• Print
Denne artikel er en del af serien “

Kommunocæn? Et kritisk blik på posthumanismen

Bestemte men­ne­ske­li­ge akti­vi­te­ter laver radi­ka­le brud i Jordens syste­mer, som sæt­ter alle kend­te livs­for­mer på spil – og en del af dem ud af spil. Lad os kal­de det­te for­hold mel­lem men­ne­sker (X) og men­ne­skers ikke-men­ne­ske­li­ge livs­be­tin­gel­ser (Y) for histo­ri­ens stør­ste prak­ti­ske selv­de­struk­tions­pa­ra­doks:

  1. Y er en nød­ven­dig eksi­stens­be­tin­gel­se for X
  2. X ten­de­rer mod at til­in­tet­gø­re Y
  3. X ten­de­rer der­for mod at til­in­tet­gø­re sig selv

Slutningen ind­dra­ger ikke engang ikke-men­ne­ske­li­ge væs­ners (moral­ske) sta­tus. Det her er utvivl­s­omt vor tids stør­ste intel­lek­tu­el­le og prak­ti­ske pro­blem, ale­ne af den grund, at dets “løs­ning” er en nød­ven­dig for­ud­sæt­ning for løs­nin­gen af ethvert andet næv­ne­vær­digt pro­blem. Det stil­ler en ræk­ke intel­lek­tu­el­le for­drin­ger, som vi end­nu ikke for­står, men som det også er filo­so­fi­ens pligt at for­hol­de sig til. Også selv­om det vig­tig­ste er poli­tisk kamp med fokus på grund­læg­gen­de omvælt­nin­ger af den nuvæ­ren­de glo­ba­le udplyn­drings­ma­ski­ne. Men kun en kom­plet udi­a­lek­tisk betragt­ning af for­hol­det mel­lem teo­ri og prak­sis ser den poli­ti­ske kamp og det intel­lek­tu­el­le arbej­de som adskil­te domæ­ner. De intel­lek­tu­el­le opga­ver er afgø­ren­de, for­di teo­ri og prak­sis er intimt for­bund­ne i et gen­si­digt kaus­alt for­hold. Det hæn­ger blandt andet sam­men med, at filo­so­fi er en histo­risk og mate­ri­elt for­ank­ret prak­sis, som kan ska­be en form for mel­lem­men­ne­ske­lig ori­en­te­ring i dyn­gen af kon­kre­te eksi­stens­for­mer (viden­ska­be­li­ge, poli­ti­ske, øko­no­mi­ske, kunst­ne­ri­ske, hver­dags­li­ge, kli­ma­ti­ske osv.). Traditionelt set – inden den vul­gæ­re super­spe­ci­a­li­se­ring og impe­ra­ti­vet om “sam­funds­re­le­vans” (dvs. mar­keds­om­sæt­te­lig­hed) gjor­de sit aka­de­mi­ske ind­t­og i løbet af de sid­ste årti­er – har filo­sof­fer beskæf­ti­get sig med de sto­re udfor­drin­ger, som sam­fund kol­lek­tivt har stå­et ansigt til ansigt med. Hvis filo­so­fi­en ikke skal miste sin eksi­stens­be­ret­ti­gel­se, så må Hegels diktum fra Retsfilosofien om, at filo­so­fi­en er “sin egen tid fat­tet som tanke”,1G.W.F. Hegel, Retsfilosofien (København: Det lil­le Forlag, 2004), 26. for­bli­ve intakt.

Jeg vil her for­sø­ge at opteg­ne en skit­se over nog­le af de filo­so­fi­ske veje, som vi bør, og ikke bør, for­føl­ge, for bedst at for­stå og hand­le i for­hold til den pla­ne­tæ­re kri­se. I den kon­tekst er det inter­es­sant at høre frem­træ­den­de stem­mer inden for den filo­so­fi­ske udlæg­ning af kri­sen for­mu­le­re ting som: “Posthumanism is the phi­los­op­hy of our time”,2Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London/New York: Bloomsbury, 2019), 1. som Francesca Ferrando har udtrykt det. Baggrunden for Ferrandos påstand er, at den pla­ne­tæ­re situ­a­tion – som ofte beskri­ves med ter­men “antro­po­cæn” – har akti­ve­ret en gen­nem­gri­ben­de selvransa­gel­se inden for de huma­ni­sti­ske viden­ska­ber: Står tra­di­tio­nel­le for­stå­el­ser af “men­ne­sket” i vej­en for et mere har­monisk og prak­tisk set nød­ven­digt syn på for­hol­det mel­lem det men­ne­ske­li­ge og ikke-men­ne­ske­li­ge?

Essayet er tre­delt. Først præ­sen­te­res begre­bet antro­po­cæn sam­men med et kort argu­ment for, at kapi­ta­lo­cæn på man­ge måder er deskrip­tivt mere kor­rekt. Derefter præ­sen­te­res post­hu­ma­nis­mens cen­tra­le anta­gel­ser. Jeg vil for­sø­ge at vise, hvor­for en ver­sion af det, jeg vil kal­de nor­ma­tiv post­hu­ma­nis­me, er værd at hol­de fast i, mens onto­lo­gisk post­hu­ma­nis­me er teo­re­tisk såvel som prak­tisk tæt på håb­løs, og sam­ti­dig påpe­ge, at man­ge post­hu­ma­ni­ster har det med at koge de to typer sam­men. Til sidst vil jeg kort udlæg­ge nød­ven­dig­he­den af et brud med den nuvæ­ren­de kapi­ta­lo­cæ­ne epo­ke og intro­du­ce­re det, der nød­ven­dig­vis må kom­me i ste­det, hvil­ket vi for nu kan kal­de for kom­mu­no­cæn – et radi­kalt håb om en fun­da­men­talt ander­le­des øko­lo­gisk livs­form, der alle­re­de eksi­ste­rer på min­dre ska­la hos en stri­be øko­lo­gi­ske pro­test­sam­fund, der blo­ke­rer, strej­ker, deler og dyr­ker jor­den ud fra fore­stil­lin­gen om en anden øko­lo­gi.

Kapitalocæn

Mange kli­ma­for­ske­re mener, at vi skal rede­gø­re for men­ne­skear­tens radi­ka­le for­styr­rel­ser af Jorden ved at ind­rul­le­re en ny geo­lo­gisk epo­ke i Jordens histo­rie, nem­lig antro­po­cæn (men­ne­skets tidsal­der). Antropocæn skal, mener de, kom­me efter Holocæn, der refe­re­rer til de sene­ste omtrent 12.000 år på Jorden med mere eller min­dre sta­bilt kli­ma, som har mulig­gjort frem­kom­sten af det, vi ger­ne kal­der “men­ne­ske­lig civi­li­sa­tion”. Antropocæn er fore­slå­et som en geo­lo­gisk term, men det stam­mer egent­lig fra en for­holds­vis ny disci­plin inden for natur­vi­den­ska­ber­ne, nem­lig den såkald­te “Earth-System-Science” (ESS). ESS udsprin­ger af en ræk­ke system­te­o­re­ti­ke­res arbej­de i anden halv­del af det 20. århund­re­de. Blandt andet Donella Meadows’ anven­del­se af system­mo­del­ler på Jordens res­sour­cer, James Lovelock og Lynn Margulis’ Gaia-hypo­te­se, de tid­li­ge bio­fy­si­ske model­ler af Jordens bios­fæ­re i 80’erne og udvik­lin­gen af inter­na­tio­na­le forsk­nings­pro­gram­mer som IPCC. Men tan­ken kan spo­res til­ba­ge til natur­fi­lo­sof­fer som Buffon, Schelling, Gündderode og A. von Humboldt. Jorden skal her for­stås som et holi­stisk frem for meka­nisk system, der er dyna­misk, skrø­be­ligt, for­an­der­ligt og består af dele, der vek­sel­vir­ken­de betin­ger hin­an­den, lige­som syste­met som hel­hed betin­ger dele­ne. Helt kon­kret udgø­res jord­sy­ste­met af de inter­a­ge­ren­de fysi­ske, kemi­ske og bio­lo­gi­ske cyklus­ser i atmos­fæ­ren (Jordens luft­lag), hyd­ros­fæ­ren (Jordens vand­mas­se), kry­os­fæ­ren (Jordens ismas­se), bios­fæ­ren (Jordens livs­om­rå­der) og lit­hos­fæ­ren (Jordens yder­ste jord­lag), hvor for­hol­det mel­lem de enkel­te sfæ­rer og syste­met som hel­hed er karak­te­ri­se­ret af en høj grad af kom­plek­si­tet, non-line­ra­ri­tet og et fra­vær af kla­re og distink­te årsag-virk­nings-for­hold. Dermed opstod der på sin vis et nyt objekt igen­nem ESS, der ikke blot behand­ler “mil­jø­et”, “øko­sy­ste­mer­ne”, “land­ska­bet” eller “kli­ma­et”, men Jorden som ét system.

Selvom der har været man­ge bud på, hvor­når antro­po­cæn begynd­te, så er det mest besnæ­ren­de bud åre­ne omkring og efter 1945 i for­bin­del­se med de før­ste atom­bom­be­s­præng­nin­ger og det syn­li­ge radio­ak­ti­ve ned­falds­ma­te­ri­a­le på hele klo­den i de føl­gen­de år, som for­ment­lig er syn­ligt i jord­la­ge­ne de næste 100.000 år. Her ser man, at tal­le­ne for bestem­te men­ne­ske­li­ge sam­funds påvirk­ning af jord­sy­ste­met på for­skel­li­ge para­me­tre sti­ger radi­kalt (for eksem­pel ind­hol­det af metan og CO2 i atmos­fæ­ren), hvil­ket er vævet sam­men med en mas­siv stig­ning i ener­gi- og vand­for­brug og befolk­nings­tal. Samtidig ser de geo­lo­gi­ske aftryk i form af art­s­ud­ryd­del­se, opvarm­ning af klo­den, døde havvandszo­ner, fly­vea­ske fra kulaf­bræn­ding, pla­stic, alu­mi­ni­um og beton ud til at bli­ve så mar­kan­te, at de i frem­ti­den kan aflæ­ses som til­stræk­ke­li­ge sig­na­ler for til­bli­vel­sen af en ny geo­lo­gisk epo­ke.

Alt det er med til at under­stre­ge, at det især er de øko­no­misk og tek­no­lo­gisk eks­pan­de­ren­de dele af ver­den, det glo­ba­le nord, der står bag den nega­ti­ve ind­fly­del­se på jord­sy­ste­met, hvil­ket akti­ve­rer fun­da­men­tale spørgs­mål om kli­ma­ret­fær­dig­hed mel­lem for­skel­li­ge ver­dens­de­le, hvor nog­le befolk­nin­ger beta­ler pri­sen for andres hand­lin­ger. Til oplys­ning har den rige­ste ene pro­cent af ver­dens befolk­ning et CO2-fod­af­tryk, der er 175 gan­ge stør­re end de 10 pro­cent fat­tig­stes. Af net­op den og beslæg­te­de grun­de har man­ge human- og soci­al­vi­den­ska­be­li­ge bidrag bestå­et i en gen­nem­gå­en­de kri­tik af antro­po­cæn-begre­bets ide­o­lo­gi­ske eller abstrak­te sta­tus, der igno­re­rer bestem­te histo­ri­ske begi­ven­he­der, sub­jek­ter eller sam­funds­for­mer ved at refe­re­re til men­ne­sket som en sam­let destruk­tiv art (antro­pos). Den kri­tik er sam­men­holdt med for­søg på at erstat­te begre­bet med andre begre­ber, der udpe­ger den pla­ne­tæ­re kri­ses egent­li­ge pro­ble­mer: kapi­ta­lis­men, Vesten, tek­no­lo­gi­en eller mands­do­mi­ne­re­de sam­funds­for­mer. Det har affødt alter­na­ti­ve begre­ber som “kapi­ta­lo­cæn”, “ang­lo­cæn”, “tek­no­cæn” og “man­tro­po­cæn”. Selvom det nok aldrig bli­ver ved­ta­get på den geo­lo­gi­ske tids­ska­la, så er kapi­ta­lo­cæn, der oprin­de­ligt blev fore­slå­et af den sven­ske huma­nøko­log Andreas Malm, for­ment­lig den mest udbred­te term som erstat­ning for antro­po­cæn.

Ser man på ordets sam­men­sæt­ning, er det først og frem­mest pro­ble­ma­tisk, at “antro­po­cæn” refe­re­rer til en abstrakt opfat­tel­se af “men­ne­ske­he­den”, et abstrakt “vi”, som årsag til vores pla­ne­tæ­re situ­a­tion. Destruktionen af Jordens livs­be­tin­gel­ser skyl­des ikke alle men­ne­sker eller en påstå­et essens hos men­ne­sket – for eksem­pel en evo­lu­tio­nær over­le­vel­ses­drift eller evnen til at bræn­de ting af, hvil­ket fak­tisk er et udbredt syns­punkt, selv­om det er en skam­løs mis­for­stå­el­se af for­skel­len mel­lem nød­ven­di­ge og til­stræk­ke­li­ge betin­gel­ser – men der­i­mod den histo­ri­ske måde at orga­ni­se­re sam­fund­spro­duk­tio­nen på, som hed­der kapi­ta­lis­me. Mange vil nok være eni­ge i, at kapi­ta­lis­men ikke er udtryk for alle men­ne­skers inter­es­ser eller men­ne­skets essens eller væsen, men en histo­risk og inter­es­se- og klas­se­be­stemt sam­fundsor­ga­ni­se­ring, hvor pro­fit er målet for sam­fun­dets pro­duk­tion, hvil­ket har været den bæren­de driv­kraft i afbræn­din­gen af pla­ne­tens mate­ri­a­ler og destruk­tio­nen af øko­sy­ste­mer. Den slags er på ingen måde ind­fan­get med begre­bet antro­po­cæn (selv­om der fin­des mere nuan­ce­re­de antro­po­cæn-for­ta­le­re), hvor­for jeg mener, at “kapi­ta­lo­cæn”, i det mind­ste som ufor­melt begreb, bør fore­træk­kes eller i hvert fald sup­ple­re antro­po­cæn.

Et for­bun­det pro­blem er det udbred­te syns­punkt, at kli­ma­ka­ta­stro­fen ram­mer alle men­ne­sker lige. Det er for eksem­pel til­fæl­det i en af de mest ind­fly­del­ses­ri­ge tek­ster om antro­po­cæn, nem­lig Dipesh Chakrabartys “The cli­ma­te of history: Four the­ses” (2009), hvor han taler om, at der ikke er nogen “red­nings­bå­de” for de rige og pri­vil­e­ge­re­de. Men selv­føl­ge­lig er der – i hvert fald ind­til vide­re – red­nings­bå­de for nog­le og ikke andre. Klimaofre og ‑flygt­nin­ge kom­mer hoved­sa­ge­ligt ikke fra rige, vest­li­ge lan­de. Og selv når de gør (tænk på Katrina i New Orleans eller Sandy på Manhattan), så er det de alle­re­de under­tryk­te, der ram­mes.

Posthumanismer

Selvom der end­nu ikke er fore­ta­get meget syste­ma­tisk og filo­so­fisk arbej­de om den pla­ne­tæ­re kri­ses betin­gel­ser og afvær­gel­se, så er en gene­risk posi­tion – især inspi­re­ret af Bruno Latours aktør-net­værk-teo­ri (ANT) – ved at fin­de solidt, aka­de­misk fod­fæ­ste, nem­lig den, der ofte hen­vi­ses til som nyma­te­ri­a­lis­me eller post­hu­ma­nis­me (en form for paraply­be­teg­nel­se for en ræk­ke nye teo­ri­er), der siden post­mo­der­nis­mens glans­pe­ri­o­de har for­søgt – på man­ge for­skel­li­ge måder – at kom­me ud af sym­bo­ler­nes og dis­kur­ser­nes sel­vin­de­slut­te­de uni­vers og gå ind i mate­ri­a­li­te­ten selv. Som vi så i intro­duk­tio­nen, hæv­der en af post­hu­ma­nis­mens ban­ner­fø­re­re, filo­sof­fen Francesca Ferrando, at post­hu­ma­nis­men er “the phi­los­op­hy of our time”. Rosi Braidotti – post­hu­ma­nis­mens sjak­ba­js – skri­ver i sam­me ombæ­ring: “the con­cept of the human has exploded”.3Rosi Braidotti, The Posthuman (Cambridge: Polity Press, 2013), 65. Selvom det ikke nød­ven­dig­vis er repræ­sen­ta­tivt for enhver, der vil kal­de sig selv for “post­hu­ma­nist”, så opsum­me­rer Timothy LeCain post­hu­ma­nis­mens (som han bru­ger syno­nymt med nyma­te­ri­a­lis­men) moti­va­tion og grund­an­ta­gel­se såle­des:

.[N]eo-materialist the­ory pro­po­ses that humans and their cul­tu­res are best under­stood as the pro­ducts of their mate­ri­al environ­ment, not its masters. Even more fun­da­men­tal­ly, neoma­te­ri­a­lism chal­len­ges the still domi­nant moder­nist belief that human cul­tu­re is distin­ct­ly sepa­ra­te from the mate­ri­al wor­ld, sug­ge­sting that mat­ter not only helps to cre­a­te human intel­li­gen­ce, cre­a­ti­vi­ty, and cul­tu­re, but may often be best under­stood as con­sti­tu­ting the­se things. At its heart, this emer­ging neo-mate­ri­a­list the­ory chal­len­ges the moder­nist faith that the human intel­lect and cul­tu­re have taken us out of natu­re, sug­ge­sting that huma­ni­sts can build a power­ful new met­ho­do­lo­gi­cal appro­ach by adop­ting the con­trary posi­tion: human cul­tu­re must be under­stood and ana­lyzed as a part and pro­duct of the mate­ri­al wor­ld, not its antit­he­sis […] In sum, neo-mate­ri­a­list the­ory pus­hes us to con­si­der how the pla­net has made humans rat­her than the other way aro­und. The earth is not in human hands, it sug­ge­sts: humans are in the eart­h’s hands.4Timothy James LeCain, “Against the Anthropocene: A Neo-Materialist Perspective,” International Journal for History, Culture and Modernity 3 (2015): 2–5.

Den anta­gel­se, der ofte for­e­ner for­skel­li­ge typer af post­hu­ma­nis­mer, er et opgør med alle for­mer for dua­lis­me, hvil­ket ind­be­fat­ter et opgør med både onto­lo­gisk og nor­ma­tiv excep­tio­na­lis­me. Posthumanismen kan gene­relt for­mu­le­res som for­sø­get på at for­stå, defi­ne­re eller rekon­stru­e­re men­ne­sket som sådan eller cen­tra­le men­ne­ske­li­ge eksi­sten­ti­a­ler i kraft af det ikke-men­ne­ske­li­ge. Det er sam­ti­dig ikke mindst et for­søg på at gøre op med histo­risk betin­get under­tryk­kel­se – både i for­hol­det mel­lem men­ne­sker og dyr, men også mel­lem bestem­te grup­per af men­ne­sker. Ofte ledsa­ges den post­hu­ma­ni­sti­ske præ­mis med påstan­de­ne om, at det for det før­ste øko­lo­gisk set er fri­gø­ren­de at ned­bry­de de mel­lem­men­ne­ske­li­ge og mel­le­mart­s­li­ge bar­ri­e­rer og hie­rar­ki­er – hvil­ket jeg er helt enig i – og at det for det andet også er øko­lo­gisk fri­gø­ren­de at tale min­dre om men­ne­ske­li­ge hand­lings­for­mer og mere om de pro­ces­ser og objek­ter, der betin­ger men­ne­sket. Fælles for man­ge af post­hu­ma­ni­ster­ne er, at de ikke nød­ven­dig­vis for­sø­ger at eli­mi­ne­re men­ne­sket som kate­go­ri – hvad end det så vil­le bety­de – men at omde­fi­ne­re men­ne­sket ud fra en ræk­ke “ikke-men­ne­ske­li­ge” kate­go­ri­er (maski­ner, uor­ga­nisk natur, magtstruk­tu­rer, ikke-men­ne­ske­li­ge dyr).

Selvom jeg støt­ter det histo­risk-kri­ti­ske enga­ge­ment og den poli­ti­ske kri­tik hos en ræk­ke af for­ta­ler­ne, så har man­ge post­hu­ma­ni­ster og nyma­te­ri­a­li­ster det med at for­veks­le og udvi­de en ræk­ke cen­tra­le kate­go­ri­er på kon­trapro­duk­tiv vis. For eksem­pel har Latour og man­ge andre det med at udvi­de begre­bet om “agens” så meget, at det deci­de­ret udva­skes. Latours udlæg­ning af “agens” er lige så lige­til, som den er kon­tro­ver­si­el: “making some dif­fe­ren­ce to a sta­te of affairs”.5Bruno Latour, Reassembling the Social (Oxford: Oxford University Press, 2005): 52, 71–72. Det bety­der, at alt – lige fra sten og stormvejr til knap­penå­le og lap­tops – også har agens. Men det er kom­plet ube­grun­det at til­skri­ve ikke-leven­de gen­stan­de som sten eller maski­ner nogen form for agens. Selv pan­p­sy­ki­ster begræn­ser sig oftest til at sige, at alt eksi­ste­ren­de inde­hol­der nog­le pro­to-men­tale eller pro­to-bevidst­heds­mæs­si­ge egen­ska­ber i ube­skri­ve­ligt pri­mi­tiv form, hvil­ket på ingen måde kan­di­de­rer til agens af nogen næv­ne­vær­dig art, da agens nor­malt for­bin­des med begre­ber som inten­tio­na­li­tet og/eller for­måls­ret­te­hed. Det bety­der dog sam­ti­dig ikke, at agens skal begræn­ses til den men­ne­ske­li­ge livs­form, som stør­ste­delen af den vester­land­ske tra­di­tion fejl­ag­tigt har for­ud­sat. Andre dyr og orga­nis­mer har også agens.

Derudover har man­ge post­hu­ma­ni­ster det med at sam­men­blan­de nor­ma­tiv post­hu­ma­nis­me og onto­lo­gisk post­hu­ma­nis­me. Men hvad er nor­ma­tiv post­hu­ma­nis­me? En nor­ma­tiv under­sø­gel­se af den pla­ne­tæ­re kri­se går gan­ske enkelt ud fra føl­gen­de spørgs­mål: For hvis skyld skal vi afvær­ge yder­li­ge­re eska­la­tion af den pla­ne­tæ­re kri­se? Hvem eller hvad er moral­ske adres­sa­ter? Hvilke sub­jek­ter eller livs­for­mer kva­li­fi­ce­rer til en form for moralsk respekt eller respon­si­vi­tet?

De moral­ske kva­ler, der opstår, når vi betrag­ter os selv som destruk­ti­ve pla­ne­tæ­re agen­ter, udgår fra en af to grund­læg­gen­de over­be­vis­nin­ger om den form for vær­di, ikke-men­ne­ske­lig natur bør til­skri­ves, og hver over­be­vis­ning er på for­skel­lig vis afgø­ren­de for, hvil­ke poli­ti­ske hand­lin­ger, men­ne­ske­li­ge sam­fund bør fore­ta­ge. På den ene side har vi, helt for­sim­plet, det antro­po­cen­tri­ske stand­punkt, iføl­ge hvil­ket ikke-men­ne­ske­lig natur ude­luk­ken­de kan have instru­men­tal eller indi­rek­te vær­di: ikke-men­ne­ske­li­ge dyr, pro­ces­ser, øko­sy­ste­mer osv. har kun (moralsk) vær­di i kraft af den funk­tion, de har for men­ne­skers gøren og laden. Det, som har direk­te eller intrin­sisk vær­di, er det men­ne­ske­ligt gode, som nog­le for eksem­pel vil udlæg­ge som men­ne­ske­lig lyk­ke eller vel­væ­re (hvad end det så er). For eksem­pel for­ø­ver bestem­te øko­sy­ste­mer og a‑biotiske pro­ces­ser en ræk­ke “ydel­ser”, der er nød­ven­di­ge for over­le­vel­sen af men­ne­ske­li­ge sam­fund (Aristoteles lag­de grun­den til det syns­punkt i Politikken, bog 1, kap. 8).

På den anden side fin­des det non-antro­po­cen­tri­ske stand­punkt, iføl­ge hvil­ket ikke-men­ne­ske­lig natur har direk­te eller intrin­sisk vær­di. Den posi­tion fin­des natur­lig­vis i for­skel­li­ge afar­ter, alt efter hvil­ke typer ikke-men­ne­ske­lig natur, der til­skri­ves moralsk vær­di eller sta­tus. Indbefatter det alle san­sen­de væs­ner, der kan føle nydel­se og smer­te, som såkald­te sen­tien­ti­ster (Peter Singer, for eksem­pel) er over­be­vist om, selv­om den slags væs­ner ikke nød­ven­dig­vis selv er selv­be­vid­ste, moral­ske agen­ter? Alt “leven­de”, som såkald­te bio­cen­tri­ke­re (Paul Taylor, for eksem­pel) mener? Økosystemer selv, som såkald­te øko­cen­tri­ke­re eller dyb­deøko­lo­ger mener? Eller hele bios­fæ­ren, i en form for øko- og bio­cen­trisk holis­me, som Aldo Leopolds såkald­te “land ethic” udtryk­te? Hvad med a‑biotiske pro­ces­ser? Og bør vi skel­ne mel­lem hele arter eller kun indi­vi­du­el­le væs­ner?

Posthumanister er oftest nor­ma­ti­ve non-antro­po­cen­tri­ster, hvil­ket er et syns­punkt, jeg deler, selv­om jeg langt fra er over­be­vist om, hvil­ken type af det non-antro­po­cen­tri­ske stand­punkt, der er kor­rekt. Men jeg tror, at den bed­ste teo­ri er én, der i det mind­ste betrag­ter moralsk sta­tus som noget, der kan kom­me i gra­der, frem for at betrag­te det som én og sam­me knap der enten kan være tændt eller sluk­ket. En hund eller gris har moralsk sta­tus, men hund­en eller gri­sens moral­ske sta­tus bør betrag­tes som min­dre end men­ne­skers.

En vital defekt hos man­ge såkald­te “mil­jø­e­ti­ke­re” (et udtalt eksem­pel er Paul Taylor) er føl­gen­de: De har sjæl­dent sans for at ana­ly­se­re de soci­a­le, poli­ti­ske, øko­no­mi­ske og kul­tu­rel­le betin­gel­ser for den pla­ne­tæ­re kri­se. Enten plæ­de­res der for en stærk adskil­lel­se mel­lem teo­ri og prak­sis (som bur­de være for­æl­det for længst), eller mere præ­cist: et ensi­digt kaus­alt for­hold, der går fra teo­ri til prak­sis, hvor vi kan over­be­vi­se men­ne­sker om, hvad der fra et ratio­nelt, filo­so­fisk stand­punkt er onto­lo­gisk og etisk sandt (græn­sen for, hvem eller hvad der har moralsk sta­tus fin­des lige net­op dér!), hvil­ket der­på efter sigen­de vil med­fø­re prak­ti­ske land­vin­din­ger. Eller også argu­men­te­rer de impli­cit for en indi­vi­du­a­li­se­ren­de løs­ning, hvor det afgø­ren­de for at afvær­ge en pla­ne­tær neds­melt­ning er, at vi hver især for­an­drer vores atti­tu­der over for den ikke-men­ne­ske­li­ge natur.

Men vi bør omvendt først og frem­mest aner­ken­de, hvor­dan vores gene­rel­le (“filo­so­fi­ske”) ver­dens­syn er så dybt ind­lej­re­de i vores sam­funds mate­ri­el­le, trans-indi­vi­du­el­le prak­sis­ser, at det er umu­ligt at lave et radi­kalt skift i først­nævn­te uden et radi­kalt skift i sidst­nævn­te. Filosofiske vær­di­a­na­ly­ser bør fore­ta­ges paral­lelt og i sam­spil med kon­kre­te, socio-histo­ri­ske ana­ly­ser af årsa­ger­ne til den pla­ne­tæ­re kri­se.

Man bør også være opmærk­som på de prak­ti­ske pro­ble­mer, der er ved ekstre­me for­mer for bio­cen­tris­me, som Ursula Le Guin iro­nisk har beskre­vet det:

Tiden er inde til at men­ne­ske­he­den hæver sig op af vores pri­mi­ti­ve til­stand som altæ­de­re, kødæ­de­re, vege­ta­rer og vega­ne­re. Vi må tage det uund­gå­e­li­ge næste skridt til Oganismen – Luftædernes Liv – der fører bort fra fed­me, aller­gi og gru­som­hed mod sage­s­løs ren­hed. Vores mot­to skal være All we need is O […] Hvis det er umoralsk at under­ka­ste en østers for­ned­rel­sen ved at bli­ve til mad, hvor­for er det så udad­le­ligt, ja moralsk rig­tigt at gøre det sam­me med en gulerod eller et styk­ke tofu? […] Videnskaben er først lige begyndt at under­sø­ge plan­te­følsom­hed og plan­te­kom­mu­ni­ka­tion. Resultaterne er end­nu besked­ne men posi­ti­ve, fasci­ne­ren­de og mær­ke­li­ge […] Vores for­mod­nin­ger om alle andre leven­de væs­ner tje­ner for det meste os selv. Og den dybest rod­fæ­ste­de af dem er måske at plan­ter er liv­lø­se, irra­tio­nel­le og umæ­len­de: såle­des “lave­re” end dyr, “til fri afbe­nyt­tel­se”. Denne uover­lag­te opfat­tel­se giver selv de mest hjer­tens­go­de af os lov til at udvi­se mang­len­de respekt for plan­ter, nådes­løst dræ­be grønt­sa­ger, lykøn­ske os selv med vores rene samvit­tig­hed, alt imens vi hjer­te­løst for­tæ­rer en kål­stok eller en blød, fin, krøl­let, leven­de, spæd ærtes­lyng­t­råd. Jeg tror at hvis vi vil und­gå så gru­somt et hyk­le­ri og få vir­ke­lig ren samvit­tig­hed, er den ene­ste mulig­hed at bli­ve oga­ne­re. Det er en skam at oga­ner­be­væ­gel­sen i kraft af sit væsen og sine prin­cip­per er dømt til, i hvert enkelt til­fæl­de, at have et tem­me­lig kortva­rigt liv. Men sagens før­ste mar­ty­rer vil utvivl­s­omt inspi­re­re ska­rer af men­ne­sker til at føl­ge dem i afsvær­gel­sen af den groft una­tur­li­ge prak­sis at opret­hol­de liv ved at spi­se andre leven­de væse­ner eller deres bipro­duk­ter. Oganere der kun ind­ta­ger den rene, utils­m­ud­se­de O i atmos­fæ­ren og i H2O, vil leve i ægte ven­skab med alle dyr og alle grønt­sa­ger og vil stolt præ­di­ke deres tro så læn­ge de over­ho­ve­det kan. Det kun­ne vare i fle­re uger, undertiden.6Ursula Le Guin, “Et beske­dent for­slag: Vegempati”, i Ny Jord: Tidsskrift for naturkri­tik (nr. 5), red. Jeppe Sengupta Carstensen & Andreas Vermehren Holm (København: Forlaget Virkelig, 2020), 450–454.

Men hvad er så onto­lo­gisk post­hu­ma­nis­me? Jane Bennetts Vibrant Matter om distri­bu­e­ret agens og ikke-men­ne­ske­li­ge for­mers poli­ti­ske rele­vans er for­ment­lig det tæt­te­ste, man kom­mer på en form for filo­so­fisk mani­fest for den nye mate­ri­a­lis­me eller post­hu­ma­nis­me. I for­læn­gel­se af de nor­ma­ti­ve over­vej­el­ser, hæv­der man­ge post­hu­ma­ni­ster – blandt andet Bennett, Latour, Donna Haraway, Karen Barad, Carin Wolfe, Diana Coole og Timothy Morton – at den pla­ne­tæ­re kri­se kan beskri­ves som resul­ta­tet af en antro­po­cen­trisk ver­densan­sku­el­se eller meta­fy­sik, som ofte føres til­ba­ge til det “moder­ne”, hvor men­ne­sket er ble­vet afson­dret fra eller ophø­jet over resten af “natu­ren” som et excep­tio­nelt væsen (om det så er i kraft af “excep­tio­nel­le” dis­po­si­tio­ner som fri­hed, for­nuft eller selv­be­vidst­hed).

Lad os defi­ne­re en onto­lo­gi som en syste­ma­tisk udlæg­ning af, hvad det vil sige at eksi­ste­re, og en syste­ma­tisk grup­pe­ring eller kar­to­gra­fi af det eksi­ste­ren­de. Lad os defi­ne­re onto­lo­gisk post­hu­ma­nis­me som den tese, at en sepa­rat onto­lo­gisk grup­pe­ring eller ana­ly­se af det “men­ne­ske­li­ge” og “ikke-men­ne­ske­li­ge” (eller: “kul­tur” og “natur”) er uhold­bar. Det er des­u­den en væsent­lig præ­mis for de fle­ste post­hu­ma­ni­ster (måske på nær den mest ekstre­me af dem: den reduk­ti­ve fysi­ka­list eller natu­ra­list, som dog ikke har meget at sige om kli­ma­kri­sen), at en sådan sepa­rat onto­lo­gisk grup­pe­ring nød­ven­dig­vis er poli­tisk kon­trapro­duk­tiv i for­hold til den pla­ne­tæ­re kri­se. En post­hu­ma­nist vil oftest hæv­de, at en til­freds­stil­len­de ana­ly­se af men­ne­ske­lig eksi­stens og hand­ling – kol­lek­tiv såvel som indi­vi­du­el – må tage udgangs­punkt i ikke-men­ne­ske­li­ge væs­ner eller kom­po­nen­ter (fx bak­te­ri­er, evo­lu­tio­næ­re nicher, maski­ner eller ikke-men­ne­ske­li­ge dyr).

Ifølge man­ge post­hu­ma­ni­ster fin­des der ret beset intet onto­lo­gisk hie­rar­ki; alt eksi­ste­ren­de bør for­stås som hybri­de aktø­rer i et kom­plekst net­værk; “natur” og “kul­tur” er så sam­men­fil­tret, at ver­den efter­hån­den kun inde­hol­der hybri­de enti­te­ter, “natu­recul­tu­res”, som Haraway kal­der det – der løben­de frem­træ­der i nye kon­fi­gu­ra­tio­ner, hvor “agens” er distri­bu­e­ret over en lang ræk­ke af pro­ces­ser og objek­ter. I sin udlæg­ning af Latour har Graham Harman beskre­vet det såle­des: “we must start by con­si­de­ring all enti­ties in exa­ct­ly the same way”,7Graham Harman, Bruno Latour: Reassembling the Political (Pluto Press, 2014), viii. og for­mu­le­rer et andet sted, at han taler for “an onto­lo­gy that ini­ti­al­ly tre­ats all objects in the same way, rat­her than assu­m­ing in advan­ce that dif­fe­rent types of objects requi­re com­ple­te­ly dif­fe­rent ontologies”.8Graham Harman, Object-Oriented Ontology: A New Theory of Everything (Pelican Books, 2018), 54. (Det skal dog siges, at Harman går ud fra, at en “flad” onto­lo­gi skal være et filo­so­fisk udgangs­punkt, men ikke ende­mål, efter­som filo­so­fi­en også, som han skri­ver, skal for­tæl­le os “about the dif­fe­ren­ces betwe­en various kinds of things”).9Graham Harman, Object-Oriented Ontology: A New Theory of Everything (Pelican Books, 2018), 55.

Mange post­hu­ma­ni­ster udva­sker som tid­li­ge­re nævnt for­skel­len mel­lem onto­lo­gisk og nor­ma­tiv post­hu­ma­nis­me. For eksem­pel taler Ferrando – lige­som både Latour og Braidotti også gør fle­re ste­der – om, at vi må gøre op med idéen om at til­skri­ve men­ne­sket nog­le “onto­lo­gi­ske privilegier”,10Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London/New York: Bloomsbury, 2019), 54. hvil­ket hun bru­ger syno­nymt med idéen om, at men­ne­sker etisk set er pri­vil­e­ge­re­de (alt­så “art­s­cha­u­vi­nis­me”). For dem lader det til, at der er en nød­ven­dig sam­men­hæng mel­lem de to typer af post­hu­ma­nis­me. Men det er ikke kor­rekt. Man kan sag­tens udka­ste en onto­lo­gisk sepa­rat grup­pe­ring af det “men­ne­ske­li­ge” (en filo­so­fisk antro­po­lo­gi), der til­skri­ver men­ne­sker distink­te eller lige­frem excep­tio­nel­le egen­ska­ber og dis­po­si­tio­ner, sam­ti­dig med, at man udlæg­ger en non-antro­po­cen­trisk etik, der hæv­der, at ikke kun men­ne­sker skal respek­te­res.

Ifølge Ferrando er post­hu­ma­nis­men “vor tids filo­so­fi”, for­di det er den filo­so­fi, som “suits the infor­mal geo­lo­gi­cal time of the Anthropocene”, hvil­ket hun så for­kla­rer ved, at antro­po­cæn net­op “marks the extent of the impa­ct of human acti­vi­ties on a pla­ne­tary level”, hvor­for antro­po­cæn-tesen under­stre­ger “the urgen­cy for humans to beco­me awa­re of pertai­ning to an eco­sy­stem which, when dama­ged, nega­ti­ve­ly affects the human con­di­tion as well”.11Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London/New York: Bloomsbury, 2019), 22. Men det, Ferrando egent­lig gør her, er net­op at sni­ge en form for onto­lo­gisk excep­tio­na­lis­me og dua­lis­me ind ad bag­dø­ren, når hun beskri­ver antro­po­cæn som “men­ne­skets” ekstre­me ind­virk­ning på pla­ne­ten, ikke hybri­de enti­te­ters.

Her kom­mer vi til ker­nen i pro­ble­met med den onto­lo­gi­ske post­hu­ma­nis­me: “Teorien” er, udover at være kon­cep­tu­elt og empi­risk inkon­si­stent i sin egen ret, på ingen måde egnet til at for­stå eller hand­le i for­hold til den pla­ne­tæ­re kri­se. For det før­ste går det post­hu­ma­ni­sti­ske credo ud fra, at men­ne­sker ikke er næv­ne­vær­digt distink­te eller excep­tio­nel­le i for­hold til andre væs­ner. Det igno­re­rer bare den gan­ske vig­ti­ge detal­je, at det er bestem­te men­ne­ske­li­ge hand­lin­ger, som ikke bare har frem­bragt den nuvæ­ren­de situ­a­tion, men også kan omven­de den. Som anti-post­hu­ma­ni­sten Clive Hamilton har for­mu­le­ret det:

Only in the last two or three deca­des has the pre-emi­nen­ce of human agen­cy tru­ly con­fron­ted us. No other for­ce, living or dead, is capab­le of influ­en­cing the Earth System and has the capa­ci­ty to deci­de to do otherwi­se. Now that is agen­cy; it is what makes humans the fre­ak of nature.12Clive Hamilton, Defiant Earth: The Fate of Humans in the Anthropocene (Cambridge: Polity Press, 2017), 100–101.

Det er selv­føl­ge­lig en tri­vi­el sand­hed, at men­ne­sker er en del af “natu­ren”. Men i for­hold til den pla­ne­tæ­re kri­se, må det vig­tig­ste efter min mening være at aner­ken­de men­ne­skers (eller bestem­te men­ne­ske­li­ge prak­sis­sers) distink­te ind­virk­ning på pla­ne­ten for at loka­li­se­re og afmon­te­re kri­sens årsa­ger. Det for­ud­sæt­ter natur­lig­vis, at der er noget excep­tio­nelt ved men­ne­sker – hvil­ket blandt andet kon­kre­ti­se­res igen­nem den kends­ger­ning, at men­ne­sker er i stand til at ska­be glo­ba­le socioø­ko­no­mi­ske og kul­tu­rel­le syste­mer og tek­no­lo­gi­er, der kan for­år­sa­ge bios­fæ­ri­ske sam­men­brud.

Derudover er sel­ve idéen om, at men­ne­ske­li­ge sam­fund har et sær­ligt ansvar over for pla­ne­tens liv, hvil­ket de fle­ste post­hu­ma­ni­ster også går ud fra, et bevis for excep­tio­na­li­tet­ste­sen. Som Kate Soper præ­cist har for­mu­le­ret det:

There can be no eco­lo­gi­cal prescrip­tion that does not pre­sup­po­se a demarca­tion betwe­en huma­ni­ty and natu­re. Unless human beings are dif­fe­ren­ti­a­ted from other orga­nic and inor­ga­nic forms of being, they can be made no more liab­le for the effects of their occu­pan­cy of the eco-system than any other spe­cies, and it would make no sen­se to call upon cats to stop kil­ling birds. Since any eco-poli­ti­cs, howe­ver dis­mis­si­ve of the supe­ri­o­ri­ty of homo sapi­ens over other spe­cies, accords huma­ni­ty respon­si­bi­li­ties for natu­re, it pre­su­mes the pos­ses­sion by human beings of attri­bu­tes that set them apart from all other forms of life.13Kate Soper, What is Nature? Culture, Politics and the Non-Human (Wiley-Blackwell, 1995), 160.

Det er afgø­ren­de at hol­de fast i den ind­sigt over for de post­hu­ma­ni­sti­ske stem­mer, der hæv­der, for at give et af de mest ekstre­me eksemp­ler, nem­lig Timothy LeCain, at det er “evi­dent that humans did not set out to cau­se such glo­bal geo­che­mi­cal chan­ges. Instead, they were lar­ge­ly the unan­ti­ci­pa­ted and unin­ten­ded con­sequen­ces of the lar­ge-sca­le use of hydro­c­ar­bons, fer­ti­lizers, and other modern technologies”.14Timothy James LeCain, “Against the Anthropocene: A Neo-Materialist Perspective,” International Journal for History, Culture and Modernity 3 (2015): 20. At kon­klu­de­re, fort­sæt­ter LeCain, at men­ne­sker ale­ne var “respon­sib­le for the cour­se of events that resul­ted from bur­ning coal”, er deci­de­ret “nonsensical”.15LeCain, “Against the Anthropocene”, 20. Vi må der­i­mod for­stå, for­tæl­les vi, at de fos­si­le brænds­ler har for­met “humans and their cul­tu­res in all sorts of une­xpected ways”,16LeCain, “Against the Anthropocene”, 4. og at “coal sha­ped the humans who used it far more than humans sha­ped coal”.17LeCain, “Against the Anthropocene”, 20. For at for­stå og hand­le i for­hold til den pla­ne­tæ­re kri­se – mener LeCain – skal vi først og frem­mest for­stå, hvor­dan men­ne­sker er bestemt eller betin­get af det ikke-men­ne­ske­li­ge: “some very power­ful mate­ri­al things […] have increa­sing­ly come to dicta­te our col­lecti­ve fate”.18LeCain, “Against the Anthropocene”, 22. Vi må for­stå, som en anden post­hu­ma­ni­stisk apo­lo­get siger det, at olie, for eksem­pel, er en “vast­ly distri­bu­ted agent with dark designs of its own”.19Timothy Morton, “They are Here”, i The Nonhuman Turn, red. Richard Grusin (Minnesota: Minnesota University Press, 2015), 187. What?

Den slags udsagn er kom­plet hand­ling­s­lam­men­de. Imod post­hu­ma­nis­men er det vig­ti­ge­re end nogen­sin­de før at lave distink­tio­ner mel­lem for­skel­li­ge typer af eksi­sten­ser og livs­for­mer for at iso­le­re dem, der hoved­sa­ge­ligt for­år­sa­ger nega­ti­ve brud i jord­sy­ste­met.

Kommunocæn?

Lad mig afslut­te med nog­le bemærk­nin­ger om mulig­he­den for en radi­kalt ander­le­des måde at orga­ni­se­re “stof­skif­tet mel­lem men­ne­sket og natu­ren”, som Marx kald­te det, der bry­der med den nuvæ­ren­de kapi­ta­lo­cæ­ne epo­kes instru­men­ta­li­sti­ske og destruk­ti­ve syn på natu­ren som pro­dukt og pro­fit­ska­ber. Man kun­ne også kal­de fore­stil­lin­gen om kom­mu­no­cæn for øko­so­ci­a­lis­me. Men det er en reel fore­stil­ling. Tag bare anti-glo­ba­li­se­rings­be­væ­gel­sens udvik­ling igen­nem 90’erne og 00’erne: Siden finans­krak­ket i 2007–2009 er bevæ­gel­sen gle­det mere i bag­grun­den. Hvorfor? Fordi dens dis­kurs er ble­vet vir­ke­lig­gjort, dens idéer er ble­vet en del af den offent­li­ge vir­ke­lig­hed. Hvem tviv­ler læn­ge­re på, at den pla­ne­tæ­re neds­melt­ning især skyl­des den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des rov­drift på dens egne bio­fy­si­ske repro­duk­tions­be­tin­gel­ser, på atom­kraft­lob­by­ens ekstre­me arro­gan­ce og sne­dig­hed, på de skif­ten­de par­la­men­ta­ri­ke­res udtal­te indif­fe­rens og hyk­le­ri i for­hold til det, Hartmut Rosa i sin bog Resonans har skel­net mel­lem som “mil­jø­be­vidst­hed” og “mil­jøind­sats”, på absur­di­te­ten og finan­se­li­tens des­pe­ra­tion bag idéen om at sta­bi­li­se­re Vestens tek­no­lo­gi­ske udsu­lt­ning af pla­ne­ten igen­nem fle­re stor­tek­no­lo­gi­ske inter­ven­tio­ner i solens strå­ler såvel som i under­grun­den, på komi­k­ken og tra­ge­di­en i hele fos­silø­ko­no­mi­ens indæd­te for­søg på at bil­de os ind, at der eksi­ste­rer sådan noget som “grønt” kul og olie eller “bære­dyg­ti­ge” fly­ve­ma­ski­ner? Den dis­kurs var reser­ve­ret til de “mili­tan­te” for intet andet end 10–15 år siden. Nu figu­re­rer den som en legi­tim stem­me i den offent­li­ge vir­ke­lig­hed, hvil­ket giver håb for rea­li­se­rin­gen af en anden øko­lo­gi, selv­om fos­silø­ko­no­mi­en vil bru­ge alle sine mid­ler for at ned­kæm­pe den. Vi er tvun­get til at ska­be og udle­ve fore­stil­lin­ger om en anden øko­lo­gi. Intet tyder på, at fos­sil­ka­pi­ta­lis­men vil dø en natur­lig død. I 2018 var otte af de ti stør­ste virk­som­he­der i ver­den, målt på omsæt­ning, direk­te for­bun­det med afbræn­ding af fos­sil ener­gi.

Hvis pla­ne­tens livs­be­tin­gel­ser ikke skal dege­ne­re­re, er det en nød­ven­dig­hed, at der udfor­mes en radi­kalt ander­le­des rela­tion mel­lem men­ne­sker og Jorden. Det kræ­ver et for­hold, der går ud fra Jorden som en fæl­les og ejer­løs Jord, hvor de pla­ne­tæ­re græn­ser respek­te­res. Det kræ­ver, at vores arbejds- og pro­duk­tions­for­mer tager hånd om den jord, der gør livet muligt, hvil­ket Stefania Barca har fore­slå­et med begre­bet “jor­domsorgs­fuldt arbej­de [earth care labour]”. Den slags arbej­de og pro­duk­tions­for­hold eksi­ste­rer alle­re­de i natur- og øko­so­ci­a­li­sti­ske bevæ­gel­ser i de glo­ba­le syd. For eksem­pel Zapatista-bevæ­gel­sen i Mexico, “indigenous”-bevægelser i Amazonas, De land­lø­se arbej­de­res bevæ­gel­se (Movimento dos Trabalhadores Sem Terra) i Brasilien, den glo­ba­le land­brugs­be­væ­gel­se La Vía Campesina, de euro­pæ­i­ske kli­ma­be­sæt­tel­ser- og bevæ­gel­ser som Ende Gelände eller ZAD nord for Nantes, og bon­de­be­væ­gel­sen i Indien, der sid­ste år gen­nem­før­te ver­dens stør­ste gene­ral­strej­ke med over 250 mil­li­o­ner bøn­der imod libe­ra­li­se­rin­gen af land­bru­get i Indien. Herhjemme fin­des der bevæ­gel­ser som Frie Bønder – Levende land eller for­e­nin­gen Andelsgaarde. Og vi ser en inspi­re­ren­de kim i de bre­de ini­ti­a­ti­ver til gen­brugs­for­e­nin­ger, alter­na­ti­ve pro­duk­tions- og dyrk­nings­for­mer, bære­dyg­tigt byg­ge­ri, nybyg­ge­ri­er i gælds­fri øko­sam­fund, alter­na­tiv plan­teavl og frø­sam­le­ri og en genop­li­vel­se af andel­stan­ken og kolo­ni­ha­ve­be­væ­gel­sens tan­ker om sel­vor­ga­ni­se­ret distri­bu­tion af føde­va­rer. Vi skal begyn­de at spi­se, arbej­de, bo, byg­ge, pro­du­ce­re, for­bru­ge og rej­se fun­da­men­talt ander­le­des, end vi gør i dag. Vi skal gen­po­li­ti­se­re vores for­hold til Jorden. Det kræ­ver et radi­kalt opgør med storska­la-land­brug og fos­silø­ko­no­mi­en, som skal erstat­tes af lokal mads­u­veræ­ni­tet og ved­va­ren­de ener­gi­pro­duk­tion og et radi­kalt fald i ener­gi­for­brug i det glo­ba­le nord. Det kræ­ver, at pro­fit­mo­ti­vet fjer­nes i for­bin­del­se med enhver beslut­ning om, hvor­dan Jorden for­val­tes; at vi ikke for­la­der os på grøn vækst og sæt­ter vores lid til futuri­sti­ske stor­tek­no­lo­gi­er såsom Carbon Capture Storage, hvis kon­se­kven­ser ingen ken­der til. Det kræ­ver en demo­kra­tisk betin­get og juri­disk bin­den­de glo­bal plan, der ska­ber en over­gang til ved­va­ren­de ener­gi, hvil­ket inde­bæ­rer reduk­tion eller afskaf­fel­se af hele indu­stri­el­le sek­to­rer. Det kræ­ver, at befolk­nin­ger selv får kon­trol over indu­stri­el­le fabrik­ker, land­brug, land og trans­port­sek­to­rer – lige nu ejer for eksem­pel 0,6 pro­cent af befolk­nin­gen 62 pro­cent af det dan­ske over­fla­dea­re­al. Det kræ­ver, at der gen­plan­tes skov på stor ska­la og at jord med højt kul­sto­find­hold udta­ges. Og det kræ­ver et gene­relt brud med fore­stil­lin­gen om men­ne­skets ejer­skab af Jorden. Marx – som myten på for­bløf­fen­de vis har gjort til indu­stri­a­lis­mens og stor­pro­duk­tio­nens sto­re for­ta­ler – beskrev betin­gel­ser­ne for en ny rela­tion mel­lem men­ne­sket og Jorden såle­des:

Fra en høje­re øko­no­misk sam­funds­for­ma­tions stand­punkt vil enkel­te indi­vi­ders pri­va­te ejen­doms­ret til jord­klo­den frem­stå lige så absurd som en til­stand, hvor det ene men­ne­ske kan være det andet men­ne­skes pri­va­te­jen­dom. Ikke engang et helt sam­fund, en nation, ja ikke engang alle sam­ti­di­ge sam­fund taget under ét ejer jord­klo­den. De er kun dens besid­de­re, har brugs­ret til den og som boni patres fami­li­as (gode fami­lie­fædre) må de over­la­de den i for­bed­ret stand til de efter­føl­gen­de generationer.20Karl Marx, Kapitalen, 3. bog, bind 4 (Bibliotek Rhodos, 1972), 999.

1. G.W.F. Hegel, Retsfilosofien (København: Det lil­le Forlag, 2004), 26.
2. Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London/New York: Bloomsbury, 2019), 1.
3. Rosi Braidotti, The Posthuman (Cambridge: Polity Press, 2013), 65.
4. Timothy James LeCain, “Against the Anthropocene: A Neo-Materialist Perspective,” International Journal for History, Culture and Modernity 3 (2015): 2–5.
5. Bruno Latour, Reassembling the Social (Oxford: Oxford University Press, 2005): 52, 71–72.
6. Ursula Le Guin, “Et beske­dent for­slag: Vegempati”, i Ny Jord: Tidsskrift for naturkri­tik (nr. 5), red. Jeppe Sengupta Carstensen & Andreas Vermehren Holm (København: Forlaget Virkelig, 2020), 450–454.
7. Graham Harman, Bruno Latour: Reassembling the Political (Pluto Press, 2014), viii.
8. Graham Harman, Object-Oriented Ontology: A New Theory of Everything (Pelican Books, 2018), 54.
9. Graham Harman, Object-Oriented Ontology: A New Theory of Everything (Pelican Books, 2018), 55.
10. Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London/New York: Bloomsbury, 2019), 54.
11. Francesca Ferrando, Philosophical Posthumanism (London/New York: Bloomsbury, 2019), 22.
12. Clive Hamilton, Defiant Earth: The Fate of Humans in the Anthropocene (Cambridge: Polity Press, 2017), 100–101.
13. Kate Soper, What is Nature? Culture, Politics and the Non-Human (Wiley-Blackwell, 1995), 160.
14. Timothy James LeCain, “Against the Anthropocene: A Neo-Materialist Perspective,” International Journal for History, Culture and Modernity 3 (2015): 20.
15. LeCain, “Against the Anthropocene”, 20.
16. LeCain, “Against the Anthropocene”, 4.
17. LeCain, “Against the Anthropocene”, 20.
18. LeCain, “Against the Anthropocene”, 22.
19. Timothy Morton, “They are Here”, i The Nonhuman Turn, red. Richard Grusin (Minnesota: Minnesota University Press, 2015), 187.
20. Karl Marx, Kapitalen, 3. bog, bind 4 (Bibliotek Rhodos, 1972), 999.