• Print
Denne artikel er en del af serien “

Længe leve den kritiske og konstruktive eftertanke om det almene!


26. august 2021

Da jeg begynd­te at læse filo­so­fi i Aarhus i 1964, var der vel omkring 10 ansat­te og 50 fags­tu­de­ren­de i alt på de to ene­ste filo­so­fi­ske insti­tut­ter i Danmark. I dag er der syv insti­tut­ter eller afde­lin­ger med mere end 100 ansat­te og i nær­he­den af 1.000 stu­de­ren­de. En til­sva­ren­de vold­som eks­pan­sion i antal­let af folk, som beskæf­ti­ger sig pro­fes­sio­nelt med filo­so­fi, er sket inter­na­tio­nalt. Filosofifaget er sam­ti­digt ble­vet langt mere bredspek­t­ret og frak­tio­ne­ret, og kan­di­da­ter i filo­so­fi fin­der nu ansæt­tel­se man­ge andre ste­der end på uni­ver­si­te­ter­ne, som i mel­lem­ti­den også er ble­vet langt mere top­sty­re­de og ble­vet ind­ret­tet efter at til­træk­ke ekstern finan­si­e­ring til kortva­ri­ge forsk­nings­pro­jek­ter. Den udvik­ling har sprængt den selv­til­stræk­ke­li­ge filo­so­fiop­fat­tel­se, der var her­sken­de i min stu­di­e­tid, men har alt­så også ført til, at der i den­ne sta­fet kan stil­les spørgs­mål ved, om faget over­ho­ve­det har en frem­tid og en bare nogen­lun­de vel­de­fi­ne­ret ker­ne.

Jeg ple­jer ger­ne at frem­hæ­ve, at filo­so­fi taget i vide­ste for­stand er eftertan­ke, Nachdenken, som Hegel kal­der det i §2 af Enzyklopädie der phi­los­op­hi­s­chen Wissenschaften. Enhver, der stand­ser op i sin hid­ti­di­ge tan­ke­gang og reflek­te­rer over dens for­ud­sæt­nin­ger og prin­ci­pi­el­le karak­ter, er der­med i gang med at filo­so­fe­re i den­ne meget bre­de betyd­ning. Det er et selv­føl­ge­ligt og inte­gre­ret led i enhver viden­skab og ethvert tænk­somt liv og er ikke noget, der kræ­ver en sær­lig uddan­nel­se eller eks­per­ti­se, men noget, som nog­le har mere til­bø­je­lig­hed og frirum til end andre. “Det er nu min filo­so­fi”, kan hvem som helst sige om sine mere eller min­dre idio­syn­kra­ti­ske over­be­vis­nin­ger, og selv børn kan sid­de og filo­so­fe­re over tin­ge­ne.

I mere præg­nant for­stand er filo­so­fi bidrag til tra­di­tio­ner for spe­ci­a­li­se­ret og syste­ma­tisk eftertan­ke ved­rø­ren­de de mest alme­ne træk ved ver­dens indret­ning og vil­kå­re­ne for men­ne­skers liv, erken­del­se og hand­ling. Man kan tale om tra­di­tio­ner for filo­so­fi i den­ne for­stand langt til­ba­ge i histo­ri­en og i man­ge kul­tu­rer. Der er noget, der hed­der ver­dens­fi­lo­so­fi. Det er dog ikke til at kom­me uden om, at det er den klas­si­ske, græ­ske fore­stil­ling om phi­los­op­hia – stræ­ben efter viden og vis­dom – der især i Platons og Aristoteles’ prin­ci­pi­elt åbne udform­ning af den har givet sit navn til alt, hvad der kan reg­nes for filo­so­fi i en mere for­plig­ten­de form. Der er ble­vet gjort man­ge for­søg i Vesterlandet på at begyn­de filo­so­fi­en på en frisk. Eftertænksomme opgør med al hid­ti­dig tænk­ning er en æld­gam­mel filo­so­fisk bestræ­bel­se, men på grund af for­bil­le­dets udog­ma­ti­ske karak­ter kom­mer alle opgør med det til at eksem­pli­fi­ce­re det. Filosofihistorien kan såle­des stil­les op som en ræk­ke tra­di­tions­brud, der alle blot videre­fø­rer en tra­di­tion for begrun­de­de tra­di­tions­brud. Virkeligt at skri­ve sig ud af filo­so­fi­hi­sto­ri­en vil­le være den sik­re­ste vej til at skri­ve sig ind i den. Man kan ikke erklæ­re filo­so­fi­en død uden at gøre det fra en filo­so­fisk posi­tion. Det er og bli­ver der­for et omstridt, filo­so­fisk spørgs­mål, hvad der er det sær­li­ge ved filo­so­fi­en, og hvor­dan filo­so­fi mere præ­cist adskil­ler sig eller ikke adskil­ler sig fra reli­gion, kunst, viden­skab og poli­tik. Det er der omtrent lige så man­ge opfat­tel­ser af, som der er filo­sof­fer.

Filosofisk eftertan­ke er uhjæl­pe­ligt per­son­lig, men aldrig blot en pri­vatsag. Historien igen­nem har den været for­bun­det med mere eller min­dre insti­tu­tio­na­li­se­re­de sko­le­dan­nel­ser, hvor ele­ver bli­ver sko­let i filo­so­fi af lære­re, som engang selv er ble­vet sko­let i filo­so­fi og nu har vide­re­ud­vik­let deres sko­ling i lyset af de erfa­rin­ger, de har gjort sig i mel­lem­ti­den. I antik­ken og mid­delal­de­ren var “filo­so­fi” en bred beteg­nel­se for al prin­ci­pi­el og viden­ska­be­lig tænk­ning. På de før­ste uni­ver­si­te­ter kun­ne “filo­so­fi” bru­ges som fæl­les­be­teg­nel­se for de sprog­te­o­re­ti­ske, mate­ma­ti­ske, sam­funds- og natur­vi­den­ska­be­li­ge emner, der blev under­vist i på faku­l­te­tet for Artes Liberales, “de frie kun­ster”, som for­be­re­del­se til pro­fes­sions­ud­dan­nel­sen af præ­ster, juri­ster og læger. I 1600-tal­let var Newtons fysik udtryk­ke­ligt natur­fi­lo­so­fi. Efterhånden hæv­de­de fle­re og fle­re enkeltvi­den­ska­ber dog deres auto­no­mi i for­hold til det fæl­les udspring, såle­des at filo­so­fi­en fra begyn­del­sen af 1900-tal­let kom til at stå til­ba­ge på uni­ver­si­te­ter­ne som et enkelt­fag blandt enkelt­fag, der måt­te for­sva­re sin egen auto­no­mi og plads på uni­ver­si­te­tet.

Fagfilosofi er noget, der kræ­ver en bestemt uddan­nel­se og eks­per­ti­se defi­ne­ret ved de områ­der, der hol­des eksa­mi­ner i, og som kan­di­da­ter ansæt­tes til at for­ske i. Filosofi er mere end fag­fi­lo­so­fi. (Det har Kirsten Hyldgaard ret i).1Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fag­fi­lo­so­fi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021. Bidrag til filo­so­fi­en kan kom­me man­ge ste­der fra. For fag­fi­lo­sof­fer er det måske en smu­le beskæm­men­de, at de mest ind­fly­del­ses­ri­ge dan­ske filo­sof­fer i det 20. århund­re­de nok var fysi­ke­ren Niels Bohr og teo­lo­gen K.E. Løgstrup. (De var nu beg­ge to ret grun­digt filo­so­fisk sko­le­de). Når vi spør­ger til filo­so­fi­ens frem­tid, må det dog ikke mindst være faget filo­so­fi, der er tale om. Det er et på man­ge måder aty­pisk uni­ver­si­tets­fag, ikke mindst for­di det med sin uhørt sto­re bred­de sta­dig deler pro­ble­mer og gen­stands­om­rå­der med alle andre fag. Alle enkeltvi­den­ska­ber har såle­des sine grund­lags­pro­ble­mer med der­til knyt­tet filo­so­fi. Matematikkens, fysik­kens, bio­lo­gi­ens, psy­ko­lo­gi­ens, pæda­go­gik­kens, sam­funds­vi­den­ska­ber­nes, histo­ri­ens og de øvri­ge huma­ni­sti­ske viden­ska­bers filo­so­fi er hver for sig vel­e­tab­le­re­de disci­pli­ner, der kræ­ver dob­belt­kom­pe­ten­ce. I øvrigt kan alle områ­der af til­væ­rel­sen gøres til gen­stand for filo­so­fisk reflek­sion og forsk­ning. Livsfilosofi, eksi­stens­fi­lo­so­fi, bevidst­heds­fi­lo­so­fi, hand­lings­fi­lo­so­fi, sam­funds­fi­lo­so­fi, poli­tisk filo­so­fi, sprog­fi­lo­so­fi, kunst­fi­lo­so­fi, natur­fi­lo­so­fi, viden­skabs­fi­lo­so­fi, reli­gions­fi­lo­so­fi er lige­le­des vel­e­tab­le­re­de filo­so­fi­ske disci­pli­ner. Tidens man­ge ekster­nt finan­si­e­re­de pro­jek­ter har des­u­den skabt en vildt­vok­sen­de under­skov af mere eller min­dre tvær­fag­li­ge forsk­nings­om­rå­der med filo­so­fisk ind­hold, alt sam­men med en eller anden for­bin­del­se til de tra­di­tio­nel­le ker­ne­om­rå­der: meta­fy­sik, erken­del­ses­te­o­ri, logik og etik. Filosofifaget er såle­des en blan­det land­han­del af for­skel­li­ge for­mer for spe­ci­a­li­se­ret eftertan­ke, som ofte er i ind­byr­des mod­strid, men som alle på en eller anden måde kan ses i for­læn­gel­se af tid­li­ge­re filo­so­fi og dens bestræ­bel­se på stør­re begrebs­lig klar­hed, bed­re begrun­del­se og mere omfat­ten­de for­stå­el­se.

Jeg har beto­net, at filo­so­fi er for­mer for spe­ci­a­li­se­ret eftertan­ke, dels for at under­stre­ge fæl­les­ska­bet og den umid­del­ba­re for­bin­del­se mel­lem filo­so­fisk, viden­ska­be­lig og dag­lig­dags tænk­ning, og dels for­di der er nog­le helt alme­ne træk ved al eftertan­ke, som jeg tror, det er vig­tigt at have i bag­ho­ve­det, når man er pro­fes­sio­nelt beskæf­ti­get med filo­so­fi. Tanker er abstrak­tio­ner, og eftertan­ken er selv tan­ke og som sådan abstrak­tion over abstrak­tio­ner. Den er i den for­stand på to trins afstand af det, tan­ken er om. Denne ekstra afstand giver en mulig­hed for både at se tan­ken i for­hold til det, den stil­ler skar­pt på, og det, den ser bort fra og slø­rer, og er der­for også en hjælp til at huske på, at en sag aldrig går rest­løst op i de tan­ker, vi gør os om den, og at der altid er man­ge andre tan­ker, vi kun­ne have god grund til at gøre os om den. Netop i kraft af sin for­dob­le­de abstrak­tion kan eftertan­ken være sig tan­kens ind­byg­ge­de abstrak­t­hed bevidst og der­med i bed­ste fald fun­ge­re som dens jord­for­bin­del­se, som dens samvit­tig­hed og som et emi­nent prak­tisk kor­rek­tiv til dens ind­byg­ge­de illu­sion om at være lige så kon­kret som sin gen­stand.

Den for­dob­le­de abstrak­tion kan imid­ler­tid også føre lige ud i det rene tan­ke­spind, som meget vel kan tage form af ultravi­den­ska­be­lig strin­gens og for­ma­lis­me. Filosofisk anlag­te gemyt­ter er beryg­te­de for at mang­le for­bin­del­se til de fak­ti­ske for­hold i jer­nin­du­stri­en, hvad mere prak­tisk anlag­te typer kan være hur­ti­ge til at gøre grin med. Eftertankens ophø­je­de distan­ce og for­mel­le streng­hed kan ikke desto min­dre give sine udø­ve­re en beha­ge­lig for­nem­mel­se af intel­lek­tu­el beher­skel­se, som også prak­ti­ke­re kan lade sig impo­ne­re af. Eftertanken har såle­des sin egen til­lok­kel­se og ikke min­dre der, hvor dens intel­lek­tu­el­le suveræ­ni­tet kom­pen­se­rer for en fak­tisk afmagt. Der er bety­de­li­ge sekun­dær­ge­vin­ster ved at for­bli­ve på eftertan­kens prin­ci­pi­el­le niveau og fin­pud­se dens resul­ta­ter på sik­ker afstand af distra­he­ren­de kends­ger­nin­ger. Fordi det er eftertan­ken, vi bru­ger til at fin­de frem til det grund­læg­gen­de og prin­ci­pi­el­le i en sag, kan vi bil­de os selv og andre ind, at det er den, der er grund­læg­gen­de og over­ord­net. Den filo­so­fi­ske tan­ke er imid­ler­tid som eftertan­ke aldrig den før­ste tan­ke, og hel­ler aldrig den sid­ste og ende­gyl­di­ge. Det er kun i den vide­re tænk­som­me soci­a­le prak­sis, at en eftertan­ke kan have vær­di og vise, at den har den.

Løsrevet fra ikke-filo­so­fi­ske pro­ble­mer ind­by­der eftertan­ken såle­des til enten at bli­ve under­vur­de­ret som uden prak­tisk betyd­ning eller at bli­ve over­vur­de­ret som fun­da­men­tal og sty­ren­de. I beg­ge til­fæl­de er grund­pro­ble­met, at eftertan­ken kører friløb. Det er kun i vek­sel­virk­nin­gen mel­lem tan­ke og kri­tisk eftertan­ke, at eftertan­ken er på sin plads, og det er kun, for­di vores tan­ker altid alle­re­de har deres grund­lag og mål i det liv, de er en del af, at eftertan­ken som­me­ti­der kan kor­ri­ge­re dem, når de i deres enspo­re­de opslugt­hed af det, de stil­ler skar­pt på, over­ser noget andet og måske betyd­nings­fuldt i sam­men­hæn­gen. Tanke uden eftertan­ke risi­ke­rer at bli­ve fan­get af sin egen abstrak­tion. Eftertanke uden til­ba­ge­kob­ling til det, tan­ken er om, risi­ke­rer at bli­ve lige­gyl­dig, selv i sine stren­ge­ste og mest selv­til­stræk­ke­li­ge for­mer.

Jeg har frem­hæ­vet dis­se gene­rel­le træk ved eftertan­kens måde at være tan­ke på, for­di de for mig at se både peger på, hvad det gæl­der om, og hvad det gæl­der om at und­gå i den fag­fi­lo­so­fi­ske spe­ci­a­li­se­ring. I sam­fund domi­ne­ret af eks­per­ter er det fri­sten­de at dyr­ke sin eks­per­ti­se, og det skal fag­fi­lo­sof­fer da også. Filosoffer skal være for­tro­li­ge med filo­so­fi­hi­sto­ri­en og ken­de fagets nye­ste udvik­lin­ger. Det er et arbej­de, der er helt legi­timt, stort, spæn­den­de og kræ­ven­de, og som der­for let bli­ver hoved­sa­gen. Men hvis filo­so­fi kom­mer til først og frem­mest at bestå i at hol­de styr på, hvad andre har tænkt, er der gået noget galt. Filosoffer skal løse filo­so­fi­ske pro­ble­mer, men hvis pro­ble­mer­ne løs­ri­ves fra de bre­de­re sam­men­hæn­ge, de er opstå­et i, og gøres til et reper­toi­re af stan­dard­pro­ble­mer, kom­mer den filo­so­fi­ske akti­vi­tet uvæ­ger­ligt til at bli­ve så sko­la­stisk som åbnings­te­o­ri­en i skak. Filosoffer skal udvik­le red­ska­ber til begrebs- og argu­men­ta­tions­a­na­ly­se, men hvis red­skabs­ud­vik­lin­gen bli­ver et mål i sig selv, og hvis ana­ly­sen ikke bli­ver brugt til noget, er vi lige vidt. Den fag­fi­lo­so­fi­ske eks­per­ti­se må der­for gøre en sær­lig ind­sats, hvis den skal und­gå at iso­le­re sig fra anden tænk­ning på måder, der døm­mer den til sag­lig irre­le­vans og ret­nings­løs­hed, uag­tet hvor arro­gant den kan slip­pe af sted med at føre sig frem.

Der er tale om et ægte dilem­ma her. På den ene side tru­er enhver selv­stæn­dig­gø­rel­se af filo­so­fi­en med at over­flø­dig­gø­re den. Fagfilosofien skæ­rer sin livs­ner­ve over, hvis den bli­ver selv­til­stræk­ke­lig og ikke hol­der en for­bin­del­se ved lige til de pro­ble­mer, som sam­funds­ud­vik­lin­gen og fag­ud­vik­lin­gen i andre fag giver anled­ning til. (Her er jeg enig med Vincent Hendricks).2Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021. På den anden side vil fag­fi­lo­sof­fer intet have at bidra­ge med, hvis de ikke opdyr­ker en eks­per­ti­se, som andre ikke uden vide­re har; og eks­per­ti­se lader sig ikke udvik­le, uden at eks­per­ter­ne har et rum for sig selv, hvor de kan prø­ve tan­ker af på hin­an­den. (Selv har jeg læn­ge arbej­det med for­mer for natur­fi­lo­so­fi, som har et vist fæl­les­skab med Jan Fayes naturalisme3Jan Faye, “Findes filo­so­fi­en om 50 år?”, Tidsskriftet Paradoks, 21. juli 2021. og Thomas Schwarz Wentzers tan­ker om det antropocæne).4Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021. For filo­so­fi­en som fag er det der­for vig­tigt, ikke bare hvad og hvor­dan den enkel­te fag­fi­lo­sof tæn­ker, men hvor­dan de fag­fi­lo­so­fi­ske mil­jø­er og uddan­nel­ser fun­ge­rer som mere eller min­dre frugt­ba­re ram­mer for åben og respekt­fuld dis­kus­sion.

Der er her tre gængse opde­lin­ger af filo­so­fi­en, som jeg ger­ne til sidst vil adva­re imod, at man læg­ger alt for tung vægt på i den inter­ne orga­ni­se­ring, nem­lig en mod­stil­ling mel­lem histo­risk og syste­ma­tisk til­gang, mel­lem teo­re­tisk og prak­tisk filo­so­fi og mel­lem ana­ly­tisk og ikke-ana­ly­tisk (ofte mis­vi­sen­de kaldt: kon­ti­nen­tal) filo­so­fi. Især mener jeg, at ten­den­ser til at udgræn­se filo­so­fi­hi­sto­ri­en, prak­tisk filo­so­fi og ikke-ana­ly­tisk filo­so­fi bør mod­vir­kes aktivt. Det er selv­føl­ge­lig mere end i orden, at dan­ske fag­fi­lo­sof­fer hver for sig eller i grup­per til­slut­ter sig domi­ne­ren­de inter­na­tio­na­le ret­nin­ger, men det er meget uhel­digt for fag­fi­lo­so­fi­ens frem­tid, hvis mil­jø­er­ne bli­ver meget ens­ret­te­de og uden bevidst­hed om filo­so­fi­ens mang­fol­dig­hed og prin­ci­pi­el­le åben­hed.