Man siger, at en gammel kinesisk forbandelse indledes med de ildevarslende ord “Må du leve i interessante tider”. Det skulle vistnok være en skrøne, men alligevel sammenfatter udsagnet meget godt den oplevelse, man som fagfilosof står tilbage med efter foråret 2021. På den ene side er det i sandhed interessante tider, når en videnskabsteoretisk debat fylder dagsordenen i en sådan grad, at Folketinget føler sig kaldet til at give sit besyv med. På den anden side er det en forbandelse, at debatten domineres af folkevalgte dilettanter og føres på et konsekvent misforstået grundlag.
Diskussionerne handler om, hvad videnskab er og bør være, og de er rejst som en reaktion på, at liberale og konservative politikere og meningsdannere mener at vide, at visse forskere og endda hele forskningsområder ikke lever op til standarderne for god videnskabelighed. Kritikken går på, at især køns‑, migrations- og Mellemøstforskningen er præget af faglige miljøer, hvor en bestemt politisk dagsorden definerer forskernes arbejde, og hvor der af samme grund i realiteten ikke bedrives forskning, men derimod politisk “aktivisme” forklædt som videnskab. Som det vil være de fleste bekendt, er det folketingspolitikerne Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, der var initiativtagere ikke blot til debatten, men også til den folketingsvedtagelse, V137, der knæsætter denne forståelse af videnskaben.
Nu er det i sagens natur videnskabeligt uinteressant at diskutere vurderinger af fagområder, som man ikke selv har akademiske kompetencer inden for, og som kritikerne af disse fagområder afgjort heller ikke har akademiske kompetencer inden for. I stedet er det interessant at diskutere den implicitte præmis for kritikernes angreb på de nævnte forskningsfelter, nemlig at videnskab er grundlæggende kendetegnet ved at være politisk neutral. Man kan enten objektivt, nøgternt og neutralt redegøre for verdens indretning, eller man kan lade sine undersøgelser påvirke af politiske dagsordener. Og vælger man sidstnævnte vej, bliver man “aktivist” i stedet for forsker, og ens arbejde mister enhver videnskabelig værdi. Vi har altså kendsgerninger på den ene side, holdninger på den anden, og videnskabeligheden står og falder med adskillelsen af de to.
Denne tilgang til forskningen er afgjort i overensstemmelse med udbredte fordomme om videnskab, og den kan endda hente støtte i forældede former for videnskabsteori, først og fremmest i den klassiske positivisme, ifølge hvilken videnskab er båret af en værdineutral rationalitet. Den er imidlertid også forkert. Og det siger en del, når man i en filosofisk diskussion kan tillade sig at fastslå det helt uden forbehold. I det følgende vil jeg præsentere ni teser om videnskab og politik, der hver for sig burde være nok til at undergrave den politiske kritik af videnskaben, som den aktuelle debat er båret af. “Burde”, fordi kritikken vil fortsætte uanfægtet, ligegyldig hvor gode argumenter der måtte være for at afvise den som misforstået. Det er som bekendt et kendetegn ved ideologiske diskurser, at rationelle argumenter ikke bider på dem. Håbet er til gengæld, at de ni teser kan bidrage til, at fagfilosoffer kan minde sig selv, hinanden og hvem der ellers gider lytte om, at videnskab og politik de facto og med nødvendighed er uadskillelige.
De ni teser
Den første tese er, at påstanden om, at videnskab og politik er adskilte verdener, selv er politisk. Det er den, for så vidt som den baserer sig på en bestemt forståelse ikke blot af politik, men også af de roller, videnskab legitimt kan spille i relation til politik. Det er altså ikke sådan, at man enten er politisk “aktivist” eller også insisterer på videnskabens renhed, for begge positioner er politiske. Den videnskabsteori, der mere end nogen anden har understreget videnskabens politiske neutralitet, nemlig positivismen, er selv en god illustration, for når de logiske positivister i 1920’erne og 30’erne insisterede på forskningens neutralitet, var det netop som et led i forsvaret for videnskaben mod ideologisk pres på den udefra, først og fremmest i Hitlers Tyskland. Af samme grund kan man heller ikke undre sig over, at de angreb på videnskaben, vi i dette forår har været vidne til, kommer fra politisk hold. Det rummer en egen ironi, at landets politikere vil sikre forskningen mod politik, men man skal nok være udstyret med et vist minimum af selvrefleksion for at begribe dette.
Den anden tese er, at påstanden om videnskabens politiske neutralitet er helt ude af trit med moderne videnskabsteori. Man kan her nøjes med at nævne nogle få eksempler. Et af dem er marxismen, ifølge hvilken der med nødvendighed vil være politiske interesser knyttet til såvel erkendelsen som manglen på erkendelse af det moderne samfund.1Se eksempelvis Louis Althusser, Écrits sur la psychanalyse (Paris: Éditions Stock/IMEC, 1993). Et andet eksempel er Frankfurterskolen. Habermas fremhæver som bekendt, hvordan forskning altid er funderet i praktiske interesser, herunder politiske.2Jürgen Habermas, Teknik og videnskab som “ideologi” (København: Det lille Forlag, 2005). Nu er det klart, at såvel marxismen som Frankfurterskolen er venstreorienterede teoridannelser, men man kan også finde det samme argument hos videnskabsteorier, der ikke er venstreorienterede, eksempelvis pragmatismen. For de klassiske pragmatikere som eksempelvis Dewey er det selvindlysende, at formålet med videnskab er at gøre verden og samfundet til et bedre sted, hvilket naturligvis er en politisk målsætning.3John Dewey, The Essential Dewey, bd. 1 (Bloomington/Indianapolis: Indiana University Press, 1998). Ikke engang Karl Popper, hvis videnskabsteoretiske forfatterskab ellers havde til formål at afvise marxismen som pseudovidenskab, brugte det som argument, at der var tale om “politisk aktivisme” snarere end forskning – hans argument var derimod som bekendt marxismens manglende falsificerbarhed.4Karl Popper, Conjectures and Refutations. The Growth of Scientific Knowledge (London & New York: Routledge, 2002).
Den tredje tese er, at forskning inden for en lang række områder i human- og samfundsvidenskaberne altid har været opdelt i skoler, der følger bestemte politiske ideologier. Og det har aldrig forhindret de pågældende videnskaber i at producere fremragende resultater. Opdelingen i politisk-ideologiske skoler er med andre ord ikke et problem – tværtimod tillader den de enkelte skoler at skrive sig op mod hinanden. Det bedste eksempel er her den neoklassiske tradition inden for de økonomiske videnskaber, der er udtalt liberal i sin forståelse af individ og samfund. Det er klart, at der også er eksempelvis en marxistisk tradition her, men hele vejen op gennem det 20. århundrede har den neoklassiske skole været dominerende. Man kunne naturligvis nævne andre eksempler; også i filosofiens egen verden er det således velkendt, at liberalismen er dominerende på det felt, der er den politiske filosofi, selv om der naturligvis her tillige findes andre traditioner. Alligevel er den neoklassiske økonomi uden tvivl det bedste eksempel, hvis man gerne vil demonstrere hulheden og hykleriet i den politiske kampagne mod videnskaberne. For ingen politisk informeret videnskab har så massive og konstante realpolitiske og ideologiske virkninger som netop den, og alligevel er det ikke de økonomiske institutter, politikerne kræver nedlagt. En fællesnævner for de videnskaber, der kritiseres, er til gengæld, at forskerne er fremkommet med vurderinger, som Folketingets flertal er uenig i. Hvilket selvsagt ikke er tilfældigt og i øvrigt refererer tilbage til den første tese ovenfor.
Den fjerde tese er, at forholdet mellem videnskab og politik er meget mere komplekst, end kritikerne forestiller sig. Forestillingen synes at være, at der er en direkte oversættelighed mellem politiske positioner i videnskaberne og politiske positioner i praktisk politik. Der er imidlertid næppe noget 1:1‑forhold mellem forskernes arbejde inden for rammerne af bestemte politisk definerede traditioner på den ene side og deres personlige politiske engagement på den anden side. For nu at tage det eksempel, jeg nævnte lige før, er der ingen grund til at tro, at alle dem, der arbejder inden for liberal politisk filosofi også stemmer liberalt, for mens praktisk politik skifter fra det ene partiprogram til det næste, er teoretiske positioner typisk kendetegnet ved en højere grad af stabilitet over tid – hvilket ikke gør dem mindre politiske.
Den femte tese er, at forholdet mellem forskning og politik er meget mere dynamisk, end kritikerne forestiller sig. Det, som den ene dag forstås som helt upolitisk, kan den næste blive opfattet som ekstremt politisk. Politiseringen af videnskaben kommer med andre ord ikke alene fra den selv, men i mindst lige så høj grad fra samfundslivet. Allerede for 80 år siden tematiserede den amerikanske videnskabssociolog Robert Merton, hvordan videnskab, der har konsekvenser for fordelingen af magt og rigdom mellem grupper i samfundet, vil blive set som politisk, også selv om politiske forandringer aldrig var denne videnskabs mål.5Robert K. Merton, The Sociology of Science. Theoretical and Empirical Investigations (Chicago: The University of Chicago Press, 1973). Det eksempel, Merton bruger, er de videnskabelige landvindinger, der muliggjorde den industrielle revolution; indførelsen af industriproduktion gjorde nogle grupper velhavende, men fjernede livsgrundlaget for andre, og gjorde derfor, at denne sidste gruppe kom til at se videnskaben som en fjendtlig politisk magt. Men vi kan også nævne mere aktuelle eksempler. For to år siden ville ingen have anset forskning i epidemiologi for at være politisk. Nu får forskerne imidlertid dødstrusler, fordi omstændighederne har ændret sig sådan, at deres faglige anbefalinger har direkte politisk betydning – betydning for, hvad der må åbne hvornår osv. Her er videnskaben den samme, men den er af omstændighederne blevet politiseret.
I forlængelse heraf er min sjette tese, at politisering af videnskaberne i mindst lige så høj grad kommer fra det omgivende samfund som fra forskningen selv. Her er det oplagte eksempel en af de videnskaber, som politikerne netop angriber. Gennem de seneste årtier har holdningen til og diskurserne om migration og udlændinge i Danmark ændret sig så dramatisk, at forskning, der tidligere ville blive set som apolitisk – og som stadig vil blive set som sådan i de fleste andre lande – pludselig bliver opfattet som ekstremt politiserende. Forklaringen er ikke, at forskningen er blevet aktivistisk, men at politikken er blevet ekstremistisk. Og det provokerer åbenbart nogle politikere, at forskningen ikke har rykket sig sammen med politikken – hvilket jo i sig selv er en meget problematisk holdning.
Den syvende tese er, at den stadig større rolle, som vidensdeling og myndighedsbetjening spiller i forskningen i sig selv giver videnskaben en politisk rolle, som ikke udspringer af forskernes behov for at politisere, men derimod af det politiske systems ønske om at trække på videnskabelig viden. Det er en udvikling, der kun er blevet styrket af de seneste årtiers fokus på evidensbaseret politik,6 H.F. Hansen & O. Rieper, “The Politics of Evidence-Based Policy-Making: The Case of Denmark”, German Policy Studies, 6, nr. 2 (2010): 87–113. og som ligefrem inviterer til sammenstød mellem en politisk og en akademisk elite, sådan som historien om den meget omtalte rapport fra RUC til integrationsministeriet sidste efterår eksempelvis illustrerer det. Også her er pointen med andre ord, at videnskaben spiller en vigtig politisk rolle – og at det er politikerne selv, der ønsker, at den skal spille en sådan rolle.
Den ottende tese er, at forskere de facto i århundreder har blandet sig i politik, og at de vel at mærke har engageret sig politisk i deres egenskab af forskere. Det er ikke noget, der pludselig er kommet ind på universiteterne på grund af “woke aktivister”, og det er ikke noget, der har skadet forskningens kvalitet. Forskerne har endvidere blandet sig på tværs af videnskabsgrene. Inden for den politiske filosofi gælder det en perlerække af de største filosoffer i historien, eksempelvis Locke, Marx og Mill. Inden for sociologien er Max Weber et godt eksempel – han startede ligefrem sit eget parti. Og den måske største videnskabsmand herhjemme nogensinde er endnu et eksempel. For Niels Bohr var i sine forsøg på at undgå et atomkapløb også i den grad en politisk aktivist, og hans indsats var med til at lægge grunden til det, der i dag er Det Internationale Atomenergiagentur. Hans aktivisme fandt ikke sted uafhængigt af hans videnskabelige virke, tværtimod var det i kraft af dette virke, han for det første fik adgang til præsidenter og premierministre og for det andet besad den faglige indsigt, der fik ham til at råbe offentligheden op.
Eksemplet med Niels Bohr inviterer ligefrem til anvendelsen af den floskel, at det foregående jo ikke ligefrem er atomfysik. Faktisk burde det være ret åbenlyst for enhver, der vil ulejlige sig med at reflektere bare en lille smule over spørgsmålet om videnskab og politik. Men når det nu er tilfældet, hvorfor fremturer politikerne så alligevel i deres angreb på videnskaben? En del af svaret på det spørgsmål findes sandsynligvis i min niende og sidste tese, nemlig at “højreorienteret” eller systembevarende forskning generelt går under radaren, fordi den ikke stikker ud fra de dominerende diskurser i samfundet. Det er venstreorienterede forskere, der provokerer, fordi de siger noget andet end det, vi er vant til og forventer. Og så opstår det falske narrativ, at det alene er venstreorienterede forskere, der politiserer en videnskab, der i sig selv er neutral.
Humaniora og den falske evidens
Det er vigtigt at understrege, at ovenstående ikke er et argument for, at videnskaben skulle være ufejlbarlig eller for den sags skyld holde et højt ensartet kvalitetsniveau. Tværtimod vil forskningen uundgåeligt undertiden bevæge sig ad forkerte spor. Vi har et samfund, der følger videnskaberne og har brug for at lytte til dem, ikke fordi de aldrig kan tage fejl, men fordi de uden sammenligning er det bedste redskab, vi har at navigere efter. Videnskaberne har i peer review-systemet deres egen kvalitetssikring, som heller ikke er perfekt, og som derfor ikke kan udelukke, at forskningen griber fejl. Det er til gengæld afgjort ikke et alternativ, at man fra politisk hold går ind og korrigerer forskningen, for al historisk erfaring (og, fristes man til at tilføje, almindelig sund fornuft) viser, at når politiske dagsordener kommer til at definere videnskabelig lødighed, ødelægges videnskaberne umiddelbart. I stedet har det historisk set vist sig, at videnskabernes fejlskud med tiden er blevet luget ud. Tilgange og skoler, der ikke holder niveau, forsvinder efterhånden af sig selv i en form for naturlig selektion. Det er klart, at der kan gå lang tid, men i modsætning til politikernes er videnskabens tidshorisont også meget lang. Til gengæld rummer de ni teser et andet argument, nemlig at der er en asymmetri mellem videnskab og politik i den forstand, at mens det som sagt er utilstedeligt, at politikerne griber ind i forskningen, er det fuldstændig meningsløst at kræve, at forskningen skal være apolitisk. Hvorfor respekterer politikerne ikke denne asymmetri? Det er der flere grunde til; fællesnævneren for de to første er, at politikernes ageren hænger umiddelbart sammen med det særlige felt, der angribes, nemlig videnskaberne om mennesker, samfund og historie.
For det første handler human- og samfundsvidenskaberne i høj grad om netop samfundet, og derfor er vejen fra videnskab til politik kortere end i mange naturvidenskabelige fag. Hvad man siger i migrations- eller kønsforskning, kan ofte umiddelbart oversættes til politiske anbefalinger, og det gælder ikke på samme måde forskning i astrofysik eller biokemi. Af samme grund er det også karakteristisk, at de naturvidenskaber, der så alligevel undertiden opstår politisk polemik omkring, er dem, der deler dette karakteristiske træk, at der er relativt kort fra videnskabelig undersøgelse til politisk anbefaling – eksempelvis agrobiologi eller klimavidenskab.
For det andet lider de humanistiske videnskaber under det, man kan kalde falsk evidens. Mange tror, at det er intuitivt indlysende, hvad eksempelvis køn er, og at de må være i stand til at bedømme kønsforskernes arbejde, fordi de selv er udstyret med et køn. Når humanistiske forskere så siger noget om emnet, som for lægfolk lyder mærkeligt eller urimeligt, finder de det voldsomt provokerende. De forstår ikke, at det sådan set er meningen at det, som forskere kommer frem til efter årtiers systematiske undersøgelser, skal lyde mærkeligt og urimeligt for personer uden særlig viden på feltet. Var det ikke tilfældet, ville der ikke være nogen grund til at have videnskab. De færreste lægfolk er så indbildske, at de vil gøre sig til dommer over forskning i biokemi eller partikelfysik, men det samme forbehold har man desværre ikke over for de humanistiske fag. Her er det videnskabelige samfund nødt til at insistere på, at forskning er noget andet end reality-tv. Den er elitær. Det er med andre ord faktisk meningen, at man ikke skal forstå videnskab, hvis man ikke har gjort en grundig og ihærdig indsats for at sætte sig ind i den, eller hvis man ikke har evnerne til at forstå den. Det er et budskab, der provokerer, når videnskabens kontekst er et samfund præget af en altomfattende realitykultur, men det er et budskab, det som sagt er nødvendigt at insistere på.
En tredje årsag skal til gengæld findes uden for videnskaben selv, nemlig i den politiske kultur. Forskningsfrihed er et kerneelement i et frit samfund. Det har der historisk været en stor forståelse for i et politisk system, der definerede sig i modsætning til Sovjetunionens stalinisme og Hitlertysklands nazisme. Disse modsætningsforhold eksisterer ikke længere, hvilket kan være med til at forklare fremkomsten af illiberale strømninger inden for rammerne af det liberale parlamentariske demokrati gennem de seneste årtier. De aktuelle politiske angreb på forskningen kan udlægges som et eksempel på en sådan strømning. Den politiske elite har ikke længere nok i at have magt, den vil også have ret. Og den forstår ikke, at den i sit angreb på videnskaberne undergraver ikke blot tilliden mellem videnskab og samfund, ikke blot den frie forskning og det frie samfund, men i sidste ende også sin egen legitimitet, der netop afhænger af dette frie samfund.
Next stop Budapest?
Skrækscenariet på længere sigt er Viktor Orbáns autokratiske Ungarn, hvor afviklingen af den frie forskning netop er gået hånd i hånd med afviklingen af det liberale demokrati. Der er vi heldigvis ikke endnu, hvor folkestyrets fremmeste ånder indtil videre nøjes med at gøre sig selv til grin med vedtagelsen af erklæringen V137. Afslutningsvis fortjener det imidlertid at blive understreget, at erklæringens utilsigtede komik og konsekvensløshed ikke skal skygge for, at debatten til gengæld allerede har fået vigtige og alvorlige konsekvenser.
Mange forskere føler sig stærkt intimideret og har allerede nu trukket sig fra den offentlige debat. De fortæller om, at de modtager trusler eller ligefrem bliver chikaneret og derfor ikke selv tør deltage i diskussionerne. Denne grove intimidering rammer især kvindelige forskere, for kampagnen fra den politiske højrefløj rummer et stærkt islæt af misogyni – netop kønsforskningen er som nævnt et af de felter, der især er under angreb. Det siger sig selv, at det kræver en stærk reaktion fra et samlet forskersamfund.
Effekten bliver forstærket af, at der er så få penge i forskning generelt og i humanistisk forskning i særdeleshed, for især yngre forskere i midlertidige ansættelser føler sig presset til at gå stille med dørene. Hvis hensigten med debatten er at intimidere forskerne for at få dem til ikke at modsige politikerne, er det derfor allerede lykkedes. Debatten har med andre ord en disciplinerende effekt på det videnskabelige samfund. På længere sigt kan man endda frygte, at den vil kunne facilitere mere direkte indgreb over for forskningsfriheden. Den kan med andre ord være med til at normalisere en diskurs, inden for hvilken angreb på forskningen er acceptable, og det er som sagt farligt på længere sigt, både for samfundet og for universiteterne. Det kan sætte forskningsfriheden yderligere under pres, og det kan gøre det meget vanskeligt at rekruttere forskere fra udlandet.
Anden del af den kinesiske forbandelse lyder: “Må de, der har magt, lægge mærke til dig”. Magtens opmærksomhed bliver en forbandelse, når den ikke respekterer den asymmetri, der blev fremhævet ovenfor, men vil annullere diskrepansen mellem viden og magt. For det er i den diskrepans, videnskaben udøves. Mens forskningen med nødvendighed er flettet sammen med politikken, må den med lige så stor nødvendighed holdes fri af magten.
| 1. | Se eksempelvis Louis Althusser, Écrits sur la psychanalyse (Paris: Éditions Stock/IMEC, 1993). |
| 2. | Jürgen Habermas, Teknik og videnskab som “ideologi” (København: Det lille Forlag, 2005). |
| 3. | John Dewey, The Essential Dewey, bd. 1 (Bloomington/Indianapolis: Indiana University Press, 1998). |
| 4. | Karl Popper, Conjectures and Refutations. The Growth of Scientific Knowledge (London & New York: Routledge, 2002). |
| 5. | Robert K. Merton, The Sociology of Science. Theoretical and Empirical Investigations (Chicago: The University of Chicago Press, 1973). |
| 6. | H.F. Hansen & O. Rieper, “The Politics of Evidence-Based Policy-Making: The Case of Denmark”, German Policy Studies, 6, nr. 2 (2010): 87–113. |