Om filosofien er død, spørger I? Nej. Filosofi som tænkning dør ikke, førend menneskearten uddør. Selvom det ikke kan udelukkes, at menneskeartens fremtid bliver kortere end dens fortid, idet klimaforandringer og internationale konflikter dystert præger horisonten, står filosofien ikke foran en mere nært forestående død end selve menneskeheden. Netop på grund af denne kontekst har Vincent Hendricks også ret i at påpege videnskabens sociale ansvar,1Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶4. når talen er om universitetets uddannelse af nye generationer af “fagfilosoffer”, som Kirsten Hyldgaard kalder os, der er uddannede eller under uddannelse i filosofi ved et universitet.2Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1.
Filosofiuddannelserne på danske statsuniversiteter, betalt af skatteborgernes penge, har både en forpligtigelse i forhold til videnskabens sociale ansvar og i forhold til, at de studerende kan få et arbejde efter endt studium. Og i den sammenhæng – altså på universitetsuddannelserne i filosofi – findes filosofiens krise. For ligesom alle øvrige fag, der ikke med tydelighed kan eftervise, at forskningen og uddannelsens kandidater hjælper til med at skæppe i kassen til landets BNP ved at gå fra forskning til faktura og fra studium til højindkomstarbejdstager, er filosofi som universitetsfag ikke i høj kurs hos beslutningstagerne. Det er desværre ikke et isoleret dansk problem, men en global tendens. I en stadig mere stramt økonomistyret samfundsorden er der mindre plads til uddannelser, der ikke peger direkte ind i et arbejdsmarked, ligesom der er mindre forståelse for, at mennesker kan vælge at læse en uddannelse, fordi det interesserer dem at blive klogere på uddannelsens indhold i sig selv.
Mellem samfundets krav og filosofiens egenværdi
Kan den krise løses ved, at filosofistudierne rettes mere mod arbejdsmarkedet og samtidens grand challenges? Jeg er tilbøjelig til at sige både ja og nej. Naturligvis skal vi, der uddanner andre mennesker i filosofi på landets universiteter, være opmærksomme på, hvorvidt den uddannelse, vi tilbyder, forbereder kandidaterne til et fremtidigt arbejdsliv, og hvorvidt vores undervisning lever op til videnskabens sociale ansvar. Men vi skal samtidig passe på, at undervisningen ikke kommer til at løbe efter de nyeste trends i samtiden. Vi har et ansvar over for filosofien som en lærdomstradition, der indebærer, at uddannelsen i filosofi især er en kompetent indføring i filosofiens historie og i filosofiske diskussioner, uafhængigt af, om de indgår i de dagsordenssættende debatter. Der er ikke en direkte linje fra læsning af filosofiens klassiske værker til deltagelse i løsningerne af samtidens problemer. Men der er en indirekte linje, idet arbejdet med at tilegne sig tænkningens historie vil kunne befordre evnen til at tænke over samtidens problemer, fordi man som uddannet i filosofi har stiftet bekendtskab med mangfoldige tankesystemer og lært at stille spørgsmål til det selvfølgelige. Den fleksibilitet i tænkningen, som en person, der er trænet i at læse filosofiske værker, opøver, kan bruges til at stille de nødvendige kritiske spørgsmål til vores indretning af samfundet og vores brug af klodens ressourcer.
Kandidater i filosofi kan ofte bidrage med et ekstra refleksionslag og en anderledes måde at stille spørgsmål på. Idealet er for mig, at kandidater i filosofi – i lighed med Sokrates, der i Forsvarstalen fremstiller sig selv som en hestebremse, der holder bystaten Athen vågen – kan spørge bagom de allerede fast etablerede former for undersøgelser af, om der er andre og bedre måder at indrette vores samfund på. Men det kræver naturligvis, at de filosofiske kandidater har selvtillid, faglig stolthed og ikke mindst sætter sig selv i spil som nogle, der kan tænke kritisk og stille relevante spørgsmål til størknede selvfølgeligheder. Det kræver også, at spørgsmålenes begrundelse er klar, så de kan åbne op for vigtige normative diskussioner og hjælpe til at præge samfundet i retning af større indsigt.
Derfor er jeg ikke enig i, at vi skal kaste alle filosofiens “lænestolsmetoder” over bord.3Se Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11. Selvom det økonomistyrede samfund ikke ser med nåde på uproduktiv refleksion, er det en essentiel del af et oplyst samfund, at vi har mennesker, der filosoferer, og mennesker, der beskæftiger sig med filosofiens tankesystemer og righoldige historie for deres egen skyld og for at viderebringe disse til nye generationer. Og netop for tiden, hvor politikere som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har indvarslet og haft held til at få opbakning til et demagogisk stormløb på forskningsfrihed og specifik forskning, som ikke falder i deres smag, er det desto vigtigere, at vi holder filosofiens tradition for kritisk tænkning højt. Jeg er overbevist om, at alle os, der beskæftiger sig med filosofi som studerende, kandidater, undervisere og forskere, har en vigtig rolle at spille i at bidrage til samfundsdebatten med grundige analyser og gode argumenter som del i en mangesidet diskussion af, hvor vi ønsker at bevæge os hen som samfund, borgere og individer. En uddannelse i filosofi er blandt andet en uddannelse i at kunne analysere argumenter og selv at kunne argumentere konsistent og klart for sine synspunkter. Det er ikke en uddannelse til en bestemt normativ forståelse af samfund, men vi bør kunne bryste os af, at vi fagfilosoffer er en vigtig del af det demokratiske samfunds oplyste debatkultur.
Så for at afslutte denne tankerække om universitetsfilosofiens berettigelse vil jeg understrege, at vi, der har det privilegium at have kunnet uddanne os i filosofi, også har et ansvar for at balancere mellem på den ene side samfundets krav om nytte og bidrag til løsninger af tidens udfordringer (både i undervisning og forskning) og på den anden side forpligtelsen over for formidling af filosofien i sig selv.
Metafysik som naturanlæg
Lad mig vende tilbage til, hvorfor filosofien som tænkning ikke er døende, uanset hvor trange kår filosofi som universitetsuddannelse og undervisningsfag har i dag. I Prolegomena fremhævede Kant, at metafysik er et naturanlæg i mennesket.4Immanuel Kant, Prolegomena, AA IV: 279. Dermed udsagde han umiddelbart blot en selvfølgelighed. Vi drives mod metafysiske spørgsmål, der ikke har empiriske svar. Vi spørger til livets mening og dødens betydning uden at komme nærmere en definitiv forståelse. Det geniale ved Kants påpegning af vores metafysiske trang er hans forslag til, hvordan vi bør indrette os med og konstruktivt bruge vores metafysiske spekulationer. Kant argumenterede for, at den menneskelige fornuft ikke er en monolitisk størrelse, og selve indsigten i fornuftens forskellige virkemåder blev en hjørnesten i hans kritiske filosofi, som netop en fornuftens selvkritik og samtidig en kritisk analyse af misbrug af fornuften.
Første skridt i Kants løsning var at sondre mellem forstandens begreber og fornuftens ideer og at indskrænke sandhedsfordringen til de førstnævnte, mens de sidstnævnte fik status af regulative idealforestillinger. Næste skridt blev taget med en kritik af den praktiske fornuft, hvor Kant gav sit bud på, hvordan vi bør forstå menneskelig frihed og moralsk handlen som sammenvævede måder at reflektere over egne handlinger på. Sidste skridt tog Kant i kritikken af dømmekraften, der viste endnu to menneskelige former for rationalitet, nemlig den æstetiske og den teleologiske refleksion. Dermed havde Kant udviklet et filosofisk redskab til at analysere vores metafysiske spørgsmål, som, set fra hans filosofiske ståsted, desuden kunne sætte tydelige grænser for metafysiske postulaters fordring på sandhed.
Uanset om man køber hele Kants transcendentalfilosofiske argumentation, kommer man ikke udenom, at selve hans analyse af forskellige former for rationalitet, og deres meritter og begrænsninger, har præget modernitetens diskussioner af rationalitet og metafysiske spekulationer. Kant analyserede – på modernitetens præmisser – hvordan vi kan forstå menneskets trang til metafysisk spekulation, og han gav sit bud på, hvordan denne kan bruges konstruktivt, ligesom han kritiserede dogmatiske metafysiske postulater, der underminerer vores myndige brug af egen fornuft. Netop denne del af Kants diskussion af metafysikken som et naturanlæg begrunder både, hvorfor filosofi som metafysisk spekulation og tænkning ikke udtørrer, førend menneskeheden uddør, og hvorfor det er så utroligt vigtigt, at vi kritisk analyserer egne og andres (eksplicitte eller implicitte) metafysiske udsagn. For mig at se er den vigtigste pointe at tage med herfra, at vi i lighed med Kants ideal om oplysning hele tiden spørger nysgerrigt og kritisk ind til begrundelserne for ideologier, dogmer og selvfølgelige antagelser og dermed åbner for en plural diskussion af vores regulative idealer og deres implikationer.
Filosofi og fagfilosofi i forening
Vi kan se den metafysiske spekulations betydning i vores analyse af udsagn. Når Thomas Schwarz Wentzer refererer tilbage til Hegels smukke beskrivelse af filosofien som sin tid grebet i tanken, åbner han indirekte op for en diskussion af, hvordan vi bør forstå dette billede.5Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶5. For er ideen at fastholde filosofien som en refleksion over det, der allerede har fundet sted, eller er det et billede på, at vi kun er i stand til at udfolde idealer om vores fremtid med de redskaber, som samtiden bringer? Således befinder vi os ved det simple spørgsmål til formuleringen allerede midt i en større diskussion om vores muligheder for at svare på samtidens udfordringer. Skal filosofien forvalte fortiden eller opstille idealer for fremtiden? Og kan vi overhovedet tænke ud over egen samtid til egentlige utopier? Mens sådanne spørgsmål kan føre den spørgende ind i megaloman lænestolstænkning, hvor begrebssondringer indføres for deres egen skyld og derfor ender i det rene pindehuggeri, kan de også åbne vores selvrefleksion, både som enkeltmennesker og som fællesskab.
Fornuftens ideer og vores idealforestillinger om, hvordan noget bør være, kan ikke bremses af empiriske begrundelser. Filosofien kan altid spørge til begrundelsens grund og dermed åbne op for den metafysiske spekulation igen. Og det er her, at fagfilosofien og filosofien som tænkning møder hinanden. Idet vi hæger om tænkningens tradition og stiller kritiske spørgsmål til dens begrundelser, kultiverer vi menneskets metafysiske naturanlæg. Vi risikerer naturligvis, at professionelle filosoffer for en tid primært diskuterer, hvor mange engle, der kan være på et knappenålshoved. Men selv bag sådanne umiddelbart skurrile diskussioner findes vigtige pointer om samtidens opfattelser af, hvad der eksisterer og hvordan. For optager engle, der ikke har en fysisk fremtrædelse, egentlig rum? Og hvordan kan vi vide, at vi ikke er hjerner i kar? Hegels beskrivelse af filosofien som sin tid grebet i tanken viser sig også i disse eksempler fra Thomas Aquinas og Hilary Putnam. I 1200-tallet var engle en del af verdens beskaffenhed, og i 1980’erne kunne man forestille sig en lægevidenskab, der var i stand til at inducere oplevelser til en hjerne i et kar.
Jan Faye argumenterer for, at filosofi er en “psykologisk trang til at finde sammenhæng og konsistens”.6Jan Faye, “Findes filosofien om 50 år?”, Tidsskriftet Paradoks, 21. juli 2021, ¶17. Det er, som han også selv påpeger, i god tråd med Kants tanke om metafysik som naturanlæg. Men hvor Faye argumenterer for, at dette naturanlæg skal forklares og tøjles naturalistisk af robust viden fra naturvidenskaberne, særligt den evolutionære biologi, insisterede Kant på, at vores metafysiske overvejelser er regulative både for den fortsatte udvikling af naturvidenskaberne og for vores tanker om vores personlige og fælles eksistens. Det dybt frustrerende og vanvittigt smukke ved filosofien er, at der kan argumenteres for begge dele og stilles velbegrundede kritiske spørgsmål til begge synspunkter. I den forstand indeholder filosofi som tænkning både en risiko for at fare vild i alle udsagns relativitet og en reel mulighed for at orientere sig. Jeg er overbevist om, at de fagfilosofiske uddannelser bidrager til at skabe tankemæssig orientering, og derfor er det så vigtigt at kæmpe for deres overlevelse og for uddannelsernes kvalitet.
| 1. | Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶4. |
| 2. | Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1. |
| 3. | Se Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11. |
| 4. | Immanuel Kant, Prolegomena, AA IV: 279. |
| 5. | Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶5. |
| 6. | Jan Faye, “Findes filosofien om 50 år?”, Tidsskriftet Paradoks, 21. juli 2021, ¶17. |