• Print
Denne artikel er en del af serien “

Passiv, aktiv og levende materialitet


13. september 2024

Hvad er mate­ri­a­li­tet? I den­ne arti­kel ønsker jeg at dra­ge et skel mel­lem pas­siv, aktiv og leven­de mate­rie som væsens­for­skel­li­ge begre­ber om mate­ri­a­li­tet, der hæf­ter sig til stu­di­et af for­skel­li­ge empi­ri­ske syste­mer. For at frem­hæ­ve det­te skel vil jeg lave nog­le nedslag i viden­skabs­hi­sto­ri­en, som har haft væsent­lig ind­virk­ning på vores for­stå­el­se af mate­ri­a­li­tet. Jeg vil læg­ge sær­ligt fokus på, hvor­dan under­sø­gel­ses­me­to­der af empi­ri­ske syste­mer har infor­me­ret det filo­so­fi­ske begreb om mate­ri­a­li­tet. Først vil jeg rekon­stru­e­re begre­bet om ulti­ma­tiv pas­siv mate­ri­a­li­tet, der opstod med udvik­lin­gen af den klas­si­ske dyna­mik mel­lem 1500- og 1800-tal­let. Der­ef­ter ønsker jeg at mod­stil­le det­te med begre­bet om aktiv mate­ri­a­li­tet, som opstod i kom­plek­si­tetsvi­den­ska­ben fra 1800-tal­let og frem til i dag. For det tred­je vil jeg karak­te­ri­se­re en vide­re­ud­vik­ling af aktiv mate­ri­a­li­tet i form af det, jeg kal­der leven­de mate­ri­a­li­tet, der kan fin­des i den moder­ne bio­lo­gi og mil­jøvi­den­skab, sær­ligt fra 1945 og frem til i dag.

Jeg håber med den­ne udlæg­ning at frem­hæ­ve to ting. Først, at ide­en om mate­ri­a­li­tet bedst kan for­stås i kon­tek­sten af viden­ska­be­lig prak­sis, hvor ide­en fin­der sin empi­ri­ske begrun­del­se. For det andet illu­stre­rer den viden­ska­be­li­ge prak­sis, at ide­en om mate­ri­a­li­tet er en svært for­e­ne­lig stør­rel­se, der dæk­ker over et man­ge­fold af fæno­me­ner.

Pas­siv mate­ri­a­li­tet

Den filo­so­fi­ske under­sø­gel­se af uni­ver­sets grund­læg­gen­de bestand­de­le og prin­cip­per var et gen­nem­gri­ben­de tema i den antik­ke filo­so­fi. I den­ne kon­tekst er Ari­sto­te­les ophavs­mand til den filo­so­fi­ske ide om mate­ri­a­li­tet. Mate­ri­a­li­tet (eller hyle) var her et låne­be­greb, som ori­gi­nalt betød “tøm­mer”. Dets betyd­ning var alt­så tæt knyt­tet til et sær­egent stof (træ), som kan bear­bej­des til at påta­ge sig en ræk­ke for­mer (en stol, en seng osv.). Ari­sto­te­les gene­ra­li­se­re­de den­ne ide til at beskri­ve sub­stan­ser. Mate­ri­a­li­tet beteg­ne­de iføl­ge ham noget gene­risk ube­stemt i en sub­stans, som eksi­ste­rer kon­ti­nu­er­ligt på tværs af sub­stan­sen egenskaber.1Mary Lou­i­se Gill, Ari­stot­le on sub­stan­ce: The para­dox of uni­ty (Prin­ce­ton, New Jer­sey: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 1989); Mary Lou­i­se Gill, “Part I: Ana­ly­sis of Dyna­mic Cate­go­ri­es: Ari­stot­le’s Dis­tinc­tion betwe­en Chan­ge and Acti­vi­ty”, Axio­mat­hes 14, (2004): 3–22.

Mate­ri­a­li­tet bli­ver nog­le gan­ge benyt­tet til at beteg­ne hvad der eksi­ste­rer i det hele taget. I den for­stand til­de­les mate­ri­en den kate­go­ri­ske sta­tus af at være ulti­ma­tiv. Lad det ulti­ma­ti­ve bety­de den kate­go­ri, der ude­luk­ken­de er betin­get af sig selv. Den­ne kate­go­ri er ble­vet beteg­net på man­ge måder igen­nem filo­so­fi­hi­sto­ri­en. Typisk er det for­stå­et som en art enhed, for eksem­pel ved at beteg­ne én type, som alle gen­stan­de til­hø­rer, eller igen­nem den påstand, at kun én gen­stand eksi­ste­rer (f.eks. uni­ver­set), eller den påstand, at kun én grund­læg­gen­de gen­stand eksi­ste­rer (f.eks. kvan­te­fel­tet). Men det ulti­ma­ti­ve behø­ver ikke at for­stås som en inte­gre­ret enhed. Alter­na­tivt kan det beskri­ves som et koor­di­ne­ret system af kræf­ter, der frem­brin­ger alle gen­stan­de, eller et system af betin­gel­ser for ind­de­lin­gen af alle gen­stan­de. Ide­en om ulti­ma­tiv mate­rie er histo­risk set fal­det under man­ge af dis­se beskri­vel­ser, såsom en grund­læg­gen­de gen­stand, en fæl­les type, som alle gen­stan­de til­hø­rer, eller som et system af betin­gel­ser for alle gen­stan­de – ofte fle­re af dis­se på sam­me tid. Grund­tan­ken er, at mate­ri­a­li­tet ud fra den­ne ide besid­der nog­le egen­ska­ber, der gør den sær­lig egnet til at være ulti­ma­tiv. Det­te er især for­bun­det med hvor­le­des (ide­en om) mate­ri­a­li­tet er tænkt og benyt­tet i udvik­lin­gen af den moder­ne viden­skab. Alle­re­de Ari­sto­te­les over­ve­je­de, om mate­ri­en kun­ne være ulti­ma­tiv, hvil­ket for ham betød, at den var noget gene­risk ube­stemt på tværs af alle sub­stan­ser. Han hæv­de­de, at det­te vil­le være umu­ligt. Grun­den her­til er, at noget kun kan være begri­be­ligt hvis det besid­der bestem­te egen­ska­ber og kan adskil­les fra andre gen­stan­de. Men hvis mate­ri­en er ulti­ma­tiv, så vil den hver­ken besid­de bestemt­hed eller kun­ne sepa­re­res fra andre gen­stan­de. Der­for er ulti­ma­tiv mate­rie en ube­gri­be­lig størrelse.2Aristoteles, Meta­fy­sik (Aar­hus: Klim, 2021).

Jeg ønsker yder­li­ge­re at pro­ble­ma­ti­se­re ide­en om ulti­ma­tiv mate­rie som begrun­det i den viden­ska­be­li­ge prak­sis. Jeg vil gøre det­te ved at frem­hæ­ve en fler­ty­dig­hed i, hvor­dan mate­ri­en bli­ver for­stå­et i natur­vi­den­ska­ber­ne. Først skal vi dog for­stå hvil­ken ide om mate­rie, der har moti­ve­ret tan­ken om mate­ri­a­li­tet som en ulti­ma­tiv kate­go­ri. Den­ne ide opstår sær­ligt i peri­o­den mel­lem 1500- og 1800-tal­let og er eksem­pli­fi­ce­ret ved natur­tæn­ke­re såsom Pier­re Gas­sen­di, Tho­mas Hob­bes, Issac Beeck­man m.fl. Det­te ske­te i takt med udvik­lin­gen af den klas­si­ske dyna­mik og den viden­ska­be­li­ge meto­de, hvor den abstrak­te mate­ma­tik til­lod vid­træk­ken­de beskri­vel­ser af lege­mers bevæ­gel­ser. Resul­ta­tet af den­ne udvik­ling var en for­stå­el­se af mate­rie som en ved­va­ren­de gen­stand, der for­bli­ver iden­tisk på tværs af dyna­misk-mate­ma­ti­ske beskri­vel­ser af bevæ­gel­se.

Det var Demokrits ide om ato­mer – ufor­an­der­li­ge og ude­le­li­ge bestand­de­le – der skab­te gro­bund for at for­stå mate­ri­a­li­tet som noget ved­va­ren­de på tværs af bevæ­gel­ser. Iføl­ge den­ne ide, så er mate­ri­en et system af lege­mer, som er i bevæ­gel­se, besid­der bestem­te eksten­si­ve egen­ska­ber, såsom stør­rel­se og bevæ­gel­se, og er adskil­te fra hin­an­den. Mate­ri­en beteg­ner her et system af grund­læg­gen­de bestand­de­le – mate­ri­el­le lege­mer – der er kon­stan­te på tværs af omskif­te­li­ge for­hold og til­la­der en fæl­les og udtøm­men­de beskri­vel­se af alle gen­stan­de. Sær­ligt Isaac Newtons lig­nin­ger var afgø­ren­de for at cemen­te­re den­ne for­stå­el­se af mate­rie og mate­ri­el­le syste­mer. Hans lig­nin­ger beskri­ver kvan­ti­te­ten af bevæ­gel­ser i et mate­ri­elt system, som må være beva­re­de på tværs af for­an­dring­er i tid og rum. De gene­rel­le for­hold imel­lem dis­se beva­re­de kvan­ti­te­ter er mate­ma­ti­ske sym­me­tri­er, der er iden­ti­ske i for­skel­li­ge mate­ri­el­le syste­mer. Dis­se beskri­vel­ser led­te til en ide om natur­love, iføl­ge hvil­ken alle lege­mer er under­lagt dis­se sym­me­tri­ske for­hold imel­lem kvan­ti­te­ter. Dis­se natur­love dik­te­rer, hvor­dan mate­ri­en kon­ti­nu­er­ligt trans­mit­te­rer dens kvan­ti­te­ter, såsom hastig­hed og ret­ning, imel­lem sine bestand­de­le. Mate­ri­en var der­for under­lagt mate­ma­ti­ske, nød­ven­di­ge bevæ­gel­ser, og mæng­den af kvan­ti­te­ter vil­le der­for for­bli­ve kon­stant ved bevæ­gel­se. Hvis et system af mate­rie der­for ikke afgi­ver dis­se kvan­ti­te­ter til andre syste­mer, så beva­rer det sum­men af sine kvan­ti­te­ter under sådan­ne bevæ­gel­ser. Sær­ligt vig­tigt er for den­ne ide er det, at inter­ak­tio­nen imel­lem bestand­de­le­ne er line­æ­re. Det bety­der, at pro­duk­tet af inter­ak­tio­nen vari­e­rer pro­por­tio­nelt i for­hold til de inter­a­ge­ren­de ele­men­ter. Pro­duk­tet kan alt­så fin­des ved at læg­ge ele­men­ter­ne sam­men. Et eksem­pel: Hvis du skru­er op for lyden på din com­pu­ter med ét tryk, så sti­ger lyden med én enhed. Den vari­e­rer alt­så pro­por­tio­nelt en-til-en. Resul­ta­tet af at tryk­ke to gan­ge på lyd­k­nap­pen kan alt­så beskri­ves ved at læg­ge to resul­ta­ter af at tryk­ke én gang sam­men. Da den sam­le­de kvan­ti­tet af et mate­ri­elt system for­bli­ver kon­stant, og da den­ne kan fin­des ved at læg­ge del­mæng­der­ne sam­men, så kan sådan et system beskri­ves ved vis­se makroegenskaber.3Robert C. Bis­hop, “Metap­hy­si­cal and epi­ste­mo­lo­gi­cal issu­es in com­plex systems”, i Phi­los­op­hy of com­plex systems, red. Cliff Hoo­k­er (Else­vi­er, 2011): 105–136. Makro­e­gen­ska­ber såsom var­me og ener­gi er der­for en sum af mikro­e­gen­ska­ber i det mate­ri­el­le system. Når man bereg­ner alle muli­ge for­de­lin­ger af dele­ne i sådan et system, opda­ger man, at vis­se for­de­lin­ger af bestand­de­le­ne, kal­det lige­vægtstil­stan­de, er meget mere sand­syn­li­ge end andre. Over­la­der man der­for sådan et system til sig selv, vil makro­e­gen­ska­ber­ne næsten uund­gå­e­ligt udvik­le sig mod ligevægt.4Katherine Bra­ding & Ela­na Castel­la­ni, Sym­me­tri­es in Phy­si­cs: Phil­o­soph­i­cal Reflections (Cam­brid­ge, Eng­land: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2002).

Den mate­ma­ti­ske fysik inspi­re­re­de alt­så en bestemt for­stå­el­se af mate­rie, som til­lod både mani­pu­la­tio­nen og for­ud­si­gel­sen af en lang ræk­ke empi­ri­ske fæno­me­ner. Lad os kal­de den­ne mate­ri­e­for­stå­el­se for idéen om pas­siv mate­rie.

Ide­en om pas­siv mate­rie er ulø­se­ligt for­bun­det med bestem­te filo­so­fi­ske tan­ker og teo­ri­er. Idéen var sær­ligt påvir­ket af den antik­ke filo­so­fi og for­sø­get på at for­stå uni­ver­sets prin­cip­per og grund­læg­gen­de bestand­de­le. Lige­le­des er ide­en i høj grad en filo­so­fisk for­tolk­ning af mate­ma­ti­ske bereg­nings­me­to­der, som især har tjent til at frem­dra­ge det, der gjor­de viden­ska­be­li­ge for­kla­rin­ger og meto­der særeg­ne. Ide­en har begrun­det den prin­ci­pi­el­le gyl­dig­hed af bestem­te typer af beskri­vel­ser på tværs af meget for­skel­li­ge syste­mer. At syste­mer kan for­stås som sepa­ra­te bestand­de­le, der inter­a­ge­rer line­ært, lag­de grund for en meka­nisk for­kla­rings­mo­del, som alle­re­de af Juli­en de La Met­trie blev benyt­tet til at for­kla­re den men­ne­ske­li­ge krop og psyke.5J. O. de La Met­trie, La Met­trie: Machine Man and Other Wri­tings (Cam­brid­ge, Eng­land: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 1996). Ide­en om beva­re­de sym­me­tri­er er ofte ble­vet for­tol­ket som evi­dens for eksi­sten­sen af uni­ver­sel­le og deter­mi­ni­sti­ske natur­love. Carl Hem­pel fore­slog i 1900-tal­let, at viden­ska­be­li­ge for­kla­rin­ger er særeg­ne, for­di de er deduk­tivt udledt fra sådan­ne naturlove.6Carl Gustav Hem­pel, Aspects of Sci­en­ti­fic Expla­na­tion and Other Essays in the Phi­los­op­hy of Sci­en­ce (Cali­for­nia: The Free Press, 1965). Det­te har været grund­la­get for en løben­de dis­kus­sion om, hvad der ken­de­teg­ner viden­ska­be­li­ge for­kla­rin­ger. Der­u­d­over obser­ve­re­de Pier­re Lapla­ce, at da natur­love­ne med nød­ven­dig­hed dik­te­rer mate­ri­ens bevæ­gel­se, og efter­som al mate­rie skal for­stås som pas­sivt, så må uni­ver­sets udvik­ling være determineret.7Boris Kožnjak, “Who let the demon out? Lapla­ce and Boscovich on deter­mi­nism”, Stu­di­es in History and Phi­los­op­hy of Sci­en­ce Part A 51 (2015): 42–52. Pas­siv mate­ri­a­li­tet har der­for været, og for­bli­ver, cen­tral i filo­so­fi­ske dis­kus­sio­ner om, for eksem­pel, eksi­sten­sen af frie vil­je. Ende­lig, da pas­siv mate­rie beskri­ves ved bevæ­gel­sen i sine del­kom­po­nen­ter, så har ide­en moti­ve­ret over­be­vis­nin­gen om, at alle fæno­me­ner kan for­kla­res ved sådan en opløsning.8Ingo Bri­gandt & Alan Love, “Reductio­nism in Bio­lo­gy”, The Stan­ford Encycl­ope­dia of Phi­los­op­hy. Pas­siv mate­ri­a­li­tet har alt­så både moti­ve­ret et bestemt ver­dens­bil­le­de, samt reduk­ti­ve, meka­ni­ske, og uni­ver­sel­le for­kla­rings­me­to­der, der for­bli­ver aktu­el­le i sam­ti­den. Den­ne for­tæl­ling er for man­ge vel­kendt. Min­dre vel­kendt er en ander­le­des for­stå­el­se af mate­ri­a­li­tet, der siden anden ver­denskrig har fun­det viden­ska­be­lig anven­del­se og har revo­lu­tio­ne­ret samt­li­ge viden­ska­ber, fra fysik­ken til socio­lo­gi­en.

Aktiv mate­ri­a­li­tet

Alle­re­de i 1700- og 1800-tal­let blev det bemær­ket, at der var åben­ly­se eksemp­ler i den empi­ri­ske ver­den på mang­len­de sym­me­tri og lige­vægt i mate­ri­el­le syste­mer. Blandt andet af for­ske­re som Geor­ge Airy og Wil­li­am Thomp­son og natur­fi­lo­sof­fer som Johann Fri­edrich Blu­men­bach og Fri­edrich Wil­helm Joseph Schel­ling. Inden for viden­ska­ben star­te­de det som en ræk­ke mate­ma­ti­ske og empi­ri­ske pro­ble­mer. Et eksem­pel er den mate­ma­ti­ske beskri­vel­se af Watt-guver­nø­ren. Det­te er en rote­ren­de arm, der sty­rer hastig­he­den af en damp­ma­ski­ne ved at regu­le­re hvor meget tryk, der til­fø­res. Det­te appa­rat er sær­ligt, da det ope­re­rer i en til­stand uden­for lige­vægt og ved hjælp af en feed­ba­ck­me­ka­nis­me. James Maxwell var den før­ste til at beskri­ve det­te system matematisk.9James Clerk Maxwell, “On Gover­nors”, Pro­ce­e­dings of the Roy­al Socie­ty of Lon­don 16 (1868): 270–283. Det inter­es­san­te ved den­ne beskri­vel­se er, at den kun benyt­ter glo­ba­le vari­ab­ler og deres ind­byr­des for­hold. Det er der­for en beskri­vel­se, der ikke behø­ver at refe­re­re til del­kom­po­nen­ters spe­ci­fik­ke meka­ni­ske arran­ge­ment. Det er alt­så vis­se glo­ba­le dyna­mi­ske for­hold, der regu­le­rer syste­mets akti­vi­tet. Det­te mar­ke­re­de star­ten på den før­ste bøl­ge af såkaldt kon­trol­te­o­ri, hvil­ket er en fami­lie af teo­ri­er, der for­sø­ger at beskri­ve, hvor­dan uli­ge­væg­ti­ge syste­mer kan regu­le­res af feed­ba­ck­dy­na­mi­k­ker.

Et andet eksem­pel er, at man obser­ve­re­de et pro­blem med at beskri­ve, ved hjælp af tyng­de­loven, hvor­dan bevæ­gel­ser­ne for et system med tre lege­mer i gen­si­dig påvirk­ning udvik­ler sig over tid. Hen­ri Poin­caré opda­ge­de, at bevæ­gel­ser­ne er kao­ti­ske for­di de er uen­de­ligt føl­som­me over­for start­be­tin­gel­ser­ne. Der fin­des der­for ikke nogen gene­ral løs­ning på at for­stå, hvor­dan syste­met opfø­rer sig over tid.10June Bar­row-Gre­en, Poin­caré and the three body pro­blem (Provi­den­ce: Ame­ri­can Mat­he­ma­ti­cal Socie­ty, 1997). Det viste sig alt­så, at der er en ræk­ke rela­tivt simp­le syste­mer, der føl­ger Newtons love, men som ikke har for­ud­si­ge­li­ge bevæ­gel­ser. For det tred­je, så opda­ge­de den rus­si­ske mate­ma­ti­ker Alek­s­an­dr Lya­pu­nov, i sit stu­die af rote­ren­de væsker, en mate­ma­tisk beskri­vel­se af sta­bi­li­tet for lege­mer i kon­stant bevæ­gel­se. Det var først under den kol­de krig, i desig­net af rum­ra­ket­ter, at impli­ka­tio­nen af hans opda­gel­se stod klar. Raket­sy­ste­mer er i uli­ge­vægt og opfø­rer sig på non-line­ær vis. Men Lya­pu­novs meto­de kan benyt­tes til at desig­ne effek­ti­ve kon­trol­sy­ste­mer, der garan­te­rer, at raket­ten beva­rer sta­bi­li­tet i sin løbebane.11Rudolf E. Kal­man & John E. Ber­tram, “Con­trol System Ana­ly­sis and Design Via the “Second Met­hod” of Lya­pu­nov: I – Con­ti­nuous-Time Systems” Jour­nal of Basic Engi­ne­e­ring 82, nr. 2 (1960): 371–393. Den suc­ces­ful­de lan­ce­ring af Sput­nik popu­la­ri­se­re­de hur­tigt hans meto­de i Vesten. Dis­se nye meto­der og beskri­vel­ser før­te en ny bøl­ge af kon­trol­te­o­ri med sig, hvor Nor­bert Wie­ners kyber­ne­ti­ske teo­ri blev sær­ligt popu­lær. Lige­le­des vok­se­de inter­es­sen for de mate­ma­ti­ske egen­ska­ber ved syste­mer, som er i uli­ge­vægt og udvi­ste asym­me­trisk adfærd. Den vig­tig­ste figur i den­ne nye strøm­ning var Ilya Pri­go­gi­ne. Sam­men med sin elev Gré­goi­re Nico­lis demon­stre­re­de hun, at et system i uli­ge­vægt, som kon­stant opta­ger og afgi­ver ener­gi og mate­ri­a­ler, vil opnå sta­bi­le til­stan­de. Des­u­den vil dis­se syste­mer skif­te imel­lem for­skel­li­ge sta­bi­le til­stan­de ved vis­se irre­ver­sib­le og asym­me­tri­ske overgange.12Ilya Pri­go­gi­ne & Gre­goi­re Nico­lis, “On symmetry-breaking insta­bi­li­ties in dis­si­pa­ti­ve systems”, The Jour­nal of Che­mi­cal Phy­si­cs 46, nr. 9 (1967): 3542–3550. Alle dis­se for­skel­li­ge nye meto­der og ind­sig­ter i non-line­æ­re, kao­ti­ske og uli­ge­væg­ti­ge syste­mer blev lang­somt kon­so­li­de­ret og en ny viden­skab begynd­te at for­me sig – den såkald­te kom­plek­si­tetsvi­den­skab. Sær­ligt San­ta Fe-Insti­tut­tet, som blev grund­lagt i 1980’erne, for­søg­te at udvik­le det­te hur­tigt vok­sen­de teo­ri­ap­pa­rat og benyt­te det i beskri­vel­ser inden for alt fra fun­da­men­tal fysik til øko­no­mi. Det var en strå­len­de suc­ces, og i dag benyt­tes dis­se meto­der overalt i viden­ska­ben, f.eks. i ner­ve- og kognitionsvidenskaben,13Karl Fri­ston, James Kil­ner & Lee Har­ri­son, “A free ener­gy prin­cip­le for the brain”, Jour­nal of Phy­si­o­lo­gy-Paris 100, nr. 1 (2006): 70–87. i net­værk­ste­o­ri om trafikmønstre,14M. J. Smith & M. B. Wisten, “A con­ti­nuous day-to-day traf­fic assign­ment model and the exi­sten­ce of a con­ti­nuous dyna­mic user equi­li­bri­um”, Annals of Ope­ra­tions Research 60, (1996): 59–79. inden for beskri­vel­ser af bevæ­gel­ses­møn­stre for stæreflokke15Giorgio Pari­si, In a Flight of Star­lings. The won­der of com­plex systems (Lon­don: Pengu­in Press, 2023). og bio­lo­gisk arvelighed.16Sui Huang, “The molecu­lar and mat­he­ma­ti­cal basis of Wad­ding­ton’s epi­ge­ne­tic landsca­pe: a fra­mework for post-Darwi­ni­an bio­lo­gy?”, Bio­Es­says 34, nr. 2 (2012): 149–157.

Kom­plek­si­tetsvi­den­ska­ben er mest af alt en sam­ling bereg­nings­me­to­der. Men fle­re har påstå­et, at vi må gen­tæn­ke vores for­stå­el­se af mate­ri­a­li­tet på bag­grund af dens suc­ces. Lad mig frem­hæ­ve tre unik­ke egen­ska­ber, der kan fin­des i kom­plek­se syste­mer, såsom orka­ner eller strøm­hvirv­ler.

For det før­ste har de en dyna­misk hel­hed. De syste­mer, kom­plek­si­tetsvi­den­ska­ben under­sø­ger, udvi­ser ofte glo­ba­le egen­ska­ber, som ikke kan fin­des i deres del­kom­po­nen­ter. For eksem­pel har en strøm­hvir­vel en kol­lek­tivt rote­ren­de bevæ­gel­se, der påfø­res alle vand­par­tik­ler og gen­stan­de, der dra­ges ind i strøm­men og får dem til at bevæ­ge sig syn­kront. Det bety­der, at en kor­rekt for­stå­el­se af den­ne type mate­rie ikke kan dan­nes ude­luk­ken­de på bag­grund af dens bestand­de­le og deres aggre­gat. I ste­det opfø­rer mate­ri­en sig som en sam­let hel­hed hvis for­an­dring­er krydsko­or­di­ne­res på tværs af del­e­le­men­ter og hvis adfærd ude­luk­ken­de kan begri­bes fuld­stæn­digt igen­nem den­ne hel­hed.

For det andet er dis­se syste­mer sel­vor­ga­ni­se­ren­de. Mate­ri­en bevæ­ger sig kol­lek­tivt, på bag­grund af sine inhæ­ren­te egen­ska­ber, og dan­ner glo­ba­le møn­stre, der orga­ni­se­rer mate­ri­ens bevæ­gel­se. I strøm­hvirv­len opstår den rote­ren­de bevæ­gel­se spon­tant som føl­ge af vand­par­tik­ler­nes bevæ­gel­se uden behov for, at en ekstern rote­ren­de struk­tur pålæg­ges den. Den rote­ren­de bevæ­gel­se er orga­ni­sa­to­risk uaf­hæn­gig af, at bestem­te vand­par­tik­ler ind­går i den, og den har selv­stæn­dig ind­virk­ning på, hvor­dan dis­se bevæ­ger sig. Mate­ri­en dan­ner alt­så en orga­ni­sa­tion, der består del­vist uaf­hæn­gigt af til­fø­jel­sen og udled­nin­gen af bestanddele.17John D. Col­li­er & Chris A. Hoo­k­er, “Com­ple­xly orga­ni­sed dyna­mi­cal systems”, Open Systems & Infor­ma­tion Dyna­mi­cs 6, nr. 3 (1999): 241–302. Der er såle­des både et orga­ni­sa­to­risk og et kom­po­nent­mæs­sigt aspekt ved dis­se mate­ri­el­le syste­mer, der ind­går i gen­si­digt for­stær­ken­de for­hold. Den mate­ri­el­le orga­ni­sa­tion betin­ger de mate­ri­el­le kom­po­nen­ters bevæ­gel­se, og dis­se kom­po­nen­ter opret­hol­der den mate­ri­el­le orga­ni­sa­tion ved at til­fø­re ny bevæ­gel­se til syste­met.

For det tred­je er dis­se syste­mer kon­tekst­sen­si­ti­ve. Det mate­ri­el­le systems eksi­stens og adfærd afhæn­ger i høj grad af favorab­le omstæn­dig­he­der, der til­fø­rer bevæ­gen­de kom­po­nen­ter og akti­ve­rer deres inhæ­ren­te dispositioner.18Bernadette Bensau­de Vin­cent, “From self-orga­niza­tion to self-assem­bly: a new mate­ri­a­lism?”, History and phi­los­op­hy of the life sci­en­ces, 38, nr. 3 (2016). Hvir­vel­strøm­men kan kun eksi­ste­re på bag­grund af, at der er mod­sa­t­ret­te­de vand­strøm­me. Des­u­den betin­ger den mate­ri­el­le orga­ni­sa­tion den vide­re udvik­ling af syste­met såle­des, at den giv­ne til­stand, det befin­der sig i, i høj grad afhæn­ger af, hvil­ke til­stan­de, det har befun­det sig i tid­li­ge­re. Hvir­vel­strøm­men udvik­ler sig i vek­sel­virk­nin­gen imel­lem egen­ska­ber­ne af de til­før­en­de strøm­me, den glo­ba­le rota­tion, egen­ska­ber­ne ved de bestem­te par­tik­ler m.m., og den udvik­ler sig der­for på en yderst spe­ci­fik måde afhæn­gigt af små vari­a­tio­ner inden for alle dis­se para­me­tre. Dis­se syste­mer opnår der­for en grad af indi­vi­du­a­li­tet med en sær­lig histo­rie og omstæn­dig­he­der hvis karak­ter ikke kan ind­fan­ges af en uni­ver­sel beskri­vel­se.

Den akti­ve mate­rie er alt­så en selv­be­væ­gen­de og histo­risk-kon­tek­stu­el hel­hed. Den eksi­ste­rer som føl­ge af en uli­ge­vægt og dan­ner sta­bi­li­tet på bag­grund af asym­me­tri­ske for­an­dring­er. Aktiv mate­ri­a­li­tet og pas­siv mate­ri­a­li­tet er alt­så for­skel­li­ge egen­ska­ber, der kan til­skri­ves uli­ge empi­ri­ske syste­mer, for­di de kræ­ver for­skel­lig­ar­te­de beskri­vel­ser. Eksi­sten­sen af aktiv mate­ri­a­li­tet betin­ger der­for i høj grad påstan­den om, at pas­siv mate­ri­a­li­tet er en ulti­ma­tiv vir­ke­lig­hed. Sær­ligt sæt­ter det spørgs­måls­tegn ved det tid­li­ge­re mate­ri­a­li­stisk-meka­ni­ske ver­dens­bil­le­de og dets uni­ver­sel­le og reduk­ti­ve beskri­vel­ser. Man­ge af de fysi­ske syste­mer, der fin­des i natu­ren, fra galak­ti­ske struk­tu­rer, pla­ne­tæ­re bevæ­gel­ser, til øko­lo­gi­ske for­an­dring­er, er ofte bed­re beskre­vet igen­nem den akti­ve mate­ri­es egen­ska­ber. Selv hele uni­ver­sets udvik­ling, som en grad­vis dif­fe­ren­ti­e­ring fra en oprin­de­lig til­stand som en homo­gen singu­la­ri­tet til et hete­ro­gent man­ge­fold af ato­ma­re, pla­ne­tæ­re og orga­ni­ske struk­tu­rer, er ble­vet beskre­vet som aktiv materialitet.19Chris Klin­ger, Boot­strap­ping Rea­li­ty from the Limi­ta­tions of Logic (VDM Ver­lag, 2010); Ilya Pri­go­gi­ne & Isa­bel­le Sten­gers, Order Out of Cha­os: Man’s New Dia­logue with Natu­re (New York: Ban­tam Books, 1984). Sådan en udvik­ling er sket igen­nem ikke-line­æ­re pro­ces­ser, der har gen­for­stær­ket uen­de­ligt små vari­a­tio­ner i uni­ver­sets mate­ri­el­le for­de­ling til i sti­gen­de grad at frem­brin­ge stør­re vari­a­tio­ner i den­ne fordeling.20Sergei F. Shan­da­rin, “Non­li­ne­ar dyna­mi­cs of the lar­ge-sca­le struc­tu­re in the uni­ver­se”, Phy­si­ca D: Non­li­ne­ar Pheno­me­na, 77, nr. 1–3 (1994): 342–353. Tæn­kes mate­ri­a­li­tet der­for som noget ulti­ma­tivt, der ind­be­fat­ter og kon­sti­tu­e­rer alt eksi­ste­ren­de, så har aktiv mate­ri­a­li­tet også belæg for at være ulti­ma­tiv. Men aktiv mate­ri­a­li­tet væk­ker også to andre over­vej­el­ser. For det før­ste kan mate­ri­a­li­tet udvi­se en høj grad af indi­vi­du­a­li­tet, akti­vi­tet og kon­tekst­sen­si­ti­vi­tet. For det andet afhæn­ger mate­ri­a­li­te­tens egen­ska­ber i høj grad af, hvil­ke bereg­nings­me­to­der der bru­ges til at beskri­ve empi­ri­ske syste­mer.

Aktiv mate­ri­a­li­tet har dan­net gro­bund for en intel­lek­tu­el ven­ding, som for­drer en gen­tænk­ning af den viden­ska­be­li­ge prak­sis og den onto­lo­gi­ske sta­tus af spe­ci­al­vi­den­ska­ber­nes objek­ter. Sær­ligt har den såkald­te nyma­te­ri­a­lis­me under­søgt mate­ri­ens rol­le i soci­a­le, poli­ti­ske og lit­teræ­re sammenhæng.21Jane Ben­nett, Vibrant mat­ter: A poli­ti­cal eco­lo­gy of things (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2010); Karen Barad, Mee­ting the uni­ver­se hal­fway: Quan­tum phy­si­cs and the entang­le­ment of mat­ter and mea­ning (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2007). Nyma­te­ri­a­li­ster har argu­men­te­ret for, at mate­ri­a­li­tet ikke blot er en pas­siv trans­mis­sion af kvan­ti­te­ter, men en aktiv, form­dan­nen­de stør­rel­se. Mate­ri­a­li­tet er iføl­ge dem noget, som aktivt ska­ber vores soci­a­le ver­den og per­son­li­ge erfa­ring og udø­ver mod­stand, når men­ne­ske­lig akti­vi­tet for­sø­ger at kon­trol­le­re det.

Des­u­den har den såkaldt spe­ku­la­ti­ve rea­lis­me udka­stet nye meta­fy­si­ske spe­ku­la­tio­ner om vir­ke­lig­he­dens grund­læg­gen­de struk­tu­rer med udgangs­punkt i at gen­tæn­ke nog­le af filo­so­fi­hi­sto­ri­ens antagelser.22Iris Van Der Tuin & Rick Dolp­hi­jn, New mate­ri­a­lism: Inter­views & car­to­grap­hies (Ber­ks­hi­re: Open Huma­ni­ties Press, 2012). Sær­ligt ide­en om, at sub­jek­tet kon­sti­tu­e­rer ver­den, eller næg­ter os direk­te adgang til den, er ble­vet kri­ti­se­ret. I ste­det hæv­der Gra­ham Har­man, at vi skal sæt­te objek­ter­ne i centrum,23Graham Har­man, Object-ori­en­ted onto­lo­gy: A new the­ory of eve­ryt­hing (Lon­don: Pengu­in UK, 2018). lige­som Quen­tin Meil­las­soux har for­søgt at vise, at sik­ker viden om pri­mæ­re mate­ri­el­le egen­ska­ber kan opnås.24Quentin Meil­las­soux, After fini­tu­de: An essay on the neces­si­ty of con­tin­gen­cy (Lon­don: Blooms­bury Publis­hing, 2010). Viden­skab­fi­lo­so­fi­en har lige­le­des måt­te accep­te­re, at den deduk­ti­ve-nomo­lo­gi­ske model er en sjæl­den for­kla­rings­me­to­de i viden­ska­ben, som ikke kan benyt­tes i under­sø­gel­sen af man­ge kom­plek­se sam­men­hæn­ge og fænomener.25William Bech­tel & Robert C. Richards­on, Discove­ring com­ple­xi­ty: Decom­po­si­tion and loca­liza­tion as stra­te­gies in sci­en­ti­fic research (Cam­brid­ge, MA: MIT press, 2010). En inter­es­sant udvik­ling kan fin­des i bio­lo­gi­en, hvor kom­plek­si­tetsvi­den­ska­ben har lagt gro­bund for en ny for­stå­el­se af, hvad liv er.

Leven­de mate­rie

Leven­de syste­mer består af mate­ri­el­le bestand­de­le, men opfø­rer sig sær­ligt i for­hold til andre mate­ri­el­le syste­mer. Da leven­de syste­mer opfø­rer sig mål­ret­tet og som en inte­gre­ret hel­hed, har man histo­risk set haft svært ved at give en viden­ska­be­lig for­kla­ring af dem. Sær­ligt i 1800-tal­let var der stor strid om, hvor­vidt liv kan for­kla­res ude­luk­ken­de på bag­grund af mate­ri­el­le kræf­ter. Det hæv­de­de blandt andre Wil­helm Roux og Jacques Loeb, at det kan. Mod­sat hæv­de­de andre, blandt andre Carl Rei­chen­bach og Hans Dri­esch, at vi må anta­ge eksi­sten­sen af en vital kraft for at for­stå liv. Vita­li­ster­ne påstod for eksem­pel, at orga­ni­ske mole­ky­ler og pro­ces­ser ude­luk­ken­de kan for­kla­res viden­ska­be­ligt ved at hen­vi­se til en vital kraft. Påstan­den var tæt for­bun­det til eks­pe­ri­men­ter med orga­nisk kemi og blev gran­sket på det­te grund­lag. Et stort frem­skridt for ide­en om, at der ikke fin­des en vital kraft, var Her­mann von Helm­holtzs bevis i 1845 for at var­me i dyr ude­luk­ken­de er gene­re­ret af ter­mody­na­mi­ske pro­ces­ser. Da var­me i dyr alt­så kan for­kla­res fysisk, så er en hen­vis­ning til en vital kraft over­flø­dig, og det gav belæg for, at fysi­ske beskri­vel­ser vil­le være til­stræk­ke­li­ge for­kla­rin­ger af liv i det hele taget. Vita­lis­men fik end­nu et fata­lt slag af Edu­ard Buch­ners eks­pe­ri­ment i 1889, som viste, at et ekstrakt fra gær kan fer­men­te­re uaf­hæn­gigt at dets cel­lu­læ­re kon­tekst. Eks­pe­ri­men­tet viste, at ingen vita­le kræf­ter var nød­ven­di­ge i pro­duk­tio­nen af orga­ni­ske mole­ky­ler, og det blev start­skud­det til den bio­ke­mi­ske videnskab.26Arthur Kor­n­berg, “Cen­te­nary of the Bir­th of Modern Bio­che­mi­s­try”, The FASEB jour­nal 11, nr. 14 (1997): 1209–1214. Her­ef­ter blev vita­lis­men i sti­gen­de grad upo­pu­lær, og ambi­tio­ner­ne om at beskri­ve leven­de syste­mer som fysisk-kemi­ske syste­mer blev det nye para­dig­me. Den eks­pe­ri­men­tel­le bio­lo­gi blev domi­ne­ren­de, og for de fle­ste bio­lo­ger blev spørgs­må­let om livets sær­li­ge karak­ter uin­ter­es­sant. I ste­det under­søg­te man hvil­ke egen­ska­ber og pro­ces­ser, der var invol­ve­ret i spe­ci­fik­ke leven­de syste­mer. Det­te var bio­ke­mi­en, eks­pe­ri­men­tal­bi­o­lo­gi­en, og sene­re den mole­kylæ­re bio­lo­gi sær­ligt egnet til at under­sø­ge.

Men det stod sta­dig klart for man­ge alle­re­de i peri­o­den 1900–1950, at der var noget sær­ligt ved orga­nis­mer. De befandt sig nem­lig i en form for sta­bi­li­tet, men af en art, der er væsens­for­skel­lig fra ter­mody­na­misk lige­vægt. Bio­lo­gi­en hav­de der­for stor ind­virk­ning på udvik­lin­gen af kom­plek­si­tetsvi­den­ska­ben. F.eks. under­stre­ge­de Fre­de­ri­ck Don­nan i en tale til The Bri­tish Sci­en­ce Asso­ci­a­tion, at man må for­stå leven­de syste­mer som væren­de i uli­ge­vægt, og at en orga­nis­me i lige­vægt er lig med døden.27Frederick G. Don­nan, “The Myste­ry of Life”, Natu­re 122, nr. 3075 (1928): 512–514. Orga­nis­mer var alt­så et af de tyde­lig­ste eksemp­ler på aktiv mate­ri­a­li­tet. Men leven­de syste­mer har også en ræk­ke egen­ska­ber, der er særeg­ne i for­hold til andre for­mer for aktiv mate­ri­a­li­tet. Mod­sat en orkan eller strøm­hvir­vel, så opret­hol­der orga­nis­mer aktivt deres egen til­stand. De er alt­så sel­vor­ga­ni­se­re­de i en anden for­stand end ikke-leven­de aktiv mate­ri­a­li­tet. De er sel­vop­ret­hol­den­de. Net­op den­ne sær­li­ge egen­skab ved liv vil­le Wal­ter B. Can­non frem­hæ­ve med begre­bet “homøostase”.28Walter Brad­ford Can­non, “Phy­si­o­lo­gi­cal regu­la­tion of nor­mal sta­tes: some ten­ta­ti­ve postu­la­tes con­cer­ning bio­lo­gi­cal homeo­sta­ti­cs”, i Ses Amis, ses Col­le­ges, ses Ele­ves, red. Char­les Richet (Paris: Edi­tion Medi­ca­les, 1926). Den kend­te fysi­ker Erwin Schrö­din­ger var fasci­ne­ret af den­ne mate­ri­el­le sære­gen­hed ved liv og spil­le­de en afgø­ren­de rol­le i at popu­la­ri­se­re stu­di­et af den. Han afholdt en ræk­ke fore­læs­nin­ger på områ­det, som led­te til sti­gen­de opmærk­som­hed om, at liv rej­ste en ræk­ke viden­ska­be­li­ge problemer.29Erwin Schrö­din­ger, What is life?: With mind and mat­ter and auto­bi­o­grap­hi­cal sket­ches (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2014). Han stil­le­de tre spørgs­mål: Hvor­dan kan liv opret­hol­de sig selv i uli­ge­vægt på trods af mate­ri­ens ten­dens mod lige­vægt? Hvad er arve­ma­te­ri­a­let i leven­de syste­mer? Kan liv for­kla­res ude­luk­ken­de med hen­vis­ning til fysik­kens kend­te natur­love? Det var først da kom­plek­si­tetsvi­den­ska­ben mod­ne­de med nye værk­tø­jer, at pro­ble­met om livets sær­li­ge for­fat­ning syn­tes at være til at løse. Dis­se værk­tø­jer til­lod en besva­rel­se af Schrö­din­gers før­ste spørgs­mål, nem­lig at liv opret­hol­der sig selv i uli­ge­vægt, lige­som aktiv mate­ri­a­li­tet, ved kon­stant at ind­ta­ge ener­gi og mate­ri­a­ler. Det andet spørgs­mål fandt sit svar i opda­gel­sen af DNA.

Det tred­je spørgs­mål – og mere gene­relt spørgs­må­let om, hvad der defi­ne­rer liv i det hele taget – er sta­dig gen­stand for meget debat i dag. Defi­ni­tio­nen af liv er ble­vet en popu­lær forsk­nings­gen­stand, da det er sær­lig vig­tigt for tre hur­tigt vok­sen­de forsk­nings­om­rå­der. Det før­ste er forsk­ning i livets oprin­del­se på Jor­den. For at dan­ne en fyl­dest­gø­ren­de teo­ri om, hvor­dan liv skul­le være opstå­et fra kemi­ske sam­men­hæn­ge på vores pla­net, kræ­ves en besva­rel­se af hvad liv over­ho­ve­det er.30Athel Cor­nish-Bow­den & María Luz Cár­de­nas, “Con­tras­ting the­o­ri­es of life: Histo­ri­cal con­te­xt, cur­rent the­o­ri­es. In search of an ide­al the­ory”, Bio­sy­stems, 188 (2020): 104063. Det andet forsk­nings­om­rå­de er den spæ­de astro­bi­o­lo­gi, som viden­ska­be­ligt for­sø­ger at afgø­re, om liv er opstå­et på andre pla­ne­ter. For at vide, hvad man leder efter, behø­ver man et kri­te­rie for, hvad liv er.31Mark A. Bedau (2010), “An Ari­sto­te­li­an acco­unt of mini­mal che­mi­cal life”, Astro­bi­o­lo­gy 10, nr. 10 (2010): 1011–1020. Sær­ligt vig­tigt er, at det­te kri­te­rie er uaf­hæn­gigt af den spe­ci­fik­ke kemi­ske for­fat­ning, som livet på vores pla­net til­fæl­dig­vis kun­ne have opnå­et. For det tred­je er der bevidst­heds- og kog­ni­tions­forsk­nin­gen, hvor fle­re mener, at bevidst­hed og kog­ni­tion er sær­ligt for­bun­det til livets forfatning.32Peter God­frey-Smith, “Spen­cer and Dewey on life and mind”, i Arti­fi­ci­al life IV: Pro­ce­e­dings of the Fourth Inter­na­tio­nal Wor­ks­hop on the Synt­he­sis and Simu­la­tion of Living Systems, red. Rod­ney A. Brooks & Pat­tie Maes (Cam­brid­ge, MA: The MIT Press, 1994), 80–89. For alle dis­se tre områ­der er kom­plek­si­tetsvi­den­ska­ben og den akti­ve mate­rie abso­lut cen­tral i for­hold til at dan­ne en prin­ci­pi­el og viden­ska­be­lig for­stå­el­se af livets for­fat­ning. Sær­ligt da aktiv mate­rie besid­der et orga­ni­sa­to­risk aspekt, der er del­vist uaf­hæn­gigt af sine bestand­de­le, kan sådan­ne teo­ri­er foku­se­re på de orga­ni­sa­to­ri­ske og struk­tu­rel­le aspek­ter af leven­de syste­mer. De kan der­for benyt­tes på tværs af leven­de syste­mer med et man­ge­fold af for­skel­li­ge kemisk-mate­ri­el­le bestand­de­le.

Livet er sel­vop­ret­hol­den­de og besid­der der­for en ræk­ke orga­ni­sa­to­ri­ske sære­gen­he­der, som ikke fin­des i ikke-leven­de aktiv mate­ri­a­li­tet. Der er i ste­det tale om en leven­de mate­rie. For­u­den at være en selv­be­væ­gen­de og histo­risk-kon­tek­stu­el hel­hed, så besid­der liv en luk­ket cir­ku­la­ri­tet. Imma­nu­el Kant var en af de før­ste filo­sof­fer til at poin­te­re den­ne orga­ni­sa­to­ri­ske sære­gen­hed. Han hæv­de­de nem­lig, at enhver del af hel­he­den er både mid­del og for­mål for enhver anden del, og hel­he­den besid­der der­for en form­gi­ven­de (mod­sat bevæ­gen­de) kraft. Kant men­te, at det­te blot er et regu­la­tivt prin­cip for vores for­stå­el­se af leven­de syste­mer og ikke en kon­sti­tu­tiv beskaf­fen­hed ved organismer.33Immanuel Kant, The Cri­tique of Jud­g­ment (Oxford: Cla­ren­don Press, 1952). Men ide­en om den akti­ve mate­rie har mulig­gjort at tæn­ke den­ne orga­ni­sa­tion som en kon­sti­tu­tiv beskaf­fen­hed ved livet. Den akti­ve mate­rie kan påta­ge sig en luk­ket cir­ku­lær struk­tur, hvor enhver pro­ces i den akti­ve mate­rie opret­hol­der og lader sig opret­hol­de af andre pro­ces­ser i syste­met. Syste­met bli­ver der­for luk­ket i den for­stand, at de indre pro­ces­ser er dem, som er ind­væ­vet i den sel­vop­ret­hol­den­de cir­ku­la­ri­tet, hvor­i­mod det ydre er de pro­ces­ser, der ikke har den­ne status.34Humberto R. Matu­ra­na, & Fran­ci­sco J. Vare­la, Autopoie­sis and cog­ni­tion: The rea­liza­tion of the living (Dor­dre­cht: D. Rei­del Publis­hing Com­pa­ny, 1980). For eksem­pel kræ­ver dyr et hjer­te, som pum­per blod, og hjer­tet kræ­ver, at ilt til­fø­res, hvil­ket kræ­ver, at blod trans­por­te­rer ilt, og det­te kræ­ver igen et hjer­te, som pum­per blod. Hjer­tet er der­for en indre pro­ces i orga­nis­men, for­di det er ind­væ­vet i et cir­ku­lært system, der til­sam­men opret­hol­der dyret.

Et andet sær­ligt aspekt ved den leven­de mate­rie, der adskil­ler det fra aktiv mate­rie, er afkoblet regu­le­ring. Det leven­de system kan befin­de sig i en ræk­ke til­stan­de, hvori det kan sel­vop­ret­hol­de, men dis­se er del­vist afhæn­gi­ge af omskif­te­li­ge omstæn­dig­he­der. For at syste­met kan for­bli­ve sel­vop­ret­hol­den­de i ikke-favorab­le omstæn­dig­he­der, må det alt­så have evnen til at skif­te imel­lem for­skel­li­ge gun­sti­ge til­stan­de rela­tivt til omstæn­dig­he­der­ne. F.eks. behø­ver en bak­te­rie at ind­ta­ge suk­ker, og hvis ingen suk­ker er opløst i dets omkring­lig­gen­de mil­jø, så vil det sul­te, og det er der­for nødsa­get til at skif­te mil­jø. Bak­te­ri­en skif­ter der­for fra at fly­de til at svøm­me. Der må være et orga­ni­sa­to­risk under­sy­stem, der vare­ta­ger den­ne pro­ces. Det­te under­sy­stem skal kun­ne vir­ke på tværs af man­ge omstæn­dig­he­der og diver­se sel­vop­ret­hol­den­de til­stan­de, som syste­met kan befin­de sig i. Der­for må under­sy­ste­met være del­vist afkoblet syste­met og mil­jø­et. Des­u­den må det­te under­sy­stem kun­ne detek­te­re for­styr­rel­ser af sel­vop­ret­hol­del­sen og på bag­grund af det­te skif­te til en anden til­stand, der kan beva­re selvopretholdelsen.35Alvaro Moreno & Mat­teo Mos­sio, Bio­lo­gi­cal auto­no­my (Dor­dre­cht: Sprin­ger, 2015). Bak­te­ri­en har et motor­sy­stem af pro­te­i­ner på cel­le­mem­bra­nen, som akti­ve­res når det detek­te­rer en fal­den­de suk­kero­p­løs­ning i en væske, der skub­ber det mod sti­gen­de suk­kero­p­løs­ning. Akti­ve­rin­gen af dis­se pro­te­i­ner kan ikke være afhæn­gig af til­gæn­ge­lig­he­den af en høj opløs­ning af suk­ker, og må der­for fun­ge­re del­vist uaf­hæn­gigt at bak­te­ri­ens for­bræn­ding af suk­ker. Som føl­ge af det­te er den leven­de mate­rie også hie­rar­kisk metasta­bil. Da under­sy­ste­mer­ne i den luk­ke­de cir­ku­la­ri­tet besid­der del­vis uaf­hæn­gig­hed i for­hold til syste­met som en hel­hed, og andre under­sy­ste­mer, så dan­ner de et hie­rar­ki af afhæn­gig­hed og kon­trol. I bak­te­ri­en er det­te et for­hold imel­lem de kemi­ske net­værk, der vare­ta­ger for­bræn­ding, og de, som vare­ta­ger bevæ­gel­se og sans­ning. Des­u­den, da syste­met som en hel­hed kan være sta­bilt på tværs af et man­ge­fold af til­stan­de, så er det metasta­bilt. F.eks. er bak­te­ri­en et metasta­bilt system på tværs af man­ge sta­bi­le forbrændings‑, bevæ­gel­ses- og san­se­til­stan­de. Ende­ligt bety­der det­te, at syste­met er fore­gri­ben­de, da dets eksi­stens afhæn­ger af, at det detek­te­rer poten­ti­el­le til­stan­de. Det kan både afgræn­se hvil­ke poten­ti­el­le til­stan­de, det kan befin­de sig i ved for­styr­rel­ser, og hvil­ke det kan skif­te til, før den luk­ke­de cir­ku­la­ri­tet bry­der sam­men. Bak­te­ri­en kan for­nem­me, at den snart vil fin­de sig i en til­stand af sult, som vil slå den ihjel, detek­te­re, at der er mere suk­ker i en bestemt ret­ning, og for­nem­me de hand­lings­mu­lig­he­der, den har for at over­le­ve. Mulig­he­der er alt­så onto­lo­gisk afgø­ren­de for den leven­de mate­rie, da dens eksi­stens­be­tin­gel­ser afhæn­ger af en afgræns­ning af poten­ti­el­le for­styr­rel­ser og muli­ge respon­ser på dis­se forstyrrelser.36Robert Rosen, Anti­ci­pa­tory systems (Dor­dre­cht: Sprin­ger, 2012).

Leven­de mate­rie er alt­så en type aktiv mate­rie, som er hie­rar­kisk metasta­bil og cir­ku­lært luk­ket med en afkoblet og fore­gri­ben­de regu­le­ring. Da aktiv mate­rie gene­relt besid­der en ræk­ke glo­ba­le egen­ska­ber, som ingen af dens del­kom­po­nen­ter besid­der, så gæl­der det­te også i sær­lig høj grad for den leven­de mate­rie. Den histo­risk-kon­tek­stu­el­le karak­ter af regu­le­ret sel­vop­ret­hol­del­se leder til en ny glo­bal egen­skab kal­det adap­tion. Den­ne egen­skab kan rede­gø­re for, hvor­for sådan­ne syste­mer udvik­ler sig til høje­re grad af kom­plek­si­tet hen over tid.37Ezequiel Di Pao­lo, “Autopoie­sis, adap­ti­vi­ty, tele­o­lo­gy, agen­cy”, Pheno­meno­lo­gy and the Cog­ni­ti­ve Sci­en­ces 4, nr. 4 (2005): 429–452. Lige­le­des hæv­der nog­le, at den luk­ke­de cir­ku­la­ri­tet, der tje­ner til hel­he­dens sel­vop­ret­hol­del­se, til­de­ler del­pro­ces­ser­ne en sta­tus af at være funk­tio­ner, der tje­ner en norm om overlevelse.38Wayne D. Chri­sten­sen & Mark H. Bick­hard, “The Pro­cess Dyna­mi­cs of Nor­ma­ti­ve Fun­ction”, The Monist 85, nr. 1 (2002): 3–28. Syste­mets uaf­hæn­gig­hed fra det mil­jø, det rea­ge­rer på i for­hold til dis­se nor­mer og som det inter­a­ge­rer med som en sam­let hel­hed, giver syste­met en sta­tus som en agent.39Xabier E. Baran­di­a­ran, Ezequi­el Di Pao­lo & Mari­e­ke Roh­de, “Defi­ning Agen­cy: Indi­vi­du­a­li­ty, Nor­ma­ti­vi­ty, Asym­me­try, and Spa­tio-tem­pora­li­ty in Action”, Adap­ti­ve behavi­or 17, nr. 5 (2009): 367–386. Som føl­ge der­af er agent­ba­se­re­de model­ler for orga­nis­mer og mole­ky­ler ble­vet mere popu­læ­re det sene­ste årti, og kog­ni­ti­ve stu­di­er af mikro­or­ga­nis­mer er ble­vet et etab­le­ret værktøj.40Pamela Lyon, Fred Kei­jzer, Det­lev Arendt & Micha­el Levin, “Refra­m­ing cog­ni­tion: get­ting down to bio­lo­gi­cal basi­cs”, Phil­o­soph­i­cal Transa­ctions of the Roy­al Socie­ty B 376 (2021). Begre­bet om den leven­de mate­rie er alt­så en cen­tral figur i en ny og omfat­ten­de revo­lu­tion inden for den bio­lo­gi­ske tænk­ning, der kan give nyt­ti­ge begrebs­værk­tø­jer, som berø­rer vores for­stå­el­se af både bevidst­hed, evo­lu­tion og orga­ni­ske mole­ky­ler. I stu­di­et af bevidst­hed har det såkald­te dua­lis­me­pro­blem anledt vis­se for­ske­re til at hæv­de, at det­te pro­blem opstår i for­sø­get på at for­bin­de pas­siv mate­ri­a­li­tet med bevidst­hed uden at ind­tæn­ke aktiv og leven­de mate­ri­a­li­tet som mellemled.41Evan Thomp­son, Mind in life: Bio­lo­gy, pheno­meno­lo­gy, and the sci­en­ces of mind (Har­vard: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2010). En dybe­re for­stå­el­se af leven­de mate­ri­a­let har omvæl­tet den evo­lu­tio­næ­re tænk­ning ved at inklu­de­re både orga­nis­mer som akti­ve agen­ter i deres form­dan­nel­se samt ikke-gene­ti­ske pro­ces­ser for nedarvning.42Eva Jablon­ka & Marion J. Lamb, Inhe­ri­tan­ce systems and the exten­ded evo­lu­tio­nary synt­he­sis (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2020). Lige­le­des opstår orga­ni­ske mole­ky­ler i kon­tek­sten af leven­de mate­rie, hvor­fra deres spe­ci­fik­ke kon­fi­gu­ra­tion og funk­tion afle­des. Ved at ind­tæn­ke den­ne kon­tekst kan livets mole­kylæ­re grund­lag bed­re for­stås og åbne nye design­mu­lig­he­der for pro­duk­tio­nen af medi­cin og materialer.43Gizem Gumu­skaya, Pranjal Sri­va­sta­va, Ben G. Coo­per, Han­nah Les­ser, Ben Seme­gran, Simon Gar­ni­er & Micha­el Levin, “Moti­le Living Bio­bots Self-Construct from Adult Human Soma­tic Pro­ge­ni­tor Seed Cells”, Advan­ced Sci­en­ce 11, nr. 4 (2024).

Mate­ri­ens man­ge­fold

Aktiv og leven­de mate­ri­a­li­tet er ikke blot en viden­ska­be­lig kurio­si­tet, men en pres­se­ren­de poli­tisk vir­ke­lig­hed. At løse kli­ma­for­an­drin­ger­ne og tabet af vores bio­di­ver­si­tet kræ­ver en bed­re for­stå­el­se af vores pla­ne­tæ­re syste­mer, som er karak­te­ri­se­ret ved en aktiv og leven­de mate­ri­a­li­tet. Dis­se typer mate­ri­a­li­tet udtryk­ker såle­des et behov for at beskri­ve og løse poli­tisk-øko­lo­gi­ske pro­ble­ma­tik­ker. Men de er også et for­søg på at arti­ku­le­re den men­ne­ske­li­ge posi­tion i en bre­de­re natur­lig og kos­mo­lo­gisk kon­tekst, der er min­dre frem­med­gø­ren­de end det bil­le­de, som den pas­si­ve mate­ri­a­li­tet har teg­net.

Mate­ri­a­li­tet er bedst iden­ti­fi­ce­ret ved en ræk­ke beskri­vel­ser – mate­ma­ti­ske, empi­ri­ske og kon­cep­tu­el­le – der kan hjæl­pe os til at for­stå og inter­a­ge­re med vir­ke­lig­he­den. I den­ne kon­tekst er det tyde­ligt, at mate­ri­a­li­tet fore­kom­mer som en hete­ro­gen mang­fol­dig­hed, der udvi­ser for­skel­li­ge egen­ska­ber. Oprin­de­ligt fandt ide­en om mate­ri­a­li­tet noget af sin begrun­del­se i at garan­te­re ved­va­ren­de iden­ti­tet i den sam­le­de kvan­ti­tet af empi­ri­ske syste­mer på tværs af for­an­dring. Mate­ri­a­li­tet er såle­des en meto­de til afdæk­ke, bereg­ne og sam­men­hol­de for­skel­li­ge pro­ces­ser i én enhed. Men begre­bets viden­ska­be­li­ge omvælt­nin­ger har illu­stre­ret, hvor meget den onto­lo­gi­ske for­tolk­ning af pas­siv mate­ri­a­li­tet bero­e­de på, hvil­ke empi­ri­ske syste­mer, man valg­te at under­sø­ge. I dag bety­der mate­ri­a­li­tet meget mere end et sym­me­trisk system af sepa­ra­te og bestan­di­ge dele, der besid­der kvan­ti­ta­ti­ve egen­ska­ber. Den ind­be­fat­ter nu også egen­ska­ber som dyna­misk selv­be­væ­gen­de hel­hed, agens og akti­vi­tet, selv­re­gu­le­ring, adap­tion og end­da nor­mer – alt efter hvil­ke meto­der og teo­ri­er, man benyt­ter, og hvil­ke syste­mer, man under­sø­ger.

Det er alt­så svært at begrun­de ulti­ma­tiv mate­rie i en sam­let viden­ska­be­li­ge ide om mate­rie som sådan. Det filo­so­fi­ske pro­jekt om at legi­ti­me­re en ulti­ma­tiv kate­go­ri, sær­ligt som mate­rie, må der­for præ­sen­te­re en ide, der er kon­si­stent med det man­ge­fold af mate­ri­el­le syste­mer, der fin­des i viden­ska­ben. Det­te er sær­ligt vig­tigt da det­te man­ge­fold af mate­ri­el­le syste­mer, og den med­føl­gen­de fler­ty­dig­hed af mate­ri­a­li­te­tens ide, er tæt for­bun­det med den viden­ska­be­li­ge prak­sis og dens model­ler, lig­nin­ger, eks­pe­ri­men­tale opstil­lin­ger og prak­ti­ske hen­sig­ter. Med så man­ge for­skel­li­ge skik­kel­ser på tværs af viden­ska­ben, så vil mate­rie som sådan i høj grad bli­ve noget gene­risk ube­stemt. Lige­som Ari­sto­te­les kan vi der­for spør­ge: Kan mate­ri­en for­stås som noget ulti­ma­tivt og hvor­dan kan den begri­bes?

Uag­tet hvor­dan det­te filo­so­fi­ske pro­jekt ind­fri­es, så må det ske på bag­grund af et infor­me­ret enga­ge­ment med fler­ty­dig­he­den af mate­ri­a­li­tet i sam­ti­dens viden­ska­ber. Lige­le­des må vi omhyg­ge­ligt over­ve­je, at diver­se typer mate­ri­a­li­tet udvi­ser en ræk­ke egen­ska­ber, der er sær­ligt egnet til den viden­ska­be­li­ge prak­sis og der­for ikke lige­fremt kan omsæt­tes til et filo­so­fisk pro­jekt om en ulti­ma­tiv onto­lo­gi. Mate­ri­a­li­tet er ofte for­bun­det med afgræn­se­de rum­li­ge og tids­li­ge sam­men­hæn­ge, der kan beskri­ves mate­ma­tisk. En ulti­ma­tiv kate­go­ri kan – per defi­ni­tion – ikke være en rum­lig og tids­lig afgræn­set sam­men­hæng. Lige­le­des er der god grund til at være skep­tisk om, hvor­vidt det ulti­ma­ti­ve er en type gen­stand, der frugt­bart kan behand­les mate­ma­tisk. Alt­så må ide­en om mate­rie trans­for­me­res for at bli­ve egnet til den­ne type filo­so­fisk behand­ling, og viden­ska­ben leve­rer ingen ide om mate­ri­a­li­tet, der fyl­dest­gø­ren­de kan ind­fri sådan et filo­so­fisk pro­jekt.

Den filo­so­fi­ske kate­go­ri om det ulti­ma­ti­ve, og mate­ri­a­li­te­tens rol­le i den viden­ska­be­li­ge prak­sis, er der­for to meget for­skel­li­ge pro­jek­ter, der i sti­gen­de grad er vok­set fra hin­an­den. Og det er godt. Net­op for­di pas­siv mate­ri­a­li­tet ikke læn­ge­re er en impe­ri­a­li­stisk stør­rel­se, der kolo­ni­se­rer alt som eksi­ste­rer, har vi vun­det nye og filo­so­fisk inter­es­san­te ind­sig­ter i obser­ver­ba­re syste­mer. Aktiv og leven­de mate­rie er grund­la­get for man­ge af frem­skrid­te­ne i den nye­re tids viden­skab. Det er net­op deres uaf­hæn­gig­hed fra den pas­si­ve mate­ri­a­li­tet, der åbner nye måder at tæn­ke om vores posi­tion i uni­ver­set og til­la­der os at løse nuti­dens og frem­ti­dens kri­ser.

1. Mary Lou­i­se Gill, Ari­stot­le on sub­stan­ce: The para­dox of uni­ty (Prin­ce­ton, New Jer­sey: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 1989); Mary Lou­i­se Gill, “Part I: Ana­ly­sis of Dyna­mic Cate­go­ri­es: Ari­stot­le’s Dis­tinc­tion betwe­en Chan­ge and Acti­vi­ty”, Axio­mat­hes 14, (2004): 3–22.
2. Aristoteles, Meta­fy­sik (Aar­hus: Klim, 2021).
3. Robert C. Bis­hop, “Metap­hy­si­cal and epi­ste­mo­lo­gi­cal issu­es in com­plex systems”, i Phi­los­op­hy of com­plex systems, red. Cliff Hoo­k­er (Else­vi­er, 2011): 105–136.
4. Katherine Bra­ding & Ela­na Castel­la­ni, Sym­me­tri­es in Phy­si­cs: Phil­o­soph­i­cal Reflections (Cam­brid­ge, Eng­land: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2002).
5. J. O. de La Met­trie, La Met­trie: Machine Man and Other Wri­tings (Cam­brid­ge, Eng­land: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 1996).
6. Carl Gustav Hem­pel, Aspects of Sci­en­ti­fic Expla­na­tion and Other Essays in the Phi­los­op­hy of Sci­en­ce (Cali­for­nia: The Free Press, 1965).
7. Boris Kožnjak, “Who let the demon out? Lapla­ce and Boscovich on deter­mi­nism”, Stu­di­es in History and Phi­los­op­hy of Sci­en­ce Part A 51 (2015): 42–52.
8. Ingo Bri­gandt & Alan Love, “Reductio­nism in Bio­lo­gy”, The Stan­ford Encycl­ope­dia of Phi­los­op­hy.
9. James Clerk Maxwell, “On Gover­nors”, Pro­ce­e­dings of the Roy­al Socie­ty of Lon­don 16 (1868): 270–283.
10. June Bar­row-Gre­en, Poin­caré and the three body pro­blem (Provi­den­ce: Ame­ri­can Mat­he­ma­ti­cal Socie­ty, 1997).
11. Rudolf E. Kal­man & John E. Ber­tram, “Con­trol System Ana­ly­sis and Design Via the “Second Met­hod” of Lya­pu­nov: I – Con­ti­nuous-Time Systems” Jour­nal of Basic Engi­ne­e­ring 82, nr. 2 (1960): 371–393.
12. Ilya Pri­go­gi­ne & Gre­goi­re Nico­lis, “On symmetry-breaking insta­bi­li­ties in dis­si­pa­ti­ve systems”, The Jour­nal of Che­mi­cal Phy­si­cs 46, nr. 9 (1967): 3542–3550.
13. Karl Fri­ston, James Kil­ner & Lee Har­ri­son, “A free ener­gy prin­cip­le for the brain”, Jour­nal of Phy­si­o­lo­gy-Paris 100, nr. 1 (2006): 70–87.
14. M. J. Smith & M. B. Wisten, “A con­ti­nuous day-to-day traf­fic assign­ment model and the exi­sten­ce of a con­ti­nuous dyna­mic user equi­li­bri­um”, Annals of Ope­ra­tions Research 60, (1996): 59–79.
15. Giorgio Pari­si, In a Flight of Star­lings. The won­der of com­plex systems (Lon­don: Pengu­in Press, 2023).
16. Sui Huang, “The molecu­lar and mat­he­ma­ti­cal basis of Wad­ding­ton’s epi­ge­ne­tic landsca­pe: a fra­mework for post-Darwi­ni­an bio­lo­gy?”, Bio­Es­says 34, nr. 2 (2012): 149–157.
17. John D. Col­li­er & Chris A. Hoo­k­er, “Com­ple­xly orga­ni­sed dyna­mi­cal systems”, Open Systems & Infor­ma­tion Dyna­mi­cs 6, nr. 3 (1999): 241–302.
18. Bernadette Bensau­de Vin­cent, “From self-orga­niza­tion to self-assem­bly: a new mate­ri­a­lism?”, History and phi­los­op­hy of the life sci­en­ces, 38, nr. 3 (2016).
19. Chris Klin­ger, Boot­strap­ping Rea­li­ty from the Limi­ta­tions of Logic (VDM Ver­lag, 2010); Ilya Pri­go­gi­ne & Isa­bel­le Sten­gers, Order Out of Cha­os: Man’s New Dia­logue with Natu­re (New York: Ban­tam Books, 1984).
20. Sergei F. Shan­da­rin, “Non­li­ne­ar dyna­mi­cs of the lar­ge-sca­le struc­tu­re in the uni­ver­se”, Phy­si­ca D: Non­li­ne­ar Pheno­me­na, 77, nr. 1–3 (1994): 342–353.
21. Jane Ben­nett, Vibrant mat­ter: A poli­ti­cal eco­lo­gy of things (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2010); Karen Barad, Mee­ting the uni­ver­se hal­fway: Quan­tum phy­si­cs and the entang­le­ment of mat­ter and mea­ning (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2007).
22. Iris Van Der Tuin & Rick Dolp­hi­jn, New mate­ri­a­lism: Inter­views & car­to­grap­hies (Ber­ks­hi­re: Open Huma­ni­ties Press, 2012).
23. Graham Har­man, Object-ori­en­ted onto­lo­gy: A new the­ory of eve­ryt­hing (Lon­don: Pengu­in UK, 2018).
24. Quentin Meil­las­soux, After fini­tu­de: An essay on the neces­si­ty of con­tin­gen­cy (Lon­don: Blooms­bury Publis­hing, 2010).
25. William Bech­tel & Robert C. Richards­on, Discove­ring com­ple­xi­ty: Decom­po­si­tion and loca­liza­tion as stra­te­gies in sci­en­ti­fic research (Cam­brid­ge, MA: MIT press, 2010).
26. Arthur Kor­n­berg, “Cen­te­nary of the Bir­th of Modern Bio­che­mi­s­try”, The FASEB jour­nal 11, nr. 14 (1997): 1209–1214.
27. Frederick G. Don­nan, “The Myste­ry of Life”, Natu­re 122, nr. 3075 (1928): 512–514.
28. Walter Brad­ford Can­non, “Phy­si­o­lo­gi­cal regu­la­tion of nor­mal sta­tes: some ten­ta­ti­ve postu­la­tes con­cer­ning bio­lo­gi­cal homeo­sta­ti­cs”, i Ses Amis, ses Col­le­ges, ses Ele­ves, red. Char­les Richet (Paris: Edi­tion Medi­ca­les, 1926).
29. Erwin Schrö­din­ger, What is life?: With mind and mat­ter and auto­bi­o­grap­hi­cal sket­ches (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2014).
30. Athel Cor­nish-Bow­den & María Luz Cár­de­nas, “Con­tras­ting the­o­ri­es of life: Histo­ri­cal con­te­xt, cur­rent the­o­ri­es. In search of an ide­al the­ory”, Bio­sy­stems, 188 (2020): 104063.
31. Mark A. Bedau (2010), “An Ari­sto­te­li­an acco­unt of mini­mal che­mi­cal life”, Astro­bi­o­lo­gy 10, nr. 10 (2010): 1011–1020.
32. Peter God­frey-Smith, “Spen­cer and Dewey on life and mind”, i Arti­fi­ci­al life IV: Pro­ce­e­dings of the Fourth Inter­na­tio­nal Wor­ks­hop on the Synt­he­sis and Simu­la­tion of Living Systems, red. Rod­ney A. Brooks & Pat­tie Maes (Cam­brid­ge, MA: The MIT Press, 1994), 80–89.
33. Immanuel Kant, The Cri­tique of Jud­g­ment (Oxford: Cla­ren­don Press, 1952).
34. Humberto R. Matu­ra­na, & Fran­ci­sco J. Vare­la, Autopoie­sis and cog­ni­tion: The rea­liza­tion of the living (Dor­dre­cht: D. Rei­del Publis­hing Com­pa­ny, 1980).
35. Alvaro Moreno & Mat­teo Mos­sio, Bio­lo­gi­cal auto­no­my (Dor­dre­cht: Sprin­ger, 2015).
36. Robert Rosen, Anti­ci­pa­tory systems (Dor­dre­cht: Sprin­ger, 2012).
37. Ezequiel Di Pao­lo, “Autopoie­sis, adap­ti­vi­ty, tele­o­lo­gy, agen­cy”, Pheno­meno­lo­gy and the Cog­ni­ti­ve Sci­en­ces 4, nr. 4 (2005): 429–452.
38. Wayne D. Chri­sten­sen & Mark H. Bick­hard, “The Pro­cess Dyna­mi­cs of Nor­ma­ti­ve Fun­ction”, The Monist 85, nr. 1 (2002): 3–28.
39. Xabier E. Baran­di­a­ran, Ezequi­el Di Pao­lo & Mari­e­ke Roh­de, “Defi­ning Agen­cy: Indi­vi­du­a­li­ty, Nor­ma­ti­vi­ty, Asym­me­try, and Spa­tio-tem­pora­li­ty in Action”, Adap­ti­ve behavi­or 17, nr. 5 (2009): 367–386.
40. Pamela Lyon, Fred Kei­jzer, Det­lev Arendt & Micha­el Levin, “Refra­m­ing cog­ni­tion: get­ting down to bio­lo­gi­cal basi­cs”, Phil­o­soph­i­cal Transa­ctions of the Roy­al Socie­ty B 376 (2021).
41. Evan Thomp­son, Mind in life: Bio­lo­gy, pheno­meno­lo­gy, and the sci­en­ces of mind (Har­vard: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2010).
42. Eva Jablon­ka & Marion J. Lamb, Inhe­ri­tan­ce systems and the exten­ded evo­lu­tio­nary synt­he­sis (Cam­brid­ge: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2020).
43. Gizem Gumu­skaya, Pranjal Sri­va­sta­va, Ben G. Coo­per, Han­nah Les­ser, Ben Seme­gran, Simon Gar­ni­er & Micha­el Levin, “Moti­le Living Bio­bots Self-Construct from Adult Human Soma­tic Pro­ge­ni­tor Seed Cells”, Advan­ced Sci­en­ce 11, nr. 4 (2024).