Hvem forventer vi vil redde os, når den ukontrollerbare biologi truer menneskeheden? Er det den modige politiske leder, der med få oplysninger og knap tid tager de beslutninger, der er nødvendige? Eller er det forskeren, videnskabspersonen, der utrætteligt arbejder på en ny vaccine og forsøger at skære igennem over for de nølende regeringer, der har andre interesser end sand- og sundheden? Svaret vil aldrig være entydigt og vil afhænge af mange ting, for eksempel hvilket “os” vi taler om. Fælles for spørgsmålene er dog, at de peger på problemstillinger ift. videnskabens rolle i samfundet; en problemstilling, der på ingen måde er ny, men er mere aktuel end nogensinde i forbindelse med en global pandemi- og klimakrise. Hvad er forskerens rolle i krisen?
Videnskabsretorikeren Leah Ceccarelli har tidligere forsøgt at svare på spørgsmålet om videnskabspersonens etos – dvs. de karaktertræk, som offentligheder knytter til forskeren. Hun sporede, i en artikel fra 2016, en angst i den brede offentlighed, der er knyttet til hidtil ukendte bio-truslers ødelæggelse af civilisationen; en potentielt dødelig virus, eksempelvis.1Leah Ceccarelli, “Scientific Ethos and the Cinematic Zombie Outbreak: Science in Fictional Narratives”, MÈTODE Science Studies Journal 6, (2016): 107–113, University of Valencia. Ceccarelli har behandlet videnskabspersonens retoriske etos ved mange lejligheder – se f.eks. Frontiers of Science: An … Continue reading Ceccarelli ser dette udtrykt i en bølge af zombiefilm i verdens biografer i det 21. århundrede. Hendes interesse er at spore videnskabspersonen som figur i tre af disse film – World War Z (2013), 28 Days Later (2002) og I Am Legend (2007) – for at illustrere forskellige forståelser af, hvem forskeren er i “det offentlige blik”, hvori deres troværdighed består (eller mangler), og hvad vi forestiller os, at deres rolle i en global pandemi kan/bør være. Med den tyske sociolog Peter Weingart forstår Ceccarelli videnskabspersonens etos som afspejlet i og udviklet gennem billeder, klicheer og metaforer, og hun antager, ligesom Weingart, at disse fremstillinger i fiktionsfilm kan fortælle os noget om videnskabens position i samfundet.2Peter Weingart, “Of power maniacs and unethical geniuses: Science and scientists in fiction film”, Public Understanding of Science 12, (2003) De fiktionsværker, som vi i dag forbruger på stor skala, må indeholde forståelser af verden, som ræsonnerer hos deres publikum, for at opnå deres brede appel. Den vestlige kultur, pointerer Weingart, er præget af dybe narrativer og myter om videnskabens funktion i vores liv, og disse narrativer og myter går i sagens natur forud for den enkeltes verdensopfattelse og eksplicitte holdninger. Fiktionsfilm er med andre ord nødsaget til at reflektere populærkulturelle opfattelser af verden for at få udbredt succes, og disse karakteristikker af verden i filmene taler så igen tilbage til publikums opfattelser osv. i en slags vekselvirkning. Derfor kan populære kulturprodukter give os et blik på, hvordan vi opfatter samfundets indretning, som man ikke ville kunne få ved f.eks. at udføre en spørgeskemaundersøgelse. Jeg påstår ikke, at film og serier er det nødvendigvis bedste, eller det eneste, sted at kigge efter den offentlige opfattelse af videnskabspersonen i samfundet, blot at det er et oplagt sted at kigge. Ved at gøre dette kan humanistiske videnskaber, såsom retorikken, tilgå virkeligheden “før virkeligheden selv”.
Denne antagelse om populærkulturelle værkers afspejling og opretholdelse af offentlighedens forståelse af videnskabspersonens rolle i samfundet, samt Ceccarellis fokus på biologiske katastrofefilm i denne forbindelse, er kun blevet mere nærværende og interessant i skrivende stund, hvor en pandemi rent faktisk hærger det meste af verden, og forskere pludselig er nogle af de centrale aktører i kampen mod COVID-19. Så hvis vi godtager antagelsen om, at populære fiktionsværker kan fortælle os om forholdet mellem videnskab og samfund, og forskerfigurens placering heri, hvilket biografsæde skal vi så sætte os i for at forstå, hvordan videnskabspersonens etos ser ud umiddelbart forud for coronapandemien?
Jeg foreslår, at vi ikke sætter os i en biograf, men foran vores egne tv-/laptop-skærme og streamer HBO’s Chernobyl-miniserie, der udkom i maj 2019, og som bygger på historiske hændelser, nemlig hændelserne op til og (især) efter nedsmeltningen af atomkraftværket i Tjernobyl i Sovjetunionen i 1986. Måske netop fordi Chernobyl postulerer en forbindelse til den historiske virkelighed, samtidig med at den placerer videnskabspersonen som sin vigtigste figur, kan der være gode grunde til at se på netop denne karakteristik af videnskabspersonens opgave i en katastrofesituation – at lede efter videnskabspersonens etos netop i dette populærkulturelle terræn.
Ceccarelli sporer tre slags forskerfigurer i sin nærlæsning af de tre kontemporære katastrofefilm: Videnskabspersonen som “clumsy naïve” (World War Z), “helpless victim” (28 Days Later) og “heroic savior” (I Am Legend). Den første figur er “værre end ubrugelig”, og videnskabspersonen gør ondt værre i deres klodsede forsøg på at finde løsninger på de presserende problemer. Den anden er ude af stand til at håndtere konsekvenserne af sine egne videnskabelige opdagelser, og bliver selv et offer for dem. Heroic savoir-figuren adskiller sig markant fra de første to: Han (og her er der virkelig tale om en manderolle) er eventyrlysten, handlekraftig og afbilledet i en offensiv rolle – det er ham, der handler og får tingene til at ske.
Jeg foreslår, at en nærlæsning3Her, i dette filosofisk-teoretisk orienterede tidsskrift, vil jeg ikke gå i dybden med nærlæsning som metode, men blot konstatere, at i nærlæsningen “studerer kritikeren en historisk ytring (…) nøje for at forstå dens udtryk som en kompleks helhed i en bestemt kontekst.” (Villadsen, Lisa & Iversen, Stefan: … Continue reading af Valery Legasov- og Ulana Khumjuk-karaktererne i Chernobyl snarere fremstiller videnskabspersonen som en fjerde type af videnskabsperson; nemlig som en taler, der ser sig nødtvunget til at tage bladet fra munden og sætte sig op imod det etableredes løgne – det, man med en græsk term kan kalde en parrhesiastes. Denne kan ved første øjekast minde om Ceccarellis “heroic savior”, men der er afgørende forskelle. Parrhesiastes-figuren er nok heroisk, men, som vi skal se, ikke fordi vedkommende kan sende zombier i døden med evner som en veltrænet militærmand, der påtager sig verdens skæbne, (som Will Smiths rolle i I Am Legend), men fordi vedkommende er nødtvunget orienteret mod at tale sandt – en rolle som politisk aktør, som vedkommende dybest set ikke finder sig tilpas i, men alligevel må påtage sig. I den forstand er videnskabspersonen ikke så meget en heroisk soldat, som en modvillig retorisk aktivist. Denne ændring i forskerens “cinematiske” etos kan ses som affødt af en konkret aktuel kontekst: De tre film, som Ceccarelli læser, er alle produceret og udgivet før Trumpismen og “Fake News” som breaking news, før Brexit og stærkere strømninger af nationalisme og xenofobi, dvs. før opblomstringen af den politiske (og populistiske) bevægelse af reaktionære betvivlere af muligheden for et fælles epistemologisk udgangspunkt, som nu udgør en reel magtfaktor i det globalpolitiske landskab. Min påstand er, at forskerfiguren i Chernobyl taler ind i bekymringer og problemer i denne globalpolitiske situation.
Videnskabspersonen som parrhesiastes
I den amerikanske forfatter Kurt Vonneguts roman Cat’s Cradle fra 1962 er videnskabspersonen den kyniske og grundlæggende uempatiske skaber af den atomare masseødelæggelse, som konstant lurede i koldkrigsårene. Den nobelprisvindende Dr. Felix Hoenikker, der i romanen både er far til hovedpersonen John og atombomben, betragter den første prøvesprængning ved Alamogordo, New Mexico. En kollega vender sig mod Hoenikker og konstaterer, at “nu kender videnskaben til synd”. Hoenikker spørger blot: “Hvad er synd?”.4Kurt Vonnegut, Cat’s Cradle (Penguin Books, 1962), s. 13, mine oversættelser. Videnskabspersonen er her amoralsk og livsfjern – han er optaget af videnskaben for dens egen skyld og ignorerer dens rolle i samfundet. Denne etos (som adskiller sig fra Ceccarellis moderne etos-typer, men også fra den, som jeg præsenterer i det følgende) var hyppigt forekommende i koldkrigsårene, hvor videnskabens rolle i atomvåbenproduktionen blev heftigt kritiseret, både inden for og uden for universiteterne.5For en indføring i denne konfliktlinje i relationen mellem videnskab og samfund i perioden 1945–1975 i USA, se Kelly Moore, Disrupting Science: Social Movements, American Scientists, and the Politics of the Military, 1945–1975 (Princeton University Press, 2008).
Sådan en vinkel kunne man have anlagt i en fiktionalisering af Tjernobyl-katastrofen: Atomkraft viste sig at være endnu et af videnskabens uansvarlige eksperimenter, til fare og skade for os alle.6Se Joseph Mangano, Mad Science: The Nuclear Power Experiment (OR Books, 2012), for et nyere eksempel på en lignende kritik af videnskabelig praksis i relation til kernekraftteknologi. Men det er den diametralt modsatte etos, som videnskabspersonen besidder i HBO’s Chernobyl. Her er seriens hovedkarakter (udover selve katastrofen) atomfysikeren Valery Legasov, der skildres som parrhesiastes: altså en, der taler sandhed til magten, med stor personlig risiko. Videnskabspersonen er ikke den aktive skaber af ulykken, men må føre en retorisk kamp for at overbevise lederne om, at de skal forholde sig til videnskabelige fakta og agere derefter.
I Michel Foucaults grundige analyse og problematisering af parrhesiastes-begrebet i det antikke Grækenland, får vi at vide, at parrhesia kan oversættes med “frygtløs tale”, og at en parrhesiastes i denne forstand er en person, som sætter sit eget liv på spil for at opfylde en pligt over for sine medborgere i bystaten til at tale sandt.7Michel Foucault, Fearless speech, red. Joseph Pearson (Semiotext(e), 2001). Foucault påpeger, at der synes at være fem elementer, der skal være til stede i talesituationen for at udøve rollen som parrhesiastes: Talerens oprigtighed (at fortælle, hvad du ved), sandhed (at fortælle det, som du ved er sandt), risiko eller fare (du taler sandt, selvom det kan bringe dig selv i fare), kritik (at kritisere dem, der har magt over dig (og dine medborgere)) og pligt (at føle sig forpligtet til at fortælle sandheden på trods af risikoen).8Foucault, Fearless speech, 11–20 En parrhesiastes er altså en autentisk orator, der taler sandhed til og på trods af magten; en karakter, der føler sig kaldet mod sandheden, og ikke kan lade være med at levere den, selvom det bringer hele ens position, og i yderste instans ens liv, i fare. På sin vis er den “frygtløse taler” ikke en passende oversættelse, for det kan jo netop være ved at overvinde frygten, at tale på trods af den, at en parrhesiastes opfylder sin pligt. I lærebogen Retorik til Herennius (ofte tilskrevet Cicero, men af ukendt ophav) hedder det: “Det er talefrihed [licéntia]9Den latinske term for parrhesia. når man med dem som tilhørere som man bør respektere eller frygte, alligevel bruger sin ret til at sige noget som viser at man virkelig kritiserer dem eller nogen som de holder af, for en fejl de har begået … “10Retorik til Herennius, oversat af Søren Hindsholm (Gyldendal, 1998), 4. bog, 48, 164. I det følgende vil jeg vise, hvordan videnskabspersonen – i form af Legasov- og Khumjuk-karaktererne – netop skildres i en sådan parrhesiastes-rolle i Chernobyl.
“What is the cost of lies?”
Valery Legasov (1933–1988) var professor i kemi og vicedirektør for Kurtjatov-instituttet for atomenergi. Som det afbilledes i HBO’s miniserie spillede han en rolle (muligvis mere centralt i tv-dramet end i virkelighedens verden) i håndteringen af den nationale og internationale krise, der fulgte efter at reaktor nr. 4 i Tjernobyl-kernekraftværket sprang i luften 26. april 1986 og spredte radioaktiv stråling, der den dag i dag gør området ubeboeligt, og som (formentlig) resulterede i mange tusinde menneskers død (det officielle dødstal forbliver, som vi også får at vide i det afsluttende afsnit af serien, 31). I serien bliver han “taget på sengen” af et opkald fra Boris Shcherbina, viceformand for det sovjetiske ministerråd, kl. 07.01. Med morgentrætte øjne og i undertrøje bliver han indkaldt som ekspert på RBMK-reaktorer på Mikhail Gorbatjovs ulykkeskommission.
Således kastes videnskabsmanden Legasov ind i en katastrofe, hvis omfang endnu for ham er ukendt og for unionens ledere uerkendt. Men serien lægger dog ud med det lydbånd som Legasov (også den historiske) optager alene i kælderen i sit hus, præcis to år efter ulykken – vi ser ham afslutte sin fortælling om, hvad der virkelig skete, gemme båndet i en gyde, hvorefter han (også den historiske) hænger sig selv – efter at være frataget al indflydelse på sit institut og dermed leve en indholdsløs skyggetilværelse, hvor hans krop nedbrydes som følge af de store mængder stråling, som han er blevet udsat for to år forinden i arbejdet med katastrofen. Det er også denne scene, som miniserien afsluttes med, og det er her Legasov, der har mistet alt i sandhedens navn, meddeler sig til omverdenen:
What is the cost of lies? It’s not that we’ll mistake them for the truth. The real danger is that if we hear enough lies, then we no longer recognize the truth at all. What can we do then? What else is left but to abandon even the hope of truth and contend ourselves instead with stories?
Og i det sidste afsnit, som voice-over mens Legasov køres bort fra den skueproces, hvor han netop har “talt over sig” og gået imod myndighedernes bekvemme officielle fortælling, afsluttes båndet:
To be a scientist is to be naïve. We are so focused on our search for truth, we fail to consider how few actually want us to find it. But it is always there, whether we see it or not, whether we choose to or not. The truth doesn’t care about our needs or wants. It doesn’t care about our governments, our ideologies, our religions. It will lie in wait for all time. And this, at last, is the gift of Chernobyl. Where I once would fear the cost of truth, now I only ask: What is the cost of lies?
Legasov – den naive og stædige videnskabsmand, der ser alting klart og ikke kan holde sig tavs – betaler den ultimative pris med sit liv. Men i sin egenskab af videnskabsperson var han nødt til at gøre det. Det ser vi i andet afsnit, hvor han for første gang er indkaldt til møde i ulykkeskommissionen. Her fortæller partiets mand Shcherbina, at alt er under kontrol, og at strålingen blot svarer til at få røntgenfotograferet sine lunger. Legasov, der få øjeblikke forinden har læst ulykkesrapporten, kan ikke lade være med at slå begge håndflader i bordet, da mødet erklæres ophævet:
No!
Reaktionen er instinktiv, han ved med det samme, at han har gjort et brud på situationens dekorum. Men nu er han fanget og må fortsætte:
Um… we can’t ajourn.
Han får besked på, at han kan tage eventuelle indvendinger op med Shcherbina, men Legasov kan ikke holde sandheden indenbords:
I can’t. I’m sorry, I’m so sorry.
Derefter går han i gang med at forklare, hvordan det hele faktisk hænger sammen. Anklaget for uproduktiv alarmisme insisterer han:
It’s not alarmist if it’s a fact!
Videnskaben samlet i én karakter
Side om side med Legasov optræder en anden karakter: Ulana Khomjuk fra det hviderussiske Institut for atomenergi. Hun er dog ikke, som Legasov, en faktisk eksisterende historisk person, men i stedet videnskaben som sådan samlet i én stædig, nævenyttig, selvopofrende parrhesiates-figur med menneskehedens ve og vel som sin eneste dagsorden. Videnskaben er, i Khomjuk, en aktivistisk orator – der heroisk kæmper sig frem på trods af afsindigt dårlige betingelser for at blive hørt. Det får vi at vide i teksterne, der kører over skærmen, da sidste afsnit finder sin afslutning:
Legasov was aided by dozens of scientists who worked tirelessly alongside him at Chernobyl. Some spoke out against the official account of events and were subject to denunciation, arrest and imprisonment. The character of Ulana Khomjuk was created to represent them all and to honor their dedication and service to truth and humanity.
Vi finder første gang Khomjuk i aktion i denne kamp mod det politiske system på kommunistpartiets hovedkontor i Minsk, kort tid efter hun er blevet bekendt med ulykken. Her konfronterer hun vicesekretær Garanin, som hun vil have til at skride til handling:
Garanin: I must tell you, this is why no one likes scientists. When we have a disease to cure, where are they? In a lab, noses in their books, and so Grandma dies. But when there isn’t a problem, they’re everywhere, spreading fear.
Khomjuk: I know about Chernobyl.
Dernæst forklarer Khomjuk, hvad hun ved, og hvordan det hænger sammen – og fortæller, at byen skal evakueres. Men Garanin, den politiske elites repræsentant, bider ikke på:
Garanin: Yes, very good. There has been an accident at Chernobyl. But I’ve been assured that there is no problem.
Khomjuk: I’m telling you that there is.
Garanin: I prefer my opinion to yours.
Khomjuk: I’m a nuclear physicist. Before you were Deputy Secretary, you worked in a shoe factory.
Garanin: Yes, I worked in a shoe factory. And now I’m in charge.
På vejen ud giver Khomjuk Garanins sekretær nogle jod-piller, og opfordrer hende til at tage så langt østpå som muligt. Khomjuk er på den almindelige borgers side, modsat lederne.
Khomjuk og Legasov har flere gange i serien samtaler om, hvordan de bør forholde sig til deres pligt over for sandheden, der hører med til at være forsker. Da Khomjuk arresteres, af udefinerede årsager, mødes de to videnskabsfolk i hendes fængselscelle, da Legasov kommer for at få hende løsladt. Han opfordrer hende til at fortsætte kampen for sandheden, på trods af konsekvenserne:
Legasov: I don’t want to do this anymore. I want to stop. But I can’t. I don’t think you have a choice any more than I do. I think, despite the stupidity, the lies, even this… you are compelled. The problem has been assigned, and you will stop at nothing until you find an answer. Because that is who you are.
Khomjuk: A lunatic, then.
Legasov: A scientist.
Senere i Legasovs hus, forud for den skueproces, der skal placere ansvaret alle andre steder end hos staten, er rollerne byttet om. Her er det Legasov, der tvivler, og Khomjuk, der husker ham på sin pligt til at tale sandhed til magten:
Khomjuk: At the trial, you’re going to tell the truth. You’re going to convince the jury.
Legasov: It’s a show trial. The jury’s already been handed their verdict.
Khomjuk: I’m not talking about them. The Central Committee have invited members of the scientific community to observe the trial. Our colleagues, from Kurchatov, from Sredmash, from Minenergo. They will be sitting in the crowd listening to every word you say. A jury that only we know is there. And when your testimony arrives at the moment of the explosion? That is when our jury will finally hear the truth.
Legasov: And do what with it?
Khomjuk: Insist on reform. Not just to the RBMK, but the entire industry.
Legasov: No, no, no, no, no.
Khomjuk: They can’t function without us.
Legasov: No, no, no. Do you know what happened to Volkov, the man whose report you found? They just removed him from his position at the Institute. Sacked for the crime of knowing. And you think that these scientists, handpicked to witness a show trial, will somehow be stirred into action by me? Because of some heroic stance I take in defiance of the State?
Khomjuk: Yes.
Legasov: Why?
Khomjuk: Because you’re Valery Legasov, and you mean something. I’d like to think that if I spoke out, it would be enough. But I know how the world works.
Legasov: They will shoot me, Khomjuk.
Khomjuk: You told me to find out what happened. I spoke to dozens of people. Every word they said, I wrote down. All in these books. These are the ones who are still alive. These are the ones who are dead. They died rescuing each other. Putting out fires, tending to the wounded. They didn’t hesitate, they didn’t waiver. They simply did what had to be done.
Legasov: So have I. So have I. I went willingly to an open reactor. So I’ve already given my life. Isn’t that enough?
Khomjuk: No, I’m sorry, but it is not.
Legasov ender med at gå “all in” og betale prisen for sandheden ved skueprocessen:
Dommer: Professor Legasov, if you mean to suggest that the Soviet State is somehow responsible for what happened, then I must warn you, you are treading on dangerous ground.
Legasov: I’ve already trod on dangerous ground. We’re on dangerous ground right now, because of our secrets and our lies. They’re practically what define us. When the truth offends we lie and lie until we can no longer remember it is even there. But it is still there. Every lie we tell incurs a debt to the truth. Sooner or later that debt is paid. That is how an RBMK reactor core explodes. Lies.
Hvem har fordel af videnskabens parrhesiastes-etos?
Som jeg har argumenteret for her, ser vi i Chernobyl forskeren som parrhesiastes-figur, og min påstand er, at det er en figur med stærk tilstedeværelse forud for den nuværende globalpolitiske krisesituation.
Videnskaben er her afbilledet i en defensiv position. Dermed er det ikke en handlekraftig og muskuløs “heroic savior”-etos, videnskabspersonen besidder, eller for den sags skyld en “profetisk etos”, hvor videnskaben driver verden fremad mod nye erkendelser og bedre liv.11Lynda Walsh, Scientists as Prophets: A Rhetorical Genealogy (Oxford University Press, 2013). Det er en parrhesiastes-etos, hvor videnskabspersonens rolle er hele tiden at modstå politisk pres til at skjule sine sandheder og tale usandt. Min påstand om, at videnskabspersonens etos i stigende grad forstås som en parrhesiastes-etos bakkes op af et blik på flere tendenser i de senere år: Videnskabsfolk går på gaden i millionvis i forbindelse med March for Science-kampagnen; Science for the People-bevægelsen, der udsprang af anti-krigs-aktivismen i 1960’erne og ‑70’erne, er blevet genoplivet; Scientific American har for første gang i sin 175-årige historie opfordret til at stemme på en præsidentkandidat (Joe Biden) frem for den siddende (Donald Trump).12The editors, “Scientific American Endorses Joe Biden”, Scientific American, 1. oktober 2020. Scientist-citizen-figuren,13“The scientist citizen” er en udvikling og udløber af begrebet “citizen science”, hvor borgere ikke blot skal informeres om videnskabens resultater, men selv skal spille en aktiv rolle i produktionen af forskning, for eksempel i indsamling af data. (Se f.eks. Trisha Gura, “Citizen science: Amateur experts”, Nature 496, (2013): … Continue reading som bliver nødt til at tale, som ikke kan forblive upartisk, selvom den helst ville, og som er villig til at ofre den autoritet en sådan værdi-neutral forklædning tilbyder, er ikke længere fremmed og forkert, men bliver, omend det stadig er kontroversielt, ofte ligefrem fremelsket og ophøjet – både inden for og uden for forskningsmiljøerne. Som epidemiolog Tine Jess fortalte i et særtillæg om videnskab i Information tidligere i år om sin deltagelse ved den første danske March for Science i 2017: “For mig at se er det ikke en modsætning at være aktivist for oplysningen, samtidig med at man er forsker. (…) Hvis der blev afholdt en march i dag, ville jeg gå med igen, for spørgsmålet er ikke blevet mindre relevant. Den aktuelle coronakrise viser med al tydelighed, hvordan videnskabelig evidens ikke nødvendigvis danner grundlag for politiske beslutninger.”
Bagsiden af denne forskeretos’ tilstedeværelse i den offentlige bevidsthed – hvis den er til stede på den måde, jeg påstår – er, som det ofte er med videnskabens stærkeste kort,14Filosoffen Robert Crease har i The Workshop and the World: What Ten Thinkers Can Teach Us About Science and Authority (W. W. Norton & Company, 2019) peget på netop dette fænomen. Ifølge Crease er det de samme aspekter, som gør videnskab succesfuld (f.eks. tendensen til at betragte problemer abstrakt, at arbejde med usikkerhed i … Continue reading at den kan benyttes af konspirationsteoretikere, der ønsker at afsløre “den store løgn”, som ganske få magtfulde mennesker har orkestreret og skjuler for den naive fåreflok, folket; dvs. man undgår en egentlig magtkritik, og i værste fald erstatter man en sådan med en klodset og fordrejet “skepticisme”, der står i vejen for substantiel kritik af videnskabens rolle i vores samfund og de interesser, der påvirker den i negativ retning. Det ser man, når influencere deler videoer med læger, der “står frem” og fortæller om, hvordan COVID-19 er en “hoax”, eller at den er harmløs, og hvordan vores ledere fører os bag lyset. Disse konspirationsteoretikere fremhæver netop (ganske få udvalgte) videnskabspersoners etos som en parrhesiastes-etos. Hvor typer som Vonneguts Dr. Hoenikker bare har sandhed og ikke er interesseret i at den bruges til kritik af nogen magt, har sådanne typer det omvendte problem – kritik uden sandhed bagved. Konspirationsteoretikeren påstår netop: Det er min videnskabsperson, der er Legasov, og bare fordi min Legasov går imod “systemet”, betyder det ikke, at han taler usandt – snarere tvært imod.
Der ligger altså en opgave i, hvordan man skelner egentlig parrhesia fra forfejlet. Og i efterdønningerne fra coronakrisen vil vi for alvor få at se, om, og på hvilken måde, det var den radioaktivistiske forsker, der endte som den modvillige helt.
| 1. | Leah Ceccarelli, “Scientific Ethos and the Cinematic Zombie Outbreak: Science in Fictional Narratives”, MÈTODE Science Studies Journal 6, (2016): 107–113, University of Valencia. Ceccarelli har behandlet videnskabspersonens retoriske etos ved mange lejligheder – se f.eks. Frontiers of Science: An American Rhetoric of Exploration and Exploitation, (Michigan State University Press, 2013). |
| 2. | Peter Weingart, “Of power maniacs and unethical geniuses: Science and scientists in fiction film”, Public Understanding of Science 12, (2003) |
| 3. | Her, i dette filosofisk-teoretisk orienterede tidsskrift, vil jeg ikke gå i dybden med nærlæsning som metode, men blot konstatere, at i nærlæsningen “studerer kritikeren en historisk ytring (…) nøje for at forstå dens udtryk som en kompleks helhed i en bestemt kontekst.” (Villadsen, Lisa & Iversen, Stefan: “Nærlæsning”, i Bengtsson, Iversen og Berg: Retorik og metode, Samfundslitteratur, 2020, s. 29). Samtidig ser jeg den opmærksomme og kritiske læsning af en kulturel tekst, i bred forstand, i en bestemt situation/kontekst som den gængse hermeneutiske fremgangsmåde inden for humaniora. For en mere detaljeret beskrivelse af den retorisk-kritiske nærlæsning, se f.eks. Michael Leff, “Textual criticism: The legacy of G.P. Mohrmann”, Quarterly Journal of Speech 72, (1986): 377–389 eller James Jasinski, “Close reading”, s. 91–97 i Sourcebook on Rhetoric (SAGE, 2001). |
| 4. | Kurt Vonnegut, Cat’s Cradle (Penguin Books, 1962), s. 13, mine oversættelser. |
| 5. | For en indføring i denne konfliktlinje i relationen mellem videnskab og samfund i perioden 1945–1975 i USA, se Kelly Moore, Disrupting Science: Social Movements, American Scientists, and the Politics of the Military, 1945–1975 (Princeton University Press, 2008). |
| 6. | Se Joseph Mangano, Mad Science: The Nuclear Power Experiment (OR Books, 2012), for et nyere eksempel på en lignende kritik af videnskabelig praksis i relation til kernekraftteknologi. |
| 7. | Michel Foucault, Fearless speech, red. Joseph Pearson (Semiotext(e), 2001). |
| 8. | Foucault, Fearless speech, 11–20 |
| 9. | Den latinske term for parrhesia. |
| 10. | Retorik til Herennius, oversat af Søren Hindsholm (Gyldendal, 1998), 4. bog, 48, 164. |
| 11. | Lynda Walsh, Scientists as Prophets: A Rhetorical Genealogy (Oxford University Press, 2013). |
| 12. | The editors, “Scientific American Endorses Joe Biden”, Scientific American, 1. oktober 2020. |
| 13. | “The scientist citizen” er en udvikling og udløber af begrebet “citizen science”, hvor borgere ikke blot skal informeres om videnskabens resultater, men selv skal spille en aktiv rolle i produktionen af forskning, for eksempel i indsamling af data. (Se f.eks. Trisha Gura, “Citizen science: Amateur experts”, Nature 496, (2013): 259–261). Scientist citizen-begrebet vender denne idé på hovedet og plæderer for, at videnskabspersonen skal engagere sig i samfundets problemer ligeså meget som borgeren skal engagere sig i videnskaben. Se Pamela Pietrucci og Leah Ceccarelli, “Scientist Citizens: Rhetoric and Responsibility in L’Aquila”, Rhetoric & Public Affairs 22, no. 1 (2019): 95–128. |
| 14. | Filosoffen Robert Crease har i The Workshop and the World: What Ten Thinkers Can Teach Us About Science and Authority (W. W. Norton & Company, 2019) peget på netop dette fænomen. Ifølge Crease er det de samme aspekter, som gør videnskab succesfuld (f.eks. tendensen til at betragte problemer abstrakt, at arbejde med usikkerhed i stedet for absolutter, og at videnskabelige institutioner er forbundet til den politiske sfære), som også gør den sårbar for “science denialists”. |
