Da jeg begyndte at læse filosofi i Aarhus i 1964, var der vel omkring 10 ansatte og 50 fagstuderende i alt på de to eneste filosofiske institutter i Danmark. I dag er der syv institutter eller afdelinger med mere end 100 ansatte og i nærheden af 1.000 studerende. En tilsvarende voldsom ekspansion i antallet af folk, som beskæftiger sig professionelt med filosofi, er sket internationalt. Filosofifaget er samtidigt blevet langt mere bredspektret og fraktioneret, og kandidater i filosofi finder nu ansættelse mange andre steder end på universiteterne, som i mellemtiden også er blevet langt mere topstyrede og blevet indrettet efter at tiltrække ekstern finansiering til kortvarige forskningsprojekter. Den udvikling har sprængt den selvtilstrækkelige filosofiopfattelse, der var herskende i min studietid, men har altså også ført til, at der i denne stafet kan stilles spørgsmål ved, om faget overhovedet har en fremtid og en bare nogenlunde veldefineret kerne.
Jeg plejer gerne at fremhæve, at filosofi taget i videste forstand er eftertanke, Nachdenken, som Hegel kalder det i §2 af Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften. Enhver, der standser op i sin hidtidige tankegang og reflekterer over dens forudsætninger og principielle karakter, er dermed i gang med at filosofere i denne meget brede betydning. Det er et selvfølgeligt og integreret led i enhver videnskab og ethvert tænksomt liv og er ikke noget, der kræver en særlig uddannelse eller ekspertise, men noget, som nogle har mere tilbøjelighed og frirum til end andre. “Det er nu min filosofi”, kan hvem som helst sige om sine mere eller mindre idiosynkratiske overbevisninger, og selv børn kan sidde og filosofere over tingene.
I mere prægnant forstand er filosofi bidrag til traditioner for specialiseret og systematisk eftertanke vedrørende de mest almene træk ved verdens indretning og vilkårene for menneskers liv, erkendelse og handling. Man kan tale om traditioner for filosofi i denne forstand langt tilbage i historien og i mange kulturer. Der er noget, der hedder verdensfilosofi. Det er dog ikke til at komme uden om, at det er den klassiske, græske forestilling om philosophia – stræben efter viden og visdom – der især i Platons og Aristoteles’ principielt åbne udformning af den har givet sit navn til alt, hvad der kan regnes for filosofi i en mere forpligtende form. Der er blevet gjort mange forsøg i Vesterlandet på at begynde filosofien på en frisk. Eftertænksomme opgør med al hidtidig tænkning er en ældgammel filosofisk bestræbelse, men på grund af forbilledets udogmatiske karakter kommer alle opgør med det til at eksemplificere det. Filosofihistorien kan således stilles op som en række traditionsbrud, der alle blot viderefører en tradition for begrundede traditionsbrud. Virkeligt at skrive sig ud af filosofihistorien ville være den sikreste vej til at skrive sig ind i den. Man kan ikke erklære filosofien død uden at gøre det fra en filosofisk position. Det er og bliver derfor et omstridt, filosofisk spørgsmål, hvad der er det særlige ved filosofien, og hvordan filosofi mere præcist adskiller sig eller ikke adskiller sig fra religion, kunst, videnskab og politik. Det er der omtrent lige så mange opfattelser af, som der er filosoffer.
Filosofisk eftertanke er uhjælpeligt personlig, men aldrig blot en privatsag. Historien igennem har den været forbundet med mere eller mindre institutionaliserede skoledannelser, hvor elever bliver skolet i filosofi af lærere, som engang selv er blevet skolet i filosofi og nu har videreudviklet deres skoling i lyset af de erfaringer, de har gjort sig i mellemtiden. I antikken og middelalderen var “filosofi” en bred betegnelse for al principiel og videnskabelig tænkning. På de første universiteter kunne “filosofi” bruges som fællesbetegnelse for de sprogteoretiske, matematiske, samfunds- og naturvidenskabelige emner, der blev undervist i på fakultetet for Artes Liberales, “de frie kunster”, som forberedelse til professionsuddannelsen af præster, jurister og læger. I 1600-tallet var Newtons fysik udtrykkeligt naturfilosofi. Efterhånden hævdede flere og flere enkeltvidenskaber dog deres autonomi i forhold til det fælles udspring, således at filosofien fra begyndelsen af 1900-tallet kom til at stå tilbage på universiteterne som et enkeltfag blandt enkeltfag, der måtte forsvare sin egen autonomi og plads på universitetet.
Fagfilosofi er noget, der kræver en bestemt uddannelse og ekspertise defineret ved de områder, der holdes eksaminer i, og som kandidater ansættes til at forske i. Filosofi er mere end fagfilosofi. (Det har Kirsten Hyldgaard ret i).1Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021. Bidrag til filosofien kan komme mange steder fra. For fagfilosoffer er det måske en smule beskæmmende, at de mest indflydelsesrige danske filosoffer i det 20. århundrede nok var fysikeren Niels Bohr og teologen K.E. Løgstrup. (De var nu begge to ret grundigt filosofisk skolede). Når vi spørger til filosofiens fremtid, må det dog ikke mindst være faget filosofi, der er tale om. Det er et på mange måder atypisk universitetsfag, ikke mindst fordi det med sin uhørt store bredde stadig deler problemer og genstandsområder med alle andre fag. Alle enkeltvidenskaber har således sine grundlagsproblemer med dertil knyttet filosofi. Matematikkens, fysikkens, biologiens, psykologiens, pædagogikkens, samfundsvidenskabernes, historiens og de øvrige humanistiske videnskabers filosofi er hver for sig veletablerede discipliner, der kræver dobbeltkompetence. I øvrigt kan alle områder af tilværelsen gøres til genstand for filosofisk refleksion og forskning. Livsfilosofi, eksistensfilosofi, bevidsthedsfilosofi, handlingsfilosofi, samfundsfilosofi, politisk filosofi, sprogfilosofi, kunstfilosofi, naturfilosofi, videnskabsfilosofi, religionsfilosofi er ligeledes veletablerede filosofiske discipliner. Tidens mange eksternt finansierede projekter har desuden skabt en vildtvoksende underskov af mere eller mindre tværfaglige forskningsområder med filosofisk indhold, alt sammen med en eller anden forbindelse til de traditionelle kerneområder: metafysik, erkendelsesteori, logik og etik. Filosofifaget er således en blandet landhandel af forskellige former for specialiseret eftertanke, som ofte er i indbyrdes modstrid, men som alle på en eller anden måde kan ses i forlængelse af tidligere filosofi og dens bestræbelse på større begrebslig klarhed, bedre begrundelse og mere omfattende forståelse.
Jeg har betonet, at filosofi er former for specialiseret eftertanke, dels for at understrege fællesskabet og den umiddelbare forbindelse mellem filosofisk, videnskabelig og dagligdags tænkning, og dels fordi der er nogle helt almene træk ved al eftertanke, som jeg tror, det er vigtigt at have i baghovedet, når man er professionelt beskæftiget med filosofi. Tanker er abstraktioner, og eftertanken er selv tanke og som sådan abstraktion over abstraktioner. Den er i den forstand på to trins afstand af det, tanken er om. Denne ekstra afstand giver en mulighed for både at se tanken i forhold til det, den stiller skarpt på, og det, den ser bort fra og slører, og er derfor også en hjælp til at huske på, at en sag aldrig går restløst op i de tanker, vi gør os om den, og at der altid er mange andre tanker, vi kunne have god grund til at gøre os om den. Netop i kraft af sin fordoblede abstraktion kan eftertanken være sig tankens indbyggede abstrakthed bevidst og dermed i bedste fald fungere som dens jordforbindelse, som dens samvittighed og som et eminent praktisk korrektiv til dens indbyggede illusion om at være lige så konkret som sin genstand.
Den fordoblede abstraktion kan imidlertid også føre lige ud i det rene tankespind, som meget vel kan tage form af ultravidenskabelig stringens og formalisme. Filosofisk anlagte gemytter er berygtede for at mangle forbindelse til de faktiske forhold i jernindustrien, hvad mere praktisk anlagte typer kan være hurtige til at gøre grin med. Eftertankens ophøjede distance og formelle strenghed kan ikke desto mindre give sine udøvere en behagelig fornemmelse af intellektuel beherskelse, som også praktikere kan lade sig imponere af. Eftertanken har således sin egen tillokkelse og ikke mindre der, hvor dens intellektuelle suverænitet kompenserer for en faktisk afmagt. Der er betydelige sekundærgevinster ved at forblive på eftertankens principielle niveau og finpudse dens resultater på sikker afstand af distraherende kendsgerninger. Fordi det er eftertanken, vi bruger til at finde frem til det grundlæggende og principielle i en sag, kan vi bilde os selv og andre ind, at det er den, der er grundlæggende og overordnet. Den filosofiske tanke er imidlertid som eftertanke aldrig den første tanke, og heller aldrig den sidste og endegyldige. Det er kun i den videre tænksomme sociale praksis, at en eftertanke kan have værdi og vise, at den har den.
Løsrevet fra ikke-filosofiske problemer indbyder eftertanken således til enten at blive undervurderet som uden praktisk betydning eller at blive overvurderet som fundamental og styrende. I begge tilfælde er grundproblemet, at eftertanken kører friløb. Det er kun i vekselvirkningen mellem tanke og kritisk eftertanke, at eftertanken er på sin plads, og det er kun, fordi vores tanker altid allerede har deres grundlag og mål i det liv, de er en del af, at eftertanken sommetider kan korrigere dem, når de i deres ensporede opslugthed af det, de stiller skarpt på, overser noget andet og måske betydningsfuldt i sammenhængen. Tanke uden eftertanke risikerer at blive fanget af sin egen abstraktion. Eftertanke uden tilbagekobling til det, tanken er om, risikerer at blive ligegyldig, selv i sine strengeste og mest selvtilstrækkelige former.
Jeg har fremhævet disse generelle træk ved eftertankens måde at være tanke på, fordi de for mig at se både peger på, hvad det gælder om, og hvad det gælder om at undgå i den fagfilosofiske specialisering. I samfund domineret af eksperter er det fristende at dyrke sin ekspertise, og det skal fagfilosoffer da også. Filosoffer skal være fortrolige med filosofihistorien og kende fagets nyeste udviklinger. Det er et arbejde, der er helt legitimt, stort, spændende og krævende, og som derfor let bliver hovedsagen. Men hvis filosofi kommer til først og fremmest at bestå i at holde styr på, hvad andre har tænkt, er der gået noget galt. Filosoffer skal løse filosofiske problemer, men hvis problemerne løsrives fra de bredere sammenhænge, de er opstået i, og gøres til et repertoire af standardproblemer, kommer den filosofiske aktivitet uvægerligt til at blive så skolastisk som åbningsteorien i skak. Filosoffer skal udvikle redskaber til begrebs- og argumentationsanalyse, men hvis redskabsudviklingen bliver et mål i sig selv, og hvis analysen ikke bliver brugt til noget, er vi lige vidt. Den fagfilosofiske ekspertise må derfor gøre en særlig indsats, hvis den skal undgå at isolere sig fra anden tænkning på måder, der dømmer den til saglig irrelevans og retningsløshed, uagtet hvor arrogant den kan slippe af sted med at føre sig frem.
Der er tale om et ægte dilemma her. På den ene side truer enhver selvstændiggørelse af filosofien med at overflødiggøre den. Fagfilosofien skærer sin livsnerve over, hvis den bliver selvtilstrækkelig og ikke holder en forbindelse ved lige til de problemer, som samfundsudviklingen og fagudviklingen i andre fag giver anledning til. (Her er jeg enig med Vincent Hendricks).2Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021. På den anden side vil fagfilosoffer intet have at bidrage med, hvis de ikke opdyrker en ekspertise, som andre ikke uden videre har; og ekspertise lader sig ikke udvikle, uden at eksperterne har et rum for sig selv, hvor de kan prøve tanker af på hinanden. (Selv har jeg længe arbejdet med former for naturfilosofi, som har et vist fællesskab med Jan Fayes naturalisme3Jan Faye, “Findes filosofien om 50 år?”, Tidsskriftet Paradoks, 21. juli 2021. og Thomas Schwarz Wentzers tanker om det antropocæne).4Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021. For filosofien som fag er det derfor vigtigt, ikke bare hvad og hvordan den enkelte fagfilosof tænker, men hvordan de fagfilosofiske miljøer og uddannelser fungerer som mere eller mindre frugtbare rammer for åben og respektfuld diskussion.
Der er her tre gængse opdelinger af filosofien, som jeg gerne til sidst vil advare imod, at man lægger alt for tung vægt på i den interne organisering, nemlig en modstilling mellem historisk og systematisk tilgang, mellem teoretisk og praktisk filosofi og mellem analytisk og ikke-analytisk (ofte misvisende kaldt: kontinental) filosofi. Især mener jeg, at tendenser til at udgrænse filosofihistorien, praktisk filosofi og ikke-analytisk filosofi bør modvirkes aktivt. Det er selvfølgelig mere end i orden, at danske fagfilosoffer hver for sig eller i grupper tilslutter sig dominerende internationale retninger, men det er meget uheldigt for fagfilosofiens fremtid, hvis miljøerne bliver meget ensrettede og uden bevidsthed om filosofiens mangfoldighed og principielle åbenhed.