneskenes psykologiske mekanismer til at manipulere os? Arendts essay stiller de hvorfor-spørgsmål, der mangler i Sandhedsministeriet: Hvorfor er sandhed vigtig? Og hvorfor spiller løgnen alligevel så central en rolle i politik? Sandhedsministeriet lærer os en masse om ministeriet, men gør os ikke så kloge på spørgsmålet om sandheden.

Spørger man Arendt, skaber sandheden et fælles fundament i politik for at indgå kompromiser og nå konsensus – såvel som for at bekrige hinanden. Man kan hverken diskutere venligt eller antagonistisk med hinanden, hvis ikke man har en agora at gøre det i. Løgnen skaber derimod ingen stabilitet. Den skaber flere løgne og eroderer den fælles verden. Som Arendt skriver:

Dette er grunden til, at konsekvente løgne – metaforisk set – trækker jorden væk under vores fødder og ikke tilvejebringer noget andet fundament, vi kan stå på. (Med Montaignes ord: “Hvis løgn ligesom sandhed kun havde ét ansigt, ville vi være bedre stillet. Så ville vi nemlig bare anse det modsatte af, hvad løgneren siger, for rigtigt. Men sandhedens skyggeside har tusindvis af ansigter, og dens virkefelt er uendeligt.”)²¹Arendt, “Sandhed og politik”, 39–40.

Sandheden skaber med andre ord selve mulighedsbetingelserne for demokratisk legitimitet. Arendt igen: “Begrebsligt kan vi definere sandheden som det, vi ikke kan ændre; metaforisk set er sandheden den grund, vi står på, og den himmel, der breder sig ud over os.”²²Arendt, “Sandhed og politik”, 46. Mange af os har en umiddelbar intuition om, at sandhed er vigtig. Men med Arendt og andre filosoffer får vi skyts til diskussionen om sandhedens vigtighed – en diskussion, der i nutidens opmærksomhedsøkonomi synes mere afgørende end nogensinde. Med Arendts ord bliver sandheden først politisk relevant, når den er i alvorlig modvind, fordi den ikke i sig selv får os til at agere (modsat løgnen).²³Arendt, “Sandhed og politik”, 31–32. Og når man læser Sandhedsministeriet, får man indtrykket, at det netop er en sådan nutid, vi befinder os i, og en sådan fremtid, vi ser ind i – hvad Hendricks andre steder har kaldt “det postfaktuelle demokrati”. Netop derfor havde det været gavnligt for bogen med en dybere filosofisk diskussion af sandhedens rolle i samfundet og menneskets eksistens – præcis som Orwell gør i skønlitterær form i 1984.

Sapere aude!

Der er efterhånden skrevet mange bøger om sociale medier. En af styrkerne ved Sandhedsministeriet er, at den modsat mange andre teoretiske værker er løsningsorienteret. I bogens sidste kapitel, med den sigende titel “Hvad nu?!”, foreslår Mehlsen og Hendricks tre mobiliseringsformer for at gøre op med sandhedsministeriets magt: individuel mobilisering, institutionel mobilisering og ideologisk mobilisering.²⁴Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 187ff. Det er især værd at hæfte sig ved den første mobiliseringsform, som forfatterne knytter op på begrebet digital dannelse. Begrebet er de seneste par år blevet et buzzword inden for uddannelsesvidenskab og pædagogik, men Mehlsen og Hendricks tager udtrykket alvorligt og gør det forbilledligt konkret, så enhver læser kan se, hvor vigtigt det er i vores tid. Med Kants kanoniske formulering fra hans “Hvad er oplysning?”, skal dannelse – eller oplysning – forstås som “menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.”²⁵Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt: historiefilosofiske skrifter (Århus: Slagmark, 1993), 71. Som han berømt skriver i samme tekst: “Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.” Arendt tænker i sine tekster videre over det kantianske dannelsesbegreb og argumenterer for, at der er brug for stærke og uafhængige uddannelsesinstitutioner til at danne myndige borgere til at have en desinteresseret stræben efter sandhed – en søgen efter det sande, der ikke er farvet af personlige eller politiske særinteresser.²⁶Arendt, “Sandhed og politik”, 42. Det er ikke svært at forestille sig, at Kant og Arendt at ville være enige med Mehlsen og Hendricks i vigtigheden af digital dannelse.

Ser man på den tredje mobiliseringsform – ideologisk mobilisering – savner man som læser de radikale løsninger, som de mildest talt skræmmende konklusioner i resten af bogen kunne lægge op til. Fællesnævneren for de fleste af de tiltag, Mehlsen og Hendricks foreslår, er, at borgere og politikere skal stille krav til tech-giganterne. Men er det nok? For hvis problemet er, som forfatterne selv skriver, at offentligheden er kommet på private hænder, er det så ikke oplagt at fjerne den fra de private hænder, eller at gøre disse hænder offentlige? Man kunne fjerne offentligheden fra private hænder ved at ændre de sociale medier til udelukkende at handle om at holde kontakten med sine venner og familie, i stedet for, at de som nu domineres af politikere, NGO’er og virksomheder. Eller man kunne gøre de sociale medier offentlige ved at lade demokratiet overtage dem – en kollektivisering af kommunikationsmidlerne. Om disse to forslag er de bedst tænkelige, vil jeg ikke afgøre her. Men de har den fordel, at de modsat Mehlsen og Hendricks forslag ændrer grundlæggende på magtforholdet mellem borgere og tech-giganter. I stedet for bare at stille krav til magthaverne, kan borgerne med disse forslag selv tage magten over den vitale infrastruktur, der er så afgørende for vores samfund i dag.

Til læseren skal der blot lyde en opfordring her til sidst: Hav mod til at betjene dig af din egen forstand i stedet for at lade tech-giganterne dirigere din opmærksomhed. Læs Sandhedsministeriet som teoriprøve til dit digitale kørekort – men stop ikke der. Tænk over og undersøg, hvorfor sandheden er vigtig, og hvad der sker, når vores fælles fundament smuldrer. Og mindst lige så vigtigt: Tal med andre om det og mobilisér jer. På den måde kan det sikres, at demokratiet ikke ophører, når man åbner sin app.

1.	Se f.eks. interviewet med Frances Haugen i Scott Pelley, “Whistleblower: Facebook is misleading the public on progress against hate speech, violence, misinformation”, CBS News, 4. oktober 2021.
2.	Cathy O’Neil, Weapons of Math Destruction (London: Penguin Books, 2016).
3.	Camilla Mehlsen & Vincent F. Hendricks, Sandhedsministeriet: Techplatformens indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger (København: Informations Forlag, 2021), 16–17.
4.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 16; 110; 166.
5.	Herbert Simon, “Designing Organizations for an Information-Rich World”, i Computers, Communications, and the Public Interest, red. Martin Greenberger (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1971), 37–52.
6.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 40–59.
7.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 78–81.
8.	Hannah Arendt, “Sandhed og politik”, i Om sandhed og løgn i politik: to essays, af Hannah Arendt, overs. Joachim Wrang (Aarhus: Klim, 2020), 33.
9.	Arendt, “Sandhed og politik”, 33.
10.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 30.
11.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 36–37.
12.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 37.
13.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 162.
14.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 178.
15.	Karl Marx, “Brev til Annenkov 28. december 1846”, i Udvalgte skrifter II, af Karl Marx & Friedrich Engels (Forlaget Tiden, 1976), 448.
16.	Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede (København: Gyldendal, 2015).
17.	Ganske vist er der en kritik af det frie marked i Sandhedsministeriet (s. 58–59), men gennem bogen bliver det brugt som ideal, og kritikken er ikke dybdegående.
18.	Arendt, “Sandhed og politik”, 35.
19.	Arendt, “Sandhed og politik”, 39.
20.	Arendt, “Sandhed og politik”, 38.
21.	Arendt, “Sandhed og politik”, 39–40.
22.	Arendt, “Sandhed og politik”, 46.
23.	Arendt, “Sandhed og politik”, 31–32.
24.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 187ff.
25.	Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt: historiefilosofiske skrifter (Århus: Slagmark, 1993), 71.
26.	Arendt, “Sandhed og politik”, 42.

Viden og magt i det illiberale demokrati. Ni teser om videnskab og politik

Andreas Beck Holm · 24. jun. 2021

Man siger, at en gammel kinesisk forbandelse indledes med de ildevarslende ord “Må du leve i interessante tider”. Det skulle vistnok være en skrøne, men alligevel sammenfatter udsagnet meget godt den oplevelse, man som fagfilosof står tilbage med efter foråret 2021. På den ene side er det i sandhed interessante tider, når en videnskabsteoretisk debat fylder dagsordenen i en sådan grad, at Folketinget føler sig kaldet til at give sit besyv med. På den anden side er det en forbandelse, at debatten domineres af folkevalgte dilettanter og føres på et konsekvent misforstået grundlag.

Diskussionerne handler om, hvad videnskab er og bør være, og de er rejst som en reaktion på, at liberale og konservative politikere og meningsdannere mener at vide, at visse forskere og endda hele forskningsområder ikke lever op til standarderne for god videnskabelighed. Kritikken går på, at især køns‑, migrations- og Mellemøstforskningen er præget af faglige miljøer, hvor en bestemt politisk dagsorden definerer forskernes arbejde, og hvor der af samme grund i realiteten ikke bedrives forskning, men derimod politisk “aktivisme” forklædt som videnskab. Som det vil være de fleste bekendt, er det folketingspolitikerne Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, der var initiativtagere ikke blot til debatten, men også til den folketingsvedtagelse, V137, der knæsætter denne forståelse af videnskaben.

Nu er det i sagens natur videnskabeligt uinteressant at diskutere vurderinger af fagområder, som man ikke selv har akademiske kompetencer inden for, og som kritikerne af disse fagområder afgjort heller ikke har akademiske kompetencer inden for. I stedet er det interessant at diskutere den implicitte præmis for kritikernes angreb på de nævnte forskningsfelter, nemlig at videnskab er grundlæggende kendetegnet ved at være politisk neutral. Man kan enten objektivt, nøgternt og neutralt redegøre for verdens indretning, eller man kan lade sine undersøgelser påvirke af politiske dagsordener. Og vælger man sidstnævnte vej, bliver man “aktivist” i stedet for forsker, og ens arbejde mister enhver videnskabelig værdi. Vi har altså kendsgerninger på den ene side, holdninger på den anden, og videnskabeligheden står og falder med adskillelsen af de to.

Denne tilgang til forskningen er afgjort i overensstemmelse med udbredte fordomme om videnskab, og den kan endda hente støtte i forældede former for videnskabsteori, først og fremmest i den klassiske positivisme, ifølge hvilken videnskab er båret af en værdineutral rationalitet. Den er imidlertid også forkert. Og det siger en del, når man i en filosofisk diskussion kan tillade sig at fastslå det helt uden forbehold. I det følgende vil jeg præsentere ni teser om videnskab og politik, der hver for sig burde være nok til at undergrave den politiske kritik af videnskaben, som den aktuelle debat er båret af. “Burde”, fordi kritikken vil fortsætte uanfægtet, ligegyldig hvor gode argumenter der måtte være for at afvise den som misforstået. Det er som bekendt et kendetegn ved ideologiske diskurser, at rationelle argumenter ikke bider på dem. Håbet er til gengæld, at de ni teser kan bidrage til, at fagfilosoffer kan minde sig selv, hinanden og hvem der ellers gider lytte om, at videnskab og politik de facto og med nødvendighed er uadskillelige.

De ni teser

Den første tese er, at påstanden om, at videnskab og politik er adskilte verdener, selv er politisk. Det er den, for så vidt som den baserer sig på en bestemt forståelse ikke blot af politik, men også af de roller, videnskab legitimt kan spille i relation til politik. Det er altså ikke sådan, at man enten er politisk “aktivist” eller også insisterer på videnskabens renhed, for begge positioner er politiske. Den videnskabsteori, der mere end nogen anden har understreget videnskabens politiske neutralitet, nemlig positivismen, er selv en god illustration, for når de logiske positivister i 1920’erne og 30’erne insisterede på forskningens neutralitet, var det netop som et led i forsvaret for videnskaben mod ideologisk pres på den udefra, først og fremmest i Hitlers Tyskland. Af samme grund kan man heller ikke undre sig over, at de angreb på videnskaben, vi i dette forår har været vidne til, kommer fra politisk hold. Det rummer en egen ironi, at landets politikere vil sikre forskningen mod politik, men man skal nok være udstyret med et vist minimum af selvrefleksion for at begribe dette.

Den anden tese er, at påstanden om videnskabens politiske neutralitet er helt ude af trit med moderne videnskabsteori. Man kan her nøjes med at nævne nogle få eksempler. Et af dem er marxismen, ifølge hvilken der med nødvendighed vil være politiske interesser knyttet til såvel erkendelsen som manglen på erkendelse af det moderne samfund.¹Se eksempelvis Louis Althusser, Écrits sur la psychanalyse (Paris: Éditions Stock/IMEC, 1993). Et andet eksempel er Frankfurterskolen. Habermas fremhæver som bekendt, hvordan forskning altid er funderet i praktiske interesser, herunder politiske.²Jürgen Habermas, Teknik og videnskab som “ideologi” (København: Det lille Forlag, 2005). Nu er det klart, at såvel marxismen som Frankfurterskolen er venstreorienterede teoridannelser, men man kan også finde det samme argument hos videnskabsteorier, der ikke er venstreorienterede, eksempelvis pragmatismen. For de klassiske pragmatikere som eksempelvis Dewey er det selvindlysende, at formålet med videnskab er at gøre verden og samfundet til et bedre sted, hvilket naturligvis er en politisk målsætning.³John Dewey, The Essential Dewey, bd. 1 (Bloomington/Indianapolis: Indiana University Press, 1998). Ikke engang Karl Popper, hvis videnskabsteoretiske forfatterskab ellers havde til formål at afvise marxismen som pseudovidenskab, brugte det som argument, at der var tale om “politisk aktivisme” snarere end forskning – hans argument var derimod som bekendt marxismens manglende falsificerbarhed.⁴Karl Popper, Conjectures and Refutations. The Growth of Scientific Knowledge (London & New York: Routledge, 2002).

Den tredje tese er, at forskning inden for en lang række områder i human- og samfundsvidenskaberne altid har været opdelt i skoler, der følger bestemte politiske ideologier. Og det har aldrig forhindret de pågældende videnskaber i at producere fremragende resultater. Opdelingen i politisk-ideologiske skoler er med andre ord ikke et problem – tværtimod tillader den de enkelte skoler at skrive sig op mod hinanden. Det bedste eksempel er her den neoklassiske tradition inden for de økonomiske videnskaber, der er udtalt liberal i sin forståelse af individ og samfund. Det er klart, at der også er eksempelvis en marxistisk tradition her, men hele vejen op gennem det 20. århundrede har den neoklassiske skole været dominerende. Man kunne naturligvis nævne andre eksempler; også i filosofiens egen verden er det således velkendt, at liberalismen er dominerende på det felt, der er den politiske filosofi, selv om der naturligvis her tillige findes andre traditioner. Alligevel er den neoklassiske økonomi uden tvivl det bedste eksempel, hvis man gerne vil demonstrere hulheden og hykleriet i den politiske kampagne mod videnskaberne. For ingen politisk informeret videnskab har så massive og konstante realpolitiske og ideologiske virkninger som netop den, og alligevel er det ikke de økonomiske institutter, politikerne kræver nedlagt. En fællesnævner for de videnskaber, der kritiseres, er til gengæld, at forskerne er fremkommet med vurderinger, som Folketingets flertal er uenig i. Hvilket selvsagt ikke er tilfældigt og i øvrigt refererer tilbage til den første tese ovenfor.

Den fjerde tese er, at forholdet mellem videnskab og politik er meget mere komplekst, end kritikerne forestiller sig. Forestillingen synes at være, at der er en direkte oversættelighed mellem politiske positioner i videnskaberne og politiske positioner i praktisk politik. Der er imidlertid næppe noget 1:1‑forhold mellem forskernes arbejde inden for rammerne af bestemte politisk definerede traditioner på den ene side og deres personlige politiske engagement på den anden side. For nu at tage det eksempel, jeg nævnte lige før, er der ingen grund til at tro, at alle dem, der arbejder inden for liberal politisk filosofi også stemmer liberalt, for mens praktisk politik skifter fra det ene partiprogram til det næste, er teoretiske positioner typisk kendetegnet ved en højere grad af stabilitet over tid – hvilket ikke gør dem mindre politiske.

Den femte tese er, at forholdet mellem forskning og politik er meget mere dynamisk, end kritikerne forestiller sig. Det, som den ene dag forstås som helt upolitisk, kan den næste blive opfattet som ekstremt politisk. Politiseringen af videnskaben kommer med andre ord ikke alene fra den selv, men i mindst lige så høj grad fra samfundslivet. Allerede for 80 år siden tematiserede den amerikanske videnskabssociolog Robert Merton, hvordan videnskab, der har konsekvenser for fordelingen af magt og rigdom mellem grupper i samfundet, vil blive set som politisk, også selv om politiske forandringer aldrig var denne videnskabs mål.⁵Robert K. Merton, The Sociology of Science. Theoretical and Empirical Investigations (Chicago: The University of Chicago Press, 1973). Det eksempel, Merton bruger, er de videnskabelige landvindinger, der muliggjorde den industrielle revolution; indførelsen af industriproduktion gjorde nogle grupper velhavende, men fjernede livsgrundlaget for andre, og gjorde derfor, at denne sidste gruppe kom til at se videnskaben som en fjendtlig politisk magt. Men vi kan også nævne mere aktuelle eksempler. For to år siden ville ingen have anset forskning i epidemiologi for at være politisk. Nu får forskerne imidlertid dødstrusler, fordi omstændighederne har ændret sig sådan, at deres faglige anbefalinger har direkte politisk betydning – betydning for, hvad der må åbne hvornår osv. Her er videnskaben den samme, men den er af omstændighederne blevet politiseret.

I forlængelse heraf er min sjette tese, at politisering af videnskaberne i mindst lige så høj grad kommer fra det omgivende samfund som fra forskningen selv. Her er det oplagte eksempel en af de videnskaber, som politikerne netop angriber. Gennem de seneste årtier har holdningen til og diskurserne om migration og udlændinge i Danmark ændret sig så dramatisk, at forskning, der tidligere ville blive set som apolitisk – og som stadig vil blive set som sådan i de fleste andre lande – pludselig bliver opfattet som ekstremt politiserende. Forklaringen er ikke, at forskningen er blevet aktivistisk, men at politikken er blevet ekstremistisk. Og det provokerer åbenbart nogle politikere, at forskningen ikke har rykket sig sammen med politikken – hvilket jo i sig selv er en meget problematisk holdning.

Den syvende tese er, at den stadig større rolle, som vidensdeling og myndighedsbetjening spiller i forskningen i sig selv giver videnskaben en politisk rolle, som ikke udspringer af forskernes behov for at politisere, men derimod af det politiske systems ønske om at trække på videnskabelig viden. Det er en udvikling, der kun er blevet styrket af de seneste årtiers fokus på evidensbaseret politik,⁶ H.F. Hansen & O. Rieper, “The Politics of Evidence-Based Policy-Making: The Case of Denmark”, German Policy Studies, 6, nr. 2 (2010): 87–113. og som ligefrem inviterer til sammenstød mellem en politisk og en akademisk elite, sådan som historien om den meget omtalte rapport fra RUC til integrationsministeriet sidste efterår eksempelvis illustrerer det. Også her er pointen med andre ord, at videnskaben spiller en vigtig politisk rolle – og at det er politikerne selv, der ønsker, at den skal spille en sådan rolle.

Den ottende tese er, at forskere de facto i århundreder har blandet sig i politik, og at de vel at mærke har engageret sig politisk i deres egenskab af forskere. Det er ikke noget, der pludselig er kommet ind på universiteterne på grund af “woke aktivister”, og det er ikke noget, der har skadet forskningens kvalitet. Forskerne har endvidere blandet sig på tværs af videnskabsgrene. Inden for den politiske filosofi gælder det en perlerække af de største filosoffer i historien, eksempelvis Locke, Marx og Mill. Inden for sociologien er Max Weber et godt eksempel – han startede ligefrem sit eget parti. Og den måske største videnskabsmand herhjemme nogensinde er endnu et eksempel. For Niels Bohr var i sine forsøg på at undgå et atomkapløb også i den grad en politisk aktivist, og hans indsats var med til at lægge grunden til det, der i dag er Det Internationale Atomenergiagentur. Hans aktivisme fandt ikke sted uafhængigt af hans videnskabelige virke, tværtimod var det i kraft af dette virke, han for det første fik adgang til præsidenter og premierministre og for det andet besad den faglige indsigt, der fik ham til at råbe offentligheden op.

Eksemplet med Niels Bohr inviterer ligefrem til anvendelsen af den floskel, at det foregående jo ikke ligefrem er atomfysik. Faktisk burde det være ret åbenlyst for enhver, der vil ulejlige sig med at reflektere bare en lille smule over spørgsmålet om videnskab og politik. Men når det nu er tilfældet, hvorfor fremturer politikerne så alligevel i deres angreb på videnskaben? En del af svaret på det spørgsmål findes sandsynligvis i min niende og sidste tese, nemlig at “højreorienteret” eller systembevarende forskning generelt går under radaren, fordi den ikke stikker ud fra de dominerende diskurser i samfundet. Det er venstreorienterede forskere, der provokerer, fordi de siger noget andet end det, vi er vant til og forventer. Og så opstår det falske narrativ, at det alene er venstreorienterede forskere, der politiserer en videnskab, der i sig selv er neutral.

Humaniora og den falske evidens

Det er vigtigt at understrege, at ovenstående ikke er et argument for, at videnskaben skulle være ufejlbarlig eller for den sags skyld holde et højt ensartet kvalitetsniveau. Tværtimod vil forskningen uundgåeligt undertiden bevæge sig ad forkerte spor. Vi har et samfund, der følger videnskaberne og har brug for at lytte til dem, ikke fordi de aldrig kan tage fejl, men fordi de uden sammenligning er det bedste redskab, vi har at navigere efter. Videnskaberne har i peer review-systemet deres egen kvalitetssikring, som heller ikke er perfekt, og som derfor ikke kan udelukke, at forskningen griber fejl. Det er til gengæld afgjort ikke et alternativ, at man fra politisk hold går ind og korrigerer forskningen, for al historisk erfaring (og, fristes man til at tilføje, almindelig sund fornuft) viser, at når politiske dagsordener kommer til at definere videnskabelig lødighed, ødelægges videnskaberne umiddelbart. I stedet har det historisk set vist sig, at videnskabernes fejlskud med tiden er blevet luget ud. Tilgange og skoler, der ikke holder niveau, forsvinder efterhånden af sig selv i en form for naturlig selektion. Det er klart, at der kan gå lang tid, men i modsætning til politikernes er videnskabens tidshorisont også meget lang. Til gengæld rummer de ni teser et andet argument, nemlig at der er en asymmetri mellem videnskab og politik i den forstand, at mens det som sagt er utilstedeligt, at politikerne griber ind i forskningen, er det fuldstændig meningsløst at kræve, at forskningen skal være apolitisk. Hvorfor respekterer politikerne ikke denne asymmetri? Det er der flere grunde til; fællesnævneren for de to første er, at politikernes ageren hænger umiddelbart sammen med det særlige felt, der angribes, nemlig videnskaberne om mennesker, samfund og historie.

For det første handler human- og samfundsvidenskaberne i høj grad om netop samfundet, og derfor er vejen fra videnskab til politik kortere end i mange naturvidenskabelige fag. Hvad man siger i migrations- eller kønsforskning, kan ofte umiddelbart oversættes til politiske anbefalinger, og det gælder ikke på samme måde forskning i astrofysik eller biokemi. Af samme grund er det også karakteristisk, at de naturvidenskaber, der så alligevel undertiden opstår politisk polemik omkring, er dem, der deler dette karakteristiske træk, at der er relativt kort fra videnskabelig undersøgelse til politisk anbefaling – eksempelvis agrobiologi eller klimavidenskab.

For det andet lider de humanistiske videnskaber under det, man kan kalde falsk evidens. Mange tror, at det er intuitivt indlysende, hvad eksempelvis køn er, og at de må være i stand til at bedømme kønsforskernes arbejde, fordi de selv er udstyret med et køn. Når humanistiske forskere så siger noget om emnet, som for lægfolk lyder mærkeligt eller urimeligt, finder de det voldsomt provokerende. De forstår ikke, at det sådan set er meningen at det, som forskere kommer frem til efter årtiers systematiske undersøgelser, skal lyde mærkeligt og urimeligt for personer uden særlig viden på feltet. Var det ikke tilfældet, ville der ikke være nogen grund til at have videnskab. De færreste lægfolk er så indbildske, at de vil gøre sig til dommer over forskning i biokemi eller partikelfysik, men det samme forbehold har man desværre ikke over for de humanistiske fag. Her er det videnskabelige samfund nødt til at insistere på, at forskning er noget andet end reality-tv. Den er elitær. Det er med andre ord faktisk meningen, at man ikke skal forstå videnskab, hvis man ikke har gjort en grundig og ihærdig indsats for at sætte sig ind i den, eller hvis man ikke har evnerne til at forstå den. Det er et budskab, der provokerer, når videnskabens kontekst er et samfund præget af en altomfattende realitykultur, men det er et budskab, det som sagt er nødvendigt at insistere på.

En tredje årsag skal til gengæld findes uden for videnskaben selv, nemlig i den politiske kultur. Forskningsfrihed er et kerneelement i et frit samfund. Det har der historisk været en stor forståelse for i et politisk system, der definerede sig i modsætning til Sovjetunionens stalinisme og Hitlertysklands nazisme. Disse modsætningsforhold eksisterer ikke længere, hvilket kan være med til at forklare fremkomsten af illiberale strømninger inden for rammerne af det liberale parlamentariske demokrati gennem de seneste årtier. De aktuelle politiske angreb på forskningen kan udlægges som et eksempel på en sådan strømning. Den politiske elite har ikke længere nok i at have magt, den vil også have ret. Og den forstår ikke, at den i sit angreb på videnskaberne undergraver ikke blot tilliden mellem videnskab og samfund, ikke blot den frie forskning og det frie samfund, men i sidste ende også sin egen legitimitet, der netop afhænger af dette frie samfund.

Next stop Budapest?

Skrækscenariet på længere sigt er Viktor Orbáns autokratiske Ungarn, hvor afviklingen af den frie forskning netop er gået hånd i hånd med afviklingen af det liberale demokrati. Der er vi heldigvis ikke endnu, hvor folkestyrets fremmeste ånder indtil videre nøjes med at gøre sig selv til grin med vedtagelsen af erklæringen V137. Afslutningsvis fortjener det imidlertid at blive understreget, at erklæringens utilsigtede komik og konsekvensløshed ikke skal skygge for, at debatten til gengæld allerede har fået vigtige og alvorlige konsekvenser.

Mange forskere føler sig stærkt intimideret og har allerede nu trukket sig fra den offentlige debat. De fortæller om, at de modtager trusler eller ligefrem bliver chikaneret og derfor ikke selv tør deltage i diskussionerne. Denne grove intimidering rammer især kvindelige forskere, for kampagnen fra den politiske højrefløj rummer et stærkt islæt af misogyni – netop kønsforskningen er som nævnt et af de felter, der især er under angreb. Det siger sig selv, at det kræver en stærk reaktion fra et samlet forskersamfund.

Effekten bliver forstærket af, at der er så få penge i forskning generelt og i humanistisk forskning i særdeleshed, for især yngre forskere i midlertidige ansættelser føler sig presset til at gå stille med dørene. Hvis hensigten med debatten er at intimidere forskerne for at få dem til ikke at modsige politikerne, er det derfor allerede lykkedes. Debatten har med andre ord en disciplinerende effekt på det videnskabelige samfund. På længere sigt kan man endda frygte, at den vil kunne facilitere mere direkte indgreb over for forskningsfriheden. Den kan med andre ord være med til at normalisere en diskurs, inden for hvilken angreb på forskningen er acceptable, og det er som sagt farligt på længere sigt, både for samfundet og for universiteterne. Det kan sætte forskningsfriheden yderligere under pres, og det kan gøre det meget vanskeligt at rekruttere forskere fra udlandet.

Anden del af den kinesiske forbandelse lyder: “Må de, der har magt, lægge mærke til dig”. Magtens opmærksomhed bliver en forbandelse, når den ikke respekterer den asymmetri, der blev fremhævet ovenfor, men vil annullere diskrepansen mellem viden og magt. For det er i den diskrepans, videnskaben udøves. Mens forskningen med nødvendighed er flettet sammen med politikken, må den med lige så stor nødvendighed holdes fri af magten.

1.	Se eksempelvis Louis Althusser, Écrits sur la psychanalyse (Paris: Éditions Stock/IMEC, 1993).
2.	Jürgen Habermas, Teknik og videnskab som “ideologi” (København: Det lille Forlag, 2005).
3.	John Dewey, The Essential Dewey, bd. 1 (Bloomington/Indianapolis: Indiana University Press, 1998).
4.	Karl Popper, Conjectures and Refutations. The Growth of Scientific Knowledge (London & New York: Routledge, 2002).
5.	Robert K. Merton, The Sociology of Science. Theoretical and Empirical Investigations (Chicago: The University of Chicago Press, 1973).
6.	H.F. Hansen & O. Rieper, “The Politics of Evidence-Based Policy-Making: The Case of Denmark”, German Policy Studies, 6, nr. 2 (2010): 87–113.

Videnskab og politik

Henrik Kaare Nielsen · 22. jun. 2021

Den 1. juni 2021 vedtog et stort folketingsflertal bestående af de fleste borgerlige partier samt Socialdemokratiet en udtalelse henvendt til de danske universiteters ledelser. Heri understreges Folketingets forventning om, at universitetsledelserne sikrer, at den videnskabelige selvregulering fungerer, at forskere ikke producerer politik forklædt som videnskab, samt at det ikke er muligt for forskere systematisk at unddrage sig legitim videnskabelig kritik.

Udtalelsens formuleringer forekommer for en umiddelbar betragtning ukontroversielle – bortset fra, at de uden dokumentation insinuerer, at universiteternes ledelser ikke har levet op til disse indlysende forpligtelser, og at en politisk formaning derfor er på sin plads. Men set i sin kontekst udgør udtalelsen kulminationen på flere måneders politisk debat om såkaldt “politiserende” og “aktivistisk” forskning. Her har især politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti generaliserende anklaget forskning i køn, migration og kolonialisme for at være uvidenskabelig og politiserende samt argumenteret for, at de forskningscentre og uddannelser, hvor denne type faglighed dyrkes, bør nedlægges. Det er på denne kontekstbaggrund vanskeligt at forstå Folketingets udtalelse som andet end en tilslutning til denne politisk motiverede inkriminering af bestemte forskningsområder og ‑miljøer.

Både før og efter vedtagelsen af denne udtalelse har officielle universitetsrepræsentanter og menige forskere taget til genmæle og pointeret, at universiteternes autonomi og forskningens frihed er garanteret i universitetsloven; at det videnskabelige samfunds egne kontrolmekanismer er fuldt tilstrækkelige til at tackle eventuelle problemer; at politikernes aktuelle kritik er helt ude af proportion med de angivelige problemer, den adresserer; samt at politikernes direkte udhængning af specifikke forskningsfelter og ‑miljøer repræsenterer et illegitimt politisk anslag mod forskningsfriheden. Endvidere gøres det gældende, at denne indblanding er decideret kontraproduktiv, idet den snarere vil bidrage til at fremme en underdrejet frygtkultur blandt forskerne end den åbne debatkultur, politikerne efterlyser.

Bag disse medievirksomme positioneringer gemmer der sig imidlertid mere omfattende og principielle konflikter med hensyn til videnskabens samfundsmæssige status og rolle i forhold til den politiske proces. Den følgende fremstilling forsøger derfor at belyse denne konkrete, aktuelle strids problemstillinger i et større historisk-teoretisk perspektiv.

Videnskabelig og politisk diskurs

Forholdet mellem politik og videnskab har været komplekst i hele det moderne samfunds epoke. Der er i udgangspunktet tale om to distinkte, uddifferentierede diskurser, der skaber betydning og handlingsscenarier på hver sine præmisser – men som i den sociale praksis til stadighed danner dynamisk kontekst for hinanden og undertiden intervenerer i hinandens diskursive domæner.

Den politiske diskurs er rettet mod kampen om magten i samfundet og de hertil hørende konflikter om fordelingen af ressourcer og livmuligheder. Derudover er horisonten for den politiske proces kendetegnet ved formålsrationalitet og et stramt tidsregime: Der skal forhandles kompromiser, dannes alliancer, træffes beslutninger, indgås internationale aftaler, lægges strategi for næste valg etc. Udfordringen er med andre ord konstant at være målorienteret og kæmpe med andre aktører om at bestemme rammerne for den samfundsmæssige praksis og betydningsdannelse i form af formaliserede politiske beslutninger og lovgivning. Politisk diskursiv praksis står endvidere i et principielt legitimationsforhold til den løbende offentlige meningsdannelse, herunder mere eller mindre flygtige folkestemninger, samt samfundets erfaringsbaserede politiske kultur.

Den videnskabelig diskurs har derimod den kompromisløse, aldrig afsluttede produktion af ny viden som sit omdrejningspunkt. Universiteternes forskning er i denne basale forstand at betragte som samfundets laboratorium for eksperimenterende skabelse og afprøvning af nye ideer og erkendelser. Den lejlighedsvise formulering af vilde ideer, der i enhver anden diskursiv kontekst ville fremstå som rabiate udskridninger eller blot som syret hjernespind på frihjul, er både uundgåelig og nødvendig i dette laboratoriearbejde: Vilde ideer udvider det fælles refleksionsrum, og undertiden viser de sig sågar at holde stik og føre til forskningsmæssige gennembrud. Men selvom de oftest ender med at blive forkastet eller modificeret til ukendelighed, har den kritiske diskussion af dem ikke desto mindre bidraget til at kvalificere den videre videnskabelige proces. Her er således i udgangspunktet tale om et frirum for tænkning, hvor praksis ikke er forpligtet på eksterne formål og tidsregimer; horisonten for betydningsdannelse er principielt åben, og forskningsprocessens resultater skal udelukkende kunne legitimere sig over for den faglige offentlighed og dennes videnskabelige standarder, herunder krav om redelig og metodisk gennemskuelig omgang med empiri, kritisk dialog med den faglige tradition, fornuftsbaseret argumentation og fagfællebedømmelse.

I det moderne samfunds selvforståelse er det en hovedpointe, at det netop er i kraft af sin autonomi, at den videnskabelige diskurs kan skabe erkendelser, der rækker ud over dagen og vejen og kan bidrage til samfundsmæssig selvrefleksion og oplyst nytænkning i almenhedens perspektiv, som ellers ikke ville have fundet sted – eller som kun ville være blevet realiseret i fragmentariske former i regi af virksomheders, ministeriers, interesseorganisationers, tænketankes og civilsamfundsorganisationers partikulære og målorienterede vidensudvikling.

Diskursive interventioner

Som nævnt er realiteten i modernitetens sociale praksis imidlertid, at den politiske og den videnskabelige diskurs danner kontekst for hinanden og løbende søger at intervenere i hinandens betydningsdannelser: Forskere kritiserer vidensgrundlaget for konkrete politiske beslutninger, påpeger sandsynlige utilsigtede effekter af politiske initiativer eller introducerer helt ny viden, som efter forskernes mening omkalfatrer den hidtidige politiske dagsorden på det givne felt. Men den politiske proces tager vel at mærke disse interventioner til sig på sine egne præmisser: Den viden, der er kompatibel med den politiske konsensus, de gældende politiske prioriteringer, styrkeforhold og kompromisdannelser, indarbejdes i beslutningsprocessen – resten arkiveres lodret. Tilsvarende artikulerer det politiske system til stadighed forventninger til forskningen om at levere resultater, der er anvendelige i den politiske praksis, hvilket den videnskabelige praksis engagerer sig i på sine egne diskursive præmisser, hvor det giver videnskabelig mening – og ellers forbigår i tavshed.

Disse gensidige interventioner og grænsedragninger på tværs af diskursive domæner har spillet en central rolle i den moderne samfundsudvikling, og de er på ingen måde problematiske i sig selv – tværtimod kan de udfordre og stimulere domænernes selvregulering og tilføre dem vigtige dynamikker og vidensressourcer. Men en sådan produktiv udveksling forudsætter, at de respektive domæners diskursive autonomi kan holde stand imod interventionens eksterne pres, og at det givne domæne fortsat har albuerum til at skabe betydning på egne præmisser – og denne forudsætning har været i skred i en årrække.

Den aktuelle kontrovers, hvor politiske aktører gør krav på ikke blot at bestemme, hvilken videnskabelig viden den politiske proces kan eller skal bruge til noget (hvilket ville være helt legitimt), men langt mere vidtgående at afgøre, hvad der per definition er rigtig videnskab, er et tilspidset eksempel på dette skred. Her kan man tale om en genuin, aktivistisk politisering af videnskaben i betydningen, at den videnskabelige diskurs’ autonome betydningsdannelse helt tilsidesættes og erstattes af politisk definerede interesser i, hvad der skal have gyldighed som kvalificeret viden.

Det er her vigtigt at have in mente, at politisk diskursiv praksis nyder den særstatus, at det er den, der organiserer og formaliserer magten i samfundet og dermed definerer rammerne for andre diskursive praksisser. Folketingsvedtagelsens formalisering af de aktivistisk politiserende politikeres intervention i videnskabens domæne rummer således tillige et moment af magtdemonstration.

Strukturelt politiseringspres

Den bredere baggrund for skreddet skal søges i de seneste årtiers globaliseringsproces og nationalstaternes forsøg på at omstille sig til en ny rolle som garant for det nationale erhvervslivs internationale konkurrenceevne. Ud over løbende at optimere internationale handelsrelationer og scanne verdensmarkedet for lukrative indsatsområder for den nationale kapital, har den konkurrencestatslige strategi hovedsagelig bestået i at reorganisere og trimme det nationale samfund i sin helhed til at matche og understøtte erhvervslivets strategiske behov i den internationale konkurrence: Infrastruktur, teknologiudvikling, beskatningsniveau, arbejdsudbud, arbejdsproduktivitet, offentligt udgiftsniveau, forskning, uddannelse, kulturliv, folkesundhed, idrætsliv – alt sammen er det i løbet af de seneste årtier blevet reformeret gennemgribende med henblik på at blive funktionelle aktiver for den nationale konkurrencestat.

Som det kom eksplicit til udtryk i daværende forskningsminister Helge Sanders opsigtsvækkende krav om kortere vej “fra tanke til faktura”,¹“Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura” (Regeringen, 2003). har denne udvikling medført et markant stigende politisk pres på forskningen for at levere viden, der på den ene eller den anden måde kan demonstrere nytteværdi i det konkurrencestatslige scenarium. Forskningsbevillingerne går derfor hovedsagelig til politisk prædefinerede strategiske satsninger samt til teknisk-naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig grundforskning, mens humanistisk og samfundsvidenskabelig grundforskning udsultes og animeres til at omstille sig til at tænke i umiddelbare nyttekategorier.

Der er vel at mærke ikke i sig selv noget i vejen med, at forskning relaterer sig til samfundsmæssige forhold og udfordringer, men det er afgørende, at dette sker med udgangspunkt i den videnskabelige diskurs’ erkendelsesinteresser, problemdefinitioner og principper for skabelse af viden – og denne præmis bliver i tiltagende grad vanskelig at opretholde. Relevanskriterierne for, hvad politikernes strategiske satsninger definerer som samfundsnyttigt, er ikke til forhandling, og jo større dele af forskningen der orienterer sig i denne retning, desto trangere kår får den videnskabelige autonomi og den kritiske faglige offentlighed.

Det ultimative perspektiv i denne udvikling er, at den videnskabelige diskurs ikke længere vil være i stand til at skabe betydning og ny viden på egne præmisser, og at videnskabens diskursive domæne dermed vil ophøre med at eksistere som særskilt samfundsmæssigt praksisfelt. Den samfundsmæssigt organiserede vidensproduktion vil så i stedet som helhed være henvist til at udspille sig i regi af det målrationelle, instrumentelle nytteparadigme, som er velkendt fra industriens, interesseorganisationernes, centraladministrationens og diverse tænketankes udvikling af ideer. Den åbne, eksperimenterende afprøvning af radikalt nye tanker samt den kritiske refleksion af forholdet mellem den videnskabelige viden og samfundets almene vel vil ikke længere være institutionelt garanteret.

Helt så langt er vi ikke endnu, men det står allerede klart, at videnskabelige gennembrud af den kaliber, som f.eks. en Niels Bohr, en Louis Hjelmslev, en Inge Lehmann eller en Jens Christian Schou præsterede, ville være helt umulige at opnå på de gældende vilkår for videnskabeligt arbejde. Det politiske pres for umiddelbar, kortsigtet nytteværdi undergraver med andre ord den videnskabelige diskurs’ autonome udfoldelsesmuligheder og dermed dens evne til at skabe radikalt ny viden og bidrage til langsigtede, kvalitative nyudviklinger, som vi ikke anede, at vi havde brug for.

Det er uvist, om det politiske systems aktører er klar over rækkevidden af de samfundsskadelige implikationer i dette massive diskursive pres, men faktum er under alle omstændigheder, at presset støt og roligt forstærkes i kraft af politiseringen af de institutionelle rammer for forskningen og tvinger større og større dele af forskersamfundet til at tænke i nyttekategorier. De senere års skandaler, hvor eksterne partsinteresser har fået indflydelse på forskningsresultater, er tydelige symptomer på denne udvikling.

I dette større perspektiv er folketingspolitikeres aktuelle indblanding i, hvad der skal have gyldighed som rigtig videnskab, blot en krusning på overfladen – men alligevel en signifikant og ildevarslende krusning, for så vidt som der ikke som hidtil er tale om et politiseringspres, der opererer via strukturelle rammer og økonomiske incitamenter, men derimod om en eksplicit, indholdsmæssig intervention, der sætter navn og adresse på den politisk uønskede forskning og truer den med nedlæggelse. Helt spektakulært bliver det så, når en sådan illegitim intervention sanktioneres af en folketingsvedtagelse – også selvom denne i sig selv er indholdsmæssigt ukontroversiel.

Så længe universitetsloven – i overensstemmelse med hele den moderne universitetstradition – garanterer videnskabens autonomi, forskningens frihed og det videnskabelige samfunds selvregulering, må det fastholdes, at det er det videnskabelige samfund og kun dette, der afgør, hvad der gælder som videnskabeligt kvalificeret viden. Politikere kan helt legitimt kritisere den viden, forskere skaber, i et politisk relevansperspektiv og frit vælge, om de vil benytte sig af den eller ej. Men de kan ikke med nogen legitimitet gøre krav på at afgøre spørgsmålet om dens videnskabelighed og dermed bestemte forskningstypers eksistensberettigelse. Det kan kun det videnskabelige samfund.

Videnskabsinterne forhold

Løfter det videnskabelige samfund så den opgave? Ja, det gør det, men med stor træghed og langmodighed – og sådan er det også nødt til at være. Mens det i den politiske diskurs er nærliggende at foretage hurtige nyttevurderinger og udvælge den viden, der for en umiddelbar, pragmatisk betragtning forekommer brugbar, maler videnskabens mølle langsomt og grundigt, den er kun forpligtet på kompromisløs sandhedssøgen, og dens proces implicerer altid gensidig kritik, uenigheder og konflikter mellem en mangfoldighed af videnskabeligt anerkendte paradigmer, skoler og traditioner.

Det er en proces, der aldrig ender, men som vi undervejs stille og roligt bliver klogere af. Set i dette overordnede perspektiv vil de ideer, som for dele af forskersamfundet i udgangspunktet fremstår som vilde og mere eller mindre fornuftsstridige, efterhånden enten overbevise tvivlerne og blive accepteret som gyldig, ny viden, undergå kritisk bearbejdning og i modificeret skikkelse blive indarbejdet i eksisterende, anerkendte vidensregimer – eller glide ud i glemslen, fordi de viste sig ikke at have videnskabelig bærekraft.

Denne proces kan tage lang tid, og dens træghed vil ofte blive forstærket af den sociale sammenhængskraft i det forskningsmiljø, der identificerer sig med en given idé. Her kan der periodisk udvikle sig “videnskabelige ekkokamre”, som forekommer immune over for kritik fra det øvrige forskersamfund. En sådan udvikling kan være frustrerende at være vidne til, men den er et element i forskersamfundets dynamik, som ikke er til at komme uden om. Hvis nye ideer skal videreudvikles og afprøves, kræver det et dedikeret forskermiljø, der tror på og brænder for sagen, og det kan i en periode være nødvendigt at arbejde i et lukket rum, hvor en tanke uforstyrret kan sættes på spidsen og tænkes radikalt til ende. Problematisk bliver det først, hvis døren forbliver lukket for kritik udefra, og forskningsmiljøet forvandler sig til en bekendende menighed, der kun taler med sig selv. Der er ingen tvivl om, at tendenser af denne art undertiden opstår, men den historiske erfaring er, at de på et tidspunkt enten åbner sig for kritisk dialog eller går i opløsning af sig selv.

Undtagelsen fra denne regel er, hvis der er tale om ideer, der er umiddelbart kompatible med politikernes, forvaltningens eller erhvervslivets dagsordener, og som via denne videnskabseksterne opbakning kan etablere sig i en samfundsmæssig og institutionel magtposition. I sådanne tilfælde kan kritik-immune ekkokamre være endog særdeles levedygtige. Det gælder f.eks. den strømning, der længe har været dominerende i statskundskabsfaget, som både i sin forskning og i sin uddannelse af samfundets indflydelsesrige stab af forvaltere baserer sig på rational choice-teoriens radikalt primitive forståelse af mennesket som et udelukkende egennyttemaksimerende væsen. Her er der i den videnskabelige offentligheds forstand tale om et gedigent ekkokammer, men det er stort og magtfuldt, og det nyder anerkendelse og opbakning fra det politiske liv, forvaltningen og erhvervslivet, så videnskabelig kritik af de teoretiske grundantagelser repræsenterer ikke nogen opmærksomhedskrævende udfordring. Et lignende billede tegner sig på den økonomiske videnskabs område, hvor de neoliberalistiske ideer, der har støbt kuglerne til den politiske proces, der har ledt os ind i både finanskrise og klimakrise, fortsat nyder tilstrækkelig opbakning fra erhvervsliv, politik og administration, til at de i praksis gælder som uanfægtelige. Her kan den videnskabelige kritik og diskussionen af mulige teoretiske alternativer tilsyneladende ligeledes helt legitimt ignoreres.

Som det fremgår af de sidstnævnte eksempler, udfolder den videnskabelige diskurs sig ikke kun i åndens rige. Den er i høj grad vævet sammen med institutionelle magt‑, ressource- og prestigekampe og for den enkelte forsker endvidere med konkurrence om stillinger og karrieremuligheder. Denne dimension af interessekamp og de hertil hørende styrkeforhold kan undertiden øve en ikke ubetydelig indirekte indflydelse på, hvilke ideer der opnår de bedste muligheder for at blive videreudviklet – uden garanti for, at det i et større perspektiv nødvendigvis er de fagligt set mest kvalificerede, der tilgodeses.

Hertil kommer de akademiske modestrømninger som jævnligt opdukkende faktorer i den videnskabelige praksis. Her fusionerer unge forskergenerationers karriereaspirationer og behov for at markere forskel og distance til ældre generationers etablerede faglighed undertiden med bredere filosofiske, æstetiske eller politiske opbrud i tidsånden. De ideer, der formuleres på baggrund af en sådan fusion – hvad enten det drejer sig om gedigent nye eller om repremierer på historisk velkendte ideer – virker identitetsstiftende for nye faglige miljøer og kan i denne proces opnå en stærk kultværdi for de deltagende, hvorfor ekkokammereffekten typisk vil være stor.

Som andre typer af modestrømninger løber også de akademiske tør for dynamik, når de ikke længere er i stand til at etablere en fascinerende og prestigegivende forskelsmarkering i forhold til konteksten, og de oprindeligt identitetsstiftende ideer indgår herefter på lige fod med alle andre ideer i den løbende kritiske debat. Her vil det vise sig, at nogle af de tidligere kultideer er langtidsholdbare uden for ekkokammeret, andre vil skulle bearbejdes kritisk for at give mening på mindre højstemte vilkår, og atter andre må køres ud på historiens mødding til alle de andre døgnfluer.

Aktuelle problemer?

De identitetspolitiske strømninger, der har foranlediget den aktuelle strid, er i realiteten et ganske sammensat felt, hvis nuancer har været underbelyst i det billede, de politiske interventionister har tegnet i offentligheden. Men for en samlet betragtning kan de klassificeres som tidsåndsbårne modestrømninger, som disse blev karakteriseret ovenfor, og som sådanne vil de uundgåeligt miste pusten på et tidspunkt og blive til noget andet – eller gå helt i opløsning. Meget vil her endvidere afhænge af udviklingen i og den politiske opbakning til de antiracistiske, køns- og seksualitetspolitiske m.m. sociale bevægelser, som udgør vigtige samfundsmæssige referencepunkter for disse akademiske positioner.

Som det ofte er tilfældet med akademiske modestrømninger, rummer også disse et aspekt af vilde ideer: De er eksponenter for en stærkt højnet retfærdighedssans og en ny sensibilitet for ulighed og diskrimination af enhver art, og de bringer interesser og behov, der hidtil har været marginaliseret, for dagens lys og giver dem mæle. Heri ligger et indlysende og vigtigt demokratisk potentiale og en tiltrængt udvidelse af både den akademiske og den politiske debat. Men samtidig rummer den akademiske identitetspolitik også tendenser, der forekommer stærkt betænkelige i såvel et videnskabeligt som et demokratisk perspektiv, hvis de forstørres op i samfundsmæssig skala. Eksempelvis tenderer megen identitetspolitisk tænkning til at forskyde forståelsen af både videnskabelig og demokratisk legitimitet fra spørgsmålet om, hvad der bliver sagt, og hvilke argumenter der præsenteres, til spørgsmålet om, hvem der taler, og vedkommendes gruppetilhørsbetingede adkomst til at udtale sig. Det er med andre ord den kollektive subjektposition som sådan og de omfattede kollektive subjekters affektive berørthed, der autoritativt afgør, hvad der er legitimt.

Men på trods af disse betænkelige træk synes der i en dansk akademisk kontekst indtil videre ikke at være grund til stor bekymring. De identitetspolitiske strømninger har også produktive effekter, for så vidt som de sætter væsentlige spørgsmål om ulighed og diskrimination på den faglige dagsorden, og livtaget med deres problematiske men udfordrende problemdefinitioner vitaliserer den bredere akademiske offentlighed og udvider og nuancerer dens horisont.

Strømningerne har heller ikke indtil videre antaget et omfang som i USA og Storbritannien, hvor cancel culture og andre identitetspolitiske magtteknikker til undertrykkelse af en fri og åben debat synes at høre til dagens uorden. Men så meget desto større grund er der for den danske akademiske selvregulering til at have et vågent øje for, om disse strømninger primært forbliver afgrænsede ekkokamre, eller om de med tiden breder sig koloniserende ud over den videnskabelige debat som helhed. I sidstnævnte tilfælde vil universitetsledelserne skulle på banen. Det vil stadig ikke være et anliggende for politikerne – selvom de naturligvis er velkomne til at have en mening om det.

Armslængde i begge retninger

Afslutningsvis en yderligere nuancering og præcisering af forholdet mellem videnskab og politik: Værdifri videnskab findes ikke. Internt i den videnskabelige proces foregår der hele tiden værdimæssige afvejninger i valg af emne, forskningsspørgsmål, teori og metode, relevanskriterier, samarbejdspartnere i praksisorienterede projekter etc., og disse valg kunne i princippet være faldet anderledes ud, hvorfor der kan siges altid at være en videnskabsintern “politisk” problematik til stede.

Hvis forskningen går videre, end hvad dette almene vilkår indebærer, og søger at intervenere bestemmende i den politiske diskursive praksis, gør den sig skyldig i den samme udviskning af grænser mellem diskursive domæner som de tidligere nævnte folketingspolitikere – blot med modsat fortegn. Hvis forskere eksplicit formulerer sig ind i en målrettet politisk diskurs og tager stilling i samfundets kampe om magt og ressourcer, formulerer de sig samtidig automatisk ud af den videnskabelige diskurs og dennes autonome betydningsrum og frirum for radikale tankeeksperimenter og fagligt kvalificeret kritik. De placerer sig i politikkens diskursive felt, hvor deres indlæg – hvor fagligt kvalificeret det end måtte være – blot får status af én tilfældig politisk mening blandt alle de andre, der i denne diskursive kontekst principielt gælder som lige så gode. I denne position inviterer man ligefrem politikere med symbolpolitisk profileringsbehov til at tage initiativer som det, der blev beskrevet indledningsvis, og man stiller sig forsvarsløst til rådighed som objekt for den diffuse vrede, der ytrer sig i shitstorme og chikane på de såkaldte sociale medier.

Armslængdeprincippet gælder naturligvis begge veje. Ligesom politikere helt legitimt kan kritisere forskning i et politisk anvendelsesperspektiv, men skal holde sig fra at blande sig i, hvad der er god videnskab, kan forskere helt legitimt kritisere det fagligt-saglige grundlag for politiske initiativer og beslutninger, påpege potentielle, ubelyste konsekvenser og fremlægge analyser, der blotlægger alternative muligheder og perspektiver. Som forskere er vi også deltagere i samfundsdebatten, men vi er det på den videnskabelige diskurs’ præmisser, og vi skal ikke bilde os ind, at vi skal bestemme, hvilke beslutningsmæssige konsekvenser vores viden skal have. Det er op til den almene demokratiske debat og til syvende og sidst til den politiske beslutningsproces.

1.	“Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura” (Regeringen, 2003).

Erkendelsens økonomi

Frederik-Emil Friis Jakobsen · 31. mar. 2021

En af de væsentligste skikkelser i det 20. århundredes europæiske filosofi var den Anden. Men hvor mange filosofiske engagementer lader den Anden spille en birolle og lader Jeg’et eller subjektet indtage hovedrollen, udmærker Emmanuel Levinas’ tænkning sig ved at lade den Anden stå i centrum og i begyndelsen. For Levinas var den Anden nemlig ikke blot et anliggende blandt andre for filosofien, men arnested for både subjekt, sprog, læring og i særdeleshed for etikken.

Mest berømt er Levinas for sine fænomenologisk forankrede beskrivelser og analyser af mødet med det, han kalder for det absolut Andet og for sit begreb om den Andens ansigt; det, at vi i mødet med det Andet (menneske) står over for noget, der er uendeligt og absolut fremmed og forskelligt fra os selv, noget der modsætter sig ethvert (be)greb og dermed stiller spørgsmålstegn ved vores erkendelsesmæssige formåen og, ifølge Levinas, pålægger os et ansvar for den Anden – pålægger os at omgås den Anden etisk. Disse analyser, der præger Levinas’ filosofiske virke fra og med hovedværket Totalitet og uendelighed fra 1961, har sat deres spor i europæisk filosofi lige siden deres udgivelse, i første omgang særligt gennem folk som Jacques Derrida og Maurice Blanchot og i nyere tid som afgørende indflydelse på tænkere som Judith Butler og Simon Critchley.

Langt størstedelen af de læsninger, fortolkninger og kritikker, som Levinas’ analyser af andetheden er blevet udsat for, har hans forståelse af etikken som omdrejningspunkt – og det med god grund. Analyserne, der leder Levinas til sine konklusioner om etik og ansvar for det Andet, står imidlertid aldrig alene, men udvikles i parløb med en dobbeltsidet erkendelseskritik. På den ene side forsøger Levinas med sit begreb om det absolut Andet at udpege noget, der modsætter sig ethvert forsøg på at blive begrebet, og dermed at udpege noget, som markerer en grænse for menneskets erkendelse. Men på den anden side rummer Levinas’ analyser af andetheden altid også en kritik af denne erkendelses udfoldelse – en kritik af det, erkendelsen gør, når den erkender noget, eller med Levinas’ egne ord en kritik af en “tankegang, der reducerer det Andet til det Samme, det mangfoldige til totaliteten”.¹Emmanuel Levinas, Fænomenologi og etik (Gyldendal, 2002), 28. Michael Rasmussens oversættelser, der ellers er glimrende, undlader her at skrive “Andet” og “Samme” med stort begyndelsesbogstav. Det gør Levinas dog i den franske originaltekst (“Autre” hhv. “Même”), og det har jeg derfor valgt at udbedre i Rasmussens … Continue reading

Det er denne anden kritik, der ikke beskæftiger sig med det absolut Andet og etikken, og som derfor ofte bliver behandlet temmelig overfladisk, som jeg, med udgangspunkt i den beskrivelse af erkendelsen vi finder i Totalitet og uendelighed, her vil beskæftige mig med. Det gøres af to årsager: For det første for at kaste nyt lys over denne kritik og derigennem gøre op med en bestemt forståelse af den, her i artiklen eksemplificeret ved den danske filosof Peter Kemps læsning heraf, og for det andet for at påpege dens slægtskab med den kritik af erkendelsen, som vi finder hos Friedrich Nietzsche, både fremført som af Nietzsche selv og hans Zarathustra-figur; noget som hverken Levinas selv eller hans læsere og kommentatorer synes at have anerkendt eller haft øje for. Når forbindelsen mellem Nietzsche og Levinas her vil blive fremhævet, er det dels et forsøg på at placere Levinas’ kritik i forhold til den filosofihistorie, som han ofte og gerne fuldstændigt afskriver i sine værker, og dels et forsøg på at vise denne kritiks slægtskab med en tænker, hvis arbejde Levinas godt nok anerkender, for så vidt han vedstår at skrive fra et punkt i historien, der ligger efter, at “en vis Gud med sikkerhed er død”,²Emmanuel Levinas, Intrigue de l’infini (Flammarion, 1994), 230. en Gud der, selv efter sin død, “bebor dobbeltverdenerne [les arrière-mondes]”,³Emmanuel Levinas, Autrement qu’être ou au-delà de l’essence (Martinus Nijhoff, 1974), 233. “Dobbeltverden” er det ord, den danske Nietzsche-oversætter Niels Henningsen har brugt til at gengive “Hinterwelt”, der på fransk er kommet til at hedde “arrière-monde”. Det er væsentligt at få referencen til idéen om … Continue reading men samtidig en tænker som Levinas intetsteds indrømmer at have ladet sig inspirere af.

Kort sagt vil jeg forsøge at vise, at Levinas’ erkendelseskritik ikke kun er et præludium til hans etiske filosofi, men kan og bør udgøre et selvstændigt område for fortolkning og kritik af hans tænkning, både hvad angår dens kritiske indhold og dens historie.

Det Samme, det Andet og hjemmets orden

Erkendelseskritikken i Totalitet og uendelighed drejer sig som nævnt ikke umiddelbart om det absolut Andet og ansigtet, men tager derimod sit udgangspunkt i en dikotomi mellem det, Levinas kalder det Samme og det Andet. Det Samme skal her forstås som et Jeg, et erkendende menneskeligt subjekt og al dets viden og dets idéer, mens det Andet udgøres af det, der står uden for Jeg’et og dets forståelse. Hvad vil et “Jeg” nu sige for Levinas? Det vil sige en væren, der har en identitet – det Samme – og som konstant søger at grundlægge og bevare denne identitet i forhold til alt omkring sig:

Jeg’et er ikke en væren, der altid er den samme, men en væren, hvis eksisteren består i at identificere sig, i at genfinde sin identitet trods alt det, der tilstøder den. Det er identiteten per excellence, identifikationens oprindelige værk.⁴Emmanuel Levinas, Totalitet og uendelighed (Hans Reitzels Forlag, 1996), 26.

Jeg’et, det Samme, vil altså altid forsøge at bevare sig en stabil identitet ved løbende at identificere, begrebsliggøre og tematisere alt, som tilstøder det; alt det Andet. På denne måde genfinder det konstant sig selv i alt omkring sig, og det er derfor, at Levinas’ grundlæggende syn på erkendelsen er, at den altid er det Sammes selvidentifikation: “Erkendelsen er identitetens [det Sammes] udfoldelse. Den er frihed”.⁵Levinas, Totalitet og uendelighed, 34. Uagtet hvad et Jeg møder, vil det altid arbejde på at identificere det for derigennem at fastholde sin egen stabile identitet. Det er dette, Levinas refererer til med begrebet “totalitet” – alt, der er Andet, skal føres tilbage til det Samme og gøres genkendeligt, så det Samme kan genkende sig selv. Det Samme vil således altid forsøge at gøre alt omkring sig, alt der er Andet, til noget bekendt og forståeligt, som det kan genfinde både sig selv og sit identifikationsarbejde i, hvorfor Levinas også gerne omtaler totaliteten af det Samme, Jeg’et, og dets erkendelse som et hjem (le chez soi):

Jeg’ets måde [La manière du Moi] at forholde sig til verdens «Andet» på består i at opholde sig, i at identificere sig ved at eksistere hjemme hos sig selv […] Hjemmet [Le «chez soi»] er ikke en ramme, men et sted, hvor jeg kan, et sted, hvor jeg […] er fri.⁶Levinas, Totalitet og uendelighed, 27–28.

Her møder vi også Levinas’ forståelse af erkendelsen som menneskets frihed: At Jeg’et kan betegnes som frit vil sige, at det evner at bevare sig selv og sin identitet i mødet med det, der er andet end det selv – “Friheden må defineres således: At bevare sig selv over for det Andet og, på trods af ethvert forhold til det Andet, at sikre Jeg’ets selvtilstrækkelighed”⁷Levinas, Totalitet og uendelighed, 36. – eller med andre ord, at det kan opholde sig uforstyrret i det hjem, som det har skabt sig, med sin evne til erkendelse og (selv)identifikation i behold.

Oprettelsen og opretholdelsen af denne husorden, denne οἰκονομία (oikonomía), kræver dog et arbejde, som i voldsom grad påvirker dét Andet, der identificeres og erkendes. Den eneste måde, Jeg’et og det Samme kan udøve sit arbejde på, er ved at få det Andet til at ophøre med at være Andet. Som Peter Kemp har beskrevet det:

For at erobre sine genstande må tanken imidlertid foretage et kunstgreb: den må neutralisere tingene. Alt, hvad den møder, må den betragte som neutrale størrelser, dvs. intet omtales som et engangsfænomen, men alt giver anledning til generaliseringer, således at alteriteten (det virkelig andet) forsvinder […] Man søger derved at tvinge engangsfænomenet, det enkelte og enestående – et menneskeligt subjekt f.eks. – til at være noget andet end det, det er, dvs. til at være noget, som den “frie tanke” kan disponere over.⁸Peter Kemp, Levinas (Forlaget Anis, 1996), 39.

Kemp peger her på en helt afgørende konsekvens af erkendelsen og Jeg’ets husholdning: Det Andet ophører med at være Andet og partikulært og bliver i stedet reduceret til noget alment. Som Levinas selv udtrykker det, bliver det Andet reduceret til det Samme: “Neutraliseringen af det Andet, som bliver gjort til tema eller genstand – og som kommer til syne, dvs. som placerer sig i lyset – er netop det Andets reduktion til det Samme”.⁹Levinas, Totalitet og uendelighed, 34. Denne neutralisering og reduktion af det Andet er ikke blot en uforsætlig og utilsigtet konsekvens af Jeg’ets måde (la manière du Moi) at identificere på, hvormed det skaber sig et hjem (chez-soi), men er netop identifikationens formål: “Muligheden for at besidde, dvs. muligheden for at ophæve andetheden ved det, der ved første øjekast synes andet og andet i forhold til mig – er selve det sammes måde”.¹⁰Levinas, Totalitet og uendelighed, 28. Det Sammes måde at møde det Andet på er altså at identificere det, dvs. neutralisere og reducere det til det Samme, således at hjemmets orden ikke forstyrres og det Sammes frihed, dvs. uforstyrrede eksistens, bevares.

Ontologi som vold og førstefilosofi

Denne måde at møde det Andet på får nu et navn: ontologi. Her skal det bemærkes, at Levinas anvender denne betegnelse noget idiosynkratisk. For Levinas betegner ontologi nemlig ikke bare en filosofisk undersøgelse, der har det værende eller væren som sin genstand, men en sådan undersøgelse, der baserer sig på reduktionen af det Andet til det Samme; ifølge Levinas er ontologi lige præcis neutralisering med henblik på at begribe – “[d]et forhold til væren, der forløber som ontologi, består i at neutralisere det værende for at forstå det eller begribe det”¹¹Levinas, Totalitet og uendelighed, 36. – samt en reduktion af det Andet til det Samme, af det partikulære til en del af en almenhed: Ontologien “består ikke i at gribe individet (som alene eksisterer) i dets individualitet, men i dets almenhed (det eneste, der er videnskabeligt)”.¹²Levinas, Totalitet og uendelighed, 35. Det Sammes neutralisering og reduktion af det Andet er ontologiens arbejde (l’œuvre de l’ontologie) – vi kan kalde det en ontologisk reduktion – og ontologien er således det Sammes måde at møde det Andet på. Dette er ifølge Levinas kendetegnende for det, han kalder den “vesterlandske filosofi”, som han anklagende påpeger “i de fleste tilfælde [har] været en ontologi; en reduktion af det Andet til det Samme”,¹³Levinas, Totalitet og uendelighed, 34. hvad han også udtrykker således at “[f]ilosofien er en egologi”.¹⁴Levinas, Totalitet og uendelighed, 35. Et af Levinas’ mest yndede eksempler på dette er Platons Sokrates – “Det var Sokrates, der lærte os om det Sammes primat”¹⁵Levinas, Totalitet og uendelighed, 34. – der eksempelvis i Menon og Faidon indstifter den opfattelse, udtrykt i Levinas’ termer, at al sand viden altid allerede er tilstede i Jeg’et, og at alt det, der er Andet, således blot er varianter af noget, der allerede findes i det Samme. Her kan vi tilføje Aristoteles’ Metafysikken, der udråber sig selv til førstefilosofi qua sin undersøgelse af det, der ifølge Aristoteles er mest alment (καθόλου) af alt, nemlig det værende for så vidt det er værende.¹⁶Aristoteles, Metaphysics (Oxford University Press, 1975), Bog E, 1025a 28–32.

Indtil videre har Levinas’ udlægning af erkendelsen og filosofien udfoldet sig mere som beskrivelse end egentlig kritik, men Levinas påpeger nu yderligere, at ontologien er “philosophie de la puissance”. Det betyder, at ontologien er “magtfilosofi”, men også at det er en filosofi, der baserer sig på den kunnen eller formåen, pouvoir,¹⁷Pouvoir kan som bekendt både oversættes som “magt” og “kunnen”. Da ingen af disse oversættelser indfanger denne afgørende dobbelttydighed, har jeg valgt ikke at oversætte ordet, trods de sproglige klodsetheder dette afstedkommer. som kendetegner hjemmet, der netop var beskrevet som “et sted, hvor jeg kan” (un lieu où je peux). Denne magt og kunnen, med hvilken det Andet reduceres til det Samme og hjemmets orden opretholdes, er ifølge Levinas ikke blot en teoretisk berøvelse af det erkendtes partikularitet, men også en voldsudøvelse imod det: “Ontologien som førstefilosofi er en magtfilosofi. Den munder ud i […] totalitetens ikke-vold uden at tage højde for den vold, som denne ikke-vold lever af”.¹⁸Levinas, Totalitet og uendelighed, 37. “Totalitetens ikke-vold” betyder her husets orden, fraværet af forstyrrelse og overraskelse, og denne orden opretholdes af ontologiens vold mod det Andet, eller som Jacques Derrida har formuleret det: “Så snart at der er det Ene, er der mord, skade, traume […] Det Ene udøver vold”.¹⁹Jacques Derrida, Mal d’archive (Éditions Galilée, 2008), 124–125 (egen oversættelse). Så snart der kun er det Ene, det Samme og intet Andet, er der udøvet krig og vold, begået et mord, og dette Ene, Jeg’et i sit chez-soi, vil altid beskytte sig imod det udefrakommende Andet gennem denne vold.

Sansningens væv og ontologiens spontanitet

Ved at navngive udøvelsen af denne vold “ontologi” er det nærliggende at tro, at Levinas’ kritik udelukkende sigter til en intellektuel eller begrebslig erkendelse som Jeg’ets strategiske selvforsvar af sin identitet mod det Andet. Det er dog ingenlunde tilfældet. Ontologien er nemlig, som Levinas også skriver, “et spontant og før-teoretisk værk [œuvre], som er fælles for alle her på jorden [de tout habitant de la terre]”,²⁰Levinas, Totalitet og uendelighed, 154. og dette ses tydeligst i den måde, hvorpå menneskets sansning gøres til medansvarlig for den ontologiske reduktion:

Denne måde at fratage den erkendte væren dens andethed på kan kun gennemføres, hvis det, som erkendes formidles gennem en tredje term – en neutral term – der ikke selv er en væren. I den tredje term dæmpes det stød, der er opstået i mødet mellem det Samme og det Andet […] Den tredje term kaldes sansningen […] En væren, som ikke har det værendes tyngde, lyset, som det værende bliver forståeligt i. Den almene titel “ontologi” passer på den teori, der er en forståelse af det værende. Ontologien, der gør det Andet til det Samme, fremmer friheden, der er det Sammes identifikation, og som ikke lader sig fremmedgøre af det Andet.²¹Levinas, Totalitet og uendelighed, 33. Når Levinas her påpeger, at sansningen ikke selv er en væren eller har “det værendes tyngde”, men samtidig er det, der gør andre værender begribelige for den væren, der erkender, og således ikke er et intet, er det arven fra Edmund Husserl, der træder frem. Husserl skriver i Logische … Continue reading

Her gentages beskrivelsen af ontologiens værk eller arbejde – reduktionen af det Andet til det Samme, bevarelse af det Sammes frihed og (selv)identifikation – men nu knyttes dette arbejde også til sanseapparatet. At fravriste det erkendte sin andethed sker gennem en neutralisering eller en neutral tredje term,²²Som Manni Crone bemærker i sin danske oversættelse, er “terme” et begreb Levinas bruger til at betegne de involverede “elementer i det metafysiske forhold” (Levinas, Totalitet og uendelighed, 25). Det Samme/Jeg’et og det Andet er således også termer. Crone skriver dog også, at der kun er to termer i dette forhold, … Continue reading som Levinas her betegner det, i hvilken chokket eller forstyrrelsen, som det ikke-neutraliserede og dermed fremmede Andet ville forårsage i det Samme, afdæmpes. Denne neutrale tredje term er ifølge Levinas vores sansning, og det er således ikke kun gennem tænkningen og filosofien, at det Samme udøver sin ontologiske vold mod det Andet; denne vold er ikke kun resultatet af strategi og planlægning, men tilsyneladende slet og ret af menneskelig intentionalitet. Med andre ord er ontologien for Levinas ikke blot en måde at tænke det Andet på, efter at vi har mødt det, men netop et arbejde, der udføres i selve mødet – det er en måde at møde det Andet på, for så snart det Andet sanses, finder det Sammes ontologiske arbejde sted. Vi kan, ved at låne en term fra Martin Heidegger, sige, at ontologien og dens voldelige reduktion er Jeg’ets Begegnisart i forhold til det Andet, det Sammes særegne måde at møde det Andet på – la manière du Même.

Det betyder også, at vi her må levere et korrektiv til en hyppig læsning af Levinas, ifølge hvilken Levinas’ tænkning skulle dreje sig om at fremstille et simpelt alternativ til den erkendelsesmåde, han kalder for ontologien. Dette kan eksempelvis ses hos Peter Kemp, ifølge hvem Levinas’ tænkning giver os følgende valg at træffe:

Livet i hjemmet stiller os i et valg mellem enten at være os selv nok, blot se ud af vinduet, lade blikket disponere over tingene, gøre os til herre over dem og således underlægge os alt, hvad der er udenfor – eller åbne døren for gæster, for den fremmede, den udefrakommende, og således antage, at der er en virkelighed udenfor den verden, vi kan overskue.²³Kemp, Levinas, 37.

Dette valg er ifølge Kemp også et valg mellem “to former for erkendelse”, hhv. reduktionen af det Andet til det Samme, ontologi, og “erkendelsen ved erfaringen af en virkelighed, der overgår hvad man kan tænke om den”, altså det Sammes erfaring af, og forhold til, det absolut Andet, som er det, Levinas ender med at kalde metafysik. Levinas erklærer ganske rigtigt, at beskrivelsen af dette forhold er hele formålet med Totalitet og uendelighed – “[v]i har kaldt dette forhold metafysisk […] At beskrive dette forhold er selve emnet for denne undersøgelse”²⁴Levinas, Totalitet og uendelighed, 32. – men hverken beskrivelsen eller eksistensen af en anden form for erkendelse end den ontologiske reduktion kan siges at medføre muligheden for at simpelthen at vælge denne erkendelsesmåde fra. Forskellen på det ontologiske og det metafysiske forhold til det Andet er ikke forskellen mellem et til- og fravalg af volden, men en forskel, der kun træder frem i mødet med det, der ikke lader sig ontologisk reducere: det absolut Andet. I dette møde er ontologien end ikke en mulighed. Men så længe at det, Jeg’et står over for, ikke yder den modstand mod erkendelsen, som karakteriserer det absolut Andet, vil den ontologiske reduktion være Jeg’ets Begegnisart heroverfor, hvilket også ses i Levinas’ beskrivelse af Jeg’ets reduktion af det Andet som et “spontant og før-teoretisk” arbejde.

Dette bliver endnu tydeligere, når Levinas beskriver sansningen som ontologiens arbejde, for hvor man måske kan forestille sig den mulighed, at der kan introduceres en anden og ikke-ontologisk tænkning, en anden måde at fortolke vores erfaring af verden på, så vil denne ikke kunne give os en radikalt anderledes måde at sanse vores omverden på. Som menneske er Jeg’et her begrænset af sin krop og de sanser, denne udruster det med, og disse sanser eller denne anskuelse er altså ifølge Levinas altid allerede ontologiens, og dermed voldens og krigens, redskaber: “Listen og bagholdet – der var Odysseus’ bedrifter – er krigens essens. Denne list indgår i selve kroppens eksistens”.²⁵Levinas, Totalitet og uendelighed, 222. Det understreges dels andetsteds i Totalitet og uendelighed, hvor Levinas erklærer at “[s]ensibiliteten udgør selve jeg’ets egoisme”²⁶Levinas, Totalitet og uendelighed, 51. og dels endnu klarere i følgende passage fra essayet Refleksioner over den fænomenologiske “teknik”, hvor sansningens ontologiske arbejde, der i essayet sammenlignes med at væve (tisser), beskrives som noget, tænkningen aldrig kan undgå, og ydermere som noget enhver mulig genstand for tænkningen altid er mærket af:

Sanseligheden registrerer ikke bare kendsgerningen. Den sammenvæver en verden, som åndens højeste tanker er bundet til og som disse ikke kan undslippe. Med tråde infiltreret i sansningens “indhold” væves “former”, der sætter deres mærke – ligesom rum og tid hos Kant – på hvert objekt, der herefter måtte melde sig for tænkningen.²⁷Levinas, Fænomenologi og etik, 166.

Jeg’ets liv i hjemmet er dermed lige præcis ikke noget, der, som Kemp siger det, “stiller os i et valg”, for så længe mennesket forbliver et sansende væsen, vil det også være et væsen, der udfører ontologiens arbejde – i Levinas’ tænkning kan mennesket ganske enkelt ikke være i verden foruden sit hjem. Et sidste eksempel til at understrege dette kan findes i Transcendens og højde, et foredrag Levinas holdt i 1961 i Société Française de Philosophie. Her hedder det, at “[i]dealismens evige genkomst er ikke et resultat af nogle filosoffers lunefulde kærlighed for erkendelsesteori. Den hviler på solide grunde, der understøtter det Sammes […] fortrinsret frem for det Andet”.²⁸Levinas, Fænomenologi og etik, 110–111. Det Sammes konstant pågående reduktion af det Andet, der her betegnes som “idealismens evige genkomst”, kan altså lige nøjagtigt ikke blot tilskrives filosoffernes forkærlighed for denne eller hin erkendelsesteori, men står på de “solide grunde”, der understøtter det Sammes privilegium over det Andet. Disse solide grunde kan vi nu bestemme som Jeg’ets sanseapparat, der altid udfører det ontologiske arbejde med henblik på opretholdelse af Jeg’ets og hjemmets økonomi. Det er således klart, at Levinas’ kritik af erkendelsen som ontologi ikke kun kan forstås som en normativ kritik, men også må læses som en kritik af transcendental karakter, som vi kender det fra Kant; hvad Levinas beskriver, synes at være den ontologiske reduktion som en mulighedsbetingelse for menneskets erkendelse, mens han samtidig påpeger denne erkendelses iboende vold og uretfærdighed over for det Andet qua reduktion til det Samme.

Kritikkens genealogi – Levinas og Nietzsche

Levinas’ erkendelseskritik er i sig selv ikke noget radikalt nyt bidrag til filosofiens historie – det bliver den først med hans efterfølgende introduktion af begrebet om det absolut Andet. Den kan som nævnt ses som en transcendental kritik efter kantiansk forbillede, og som eksempelvis Michael Rasmussen har påpeget, er Levinas’ kritik også kraftigt inspireret af den kritik af den menneskelige forstand, der findes hos Henri Bergson.²⁹Levinas, Fænomenologi og etik, 8. I bogen Éthique et infini udråber Levinas selv både Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft og Henri Bergsons Essai sur les données immédiates de la conscience som to af filosofihistoriens smukkeste værker, og to værker, der i særdeleshed har inspireret hans egen tænkning.³⁰Emmanuel Levinas, Éthique et infini (Fayard, 1982), 34.

Endnu mere bemærkelsesværdigt end arven fra disse forgængere er dog slægtskabet mellem Levinas’ beskrivelse af filosofiens historie som historien om Jeg’ets ontologiske reduktion af det Andet til det Samme, og den kritik af menneskets erkendelse samt dets søgen efter og konstruktion af sandhed, som vi finder hos Friedrich Nietzsche. Som vi har set det være tilfældet hos Levinas, er kritikken af menneskets erkendelse et gennemgående emne i Nietzsches forfatterskab, og det billede af erkendelsen, som Levinas’ kritik maler – at erkendelsen er en reduktion af det Andet og ukendte til det Samme, at den søger at skabe en totalitet, og at den er Jeg’ets selvopretholdelse og selvidentifikation – finder vi ligeledes hos Nietzsche, og det både i en sådan grad og på en sådan måde, at hans indflydelse på Levinas’ tænkning synes utvivlsom.

Ligheden de to imellem træder eksempelvis frem i følgende passage fra Således talte Zarathustra, hvor Zarathustra revser de “viseste”, de der påstår at søge sandheden – filosofferne:

“Vilje til sandhed” kalder I viseste det, der driver og opgejler jer? Vilje til alt værendes tænkbarhed: det kalder jeg jeres vilje! Alt værende vil I først gøre tænkeligt: for I tvivler med god mistro på, om det nu også er tænkeligt. Men det har at føje sig og bøje sig for jer! Sådan vil jeres vilje det. Glat har det at blive og være ånden underdanig, som dens spejl og spejlbillede.³¹Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra (Det lille forlag 2009), Bog II, “Om selvovervindelse”.

Den “vilje til sandhed”, som filosofferne hævder at lade sig drive af, er med Zarathustras ord ikke andet end en vilje til alt værendes tænkelighed, altings opløsning i tankens og erkendelsens totalitet. Denne gøren-tænkelig indebærer for det tænkte, at det må blive “glat”, føje sig for tanken og blive den tænkende ånds “spejl og spejlbillede”, altså netop at denne altid vil genfinde sig selv i det, der er blevet gjort tænkeligt. Samme udlægning findes i det noget tidligere Nietzsche-skrift Über Warheit und Lüge im außermoralischen Sinne:

Den, der forsker efter sådanne sandheder, søger i grunden kun verdens metamorfose i mennesket; han stræber efter en forståelse af verden som en menneskelig ting og tilkæmper sig i bedste fald følelsen af en assimilation […] Dets [menneskets] fremgangsmåde er at anse mennesket for målestok for alting.³²Friedrich Nietzsche, “Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning” i Den unge Nietzsches lidelser (Hovedland, 1995), 105–106.

Her udlægges jagten på sandhed som menneskets søgen efter verdens metaformose i sig selv, som jagten på en assimilation af det ikke-menneskelige til det menneskelige – af det Andet til det Samme. Dette lader sig ifølge Nietzsche netop gøre via en procedure eller metode, en Verfahren, der gør mennesket til alle tings målestok, og sådan et blik på menneskets erkendelse som en genopdagelse af sine egne begreber og sig selv i verden er præcis, hvad vi også så hos Levinas: Erkendelsen, der hos Nietzsche ydermere beskrives som et middel til at opretholde individet (“ein Mittel zur Erhaltung des Individuums”)³³Friedrich Nietzsche, Kritische Gesamtausgabe (KGW), III, bind 2 (De Gruyter, 1967), “Über Warheit und Lüge in aussermoralischen Sinne”. er netop, hvad vi har set Levinas kalde Jeg’ets selvidentifikation, dets Begegnisart i forhold til alt Andet, der tilstøder det, erkendelsen som “identitetens [det Sammes] udfoldelse”. Filosofien er, også ifølge Nietzsche, en egologi.

Nietzsches opfattelse af erkendelsen som selvidentifikation udtrykkes igen i hans sammenligning af menneskets “opdagelse” af sandheden med det at gemme en ting bag en busk for så derpå at genfinde den, hvor den blev gemt: “Når nogen gemmer en ting bag en busk og så søger og finder denne sammesteds, så er der ikke meget at rose ved denne gemmeleg, men sådan forholder det sig med den måde, hvorpå ‘sandheden’ søges og findes”.³⁴Nietzsche, “Om sandhed og løgn”, 105. Denne polemiske udlægning af dels sandheden og erkendelsen, dels filosoffen eller videnskabsmanden, der forsøger at finde og kortlægge disse, går ganske klart igen, når Levinas i Transcendens og højde, med umiskendeligt nietzscheansk klang, beskriver den viden, filosofien kan opnå, som altid værende a priori og som en odyssé, hvori Jeg’et på forhånd ved, at det vil nå sit hjem:

Den filosofiske viden er a priori: Den søger efter den adækvate idé og sikrer autonomien. I hvert nyt bidrag genkender den velkendte strukturer og hilser på gode gamle erkendelser. Den er en odyssé, hvori alle hændelserne blot er tilstødende omstændigheder ved en hjemkomst.³⁵Levinas, Fænomenologi og etik, 115.

Nietzsches væsentlighed for Levinas’ kritik af erkendelsen synes således klar, og den bliver yderligere understreget, når vi husker på, at vi tidligere har set, hvordan Levinas i Transcendens og højde omtaler den konstant pågående reduktion af det Andet til det Samme som “idealismens evige genkomst”. Her bliver kritikkens egen nietzscheanske genealogi helt tydelig, og vi kan måske grundlæggende anskue Levinas’ kritik af erkendelsen som en udlægning af Nietzsches tanke om den evige genkomst. Når Nietzsche beskriver det sammes evige genkomst, “die ewige Wiederkunft des Gleichen”,³⁶Nietzsche, KGW, V, bind 2, fragment 11[141]. forstås dette oftest som en kosmologisk eller eksistentiel doktrin. Hos Levinas må vi derimod forstå dette mere bogstaveligt; det er vitterlig det Sammes evige genkomst, Jeg’ets selvopretholdelse og selvidentifikation gennem erkendelsens reduktion af det Andet. Det Samme bliver evigt ved at tilsnitte det Andet i sit eget billede, “evigt bygges det samme værens hus [ewig baut sich das gleiche Haus des Seins]”.³⁷Nietzsche, Således talte Zarathustra, Bog III, “Den der kommer sig”. Evigt bygges det samme hjem, det samme chez-soi, og med dette kommer også den samme erkendelsesøkonomi og betingelserne for dennes opretholdelse: Reduktion, vold og assimilering, erkendelsen som “en længe skjult blodsugerske, der begynder med sanserne og til sidst ikke har andet tilbage og lader andet tilbage end knogler og raslen”.³⁸Friedrich Nietzsche, Vi frygtløse (Forlaget Mindspace, 2018), 103.

Når forbindelsen mellem Nietzsche og Levinas her fremhæves, er det i første omgang et forsøg på at placere Levinas’ kritik i forhold til den filosofihistorie, som han selv er meget hurtig til at forkaste, når han beskriver hele den vestlige filosofis historie som reduktiv ontologi (også her synes Nietzsche i øvrigt at være en forløber for Levinas), og til en anden tænker end medlemmerne af hans selvudpegede panteon. Derudover er det en forbindelse, der er værd at undersøge nærmere, da det overvældende fokus på etik i læsningen af Levinas også synes at gælde, når man ser nærmere på de eksisterende undersøgelser af Levinas’ forhold til Nietzsche. Dette kommer eksempelvis ganske klart til udtryk hos Jill Stauffer og Bettina Bergo, der åbner deres værk After the Death of a Certain God, som netop skulle være et tilbundsgående studie af forholdet mellem Nietzsche og Levinas, med følgende passage:

Emmanuel Levinas is no doubt the most original ethical thinker of the last century. And Friedrich Nietzsche arguably poses him the deepest ethical challenge […] Both radically reevaluate the traditional ground of ethics and morality, and, further, both are united in their apprehension of the risk that nihilism poses to ethics.³⁹Bettina Bergo & Jill Stauffer, Nietzsche and Levinas: “After the Death of a Certain God” (Columbia University Press, 2009), 1.

Dette fokus på etikken som de to tænkeres eneste fællesskab understreges i Stauffers egenhændige bidrag til værket, hvori det hedder, at “[w]hat is clear but also surprising about the terrain inhabited jointly by Nietzsche and Levinas is its shared fixation on ethics”.⁴⁰Bergo & Stauffer, Nietzsche and Levinas, 33. Det skulle dog gerne stå klart nu, at dette fælles terræn, som de to tænkere deler, er meget mere end et ensporet fokus på det etiske – meget mere end livtaget med arvegodset fra en vis Guds død – selvom hverken Levinas selv eller receptionen af ham har ofret dette nogen synderlig opmærksomhed.

1.	Emmanuel Levinas, Fænomenologi og etik (Gyldendal, 2002), 28. Michael Rasmussens oversættelser, der ellers er glimrende, undlader her at skrive “Andet” og “Samme” med stort begyndelsesbogstav. Det gør Levinas dog i den franske originaltekst (“Autre” hhv. “Même”), og det har jeg derfor valgt at udbedre i Rasmussens oversættelse. Derudover citeres oversættelsen, som den er trykt.
2.	Emmanuel Levinas, Intrigue de l’infini (Flammarion, 1994), 230.
3.	Emmanuel Levinas, Autrement qu’être ou au-delà de l’essence (Martinus Nijhoff, 1974), 233. “Dobbeltverden” er det ord, den danske Nietzsche-oversætter Niels Henningsen har brugt til at gengive “Hinterwelt”, der på fransk er kommet til at hedde “arrière-monde”. Det er væsentligt at få referencen til idéen om dobbeltverdener med her, da Levinas’ referencer til Guds død i sig selv ikke kan tages som bevis for, at han anerkender en forbindelse til Nietzsche. Guds død er jo som bekendt ikke er idé, der opstår i Nietzsches forfatterskab, men en idé Fjodor Dostojevskij allerede har introduceret i Brødrene Karamazov. Da Levinas ofte involverer Dostojevskijs værker i sine analyser, og omvendt stort set aldrig trækker på Nietzsche, må man i sin læsning af Levinas, som udgangspunkt, antage, at en reference til Guds død er en reference til Dostojevskij. Det er først, når det er eksplicit, at der er tale om den Gud, der har beboet “les arrière-mondes”, at vi med sikkerhed kan konkludere, at der her er tale om Guds død, som den er proklameret af det skøre menneske frem for af Ivan Karamazov.
4.	Emmanuel Levinas, Totalitet og uendelighed (Hans Reitzels Forlag, 1996), 26.
5.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 34.
6.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 27–28.
7.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 36.
8.	Peter Kemp, Levinas (Forlaget Anis, 1996), 39.
9.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 34.
10.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 28.
11.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 36.
12.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 35.
13.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 34.
14.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 35.
15.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 34.
16.	Aristoteles, Metaphysics (Oxford University Press, 1975), Bog E, 1025a 28–32.
17.	Pouvoir kan som bekendt både oversættes som “magt” og “kunnen”. Da ingen af disse oversættelser indfanger denne afgørende dobbelttydighed, har jeg valgt ikke at oversætte ordet, trods de sproglige klodsetheder dette afstedkommer.
18.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 37.
19.	Jacques Derrida, Mal d’archive (Éditions Galilée, 2008), 124–125 (egen oversættelse).
20.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 154.
21.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 33. Når Levinas her påpeger, at sansningen ikke selv er en væren eller har “det værendes tyngde”, men samtidig er det, der gør andre værender begribelige for den væren, der erkender, og således ikke er et intet, er det arven fra Edmund Husserl, der træder frem. Husserl skriver i Logische Untersuchungen om, hvordan sansningen udgør en intentionel sanseoplevelses reelle indhold, og på denne måde er dét, der muliggør en sådan oplevelse overhovedet, men aldrig selv er målet for vores intention eller er genstand for oplevelsen; vores sanseindtryk “konstituerer akten [den intentionelle sanseoplevelse], muliggør intentionen som dens nødvendige støttepunkter, men de er ikke selv intenderede, de er ikke genstandene, der fremtræder i akten. Jeg ser ikke mit sanseindtryk af farve [Farbenempfindungen] men farvede ting, jeg hører ikke mit sanseindtryk af toner, men sangerindens sang osv.” (Edmund Husserl, Logische Untersuchungen – Zweiter Band (Max Niemeyer Verlag, 1913), 374, egen oversættelse). Det er aldrig sansningen selv, som jeg sanseligt erfarer, men uden den ville der ingen sanselig erfaring være, eller i Levinas’ terminologi: Sansningen er ikke selv et værende, men det lys, der gør andre værender begribelige for det Samme.
22.	Som Manni Crone bemærker i sin danske oversættelse, er “terme” et begreb Levinas bruger til at betegne de involverede “elementer i det metafysiske forhold” (Levinas, Totalitet og uendelighed, 25). Det Samme/Jeg’et og det Andet er således også termer. Crone skriver dog også, at der kun er to termer i dette forhold, selvom Levinas i ovenstående citat ganske klart beskriver eksistensen af sansningen som en tredje term.
23.	Kemp, Levinas, 37.
24.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 32.
25.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 222.
26.	Levinas, Totalitet og uendelighed, 51.
27.	Levinas, Fænomenologi og etik, 166.
28.	Levinas, Fænomenologi og etik, 110–111.
29.	Levinas, Fænomenologi og etik, 8.
30.	Emmanuel Levinas, Éthique et infini (Fayard, 1982), 34.
31.	Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra (Det lille forlag 2009), Bog II, “Om selvovervindelse”.
32.	Friedrich Nietzsche, “Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning” i Den unge Nietzsches lidelser (Hovedland, 1995), 105–106.
33.	Friedrich Nietzsche, Kritische Gesamtausgabe (KGW), III, bind 2 (De Gruyter, 1967), “Über Warheit und Lüge in aussermoralischen Sinne”.
34.	Nietzsche, “Om sandhed og løgn”, 105.
35.	Levinas, Fænomenologi og etik, 115.
36.	Nietzsche, KGW, V, bind 2, fragment 11[141].
37.	Nietzsche, Således talte Zarathustra, Bog III, “Den der kommer sig”.
38.	Friedrich Nietzsche, Vi frygtløse (Forlaget Mindspace, 2018), 103.
39.	Bettina Bergo & Jill Stauffer, Nietzsche and Levinas: “After the Death of a Certain God” (Columbia University Press, 2009), 1.
40.	Bergo & Stauffer, Nietzsche and Levinas, 33.

Mini­mal til­stræk­ke­lig­hed og begrun­del­sen af tran­si­ti­vi­tet

Behov for tran­si­ti­vi­tet

Kon­klu­sion

Opmærk­som­heds­spe­ku­lan­ter som sand­he­dens dom­me­re – en demo­kra­tisk dysto­pi

De demo­kra­ti­ske ide­a­ler møder mar­kedskræf­ter­ne

Mini­ste­ri­et uden sand­hed

Sape­re aude!

De ni teser

Huma­ni­o­ra og den fal­ske evi­dens

Next stop Buda­pe­st?

Viden­ska­be­lig og poli­tisk dis­kurs

Dis­kur­si­ve inter­ven­tio­ner

Struk­tu­relt poli­ti­se­rings­pres

Viden­skabs­in­ter­ne for­hold

Aktu­el­le pro­ble­mer?

Armslæng­de i beg­ge ret­nin­ger

Det Sam­me, det Andet og hjem­mets orden

Onto­lo­gi som vold og første­fi­lo­so­fi

Sans­nin­gens væv og onto­lo­gi­ens spon­ta­ni­tet

Kri­tik­kens gene­a­lo­gi – Levi­nas og Nietz­sche