Christopher Nolans anmelderroste The Odyssey har haft sin gang i biograferne hen over sommeren, og den har fået hård medfart fra oversætteren af Odysseen fra 2017, Emily Wilson, hvis åbningslinje instruktøren har citeret i et interview.1Som Emily Wilson selv påpeger at “Nolan i det mindste har læst den første linje i min oversættelse (…) I et interview citerede han endda min åbning: ‘Fortæl mig om en kompliceret mand.’ ”. Emily Wilson. “Nolans ‘Odysseen’ er et fyrværkeri. Med omtrent samme niveau af narrativ og følelsesmæssig dybde.” … Continue reading Wilson kalder filmen et fyrværkeri “med omtrent samme niveau af narrativ og følelsesmæssig dybde” – storslået, overfladisk og med et verdensbillede, der ikke er stort nok til at rumme hverken egentlige guder eller mennesker, som virkelig er anderledes end os.2The Odyssey, instrueret af Christopher Nolan (Universal Pictures, 2026). Blandt indvendingerne er der én, der ser ubetydelig ud. Filmens Mentor, bemærker Wilson i forbifarten, “er ikke længere en gudinde i forklædning, men blot endnu en hjælpsom mand med skæg”. Nolan har med andre ord afmaskeret figuren og strippet den for kompleksitet, tvetydighed og ambivalens. Men han er ikke den første, der har banaliseret mentoren. Det læser vi i eftertidens adoption af mytens mentorbegreb.
Som klassicisten Stamatia Dova bemærker, er mentorskabet ofte blevet forstået efter modellen for forholdet mellem forælder og barn.3Stamatia Dova, “‘Kind Like a Father’: On Mentors and Kings in the Odyssey,” Center for Hellenic Studies, tilgået 11. august 2026, https://chs.harvard.edu/stamatia-dova-kind-like-a-father-on-mentors-and-kings-in-the-odyssey/. Scenen er så indlysende, at selve ordet mentor har kunnet borge for sagen.4Bob Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring: The Critical Narrative Analysis,” i The SAGE Handbook of Mentoring, red. David A. Clutterbuck, Frances K. Kochan, Laura Lunsford, Nora Dominguez og Julie Haddock-Millar (London: SAGE, 2017), 15–33, afsnittet “Introduction”: mentorskab er ifølge en række … Continue reading Relationen er også genkendelig fra vores eget liv: coaching, studievejledning, en ældre slægtnings råd over tid, det vi formelt har haft eller intuitivt ville kalde en mentor. Læser man digtet, holder scenen imidlertid ikke. Den gamle Mentor, som Odysseus betror sit hus ved afrejsen, vejleder næsten ingen. Den, der sætter Telemakos i bevægelse, er faktisk gudinden Athene, og hun gør det ikke fra Olympen, men ved at låne menneskelige ansigter: Først en fremmed høvdings, siden Mentors eget.5Odysseus betror Mentor sit hus ved afrejsen (Odysseen, 2.225–227); Athene optræder først som taphierhøvdingen Mentes (1.105) og antager siden Mentors skikkelse (2.268). Af nitten omtaler af navnet gælder kun seks den dødelige Mentor, og han taler i egen person alene i forsamlingsscenen (2.224–256); jf. Dova, “‘Kind Like a … Continue reading Og det er ikke en tilfældighed i digtet, at det er sådan. I Odysseen handler mennesker og guder på samme tid, og gæstevenskabets bud, xenia, hviler netop på, at den fremmede ved døren kan være en gud i forklædning.6Nancy Felson, “Multi-layered Mentoring in the Odyssey,” Classics@ 25 (2023), https://nrs.harvard.edu/URN‑3:HLNC.ESSAY:103900172; jf. Odysseen 17.483–487 om guder, der færdes i fremmedes skikkelse og prøver menneskers overmod og lovlydighed. I filmen omtales xenia som “Zeus’ law”. Mentorskabets urscene er altså ikke et gennemsigtigt møde mellem to. Det er et møde med en maske.
Fra denne mytiske baggrundsfigur er ordet vandret ud i uddannelsessystemet, arbejdslivet og civilsamfundet, og videre ind i forskningen, hvor mentorskab i dag dækker alt fra faglig udvikling til sociale indsatser for unge i overgangsfaser, psykisk sårbare og migranter,7Eberhard Raithelhuber, “Mentoring for Social Inclusion: A Call for Social Work to Engage with an Emerging Model of Social Intervention,” European Journal of Social Work 27, nr. 5 (2024): 965–976; Justin M. Preston, Òscar Prieto-Flores og Jean E. Rhodes, “Mentoring in Context: A Comparative Study of Youth Mentoring … Continue reading i vidt forskellige udformninger.8Dana L. Haggard m.fl., “Who Is a Mentor? A Review of Evolving Definitions and Implications for Research,” Journal of Management 37, nr. 1 (2011): 280–304, https://doi.org/10.1177/0149206310386227; Carol A. Mullen og Cindy C. Klimaitis, “Defining Mentoring: A Literature Review of Issues, Types, and Applications,” Annals of the New York … Continue reading Feltet har imidlertid ikke blot henvist til Odysseen, men udledt sin definition af den. Som Andy Roberts viser, har adskillige forfattere sluttet fra en præmis om Mentor som vis og betroet til, hvad mentorskab overhovedet er: en “nurturing” proces, der skal “draw forth the full potential”.9Andy Roberts, “Homer’s Mentor: Duties Fulfilled or Misconstrued?” forfattergodkendt genoptryk (1999), 1–8. Litteraturen er derfor delt. Nogle påberåber sig Homer som borgen for, at mentorskab er ældgammelt og dermed godt; andre svarer, at netop den ukritiske overtagelse hviler på en romantiseret læsning, som tilslører de magtforhold, moderne mentorordninger indgår i.10Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittene “Introduction” og “Ancient Historical Background”: mange forfattere “have drawn on elements in the poem uncritically”, og “uncritical interpretations can only offer a false philosophical foundation.” Jf. Helen Colley, “Righting Rewritings of … Continue reading Men de to lejre deler efter min mening en forudsætning: at masken er noget, man må se bort fra for at komme til sagen: de første overser den, de andre vil rive den af.
Det er dét, jeg vil bestride. Masken gør ikke vejledningen falsk. Tværtimod er den dens form, altså den rolle, hvori mentoren kan træde tilbage fra sin private dagsorden og lade en sag, et fag eller en tradition blive nærværende for en anden. Men rollen kan skjule en magt, der gør mentee til middel for et mål, han ikke selv har del i. Prøven er derfor ikke, om mentoren bærer maske, men om masken myndiggør den, der vejledes, eller fanger ham. Striden har jo rod i et ældre problem, som er velkendt for pædagogisk filosofi: “Hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkning?”11Leonard Nelsons spidsformulering, citeret efter Henrik Vase Frandsen, “Det pædagogiske paradoks – mellem Delfi og Sinai,” Studier i Pædagogisk Filosofi 8, nr. 2 (2019): 44–57, her 45. Frandsen betoner, at paradokset er en moderne problemstilling, som forudsætter et frihedsbegreb udviklet fra Rousseau over Kant og … Continue reading Mentorskabet er et tilfælde af netop det spørgsmål, og masken er efter min mening det sted, hvor det afgøres.
Hvem taler gennem Mentor?
En tekstnær læsning gør det ikke nemmere at udlede en definition. Men den giver noget andet, nemlig et blik for, hvordan navn, tillid og handlekraft i digtet er fordelt på forskellige bærere. Navnet Mentōr nævnes nitten gange, men kun seks af omtalerne gælder mennesket selv, og kun ét sted taler han i egen person. Fordelingen udspiller sig i Telemakien, hvor Mentor- og Mentes-maskerne findes i koncentreret form i sang 1–3.
Athene lægger sin plan, før hun stiger ned. Hun vil sætte mod i Telemakos, få ham til at indkalde folkeforsamlingen og sende ham til Pylos og Sparta.12Homer, Odysseen, overs. Otto Steen Due (København: Gyldendal, 2002), 1.88–95. Alle direkte citater fra Odysseen følger Dues oversættelse. Henvisningerne angiver sang og verslinjer efter den græske tekst; Dues versinddeling følger originalen tæt, men kan afvige med en linje eller to. Når en sekundærkilde citerer Homer i … Continue reading Men hun ankommer ikke som Mentor. Hun kommer, som det lyder hos Otto Steen Due, “som en gæst – som Taphierherskeren Mentes”, og præsenterer sig som Odysseus’ gamle gæsteven, så adgangen til sønnen hviler på et bånd til den fraværende far.13Homer, Odysseen, 1.96–105; 1.178–188. Den fremmede er fremmed, men ikke uden relation.
Det er i dette lånte navn, at Athene først udfører det, eftertiden vil kalde mentoring. Hun nøjes ikke med at trøste Telemakos, men giver hans situation en retning: Han skal indkalde forsamlingen, tale offentligt og selv opsøge Nestor og Menelaos.14Homer, Odysseen, 1.269–305. Da gudinden går “bort som en fugl flyver op”, har hun “sat ham i hjertet øget styrke og mod og ladet ham mindes sin fader endnu mere heftigt end før”.15Homer, Odysseen, 1.319–324. Vejledningen fører ham altså ikke bort fra faderen, men skærper savnet og gør det handlingskrævende.
Først i anden sang træder den dødelige Mentor frem. Han omtales som “en god gammel ven af Odysseus”, som kongen “dengang da han sejled betroede hele sit hushold”.16Homer, Odysseen, 2.224–228. Men han henvender sig ikke fortroligt til Telemakos; han taler i folkeforsamlingen og bebrejder ithakerne, at de lader bejlerne fortære Odysseus’ hus.17Homer, Odysseen, 2.224–240. Hans rolle er forvaltningens: han vogter en orden, kongen har betroet ham. Umiddelbart efter forsamlingen antager Athene hans skikkelse. Hun “kom til [Telemakos] og ligned helt og aldeles Mentor såvel i statur som i stemme”, lover at ledsage ham og sørger siden for skib, besætning og afrejse.18Homer, Odysseen, 2.267–295; 2.382–421. Navnet, den sociale tillid og den virksomme vejledning er dermed fordelt mellem to. Hvor Mentor stiller ansigtet til rådighed, får Athene det til at handle.
Et blik frem til fjerde sang viser, at Mentors ansigt ikke blot er en fortællemarkør, men en socialt virksom skikkelse i digtets verden. Skibsejeren Noëmon fortæller, at han så én gå om bord som de unges leder: “Jeg bemærked at Mentor var deres skipper – eller kanhænde at der var en gud der ligned aldeles” og undrer sig samtidig over at have set Mentor på Ithaka dagen før ved daggry, skønt han da var sejlet.19Homer, Odysseen, 4.648–656. Noëmon løser ikke gåden, fordi han ikke kan afgøre, om ansigtet dækker manden eller gudinden. Læseren ved derimod, at den rejsende Mentor var Athene. Masken skaber altså en forskel mellem den, der ser ansigtet, og den, der kender den handlende bag det. Så Athene skaber med andre ord ikke sin menneskelige autoritet fra grunden. Hun låner et ansigt, som allerede har en plads i Ithakas sociale verden, og lader sin guddommelige handlekraft virke gennem den tillid og de forpligtelser, der er knyttet til det.
I tredje sang bliver fordelingen tydelig som en bestemt form for hjælp. Ved ankomsten til Pylos frygter Telemakos, at han er for ung og uøvet til at tale med Nestor. Athene svarer i Mentors skikkelse: “Nogle idéer har du vel selv i dit hjerte, og andre kommer der nok fra en gud”.20Homer, Odysseen, 3.21–28. Noget må komme fra ham selv, noget andet vil blive tilskyndet. Kort efter taler han faktisk, fordi Athene har lagt mod i ham.21Homer, Odysseen, 3.75–79. Vejledningen overtager altså ikke hans stemme, men gør det muligt for ham at bruge den.
Og så slipper masken ham. Athene forlader Mentors skikkelse som en havørn, og Telemakos rejser videre med Peisistratos; i fjerde sang når han Menelaos’ hof uden maskeret vejleder ved sin side.22Homer, Odysseen, 3.371–384; 4.1–22. Da hun senere henter ham hjem fra Sparta, nævnes ingen forklædning.23Homer, Odysseen, 15.1–43. Masken var altså ikke en varig omgangsform, men et stillads, der tages ned, efterhånden som den unge kan bære sig selv. Vi får hermed den første antydning af, hvad en god maske gør. Den myndiggør og gør derved sig selv overflødig.24Mentors ansigt forsvinder dog ikke af den grund. Det vender tilbage i sang 22 og 24, under omstændigheder, der stiller hele figuren i et andet lys.
Den sande mentor
I en historisk gennemgang af ordet “Mentor” konstaterer Andy Roberts, at de egenskaber, mentorlitteraturen rutinemæssigt tilskriver Homers Mentor såsom rådgiver, lærer, nærende beskytter, rollemodel, ikke lader sig finde i digtet. Mentor er dér blot en gammel ven af kong Odysseus, som i vidt omfang svigtede sin pligt til at holde kongens husstand intakt. Roberts stiller det spørgsmål, den moderne læsning aldrig stiller: hvor var Mentor, mens huset blev ædt op?25Roberts, “Homer’s Mentor,” 2 og 4, egen oversættelse. Citaterne fra Odysseen følger E. V. Rieus oversættelse (1946), som Roberts anvender. Til gengæld findes egenskaberne et andet sted. I Les Aventures de Télémaque (1699) hedder det om Fénelons Mentor, at han “regulated the whole course of the life of Telemachus in order to raise him to the highest pitch of glory”, som “a father”.26François Fénelon, Telemachus, Son of Ulysses, red. og overs. Patrick Riley (Cambridge: Cambridge University Press, 1994), 54, 136 og 215, citeret hos Roberts, “Homer’s Mentor,” 6. Roberts konkluderer nøgternt, at den sande Mentor blev skabt af Fénelon, ikke af Homer.27Roberts, “Homer’s Mentor,” 6–7: “The true Mentor was created by Fenelon, not Homer, and exists in Les Adventures de Telemaque, not in The Odyssey.” Om dateringen, se Roberts, “Homer’s Mentor,” 6–7, med henvisning til E. M. Anderson og A. L. Shannon (1995), 26, Oxford English Dictionary, s.v. “mentor,” og P.P. Clarke (1984), 202.
Fundet har en politisk forhistorie. Fénelon blev i 1689 lærer for Ludvig XIV’s sønnesøn, tronarvingen, og Télémaque blev skrevet både som undervisning i regeringskunst og som “a thinly-veiled allegorical attack upon the absolutism of Louis XIV”.28Roberts, “Homer’s Mentor,” 5. Fénelon lagde ikke skjul på det. I fortællingen havde han nedlagt “all the truths necessary to government, and all the faults that one can find in sovereign power”. Kongen læste værket som et angreb på hans fejl og lod forfatteren landsforvise.29Fénelon til pater Le Tellier (1710), Oeuvres de Fénelon (1835), 653–654, citeret hos Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittet “The Fénelon Narrative”. Også uselviskheden i mentorskabet har en bestemt oprindelse: den er Fénelons lære om den uinteresserede kærlighed, uden frygt for straf, uden håb om belønning, overført på skikkelsen Mentor. Hér begynder forestillingen om opdrageren, der giver af sin erfaring uden motiv.30Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” under afsnittet “The Fénelon Narrative”. Vendingen “uden motiv” er mit referat af Garveys fremstilling, ikke et ordret citat. Mentorskabet er, som Garvey konkluderer, “a social construction created in eighteenth century literature”.31Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” under afsnittet “The Fénelon Narrative”.
Den britiske uddannelsesforsker Helen Colley, der læser mentorskabet marxistisk-feministisk, vender fundet mod feltet selv, og læser den homeriske åbning i et kritisk perspektiv. Hun fremhæver, at husstanden ligger i opløsning, Telemakos er i krise, og Mentor, “responsible for this debacle, is a public laughing stock”. Athene, der må træde til, er ingen moderlig skikkelse. Født af Zeus’ hoved og uden mor er hun ifølge Colley “the embodiment of male rationality”, og tillige krigsgud. Hun udfører ganske vist flere af mentorskabets funktioner, men “there is no sense of any emotional bond between them”, og udfaldet er, at far og søn forenes i et blodigt slag om tronen.32Helen Colley, “Righting Rewritings,” 180. Derfor er den milde, selvopofrende mentor efter Colleys dom ikke gammel, men “a modern creation” – ja, et simulakrum, “‘an identical copy for which no original has ever existed’”.33Colley, “Righting Rewritings,” 180, efter Fredric Jameson (1984), 68. Samme passage findes i Helen Colley, Mentoring for Social Inclusion: A Critical Approach to Nurturing Mentor Relationships (London: RoutledgeFalmer, 2003), 41, hvor Colley tilføjer, at Odysseus ved hjemkomsten tillige lader husets tjenestepiger … Continue reading Og kritikken rammer Roberts direkte: netop hans brug af den forklædte Athene som model for “psychological androgyny” er for Colley et af de omskrivningsgreb, der skal rettes.34Colley, “Righting Rewritings,” 180, om Andy Roberts (1998) og “psychological androgyny”, samt om M. Standing (1999), der indvender, at Athenes mandlige forklædning fremstiller mentorskab som “a controlling rather than nurturing process.”
De er enige om, at vor tids mentor er en omskrivning, og de strides om, hvad omskrivningen tilføjede: visdommen, varmen, altruismen. Men ingen af dem spørger, hvad den beholdt. Svaret udspringer af, at Fénelon ikke fjernede forklædningen, han gjorde den tværtimod total. Hos Homer antager Athene Mentors skikkelse ved enkelte lejligheder, men hos Fénelon er Mentor gudinden Minerva hele bogen igennem. Den figur, der har givet os ordet, er altså fra første færd en, der taler med en autoritet, som ikke er dens egen. Og ambivalensen er indbygget i selve idealet: den samme Mentor, der kaldes “en anden far”, er også den, der “regulerede hele forløbet af Telemakos’ liv”. Colley har ret i, at masken kan skjule kontrol. Men hun slutter deraf, at den bør rives af, og dét er springet, jeg ikke vil tage med. River man masken af, mister man også det, den gjorde muligt.35Hans Fink formulerer den samme dobbelthed: “den åbne saglighed er en målestok, som altid problematiserende flytter sig om bag både den stivnende faglighed og den blot automatiske fagkritik.” Hans Fink, “Faglighed og saglighed i filosofi og filosofiundervisning,” Philosophia: Tidsskrift for filosofi 9, … Continue reading
To stemmer i én
Nancy Felson gør den dobbelte årsag til et fortolkningsprincip for Odysseen. Gud og menneske kan frembringe den samme handling samtidig, og begge holdes ansvarlige for den.36Felson, “Multi-layered Mentoring in the Odyssey.” Det er derfor ikke en marionetscene, når Athene i Mentes’ skikkelse vækker Telemakos’ mod og siden ledsager ham som Mentor. Det er ham, der indkalder forsamlingen og rejser ud. Vi husker det fra scenen i Pylos: noget vil han finde i sit eget bryst, noget andet vil en gud tilskynde. Med andre ord, det, han har modtaget, trækkes ikke fra det, der er hans eget, og dér regner digtet anderledes end os. Så spørgsmålet er måske ikke, hvordan frihed kan komme af påvirkning, men hvorfor vi tror, de to udelukker hinanden?37Det pædagogiske paradoks hviler på en antagelse om, at en handling kun kan tilhøre én ad gangen, sådan at den bliver mindre mentees egen, jo mere den skyldes påvirkning udefra. Som Frandsen sammenfatter det “Frihed er at være alene” og noterer med Levinas, at den allerede findes hos Sokrates, i dette “at jeg ikke … Continue reading
Men den samme struktur ser anderledes ud i de to sange, hvor Mentors ansigt vender tilbage. I slutkampen kommer Athene igen som Mentor. Hun hjælper far og søn, men holder styrken tilbage; hun vil først “vente og se hvor stor en styrke og kampkraft både han selv og hans herlige søn kunne lægge for dagen”.38Homer, Odysseen, 22.205–240. Alligevel er det hende, der afgør sagen: bejlernes kast går forgæves, og til sidst løfter hun ægiden fra loftet, så modstanden bryder sammen.39Homer, Odysseen, 22.255–260; 22.297–309. Bob Garvey hæfter sig ved, hvad det gør ved Telemakos. Det viser, at udfaldet er det, Zeus’ orden kræver, og han har ikke selv valgt det.40Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittet “Ancient Historical Background”. I sang 24 træder hun frem som Mentor igen og standser hævnen, så der kan sluttes fred.41Homer, Odysseen, 24.499–548. Ét ansigt binder altså den unges første skridt sammen med kampen og forsoningen, men i en orden, ingen af de to har fastlagt. Den dobbelte årsag frikender derfor ikke masken. Den kan lige så godt bære en andens dagsorden som mentees egen.
Her forlader jeg filologien. Fra nu af bruger jeg den dobbelte årsag som billede på vejledning, og digtet hæfter ikke for det. Så skylder jeg at gøre rede for, hvad ordet maske dækker i det foregående, for det dækker forskellige ting: Athenes forklædning er skjult for Telemakos. Teatermasken ses af publikum. Og den rolle, en mentor træder ind i, når mentoren taler på et fags vegne, er kendt af begge parter. De tre ligner ikke hinanden nok til, at jeg uden videre kan lade dem glide sammen. Alligevel gør de det samme ét bestemt sted. Nogen låner ansigt og stemme til noget, hun ikke selv ejer, hvad enten det er håndværket, professionen, traditionen eller sagen. Det er kun dét, prøven hviler på. Om den unge ved, at der er tale om et lån, ændrer ikke ved, om vejledningen gør ham mere myndig. Det afhænger af, hvad lånet lader komme igennem, og dér ligger den åbning mod noget tredje, som gør relationen sårbar, sådan som kritikerne hævder.42Emmanuel Levinas kalder et beslægtet forhold “den exterioritet, der fuldender friheden i stedet for at krænke den: Lærerens exterioritet.” Emmanuel Levinas, Totalitet og uendelighed: Et essay om exterioriteten, overs. Manni Crone (København: Hans Reitzels Forlag, 1996), 93–94.
Masken er ikke en løgn
En maske kan selvfølgelig bedrage. Men det er ikke dét, den gør på en scene. Dér er masken selve den skikkelse, publikum ser og hører, og i studiet af den græske teatermaske beskrives den som noget, der forandrer bærerens stemme, bevægelse og identitet, og som kun får mening i fremførelsen.43David Wiles, Mask and Performance in Greek Tragedy: From Ancient Festival to Modern Experimentation (Cambridge: Cambridge University Press, 2007), 1–5. Ingen føler sig narret, når skuespilleren taler som konge, budbringer eller gud, for det, masken gør, er at lade en stemme og et anliggende komme til orde, som det private ansigt ikke kunne bære alene. Overført på mentoren betyder det, at rollen rummer mere end personen. Den giver mentee noget at rette sig efter, som ikke svinger med mentorens dagsform. Men en ung, der har brug for en voksen, sidder ikke i en teatersal.
Herimod kunne man indvende, og forskningen gør det, at unge efterspørger noget andet. Nancy Deutsch og Renée Spencer skriver, at støtte får betydning, når den unge oplever den voksne som ægte, ikke som en, der sætter en facade op eller spiller en rolle,44Nancy L. Deutsch og Renée Spencer, “Capturing the Magic: Assessing the Quality of Youth Mentoring Relationships,” New Directions for Youth Development, nr. 121 (2009): 47–70, her 53. og betyder maske blot forstillelse, så falder mit billede sammen. Men forstillelse og rolle virker på hver sin måde. Den, der forstiller sig, er afhængig af ikke at blive gennemskuet, mens en rolle kan bæres åbent, som dommerens kappe, der gør synligt, i hvilken egenskab hun taler. Det, unge vægrer sig ved, er den voksne, der spiller uden at vedkende sig det. Spencer fremhæver andetsteds autenticitet, empati, samarbejde og fælles glæde som bærende processer i længerevarende relationer, hvor autenticitet betyder responsivt nærvær snarere end grænseløs selvudlevering.45Renée Spencer, “Understanding the Mentoring Process between Adolescents and Adults,” Youth & Society 37, nr. 3 (2006): 287–315, særligt 289 og 296. Ægtheden ligger altså i, om den unge bliver svaret, og en mentor, der samtidig skal gøre sin egen person gældende, har mindre opmærksomhed tilovers til netop det. Derfor kan relationen være gensidig og asymmetrisk på én gang, for responsiviteten går begge veje, mens den erfarne råder over mere magt, viden og adgang.46W. Brad Johnson, “Ethical Considerations for Mentors: Toward a Mentoring Code of Ethics,” i The SAGE Handbook of Mentoring, red. David Clutterbuck m.fl. (London: SAGE, 2017), indledningen.
Det betyder selvfølgelig ikke, at mentoren skal være selvudslettende ved at holde sig selv ude. Hun kan fortælle om egne erfaringer, vise tvivl og lade sin personlighed mærkes, og forskningen viser, at det har positive effekter, når det gøres taktfuldt og i relation til den anden. Problemet opstår, når den fremmer afhængighed, overskrider relationens grænse eller tjener mentorens egne behov frem for mentees.47Johnson, “Ethical Considerations for Mentors,” afsnittet “Self-disclosure”. Sagt anderledes, må mentor fylde i relationen, så længe hendes egen person ikke bliver målestokken for forholdet.
Det tredje
Men hvad er da det, som taler gennem masken? Sagen, kunne man sige. Hans Fink kalder i et interview sagen for fagets “indholdsmæssige kerne og sociale eksistensberettigelse”, men advarer i samme åndedrag mod sagblindhed: Også fagpersonen må undersøge genstanden uafhængigt af den forståelse, faget har givet hende. Fink forklarer at sagen jo har et “element af ubestemthed”, og derfor ved vi endnu ikke helt, hvad den er, men vi ved, at det er den vi er på jagt efter.48Fink, “Faglighed og saglighed,” 64–65; citaterne her fra Claus Holm, “Faglighed i saglighedens tjeneste,” interview med Hans Fink, Asterisk, nr. 4 (2002): 14–16. Ordet sag er forbundet med at søge og længere tilbage med et ord for sporhunde.
Det sætter mentorens autoritet i et bestemt lys. Hun er længere fremme ad sporet og råder over adgang, han endnu ikke har, og fordi han er afhængig af hende, hviler der et særligt ansvar på hende for ikke at bruge forspringet til sit eget.49Johnson, “Ethical Considerations for Mentors,” afsnittet “Mentorships are fiduciary relationships”. Forspringet er så ikke en position, man kan blive i. Det består af tid og adgang, og med årene indhenter mentee begge dele, indtil den dag, hvor han får øje på noget i sagen, som hun har overset, og hun må give ham ret. Kommer den dag ikke, er vejledningen blevet generisk. Men sker det, får vejledningen sin ende, som da Athene fløj bort som en havørn, mens Telemakos rejste videre.50Skellet mellem lånt og ejet autoritet har en pendant i mentorforskningen. Michael J. Karcher og Michael J. Nakkula beskriver relationer gennem fokus, formål og authorship, altså hvem der er med til at skrive relationens retning; se “Youth Mentoring with a Balanced Focus, Shared Purpose, and Collaborative … Continue reading
Det tredje kan derfor ikke være et resultat, som mentor eller institution allerede har fastlagt. Det er et fælles anliggende, som ingen af parterne ejer alene, men som sætter en handling i gang. Mentoren introducerer mentee til noget, der peger udover dem begge, men relationen må samtidig give mentee stadig større medforfatterskab til, hvordan sagen forstås og leves, sådan så autoriteten bevares, men dens betydning holdes åben.
At forøge eller fange
Nu kan prøven formuleres præcist. Den gode maske myndiggørden, der vejledes, mens den fangende maske gør det modsatte. Den indsnævrer hans handlerum, gør en fremmed dagsorden til hans mål og beholder sagen som løftestang. Spørgsmålet er ikke, om relationen er personlig eller professionel, men om dens asymmetri arbejder mod større myndighed eller større lydighed.
Her ligger en anden fare. Når mentoren opfordres til at træde tilbage fra sit private selv, kan selvudslettelsen blive gjort til ideal, og Colley viser, hvordan moderne mentoridealer kan kræve en feminiseret, selvopofrende omsorg.51Colley, “A ‘Rough Guide’ to the History of Mentoring,” 269. Frivillige mentorer står i forvejen med korte projektforløb, skiftende personale og utilstrækkelig støtte.52Jenni Mölkänen og Päivi Honkatukia, “Ambiguous, Affective, and Arduous: Volunteers’ Invisible Work with Young Adults,” Journal of Youth Development 17, nr. 4 (2022): 64–83, her 64–65. https://doi.org/10.5195/jyd.2022.1198. Derfor er selvdecentrering et bedre ord end selvudslettelse, for mentoren skal afstå fra at gøre sit selv til mål, ikke fra at have grænser, behov eller dømmekraft. Netop heri ligger forskellen: at begrænse sin egen magt er noget, man kan vælge, mens grænseløshed er noget, der kan pålægges. Det første åbner plads for mentee. Det andet gør mentoren til en billig beholder for problemer, institutionen ikke selv vil bære.
Bob Garvey peger på det samme, når mentorrelationens sprog om omsorg og udvikling overtages af en tredjepart, der samtidig fastlægger dens dagsorden.53Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittet “Conclusion”. Vi kan tilføje, at en rolle også kræver etiske grænser: Uklare og overlappende roller øger risikoen for, at mentee udnyttes, selv når det ikke er mentorens hensigt.54Johnson, “Ethical Considerations for Mentors,” afsnittet “multiple relationships”. Masken er da ikke længere et gennemløb for sagen, men et skjold for styringen. Det er jo Fénelons Mentor igen, ham der “regulerede hele forløbet af Telemakos’ liv”. Og han gjorde det i et godt ærinde, hvilket viser, at dagsordenen kan have gode intentioner bag sig, og alligevel ligge fast på forhånd.
Institutionens paradoks
Uanset konteksten må en moderne mentorordning rekruttere, matche, uddanne, følge op og undersøge, om den gør gavn.55En metaanalyse af 70 studier og 25.286 unge finder en gennemsnitlig effekt på Hedges’ g = 0,21, et standardiseret effektmål, hvor 0,2 konventionelt regnes for en lille effekt; “youth-initiated mentoring” ligger i en anden metaanalyse på g = 0,30. Resultaterne er positive, men ikke overvældende som … Continue reading Det er jo ikke strukturen som sådan, der tingsliggør relationen. Karcher og hans kolleger viser netop, at kontekst, mål, indhold, infrastruktur og varighed er med til at afgøre, hvilken relation et program overhovedet muliggør,56Michael J. Karcher, Gabriel P. Kuperminc, Sharon G. Portwood, Cynthia L. Sipe og Andrea S. Taylor, “Mentoring Programs: A Framework to Inform Program Development, Research, and Evaluation,” Journal of Community Psychology 34, nr. 6 (2006): 709–725, særligt 713–719. og relationens struktur og dens kvalitet er heller ikke simple modsætninger: Mål, aktiviteter, fortrolighed og deling kan indgå i forskellige kombinationer og opleves forskelligt af de to parter.57Michael J. Nakkula og John T. Harris, “Beyond the Dichotomy of Work and Fun: Measuring the Thorough Interrelatedness of Structure and Quality in Youth Mentoring Relationships,” New Directions for Youth Development, nr. 126 (2010): 71–87, særligt 75–85. Et program leverer altså ikke bare vilkårene for en relation, der ellers ville være den samme, men er med til at bestemme, hvilke relationer der kan opstå; og dermed også, hvilke der ikke kan.
Men hvor meget råderum kan en ordning give plads til? Eberhard Raithelhubers studie af mentoring for uledsagede unge flygtninge viser, hvordan det organisationsteorien definerer som “løs kobling” kan forbinde struktur og ubestemthed. Pointen hér er, at træning og matching skaber en ramme, men efterlader et praktisk råderum, hvor mentor og mentee kan handle med egen dømmekraft.58Eberhard Raithelhuber, “Rearranging Differential Inclusion through Civic Solidarity: Loose Coupling in Mentorship for ‘Unaccompanied Minors’,” Social Inclusion 7, nr. 2 (2019): 159–160. https://doi.org/10.17645/si.v7i2.1969. I “youth-initiated mentoring” (YIM) forsøges der at skabe plads allerede fra start ved, at den unge selv udpeger sin mentor, mens programmet leverer screening, træning og opfølgning. Relationerne holder oftere, når den unge selv har valgt,59Sarah E. O. Schwartz, Jean E. Rhodes, Renée Spencer og Jean B. Grossman, “Youth Initiated Mentoring: Investigating a New Approach to Working with Vulnerable Adolescents,” American Journal of Community Psychology 52, nr. 1–2 (2013): 155–169, særligt 157. og en metaanalyse af hybridmodellen finder positive, om end moderate, resultater.60van Dam m.fl., “Youth Initiated Mentoring,” 219 og 225. Institutionen kan altså rejse et stillads for autonomien i stedet for blot at undertrykke den.
Problemet opstår, når stilladset bliver en støbeform, hvor målingen ikke blot undersøger relationen, men indlægger en determinisme om hvad der på forhånd må tælle som dens succes. Stoller beskriver, hvordan kritiske mentorprogrammer møder modstand, fordi de ikke let lader sig kvantificere eller ordne under prædefinerede læringsmål.61Stoller, “Traditional and Critical Mentoring,” 60. En logbog eller et mål er ikke i sig selv undertrykkende. Men hvis beskæftigelse, gennemførsel eller tilpasning allerede er defineret som den unges bedste, før han har fået en stemme, er det tredje ikke længere en fælles sag.
Professionaliseringens virkninger er derfor heller ikke entydige. Kirstie McAllum viser, hvordan standarder kan støtte dømmekraften i én situation og fortrænge relationens menneskelige element i en anden.62Kirstie McAllum, “Volunteers as Boundary Workers: Negotiating Tensions between Volunteerism and Professionalism in Nonprofit Organizations,” Management Communication Quarterly 32, nr. 4 (2018): 534–564, her 556–559. https://doi.org/10.1177/0893318918792094. Raithelhuber har andetsteds interviewet de unge selv, og hos dem opstår støttefunktionerne dynamisk, mens relationen forhandles, uden at lade sig opgøre i input og output.63Eberhard Raithelhuber, “‘If We Want, They Help Us in Any Way’: How ‘Unaccompanied Refugee Minors’ Experience Mentoring Relationships,” European Journal of Social Work 24, nr. 2 (2021): 251–266, her 257 og 263. https://doi.org/10.1080/13691457.2019.1606787. Det afgørende er derfor ikke, om institutionen er til stede, men om dens rammer beskytter den konkrete dømmekraft og mentees mulighed for at svare igen; og det lader sig ikke udlede af programmets formelle mål. Heri ligger institutionens paradoks. Den har brug for mentorens personlige nærvær og lokale dømmekraft, men må samtidig kunne forklare, fordele og evaluere sin indsats. Gennemsigtighed er legitim, når den gør magten ansvarlig. Den bliver fangende, når den kræver, at relationens mål og betydning skal være kendt, før relationen er begyndt. En god institution forsøger ikke at rive masken af. Den spørger, om masken lader noget passere, og hvad dette så er.
Det, der taler igennem os
Min påstand har hele vejen været normativ. Prøven er enkel at stille og svær at bestå: den spørger ikke, om mentoren er ægte, men om det, hun låner sit ansigt til, gør den unge mere myndig eller mere lydig; og om hun kan give slip, når han ikke længere har brug for hende. Jeg har ikke hævdet, at maskeret vejledning virker bedre; kun at det er dét, der skal bedømmes. Det er derfor Nolans lille ændring, som Wilson kritiserer, er større end den ser ud. En hjælpsom mand med skæg er mere gennemsigtig end en gudinde i forklædning – han vil mindre, som ikke nødvendigvis er dårligt. Men har han noget at række videre til Telemakos? Har han en grund til at flyve bort og afslutte? Odysseen viser, at vejledning rækker ud over det dyadiske forhold mellem to personer og ind i noget tredje, gennem en sag, med et ubestemt udfald. Opgaven er at være omhyggelig med, hvad vi lader tale gennem os. Den, der forstår dette, holder op med kun at spørge, om mentoren er sig selv, og begynder at spørge, hvad hun tjener.
| 1. | Som Emily Wilson selv påpeger at “Nolan i det mindste har læst den første linje i min oversættelse (…) I et interview citerede han endda min åbning: ‘Fortæl mig om en kompliceret mand.’ ”. Emily Wilson. “Nolans ‘Odysseen’ er et fyrværkeri. Med omtrent samme niveau af narrativ og følelsesmæssig dybde.” Information, 12. august 2026, oversat af Niels Ivar Larsen, oprindeligt bragt som “An Uncomplicated Man” i London Review of Books 48, nr. 14, 30. juli 2026. |
| 2. | The Odyssey, instrueret af Christopher Nolan (Universal Pictures, 2026). |
| 3. | Stamatia Dova, “‘Kind Like a Father’: On Mentors and Kings in the Odyssey,” Center for Hellenic Studies, tilgået 11. august 2026, https://chs.harvard.edu/stamatia-dova-kind-like-a-father-on-mentors-and-kings-in-the-odyssey/. |
| 4. | Bob Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring: The Critical Narrative Analysis,” i The SAGE Handbook of Mentoring, red. David A. Clutterbuck, Frances K. Kochan, Laura Lunsford, Nora Dominguez og Julie Haddock-Millar (London: SAGE, 2017), 15–33, afsnittet “Introduction”: mentorskab er ifølge en række forfattere “as ‘old as the hills’ … probably because Mentor is a character in the Ancient Greek poem, Homer’s The Odyssey.” |
| 5. | Odysseus betror Mentor sit hus ved afrejsen (Odysseen, 2.225–227); Athene optræder først som taphierhøvdingen Mentes (1.105) og antager siden Mentors skikkelse (2.268). Af nitten omtaler af navnet gælder kun seks den dødelige Mentor, og han taler i egen person alene i forsamlingsscenen (2.224–256); jf. Dova, “‘Kind Like a Father’,” under “To a True Mentor”. |
| 6. | Nancy Felson, “Multi-layered Mentoring in the Odyssey,” Classics@ 25 (2023), https://nrs.harvard.edu/URN‑3:HLNC.ESSAY:103900172; jf. Odysseen 17.483–487 om guder, der færdes i fremmedes skikkelse og prøver menneskers overmod og lovlydighed. I filmen omtales xenia som “Zeus’ law”. |
| 7. | Eberhard Raithelhuber, “Mentoring for Social Inclusion: A Call for Social Work to Engage with an Emerging Model of Social Intervention,” European Journal of Social Work 27, nr. 5 (2024): 965–976; Justin M. Preston, Òscar Prieto-Flores og Jean E. Rhodes, “Mentoring in Context: A Comparative Study of Youth Mentoring Programs in the United States and Continental Europe,” Youth & Society 51, nr. 7 (2019): 900–914. |
| 8. | Dana L. Haggard m.fl., “Who Is a Mentor? A Review of Evolving Definitions and Implications for Research,” Journal of Management 37, nr. 1 (2011): 280–304, https://doi.org/10.1177/0149206310386227; Carol A. Mullen og Cindy C. Klimaitis, “Defining Mentoring: A Literature Review of Issues, Types, and Applications,” Annals of the New York Academy of Sciences 1483, nr. 1 (2021): 19–35, https://doi.org/10.1111/nyas.14176. |
| 9. | Andy Roberts, “Homer’s Mentor: Duties Fulfilled or Misconstrued?” forfattergodkendt genoptryk (1999), 1–8. |
| 10. | Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittene “Introduction” og “Ancient Historical Background”: mange forfattere “have drawn on elements in the poem uncritically”, og “uncritical interpretations can only offer a false philosophical foundation.” Jf. Helen Colley, “Righting Rewritings of the Myth of Mentor: A Critical Perspective on Career Guidance Mentoring,” British Journal of Guidance & Counselling 29, nr. 2 (2001): 177–197, særligt 179–184. |
| 11. | Leonard Nelsons spidsformulering, citeret efter Henrik Vase Frandsen, “Det pædagogiske paradoks – mellem Delfi og Sinai,” Studier i Pædagogisk Filosofi 8, nr. 2 (2019): 44–57, her 45. Frandsen betoner, at paradokset er en moderne problemstilling, som forudsætter et frihedsbegreb udviklet fra Rousseau over Kant og Fichte til Herbart; se “Det pædagogiske paradoks,” 46. Jeg hævder derfor ikke, at Homer formulerer det. Jeg har andetsteds sammen med Jacob Dahl Rendtorff behandlet mentorskabet eksistentielt-fænomenologisk med vægt på autenticitet og nærvær; nærværende artikel spørger, hvad autenticitetskravet overser. Se Alexander Bruggisser og Jacob Dahl Rendtorff, “Toward a Philosophy of Social Work: Existence and Ethics in Social and Existential Mentorships,” Danish Yearbook of Philosophy (2025): 1–23. https://doi.org/10.1163/24689300-bja10081. |
| 12. | Homer, Odysseen, overs. Otto Steen Due (København: Gyldendal, 2002), 1.88–95. Alle direkte citater fra Odysseen følger Dues oversættelse. Henvisningerne angiver sang og verslinjer efter den græske tekst; Dues versinddeling følger originalen tæt, men kan afvige med en linje eller to. Når en sekundærkilde citerer Homer i en anden oversættelse, angives det særskilt. |
| 13. | Homer, Odysseen, 1.96–105; 1.178–188. |
| 14. | Homer, Odysseen, 1.269–305. |
| 15. | Homer, Odysseen, 1.319–324. |
| 16. | Homer, Odysseen, 2.224–228. |
| 17. | Homer, Odysseen, 2.224–240. |
| 18. | Homer, Odysseen, 2.267–295; 2.382–421. |
| 19. | Homer, Odysseen, 4.648–656. |
| 20. | Homer, Odysseen, 3.21–28. |
| 21. | Homer, Odysseen, 3.75–79. |
| 22. | Homer, Odysseen, 3.371–384; 4.1–22. |
| 23. | Homer, Odysseen, 15.1–43. |
| 24. | Mentors ansigt forsvinder dog ikke af den grund. Det vender tilbage i sang 22 og 24, under omstændigheder, der stiller hele figuren i et andet lys. |
| 25. | Roberts, “Homer’s Mentor,” 2 og 4, egen oversættelse. Citaterne fra Odysseen følger E. V. Rieus oversættelse (1946), som Roberts anvender. |
| 26. | François Fénelon, Telemachus, Son of Ulysses, red. og overs. Patrick Riley (Cambridge: Cambridge University Press, 1994), 54, 136 og 215, citeret hos Roberts, “Homer’s Mentor,” 6. |
| 27. | Roberts, “Homer’s Mentor,” 6–7: “The true Mentor was created by Fenelon, not Homer, and exists in Les Adventures de Telemaque, not in The Odyssey.” Om dateringen, se Roberts, “Homer’s Mentor,” 6–7, med henvisning til E. M. Anderson og A. L. Shannon (1995), 26, Oxford English Dictionary, s.v. “mentor,” og P.P. Clarke (1984), 202. |
| 28. | Roberts, “Homer’s Mentor,” 5. |
| 29. | Fénelon til pater Le Tellier (1710), Oeuvres de Fénelon (1835), 653–654, citeret hos Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittet “The Fénelon Narrative”. |
| 30. | Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” under afsnittet “The Fénelon Narrative”. Vendingen “uden motiv” er mit referat af Garveys fremstilling, ikke et ordret citat. |
| 31. | Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” under afsnittet “The Fénelon Narrative”. |
| 32. | Helen Colley, “Righting Rewritings,” 180. |
| 33. | Colley, “Righting Rewritings,” 180, efter Fredric Jameson (1984), 68. Samme passage findes i Helen Colley, Mentoring for Social Inclusion: A Critical Approach to Nurturing Mentor Relationships (London: RoutledgeFalmer, 2003), 41, hvor Colley tilføjer, at Odysseus ved hjemkomsten tillige lader husets tjenestepiger torturere og henrette. |
| 34. | Colley, “Righting Rewritings,” 180, om Andy Roberts (1998) og “psychological androgyny”, samt om M. Standing (1999), der indvender, at Athenes mandlige forklædning fremstiller mentorskab som “a controlling rather than nurturing process.” |
| 35. | Hans Fink formulerer den samme dobbelthed: “den åbne saglighed er en målestok, som altid problematiserende flytter sig om bag både den stivnende faglighed og den blot automatiske fagkritik.” Hans Fink, “Faglighed og saglighed i filosofi og filosofiundervisning,” Philosophia: Tidsskrift for filosofi 9, nr. 3/4 (1982): 59–67, her 64–65. |
| 36. | Felson, “Multi-layered Mentoring in the Odyssey.” |
| 37. | Det pædagogiske paradoks hviler på en antagelse om, at en handling kun kan tilhøre én ad gangen, sådan at den bliver mindre mentees egen, jo mere den skyldes påvirkning udefra. Som Frandsen sammenfatter det “Frihed er at være alene” og noterer med Levinas, at den allerede findes hos Sokrates, i dette “at jeg ikke modtager noget fra den anden, som jeg ikke allerede har i mig”. Men netop den eneret ophæves af den dobbelte årsag, for hos Homer kan én og samme handling være fuldt ud gudens og fuldt ud menneskets, uden at den ene part mister noget til den anden, og begge hæfter for den. Det er også grunden til, at prøven i denne artikel ikke spørger, om mentoren er ægte, men hvad masken lader passere. Se Frandsen, “Det pædagogiske paradoks,” 54–55. |
| 38. | Homer, Odysseen, 22.205–240. |
| 39. | Homer, Odysseen, 22.255–260; 22.297–309. |
| 40. | Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittet “Ancient Historical Background”. |
| 41. | Homer, Odysseen, 24.499–548. |
| 42. | Emmanuel Levinas kalder et beslægtet forhold “den exterioritet, der fuldender friheden i stedet for at krænke den: Lærerens exterioritet.” Emmanuel Levinas, Totalitet og uendelighed: Et essay om exterioriteten, overs. Manni Crone (København: Hans Reitzels Forlag, 1996), 93–94. |
| 43. | David Wiles, Mask and Performance in Greek Tragedy: From Ancient Festival to Modern Experimentation (Cambridge: Cambridge University Press, 2007), 1–5. |
| 44. | Nancy L. Deutsch og Renée Spencer, “Capturing the Magic: Assessing the Quality of Youth Mentoring Relationships,” New Directions for Youth Development, nr. 121 (2009): 47–70, her 53. |
| 45. | Renée Spencer, “Understanding the Mentoring Process between Adolescents and Adults,” Youth & Society 37, nr. 3 (2006): 287–315, særligt 289 og 296. |
| 46. | W. Brad Johnson, “Ethical Considerations for Mentors: Toward a Mentoring Code of Ethics,” i The SAGE Handbook of Mentoring, red. David Clutterbuck m.fl. (London: SAGE, 2017), indledningen. |
| 47. | Johnson, “Ethical Considerations for Mentors,” afsnittet “Self-disclosure”. |
| 48. | Fink, “Faglighed og saglighed,” 64–65; citaterne her fra Claus Holm, “Faglighed i saglighedens tjeneste,” interview med Hans Fink, Asterisk, nr. 4 (2002): 14–16. Ordet sag er forbundet med at søge og længere tilbage med et ord for sporhunde. |
| 49. | Johnson, “Ethical Considerations for Mentors,” afsnittet “Mentorships are fiduciary relationships”. |
| 50. | Skellet mellem lånt og ejet autoritet har en pendant i mentorforskningen. Michael J. Karcher og Michael J. Nakkula beskriver relationer gennem fokus, formål og authorship, altså hvem der er med til at skrive relationens retning; se “Youth Mentoring with a Balanced Focus, Shared Purpose, and Collaborative Interactions,” New Directions for Youth Development, nr. 126 (2010): 13–32. Aaron Stoller skærper det politisk: traditionel mentoring kan blive assimilation til en institution, der fremstiller sine egne normer som neutrale, mens kritisk mentoring må bedømmes efter den studerendes selvartikulerede mål og voksende evne til at forholde sig til institutionen; se “Traditional and Critical Mentoring,” Radical Teacher 119 (2021): 52–60, her 55. Jf. Johnson, “Ethical Considerations for Mentors,” afsnittet “Ethical principles for mentors”. |
| 51. | Colley, “A ‘Rough Guide’ to the History of Mentoring,” 269. |
| 52. | Jenni Mölkänen og Päivi Honkatukia, “Ambiguous, Affective, and Arduous: Volunteers’ Invisible Work with Young Adults,” Journal of Youth Development 17, nr. 4 (2022): 64–83, her 64–65. https://doi.org/10.5195/jyd.2022.1198. |
| 53. | Garvey, “Philosophical Origins of Mentoring,” afsnittet “Conclusion”. |
| 54. | Johnson, “Ethical Considerations for Mentors,” afsnittet “multiple relationships”. |
| 55. | En metaanalyse af 70 studier og 25.286 unge finder en gennemsnitlig effekt på Hedges’ g = 0,21, et standardiseret effektmål, hvor 0,2 konventionelt regnes for en lille effekt; “youth-initiated mentoring” ligger i en anden metaanalyse på g = 0,30. Resultaterne er positive, men ikke overvældende som universalløsning på sociale problematikker, og selv stærke relationer ophæver ikke de strukturelle kræfter, som former de unges liv. Se Elizabeth B. Raposa m.fl., “The Effects of Youth Mentoring Programs: A Meta-analysis of Outcome Studies,” Journal of Youth and Adolescence 48, nr. 3 (2019): 431; Levi van Dam m.fl., “Youth Initiated Mentoring: A Meta-analytic Study of a Hybrid Approach to Youth Mentoring,” Journal of Youth and Adolescence 50, nr. 2 (2021): 219 og 225; Ray Pawson, Mentoring Relationships: An Explanatory Review, ESRC UK Centre for Evidence Based Policy and Practice, Working Paper 21, 1–2. |
| 56. | Michael J. Karcher, Gabriel P. Kuperminc, Sharon G. Portwood, Cynthia L. Sipe og Andrea S. Taylor, “Mentoring Programs: A Framework to Inform Program Development, Research, and Evaluation,” Journal of Community Psychology 34, nr. 6 (2006): 709–725, særligt 713–719. |
| 57. | Michael J. Nakkula og John T. Harris, “Beyond the Dichotomy of Work and Fun: Measuring the Thorough Interrelatedness of Structure and Quality in Youth Mentoring Relationships,” New Directions for Youth Development, nr. 126 (2010): 71–87, særligt 75–85. |
| 58. | Eberhard Raithelhuber, “Rearranging Differential Inclusion through Civic Solidarity: Loose Coupling in Mentorship for ‘Unaccompanied Minors’,” Social Inclusion 7, nr. 2 (2019): 159–160. https://doi.org/10.17645/si.v7i2.1969. |
| 59. | Sarah E. O. Schwartz, Jean E. Rhodes, Renée Spencer og Jean B. Grossman, “Youth Initiated Mentoring: Investigating a New Approach to Working with Vulnerable Adolescents,” American Journal of Community Psychology 52, nr. 1–2 (2013): 155–169, særligt 157. |
| 60. | van Dam m.fl., “Youth Initiated Mentoring,” 219 og 225. |
| 61. | Stoller, “Traditional and Critical Mentoring,” 60. |
| 62. | Kirstie McAllum, “Volunteers as Boundary Workers: Negotiating Tensions between Volunteerism and Professionalism in Nonprofit Organizations,” Management Communication Quarterly 32, nr. 4 (2018): 534–564, her 556–559. https://doi.org/10.1177/0893318918792094. |
| 63. | Eberhard Raithelhuber, “‘If We Want, They Help Us in Any Way’: How ‘Unaccompanied Refugee Minors’ Experience Mentoring Relationships,” European Journal of Social Work 24, nr. 2 (2021): 251–266, her 257 og 263. https://doi.org/10.1080/13691457.2019.1606787. |