Hvordan skal vi tænke grænserne for politisk handling og magt? Denne artikel er et forsøg på politisk grænsetænkning under den kapitalistiske klassestruktur. Kapitalens strukturelle magt sætter grænser for det politiskes magt og staten som “instrument” for radikal transformation af samfundet ved at presse den politiske og bureaukratiske elite til med god grund at fravælge antikapitalistiske politikker og tilvælge prokapitalistiske.1Hvordan kapitalen konkret sætter grænser for det politiske i en given historisk konjunktion er i sagens natur et empirisk spørgsmål. Mit primære ærinde i denne artikel er dog at fremsætte en mere generel marxistisk teori om kapitalens strukturelle magt som en vej til at forstå grænserne for staten og regeringens … Continue reading En regering, som derfor kommer til magten med et radikalt reformprogram og en postkapitalistisk vision for en social og økologisk transformation af samfundet, vil møde kapitalens disciplinerende effekter i form af kapitalflugt og kapitalstrejke. Det betyder dog ikke, at der ikke består et politisk valg, men det kræver politisk forberedelse, massemobilisering og organisering. En pointe, som jeg vender tilbage til i artiklens afslutning.
Omend strukturel magtanalyse har fået en fornyet interesse siden finanskrisen i 2007/8, er der i den variant, som jeg vil fremhæve i artiklen, noget godt gammeldags over den.2Manolis Kalaitzake skelner mellem den gamle og den nye strukturelle magtanalyse, hvor den første ofte er forankret i en marxistisk teoretisk ramme og er på et relativt højt abstraktionsniveau, da den analytisk foregår på makroniveau. Se “Structural Power without the Structure: A Class-Centered Challenge to New … Continue reading Det kan derfor måske virke utidssvarende, for eksempel hvis man spørger Lars Tønder. Han er i bogen Om magt i den antropocæne tidsalder fortaler for en nymaterialistisk magtteori. Han påpeger, at alle hidtidige magtteorier er mangelfulde, da “den måde, som samfundsvidenskaberne normalt har grebet magtanalysen an på, ikke længere passer på den virkelighed, som udøvelsen af magt i dag opererer inden for”.3Lars Tønder, Om magt i den antropocæne tidsalder (Djøf Forlag, 2020), 16. Denne virkelighed er den antropocæne tidsalder, hvor menneske og natur er blevet så sammenviklet, at vi ikke længere analytisk kun kan tilgodese menneskelig magt.
Tønders teori er eksplicit et opgør med den “sociocentriske bias” i samfundsvidenskabernes magtforståelse og ikke mindst det økonomiskes forrang: “I stedet for at antage, at økonomiske interesser altid er de vigtigste, må vi først undersøge, hvilke ‘sammenfiltringer’ af menneskeligt og ikke-menneskeligt liv disse interesser er udtryk for”.4Tønder, Om magt, 17. Han kritiserer (øko-)marxismen for sin økonomiske reduktionisme, hvor den giver ensidig forrang til økonomiske forhold: “En sådan rangordning [det økonomiskes forrang] er ikke bare analytisk reduktionistisk, men virker også selvmodsigende, især fordi økonomiske forhold ikke er den eneste kraft, der er på spil, når vi skal forstå og modvirke konsekvenserne af klimakrisen og andre vigtige samfundsudfordringer”.5Tønder, Om magt, 170. Marxister reducerer altså, ifølge Tønder, “den materielle virkelighed til økonomiske forhold.”6Tønder, Om magt, 170–71.
Men behøver det, at marxismen med Ralph Milibands ord ser “ ‘den økonomiske base’ som et udgangspunkt, som noget der kommer i første instans”, at være ensbetydende med en analytisk reduktionisme? Ideen om forrang, for at forblive hos Miliband, “konstituerer en vigtig og oplysende rettesnor; ikke en analytisk spændetrøje”.7Ralph Miliband, Marxism and Politics (Oxford University Press, 1977), 8. Men hvordan og hvor denne forrang determinerer og betinger det politiske og hvor den ikke gør, er det, som vi må undersøge. Herved siges netop ikke, at økonomiske forhold er den eneste kraft på spil – det politiske kan og yder naturligvis også sin indflydelse på det økonomiske – men kun, at det er en central faktor i at forstå politik. Alt dette kan lyde rimelig lige til og selvfølgeligt, men det er nødvendigt at fremhæve, fordi én konsekvens af Tønders kritik er, at han lidt for nemt abstraherer fra den faktiske kapitalistiske produktionsmåde, når han taler om magt. Jeg vil derfor vove den påstand, at der er noget paradoksalt over Tønders magtteori: I det punkt, hvor den vil overskride den “sociocentriske bias”, tenderer den mod at blive “social vægtløs”.8Lois McNay, The Misguided Search for the Political (Polity, 2014). Det burde dog være muligt at forene en mere økologisk bevidst og centreret magtanalyse med den strukturelle og økonomiske, men det er ikke mit ærinde her.
En nymaterialistisk teori som Tønders går for langt i sin udgrænsning af det økonomiske, og dermed klasseforhold, og mister en alt for central del af vores virkelighed af syne: den måde, som store multinationale selskaber og finansielle aktører hver dag indirekte udøver deres magt over regerings- og statspolitik, og derved sikrer de sociale betingelser for deres egen fortsatte reproduktion og ekspansion – på bekostning af mennesker, natur og klima. Eller sagt på en anden måde: Hvis en magtteori ikke også kan forklare, hvordan økonomiske aktører udøver magt i samfundet, hvor stor en forklaringskraft har den så? Jeg vil i resten af teksten modsat Tønder ikke “gå et skridt eller to videre” i magtanalysen, som han ynder at sige, for at inddrage det ikke-menneskelige, men derimod træde et kun alt for menneskeligt skridt tilbage og fastholde, at fordi vi stadig lever under en kapitalistisk klassestruktur, må vi aldrig tage blikket fra kapitalens strukturelle magt og den måde, som den udøver en grænsebestemmende funktion i forhold til politisk og statslig handling.
Strukturel magt og kapitalstrejke
Strukturel magt betegner ifølge Kalaitzake “erhvervslivets kapacitet til at udøve indirekte indflydelse over offentlig politik i kraft af, at investeringsbeslutninger overvejende træffes af private kapitalejere inden for et kapitalistisk system”.9Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 655. Fordi private virksomheder har monopol over investeringer i en kapitalistisk økonomi, må regeringspolitikere og embedsmænd hele tiden forhandle tilstrømningen af privat kapital i økonomien. Denne form for betingelse og begrænsning “gælder for alle politikere – uanset hvem deres vælger er, hvor de får deres kampagnefinansiering fra, eller hvad deres politiske filosofi er”.10Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, “Capital Strike as a Corporate Political Strategy: The Structural Power of Business in the Obama Era”, Politics and Society, Vol. 46, nr. 1 (2018): 3–28.
Den mest basale form for udøvelse af strukturel magt er “kapitalflugt” eller afinvestering, hvor store multinationale selskaber kan vælge at flytte produktive investeringer til andre lande. Dette kan ske helt automatisk, hvis markedsvurderingen fra virksomheder eller finansielle aktører er sådan, at de ikke længere ser en stor nok fortjeneste (profit) ved at producere eller investere i et givent markedsområde, som når efterspørgslen efter et produkt falder.11Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 664–665. Afinvestering baserer sig her på markedsbetingelser.12Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, Levers of Power (Verso, 2020), 3.
Kapitalflugt kan dog også tage andre former, såsom en mindre efterspørgsel efter statsobligationer, dvs. hvor investorer er mindre villige til at låne til det pågældende land og renterne på statslån stiger. Eller finansielle institutioner som banker kan gøre det sværere at optage lån eller helt undlade at låne til virksomheder og forbrugere i det pågældende land eller flytte aktiver til andre lande.13Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 683. Alt sammen har det betydning for et lands økonomiske aktivitet og beskæftigelsestal og dermed sociale (u)orden. Man kan derfor sige, at den politiske opmærksomhed overfor afinvestering er blevet “quasi-institutionaliseret” i form af en vedvarende forpligtelse til at sikre “erhvervstillid” eller et gunstigt investeringsklima. Det relaterer sig ikke bare til virksomheders forventninger om fremtidig profit igennem et givent marked, men dækker også mere bredt over “virksomheders forventninger til regeringers fremtidige handlinger på tværs af mange forskellige politikområder”.14Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 8.
Som indikeret i Kalaitzakes definition, virker denne magt og sikringen af erhvervstillid primært indirekte ved at udelukke visse antikapitalistiske politikker på forhånd. Visse politikker bliver slet ikke overvejet og diskuteret i kraft af visheden om, at erhvervslivet vil yde stor modstand.15Young et al., Levers of Power, 4. Det vender jeg tilbage til senere i artiklen. Først skal vi dog se på et eksempel, hvor denne magt blev udtrykt mere direkte og bevidst i form af en kapitalstrejke, hvor afinvestering bruges som et magtredskab i en bevidst politisk strategi for at tvinge en regering til at ændre dens politik ved specifikt at gøre reinvestering betinget af politikker, der i højere grad tilgodeser erhvervslivet.16Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 6.
I 2009, da Obama-administrationen diskuterede forskellige reformpolitiske tiltag for regulering af finanssektoren efter finanskrisen i 2007/8, som eksempelvis gjaldt en ændring af kapitalratioen – altså hvor meget kapital en bank må udlåne relativt til den kapital, som den har til at dække disse – blev de mødt med en eksplicit kapitalstrejke fra finanskapitalen. På trods af Ben Barnankes og den amerikanske centralbanks redningsprogram (TARP, Troubled Asset Relief Program), hvis hensigt eksplicit var at genetablere erhvervstillid ved i en tretrinsstrategi først at yde lån til bankerne for at sikre deres finansielle sundhed, som dernæst ville genskabe bankernes og andre investorers tillid til økonomien, hvilket tilslut ville betyde, at bankerne ville forny deres kapitalstrømme til private forbrugere og virksomheder. Denne strategi brød sammen allerede efter første trin, da afinvesteringen, som i første omgang var affødt af subprime-krisen (den høje tvangsaktionsrate), fortsatte efter redningen af bankerne. Dette skete ifølge Young og kollegaer fordi finanskapitalen så en mulighed for at bruge krisen til at “afkræve flere indrømmelser fra regeringen før den ville lette sin kapitalstrejke mod det lokale erhvervsliv og almindelige borgere”. I en art klassesolidarisk handling udøvede industri- og finanskapitalen en massiv kapitalstrejke ved kollektivt at tilbageholde over én trillion dollars (over 6.300 milliarder kroner) i investeringskapital. Det handlede eksplicit for investorer, de store industrielle virksomheder og finansinstitutioner om erhvervstillid: hvorvidt man kunne være sikker på, at de af Obama-administrationen diskuterede skatte‑, finans‑, miljø- og sundhedsreformer ikke ville mindske virksomhedernes profitindtjening.17Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 10.
Obama-administrationen tilbød forskellige indrømmelser for at sikre en tilbagevenden af kapitalstrømme: fortsættelse af den tidligere administrations skattelettelser til de rigeste; udnævnelse af embedsmænd, som var mere lydhøre over for erhvervslivets interesser; fortsat deregulering; aggressiv promovering af eksportsektoren og oversøiske investeringer. Samtidig, og endnu mere vigtigt, blev spørgsmålet om nationalisering af og offentlig kontrol med banker samt bankers størrelse helt taget af bordet som en politisk mulighed. Og det af gode grunde, da den form for politisk handling de facto ville have gjort indhug i kapitalens egen kontrol med kapitalstrømme i form af indskrænkning af brugen af investeringskapital og investeringsbeslutninger.18Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12–15. Modstanden var derfor forventelig, da det netop er kapitalens selvsamme kontrol med kapitalstrømme (investeringer), som sikrer dens strukturelle magt. En indskrænkning i kapitalens ret til at flytte kapital rundt, dens ejendomsret, ville være et de facto angreb på denne magt. Eksemplet viser derfor, hvordan kapitalens “kontrol over investeringer giver kontrol over politik”, som Young og kollegaer præcist beskriver det.19Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20.
Vi er nu gået direkte ind i hjertet af problemet med kapitalens magt, nemlig hvordan den sætter grænser for politiske reformer. Det, som jeg gerne vil bruge resten af artiklen på, er mere tydeligt at eksplicitere de strukturelle betingelser for udøvelsen af denne magt. Det vil i første omgang betyde en lille omvej omkring mulighedsbetingelserne for denne magt: det kapitalistiske samfunds klassestruktur og hvordan denne påvirker private virksomheder til at indtage en bestemt holdning (normativ orientering) og en bestemt adfærd (profitmaksimering). Strukturel magt er med andre ord bestemt af klassestrukturen. Pointen med en strukturel analyse af klasse og videre af kapitalens strukturelle magt er at lokalisere de strukturelle mekanismer, hvis kausalitet udøver en afgørende indflydelse på aktørernes bevidste valg ved at give dem gode grunde til at handle som de gør og ikke på andre måder. Heraf følger det, at uden at fjerne klassestrukturen, fjerner vi ikke betingelsen for kapitalens magt, og uden den direkte neutralisering af denne magt, kan vi ikke gøre os forhåbninger om at føre større antikapitalistiske politikker ud i livet.
Klassestruktur, determinisme og agens
En af flere meritter ved Vivek Chibbers The Class Matrix er hans (gen)fremsættelse af en ikke-reduktionistisk klasseteori, som forsøger at trække en grænse op for, hvor de økonomiske og materielle interesser netop har forrang. Tager vi udgangspunkt i kapitalisten, er argumentet i sin generelle form simpelt: I kraft af kapitalistens placering i klassestrukturen som ejer af produktionsmidlerne eller privat kapital (produktiv, finansiel, kommerciel etc.), har denne kontrol med strømmen af kapital, som har betydning for skabelse af arbejdspladser, adgang til kredit, priser etc.
Denne placering i klassestrukturen er præget af markedskonkurrence. Kapitalisten er markedsafhængig på minimum to måder: han må købe sine input i stedet for at skabe dem selv (f.eks. arbejdskraft, naturressourcer, produktionsmidler) samtidig med, at han gennem salg af varer må tjene nok penge, så han kan forsætte sin forretning.20Vivek Chibber, The Class Matrix (Havard University Press, 2022), 35. Levedygtigheden på længere sigt afhænger af, hvorvidt han er i stand til at udkonkurrere sine konkurrenter. I den forstand udøver markedet en konstant disciplinerende effekt på kapitalisten i kraft af dennes strukturelle placering, som betyder, at han hele tiden må finde måder at reducere omkostninger og dermed prisen på hans varer på uden at det påvirker hans profitmargin.
Den profitmaksimerende drivkraft betyder, at de enkelte kapitalister “mærker et enormt pres for at tilpasse deres normative orientering – deres værdier, etikker, mål osv. – til den sociale struktur, som de er indlejret i og ikke omvendt, som ved så mange andre sociale relationer”.21Chibber, The Class Matrix, 36. Det er altså kapitalistens klasseposition, som udøver en afgørende determinerende effekt på dennes adfærd (profitmaksimering) og normative indstilling, hvor værdier og moralske koder, der understøtter profitmaksimering og bundlinjen, trumfer andre værdier, som står i modstrid hermed.
Vi kan formulere dette lidt mere bredt og sige, at en strukturel klasseteori postulerer, at det er strukturen selv og dens kausale effekter, som er med til at påvirke den økonomiske aktør på den måde, at den giver ham rationelle grunde til at handle, som han gør.22Tønder ville indvende her, at agens forstås alt for antropocentrisk, når Chibber definerer det som “et begreb til at beskrive en måde, mennesker intervenerer i verden omkring dem. Det er kendetegnet ved det faktum, at det er en intervention, som er motiveret af grunde – i modsætning til dyriske instinkter eller rene vaner”. … Continue reading Strukturer som klasse kan derfor være “kausalt relevante, ikke fordi de transformerer aktører om til automater, men fordi de har en indflydelse på aktørens grunde til at intervenere i verden”.23Chibber, The Class Matrix, 122–123. Klassestruktur kan udøve dette pres, fordi den udgør de begrænsninger eller betingelser, som aktører må tage højde for, når de engagerer sig i verden omkring dem og “gør det attraktivt at handle på en måde snarere end på en anden, på grund af de konsekvenser, som de er med til at pålægge individerne, som er indlejret i strukturen”.24Chibber, The Class Matrix, 123. I den forstand kan en strukturel teori gives os “en mere fyldestgørende beskrivelse af, hvordan agens udfolder sig i en verden af begrænsninger”.25Chibber, The Class Matrix, 123.
Ser vi igen på kapitalisten, kan vi formulere det i følgende kausale sprog: Hvis kapitalisten fejler i at indtage en holdning, som er konsistent med strukturens krav, vil markedet fravælge ham, dvs. skubbe ham ud og erstatte ham med en anden. Der er derfor grænser for, hvad der er rationelt at gøre og hvilke normative holdninger, som det giver mening at forfægte, hvis man skal overleve på markedet.26Det har mikropolitiske konsekvenser på arbejdspladsen, hvor retten til at lede og fordele arbejdet sjældent er noget, som kapitalister giver fra sig frivilligt, fordi det netop kan udfordre friheden til at restrukturere og effektivisere produktion, dvs. øge produktiviteten, eller med marxistiske termer: øge den … Continue reading Denne individuelle handling på mikroniveau får samlet set makroøkonomiske effekter.
Ved at formulere den strukturelle klasseteori i et kausalt sprog, bliver det tydeligt, at den på den ene side, ikke behøver at være funktionalistisk: den behøver ikke at behandle aktører som om, at de var automater, men kan forstå dem som havende agens, som dog på afgørende vis er påvirket af den position i klassestrukturen, som aktøren er placeret i. Ifølge Chibber udvisker en strukturel teori derfor ikke agens, men hjælper os derimod til at forstå denne. På den anden side bliver forholdet mellem determinisme, kontingens og agens også genforhandlet: I stedet for at forstå determinisme som noget, der udelukker aktører, der træffer bevidste valg (intention og (for)mål), kan vi se, hvordan processer, som i hård forstand er deterministiske, er et produkt af “fuldt ud aktiverede sociale aktører”.27Chibber, The Class Matrix, 125. Strukturer fungerer som en “baggrundsbetingelse” for aktørernes bevidste valg og handlinger og udgør derfor en nødvendig del af forklaringen på, hvorfor aktører er tilskyndet til at handle på en måde frem for en anden. I den forstand er deterministiske argumenter kompatible med bevidste aktører.28Chibber, The Class Matrix, 126–27. Pointen er også her, som i den strukturelle magtanalyse, at spørgsmålet om determinisme dermed bliver et empirisk spørgsmål: Hvordan og i hvor høj grad er de sociale processer, som vi analyserer, deterministiske eller ej?
Strukturel magt, erhvervstillid og statsteori
Denne abstrakte formulering af en strukturel teori om klasse og forsvaret for deterministiske argumenter kan vi nu sætte i spil i relation til strukturel magt og staten, altså dynamikken mellem det økonomiske og politiske, og hvordan den første har særlig kausal forrang i forhold til den sidste. Det er her, at grænserne for det politiske kan tydeliggøres som en konsekvens af klassestrukturen. Det er en analyse af makrostrukturer, dvs. hvordan kapitalismens produktionsmåde og de magtforhold, som kommer fra klassestrukturen, er med til at forme det politiske udkomme på makroniveau.29Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 685, note 51. Som Manolias Kalaizake understreger: “[I] den nutidige verdensøkonomi er beslutningstagere, uanset hvad de ønsker at opnå, grundlæggende begrænset af nødvendigheden af at sikre, at den finansielle sektor – bredt forstået – ikke lider alvorlig skade eller bliver væsentligt svækket”.30Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 672. Den strukturelle magtteori giver os altså en indgang til at begribe den kapitalistiske stat og det borgerlige demokratis politiske begrænsninger i en verden, som er domineret af store multinationale selskaber og finansielle aktører.
Som vi allerede så med Young og kollegaers analyse, er det denne magt, som giver kapitalen et særligt veto over statslige politikker, da fraværet af investeringer kan skabe store sociale og politiske problemer for den politiske og bureaukratiske elite.31Fred Block, Revising State Theory – Essays in Politics and Postindustrialism (Temple University Press, 1987), 58. Det kan den af flere grunde ifølge Fred Block, der leverede et centralt bidrag til en strukturel teori om staten i 1970’erne. Han påpeger to hovedgrunde. For det første og helt åbenlyst vil statens kapacitet til at finansiere sig selv gennem beskatning eller lån afhænge af den økonomiske situation i landet. Hvis landets økonomiske aktiviteter er nedadgående, vil staten have sværere ved at fastholde dens indtægter på at passende niveau. Staten er altså nødsaget til at opretholde et rimeligt niveau af økonomisk aktivitet. Det relaterer sig, som det andet, til en social og politisk side: Den folkelige opbakning til en regering og staten vil falde markant, hvis den står i spidsen for et alvorligt fald i niveauet af økonomisk aktivitet, som ledsages af en tilsvarende stigning i arbejdsløshed og mangel på vigtige varer. Det vil øge sandsynligheden for, at regeringen og topembedsmænd bliver fjernet fra magten på den ene eller anden måde.32Block, Revising State Theory, 58.
Som Young og kollegaer konkluderede om Obamas genvalg i 2012: “En kilde til kapitalstrejkens magt er dens potentiale til at påvirke valgresultater. Virksomhedsledere og erhvervspressen forstod, at afinvestering ville påvirke præsidentvalget i 2012”.33Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12. Begge disse forhold betyder, at den politiske og bureaukratiske elite har gode grunde til ikke at føre politikker, som vil få investeringsraten til at falde markant, og samtidig har den en direkte interesse i at bruge deres magt til at understøtte investeringer, da deres egen politiske magt afhænger af et sundt økonomisk klima. Den strukturelle mekanisme, hvis kausale effekter presser staten mod prokapitalistiske politikker, betegner Block netop som det allerede nævnte “erhvervstillid”: kapitalens tillid til, at de politikker der føres, grundlæggende vil understøtte dennes aktivitet.
Dette billede er selvfølgelig en meget simpel skitsering. En vigtig uddybning, ifølge Block, ligger derfor i at forstå yderligere, hvad erhvervstillid som strukturel mekanisme indbefatter. Begrebet forsøger at indfange en mere “uhåndgribelig variabel” ved privatkapitalens investeringsbeslutning: kapitalistens evaluering af det generelle politiske og økonomiske klima. Det centrale ved erhvervstillid er, at det er baseret på markedets evaluering af politiske beslutninger, dvs. baseret på den enkelte kapitalists snævre egeninteresse og det strukturelt funderede profitmotiv. Det relaterer sig selvfølgelig til spørgsmålet om, hvorvidt man som virksomhed kan generere den indtjening på ens investeringer over tid som forventet, men har samtidig bredere betydning, som vi også så med Young og kollegas analyse, og kan formuleres igennem følgende overvejelser: er samfundet stabilt; er arbejderklassen under kontrol; er der udsigter til, at skatter vil stige; griber staten ind i erhvervsfriheden; vil økonomien vokse og lignende.
Disse overvejelser er ifølge Block kritiske for enhver virksomhed, og det er således summen af disse og lignende overvejelser på tværs af den nationale økonomi, som kan betegnes som niveauet af erhvervstillid: når dette niveau falder, falder også investeringsraten. Erhvervstillid har naturligvis også en international dimension, når stater er integreret i den kapitalistiske verdensøkonomi og verdensmarked: multinationale selskaber, finansielle aktører (banker, hedgefonde, pensionsselskaber og lignende) og valutaspekulanter foretager også lignende vurderinger om et lands økonomiske og politiske klima, som er medbestemmende for deres investering (eller afinvestering) i et land. Effekten heraf vil omvendt også påvirke et lands interne niveau af erhvervstillid samt graden af investeringer i produktionen.34Block, Revising State Theory, 59–60. Især i kraft af den generelle tendens mod “finansialiseringen” af nationale økonomier samt betydningen af den globale finansielle sektor under den nutidige kapitalisme, har nyere strukturelle magtteori især fokuseret på den sektorsmagt. Se Kalaitzake, … Continue reading
Jeg beskrev indledningsvis, at kapitalflugt er den mest velkendte og udbredte form for udøvelse af strukturel magt. Sammen med kapitalstrejke skal den forstås som en mere direkte måde, hvorpå kapitalen udøver sin magt. Den ene, kapitalstrejken, er dog, som vi har set, en mere politisk bevidst strategi end den rent markedsautomatiske kapitalflugt. Men en afgørende forståelse af denne magt ligger i den mere indirekte og skjulte måde, hvorpå den påvirker politiske beslutninger. Begrebet erhvervstillid søger også at beskrive det forhold, at truslen om kapitalflugt er blevet en internaliseret del af den positive politikformulering, hvor politiske beslutningstagere er optaget af at sikre erhvervstillid og dermed forhindre kapitalflugt. På den måde udtrykker de to forhold en særlig kausal forrang i form af et “funktionelt feedback loop”,35Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 675. forstået på den måde, at beslutningstagere både diskuterer og i praksis formulerer konkrete politikker, som har den positive effekt, at de skaber erhvervstillid og samtidig forhindrer kapitalflugt. I den forstand har kapitalflugt en kausal effekt forud for sin egen historiske og empiriske manifestation. Eller sagt på en anden måde: Politikken påvirkes uanset om der finder kapitalflugt sted eller ej. Som Kalaitzake formulerer det i relation til finanssektorens strukturelle magt: “Således tvinger truslen om kapitalflugt beslutningstagere til at tage højde for farerne ved at ignorere sådanne trusler og […] [det] medfører et generelt mønster af pro-finans-bias i deres politikudformning”.36Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 676.
Heri ligger det mere “uhåndgribelige”, som Block påpegede, ved denne del af det økonomiskes determination af det politiske: den måde, som en pro-kapital-bias vil komme til udtryk på, vil primært være ved begrænsninger af det politiske, dvs. den sætter agendaen for, hvad der er politisk rationelt og meningsfuldt forud for de mere specifikke og positive valg af politiske tiltag. Herved fungerer erhvervstillid og frygten for kapitalflugt som en form for a priori eksklusionsmekanisme, da politiske beslutningstagere ønsker at sikre, at de førte politikker ikke fører til kapitalflugt ved “at etablere klare og strenge parametre for politik og ved accepten af en snæver politikagenda, der filtrerer de mest radikale og uansvarlige politiske muligheder fra. Det er på denne måde, at man kan iagttage et fordomsmønster [pattern of bias] i analysen på systemniveau”.37Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 677. Det er samtidig det pres for at sikre erhvervstillid, som sørger for, “at virksomhedsledere har en privilegeret adgang til den politiske beslutningsproces, eftersom fornuftige offentlige embedsmænd vil bestræbe sig på at sikre erhvervslivets tillid allerede i de tidligste faser af politikudformningen”.38Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20. Samtidig opfattes politikker, som er forankret i neoliberal økonomisk ortodoksi, af den politiske og bureaukratiske elite som måder at øge en regerings troværdighed på i forhold til eksempelvis finansielle markedsaktører for dermed at skabe erhvervstillid.39Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 671.
Det er i denne forstand, at det økonomiske har en forrang og udøver en særlig magt over det politiske: Kapitalens strukturelle magt agerer som en “grænsebestemmelse” af det politiske, da denne magt kausalt bestemmer den måde, hvorpå alternative politikker filtreres fra og dermed indsnævrer det politiskes mulighedsfelt. En dagsordensættende handling, hvorudfra man så kan vælge, hvilke former for politiske tiltag, man ønsker, og som der er gode grunde til at forfølge. Som med Chibbers analyse er pointen her, at politiske beslutningstageres og statslige bureaukraters ideer eller normative orientering påvirkes på afgørende vis af deres klasseposition på samme måde som kapitalisten. De har altså gode grunde til at fravælge anti-kapitalistiske politikker, tilpasse sig deres normative orientering til den “kapitalistiske realisme” og føre politikker, som understøtter det generelle erhvervslivs investeringsklima. Det betyder, som allerede indikeret, også statens direkte angreb på arbejderklassen. Som Charles Greer og Charles Umney understreger, er klassedisciplin blevet et mål i sig selv for vestlige stater i forsøget på at skabe erhvervstillid og dermed tiltrække internationale investeringer i konkurrence med andre stater. Det sker typisk gennem en øget markedsgørelse af den offentlige sektor, og de ekkoer således Block, når de understreger, at en føjelig arbejdsstyrke, med lavere forventninger til arbejdskvalitet og svagere fagforeninger, bliver politiske mål, som skal signalere til finanskapitalen, at der er et godt investeringsklima, dvs. ingen åben klassekamp og “social uro”.40Ian Greer og Charles Umney, Marketization – How Capitalist Exhange Disciplines Workers and Subverts Democracy (Bloomsbury Academic, 2022), 71. Det er den vedvarende klassekrig fra oven, som Ralph Miliband fremhæver, hvor hovedmodstanderen for staten og kapitalen stadig forbliver “den organiserede arbejderbevægelse og den socialistiske venstrefløj: det er dem, der frem for alt skal inddæmmes, slås tilbage og om nødvendigt knuses”.41Ralph Miliband, Divided Societies – Class Struggle in Contemporary Capitalism (Oxford, 1991), 114.
Tankeeksperiment og politisk forberedelse
Hvad skal vi gøre med kapitalens magt? Et første skridt må være at anerkende problemet. Selvsamme Miliband påpegede et problem for venstrefløjen tilbage i 90’erne, som stadig forekommer relevant: “Som en generel regel er det ganske sikkert, at enhver venstreorienteret regering i et kapitalistisk demokrati fra begyndelsen ville være involveret i en kamp med en række konservative kræfter om de fleste aspekter af sin politik. Det er, set i dette perspektiv, bemærkelsesværdigt, at så meget socialistisk litteratur skrevet af forfattere på venstrefløjen tager ringe eller slet ingen højde for denne kamp, og for hvilke konsekvenser den må have for den måde, regeringen handler på”.42Ralph Miliband, Socialism for a Sceptical Age (Polity Press, 1994), 163. Vi kan udtænke nok så vigtige alternative økonomiske konstruktioner, men uden en samtidig analyse af, hvilke former for modstand som en regering, der reelt ville have en intention om ændre samfundet i en social og økologisk retning, vil møde, “mangler disse konstruktioner, uagtet hvor attraktive de er, ethvert grundlag i virkeligheden”.43Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 163. Med andre ord: Vi må forbinde visioner med realiteter.
Lad os her til slut derfor lege med et tankeeksperiment: Hvad vil der kunne ske, hvis et parti vinder regeringsmagten og vil gennemføre større anti-kapitalistiske reformer? Som Miliband påpegede med reference til Allende i Chile i 1973 og Mitterand i Frankrig i 1981, der begge nationaliserede dele af industrien og banksektoren, er “de virkelige problemer for venstrefløjen inden for det kapitalistiske demokratis forfatningsmæssige ramme ikke så meget […] magtovertagelsen gennem forfatningsmæssige midler, men snarere hvad der sker efter den er nået dertil”.44Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 160. Her kan vi igen vende tilbage til Block for at reflektere over et sådant scenarie. Det første, som en nyligt valgt venstreorienteret regering med et reelt antikapitalistisk eller socialistisk reformprogram – der i lyset af klimakrisens alvor og en grøn omstilling eksempelvis valgte at ekspropriere fossilkapitalen uden kompensation,45Andreas Malm og Wim Carton, Overshoot (Verso, 2024), 141. De ser ekspropriation som én mulig måde at løse problemet med strandede aktiver. Det ville være den “politiske destruktion af fossilkapitalen” (111) og et direkte angreb på den private ejendomsrets ukrænkelighed og dermed kapitalens magt. at opsplitte de store finansielle koncerner eller nationalisere finanssektoren,46Pelle Dragsted, Nordisk Socialisme (Gyldendal, 2021), 309. Dragsted gestikulerer også mod, at nationalisering og demokratisk ejerskab og kontrol med finanssektoren kan blive aktuelt, når han understreger diskussionen om “hvorvidt en ikke-demokratisk forankret finanssektor over en periode helt skal afvikles” (309). at gennemføre gennemgribende jordreformer,47Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, Klima og Klasse (Information, 2025), 256–260. Uden at forfatterne siger det direkte, kan opgøret med “koncentrationen af jordejendom” og kravet om at “vi finder en model for at flytte ejerskab af jorden over på fællesskabets hænder” reelt også … Continue reading at beskatte formuer,48Stahl mf., Klima og Klasse, 260–262. Formuebeskatning vil også her være et direkte angreb på kapitalens magt, som når forfatterne påpeger, at “[j]o større koncentrationen af kapital hos enkelte individer og firmaer er, jo større magt overlades der til disse aktører”, og at “[e]n reduktion af den magt, som ligger i de … Continue reading at lave politiske reformer som vil fremme en demokratisering af økonomien gennem øget kollektiv og demokratisk ejerskab49Stahl mf., Klima og Klasse, 250–252 samt Dragsted, Nordisk Socialisme, 291–294. samt re-nationalisere kritisk infrastruktur og styrke demokratisk offentligt ejerskab50Dragsted, Nordisk Socialisme, 300–304. – vil møde, er et prompte fald i erhvervstillid. Alle disse reformpolitiske tiltag vil være et angreb på kapitalens økonomiske magt i samfundet. Manifestationen af dette fald i tillid til regeringens økonomiske politik vil være en øget spekulation mod den pågældende nations valuta, som alt andet lige vil øge risikoen for inflation. Samtidig vil en mindsket tillid til et lands valuta betyde både indenlandsk og udenlandsk kapitalflugt, som vil søge at finde investeringstryghed andre steder.51Det så man blandt andet i tilfældet Mitterand regeringen i 1981–83. Se Daniel Singer, Is Socialism Doomed (Oxford University Press, 1988), 104. Ydermere vil man se en øget uvilje fra de internationale finansmarkeder til at låne penge til den pågældende nation (køb af statsobligationer), ligesom renter på lån vil stige i takt med nedvurdering af kreditværdighed.
Denne økonomiske disciplinering fra kapitalen kan betyde, at en regering kan se sig nødsaget til at opgive sin reformisme eller overgive magten til en mere “ansvarlig” administration. En regering, som er fast besluttet på at fortsætte, må derimod tage drastiske midler i brug såsom priskontrol, importkontrol og valutakontrol. Men dette forsøg på at kontrollere markedet – for eksempel ved at kontrollere den mængde penge, som kan forlade landet (kapitalflugt) via valutakontrol – betyder reelle trusler for hjemlige kapitalister, hvis aktiver ikke frit kan flyttes ud af landet, men derimod er bundet til den hjemlige valuta, hvis værdi er under pres. Alt dette betyder et endnu skarpere fald i erhvervstillid. Som Block fremhæver: “Hvorfor skulle kapitalister fortsætte med at investere, hvis de må operere i et miljø, hvor regeringen overtræder de fundamentale markedsøkonomiske regler”.52Block, Revisting State Theory, 61. Denne kapitalflugt fører nu til en økonomisk nedtur og krise: høj arbejdsløshed eksisterer nu side om side med en mangel på kritiske varer og øget inflation. Det afføder potentielt en folkelig modstand mod den siddende regering, hvis popularitet i stigende grad kommer under pres. For Block er det eneste alternativ til ren kapitulation at presse mod en reel socialisering af økonomien for på den måde at gå direkte i kødet på kapitalens magt. Som Young og kollegaer påpeger: “At neutralisere erhvervslivets magt kræver derfor, at man afskaffer dets monopol på kapitalstrømme. Betydningsfulde reformer kan opnås inden for det nuværende system, men de vil forblive udsatte for konstant udhuling, indtil der opnås et demokratisk system for kontrol over kapital”.53Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 21.
Med det scenarie in mente står ét svar i hvert fald klart på spørgsmålet om, “hvad der må gøres”: Vi må genoptage en grundtanke i den revolutionære socialistiske tradition hos Marx og Lenin: den politiske forberedelse på kapitalens modstand.54Se eksempelvis Vladimir Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, i V.I Lenin Collected Works, volume 27 (Progress Publishers, 1965), 237–277. Vi er med andre ord nødt til at forberede hinanden på denne modstand fra kapitalens side og den sociale krise, som et brud hermed vil indstifte i en overgangsperiode. Block ender sit scenarie med at understrege, at
.[d]en eneste alternative mulighed til kapitulation [afskaffe reformerne], er en kraftig fremadrettet bevægelse mod socialisering af økonomien. Regeringen kunne få folk tilbage i arbejde og afhjælpe mangelsituationen ved at overtage virksomheder. Imidlertid findes der ikke et politisk grundlag for denne form for handling, selv når regeringslederne retorisk har forpligtet sig til socialismens mål. Generelt har den reformistiske regering ikke forberedt sine vælgere på ekstreme tiltag; hele dens program har været baseret på løftet om en gradvis overgang.55Block, Revisting State Theory, 61.
Flere ting er her vigtige. Som citatet indikerer, vil en regering inden for de første måneder stå over for et afgørende politisk valg i mødet med kapitalens magtudøvelse: enten at opgive, hvorved presset på regeringen vil aftage, eller fortsætte og øge konfrontationen med magtfulde interesser. I kontrast til den foregående analyse af, hvordan kapitalens strukturelle magt presser på for en antikapitalistisk politik, er det nu valget om at presse videre, som jeg vil fremhæve. Som Miliband, der netop også tænker i politisk forberedelse, understreger, er “forestillingen om, at omstændighederne uundgåeligt påtvang modvillige regeringer et bestemt sæt politikker og handlinger, og at der ikke fandtes noget valg, […] falsk. Der er altid et valg at træffe”.56Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 167. Valget om at bryde ud af grænsen for det politiske er til stede. At holde fast og fortsætte fører til en radikalisering af det politiske. Men det kan kun lade sig gøre, hvis venstrefløjen er politisk forberedt, dvs. “hvis den vedtog gennemgribende tiltag, udarbejdet længe før den tiltrådte regeringsmagt, for at beskytte valutaen og økonomien fra finansmarkedernes destabiliserende aktiviteter og fjendtlige regeringer og institutioner”.57Miliband, Divided Societies, 230. Valget står altså mellem “radikalisering eller tilbagetog”.58Miliband, Divided Societies, s. 230. Et aspekt, som jeg ikke har taget fat i, men som er af helt afgørende betydning, er spørgsmålet om tid og hastighed: en regering opsat op radikal forandring må skulle handle meget hurtigt i en meget radikal retning.
Politisk vilje gør det, naturligvis, ikke alene. For på den anden side gælder politisk forberedelse ikke kun den regering og de politikere, som er blevet valgt på baggrund af et radikalt reformprogram, og som vælger at presse på, men også den brede sociale massebevægelse, som er en betingelse for, at en antikapitalistisk regering ikke blot kommer til magten, men også har en chance for at overleve på sigt. Eller sagt på en anden måde: Det afhænger af, hvor meget et antikapitalistisk parti har forberedt sit politiske grundlag på, hvad radikale reformer vil indebære, dvs. hvilken situation, som man vil kunne komme til at stå i. Der er en form for ærlighed på spil her:59Denne form for politisk ærlighed har igen også sine rødder i den revolutionære socialistiske tradition. Se Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, 249. at man forbinder den åbne dialog om, hvilken situation man kommer til at stå i – hvilke valg man må træffe, hvad det kan have af konsekvenser osv. – sammenholdt med, hvilken verden man gerne vil skabe, hvorfor man netop vil presse på og bryde med kapitalens herredømme, selvom det vil gøre ondt og kræve ofre. Som Block påpeger, er det netop fraværet af en sådan forberedelse, som kendetegner den form for reformisme, som tror på, at brugen af den forfatningsmæssige eller parlamentariske vej mod et postkapitalistisk samfund kan ske gradvist.
Det ovenfor skitserede scenarie må derfor få os også til at reflektere over, om forsøget på at bryde med kapitalismen, skabelsen af et radikalt andet samfund, i det hele taget “kan gennemføres gradvist, uden brud, inden for de eksisterende institutioner, udelukkende med parlamentariske midler, uden folkets aktive deltagelse på deres arbejdspladser og kontorer, og uden den åbne forestilling om en anden verden, som er uundværlig for at skabe en sådan mobilisering”.60Singer, Is Socialism Doomed, 275–76. Den politiske forberedelse går forud for det givne parlamentariske valg og kan ses som en mulighedsbetingelse for projektets politiske overlevelse. I den forstand afgøres skæbnen for et sådant eksperiment “længe før valget og afhænger i høj grad af venstrefløjens evne til at mobilisere og af måden, hvorpå den griber dette an”.61Singer, Is Socialism Doomed, 286.
Skabelsen af en sådan massebevægelse med en udviklet politisk bevidsthed, hvor interesser, midler og mål står klart, er altså betingelsen for, at denne regering vil kunne overleve på sigt, da den både vil få brug for bevægelsens opbakning til den vedvarende og langsigtede kamp, samt ikke mindst bevægelsens egen radikalitet og organiserede modmagt i “partnerskab” med stats- og regeringsmagten. I den forstand vil det, hvis vi igen følger Miliband, være en anden slags “dobbeltmagt”: ikke en antagonisme mellem en borgerlig regering og statsmagt på den ene side og et revolutionært parti og en selvorganiseret arbejdermagt (“arbejderråd”, “sovjetter” og lignende) på den anden, som kæmper om magten i samfundet, men derimod et partnerskab mellem en antikapitalistisk regering og de sociale bevægelser, herunder den organiserede arbejderklasse og fagforeninger.62Miliband, Socialism for a Sceptical Age, s. 184; Miliband, Divided Societies, 228–229 og 233. Et partnerskab, der vil stå i kontrast til statens partnerskab med kapitalen.63Ralph Miliband, Class Power and State Power (Verso, 1983), 72–73.
Uden en relation til og samtidig opbygning og understøttelse af denne folkelige modmagt – herunder også arbejdermagten – vil regeringen og partiet ikke have et materielt grundlag for at kæmpe imod kapitalens strukturelle magt. Det kræver i første omgang politisk forberedelse og organisering forud for magtovertagelsen. Men samtidig forudsætter det også en dybere forståelse af og et opgør med den kapitalistiske stat og det, der gør den til et instrument for kapitalens klasseherredømme. Her har analysen af den strukturelle magt kun været et første skridt i den retning.
| 1. | Hvordan kapitalen konkret sætter grænser for det politiske i en given historisk konjunktion er i sagens natur et empirisk spørgsmål. Mit primære ærinde i denne artikel er dog at fremsætte en mere generel marxistisk teori om kapitalens strukturelle magt som en vej til at forstå grænserne for staten og regeringens antikapitalistiske politik. Det er altså en grænseteori på et relativt højt abstraktionsniveau, fordi det i sagens natur handler om strukturer på makroniveau, hvis mekanismer og kausale effekter medfører en tendens til, at antikapitalistiske politikker fravælges. |
| 2. | Manolis Kalaitzake skelner mellem den gamle og den nye strukturelle magtanalyse, hvor den første ofte er forankret i en marxistisk teoretisk ramme og er på et relativt højt abstraktionsniveau, da den analytisk foregår på makroniveau. Se “Structural Power without the Structure: A Class-Centered Challenge to New Structural Power Formulations”, Politics and Society, Vol. 50, nr. 4 (2022): 655–687. |
| 3. | Lars Tønder, Om magt i den antropocæne tidsalder (Djøf Forlag, 2020), 16. |
| 4. | Tønder, Om magt, 17. |
| 5. | Tønder, Om magt, 170. |
| 6. | Tønder, Om magt, 170–71. |
| 7. | Ralph Miliband, Marxism and Politics (Oxford University Press, 1977), 8. |
| 8. | Lois McNay, The Misguided Search for the Political (Polity, 2014). Det burde dog være muligt at forene en mere økologisk bevidst og centreret magtanalyse med den strukturelle og økonomiske, men det er ikke mit ærinde her. |
| 9. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 655. |
| 10. | Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, “Capital Strike as a Corporate Political Strategy: The Structural Power of Business in the Obama Era”, Politics and Society, Vol. 46, nr. 1 (2018): 3–28. |
| 11. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 664–665. |
| 12. | Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, Levers of Power (Verso, 2020), 3. |
| 13. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 683. |
| 14. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 8. |
| 15. | Young et al., Levers of Power, 4. |
| 16. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 6. |
| 17. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 10. |
| 18. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12–15. |
| 19. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20. |
| 20. | Vivek Chibber, The Class Matrix (Havard University Press, 2022), 35. |
| 21. | Chibber, The Class Matrix, 36. |
| 22. | Tønder ville indvende her, at agens forstås alt for antropocentrisk, når Chibber definerer det som “et begreb til at beskrive en måde, mennesker intervenerer i verden omkring dem. Det er kendetegnet ved det faktum, at det er en intervention, som er motiveret af grunde – i modsætning til dyriske instinkter eller rene vaner”. Se Chibber, The Class Matrix, 122. For en velkendt kritik af nymaterialismens agensbegreb, som flugter med Chibbers antropocentriske fortolkning, se Andreas Malm, The Progress of this Storm (Verso, 2018). |
| 23. | Chibber, The Class Matrix, 122–123. |
| 24. | Chibber, The Class Matrix, 123. |
| 25. | Chibber, The Class Matrix, 123. |
| 26. | Det har mikropolitiske konsekvenser på arbejdspladsen, hvor retten til at lede og fordele arbejdet sjældent er noget, som kapitalister giver fra sig frivilligt, fordi det netop kan udfordre friheden til at restrukturere og effektivisere produktion, dvs. øge produktiviteten, eller med marxistiske termer: øge den relative udbytning. |
| 27. | Chibber, The Class Matrix, 125. |
| 28. | Chibber, The Class Matrix, 126–27. Pointen er også her, som i den strukturelle magtanalyse, at spørgsmålet om determinisme dermed bliver et empirisk spørgsmål: Hvordan og i hvor høj grad er de sociale processer, som vi analyserer, deterministiske eller ej? |
| 29. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 685, note 51. |
| 30. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 672. |
| 31. | Fred Block, Revising State Theory – Essays in Politics and Postindustrialism (Temple University Press, 1987), 58. |
| 32. | Block, Revising State Theory, 58. |
| 33. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12. |
| 34. | Block, Revising State Theory, 59–60. Især i kraft af den generelle tendens mod “finansialiseringen” af nationale økonomier samt betydningen af den globale finansielle sektor under den nutidige kapitalisme, har nyere strukturelle magtteori især fokuseret på den sektorsmagt. Se Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”. |
| 35. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 675. |
| 36. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 676. |
| 37. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 677. |
| 38. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20. |
| 39. | Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 671. |
| 40. | Ian Greer og Charles Umney, Marketization – How Capitalist Exhange Disciplines Workers and Subverts Democracy (Bloomsbury Academic, 2022), 71. |
| 41. | Ralph Miliband, Divided Societies – Class Struggle in Contemporary Capitalism (Oxford, 1991), 114. |
| 42. | Ralph Miliband, Socialism for a Sceptical Age (Polity Press, 1994), 163. |
| 43. | Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 163. |
| 44. | Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 160. |
| 45. | Andreas Malm og Wim Carton, Overshoot (Verso, 2024), 141. De ser ekspropriation som én mulig måde at løse problemet med strandede aktiver. Det ville være den “politiske destruktion af fossilkapitalen” (111) og et direkte angreb på den private ejendomsrets ukrænkelighed og dermed kapitalens magt. |
| 46. | Pelle Dragsted, Nordisk Socialisme (Gyldendal, 2021), 309. Dragsted gestikulerer også mod, at nationalisering og demokratisk ejerskab og kontrol med finanssektoren kan blive aktuelt, når han understreger diskussionen om “hvorvidt en ikke-demokratisk forankret finanssektor over en periode helt skal afvikles” (309). |
| 47. | Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, Klima og Klasse (Information, 2025), 256–260. Uden at forfatterne siger det direkte, kan opgøret med “koncentrationen af jordejendom” og kravet om at “vi finder en model for at flytte ejerskab af jorden over på fællesskabets hænder” reelt også betyde ekspropriation uden kompensation. |
| 48. | Stahl mf., Klima og Klasse, 260–262. Formuebeskatning vil også her være et direkte angreb på kapitalens magt, som når forfatterne påpeger, at “[j]o større koncentrationen af kapital hos enkelte individer og firmaer er, jo større magt overlades der til disse aktører”, og at “[e]n reduktion af den magt, som ligger i de koncentrerede formuer, vil give fællesskabet bedre muligheder for en rationel planlægning af fremtidens produktion”. |
| 49. | Stahl mf., Klima og Klasse, 250–252 samt Dragsted, Nordisk Socialisme, 291–294. |
| 50. | Dragsted, Nordisk Socialisme, 300–304. |
| 51. | Det så man blandt andet i tilfældet Mitterand regeringen i 1981–83. Se Daniel Singer, Is Socialism Doomed (Oxford University Press, 1988), 104. |
| 52. | Block, Revisting State Theory, 61. |
| 53. | Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 21. |
| 54. | Se eksempelvis Vladimir Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, i V.I Lenin Collected Works, volume 27 (Progress Publishers, 1965), 237–277. |
| 55. | Block, Revisting State Theory, 61. |
| 56. | Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 167. |
| 57. | Miliband, Divided Societies, 230. |
| 58. | Miliband, Divided Societies, s. 230. Et aspekt, som jeg ikke har taget fat i, men som er af helt afgørende betydning, er spørgsmålet om tid og hastighed: en regering opsat op radikal forandring må skulle handle meget hurtigt i en meget radikal retning. |
| 59. | Denne form for politisk ærlighed har igen også sine rødder i den revolutionære socialistiske tradition. Se Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, 249. |
| 60. | Singer, Is Socialism Doomed, 275–76. |
| 61. | Singer, Is Socialism Doomed, 286. |
| 62. | Miliband, Socialism for a Sceptical Age, s. 184; Miliband, Divided Societies, 228–229 og 233. |
| 63. | Ralph Miliband, Class Power and State Power (Verso, 1983), 72–73. |
