• Print

Videnskab og politik


22. juni 2021

Den 1. juni 2021 vedt­og et stort fol­ke­tings­f­ler­tal bestå­en­de af de fle­ste bor­ger­li­ge par­ti­er samt Socialdemokratiet en udta­lel­se hen­vendt til de dan­ske uni­ver­si­te­ters ledel­ser. Heri under­stre­ges Folketingets for­vent­ning om, at uni­ver­si­tets­le­del­ser­ne sik­rer, at den viden­ska­be­li­ge selv­re­gu­le­ring fun­ge­rer, at for­ske­re ikke pro­du­ce­rer poli­tik for­klædt som viden­skab, samt at det ikke er muligt for for­ske­re syste­ma­tisk at und­dra­ge sig legi­tim viden­ska­be­lig kri­tik.

Udtalelsens for­mu­le­rin­ger fore­kom­mer for en umid­del­bar betragt­ning ukon­tro­ver­si­el­le – bort­set fra, at de uden doku­men­ta­tion insi­nu­e­rer, at uni­ver­si­te­ter­nes ledel­ser ikke har levet op til dis­se ind­ly­sen­de for­plig­tel­ser, og at en poli­tisk for­ma­ning der­for er på sin plads. Men set i sin kon­tekst udgør udta­lel­sen kul­mi­na­tio­nen på fle­re måne­ders poli­tisk debat om såkaldt “poli­ti­se­ren­de” og “akti­vi­stisk” forsk­ning. Her har især poli­ti­ke­re fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti gene­ra­li­se­ren­de ankla­get forsk­ning i køn, migra­tion og kolo­ni­a­lis­me for at være uvi­den­ska­be­lig og poli­ti­se­ren­de samt argu­men­te­ret for, at de forsk­nings­cen­tre og uddan­nel­ser, hvor den­ne type fag­lig­hed dyr­kes, bør ned­læg­ges. Det er på den­ne kon­tekst­bag­grund van­ske­ligt at for­stå Folketingets udta­lel­se som andet end en til­slut­ning til den­ne poli­tisk moti­ve­re­de inkri­mi­ne­ring af bestem­te forsk­nings­om­rå­der og ‑mil­jø­er.

Både før og efter ved­ta­gel­sen af den­ne udta­lel­se har offi­ci­el­le uni­ver­si­tets­re­præ­sen­tan­ter og meni­ge for­ske­re taget til gen­mæ­le og poin­te­r­et, at uni­ver­si­te­ter­nes auto­no­mi og forsk­nin­gens fri­hed er garan­te­ret i uni­ver­si­tets­lo­ven; at det viden­ska­be­li­ge sam­funds egne kon­trol­me­ka­nis­mer er fuldt til­stræk­ke­li­ge til at tack­le even­tu­el­le pro­ble­mer; at poli­ti­ker­nes aktu­el­le kri­tik er helt ude af pro­por­tion med de angi­ve­li­ge pro­ble­mer, den adres­se­rer; samt at poli­ti­ker­nes direk­te udhæng­ning af spe­ci­fik­ke forsk­nings­fel­ter og ‑mil­jø­er repræ­sen­te­rer et ille­gi­timt poli­tisk anslag mod forsk­nings­fri­he­den. Endvidere gøres det gæl­den­de, at den­ne ind­blan­ding er deci­de­ret kon­trapro­duk­tiv, idet den sna­re­re vil bidra­ge til at frem­me en under­dre­jet frygt­kul­tur blandt for­sker­ne end den åbne debat­kul­tur, poli­ti­ker­ne efter­ly­ser.

Bag dis­se medi­e­virk­som­me posi­tio­ne­rin­ger gem­mer der sig imid­ler­tid mere omfat­ten­de og prin­ci­pi­el­le kon­flik­ter med hen­syn til viden­ska­bens sam­funds­mæs­si­ge sta­tus og rol­le i for­hold til den poli­ti­ske pro­ces. Den føl­gen­de frem­stil­ling for­sø­ger der­for at bely­se den­ne kon­kre­te, aktu­el­le strids pro­blem­stil­lin­ger i et stør­re histo­risk-teo­re­tisk per­spek­tiv.

Videnskabelig og poli­tisk dis­kurs

Forholdet mel­lem poli­tik og viden­skab har været kom­plekst i hele det moder­ne sam­funds epo­ke. Der er i udgangs­punk­tet tale om to distink­te, uddif­fe­ren­ti­e­re­de dis­kur­ser, der ska­ber betyd­ning og hand­lings­sce­na­ri­er på hver sine præ­mis­ser – men som i den soci­a­le prak­sis til sta­dig­hed dan­ner dyna­misk kon­tekst for hin­an­den og under­ti­den inter­ve­ne­rer i hin­an­dens dis­kur­si­ve domæ­ner.

Den poli­ti­ske dis­kurs er ret­tet mod kam­pen om mag­ten i sam­fun­det og de her­til høren­de kon­flik­ter om for­de­lin­gen af res­sour­cer og liv­mu­lig­he­der. Derudover er hori­son­ten for den poli­ti­ske pro­ces ken­de­teg­net ved for­måls­ra­tio­na­li­tet og et stramt tids­re­gi­me: Der skal for­hand­les kom­pro­mi­ser, dan­nes alli­an­cer, træf­fes beslut­nin­ger, ind­gås inter­na­tio­na­le afta­ler, læg­ges stra­te­gi for næste valg etc. Udfordringen er med andre ord kon­stant at være mål­o­ri­en­te­ret og kæm­pe med andre aktø­rer om at bestem­me ram­mer­ne for den sam­funds­mæs­si­ge prak­sis og betyd­nings­dan­nel­se i form af for­ma­li­se­re­de poli­ti­ske beslut­nin­ger og lov­giv­ning. Politisk dis­kur­siv prak­sis står end­vi­de­re i et prin­ci­pi­elt legi­ti­ma­tions­for­hold til den løben­de offent­li­ge menings­dan­nel­se, her­un­der mere eller min­dre flyg­ti­ge fol­ke­stem­nin­ger, samt sam­fun­dets erfa­rings­ba­se­re­de poli­ti­ske kul­tur.

Den viden­ska­be­lig dis­kurs har der­i­mod den kom­pro­mis­lø­se, aldrig afslut­te­de pro­duk­tion af ny viden som sit omdrej­nings­punkt. Universiteternes forsk­ning er i den­ne basa­le for­stand at betrag­te som sam­fun­dets labo­ra­to­ri­um for eks­pe­ri­men­te­ren­de ska­bel­se og afprøv­ning af nye ide­er og erken­del­ser. Den lej­lig­heds­vi­se for­mu­le­ring af vil­de ide­er, der i enhver anden dis­kur­siv kon­tekst vil­le frem­stå som rabi­a­te udskrid­nin­ger eller blot som syret hjer­ne­spind på fri­hjul, er både uund­gå­e­lig og nød­ven­dig i det­te labo­ra­to­ri­e­ar­bej­de: Vilde ide­er udvi­der det fæl­les reflek­sions­rum, og under­ti­den viser de sig sågar at hol­de stik og føre til forsk­nings­mæs­si­ge gen­nem­brud. Men selv­om de oftest ender med at bli­ve for­ka­stet eller modi­fi­ce­ret til uken­de­lig­hed, har den kri­ti­ske dis­kus­sion af dem ikke desto min­dre bidra­get til at kva­li­fi­ce­re den vide­re viden­ska­be­li­ge pro­ces. Her er såle­des i udgangs­punk­tet tale om et frirum for tænk­ning, hvor prak­sis ikke er for­plig­tet på ekster­ne for­mål og tids­re­gi­mer; hori­son­ten for betyd­nings­dan­nel­se er prin­ci­pi­elt åben, og forsk­nings­pro­ces­sens resul­ta­ter skal ude­luk­ken­de kun­ne legi­ti­me­re sig over for den fag­li­ge offent­lig­hed og den­nes viden­ska­be­li­ge stan­dar­der, her­un­der krav om rede­lig og meto­disk gen­nem­sku­e­lig omgang med empi­ri, kri­tisk dia­log med den fag­li­ge tra­di­tion, for­nufts­ba­se­ret argu­men­ta­tion og fag­fæl­lebe­døm­mel­se.

I det moder­ne sam­funds selv­for­stå­el­se er det en hoved­po­in­te, at det net­op er i kraft af sin auto­no­mi, at den viden­ska­be­li­ge dis­kurs kan ska­be erken­del­ser, der ræk­ker ud over dagen og vej­en og kan bidra­ge til sam­funds­mæs­sig selv­re­flek­sion og oplyst nytænk­ning i almen­he­dens per­spek­tiv, som ellers ikke vil­le have fun­det sted – eller som kun vil­le være ble­vet rea­li­se­ret i frag­men­ta­ri­ske for­mer i regi af virk­som­he­ders, mini­ste­ri­ers, inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ners, tæn­ket­an­kes og civil­sam­fundsor­ga­ni­sa­tio­ners par­ti­ku­læ­re og mål­o­ri­en­te­re­de videns­ud­vik­ling.

Diskursive inter­ven­tio­ner

Som nævnt er rea­li­te­ten i moder­ni­te­tens soci­a­le prak­sis imid­ler­tid, at den poli­ti­ske og den viden­ska­be­li­ge dis­kurs dan­ner kon­tekst for hin­an­den og løben­de søger at inter­ve­ne­re i hin­an­dens betyd­nings­dan­nel­ser: Forskere kri­ti­se­rer videns­grund­la­get for kon­kre­te poli­ti­ske beslut­nin­ger, påpe­ger sand­syn­li­ge util­sig­te­de effek­ter af poli­ti­ske ini­ti­a­ti­ver eller intro­du­ce­rer helt ny viden, som efter for­sker­nes mening omkal­fa­trer den hid­ti­di­ge poli­ti­ske dags­or­den på det giv­ne felt. Men den poli­ti­ske pro­ces tager vel at mær­ke dis­se inter­ven­tio­ner til sig på sine egne præ­mis­ser: Den viden, der er kom­pa­ti­bel med den poli­ti­ske kon­sensus, de gæl­den­de poli­ti­ske pri­o­ri­te­rin­ger, styr­ke­for­hold og kom­pro­mis­dan­nel­ser, ind­ar­bej­des i beslut­nings­pro­ces­sen – resten arki­ve­res lodret. Tilsvarende arti­ku­le­rer det poli­ti­ske system til sta­dig­hed for­vent­nin­ger til forsk­nin­gen om at leve­re resul­ta­ter, der er anven­de­li­ge i den poli­ti­ske prak­sis, hvil­ket den viden­ska­be­li­ge prak­sis enga­ge­rer sig i på sine egne dis­kur­si­ve præ­mis­ser, hvor det giver viden­ska­be­lig mening – og ellers for­bi­går i tavs­hed.

Disse gen­si­di­ge inter­ven­tio­ner og græn­sed­rag­nin­ger på tværs af dis­kur­si­ve domæ­ner har spil­let en cen­tral rol­le i den moder­ne sam­funds­ud­vik­ling, og de er på ingen måde pro­ble­ma­ti­ske i sig selv – tvær­ti­mod kan de udfor­dre og sti­mu­le­re domæ­ner­nes selv­re­gu­le­ring og til­fø­re dem vig­ti­ge dyna­mi­k­ker og videns­res­sour­cer. Men en sådan pro­duk­tiv udveks­ling for­ud­sæt­ter, at de respek­ti­ve domæ­ners dis­kur­si­ve auto­no­mi kan hol­de stand imod inter­ven­tio­nens ekster­ne pres, og at det giv­ne domæ­ne fort­sat har albu­e­rum til at ska­be betyd­ning på egne præ­mis­ser – og den­ne for­ud­sæt­ning har været i skred i en årræk­ke.

Den aktu­el­le kon­tro­vers, hvor poli­ti­ske aktø­rer gør krav på ikke blot at bestem­me, hvil­ken viden­ska­be­lig viden den poli­ti­ske pro­ces kan eller skal bru­ge til noget (hvil­ket vil­le være helt legi­timt), men langt mere vidt­gå­en­de at afgø­re, hvad der per defi­ni­tion er rig­tig viden­skab, er et til­spid­set eksem­pel på det­te skred. Her kan man tale om en genu­in, akti­vi­stisk poli­ti­se­ring af viden­ska­ben i betyd­nin­gen, at den viden­ska­be­li­ge dis­kurs’ auto­no­me betyd­nings­dan­nel­se helt til­si­de­sæt­tes og erstat­tes af poli­tisk defi­ne­re­de inter­es­ser i, hvad der skal have gyl­dig­hed som kva­li­fi­ce­ret viden.

Det er her vig­tigt at have in men­te, at poli­tisk dis­kur­siv prak­sis nyder den sær­sta­tus, at det er den, der orga­ni­se­rer og for­ma­li­se­rer mag­ten i sam­fun­det og der­med defi­ne­rer ram­mer­ne for andre dis­kur­si­ve prak­sis­ser. Folketingsvedtagelsens for­ma­li­se­ring af de akti­vi­stisk poli­ti­se­ren­de poli­ti­ke­res inter­ven­tion i viden­ska­bens domæ­ne rum­mer såle­des til­li­ge et moment af magt­de­mon­stra­tion.

Strukturelt poli­ti­se­rings­pres

Den bre­de­re bag­grund for skred­det skal søges i de sene­ste årti­ers glo­ba­li­se­rings­pro­ces og natio­nal­sta­ter­nes for­søg på at omstil­le sig til en ny rol­le som garant for det natio­na­le erhvervs­livs inter­na­tio­na­le kon­kur­ren­ce­ev­ne. Ud over løben­de at opti­me­re inter­na­tio­na­le han­dels­re­la­tio­ner og scan­ne ver­dens­mar­ke­det for lukra­ti­ve ind­sats­om­rå­der for den natio­na­le kapi­tal, har den kon­kur­ren­ce­stats­li­ge stra­te­gi hoved­sa­ge­lig bestå­et i at reor­ga­ni­se­re og trim­me det natio­na­le sam­fund i sin hel­hed til at mat­che og under­støt­te erhvervs­li­vets stra­te­gi­ske behov i den inter­na­tio­na­le kon­kur­ren­ce: Infrastruktur, tek­no­lo­gi­ud­vik­ling, beskat­nings­ni­veau, arbejds­ud­bud, arbejds­pro­duk­ti­vi­tet, offent­ligt udgifts­ni­veau, forsk­ning, uddan­nel­se, kul­tur­liv, fol­kes­und­hed, idræts­liv – alt sam­men er det i løbet af de sene­ste årti­er ble­vet refor­me­ret gen­nem­gri­ben­de med hen­blik på at bli­ve funk­tio­nel­le akti­ver for den natio­na­le kon­kur­ren­ce­stat.

Som det kom eks­pli­cit til udtryk i davæ­ren­de forsk­nings­mi­ni­ster Helge Sanders opsigtsvæk­ken­de krav om kor­te­re vej “fra tan­ke til faktura”,1“Nye veje mel­lem forsk­ning og erhverv – fra tan­ke til fak­tu­ra” (Regeringen, 2003). har den­ne udvik­ling med­ført et mar­kant sti­gen­de poli­tisk pres på forsk­nin­gen for at leve­re viden, der på den ene eller den anden måde kan demon­stre­re nyt­te­vær­di i det kon­kur­ren­ce­stats­li­ge sce­na­ri­um. Forskningsbevillingerne går der­for hoved­sa­ge­lig til poli­tisk præ­de­fi­ne­re­de stra­te­gi­ske sats­nin­ger samt til tek­nisk-natur­vi­den­ska­be­lig og sund­heds­vi­den­ska­be­lig grund­forsk­ning, mens huma­ni­stisk og sam­funds­vi­den­ska­be­lig grund­forsk­ning udsu­l­tes og ani­me­res til at omstil­le sig til at tæn­ke i umid­del­ba­re nyt­te­ka­te­go­ri­er.

Der er vel at mær­ke ikke i sig selv noget i vej­en med, at forsk­ning rela­te­rer sig til sam­funds­mæs­si­ge for­hold og udfor­drin­ger, men det er afgø­ren­de, at det­te sker med udgangs­punkt i den viden­ska­be­li­ge dis­kurs’ erken­del­ses­in­ter­es­ser, pro­blem­de­fi­ni­tio­ner og prin­cip­per for ska­bel­se af viden – og den­ne præ­mis bli­ver i til­ta­gen­de grad van­ske­lig at opret­hol­de. Relevanskriterierne for, hvad poli­ti­ker­nes stra­te­gi­ske sats­nin­ger defi­ne­rer som sam­funds­nyt­tigt, er ikke til for­hand­ling, og jo stør­re dele af forsk­nin­gen der ori­en­te­rer sig i den­ne ret­ning, desto tran­ge­re kår får den viden­ska­be­li­ge auto­no­mi og den kri­ti­ske fag­li­ge offent­lig­hed.

Det ulti­ma­ti­ve per­spek­tiv i den­ne udvik­ling er, at den viden­ska­be­li­ge dis­kurs ikke læn­ge­re vil være i stand til at ska­be betyd­ning og ny viden på egne præ­mis­ser, og at viden­ska­bens dis­kur­si­ve domæ­ne der­med vil ophø­re med at eksi­ste­re som sær­skilt sam­funds­mæs­sigt prak­sis­felt. Den sam­funds­mæs­sigt orga­ni­se­re­de videnspro­duk­tion vil så i ste­det som hel­hed være hen­vist til at udspil­le sig i regi af det mål­ra­tio­nel­le, instru­men­tel­le nyt­te­pa­ra­dig­me, som er vel­kendt fra indu­stri­ens, inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ner­nes, cen­tra­lad­mi­ni­stra­tio­nens og diver­se tæn­ket­an­kes udvik­ling af ide­er. Den åbne, eks­pe­ri­men­te­ren­de afprøv­ning af radi­kalt nye tan­ker samt den kri­ti­ske reflek­sion af for­hol­det mel­lem den viden­ska­be­li­ge viden og sam­fun­dets alme­ne vel vil ikke læn­ge­re være insti­tu­tio­nelt garan­te­ret.

Helt så langt er vi ikke end­nu, men det står alle­re­de klart, at viden­ska­be­li­ge gen­nem­brud af den kali­ber, som f.eks. en Niels Bohr, en Louis Hjelmslev, en Inge Lehmann eller en Jens Christian Schou præ­ste­re­de, vil­le være helt umu­li­ge at opnå på de gæl­den­de vil­kår for viden­ska­be­ligt arbej­de. Det poli­ti­ske pres for umid­del­bar, kort­sig­tet nyt­te­vær­di under­gra­ver med andre ord den viden­ska­be­li­ge dis­kurs’ auto­no­me udfol­del­ses­mu­lig­he­der og der­med dens evne til at ska­be radi­kalt ny viden og bidra­ge til lang­sig­te­de, kva­li­ta­ti­ve nyud­vik­lin­ger, som vi ikke ane­de, at vi hav­de brug for.

Det er uvist, om det poli­ti­ske systems aktø­rer er klar over ræk­ke­vid­den af de sam­funds­ska­de­li­ge impli­ka­tio­ner i det­te mas­si­ve dis­kur­si­ve pres, men fak­tum er under alle omstæn­dig­he­der, at pres­set støt og roligt for­stær­kes i kraft af poli­ti­se­rin­gen af de insti­tu­tio­nel­le ram­mer for forsk­nin­gen og tvin­ger stør­re og stør­re dele af for­sker­sam­fun­det til at tæn­ke i nyt­te­ka­te­go­ri­er. De sene­re års skan­da­ler, hvor ekster­ne part­s­in­ter­es­ser har fået ind­fly­del­se på forsk­nings­re­sul­ta­ter, er tyde­li­ge symp­to­mer på den­ne udvik­ling.

I det­te stør­re per­spek­tiv er fol­ke­tings­po­li­ti­ke­res aktu­el­le ind­blan­ding i, hvad der skal have gyl­dig­hed som rig­tig viden­skab, blot en krus­ning på over­fla­den – men alli­ge­vel en sig­ni­fi­kant og ilde­vars­len­de krus­ning, for så vidt som der ikke som hidtil er tale om et poli­ti­se­rings­pres, der ope­re­rer via struk­tu­rel­le ram­mer og øko­no­mi­ske inci­ta­men­ter, men der­i­mod om en eks­pli­cit, ind­holds­mæs­sig inter­ven­tion, der sæt­ter navn og adres­se på den poli­tisk uøn­ske­de forsk­ning og tru­er den med ned­læg­gel­se. Helt spek­taku­lært bli­ver det så, når en sådan ille­gi­tim inter­ven­tion sank­tio­ne­res af en fol­ke­tings­ved­ta­gel­se – også selv­om den­ne i sig selv er ind­holds­mæs­sigt ukon­tro­ver­si­el.

Så læn­ge uni­ver­si­tets­lo­ven – i over­ens­stem­mel­se med hele den moder­ne uni­ver­si­tet­stra­di­tion – garan­te­rer viden­ska­bens auto­no­mi, forsk­nin­gens fri­hed og det viden­ska­be­li­ge sam­funds selv­re­gu­le­ring, må det fast­hol­des, at det er det viden­ska­be­li­ge sam­fund og kun det­te, der afgør, hvad der gæl­der som viden­ska­be­ligt kva­li­fi­ce­ret viden. Politikere kan helt legi­timt kri­ti­se­re den viden, for­ske­re ska­ber, i et poli­tisk rele­vans­per­spek­tiv og frit væl­ge, om de vil benyt­te sig af den eller ej. Men de kan ikke med nogen legi­ti­mi­tet gøre krav på at afgø­re spørgs­må­let om dens viden­ska­be­lig­hed og der­med bestem­te forsk­nings­ty­pers eksi­stens­be­ret­ti­gel­se. Det kan kun det viden­ska­be­li­ge sam­fund.

Videnskabsinterne for­hold

Løfter det viden­ska­be­li­ge sam­fund så den opga­ve? Ja, det gør det, men med stor træg­hed og lang­mo­dig­hed – og sådan er det også nødt til at være. Mens det i den poli­ti­ske dis­kurs er nær­lig­gen­de at fore­ta­ge hur­ti­ge nyt­te­vur­de­rin­ger og udvæl­ge den viden, der for en umid­del­bar, prag­ma­tisk betragt­ning fore­kom­mer brug­bar, maler viden­ska­bens møl­le lang­somt og grun­digt, den er kun for­plig­tet på kom­pro­mis­løs sand­heds­sø­gen, og dens pro­ces impli­ce­rer altid gen­si­dig kri­tik, uenig­he­der og kon­flik­ter mel­lem en mang­fol­dig­hed af viden­ska­be­ligt aner­kend­te para­dig­mer, sko­ler og tra­di­tio­ner.

Det er en pro­ces, der aldrig ender, men som vi under­vejs stil­le og roligt bli­ver klo­ge­re af. Set i det­te over­ord­ne­de per­spek­tiv vil de ide­er, som for dele af for­sker­sam­fun­det i udgangs­punk­tet frem­står som vil­de og mere eller min­dre for­nufts­stri­di­ge, efter­hån­den enten over­be­vi­se tviv­ler­ne og bli­ve accep­te­ret som gyl­dig, ny viden, under­gå kri­tisk bear­bejd­ning og i modi­fi­ce­ret skik­kel­se bli­ve ind­ar­bej­det i eksi­ste­ren­de, aner­kend­te videns­re­gi­mer – eller gli­de ud i glem­s­len, for­di de viste sig ikke at have viden­ska­be­lig bære­kraft.

Denne pro­ces kan tage lang tid, og dens træg­hed vil ofte bli­ve for­stær­ket af den soci­a­le sam­men­hængs­kraft i det forsk­nings­mil­jø, der iden­ti­fi­ce­rer sig med en given idé. Her kan der peri­o­disk udvik­le sig “viden­ska­be­li­ge ekko­kam­re”, som fore­kom­mer immu­ne over for kri­tik fra det øvri­ge for­sker­sam­fund. En sådan udvik­ling kan være fru­stre­ren­de at være vid­ne til, men den er et ele­ment i for­sker­sam­fun­dets dyna­mik, som ikke er til at kom­me uden om. Hvis nye ide­er skal vide­re­ud­vik­les og afprø­ves, kræ­ver det et dedi­ke­ret for­sker­mil­jø, der tror på og bræn­der for sagen, og det kan i en peri­o­de være nød­ven­digt at arbej­de i et luk­ket rum, hvor en tan­ke ufor­styr­ret kan sæt­tes på spid­sen og tæn­kes radi­kalt til ende. Problematisk bli­ver det først, hvis døren for­bli­ver luk­ket for kri­tik ude­fra, og forsk­nings­mil­jø­et for­vand­ler sig til en beken­den­de menig­hed, der kun taler med sig selv. Der er ingen tvivl om, at ten­den­ser af den­ne art under­ti­den opstår, men den histo­ri­ske erfa­ring er, at de på et tids­punkt enten åbner sig for kri­tisk dia­log eller går i opløs­ning af sig selv.

Undtagelsen fra den­ne regel er, hvis der er tale om ide­er, der er umid­del­bart kom­pa­tib­le med poli­ti­ker­nes, for­valt­nin­gens eller erhvervs­li­vets dags­or­de­ner, og som via den­ne viden­skab­sek­ster­ne opbak­ning kan etab­le­re sig i en sam­funds­mæs­sig og insti­tu­tio­nel magt­po­si­tion. I sådan­ne til­fæl­de kan kri­tik-immu­ne ekko­kam­re være endog sær­de­les leve­dyg­ti­ge. Det gæl­der f.eks. den strøm­ning, der læn­ge har været domi­ne­ren­de i statskund­skabs­fa­get, som både i sin forsk­ning og i sin uddan­nel­se af sam­fun­dets ind­fly­del­ses­ri­ge stab af for­val­te­re base­rer sig på ratio­nal choi­ce-teo­ri­ens radi­kalt pri­mi­ti­ve for­stå­el­se af men­ne­sket som et ude­luk­ken­de egen­nyt­te­mak­si­me­ren­de væsen. Her er der i den viden­ska­be­li­ge offent­lig­heds for­stand tale om et gedi­gent ekko­kam­mer, men det er stort og magt­fuldt, og det nyder aner­ken­del­se og opbak­ning fra det poli­ti­ske liv, for­valt­nin­gen og erhvervs­li­vet, så viden­ska­be­lig kri­tik af de teo­re­ti­ske grund­an­ta­gel­ser repræ­sen­te­rer ikke nogen opmærk­som­heds­kræ­ven­de udfor­dring. Et lig­nen­de bil­le­de teg­ner sig på den øko­no­mi­ske viden­skabs områ­de, hvor de neoli­be­ra­li­sti­ske ide­er, der har støbt kug­ler­ne til den poli­ti­ske pro­ces, der har ledt os ind i både finanskri­se og kli­ma­kri­se, fort­sat nyder til­stræk­ke­lig opbak­ning fra erhvervs­liv, poli­tik og admi­ni­stra­tion, til at de i prak­sis gæl­der som uan­fæg­te­li­ge. Her kan den viden­ska­be­li­ge kri­tik og dis­kus­sio­nen af muli­ge teo­re­ti­ske alter­na­ti­ver til­sy­ne­la­den­de lige­le­des helt legi­timt igno­re­res.

Som det frem­går af de sidst­nævn­te eksemp­ler, udfol­der den viden­ska­be­li­ge dis­kurs sig ikke kun i åndens rige. Den er i høj grad vævet sam­men med insti­tu­tio­nel­le magt‑, res­sour­ce- og pre­sti­ge­kam­pe og for den enkel­te for­sker end­vi­de­re med kon­kur­ren­ce om stil­lin­ger og kar­ri­e­re­mu­lig­he­der. Denne dimen­sion af inter­es­se­kamp og de her­til høren­de styr­ke­for­hold kan under­ti­den øve en ikke ube­ty­de­lig indi­rek­te ind­fly­del­se på, hvil­ke ide­er der opnår de bed­ste mulig­he­der for at bli­ve vide­re­ud­vik­let – uden garan­ti for, at det i et stør­re per­spek­tiv nød­ven­dig­vis er de fag­ligt set mest kva­li­fi­ce­re­de, der til­go­de­ses.

Hertil kom­mer de aka­de­mi­ske mode­strøm­nin­ger som jævn­ligt opduk­ken­de fak­to­rer i den viden­ska­be­li­ge prak­sis. Her fusio­ne­rer unge for­sker­ge­ne­ra­tio­ners kar­ri­e­re­a­spira­tio­ner og behov for at mar­ke­re for­skel og distan­ce til ældre gene­ra­tio­ners etab­le­re­de fag­lig­hed under­ti­den med bre­de­re filo­so­fi­ske, æste­ti­ske eller poli­ti­ske opbrud i tidsån­den. De ide­er, der for­mu­le­res på bag­grund af en sådan fusion – hvad enten det dre­jer sig om gedi­gent nye eller om repre­mi­e­rer på histo­risk vel­kend­te ide­er – vir­ker iden­ti­tets­stif­ten­de for nye fag­li­ge mil­jø­er og kan i den­ne pro­ces opnå en stærk kult­vær­di for de del­ta­gen­de, hvor­for ekko­kam­mer­ef­fek­ten typisk vil være stor.

Som andre typer af mode­strøm­nin­ger løber også de aka­de­mi­ske tør for dyna­mik, når de ikke læn­ge­re er i stand til at etab­le­re en fasci­ne­ren­de og pre­sti­ge­gi­ven­de for­skel­s­mar­ke­ring i for­hold til kon­tek­sten, og de oprin­de­ligt iden­ti­tets­stif­ten­de ide­er ind­går her­ef­ter på lige fod med alle andre ide­er i den løben­de kri­ti­ske debat. Her vil det vise sig, at nog­le af de tid­li­ge­re kul­ti­de­er er lang­tids­hold­ba­re uden for ekko­kam­me­ret, andre vil skul­le bear­bej­des kri­tisk for at give mening på min­dre højstem­te vil­kår, og atter andre må køres ud på histo­ri­ens mød­ding til alle de andre døgn­flu­er.

Aktuelle pro­ble­mer?

De iden­ti­tetspo­li­ti­ske strøm­nin­ger, der har for­an­le­di­get den aktu­el­le strid, er i rea­li­te­ten et gan­ske sam­men­sat felt, hvis nuan­cer har været under­be­lyst i det bil­le­de, de poli­ti­ske inter­ven­tio­ni­ster har teg­net i offent­lig­he­den. Men for en sam­let betragt­ning kan de klas­si­fi­ce­res som tidsånds­bår­ne mode­strøm­nin­ger, som dis­se blev karak­te­ri­se­ret oven­for, og som sådan­ne vil de uund­gå­e­ligt miste pusten på et tids­punkt og bli­ve til noget andet – eller gå helt i opløs­ning. Meget vil her end­vi­de­re afhæn­ge af udvik­lin­gen i og den poli­ti­ske opbak­ning til de antira­ci­sti­ske, køns- og seksu­a­li­tetspo­li­ti­ske m.m. soci­a­le bevæ­gel­ser, som udgør vig­ti­ge sam­funds­mæs­si­ge refe­ren­ce­punk­ter for dis­se aka­de­mi­ske posi­tio­ner.

Som det ofte er til­fæl­det med aka­de­mi­ske mode­strøm­nin­ger, rum­mer også dis­se et aspekt af vil­de ide­er: De er eks­po­nen­ter for en stærkt høj­net ret­fær­dig­heds­sans og en ny sen­si­bi­li­tet for ulig­hed og diskri­mi­na­tion af enhver art, og de brin­ger inter­es­ser og behov, der hidtil har været mar­gi­na­li­se­ret, for dagens lys og giver dem mæle. Heri lig­ger et ind­ly­sen­de og vig­tigt demo­kra­tisk poten­ti­a­le og en til­trængt udvi­del­se af både den aka­de­mi­ske og den poli­ti­ske debat. Men sam­ti­dig rum­mer den aka­de­mi­ske iden­ti­tetspo­li­tik også ten­den­ser, der fore­kom­mer stærkt betæn­ke­li­ge i såvel et viden­ska­be­ligt som et demo­kra­tisk per­spek­tiv, hvis de for­stør­res op i sam­funds­mæs­sig ska­la. Eksempelvis ten­de­rer megen iden­ti­tetspo­li­tisk tænk­ning til at for­sky­de for­stå­el­sen af både viden­ska­be­lig og demo­kra­tisk legi­ti­mi­tet fra spørgs­må­let om, hvad der bli­ver sagt, og hvil­ke argu­men­ter der præ­sen­te­res, til spørgs­må­let om, hvem der taler, og ved­kom­men­des grup­pe­til­hørs­be­tin­ge­de adkomst til at udta­le sig. Det er med andre ord den kol­lek­ti­ve sub­jekt­po­si­tion som sådan og de omfat­te­de kol­lek­ti­ve sub­jek­ters affek­ti­ve berørt­hed, der auto­ri­ta­tivt afgør, hvad der er legi­timt.

Men på trods af dis­se betæn­ke­li­ge træk synes der i en dansk aka­de­misk kon­tekst ind­til vide­re ikke at være grund til stor bekym­ring. De iden­ti­tetspo­li­ti­ske strøm­nin­ger har også pro­duk­ti­ve effek­ter, for så vidt som de sæt­ter væsent­li­ge spørgs­mål om ulig­hed og diskri­mi­na­tion på den fag­li­ge dags­or­den, og liv­ta­get med deres pro­ble­ma­ti­ske men udfor­dren­de pro­blem­de­fi­ni­tio­ner vita­li­se­rer den bre­de­re aka­de­mi­ske offent­lig­hed og udvi­der og nuan­ce­rer dens hori­sont.

Strømningerne har hel­ler ikke ind­til vide­re anta­get et omfang som i USA og Storbritannien, hvor can­cel cul­tu­re og andre iden­ti­tetspo­li­ti­ske magt­tek­nik­ker til under­tryk­kel­se af en fri og åben debat synes at høre til dagens uor­den. Men så meget desto stør­re grund er der for den dan­ske aka­de­mi­ske selv­re­gu­le­ring til at have et vågent øje for, om dis­se strøm­nin­ger pri­mært for­bli­ver afgræn­se­de ekko­kam­re, eller om de med tiden bre­der sig kolo­ni­se­ren­de ud over den viden­ska­be­li­ge debat som hel­hed. I sidst­nævn­te til­fæl­de vil uni­ver­si­tets­le­del­ser­ne skul­le på banen. Det vil sta­dig ikke være et anlig­gen­de for poli­ti­ker­ne – selv­om de natur­lig­vis er vel­kom­ne til at have en mening om det.

Armslængde i beg­ge ret­nin­ger

Afslutningsvis en yder­li­ge­re nuan­ce­ring og præ­ci­se­ring af for­hol­det mel­lem viden­skab og poli­tik: Værdifri viden­skab fin­des ikke. Internt i den viden­ska­be­li­ge pro­ces fore­går der hele tiden vær­di­mæs­si­ge afvej­nin­ger i valg af emne, forsk­nings­spørgs­mål, teo­ri og meto­de, rele­vanskri­te­ri­er, sam­ar­bejds­part­ne­re i prak­sis­o­ri­en­te­re­de pro­jek­ter etc., og dis­se valg kun­ne i prin­cip­pet være fal­det ander­le­des ud, hvor­for der kan siges altid at være en viden­skabs­in­tern “poli­tisk” pro­ble­ma­tik til ste­de.

Hvis forsk­nin­gen går vide­re, end hvad det­te alme­ne vil­kår inde­bæ­rer, og søger at inter­ve­ne­re bestem­men­de i den poli­ti­ske dis­kur­si­ve prak­sis, gør den sig skyl­dig i den sam­me udvisk­ning af græn­ser mel­lem dis­kur­si­ve domæ­ner som de tid­li­ge­re nævn­te fol­ke­tings­po­li­ti­ke­re – blot med mod­sat for­tegn. Hvis for­ske­re eks­pli­cit for­mu­le­rer sig ind i en mål­ret­tet poli­tisk dis­kurs og tager stil­ling i sam­fun­dets kam­pe om magt og res­sour­cer, for­mu­le­rer de sig sam­ti­dig auto­ma­tisk ud af den viden­ska­be­li­ge dis­kurs og den­nes auto­no­me betyd­nings­rum og frirum for radi­ka­le tan­ke­eks­pe­ri­men­ter og fag­ligt kva­li­fi­ce­ret kri­tik. De pla­ce­rer sig i poli­tik­kens dis­kur­si­ve felt, hvor deres ind­læg – hvor fag­ligt kva­li­fi­ce­ret det end måt­te være – blot får sta­tus af én til­fæl­dig poli­tisk mening blandt alle de andre, der i den­ne dis­kur­si­ve kon­tekst prin­ci­pi­elt gæl­der som lige så gode. I den­ne posi­tion invi­te­rer man lige­frem poli­ti­ke­re med sym­bol­po­li­tisk pro­fi­le­rings­be­hov til at tage ini­ti­a­ti­ver som det, der blev beskre­vet ind­led­nings­vis, og man stil­ler sig for­svars­løst til rådig­hed som objekt for den dif­fu­se vre­de, der ytrer sig i shit­storme og chi­ka­ne på de såkald­te soci­a­le medi­er.

Armslængdeprincippet gæl­der natur­lig­vis beg­ge veje. Ligesom poli­ti­ke­re helt legi­timt kan kri­ti­se­re forsk­ning i et poli­tisk anven­del­ses­per­spek­tiv, men skal hol­de sig fra at blan­de sig i, hvad der er god viden­skab, kan for­ske­re helt legi­timt kri­ti­se­re det fag­ligt-sag­li­ge grund­lag for poli­ti­ske ini­ti­a­ti­ver og beslut­nin­ger, påpe­ge poten­ti­el­le, ube­ly­ste kon­se­kven­ser og frem­læg­ge ana­ly­ser, der blot­læg­ger alter­na­ti­ve mulig­he­der og per­spek­ti­ver. Som for­ske­re er vi også del­ta­ge­re i sam­funds­de­bat­ten, men vi er det på den viden­ska­be­li­ge dis­kurs’ præ­mis­ser, og vi skal ikke bil­de os ind, at vi skal bestem­me, hvil­ke beslut­nings­mæs­si­ge kon­se­kven­ser vores viden skal have. Det er op til den alme­ne demo­kra­ti­ske debat og til syven­de og sidst til den poli­ti­ske beslut­nings­pro­ces.