Mentorens maske

Chri­stop­her Nolans anmel­der­ro­ste The Odys­sey har haft sin gang i bio­gra­fer­ne hen over som­me­ren, og den har fået hård med­fart fra over­sæt­te­ren af Odys­se­en fra 2017, Emily Wil­son, hvis åbnings­linje instruk­tø­ren har cite­ret i et interview.1Som Emily Wil­son selv påpe­ger at “Nolan i det mind­ste har læst den før­ste linje i min over­sæt­tel­se (…) I et inter­view cite­re­de han end­da min åbning: ‘For­tæl mig om en kom­pli­ce­ret mand.’ ”. Emily Wil­son. “Nolans ‘Odys­se­en’ er et fyr­vær­ke­ri. Med omtrent sam­me niveau af nar­ra­tiv og følel­ses­mæs­sig dyb­de.” … Continue reading Wil­son kal­der fil­men et fyr­vær­ke­ri “med omtrent sam­me niveau af nar­ra­tiv og følel­ses­mæs­sig dyb­de” – stor­slå­et, over­fla­disk og med et ver­dens­bil­le­de, der ikke er stort nok til at rum­me hver­ken egent­li­ge guder eller men­ne­sker, som vir­ke­lig er ander­le­des end os.2The Odys­sey, instru­e­ret af Chri­stop­her Nolan (Uni­ver­sal Pic­tu­res, 2026). Blandt ind­ven­din­ger­ne er der én, der ser ube­ty­de­lig ud. Fil­mens Men­tor, bemær­ker Wil­son i for­bi­far­ten, “er ikke læn­ge­re en gudin­de i for­klæd­ning, men blot end­nu en hjælp­som mand med skæg”. Nolan har med andre ord afma­ske­ret figu­ren og strip­pet den for kom­plek­si­tet, tve­ty­dig­hed og ambi­va­lens. Men han er ikke den før­ste, der har bana­li­se­ret men­to­ren. Det læser vi i efter­ti­dens adop­tion af mytens men­tor­be­greb.

Som klas­si­ci­sten Sta­ma­tia Dova bemær­ker, er men­tor­ska­bet ofte ble­vet for­stå­et efter model­len for for­hol­det mel­lem for­æl­der og barn.3Stamatia Dova, “‘Kind Like a Fat­her’: On Men­tors and Kings in the Odys­sey,” Cen­ter for Hel­le­nic Stu­di­es, til­gå­et 11. august 2026, https://chs.harvard.edu/stamatia-dova-kind-like-a-father-on-mentors-and-kings-in-the-odyssey/. Sce­nen er så ind­ly­sen­de, at sel­ve ordet men­tor har kun­net bor­ge for sagen.4Bob Gar­vey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing: The Cri­ti­cal Nar­ra­ti­ve Ana­ly­sis,” i The SAGE Hand­book of Men­tor­ing, red. David A. Clut­ter­buck, Fran­ces K. Kochan, Lau­ra Luns­ford, Nora Dom­ingu­ez og Julie Had­do­ck-Mil­lar (Lon­don: SAGE, 2017), 15–33, afsnit­tet “Intro­duction”: men­tor­skab er iføl­ge en ræk­ke … Continue reading Rela­tio­nen er også gen­ken­de­lig fra vores eget liv: coa­ching, stu­di­e­vej­led­ning, en ældre slægt­nings råd over tid, det vi for­melt har haft eller intu­i­tivt vil­le kal­de en men­tor. Læser man dig­tet, hol­der sce­nen imid­ler­tid ikke. Den gam­le Men­tor, som Odys­seus betror sit hus ved afrej­sen, vej­le­der næsten ingen. Den, der sæt­ter Tele­makos i bevæ­gel­se, er fak­tisk gudin­den Athe­ne, og hun gør det ikke fra Olym­pen, men ved at låne men­ne­ske­li­ge ansig­ter: Først en frem­med høv­dings, siden Men­tors eget.5Odysseus betror Men­tor sit hus ved afrej­sen (Odys­se­en, 2.225–227); Athe­ne optræ­der først som tap­hier­høv­din­gen Men­tes (1.105) og anta­ger siden Men­tors skik­kel­se (2.268). Af nit­ten omta­ler af nav­net gæl­der kun seks den døde­li­ge Men­tor, og han taler i egen per­son ale­ne i for­sam­lings­sce­nen (2.224–256); jf. Dova, “‘Kind Like a … Continue reading Og det er ikke en til­fæl­dig­hed i dig­tet, at det er sådan. I Odys­se­en hand­ler men­ne­sker og guder på sam­me tid, og gæste­ven­ska­bets bud, xenia, hvi­ler net­op på, at den frem­me­de ved døren kan være en gud i forklædning.6Nancy Fel­son, “Mul­ti-lay­e­red Men­tor­ing in the Odys­sey,” Classics@ 25 (2023), https://nrs.harvard.edu/URN‑3:HLNC.ESSAY:103900172; jf. Odys­se­en 17.483–487 om guder, der fær­des i frem­me­des skik­kel­se og prø­ver men­ne­skers over­mod og lovly­dig­hed. I fil­men omta­les xenia som “Zeus’ law”. Men­tor­ska­bets urs­ce­ne er alt­så ikke et gen­nem­sig­tigt møde mel­lem to. Det er et møde med en maske.

Fra den­ne myti­ske bag­grunds­fi­gur er ordet van­dret ud i uddan­nel­ses­sy­ste­met, arbejds­li­vet og civil­sam­fun­det, og vide­re ind i forsk­nin­gen, hvor men­tor­skab i dag dæk­ker alt fra fag­lig udvik­ling til soci­a­le ind­sat­ser for unge i over­gangs­fa­ser, psy­kisk sår­ba­re og migranter,7Eberhard Rait­hel­hu­ber, “Men­tor­ing for Soci­al Inclu­sion: A Call for Soci­al Work to Enga­ge with an Emer­ging Model of Soci­al Inter­ven­tion,” Euro­pe­an Jour­nal of Soci­al Work 27, nr. 5 (2024): 965–976; Justin M. Pre­ston, Òscar Pri­e­to-Flo­res og Jean E. Rho­des, “Men­tor­ing in Con­te­xt: A Com­pa­ra­ti­ve Stu­dy of Youth Men­tor­ing … Continue reading i vidt for­skel­li­ge udformninger.8Dana L. Hag­gard m.fl., “Who Is a Men­tor? A Review of Evol­ving Defi­ni­tions and Impli­ca­tions for Research,” Jour­nal of Mana­ge­ment 37, nr. 1 (2011): 280–304, https://doi.org/10.1177/0149206310386227; Carol A. Mul­len og Cin­dy C. Kli­mai­tis, “Defi­ning Men­tor­ing: A Lite­ra­tu­re Review of Issu­es, Types, and Appli­ca­tions,” Annals of the New York … Continue reading Fel­tet har imid­ler­tid ikke blot hen­vist til Odys­se­en, men udledt sin defi­ni­tion af den. Som Andy Roberts viser, har adskil­li­ge for­fat­te­re slut­tet fra en præ­mis om Men­tor som vis og betro­et til, hvad men­tor­skab over­ho­ve­det er: en “nur­turing” pro­ces, der skal “draw forth the full potential”.9Andy Roberts, “Homer’s Men­tor: Duties Ful­fil­led or Miscon­stru­ed?” for­fat­ter­god­kendt genop­tryk (1999), 1–8. Lit­te­ra­tu­ren er der­for delt. Nog­le påberå­ber sig Homer som bor­gen for, at men­tor­skab er æld­gam­melt og der­med godt; andre sva­rer, at net­op den ukri­ti­ske over­ta­gel­se hvi­ler på en roman­ti­se­ret læs­ning, som til­slø­rer de magt­for­hold, moder­ne men­tor­ord­nin­ger ind­går i.10Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­te­ne “Intro­duction” og “Anci­ent Histo­ri­cal Back­gro­und”: man­ge for­fat­te­re “have drawn on ele­ments in the poem uncri­ti­cal­ly”, og “uncri­ti­cal inter­pre­ta­tions can only offer a fal­se phil­o­soph­i­cal foun­da­tion.” Jf. Helen Col­ley, “Righ­ting Rewri­tings of … Continue reading Men de to lej­re deler efter min mening en for­ud­sæt­ning: at masken er noget, man må se bort fra for at kom­me til sagen: de før­ste over­ser den, de andre vil rive den af.

Det er dét, jeg vil bestri­de. Masken gør ikke vej­led­nin­gen falsk. Tvær­ti­mod er den dens form, alt­så den rol­le, hvori men­to­ren kan træ­de til­ba­ge fra sin pri­va­te dags­or­den og lade en sag, et fag eller en tra­di­tion bli­ve nær­væ­ren­de for en anden. Men rol­len kan skju­le en magt, der gør men­tee til mid­del for et mål, han ikke selv har del i. Prø­ven er der­for ikke, om men­to­ren bærer maske, men om masken myn­dig­gør den, der vej­le­des, eller fan­ger ham. Stri­den har jo rod i et ældre pro­blem, som er vel­kendt for pæda­go­gisk filo­so­fi: “Hvor­dan kan man gen­nem ydre ind­virk­ning brin­ge et men­ne­ske til ikke at lade sig bestem­me af ydre indvirkning?”11Leonard Nel­sons spids­for­mu­le­ring, cite­ret efter Hen­rik Vase Frand­sen, “Det pæda­go­gi­ske para­doks – mel­lem Del­fi og Sinai,” Stu­di­er i Pæda­go­gisk Filo­so­fi 8, nr. 2 (2019): 44–57, her 45. Frand­sen beto­ner, at para­dok­set er en moder­ne pro­blem­stil­ling, som for­ud­sæt­ter et fri­heds­be­greb udvik­let fra Rous­seau over Kant og … Continue reading Men­tor­ska­bet er et til­fæl­de af net­op det spørgs­mål, og masken er efter min mening det sted, hvor det afgø­res.

Hvem taler gen­nem Men­tor?

En tekst­nær læs­ning gør det ikke nem­me­re at udle­de en defi­ni­tion. Men den giver noget andet, nem­lig et blik for, hvor­dan navn, til­lid og hand­le­kraft i dig­tet er for­delt på for­skel­li­ge bære­re. Nav­net Mentōr næv­nes nit­ten gan­ge, men kun seks af omta­ler­ne gæl­der men­ne­sket selv, og kun ét sted taler han i egen per­son. For­de­lin­gen udspil­ler sig i Tele­maki­en, hvor Men­tor- og Men­tes-masker­ne fin­des i kon­cen­tre­ret form i sang 1–3.

Athe­ne læg­ger sin plan, før hun sti­ger ned. Hun vil sæt­te mod i Tele­makos, få ham til at ind­kal­de fol­ke­for­sam­lin­gen og sen­de ham til Pylos og Sparta.12Homer, Odys­se­en, overs. Otto Ste­en Due (Køben­havn: Gyl­den­dal, 2002), 1.88–95. Alle direk­te cita­ter fra Odys­se­en føl­ger Dues over­sæt­tel­se. Hen­vis­nin­ger­ne angi­ver sang og ver­s­linjer efter den græ­ske tekst; Dues ver­sind­de­ling føl­ger ori­gi­na­len tæt, men kan afvi­ge med en linje eller to. Når en sekun­dær­kil­de cite­rer Homer i … Continue reading Men hun ankom­mer ikke som Men­tor. Hun kom­mer, som det lyder hos Otto Ste­en Due, “som en gæst – som Tap­hier­her­ske­ren Men­tes”, og præ­sen­te­rer sig som Odys­seus’ gam­le gæste­ven, så adgan­gen til søn­nen hvi­ler på et bånd til den fra­væ­ren­de far.13Homer, Odys­se­en, 1.96–105; 1.178–188. Den frem­me­de er frem­med, men ikke uden rela­tion.

Det er i det­te lån­te navn, at Athe­ne først udfø­rer det, efter­ti­den vil kal­de men­tor­ing. Hun nøjes ikke med at trø­ste Tele­makos, men giver hans situ­a­tion en ret­ning: Han skal ind­kal­de for­sam­lin­gen, tale offent­ligt og selv opsø­ge Nestor og Menelaos.14Homer, Odys­se­en, 1.269–305. Da gudin­den går “bort som en fugl fly­ver op”, har hun “sat ham i hjer­tet øget styr­ke og mod og ladet ham min­des sin fader end­nu mere hef­tigt end før”.15Homer, Odys­se­en, 1.319–324. Vej­led­nin­gen fører ham alt­så ikke bort fra fade­ren, men skær­per sav­net og gør det hand­lings­kræ­ven­de.

Først i anden sang træ­der den døde­li­ge Men­tor frem. Han omta­les som “en god gam­mel ven af Odys­seus”, som kon­gen “den­gang da han sej­led betro­e­de hele sit hushold”.16Homer, Odys­se­en, 2.224–228. Men han hen­ven­der sig ikke for­tro­ligt til Tele­makos; han taler i fol­ke­for­sam­lin­gen og bebrej­der itha­ker­ne, at de lader bej­ler­ne for­tæ­re Odys­seus’ hus.17Homer, Odys­se­en, 2.224–240. Hans rol­le er for­valt­nin­gens: han vog­ter en orden, kon­gen har betro­et ham. Umid­del­bart efter for­sam­lin­gen anta­ger Athe­ne hans skik­kel­se. Hun “kom til [Tele­makos] og lig­ned helt og alde­les Men­tor såvel i sta­tur som i stem­me”, lover at ledsa­ge ham og sør­ger siden for skib, besæt­ning og afrejse.18Homer, Odys­se­en, 2.267–295; 2.382–421. Nav­net, den soci­a­le til­lid og den virk­som­me vej­led­ning er der­med for­delt mel­lem to. Hvor Men­tor stil­ler ansig­tet til rådig­hed, får Athe­ne det til at hand­le.

Et blik frem til fjer­de sang viser, at Men­tors ansigt ikke blot er en for­tæl­lemar­kør, men en soci­alt virk­som skik­kel­se i dig­tets ver­den. Skib­se­je­ren Noë­mon for­tæl­ler, at han så én gå om bord som de unges leder: “Jeg bemær­ked at Men­tor var deres skip­per – eller kan­hæn­de at der var en gud der lig­ned alde­les” og undrer sig sam­ti­dig over at have set Men­tor på Itha­ka dagen før ved dag­gry, skønt han da var sejlet.19Homer, Odys­se­en, 4.648–656. Noë­mon løser ikke gåden, for­di han ikke kan afgø­re, om ansig­tet dæk­ker man­den eller gudin­den. Læse­ren ved der­i­mod, at den rej­sen­de Men­tor var Athe­ne. Masken ska­ber alt­så en for­skel mel­lem den, der ser ansig­tet, og den, der ken­der den hand­len­de bag det. Så Athe­ne ska­ber med andre ord ikke sin men­ne­ske­li­ge auto­ri­tet fra grun­den. Hun låner et ansigt, som alle­re­de har en plads i Itha­kas soci­a­le ver­den, og lader sin gud­dom­me­li­ge hand­le­kraft vir­ke gen­nem den til­lid og de for­plig­tel­ser, der er knyt­tet til det.

I tred­je sang bli­ver for­de­lin­gen tyde­lig som en bestemt form for hjælp. Ved ankom­sten til Pylos fryg­ter Tele­makos, at han er for ung og uøvet til at tale med Nestor. Athe­ne sva­rer i Men­tors skik­kel­se: “Nog­le idéer har du vel selv i dit hjer­te, og andre kom­mer der nok fra en gud”.20Homer, Odys­se­en, 3.21–28. Noget må kom­me fra ham selv, noget andet vil bli­ve til­skyn­det. Kort efter taler han fak­tisk, for­di Athe­ne har lagt mod i ham.21Homer, Odys­se­en, 3.75–79. Vej­led­nin­gen over­ta­ger alt­så ikke hans stem­me, men gør det muligt for ham at bru­ge den.

Og så slip­per masken ham. Athe­ne for­la­der Men­tors skik­kel­se som en havørn, og Tele­makos rej­ser vide­re med Pei­si­stra­tos; i fjer­de sang når han Menela­os’ hof uden maske­ret vej­le­der ved sin side.22Homer, Odys­se­en, 3.371–384; 4.1–22. Da hun sene­re hen­ter ham hjem fra Spar­ta, næv­nes ingen forklædning.23Homer, Odys­se­en, 15.1–43. Masken var alt­så ikke en varig omgangs­form, men et stil­lads, der tages ned, efter­hån­den som den unge kan bære sig selv. Vi får her­med den før­ste antyd­ning af, hvad en god maske gør. Den myn­dig­gør og gør der­ved sig selv overflødig.24Mentors ansigt for­svin­der dog ikke af den grund. Det ven­der til­ba­ge i sang 22 og 24, under omstæn­dig­he­der, der stil­ler hele figu­ren i et andet lys.

Den san­de men­tor

I en histo­risk gen­nem­gang af ordet “Men­tor” kon­sta­te­rer Andy Roberts, at de egen­ska­ber, men­tor­lit­te­ra­tu­ren ruti­ne­mæs­sigt til­skri­ver Homers Men­tor såsom råd­gi­ver, lærer, næren­de beskyt­ter, rol­lemo­del, ikke lader sig fin­de i dig­tet. Men­tor er dér blot en gam­mel ven af kong Odys­seus, som i vidt omfang svig­te­de sin pligt til at hol­de kon­gens hus­stand intakt. Roberts stil­ler det spørgs­mål, den moder­ne læs­ning aldrig stil­ler: hvor var Men­tor, mens huset blev ædt op?25Roberts, “Homer’s Men­tor,” 2 og 4, egen over­sæt­tel­se. Cita­ter­ne fra Odys­se­en føl­ger E. V. Rieus over­sæt­tel­se (1946), som Roberts anvender. Til gen­gæld fin­des egen­ska­ber­ne et andet sted. I Les Aven­tu­res de Télé­maque (1699) hed­der det om Féne­lons Men­tor, at han “regu­la­ted the who­le cour­se of the life of Tele­ma­chus in order to rai­se him to the hig­he­st pitch of glory”, som “a father”.26François Féne­lon, Tele­ma­chus, Son of Ulys­ses, red. og overs. Patri­ck Riley (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 1994), 54, 136 og 215, cite­ret hos Roberts, “Homer’s Men­tor,” 6. Roberts kon­klu­de­rer nøg­ter­nt, at den san­de Men­tor blev skabt af Féne­lon, ikke af Homer.27Roberts, “Homer’s Men­tor,” 6–7: “The true Men­tor was cre­a­ted by Fene­lon, not Homer, and exists in Les Adven­tu­res de Tele­maque, not in The Odys­sey.” Om date­rin­gen, se Roberts, “Homer’s Men­tor,” 6–7, med hen­vis­ning til E. M. Ander­son og A. L. Shan­non (1995), 26, Oxford Eng­lish Dictio­nary, s.v. “men­tor,” og P.P. Clar­ke (1984), 202.

Fun­det har en poli­tisk for­hi­sto­rie. Féne­lon blev i 1689 lærer for Lud­vig XIV’s søn­ne­søn, tro­nar­vin­gen, og Télé­maque blev skre­vet både som under­vis­ning i rege­rings­kunst og som “a thin­ly-vei­led alle­go­ri­cal atta­ck upon the abso­lu­tism of Lou­is XIV”.28Roberts, “Homer’s Men­tor,” 5. Féne­lon lag­de ikke skjul på det. I for­tæl­lin­gen hav­de han ned­lagt “all the trut­hs neces­sary to gover­n­ment, and all the faults that one can find in sove­reign power”. Kon­gen læste vær­ket som et angreb på hans fejl og lod for­fat­te­ren landsforvise.29Fénelon til pater Le Tel­li­er (1710), Oeu­v­res de Féne­lon (1835), 653–654, cite­ret hos Gar­vey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­tet “The Féne­lon Narrative”. Også usel­visk­he­den i men­tor­ska­bet har en bestemt oprin­del­se: den er Féne­lons lære om den uin­ter­es­se­re­de kær­lig­hed, uden frygt for straf, uden håb om beløn­ning, over­ført på skik­kel­sen Men­tor. Hér begyn­der fore­stil­lin­gen om opdra­ge­ren, der giver af sin erfa­ring uden motiv.30Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” under afsnit­tet “The Féne­lon Nar­ra­ti­ve”. Ven­din­gen “uden motiv” er mit refe­rat af Gar­veys frem­stil­ling, ikke et ordret citat. Men­tor­ska­bet er, som Gar­vey kon­klu­de­rer, “a soci­al con­struction cre­a­ted in eigh­te­enth cen­tury literature”.31Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” under afsnit­tet “The Féne­lon Narrative”.

Den bri­ti­ske uddan­nel­ses­for­sker Helen Col­ley, der læser men­tor­ska­bet marxi­stisk-femi­ni­stisk, ven­der fun­det mod fel­tet selv, og læser den home­ri­ske åbning i et kri­tisk per­spek­tiv. Hun frem­hæ­ver, at hus­stan­den lig­ger i opløs­ning, Tele­makos er i kri­se, og Men­tor, “respon­sib­le for this deba­c­le, is a public laug­hing sto­ck”. Athe­ne, der må træ­de til, er ingen moder­lig skik­kel­se. Født af Zeus’ hoved og uden mor er hun iføl­ge Col­ley “the embo­di­ment of male ratio­na­li­ty”, og til­li­ge krigs­gud. Hun udfø­rer gan­ske vist fle­re af men­tor­ska­bets funk­tio­ner, men “the­re is no sen­se of any emo­tio­nal bond betwe­en them”, og udfal­det er, at far og søn for­e­nes i et blo­digt slag om tronen.32Helen Col­ley, “Righ­ting Rewri­tings,” 180. Der­for er den mil­de, sel­vopof­ren­de men­tor efter Col­leys dom ikke gam­mel, men “a modern cre­a­tion” – ja, et simu­la­krum, “‘an iden­ti­cal copy for which no ori­gi­nal has ever existed’”.33Colley, “Righ­ting Rewri­tings,” 180, efter Fredric Jame­son (1984), 68. Sam­me pas­sa­ge fin­des i Helen Col­ley, Men­tor­ing for Soci­al Inclu­sion: A Cri­ti­cal Appro­ach to Nur­turing Men­tor Rela­tions­hips (Lon­don: Rout­led­ge­Fal­mer, 2003), 41, hvor Col­ley til­fø­jer, at Odys­seus ved hjem­kom­sten til­li­ge lader husets tje­ne­stepi­ger … Continue reading Og kri­tik­ken ram­mer Roberts direk­te: net­op hans brug af den for­klæd­te Athe­ne som model for “psy­cho­lo­gi­cal andro­gy­ny” er for Col­ley et af de omskriv­nings­greb, der skal rettes.34Colley, “Righ­ting Rewri­tings,” 180, om Andy Roberts (1998) og “psy­cho­lo­gi­cal andro­gy­ny”, samt om M. Stan­ding (1999), der ind­ven­der, at Athe­nes mand­li­ge for­klæd­ning frem­stil­ler men­tor­skab som “a con­trol­ling rat­her than nur­turing process.”

De er eni­ge om, at vor tids men­tor er en omskriv­ning, og de stri­des om, hvad omskriv­nin­gen til­fø­je­de: vis­dom­men, var­men, altru­is­men. Men ingen af dem spør­ger, hvad den beholdt. Sva­ret udsprin­ger af, at Féne­lon ikke fjer­ne­de for­klæd­nin­gen, han gjor­de den tvær­ti­mod total. Hos Homer anta­ger Athe­ne Men­tors skik­kel­se ved enkel­te lej­lig­he­der, men hos Féne­lon er Men­tor gudin­den Miner­va hele bogen igen­nem. Den figur, der har givet os ordet, er alt­så fra før­ste færd en, der taler med en auto­ri­tet, som ikke er dens egen. Og ambi­va­len­sen er ind­byg­get i sel­ve ide­a­let: den sam­me Men­tor, der kal­des “en anden far”, er også den, der “regu­le­re­de hele for­lø­bet af Tele­makos’ liv”. Col­ley har ret i, at masken kan skju­le kon­trol. Men hun slut­ter der­af, at den bør rives af, og dét er sprin­get, jeg ikke vil tage med. River man masken af, mister man også det, den gjor­de muligt.35Hans Fink for­mu­le­rer den sam­me dob­belt­hed: “den åbne sag­lig­hed er en måle­stok, som altid pro­ble­ma­ti­se­ren­de flyt­ter sig om bag både den stiv­nen­de fag­lig­hed og den blot auto­ma­ti­ske fag­kri­tik.” Hans Fink, “Fag­lig­hed og sag­lig­hed i filo­so­fi og filo­so­fi­un­der­vis­ning,” Phi­los­op­hia: Tids­skrift for filo­so­fi 9, … Continue reading

To stem­mer i én

Nan­cy Fel­son gør den dob­bel­te årsag til et for­tolk­nings­prin­cip for Odys­se­en. Gud og men­ne­ske kan frem­brin­ge den sam­me hand­ling sam­ti­dig, og beg­ge hol­des ansvar­li­ge for den.36Felson, “Mul­ti-lay­e­red Men­tor­ing in the Odys­sey.” Det er der­for ikke en mario­nets­ce­ne, når Athe­ne i Men­tes’ skik­kel­se væk­ker Tele­makos’ mod og siden ledsa­ger ham som Men­tor. Det er ham, der ind­kal­der for­sam­lin­gen og rej­ser ud. Vi husker det fra sce­nen i Pylos: noget vil han fin­de i sit eget bryst, noget andet vil en gud til­skyn­de. Med andre ord, det, han har mod­ta­get, træk­kes ikke fra det, der er hans eget, og dér reg­ner dig­tet ander­le­des end os. Så spørgs­må­let er måske ikke, hvor­dan fri­hed kan kom­me af påvirk­ning, men hvor­for vi tror, de to ude­luk­ker hinanden?37Det pæda­go­gi­ske para­doks hvi­ler på en anta­gel­se om, at en hand­ling kun kan til­hø­re én ad gan­gen, sådan at den bli­ver min­dre men­te­es egen, jo mere den skyl­des påvirk­ning ude­fra. Som Frand­sen sam­men­fat­ter  det “Fri­hed er at være ale­ne” og note­rer med Levi­nas, at den alle­re­de fin­des hos Sokra­tes, i det­te “at jeg ikke … Continue reading

Men den sam­me struk­tur ser ander­le­des ud i de to san­ge, hvor Men­tors ansigt ven­der til­ba­ge. I slut­kam­pen kom­mer Athe­ne igen som Men­tor. Hun hjæl­per far og søn, men hol­der styr­ken til­ba­ge; hun vil først “ven­te og se hvor stor en styr­ke og kamp­kraft både han selv og hans her­li­ge søn kun­ne læg­ge for dagen”.38Homer, Odys­se­en, 22.205–240. Alli­ge­vel er det hen­de, der afgør sagen: bej­ler­nes kast går for­gæ­ves, og til sidst løf­ter hun ægi­den fra lof­tet, så mod­stan­den bry­der sammen.39Homer, Odys­se­en, 22.255–260; 22.297–309. Bob Gar­vey hæf­ter sig ved, hvad det gør ved Tele­makos. Det viser, at udfal­det er det, Zeus’ orden kræ­ver, og han har ikke selv valgt det.40Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­tet “Anci­ent Histo­ri­cal Background”. I sang 24 træ­der hun frem som Men­tor igen og stand­ser hæv­nen, så der kan slut­tes fred.41Homer, Odys­se­en, 24.499–548. Ét ansigt bin­der alt­så den unges før­ste skridt sam­men med kam­pen og for­so­nin­gen, men i en orden, ingen af de to har fast­lagt. Den dob­bel­te årsag fri­ken­der der­for ikke masken. Den kan lige så godt bære en andens dags­or­den som men­te­es egen.

Her for­la­der jeg filo­lo­gi­en. Fra nu af bru­ger jeg den dob­bel­te årsag som bil­le­de på vej­led­ning, og dig­tet hæf­ter ikke for det. Så skyl­der jeg at gøre rede for, hvad ordet maske dæk­ker i det fore­gå­en­de, for det dæk­ker for­skel­li­ge ting: Athe­nes for­klæd­ning er skjult for Tele­makos. Tea­ter­ma­sken ses af publi­kum. Og den rol­le, en men­tor træ­der ind i, når men­to­ren taler på et fags veg­ne, er kendt af beg­ge par­ter. De tre lig­ner ikke hin­an­den nok til, at jeg uden vide­re kan lade dem gli­de sam­men. Alli­ge­vel gør de det sam­me ét bestemt sted. Nogen låner ansigt og stem­me til noget, hun ikke selv ejer, hvad enten det er hånd­vær­ket, pro­fes­sio­nen, tra­di­tio­nen eller sagen. Det er kun dét, prø­ven hvi­ler på. Om den unge ved, at der er tale om et lån, ændrer ikke ved, om vej­led­nin­gen gør ham mere myn­dig. Det afhæn­ger af, hvad lånet lader kom­me igen­nem, og dér lig­ger den åbning mod noget tred­je, som gør rela­tio­nen sår­bar, sådan som kri­ti­ker­ne hævder.42Emmanuel Levi­nas kal­der et beslæg­tet for­hold “den exte­ri­o­ri­tet, der ful­den­der fri­he­den i ste­det for at kræn­ke den: Lære­rens exte­ri­o­ri­tet.” Emma­nu­el Levi­nas, Tota­li­tet og uen­de­lig­hed: Et essay om exte­ri­o­ri­te­ten, overs. Man­ni Cro­ne (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 1996), 93–94.

Masken er ikke en løgn

En maske kan selv­føl­ge­lig bed­ra­ge. Men det er ikke dét, den gør på en sce­ne. Dér er masken sel­ve den skik­kel­se, publi­kum ser og hører, og i stu­di­et af den græ­ske tea­ter­ma­ske beskri­ves den som noget, der for­an­drer bære­rens stem­me, bevæ­gel­se og iden­ti­tet, og som kun får mening i fremførelsen.43David Wiles, Mask and Per­for­man­ce in Gre­ek Tra­ge­dy: From Anci­ent Festi­val to Modern Expe­ri­men­ta­tion (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2007), 1–5. Ingen føler sig nar­ret, når sku­e­spil­le­ren taler som kon­ge, bud­brin­ger eller gud, for det, masken gør, er at lade en stem­me og et anlig­gen­de kom­me til orde, som det pri­va­te ansigt ikke kun­ne bære ale­ne. Over­ført på men­to­ren bety­der det, at rol­len rum­mer mere end per­so­nen. Den giver men­tee noget at ret­te sig efter, som ikke svin­ger med men­to­rens dags­form. Men en ung, der har brug for en vok­sen, sid­der ikke i en tea­ter­sal.

Her­i­mod kun­ne man ind­ven­de, og forsk­nin­gen gør det, at unge efter­spør­ger noget andet. Nan­cy Deut­sch og Renée Spen­cer skri­ver, at støt­te får betyd­ning, når den unge ople­ver den voks­ne som ægte, ikke som en, der sæt­ter en faca­de op eller spil­ler en rolle,44Nancy L. Deut­sch og Renée Spen­cer, “Cap­turing the Magic: Asses­sing the Qua­li­ty of Youth Men­tor­ing Rela­tions­hips,” New Directions for Youth Deve­l­op­ment, nr. 121 (2009): 47–70, her 53. og bety­der maske blot for­stil­lel­se, så fal­der mit bil­le­de sam­men. Men for­stil­lel­se og rol­le vir­ker på hver sin måde. Den, der for­stil­ler sig, er afhæn­gig af ikke at bli­ve gen­nem­sku­et, mens en rol­le kan bæres åbent, som dom­me­rens kap­pe, der gør syn­ligt, i hvil­ken egen­skab hun taler. Det, unge væg­rer sig ved, er den voks­ne, der spil­ler uden at ved­ken­de sig det. Spen­cer frem­hæ­ver andet­steds auten­ti­ci­tet, empa­ti, sam­ar­bej­de og fæl­les glæ­de som bæren­de pro­ces­ser i læn­ge­re­va­ren­de rela­tio­ner, hvor auten­ti­ci­tet bety­der respon­sivt nær­vær sna­re­re end græn­se­løs selvudlevering.45Renée Spen­cer, “Under­stan­ding the Men­tor­ing Pro­cess betwe­en Ado­les­cents and Adults,” Youth & Socie­ty 37, nr. 3 (2006): 287–315, sær­ligt 289 og 296. Ægt­he­den lig­ger alt­så i, om den unge bli­ver sva­ret, og en men­tor, der sam­ti­dig skal gøre sin egen per­son gæl­den­de, har min­dre opmærk­som­hed til­overs til net­op det. Der­for kan rela­tio­nen være gen­si­dig og asym­me­trisk på én gang, for respon­si­vi­te­ten går beg­ge veje, mens den erfar­ne råder over mere magt, viden og adgang.46W. Brad John­son, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors: Toward a Men­tor­ing Code of Eth­ics,” i The SAGE Hand­book of Men­tor­ing, red. David Clut­ter­buck m.fl. (Lon­don: SAGE, 2017), indledningen.

Det bety­der selv­føl­ge­lig ikke, at men­to­ren skal være sel­vud­s­let­ten­de ved at hol­de sig selv ude. Hun kan for­tæl­le om egne erfa­ring­er, vise tvivl og lade sin per­son­lig­hed mær­kes, og forsk­nin­gen viser, at det har posi­ti­ve effek­ter, når det gøres takt­fuldt og i rela­tion til den anden. Pro­ble­met opstår, når den frem­mer afhæn­gig­hed, over­skri­der rela­tio­nens græn­se eller tje­ner men­to­rens egne behov frem for mentees.47Johnson, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors,” afsnit­tet “Self-disclosure”. Sagt ander­le­des, må men­tor fyl­de i rela­tio­nen, så læn­ge hen­des egen per­son ikke bli­ver måle­stok­ken for for­hol­det.

Det tred­je

Men hvad er da det, som taler gen­nem masken? Sagen, kun­ne man sige. Hans Fink kal­der i et inter­view sagen for fagets “ind­holds­mæs­si­ge ker­ne og soci­a­le eksi­stens­be­ret­ti­gel­se”, men adva­rer i sam­me ånde­drag mod sag­blind­hed: Også fag­per­so­nen må under­sø­ge gen­stan­den uaf­hæn­gigt af den for­stå­el­se, faget har givet hen­de. Fink for­kla­rer at sagen jo har et “ele­ment af ube­stemt­hed”, og der­for ved vi end­nu ikke helt, hvad den er, men vi ved, at det er den vi er på jagt efter.48Fink, “Fag­lig­hed og sag­lig­hed,” 64–65; cita­ter­ne her fra Claus Holm, “Fag­lig­hed i sag­lig­he­dens tje­ne­ste,” inter­view med Hans Fink, Aste­risk, nr. 4 (2002): 14–16. Ordet sag er for­bun­det med at søge og læn­ge­re til­ba­ge med et ord for sporhunde.

Det sæt­ter men­to­rens auto­ri­tet i et bestemt lys. Hun er læn­ge­re frem­me ad spo­ret og råder over adgang, han end­nu ikke har, og for­di han er afhæn­gig af hen­de, hvi­ler der et sær­ligt ansvar på hen­de for ikke at bru­ge for­sprin­get til sit eget.49Johnson, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors,” afsnit­tet “Men­tors­hips are fiduci­ary relationships”. For­sprin­get er så ikke en posi­tion, man kan bli­ve i. Det består af tid og adgang, og med åre­ne ind­hen­ter men­tee beg­ge dele, ind­til den dag, hvor han får øje på noget i sagen, som hun har over­set, og hun må give ham ret. Kom­mer den dag ikke, er vej­led­nin­gen ble­vet gene­risk. Men sker det, får vej­led­nin­gen sin ende, som da Athe­ne fløj bort som en havørn, mens Tele­makos rej­ste videre.50Skellet mel­lem lånt og ejet auto­ri­tet har en pen­dant i men­tor­forsk­nin­gen. Micha­el J. Kar­cher og Micha­el J. Nak­ku­la beskri­ver rela­tio­ner gen­nem fokus, for­mål og aut­hors­hip, alt­så hvem der er med til at skri­ve rela­tio­nens ret­ning; se “Youth Men­tor­ing with a Balan­ced Focus, Sha­red Pur­po­se, and Col­la­bo­ra­ti­ve … Continue reading

Det tred­je kan der­for ikke være et resul­tat, som men­tor eller insti­tu­tion alle­re­de har fast­lagt. Det er et fæl­les anlig­gen­de, som ingen af par­ter­ne ejer ale­ne, men som sæt­ter en hand­ling i gang. Men­to­ren intro­du­ce­rer men­tee til noget, der peger udover dem beg­ge, men rela­tio­nen må sam­ti­dig give men­tee sta­dig stør­re med­for­fat­ter­skab til, hvor­dan sagen for­stås og leves, sådan så auto­ri­te­ten beva­res, men dens betyd­ning hol­des åben.

At for­ø­ge eller fan­ge

Nu kan prø­ven for­mu­le­res præ­cist. Den gode maske myn­dig­gørden, der vej­le­des, mens den fan­gen­de maske gør det mod­sat­te. Den indsnæv­rer hans hand­le­rum, gør en frem­med dags­or­den til hans mål og behol­der sagen som løf­te­stang. Spørgs­må­let er ikke, om rela­tio­nen er per­son­lig eller pro­fes­sio­nel, men om dens asym­me­tri arbej­der mod stør­re myn­dig­hed eller stør­re lydig­hed.

Her lig­ger en anden fare. Når men­to­ren opfor­dres til at træ­de til­ba­ge fra sit pri­va­te selv, kan sel­vud­s­let­tel­sen bli­ve gjort til ide­al, og Col­ley viser, hvor­dan moder­ne men­to­ri­de­a­ler kan kræ­ve en femi­ni­se­ret, sel­vopof­ren­de omsorg.51Colley, “A ‘Rough Gui­de’ to the History of Men­tor­ing,” 269. Fri­vil­li­ge men­to­rer står i for­vej­en med kor­te pro­jekt­for­løb, skif­ten­de per­so­na­le og util­stræk­ke­lig støtte.52Jenni Mölkä­nen og Päi­vi Hon­ka­tukia, “Ambi­guous, Affecti­ve, and Arduous: Volun­te­ers’ Invi­sib­le Work with Young Adults,” Jour­nal of Youth Deve­l­op­ment 17, nr. 4 (2022): 64–83, her 64–65. https://doi.org/10.5195/jyd.2022.1198. Der­for er selv­de­cen­tre­ring et bed­re ord end sel­vud­s­let­tel­se, for men­to­ren skal afstå fra at gøre sit selv til mål, ikke fra at have græn­ser, behov eller døm­me­kraft. Net­op heri lig­ger for­skel­len: at begræn­se sin egen magt er noget, man kan væl­ge, mens græn­se­løs­hed er noget, der kan pålæg­ges. Det før­ste åbner plads for men­tee. Det andet gør men­to­ren til en bil­lig behol­der for pro­ble­mer, insti­tu­tio­nen ikke selv vil bære.

Bob Gar­vey peger på det sam­me, når men­tor­re­la­tio­nens sprog om omsorg og udvik­ling over­ta­ges af en tred­je­part, der sam­ti­dig fast­læg­ger dens dagsorden.53Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­tet “Conclusion”. Vi kan til­fø­je, at en rol­le også kræ­ver eti­ske græn­ser: Ukla­re og over­lap­pen­de rol­ler øger risi­ko­en for, at men­tee udnyt­tes, selv når det ikke er men­to­rens hensigt.54Johnson, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors,” afsnit­tet “mul­tip­le relationships”. Masken er da ikke læn­ge­re et gen­nem­løb for sagen, men et skjold for sty­rin­gen. Det er jo Féne­lons Men­tor igen, ham der “regu­le­re­de hele for­lø­bet af Tele­makos’ liv”. Og han gjor­de det i et godt ærin­de, hvil­ket viser, at dags­or­de­nen kan have gode inten­tio­ner bag sig, og alli­ge­vel lig­ge fast på for­hånd.

Insti­tu­tio­nens para­doks

Uan­set kon­tek­sten må en moder­ne men­tor­ord­ning rek­rut­te­re, mat­che, uddan­ne, føl­ge op og under­sø­ge, om den gør gavn.55En meta­a­na­ly­se af 70 stu­di­er og 25.286 unge fin­der en gen­nem­snit­lig effekt på Hed­ges’ g = 0,21, et stan­dar­di­se­ret effek­t­mål, hvor 0,2 kon­ven­tio­nelt reg­nes for en lil­le effekt; “youth-ini­ti­a­ted men­tor­ing” lig­ger i en anden meta­a­na­ly­se på g = 0,30. Resul­ta­ter­ne er posi­ti­ve, men ikke over­væl­den­de som … Continue reading Det er jo ikke struk­tu­ren som sådan, der tings­lig­gør rela­tio­nen. Kar­cher og hans kol­le­ger viser net­op, at kon­tekst, mål, ind­hold, infra­struk­tur og varig­hed er med til at afgø­re, hvil­ken rela­tion et pro­gram over­ho­ve­det muliggør,56Michael J. Kar­cher, Gabri­el P. Kuper­minc, Sha­ron G. Portwood, Cynt­hia L. Sipe og Andrea S. Tay­l­or, “Men­tor­ing Pro­grams: A Fra­mework to Inform Pro­gram Deve­l­op­ment, Research, and Eva­lu­a­tion,” Jour­nal of Com­mu­ni­ty Psy­cho­lo­gy 34, nr. 6 (2006): 709–725, sær­ligt 713–719. og rela­tio­nens struk­tur og dens kva­li­tet er hel­ler ikke simp­le mod­sæt­nin­ger: Mål, akti­vi­te­ter, for­tro­lig­hed og deling kan ind­gå i for­skel­li­ge kom­bi­na­tio­ner og ople­ves for­skel­ligt af de to parter.57Michael J. Nak­ku­la og John T. Har­ris, “Bey­ond the Dicho­to­my of Work and Fun: Mea­suring the Thor­ough Inter­re­la­ted­ness of Struc­tu­re and Qua­li­ty in Youth Men­tor­ing Rela­tions­hips,” New Directions for Youth Deve­l­op­ment, nr. 126 (2010): 71–87, sær­ligt 75–85. Et pro­gram leve­rer alt­så ikke bare vil­kå­re­ne for en rela­tion, der ellers vil­le være den sam­me, men er med til at bestem­me, hvil­ke rela­tio­ner der kan opstå; og der­med også, hvil­ke der ikke kan.

Men hvor meget råde­rum kan en ord­ning give plads til? Eber­hard Rait­hel­hu­bers stu­die af men­tor­ing for uledsa­ge­de unge flygt­nin­ge viser, hvor­dan det orga­ni­sa­tions­te­o­ri­en defi­ne­rer som “løs kob­ling” kan for­bin­de struk­tur og ube­stemt­hed. Poin­ten hér er, at træ­ning og mat­ching ska­ber en ram­me, men efter­la­der et prak­tisk råde­rum, hvor men­tor og men­tee kan hand­le med egen dømmekraft.58Eberhard Rait­hel­hu­ber, “Rear­ran­ging Dif­fe­ren­ti­al Inclu­sion through Civic Soli­da­ri­ty: Loo­se Coup­ling in Men­tors­hip for ‘Unac­com­pa­nied Minors’,” Soci­al Inclu­sion 7, nr. 2 (2019): 159–160. https://doi.org/10.17645/si.v7i2.1969. I “youth-ini­ti­a­ted men­tor­ing” (YIM) for­sø­ges der at ska­be plads alle­re­de fra start ved, at den unge selv udpe­ger sin men­tor, mens pro­gram­met leve­rer scre­e­ning, træ­ning og opfølg­ning. Rela­tio­ner­ne hol­der ofte­re, når den unge selv har valgt,59Sarah E. O. Schwartz, Jean E. Rho­des, Renée Spen­cer og Jean B. Gros­sman, “Youth Ini­ti­a­ted Men­tor­ing: Inve­sti­gat­ing a New Appro­ach to Wor­king with Vul­ne­rab­le Ado­les­cents,” Ame­ri­can Jour­nal of Com­mu­ni­ty Psy­cho­lo­gy 52, nr. 1–2 (2013): 155–169, sær­ligt 157. og en meta­a­na­ly­se af hybrid­mo­del­len fin­der posi­ti­ve, om end mode­ra­te, resultater.60van Dam m.fl., “Youth Ini­ti­a­ted Men­tor­ing,” 219 og 225. Insti­tu­tio­nen kan alt­så rej­se et stil­lads for auto­no­mi­en i ste­det for blot at under­tryk­ke den.

Pro­ble­met opstår, når stil­lad­set bli­ver en stø­be­form, hvor målin­gen ikke blot under­sø­ger rela­tio­nen, men ind­læg­ger en deter­mi­nis­me om hvad der på for­hånd må tæl­le som dens suc­ces. Stol­ler beskri­ver, hvor­dan kri­ti­ske men­tor­pro­gram­mer møder mod­stand, for­di de ikke let lader sig kvan­ti­fi­ce­re eller ord­ne under præ­de­fi­ne­re­de læringsmål.61Stoller, “Tra­di­tio­nal and Cri­ti­cal Men­tor­ing,” 60. En log­bog eller et mål er ikke i sig selv under­tryk­ken­de. Men hvis beskæf­ti­gel­se, gen­nem­før­sel eller til­pas­ning alle­re­de er defi­ne­ret som den unges bed­ste, før han har fået en stem­me, er det tred­je ikke læn­ge­re en fæl­les sag.

Pro­fes­sio­na­li­se­rin­gens virk­nin­ger er der­for hel­ler ikke enty­di­ge. Kirstie McAl­lum viser, hvor­dan stan­dar­der kan støt­te døm­me­kraf­ten i én situ­a­tion og fortræn­ge rela­tio­nens men­ne­ske­li­ge ele­ment i en anden.62Kirstie McAl­lum, “Volun­te­ers as Boun­dary Wor­kers: Nego­ti­at­ing Ten­sions betwe­en Volun­te­e­rism and Pro­fes­sio­na­lism in Non­pro­fit Orga­niza­tions,” Mana­ge­ment Com­mu­ni­ca­tion Quar­ter­ly 32, nr. 4 (2018): 534–564, her 556–559. https://doi.org/10.1177/0893318918792094. Rait­hel­hu­ber har andet­steds inter­viewet de unge selv, og hos dem opstår støt­te­funk­tio­ner­ne dyna­misk, mens rela­tio­nen for­hand­les, uden at lade sig opgø­re i input og output.63Eberhard Rait­hel­hu­ber, “‘If We Want, They Help Us in Any Way’: How ‘Unac­com­pa­nied Refu­gee Minors’ Expe­ri­en­ce Men­tor­ing Rela­tions­hips,” Euro­pe­an Jour­nal of Soci­al Work 24, nr. 2 (2021): 251–266, her 257 og 263. https://doi.org/10.1080/13691457.2019.1606787. Det afgø­ren­de er der­for ikke, om insti­tu­tio­nen er til ste­de, men om dens ram­mer beskyt­ter den kon­kre­te døm­me­kraft og men­te­es mulig­hed for at sva­re igen; og det lader sig ikke udle­de af pro­gram­mets for­mel­le mål. Heri lig­ger insti­tu­tio­nens para­doks. Den har brug for men­to­rens per­son­li­ge nær­vær og loka­le døm­me­kraft, men må sam­ti­dig kun­ne for­kla­re, for­de­le og eva­lu­e­re sin ind­sats. Gen­nem­sig­tig­hed er legi­tim, når den gør mag­ten ansvar­lig. Den bli­ver fan­gen­de, når den kræ­ver, at rela­tio­nens mål og betyd­ning skal være kendt, før rela­tio­nen er begyndt. En god insti­tu­tion for­sø­ger ikke at rive masken af. Den spør­ger, om masken lader noget pas­se­re, og hvad det­te så er.

Det, der taler igen­nem os

Min påstand har hele vej­en været nor­ma­tiv. Prø­ven er enkel at stil­le og svær at bestå: den spør­ger ikke, om men­to­ren er ægte, men om det, hun låner sit ansigt til, gør den unge mere myn­dig eller mere lydig; og om hun kan give slip, når han ikke læn­ge­re har brug for hen­de. Jeg har ikke hæv­det, at maske­ret vej­led­ning vir­ker bed­re; kun at det er dét, der skal bedøm­mes. Det er der­for Nolans lil­le ændring, som Wil­son kri­ti­se­rer, er stør­re end den ser ud. En hjælp­som mand med skæg er mere gen­nem­sig­tig end en gudin­de i for­klæd­ning – han vil min­dre, som ikke nød­ven­dig­vis er dår­ligt. Men har han noget at ræk­ke vide­re til Tele­makos? Har han en grund til at fly­ve bort og afslut­te? Odys­se­en viser, at vej­led­ning ræk­ker ud over det dya­di­ske for­hold mel­lem to per­so­ner og ind i noget tred­je, gen­nem en sag, med et ube­stemt udfald. Opga­ven er at være omhyg­ge­lig med, hvad vi lader tale gen­nem os. Den, der for­står det­te, hol­der op med kun at spør­ge, om men­to­ren er sig selv, og begyn­der at spør­ge, hvad hun tje­ner.

1. Som Emily Wil­son selv påpe­ger at “Nolan i det mind­ste har læst den før­ste linje i min over­sæt­tel­se (…) I et inter­view cite­re­de han end­da min åbning: ‘For­tæl mig om en kom­pli­ce­ret mand.’ ”. Emily Wil­son. “Nolans ‘Odys­se­en’ er et fyr­vær­ke­ri. Med omtrent sam­me niveau af nar­ra­tiv og følel­ses­mæs­sig dyb­de.” Infor­ma­tion, 12. august 2026, over­sat af Niels Ivar Lar­sen, oprin­de­ligt bragt som “An Uncom­pli­ca­ted Man” i Lon­don Review of Books 48, nr. 14, 30. juli 2026.
2. The Odys­sey, instru­e­ret af Chri­stop­her Nolan (Uni­ver­sal Pic­tu­res, 2026).
3. Stamatia Dova, “‘Kind Like a Fat­her’: On Men­tors and Kings in the Odys­sey,” Cen­ter for Hel­le­nic Stu­di­es, til­gå­et 11. august 2026, https://chs.harvard.edu/stamatia-dova-kind-like-a-father-on-mentors-and-kings-in-the-odyssey/.
4. Bob Gar­vey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing: The Cri­ti­cal Nar­ra­ti­ve Ana­ly­sis,” i The SAGE Hand­book of Men­tor­ing, red. David A. Clut­ter­buck, Fran­ces K. Kochan, Lau­ra Luns­ford, Nora Dom­ingu­ez og Julie Had­do­ck-Mil­lar (Lon­don: SAGE, 2017), 15–33, afsnit­tet “Intro­duction”: men­tor­skab er iføl­ge en ræk­ke for­fat­te­re “as ‘old as the hills’ … pro­bably becau­se Men­tor is a cha­ra­cter in the Anci­ent Gre­ek poem, Homer’s The Odys­sey.”
5. Odysseus betror Men­tor sit hus ved afrej­sen (Odys­se­en, 2.225–227); Athe­ne optræ­der først som tap­hier­høv­din­gen Men­tes (1.105) og anta­ger siden Men­tors skik­kel­se (2.268). Af nit­ten omta­ler af nav­net gæl­der kun seks den døde­li­ge Men­tor, og han taler i egen per­son ale­ne i for­sam­lings­sce­nen (2.224–256); jf. Dova, “‘Kind Like a Fat­her’,” under “To a True Mentor”.
6. Nancy Fel­son, “Mul­ti-lay­e­red Men­tor­ing in the Odys­sey,” Classics@ 25 (2023), https://nrs.harvard.edu/URN‑3:HLNC.ESSAY:103900172; jf. Odys­se­en 17.483–487 om guder, der fær­des i frem­me­des skik­kel­se og prø­ver men­ne­skers over­mod og lovly­dig­hed. I fil­men omta­les xenia som “Zeus’ law”.
7. Eberhard Rait­hel­hu­ber, “Men­tor­ing for Soci­al Inclu­sion: A Call for Soci­al Work to Enga­ge with an Emer­ging Model of Soci­al Inter­ven­tion,” Euro­pe­an Jour­nal of Soci­al Work 27, nr. 5 (2024): 965–976; Justin M. Pre­ston, Òscar Pri­e­to-Flo­res og Jean E. Rho­des, “Men­tor­ing in Con­te­xt: A Com­pa­ra­ti­ve Stu­dy of Youth Men­tor­ing Pro­grams in the Uni­ted Sta­tes and Con­ti­nen­tal Euro­pe,” Youth & Socie­ty 51, nr. 7 (2019): 900–914.
8. Dana L. Hag­gard m.fl., “Who Is a Men­tor? A Review of Evol­ving Defi­ni­tions and Impli­ca­tions for Research,” Jour­nal of Mana­ge­ment 37, nr. 1 (2011): 280–304, https://doi.org/10.1177/0149206310386227; Carol A. Mul­len og Cin­dy C. Kli­mai­tis, “Defi­ning Men­tor­ing: A Lite­ra­tu­re Review of Issu­es, Types, and Appli­ca­tions,” Annals of the New York Aca­de­my of Sci­en­ces 1483, nr. 1 (2021): 19–35, https://doi.org/10.1111/nyas.14176.
9. Andy Roberts, “Homer’s Men­tor: Duties Ful­fil­led or Miscon­stru­ed?” for­fat­ter­god­kendt genop­tryk (1999), 1–8.
10. Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­te­ne “Intro­duction” og “Anci­ent Histo­ri­cal Back­gro­und”: man­ge for­fat­te­re “have drawn on ele­ments in the poem uncri­ti­cal­ly”, og “uncri­ti­cal inter­pre­ta­tions can only offer a fal­se phil­o­soph­i­cal foun­da­tion.” Jf. Helen Col­ley, “Righ­ting Rewri­tings of the Myth of Men­tor: A Cri­ti­cal Per­specti­ve on Care­er Gui­dan­ce Men­tor­ing,” Bri­tish Jour­nal of Gui­dan­ce & Coun­sel­ling 29, nr. 2 (2001): 177–197, sær­ligt 179–184.
11. Leonard Nel­sons spids­for­mu­le­ring, cite­ret efter Hen­rik Vase Frand­sen, “Det pæda­go­gi­ske para­doks – mel­lem Del­fi og Sinai,” Stu­di­er i Pæda­go­gisk Filo­so­fi 8, nr. 2 (2019): 44–57, her 45. Frand­sen beto­ner, at para­dok­set er en moder­ne pro­blem­stil­ling, som for­ud­sæt­ter et fri­heds­be­greb udvik­let fra Rous­seau over Kant og Fich­te til Her­bart; se “Det pæda­go­gi­ske para­doks,” 46. Jeg hæv­der der­for ikke, at Homer for­mu­le­rer det. Jeg har andet­steds sam­men med Jacob Dahl Rendt­or­ff behand­let men­tor­ska­bet eksi­sten­ti­elt-fæno­meno­lo­gisk med vægt på auten­ti­ci­tet og nær­vær; nær­væ­ren­de arti­kel spør­ger, hvad auten­ti­ci­tets­kra­vet over­ser. Se Ale­xan­der Brug­gis­ser og Jacob Dahl Rendt­or­ff, “Toward a Phi­los­op­hy of Soci­al Work: Exi­sten­ce and Eth­ics in Soci­al and Exi­sten­ti­al Men­tors­hips,” Danish Year­book of Phi­los­op­hy (2025): 1–23. https://doi.org/10.1163/24689300-bja10081.
12. Homer, Odys­se­en, overs. Otto Ste­en Due (Køben­havn: Gyl­den­dal, 2002), 1.88–95. Alle direk­te cita­ter fra Odys­se­en føl­ger Dues over­sæt­tel­se. Hen­vis­nin­ger­ne angi­ver sang og ver­s­linjer efter den græ­ske tekst; Dues ver­sind­de­ling føl­ger ori­gi­na­len tæt, men kan afvi­ge med en linje eller to. Når en sekun­dær­kil­de cite­rer Homer i en anden over­sæt­tel­se, angi­ves det særskilt.
13. Homer, Odys­se­en, 1.96–105; 1.178–188.
14. Homer, Odys­se­en, 1.269–305.
15. Homer, Odys­se­en, 1.319–324.
16. Homer, Odys­se­en, 2.224–228.
17. Homer, Odys­se­en, 2.224–240.
18. Homer, Odys­se­en, 2.267–295; 2.382–421.
19. Homer, Odys­se­en, 4.648–656.
20. Homer, Odys­se­en, 3.21–28.
21. Homer, Odys­se­en, 3.75–79.
22. Homer, Odys­se­en, 3.371–384; 4.1–22.
23. Homer, Odys­se­en, 15.1–43.
24. Mentors ansigt for­svin­der dog ikke af den grund. Det ven­der til­ba­ge i sang 22 og 24, under omstæn­dig­he­der, der stil­ler hele figu­ren i et andet lys.
25. Roberts, “Homer’s Men­tor,” 2 og 4, egen over­sæt­tel­se. Cita­ter­ne fra Odys­se­en føl­ger E. V. Rieus over­sæt­tel­se (1946), som Roberts anvender.
26. François Féne­lon, Tele­ma­chus, Son of Ulys­ses, red. og overs. Patri­ck Riley (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 1994), 54, 136 og 215, cite­ret hos Roberts, “Homer’s Men­tor,” 6.
27. Roberts, “Homer’s Men­tor,” 6–7: “The true Men­tor was cre­a­ted by Fene­lon, not Homer, and exists in Les Adven­tu­res de Tele­maque, not in The Odys­sey.” Om date­rin­gen, se Roberts, “Homer’s Men­tor,” 6–7, med hen­vis­ning til E. M. Ander­son og A. L. Shan­non (1995), 26, Oxford Eng­lish Dictio­nary, s.v. “men­tor,” og P.P. Clar­ke (1984), 202.
28. Roberts, “Homer’s Men­tor,” 5.
29. Fénelon til pater Le Tel­li­er (1710), Oeu­v­res de Féne­lon (1835), 653–654, cite­ret hos Gar­vey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­tet “The Féne­lon Narrative”.
30. Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” under afsnit­tet “The Féne­lon Nar­ra­ti­ve”. Ven­din­gen “uden motiv” er mit refe­rat af Gar­veys frem­stil­ling, ikke et ordret citat.
31. Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” under afsnit­tet “The Féne­lon Narrative”.
32. Helen Col­ley, “Righ­ting Rewri­tings,” 180.
33. Colley, “Righ­ting Rewri­tings,” 180, efter Fredric Jame­son (1984), 68. Sam­me pas­sa­ge fin­des i Helen Col­ley, Men­tor­ing for Soci­al Inclu­sion: A Cri­ti­cal Appro­ach to Nur­turing Men­tor Rela­tions­hips (Lon­don: Rout­led­ge­Fal­mer, 2003), 41, hvor Col­ley til­fø­jer, at Odys­seus ved hjem­kom­sten til­li­ge lader husets tje­ne­stepi­ger tor­tu­re­re og henrette.
34. Colley, “Righ­ting Rewri­tings,” 180, om Andy Roberts (1998) og “psy­cho­lo­gi­cal andro­gy­ny”, samt om M. Stan­ding (1999), der ind­ven­der, at Athe­nes mand­li­ge for­klæd­ning frem­stil­ler men­tor­skab som “a con­trol­ling rat­her than nur­turing process.”
35. Hans Fink for­mu­le­rer den sam­me dob­belt­hed: “den åbne sag­lig­hed er en måle­stok, som altid pro­ble­ma­ti­se­ren­de flyt­ter sig om bag både den stiv­nen­de fag­lig­hed og den blot auto­ma­ti­ske fag­kri­tik.” Hans Fink, “Fag­lig­hed og sag­lig­hed i filo­so­fi og filo­so­fi­un­der­vis­ning,” Phi­los­op­hia: Tids­skrift for filo­so­fi 9, nr. 3/4 (1982): 59–67, her 64–65.
36. Felson, “Mul­ti-lay­e­red Men­tor­ing in the Odys­sey.”
37. Det pæda­go­gi­ske para­doks hvi­ler på en anta­gel­se om, at en hand­ling kun kan til­hø­re én ad gan­gen, sådan at den bli­ver min­dre men­te­es egen, jo mere den skyl­des påvirk­ning ude­fra. Som Frand­sen sam­men­fat­ter  det “Fri­hed er at være ale­ne” og note­rer med Levi­nas, at den alle­re­de fin­des hos Sokra­tes, i det­te “at jeg ikke mod­ta­ger noget fra den anden, som jeg ikke alle­re­de har i mig”. Men net­op den ene­ret ophæ­ves af den dob­bel­te årsag, for hos Homer kan én og sam­me hand­ling være fuldt ud gudens og fuldt ud men­ne­skets, uden at den ene part mister noget til den anden, og beg­ge hæf­ter for den. Det er også grun­den til, at prø­ven i den­ne arti­kel ikke spør­ger, om men­to­ren er ægte, men hvad masken lader pas­se­re. Se Frand­sen, “Det pæda­go­gi­ske para­doks,” 54–55.
38. Homer, Odys­se­en, 22.205–240.
39. Homer, Odys­se­en, 22.255–260; 22.297–309.
40. Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­tet “Anci­ent Histo­ri­cal Background”.
41. Homer, Odys­se­en, 24.499–548.
42. Emmanuel Levi­nas kal­der et beslæg­tet for­hold “den exte­ri­o­ri­tet, der ful­den­der fri­he­den i ste­det for at kræn­ke den: Lære­rens exte­ri­o­ri­tet.” Emma­nu­el Levi­nas, Tota­li­tet og uen­de­lig­hed: Et essay om exte­ri­o­ri­te­ten, overs. Man­ni Cro­ne (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 1996), 93–94.
43. David Wiles, Mask and Per­for­man­ce in Gre­ek Tra­ge­dy: From Anci­ent Festi­val to Modern Expe­ri­men­ta­tion (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2007), 1–5.
44. Nancy L. Deut­sch og Renée Spen­cer, “Cap­turing the Magic: Asses­sing the Qua­li­ty of Youth Men­tor­ing Rela­tions­hips,” New Directions for Youth Deve­l­op­ment, nr. 121 (2009): 47–70, her 53.
45. Renée Spen­cer, “Under­stan­ding the Men­tor­ing Pro­cess betwe­en Ado­les­cents and Adults,” Youth & Socie­ty 37, nr. 3 (2006): 287–315, sær­ligt 289 og 296.
46. W. Brad John­son, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors: Toward a Men­tor­ing Code of Eth­ics,” i The SAGE Hand­book of Men­tor­ing, red. David Clut­ter­buck m.fl. (Lon­don: SAGE, 2017), indledningen.
47. Johnson, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors,” afsnit­tet “Self-disclosure”.
48. Fink, “Fag­lig­hed og sag­lig­hed,” 64–65; cita­ter­ne her fra Claus Holm, “Fag­lig­hed i sag­lig­he­dens tje­ne­ste,” inter­view med Hans Fink, Aste­risk, nr. 4 (2002): 14–16. Ordet sag er for­bun­det med at søge og læn­ge­re til­ba­ge med et ord for sporhunde.
49. Johnson, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors,” afsnit­tet “Men­tors­hips are fiduci­ary relationships”.
50. Skellet mel­lem lånt og ejet auto­ri­tet har en pen­dant i men­tor­forsk­nin­gen. Micha­el J. Kar­cher og Micha­el J. Nak­ku­la beskri­ver rela­tio­ner gen­nem fokus, for­mål og aut­hors­hip, alt­så hvem der er med til at skri­ve rela­tio­nens ret­ning; se “Youth Men­tor­ing with a Balan­ced Focus, Sha­red Pur­po­se, and Col­la­bo­ra­ti­ve Inte­r­a­ctions,” New Directions for Youth Deve­l­op­ment, nr. 126 (2010): 13–32. Aaron Stol­ler skær­per det poli­tisk: tra­di­tio­nel men­tor­ing kan bli­ve assi­mi­la­tion til en insti­tu­tion, der frem­stil­ler sine egne nor­mer som neut­ra­le, mens kri­tisk men­tor­ing må bedøm­mes efter den stu­de­ren­des selvar­ti­ku­le­re­de mål og vok­sen­de evne til at for­hol­de sig til insti­tu­tio­nen; se “Tra­di­tio­nal and Cri­ti­cal Men­tor­ing,” Radi­cal Tea­cher 119 (2021): 52–60, her 55. Jf. John­son, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors,” afsnit­tet “Ethi­cal prin­cip­les for mentors”.
51. Colley, “A ‘Rough Gui­de’ to the History of Men­tor­ing,” 269.
52. Jenni Mölkä­nen og Päi­vi Hon­ka­tukia, “Ambi­guous, Affecti­ve, and Arduous: Volun­te­ers’ Invi­sib­le Work with Young Adults,” Jour­nal of Youth Deve­l­op­ment 17, nr. 4 (2022): 64–83, her 64–65. https://doi.org/10.5195/jyd.2022.1198.
53. Garvey, “Phil­o­soph­i­cal Ori­gins of Men­tor­ing,” afsnit­tet “Conclusion”.
54. Johnson, “Ethi­cal Con­si­de­ra­tions for Men­tors,” afsnit­tet “mul­tip­le relationships”.
55. En meta­a­na­ly­se af 70 stu­di­er og 25.286 unge fin­der en gen­nem­snit­lig effekt på Hed­ges’ g = 0,21, et stan­dar­di­se­ret effek­t­mål, hvor 0,2 kon­ven­tio­nelt reg­nes for en lil­le effekt; “youth-ini­ti­a­ted men­tor­ing” lig­ger i en anden meta­a­na­ly­se på g = 0,30. Resul­ta­ter­ne er posi­ti­ve, men ikke over­væl­den­de som uni­ver­sal­løs­ning på soci­a­le pro­ble­ma­tik­ker, og selv stær­ke rela­tio­ner ophæ­ver ikke de struk­tu­rel­le kræf­ter, som for­mer de unges liv. Se Eliza­beth B. Raposa m.fl., “The Effects of Youth Men­tor­ing Pro­grams: A Meta-ana­ly­sis of Outco­me Stu­di­es,” Jour­nal of Youth and Ado­les­cen­ce 48, nr. 3 (2019): 431; Levi van Dam m.fl., “Youth Ini­ti­a­ted Men­tor­ing: A Meta-ana­ly­tic Stu­dy of a Hybrid Appro­ach to Youth Men­tor­ing,” Jour­nal of Youth and Ado­les­cen­ce 50, nr. 2 (2021): 219 og 225; Ray Paw­son, Men­tor­ing Rela­tions­hips: An Expla­na­tory Review, ESRC UK Cen­tre for Evi­den­ce Based Poli­cy and Prac­tice, Wor­king Paper 21, 1–2.
56. Michael J. Kar­cher, Gabri­el P. Kuper­minc, Sha­ron G. Portwood, Cynt­hia L. Sipe og Andrea S. Tay­l­or, “Men­tor­ing Pro­grams: A Fra­mework to Inform Pro­gram Deve­l­op­ment, Research, and Eva­lu­a­tion,” Jour­nal of Com­mu­ni­ty Psy­cho­lo­gy 34, nr. 6 (2006): 709–725, sær­ligt 713–719.
57. Michael J. Nak­ku­la og John T. Har­ris, “Bey­ond the Dicho­to­my of Work and Fun: Mea­suring the Thor­ough Inter­re­la­ted­ness of Struc­tu­re and Qua­li­ty in Youth Men­tor­ing Rela­tions­hips,” New Directions for Youth Deve­l­op­ment, nr. 126 (2010): 71–87, sær­ligt 75–85.
58. Eberhard Rait­hel­hu­ber, “Rear­ran­ging Dif­fe­ren­ti­al Inclu­sion through Civic Soli­da­ri­ty: Loo­se Coup­ling in Men­tors­hip for ‘Unac­com­pa­nied Minors’,” Soci­al Inclu­sion 7, nr. 2 (2019): 159–160. https://doi.org/10.17645/si.v7i2.1969.
59. Sarah E. O. Schwartz, Jean E. Rho­des, Renée Spen­cer og Jean B. Gros­sman, “Youth Ini­ti­a­ted Men­tor­ing: Inve­sti­gat­ing a New Appro­ach to Wor­king with Vul­ne­rab­le Ado­les­cents,” Ame­ri­can Jour­nal of Com­mu­ni­ty Psy­cho­lo­gy 52, nr. 1–2 (2013): 155–169, sær­ligt 157.
60. van Dam m.fl., “Youth Ini­ti­a­ted Men­tor­ing,” 219 og 225.
61. Stoller, “Tra­di­tio­nal and Cri­ti­cal Men­tor­ing,” 60.
62. Kirstie McAl­lum, “Volun­te­ers as Boun­dary Wor­kers: Nego­ti­at­ing Ten­sions betwe­en Volun­te­e­rism and Pro­fes­sio­na­lism in Non­pro­fit Orga­niza­tions,” Mana­ge­ment Com­mu­ni­ca­tion Quar­ter­ly 32, nr. 4 (2018): 534–564, her 556–559. https://doi.org/10.1177/0893318918792094.
63. Eberhard Rait­hel­hu­ber, “‘If We Want, They Help Us in Any Way’: How ‘Unac­com­pa­nied Refu­gee Minors’ Expe­ri­en­ce Men­tor­ing Rela­tions­hips,” Euro­pe­an Jour­nal of Soci­al Work 24, nr. 2 (2021): 251–266, her 257 og 263. https://doi.org/10.1080/13691457.2019.1606787.