Viden og magt i det illiberale demokrati. Ni teser om videnskab og politik

Man siger, at en gam­mel kine­sisk for­ban­del­se ind­le­des med de ilde­vars­len­de ord “Må du leve i inter­es­san­te tider”. Det skul­le vist­nok være en skrø­ne, men alli­ge­vel sam­men­fat­ter udsag­net meget godt den ople­vel­se, man som fag­fi­lo­sof står til­ba­ge med efter for­å­ret 2021. På den ene side er det i sand­hed inter­es­san­te tider, når en viden­sk­ab­ste­o­re­tisk debat fyl­der dags­or­de­nen i en sådan grad, at Folketinget føler sig kal­det til at give sit besyv med. På den anden side er det en for­ban­del­se, at debat­ten domi­ne­res af fol­ke­valg­te dilet­tan­ter og føres på et kon­se­kvent mis­for­stå­et grund­lag.

Diskussionerne hand­ler om, hvad viden­skab er og bør være, og de er rejst som en reak­tion på, at libe­ra­le og kon­ser­va­ti­ve poli­ti­ke­re og menings­dan­ne­re mener at vide, at vis­se for­ske­re og end­da hele forsk­nings­om­rå­der ikke lever op til stan­dar­der­ne for god viden­ska­be­lig­hed. Kritikken går på, at især køns‑, migra­tions- og Mellemøstforskningen er præ­get af fag­li­ge mil­jø­er, hvor en bestemt poli­tisk dags­or­den defi­ne­rer for­sker­nes arbej­de, og hvor der af sam­me grund i rea­li­te­ten ikke bedri­ves forsk­ning, men der­i­mod poli­tisk “akti­vis­me” for­klædt som viden­skab. Som det vil være de fle­ste bekendt, er det fol­ke­tings­po­li­ti­ker­ne Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, der var ini­ti­a­tiv­ta­ge­re ikke blot til debat­ten, men også til den fol­ke­tings­ved­ta­gel­se, V137, der knæ­sæt­ter den­ne for­stå­el­se af viden­ska­ben.

Nu er det i sagens natur viden­ska­be­ligt uin­ter­es­sant at dis­ku­te­re vur­de­rin­ger af fag­om­rå­der, som man ikke selv har aka­de­mi­ske kom­pe­ten­cer inden for, og som kri­ti­ker­ne af dis­se fag­om­rå­der afgjort hel­ler ikke har aka­de­mi­ske kom­pe­ten­cer inden for. I ste­det er det inter­es­sant at dis­ku­te­re den impli­cit­te præ­mis for kri­ti­ker­nes angreb på de nævn­te forsk­nings­fel­ter, nem­lig at viden­skab er grund­læg­gen­de ken­de­teg­net ved at være poli­tisk neut­ral. Man kan enten objek­tivt, nøg­ter­nt og neut­ralt rede­gø­re for ver­dens indret­ning, eller man kan lade sine under­sø­gel­ser påvir­ke af poli­ti­ske dags­or­de­ner. Og væl­ger man sidst­nævn­te vej, bli­ver man “akti­vist” i ste­det for for­sker, og ens arbej­de mister enhver viden­ska­be­lig vær­di. Vi har alt­så kends­ger­nin­ger på den ene side, hold­nin­ger på den anden, og viden­ska­be­lig­he­den står og fal­der med adskil­lel­sen af de to.

Denne til­gang til forsk­nin­gen er afgjort i over­ens­stem­mel­se med udbred­te for­dom­me om viden­skab, og den kan end­da hen­te støt­te i for­æl­de­de for­mer for viden­sk­ab­ste­o­ri, først og frem­mest i den klas­si­ske posi­ti­vis­me, iføl­ge hvil­ken viden­skab er båret af en vær­di­neut­ral ratio­na­li­tet. Den er imid­ler­tid også for­kert. Og det siger en del, når man i en filo­so­fisk dis­kus­sion kan til­la­de sig at fast­slå det helt uden for­be­hold. I det føl­gen­de vil jeg præ­sen­te­re ni teser om viden­skab og poli­tik, der hver for sig bur­de være nok til at under­gra­ve den poli­ti­ske kri­tik af viden­ska­ben, som den aktu­el­le debat er båret af. “Burde”, for­di kri­tik­ken vil fort­sæt­te uan­fæg­tet, lige­gyl­dig hvor gode argu­men­ter der måt­te være for at afvi­se den som mis­for­stå­et. Det er som bekendt et ken­de­tegn ved ide­o­lo­gi­ske dis­kur­ser, at ratio­nel­le argu­men­ter ikke bider på dem. Håbet er til gen­gæld, at de ni teser kan bidra­ge til, at fag­fi­lo­sof­fer kan min­de sig selv, hin­an­den og hvem der ellers gider lyt­te om, at viden­skab og poli­tik de facto og med nød­ven­dig­hed er uad­skil­le­li­ge.

De ni teser

Den før­ste tese er, at påstan­den om, at viden­skab og poli­tik er adskil­te ver­de­ner, selv er poli­tisk. Det er den, for så vidt som den base­rer sig på en bestemt for­stå­el­se ikke blot af poli­tik, men også af de rol­ler, viden­skab legi­timt kan spil­le i rela­tion til poli­tik. Det er alt­så ikke sådan, at man enten er poli­tisk “akti­vist” eller også insi­ste­rer på viden­ska­bens ren­hed, for beg­ge posi­tio­ner er poli­ti­ske. Den viden­sk­ab­ste­o­ri, der mere end nogen anden har under­stre­get viden­ska­bens poli­ti­ske neut­ra­li­tet, nem­lig posi­ti­vis­men, er selv en god illu­stra­tion, for når de logi­ske posi­ti­vi­ster i 1920’erne og 30’erne insi­ste­re­de på forsk­nin­gens neut­ra­li­tet, var det net­op som et led i for­sva­ret for viden­ska­ben mod ide­o­lo­gisk pres på den ude­fra, først og frem­mest i Hitlers Tyskland. Af sam­me grund kan man hel­ler ikke undre sig over, at de angreb på viden­ska­ben, vi i det­te for­år har været vid­ne til, kom­mer fra poli­tisk hold. Det rum­mer en egen iro­ni, at lan­dets poli­ti­ke­re vil sik­re forsk­nin­gen mod poli­tik, men man skal nok være udsty­ret med et vist mini­mum af selv­re­flek­sion for at begri­be det­te.

Den anden tese er, at påstan­den om viden­ska­bens poli­ti­ske neut­ra­li­tet er helt ude af trit med moder­ne viden­sk­ab­ste­o­ri. Man kan her nøjes med at næv­ne nog­le få eksemp­ler. Et af dem er marxis­men, iføl­ge hvil­ken der med nød­ven­dig­hed vil være poli­ti­ske inter­es­ser knyt­tet til såvel erken­del­sen som mang­len på erken­del­se af det moder­ne samfund.1Se eksem­pel­vis Louis Althusser, Écrits sur la psy­ch­a­na­ly­se (Paris: Éditions Stock/IMEC, 1993). Et andet eksem­pel er Frankfurterskolen. Habermas frem­hæ­ver som bekendt, hvor­dan forsk­ning altid er fun­de­ret i prak­ti­ske inter­es­ser, her­un­der politiske.2Jürgen Habermas, Teknik og viden­skab som “ide­o­lo­gi” (København: Det lil­le Forlag, 2005). Nu er det klart, at såvel marxis­men som Frankfurterskolen er ven­stre­o­ri­en­te­re­de teo­ri­dan­nel­ser, men man kan også fin­de det sam­me argu­ment hos viden­sk­ab­ste­o­ri­er, der ikke er ven­stre­o­ri­en­te­re­de, eksem­pel­vis prag­ma­tis­men. For de klas­si­ske prag­ma­ti­ke­re som eksem­pel­vis Dewey er det sel­vind­ly­sen­de, at for­må­let med viden­skab er at gøre ver­den og sam­fun­det til et bed­re sted, hvil­ket natur­lig­vis er en poli­tisk målsætning.3John Dewey, The Essential Dewey, bd. 1 (Bloomington/Indianapolis: Indiana University Press, 1998). Ikke engang Karl Popper, hvis viden­sk­ab­ste­o­re­ti­ske for­fat­ter­skab ellers hav­de til for­mål at afvi­se marxis­men som pseu­d­ovi­den­skab, brug­te det som argu­ment, at der var tale om “poli­tisk akti­vis­me” sna­re­re end forsk­ning – hans argu­ment var der­i­mod som bekendt marxis­mens mang­len­de falsificerbarhed.4Karl Popper, Conjectures and Refutations. The Growth of Scientific Knowledge (London & New York: Routledge, 2002).

Den tred­je tese er, at forsk­ning inden for en lang ræk­ke områ­der i human- og sam­funds­vi­den­ska­ber­ne altid har været opdelt i sko­ler, der føl­ger bestem­te poli­ti­ske ide­o­lo­gi­er. Og det har aldrig for­hin­dret de pågæl­den­de viden­ska­ber i at pro­du­ce­re frem­ra­gen­de resul­ta­ter. Opdelingen i poli­tisk-ide­o­lo­gi­ske sko­ler er med andre ord ikke et pro­blem – tvær­ti­mod til­la­der den de enkel­te sko­ler at skri­ve sig op mod hin­an­den. Det bed­ste eksem­pel er her den neoklas­si­ske tra­di­tion inden for de øko­no­mi­ske viden­ska­ber, der er udtalt libe­ral i sin for­stå­el­se af indi­vid og sam­fund. Det er klart, at der også er eksem­pel­vis en marxi­stisk tra­di­tion her, men hele vej­en op gen­nem det 20. århund­re­de har den neoklas­si­ske sko­le været domi­ne­ren­de. Man kun­ne natur­lig­vis næv­ne andre eksemp­ler; også i filo­so­fi­ens egen ver­den er det såle­des vel­kendt, at libe­ra­lis­men er domi­ne­ren­de på det felt, der er den poli­ti­ske filo­so­fi, selv om der natur­lig­vis her til­li­ge fin­des andre tra­di­tio­ner. Alligevel er den neoklas­si­ske øko­no­mi uden tvivl det bed­ste eksem­pel, hvis man ger­ne vil demon­stre­re hul­he­den og hyk­le­ri­et i den poli­ti­ske kampag­ne mod viden­ska­ber­ne. For ingen poli­tisk infor­me­ret viden­skab har så mas­si­ve og kon­stan­te real­po­li­ti­ske og ide­o­lo­gi­ske virk­nin­ger som net­op den, og alli­ge­vel er det ikke de øko­no­mi­ske insti­tut­ter, poli­ti­ker­ne kræ­ver ned­lagt. En fæl­lesnæv­ner for de viden­ska­ber, der kri­ti­se­res, er til gen­gæld, at for­sker­ne er frem­kom­met med vur­de­rin­ger, som Folketingets fler­tal er uenig i. Hvilket selvsagt ikke er til­fæl­digt og i øvrigt refe­re­rer til­ba­ge til den før­ste tese oven­for.

Den fjer­de tese er, at for­hol­det mel­lem viden­skab og poli­tik er meget mere kom­plekst, end kri­ti­ker­ne fore­stil­ler sig. Forestillingen synes at være, at der er en direk­te over­sæt­te­lig­hed mel­lem poli­ti­ske posi­tio­ner i viden­ska­ber­ne og poli­ti­ske posi­tio­ner i prak­tisk poli­tik. Der er imid­ler­tid næp­pe noget 1:1‑forhold mel­lem for­sker­nes arbej­de inden for ram­mer­ne af bestem­te poli­tisk defi­ne­re­de tra­di­tio­ner på den ene side og deres per­son­li­ge poli­ti­ske enga­ge­ment på den anden side. For nu at tage det eksem­pel, jeg nævn­te lige før, er der ingen grund til at tro, at alle dem, der arbej­der inden for libe­ral poli­tisk filo­so­fi også stem­mer libe­ralt, for mens prak­tisk poli­tik skif­ter fra det ene par­ti­pro­gram til det næste, er teo­re­ti­ske posi­tio­ner typisk ken­de­teg­net ved en høje­re grad af sta­bi­li­tet over tid – hvil­ket ikke gør dem min­dre poli­ti­ske.

Den fem­te tese er, at for­hol­det mel­lem forsk­ning og poli­tik er meget mere dyna­misk, end kri­ti­ker­ne fore­stil­ler sig. Det, som den ene dag for­stås som helt upo­li­tisk, kan den næste bli­ve opfat­tet som ekstremt poli­tisk. Politiseringen af viden­ska­ben kom­mer med andre ord ikke ale­ne fra den selv, men i mindst lige så høj grad fra sam­funds­li­vet. Allerede for 80 år siden tema­ti­se­re­de den ame­ri­kan­ske viden­skabs­so­cio­log Robert Merton, hvor­dan viden­skab, der har kon­se­kven­ser for for­de­lin­gen af magt og rig­dom mel­lem grup­per i sam­fun­det, vil bli­ve set som poli­tisk, også selv om poli­ti­ske for­an­drin­ger aldrig var den­ne viden­skabs mål.5Robert K. Merton, The Sociology of Science. Theoretical and Empirical Investigations (Chicago: The University of Chicago Press, 1973). Det eksem­pel, Merton bru­ger, er de viden­ska­be­li­ge land­vin­din­ger, der mulig­gjor­de den indu­stri­el­le revo­lu­tion; ind­fø­rel­sen af indu­stri­pro­duk­tion gjor­de nog­le grup­per vel­ha­ven­de, men fjer­ne­de livs­grund­la­get for andre, og gjor­de der­for, at den­ne sid­ste grup­pe kom til at se viden­ska­ben som en fjendt­lig poli­tisk magt. Men vi kan også næv­ne mere aktu­el­le eksemp­ler. For to år siden vil­le ingen have anset forsk­ning i epi­de­mio­lo­gi for at være poli­tisk. Nu får for­sker­ne imid­ler­tid død­strus­ler, for­di omstæn­dig­he­der­ne har ændret sig sådan, at deres fag­li­ge anbe­fa­lin­ger har direk­te poli­tisk betyd­ning – betyd­ning for, hvad der må åbne hvor­når osv. Her er viden­ska­ben den sam­me, men den er af omstæn­dig­he­der­ne ble­vet poli­ti­se­ret.

I for­læn­gel­se her­af er min sjet­te tese, at poli­ti­se­ring af viden­ska­ber­ne i mindst lige så høj grad kom­mer fra det omgi­ven­de sam­fund som fra forsk­nin­gen selv. Her er det oplag­te eksem­pel en af de viden­ska­ber, som poli­ti­ker­ne net­op angri­ber. Gennem de sene­ste årti­er har hold­nin­gen til og dis­kur­ser­ne om migra­tion og udlæn­din­ge i Danmark ændret sig så dra­ma­tisk, at forsk­ning, der tid­li­ge­re vil­le bli­ve set som apo­li­tisk – og som sta­dig vil bli­ve set som sådan i de fle­ste andre lan­de – plud­se­lig bli­ver opfat­tet som ekstremt poli­ti­se­ren­de. Forklaringen er ikke, at forsk­nin­gen er ble­vet akti­vi­stisk, men at poli­tik­ken er ble­vet ekstre­mi­stisk. Og det pro­vo­ke­rer åben­bart nog­le poli­ti­ke­re, at forsk­nin­gen ikke har ryk­ket sig sam­men med poli­tik­ken – hvil­ket jo i sig selv er en meget pro­ble­ma­tisk hold­ning.

Den syven­de tese er, at den sta­dig stør­re rol­le, som videns­de­ling og myn­dig­heds­be­tje­ning spil­ler i forsk­nin­gen i sig selv giver viden­ska­ben en poli­tisk rol­le, som ikke udsprin­ger af for­sker­nes behov for at poli­ti­se­re, men der­i­mod af det poli­ti­ske systems ønske om at træk­ke på viden­ska­be­lig viden. Det er en udvik­ling, der kun er ble­vet styr­ket af de sene­ste årti­ers fokus på evi­dens­ba­se­ret politik,6 H.F. Hansen & O. Rieper, “The Politics of Evidence-Based Policy-Making: The Case of Denmark”, German Policy Studies, 6, nr. 2 (2010): 87–113. og som lige­frem invi­te­rer til sam­men­stød mel­lem en poli­tisk og en aka­de­misk eli­te, sådan som histo­ri­en om den meget omtal­te rap­port fra RUC til inte­gra­tions­mi­ni­ste­ri­et sid­ste efter­år eksem­pel­vis illu­stre­rer det. Også her er poin­ten med andre ord, at viden­ska­ben spil­ler en vig­tig poli­tisk rol­le – og at det er poli­ti­ker­ne selv, der ønsker, at den skal spil­le en sådan rol­le.

Den otten­de tese er, at for­ske­re de facto i århund­re­der har blan­det sig i poli­tik, og at de vel at mær­ke har enga­ge­ret sig poli­tisk i deres egen­skab af for­ske­re. Det er ikke noget, der plud­se­lig er kom­met ind på uni­ver­si­te­ter­ne på grund af “woke akti­vi­ster”, og det er ikke noget, der har ska­det forsk­nin­gens kva­li­tet. Forskerne har end­vi­de­re blan­det sig på tværs af viden­skabs­gre­ne. Inden for den poli­ti­ske filo­so­fi gæl­der det en per­leræk­ke af de stør­ste filo­sof­fer i histo­ri­en, eksem­pel­vis Locke, Marx og Mill. Inden for socio­lo­gi­en er Max Weber et godt eksem­pel – han star­te­de lige­frem sit eget par­ti. Og den måske stør­ste viden­skabs­mand her­hjem­me nogen­sin­de er end­nu et eksem­pel. For Niels Bohr var i sine for­søg på at und­gå et atom­kapløb også i den grad en poli­tisk akti­vist, og hans ind­sats var med til at læg­ge grun­den til det, der i dag er Det Internationale Atomenergiagentur. Hans akti­vis­me fandt ikke sted uaf­hæn­gigt af hans viden­ska­be­li­ge vir­ke, tvær­ti­mod var det i kraft af det­te vir­ke, han for det før­ste fik adgang til præ­si­den­ter og pre­mi­er­mi­ni­stre og for det andet besad den fag­li­ge ind­sigt, der fik ham til at råbe offent­lig­he­den op.

Eksemplet med Niels Bohr invi­te­rer lige­frem til anven­del­sen af den flo­skel, at det fore­gå­en­de jo ikke lige­frem er atom­fy­sik. Faktisk bur­de det være ret åben­lyst for enhver, der vil ulej­li­ge sig med at reflek­te­re bare en lil­le smu­le over spørgs­må­let om viden­skab og poli­tik. Men når det nu er til­fæl­det, hvor­for frem­tu­rer poli­ti­ker­ne så alli­ge­vel i deres angreb på viden­ska­ben? En del af sva­ret på det spørgs­mål fin­des sand­syn­lig­vis i min nien­de og sid­ste tese, nem­lig at “høj­re­o­ri­en­te­ret” eller system­be­va­ren­de forsk­ning gene­relt går under rada­ren, for­di den ikke stik­ker ud fra de domi­ne­ren­de dis­kur­ser i sam­fun­det. Det er ven­stre­o­ri­en­te­re­de for­ske­re, der pro­vo­ke­rer, for­di de siger noget andet end det, vi er vant til og for­ven­ter. Og så opstår det fal­ske nar­ra­tiv, at det ale­ne er ven­stre­o­ri­en­te­re­de for­ske­re, der poli­ti­se­rer en viden­skab, der i sig selv er neut­ral.

Humaniora og den fal­ske evi­dens

Det er vig­tigt at under­stre­ge, at oven­stå­en­de ikke er et argu­ment for, at viden­ska­ben skul­le være ufejl­bar­lig eller for den sags skyld hol­de et højt ens­ar­tet kva­li­tets­ni­veau. Tværtimod vil forsk­nin­gen uund­gå­e­ligt under­ti­den bevæ­ge sig ad for­ker­te spor. Vi har et sam­fund, der føl­ger viden­ska­ber­ne og har brug for at lyt­te til dem, ikke for­di de aldrig kan tage fejl, men for­di de uden sam­men­lig­ning er det bed­ste red­skab, vi har at navi­ge­re efter. Videnskaberne har i peer review-syste­met deres egen kva­li­tets­sik­ring, som hel­ler ikke er per­fekt, og som der­for ikke kan ude­luk­ke, at forsk­nin­gen gri­ber fejl. Det er til gen­gæld afgjort ikke et alter­na­tiv, at man fra poli­tisk hold går ind og kor­ri­ge­rer forsk­nin­gen, for al histo­risk erfa­ring (og, fri­stes man til at til­fø­je, almin­de­lig sund for­nuft) viser, at når poli­ti­ske dags­or­de­ner kom­mer til at defi­ne­re viden­ska­be­lig lødig­hed, øde­læg­ges viden­ska­ber­ne umid­del­bart. I ste­det har det histo­risk set vist sig, at viden­ska­ber­nes fejl­skud med tiden er ble­vet luget ud. Tilgange og sko­ler, der ikke hol­der niveau, for­svin­der efter­hån­den af sig selv i en form for natur­lig selek­tion. Det er klart, at der kan gå lang tid, men i mod­sæt­ning til poli­ti­ker­nes er viden­ska­bens tids­ho­ri­sont også meget lang. Til gen­gæld rum­mer de ni teser et andet argu­ment, nem­lig at der er en asym­me­tri mel­lem viden­skab og poli­tik i den for­stand, at mens det som sagt er util­ste­deligt, at poli­ti­ker­ne gri­ber ind i forsk­nin­gen, er det fuld­stæn­dig menings­løst at kræ­ve, at forsk­nin­gen skal være apo­li­tisk. Hvorfor respek­te­rer poli­ti­ker­ne ikke den­ne asym­me­tri? Det er der fle­re grun­de til; fæl­lesnæv­ne­ren for de to før­ste er, at poli­ti­ker­nes age­ren hæn­ger umid­del­bart sam­men med det sær­li­ge felt, der angri­bes, nem­lig viden­ska­ber­ne om men­ne­sker, sam­fund og histo­rie.

For det før­ste hand­ler human- og sam­funds­vi­den­ska­ber­ne i høj grad om net­op sam­fun­det, og der­for er vej­en fra viden­skab til poli­tik kor­te­re end i man­ge natur­vi­den­ska­be­li­ge fag. Hvad man siger i migra­tions- eller køns­forsk­ning, kan ofte umid­del­bart over­sæt­tes til poli­ti­ske anbe­fa­lin­ger, og det gæl­der ikke på sam­me måde forsk­ning i astro­fy­sik eller bio­ke­mi. Af sam­me grund er det også karak­te­ri­stisk, at de natur­vi­den­ska­ber, der så alli­ge­vel under­ti­den opstår poli­tisk pole­mik omkring, er dem, der deler det­te karak­te­ri­sti­ske træk, at der er rela­tivt kort fra viden­ska­be­lig under­sø­gel­se til poli­tisk anbe­fa­ling – eksem­pel­vis agro­bi­o­lo­gi eller kli­mavi­den­skab.

For det andet lider de huma­ni­sti­ske viden­ska­ber under det, man kan kal­de falsk evi­dens. Mange tror, at det er intu­i­tivt ind­ly­sen­de, hvad eksem­pel­vis køn er, og at de må være i stand til at bedøm­me køns­for­sker­nes arbej­de, for­di de selv er udsty­ret med et køn. Når huma­ni­sti­ske for­ske­re så siger noget om emnet, som for læg­folk lyder mær­ke­ligt eller uri­me­ligt, fin­der de det vold­somt pro­vo­ke­ren­de. De for­står ikke, at det sådan set er menin­gen at det, som for­ske­re kom­mer frem til efter årti­ers syste­ma­ti­ske under­sø­gel­ser, skal lyde mær­ke­ligt og uri­me­ligt for per­so­ner uden sær­lig viden på fel­tet. Var det ikke til­fæl­det, vil­le der ikke være nogen grund til at have viden­skab. De fær­re­ste læg­folk er så ind­bild­ske, at de vil gøre sig til dom­mer over forsk­ning i bio­ke­mi eller par­ti­kel­fy­sik, men det sam­me for­be­hold har man desvær­re ikke over for de huma­ni­sti­ske fag. Her er det viden­ska­be­li­ge sam­fund nødt til at insi­ste­re på, at forsk­ning er noget andet end rea­li­ty-tv. Den er eli­tær. Det er med andre ord fak­tisk menin­gen, at man ikke skal for­stå viden­skab, hvis man ikke har gjort en grun­dig og ihær­dig ind­sats for at sæt­te sig ind i den, eller hvis man ikke har evner­ne til at for­stå den. Det er et bud­skab, der pro­vo­ke­rer, når viden­ska­bens kon­tekst er et sam­fund præ­get af en alt­om­fat­ten­de rea­li­tykul­tur, men det er et bud­skab, det som sagt er nød­ven­digt at insi­ste­re på.

En tred­je årsag skal til gen­gæld fin­des uden for viden­ska­ben selv, nem­lig i den poli­ti­ske kul­tur. Forskningsfrihed er et ker­ne­e­le­ment i et frit sam­fund. Det har der histo­risk været en stor for­stå­el­se for i et poli­tisk system, der defi­ne­re­de sig i mod­sæt­ning til Sovjetunionens sta­li­nis­me og Hitlertysklands nazis­me. Disse mod­sæt­nings­for­hold eksi­ste­rer ikke læn­ge­re, hvil­ket kan være med til at for­kla­re frem­kom­sten af illi­be­ra­le strøm­nin­ger inden for ram­mer­ne af det libe­ra­le par­la­men­ta­ri­ske demo­kra­ti gen­nem de sene­ste årti­er. De aktu­el­le poli­ti­ske angreb på forsk­nin­gen kan udlæg­ges som et eksem­pel på en sådan strøm­ning. Den poli­ti­ske eli­te har ikke læn­ge­re nok i at have magt, den vil også have ret. Og den for­står ikke, at den i sit angreb på viden­ska­ber­ne under­gra­ver ikke blot til­li­den mel­lem viden­skab og sam­fund, ikke blot den frie forsk­ning og det frie sam­fund, men i sid­ste ende også sin egen legi­ti­mi­tet, der net­op afhæn­ger af det­te frie sam­fund.

Next stop Budapest?

Skrækscenariet på læn­ge­re sigt er Viktor Orbáns auto­kra­ti­ske Ungarn, hvor afvik­lin­gen af den frie forsk­ning net­op er gået hånd i hånd med afvik­lin­gen af det libe­ra­le demo­kra­ti. Der er vi hel­dig­vis ikke end­nu, hvor fol­ke­sty­rets frem­me­ste ånder ind­til vide­re nøjes med at gøre sig selv til grin med ved­ta­gel­sen af erklæ­rin­gen V137. Afslutningsvis fortje­ner det imid­ler­tid at bli­ve under­stre­get, at erklæ­rin­gens util­sig­te­de komik og kon­se­kvens­løs­hed ikke skal skyg­ge for, at debat­ten til gen­gæld alle­re­de har fået vig­ti­ge og alvor­li­ge kon­se­kven­ser.

Mange for­ske­re føler sig stærkt inti­mi­de­ret og har alle­re­de nu truk­ket sig fra den offent­li­ge debat. De for­tæl­ler om, at de mod­ta­ger trus­ler eller lige­frem bli­ver chi­ka­ne­ret og der­for ikke selv tør del­ta­ge i dis­kus­sio­ner­ne. Denne grove inti­mi­de­ring ram­mer især kvin­de­li­ge for­ske­re, for kampag­nen fra den poli­ti­ske høj­re­fløj rum­mer et stærkt islæt af miso­gy­ni – net­op køns­forsk­nin­gen er som nævnt et af de fel­ter, der især er under angreb. Det siger sig selv, at det kræ­ver en stærk reak­tion fra et sam­let for­sker­sam­fund.

Effekten bli­ver for­stær­ket af, at der er så få pen­ge i forsk­ning gene­relt og i huma­ni­stisk forsk­ning i sær­de­les­hed, for især yngre for­ske­re i mid­ler­ti­di­ge ansæt­tel­ser føler sig pres­set til at gå stil­le med døre­ne. Hvis hen­sig­ten med debat­ten er at inti­mi­de­re for­sker­ne for at få dem til ikke at mod­si­ge poli­ti­ker­ne, er det der­for alle­re­de lyk­ke­des. Debatten har med andre ord en disci­pli­ne­ren­de effekt på det viden­ska­be­li­ge sam­fund. På læn­ge­re sigt kan man end­da fryg­te, at den vil kun­ne faci­li­te­re mere direk­te ind­greb over for forsk­nings­fri­he­den. Den kan med andre ord være med til at nor­ma­li­se­re en dis­kurs, inden for hvil­ken angreb på forsk­nin­gen er accep­tab­le, og det er som sagt far­ligt på læn­ge­re sigt, både for sam­fun­det og for uni­ver­si­te­ter­ne. Det kan sæt­te forsk­nings­fri­he­den yder­li­ge­re under pres, og det kan gøre det meget van­ske­ligt at rek­rut­te­re for­ske­re fra udlan­det.

Anden del af den kine­si­ske for­ban­del­se lyder: “Må de, der har magt, læg­ge mær­ke til dig”. Magtens opmærk­som­hed bli­ver en for­ban­del­se, når den ikke respek­te­rer den asym­me­tri, der blev frem­hæ­vet oven­for, men vil annul­le­re diskre­pan­sen mel­lem viden og magt. For det er i den diskre­pans, viden­ska­ben udø­ves. Mens forsk­nin­gen med nød­ven­dig­hed er flet­tet sam­men med poli­tik­ken, må den med lige så stor nød­ven­dig­hed hol­des fri af mag­ten.

1. Se eksem­pel­vis Louis Althusser, Écrits sur la psy­ch­a­na­ly­se (Paris: Éditions Stock/IMEC, 1993).
2. Jürgen Habermas, Teknik og viden­skab som “ide­o­lo­gi” (København: Det lil­le Forlag, 2005).
3. John Dewey, The Essential Dewey, bd. 1 (Bloomington/Indianapolis: Indiana University Press, 1998).
4. Karl Popper, Conjectures and Refutations. The Growth of Scientific Knowledge (London & New York: Routledge, 2002).
5. Robert K. Merton, The Sociology of Science. Theoretical and Empirical Investigations (Chicago: The University of Chicago Press, 1973).
6.  H.F. Hansen & O. Rieper, “The Politics of Evidence-Based Policy-Making: The Case of Denmark”, German Policy Studies, 6, nr. 2 (2010): 87–113.