Med talen om “nymaterialisme”, “den materialistiske vending” og mange forskellige slags “materialismer” er det relevant at spørge, hvad vi egentlig mener med materialisme.
Hvad meget af vor tids materialistiske tænkning har tilfælles, er et fokus på at tænke ikke-antropocentrisk; at tænke virkeligheden på en måde, der opponerer mod at give det menneskelige subjekt en særligt privilegeret plads. Og det er ikke unormalt, at de såkaldte nymaterialister kalder deres tænkning for “ontologi”.1Fx Jane Bennett, Vibrant Matter (London: Duke University Press), x; Karen Barad, Meeting the Universe Halfway (London: Duke University Press, 2007), 25; Rosi Braidotti, The Posthuman (Cambridge: Polity, 2012), 169.
Men hvis vi skal tænke det værende ikke-antropocentrisk, er det så egentlig lykkedes for materialismen at reflektere sig ud af refleksionen, ud i en ikke-subjektiv materialitet, fra hvilken vi kan subtrahere det faktum, at den er tænkt? Med andre ord: Er materien i de nye materialismer ikke blot materie for os? Materialister kan forfægte, at vi er nødt til at gøre op med det særligt menneskelige, men klinger det ikke hult, hvis de ikke er i stand til at fundere deres ontologi på et begreb om materie, som er befriet fra vores specifikt menneskelige subjektivitet, altså på en materie i sig selv, der nødvendigvis stadig ville være der, også selvom vi ikke var her? At udvikle et sådant begreb om materien er hvad Quentin Meillassoux forsøger i sin såkaldt spekulative materialisme, som jeg i denne artikel vil introducere.
Korrelationisme
Vi må […] forsøge af forstå, hvordan tanken kan få adgang til det ikke-korrelerede – til en verden som formår at subsistere uden at være givet. At sige dette er også at sige, at vi må begribe, hvordan tanken kan få adgang til et absolut […] som er i stand til at eksistere, uanset om vi eksisterer eller ej2Quentin Meillassoux, Après la finitude. Essai sur la nécessité de la contingence. Édition revue (Paris: Éditions du Seuil, 2012 [2006]), 51: “Nous devons […] tenter de comprendre comment la pensée peut accéder au non-corrélé – à un monde capable de subsister sans être donné. Or, dire cela, c’est aussi bien dire que nous devons … Continue reading
Ifølge Meillassoux, skal tanken altså (1) gribe noget absolut, og (2) dette absolutte skal være ikke-korreleret. Etymologien bag ordet “absolut” (lat.: “absolvere”) peger på, at det er noget afkoblet, og en korrelation er jo netop en kobling af to relata. For at forstå det absoluttes “ikke-korrelerede” karakter, introducerer Meillassoux et begreb, som det er afgørende, at vi forstår Meillassoux’ forståelse af: korrelationisme.
Korrelationisme er et begreb for den tænkning, der affirmerer, at “at være er at være et korrelat”,3Meillassoux, Après la finitude, 51: “être, c’est être un corrélat.” og det er denne form for tænkning, som Meillassoux forsøger at gøre op med. Den kommer i mange former, men det, alle formerne har tilfælles er, at det hævdes at være umuligt at tænke noget, der er uafhængigt af tænkning:
Med “korrelation” mener vi den idé, at vi kun har adgang til korrelationen mellem tænkning og væren og aldrig til den ene af disse to termer isoleret fra den anden. Vi vil derfor fra nu af give navnet korrelationisme til enhver tankegang, der fastholder korrelationens uoverskridelige karakter, som den her er forstået.4Meillassoux, Après la finitude, 18: “Par ‘corrélation’, nous entendons l’idée suivant laquelle nous n’avons accès qu’à la corrélation de la pensée et l’être et jamais à l’un de ces termes pris isolément. Nous appelons donc désormais corrélationisme tout courant de pensée qui soutiendra le caractère indépassable … Continue reading
Korrelationisme betegner altså enhver form for tænkning, der fastholder det princip, at jeg, når jeg tænker, altid tænker på noget tænkt, og at hvad end jeg tænker på, så er det altid kun givet gennem tænkning (dvs. tænkning i kartesiansk forstand: enhver form for subjektivitet.) Korrelationismen betegner på den måde det simple forhold, at vi ikke kan subtrahere vores egen subjektivitet fra vores erkendelse. Vi kan her genkende Kants indsigt: Alt hvad vi tænker og erfarer, er noget vi tænker og erfarer, og vi kan derfor ikke tænke eller erfare noget, som er uafhængigt af vores tænkning eller erfaring af det. Alt, der er givet, er givet for os, og derfor kan vi ikke tænke noget absolut i sig selv, hvilket i denne sammenhæng vil sige noget, der stadig ville gøre sig gældende, hvis vi ikke var der til at erkende det. Korrelationisme er med andre ord anti-absolutisme.
Svag korrelationisme
Meillassoux skelner i Après la finitude mellem to typer korrelationisme, henholdsvis en svag og en stærk. Den svage korrelationisme identificerer han med Kants transcendentale idealisme, for ifølge Meillassoux udelukker Kant ikke enhver relation mellem tænkning og det absolutte.
Kant hævder to ting imod hhv. den dogmatiske metafysik og den subjektive idealisme (som Meillassoux også kalder for “subjektalisme”):5Quentin Meillassoux, “Iteration, Reiteration, Repetition: A Speculative Analysis of the Meaningless Sign”, i Genealogies of Speculation, red. Armen Avanessian et al. (London: Bloomsbury Publishing, 2016), 121.
- Den dogmatiske metafysik absoluterer noget uden for korrelatet. Hertil siger Kant: Vi kan, jf. at verden kun fremtræder, som den gør for os, ikke vide noget om noget, der ligger uden for vores erfaring.6Immanuel Kant, Kritik der reinen Vernunft (Berlin: Suhrkamp, 2020 [1781] (herefter KrV)), BXXVI. Det er derfor, at det er umuligt at deducere sig frem til eksistensen af et nødvendigt værende:7Kant, KrV, B620/A592-B631/A603. Viden om eksisterende ting består i at erfare det, der hører under vores begreb om dem, og prædikatet nødvendighed er således ikke noget, vi kan tilskrive et i‑sig-selv, der ligger uden for vores erfarings horisont.
- Subjektalismen absoluterer korrelatet selv og hævder, at det både er utænkeligt og umuligt, at der skulle være noget uden for korrelatet, og at “for-os’et” (dét at alt fremtræder for os) derfor er nødvendigt i sig selv. Kant: Verdens fremtrædelse for os kan ikke være nødvendig i sig selv, for vi kan kun beskrive fremtrædelsens faktum for os, aldrig deducere den (i genetisk forstand) med nødvendighed. Vi kan ikke deducere vores erkendelsesformer (kategorierne) med absolut nødvendighed, men kun med nødvendighed for os – for vi kan kun vide noget om det fremtrædende og aldrig noget om det, der ligger til grund for fremtrædelsen (tingen i sig selv).8Kant, KrV, BXXVI. Dette er en ontologisk læsning af Kants begreb om tingen i sig selv. Heroverfor står f.eks. den såkaldt metodologiske læsning, der gør tingen i sig selv til et blot grænsebegreb, som står så radikalt uden for tænkningens kategorier, at vi ikke engang kan tale om den som eksisterende. Men selv hvis man vil anklage … Continue reading
Det er Kants begreb om tingen i sig selv, der fungerer som værn mod både dogmatisk metafysik og subjektalisme, da vi ikke kan vide noget om tingen i sig selv (som dogmatikeren hævder), og heller ikke kan identificere den med det fremtrædende (som subjektalismen hævder). Det er den type relation, der er mellem tænkningen og det absolutte (tingen i sig selv), som udelukker de to metafysiske doktriner: Vi kan tænke tingen i sig selv, men aldrig erfare den i sig selv og dermed heller ikke vide noget om den.9Kant, KrV, BXXVI: “Gleichwohl wird, welches wohl gemerkt werden muß, doch dabei immer vorbehalten, daß wir eben dieselben Gegenstände auch als Dinge an sich selbst, wenn gleich nicht erkennen, doch wenigstens müssen denken können” (Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, overs. Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2002): … Continue reading Vi må tænke tingen i sig selv som:
- Non-kontradiktorisk
- Eksisterende
At eksistens og non-kontradiktion ikke udgør egentlig viden om tingen i sig selv skyldes, at de ikke er “virkelige prædikater”,10Kant, KrV, B626. Virkelige prædikater er prædikater, som kan “tilføje noget til begrebet om en ting”, og som derfor kan udvide vores viden om tingen. men blot logiske nødvendigheder for vores måde at tænke fremtrædelsen på. Så længe der er fremtrædelse, må der med logisk nødvendighed være noget, der giver anledning til den, men hvad eller hvordan dette er, kan vi ikke udtale os om. Begrebet om tingen i sig selv er dermed dét, der holder alle formastede forsøg på at opnå viden om det absolutte stangen. Tingen i sig selv er nødvendig, så længe der er fremtrædelse. Men om den er nødvendig i sig selv, kan vi ikke udtale os om.
Det er på denne måde, at fremtrædelsens fakticitet – altså at vi kun kan beskrive fremtrædelsen, ikke have viden om den i sig selv nødvendige grund til den – fungerer som argument mod både den dogmatiske metafysik og den subjektive idealisme. Hos Kant tilskrives fremtrædelsen fakticitet, netop fordi vi ikke kan vide noget om et hinsides korrelationen mellem væren og tænkning. Men Kants korrelationisme er svag, fordi han stadig fastholder den logiske nødvendighed (dvs. ikke-fakticitet) af, at tingen i sig selv må være non-kontradiktorisk og må eksistere, så længe der er fremtræden. For det er selve den logiske nødvendighed af et begreb om tingen i sig selv, der ledte os til at tilskrive fakticitet til det fremtrædende.
Stærk korrelationisme
Overfor denne svage korrelationisme står den stærke korrelationisme, som netop består i en delegitimering af den svage version. Den stærke korrelationisme hævder ligesom Kant, at vi ikke kan deducere det givne med absolut nødvendighed, men kun beskrive det. Men i modsætning til Kant hævder den stærke version, at det givnes fakticitet ikke kun angår formen for vores erkendelse men tillige den logiske form, altså dét, der ledte Kant til at hævde eksistensen af tingen i sig selv. Den stærke korrelationisme siger: Hvordan kan Kant udelukke, at der ikke er noget, der giver anledning til fremtrædelsen? Hvis det er fordi, det er kontradiktorisk, hvordan kan Kant så udelukke kontradiktionens umulighed på baggrund af dens utænkelighed? Hvorfor skulle en almægtig Gud ikke kunne gøre kontradiktion mulig? Eksempelvis en almægtig Gud som både eksisterede og ikke eksisterede – eller noget helt tredje, som vi slet ikke kan tænke? Det eneste, vi kan konstatere, er, at vi ikke kan tænke noget kontradiktorisk. Men om kontradiktion er muligt i sig selv, kan vi ikke sige noget om. Derfor er det illegitimt at hævde eksistensen af tingen i sig selv: Den logiske nødvendighed, der ledte os til at hævde dens eksistens, er selv blot et faktum, som ikke kan bruges til at overskride grænserne for, hvad der er erkendeligt for os.
Den stærke korrelationisme består altså i at hævde, at fakticiteten omslutter hele korrelatet, inklusiv den logiske nødvendighed, der ledte Kant til at hævde noget uden for det: Vi kan kun beskrive, hvordan verden fremtræder for os, og vi kan aldrig vide, om der er en grund, om der ikke er en grund – eller noget helt tredje – bag fremtrædelsens fakticitet. At tale om noget, der ligger uden for korrelatet, er altså ikke bare illegitimt; det er meningsløst. Men netop fordi den er et udtryk for en mangel på viden, er denne fakticitet ikke absolut, uagtet at den omslutter alt, vi kender til. På den måde er den stærke korrelationisme den mest radikale anti-absolutisme, idet den degraderer tænkningens magt så meget som overhovedet muligt. Den stærke korrelationisme kan sammenfattes i sætningen, at “det er utænkeligt, at det utænkelige skulle være umuligt.”11Meillassoux, Après la finitude, 68: “Il est impensable que l’impensable soit impossible.”
Det er vigtigt at understrege, at Meillassoux’ projekt ikke består i en ekstern kritik af korrelationismen. En sådan destruktiv kritik ville netop være før-kritisk eller dogmatisk. Pointen er snarere, at korrelationismen ifølge Meillassoux er en af de stærkeste filosofiske doktriner, selvom den indebærer den skandale, at tænkningen aldrig kan komme ud af sig selv og tænke noget, der ikke er korreleret med den selv. Meillassouxs projekt er at passere gennem korrelatet: Kun en tænkning, der forholder sig til korrelationismens anti-absolutisme i dens mest overbevisende skikkelse, kan legitimt hævde at tænke det absolutte.
Lad os opsummere vores redegørelse for korrelationismen med en rekapitulering af de to former for korrelationisme og den beslægtede subjektalisme, som begge former for korrelationisme adskiller sig fra og opponerer imod: Den svage korrelationisme består i en korrelation mellem væren og tænkning, fakticitet mht. det givne og den logiske nødvendighed af tingen i sig selv. I subjektalismen er en sådan ting i sig selv uden for korrelationen umulig – for her er det selve korrelationen, der er nødvendig i sig selv. Og endelig, i den stærke korrelationisme, svæver korrelatet mellem væren og tænkning i (u)lykkelig uvidenhed om, hvad der er eller ikke er hinsides det givnes fakticitet.
Princippet om den absolutte kontingens: Faktualitetsprincippet
Den stærke korrelationisme udgør altså en meget stærk anti-absolutistisk tænkning, fordi den tilsyneladende ikke er baseret på noget positivt, som den skal stå på mål for, men på agnosticisme. Hver gang man vil forsøge at hævde noget som værende absolut – om det så er subjektiviteten, livet, materien, Gud eller noget andet – så vil korrelationismen altid vende tilbage til fakticiteten: fraværet af en viden om, hvad der er hinsides fremtræden.
Meillassouxs eneste vej gennem det, han her kalder “den korrelationelle cirkel”, må derfor være at vise, at korrelationismen kun er mulig, for så vidt at den selv antager noget som værende absolut. Han må vise, at korrelationismens kerne, fakticiteten, ikke blot er et fravær af viden om en nødvendig grund, men en viden om det i sig selv nødvendige fravær af en grund; alt værendes absolutte ugrund. Med andre ord må han forsøge at vise, at fakticiteten er identisk med absolut kontingens.
For at imødegå dette argument [korrelationismen] kan vi kun gå frem på én måde: Vi må vise, at den korrelationelle cirkel – og det, der udgør dens nerve, nemlig distinktionen mellem i‑sig-selv og for-os – selv forudsætter, for at kunne tænkes, at vi implicit har indrømmet kontingensens absoluthed.12Meillassoux, Après la finitude, 86: “Pour contrer cet argumentaire, nous ne pouvons procéder que d’une seule façon : nous devons montrer que le cercle corrélationel – et ce qui en constitue le nerf, à savoir la distinction de l’en-soi et du pour-nous – présuppose lui-même, pour être pensable, qu’on ait admis implicitement … Continue reading
Denne absolutte kontingens kalder Meillassoux også for “faktualitet” (fr. factualité).13Begrebet er en substantivering af “faktual”, som er vores oversættelse af Meillassoux’ neologisme “factual”. Det faktuale med a er et spekulativt-filosofisk begreb vedrørende den absolutte kontingens, som ikke må forveksles med det almindelige “faktuel” (fr. factuel). Når vi bruger … Continue reading Meillassoux illustrerer, hvordan den egentlig ligger til grund for korrelationismen ved at forestille sig et ontologisk drama, der består i en diskussion om døden mellem fire karakterer, hhv. to dogmatikere, en subjektalist og en korrelationist:14Meillassoux, Après la finitude, 87–93. Den første dogmatiker hævder at vide, at vores liv fortsætter efter døden, fordi hun forestiller sig at kunne være sikker på eksistensen af en algod Gud, som skænker os evigt liv. Den anden dogmatiker, ateisten, svarer, at al religiøs tro er overtro, og at døden ikke blot udsletter vores krop men tillige vores bevidsthed. Korrelationisten træder ind i diskussionen og svarer med den sætning, som udgør kernen i hendes eget argument: “Lad være med at forestille dig, at du kan udtale dig om, hvad der er, når du ikke er.” Korrelationisten hævder dermed en radikal agnosticisme med hensyn til døden: Hvad der sker – hvis der sker noget – når vi dør, er hinsides grænserne for, hvad der er erkendeligt for os.
Men nu træder subjektalisten ind på scenen og siger, at korrelationistens agnostiske påstand er lige så inkonsistent som dogmatikernes. For korrelationisten hævder, at et i‑sig-selv på den anden side af korrelatets for-os er muligt. Men denne tanke om et i‑sig-selv er netop en tanke, og derfor er idéen om noget hinsides korrelatet inkonsistent, fordi denne idé om noget hinsides kun har sin realitet som idé inden for korrelatet. Tanken om døden er ikke døden, men netop blot en tanke. Derfor konkluderer subjektalisten, at det sande i‑sig-selv er for-os’et: dét at alt fremtræder for os, altså for bevidstheden, subjektet, selvet. Alt uden for korrelatet er utænkeligt og derfor umuligt, og dermed er selve korrelatet absolut. Det subjekt eller den bevidsthed, som udgør det ene relatum i det absolutte korrelat, er derfor udødelig(t). Nok er vi mennesker dødelige, men vi har adgang til noget absolut, dvs. noget, der nødvendigvis ville være der, selv hvis det menneskelige subjekt ikke var der, nemlig subjektivitet som sådan.
Hvordan skal korrelationisten imødegå denne udfordring fra subjektalisten? Ved at angribe subjektalistens identifikation af det utænkelige med det umulige. Korrelationisten må bringe fakticiteten i spil og pege på, at selvom jeg ikke kan tænke, hvordan det er ikke at være (eller at være noget helt andet f.eks. i det kristne efterliv), så kan jeg tænke, at det er muligt. Grunden til dette er, at den af subjektalisten påståede umulighed af subjektivitetens ikke-væren – såfremt den i sandhed er umulig – må skulle begrundes ved at pege på en subjektivitetens nødvendighed i sig selv, og ikke blot for os. Men denne nødvendighed kan subjektalisten ikke præsentere et tvingende argument for, idet alle subjektalistens argumenter jo netop er baserede på hendes egen subjektivitet. Sagt på en anden måde: Hvis selve korrelatet virkelig skal være absolut, så skal korrelatets absoluthed begrundes med noget, der ikke udelukkende gives inden for korrelatet, og sådan en begrundelse kan subjektalisten naturligvis ikke finde inden for korrelatet.
Korrelationistens forsvar består altså i en appel til fakticiteten: At subjektalisten ikke kan vide, om der er noget på den anden side af korrelatet. Korrelationisten, som ønsker at forholde sig agnostisk til spørgsmålet om døden, må altså sige, at i og med at jeg ikke kan angive en i sig selv nødvendig grund til subjektiviteten, så er alle de metafysiske muligheder (ateisme, kristent efterliv eller noget tredje, som vi end ikke kan forestille os) lige mulige. Subjektivitetens ikke-væren eller væren-helt-anderledes er tænkelig som modstykket til fraværet af en i sig selv nødvendig grund til subjektivitetens fortsatte eksistens. Og det er fraværet af denne nødvendige grund, som kaldes for fakticitet: Da subjektiviteten ikke nødvendigvis er nødvendig, er det utænkeligt, at det utænkelige skulle være umuligt.
Nu træder dog en sidste disputant, den spekulative materialist, ind på scenen og siger: Hverken ateisten, den religiøse eller subjektalisten har korrekt identificeret det absolutte, for det er selve den fakticitet, som korrelationisten henviste til for at tilbagevise subjektalisten, som er absolut: “Det absolutte er selve denne kunnen-være-anderledes, som teoretiseret af agnostikeren [korrelationisten]”.15Meillassoux, Après la finitude, 89: “l’absolu est le pouvoir-être autre lui-même, tel que le théorise l’agnostique.”
Ifølge den spekulative materialist er det kristne efterliv, den ateistiske totaludslettelse eller noget helt tredje alle reelle muligheder: De kan faktisk blive realiteten på et hvilket som helst tidspunkt, enten én efter én, en blanding, eller ingen af delene. Men netop som reelt mulige kan ingen af dem være reelt nødvendige. Den fakticitet, som korrelationisten brugte som argument imod subjektalisten (og de andre metafysiske positioner), er altså ifølge den spekulative materialist ikke et udtryk for uvidenhed om et hinsides, men et udtryk for en bestemt viden om det givnes (og det ikke-givnes) absolutte kontingens. Men hvorfor? Svaret er, at det er den agnostiske korrelationist – som nu skal vise sig slet ikke at være agnostisk – som har angivet grunden. For agnostikerens egen henvisning til fakticitet kan ikke være en henvisning til en fakticitet for os – en fakticitet, som blot består i en uvidenhed om, hvorfor tingene er, som de er – da den netop består i selve den reelle mulighed for udslettelsen af for-os’et. Agnostikeren er fanget i et dilemma mellem den spekulative materialisme (absolut kontingens) og subjektalismen (absolut korrelat): Enten er subjektivitetens udslettelse reelt mulig, eller også er den reelt umulig. Og det eneste, der kan garantere, at dens udslettelse er mulig er, at den er mulig i sig selv. For hvis korrelationisten forsøger at redde sin uvidenhed ved f.eks. at sige: “Jeg kan ikke være helt sikker på, at subjektivitetens udslettelse er mulig, for det er jo bare noget, jeg tænker”, så kan dette kun betyde en af to ting:
- Enten må det hævdes, at det kun er en mulighed for os. Men hvis denne mulighed for udslettelsen af for-os’et kun er en mulighed for os, så er det ikke en reel mulighed – hvilket var subjektalismens påstand, som ifølge korrelationisten var inkonsistent, fordi den formastede sig til at identificere det utænkelige med det umulige.
- Eller også må det forsøges demonstreret, at denne absolutte mulighed for udslettelsen af for-os’et selv er en mulighed blandt andre metafysiske muligheder (den kristne, den ateistiske, osv.). Men denne mulighed for absolut mulighed er ikke forskellig fra selve den absolutte mulighed: For denne “nye mulighed” kan igen kun være en sådan, for så vidt at den ikke blot er en mulighed for os – for så er man tilbage i subjektalismen – men en mulighed i sig selv. Korrelationistens argument for relativiseringen af kontingensen er altså, paradoksalt nok, et argument imod dens relativisering: absolut kontingens.
Meillassoux opsummerer redegørelsen for korrelationismens implicitte absolutte: “Selve idéen om forskellen mellem i‑sig-selv og for-os ville aldrig have spiret i dig, hvis du ikke havde erfaret den menneskelige tankes måske mest forbløffende kraft: at være i stand til at tilgå sin egen mulige ikke-væren – at have viden om sin egen dødelighed.”16Meillassoux, Après la finitude, 92: “L’idée même de la différence entre l’en-soi et le pour-nous n’aurait jamais germé en vous, si vous n’aviez éprouvé la puissance peut-être la plus étonnante de la pensée humaine : être capable d’accéder à son possible non-être – se savoir mortel.”
Subjektivitetens ikke-væren er kun mulig, for så vidt at dens kontingens (at den ikke er nødvendig) ikke er korreleret med, at jeg tænker den; altså, at denne kontingens er nødvendig i sig selv. Derfor er kontingensen absolut i to betydninger af dette ord: (1) Den gør sig nødvendigvis gældende, også selvom der ikke er et subjekt til at erkende det, hvilket betyder, at ikke kun min egen subjektivitet men alt værende er kontingent og (2) den kan ikke relativeres, da ethvert forsøg herpå vil gøre brug af den som princip. Det hermed formulerede faktualitetsprincip kunne vi også kalde for ugrundsprincippet: En nødvendigt eksisterende grund er umulig.
Korrelationismens fakticitet og den dertilhørende formodede uvidenhed bestod i, at jeg ikke kunne angive en grund til, eller et tvingende argument for, at det værende er, som det er. Men selve dette, at jeg ikke kan angive en grund til det værende, skyldes ikke mine menneskelige erkendelsesmæssige begrænsninger – det skyldes, at der ikke er en grund til det værende, og dette er noget vi ved. Den mulighed for alle de forskellige efterlivsmæssige scenarier, som agnostikeren beskriver, er en mulighed, som vi kun er i stand til at tænke, fordi vi er i stand til at tænke den absolutte kontingens. Vi går her fra Kants umulighed af et argument for eksistensen af et nødvendigt værende18Kant, KrV, B620/A592-B631/A603. til umuligheden af eksistensen af et nødvendigt værende. Ved at etablere kontingensen som absolut får vi etableret Meillassouxs faktuale ontologi, som både er befriet fra korrelationismens agnosticisme, den før-kritiske metafysiks og subjektalismens inkonsistente absolutte og enhver hierarkiserende dualisme: Alt værende (inkl. subjektiviteten) er kontingent, om det er givet for et subjekt eller ej.
De reelle konsekvenser af dette er, at den tilstrækkelige grunds princip er falskt, og at emergens ex nihilo dermed er et rationelt begreb. Vi skal forstå den absolutte kontingens, faktualiteten, som det, Meillassoux kalder hyperkaos:19Meillassoux, Après la finitude, 99. Den absolutte kontingens er ikke mere kaos end orden, for der er ingen grund til at det ene frem for det andet skulle gøre sig gældende. Hyperkaos kan betyde total orden og stabilitet, men det kan også betyde kaotisk destruktion og emergens. Hyperkaos beskriver alle de tilstande, det værende kan være i: ordentligt, kaotisk eller noget tredje eller fjerde, vi end ikke kan forestille os.
Måske ville nogen indvende, at hele denne redegørelse for “det absolutte” jo bare er noget, vi har tænkt. Hvordan kan vi sikre os, at det er sandt og ikke blot tankespind? Svaret er, at selve tanken om absolut kontingens ikke er undtaget fra kontingensen – for ellers ville kontingensen ikke være absolut. Men den absolutte kontingens kan, som vi har set, ikke være kontingent. At der findes bevidste væsner, der er i stand til at tænke det absolutte, er kontingent; at der findes tænkning overhovedet, er kontingent (som vi så i kritikken af subjektalismen), men denne tanke om det absolutte er naturligvis ikke det absolutte, for tanken er også underlagt den absolutte kontingens. Med andre ord: Selve tanken om min mulige ikke-væren er naturligvis korreleret med, at jeg tænker den – men indholdet af den (dvs. dét, som tanken er tanke om) kan ikke bestå i at være korreleret med, at jeg tænker det, for det består netop i den reelle mulighed for, at der ikke er tænkning overhovedet.
Dette er den spekulative materialisme, hvor “materie” er blevet begrebet som det absolut kontingente værende. En materialisme etableret gennem fornuften, og ikke blot en naiv antagelse om, at verden subsisterer, selvom vi ikke er her til at erfare den. Det er en materialisme, som ikke er “før-kritisk”, for den er netop baseret på Kants transcendentale tænkning. Og det er en materialisme, men ikke nødvendigvis et “opgør med det særligt menneskelige”, for mennesket er ifølge Meillassoux dét (kontingente) væsen, der er i stand til at erkende det absolutte.20Quentin Meillassoux, L’inexistence divine (Paris: École Normale Supérieure, 1997), 292. Kontingensen er ikke en af tænkningens kategorier. Tænkning er adgangen til den absolutte kontingens, da alt vi tænker reelt kan opstå ud af intet.
| 1. | Fx Jane Bennett, Vibrant Matter (London: Duke University Press), x; Karen Barad, Meeting the Universe Halfway (London: Duke University Press, 2007), 25; Rosi Braidotti, The Posthuman (Cambridge: Polity, 2012), 169. |
| 2. | Quentin Meillassoux, Après la finitude. Essai sur la nécessité de la contingence. Édition revue (Paris: Éditions du Seuil, 2012 [2006]), 51: “Nous devons […] tenter de comprendre comment la pensée peut accéder au non-corrélé – à un monde capable de subsister sans être donné. Or, dire cela, c’est aussi bien dire que nous devons saisir comment la pensée peut accéder à un absolu […] capable d’exister que nous existions ou non.” |
| 3. | Meillassoux, Après la finitude, 51: “être, c’est être un corrélat.” |
| 4. | Meillassoux, Après la finitude, 18: “Par ‘corrélation’, nous entendons l’idée suivant laquelle nous n’avons accès qu’à la corrélation de la pensée et l’être et jamais à l’un de ces termes pris isolément. Nous appelons donc désormais corrélationisme tout courant de pensée qui soutiendra le caractère indépassable de la corrélation ainsi entendue.” Se også Quention Meillassoux, “Om korrelationisme”, Tidsskriftet Paradoks, 26. februar 2025. |
| 5. | Quentin Meillassoux, “Iteration, Reiteration, Repetition: A Speculative Analysis of the Meaningless Sign”, i Genealogies of Speculation, red. Armen Avanessian et al. (London: Bloomsbury Publishing, 2016), 121. |
| 6. | Immanuel Kant, Kritik der reinen Vernunft (Berlin: Suhrkamp, 2020 [1781] (herefter KrV)), BXXVI. |
| 7. | Kant, KrV, B620/A592-B631/A603. |
| 8. | Kant, KrV, BXXVI. Dette er en ontologisk læsning af Kants begreb om tingen i sig selv. Heroverfor står f.eks. den såkaldt metodologiske læsning, der gør tingen i sig selv til et blot grænsebegreb, som står så radikalt uden for tænkningens kategorier, at vi ikke engang kan tale om den som eksisterende. Men selv hvis man vil anklage Meillassoux for at fejllæse Kant her, så vil en evt. metodologisk læsning af Kant bare placere ham i den stærke frem for den svage korrelationisme (som vi skal se om lidt) – og det er begge varianter, Meillassoux kritiserer. |
| 9. | Kant, KrV, BXXVI: “Gleichwohl wird, welches wohl gemerkt werden muß, doch dabei immer vorbehalten, daß wir eben dieselben Gegenstände auch als Dinge an sich selbst, wenn gleich nicht erkennen, doch wenigstens müssen denken können” (Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, overs. Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2002): “Samtidig må vi, hvad vi nøje bør overveje, til enhver tid forbeholde os, at vi også må kunne tænke de samme genstande som ting i sig selv, selv om vi ikke kan erkende dem). |
| 10. | Kant, KrV, B626. Virkelige prædikater er prædikater, som kan “tilføje noget til begrebet om en ting”, og som derfor kan udvide vores viden om tingen. |
| 11. | Meillassoux, Après la finitude, 68: “Il est impensable que l’impensable soit impossible.” |
| 12. | Meillassoux, Après la finitude, 86: “Pour contrer cet argumentaire, nous ne pouvons procéder que d’une seule façon : nous devons montrer que le cercle corrélationel – et ce qui en constitue le nerf, à savoir la distinction de l’en-soi et du pour-nous – présuppose lui-même, pour être pensable, qu’on ait admis implicitement l’absoluité de la contingence.” |
| 13. | Begrebet er en substantivering af “faktual”, som er vores oversættelse af Meillassoux’ neologisme “factual”. Det faktuale med a er et spekulativt-filosofisk begreb vedrørende den absolutte kontingens, som ikke må forveksles med det almindelige “faktuel” (fr. factuel). Når vi bruger “faktualitet” i teksten her, er det altid en substantivering af “faktual” – aldrig af “faktuel”. Se Meillassoux, Après la finitude, 119. |
| 14. | Meillassoux, Après la finitude, 87–93. |
| 15. | Meillassoux, Après la finitude, 89: “l’absolu est le pouvoir-être autre lui-même, tel que le théorise l’agnostique.” |
| 16. | Meillassoux, Après la finitude, 92: “L’idée même de la différence entre l’en-soi et le pour-nous n’aurait jamais germé en vous, si vous n’aviez éprouvé la puissance peut-être la plus étonnante de la pensée humaine : être capable d’accéder à son possible non-être – se savoir mortel.” |
| 17. | Vi kan illustrere dialogen mellem korrelationisten og den spekulative materialist således: I midten har vi en række metafysiske muligheder, som f.eks. kristent efterliv, subjektivitetens totaludslettelse, og så videre. (M1, M2, M3), som korrelationisten, qua agnostiker, antager som mulige. Når den spekulative materialist siger, at de er absolut mulige (den inderste ◊), så vil korrelationsten sige: “Nej, det kan vi ikke hævde, for det er også muligt, at det, vi tænker er muligt, slet ikke er muligt” (den stiplede, næstinderste ◊). Men korrelationisten henviser dermed til en mulighed (den næste, uafbrudte ◊) som hendes egen tænkning er underlagt, hvilket er indbegrebet af den absolutte kontingens. Hver gang hun forsøger at hævde en “mulighed qua uvidenhed” (stiplet ◊) sker det med henvisning til den absolutte mulighed (uafbrudt ◊). Og sådan vil det for korrelationisten fortsætte i en uendelig regres, medmindre hun anerkender den absolutte kontingens. |
| 18. | Kant, KrV, B620/A592-B631/A603. |
| 19. | Meillassoux, Après la finitude, 99. |
| 20. | Quentin Meillassoux, L’inexistence divine (Paris: École Normale Supérieure, 1997), 292. |