Emne: Metafilosofi

Filosofien som institution og filosofien som tænkning

Søren Gosvig Olesen · 29. jul. 2021

Filosofi er en skoling i at tænke. Filosofi er et fag på de højere læreanstalter. Det er filosofiens dilemma til hver en tid. Nutiden er ingen undtagelse. Men denne tid har som alle andre sine egne betingelser.

Det verdensomspændende akademiske sprog er i dag engelsk. For ikke så længe siden rangerede tysk og fransk på linje med engelsk. Nu har vi monolingvisme. Det betyder monokultur.

Merleau-Ponty har sagt det, et sprog er un rapport au monde. Gadamer har sagt det, et sprog er ein Weltverhältnis. Et bestemt forhold til verden. Ét.

Med det engelske sprogs herredømme bliver dét naturligt, som er naturligt ifølge engelsk og amerikansk tradition. Horisonten indsnævres til én kulturkreds’ tradition.

“Die Grenzen meiner Sprache bedeuten die Grenzen meiner Welt,” skriver Wittgenstein i sin Tractatus. Meine Sprache. Meine Welt. Det handler ikke om sproget som sådan, men om, hvad der er mit. Hvad jeg gør til mit, hvad der er mit ansvar.

I dag bruger alle det engelske kommunikationssprog. Filosofferne accepterer en sproglig instrumentalisme, selv om al hæderlig filosofi taler imod den. Hvad Merleau-Ponty, Gadamer eller Wittgenstein har sagt, bliver noget, de mener. Dermed er filosofi reduceret til filodoksi. Filosofihistorie bliver doksografi.

På universiteterne samles man om en fælles kultur. På de forskellige fag lærer man grundlæggende de samme ting, og de forskellige fag måles også med samme målestok. Sådan lærer man networking og fundraising. Og man lærer at supervisere og administrere og organisere. Man bliver målt via peer reviews og ranking og benchmarking. Undervisning og forskning underordnes planer og resultatmål. Sådan bliver den forudsigelig. Sådan kommer den filosofi i vælten, som giver løfte om resultater.

Filosofi skal dyrkes i forskerfællesskaber, som arbejder sammen på at løse problemer. Den såkaldt analytiske filosofi har vist sig særlig ihærdig med det. Ganske vist har den ikke løst andet end de problemer, der var problemer for analytiske filosoffer. Eksempelvis det, de kalder privatsprogsproblemet. Ingen filosof ved sine fulde fem har nogensinde antaget, at sprog kunne være noget privat. Hegel skriver det ligeud i Encyklopædien. Det står for den sags skyld også forklaret i Saussures Cours de linguistique générale. Men forskerfællesskabet kan rapportere, at her har man løst et problem. Det er ganske vist. Peer reviewsene siger det selv.

Og så vil man tage Wittgenstein til indtægt for at gøre filosofi til problemløsning. Forordet til Tractatus rummer da også en sætning om, at her er der løst problemer. Men den næste sætning siger, at den egentlige værdi af sådan et arbejde ligger i at vise, hvor lidt der er udrettet med det (“wie wenig damit getan ist”).

Hvorfor mon Heidegger og Wittgenstein var lige gode om at foragte kongresserne og det akademiske miljø? Måske fordi det er næsten umuligt at bringe ud af sin tomgang. Også Heidegger og Wittgenstein har vi fundet en løsning på. I dag har vi Heidegger-forskning og Wittgenstein-forskning. Som om det var det, de var til for!

En professor er ikke så let at provokere, sagde Kierkegaard. Han holder bare endnu en forelæsning. Nu om det provokerende.

Sådan kan en bestemt form for filosofi blive herskende ideologi på filosofi – jeg mener institutionen. På Kierkegaards tid var det Hegels system. Senere blev det nykantianismen. I de østeuropæiske lande var det marxismen-leninismen. Siden Anden Verdenskrig har det været den analytiske filosofi.

Én gang ved magten kan en filosofisk skole herske alene pr. magtarrogance. De analytiske filosoffer bruger argumenter. Altså som retorisk figur. Den filosofi, som ikke er “analytisk”, kalder de uforståelig. Som om det var et argument!

Magtarrogancen ved en herskende ideologi viser sig ved, at det skal være så let at afvise de andre. For den analytiske filosofi er Hegel, Nietzsche, Heidegger, Derrida, osv. uforståelige. Filosofiens historie standser ved konflikten mellem empirisme og rationalisme, indtil den lykkeligvis begynder igen med Frege og Russell.

Hvad ville man sige om en musiker, der komponerede, som om tolvtonemusikken aldrig havde fundet sted, eller om en kunstner, der malede uden at tage notits af udviklingen fra impressionismen og frem? Eller om en biolog, der ignorerede Darwin? Eller om en fysiker, der ignorerede Einstein? Det er ikke anderledes, når man vil diskutere ontologi, som om Heidegger ikke havde levet, eller etik, som om Nietzsche ikke havde levet. Ikke desto mindre kører den analytiske filosofi i tomgang på tredje generation.

Det er ikke filosofiens endeligt. Men det er et tegn på, at vi befinder os i en epoke, hvor filosofien trives bedre uden for institutionen. Hvis man lukkede de filosofiske institutter verden over, ville det ikke betyde noget for tænkningens betingelser, sagde Agamben engang i en samtale.

Filosofien har ofte været i andres varetægt end institutionaliserede filosoffer. Det var tilfældet på Descartes’ og Humes tid eller på Marx’ og Kierkegaards. Hvorfor skulle det ikke også være tilfældet i dag? Det er en voldsom overvurdering af institutionen at tale om filosofiens død, blot fordi en herskende ideologi har fået filosofien til at gå i tomgang der. Alligevel er det et tab. For var der engang folk, i Danmark en Johannes Sløk eller en Villy Sørensen, man kunne betro at gennemgå Aristoteles eller Kant, så er det i dag svært at få øje på teologer eller idehistorikere eller litterater, man med tryghed kunne sætte til det. Når også de professionelle filosoffer er blevet så amatøragtige at tro, at de er kommet videre og én gang for alle har fundet den filosofi, die als Wissenschaft wird auftreten können, bliver det vanskeligt at komme igen.

Amatøragtig bliver man i filosofien ved at behandle problemer uden at have tilstrækkelig problembevidsthed. Men hvor skal man få den fra? Ikke fra strømmen af peer reviewede artikler, så meget er sikkert; det er kun artikler godkendt af folk, der skriver samme slags artikler. Behandling af filosofiske problemer kan man kun lære der, hvor der er gjort erfaringer med den, dvs. i filosofiens tradition. Derfor er problembevidsthed det samme som traditionsbevidsthed. Man kan ikke behandle noget emne som filosof uden at være på omgangshøjde med, hvor filosofien er nået til.

Men i en periode, hvor det er nok at kunne en enkelt retnings slagord for at få stilling, nærmer man sig det, som min kollega Jørgen Dehs engang kaldte et kollektivt hukommelsestab. I sådan en tid bliver det sværere at se, hvorfor filosofien ikke bare kan være, hvad den har været. Der opstår der systemer ganske som tilforn, systemer for kommunikativ handlen, systemer for, hvornår noget er en begivenhed, og der opstår filosoffer, der så højtideligt, som var det Bergson, taler om “min filosofi”. Og adepter, som kan de nye systemer samt alle kriterier og distinktioner og begreber og hele terminologien. Men hvis det er vigtigt at lære filosofi, så er det, som min ven Dehs også sagde, lige så vigtigt at komme sig over det. Tænkning er først tænkning, når den er selvstændig tænkning.

Der er først tænkning der, hvor der ikke har været nogen endnu. Men for at komme dertil må vi vandre ad de stier, som er tænkt af andre. Vi behøver ikke noget forskningsfællesskab eller tværfaglighed for at lære filosofi. For vi har filosofferne.

Lyder det negativt, hvad jeg siger her? Det er, fordi filosofiens positivitet er den rene negativitet. Thomas Schwarz Wentzer minder om, at filosoffen ikke nødvendigvis er en, der skal bidrage med løsninger.¹Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶12. Jeg vil tillade mig at være mere negativ end min kollega fra Århus. Dvs. i virkeligheden mere positiv på filosofiens vegne:

Filosofien er i sin lange historie ikke fremkommet med et eneste svar eller resultat, som er blevet stående. Tværtimod har udviklingen bestået i at blive opmærksom på begrænsningen ved, det endnu uløste i, de løsninger, man er kommet frem til. Det gælder selv kontradiktionsprincippet, om hvilket Heidegger har pointeret, at når det gælder noget overhovedet, så er det, fordi det kun gælder noget.

Dengang Anselm modbeviste tåben fra Salmernes Bog ved ganske modsigelsesfrit at bevise Guds eksistens, var der én, der tog til genmæle på tåbens vegne. Anselm havde hævdet, at Gud er det, højere end hvilket intet er og derfor ikke ikke kan være. Men hvad nu, sagde Gaunil, hans samtidige, hvis det, højere end hvilket intet er, var en skatteø, som ingen endnu har opdaget, må vi så ikke også sige, at den er? Hvortil Anselm svarede, at Gud ikke er en skatteø, men derimod det, højere end hvilket intet er. Formlen kan ikke udfyldes. Først da Thomas Aquinas tog til genmæle, fik man vist, at selv denne løsning ikke holdt. For hvorfra ved vi, spurgte Thomas, at Gud er det, højere end hvilket intet er? Vi ved end ikke det.

Siden dengang Kant viste, at genstanden for vores erkendelse ikke er underlagt de bestemmelser, vores erkendelse tillægger den, har man protesteret og villet hævde muligheden for erkendelse af tingen i sig selv. Men det giver god mening som Kant at placere tingen uden for tid og rum, for hvad har terningen med sine seks lige store sider på én gang at gøre med “lige store” eller “på én gang”? Vi kommer ikke til at se terningens sider lige store på én gang af at hævde muligheden. Derimod kunne Hegel se problemet ved Kants måde at løse problemet på. For hvis das Ding an sich ikke kan erkendes af os, karakteriserer det så das Ding an sich ikke at kunne erkendes af os? Nej, det karakteriserer kun vores erkendelse. Das Ding an sich er nur für uns an sich. Hvis der gives en Ding an sich, er den end ikke an sich.

Filosofiens bevægelse går hele tiden frem imod det, som endnu ikke er løst med vores løsninger, som endnu ikke er besvaret med vores svar. På den måde er den forblevet tro imod Sokrates hele vejen igennem. Filosofien skal ikke hævde andet end sit end ikke: At end ikke i det, vi er mest sikre på, at vi ved, undslipper vi det, som vi ikke ved. Det er derfor, filosofien kan være skepsis og tvivl og kritik og sætten i parentes og dekonstruktion. Og det er derfor, den ikke skal indgå resultatkontrakter.

Det gælder for øvrigt også den filosofi, hvis adepter stadig er ved magten på de filosofiske institutter verden over. Også grundlaget for den analytiske filosofi, lagt af Frege og Russell, også om det har man vist, at det ikke holder. End ikke opfattelsen af sproget som beskrivelse af virkeligheden. End ikke skellet mellem Sinn og Bedeutung. Hvis man tog Austins og Kripkes dekonstruktion alvorligt, kunne det være, man kom ud af filosofiens dødvande.

1.	Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶12.

Findes filosofien om 50 år?

Jan Faye · 21. jul. 2021

“Findes filosofien om 50 år?” Spørgsmålet synes nok lidt ude i hampen for os, der arbejder med filosofi til hverdag. Men det var det spørgsmål, min afdøde kollega Poul Lübcke stillede sig selv en dag, vi sludrede sammen. Og han besvarede det med at sige, at det troede han ikke. Lübcke var lidt af en provokatør, og man var aldrig helt sikker på, om han inderst inde mente, hvad han sagde. Måske havde han alligevel en pointe.

Naturligvis mente han ikke, at der om 50 år ikke ville være lærere og studerende, der beskæftiger sig med filosofihistorie. Dem vil der fortsat være mange af, uanset om det så er Platon, Aristoteles, Husserl eller Heidegger, man til den tid vil beskæftige sig med. En sådan beskæftigelse gør blot ikke udøveren til filosof. For som en af vor fælles lærere i filosofi, Carl Henrik Koch, engang understregede, da han blev omtalt som filosof: “Jeg er ikke filosof; jeg er derimod lærer i filosofi.” Carl Henrik Koch gav dermed udtryk for lidt af den samme tankegang, som lå bag Lübckes pointe. Kirsten Hyldgaard udtrykker det samme synspunkt, når hun skriver her i Paradoks: “Som man ikke bliver digter af at læse litteraturvidenskab, bliver man ikke filosof af at studere filosofi.”¹Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1. Ganske rigtigt. At være lærer eller at have en uddannelse i filosofi, gør ikke en person til filosof. Sommetider kunne jeg derfor ønske, at unge med en uddannelse i filosofi ikke var helt så overmodige, når de underskriver sig som “filosof” i avisindlæg. Hvad med “cand.mag. i filosofi”?

Lad mig så alligevel bekende kulør, før jeg vender tilbage til det underliggende synspunkt hos Lübcke, Koch og Hyldgaard. Jeg vover at betragte mig selv som filosof. Ikke fordi jeg er uddannet i filosofi. Ej heller fordi jeg i mange år har været lærer i filosofi på universitetet. Men fordi jeg vedvarende har udgivet bøger og artikler, hvor jeg har advokeret for mit eget synspunkt vedrørende mange af de teoretiske problemer, som har optaget filosofien i 2.500 år. Så hvis det er rigtigt, at filosofi, som vi kender den, ikke findes om 50 år, vil sådan nogle som mig ikke længere findes.

I øvrigt kunne det se ud til, hvis Lübcke havde ret, at jeg selv hører til blandt dem, der har gjort deres for at lægge filosofien i graven, da jeg i mange år har været fortaler for filosofisk naturalisme. For hvis man som jeg ønsker at naturalisere filosofien, må man tilsyneladende mene, at filosofiske spørgsmål alene kan og skal besvares med henvisning til naturvidenskabelige teorier, eller at filosofiens metoder i det mindste er de samme som dem, der anvendes i naturvidenskaberne til at besvare videnskabelige spørgsmål. Men sådan er det nu ingenlunde.

Den debat, jeg her har indladt mig på, kan synes ret futil uden en egentlig afklaring af, hvad vi skal forstå ved filosofi. Forestillingen om filosofi som kærlighed til visdom hjælper os ikke meget. Desuden er det i dag umuligt at opretholde forventningen om, at filosofi består af begrebsanalyse eller en fænomenologisk analyse. Ingen vil i dag påstå, at vi eksempelvis kan angive de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, hvad filosofi er. De findes ikke. I det hele taget findes der ikke én bestemt metode, der kan hjælpe os til at besvare spørgsmål, vi intuitivt betragter som filosofiske. Er det denne metodiske principløshed, der kunne tænkes at tage livet af filosofien? Næppe! Og slet ikke udelukkende.

Den bedste måde at finde ud af, hvad filosofi er, er efter min mening at se på, hvilke grundlæggende problemer filosoffer har fokuseret på igennem filosofiens historie. Det være sig spørgsmål angående rum og tid eller lignende spørgsmål om liv, mennesket, bevidsthed, sprog, viden, sandhed, samfundet, det moralsk rigtige osv. Alle den slags “hvad er?”-spørgsmål er tilsyneladende filosofiske. Men, og her kommer så udfordringen: Er det ikke sådan, at videnskaberne helt har besvaret eller er i færd med at besvare alle disse “hvad er?”-spørgsmål? Har fysikken med relativitetsteorierne og kvantemekanikken ikke for længst fortalt os, hvad rum og tid er? Ligesom molekylærbiologien og udviklingslæren har fortalt os, hvad liv er, og forskningen i kognitiv neurovidenskab nærmer sig det punkt, hvor videnskaben forklarer os, hvad bevidsthed er? Når videnskaben er nået så langt, skyldes det, at forskerne ikke alene har spekuleret, indtil de blev helt øre i hovedet. I modsætning til filosofferne har de kunne anvende videnskabelige metoder til at tæmme deres mest vilde fantasier. Empiriske observationer og eksperimenter har givet dem svar på mange spørgsmål, som ingen filosof kunne vide, var rigtige svar.

Der er ingen tvivl om, at de empiriske videnskaber har ædt sig ind på det, der før i tiden var filosofiens gebet. De emner, som filosofien igennem historien har undersøgt, er lidt efter lidt blevet overtaget af natur- og samfundsvidenskaberne. Og hvis det fortsætter, hvilket uden tvivl vil ske, kunne man nemt nå til en konklusion, som den Lübcke drog i løbet af vor samtale: Filosofi som akademisk disciplin vil ophøre med at eksistere. Filosofi kan ikke længere bidrage til at give os en forståelse af os selv og vort forhold til verden omkring os. Tænkere vil altid eksistere, men de vil ikke betegne sig selv som filosoffer; de vil betragte sig selv som fysikere, biologer, sociologer, økonomer eller kognitionsforskere.

Anledningen til Lübckes og min samtale var, at jeg på det tidspunkt lige havde skrevet en artikel til et tidsskrift, hvor jeg og en række andre europæiske filosoffer var blevet bedt om at kommentere et tidligere indlæg af Michael Dummett. I dette indlæg argumenterede han for, at store dele af filosofien efterhånden havde mistet sin kulturelle betydning, og at det, filosoffer havde at sige om videnskab og verden omkring os, ikke interesserede videnskabsfolket. Mit bidrag påpegede, at meget såkaldt filosofi er blevet så teknisk og indforstået, at problemerne og de foreslåede løsninger højst interesserer en håndfuld. Eller for at sige det bramfrit: Meget akademisk filosofi har udviklet sig til det rene flueknepperi. Det var i virkeligheden også grunden til Lübckes spådom om filosofiens snarlige død – en grund, som jeg ved, at Carl Henrik Koch deler. Der er sket en såkaldt “videnskabeliggørelse” af filosofien, hvorved filosofiens adelsmærke er forsvundet – tabet af evnen til at se de grundlæggende filosofiske problemer i sammenhæng og i sin helhed. Med en sådan begrænset tilgang til filosofiske problemer bliver filosofi uinteressant for andre end dens mest indædte udøvere.

Det er derfor forståeligt, at en fysiker som Stephen Hawking helt afviste filosofi som relevant, fordi den ikke som tidligere kan bidrage til menneskers forståelse af universet. Den rolle har fysikken overtaget. Det er fysikken, kan man forstå, der ikke blot har de videnskabelige, men også de metafysiske bukser på. Betydningsfulde fysikere kan skrive populærvidenskabelige bøger om universet, som lægfolk river ned fra hylderne, fordi bøgerne sætter tingene i sammenhæng. Det samme gælder for biologer og kognitionsforskere. Men ikke for fagfilosoffer. En psykolog som Steven Pinkers bøger er garanteret mere læst end nogen moderne filosofs.

Hvor bringer disse bemærkninger os hen, og hvor står jeg selv? Her kan et par biografiske bemærkninger være på sin plads. Som helt ung kandidat blev jeg interesseret i at forstå kvantemekanikken, og min første artikel var om Niels Bohrs filosofi. Og da jeg var omkring tredive, skrev jeg disputats om baglænskausalitet. Ingen af delene blev taget nådigt op på parnasset. En nu afdød professor i filosofi skrev en anmeldelse i Politiken af den danske udgave af disputatsen under overskriften “Videnskab eller science fiction?” Min efterfølgende bog var om Niels Bohr og kvantemekanikken. Siden kastede jeg mig over det generelle forhold mellem realisme og antirealisme i videnskaben. I den periode arbejdede jeg i USA. I samme periode blev jeg mere og mere tvivlende over for filosofiens rolle og dens muligheder for at kunne komme med definitive svar. Jeg kunne jo se, at der inden for de enkelte videnskaber efterhånden kunne opnås konsensus om vigtige teoretiske og empiriske resultater, men når jeg arbejdede med realisme-antirealisme-problemet, så var der stærke argumenter for videnskabelig realisme og stærke argumenter for videnskabelig antirealisme. Det gjaldt især med hensyn til fortolkningen af kvantemekanikken. På den baggrund var der intet tegn på, at filosofferne nogensinde kunne blive enige. Hver især kunne de producere en ny artikel, hvor de kritiserede hinandens eksempler eller fortolkninger.

Samtidig oplevede jeg også de mangfoldige skoler inden for humanvidenskaberne. Her kunne enhver observere, hvordan biografiske, hermeneutiske, strukturelle, psykoanalytiske, marxistiske og dekonstruktive teorier efterfulgte hinanden i løbet af hvert tiår. Også inden for humaniora var der intet tjek på, om disse teorier nu kunne forklare det, som de forskellige tilhængere hævdede. Hvor kom den indsigt fra, som de forskellige menigheder bekendte sig til? Havde humanisterne blot udskriftet troen på Gud med troen på Marx, Freud, Saussure, Gadamer eller Derrida? Med andre ord var det filosofiske realisme-antirealisme-problem også uløst inden for humaniora.

I den periode manglede jeg ganske enkelt et klart ståsted, hvorfra jeg kunne begribe problemerne. Her kom så min barndoms interesser for biologi mig til hjælp. For biologien fortæller os, at mennesket er et biologisk væsen, før det er et socialt væsen. Men biologien fortæller os også, at mennesket er begge dele, eftersom dets stamformer har udviklet sig fra laverestående organismer til højtudviklede dyr. Alle højtudviklede dyr, der lever i flok, er i stand til at samarbejde og koordinere deres handlinger. Mennesket er et resultat af naturlig selektion, der igennem tilpasning til omgivelserne har formet vor fysiologi ud fra det, som allerede stamformerne havde til rådighed – og så bygget oven på. Det gælder også for bevidstheden og vor mentale evner. Evnerne sætter, efter min mening, alvorlige begrænsninger for, hvad mennesket kan have viden om. Vi kan kun have viden om de ting, som evolutionen har muliggjort. Begrænsningerne består ikke, som Kant antog, mellem det, vi kan erkende empirisk, og det, vi kan erkende transcendentalt, men i, hvad vi med rimelighed kan tælle som viden. Resten er blot en forbløffende opvisning af menneskets ukuelige fantasi.

Evolutionær naturalisme er en filosofisk teori, der bygger på en forståelse af, at mennesket er formet af den biologiske udvikling, og at evnerne for menneskelig erkendelse er bestemt af de omgivelser, som vi oprindeligt er tilpasset. Det afføder en overvejelse over filosofiens mulighedsbetingelser, hvis det er sådan, at filosofien netop er fokuseret på spørgsmål, som ikke kan besvares med viden. Det ligger i evolutionær naturalisme, at det, mennesket kan have viden om, kun er det, som kan gøres tilgængeligt for vor sansning. Den naturlige selektion har givet os sanseerfaring, der giver os viden om omgivelserne, og har givet os et sprog til at tale om disse sanseerfaringer, som derved har hjulpet os til at samarbejde, overleve og formere os. Modsat biologen består filosoffens opgave i at tænke over, hvor langt vore kognitive evner rækker, og hvordan disse eventuelt udelukker os fra at have viden om ting, som vore evner ikke er tilpasset til.

I den tidligere omtalte artikel, hvor jeg responderede på Michael Dummetts betragtninger over filosofien, karakteriserede jeg filosofi som en refleksion over de sider af videnskaben, der er empirisk underbestemte. Jeg er overbevist om, at genuine filosofiske spørgsmål ikke kan besvares med henvisning til videnskaberne. Men samtidig mener jeg, at filosofi skal lade sig informere af videnskaberne, fordi videnskaberne på et oplyst empirisk grundlag fortæller os, hvem vi er, og hvordan verden er indrettet. Den del af synspunktet svarer meget godt til det, der står i Vincent Hendricks indledende artikel i indeværende stafet-serie: “There is going to be absolutely no viable offspring in philosophy unless it gets knocked up by the sciences.”²Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶12. Omvendt mener jeg også, at filosofien består i at reflektere over spørgsmål i de enkelte videnskaber, som videnskaberne ikke selv kan besvare. En sådan filosofisk besvarelse forstår jeg som en, der inddrager videnskabelig viden uden selv at give os ny viden. Filosofiske overvejelser giver os indsigt og forståelse, men ikke viden. Efter min mening findes der ikke filosofisk viden, da vi kun kan have viden om det, vi kan erfare. Forståelse er derimod mere en blot viden.

Forståelse finder vi inden for alle områder af vort forhold til livet. På samme måde som der findes religiøs, moralsk, æstetisk forståelse og livsforståelse, findes der også filosofisk forståelse. Modsat vore meninger, overbevisninger eller formodninger kan vor forståelse hverken være sand eller falsk. Det er klart, at den person, der for eksempel har en religiøs forståelse af verden, selv vil mene, at denne forståelse siger noget sandt om verdens oprindelse og opretholdelse. Andre kan godt medgive, at personen har denne forståelse, uden at måtte medgive, at han eller hun ved, at Gud eksisterer. Derimod kan vi ikke medgive hinanden, at en person har viden, uden også at være parate til at sige om den person, at det, vedkommende mener, er sandt. Vi har alle meninger og formodninger, som vi umuligt kan vise, er udtryk for viden, selv om formodningerne måtte være stærkt forbundne.

Forståelse fremkommer ved, at en person er i stand til at forbinde sine meninger og formodninger, uanset set om de så er sande eller falske, eller hverken-eller. Evolutionært har det haft stor betydning, at vi har erhvervet evnen til at give forklaringer og til at lave slutninger, der skaber en sammenhæng og dermed forståelse af det, vi blot formoder; det, vi tror, vi ved, eller det, vi ved, vi ved. Enkeltstående formodninger, der ikke på en eller anden måde kan forbindes og derved understøtte hinanden, har ingen eller kun ringe kognitiv funktion. Sådanne formodninger hjælper os hverken til at orientere os eller til at handle. Det er de samme evner, vi overfører på vore formodninger, som ikke har rod i erfaringen. Netop fordi vi helt naturligt søger sammenhæng i det, vi kan erfare, bruger vi de samme mekanismer til at reflektere over det, erfaringen giver os viden om. Vi har i virkeligheden intet andet valg. For vore kognitive mekanismer er resultatet af selve den naturlige tilpasning af vore kognitive evner.

Så selvom filosoffen ikke producerer viden, og filosofiske overvejelser i stedet bygger på allerede erhvervet viden, betyder det ikke, at filosofien er død eller det, der ligner. Den påstand gælder, hvis filosofien vel at mærke finder tilbage til sine rødder. Det er naturalisten, der kan fortælle os, at viden af biologiske grunde skyldes vor sanseerfaring, og at videnskabernes rolle er at skaffe os viden om ting, vi ikke umiddelbart kan se, på baggrund af teoretiske antagelser om det, forskerne kan iagttage igennem sanserne. Men samtidig er det paradoksalt nok også naturalisten, der kan fortælle os, at det ikke medfører, at filosofi er irrelevant. Hos mennesket er der en psykologisk trang til at finde sammenhæng og konsistens imellem det, man ved, eller det, man tror, at man ved. Denne trang har mennesker, fordi den har forbedret vor mulighed for overlevelse. Den har muliggjort, at vi kunne lægge strategier, og har forbedret vor mulighed for at forudse fremtiden. Så denne trang til forståelse overfører vi så på alle de områder, hvor sanserne eller videnskaberne ikke kan levere et entydigt svar på, hvordan tingene hænger sammen. Den filosofiske refleksion giver os et bud på, hvordan en sådan sammenhæng kunne se ud. Med andre ord søger filosofien at forbinde det, vi ved, sammen på en måde, så den forståelse, analysen afstedkommer, forekommer sandsynlig.

Naturalisten hævder med andre ord ikke, at videnskaben kan forklare, hvad rum og tid er, hvad en naturlov er, hvad emergens er (om sådant findes), hvad bevidsthed er, eller for den sags skyld hvad kunst er, eller hvilke handlinger der er rigtige eller forkerte. Sådanne spørgsmål kan ikke besvares med henvisning til erfaring. Men videnskabernes manglende ressourcer til at besvare disse spørgsmål udelukker ikke, at filosofiske overvejelser med direkte tilknytning til de forskellige videnskaber også kan udføres af fagfolk. På samme måde som en filosofisk uddannelse ikke gør en person til filosof, afskærer en manglende uddannelse i filosofi ikke en person fra at tænke filosofisk. Især når en videnskab er i krise, findes der ofte forskere, som vil begynde at tænke på nye sammenhænge.

Efterhånden som vor viden om verden og os selv forøges, vil de filosofiske spørgsmål delvist ændre indhold, og som vi har set igennem tænkningens historie, vil filosofiske antagelser i løbet af videnskabens udvikling ophøre med at være filosofiske, fordi det efterhånden bliver muligt at udsætte dem for empirisk efterprøvning. Det mest berømte eksempel er de græske atomisters antagelse om, at alt stof bestod af udelelige dele, som de kaldte atomer. Kemien introducerede igen antagelsen i begyndelsen af 1800-tallet for at kunne forklare sammenhængen i de kemiske reaktioner, og hundrede år efter havde man samlet så meget empirisk evidens for deres eksistens, at meget af den fysiske viden, man har i dag, angår atomernes egenskaber, strukturer, sammensætning osv.

En sådan udvikling berører naturligvis ikke al filosofisk forståelse. Der vil fortsat være filosofiske spørgsmål, som er principielt empirisk underbestemte, og hvor det derfor til dels er op til filosoffens smag at bestemme, hvordan spørgsmålene kan besvares. Enhver tolkning af virkelighedens grundlæggende beskaffenhed har den karakter. Filosofi vil derfor også eksistere om 50 år.

1.	Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1.
2.	Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶12.

Filosofi og fagfilosofi

Kirsten Hyldgaard · 15. jul. 2021

Filosof er ikke en beskyttet titel, filosofi er ikke en videnskab. Filosofi kan skelnes fra fagfilosofi. Fagfilosoffer er videnskabeligt uddannede specialister. Vi, der har papir på det, formodes at have et generelt kendskab til faget og at være eksperter på afgrænsede områder. Fagfilosofien er en videnskab med tidsskrifter og konferencer og en videnskabelig uddannelse med studieordninger svarende til litteraturvidenskab og teologi. Som man ikke bliver digter af at læse litteraturvidenskab, bliver man ikke filosof af at studere filosofi. Man kan blive specialist i logik og argumentationsteori, etik og politisk filosofi, erkendelses- og videnskabsteori eller filosofihistorie.

Filosofi er ikke nyttig, den har ikke et særligt socialt eller etisk ansvar. Fagfilosoffen, der er specialist i logik og argumentationsteori, kan til gengæld komme den offentlige debat til undsætning, kortlægge og udrede trådene i argumenter for og imod dette eller hint i samtiden påtrængende etiske, politiske eller eksistentielle dilemma og anbefale en løsning; fagfilosoffen kan være rejsende repræsentant udi fornuft og rationalitet; fagfilosofi som rådgivningsvirksomhed; fagfilosoffen som socialingeniør; fagfilosofi som terapi; fagfilosoffen som vismand.

Dette er nogle fagfilosoffer blevet rustet til i kraft af, at deres optræning minder om den imaginære rivalisering, man finder i fægteklubber, blot med argumenter som våben. Opmærksomheden er rettet mod at udpege den andens manglende konsistens, stringens og sammenhæng i argumentationsrækken, den sadistiske øvelse i at sætte ind med det endelige dræbende argument. Og vel at mærke med opbud af aldrig hvilende vagtsomhed i forhold til at blotte egen bløde bug. Herved fungerer fagfilosoffen som konservator, som en forsikring imod, at noget nyt i tidens tanker skulle kunne få lov til at komme til orde.

Fagfilosoffens praksis kan også være historikerens, der fortolker kanoniske og skelsættende værker i en diskussionen med andre eksperter om mulige måder at fortolke mestrene på – med særlig ekspertise i forhold til Platon, Kant eller Heidegger – og kan deltage kvalificeret i de pågældende videnskabelige selskabers diskussion af legitime måder at udlægge teksten på og være velbevandret i den hidtidige forskning på feltet – hvem har sagt hvad hvornår? – gerne afskåret fra andre genstandsområder i “selvbestaltet eksklusiv særegenhed” (som Vincent Hendricks skriver i sit bidrag til filosofistafetten)¹Vincent F. Hendricks, Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11. og i selskab med andre specialister. Filosofihistorikeren kan gå til traditionen som et videnskabeligt objekt, sammenligneligt med en biolog, der måtte have regnormes fordøjelsessystem som videnskabeligt objekt med den ene forskel, at sidstnævntes forskning også har betydelig og umiddelbar praktisk betydning. Den såkaldt verdensfjerne fagfilosof er ikke en karikatur, men formentlig en uddøende race i kraft af tidens krav til også fagfilosofien om nyttighed og samfundsrelevans.

For filosofihistorikeren kan det historiske være fortidigt i form af det, vi spejler os i, det identitetsforsikrende, eller det historiske kan være det fremmedartede, der i dag er umuligt at tænke med. Når filosoffen læser og udlægger de klassiske tekster, er det snarere for at lytte efter det hidtil uhørte i det fortidige, dét der rækker ind i fremtiden, dét ved hjælp af hvilket filosoffen kan gøre opmærksom på, at der er sket noget nyt, at samtiden ikke længere er den samme. Filosoffer er skelsættende; fagfilosoffer er snarere vogtere af traditionen.

Filosoffer kan ikke umiddelbart “bidrage positivt til samfundet”, som Hendricks citerer Povl Krogsgaard-Larsen et al. for, om end de nok kan “møde tidens udfordringer”.²Citeret fra Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶6. Filosoffer er negative snarere end positive; de er langt mindre sikre i sagen end alle andre. Snarere end klarhed skaber de tvivl om det grundlæggende, en tvivl der ikke skal forveksles med svaghed. Filosoffer er ikke eksperter, der ved, hvad de taler om, om end den enkelte også godt kan være det i kraft af at være uddannet fagfilosof. Filosoffer kan være teologisk, human‑, samfunds- eller naturvidenskabeligt uddannede. Det er ikke fagekspertisen som sådan, der autoriserer dem som filosoffer. Filosofi og filosofiske spørgsmål kan aldrig kun parkeres i institutter og uddannelser med dette navn.

Når filosoffer tænker, er det ikke, fordi de er særligt vidende. Viden, sågar encyklopædisk viden, kan være et forsvar mod at tænke. Tvivl er snarere den klassiske forudsætning. Filosoffer spørger snarere end svarer. Jeg kan kun være enig med Hendricks i hans afstandtagen til “megaloman lænestolsmetode” og “opblæst udlægning af modervidenskaben”.³Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11. Snarere end arrogance må ydmyghed være filosoffens indstilling; snarere end at belære, må der lyttes.

Men hvad er det, filosoffen kan eller skal spørge om, have tabt visheden i forhold til? Først og fremmest grundlæggende antagelser, der for en tid har styret og ordnet måden, hvorpå vi skelner i verden, hvori virkeligheden består, og hvad vi betragter som væsentlige problemer. Filosoffer har tabt autorisationen.

Når filosoffen lytter snarere end udpeger mangler i den andens argumentation, så er det efter, om der skulle være en logik i den dunkle og forvirrende tildragelse eller tilsyneladende irrationelle tale, en lydhørhed i forhold til, om der skulle være sket noget nyt i den tænkning, der ikke holder på konventionelle former, om den forvirrende og foruroligende tildragelse skulle kunne ændre betingelserne for, hvad der er muligt at tænke, muligt at se som værende virkeligt, heri indbefattet en ændring af, hvorledes det er muligt at læse de klassiske værker. Filosoffen er, selvom han eller hun også måtte være faguddannet filosofihistoriker, ikke konservativ og traditionsbevarende.

Filosoffens ydmyghed beror ikke på en karakteregenskab, der kan være vanskelig at skelne fra falsk beskedenhed, men på det forhold, at filosofien ikke har et eget indhold, sit eget genstandsfelt og egne metoder, som videnskaberne har. Når filosoffen lytter, så er det efter, hvor eller om der finder tænkning sted i videnskaben, i kunsten, i politikken og i kærligheden – kærlighed her forstået i videste betydning som eros, som begær, som forholdet til den anden (her under inspiration fra Alain Badiou).

Jeg er således både enig med Thomas Schwarz Wentzer i, at “filosofiens opgave er at gribe sin tid i tanken”⁴Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. og enig med Hendricks i, at filosofien må være “interdisciplinær”,⁵Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶10. men vi er muligvis uenige, hvad angår tildeling af en privilegeret status til videnskab i forhold til politikken, kunsten og kærligheden. Man kan ikke på forhånd vide, om der tænkes i denne eller hin videnskab – eller ikke tænkes for den sags skyld. Der tænkes ikke, når der i nogle perioder akkumuleres viden om et sagsforhold, når den tekniske kunnen i forhold til undersøgelse af virkeligheden raffineres, når man ved, hvilke spørgsmål vi endnu ikke har besvaret, men ville kunne, hvis vi ellers fik midler til det og arbejdede metodisk på sagen. I perioder ændres situationens betingelser, så der ikke længere er ordnede forhold, under hvilke den kammeratlig-fjendtlige kappestrid om opdagelser og løsninger kan udspille sig.

Så må der søges tilflugt i filosofien. Når man ikke blot savner løsninger på tidens udfordringer, når der snarere ikke længere er sikkerhed i forhold til, hvad der er relevante problemer, når den hidtidige ordens dilemmaer og konflikter ikke står klare, når hvad der er virkeligt står til diskussion, så kræves der tænkning. Og det er netop det, filosoffen lytter efter, altså om og hvor der sker noget nyt, der kan give anledning til tænkning.

Når tænkning ikke drejer sig om at akkumulere stadig mere viden om et defineret felt, så er al tænknings begyndelse tab af sikkerhed, en fundamental negativitet. Vel at mærke ikke mangel i form af den banale form for uvidenhed, der kan rådes bod på ved at læse på lektien, sætte sig ind i sagen og den hidtidige forskning på feltet. Tænkning vedrører tabet af de grundlæggende antagelser, som hidtil har ordnet et videns- og praksisfelt – om dette felt så måtte være videnskabens, kunstens, politikkens eller kærlighedens. Tabet er ikke noget, den enkelte kan beslutte sig for, det er ikke en attitude. Tabet overgår os, tildrager sig; “tidens tanker, der skal gribes” af filosoffen, er netop tidens, ikke filosoffens.

Tillad mig også den ubeskedenhed at bruge mit eget arbejde som eksempel. Hvad har psykoanalyse med filosofi at gøre? Er psykoanalysen måske ikke blot én psykologisk teori blandt så mange andre? Og har den forresten ikke kun historisk interesse, en høflig måde, hvorpå det kan kundgøres, at man betragter denne teori som værende forældet? Psykoanalyse er ikke filosofi, men har haft filosofiske implikationer. Og med det menes, at den har forandret måden, hvorpå subjekt, væren og sandhed kan tænkes, forandret måden, hvorpå kærlighed, begær og forholdet til den anden kan tænkes.

Når subjektet ikke længere er bestemt ved bevidsthed, men ved det ubevidste, er situationen en ny, så er moderne filosofis spørgsmål om, hvad bevidsthed er, ingenlunde blevet besvaret, snarere forladt til fordel for spørgsmålet om det ubevidstes ontologi og etik. Og så er situationen en ganske anden, så er de relevante problemer nogle andre, så taler man ikke længere om det samme og kan ikke længere tale sammen, deltage i de samme konferencer, udgive artikler i de samme tidsskrifter.

At situationen er en ny behøver fagfilosoffer og andre videnskabsfolk ikke at have opdaget, og videnskabelige institutioners magtforhold kan ekskludere fortalere for en begivenhed ved simpel diskvalifikation. Hvis alles uvidenhed må antages at være uendelig, så kunne man med fordel definere et fag, som her fagfilosofien, ikke kun ved, hvad det ved og kan, men snarere ved, hvilken form for uvidenhed det accepterer.

En begivenhed i tænkningen, der ændrer betingelserne for, hvad der kan ses og høres, kan gå i sin mor igen, hvis ingen holder den i live. Men det gør og har mange af det tyvende århundredes skelsættende filosoffer netop gjort; adskillige af det tyvende århundredes filosoffers tænkning forudsætter også et kendskab til og en anerkendelse af de problemer, spørgsmål og konflikter, som psykoanalysen udpeger.

Filosoffer er som nævnt ikke nødvendigvis autoriserede fagfilosoffer. Ofte har videnskabeligt uddannede og empirisk arbejdende tænkere artikuleret veritable begivenheder i en tids tænkning, og deres konkurrenter har kritiseret dem for at være netop filosoffer snarere end videnskabsfolk og, mest dræbende, kritiseret dem for at være spekulative. Det tyvende århundredes psykologi, sociologi og filosofi ville ikke have været den samme uden den naturvidenskabeligt, neurologisk uddannede og spekulative Freud. Og omvendt: Skelsættende og skoledannende antropologer og sociologer som Lévi-Strauss, Bourdieu og Latour havde og har nok formelle uddannelser i fagfilosofi, de “har papir på det”, men forlod fagfilosofien til fordel for empiriske videnskaber; kun for at vende tilbage for at rapportere om de filosofiske implikationer af deres empiriske, videnskabelige feltarbejde for begreber om subjektet og det sociale.

Også kunsten kan være med, hvad det filosofiske angår. Således er mange videnskabsfolk – litteratur- og filmvidenskabsfolk, kunsthistorikere – autodidakte udi i filosofiens klassiske spørgsmål og værker i deres arbejde med at vise den tænkning, der foregår i litteraturen, filmen og maleriet. Den litterære klassiker, filmklassikeren eller det klassiske maleri tematiserer typisk både de “store”, universelle eksistentielle spørgsmål og undersøger, hvad litteratur, film og maleri overhovedet er. Kunst er en form for tænkning i materialet, altså det, der gør værket til noget andet og mere end repræsentation af virkeligheden, begavet underholdning, pyntelig dekoration eller fejring af de herskende. Og når disse grundantagelser – om eksistensen, perceptionen, det sociale – bliver bearbejdet, er det kunstneriske værk filosofisk. Man kan da også konstatere, at skelsættende filosoffer meget ofte også har lyttet til og fortolket kunsten.

“At gribe sin tid i tanken” er at kunne se, høre og artikulere den slags uforudsigelige begivenheder i videnskaben, politikken, kunsten og kærligheden, når de har fundet sted.

Filosoffer er nødvendigvis autodidakte, hvorimod det er overordentlig sjældent at høre om autodidakte videnskabsfolk; har man ikke gennemført den relevante uddannelse, er man forment adgang til stillinger ved forskningsinstitutioner og konferencer, og hindringen består ikke blot i, at man ikke får en løn, man kan leve af, for man kunne jo eventuelt blive finansieret af en ægtefælle, en arv eller en mæcen. Uden institutionel anerkendelse er man forment adgang til den offentlighed, som det videnskabelige samfund udgør. Videnskab er netop et “samfund”.

Når en filosof kan eller må være “interdisciplinær”, så er hans eller hendes praksis sammenlignelig med det, Freud kaldte “gleichschwebende Aufmerksamkeit”, jævntsvævende opmærksomhed, dvs. den metodiske mangel på antagelser om, hvor en tids tænkning foregår, den metodiske mangel på metode. Det er med andre ord ikke muligt på forhånd at prioritere videnskaben frem for kunsten, det politiske eller kærligheden.

Så ikke bare er “megalomani” uforenelig med filosofien; filosoffen må også op af “lænestolen”. “Feltarbejde” vil jeg foreslå som en mere passende metafor for filosoffens arbejdsmåde.

Feltarbejdet kan foregå blandt videnskabsfolk, kunstnere, politikere og psykoanalytikere. Selvom man ikke er praktisk udøvende, tillader dette ikke nogen form for dilettantisk uvidenhed; man må have viden om, hvorledes en form for tænkning udøves af dens praktikere på niveau med disse praktikere. Det er heri det autodidakte består for filosoffen. Man må kunne følge diskussionerne inden for dette eller hint felt, kunne skelne væsentlige kampe, forstå hvor og hvorfor vandene skilles. Og den viden kan man også opnå, når man som en antropolog sidder med ved eksperternes konferencer og seminarer, lytter til dem og stiller dem spørgsmål. Man er ikke deltagende observatør for at belære eller udøve konsulentbistand.

Måske stilles spørgsmålet om filosofiens mulige død, fordi filosoffer er en sjælden art, knap nok en art, snarere en singulær begivenhed.

1.	Vincent F. Hendricks, Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11.
2.	Citeret fra Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶6.
3.	Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11.
4.	Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10.
5.	Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶10.

Tænkning til tiden

Thomas Schwarz Wentzer · 8. jul. 2021

Videnskaben skal “møde tidens store udfordringer” og på denne måde udvise social ansvarlighed. Dette mantra, formuleret af Krogsgaard-Larsen et al., citeret og støttet af Vincent Hendricks i den første filosofistafet, kan man ikke være uenig i.¹Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶6. Hendricks påpeger, at koblingen mellem forskning og socialt ansvar er helt i tråd med oplysningsfilosofien. Jeg er så enig. Viden forpligter, siger mundheldet i sin adaption af Francis Bacon. Vi ved det godt, og vi har ikke glemt det.

Hvorfor minde om noget, vi allerede er klar over? Fordi der en gang i mellem sker det uventede; det, der forstyrrer velfærdssamfundets normaldrift med organiseringen af de forskellige økonomiske sektorer, sundheds- og plejeområdet, børnepasning, fredagsbarer og anlægsprojekter. Hendricks skriver da også under påvirkning af den krise, COVID-19-pandemien har affødt. Denne krise er pandemisk i mere end én forstand, for virussen spredes ikke blot geografisk i alle lande; den påvirker alle landes økonomiske og sociale infrastruktur. Den har sat sit præg på hverdagskommunikationen og udfordret det politiske system, også herhjemme, når regeringen ser sig nødsaget til at foretage indgreb i borgernes privatliv i et i nyere tid uset omfang. COVID-19 har endda affødt “infodemier”, hvor konspirationsteorier og alskens fake news saboterer oplysningens og videnskabsfolkenes forsøg på at fremme sandheden (og dens nytte). En krise er en krise.

Også filosofien er og opfordres til at være en del af krisestaben. Men med hvilken opgave? Hvad er det, som filosofien skal tage sig af, fordi andre discipliner ikke vil eller kan? Hvad gavner det de andre discipliner, at filosofien går med i interdisciplinære klynger? Hvad er det, filosoffen kan bidrage med i disse klynger? Der må da være noget, en filosof bliver bedt om at bidrage med i et forskningsprojekt om ulighed, demokratiudfordringer og opmærksomhedsøkonomi (Hendricks’ eksempler)?

Der er etikken – hvad er etisk forsvarligt eller påbudt, hvad er retfærdigt; der er epistemologien – hvad er viden, og hvordan fremmes “epistemisk resiliens”²Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶3. – det er sikkert en del, men er det alt? Matcher vi derigennem “tidens store udfordringer”?

Hegel sagde, at filosofien er sin tid grebet i tanken. Dette udsagn spænder en smule bredere end formuleringen angående tidens store udfordringer. Men Hegels bud – tanken – synes ikke umiddelbart at leve op til det, udfordringerne kræver. Disse skal nemlig mestres, ligesom problemerne skal adresseres og løses. Man kunne således konkludere, at Hegel – som i øvrigt var ajour med datidens naturvidenskabelige forskning – giver endnu et eksempel på uvedkommende lænestolsfilosofi, der ikke bidrager til løsninger. Men hvad hvis krisen vitterligt kræver tænkning? Hvad hvis vi endnu ikke ved, om tidens udfordringer kan parcelleres i problemer, som så kan tilføres etisk ansvarlige teknologiske, politiske, økonomiske løsninger? Hvad hvis der alligevel skal tænkes?

Som filosof lever jeg op til mit ansvar ved at spørge ind til rammerne for den moderne dagsorden. For jeg er bange for, at det selvindlysende mantra angående social ansvarlighed alligevel siger for lidt. Oplysningsfilosofiens arv kræver i virkeligheden mere af os end blot at være nyttige for samfundet. Vi skal i dag forholde os til noget, som kun eufemistisk og i en alt for optimistisk tilpasning til oplægget kan betegnes som “global geohistorisk ansvarlighed”. Jeg kalder det optimistisk, for jeg tror, at vi endnu ikke ved, hvad dette indebærer. Det er heller ikke klart, hvem der henvises til, eller burde henvises til, med “vi”. Formuleringen og dens indhold peger hinsides den moderne filosofiske etik og imod et billede af mennesket, som med henvisning til den vesterlandske tænknings bukke- eller vuggevise kun kan betegnes som “tragisk”. Også dette ord forsøger at pege på, at der er noget på spil, der overgår, hvad vi turde tænke i normaldriften. Men nu, i krisen, skal vi tænke tanken.

Vi lever i den antropocæne tidsalder. Betegnelsen “antropocæn” blev lanceret af nobelpristageren Paul Crutzen i 2000 for at sige, at ideen om stabile klimatologiske, atmosfæriske, hydrosfæriske og geologiske rammebetingelser, som planeten siden den sidste istid har været kendetegnet ved, og som man døbte “holocæn”, skal opgives. Tiden kræver, at vi tænker anderledes om tiden. Vores tid er menneskets tid, altså antropocæn. For det er menneskene, der i tidens løb har vist sig at udgøre den afgørende geologiske faktor for livsbetingelserne på habitatet Jorden.

Filosoffen Clive Hamilton har i Nature mindet om, at “the Anthropocene was conceived by Earth-system scientists to capture the very recent rupture in Earth’s history arising from the impact of human activity on the Earth system as a whole.”³Clive Hamilton, “Define the Anthropocene in terms of the whole Earth”, Nature 536, 7616 (2016): 251. I denne sætning er der flere aspekter, der kræver at blive fremhævet. Earth System Science (ESS) er navnet på et interdisciplinært forskningsparadigme, der ser på klodens sfærer (hydrosfære (vand og is), atmosfære (gaslagene omkring planeten), geosfære (planetens solide lag), biosfære (organisk liv og dens evolutionære udvikling)) som en integreret helhed. Det er hele dette system, som er påvirket af menneskelig aktivitet i en sådan grad, at det har bevirket et brud eller en krise i Jordens historie. Dette brud var “very recent”: Ifølge den antropocæne arbejdsgruppe (AWG), som hører under den internationale kommission for stratigrafi (ICS), skete det i midten af det forrige århundrede, dvs. ca. 1950, hvilket er mål- og daterbart igennem udpegningen af en mere end symbolsk begivenhed, da radioaktivt nedfald fra overjordiske atombombesprængningerne fra dette tidspunkt kan påvises overalt på klodens overflade.

Erkendelsen af, at vi lever i den antropocæne tidsalder, er endnu ikke fordøjet. Vi ved ikke, hvad det betyder. I lyset af denne erkendelse kan Hamiltons formulering om et “brud i Jordens historie” næppe adresseres som et problem, som videnskaben og filosofien kan bidrage til at “løse”. Tænk, Jorden har vitterligt en historie – dvs. dens udvikling er ikke selvberoende, men påvirkes, forsinkes, fremskyndes, fortælles, overleveres, diskuteres, proklameres osv. af mennesker. Her er der virkelig tale om en krise, dvs. om noget, der forskyder koordinaterne af det, vi troede, der var, og som kræver, at vi rekalibrerer vores målestokke og ledende begrebsligheder.

Når jeg nægter at omtale proklamationen af det antropocæne som formuleringen af et problem, så er det, fordi jeg mener, at vi ikke har råd til at forklejne tiden og dens store udfordring. Jeg vil heller ikke gemme mig bag opgavens umulighed, for vi skal gøre noget, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men filosofiens opgave er at gribe sin tid i tanken. At tænke betyder, at man prøver at skabe en intellektuel orientering, der tør tiltale det, som krisen er et udtryk for, i nye og måske hidtil ukendte begreber og tankemønstre. Herunder det utænkelige, der synes at ligge hinsides det hidtil forsvarlige og kendte.

En organisme, der ikke responderer på sin omverden, er død. Responsivitet er tegn på liv. Ordet “responsibility” er afledt af “response-ability”; dvs. at det at bære ansvar bygger på at kunne svare på omverdenens udfordringer. De fleste indoeuropæiske sprog kender til den etymologiske forbindelse mellem svar og ansvar. De fleste sprog skelner mellem “answer” og “reply”, “Antwort” og “Erwiderung”, “réponse” og “réplique”. Deri ligger, at man ikke kan løbe fra sit ansvar, selv hvis man ikke kender svaret – man skal svare alligevel. Vi må sande, at vi også skal forholde os til det, der ikke kan oversættes til problemer og deres løsninger. Det fralægger os ikke vores ansvar.

Jeg nægter dermed ikke filosofien at skulle bidrage til problemløsninger i alle mulige, herunder pandemi-betingede eller antropocæne og særdeles interdisciplinære, forskningsprojekter. Jeg minder blot om, at der også skal skabes orientering i tanken, hvor der ikke findes løsninger. For svares og “ansvares” skal der alligevel. Jeg mener, at det er dette responsive overskud, som andre discipliner kan forvente af filosofien, når denne skal inviteres ind i interdisciplinære sammenhænge. Filosofien påpeger den responsive differens mellem det, vi skal forholde os til, og det, vi med økonomiske, teknologiske, politiske, etiske og epistemologiske midler kan komme op med eller endda mestre. Filosofien er således også – og i min optik i allerhøjeste grad – en responsiv aktivitet i åndens rige. Den er særdeles levende, når den prøver at gribe sin tid i tanken.

1.	Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶6.
2.	Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶3.
3.	Clive Hamilton, “Define the Anthropocene in terms of the whole Earth”, Nature 536, 7616 (2016): 251.

Filosofi i – og til – verden

Vincent F. Hendricks · 1. jul. 2021

Indtil for blot et år siden syntes en situation med en global pandemi som en mulig verden med en jævnt hen spinkel tilgængelighedsrelation i et modalt univers. Så blev det lige pludselig den aktuelle verden. Det startede som en lægevidenskabelig krise, blev inden længe en økonomisk krise, en politisk krise, en (mis)informationskrise og nu en social og psykologisk krise for internettets brugere også kendt som samfundets borgere.

Pandemikrisen er en interdisciplinær mosaik: Fra smitte- og kontakttal; epidemiologi-matematiske modeller; de psykologiske konsekvenser af isolation; statsfinansernes vilkår i forbindelse med nedlukning af erhvervsliv og hertil hørende iværksatte suppleringspakker; samarbejdsrelationer i Europa om coronabekæmpelse; legalitetsproblemer med de af regeringen udstukne direktiver; smitte i mink og et udbrud af fugleinfluenza; “infodemier”, misinformation og konspirationsteorier, når det hidrører COVID-19; pandemier i historisk og/eller religiøst og/eller sociologisk perspektiv.

Med alle de bevægelige dele, der angår en pandemi, træder lægevidenskab således sammen med naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora, jura og teologi i en fælles bestræbelse på såvel kvalificeret at forstå, præcist formulere og pålideligt forudsige, hvordan staten såvel som dens borgere skal forholde sig for at komme pandemien til livs. Og præcis denne interdisciplinære videnskabelige ambition angår også filosofien: Hvordan kan vaccineudrulningen foregå moralsk forsvarligt? Hvad er det epistemologisk signifikante ved (mis)-information, konspirationsteorier, fingerede nyheder, postfaktualitet, og hvordan opbygges epistemisk resiliens og tillid? Hvad er strukturen og dynamikken af informationsmarkedet og hertil hørende opmærksomhedsøkonomi? Hvordan skal der kommunikeres korrekt, ansvarligt og effektivt – og hvad ved vi om alt fra talehandlinger til rigid designation, der kan være behjælpelige her? Hvad har filosofien at sige om afmagt, ensomhed, polarisering, social påvirkning, eksistens, håb og mobilisering, der kan ruste os til at stå såvel dette pandemiforløb igennem og være beredt til det næstes komme? Listen fortsætter med centrale filosofiske problemer og løsningsforslag, oplysende modeller og indsigter.

Filosofien som videnskabelig disciplin er for denne betragtning en civilsamfundsaktør med en samfundsforpligtelse og et fast, livslangt abonnement på, hvad der for nyligt er blevet kendt under betegnelsen Scientific Social Responsibility (SSR) – eller videnskabens sociale ansvar. I al væsentlighed angår SSR videns- og forskningsfællesskabets samfundsmæssige ansvar for at bidrage til løsning af de udfordringer, vi står over for globalt – og der er rigeligt at tage fat på videnskabeligt fra klimakrise, coronakrise, misinformation på nettet og voksende økonomisk ulighed til indfrielsens af FN’s 17 verdensmål, World Economic Forums 10 udfordringer til verden og OECD’s ambitiøse globale dagsorden.

I artiklen “Scientific Social Responsibility”¹Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific social responsibility: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740. slår tre danske forskere, Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup og Flemming Besenbacher, til lyd for, at forskningssamfundet har et ansvar for at adressere presserende problemer, som det bør tage på sig. De tre forskere definerer SSR som værende:

[D]et ansvar, der påhviler forskere fra alle videnskabelige discipliner, til at positionere og definere deres forskning inden for en kontekst, som gør det muligt for dem at bidrage positivt til samfundet og til at møde tidens store udfordringer.

SSR indskriver sig således i en oplysningsfilosofisk tradition, hvor videnskabens mål og rolle ikke alene består i at levere viden og forståelse af verden og det omkringliggende samfund, men ligeledes skal bidrage aktivt til at forandre disse til det bedre.

Filosoffen Francis Bacon formulerede tidligt et ideal for videnskaberne, som består i at være “til fordel og nytte for livet”. For Bacon er det væsentligt, at den viden og kunnen, som videnskaberne giver anledning til, kommer hele menneskeheden til gavn, og ikke kun dem, som gør opdagelserne. På Bacons tid var alkymi og forsøget på at udvinde guld udbredt, og Bacon var selv (som Sir Isaac Newton senere) optaget af alkymien. Hans store kritikpunkt over for alkymister, som forsøgte at udvinde guld med hemmelige (uvirksomme) opskrifter, er, at de holder deres viden og metoder for sig selv og ikke gør dem offentligt tilgængelige for hele forskningsfællesskabet og i sidste ende menneskeheden.

Videnskab skal ikke (alene) bedrives for egen vindings skyld, om den gevinst så består i rigdom på grund af en opskrift på guld, indbringende patenter eller citationer og publikationslister, men for hele menneskehedens, inklusive fremtidige generationers, skyld. Dét ideal er ikke blevet forældet, selv om det har en del år på bagen. Til enhver, der har tegnet et filosofiabonnement, er det værd at ihukomme sig, at videnskabens sociale ansvar egentlig er noget, der oprindeligt er født i den filosofiske have.

Hvis filosofi – herunder formel erkendelsesteori, hvor jeg selv oprindeligt stammer fra – opfattes som et interdisciplinært anliggende, der ligeligt praktiseres af dataloger, matematikere, logikere, samfundsvidenskabsfolk, kognitive psykologer og teoretiske økonomer, så er der en stor buket af væsentlige problemer, der skal adresseres og kan adresseres samtidigt, fra coronakrise til demokratiudfordringer, social påvirkning, opmærksomhedsbobler, ulighed …

Omvendt, hvis den filosofiske selvopfattelse forbliver en opblæst udlægning af modervidenskaben, Théoria, og dens hertil hørende selvbestaltede eksklusive særegenhed, megalomane lænestolsmetode, en sygelig forkærlighed for global underbestemthed og en ligefrem pinagtig trang til legetøjstankeeksempler, hvor æsler har påmalede striber, så de ligner zebraer, hjerner bades i nærende væsker, mosemænd træder op fra sumpen eller lader bygges af papmaché, har filosofien svære kår fremover.

To citater (som er blevet tilskrevet hhv. Charles Taylor og Alma Templeton-Teager) kan afslutningsvist gøre det bedre end jeg:

“I think that philosophy in most aspects is pretty well useless and hopeless unless it’s done with other disciplines. And that is the way I like to do it.”
“There is going to be absolutely no viable offspring in philosophy unless it gets knocked up by the sciences.”

1.	Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific social responsibility: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740.