Emne: Metafilosofi

Thomas Schwarz Wentzer · 8. jul. 2021

Videnskaben skal “møde tidens store udfordringer” og på denne måde udvise social ansvarlighed. Dette mantra, formuleret af Krogsgaard-Larsen et al., citeret og støttet af Vincent Hendricks i den første filosofistafet, kan man ikke være uenig i.¹Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶6. Hendricks påpeger, at koblingen mellem forskning og socialt ansvar er helt i tråd med oplysningsfilosofien. Jeg er så enig. Viden forpligter, siger mundheldet i sin adaption af Francis Bacon. Vi ved det godt, og vi har ikke glemt det.

Hvorfor minde om noget, vi allerede er klar over? Fordi der en gang i mellem sker det uventede; det, der forstyrrer velfærdssamfundets normaldrift med organiseringen af de forskellige økonomiske sektorer, sundheds- og plejeområdet, børnepasning, fredagsbarer og anlægsprojekter. Hendricks skriver da også under påvirkning af den krise, COVID-19-pandemien har affødt. Denne krise er pandemisk i mere end én forstand, for virussen spredes ikke blot geografisk i alle lande; den påvirker alle landes økonomiske og sociale infrastruktur. Den har sat sit præg på hverdagskommunikationen og udfordret det politiske system, også herhjemme, når regeringen ser sig nødsaget til at foretage indgreb i borgernes privatliv i et i nyere tid uset omfang. COVID-19 har endda affødt “infodemier”, hvor konspirationsteorier og alskens fake news saboterer oplysningens og videnskabsfolkenes forsøg på at fremme sandheden (og dens nytte). En krise er en krise.

Også filosofien er og opfordres til at være en del af krisestaben. Men med hvilken opgave? Hvad er det, som filosofien skal tage sig af, fordi andre discipliner ikke vil eller kan? Hvad gavner det de andre discipliner, at filosofien går med i interdisciplinære klynger? Hvad er det, filosoffen kan bidrage med i disse klynger? Der må da være noget, en filosof bliver bedt om at bidrage med i et forskningsprojekt om ulighed, demokratiudfordringer og opmærksomhedsøkonomi (Hendricks’ eksempler)?

Der er etikken – hvad er etisk forsvarligt eller påbudt, hvad er retfærdigt; der er epistemologien – hvad er viden, og hvordan fremmes “epistemisk resiliens”²Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶3. – det er sikkert en del, men er det alt? Matcher vi derigennem “tidens store udfordringer”?

Hegel sagde, at filosofien er sin tid grebet i tanken. Dette udsagn spænder en smule bredere end formuleringen angående tidens store udfordringer. Men Hegels bud – tanken – synes ikke umiddelbart at leve op til det, udfordringerne kræver. Disse skal nemlig mestres, ligesom problemerne skal adresseres og løses. Man kunne således konkludere, at Hegel – som i øvrigt var ajour med datidens naturvidenskabelige forskning – giver endnu et eksempel på uvedkommende lænestolsfilosofi, der ikke bidrager til løsninger. Men hvad hvis krisen vitterligt kræver tænkning? Hvad hvis vi endnu ikke ved, om tidens udfordringer kan parcelleres i problemer, som så kan tilføres etisk ansvarlige teknologiske, politiske, økonomiske løsninger? Hvad hvis der alligevel skal tænkes?

Som filosof lever jeg op til mit ansvar ved at spørge ind til rammerne for den moderne dagsorden. For jeg er bange for, at det selvindlysende mantra angående social ansvarlighed alligevel siger for lidt. Oplysningsfilosofiens arv kræver i virkeligheden mere af os end blot at være nyttige for samfundet. Vi skal i dag forholde os til noget, som kun eufemistisk og i en alt for optimistisk tilpasning til oplægget kan betegnes som “global geohistorisk ansvarlighed”. Jeg kalder det optimistisk, for jeg tror, at vi endnu ikke ved, hvad dette indebærer. Det er heller ikke klart, hvem der henvises til, eller burde henvises til, med “vi”. Formuleringen og dens indhold peger hinsides den moderne filosofiske etik og imod et billede af mennesket, som med henvisning til den vesterlandske tænknings bukke- eller vuggevise kun kan betegnes som “tragisk”. Også dette ord forsøger at pege på, at der er noget på spil, der overgår, hvad vi turde tænke i normaldriften. Men nu, i krisen, skal vi tænke tanken.

Vi lever i den antropocæne tidsalder. Betegnelsen “antropocæn” blev lanceret af nobelpristageren Paul Crutzen i 2000 for at sige, at ideen om stabile klimatologiske, atmosfæriske, hydrosfæriske og geologiske rammebetingelser, som planeten siden den sidste istid har været kendetegnet ved, og som man døbte “holocæn”, skal opgives. Tiden kræver, at vi tænker anderledes om tiden. Vores tid er menneskets tid, altså antropocæn. For det er menneskene, der i tidens løb har vist sig at udgøre den afgørende geologiske faktor for livsbetingelserne på habitatet Jorden.

Filosoffen Clive Hamilton har i Nature mindet om, at “the Anthropocene was conceived by Earth-system scientists to capture the very recent rupture in Earth’s history arising from the impact of human activity on the Earth system as a whole.”³Clive Hamilton, “Define the Anthropocene in terms of the whole Earth”, Nature 536, 7616 (2016): 251. I denne sætning er der flere aspekter, der kræver at blive fremhævet. Earth System Science (ESS) er navnet på et interdisciplinært forskningsparadigme, der ser på klodens sfærer (hydrosfære (vand og is), atmosfære (gaslagene omkring planeten), geosfære (planetens solide lag), biosfære (organisk liv og dens evolutionære udvikling)) som en integreret helhed. Det er hele dette system, som er påvirket af menneskelig aktivitet i en sådan grad, at det har bevirket et brud eller en krise i Jordens historie. Dette brud var “very recent”: Ifølge den antropocæne arbejdsgruppe (AWG), som hører under den internationale kommission for stratigrafi (ICS), skete det i midten af det forrige århundrede, dvs. ca. 1950, hvilket er mål- og daterbart igennem udpegningen af en mere end symbolsk begivenhed, da radioaktivt nedfald fra overjordiske atombombesprængningerne fra dette tidspunkt kan påvises overalt på klodens overflade.

Erkendelsen af, at vi lever i den antropocæne tidsalder, er endnu ikke fordøjet. Vi ved ikke, hvad det betyder. I lyset af denne erkendelse kan Hamiltons formulering om et “brud i Jordens historie” næppe adresseres som et problem, som videnskaben og filosofien kan bidrage til at “løse”. Tænk, Jorden har vitterligt en historie – dvs. dens udvikling er ikke selvberoende, men påvirkes, forsinkes, fremskyndes, fortælles, overleveres, diskuteres, proklameres osv. af mennesker. Her er der virkelig tale om en krise, dvs. om noget, der forskyder koordinaterne af det, vi troede, der var, og som kræver, at vi rekalibrerer vores målestokke og ledende begrebsligheder.

Når jeg nægter at omtale proklamationen af det antropocæne som formuleringen af et problem, så er det, fordi jeg mener, at vi ikke har råd til at forklejne tiden og dens store udfordring. Jeg vil heller ikke gemme mig bag opgavens umulighed, for vi skal gøre noget, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men filosofiens opgave er at gribe sin tid i tanken. At tænke betyder, at man prøver at skabe en intellektuel orientering, der tør tiltale det, som krisen er et udtryk for, i nye og måske hidtil ukendte begreber og tankemønstre. Herunder det utænkelige, der synes at ligge hinsides det hidtil forsvarlige og kendte.

En organisme, der ikke responderer på sin omverden, er død. Responsivitet er tegn på liv. Ordet “responsibility” er afledt af “response-ability”; dvs. at det at bære ansvar bygger på at kunne svare på omverdenens udfordringer. De fleste indoeuropæiske sprog kender til den etymologiske forbindelse mellem svar og ansvar. De fleste sprog skelner mellem “answer” og “reply”, “Antwort” og “Erwiderung”, “réponse” og “réplique”. Deri ligger, at man ikke kan løbe fra sit ansvar, selv hvis man ikke kender svaret – man skal svare alligevel. Vi må sande, at vi også skal forholde os til det, der ikke kan oversættes til problemer og deres løsninger. Det fralægger os ikke vores ansvar.

Jeg nægter dermed ikke filosofien at skulle bidrage til problemløsninger i alle mulige, herunder pandemi-betingede eller antropocæne og særdeles interdisciplinære, forskningsprojekter. Jeg minder blot om, at der også skal skabes orientering i tanken, hvor der ikke findes løsninger. For svares og “ansvares” skal der alligevel. Jeg mener, at det er dette responsive overskud, som andre discipliner kan forvente af filosofien, når denne skal inviteres ind i interdisciplinære sammenhænge. Filosofien påpeger den responsive differens mellem det, vi skal forholde os til, og det, vi med økonomiske, teknologiske, politiske, etiske og epistemologiske midler kan komme op med eller endda mestre. Filosofien er således også – og i min optik i allerhøjeste grad – en responsiv aktivitet i åndens rige. Den er særdeles levende, når den prøver at gribe sin tid i tanken.

1.	Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶6.
2.	Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶3.
3.	Clive Hamilton, “Define the Anthropocene in terms of the whole Earth”, Nature 536, 7616 (2016): 251.

Vincent F. Hendricks · 1. jul. 2021

Indtil for blot et år siden syntes en situation med en global pandemi som en mulig verden med en jævnt hen spinkel tilgængelighedsrelation i et modalt univers. Så blev det lige pludselig den aktuelle verden. Det startede som en lægevidenskabelig krise, blev inden længe en økonomisk krise, en politisk krise, en (mis)informationskrise og nu en social og psykologisk krise for internettets brugere også kendt som samfundets borgere.

Pandemikrisen er en interdisciplinær mosaik: Fra smitte- og kontakttal; epidemiologi-matematiske modeller; de psykologiske konsekvenser af isolation; statsfinansernes vilkår i forbindelse med nedlukning af erhvervsliv og hertil hørende iværksatte suppleringspakker; samarbejdsrelationer i Europa om coronabekæmpelse; legalitetsproblemer med de af regeringen udstukne direktiver; smitte i mink og et udbrud af fugleinfluenza; “infodemier”, misinformation og konspirationsteorier, når det hidrører COVID-19; pandemier i historisk og/eller religiøst og/eller sociologisk perspektiv.

Med alle de bevægelige dele, der angår en pandemi, træder lægevidenskab således sammen med naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora, jura og teologi i en fælles bestræbelse på såvel kvalificeret at forstå, præcist formulere og pålideligt forudsige, hvordan staten såvel som dens borgere skal forholde sig for at komme pandemien til livs. Og præcis denne interdisciplinære videnskabelige ambition angår også filosofien: Hvordan kan vaccineudrulningen foregå moralsk forsvarligt? Hvad er det epistemologisk signifikante ved (mis)-information, konspirationsteorier, fingerede nyheder, postfaktualitet, og hvordan opbygges epistemisk resiliens og tillid? Hvad er strukturen og dynamikken af informationsmarkedet og hertil hørende opmærksomhedsøkonomi? Hvordan skal der kommunikeres korrekt, ansvarligt og effektivt – og hvad ved vi om alt fra talehandlinger til rigid designation, der kan være behjælpelige her? Hvad har filosofien at sige om afmagt, ensomhed, polarisering, social påvirkning, eksistens, håb og mobilisering, der kan ruste os til at stå såvel dette pandemiforløb igennem og være beredt til det næstes komme? Listen fortsætter med centrale filosofiske problemer og løsningsforslag, oplysende modeller og indsigter.

Filosofien som videnskabelig disciplin er for denne betragtning en civilsamfundsaktør med en samfundsforpligtelse og et fast, livslangt abonnement på, hvad der for nyligt er blevet kendt under betegnelsen Scientific Social Responsibility (SSR) – eller videnskabens sociale ansvar. I al væsentlighed angår SSR videns- og forskningsfællesskabets samfundsmæssige ansvar for at bidrage til løsning af de udfordringer, vi står over for globalt – og der er rigeligt at tage fat på videnskabeligt fra klimakrise, coronakrise, misinformation på nettet og voksende økonomisk ulighed til indfrielsens af FN’s 17 verdensmål, World Economic Forums 10 udfordringer til verden og OECD’s ambitiøse globale dagsorden.

I artiklen “Scientific Social Responsibility”¹Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific social responsibility: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740. slår tre danske forskere, Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup og Flemming Besenbacher, til lyd for, at forskningssamfundet har et ansvar for at adressere presserende problemer, som det bør tage på sig. De tre forskere definerer SSR som værende:

[D]et ansvar, der påhviler forskere fra alle videnskabelige discipliner, til at positionere og definere deres forskning inden for en kontekst, som gør det muligt for dem at bidrage positivt til samfundet og til at møde tidens store udfordringer.

SSR indskriver sig således i en oplysningsfilosofisk tradition, hvor videnskabens mål og rolle ikke alene består i at levere viden og forståelse af verden og det omkringliggende samfund, men ligeledes skal bidrage aktivt til at forandre disse til det bedre.

Filosoffen Francis Bacon formulerede tidligt et ideal for videnskaberne, som består i at være “til fordel og nytte for livet”. For Bacon er det væsentligt, at den viden og kunnen, som videnskaberne giver anledning til, kommer hele menneskeheden til gavn, og ikke kun dem, som gør opdagelserne. På Bacons tid var alkymi og forsøget på at udvinde guld udbredt, og Bacon var selv (som Sir Isaac Newton senere) optaget af alkymien. Hans store kritikpunkt over for alkymister, som forsøgte at udvinde guld med hemmelige (uvirksomme) opskrifter, er, at de holder deres viden og metoder for sig selv og ikke gør dem offentligt tilgængelige for hele forskningsfællesskabet og i sidste ende menneskeheden.

Videnskab skal ikke (alene) bedrives for egen vindings skyld, om den gevinst så består i rigdom på grund af en opskrift på guld, indbringende patenter eller citationer og publikationslister, men for hele menneskehedens, inklusive fremtidige generationers, skyld. Dét ideal er ikke blevet forældet, selv om det har en del år på bagen. Til enhver, der har tegnet et filosofiabonnement, er det værd at ihukomme sig, at videnskabens sociale ansvar egentlig er noget, der oprindeligt er født i den filosofiske have.

Hvis filosofi – herunder formel erkendelsesteori, hvor jeg selv oprindeligt stammer fra – opfattes som et interdisciplinært anliggende, der ligeligt praktiseres af dataloger, matematikere, logikere, samfundsvidenskabsfolk, kognitive psykologer og teoretiske økonomer, så er der en stor buket af væsentlige problemer, der skal adresseres og kan adresseres samtidigt, fra coronakrise til demokratiudfordringer, social påvirkning, opmærksomhedsbobler, ulighed …

Omvendt, hvis den filosofiske selvopfattelse forbliver en opblæst udlægning af modervidenskaben, Théoria, og dens hertil hørende selvbestaltede eksklusive særegenhed, megalomane lænestolsmetode, en sygelig forkærlighed for global underbestemthed og en ligefrem pinagtig trang til legetøjstankeeksempler, hvor æsler har påmalede striber, så de ligner zebraer, hjerner bades i nærende væsker, mosemænd træder op fra sumpen eller lader bygges af papmaché, har filosofien svære kår fremover.

To citater (som er blevet tilskrevet hhv. Charles Taylor og Alma Templeton-Teager) kan afslutningsvist gøre det bedre end jeg:

“I think that philosophy in most aspects is pretty well useless and hopeless unless it’s done with other disciplines. And that is the way I like to do it.”
“There is going to be absolutely no viable offspring in philosophy unless it gets knocked up by the sciences.”

1.	Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific social responsibility: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740.