Det er en afgørende indsigt i Bruno Latours arbejde, at videnskaben og “de Modernes” teoretiske konstruktioner har ført os “væk fra Jorden”, som vi på ny må tilbage til, hvis vi skal lykkes med at etablere et meningsfuldt forhold til den verden, vi er ved at destruere.1Bruno Latour, Ned på jorden: hvordan orienterer vi os politisk?, overs. af Torsten Andreasen (København: Informations Forlag), 2018. Det er ikke forkert, når klimaaktivister i dag siger, at vi skal “lytte til videnskaben” – underforstået naturvidenskaben – som over mange årtier med stadig større overbevisning har afdækket konsekvenserne af menneskets forbrug af naturens ressourcer og fremskrevet konsekvenserne for klodens beboelighed. Værd at bemærke er imidlertid, at det, der af mange regnes for startskuddet for klimabevægelsen – Rachel Carsons storsælgende Silent Spring fra 1962 – udsprang af en æstetisk erfaring, nemlig at fuglene ikke sang, som de plejede. At registrere forandringer på Jorden kræver, at vi er “hernede”, og måske er det netop, som Latour foreslår, flugten fra Jorden, der i det hele taget har tilladt klimaforandringerne at nå så vidt? De følgende overvejelser er et forsøg på filosofisk at genfinde fodfæstet, før Jorden ikke længere tillader et menneskeligt sådant.
Den uundgåelige konsekvens af den naturvidenskabelige undersøgelse af naturen “udefra”, som har været dominerende siden Galilei, er ifølge Latour, at “[v]i er begyndt ikke længere at se særlig meget af dét, der foregår på Jorden”.2Latour, Ned på jorden, s. 101. Videnskabernes muliggørelse af at tilgå det fjerne fra Jorden førte ifølge Latour til den fejlslutning, at det blev en pligt at tilgå Jorden fra det fjerne.3Latour, Ned på jorden, s. 98. Som Latour peger på, er begrebslige forbindelser – herunder forståelser af forholdet mellem menneske og natur – med til at bestemme, hvordan vi er i stand til at forholde os politisk, ikke mindst til klimakrisen. Overtager vi fra videnskaben et naturbegreb, hvor alt betragtes “udefra” som faldende legemer, eller som matematisk lovmæssighed, forsvinder den jord, vi står på, og de naturlige objekter, der møder os uden for døren. Men objekterne er ikke bare objekter. Når vi ser dem “fra Jorden”, ser vi noget andet, end når vi ser dem “fra Sirius”. Som Latour opsummerer bevægelsen:
Hvis planeten er endt med at fjerne sig fra det Jordiske, er det, fordi alt forløb, som om naturen set fra universet lidt efter lidt begyndte at erstatte, at tildække, at bortjage naturen set fra Jorden, den, der omfatter, der kunne have omfattet, der fortsat burde omfatte, alle skabelsens fænomener indefra.4Latour, Ned på jorden, s. 101.
Den galileiske betragtningsmåde har fortrængt naturen set fra Jorden. Udefraperspektivet har fortrængt indefraperspektivet. Jo mere vi vænner os til at se det, der foregår på Jorden, “fra Sirius”, jo mere overser vi “fra Jorden”.5Latour, Ned på jorden, s. 98–100.
Samfundsmæssige problemer er aldrig afkoblet de individer, som udgør samfundet, og på det eksistentielle plan sætter den økologiske krise sig igennem som en natursensibilitetens krise. Som Luc Ferry skriver i Den nye økologiske orden, er naturen blevet “døde bogstaver”, som ikke længere taler til os, idet vi “er holdt op med at tillægge den en sjæl og tro den beboet af dunkle kræfter”.6Luc Ferry, Den nye økologiske orden, overs. af Anne Fastrup (København: Munksgaard/Rosinante, 1994), s. 18. Naturen er siden renæssancen blevet tømt for betydning og reduceret til formålsløse materielle legemer, som kan gennemskues og beherskes af moderne (teknisk) videnskab. Men dette naturbegreb er et livsfjernt naturbegreb, og det modsiges af erfaringen, idet det ikke indfanger den hverdagslige omgang med de naturlige omgivelser, som karakteriserer selv det moderne, sekulære og naturvidenskabeligt orienterede menneske. På trods af et dominerende begreb om naturen som fornuftløst trives nemlig, som Ferry anfører, “[f]ølelsen af at naturen har en værdi”, og at “vi har nogle pligter over for den, skønt den ikke er et retssubjekt”.7Den nye økologiske orden, s. 200. At den slags erfaringer finder sted i dag, understreges af den vægt, som klimaspørgsmålet – herunder spørgsmål om dyrevelfærd og biodiversitet – indtræder med i den offentlige debat. Og at naturen har noget at tilbyde uden for laboratoriet, videnskaben og teknikken understreges af tidens intensiverede naturlængsel, om den så kommer til udtryk i kunsten, klatrekulturen eller det stigende udbud af friluftsaktiviteter. En betoning af naturens æstetiske og eksistentielle relevans har, som jeg vil argumentere i det følgende, potentiale for etiske og politiske konsekvenser.
Der er brug for en tænkning, der med Latours begreber belyser naturen ud fra et indefraperspektiv, som den erfares “på Jorden”, eller sagt med den tyske æstetiker Gernot Böhme, der tænker naturen som “partner for menneskelig sanselighed”.8Gernot Böhme, Atmosphäre: Essays zur neuen Ästhetik. 7. udvidede og reviderede udgave (Berlin: Suhrkamp, 2013), s. 250. Dvs. en filosofi, som udforsker de erfaringer, vi gør i og med naturen, hvor den fremtræder som noget andet og mere, end det naturvidenskabelige perspektiv tillader. Netop en sådan tænkning er Böhme på sporet af. Jeg vil i det følgende introducere de økologiske perspektiver i Böhmes tænkning og skitsere en vej frem for det, jeg vil kalde en æstetisk økologi, som der er brug for, hvis vi skal genvinde et begreb om naturen, som svarer til dels nutidige politiske diskussioner om naturbeskyttelse og ‑rettigheder, dels nutidige menneskers erfaringer af naturen som levende, meningsfuld, værdifuld.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke er mit ærinde, ligesom det heller ikke er Böhmes, blindt at affeje naturvidenskabens eller modernitetens dominerende naturbegreb, hvis samfundsmæssige gevinster det er meningsløst at benægte – og hvis tekniske muligheder der efter alt at dømme også er brug for, hvis konsekvenserne af klimakrisen skal afbødes. Det handler ikke om at sige, at der ikke er noget sandt i det, men at der er mere til sandheden – at naturen også viser sig på en anden måde, som det er meningsfuldt at udforske filosofisk.
Atmosfærer og æstetisk natur
Når den filosofiske æstetik ifølge Böhme har noget vigtigt at sige om naturen, er det, fordi man igennem den æstetiske erkendelse erkender noget ved naturen, som ikke er tilgængeligt gennem andre erkendelsesformer.
Det kan her være nødvendigt kort at klargøre, hvad her menes med æstetik. Der er nemlig ikke tale om den normale forståelse af æstetik som kunstfilosofi, men som en fortsættelse af den bestræbelse, som indledtes i 1700-tallet med Baumgartens æstetik, og som beskæftiger sig med den sanselige erkendelse som en særskilt form for erkendelse, som adskiller sig fra den rationelle erkendelse.9Böhme, Atmosphäre s. 249. Æstetikken er her ikke en beskrivelse af kunstgenstande eller en teori om kunsten, men en teori om den æstetiske erfaring, dvs. den er ny erkendelsesteori.
Den dimension, som den æstetiske erkendelse erkender ved naturen, er naturen som aistheton, dvs. som noget, der møder os som sansbart, som en vekselvirkning mellem en “visen sig” på objektsiden og en fornemmen på subjektsiden.10Böhme, Atmosphäre s. 47.
Synes man, at æstetikken her bevæger sig tæt på fænomenologien, er det ikke meget forkert. En sådan pointe fremfører fx Dorthe Jørgensen i Den skønne tænkning, hvor hun forsøger at vise, at Heideggers fænomenologi egentlig er filosofisk æstetik, idet hans begreber om befindlighed og forståelse betegner en æstetisk erfaring i stil med Baumgartens sanselige erkendelse.11Dorthe Jørgensen oversætter Baumgartens “cognitio sensitiva” til “sensitiv erkendelse” og ikke som Böhme til “sanselig erkendelse” (sinnliche Erkenntnis) for at markere afstanden til et mere simpelt begreb om empirisk sanseerkendelse. Af hensyn til konsekvent begrebsbrug følger jeg her Böhmes … Continue reading Når Heidegger ikke selv ser, at det, han bedriver, er filosofisk æstetik, er det ifølge Jørgensen, fordi han forbinder æstetik med traditionel metafysik og kunstfilosofi, som hans tænkning netop var et opgør med.12Dorthe Jørgensen, Den skønne tænkning – Veje til erfaringsmetafysik. Religionsfilosofisk udmøntet (Århus: Århus Universitetsforlag: 2015), s. 356–357 Når det imidlertid er meningsfuldt at stå fast på termen æstetik i stedet for blot at kalde det fænomenologi, er det dels for at markere slægtskabet til Baumgarten, som grundlagde den filosofiske æstetik, og for hvem den æstetiske erfaring var særegen erkendelsesform, og dels for at knytte an til skønhed som en privilegeret genstand for æstetikken, i denne henseende for senere at kunne pege på, at netop erfaringen af skønhed i naturen har et etisk og politisk potentiale.
Böhme sammenfatter sine bestræbelser under overskriften “Ny æstetik”, og for denne er grundbegrebet atmosfærer.
Atmosfærebegrebet har den særegenhed – og fordel – at det er fuldt og helt i anvendelse i dagligdagssproget, hvor det betegner noget, hvis karakter alle er enige om, men hvis ontologiske status er ubestemt eller diffus.13Böhme, Atmosphäre, s. 22. Man kan blive enige om, at der er en hyggelig atmosfære, en anspændt atmosfære, en erotisk atmosfære etc., men sværere synes det at afklare, hvad den består af. Den synes at være noget, der fylder rummet uden at kunne afgrænses til bestemte genstande. På den måde peger atmosfæren på noget, der er æstetisk relevant, idet alle erfarer den, men hvis nærmere artikulation udebliver, da dens begreb ikke er tilstrækkeligt udviklet. Böhmes æstetik er et forsøg på at råde bod på denne forlegenhed.
En besværlighed ved atmosfærerne er netop, at de synes at være randløse, dvs. stedløse, ikke-lokaliserbare.14Böhme, Atmosphäre, s. 29. Atmosfæren udfylder rummet og stemmer den, der træder ind i det, fra første øjeblik.15Böhme, Atmosphäre, s. 15. Allerede ved dette punkt kræver atmosfæren en reformulering af traditionens genstandsbegreb, der tænker genstande som noget, der findes afgrænset i tid og rum – på ét sted på ét tidspunkt. Atmosfæren er ikke noget, der på den måde kan afgrænses til særlige objekter, ligesom det heller ikke er noget, som subjektet bringer med. Traditionens subjekt/objekt-dikotomi må overvindes, og det er, hvad Böhme forsøger at gøre ved at udarbejde en ny, såkaldt ekstatisk tingsontologi.
Blandt hovedeksponenterne for det, Böhme kalder den “klassiske tingsontologi”, er Descartes og Kant. I omrids er den karakteriseret ved, at den antager en lukkethed ved tingene og fokuserer på, hvad tingene er i sig selv, og ikke hvad de er for andre.16Böhme, Atmosphäre, s. 232. Her skal “I sig selv” ikke forstås i relation til Kants skel mellem Ding an sich og Erscheinung, men på den måde, at genstanden forstås som en substans, der bærer sine accidenser.17Böhme, Atmosphäre, s. 230 Den klassiske tingsontologi tænker ikke tingen som sansbar, men som noget, der er begrebsligt klart afgrænset, hvilket paradigmatisk afspejles i Kants udsagn, at væren ikke er noget prædikat.18Böhme, Atmosphäre, s. 242; Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, overs. af Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG: 2002), s. 417 (B626). Når vi siger, at et bord er blåt, gøres blåheden til noget, som tilhører bordet eller er i det – frem for en form for tilstedeværelse i rummet.19Böhme, Atmosphäre, s. 233. Denne tingsontologi ligger nær det, Heidegger betegner tingenes forhåndenhed, og dens mest ekstreme eksponent er ifølge Böhme Descartes, for hvem tingen som res extensa er helt lukket om sig selv og klart afgrænset fra andre ting.20Böhme, Atmosphäre, s. 234.
Det afgørende for reformuleringen af tingsbegrebet er at gå fra at bestemme tingen ved begrebsligt at differentiere den fra andre, til at tænke den ved den måde, den fremtræder på – hvilket vil sige at fokusere på dens ek-stasis, dens udtræden af sig selv.21Böhme, Atmosphäre, s. 32. Denne måde at tænke på ligger allerede i det, man i erkendelsesteorien omtaler som sekundære kvaliteter, som man mener kun fremtræder i relation til et subjekt – f.eks. farve, lyd, smag. Böhme vil imidlertid ikke kun tænke de sekundære, men også de primære kvaliteter som form og omfang som ekstaser. Ekstasen er en artikulation af tingens tilstedeværen. Når tingen beskrives ved dens ekstaser, forstås den ikke længere som bestemt ud fra dens forskellighed fra andre ting, men ud fra dens måde at fremtræde på.22Böhme, Atmosphäre s. 32. Tingens form og omfang udfylder rummet, spænder sig ud. En tings volumen beskrives som “mægtigheden af dens tilstedeværelse i rummet”.23Böhme, Atmosphäre, s. 33. Atmosfærer bliver nu tænkt som sfærer for nogets tilstedeværelse. Det er ikke bare rum, men rum, som er udfyldt, farvet og givet karakter af de ting, som udstråler i det. Atmosfæren relaterer sig til tingenes egenskaber, som udstråler i den, hvormed den er noget tingsligt: Tingene aktualiserer sig i deres ekstase i atmosfæren. Og som noget subjektivt er atmosfæren bestemmende for måden, subjektet befinder sig på, idet den stemmer det.24Böhme, Atmosphäre, s. 33.
Böhme minder om traditionen fra Aristoteles, hvor natur forstås som physis, der etymologisk refererer til tilblivelse, blomstren, “det, som viser sig”.25Böhme, Atmosphäre, s. 251. Aristoteles repræsenterer for Böhme en naturtænkning, hvor “[n]aturen er aistheton, iagttagbar” – naturen relaterer sig til iagttagelsen (die Wahrnehmung). Og noget virkeliggøres eller kommer til virkelighed i netop iagttagelsen. Her er den iagttagne genstand en aktualiseret potentialitet, en mulighed, som er gjort til virkelighed.26Böhme, Atmosphäre, s. 251. Den sanselige erkendelse erkender de naturlige ting, for så vidt som de fremtræder eller viser sig af sig selv. Æstetikken, som er filosofien om disse sanselige erkendelser, beskæftiger sig derfor med naturen i sin ekstase.27Böhme, Atmosphäre, s. 257. Og iagttagelsen skal i den forbindelse overhovedet forstås som et svar på dette, at naturen er ekstatisk. Som noget, der udtræder af sig selv, som er ekstatisk og derfor tilgængelig for iagttagelse, går naturen forud for iagttagelsen selv.28Böhme, Atmosphäre, s. 259. Før bevidstheden er den verden, som tiltaler den, som den retter sig imod, og som den er i korrespondance med.
Man skal her holde for øje, at iagttagelse (Wahrnehmung) for Böhme betegner en “delt virkelighed” – dvs. hvor både subjekt og objekt er indbefattet. Eller som han skriver: “Det iagttagende subjekt er virkeligt i dets deltagelse i tingens tilstedeværelse, det iagttagne objekt er virkeligt i subjektets iagttagende tilstedeværelse.”29Böhme, Atmosphäre, s. 247.
En anden vigtig inspirationskilde til Böhmes tingsbegreb er den 400 år tidligere navnebeslægtede filosof, teolog og mystiker Jakob Böhme, som beskriver alt værende i analogi med musikinstrumentet og verden som helhed som et orgel eller som en “stor koncert”.30Böhme, Atmosphäre, s. 261. Musikinstrumentet er ikke fuldt virkeliggjort i sin objektive form, idet dets tone hører med til dets væsen. Dermed er det først, når der spilles på det, at det virkeliggøres, og det er anlagt netop med henblik på at blive slået an. Det er snittet til, har fået overflade og uddybninger, som udgør dets signatur, og som er dets artikulationsform, dvs. måden, hvorpå det kan ytre sig (sich Äußern).31Böhme, Atmosphäre, s. 235. Det er gennem tingens artikulation og ytring/yderliggørelse, at vi har adgang til den, og tingen er i sig selv lagt an på at skulle åbenbares.32Böhme, Atmosphäre, s. 235. Tingens måder at være nærværende på – dens ekstaser – er ikke en sekundær kvalitet, et biprodukt af, at tingen eksisterer i sig selv, men er helt grundlæggende for genstanden.33Böhme, Atmosphäre, s. 237.
Atmosfærisk materie
Hvilket begreb om materie kan vi læse ud af Böhmes idé om ekstatisk natur? En forandret forståelse af naturen må naturligvis være forbundet med en forandret forståelse af “materie”, forstået som det, naturen består af. Før jeg vender tilbage til beskrivelsen af naturen, vil jeg i det følgende kort skitsere, hvilke konsekvenser Böhmes atmosfære- og naturbegreb har for forståelsen af “materien”.
En vej at tilgå Böhmes idé om materie er gennem dikotomien materie/form. Böhmes materieforståelse er ikke langt fra en græsk forståelse af materie som ὕλη (hylē), dvs. som stof, eller på tysk: træ, tømmer – som han også selv knytter an til.34Böhme, Atmosphäre, s. 50. Materie skal forstås i retning af materiale. Men hvor materien har stået i skyggen af formen, ikke mindst i den æstetiske tradition fra Kant og frem, får den en anden og vigtigere rolle i Böhmes æstetik.35Böhme, Atmosphäre, s. 53.
Materien får her som materiale en særegen virkning på den, som opfatter det, som ikke kun tilskrives formen. Materialet har nemlig en karakter, som giver sig til kende æstetisk – og det gør den netop ved at bidrage til en atmosfære ved at lade sig fornemme atmosfærisk. I atmosfæren giver materien sig til kende, taler til os og påvirker os,36Böhme, Atmosphäre, s. 53. og den melder sig ikke som en ubestemt mangfoldighed, der mangler begreb og form, men som en helhed, der lader sig fornemme, og hvis karakter står klart for den, der fornemmer den. Skal det formuleres kort, kan man sige, at materialet hos Böhme er noget, der udstråler. Atmosfæren er materialet, for så vidt det findes som noget æstetisk, dvs. som sansbart. Eller som han skriver: Vi fornemmer materialets nærvær, idet vi befinder os på en bestemt måde i dets nærvær.37Böhme, Atmosphäre, s. 54. Derfor er det relevante æstetiske karaktertræk ved materien heller ikke dets fysiske bestanddele, materien som legeme, men dets synæstetiske kvaliteter, som jeg vil vende tilbage til i det følgende.
Idet materien udtræder af sig selv, er ekstatisk, er den om ikke levende så i det mindste livlig og i bevægelse. Og idet materien – formen uagtet – giver noget at forstå, giver et helhedsmæssigt indtryk, bibringer en form for indhold, kan man i en vis forstand tale om den som åndelig. Dette får vi ikke ud af materialet, såfremt vi går til det gennem en genstandsmæssig og undersøgende tilgang, men kun for så vidt vi tilgår det æstetisk.38Böhme, Atmosphäre, s. 54. Hvad jeg vil vise i det følgende, er, at denne forandrede forståelse af materien, som hænger sammen med en anden forståelse af naturen, har vigtige økologiske konsekvenser.
Levende natur
Ved at sætte ytring eller ekstase lig genstandens – og materiens – væsen bryder Böhme med den idealistiske strøm, som går fra Platon til Kant, og sætter ind på en mere aristotelisk tradition, som også er den, der virkeliggøres i fænomenologien forstået som væsenslære, der går ud fra den antagelse, at vi går “til sagen selv”, dvs. til det væsentlige ved fænomenerne, ved at undersøge det “sig selv ud fra sig selv visende” – eller som det hedder hos Heidegger i § 7 i Væren og tid: “at lade det, der viser sig, blive set ud fra sig selv, sådan som det ud fra sig selv viser sig”.39Martin Heidegger, Væren og tid, overs. af Christian Rud Skovgaard (Århus: Klim, 2014), s. 55. Lad os se, hvordan det mere konkret går for sig.
Som vi har set, er fremvisningen central for forståelsen af naturen, og naturgenstandene er ikke lukkede om sig selv men “udadvendte”, ekstatiske; de er anlagt på at vise sig frem. På den måde betones den æstetiske karakter af det værende. Anføres denne tingsontologi på naturobjekter, forstås træet som anlagt med henblik på, at bladenes raslen skal høres, at grenenes bøjning skal ses. Blomsten er anlagt efter at vise sig frem, nattergalen efter at blive hørt.
Hvad det handler om nu, er at karakterisere og ikke at bestemme, da der med bestemmelsen sættes ind- og afgrænsninger, og det var netop dem, vi søgte at overskride.40Böhme, Atmosphäre, s. 237.
Böhme tager selv tingens rumlighed som eksempel. Hvad man forstår ved rumlighed, hvis man holder sig inden for en matematisk orientering, er først og fremmest omfang og volumen – at tingen er på én plads og udfylder ét rum. Skal vi ud over det matematiske sprog og beskrive, hvordan denne rumlighed kommer til syne, er vi nødt til at beskrive genstanden i dens konstellation med andre genstande; den er i rummet ved at lave afstand og mellemrum, ved at udfylde rum. Dens volumen fremtræder som uigennemsigtighed eller uigennemtrængelighed, og overfladen er ikke blot en overflade, men noget, som rummer noget i sig eller rammer noget ind.41Böhme, Atmosphäre, s. 238. Derudover fremtræder genstanden ved farvethed, hvorved den strækker sig ud i rummet og kaster lys over andre genstande i det, indgår i organiseringen af rummet. Selvom genstanden som sådan befinder sig ét sted, er dens farvethed over alt, idet den optræder i konstellation med resten af rummet.42Böhme, Atmosphäre, s. 241.
Denne ekstatiske tingsforståelse kommer allerede til udtryk i vores hverdagssprog: Solen skinner, hunden gør, blomsten er blå. Med sådanne sætninger udtrykker vi ikke hvad, men snarere hvordan tingen er.43Böhme, Atmosphäre, s. 243. Böhme er ikke ude på at sige, at det ingen steder hører hjemme som i den klassiske tingsontologi at udtrykke tings hvad-væren med begreber som enhed, bestemthed, uafhængighed osv. For at forstå noget overhovedet må man forstå det som en enhed. Pointen er, at den form for beskrivelse er ufuldstændig i forhold til, hvordan genstanden træder frem i erfaringen.44Böhme, Atmosphäre, s. 243.
Böhme foretager en reformulering af tingenes ekstaser fra at være prædikater til at være former for nærvær (Formen der Präsensz).45Böhme, Atmosphäre, s. 244. Det, der i æstetikken finder sted, er “en beskrivelse af det værende i dets tilblivelsesproces”.46Böhme, Atmosphäre, s. 244. Beskrivelsen lader noget træde frem, råber noget an, benævner tingene som fremtrædende. Udsagnet: “solen” eller: “solen skinner” definerer ikke solen men benævner den og beskriver dens væremåde. Definitionen og beskrivelsen er væsensforskellige. En telefon kan eksempelvis nok beskrives (den er grå, aflang osv.), men det giver bedre mening at kaste sig over definitionen, nemlig ud fra hvordan den lader sig anvende: den er til at ringe med. Blomsten er omvendt ganske svær at definere, mens den højest meningsfuldt lader sig beskrive.
Overordnet kan Böhmes bevægelse fra definition til beskrivelse betragtes som en genoplivning af både begreberne og genstandene. Ved definitionen gør vi os færdige med naturen. Ved beskrivelsen indlader vi os med den. Overgangen fra definition til beskrivelse er på den måde en betoning af det livlige ved naturen, som ægger til videre beskæftigelse. Böhmes æstetik er et eksempel på en helhedsorienteret tænkning, som der i særdeleshed er brug for, hvis vi skal forstå naturen som andet og mere end de symboler, som optræder på laboratoriets apparater. På den måde er den en beskrivelse af naturen “fra Jorden”. Naturen og genstandene brydes ikke ned i deres bestanddele men træder frem i helheder som atmosfærer, der kan karakteriseres. Atmosfæren er en helhed, som kommer i møde, før delene udspecificeres, eller man kunne sige, at den er enheden i den materiens mangfoldighed, som møder én, når man træder ind i et rum, ud i en eng, ind i skoven etc.
Det er sigende, at Böhme tager udgangspunkt i digtningen, når han skal beskrive det atmosfæriske i naturerfaringen.47Böhme, Atmosphäre, s. 66. Digtet er netop på sporet af og søger at artikulere det mere, som møder os i æstetiske erfaringer. Digteren sætter den atmosfære i tale, der møder ham som aftenklokkernes ringen eller blomsternes særlige duft, indfanger atmosfæren og fremstiller den poetisk. Det kan han kun, fordi han kan dvæle ved den og ikke har noget for med den andet end at beskrive den. Aftenen giver sig til kende æstetisk, på lydene og på duftene, og ikke først og fremmest ved at man kigger på klokken og konstaterer, at det er ved at blive aften. Årstiderne viser sig æstetisk og fremtræder på forskellige og genkendelige måder. Hos Johannes V. Jensen hedder det eksempelvis:
Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.48Johannes V. Jensen, “Hvor smiler fager den danske kyst”, 1925.
Den “krydrede vind” er et eksempel på det synæstetiske ved atmosfærerne – at de overskrider den rigide afgrænsning af sanseområderne fra hinanden.49Böhme, Atmosphäre, s. 55. Skærsommeren “ringes ind” af lærken og de vilde blomster ved grøften. For den, der erfarer disse atmosfærer, giver årstiden sig til kende æstetisk. Denne naturerkendelse undslipper naturvidenskaben. For forstandserkendelsen er den nonsens. Men den er tilgængelig for æstetikken.50Böhme, Atmosphäre, s. 84. Naturen kommer os først og fremmest i møde ved sine atmosfæriske kvaliteter: som vind, vejr, årstider, rytmer.
Skal filosofien fange dette element, må den rykkes i retning af digtningen. Ikke på den måde, at filosofien skal være digtning, men ved at den forsøger at være opmærksom på den verden og det verdensforhold, som kommer til udtryk i digtningen – at den vender sig mod verden, som den giver sig æstetisk til kende. For der er filosofisk indsigt at hente i denne, ligesom der er økologisk indsigt. I den æstetiske erfaring står magtforholdet og kausaliteten i relationen menneske-natur ikke klart, her er ingen menneskets udnyttelse af naturen. Er der magt på spil, er det snarere omvendt den videnskabelige indstilling: Mennesket er i naturens vold, det er til på dets betingelser, det er overvældet af dets nærvær. Det er en form for digterisk verdensforhold. Måske et sådant verdensforhold i anden omgang kan slå igennem som et økologisk verdensforhold?
Økologisk sensibilitet som et talende verdensforhold
Som beskrevet er selve det, at der gøres en erfaring, ikke noget, der står i subjektets magt. Den æstetiske erfaring er en mulighed, som er objektivt givet, men som skal virkeliggøres af et subjekt. Uden genstanden, ingen erfaring: Her findes intet verdensløst subjekt. Men omvendt er verden altid en verden for det subjekt, som aktualiserer den. Det er kernen i Böhmes begreb om iagttagelsen (Wahrnehmung) som en delt virkelighed af subjekt og objekt.
Dermed bliver Böhmes æstetik en genstandsæstetik og ikke blot en receptionsæstetik, en tingsorienteret æstetik, som giver mulighed for at reetablere genstandens værdi, hvilket netop i økologisk henseende er det centrale. Med et sådant subjekt- og objektbegreb genvindes interessen for naturen, hvis værdi ikke kan benægtes.
Den trænger frem lige meget hvad, og vi er intet uden den. Det vil sige så meget som: Vi er dens virkeliggørelse. Men før subjektet kan virkeliggøre naturen æstetisk – og noget lignende kunne naturligvis siges om menneskeskabte genstande – må det danne en sensibilitet, der gør det i stand til det.
Det er denne sensibilitet på subjektsiden, som ifølge de indledende citater fra Latour og Ferry er gået tabt – eller i hvert fald er blevet svækket – hvilket har efterladt os med et stumt naturforhold. Hvad der er brug for, hvis genstandene skal vækkes til live, er ikke kun en tænkning om genstandenes ontologiske status, som vi har set i det ovenstående hos Böhme, men også om den sensibilitet på subjektsiden, som er nødvendig for at realisere genstandene og tage del i Jakob Böhmes “store verdenskoncert”. Denne sensibilitet forstået som en evne til at tilgå naturen æstetisk, som jeg i det følgende vil betegne økologisk sensibilitet,51Se også Janus E. Lauritsen, “Frihed som økologisk sensibilitet – mod et nyt begreb om forholdet mellem menneske og natur”, Dansk Sociologi, Årg. 33, nr. 3 (2022): s. 59–84. skal her forstås som en sans for naturens helhedskarakter, det være som atmosfære, som skøn, som sublim, som værdifuld, som meningsfuld, som talende.
Økologisk sensibilitet handler om at opøve en forståelse for, at verden ikke kun er genstand for os, men at vi er til på dens betingelser, forstået på den måde, at den påvirker os og kræver noget af os. Fokuserer man entydigt på subjektets rolle i erkendelsen, på forstandens kategorier som det, der lægges ned over det værende og former det til en erkendelse, kues genstanden og forvrænges til ugenkendelighed. Lægger man derimod fokus udelukkende på produktionen af subjektet og forstår subjektet som rent produkt af enten dets sociale eller materielle miljø og historie, som noget, der er fuldt og helt struktureret af socio-økonomiske faktorer eller diskursive regimer, eller som en samling atomer, der er frembragt af naturens nødvendige progression fra Big Bang til nutid, så kompromitteres den forståelse, subjektet har om sig selv som frit, forstående og handlende, og der er ikke længere nogen forbindelse mellem individets forståelse og den verden, som forstås. Æstetikken er et forsøg på at balancere mellem subjektivisme og objektivisme ved at betragte subjektet som noget åbent, der lader verden angå det og komme til orde, men som selv har en afgørende rolle i denne virkeliggørelse af verden.
I den æstetiske erfaring viser verden sig for individet som noget tildragende, der gør fordring på at blive beskrevet, eller som strenge, der skal slås an. At naturen er genstand for denne form for erfaringer, er indlysende ud fra det forhold, at naturen altid har været genstand for digtningen, som søger at beskrive netop de stemninger eller atmosfærer, som møder den enkelte i naturen – hvilket får Løgstrup til at sige, at det er kunstnerens særlige talent og kunstens særlige opgave netop at artikulere “stemte indtryk”.52K.E. Løgstrup, Kunst og erkendelse – Metafysik II (København: Gyldendal, 1983), s. 12. Når naturen træder frem som en helhed for individet, som er skøn, fordrer den noget af dette individ, nemlig at det agter på den. Som skøn har naturen sit formål i sig selv, og som værdifuld fordrer den individet at tage vare på den, at bevare den. Ved at kultivere sensibiliteten for det skønne, kan vi nærme os en omsorgsetik, som synes kærkommen i lyset af vores levegrundlags svigtende stabilitet.
Mod en æstetisk økologi
Lad mig afslutte med nogle bemærkninger om den æstetiske økologi, som viser sig, hvis man følger de spor, som er udlagt i det ovenstående. En æstetisk økologi undersøger naturen som mulighedsbetingelse og genstand for æstetiske erfaringer, hvori naturen fremtræder som meningsfuld og værdifuld i sig selv. Men den æstetiske økologi skal også kaste lys over det subjekt, der realiserer de æstetiske erfaringer. Den er en undersøgelse af den økologiske sensibilitet, der sætter individet i stand til at indgå i meningsfulde relationer til dets omgivelser.
At den æstetiske naturerfaring er en objektiv mulighed, som skal realiseres subjektivt, betyder, at tilgængeligheden af disse erfaringer kan variere historisk, dvs. alt efter hvor veludviklet den økologiske sensibilitet er i en specifik epoke. At denne tidligere har været enormt veludviklet, vidner århundredes dansk sangskat om. Her er merbetydningen i naturen overalt, enten det som hos Johannes V. Jensen er som atmosfære, eller når naturen som hos Brorson peger ud over sig selv og giver et umiskendeligt indtryk af skaberens storhed:
Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
[…] Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!53Hans Adolf Brorson, “Op, al den ting, som Gud har gjort”, 1734.
At der i dag er en længsel efter naturen, vidner det overvældende udbud af økolitteratur om, fra Theis Ørntoft til Josefine Klougart. Blot finder den i højere grad sit udtryk som en opposition mod det herskende naturforhold, som en klagen over den svigtende natursensibilitet eller som et håb om at genfinde et mere harmonisk naturforhold. At den økologiske sensibilitet i dag er truet af et teknisk-videnskabeligt verdensforhold, vidner også fag i folkeskolen som “natur/teknologi” om, der klart indikerer, under hvilken indfaldsvinkel naturen først og fremmest præsenteres.
Med et veludviklet begreb om økologisk sensibilitet bliver det muligt at undersøge og kritisere tænkning, pædagogik og praksis, som ikke understøtter kultiveringen af denne. Dermed går den æstetiske økologi fra niveauet for beskrivelse af erfaringer til at blive kritisk og politisk operativ. Måske et samfunds bæredygtighed ikke kun skal måles på dets CO2-udslip, men også på i hvilket omfang det skaber økologisk sensible borgere og muliggør et meningsfuldt omgivelsesforhold? Ikke kun skal samfundet, som i moderniteten, sikre individets frihed; det skal også angive en retning for dets udfoldelse af denne i et frugtbart omgivelsesforhold. Sker det ikke, er konsekvensen, at friheden undergraver sit eget fundament.
| 1. | Bruno Latour, Ned på jorden: hvordan orienterer vi os politisk?, overs. af Torsten Andreasen (København: Informations Forlag), 2018. |
| 2. | Latour, Ned på jorden, s. 101. |
| 3. | Latour, Ned på jorden, s. 98. |
| 4. | Latour, Ned på jorden, s. 101. |
| 5. | Latour, Ned på jorden, s. 98–100. |
| 6. | Luc Ferry, Den nye økologiske orden, overs. af Anne Fastrup (København: Munksgaard/Rosinante, 1994), s. 18. |
| 7. | Den nye økologiske orden, s. 200. |
| 8. | Gernot Böhme, Atmosphäre: Essays zur neuen Ästhetik. 7. udvidede og reviderede udgave (Berlin: Suhrkamp, 2013), s. 250. |
| 9. | Böhme, Atmosphäre s. 249. |
| 10. | Böhme, Atmosphäre s. 47. |
| 11. | Dorthe Jørgensen oversætter Baumgartens “cognitio sensitiva” til “sensitiv erkendelse” og ikke som Böhme til “sanselig erkendelse” (sinnliche Erkenntnis) for at markere afstanden til et mere simpelt begreb om empirisk sanseerkendelse. Af hensyn til konsekvent begrebsbrug følger jeg her Böhmes oversættelse. |
| 12. | Dorthe Jørgensen, Den skønne tænkning – Veje til erfaringsmetafysik. Religionsfilosofisk udmøntet (Århus: Århus Universitetsforlag: 2015), s. 356–357 |
| 13. | Böhme, Atmosphäre, s. 22. |
| 14. | Böhme, Atmosphäre, s. 29. |
| 15. | Böhme, Atmosphäre, s. 15. |
| 16. | Böhme, Atmosphäre, s. 232. |
| 17. | Böhme, Atmosphäre, s. 230 |
| 18. | Böhme, Atmosphäre, s. 242; Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, overs. af Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG: 2002), s. 417 (B626). |
| 19. | Böhme, Atmosphäre, s. 233. |
| 20. | Böhme, Atmosphäre, s. 234. |
| 21. | Böhme, Atmosphäre, s. 32. |
| 22. | Böhme, Atmosphäre s. 32. |
| 23. | Böhme, Atmosphäre, s. 33. |
| 24. | Böhme, Atmosphäre, s. 33. |
| 25. | Böhme, Atmosphäre, s. 251. |
| 26. | Böhme, Atmosphäre, s. 251. |
| 27. | Böhme, Atmosphäre, s. 257. |
| 28. | Böhme, Atmosphäre, s. 259. |
| 29. | Böhme, Atmosphäre, s. 247. |
| 30. | Böhme, Atmosphäre, s. 261. |
| 31. | Böhme, Atmosphäre, s. 235. |
| 32. | Böhme, Atmosphäre, s. 235. |
| 33. | Böhme, Atmosphäre, s. 237. |
| 34. | Böhme, Atmosphäre, s. 50. |
| 35. | Böhme, Atmosphäre, s. 53. |
| 36. | Böhme, Atmosphäre, s. 53. |
| 37. | Böhme, Atmosphäre, s. 54. |
| 38. | Böhme, Atmosphäre, s. 54. |
| 39. | Martin Heidegger, Væren og tid, overs. af Christian Rud Skovgaard (Århus: Klim, 2014), s. 55. |
| 40. | Böhme, Atmosphäre, s. 237. |
| 41. | Böhme, Atmosphäre, s. 238. |
| 42. | Böhme, Atmosphäre, s. 241. |
| 43. | Böhme, Atmosphäre, s. 243. |
| 44. | Böhme, Atmosphäre, s. 243. |
| 45. | Böhme, Atmosphäre, s. 244. |
| 46. | Böhme, Atmosphäre, s. 244. |
| 47. | Böhme, Atmosphäre, s. 66. |
| 48. | Johannes V. Jensen, “Hvor smiler fager den danske kyst”, 1925. |
| 49. | Böhme, Atmosphäre, s. 55. |
| 50. | Böhme, Atmosphäre, s. 84. |
| 51. | Se også Janus E. Lauritsen, “Frihed som økologisk sensibilitet – mod et nyt begreb om forholdet mellem menneske og natur”, Dansk Sociologi, Årg. 33, nr. 3 (2022): s. 59–84. |
| 52. | K.E. Løgstrup, Kunst og erkendelse – Metafysik II (København: Gyldendal, 1983), s. 12. |
| 53. | Hans Adolf Brorson, “Op, al den ting, som Gud har gjort”, 1734. |