Filosofiens død i historien

I løbet af den­ne sta­fet er spørgs­må­let om filo­so­fi­ens død ble­vet vendt og dre­jet på man­ge for­skel­li­ge måder. Ét spørgs­mål, der end­nu ikke er ble­vet stil­let, er dog: Har filo­so­fi­en nogen­sin­de været død? Ind­led­nings­vist kan vi sige et par ting om det­te nye spørgs­mål: For det før­ste er det et histo­risk spørgs­mål, idet det omhand­ler eksi­sten­sen af filo­so­fi­ens død i histo­ri­en. For det andet er det to spørgs­mål i ét, idet “filo­so­fi­ens død” kan for­stås på i hvert fald to for­skel­li­ge måder, enten som en begi­ven­hed eller som en til­stand.

For­stås “filo­so­fi­ens død” som en begi­ven­hed, så spør­ges der til, om det i filo­so­fi­ens histo­rie nogen­sin­de er hændt, at den har været død, og i givet fald vil­le det give anled­ning til – med tan­ke på den nuti­di­ge til­sy­ne­la­den­de eksi­stens af filo­so­fi­en – at spør­ge ind til, hvad betin­gel­ser­ne er for filo­so­fi­ens gen­komst. For­stås “filo­so­fi­ens død” der­i­mod som en til­stand, så ret­ter spørgs­må­let sig imod mulig­he­den for, eller eksi­sten­sen af, en tid efter filo­so­fi­en. Hvis man til­li­ge til­læg­ger “døden” den ende­lig­hed, som vi sæd­van­lig­vis til­læg­ger den, så bli­ver spørgs­må­let om en post-filo­so­fisk tid end­nu mere pres­se­ren­de. Der er alt­så tale om to for­skel­li­ge døds­fald, et lil­le og et stort.

Til det histo­ri­ske spørgs­mål vil jeg give et histo­risk svar og begi­ve mig ud i en for­tæl­ling om to filo­sof­fers livs­for­løb og de omstæn­dig­he­der, der led­te hen deres teo­re­ti­ske nybrud. I filo­so­fi­ens histo­rie fin­des der nem­lig et mær­ke­ligt sam­men­træf, som for­hå­bent­lig kan for­tæl­le os noget om de histo­ri­ske betin­gel­ser for filo­so­fi­ens frem­komst, over­le­vel­se og død. Her tæn­ker jeg på opgø­ret med kir­ke­lig sko­la­stik og hæv­del­sen af for­nuf­ten som uaf­hæn­gig og til­stræk­ke­lig grund for erken­del­sen af uni­ver­sel sand­hed, som ske­te sam­ti­digt på to for­skel­li­ge kon­ti­nen­ter, uden der var nogen direk­te ind­fly­del­se imel­lem dem. Ophavs­man­den til det før­ste til­fæl­de er et vel­kendt ansigt i enhver lære­bog om filo­so­fi, nem­lig den moder­ne euro­pæ­i­ske filo­so­fis fader, René Descar­tes. Ophavs­man­den til det andet til­fæl­de er Zera Yacob, en afri­kansk filo­sof, der aldrig fik noget nær den sam­me histo­ri­ske ind­fly­del­se som Descar­tes, og som nu kun omta­les i de særkred­se, der spe­ci­fikt giver sig i kast med afri­kansk filo­so­fi.

To filo­so­fi­ske til­fæl­de

Zera Yacob

I 1599 nær Aksum i det nord­li­ge Etio­pi­en blev Zera Yacob født ind i en bondefamilie.1Claude Sum­ner, The tre­a­ti­se of Zär’a Yaʻe̳quo and of Wäldä Ḥe̳ywåt. Ethio­pi­an Phi­los­op­hy II (Addis Aba­ba: Addis Aba­ba Uni­ver­si­ty, 1976). Efter at have over­le­vet en ulyk­ke som ung vie­de han sit liv til kri­sten­dom­men, hvil­ket var den etio­pi­ske orto­dok­se tro. Yacob brug­te ti år på sine stu­di­er, hvil­ket inklu­de­re­de tra­di­tio­nel etio­pisk reli­gi­øs prak­sis samt både etio­pisk orto­doks og euro­pæ­isk katolsk teo­lo­gi, og fandt siden­hen arbej­de som lærer.

I 1626 bekend­te den etio­pi­ske kon­ge Suse­ny­os sig imid­ler­tid til den katol­ske tro, hvil­ket sat­te gang i en peri­o­de med reli­gi­øse for­føl­gel­ser i lan­det. Yacob vil­le ikke til­skri­ve sig hver­ken den katol­ske eller orto­dok­se for­tolk­ning af bibe­len, hvil­ket gjor­de ham upo­pu­lær blandt hans fag­fæl­ler og led­te til, at han blev ankla­get for at opild­ne til oprør mod kon­gen. Med sin opspa­ring og sin sal­me­bog gik Yacob i eksil og bosat­te sig i en grot­te nær Tekeze-flo­den, hvor han over de næste to år medi­te­re­de over de sam­funds­mæs­si­ge uro­lig­he­der og de for­skel­li­ge teo­re­ti­ske stand­punk­ter, han hav­de ople­vet.

Resul­ta­tet var udform­nin­gen af en ratio­na­li­stisk kri­tik af den reli­gi­øse dog­ma­tis­me, som hav­de domi­ne­ret det intel­lek­tu­el­le mil­jø i både Afri­ka og Euro­pa. Start­punk­tet var en dyb skep­ti­cis­me over for Guds intel­li­gens, god­hed og siden­hen også eksi­stens, som han imid­ler­tid mod­sva­re­de gen­nem et kos­mo­lo­gisk guds­be­vis a la Tho­mas Aqui­nas’ argu­ment for Gud som før­ste-bevæ­ger. Med bag­grund i den fun­da­men­tale idé om, at men­ne­skets ratio­na­li­tet kan fat­te gud­dom­me­li­ge sand­he­der, anfæg­te­de Yacob ikke blot den sko­la­sti­ske lære og andre reli­gio­ner, men også dele af Bibe­len, såsom Moses’ for­døm­mel­se af sex og Bibe­lens og Kor­a­nens faste­reg­ler.

Den uni­ver­sel­le besid­del­se af for­nuft i hele men­ne­ske­he­den betød for Yacob også, at alle men­ne­sker bør anses for at være lige, hvil­ket gør sig gæl­den­de uan­set køn, race eller reli­gion. Slut­te­ligt præ­sen­te­rer Yacob en prak­tisk etik, som kan ses som en com­mon sen­se-udvi­del­se af de bibel­ske for­skrif­ter i linje med hans syn på men­ne­skets evne til at erken­de natu­rens orden. Da Suse­ny­os døde, begav Yacob sig til­ba­ge til civi­li­sa­tio­nen, hvor han fik arbej­de for en rig­mand og gif­te­de sig. På opfor­dring fra rig­man­dens yng­ste søn Wal­da Heywat nedskrev Yacob sine erin­drin­ger og sine medi­ta­tio­ner i 1667. Han leve­de et langt liv med sin egen og sin her­res fami­lie og døde 91 år gam­mel.

René Descar­tes

I 1596, kun få år før Yacob kom til ver­den, blev René Descar­tes blev født i La Haye i en vel­ha­ven­de fami­lie af jurister.2Gary Hat­fi­eld, “René Descar­tes”, i The Stan­ford Encycl­ope­dia of Phi­los­op­hy (Sum­mer 2018 Edi­tion), red. Edward N. Zal­ta. Hans moder døde i bar­sels­sen­gen, en måned efter hans før­ste fød­sels­dag, og René blev der­for opfo­stret af sin bed­ste­mor sam­men med sine to søsken­de. Som tiårig star­te­de Descar­tes sin klas­si­ske uddan­nel­se ved en jesu­itsko­le, hvor han, ud over lat­in, græsk og klas­sisk poesi, stu­de­re­de old­græsk filo­so­fi med udgangs­punkt i Ari­sto­te­les.

På trods af fami­li­ens ønske om, at han skul­le være jurist, valg­te den unge Descar­tes at bli­ve sol­dat. Sam­ti­dig med sin mili­tær­kar­ri­e­re fandt Descar­tes tid til at revo­lu­tio­ne­re mate­ma­tik­ken ved at opfin­de den ana­ly­ti­ske geo­me­tri. I 1619 beret­te­de Descar­tes, at han hav­de haft tre drøm­me, som hav­de åben­ba­ret en ny meto­de til at erhver­ve sig sik­ker viden ved kun at accep­te­re det, som kan udle­des fra viden, man alle­re­de er sik­ker på. Han hav­de tid­li­ge­re udtrykt sin fru­stra­tion over den inkon­si­stens, som, han men­te, eksi­ste­re­de i det her­sken­de ver­dens­syn, som var gen­nem­sy­ret af antik, sær­ligt ari­sto­te­lisk, filo­so­fi samt af den kir­ke­li­ge sko­la­stik, som hav­de her­sket siden mid­delal­de­ren. Det­te led­te til en skep­ti­cis­me, som blev sta­digt stør­re i hans udgi­vel­ser.

Descar­tes men­te, at den ari­sto­te­li­ske erken­del­ses­te­o­ri slog fejl i dens tota­le over­gi­vel­se til san­ser­ne. I tråd her­med star­ter hans meta­fy­si­ske medi­ta­tio­ner med en radi­kal skep­ti­cis­me, som sår tvivl ved alt, der ikke er begrun­det i sik­ker viden. Tan­kens eksi­stens er imid­ler­tid et sik­kert fak­tum, og ud fra det­te udled­te Descar­tes sin egen og Guds eksi­stens samt sin sjæl-lege­me-dua­lis­me, iføl­ge hvil­ken det men­tale er en selv­til­stræk­ke­lig sub­stans. Efter at have udfol­det sin meta­fy­si­ske teo­ri, gik Descar­tes over til fysik og fysi­o­lo­gi, som gik ud fra idéen om, at udstræk­nin­gen er essen­sen af det fysi­ske, og at det­te er adskilt fra det men­tale for­stå­et som bevidst tan­ke. I 1649 flyt­te­de Descar­tes til Sve­ri­ge, hvor han døde kort efter.


Her har vi to per­so­ner, som uaf­hæn­gigt af hin­an­den sår radi­kal tvivl om den her­sken­de sko­la­stik og i mod­sæt­ning til den hæv­der, at gud­dom­me­li­ge sand­he­der kan ind­ses ale­ne ved for­nuf­tens kraft. Yacobs kon­klu­sio­ner skub­ber ved græn­ser­ne for, hvad der i hans tid (men­tes at) kun­ne vides, og han når der­til gen­nem en umi­sken­de­ligt filo­so­fisk meto­de, og vi må alt­så til­de­le hans tænk­ning sam­me sta­tus som Descar­tes. Det, som gør beg­ge vær­ker filo­so­fi­ske, er net­op det­te, at de åbner et nyt begrebs­rum, og at de udfol­der det på en måde, der for­drer læse­ren til at tage stil­ling til dem på en til­sva­ren­de måde. Vi har alt­så set, hvor­dan den sam­me tan­ke om for­nuf­tens selv­til­stræk­ke­lig­hed kun­ne gri­bes uaf­hæn­gigt på to for­skel­li­ge kon­ti­nen­ter. Det var dog ikke af ren og skær til­fæl­dig­hed, at det­te ske­te, men som resul­tat af kon­kre­te mate­ri­el­le omstæn­dig­he­der i deres liv, som var til­stræk­ke­ligt ens, til at de nåe­de til den sam­me tan­ke.

Der er en mytisk fore­stil­ling om filo­sof­fen som tale­rør for umid­del­bar gud­dom­me­lig inspira­tion, som de oven­stå­en­de histo­ri­er giver anled­ning til at anfæg­te. Når vi filo­so­fe­rer, så åbner vi for nye for­stå­el­ses­ram­mer for vores liv og omver­den. Der er dog ingen meto­de som man på for­hånd kan være sik­ker på vil leve­re sådan­ne ind­sig­ter. Oftest bli­ver de kun til­gæn­ge­li­ge, når tidens for­hold for­drer nye for­mer for for­stå­el­se, og de kom­mer kun til udtryk i filo­so­fi­en, når omstæn­dig­he­der­ne i et men­ne­skes liv til­la­der dem at gri­be tidens tan­ke og give dem den form, der kræ­ves, for at de kan stå på egne ben.

Filo­so­fi­ens mate­ri­el­le betin­gel­ser

Den­ne mate­ri­el­le filo­so­fi­for­stå­el­se står i mod­sæt­ning til Est­her Oluf­fa Peder­sen, som hæv­der, at filo­so­fi­en er en essen­ti­el del af et oplyst sam­fund, og at filo­so­fi­en aldrig kan dø, så læn­ge der er men­ne­sker:

Filo­so­fi­en kan altid spør­ge til begrun­del­sens grund og der­med åbne op for den meta­fy­si­ske spe­ku­la­tion igen. Og det er her, at fag­fi­lo­so­fi­en og filo­so­fi­en som tænk­ning møder hin­an­den. Idet vi hæger om tænk­nin­gens tra­di­tion og stil­ler kri­ti­ske spørgs­mål til dens begrun­del­ser, kul­ti­ve­rer vi men­ne­skets meta­fy­si­ske naturanlæg.3Est­her Oluf­fa Peder­sen, ”Filo­so­fi­ens insti­tu­tio­nel­le kri­se og evi­ge over­le­vel­se”, Tids­skrif­tet Para­doks, 5. august 2021, ¶11.

Iføl­ge Peder­sen er det filo­sof­fer­nes rol­le at stil­le dis­se spørgs­mål på en måde, der tøj­ler den meta­fy­si­ske spe­ku­la­tion og ven­der den mod kon­struk­ti­ve for­mål. Jeg kan godt gå med på Peder­sens kan­ti­an­ske for­stå­el­se af, at men­ne­sket har et natu­ran­læg for meta­fy­sisk spe­ku­la­tion, men jeg mener ikke, at det­te er til­stræk­ke­ligt for at sik­re filo­so­fi­ens fak­ti­ske eksi­stens. Der er god grund til at være kri­tisk over for en så hur­tig affejning af de pro­ble­ma­tik­ker der udfor­drer den fak­ti­ske udøv­ning af filo­so­fisk prak­sis. Det er net­op i den anden del af Peder­sens filo­so­fi­for­stå­el­se, i arbej­det med at tøj­le den meta­fy­si­ske spe­ku­la­tion, at filo­sof­fens mate­ri­el­le for­hold spil­ler ind. Men­ne­skets natur­li­ge til­bø­je­lig­hed til spe­ku­la­tion er ikke i sig selv til­stræk­ke­lig til at udfor­me de radi­kalt nye for­stå­el­ses­ram­mer, som det er filo­so­fi­ens rol­le at nå frem til. Foku­se­rer man kun på den­ne trans­cen­den­tale betin­gel­se, glem­mer man de mate­ri­el­le betin­gel­ser, hvoraf to står klart frem:

For det før­ste kræ­ver filo­so­fi tid, og en bestemt slags tid. De old­græ­ske filo­sof­fer var sla­ve­e­je­re og behø­ve­de der­for ikke at bru­ge deres tid på at arbej­de for deres egen over­le­vel­se. Lige­le­des kun­ne Yacob bru­ge sine dage i fred i sin grot­te på at betæn­ke årsa­ger­ne til, at han var hav­net der. Descar­tes’ sta­tus gav ham rige­ligt med fri­tid – det er alment kendt, at han først stod op sent på for­mid­da­gen, og at han ofte arbej­de­de i sen­gen. Ingen af dis­se kun­ne have udtænkt og gen­nemtænkt deres filo­so­fi­ske stand­punk­ter, hvis ikke de hav­de haft lan­ge peri­o­der, som de kun­ne udfyl­de med akti­vi­te­ter, som de kun­ne gøre for deres egen skyld. Jacques Ran­cière kal­der en sådan form for tid, hvor man ikke for­ven­ter noget, og hvor tiden pas­se­rer ens­for­migt, for “otium”.4Jacques Ran­cière, Ais­t­he­sis: sce­nes from the aesthe­tic regi­me of art, over­sat af Zakir Paul (Lon­don: Ver­so, 2019), 46. En sådan tid er per defi­ni­tion for­be­holdt dem, der ikke behø­ver at arbej­de (eller kun behø­ver at gøre det i et begræn­set omfang), hvil­ket histo­risk har været gæl­den­de for over­klas­sen.

For det andet kan filo­so­fi­en ikke bevæ­ge sig fremad, hvis ide­er ikke kan deles og spre­des, så de efter­hån­den kan kri­ti­se­res og dan­ne gro­bund for nye filo­so­fi­ske gen­nem­brud. Descar­tes og Yacob var beg­ge højtud­dan­ne­de mænd med kend­skab til en bred vif­te af stand­punk­ter og disci­pli­ner. Her fin­der vi også sva­ret på et andet spørgs­mål, nem­lig hvor­for én filo­sof fik så stor ind­fly­del­se, og den anden gik i glem­me­bo­gen. Yacob skrev sin trak­tat på geʽez, et litur­gisk sprog som på det tids­punkt var dødt, hvor­for det var de fær­re­ste læg­folk, som kun­ne læse det. Etio­pi­en led aldrig den sam­me gru­som­me skæb­ne, som det meste af Afri­ka, idet lan­det beholdt sin suveræ­ni­tet gen­nem kolo­ni­se­rin­gen af kon­ti­nen­tet, men det led sta­dig under det euro­pæ­i­ske syn på afri­kansk kul­tur som noget, der i bed­ste fald hav­de vær­di som kuriosum og i vær­ste fald var i en til­stand af for­fald, som skul­le kor­ri­ge­res. Ind­fly­del­sen af Yacobs tænk­ning slut­te­de der­for med hans elev Wal­da Heywat, og hans værk nåe­de ikke i kon­takt med resten af ver­den før star­ten af det 20. århund­re­de.

Lad os afslut­nings­vist for­sø­ge at besva­re spørgs­må­let fra ind­led­nin­gen til den­ne arti­kel: Har filo­so­fi­en nogen­sin­de været død? Når det kom­mer til filo­so­fi­ens lil­le død, mener jeg, at sva­ret er ja. Filo­so­fi­en dør, når dens mulig­heds­be­tin­gel­ser tør­rer ud, enten ved at folk næg­tes den tid, som det kræ­ver at prak­ti­se­re filo­so­fi, eller ved at adgan­gen til skrif­ter og viden for­hin­dres. Der er utal­li­ge eksemp­ler i histo­ri­en på sådan­ne begi­ven­he­der. Selv­om filo­so­fi­en kan for­svin­de, er det dog også muligt for den at ven­de til­ba­ge, hvil­ket de to filo­sof­fer, som jeg har dis­ku­te­ret i den­ne arti­kel, er eksemp­ler på. Kun­ne man fore­stil­le sig filo­so­fi­ens sto­re død, et sam­fund efter filo­so­fi­en? Med bevidst­he­den om, at filo­so­fi­en har mate­ri­el­le betin­gel­ser, kan det ikke ude­luk­kes, om end det mere end noget andet vil­le lig­ne en sci­en­ce fiction-dysto­pi.

1. Claude Sum­ner, The tre­a­ti­se of Zär’a Yaʻe̳quo and of Wäldä Ḥe̳ywåt. Ethio­pi­an Phi­los­op­hy II (Addis Aba­ba: Addis Aba­ba Uni­ver­si­ty, 1976).
2. Gary Hat­fi­eld, “René Descar­tes”, i The Stan­ford Encycl­ope­dia of Phi­los­op­hy (Sum­mer 2018 Edi­tion), red. Edward N. Zal­ta.
3. Est­her Oluf­fa Peder­sen, ”Filo­so­fi­ens insti­tu­tio­nel­le kri­se og evi­ge over­le­vel­se”, Tids­skrif­tet Para­doks, 5. august 2021, ¶11.
4. Jacques Ran­cière, Ais­t­he­sis: sce­nes from the aesthe­tic regi­me of art, over­sat af Zakir Paul (Lon­don: Ver­so, 2019), 46.