Serie: Stum tvang

En kommentarserie i forbindelse med udgivelsen af Søren Maus Stum tvang (Klim, 2021) og den omfattende offentlige debat, den har igangsat. Stum tvang udfolder en marxistisk læsning af kapitalismens økonomiske magt og dens forbindelse til nutidige problemstillinger om kønnenes ligestilling, klimakrise samt individuel og samfundsmæssig selvbestemmelse. Artikelserien afspejler den tematiske bredde gennem svar, kommentar og kritik fra flere teoretiske perspektiver, der sammen bidrager til at belyse det afgørende spørgsmål om kapitalismens væsen og fremtid.

Fortidsnormativitet og fremskridtsfantasier i marxske misforståelser

Frederik Boris Hylstrup Olsen · 12. jul. 2022

I Stum tvang udreder Søren Mau en mængde misforståelser i bestemte læsninger af Karl Marx. Marx kan nemlig, fordi hans tænkning konstant var under udvikling og til tider tvetydig, være nem at misforstå. Blandt de misforståelser, som Mau adresserer i bogen, er idéen om den deterministiske historieforståelse, der særligt er blevet udledt af Marx’ tidlige Feuerbach-influerede tekster og generelt har spillet en væsentlig rolle gennem mere eller mindre hele Marx’ receptionshistorie. Den forestilling, at Marx optegnede idéen om, at historien har en nødvendig udvikling, som på en ganske naturlig måde vil forløbe i en slags automatik, forsøger Mau at afvæbne.

Mau identificerer ligeledes en gængs romantisk-essentialistisk misforstået marxistisk læsning, når han gør opmærksom på, hvordan fremmedgørelsesbegrebet kan indeholde en idé om et urealiseret potentiale i menneskets væsen; som eksisterede det ikke-fremmedgjorte, ideelle menneske som en mulighed, en kim, der, på trods af manglende aktualisering, ikke desto mindre var til og lå og lurede på et værensplan af ikke-aktualiseret potentialitet. Som var afskaffelsen af kapitalismen og fremkomsten af kommunismen det endelige skridt til en fuldstændiggørelse af det menneskelige væsen. Det er en opfattelse, der baserer sig på “en oprindelighed, en naturlig og tabt enhed eller orden, der bør genetableres”.¹Søren Mau, Stum tvang (Aarhus: Klim, 2021), 89–90. Ifølge denne forståelse, som i nærværende artikel fremover vil blive henvist til som “den romantiske position”, skal kapitalismens afskaffelse give mennesker “mulighed for at blive det, de i virkeligheden allerede er”, som Mau skriver.

Mau tager glimrende afstand fra denne fremmedgørelsestænkning og identificerer en utilstrækkelighed ved sådanne humanistiske og romantiske væsensforståelser. Som en uhensigtsmæssig konsekvens af denne kapitalismekritik i “den menneskelige naturs navn”, anfører Mau, at en påberåbelse af et vagt defineret, implicit og essentialistisk ideal om “det menneskelige” har en tendens til at “afpolitisere kritikken ved at fremstille kapitalismens afskaffelse som genopretningen af en naturlig harmoni”.²Mau, Stum tvang, 91. Afpolitiseringen består her i at skabe et normativt narrativ omkring et menneskeligt ideal, som hverken kan bestrides eller diskuteres, da idealet baserer sig på en “naturlig” tilstand. Det er godt, at Mau distancerer sig fra det fremmedgørelsesbegreb, som så tæt er koblet sammen med oprindelsestænkning og romantisk-essentialistisk humanisme. I en bredere generel-polemisk bog, som havde tilladt at bevæge sig udover det erklærede ærinde om at begrænse sig til en systematisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt, ville en yderligere diskussion af en humanistisk kapitalismekritik, som baserer sig på menneskets naturlige væsen og oprindelse som ideal, nok have fundet sted. En opfordring til og et skitseagtigt rids af en sådan kritik bliver i denne artikel fremført.

Mau udtrykker ganske vist en klar aversion mod enhver form for romantik, der går ud fra en oprindelig enhed af menneske og natur som et ideal om et autentisk og godt menneskeliv. Denne forestilling kan, ifølge Mau, føre til “spiritualistisk mysticisme eller reaktionært sværmeri for det landlige liv”.³Mau, Stum tvang, 107. Denne kritik ser jeg dog som en underdrivelse af de mere alvorlige konsekvenser, som enheds- og oprindelighedsbaserede romantiske forestillinger kan medføre. Teksten her er en determinismekritik og en romantikkritik rettet mod de naturalistiske og humanistisk væsensbestemmende forestillinger, som jeg vil vise, at megen kapitalismekritik udmønter sig i. Med afsæt i denne kritik skal de politiske, sociale og filosofisk-strategiske konsekvenser, som måtte udspringe af den fejllæste marxisme, belyses.

Det skal gøres klart, at der bør anføres en skelnen mellem en historisk determinismekritik, som i denne artikel betegner en fremskridts- og udviklingstanke baseret på teknologisk fremgang og naturbeherskelse, og så en kritik af den romantisk-essentialistiske tanke om menneskets oprindelighed i en “naturlig” idealisme. Men i og med, at den romantiske oprindelsestanke forestiller sig en førsteårsag og en aristotelisk “begyndelsesgrund” eller førsteprincip (arché), peger dette i cyklisk bevægelse ligeledes mod et bestemmelsessted. Det skal i artiklen vises, hvordan essentialistiske forståelser af naturlighed og oprindelighed peger mod normative forståelser af adfærd. Lige såvel som ordet “landingsbane” både betegner afgang og ankomst (man bruger sjældent det lidet kendte “startbane”), således vil også “determinisme” betegne et begyndelsessted og “romantisk oprindelse” et determineret endemål. Dermed betragter jeg, på trods af en skelnen mellem determinismekritik og romantikkritik, disse som sammenvævet.

For at skabe et overblik over, hvordan deterministiske såvel som romantiske opfattelser af menneskets, naturens og samfundets oprindelighed og væsen er blevet indskrevet i store dele af marxistisk og kapitalismekritisk teori, vil jeg foretage en kort gennemgang af nogle få nedslag, hvor begreber som fremmedgørelse og forståelser af naturalistisk fortidsnormativitet, altså det oprindelige og naturliges præskriptive effekter, vidner om denne tendens. Jeg vil dernæst diskutere, hvorfor det i det hele taget er essentielt at gøre op med deterministiske oprindelighedsopfattelser, og hvorfor disse er strategisk uholdbare og kan påvirke kapitalismekritikken negativt.

Fremmedgørelse

Som Mau skriver, opstod en hel bølge af humanistiske læsninger af Marx, da Parisermanuskripterne blev udgivet i 1932.⁴Mau, Stum tvang, 84. Ifølge disse læsninger skulle kapitalismekritikken og den deraf følgende afskaffelse af kapitalismen føre til en virkeliggørelse af mennesket.⁵Mau angiver på side 84 i Stum tvang en række tænkere, som fremførte denne fortolkning af “etiske-humanistiske motiver” i marxismen. Da det ikke er mit ærinde at redegøre for den generelle humanisme, men derimod at fokusere på den oprindelses- og fremskridtstænkning, som jeg betragter som aspekter heraf, vil jeg … Continue reading Begreber om individet og dets fremmedgørelse i det kapitalistiske samfund brød frem. Der findes imidlertid en bred kritik af fremmedgørelsesbegrebets romantiserende og individualistiske essentialisme. Jeg vil her fremhæve den tyske sociolog og marxistisk inspirerede kritiske teoretiker Hartmut Rosa, som i sin kritik af fremmedgørelsesbegrebets socialfilosofiske implikationer og samfundsmæssige konsekvenser, grundet begrebets fremskrivning af en uforanderlig identitetskerne, faktisk henfalder til selv at fremme den essentialisme, han her forsøger at kritisere.

Rosa tilskriver begrebet om fremmedgørelse en immanent fare for at være et politisk farligt romantisk længselskoncept, da de særlige kategorialt karakteriserende aspekter af det ikke-fremmedgjorte, det “sande”, “gode” og “virkelige” liv, der vagt lader sig bestemme som et modbegreb til fremmedgørelse, synes at implicere “essentialistiske antagelser om det menneskelige væsen”.⁶Hartmut Rosa, Resonans (Frederiksberg: Eksistensen, 2021), 205. Rosa vælger derfor at betragte interaktionen mellem subjekt og verden ved at fokusere på de “vellykkede verdensforholds” betingelser,⁷Rosa, Resonans, 38. de såkaldte resonansforhold, som en positiv betegner for “det gode liv”, og som et modbegreb til de ellers så apofatiske fremmedgørelsesdiagnoser, som for eksempel tæller Webers affortryllelse, Lukács’ tingsliggørelse, Durkheims anomi osv.

Hvad der kan lede til politisk negative implikationer for antagelser om det ikke-fremmedgjorte og autentiske oprindelsesideal er, at disse tvivlsomme antagelser om menneskevæsenets sande natur kan hjælpe til at indvende mod bestemte og uønskede praksisser såsom seksuelle minoriteter og kønsminoriteter, der ikke er heteroseksuelle eller ciskønnede, samt at støtte op omkring etnocentriske og arkaiske ægtheds- og autencitetsfornemmelser. En fremmedgørelsesforståelse af essentialistisk oprindelighed kan altså, selvom det ikke altid er tilfældet, som normativt referencepunkt (mis)bruges til at øve ultimativ dom over, hvilken slags adfærd, forhold osv., der er autentisk og dermed ønsket.

På trods af Rosas afstandtagen fra fremmedgørelsesbegrebet og dettes farlige politiske implikationer, ender han dog alligevel med at skrive sig ind i en virkeliggørelse af en slags enhed mellem menneske og natur. Det ses særligt i hans udlægning af afficering, hvor mennesket berøres og påvirkes af for eksempel et landskab med “kaldelse”: “Pludselig er der noget, der kalder på én, noget, som udefra bevæger én”.⁸Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 32. Dette udefra “kaldende” kan ifølge Rosa være et bjerg, et træ eller snefald.⁹Rosa, Det ukontrollerbare, 45. Som jeg ser det, falder Rosa i den essentialistiske fælde, som han selv har anført, at en brug af begrebet om fremmedgørelse kan medføre. For det første ved at romantisere naturen og ved at lave en distinktion mellem menneske og natur. Ved i det hele taget at angive de miljømæssige omgivelser som noget “udefra”, sådan som Rosa gør det, mister begrebet “natur” på denne måde den miljømæssigt omgivende kvalitet, som begrebet oprindeligt forsøger at angive.

Den britiske filosof Timothy Morton har påpeget den umulige opgave i at navngive det, vi apofatisk kan kalde “naturen”. Dét, som vi alle er nedsænkede i (på engelsk ville Morton sige “immersed in”), og som udgør og omgiver os, vil automatisk miste sin særegne omsluttende og omgivende kvalitet, når det forsøges konkretiseret til for eksempel at være bjerge, træer, landskaber eller dyr.¹⁰Timothy Morton, Økologi uden natur (Hellerup: Spring, 2019), 191. Mortons hovedtese er, at vi må opgive vores gængse idé om “naturen”, for at tænke virkelig økologisk. Så snart naturen tænkes som noget, der aktivt kan betragtes, og som noget, man kan forholde sig æstetisk til, bliver den i samme bevægelse adskilt fra os selv. Som et kunstværk på et museum, som man må træde tilbage fra for at betragte: Stik imod hensigten resulterer bestræbelsen på at komme tæt på værket i en afstandtagen. Denne naturopfattelse betragter altså en natur som noget, der, i kraft af dets adskillelse fra mennesket, har en uspoleret idealtilstand.

Det andet punkt, hvorved Rosa i sin bestræbelse på at distancere sig fra fremmedgørelsesbegrebets essentialisme alligevel henfalder og tilbyder til selvsamme, er, når han angiver, at vi ikke kan frembringe resonanserfaringen instrumentelt, da den er ukontrollerbar og uforudsigelig og derfor må indfinde sig på egen hånd – man kan næsten høre, at den må finde sted “naturligt”. Der findes i Rosas kritik af fremmedgørelsesbegrebet altså både en romantisk-essentialistisk forståelse af den omgivende natur som noget, der først og fremmest må betragtes som stående uden for mennesket og som noget enestående, stående uden mennesket; derudover må forbindelsen mellem menneske og natur oprettes på naturlig og ukontrollerbar vis ved, at verden “kalder” på en “pludselig” måde. Denne forbindelse eller resonans mellem menneske og verden forekommer på denne måde som en enhed, der må genoprettes. På trods af det modbegreb, som resonans skulle tilbyde i et forsøg på at skabe et alternativ til fremmedgørelsestænkningen, risikerer Rosa altså at skrive sig ind i netop en romantisk idé om et verdensforhold, som kan antage form af en genetablering af en naturlig orden og opløse striden mellem eksistens og væsen.¹¹Mau, Stum tvang, 89.

Fremtidsnormativitet og teknologioptimisme

Essentialistiske forståelser af menneskets væsen kan være politisk farlige, blandt andet fordi de kan medføre antagelser om naturlighed og autencitet, som grunder i fortids- og oprindelsesnormative rationaler. Der kan dermed identificeres et aspekt af ideologisk magt i en yderliggående fremmedgørelsesromantik. Hvis et menneskets oprindelige tilstand betragtes som en idealtilstand, som et fremtidigt samfund må sigte mod, kan sådanne ubestridelige historiske sandheder nemt tages i brug som redskaber til at retfærdiggøre politiske tiltag, som vil efterstræbe disse idealer. Som Alfred Schmidt meget rammende siger det, så “har det til dato været en fast bestanddel af forsvaret for herredømme at forfalske historisk-samfundsmæssigt betingede realiteter såsom krige, forfølgelser og kriser til uafvendelige naturkendsgerninger”.¹²Alfred Schmidt, Naturbegrebet hos Marx (København: Bibliotek Rhodos, 1976), 46.

Schmidt præsenterer to vigtige pointer i forbindelse med en læsning af Marx’ naturbegreb, som forsøger at identificere en ontologi om den sociale virkeligheds natur: For det første, og som jeg ovenfor har været inde på, indebærer en forståelse af menneskets socialontologiske betingelser som udtryk for naturkendsgerninger – hvad end der er tale om adfærd, seksuelle eller kønnede orienteringer, etnicitet, autencitet eller dyder – en absolutistisk og ultimativ domfældelse. For det andet peger Schmidt på, hvordan et misforstået marxistisk naturbegreb kan betragte den økonomiske og sociale samfundsformations historiske proces som et naturhistorisk forløb. Denne deterministiske fremskridtsforståelse er ifølge Axel Honneth en udbredt marxsk læsning. Ifølge Honneth er en af Marx’ forklaringsmodeller til at underbygge forestillingen om en kontrolleret progression i menneskehedens historie netop idéen om en fremadskridende og sekventiel forøgelse af den videnskabeligt baserede beherskelse af omverden.¹³Axel Honneth, Socialismens idé (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 89. Her bliver menneskets evne til at beherske naturen til den primære katalysator for den samfundsmæssige udvikling. Teknologisk fremskridt og mekanistisk automatik vil med tiden føre til menneskets frisættelse fra slidsomme arbejdsopgaver.

Der er fare for, at en sådan teknologisk determinisme fremmer teknologioptimistiske forestillinger om, at naturens uudnyttede ressourcer engang – i løbet af det lovmæssige fremskridt – vil føre til en teknologisk udvikling, som kan frisætte de undertrykkende produktionsforhold. Denne forståelse af samfundsudvikling er uhensigtsmæssig af grunde, som rækker længere end praktisk-politiske og sociale forhold – den bærer ligeledes på potentielle klimamæssige konsekvenser. Et lovmæssigt betinget fremskridt af samfundet beror på en forståelse af det bestående samfunds immanente selvudbedring eller selvudslettelse; en udvikling, som vil ske helt naturligt og af sig selv. En sådan forståelse nedtoner følgelig aktiv handlen efter at opnå mere hensigtsmæssige samfundsforhold og efterlader sådanne bestræbelser futile, da forestillinger om automatisk fremgang efter næsten naturbestemt lovmæssighed overordner sig de enkelte individuelle bestræbelser. Tænk blot på Power-to‑X-teknologien, som er den danske regerings store satsning på syntetiske grønne brændstoffer, der indeholder paradisiske løfter om klimakatastrofens redningsbåd. Denne plan bruges til at nedtone det meget akutte behov for radikale tiltag i forbindelse med klimaaftryk, til fordel for høje forventninger til en fremtidig teknologisk løsning. Som Marcuse formulerede det: “Den tanke at de befriende historiske kræfter udvikler sig i selve det bestående samfund er en hovedhjørnesten i den marxske teori”.¹⁴Herbert Marcuse, Det éndimensionale menneske (København: Gyldendals Uglebøger, 1969), 42. Aspekter af dette misforståede marxistiske natursyn – som gennem den oprindelige og naturlige ordens idealtilstand i samfundet betragter den kapitalistiske samfundsformation (for eksempel med heraf følgende beherskelse af naturen og teknologisk fremskridt) som nødvendige skridt i en udvikling, der skæbnebestemt vil føre tilbage til netop idealtilstanden – kan altså identificeres i den tro på en lovmæssighedens automatik, som for eksempel ses i politiske drømme om klimaløsninger gennem alskens teknologisk innovation og “bioengineering”.

Jeg har altså identificeret to konsekvenser ved Marx-læsninger, der betragter 1) mennesket som oprindelsessubjekt, 2) forholdet mellem menneske og natur som et romantisk-essentialistisk ideal, og 3) den forestilling om automatisk og “naturlig” historisk proces tilbage eller frem til en eller anden fundamental grundtilstand, som indeholder et skønt, enhedsmæssigt forklaringsprincip af forbindelsen mellem menneskets væsen og naturen. Den første konsekvens er den ideologiske magt, som afstedkommer af essentialismens oprindelsesnormativitet. Den anden konsekvens er den automatiske progressions kontrarevolutionære potentialer, som risikerer at sætte samfundsomvæltende kræfter i en tilstand af inerti.

Et fravær af dialektisk tænkning

Jeg vil slutteligt forsøge at anføre, hvordan deterministiske såvel som romantiske opfattelser af oprindelse og naturlig progression ganske enkelt kan betragtes som filosofisk uholdbare. Mau skriver i Stum tvang, at det naturlige og det sociale befinder sig i et dialektisk forhold, men ikke som i et gensidigt forudsættende og interaktionelt forhold, hvor alt afhænger af alt andet og således peger på hinandens reciprokke definitioner og (selv)modsigelser. Dialektik er derimod ifølge Maus forståelse “en proces, igennem hvilken en konkret totalitet viser sig at indeholde sin egen negation som et af sine momenter”.¹⁵Mau, Stum tvang, 110. Det er, som hos Hegel, en grundtanke i dialektikken, at alt værende rummer et negativt element i sig. Et klassisk eksempel på en sådan dialektisk proces er idéen om en plante, som aktuelt er en spire. Da den nu er en spire, er den ikke et frø og heller endnu ikke en blomst. Hvis man skal forstå plantens væren, kræver det, at man ikke blot tænker på spirens aktuelle væren eller blomstens komme, men lader selve plantens bevægelse træde frem i identiteten og således blot kan konstatere, at planten endnu ikke er blomst, men heller ikke længere er frø. Hvad Mau fremskriver når han siger, at dialektikbegrebet skal angive den “proces”, hvorigennem helheden modsiges i et af dens “momenter”, og altså ikke som en definitiv negation, understreger på meget passende vis den tanke, at dialektikken begriber noget, der ikke én gang for alle er afsluttet, men som er i stadig bevægelse.

At identificere et dialektikbegreb, som det for eksempel udlægges af Mau, kan hjælpe os til at forstå, hvordan en romantisk-essentialistisk oprindelsestænkning fremstår som i grunden ikke-dialektisk. Som det er med spiren i planteeksemplet, således er menneskets antropologiske grundvilkår også blevet tænkt i et begyndelsens stadie. Marx bruger selv i Kapitalen en række ontologisk ladte termer, som vidner om en forefunden menneskelig grundtilværelse og en naturens oprindelig eksistensbetingelse. Her bliver jorden for eksempel benævnt som “laboratorium”, “urinstrument” og det “oprindelige proviantkammer” eller “oprindelige arsenal af arbejdsmidler”.¹⁶Schmidt, Naturbegrebet hos Marx, 84. Marx’ brug af disse primordiale betegnelser rummer altså en del udsagn om individets oprindelige og naturlige forhold til arbejdets betingelser (naturen) og dets “før-borgerlige” tilstand. Også hos Marcuse finder vi tanker om, hvordan det højtudviklede industrielle samfund pålægger mennesket “falske behov”,¹⁷Marcuse, Det éndimensionale menneske, 24. hvormed han opsætter en modsætning til nogle angiveligt naturlige eller “sande” behov. Denne måde at forsimple behovsbegrebet på går Mau imod, idet han angiver, hvordan forståelser af “grundlæggende” behov risikerer at resultere i reduktive idéer om et behovshierarki, hvor “socialt konstruerede” behov underordnes de mere “naturlige” og primære behov.¹⁸Mau, Stum tvang, 15.

Men at fiksere begyndelsens primærbetingelser i et bestemt historisk punkt, der vidner om en antropologisk basis, er netop at gøre historien lig med begyndelsen, ligesom det er at gøre planten lig med spiren. En dialektisk, procesontologisk tilgang ville her modsætte sig det, der tilsyneladende fremstod som hele virkeligheden, men som imidlertid blot var den konkrete form, hvorunder virkeligheden momentant kom til syne. Som Peter Sloterdijk skriver, har mennesket i umindelige tider opfattet “det gamle som det sande og det nye som noget betænkeligt”.¹⁹Peter Sloterdijk, Kritik af den kyniske fornuft (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 25. Det er denne “arkaiske sandhedsfornemmelse”, som Sloterdijk kalder det, som kunne forene politiske og åndelige overmagter i en konservativ front i fjendtlig opposition til alle former for fornyelse.

Jeg har ovenfor gjort rede for nogle af de politisk farlige konsekvenser, som kan komme af naturalistiske historieopfattelser, der udmunder i en slags fortidsnormativitet. En begyndelsesløshedens filosofi ville gøre op med de normative implikationer, som en ikke-dialektisk konceptualisering af forholdet mellem natur og menneske og disses historiske fremkomster medfører. Bestræbelser på at transformere væren til tilblivelse og gøren finder man blandt andet hos Nietzche, Deleuze og Butler.

Men som jeg har forsøgt at vise, er det ikke blot i retentionen, som Husserl ville kalde det – altså den fortidsknugende og bagudskuende bevidsthed – at det romantiske natursyn, sådan som det kan fremkomme i marxistisk og kapitalismekritisk analyse, forfejler dialektikken. Også i protentionen – foregribelsen og bevidsthedens rækken sig fremad mod fremtiden – ligger i denne sammenhæng en fundamental ikke-dialektisk tanke. Lige såvel som oprindelsestænkningen fikserede den dialektiske plante i en statisk-ontologisk tilstand af spire, så foregriber den lovmæssigt bestemte progression planten i en allerede kommende tilstand af blomst. Denne tankemodel har jeg forsøgt at illustrere ved den klassisk marxistiske idé om samfundets udvikling i en sekventiel forøgelse af teknologisk og videnskabelig fremgang og kapitalismens immanente selvudslettelse. Forløsningsfantasier, som blandt andet viser sig i teknologisk-optimistiske løsninger på klimakrisens akutte problemer.

En forståelse af en lovmæssig progression af samfundet med kurs mod et af fortiden oprindeligt bestemt mål kan risikere at lade al handlen og aktiv bestræbelse efter at opnå hensigtsmæssige samfunds- og klimaforhold forekomme overflødig og unødvendig, da man dermed risikerer at sætte lid til en automatisk fremgang. Trøstefulde forhåbninger til teknologiske udviklinger og automatisk progression finder man som bekendt i den socialdemokratiske regerings aktuelle klimapolitik, som er blevet illustreret igennem den famøse “hockeystavsmodel”, som netop nedvurderer den aktive og akutte handlen for at bringe klimamæssigt skadelige aftryk ned på nuværende tidspunkt, til fordel for en fremtidig teknologisk løsning. Denne teknologisk-optimistiske forfalden til samfundets løsning af egne selvskabte problemer i takt med teknologiens udvikling er ikke sjældent at identificere i læsninger af Marx.

Mens den marxistiske kapitalismekritik i disse dage nyder en genkomst i offentligheden, som blandt andet Maus Stum tvang og Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme (og disse bøgers velfortjente plads på de fremmeste hylder hos boghandlerne) vidner om, er det derfor i et socialistisk orienteret perspektiv vigtigt stadig at holde en kritisk tilgang til udlægningen af Marx. Denne kritik må tage afsæt i en stadigt aktualiserende gennemgang af marxistiske idéer, som således kan tage højde for samtidige teknologiske, klimamæssige og sociale tilstande, og dermed udrydde anakronistiske fejllæsninger af Marx. Denne artikel har forsøgt at belyse nogle af de konsekvenser, som en oprindelsesbaseret og historisk-deterministisk kapitalismekritik kan medføre.

1.	Søren Mau, Stum tvang (Aarhus: Klim, 2021), 89–90.
2.	Mau, Stum tvang, 91.
3.	Mau, Stum tvang, 107.
4.	Mau, Stum tvang, 84.
5.	Mau angiver på side 84 i Stum tvang en række tænkere, som fremførte denne fortolkning af “etiske-humanistiske motiver” i marxismen. Da det ikke er mit ærinde at redegøre for den generelle humanisme, men derimod at fokusere på den oprindelses- og fremskridtstænkning, som jeg betragter som aspekter heraf, vil jeg henvise til Mau for en mere fyldestgørende beskrivelse af, hvordan romantikken er blevet ført så vidt i marxistisk teori.
6.	Hartmut Rosa, Resonans (Frederiksberg: Eksistensen, 2021), 205.
7.	Rosa, Resonans, 38.
8.	Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 32.
9.	Rosa, Det ukontrollerbare, 45.
10.	Timothy Morton, Økologi uden natur (Hellerup: Spring, 2019), 191.
11.	Mau, Stum tvang, 89.
12.	Alfred Schmidt, Naturbegrebet hos Marx (København: Bibliotek Rhodos, 1976), 46.
13.	Axel Honneth, Socialismens idé (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 89.
14.	Herbert Marcuse, Det éndimensionale menneske (København: Gyldendals Uglebøger, 1969), 42.
15.	Mau, Stum tvang, 110.
16.	Schmidt, Naturbegrebet hos Marx, 84.
17.	Marcuse, Det éndimensionale menneske, 24.
18.	Mau, Stum tvang, 15.
19.	Peter Sloterdijk, Kritik af den kyniske fornuft (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 25.

Klassekampen mod den stumme tvang

Esben Bøgh Sørensen · 7. mar. 2022

I min tidligere artikel om Søren Maus Stum tvang problematiserede jeg en potentiel kløft mellem den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser og det historiske materiale i bogen.¹Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapitalens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. februar 2022. Det gjorde jeg gennem en kritik af den måde, hvorpå det historiske materiale blev behandlet på bestemte steder i løbet af bogen i forhold til bestemmelsen af kapitalens logik. Et vigtigt emne i denne problematisering var en kritik af udlægningen af skabelsen af markedsafhængighed og forholdet mellem værdi og klasse. Jeg påpegede, at der ikke umiddelbart var en sammenhæng mellem værdi og klasse i historisk forstand, om end jeg også kvalificerede denne umiddelbare konklusion. Hovedpointen var, at den historiske fremkomst af værdi (relationen mellem markedsafhængige privatproducenter) ikke forudsatte en adskillelse mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne. Denne pointe har en forbindelse til klassebegrebet, som det udvikles i Stum tvang, idet klasse identificeres med en grundlæggende adskillelse mellem livet og dets betingelser og med en uklar forbindelse til begrebet om markedsafhængighed. I denne opfølgende artikel vil jeg kritisere bogens begreb om transcendentalt klasseherredømme for til sidst at komme ind på sammenhængen til de politiske konklusioner, der kan drages af bogen og kritikken fremført i denne artikel.

Arbejder eller proletar?

Den historiske skildring af adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne i starten af kapitel 6, som jeg problematiserede i den forrige artikel, efterfølges af en analyse af det, der i bogen kaldes “transcendentalt klasseherredømme”. Med adskillelsesprocessen følger muligheden for kapitalen for at indsætte sig som forbindelsesled mellem livet og dets betingelser. Derfor kommer “selve livet” i kapitalismen “med en forpligtelse til at valorisere værdi”.²Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter forkortet ST. Det er kun gennem de samme sociale relationer (kapitalforholdet), der adskiller mennesket fra dets livsbetingelser, at denne forbindelse kan etableres igen.³ST, 143. Kapitalen udgør dermed en transcendental magt i og med, at den udgør mulighedsbetingelsen for social reproduktion, hvilket indebærer, at den principielt kan undvære vold i udbytningsprocessen.⁴ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begrebet “transcendentalt klasseherredømme” før. Brugen af det kantianske begreb om mulighedsbetingelserne for sociale magtforhold (og ikke primært for erkendelse som hos Kant) hentes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kantianske begreber er dog ikke ny i den … Continue reading

Netop udbytningsforholdene har traditionelt været omdrejningspunktet i marxistisk klasseanalyse. Heroverfor argumenteres der i Stum tvang imod et klassebegreb, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdet, fordi, lyder argumentet, udbytningen af lønarbejdere i kapitalforholdet ikke er sammenfaldende med kategorien “dem, der er afhængige af markedet”.⁵ST, 132. Udbytningen forudsætter “et mere omfattende klasseherredømme”, der identificeres som “forholdet mellem de, der kontrollerer betingelserne for den sociale reproduktion, og dem, der er udelukket fra den umiddelbare adgang til betingelserne for den sociale reproduktion”.⁶ST, 132. Klasse defineres som “et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion”, og af denne grund fremhæves fordelen ved at tale om proletarer i stedet for arbejdere. Den første kategori er bredere end den sidste, fordi “det ikke er alle, hvis overlevelse afhænger af kapitalen, som arbejder”. Den proletariske position er ikke defineret ved arbejde, men derimod “den radikale spaltning mellem livet og dets betingelser”.⁷ST, 133. Det transcendentale klasseherredømme hviler altså på eksistensen af markedsafhængige proletarer.

Klasse identificeres ikke med vertikale udbytningsforhold, men derimod med eksistensen af markedsafhængige proletarer, umiddelbart adskilt fra betingelserne for social reproduktion. Endnu en gang omhandler problemstillingen forholdet mellem værdi og klasse, mellem de vertikale klasseforhold, der angår relationen mellem udbytter og de umiddelbare producenter, og de horisontale forhold, som angår relationen indbyrdes mellem udbyttere henholdsvis umiddelbare producenter. Med udgangspunkt i denne skelnen argumenteres der i kapitel otte for, at de “indbyrdes horisontale relationer mellem henholdsvis kapitalister og proletarer resulterer i visse magtformer, der ikke kan udledes af eller reduceres til det klasseherredømme, vi undersøgte i kapitel seks”.⁸ST, 178. Herefter gennemgås værditeorien for at vise, at den markedsformidlede relation mellem producenter i kapitalismen forvandles til “et kvasi-selvstændigt system af virkelige abstraktioner, der påtvinger sig alle gennem en upersonlig og abstrakt form for herredømme”.⁹ST, 186.

Med definitionen af klasseherredømme som et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion, nærmere bestemt som en udelukkelse fra den umiddelbare adgang til disse betingelser, bliver det dog svært at skelne klassebegrebet fra den horisontale markedsafhængighed. Idet argumentet for et andet klassebegreb end et, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdet, henviser til, at der er flere end blot udbyttede lønarbejdere, der er afhængige af markedet, identificeres klasse altså med markedsafhængighed. Det er selvfølgelig rigtigt, at alle dem, der er afhængige af markedet, ikke er identisk med klassen af lønarbejdere. Det er dog ikke et argument for, at alle, der er afhængige af markedet, udgør en klasse. Spørgsmålet er, om markedsafhængighed er et godt udgangspunkt for et begreb om klasse og klasseherredømme, når vi i første omgang skelnede mellem de vertikale klasseforhold og de horisontale, markedsformidlede forhold. Pointen med denne skelnen er netop at understrege, at alle i kapitalismen er underlagt markedsafhængigheden, også kapitalister. Ved at identificere klasse med markedsafhængighed bliver klasse paradoksalt et fænomen, der går på tværs af klasserne i kapitalforholdet. Som bogen viser, giver markedsafhængighed rigtig nok klasseforholdene i kapitalismen en særlig dynamik. Men markedsafhængighed er ikke disse klasseforhold, heller ikke blot på et mere grundlæggende niveau.

Det hele kompliceres yderligere af, at det i bogen ikke er klart, hvad forholdet nærmere er mellem adskillelsen mellem livets og dets betingelser og markedsafhængighed i bestemmelsen af klassebegrebet. I modsætning til udlægningen i Stum tvang har jeg i forrige artikel argumentet for, at markedsafhængighed historisk betragtet ikke var sammenfaldende med adskillelsen mellem umiddelbare producenter og produktionsmidler. Det er både en historisk konstatering, men det bliver også understreget i og med, at dem, der netop ejer og kontrollerer produktionsmidlerne i kapitalismen, også selv er afhængige af og konkurrerer på markedet. I stedet for at udvikle klassebegrebet med udgangspunkt i både adskillelsens mellem livet og dets betingelser og markedsafhængighed, bør klasse identificere noget tredje, nemlig udbytningsforholdene. Adskillelsen mellem producenterne og produktionsmidlerne, opkomsten af markedsafhængighed og etableringen af et udbytningsforhold (dvs. klasseforhold), er alle sammenhængende processer i kapitalismen, men de kan ikke uden videre reduceres til hinanden.

Proletarer er ligesom kapitalister afhængige af markedet for deres sociale reproduktion. Deres markedsafhængighed er dog ikke af samme type som kapitalistens, men er vævet sammen med deres adskillelse fra betingelserne for den sociale reproduktion. Dette har endnu ikke noget at gøre med klasse, der først indtræder med etableringen af et udbytningsforhold mellem kapital og arbejde. Som jeg argumenterede for i min forrige artikel, bidrog markedsafhængighed hos engelske bønder netop til skabelsen af adskillelsen mellem umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, som dermed skabte en anden type markedsafhængighed hos et voksende lønarbejderproletariat. Det er dog først med kapitalforholdet mellem lønarbejder og kapital, at der etableres et klasseforhold, som vi altså kan identificere med udbytningsforholdet. Jeg vil derfor foreslå, at vi har at gøre med tre adskilte processer, nemlig adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, skabelsen af (forskellige typer af) markedsafhængighed og etableringen af udbytningsforhold, der ikke kan reduceres til hinanden, men som tilsammen giver kapitalismen dens særegne logik og dynamik. Ingen af disse tre processer er desuden særskilt tilstrækkelige betingelser for den historiske etablering af kapitalismen, der altid er formidlet gennem klassekampsbestemte institutioner, som vi eksempelvis så det med forholdet i det engelske landbrug. En bestemmelse af kapitalismen som blot en høj grad af markedsafhængighed ville således risikere at falde tilbage i den ellers udskældte kommercialiseringstese, ifølge hvilken kapitalismen blot er en videreførelse af ældgamle og kvasi-naturlige handels- og byttepraksisser.¹⁰Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teoretiseringen af forskellige typer af markedsafhængighed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.

En yderligere grund til at identificere klasse med udbytningsforholdene er, at klassebegrebet, der argumenteres for i bogen, bliver svært at anvende i analyser af klasseforhold også i andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Klasse defineres på én gang som adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, som et forhold mellem dem, der ikke har adgang til betingelserne for den sociale reproduktion og dem, der har det,¹¹Det er også uklart, hvorvidt der er tale om forholdet til produktionsmidler eller forholdet til betingelserne for den sociale reproduktion, og hvad forholdet mellem de to er. Hvis klasseherredømme desuden allerede defineres som et forhold mellem dem, der kontrollerer betingelser for den sociale reproduktion, og … Continue reading og blot som et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion. Yderligere spiller, som vi har set, markedsafhængighed en vigtig rolle i argumentationen for et andet klassebegreb end et, der identificerer klasse med udbytningsforhold. Med det klassebegreb bliver det uklart, hvordan vi vil analysere andre klasseforhold såsom mellem feudalherre og bonde, der senere i kapitel 6 defineres som karakteriseret ved en “transcendent magt”, der i modsætning til det transcendentale klasseherredømme i kapitalismen først “koblede sig på produktionen udefra”, eller bagefter den havde fundet sted.¹²ST, 144. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at vi kan operere med flere definitioner og varianter af klassebegrebet, men der må være noget fælles, der gør, at vi overhovedet kan tale om klasse på tværs af historiske kontekster og produktionsmåder. Også af denne grund vil jeg fastholde definitionen af klasse med udgangspunkt i udbytningsforhold.

I bogen kritiseres Ellen Meiksins Woods klassebegreb som værende for snævert knyttet til udbytningsforholdene. Der nævnes dog ikke, at Wood netop har kritiseret et klassebegreb, der som i Stum tvang umiddelbart kun defineres som “forholdet til produktionsmidlerne” eller “et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion”:

Even the criterion of relation to the means of production is not enough to mark such boundaries [dvs. grænserne mellem klasser] and can easily be assimilated to conventional stratification theory. It is possible, for example, to treat “relations to the means of production” as nothing more than income differentials by locating their significance not in the exploitative and antagonistic social relations they entail but in the different “market chances” they confer. The differences among classes thus become indeterminate and inconsequential. If classes enter into any relationship at all, it is the indirect, impersonal relationship of individual competition in the market place, in which there are no clear qualitative breaks or antagonisms but only a quantitative continuum of relative advantage and disadvantage in the contest for goods and services.¹³Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.

Den definition af transcendentalt klasseherredømme, der argumenteres for i Stum tvang, er selvfølgelig langt fra konventionel stratifikationsteori. Men pointen om, at et sådant klassebegreb er underdetermineret, og at det primært lader sig bruge om forholdet til markedet (og dermed kan komme til at ligne et Webersk klassebegreb), er vigtig også i lyset af, at netop markedsafhængighed spiller en central rolle i bogens afvisning af et udbytningsforholdsbaseret klassebegreb.

I bogen stopper definitionen af klassebegrebet på et meget grundlæggende niveau med begrebet om det transcendentale klasseherredømme, som er blevet problematiseret ovenfor. Som argumenteret for i min forrige artikel, bør den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelse kunne tage højde for den kapitalistiske logiks historicitet og samtidig åbne op for muligheden for empiriske og historiske analyser. Også til dette formål mener jeg, at et udbytningsforholdsbaseret klassebegreb er et bedre udgangspunkt end det i bogen udviklede begreb om transcendentalt klasseherredømme. Udover afledningen af kapitalforholdet er det muligt at udvikle klassebegrebet yderligere indenfor den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes ideale tværsnit. Den måde, hvorpå klasse konstitueres i og med kapitalismens grundstruktur gennem udbytningsforholdet i produktionsprocessen udvikles flere steder i Marx’ kritik af den politiske økonomi. Kategorierne “produktivt” og “uproduktivt” arbejde hører eksempelvis til den grundlæggende klassekonstitution i kapitalismen, men også andre kategorier, der udvikles i kritikken af den politiske økonomi, kan belyse grundtrækkene ved klassekonstitutionen i den kapitalistiske produktionsmåde. En sådan formanalytisk videreudvikling af klassebegrebet kunne fungere som et ud af flere udgangspunkter for overgangen fra den dialektiske analyse til empiriske analyser.¹⁴For et sådant forsøg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).

Vi kan nu vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi bør foretrække arbejder- eller proletarbegrebet, teoretisk såvel som politisk. I Stum tvang er argumentet for begrebet om det transcendentale klasseherredømme og proletarbegrebet knyttet til den politiske pointe, at det gør “os i stand til at brede vores begreb om klassekamp ud og se, hvordan kampe på tværs at hele det sociale felt er en del af det samme politiske projekt: at vriste livets betingelser fri fra kapitalens greb”.¹⁵ST, 133. Klassekampen bør ifølge Stum tvang altså ikke udspringe af udbytningsforholdene, men derimod af kapitalens greb om det sociale liv som sådan. Det vender jeg tilbage til. Jeg vil først argumentere for, at arbejderbegrebet bedre indfanger det historisk særegne ved den kapitalistiske produktionsmåde og dermed er et bedre udgangspunkt for at forstå klassekampens grundvilkår i kapitalismen.

I romersk lov henviste termen “proletar” til dem med ingen eller meget lidt ejendom, hvis subsistens var afhængig af en protektor (ejendomsbesiddende borgere eller staten). Deres rolle blev defineret som kun det at reproducere sig selv. Denne definition var en del af det videre romerske system for social stratifikation baseret på en kombination af ejendom, ære og privilegier. Proletariatet havde per definition ingen af disse. Marx studerede romersk lov, og i hans tidlige periode skinner denne romerske definition af proletariatet klart igennem hans identificering af proletarisering som et karaktertræk ved borgerlige samfund. Proletarisering henviste her til eroderingen af privilegier og rettigheder, der havde sikret bestemte dele af befolkningen adgang til forskellige subsistenskilder (et klassisk eksempel er Marx’ analyse af loven imod den sædvanebestemte ret til at indsamle brænde i skovene). Det var denne proletarisering, han betragtede som betingelsen for opkomsten af en ny revolutionær klasse, efter borgerskabet havde udspillet sin rolle.

Var denne proletarisering knyttet særligt til kapitalismen? Der var uden tvivl et opstigende borgerskab i byerne bestående af handlende, små forretningsdrivende og håndværkere og en ny embedsstand. Men disse grupper kan ikke uden videre identificeres med opkomsten af kapitalismen, og det kan stærkt betvivles, at der allerede på dette tidspunkt i de tyske områder, som var Marx’ kontekst, var etableret en kapitalistisk produktionsmåde i nogen meningsfuld forstand.¹⁶Det samme kan siges om Frankrig, der også kom til at optage Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019). Den proletarisering, der fandt sted, havde dermed ikke nødvendigvis noget med kapitalisme at gøre. Proletariatbegrebet, som det blev brugt i den romerske lov, såvel som det senere blev brugt til at identificere en tendens i “borgerlige” samfund, er efter min mening ikke godt til at indfange de særlige kapitalistiske sociale forhold. I modsætning til dette begreb hos den tidlige Marx, skulle han senere komme til at identificere en helt ny type “arbejderklasse”,¹⁷Marx forlod dog aldrig hverken proletarbegrebet eller begrebet om “det borgerlige samfund”. Sidstnævnte kan dog næppe identificeres med den kapitalistiske produktionsmåde, men må derimod betragtes som et produkt af den særlige kontekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hentet fra … Continue reading der ikke blot var karakteriseret ved at være adskilt fra ejendom, rettigheder og privilegier, men som derimod konstituerede den vigtigste produktivkraft i den kapitalistiske produktionsmåde.

Der var næppe en romersk tænker, der kunne forestille sig proletariatet som produktiv på samme måde.¹⁸Det skal for en sikkerhed understreges, at “produktiv” på ingen måde er et positivt moralsk begreb for Marx’, men en videnskabelig kategori om produktionen af merværdi, tværtimod. Som han skrev i Kapitalen i kapitel 14 om absolut og relativ merværdi: “At være produktiv arbejder er derfor ingen lykke, men en ulykke”. Det romerske proletariat var berøvet både ejendom og privilegier, og den udbyttede klasse var ikke primært proletariatet, men derimod småbønder og slaver. Denne betydning overleveres til en vis grad også i nyere brug af proletarbegrebet. I modsætning til proletariatet er det særlige ved arbejderklassen i kapitalismen, at den både er produktiv, udbyttet og kan besidde vidtrækkende politiske og juridiske privilegier, som Stum tvang også kommer ind på. Denne mulighed for politisk og juridisk lighed på den ene side og økonomisk udbytning i produktionsprocessen på den anden er blandt andet et resultat af det, Wood kalder privatiseringen af den politiske magt i kapitalismen, hvor den udbyttende klasse ikke længere direkte hersker over den offentlige politiske magt, men derimod opnår direkte herredømme i produktionsprocessen.¹⁹Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95. Det er netop af denne grund, at marxistisk politisk teori har fokuseret på produktionsprocessen, arbejderklassen og udbytning: Arbejderklassen er den produktive og derfor udbyttede klasse, hvis atomisering og privatiserede lokale kampe må imødegås af politisk massemobilisering for at afskaffe de kapitalistiske sociale forhold.

Kampen mod den stumme tvang

I min forudgående artikel her i Paradoks problematiserede jeg en risiko i Stum tvang for at skabe en kløft mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser og historiske og empiriske analyser af kapitalismen. Jeg konkluderede, at den kapitalistiske logik ikke så meget fortæller os noget om en allerede “etablereret” kapitalisme, men derimod om sammenhængen mellem historiske udviklingsprocesser, hvilket bør rummes i den dialektiske analyse og virke modificerende tilbage på denne. Med udgangspunkt i min kritik af enkelte af de historiske afsnit i bogen forsøgte jeg at udlægge en række væsensbestemmelser ved kapitalismen på en anden måde, nemlig skabelsen af markedsafhængighed, adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne og etableringen af et udbytningsforhold. Jeg skal dog her understrege, at jeg på ingen måde mener at have givet en udtømmende analyse af disse bestemmelser, men blot peget på mulige andre måder at fremstille dem på. Problematiseringen af en række af de historiske afsnit ledte mig i indeværende artikel til en kritik af begrebet om det transcendentale klasseherredømme og et forsvar for det i bogen kritiserede udbytningsbaserede klassebegreb. I forlængelse heraf har jeg argumenteret for, at begrebet om arbejderklassen bedre indfanger det historisk særegne ved kapitalismen i modsætning til begrebet om proletariatet. I dette sidste afsnit vil jeg med denne kritik in mente diskutere de politiske konsekvenser, der kan drages af Stum tvang og kritikken fremført i begge artikler.

I bogens konkluderende afsnit argumenteres der for, at teorien om kapitalens økonomiske magt er udviklet på et abstraktionsniveau, hvorfra der ikke umiddelbart kan udledes politiske konsekvenser. Det gør ikke teorien politisk ubrugelig, men kun som det nødvendige afsæt til at lave mere konkrete analyser med udgangspunkt i de af den abstrakte teoris “omhyggeligt smedede begreber”.²⁰ST, 306. Som vi har set, er der dog steder i bogen, hvor der rent faktisk udledes politiske konsekvenser, dog på et meget højt abstraktionsniveau. Jeg mener ikke, at den teori, der udvikles i Stum tvang, først bliver politisk anvendelig i mere konkrete analyser. Allerede på det i bogen anlagte abstraktionsniveau udvikles en række vigtige politiske indsigter, om end selv på et meget generelt niveau: identificeringen af den kapitalistiske produktionsmåde som historisk forbigående, afgrænsningen til den utopisk-romantiske kapitalismekritik og klarlægningen af, hvad der netop er nødvendigt i den kapitalistiske produktionsmåde, og som dermed ikke kan afskaffes uden at omvælte denne produktionsmåde som sådan. Yderligere identificeres en række dynamikker i kapitalismen, der fortæller os noget om klassekampens grundvilkår fælles for enhver historisk konkret kapitalisme.

I bogens kapitel 10 undersøges, hvordan kapitalens upersonlige og abstrakte magt i relationen mellem producenter forvandles til et despoti i selve produktionsprocessen. Dette despoti har dog stadig til en vis grad en upersonlig karakter, idet markedskonkurrencens pres tvinger den enkelte kapitalist til at reorganisere produktionsprocessen med henblik på produktionen af relativ merværdi. Subsumptionen af arbejdet under kapitalen har en lang række konsekvenser for arbejdets karakter og kapitalens herredømme udfolder sig her også i materialiteten og teknologien. Jeg vil understrege, at produktionsprocessen ikke blot er et ud af flere andre områder af det sociale liv, der subsumeres under kapitalens logik. Netop her bliver et udbytningsbaseret klassebegreb vigtigt. Udbytning er essentielt tilegnelsen af det samfundsmæssige merprodukt af en udbyttende klase fra en udbyttet klasse. Det særlige ved denne tilegnelsesproces i kapitalismen er ikke blot, at den er formidlet gennem markedet, hvor den udbyttende klasse må købe arbejdskraft og sælge arbejderprodukterne som varer på markedet. Det særlige er også (og i tæt sammenhæng med den markedsformidlede udbytning), at udbytningsprocessen bliver centreret i selve produktionsprocessen. Det har ikke været tilfældet i noget andet klassesamfund, hvor udbytningen er foregået eksternt i forhold til produktionsprocessen. Udbytningen i kapitalismen er i høj grad atomiseret, decentraliseret og privatiseret. Men der er stadig tale om en grundlæggende politisk proces, hvis resultat er determineret ikke blot af kapitalens subsumptionslogik, men af klassekampens kontingens.

Det særegne kapitalistiske udbytningsforhold har den konsekvens, at klassekampen fortrænges til en privatiseret sfære, hvor den udfolder sig på en atomiseret og lokaliseret måde. Det har politiske konsekvenser. Klassekampen tager i kapitalismen primært sit udgangspunkt i produktionsprocessen, fordi det er her, udbytningen foregår, i modsætning til alle andre klassesamfund. En central opgave i klassekampen er derfor generaliseringen af kampen i produktionsprocessen. Netop derfor etablerede arbejderbevægelsen politiske masseorganisationer og partier, der kunne samle og generalisere den ellers atomiserede klassekamp. Det er dog også rigtigt, som der påpeges i bogen, at kampen mod kapitalens greb om livets betingelser også foregår mange andre steder end i selve produktionsprocessen på tværs af det sociale felt. Det er dog ikke et nyt træk ved kapitalismen. Arbejderbevægelsen var eksempelvis ikke kun organiseret omkring kampe i produktionsprocessen, men involverede sig i kampe på en lang række andre sociale og kulturelle områder. Det særlige ved arbejderbevægelsen var, at den betragtede alle disse sociale kampe mod kapitalens greb på tværs af det sociale felt som kampe, der krævede en organiseret arbejderklasse. Kampen mod kapitalens abstrakte og upersonlige herredømme blev altså formidlet gennem kampen mod arbejdets underordning under kapitalens herredømme og udbytningsforholdets despoti i produktionsprocessen. Selvom der foregår relevante kampe på hele det sociale felt, kan klassekampen dog ikke udspille sig på hele dette felt på én gang, og det særegne ved kapitalismens udbytningsproces er stadig dens centrering i produktionsprocessen. Det må i forlængelse heraf være muligt på én gang at anerkende forskellige sociale kampes egenværdi, deres indbyrdes forhold og eventuelle sammenfletning, og samtidig insistere på, at nogle kampe er vigtigere end andre til bestemte formål.

I bogens konklusion understreges det, at kampen mod “kapitalens dødsmaskineri […] aldrig konfronterer den stumme tvang, som den beskrives i denne bog”.²¹ST, 306. Det er en vigtig indsigt. Kapitalismens upersonlige og abstrakte økonomiske magt rammer alle på tværs af sociale klasser og identiteter, om end den rammer med forskellige resultater. Udbytningsforholdene i kapitalismen bliver derfor også mere upersonlige end i andre produktionsmåder. Men kampen mod kapitalens herredømme kan ikke foregå mod en abstrakt og anonym magt. Den økonomiske magts universalitet udelukker den som et forankringspunkt for klassekampen. Det er af samme grund, at Karl Polanyi tager fejl på dette punkt. Hovedkonfliktlinjerne i kapitalismen går ikke mellem en markedsgørelsesbevægelse på den ene side og en generel modbevægelse på den anden, men derimod mellem klasser med udgangspunkt i udbytningsforhold, der er centreret i produktionsprocessen. Kampen mod kapitalens stumme tvang må være formidlet gennem klasseforholdene og den privatiserede og atomiserede klassekamp i den kombinerede produktions- og udbytningsproces. Teorien om kapitalismens økonomiske magt lærer os, at kapitalismen ikke kan besejres gennem en kamp mod kapitalens upersonlige og abstrakte herredømme. På den anden side lærer den os også, at den lokaliserede kamp i produktionsprocessen er en formidlet kamp mod kapitalens abstrakte herredømme. Det er med denne indsigt, vi kan konkludere, at kampen mod kapitalens despoti i produktionsprocessen må samles og generaliseres for at besejre kapitalismen. Uanset hvilke ændringer vi kan registrere i “klassesammensætninger og kampens former”,²²ST, 133. forbliver forudsætningen for socialisme og kommunisme som den virkelige bevægelse, der afskaffer tingenes tilstand, derfor en organiseret arbejderklasse- og bevægelse.²³Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

1.	Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapitalens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. februar 2022.
2.	Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter forkortet ST.
3.	ST, 143.
4.	ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begrebet “transcendentalt klasseherredømme” før. Brugen af det kantianske begreb om mulighedsbetingelserne for sociale magtforhold (og ikke primært for erkendelse som hos Kant) hentes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kantianske begreber er dog ikke ny i den marxistiske tradition og findes måske mest udarbejdet hos den østrigske filosof og marxist Max Adler og dennes begreb om det “sociale apriori”. Se Max Adler, Das Rätsel Der Gesellschaft: Zur Erkenntnis-Kritischen Grundlegung Der Sozialwissenschaften (Wien: Saturn Verlag, 1936). Et nyere forsøg på at anvende Kant i den marxistiske tradition kan findes i Christian Lotz, The Capitalist Schema: Time, Money, and the Culture of Abstraction (London: Lexington Books, 2014).
5.	ST, 132.
6.	ST, 132.
7.	ST, 133.
8.	ST, 178.
9.	ST, 186.
10.	Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teoretiseringen af forskellige typer af markedsafhængighed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.
11.	Det er også uklart, hvorvidt der er tale om forholdet til produktionsmidler eller forholdet til betingelserne for den sociale reproduktion, og hvad forholdet mellem de to er. Hvis klasseherredømme desuden allerede defineres som et forhold mellem dem, der kontrollerer betingelser for den sociale reproduktion, og dem, der ikke har adgang hertil, er det også svært at se, hvorfor udbytningsforholdet ikke allerede er indeholdt i definitionen.
12.	ST, 144.
13.	Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.
14.	For et sådant forsøg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).
15.	ST, 133.
16.	Det samme kan siges om Frankrig, der også kom til at optage Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019).
17.	Marx forlod dog aldrig hverken proletarbegrebet eller begrebet om “det borgerlige samfund”. Sidstnævnte kan dog næppe identificeres med den kapitalistiske produktionsmåde, men må derimod betragtes som et produkt af den særlige kontekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hentet fra middelalderens standssamfund, var en heterogen gruppe af embedsmænd, professionelle, småhandlende, håndværksmestre, osv., hvis ligeså heterogene kampe i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet handlede om at sikre politiske rettigheder til disse grupper imod adelens privilegier, men altså ikke om etableringen af kapitalistiske produktionsforhold.
18.	Det skal for en sikkerhed understreges, at “produktiv” på ingen måde er et positivt moralsk begreb for Marx’, men en videnskabelig kategori om produktionen af merværdi, tværtimod. Som han skrev i Kapitalen i kapitel 14 om absolut og relativ merværdi: “At være produktiv arbejder er derfor ingen lykke, men en ulykke”.
19.	Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95.
20.	ST, 306.
21.	ST, 306.
22.	ST, 133.
23.	Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

Historie og kapitalens logik i Stum tvang

Esben Bøgh Sørensen · 17. feb. 2022

Med udgivelsen af Stum tvang har Søren Mau formået at skabe debat i offentligheden om et emne, der stort set ellers kun diskuteres i akademiske venstrefløjskredse, nemlig den nærmere bestemmelse af den økonomiske magt, der er særegen for den kapitalistiske produktionsmåde. Sådanne teoretiske diskussioner plejer kun sjældent at nå højrefløjens medier og debattører, men også dem har Mau ramt, hvor det gør ondt. Maus værk var således det “mest uhyggelige”, som Mads Lundby Hansen, cheføkonom for den ekstreme liberalistiske tænketank CEPOS, havde læst i “de seneste 16 år”.¹Ret beset henviste Lundby Hansen til et interview i Politiken med Søren Mau.

Forståeligt nok har det været de mere generelle kapitalismekritiske, samtidsanalytiske og politiske pointer, man måske kan drage af bogen, der har fyldt i den offentlige debat. Derfor har det i den danske reception til en vis grad været overset, hvor vægtigt et bidrag bogen egentlig er til marxistisk teoriudvikling. Det kan måske sige sig selv, at den offentlige debat og mainstreammedierne ikke har format til at formidle de finere teoretiske nuancer og diskussioner i bogen. Stum tvang leverer ikke desto mindre en omfattende diskussion af både tidligere og nyere marxistisk teori af et omfang, der, hvad jeg ved af, hverken eksisterer på dansk, engelsk eller tysk.

I Stum tvang leveres en dialektisk analyse af kapitalismen, der efter min mening udgør et af de seneste årtiers vigtigste forsøg på at etablere en gennemarbejdet teori om den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur. Den foreliggende artikel, og dens efterfølger, skal betragtes som et bidrag til at videreudvikle denne teori. I denne første artikel vil jeg problematisere den rolle, det historiske materiale spiller i bogen og advare mod en risiko for, at der etableres for stor en kløft mellem den dialektiske analyse af kapitalismens grundstruktur og muligheden for historiske og empiriske analyser. Dette har, konkluderer jeg, også betydning for vores forståelse af karakteren af den dialektiske analyse af kapitalismens grundstruktur. Jeg vil i problematiseringen af det historiske materiales rolle særligt koncentrere mig om spørgsmålet om skabelsen af markedsafhængighed i forhold til analysen af kapitalismens grundstruktur. I den opfølgende artikel kaster jeg et kritisk blik på bogens begreb om “transcendentalt klasseherredømme”, der er tæt forbundet med spørgsmålet om markedsafhængighed, hvor jeg vil kritisere begrebet om transcendentalt klasseherredømme og forsvare et begreb om klasse, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdene. Begge artikler handler således fortrinsvist om den rolle, det “historiske” spiller i Stum tvang, samt den teoretiske diskussion af klassebegrebet og forholdet mellem klasse og værdi, der særligt udspiller sig i kapitel 6, 8 og 9 i Stum tvang.²Kapitel 7 omhandler også spørgsmålet om klasse og værdi, men med fokus på, hvad vi gennem den dialektiske analyse kan og ikke kan aflede om de forskelle, der produceres under kapitalismen, såsom køn og race. De emner har Susanne Possing behandlet i sin kommentar til Stum tvang her i Paradoks: Susanne Possing, “Hvorfor er den … Continue reading

Den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur og spørgsmålet om det historiske

Da marxismen igen begyndte at få vind i sejlene fra 1960’erne, udviklede der sig i særligt Tyskland og senere Skandinavien en ny læsning af Marx’ kritik af den politiske økonomi. Det var en formanalytisk læsning, som lagde vægt på den dialektiske udledning af kritikken af den politiske økonomis kategorier. Formanalyse henviser her til analysen af det, Marx kaldte “økonomiske formbestemmelser”. Produkterne af arbejde er i alle produktionsmåder ting eller services, der tilfredsstiller bestemte behov. Det er dog kun i kapitalismen, at arbejdsprodukterne generelt optræder på markedet som varer – de antager vareform. Ud fra denne simple betragtning, kan der dialektisk udledes en række andre former, såsom pengeformen og kapitalformen (P‑V-P, dvs. penge, der via bytte bliver til flere penge), og det kan vises, hvorledes kapitalformen forudsætter eksistensen af arbejdskraft, og dermed kan lønformen udledes, og så fremdeles.

I forbindelse med den nye Marx-læsnings formanalytiske kortlægning af kapitalens logik, opstod det afgørende spørgsmål om, hvad der nærmere bestemt hører under denne logik. I Danmark blev den nye Marx-læsning primært formidlet i en ganske særlig variant kendt som kapitallogikken. Det var netop spørgsmålet om “kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status”, altså omfanget af kapitalens logik, som for nyligt afdøde Hans-Jørgen Schanz spurgte til i sin bog af samme titel fra 1973. Den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur skulle kortlægges gennem en dialektisk analyse af de økonomiske formbestemmelser i kritikken af den politiske økonomi.

Så snart den nye Marx-læsning dukkede op, viste der sig også en række problemer med udredningen af kapitalens logik. For det første diskuterede man, hvordan man kunne gå fra den dialektiske analyse af de økonomiske formbestemmelser til konkrete empiriske undersøgelser og fra formanalysen til en undersøgelse af forholdet mellem den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur og de områder af den sociale virkelighed, der ikke hører til denne grundstruktur selv. For det andet udviklede der sig en diskussion af forholdet mellem logik og historie, altså hvordan kapitalens logik opstod og udviklede sig historisk, og hvorvidt og hvornår historiske forklaringer må bringes i spil i forhold til formanalysen.³Herunder også en diskussion af dialektikkens status (var det blot en ren metode?) og forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi og en historisk materialisme, som også var anvendelig på andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Se Curt Sørensen, Marxismen og den sociale orden (GMT, 1976), særligt bind 1, … Continue reading Problemstillingerne i disse diskussioner kan eksempelvis illustreres med den såkaldte statsafledningsdebat, der omhandlede, hvorledes formanalysen kunne anvendes på et fænomen (staten), der tilsyneladende ikke direkte kunne afledes af kapitalformen. Et andet interessant område var spørgsmålet om arbejder- og klassebevidsthed, og hvorvidt bestemte bevidsthedsformer (og ideologi) kunne afledes af formanalysen.⁴Se eksempelvis Anders Lundkvist, Kapitalens bevidsthedsformer (GMT, 1972) og Ole Marquardt, “Konjunkturforløb og klassebevidsthed”, Jyske historiker (1974). På trods heraf vedblev netop forholdet mellem formanalyse og empiriske undersøgelser, logik og historie, at martre den kapitallogiske tilgang, og herhjemme blev det eksempelvis diskuteret ivrigt i både tidsskriftet Kurasje, den Jyske historiker og Historievidenskab.⁵I Vesttyskland f.eks. i tidsskrifter som Sozialistische Politik og Probleme des Klassenkampfes.

Pointen med denne korte opridsning af den nye Marx-læsning er, at Stum tvang, til dels med inspiration i denne læsning, på samme måde angår “den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser”.⁶Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 29. Herefter forkortet ST. Bogens formål er således at undersøge, hvor meget vi på baggrund af “en dialektisk analyse af kapitalismens ideale tværsnit” kan sige om kapitalens økonomiske magt. Til det formål udvikles der i første del af bogen en række originale socialontologiske indsigter, der etablerer, hvad de ontologiske mulighedsbetingelser er for kapitalens økonomiske magt. Bogen holder sig ikke strengt til en marxologisk undersøgelse, men sætter derimod både et specifikt undersøgelsesobjekt (kapitalens økonomiske magt) og diskuterer samtidigt en omfattende marxistisk teoretisk litteratur i forhold til det marxologiske aspekt. Endelig argumenteres der i bogen også for, at kapitalens logik nødvendigvis indskriver “sig i den sociale reproduktions materielle kompositioner”.⁷ST, 305. Den måde, hvorpå kapitalens logik omformer det sociale liv og materialiteten illustreres i tredje del af bogen, blandt andet med hensyn til produktionsprocessen og arbejdernes kroppe samt naturen og landbruget.

Det bringer mig til mit centrale spørgsmål, nemlig hvorledes bogen forholder sig til, hvilken rolle det historiske spiller i forhold til den dialektiske analyse, og hvad forholdet mellem analysen af kapitalismens grundstruktur og de empiriske analyser er. Som nævnt afledes der en nødvendighed i kapitalens logik til at væve sig ind i og reorganisere det sociale liv og naturen, processer, der illustreres med en række eksempler. I indledningen understreges det således, at det historiske og empiriske niveau kun bliver inddraget som “eksempler og illustrationer”,⁸ST, 29. og i konklusionen hævdes det, at de teoretiske indsigter, der er udviklet i bogen, også “kan bruges på lavere abstraktionsniveauer”, implicit empiriske undersøgelser, der også er direkte politisk relevante.⁹ST, 306. Umiddelbart optræder historien og historiske fænomener bogen igennem kun som illustrationer og eksempler, om end som illustrationer af nødvendige træk ved kapitalens logik. Det anerkendes desuden i indledningen, at dette adskiller sig fra Marx’ kritik af den politiske økonomi på den måde, at det historiske materiale var en integreret del af denne.

Vi kan nu problematisere i hvert fald to ting i Stum tvang. For det første efterlades det som et åbent spørgsmål, hvordan vi bliver i stand til at gå fra blot at illustrere, hvordan kapitalens logik udfolder sig historisk, til rent faktisk også at bruge teorien om kapitalens økonomiske magt til at lave historiske og empiriske analyser. Det kan efter min mening ikke forudsættes, at teorien, der udvikles i bogen, uden videre kan anvendes på lavere abstraktionsniveauer uden yderligere metodisk og begrebsligt arbejde.¹⁰I sin anmeldelse af Stum tvang påpeger Magnus Møller Ziegler således også, at der mangler en åbning til et “mesoniveau”. Det er jeg enig i, men som vi skal se, mangler der også en diskussion af det historiske materiales rolle i forhold til den dialektiske analyse allerede inden et sådant mesoniveau. Se Magnus Møller Ziegler, … Continue reading For det andet kan vi stille spørgsmålstegn ved, om det historiske rent faktisk blot spiller en rolle som “eksempler og illustrationer” i den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur. Det er nemlig sådan, at der i løbet af Stum tvang flere gange dukker historiske betragtninger op, som jeg ikke mener blot tjener som “eksempler og illustrationer”, men som mere eller mindre indgår i det teoretiske argument og den dialektiske analyse. Behandlingen af det historiske materiale har dog indflydelse på, hvordan den kapitalistiske grundstruktur fremstilles i den dialektiske analyse. Jeg vil i det følgende problematisere et par af de steder, hvor det historiske materiale og de teoretiske slutninger, der drages på den baggrund, bliver inddraget, og herigennem illustrere nødvendigheden af en grundigere stillingtagen til forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser og det historiske.

Kapitalisme og biopolitik?

Lad mig starte med diskussionen af Foucault og Agamben i kapitel 6. På dette punkt i analysen er det blevet etableret, at den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur forudsætter en fundamental adskillelse mellem livet og dets betingelser, der samtidig gør kapitalen i stand til at indsætte sig selv som forbindelsesleddet herimellem. Som et resultat af splittelsen mellem livet og dets betingelser opstår proletarsubjektet, et “ ‘nøgent liv’ eller et ‘blot og bart subjekt’, afskåret fra sine objektive betingelser”.¹¹ST, 133. Adskillelsen mellem livet og dets betingelser og proletarsubjektet vender jeg tilbage til om lidt. Foreløbigt handler det om, hvordan disse pointer bruges til at diskutere Foucault og Agamben og deres begreb om “biopolitik”.

I Stum tvang redegøres der for, hvordan biopolitik optræder hos Foucault som en magtform, der opstår i sidste del af den tidligt moderne periode og refererer til statens forsøg på at administrere befolkningens liv gennem en række magtteknikker og regeringspraksisser. Foucaults begreb om biopolitik afgrænses herefter fra Agambens begreb. Hvor biopolitik hos Foucault placeres historisk som et afgørende aspekt ved den moderne stats udvikling fra det 17. århundrede og frem, sporer Agamben biopolitikkens oprindelse i en flere tusinde år gammel vestlig suverænitetslogik. Hos Agamben bliver suverænitetslogikken knyttet til begrebet om det “nøgne liv”, som “et liv, der er adskilt fra sin konkrete form og reduceret til det blotte faktum, at det ikke i biologisk forstand er dødt”, og dermed kerneeksemplet på det liv, biopolitikken forsøger at administrere.¹²ST, 149. Efter denne præsentation af Foucault og Agamben argumenteres der for, at det nøgne liv hverken er et resultat af en ældgammel suverænitetslogik, som hos Agamben, eller kan reduceres til en form for “moderne” statsmagt, som hos Foucault, men derimod er et resultat af den kapitalistiske produktionsmåde: “Det nøgne liv er resultatet, ikke af suveræn vold, men af de økonomiske forholds stumme tvang: Adskillelsen af livet og dets betingelser er den oprindelige biopolitiske fraktur, der ligger til grund for den moderne biopolitik”.¹³ST, 152.

Diskussionen om forholdet mellem kapitalismen og biopolitikken udfolder sig på et historisk såvel som logisk abstraktionsniveau. Der argumenteres for, at den biopolitiske fraktur og det nøgne liv både er et historisk resultat af den kapitalistiske produktionsmåde, og at det hører til dennes grundstruktur, specifikt kapitalforholdet. Konkrete eksempler på biopolitik kan ikke direkte afledes af kapitalforholdet, men vi kan ikke forstå dem uden at forstå, at biopolitikkens mulighedsbetingelser er sat med de kapitalistiske produktionsforhold. Kapitalismen har i sin grundstruktur gennem kapitalforholdet en tendens til at skabe nøgent liv, som dog i Stum tvang omfortolkes som et i første omgang økonomisk snarere end et juridisk subjekt.

Der rejser sig dog en række problemstillinger i forbindelse med afledningen af den biopolitiske magtform fra kapitalforholdet. Hvordan forholder vi os eksempelvis til Agambens identifikation af det nøgne liv langt tidligere end kapitalismens fremkomst i den tidligt moderne periode? I bogen tages Foucault i den sammenhæng i forsvar for at vise, at biopolitik er et specifikt “moderne” fænomen. Problemet er nu, at det argument kun er holdbart, hvis vi kan vise, at der er et sammenfald mellem fremkomsten af biopolitik i de tidligt moderne europæiske stater og kapitalisme. Det er dog ingenlunde sådan, at kapitalistiske produktionsforhold opstod på et generelt europæisk plan i den tidligt moderne periode, men derimod udviklede sig ved siden af ikke-kapitalistiske produktionsforhold, der længe var dominerende. Vi kan ikke uden videre kontekstualisere den biopolitik, vi finder identificeret hos Foucault, som eksempelvis demografi og statistik,¹⁴Michel Foucault, Society Must Be Defended: Lectures at the Collége de France, 1975–76 (New York: Picador, 2003), 243. inden for kapitalistiske produktionsforhold. Tværtimod er der efter min mening et stærkere argument for at kontekstualisere biopolitikken inden for specifikt ikke-kapitalistiske produktionsforhold i eksempelvis en række tidligt moderne absolutistiske stater. Kritikken af, at Foucault overser ejendoms- og produktionsforhold, rammer rigtigt, men jeg mener ikke, at der er den historiske og nødvendige forbindelse mellem den biopolitik, herunder nøgne liv, som Foucault og Agamben identificerer, og kapitalismen. Det betyder ikke, at der ikke er nogen sammenhæng overhovedet, men spørgsmålet er, på hvilket abstraktionsniveau denne sammenhæng kan etableres. Vi bør desuden også stille spørgsmålet, om ikke de særlige politikformer og regeringspraksisser, der eventuelt kan afledes af kapitalens logik og kapitalforholdet, bedre lader sig begrunde på andre måder end gennem en omvej forbi Foucault og Agamben. En begrundelse, som forudsætter en tæt opmærksomhed på, hvordan disse politikformer og regeringspraksisser udviklede sig under specifikt kapitalistiske produktionsforhold i sammenligning med, hvordan de udviklede sig under ikke-kapitalistiske forhold.¹⁵Det hele kompliceres af, at en række magtteknikker, såsom statistik og politisk økonomi, opstod både i en kapitalistisk (England) og ikke-kapitalistisk (Frankrig) kontekst. Opgaven bliver derfor at undersøge, hvordan de forskellige produktionsforhold indvirkede på biopolitikkens forskellige … Continue reading Dette eksempel på, hvordan den dialektiske analyse af kapitalismens væsensbestemmelser må tage højde for det historiske materiale, leder mig over til en måske mere grundlæggende problemstilling end spørgsmålet om biopolitik.

Skabelsen af markedsafhængighed

Hvordan opstod kapitalistiske produktionsforhold, og hvad kan den historiske oprindelse fortælle os om kapitalismens grundstruktur? I Stum tvang argumenteres der for, at kapitalismens historiske oprindelse skal adskilles fra den måde, hvorpå kapitalismen reproduceres, når den først er etableret. Stum tvang undersøger det sidste, ikke det første. Den pointe vender vi tilbage til. Kapitel 6 starter dog alligevel med en kort historisk skitsering af kapitalismens oprindelse, idet de “hovedkonklusioner, den historiske forskning i kapitalismens tilblivelse er nået frem til, vil […] hjælpe os med at forstå den form for magt, den indebærer”.¹⁶ST, 128. Det forklares dog ikke, hvad denne “hjælp” betyder i metodisk forstand for den dialektiske fremstilling af kapitalismens grundstruktur, og hvorfor den må inddrages på det punkt i fremstillingen. Jeg forudsætter her, at spørgsmålet om kapitalismens oprindelse inddrages, fordi det er nødvendigt på det punkt i analysen at demonstrere historisk, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde indebærer “den radikale adskillelse mellem livet og dets betingelser, der gør kapitalen i stand til at indsætte sig som deres formidler”.¹⁷ST, 135. Det historiske stof indgår her direkte i den dialektiske fremstilling og teoriudviklingen.

I den korte historiske skitsering fremhæves, hvordan kapitalismens tilblivelse forudsatte skabelsen af markedsafhængighed. Det skete gennem fordrivelsen af subsistensbønder fra jorden, indhegningen af fælleder og den voldelige disciplinering af den markedsafhængige befolkning til lønarbejdet.¹⁸ST, 129–30. Ud fra denne historiske argumentation konkluderes der, at vareformen i virkeligheden forudsætter klasseherredømmet. Skildringen af skabelsen af en klasse markedsafhængige lønarbejdere som den historiske forudsætning for kapitalismens tilblivelse er afgørende i argumentet for, at kapitalismens stumme tvang, eller økonomiske magt, forudsætter klasseherredømme. I kapitel otte får vi yderligere at vide, at ikke bare forudsætter markedet bestemte klasseforhold, men også at “selve markedets eksistens er et resultat af klasseherredømme”.¹⁹ST, 186. I kapitel ni gives yderligere en ren dialektisk afledning af nødvendigheden af vertikale klasseforhold for de horisontale markedsforhold mellem produktionsenheder.

En af de mest originale og vigtige argumenter i Stum tvang er ikke blot, at de horisontale markedsforhold mellem produktionsenheder forudsætter eksistensen af et vertikalt klasseherredømme, men også, at ingen af de to forhold kan reduceres til hinanden. Forholdet mellem relationen mellem markedsafhængige private producenter på den ene side, og mellem kapital og lønarbejde på den anden, har været et centralt diskussionsemne inden for den marxistiske teoriudvikling inspireret af den nye Marx-læsning. Hos teoretikere som Moishe Postone, Robert Kurz og enkelte steder også Michael Heinrich reduceres klasse til blot en fremtrædelsesform for en dybereliggende horisontal grundstruktur.²⁰Moishe Postone, Time, Labor, and Social Domination: A Reinterpretation of Marx’s Critical Theory (Cambridge University Press, 1993); Michael Heinrich, Die Wissenschaft vom Wert: die Marxsche Kritik der politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition (Münster: … Continue reading Hos teoretikere som Werner Bonefeld, Chris Arthur og Karl Reitter, derimod, bliver klasseforholdet det grundlæggende og markedsforholdene blot fremtrædelsesformer.²¹Christopher Arthur, The New Dialectic and Marx’s Capital (Ledien: Brill, 2004); Karl Reitter and Gerhard Hanloser, Der Bewegter Marx – Eine Einführende Kritik Des Zirkulationsmarxismus (Münster: Unrast, 2008); Werner Bonefeld, Critical Theory and the Critique of Political Economy – On Subversive and Negative Reason (New … Continue reading Løsningen i Stum tvang er et stort skridt fremad i den diskussion. Værdi (dvs. forholdet mellem markedsafhængige privatproducenter) forudsætter klasse, men klasse forudsætter ikke værdi: Det er “muligt at forestille sig en situation, hvor de umiddelbare producenter er adskilt fra produktionsmidlerne, men hvor der ikke produceres til markedet”, men altså ikke omvendt.²²ST, 206.

Men er det nu rigtigt? Som vi har set, argumenteres der i Stum tvang både på et historisk niveau og senere med en dialektisk afledning af værdiens nødvendige forudsætning i klasseforholdet. Den økonomihistoriske forskning i opkomsten af markedsafhængighed blandt engelske bønder i perioden fra 1500 til 1800 abonnerer dog ikke uden videre på påstanden om, at de fleste bønder med vold blev fordrevet fra deres jord til fordel for kapitalistiske storbønder og landejere, og at dette skulle have været en nødvendig forudsætning for kapitalismens tilblivelse. Mainstream historieforskning peger i stedet på, hvordan små og middelstore bønder selv begyndte at producere til markedet, hvilket førte til en intern differentiering mellem bønder. Denne interne differentieringstese findes i forskellige varianter, men er også blevet stærkt kritiseret, senest af Spencer Dimmock, der med udgangspunkt i omfattende arkivstudier har påvist, hvordan fæstebønder²³Jeg har her anvendt “fæstebønder” som oversættelse af det engelske “copyholders”. Forholdene for de to var dog ikke helt de samme. Den primære forskel var, at danske herremænd i løbet af den tidligt moderne periode baserede en stor del af deres indkomst på hoveri fra fæstebønderne. Samme mulighed havde de engelske … Continue reading ofte med direkte magtanvendelse blev fordrevet fra deres jord i slutningen af 1400- og i løbet af 1500-tallet.²⁴Spencer Dimmock, “Expropriation and the Political Origins of Agrarian Capitalism in England”, i Case Studies in the Origins of Capitalism, red. Xavier Lafrance & Charles Post (Springer, 2019). For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er yderst kritisk over for mainstreamforskning og positiv over for Dimmock. Som … Continue reading

I den historiske skildring af kapitalismens tilblivelse i Stum tvang trækkes der primært på Robert Brenner. Det er dog ikke Brenners pointe, at markedsafhængighed i første omgang opstod som et resultat af fordrivelsen af bønder fra deres jord. I stedet peger han på, at den særegne og klassekampsbestemte udvikling i de engelske institutioner for jordbesiddelse i sidste del af middelalderen gjorde, at de større landejere ikke var i stand til at hævde deres herskab overfor bønderne, dvs. de umiddelbare producenter, og f.eks. kræve hoveri, men derimod både havde kapacitet og var nødsagede til at leje deres forholdsvist omfattende hovedgårdsjorde ud til bønder på markedsvilkår. Samtidig blev lejen i forbindelse med fornyelse af fæstekontrakterne så variable, at det konkurrencepres, der allerede gjorde sig gældende på markedet for landejendom for hovedgårdsjorden, påvirkede fæstegårdsjorden. Dette igangsatte en proces, hvor de store landejere blev afhængige af indkomsten fra bønder, der måtte konkurrere på markedsvilkår, og hvor de enkelte bønder måtte indrette sig på kapitalistiske reproduktionsstrategier med produktivitetsstigninger og profitmaksimering som mål. Som Ellen Meiksins Wood har peget på, er det bemærkelsesværdigt, at det kapitalistiske konkurrencepres på bønderne i det store og hele opstod før skabelsen af en lønarbejderklasse.²⁵Se Ellen Meiksins Wood, “Horizontal Relations: A Note on Brenner’s Heresy”, Historical Materialism 4, nr. 1 (1999): 171–80.

Vi kan dermed godt forestille os en situation, hvor der produceres under markedskonkurrencens vilkår, men hvor de umiddelbare producenter endnu ikke er fuldstændigt adskilte fra produktionsmidlerne. Markedsafhængighed opstod ikke som et resultat af denne adskillelse. Vi kan altså konkludere, at værdi hverken forudsætter eller er et resultat af klasse, i hvert fald ikke i historisk forstand. Ligeledes forudsætter klasse heller ikke værdi, fordi vi kan forestille os klassesamfund uden markedsafhængighed, sådan som det også har været tilfældet i de fleste historiske klassesamfund. Selvom denne konklusion umiddelbart er i modstrid med bogens udsagn, at klasse er en nødvendig forudsætning for (og endda resulterer i) værdi, understøtter diskussionen af det historiske materiale argumentet i bogen om, at de vertikale og de horisontale forhold i kapitalismen er irreducible til hinanden. Det er dog muligt at argumentere for, at selvom den horisontale markedsafhængighed historisk optrådte før skabelsen af en lønarbejderklasse, så er kapitalismen per definition et system, der indebærer både vertikale klasseforhold og horisontale markedsforhold, hvorfor kapitalismens grundstruktur nødvendigvis forudsætter begge. Denne tautologiske slutning løser dog ikke problemet med, hvordan vi forbinder den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser med den faktisk historie, og hvad det historiske materiale kan lære os om kapitalismens grundstruktur.

Selvom den umiddelbare konklusion blev, at klasse ikke er en nødvendig betingelse for værdi, kan vi dog modificere denne konklusion yderligere og måske alligevel gennem det historiske materiale argumentere for, at der er en sammenhæng mellem værdi og klasse. Udover at fordrivelsen af bønder fra jorden skete gennem voldelig, politisk og juridisk magtanvendelse, spillede det markedskonkurrencepres, der allerede var etableret, også en større rolle i denne adskillelsesproces. Vi bliver med det udgangspunkt i stand til at omgå diskussionen om, hvorvidt bønderne blev fordrevet fra jorden gennem magtanvendelse eller gennem en mere eller mindre frivillig intern differentieringsproces. Fordi de horisontale forhold ikke var et resultat af adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, men derimod blev etableret før, bidrog deres stumme tvang til selv samme adskillelsesproces. Vi står dermed tilbage med to spørgsmål til videre diskussion: Kan vi tale om, at klasse alligevel er en nødvendig forudsætning for værdi, men i en anden forstand end før?²⁶I lyset af den seneste tids opblomstring af diskussionen om økonomisk demokrati og kooperative ejerformer, er det desuden en problemstilling, der er højest aktuel. Vi kan nemlig forestille os et samfund med virksomheder, der internt er demokratisk organiserede og med forskellige former for fælles ejerskab, f.eks. … Continue reading Den ovenstående diskussion af forholdet mellem værdi og klasse viser, hvordan det historiske materiale komplicerer den dialektiske analyse. Medmindre vi mener, at det historiske materiale slet ikke bør have indflydelse på den dialektiske analyse og fremstilling, må afledningen af forholdet mellem værdi og klasse genovervejes. Det betyder også, at selvom Stum tvang leverer et yderst originalt argument om det irreducible forhold mellem værdi og klasse, er vi slet ikke færdige med at diskutere problemstillingen.

Vi kan vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi uden videre kan skelne kapitalismen i dens historiske tilblivelse og den måde, hvorpå kapitalismen reproducerer sig selv, når den først er blevet etableret. I bogen fremstilles det således, at kapitalismens historiske tilblivelse skal analyseres som en voldelig proces, der tvang “mennesker ind i markedets net”, hvorimod kapitalismens reproduktion, når den først er etableret, netop er karakteriseret ved kapitalens økonomiske magts stumme tvang.²⁷ST, 130. Eller: “[n]år volden har gjort sit arbejde, kan en anden type magt tage over”, ST, 17. Som vi har set, er kapitalismens historiske tilblivelse dog langt mere kompliceret, karakteriseret ved vold såvel som konkurrencepressets stumme tvang. Jeg mener i forlængelse heraf, at denne distinktion mellem historisk tilblivelse og reproduktion enten bør droppes helt eller stærkt modificeres. Som bogen også argumenterer for, eksisterer kapitalismen aldrig i sit ideale tværsnit. Jeg vil tilføje, at kapitalismen således altid er i en proces af historisk tilblivelse, hvilket komplicerer enhver “synkron analyse”²⁸ST, 219. af kapitalismen. Det betyder ikke, at vi ikke kan analysere og fremstille kapitalismens grundstruktur og dens sociale reproduktion, men det betyder, at den dialektiske fremstilling ikke viser os en logik, der sætter sig igennem i en “etableret” kapitalisme, men derimod en logik, der resulterer fra bestemte historiske udviklingsforløb. Det, der tillader os at tale om “kapitalisme”, er således sammenhængen mellem forskellige historiske udviklingsforløb, og derfor må analysen af kapitalismen i dens ideale tværsnit også selv løbende modificeres og genetableres i lyset af såvel nyere historisk forskning som den aktuelle udvikling i kapitalismen og klassekampen. Den dialektiske fremstilling bør desuden udvikles, så den kan medreflektere dette på et begrebsligt niveau og dermed selv åbne op for, hvordan den kan hjælpe os med historiske og empiriske analyser. Historiske og empiriske analyser, der selv kan reflektere tilbage på den dialektiske fremstilling. En for rigid skelnen mellem historiske tilblivelse og reproduktion, mellem historisk materiale og dialektisk analyse, risikerer at åbne en uoverstigelig kløft mellem abstrakt teori på den ene side og empiriske illustrationer og eksempler på den anden. Hvis der ikke allerede i den dialektiske analyse tages højde for den kapitalistiske logiks historicitet, risikerer vi en art reifikation af denne logik, som vi så det hos den tidligere kapitallogik.²⁹Den aktuelle diskussion inden for marxistisk historiografi med udgangspunkt i den såkaldte Politisk Marxistiske tradition om forholdet mellem struktur og agens er yderst relevant for spørgsmålet om forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismen i dens ideale tværsnit og den historiske dimension. Se … Continue reading Og bør et centralt formål med den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser ikke også være at gøre os i stand til at lave mere konkrete analyser?³⁰Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

1.	Ret beset henviste Lundby Hansen til et interview i Politiken med Søren Mau.
2.	Kapitel 7 omhandler også spørgsmålet om klasse og værdi, men med fokus på, hvad vi gennem den dialektiske analyse kan og ikke kan aflede om de forskelle, der produceres under kapitalismen, såsom køn og race. De emner har Susanne Possing behandlet i sin kommentar til Stum tvang her i Paradoks: Susanne Possing, “Hvorfor er den bog ikke til at komme uden om?”, Tidsskriftet Paradoks, 30. november 2021.
3.	Herunder også en diskussion af dialektikkens status (var det blot en ren metode?) og forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi og en historisk materialisme, som også var anvendelig på andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Se Curt Sørensen, Marxismen og den sociale orden (GMT, 1976), særligt bind 1, kapitlerne 2–5.
4.	Se eksempelvis Anders Lundkvist, Kapitalens bevidsthedsformer (GMT, 1972) og Ole Marquardt, “Konjunkturforløb og klassebevidsthed”, Jyske historiker (1974).
5.	I Vesttyskland f.eks. i tidsskrifter som Sozialistische Politik og Probleme des Klassenkampfes.
6.	Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 29. Herefter forkortet ST.
7.	ST, 305.
8.	ST, 29.
9.	ST, 306.
10.	I sin anmeldelse af Stum tvang påpeger Magnus Møller Ziegler således også, at der mangler en åbning til et “mesoniveau”. Det er jeg enig i, men som vi skal se, mangler der også en diskussion af det historiske materiales rolle i forhold til den dialektiske analyse allerede inden et sådant mesoniveau. Se Magnus Møller Ziegler, “På sporet af kapitalens magt”, Dagbladet Arbejderen, 1. januar 2022.
11.	ST, 133.
12.	ST, 149.
13.	ST, 152.
14.	Michel Foucault, Society Must Be Defended: Lectures at the Collége de France, 1975–76 (New York: Picador, 2003), 243.
15.	Det hele kompliceres af, at en række magtteknikker, såsom statistik og politisk økonomi, opstod både i en kapitalistisk (England) og ikke-kapitalistisk (Frankrig) kontekst. Opgaven bliver derfor at undersøge, hvordan de forskellige produktionsforhold indvirkede på biopolitikkens forskellige udviklingsforløb. Af samme grund mener jeg også, at begrebet om “modernitet”, som det bruges om sammenfaldet mellem kapitalisme og moderne stater, er uholdbart. Det, som oftest identificeres som den moderne stats opkomst i det tidligt moderne Europa, udviklede sig i de fleste lande og territorier på ikke-kapitalistiske produktionsforhold, hvorimod den engelsk-britiske stat, der er blevet karakteriseret som “særegen”, netop udviklede sig på kapitalistiske produktionsforhold. Se for eksempel Ellen Meiksins Wood i artiklen “Britain versus France: How Many Sonderwegs?”, Historical Materialism 24, nr. 1 (2016): 11–29.
16.	ST, 128.
17.	ST, 135.
18.	ST, 129–30.
19.	ST, 186.
20.	Moishe Postone, Time, Labor, and Social Domination: A Reinterpretation of Marx’s Critical Theory (Cambridge University Press, 1993); Michael Heinrich, Die Wissenschaft vom Wert: die Marxsche Kritik der politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition (Münster: Westfälisches Dampfboot, 2014); Robert Kurz, Geld ohne Wert: Grundrisse zu einer Transformation der Kritik der politischen Ökonomie (Horlemann, 2012).
21.	Christopher Arthur, The New Dialectic and Marx’s Capital (Ledien: Brill, 2004); Karl Reitter and Gerhard Hanloser, Der Bewegter Marx – Eine Einführende Kritik Des Zirkulationsmarxismus (Münster: Unrast, 2008); Werner Bonefeld, Critical Theory and the Critique of Political Economy – On Subversive and Negative Reason (New York: Bloomsbury, 2014). Jeg har selv tidligere tumlet med denne problemstilling: “Nye fortolkninger af Kritikken af den politiske økonomi – værdiformsteorierne”, Arbejderhistorie: Tidskrift for historie, kultur og politik 2 (2016): 33–58.
22.	ST, 206.
23.	Jeg har her anvendt “fæstebønder” som oversættelse af det engelske “copyholders”. Forholdene for de to var dog ikke helt de samme. Den primære forskel var, at danske herremænd i løbet af den tidligt moderne periode baserede en stor del af deres indkomst på hoveri fra fæstebønderne. Samme mulighed havde de engelske landejere ikke, hvilket var en af flere vigtige årsager til den tidlige udvikling af kapitalistiske forhold i det engelske landbrug.
24.	Spencer Dimmock, “Expropriation and the Political Origins of Agrarian Capitalism in England”, i Case Studies in the Origins of Capitalism, red. Xavier Lafrance & Charles Post (Springer, 2019). For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er yderst kritisk over for mainstreamforskning og positiv over for Dimmock. Som forklaret i næste afsnit mener jeg dog, at Dimmocks fokus på bønders ekspropriation via direkte magtanvendelse overser det særegne ved kapitalismens opkomst i det engelske landbrug.
25.	Se Ellen Meiksins Wood, “Horizontal Relations: A Note on Brenner’s Heresy”, Historical Materialism 4, nr. 1 (1999): 171–80.
26.	I lyset af den seneste tids opblomstring af diskussionen om økonomisk demokrati og kooperative ejerformer, er det desuden en problemstilling, der er højest aktuel. Vi kan nemlig forestille os et samfund med virksomheder, der internt er demokratisk organiserede og med forskellige former for fælles ejerskab, f.eks. kooperativer, men hvor der samtidigt produceres på markedskonkurrencevilkår. Her ville de umiddelbare producenter ikke være fuldstændigt adskilt fra produktionsmidlerne, men værdi ville være det organiserende princip for produktionen. Der ville altså i forhold til de horisontale forhold mellem producenter være tale om en kapitalistisk produktionsmåde. Idet vi kan pege på, hvordan værdiforholdet mellem private producenter historisk bidrog til en adskillelse mellem producenter og produktionsmidler gennem markedskonkurrencens stumme tvang, er der gode argumenter for, at sådan en adskillelsesproces også vil resultere fra en produktionsmåde baseret på demokratiske kooperativer, der producerer under markedskonkurrencevilkår.
27.	ST, 130. Eller: “[n]år volden har gjort sit arbejde, kan en anden type magt tage over”, ST, 17.
28.	ST, 219.
29.	Den aktuelle diskussion inden for marxistisk historiografi med udgangspunkt i den såkaldte Politisk Marxistiske tradition om forholdet mellem struktur og agens er yderst relevant for spørgsmålet om forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismen i dens ideale tværsnit og den historiske dimension. Se diskussionen i Historical Materialism 29, nr. 3, (2021).
30.	Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

Tvangsfri koordination er en illusion

Jeppe Druedahl · 16. dec. 2021

Det grundlæggende økonomiske spørgsmål er, hvordan menneskeheden producerer og distribuerer de subsistensmidler og den omsorg, som er nødvendig for artens overlevelse. Det har til alle tider været en social proces: Nogen overlever uden at producere; dem, som producerer omsorg, har brug for subsistensmidler – og vice versa; og selve produktionen foregår aldrig isoleret. Mange menneskelige arbejdsprocesser kræver direkte samarbejde, og al produktion, der forudsætter arbejdsdeling, kræver en direkte eller indirekte koordination af forskelligartede produktionsprocesser.

Der er et utal af måder, hvorpå vi kan forestille os denne koordination, og hvor de fremkomne forbrugsmuligheder fordeles på tværs af personer og tid. Vi kan både studere den historiske udvikling og diskutere hypotetiske alternativer.

Logikken i den kapitalistiske koordination af produktionen er, at den igangsættes, hvis produktionsudgifterne er mindre end de forventede salgsindtægter; altså, hvis der er en profitmulighed. Logikken i den kapitalistiske fordeling af forbrugsmuligheder er, at adgangen til forbrugsmuligheder opnås ved at sælge en vare eller en service på markedet. For det store flertal kræver det, at de sælger deres arbejdskraft til den forhåndenværende løn.

Grundpåstanden i filosoffen Søren Maus nye bog Stum tvang – en marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt er, at denne markedsafhængighed fratager mennesker kontrollen over deres liv, hvilket præsenteres som et diktatorisk indgreb i vores frihed. Modsat slaven eller den livegne er tvangen ikke udtalt og personlig. Tvangen er tværtimod stum og upersonlig. Den økonomiske magt er i udgangspunktet hverken baseret på vold eller ideologi, men kan afledes direkte fra selve kapitalismens økonomiske struktur.¹Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter forkortet ST.

Markedsafhængighed er bestemt en realitet. Maus store fortjeneste er, at han i sin analyse af kapitalismen folder den kendsgerning ud ved at videreudvikle Karl Marx’ begreb om “stum tvang”. Men samtidig er det vigtigt at se tvangsbegrebet i relation til det uundgåelige behov for koordination af produktionsprocesserne i et hvert samfund med udbredt arbejdsdeling. Og det er ligeledes vigtigt, at vi i en søgen efter kapitalismens økonomiske “ideale tværsnit”, som Mau kalder sit analytiske greb, ikke bliver blinde for de modvirkende økonomiske og politiske tendenser, der som minimum også er en del af den virkeliggjorte, historiske kapitalisme.

I denne artikel vil jeg kritisere Maus analyse med udgangspunkt i spørgsmålet om koordinationsproblemet. Jeg argumenterer for, at markedets stumme tvang består i manglen på reelle alternativer for den enkelte, og at det er meget svært at forestille sig koordination i et samfund med udbredt arbejdsdeling uden en vis grad af tvang. Med andre ord: Forsiden af medaljen af kapitalismens stumme tvang er stum koordination.

Jeg fremhæver samtidig, at der er et stort mulighedsrum for en demokratiseret styring af økonomien, som drager nytte af denne stumme koordination til at opnå arbitrære politiske mål ved, at staten skaber, omformer og regulerer markeder og derved profitjagtens retning. Denne styring er dog begrænset af den type viden om fremtiden, som økonomiske modeller ikke giver os.

Endeligt slutter artiklen af med en diskussion af de tendenser i en kapitalistisk markedsøkonomi, der modvirker den ødelæggende tvang, som Mau alene fokuserer på, og som samlet set putter lodder i vægtskålen for en demokratisk styring af økonomien, som også gør brug af markeder.

Markeds- og planafhængighed

Ét udgangspunkt for at studere koordinationsproblemet er at tage udgangspunkt i de spørgsmål, der må opstå for ethvert organ, der fra et centralt hold skal koordinere et samfunds produktion, upåagtet om det gælder små produktionsenheder i et enkelt firma eller en kommune, eller store globale forsyningskæder. For enhver sådan samfundsplanlægger vil informations- såvel som incitamentsproblemet udgøre centrale økonomiske spørgsmål: Hvordan fremskaffes den nødvendige information om, hvordan forskellige produktionsprocesser udføres, hvad hvem er i stand til at gøre, og hvad hvem har brug for? Og hvordan sikres det derefter, at samfundets aktører har de fornødne moralske og økonomiske incitamenter til at følge den fastlagte plan? Bagved ligger videre det politiske spørgsmål om, hvordan den enkeltes selvbestemmelse og rettigheder sikres i en planøkonomi, hvor centraliseringen placerer stor beslutningskraft på få hænder.

Mau afviser at opridse et alternativ til kapitalismen. Han definerer sit projekt negativt som ophævelsen af tvang. Jeg mener dog, at det er nødvendigt at diskutere positive alternativer, for at undersøge alle dimensioner af selve tvangsbegrebet. Hvis den centraliserede planøkonomi, som traditionelt er blevet set som alternativet til kapitalismen, for eksempel fungerer gennem kommandoer, som alle skal overholde, så er det svært at se, at det ikke også indebærer en form for tvang.

Selv i en idealtilstand, hvor både principperne bag kommandoerne og deres indhold er vedtaget demokratisk, enten direkte enstemmigt eller indirekte gennem repræsentation, vil det enkelte individ stadig været underlagt tvang. For enten overholder individet kommandoerne og nyder resultatet af produktionen, eller også afvises kommandoerne, og dermed mister individet sin ret til forbrug. Alene dette tankeeksperiment gør det tydeligt, at det ikke nødvendigvis er det kapitalistiske marked selv, men nærmere individets mangel på et alternativ til at udfylde sin rolle i produktionsprocessen, upåagtet om denne er defineret af en profitsøgende eller planøkonomisk koordination, som udgør den stumme tvang.

Vi kunne også forestille os, at planøkonomien fungerede ved at tilbyde individet en menu af muligheder med forskellige fordele og ulemper. På trods af valgmulighederne, ville man stadig være tvunget til at vælge fra den forhåndenværende menu. Vi kunne sige, at der ville være planafhængighed. I et markedssystem med priser udgør ens budgetmængde det mulighedsrum, man kan købe og sælge indenfor. De kapitalistiske markeders priser er igen kun medierende forhold. Bredden af reale valgmuligheder afgør, om vi er underlagt stum tvang.

At leve uden om markedet

I diskussionen af Stum tvang har Mau også selv understreget betydningen af reelle alternativer: Det afgørende for et reelt frit forhold til markedet er, ifølge Mau, at det reelt er muligt at leve et ordentligt liv uden om markedet; at alle fra fødslen er garanteret adgang til essentielle ting som ordentlig bolig, mad, medicin, uddannelse, lægehjælp osv., uden at skulle foretage køb og salg.²Det følgende er en parafrase af en række af Søren Maus tweets i samtale med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. oktober 2021. Efter ovenstående tankeeksperiment må dette princip videreføres til, at individet i en planøkonomi skal have krav på disse ting uden at skulle tilbyde en modydelse, før vi kan sige, at der ikke også her er en stum tvang og planafhængighed.

Jeg tvivler på, at det i praksis vil være muligt at garantere disse essentielle ting uden modydelser. Det samlede forbrug kan naturligvis aldrig overstige den samlede produktion, og en universel garanti af forbrugsmulighed uden et modsvarende krav til produktionsbidrag er derfor en åbenlys risiko. Alternativt må det garanterede forbrug være så ringe i forhold til det forbrugsniveau, man får ud af at deltage aktivt i planøkonomien, at det kun er en teoretisk mulighed at fravælge deltagelse i produktionen. At friheden skulle blive større, og tvangen mindre, ved at tilføje en valgmulighed, som ingen vælger, fremstår spøjst.

Helt parallelle overvejelser ville gøre sig gældende, hvis vi introducerer decentrale elementer i planøkonomien, hvor alle eller nogle økonomiske beslutninger tages lokalt. Det lader til at være den form for planøkonomi, Mau mest hælder til, når han i anden sammenhæng henviser til behovet for et opgør med både staten og markedet.³Se eksempelvis Søren Mau, “Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021. Rettigheder til subsistensmidler og omsorg må hænge sammen med pligter til at bidrage til fællesskabet. Decentralisering rejser derudover uundgåeligt spørgsmålet om, hvordan de decentrale enheder interagerer. Er der alligevel en vis grad af central planlægning? Eller skal det ske gennem forhandling? Hvad er forskellen så fra det til en egentlig markedsudveksling, udover fraværet af penge som clearings-middel?

Pointen med ovenstående diskussion er, at det selv på det abstrakte, analytiske plan, som Mau selvbevidst holder sin analyse på, ikke er klart, hvordan koordinationen af produktionsprocesser i et samfund kan finde sted uden tvang overhovedet. Det betyder ikke, at al tvang er lige, og at markedets uindskrænkede stumme tvang bare må accepteres. Det betyder heller ikke, at der ikke var en historisk periode, hvor hovedsagligt selvforsynende mennesker blev til lønslaver med et betydeligt element af tvang. Men det stiller spørgsmålstegn ved Maus påstand om, at vi må afvise en gennemgribende brug af markeder, alene fordi de altid vil involvere et element af tvang. For det argument afhænger af, at økonomisk koordination uden nogen form for tvang overhovedet er mulig.

Stum koordination

Markedets fordel ligger i at sørge for stum koordination mellem enheder, hvor både bottom-up-samarbejde og top-down-planlægning kommer til kort. Markedets stumme tvang består i, at ændringer i priser og lønninger kommanderer rundt med varer og mennesker, men samtidig spreder ændrede priser og lønninger også vigtig information. Det er forkert, når Mau påstår, at økonomer siger, at markedets udligningsprocesser udelukkende spreder information,⁴ST, 187. men pointen om, at markeder også spreder informationer, er central for at forstå, hvor svært det er at erstatte markeder med en anden koordinationsmekanisme, og derfor er den værd at udfolde.

Vi kan forestille os en situation, hvor en virksomhed opfinder en ny effektiv måde at anvende input X på. Der er nu brug for, at mere af input X bliver re-allokeret til virksomheden. Det sker gennem markedet ved, at efterspørgslen stiger og presser prisen opad, hvilket medfører, at mindre produktive virksomheder, der bruger input X, enten nedskalerer eller substituerer over til at bruge et andet input. Hvis input X er billigt i forvejen, så tyder det desuden på, at ingen endnu har fundet en god måde at bruge det på relativt til, hvor nemt det er at producere. Det vil give alle virksomheder både signal og incitament til at udvikle ny teknologi, som bruger netop dette billige input. Markedets udligningsprocesser leder inputs derhen, hvor de fører til størst mulig produktion og velbefindende, givet den eksisterende fordeling af betalingsvillighed og ‑mulighed. Det spreder information gennem kommandoer, og fremavler derigennem koordination.

Lad os nu forestille os, at input X er et enzym, der produceres af en virksomhed, og at en anden virksomhed finder en ny anvendelse enzymet i en vaccine. Hvis vaccinen har en stor efterspørgsel, vil der automatisk være mulighed for at producere meget af den, fordi vaccineproducenten kan og vil udkonkurrere anden efterspørgsel på enzymerne. Fordelen er, at der ikke behøves et planlægningsorgan til at vurdere, hvilke formål det er vigtigst, at den begrænsede mængde af enzymet går til.

Det er vigtigt at notere sig, at denne idealiserede beskrivelse af produktionen og anvendelse af enzymet kan finde sted samtidig med, at et statsligt voldsmonopol håndhæver en patentlovgivning, der giver vaccineproducenten en eksklusiv produktionsret, og dermed en markedsmagt, som medfører en begrænsning af produktionen. Eller at virksomheden, som producerer enzymet, har markedsmagt og presser prisen højt op, eller skjuler vigtig viden om, hvordan enzymet virker, så vaccinen aldrig bliver udviklet. Eller at produktionen af enzymet faktisk er så miljøødelæggende, at det er prissat alt for lavt, i hvilket tilfælde det bedste ville være en anden type af vaccine. Ligeså kan produktionen finde sted i en situation, hvor potentiel efterspørgsel på vaccinen aldrig realiseres, fordi der mangler forbrugsmuligheder hos en eller flere befolkningsgrupper.

Til sidst i dette afsnit om markedet og planlægning skal det videre tilføjes, at disse størrelser ikke, selv på det hidtidige høje abstraktionsniveau, som vi har diskuteret det her på, kan forstås som et enten-eller. Detaljeret forudgående planlægning af produktionsprocessen er centralt for enhver kapitalistisk virksomhed, hvor fordelene ved stordriftsfordele konstant vejes op imod de bureaukratiske ulemper ved en større organisation.

Store, afgørende dele af menneskelivet falder også imellem det, som bedst planlægges centralt eller udveksles på et marked. Et købt eller planlagt venskab er ikke et venskab. Også i forholdet til vores kollegaer kan stram planlægning på den ene side og konkurrence og markedsliggørelse på den anden side begge være skadelige, både i sig selv for vores velbefindende og for produktiviteten, fordi det ødelægger samarbejdet.

Staten som samfundsplanlægger

I praksis er staten i dag det tætteste, vi kommer på den samfundsplanlægger, jeg indtil nu har omtalt i abstrakte vendinger. Det er derfor vigtigt at forholde sig til, hvordan staten spiller en afgørende rolle i at skabe, omforme og regulere markeder, og derigennem påvirke den økonomiske udvikling, selvom der bliver ved med at være profitjagt og stum tvang. Samfundsplanlæggeren, som gør brug af markeder, står også over for informations- og incitamentsproblemer, og samlet set er det en konkret diskussion, hvad mulighedsrummet er, og hvad fordelene og ulemperne er ved forskellige tiltag. Det kræver i mange henseender kvantificering. Til det anvender økonomer modeller.

Ved at forsøge at forstå, hvordan løn, pris og profit bestemmes, bliver det også muligt at påvirke disse, og derigennem graden af stum tvang. Det er et enormt arbejde, som i sidste ende kræver psykologers viden om menneskelig adfærd, sociologer og antropologers indsigter i kultur og normer, politologers indsigter i institutioner, historikeres indsigter i kilder og kontekst, samt naturvidenskabelige indsigter i menneskelig teknologi og stofskiftet med naturen.

Økonomiske modellers styrke er den halve sandhed, at der intet nyt under solen er, mens deres svaghed er den lige så sigende halve sandhed, at historien aldrig gentager sig. Økonomiske modeller er lukkede systemer, men fremtiden er radikalt åben i den forstand, at den indeholder ukendte ukendte.

Det skaber problemer for enhver samfundsplanlægning, uanset om det sker direkte eller indirekte gennem markeder. Når økonomer løser en model for at vise, at markedsløsningen er efficient, gøres det typisk ved at vise, at en alvidende samfundsplanlægger ikke kan re-allokere inputs eller omfordele forbrugsmuligheder således, at bare én person stilles bedre, uden at mindst én anden stilles dårligere. Forsvaret for markedet sker med henvisning til, at det i praksis er urealistisk, at en samfundsplanlægger skulle kunne skaffe den fornødne information, især hvis vigtig information om tid og sted for den enkelte aktør kun kendes af ham eller hende. Markedsløsningen kræver ikke samme antagelse om centraliseret information.

Argumentet underbygges til tider med, at samfundsplanlæggeren har endnu sværere ved at skaffe den nødvendige information, fordi den tilgængelige information for hver individuel aktør, husholdning, virksomhed eller lokalt planlægningsorgan hele tiden ændrer sig, når det ukendte ukendte afslører sig selv. Den argumentation er dog tveægget. Når først det ukendte ukendte accepteres, må indsigter fra økonomiske modeller, som ikke indeholder dette, også forstås mere metaforisk. Og det gælder særligt, når det er modeller, hvor det antages, at hver enkelt aktør har enormt præcis information om fremtiden og automatisk har samstemmende forventninger dertil, hvilket overdriver markedets koordinerende evner.

I mine øjne er det ukendte ukendte både et argument for, at decentralisering af økonomiske beslutninger, uanset formen, er nødvendige for at skabe nok fleksibilitet, men at en vis grad af centralisering er nødvendig for at sikre en fælles ramme og understøtte stabiliteten, når det helt uventede sker. Økonomiske modeller spiller en afgørende rolle i forhold til at konkretisere vores logisk konsistente kvantitative forståelse af økonomiske dynamikker og mekanismer, men i økonomisk teori må man også erkende, at oversættelsen fra modeller til virkelig politik uundgåeligt indbefatter mere vævende kvalitative vurderinger og afvejninger.

Modvirkende tendenser

Lad os gå videre til spørgsmålet om politiske og økonomiske modvirkende tendenser. Mau vælger i sin bog som sagt at fokusere på kapitalismens “ideale tværsnit”, og ser derfor på den økonomiske magt fremfor voldelig og ideologisk magt. Staten behandles derfor kun marginalt, men italesættes som en magtfuld aktør, der har behov for en vis grad af selvstændighed, for at kunne gribe ind for at undgå kapitalismens selvdestruktion.⁵ST, 69. Fagforeninger omtales nærmest slet ikke. Det er et afgørende problem. Selvom jagten på profit altid er den altovervejende drivkraft i kapitalismen, kan politiske beslutninger og faglig organisering i høj grad påvirke den retning, profitmotivet trækker.

Det sker direkte gennem subsidier og afgifter på forskellige produkter. Det sker gennem overenskomster og et social sikkerhedsnet, som gør, at virksomheden ingen arbejdskraft kan få, hvis de tilbyder en for lav løn eller for dårlige arbejdsforhold. Det sker gennem regulering af ejendomsretten, som begrænser, hvordan privat ejendom kan anvendes, hvad end det drejer sig om beskyttelse af lejere, medbestemmelse til ansatte eller noget helt tredje. Det sker gennem beskatning af formue, indkomst og forbrug, som omfordeler forbrugsmulighederne relativt til det, markedet skaber, og offentlig produktion, som direkte giver forbrugsmuligheder på lige vilkår. Eller det sker gennem præfordeling af de ressourcer, man træder ind på markedet med. Eller det gør ny teknologi tilgængelig for virksomhederne, hvilket påvirker vækstens retning.

I kapitalismens ideale tværsnit bør denne komplicerede relation mellem den organiserede arbejdskrafts magt og statens unikke rolle i det økonomiske system også fremgå. For den organiserede arbejdskraft og staten er ikke blot perifere størrelser i forhold til det kapitalistiske markeds profitmotiv, men direkte afgørende for udviklingen og resultatet af denne.

Jagten på andres profit

Mau låner fra Robert Brenner distinktionen mellem vertikale magtforhold mellem arbejdere og kapitalister og horisontale magtforhold indbyrdes mellem kapitalister, og han omtaler konkurrence som den mekanisme, der “eksekverer” kapitalismens love.⁶ST, 209. I mine øjne holder han dog implicit fast i en arbejdsværditeoretisk ramme, hvor konkurrence kun omfordeler merværdien udtrykt som profitudligning. Han forholder sig aldrig til, hvad der bestemmer profitratens niveau og kapitalafkastet, eller til, at kapitalisternes indbyrdes jagt på hinandens profit kan erodere profitgrundlaget som sådan.

Virksomhedernes horisontale konkurrence er en helt afgørende modvirkende tendens til profitjagtens ulighedsskabende tendenser. Når konkurrencen fungerer godt, vil virksomheder, der sælger dyrt, blive underbudt, og dem, som køber arbejdskraft billigt, vil blive overbudt. I moderne økonomisk teori skelnes derfor også mellem afkast på kapital og profit som sådan. Afkastet på kapital er det, som i princippet kan forklares af, at nogen har mulighed for at erstatte forbrug med en investering, som kombineret med egen eller andres arbejdskraft øger de samlede forbrugsmuligheder i fremtiden, og investeringen danner derfor grundlag for et afkast. Profit er her det yderligere afkast, som ikke tager udgangspunkt i, at nogen forbrugsmuligheder er blevet opgivet.

Jeg mener, at Mau groft undervurder den fremgang, menneskeheden har oplevet under kapitalismen, eller forsimplet affejer den som mulig udelukkende på baggrund af global ulighed og miljøødelæggelse, hvor virkelige disse ulyksaligheder end er. Maus analyser af konkrete spørgsmål om klima, globalisering og kriser til sidst i bogen fremstår også relativt banale og skitseagtige. De kan næsten bare koges ned til, at profitmotivet er skadeligt, uden at de modvirkende faktorer overhovedet forsøges analyseret. I en konkretisering af sine analyser vil Mau blive nødt til at forklare, hvorfor han fuldstændig ser bort fra de værktøjer, som den moderne økonomiske videnskab har udviklet til at forstå pris, løn og profit, og derved forbedre vores muligheder for både at kvantificere og dæmpe den stumme tvang. Et forsvar baseret på, at Marx’ mål slet ikke var en økonomisk teori, men nærmere en kritik af økonomisk teori som sådan,⁷ST, 72; 75; 179; 181; 199. forekommer tomt, når der samtidig foretages faktiske økonomiske analyser.

Spørgsmålet om demokratisering af økonomien er ikke et enten-eller, men nærmere et konkret hvordan. Økonomien er altid allerede funderet på statslig skabelse, udformning og regulering af markeder. Styringen af økonomien gennem brug af markeder fremfor gennem planlægning er mere indirekte, men ikke per definition mindre demokratisk. I økonomiske modeller, hvor alle byttehandler og kontrakter på individplanet er indgået uden tvang, er der stadig strukturel tvang i Maus forståelse af begrebet. Det gør det også klart, at det er muligt at diskutere spørgsmålet om strukturel tvang på en gråskala fremfor i det sort-hvid-perspektiv, Mau ynder. Det er med dette perspektiv i hånden, at vi har de bedste muligheder for at gøre op med den enorme globale ufrihed og ulighed, der præger vores verden i dag, og skabe nye former for demokratisering af økonomien.⁸Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for værdifulde kommentarer til en tidligere version af denne tekst.

1.	Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter forkortet ST.
2.	Det følgende er en parafrase af en række af Søren Maus tweets i samtale med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. oktober 2021.
3.	Se eksempelvis Søren Mau, “Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021.
4.	ST, 187.
5.	ST, 69.
6.	ST, 209.
7.	ST, 72; 75; 179; 181; 199.
8.	Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for værdifulde kommentarer til en tidligere version af denne tekst.

Hvorfor er den bog ikke til at komme uden om?

Susanne Possing · 30. nov. 2021

Allerede få uger efter udgivelsen var det første oplag udsolgt, og bogen har skabt debat i alle større medier – fra venstre til højre i det politiske spektrum.¹Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de borgerlige ikke længere evner at forsvare kapitalismen”, Dagbladet Information, 21. oktober 2021. Hvorfor er der ingen vej uden om Søren Maus bog Stum Tvang?²Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter forkortet ST. Der er mange, men her er et par vægtige grunde:

Det er allerede i gang, men om godt og vel 10 år er jordkloden ubeboelig en hel masse steder, enten fordi der er for varmt, eller fordi der er for vådt. Eller fordi der er for koldt. Også her i vores danske andedam bliver der kamp om pladserne. Klimakrisen er over os.

Samtidig trænger en ny bølge af feminisme frem overalt i verden. Kvinder – og køn i forskellige aftapninger – finder sig ikke længere i mere pis. Med stadig større selvbevidsthed insisterer de ikke alene på deres del af kagen, men også på deres ret til at sætte mændene og – ikke mindst i visse #MeToo-tilfælde – magten stolen for døren. Det får til gengæld en del herrer m/k til at råbe vagt i gevær – både dem med og dem uden magt: Hvad er der snart tilbage til os? Kønskampen raser.

Endelig, sorte og andre ikke-hvide i både Nord og Syd bliver mere og mere bevidste om deres retmæssige plads i verden og prøver derfor at (gen)indtage den med stadig større stamina. I den vestlige verden er Black Lives Matter pænt populær, liberale er mere lydhøre end længe, samtidig med at en del af de sammes regeringer raver mere eller mindre rådvilde rundt. I Syd bliver sorte borgere, der vil høres, mødt med tåregas og militær. Demokratiet har det ikke særlig godt.

Hvad stiller vi op? Og hvordan skal vi forstå de mange stemmer og ikke mindst de mange lag i de forskellige kriser? Hvordan bliver vi frie?

Teorien og den rodede virkelighed

Det er overhovedet ikke nemt. Men én ting er sikker: Djævelen ligger i detaljen. Vi har brug for hands on-viden om magtens veje og vildveje. Og vi har brug for helt konkrete analyser af, hvad der foregår. Det er her Maus bog, Stum tvang, kommer ind i billedet.

Hvad for noget? vil nogen indvende. En teoretisk moppedreng på over 300 sider, som vil “forsøge at etablere en teori om de magtformer, der kan udledes af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser”.³ST, 29. En bog, som hævder, at det “rent analytisk er muligt at isolere og identificere de kernestrukturer, der gør kapitalistiske samfund kapitalistiske.” Hvordan kan sådan en teoretisk undersøgelse hjælpe os til at forstå de spørgsmål, jeg taler om her?

Det er noget af det skønne ved Maus bog. At han kan se forskel på den teoretiske abstraktion og den historisk konkrete analyse. At han på én og samme gang insisterer på at grave efter “kapitalismens ideale tværsnit” som teoretisk abstraktion og samtidig fastholder, at dette “ikke indebærer en påstand om, at der faktisk findes sådan noget som en kapitallogik, som opererer uafhængigt af sin specifikke sociale kontekst”.⁴ST, 30.

I sit teoretiske ærinde tillader Mau sig at se bort fra den rolle, ideologi og vold spiller i opretholdelsen af kapitalistiske produktionsforhold. Han skriver: “Min påstand er altså ikke at kapitalismen udelukkende beror på stum tvang, eller at der er en historisk tendens til, at andre former for magt forsvinder eller træder i baggrunden. Den teori, jeg udvikler […], har til formål at gøre os i stand til at se, at kapitalens magt er virksom, selv når den ideologiske og voldelige magt er fraværende”.⁵ST, 32.

Det centrale i Maus projekt er påvisningen af, at kapitalismen som produktionsmåde fratager mennesker kontrollen over deres eget liv – om vi mennesker vil det eller ej. Hans teoretiske undersøgelse sigter på at vise karakteren og omfanget af de betingelser, vi er oppe imod, hvis vi vil afskaffe denne tvang og nærme os et samfund, hvor det er individernes bevidste handlen, ikke kapitalen, der regulerer det samfundsmæssige liv.

Det er karakteristisk, at Mau ved afslutningen af sin undersøgelse konkluderer: “Kampen mod kapitalens dødsmaskineri finder ikke sted i et teoretisk laboratorium, hvilket betyder, at kampen aldrig konfronterer den stumme tvang, som den beskrives i denne bog. I dén rodede virkelighed som kampe finder sted i, er kapitalens økonomiske magt altid viklet ind i voldelig og ideologisk magt, samt sociale former, logikker og dynamikker, der ikke stammer fra kapitalformen”.⁶ST, 306

Og han fortsætter: “Vi skal altid huske på, at teorier udviklet på et højt abstraktionsniveau ikke kan og ikke bør give svar på spørgsmålet, om hvad der skal gøres – men også at det ikke betyder, at sådanne teorier er politisk ubrugelige”.⁷ST, 306.

Vi har brug for dem, fordi de er relevante i den praktiske bestræbelse på at lægge kapitalens verden i graven: “Det, som teorier som den, jeg har udviklet i denne bog, imidlertid er i stand til, er at udvikle begreber, der kan bruges på lavere abstraktionsniveauer med henblik på at producere strategiske analyser af konkrete kamparenaer”.⁸ST, 306.

Hvorfor er det kvinder, der befolker det sted udenfor?

Lad os tage et eksempel. På niveauet for analysen af den stumme tvang peger Mau på, hvordan kapitalens magt altid er en form for dominans, fordi den beror på adskillelsen mellem evnen til at arbejde og betingelsen for realiseringen af denne evne. Han vil hellere tale om proletarer end om arbejdere, “fordi det ikke er alle, hvis overlevelse afhænger af kapitalen, som arbejder. Det, der definerer den proletariske position, er ikke arbejde, men den radikale spaltning mellem livet og dets betingelser”.⁹ST, 133. Vi er nægtet adgang til produktionsmidlerne, men vores overlevelse er, via markedet, bundet til samme.

Derfor, på grund af denne enhed af adskillelse og forbindelse, behøver den herskende klasse ikke at bruge vold for at presse merarbejde ud af arbejderne. Og her tager Mau Karl Marx i ed: “Den frie arbejder må […] selv opretholde forholdet, da hans egen og familiens eksistens afhænger af, at han vedvarende fornyer salget af sin arbejdsevne til kapitalisten”.¹⁰Karl Marx, Resultater af den umiddelbare produktionsproces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (citeret fra ST, 143, oversættelse tilpasset af Søren Mau). Der er altså no way out – vi går “frivilligt” hen og sælger vores arbejdskraft.

Men – og nu begynder det at blive spændende – ikke alle proletarer sælger deres arbejdskraft, og samtidig er der mange af dem, der gør, som også arbejder uden for lønforholdet og dérude udfører arbejde, som er samfundsmæssigt nødvendigt. Mau viser, hvordan kapitalismen indfører en historisk unik opdeling af produktion af varer og reproduktionen af arbejdskraften, “en opdeling hvor proletarkvinder blev tvunget til at udføre alt det ulønnede og usynliggjorte arbejde, uden hvilket det kapitalistiske system straks ville kollapse”.¹¹ST, 155.

Bogen går i dybden med den spaltning og diskuterer den nyere feministiske forskning, der går under betegnelsen social reproduktionsteori. Ligesom nogle af dens repræsentanter spørger Mau: Hvorfor er det kvinder, der befolker det sted uden for kapitalens umiddelbare kontrol, dér hvor arbejdskraften reproduceres, hvor der laves husarbejde og øves omsorg for børn og mænd? Er der en nødvendig sammenhæng mellem produktionsmådens spaltning af produktion og reproduktion og kvindernes lavere placering i det kønnede hierarki? Men han spørger også: Hvad kan vi overhovedet sige om kapital og køn på dét abstraktionsniveau?

Svaret er: not much. Jeg skal ikke gå i detaljer her, men Mau viser, hvordan diskussionen ofte ender i noget “begrebsligt rod”, og at flere forfattere bidrager til forvirringen ved ikke at skelne mellem forskellige abstraktionsniveauer. Med Cinzia Aruzza søger Mau at fastholde dialektikken: “Kønnet undertrykkelse er ikke nødvendig for kapitalismen i betydningen ‘en logisk forudsætning’, men den er nødvendig i den forstand, at kapitalismens historiske eksistens har medført, at kønnet undertrykkelse er blevet en ‘nødvendig konsekvens’ af kapitalismen.”¹²Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.

Det er ikke mindst Maus fortjeneste at pege på, hvordan det skjulte, men virkelige anliggende i de nyere teoretiske forsøg på at koble feminisme og marxisme er af politisk natur. Kan man som feministisk-marxistisk teoretiker tilvejebringe et “stærkt grundlag for kritikken af tendensen blandt (visse) marxister til at nedprioritere kampe om køn ud fra et snæversynet ideal om revolutionære kampe”,¹³ST, 167. har man sin ryg fri. Således betrygget kan man vise – ja, jeg fristes næsten til at sige retfærdiggøre – at den feministiske kamp er “god nok”, det vil sige, at den som kamp mod kønnet undertrykkelse er en naturlig del af en antikapitalistisk strategi.

Men den går ikke. Besværgelsen af den nødvendige forbindelse mellem kapitalisme og kvindeundertrykkelse tager i alt for mange tilfælde over lige dér, hvor den konkrete analyse skulle begynde. Med rette understreger Mau: “Hvor meget vi bør stræbe efter at fusionere de begrebsapparater, vi undersøger kapitalen og kønnet igennem, afhænger af, hvad vi vil undersøge, det vil sige det afhænger af det specifikke analyseobjekt, samt hvilke aspekter af dette analyseobjekt vi er interesserede i, og hvilket abstraktionsniveau analysen opererer på”.¹⁴ST, 167. Mau sætter dermed også spørgsmålstegn ved ideen om, at politiske strategier umiddelbart kan udledes af abstrakt teori: “Kampe mod kønnet undertrykkelse er vigtige, fordi de netop er kampe mod undertrykkelse – ikke fordi de er logisk forbundet til kapitalformen”.¹⁵ST, 168.

Hvis vi derimod skal forstå, hvordan “kapitalismen hviler på og forstærker kønnet undertrykkelse”, bør det derfor analyseres “på et lavere abstraktionsniveau, hvor historisk specifikke kønssystemer inddrages”, hvor man inddrager “en teori om køn, der kan forklare, hvorfor den kapitalistiske adskillelse af aktivitetssfærer har en tendens til at overlappe med et binært og hierarkisk system af kønsforskelle”.¹⁶ST, 166.

Lønarbejde og kapital og hierarkiet mellem kønnene

Lige præcis. Mau gør det ikke i bogen her, men det er der andre, der gør. Den tyske socialpsykolog og feministiske kritiker Regina Becker-Schmidt har været skelsættende, bl.a. med sit begreb om kvindernes dobbelte samfundsmæssiggørelse (som refererer indirekte til Marx’ begreb om det samfundsmæssiggjorte arbejde).¹⁷Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwischen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74. Becker-Schmidt har baggrund i både Marx’ kritik af den politiske økonomi, i psykoanalysen og i en feministisk, kritisk læsning af Adorno og Horkheimer.

Hun har bl.a. undersøgt det, hun kalder ambivalens-erfaringer hos fabriksarbejdende mødre, og har vist, hvordan den måde, kvinderne orienterer sig i begge erfaringsområder, sker gennem en mangelerfaring, og fordi mulighederne for at tilfredsstille deres behov i og mellem de adskilte sfærer er begrænsede og modsætningsfyldte: Hver sfære taget for sig er under de herskende betingelser urimelig og kritisabel. Isolation og manglende anerkendelse hér, umenneskelige arbejdsbetingelser dér, børn, der kræver god tid hér, arbejdsgivere, der beder dig humme dig dér.

Med sin viden fra Marx’ værditeori kan Becker-Schmidt fastslå, hvordan kvinderne er dobbelt underlagt den samfundsmæssiggørelse, som kapitalens valoriseringstvang ikke kan eksistere uden. Det foregår i grove træk sådan her: Lønarbejdet er en livsnødvendighed for flertallet i befolkningen. Men den, der ikke kan hævde sig på arbejdsmarkedet, marginaliseres. Enhver form for arbejde, der ikke har nogen markedsværdi, regnes ikke for noget i en samfundsstruktur, hvor profitorienteret virksomhed har forrang.

Men her gemmer sig et paradoks, især for kvinderne. For uden for markedet og pengeøkonomien ligger husarbejdet og omsorgen og andre former for socialt nødvendig virksomhed. Kvindernes arbejde er samfundsmæssigt nødvendigt, men det er gemt væk som privat og fraskriver sig dermed den værdi, som ellers, formidlet via markedet, tilkender lønarbejdet pris og social anerkendelse.

Vi kender det, historien viser det: Hvor kvinden påtager sig hus- og børnearbejdet, kommer hierarkiet mellem betalt og ubetalt arbejde den lønnede, mandlige partner til gode. Det er ham, der tæller, ikke hende.

I det borgerlige, kapitalistiske samfund gælder altså ikke kun det særlige forhold mellem lønarbejde og kapital som samfundsmæssiggørende princip, det gør også det hierarkiske kønsforhold. Begge omfatter alle medlemmer af samfundet. Men for kvinder betyder den dobbelte samfundsmæssiggørelse noget andet end for mænd – objektivt, på niveauet for udnyttelsen af deres arbejdskraft og deres evner som mødre og hustruer – og subjektivt, på niveauet for deres muligheder for at opnå anerkendelse og tilegne sig verden.

Kvindernes arbejdskraft bliver ikke kun udnyttet som vare i lønarbejdet, men også som gratis i reproduktionssfæren – og dér, hvor kvinderne aflønnes, sker det til en lavere værdi. Den centrale modsigelse, der således historisk har kendetegnet kvindernes dobbelte samfundsmæssiggørelse, består i, at selve deres integration i samfundet sker gennem segregation og deklassering qua kønnet.¹⁸Gudrun-Axeli Knapp, “Zur widersprüchliche Vergesellschaftung von Frauen”, i Die doppelte Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von privatem und beruflichem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.

Det er muligvis ved at ændre sig lidt nu, i ligestillingens tidsalder. Kapitalen har sniffet fordelene ved kvindelig arbejdskraft, og der er brug for nogen til at tage over derhjemme. Reproduktionssfæren er under tiltagende pres nu, hvor det klassiske arrangement mellem forsørger og husmor er mærkbart eroderet. I den såkaldt tredje verden er det uuddannet, billig, overvejende kvindelig arbejdskraft, der klarer grejerne, når mor er på arbejde; i Europa bliver stadigt flere af middelklassens husholdninger til arbejdspladser for betalt indvandrerarbejdskraft.¹⁹Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den privaten Haushalt. Die neuen Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007). Samtidig med, at kravet om mænd på barsel vinder indpas.

Uanset om det er manden eller kvinden, der må blive hjemme, skal det reproduktive arbejde udføres. Deklasseringen reproducerer sig nu i forholdet mellem den udearbejdende mor og den betalte hushjælp: Middelklasse-moderen ophøjes til lønnet, anerkendt arbejdskraft, mens den uuddannede sorte hushjælp for ringe betaling og uden for markedet sørger for det nødvendige. Men grundkonflikten og magtforholdet mellem den markedsformidlede og den privat organiserede reproduktionsproces består – og peger på, hvordan de historisk udviklede former for patriarkalsk herredømme, om end tilslørede, fusionerer med kapitalistiske interesser.²⁰Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gender’, ‘ethnicity’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesellschaftliche Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer … Continue reading Hvor manden – trods manglende samfundsmæssig anerkendelse – begynder at tage det generative omsorgsarbejde på sig, åbner der sig nye kampzoner, og vi kan opleve alvorlige sprækker i det gængse hierarki mellem kønnene.

Den globale kapitalisme og kvinder i Syd

Her til sidst, nu vi er ved det med ligestillingen. Jeg har lavet aktionsforskning i Nicaragua, Honduras, Sydafrika, Zambia og Uganda. Og jeg har set, hvordan Verdensbanken og andre vestlige fortalere for den globale kapitalisme i vækstens navn instrumentaliserer ligestilling i tredje verden med forslag, der skal fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, i det offentlige liv og som forbrugere. Husarbejde og den rolle, kvinder har i reproduktionen, anses for en byrde, kvinderne bør befries for.

Dét er vand på mainstream-feminismens mølle. Men når man kender til analyser som Becker-Schmidts og dén her i Maus bog, udrustes man med begreber, der gør det muligt at gennemskue bedraget og se, hvordan dén ligestilling reproducerer kønshierarkierne og nedvurderingen af kvindearbejdet i familien, præcist som vi kender det fra vores del af verden. Og man kan forstå, hvordan man med blinde, neokolonialistiske tiltag kører råt og brutalt hen over hele det spektrum af reproduktion af liv, beskyttelse af naturressourcer, slægtens opretholdelse og ceremonielle forpligtelser, som kvinder i tredje verden er hovedansvarlige for, når det kommer til fødsel, rituelle indvielser, begravelser og lignende.

Det sidste reagerer kvindelige småbønder, jeg har arbejdet med, kraftigt imod, fx med krav om at blive hørt som både producenter og omsorgsgivere. Og lige nu er klimaaktivister i Syd, bl.a. unge kvinder i Uganda, i gang med at kalde til aktioner for at beskytte den jord, de ved deres familier skal leve af. De planter træer, kører kampagner i landsbyerne, går på Twitter med krav om forbud mod plastik. Og de kalder til “kamp mod systemet” og arrangerer Fridays for Future og andre strejker for klimaet.

I mine øjne er de kvindelige småbønder og de unge kvinder i Syd kommunister i den forstand, Mau allerede talte om i en artikel i Dagbladet Information i 2017. Her skrev han: “For Marx var kommunisme ikke et ideal, der skulle realiseres, men en bevægelse, en proces. Kommunisme er at kommunisere, altså at fællesgøre – at sabotere kapitalens universelle privatisering og erstatte virksomheder og stater med frie fællesskaber, der giver menneskene kontrollen over deres fælles liv.”²¹Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod”, Dagbladet Information, 14. september 2017.

1.	Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de borgerlige ikke længere evner at forsvare kapitalismen”, Dagbladet Information, 21. oktober 2021.
2.	Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter forkortet ST.
3.	ST, 29.
4.	ST, 30.
5.	ST, 32.
6.	ST, 306
7.	ST, 306.
8.	ST, 306.
9.	ST, 133.
10.	Karl Marx, Resultater af den umiddelbare produktionsproces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (citeret fra ST, 143, oversættelse tilpasset af Søren Mau).
11.	ST, 155.
12.	Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.
13.	ST, 167.
14.	ST, 167.
15.	ST, 168.
16.	ST, 166.
17.	Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwischen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74.
18.	Gudrun-Axeli Knapp, “Zur widersprüchliche Vergesellschaftung von Frauen”, i Die doppelte Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von privatem und beruflichem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.
19.	Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den privaten Haushalt. Die neuen Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007).
20.	Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gender’, ‘ethnicity’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesellschaftliche Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84.
21.	Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod”, Dagbladet Information, 14. september 2017.

Frem­med­gø­rel­se

Frem­tids­nor­ma­ti­vi­tet og tek­no­lo­giop­ti­mis­me

Et fra­vær af dia­lek­tisk tænk­ning

Arbej­der eller pro­le­tar?

Kam­pen mod den stum­me tvang

Den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des grund­struk­tur og spørgs­må­let om det histo­ri­ske

Kapi­ta­lis­me og biopo­li­tik?

Ska­bel­sen af mar­keds­af­hæn­gig­hed

Mar­keds- og pla­naf­hæn­gig­hed

At leve uden om mar­ke­det

Stum koor­di­na­tion

Sta­ten som sam­fund­s­plan­læg­ger

Mod­vir­ken­de ten­den­ser

Jag­ten på andres pro­fit

Teo­ri­en og den rode­de vir­ke­lig­hed

Hvor­for er det kvin­der, der befol­ker det sted uden­for?

Løn­ar­bej­de og kapi­tal og hie­rar­ki­et mel­lem køn­ne­ne

Den glo­ba­le kapi­ta­lis­me og kvin­der i Syd