Ud af laboratoriet, Bruno, ud i naturen! En kritisk rekonstruktion af Latours natursyn

En af de mere sære fore­te­el­ser i den nuvæ­ren­de øko­lo­gi­ske kri­se er, at en grup­pe teo­re­ti­ke­re, end­da teo­re­ti­ke­re med den øko­lo­gi­ske kri­se på dags­or­de­nen, erklæ­rer natu­ren for død og natur­be­gre­bet for menings­løst. Det er måske ikke over­ra­sken­de at høre, at natu­ren er død, hvis natur for­stås som det, der er upå­vir­ket af men­ne­sker. Men selv hvis natu­ren er død, bety­der det ikke, at natu­rens mening er død. Ret­fær­dig­hed hol­der hel­ler ikke op med at bety­de noget, selv­om der ingen ret­fær­dig­hed er til.

Man­ge af de sam­me øko­te­o­re­ti­ke­re afvi­ser også at skel­ne mel­lem men­ne­ske og natur. De ser den­ne skel­nen som en af årsa­ger­ne til den øko­lo­gi­ske kri­se. Men­ne­sket har med den­ne skel­nen distan­ce­ret sig fra og frem­med­gjort sig for natu­ren, siger de. Men sam­ti­dig er dis­se øko­te­o­re­ti­ke­re eni­ge om, at de sid­ste man­ge års kli­maæn­drin­ger og mas­seud­dø­en af arter er “antro­po­ge­ne”, alt­så men­ne­ske­skab­te. Det står i mod­sæt­ning til tid­li­ge­re kli­maæn­drin­ger og mas­seud­dø­en, der har været lige så dra­ma­ti­ske, men som kal­des “natur­li­ge”. Man kom­mer med andre ord ikke uden om at accep­te­re en eller anden slags skel­nen mel­lem men­ne­ske og natur, hvis man vil iden­ti­fi­ce­re de antro­po­ge­ne mil­jøpro­ble­mer.

Bru­no Latour er et aktu­elt og pro­mi­nent eksem­pel på en af de teo­re­ti­ke­re, der både har kaldt begre­ber­ne natur og men­ne­ske menings­lø­se, ide­o­lo­gi­ske og end­da øko­lo­gisk skadelige.1Se også Sune Frølund, “A Defen­se of the Con­cept of Natu­re”, Danish Year­book of Phi­los­op­hy 56, nr. 1 (2023): 49–74. Som tone­an­gi­ven­de inter­na­tio­nal eks­pert bli­ver Latour hyp­pigt cite­ret og råd­spurgt om de grund­læg­gen­de pro­ble­mer i den aktu­el­le øko­lo­gi­ske kri­se. Men hvis det er rig­tigt, at man ikke for­står den nuvæ­ren­de øko­lo­gi­ske pro­ble­ma­tik uden et klart begreb om natur og men­ne­ske, må Bru­no Latour være helt ueg­net til at udfyl­de den­ne rol­le.

Latour begynd­te sit vir­ke i 1970’erne med de såkald­te Sci­en­ce and Tech­no­lo­gy Stu­di­es for sene­re at bevæ­ge sig over til økopo­li­tik. Hans hold­ning til natur og natur­be­gre­bet har selv­føl­ge­lig ændret sig i den­ne næsten 40-åri­ge peri­o­de, fra hans Labo­ra­tory Life i 1979 til udgi­vel­sen af Où atter­rir? (Ned på Jor­den) i 2017. Hvis man føl­ger hans arbej­de gen­nem peri­o­den, viser det sig, at han i de sid­ste år har åbnet lidt op for, at vi måske kan fin­de en ny tolk­ning af begre­ber­ne natur og men­ne­ske, der giver dem (mere) mening, frem for sim­pelt­hen at smi­de begre­ber­ne på los­se­plad­sen.

For­må­let med nær­væ­ren­de arti­kel er at lave en kri­tisk læs­ning og rekon­struk­tion af Latours natur­be­grebs teo­re­ti­ske udvik­ling gen­nem den­ne lan­ge peri­o­de. Håbet er at kun­ne gøre det kla­re­re, hvor­dan og i hvil­ken ret­ning et natur­be­greb skal udvik­les, så det kan give mening til den øko­lo­gi­ske tænk­ning og poli­tik.

Labo­ra­to­ri­er uden natur

Latour skrev Labo­ra­tory Life sam­men med socio­lo­gen Ste­ven Wool­gar.2Bruno Latour & Ste­ven Wool­gar, Labo­ra­tory Life. The Con­struction of Sci­en­ti­fic Facts (New Jer­sey: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 1986). Bogen rap­por­te­rer fra Latours fel­t­ar­bej­de på et Cali­for­nisk forsk­ning­s­la­bo­ra­to­ri­um, der arbej­de­de med endokri­no­lo­gi. For­sker­nes prak­sis bestod i at ska­be eller “kon­stru­e­re” viden­ska­be­li­ge fak­ta gen­nem møj­som­me­ligt arbej­de. Latours rol­le var at obser­ve­re akti­vi­te­ten blandt for­sker­ne, på sam­me måde som en antro­po­log obser­ve­rer en kul­tur, hun ikke ken­der meget til. De to for­fat­te­re for­tæl­ler, at iagt­ta­ger­rol­len ikke skyld­tes man­gel på respekt for viden­skab. Det var fak­tisk gavn­ligt for fel­t­ar­bej­det at fast­hol­de en agnostisk posi­tion. Labo­ra­to­ri­e­ar­bej­det går ud på at “sta­bi­li­se­re” udsagn om diver­se objek­ter for at få dem til at frem­stå fak­tu­el­le. Under­vejs i det­te arbej­de begyn­der objek­ter­ne næsten at få deres eget liv, for­tæl­ler de to for­fat­te­re, for­di “more and more rea­li­ty is attri­bu­ted to the object and less and less to the sta­te­ment about the object. Con­sequent­ly, an inver­sion takes pla­ce: the object becomes the rea­son why the sta­te­ment was for­mu­la­ted in the first place”.3Latour & Wool­gar, Labo­ra­tory, 177.

De to for­fat­te­re hæv­der, at det er den­ne inver­sion, der ska­ber illu­sio­nen om, at objek­tet er “out the­re”, ja end­da var til før labo­ra­to­ri­e­ar­bej­det. Men de bemær­ker også, at viden­skabs­fol­ke­ne aldrig hen­vi­ser til “vir­ke­lig­he­den” eller “natu­ren” som støt­te for deres udsagn. Det­te skyl­des, mener for­fat­ter­ne, at vir­ke­lig­hed og natur er resul­ta­ter af for­sker­nes arbej­de med at sta­bi­li­se­re udsag­net. Ja, fak­tisk fin­des distink­tio­nen mel­lem vir­ke­lig­hed og fal­ske for­søgs­re­sul­ta­ter først efter den­ne pro­ces.

Latour og Wool­gar afvi­ser, at de der­i­gen­nem benæg­ter vir­ke­lig­he­dens rea­li­tet. Men det er svært ikke at beteg­ne deres posi­tion som anti-rea­lis­me, når de f.eks. skri­ver, at objek­ter­ne bli­ver kon­sti­tu­e­ret gen­nem viden­skabs­fol­ke­nes “kun­sti­ge kre­a­ti­vi­tet”, og til­fø­jer, at objek­ter­nes “out-the­re-ness” er kon­se­kven­sen af den viden­ska­be­li­ge erken­del­ses­prak­sis, ikke dens årsag. I al fald synes det klart, at Latour og Wool­gar afvi­ser, at viden­skab har noget med natur at gøre, når de skri­ver: “[S]cientific acti­vi­ty is not ‘about natu­re’, it is a fier­ce fight to con­struct reality”.4Latour & Wool­gar, Labo­ra­tory, 243.

Latour fort­sæt­ter sine labo­ra­to­ri­estu­di­er i Sci­en­ce in Action fra 1987.5Bruno Latour, Sci­en­ce in Action. How to Fol­low Sci­en­ti­sts and Engi­ne­ers through Socie­ty (Cam­brid­ge, Mass.: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 1987). Den for­ri­ge bogs afvi­sen­de hold­ning til natur bli­ver her ophø­jet til at være den tred­je af syv “Rules of Met­hod”: “[S]ince the sett­le­ment of a con­tro­ver­sy is the cau­se of Natu­re’s rep­re­sen­ta­tion not the con­sequen­ce, we can never use the outco­me – Natu­re – to explain how and why a con­tro­ver­sy has been sett­led”.6Latour, Sci­en­ce, 99 og 258. Logik­ken er ana­log til logik­ken i Labo­ra­tory Life: Natu­ren, ikke bare begre­bet om natur, er et pro­dukt af den viden­ska­be­li­ge prak­sis. Latour til­fø­jer, at natur ikke fin­des som noget uni­ver­selt “der­u­de”.

Nyt i Sci­en­ce in Action er, at Latour sidestil­ler kon­struk­tio­nen af natur og sam­fund: Beg­ge er kon­stru­e­ret gen­nem sta­bi­li­se­rin­gen af viden­ska­be­li­ge fak­ta. Det bli­ver end­nu en af meto­de­reg­ler­ne, at man ikke kan for­kla­re viden­skab som en soci­al kon­struk­tion. Hver­ken natur eller sam­fund eksi­ste­rer uaf­hæn­gigt af labo­ra­to­ri­e­prak­sis­sen. I det hele taget under­stre­ger Latour, at prak­sis har pri­mat over teo­ri, abstrak­tion og erken­del­se. Hans syven­de meto­de­r­e­gel er sim­pelt­hen et “mora­to­ri­um on cog­ni­ti­ve expla­na­tions of sci­en­ce and technology”.7Latour, Sci­en­ce, 247. Det inde­bæ­rer, uddy­ber han, at viden­ska­be­ligt arbej­de ikke skal for­kla­res ved at til­skri­ve for­sker­ne en sær­lig evne til at tæn­ke eller for­stå. Latour benæg­ter ikke eksi­sten­sen af bevidst­hed, sub­jek­ti­vi­tet og erken­del­se, men han lader til at redu­ce­re dem til over­flø­di­ge hypo­te­ser. Dis­se enti­te­ter var, lige­som natur­be­gre­bet, rele­van­te for viden­skabsteo­ri­en, men den viden­ska­be­li­ge prak­sis viser, at de er over­flø­di­ge kon­struk­tio­ner.

I en af Latours mest læste bøger, Vi har aldrig været moder­ne (1991),8Bruno Latour, Vi har aldrig været moder­ne. Et essay om sym­me­trisk antro­po­lo­gi (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 2006). er tema­et at afskaf­fe natur-kul­tur-dua­lis­men, som for Latour defi­ne­rer det moder­ne. Han hæv­der i bogen, at intet i ver­den kan iden­ti­fi­ce­res som enten natur eller kul­tur (sam­fund), da alt er hybri­der af de to. Kon­se­kven­sen er, at sam­fund og kul­tur ryger på por­ten sam­men med natu­ren. Kul­tur­be­gre­bet er et arte­fakt, for­tæl­ler Latour. Kul­tu­rer eksi­ste­rer lige så lidt som den uni­ver­sel­le natur. Der fin­des kun “natur-kulturer”.9Latour, Vi har aldrig, 144.

Som i de for­ri­ge bøger betrag­ter Latour fak­ta som kon­struk­tio­ner: “Ja, kends­ger­nin­ger kon­stru­e­res fak­tisk i labo­ra­to­ri­ets nye instal­la­tio­ner […] ‘Les fait sont fait’ vil­le Bachel­ard have sagt – fak­ta er fabrikerede”.10Latour, Vi har aldrig, 39. Viden­ska­be­lig erfa­ring er end­da så dybt situ­e­ret i den loka­le prak­sis, at den­ne erfa­ring aldrig kan over­fø­res til andre områ­der eller prak­sis­ser: “Ingen viden­skab kan løs­ri­ves fra sit net­værk af praksis”.11Latour, Vi har aldrig, 47. Teo­ri­ers beret­ti­gel­se og mening var net­op at sik­re almen­gyl­dig­hed, men den for­svin­der sam­men med teo­ri­er­ne og deres pro­duk­ter, som er natur, kul­tur og erken­del­se. Viden­skab har kun gyl­dig­hed inden for net­vær­kets ræk­ke­vid­de.

Latour har på en måde bare taget kon­se­kven­sen af labo­ra­to­ri­e­in­sti­tu­tio­nens for­mål. Labo­ra­to­ri­et har fået sit navn fra labor, arbej­de, og for­må­let med labo­ra­to­ri­et har fra begyn­del­sen net­op været at lave viden, frem for at ven­te på at viden. Det sker ved at iso­le­re en pro­ces eller et objekt fra deres natur­li­ge kon­tekst og rekon­stru­e­re dem i et kun­stigt mil­jø. Natu­ren bli­ver med andre ord sat uden for. På den­ne måde er labo­ra­to­ri­et født som en antro­po­cen­trisk insti­tu­tion, der har gjort natu­ren uin­ter­es­sant. Intet under, at ønsket om at afskaf­fe natur­be­gre­bet har været ytret fle­re gan­ge før Latour. F.eks. blev det fore­slå­et alle­re­de i 1686 af en af labo­ra­to­ri­ets opfin­de­re, nem­lig kemi­ke­ren Robert Boyle.12Robert Boy­le, A free enquiry into the vul­gar­ly receiv’d notion of natu­re (1686), Sect. II.

Krig om natu­ren

Kri­tik­ken af natur, teo­ri, ratio­na­li­tet, objek­ti­vi­tet og uni­ver­sa­li­tet, som især var ble­vet frem­ført af fran­ske post­mo­der­ni­ster og post­struk­tu­ra­li­ster, fik i 1990’erne mod­stand fra natur­vi­den­ska­be­ligt hold bl.a. i Fas­hio­nab­le Non­sen­se, der hav­de fysi­ke­ren Alan Sokal som medforfatter.13Alan Sokal & Jean Bri­c­mont, Fas­hio­nab­le Non­sen­se. Post­mo­dern Intel­lectu­als’ Abu­se of Sci­en­ce (New York: Pica­dor, 1998). Kri­tik­ken gav anled­ning til de såkald­te “Sci­en­ce Wars”, og den blev også ret­tet mod Latours kon­struk­ti­vis­me, der blev ankla­get for at lede til rela­ti­vis­me og anti-rea­lis­me.

Pan­dora’s Hope14Bruno Latour, Pan­dora’s Hope. Essays on the Rea­li­ty of Sci­en­ce Stu­di­es (Cam­brid­ge, Mass.: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 1999). var Latours svar på kri­tik­ken. I bogen bedy­rer han, at han aldrig har vil­let for­ka­ste rea­lis­men i viden­ska­ben. Han har tvær­ti­mod for­søgt at ska­be en “mere rea­li­stisk rea­lis­me” end den, tra­di­tio­nel viden­sk­ab­ste­o­ri har præ­ste­ret. Han er for­bløf­fet over, at net­op natur­vi­den­ska­ben afvi­ser ham, når nu hans Sci­en­ce Stu­di­es har skaf­fet så megen inte­res­se for viden­skab. I sit for­svar for sin rea­li­sti­ske rea­lis­me tyer han igen til den viden­ska­be­li­ge prak­sis i labo­ra­to­ri­et. Net­op her fin­der Latour et ægte alter­na­tiv til distink­tio­nen mel­lem kon­struk­tion og vir­ke­lig­hed. Distink­tio­nen opstil­ler nem­lig en falsk mod­sæt­ning. Fejl­en stam­mer fra tra­di­tio­nel viden­sk­ab­ste­o­ri, der betrag­ter teo­ri som noget, et sub­jekt kon­stru­e­rer på stor afstand af vir­ke­lig­he­den. Viden­skabs­fi­lo­sof­fer­ne har alle – fra Descar­tes’ “cogi­to” til Hilary Put­nams “brain-in-a-vat” – været låst fast i sjæl-lege­me-dua­lis­men. De har taget udgangs­punk­tet i sub­jekt-siden i dua­lis­men, men deres teo­ri­er er aldrig kom­met i berø­ring med vir­ke­lig­he­den eller natu­ren.

Latour næv­ner intet om de man­ge tæn­ke­re, som har for­søgt at over­vin­de car­tesi­a­nis­men. Han næv­ner f.eks. hver­ken Spi­noza, Schel­ling eller de man­ge filo­sof­fer fra det 20. århund­re­de, der har for­søgt at inte­gre­re men­ne­ske og natur. Det ene­ste for­søg, Latour synes at til­læg­ge lidt betyd­ning, er krops­fæ­no­me­no­lo­gi­en. Han tæn­ker for­modent­lig på Mauri­ce Mer­leau-Pon­tys arbej­der. Desvær­re fejl­er krops­fæ­no­me­no­lo­gi­en iføl­ge Latour i at vise, at men­ne­sker, qua krops­li­ge, er inte­gre­ret i natu­ren. Det skyl­des, at fæno­meno­lo­gi­en efter Latours opfat­tel­se er bun­det til sin inten­tio­na­li­tet og gene­relt distan­ce­rer sig fra viden­skab, som den synes er kold og inhu­man.

Mod­sat den­ne hold­ning udtryk­ker Latour nu sin egen viden­skabs­tro eller sci­en­tis­me: “[T]he real world […] [is] the one known by science”.15Latour, Pan­dora, 9. Og for at under­stre­ge labo­ra­to­ri­ets monopol i videnspro­duk­tio­nen erklæ­rer han: “[F]or the world to become knowab­le, it must become a laboratory”.16Latour, Pan­dora, 43. Vist har han af og til skre­vet, at der ikke fin­des en ver­den “der­u­de”, indrøm­mer han, men han har aldrig benæg­tet dens eksi­stens. Han har kun rea­ge­ret på, at ver­den altid er ble­vet til­lagt en ahi­sto­risk, iso­le­ret, inhu­man, kold og objek­tiv eksi­stens, som den ikke har.

Den fal­ske mod­sæt­ning mel­lem kon­struk­tion og rea­lis­me kan man dog fri­gø­re sig fra, hvis man over­vin­der sub­jekt-objekt-dua­lis­men, mener Latour. Hans stra­te­gi i Pan­dora’s Hope består i at vise, at dua­lis­mer­nes to sider slet ikke er så for­skel­li­ge. Han for­sø­ger f.eks. at demon­stre­re, hvor men­ne­ske­li­ge de natur­li­ge objek­ter er, og hvor lidt selv­stæn­dig magt men­ne­sket i grun­den har til at kon­stru­e­re. Latour lan­ce­rer en slags iden­ti­tets­fi­lo­so­fi for sub­jekt og objekt, kul­tur og natur. Men­ne­sker er slet ikke løs­re­vet fra ver­den eller fri til at ska­be deres soci­a­le histo­rie. Og den ikke-men­ne­ske­li­ge ver­den er ikke en sjæl­løs, pas­siv ver­den af ting, som er sty­ret af evi­ge natur­love. Latours labo­ra­to­ri­estu­di­er har præ­cis vist, at der både fin­des en “soci­al history of things and a ‘thin­gy’ history of humans”.17Latour, Pan­dora, 18. Labo­ra­to­ri­et soci­a­li­se­rer tin­ge­ne og udveks­ler deres egen­ska­ber med viden­skabs­fol­ke­nes egen­ska­ber.

Og hvad så med kon­struk­tion? Er der ikke fare for, at kon­struk­ti­vis­men alli­ge­vel ender i ren ide­a­lis­me og anti-rea­lis­me? Nej, mener Latour, for kri­ti­ker­ne tror fejl­ag­tigt, at kon­struk­tion er det sam­me som tek­nisk beher­skel­se. Latour har lyt­tet til prak­ti­ker­ne, som ved bed­re:

The sci­en­tist makes the fact, but whe­ne­ver we make somet­hing we are not in com­mand, we are slight­ly overta­ken by the action: eve­ry buil­der knows that. Thus the para­dox of con­structi­vism is that it uses a voca­bu­lary of maste­ry that no archi­tect, mason, city plan­ner, or car­pen­ter would ever use.18Latour, Pan­dora, 281.

Pan­dora’s Hope byder på fle­re af den­ne type udsagn, der står i kon­trast til Latours tid­li­ge­re påstan­de: “Of cour­se the sci­en­tist does not make up facts – who has ever made up anything?”.19Latour, Pan­dora, 282. Latour er her helt gået bort fra sin tid­li­ge­re ide om, at gen­stan­des “out-the­re-ness” var et resul­tat af for­sker­nes kre­a­ti­vi­tet. Han til­fø­jer end­da, at de fak­ta, som er resul­ta­tet af labo­ra­to­ri­e­ar­bej­det, er “auto­no­mous facts”. Han hæv­der alt­så nu, at fak­ta er uaf­hæn­gi­ge af labo­ra­to­ri­ets net­værk. Det var net­op den slags fak­ta, som kri­ti­ke­re sav­ne­de for at kun­ne kal­de Latour rea­list. Nu synes han at have taget dem til sig, til­sy­ne­la­den­de uden at bemær­ke at han har dre­jet sig 180 gra­der.

Til Latours for­svar skal det siges, at han ikke ven­der helt til­ba­ge til klas­sisk rea­lis­me. Han lader trods alt sta­dig­væk ikke natu­ren spil­le rol­len som back up for fak­ti­ci­te­ten. I ste­det impor­te­rer han et begreb fra Alfred North Whi­te­he­ad, nem­lig begre­bet “event”, begi­ven­hed. Når vi bli­ver “over­ta­get” af vores handling­er, er det ikke ydre kræf­ter, der tager sty­rin­gen, hæv­der Latour. Hver­ken sub­jek­tet eller objek­tet er agen­ter i videnspro­duk­tio­nen. Men hvad er så? Sva­ret lyder: Det er “begi­ven­he­den”. Når vi gør noget, så er vores gøren i vir­ke­lig­he­den en “unfol­ding of the event”.20Latour, Pan­dora, 283. Begre­bet “begi­ven­hed” kom­mer ind fra siden som en slags deus ex machina og udfyl­der iro­nisk nok sam­me rol­le, som Descar­tes’ Gud hav­de, nem­lig at sik­re over­ens­stem­mel­sen mel­lem sub­jek­tets kon­struk­tion og tin­ge­nes vir­ke­lig­hed. Er “begi­ven­he­den” en slags gud eller trans­cen­dens? Eller er det natu­ren, der er kom­met igen under et andet navn? Latour præ­ci­se­rer desvær­re ikke, hvad “begi­ven­he­den” er.

Over­be­vi­ser Pan­dora’s Hope om, at mod­sæt­nin­gen mel­lem kon­struk­tion og rea­lis­me er falsk? Nej, og Latour er til­sy­ne­la­den­de hel­ler ikke over­be­vist. I bogen benyt­ter han sig nem­lig selv af mod­sæt­nin­gen: “[T]he dif­fe­ren­ce betwe­en the­ory and prac­tice is no more a given than the dif­fe­ren­ce betwe­en con­tent and con­te­xt, natu­re and socie­ty. It is a divi­de that has been made”.21Latour, Pan­dora, 267. Her afvi­ser Latour bl.a. teo­ri-prak­sis-distink­tio­nen, som hans egne stu­di­er af viden­ska­be­lig prak­sis er byg­get på. Argu­men­tet er, at distink­tio­nen er lavet frem­for givet. Latour tager man­ge ste­der glo­ri­en af bestem­te begre­ber ved at sige, at de beror på “kon­struk­tion” og “abstrak­tion”. Han bru­ger end­da mod­stil­lin­gen mel­lem kon­struk­ti­vis­me og rea­lis­me, når han afvi­ser kri­ti­ker­nes mod­stil­ling af kon­struk­ti­vis­me og rea­lis­me med argu­men­tet, at mod­stil­lin­gen er en kon­struk­tion! Han fast­hol­der dog, at hans egen kon­struk­ti­vis­me kan for­li­ges med rea­lis­me, og det er her, han vil dæk­ke sig ind med begre­bet “begi­ven­hed”.

Det er selv­føl­ge­lig uac­cep­ta­belt, at Latour har for­skel­li­ge stan­dar­der for egne og andres posi­tio­ner. Med­min­dre han kan kom­me op med et kri­te­ri­um for, hvor­når kon­struk­tion og rea­lis­me hen­holds­vis er for­e­ne­li­ge og mod­sæt­nin­ger, sky­der han sig selv i foden. Pro­ble­met er, at et sådant kri­te­ri­um ikke kan udle­des af prak­sis­net­vær­ket, for det er net­op net­vær­ket, der skal bedøm­mes af kri­te­ri­et. Et kri­te­ri­um må kom­me fra et sted uden for net­vær­ket, men for Latour er der ikke andet end net­vær­ket. Det er her, teo­ri­er nor­malt kla­rer at abstra­he­re fra kon­tek­sten og ska­be en almen eller uni­ver­sel stan­dard. Latour har imid­ler­tid for­ka­stet teo­ri og ide­en om, at der er andet end prak­sis.

En af de kon­klu­sio­ner, der kan uddra­ges af de her beskrev­ne pro­ble­mer med rea­lis­men i kon­struk­ti­vi­sti­ske teo­ri­er, er såle­des, at prak­sis ikke er selvforklarende.22Barry Bar­nes, “Prac­tice as col­lecti­ve action”, i The Prac­tice Turn in Con­tem­porary The­ory, red. Karin Knorr Ceti­na, Theo­do­re R. Schatzki & Eike von Savig­ny (Lon­don & New York: Rout­led­ge, 2001), 20–21.

Gaia-meta­fy­sik

I de føl­gen­de år ændres Latours syn på natur­be­gre­bet lidt efter lidt. Han bli­ver min­dre afvi­sen­de over for rea­lis­men i natur­be­gre­bet, i al fald over for vis­se nytolk­nin­ger af det. I Poli­ti­cs of Natu­re,23Bruno Latour, Poli­ti­cs of Natu­re. How to Bring the Sci­en­ces into Demo­cra­cy (Cam­brid­ge, Mass.: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2004). der udkom sam­me år som Pan­dora’s Hope, er hold­nin­gen til natur dog uæn­dret afvi­sen­de. Det er et begreb, der er kon­stru­e­ret med et bestemt for­mål: “‘[N]ature’ is made […] pre­ci­se­ly to evis­cer­ate politics”.24Latour, Poli­ti­cs, 35. Latour bru­ger den klas­si­ske ind­ven­ding fra f.eks. dis­kurste­o­ri og køns­stu­di­er, hvor natur­be­gre­bet kal­des et ide­o­lo­gisk begreb, der skal cemen­te­re sta­tus quo og for­hin­dre eman­ci­pa­tion og poli­tisk hand­ling.

I Facing Gaia25Bruno Latour, Facing Gaia. Eight Lec­tu­res on the New Cli­ma­tic Regi­me (Cam­brid­ge: Poli­ty Press, 2017). fra 2015 er hold­nin­gen til natur min­dre defi­ni­tiv, selv­om radi­ka­le for­mu­le­rin­ger som føl­gen­de teg­ner hoved­linj­en: “‘[N]ature’ has made the world uninhabitable”.26Latour, Facing Gaia, 36. Latour taler her sta­dig­væk om den helt de-ani­me­re­de, iner­te og døde natur, som han knyt­ter til Descar­tes. Han fast­hol­der sin abso­lu­ti­sti­ske opfat­tel­se fra Pan­dora’s Hope af, at al vest­lig tænk­ning og viden­skab er låst fast i præ­cis det­te natur­be­greb. Det er selv­føl­ge­lig en strå­mand, og det frem­går fle­re ste­der i Facing Gaia, at Latour er bekendt med andre vest­li­ge opfat­tel­ser af natur, f.eks. Ari­sto­te­les’, Whi­te­he­ads eller James Love­lo­cks.

Med afvis­nin­gen af natur for­svin­der natu­rens mod­styk­ke, men­ne­sket, selv­føl­ge­lig også. Latours post-natu­ra­lis­me, alt­så afvis­nin­gen af natur­be­gre­bet, ledsa­ges af en post-huma­nis­me. Men­ne­sket er efter Latours opfat­tel­se ble­vet over­dre­vent udsty­ret med agens, fri­hed, inten­tio­na­li­tet, tænk­ning og erken­del­se. For at ska­be en mere ret­vi­sen­de erken­del­se af men­ne­sket anbe­fa­ler Latour, at man kopi­e­rer labo­ra­to­ri­ets distan­ce­re­de obser­va­tør-model og anlæg­ger den på men­ne­sket. Resul­ta­tet vil bli­ve, at man kun ser den ydre adfærd og per­for­man­ce. De over­vej­el­ser, hen­sig­ter, følel­ser, erken­del­ser, valg og andre men­tale egen­ska­ber, som tra­di­tio­nelt for­bin­des med handling­er, får man ikke noget ind­blik i. I Sci­en­ce in Action blev det­te præ­sen­te­ret som meto­de, men i Facing Gaia bestem­mer meto­den onto­lo­gi­en. Latour erklæ­rer ligeud, at til­læg­ger man men­ne­sket oven­nævn­te men­tale egen­ska­ber, har man taget kon­struk­tio­ner og abstrak­tio­ner for vir­ke­lig­hed.

Inter­es­sant nok udtryk­ker Latour selv, kun to år efter, en kri­tik af den­ne behavi­o­ri­sti­ske og reduk­tio­ni­sti­ske til­gang til men­ne­sket, som han anbe­fa­ler i Facing Gaia. I Ned på Jor­den27Bruno Latour, Ned på Jor­den. Hvor­dan ori­en­te­rer vi os poli­tisk? (Køben­havn: Infor­ma­tions For­lag, 2018), 109. aner­ken­der Latour det uac­cep­tab­le i at anlæg­ge den uen­ga­ge­re­de obser­va­tørs syns­vin­kel, når man skal for­stå men­ne­ske­li­ge handling­er. Han siger det gan­ske vist kun for­bi­gå­en­de, men det er næp­pe til­fæl­digt, at hans aner­ken­del­se af men­ne­sket sker i net­op den bog, hvor aner­ken­del­se af natu­ren udtryk­kes tyde­ligst.

Efter at Latour i Facing Gaia har befri­et men­ne­sker for deres men­tale egen­ska­ber, omdø­ber han dem til “de jord­bund­ne”. De bli­ver her­ef­ter inte­gre­ret i Gaia, at de mister evnen til at løf­te blik­ket fra jor­den og skaf­fe sig over­blik. De jord­bund­ne er sim­pelt­hen ude af stand til at dan­ne bre­de erfa­ring­er, og de kom­mer aldrig til at kon­stru­e­re en teo­re­tisk, almen viden om Gaia. De må nøjes med at age­re i lokal­mil­jø­et. Latour under­stre­ger der­for, at for de jord­bund­ne er Gaia ikke et hel­heds­be­greb, ikke en sam­men­hæn­gen­de sfæ­re og kan aldrig bli­ve et har­monisk system:

Gaia is not a kind­ly figu­re of uni­fi­ca­tion […] [it] is only the name pro­po­sed for all the inter­m­ing­led and unpre­di­ctab­le con­sequen­ces of the agents, each of which is pur­su­ing its own inte­r­est by mani­pu­lat­ing its own environment.28Latour, Facing Gaia, 142.

Latour beskri­ver Gaia som en krigstil­stand, hvor alle agen­ter befin­der sig på vej­en til “gen­si­dig eksi­sten­ti­el nega­tion”. Der er f.eks. krig mel­lem Holo­cæns “men­ne­sker” og deres “jor­di­ske” efter­kom­me­re i Antro­po­cæn, hvad det så præ­cis skal bety­de. Hvor natur­be­gre­bet iføl­ge Latour for­hin­dre­de men­ne­sker i at hand­le poli­tisk, har Gaia sat alle aktø­rer fri til at hand­le indi­vi­du­elt og lokalt. Ende­lig kan der ska­bes en poli­tisk øko­lo­gi i Latours ånd! Men da de jord­bund­ne ikke har evner for erfa­ring og klas­sisk, uni­ver­sel viden, vil deres øko­lo­gi­ske poli­tik aldrig bli­ve videns­ba­se­ret. Den­ne kon­se­kvens, mener Latour, er for længst ble­vet bekræf­tet af de sene­re års hasti­ge og, hæv­der han, ufor­ud­se­te for­an­dring­er af det glo­ba­le kli­ma. Han påstår end­da, at kli­ma­to­lo­ger og Earth System Sci­en­ti­sts i dag er trå­dt ind i en “post-epi­ste­mo­lo­gisk situ­a­tion”. Og han tøver ikke med at til­slut­te sig den fata­le kon­se­kvens af det­te: “Never again will the com­plex set of sci­en­ces of natu­re that con­sti­tu­tes cli­ma­to­lo­gy be capab­le of playing the role of ulti­ma­te, indis­putab­le arbiter”.29Latour, Facing Gaia, 238. Det er radi­ka­le udta­lel­ser som den­ne, der har fået nog­le kri­ti­ke­re til at bebrej­de Latour, at han ufri­vil­ligt har støt­tet kon­ser­va­ti­ve tæn­ket­an­ke og poli­ti­ke­re i at de-legi­ti­me­re klimaforskningen.30Erik Baker & Nao­mi Ore­skes, “It’s No Game: Post-Truth and the Obliga­tions of Sci­en­ce Stu­di­es”, Soci­al Epi­ste­mo­lo­gy Review and Reply Col­lecti­ve 6, nr. 8 (2017): 1–10. Latours afvis­ning af kli­mavi­den­skab mod­si­ges i øvrigt af, at sam­me viden­skabs resul­ta­ter er grun­den til, at han begynd­te at arbej­de med Gaia-meta­fy­sik­ken.

Retur til natu­ren eller til labo­ra­to­ri­et?

Side om side med for­ka­stel­sen af natur­be­gre­bet er der i Facing Gaia små spræk­ker, hvor begre­bet slip­per ind. Åbnin­ger­ne sker både, når Latour midt i kon­tek­sten af at afvi­se natur­be­gre­bet siger, at han i grun­den blot vil “rede­fi­ne­re” det gam­le natur­be­greb, og når han beskri­ver Gaia som et seku­lært naturbegreb.31Latour, Facing Gaia, 120 og 75. Åbnin­ger­ne viser sig des­u­den de tre gan­ge, Latour begræn­ser eksi­le­rin­gen af natur til kun at gæl­de for “the sublu­nary realm of ours”. Det er det områ­de, han i Ned på Jor­den kal­der “den kri­ti­ske zone”, som nogen­lun­de sva­rer til bios­fæ­ren. Resten af ver­den – over him­len og under jor­den – kan åben­bart godt accep­te­res som “natur” i Latours øjne, for­di de ikke berø­rer “vores” del af ver­den, som han siger. For­sla­get er over­ra­sken­de, for­di det genind­fø­rer natur-kul­tur-dua­lis­men, som Latour udtryk­ke­ligt har afvist gen­nem for­fat­ter­ska­bet. Det gør Gaia til den region af ver­den, som er for­met af men­ne­ske­lig kul­tur, og gør natu­ren til det fuld­stæn­digt ube­rør­te områ­de, der lig­ger uden for men­ne­skets ver­den.

Først i Ned på Jor­den får Latour klar­gjort, at det spe­ci­fikt er det “meka­ni­ske” natur­be­greb, han bekæm­per, og ikke natur­be­gre­bet som sådan. Det er Galileis og Descar­tes’ natu­ro­p­fat­tel­se, der er kon­ci­pe­ret fra et syns­punkt langt ude i uni­ver­set, et view from nowhe­re, som Latour afvi­ser. Det­te natur­syn er kon­stru­e­ret til at faci­li­te­re bereg­nin­gen af posi­tio­ner og bevæ­gel­ser af fysi­ske gen­stan­de, både på og uden for jor­den. Til gen­gæld ude­luk­ker det qua­lia i form af krops­li­ge nær­hed­ser­fa­rin­ger som sans­ning af far­ver, lyde, lug­te, berø­rin­ger, følel­ser, stem­nin­ger osv. Det er der­for, at det meka­ni­ske natur­syn af øko­te­o­re­ti­ke­re ofte vur­de­res som ueg­net til at moti­ve­re men­ne­sker til at iden­ti­fi­ce­re sig med natur og enga­ge­re sig i øko­lo­gisk hand­ling.

Latour skit­se­rer også et natur­be­greb, han sym­pa­ti­se­rer med. Han sam­men­lig­ner det med det antik­ke natur­be­greb phy­sis, som har kon­no­ta­tio­ner som “ophav, und­fan­gel­se, pro­ces, tin­ge­nes gang”. Han udsty­rer det med et ari­sto­te­lisk bevæ­gel­ses­be­greb, som omfat­ter meget mere end iner­ti­al steds­be­væ­gel­se, nem­lig “til­bli­vel­se, fød­sel, vækst, liv, død, for­dær­vel­se, for­vand­lin­ger”. Og han døber sit natur­be­greb “pro­ces-natu­ren” og mod­stil­ler det “uni­vers-natu­ren”, som er hans beteg­nel­se for det meka­ni­ske natur­be­greb.

Ned på Jor­den giver end­vi­de­re en beskri­vel­se af en “alter­na­tiv epi­ste­mo­lo­gi”, som skal erstat­te den car­tesi­an­ske. Det er ikke til at afgø­re, om Latour selv er klar over, at den nye epi­ste­mo­lo­gi også bry­der afgø­ren­de med den labo­ra­to­ri­e­epi­ste­mo­lo­gi, som han har hyl­det hele sin kar­ri­e­re. Hvor den gam­le epi­ste­mo­lo­gi sti­p­u­le­rer afstand mel­lem sub­jekt og objekt, opgra­de­rer den nye epi­ste­mo­lo­gi fan­ta­si, følel­ser og sans­nin­ger. Den har der­for adgang til “ska­bel­sens fæno­me­ner inde­fra”, som Latour udtryk­ke­ligt siger. Den har der­for ikke den klas­si­ske erken­del­ses de-ani­me­ren­de effekt på natu­ren, men vil åbne døren til viden­ska­ber, der kan til­gå “pro­ces-natu­ren”, som han slut­ter sin beskri­vel­se.

Det er svært at befri sig fra at tæn­ke, at Latour i Ned på Jor­den står på tær­s­k­len til at erken­de, at hans gam­le labo­ra­to­ri­e­epi­ste­mo­lo­gi ikke bare inde­bæ­rer en behavi­o­ri­stisk reduk­tion af men­ne­sker, men gør det sam­me med natu­ren. Labo­ra­to­ri­estu­di­er­ne eli­mi­ne­re­de natu­ren som aktør og inter­es­se­re­de sig kun for pro­ces­ser­ne (natu­rens “adfærd”). Hvis Latour vir­ke­lig er på vej til en sådan erken­del­se, vil han også bli­ve kon­fron­te­ret med dens kon­se­kvens. Han må for­stå, at hans tid­li­ge­re natur­for­næg­tel­se og anti-rea­lis­me ikke mod­si­ger, men lig­ger i for­læn­gel­se af Galilæ­is og Descar­tes’ de-ani­me­ring af natu­ren. Noget tyder på, at Latour i Ned på Jor­den alli­ge­vel ikke er helt klar til en sådan erken­del­se. Han kom­mer nem­lig med nog­le over­ra­sken­de bemærk­nin­ger, som synes at afly­se udvik­lin­gen imod en ny erken­del­ses­te­o­ri og en rea­li­stisk tolk­ning af natu­ren:

.[H]vis man prø­ver at sæt­te sig imod den “viden­ska­be­li­ge for­nuft” ved at opfin­de en mere intim, mere sub­jek­tiv, mere rod­fæ­stet, mere glo­bal, om man vil, mere “mil­jø­be­vidst” måde at begri­be vores for­hold til “natu­ren” på, ender man med at miste både pose og sæk: Man kom­mer til at beva­re den tra­di­tio­nel­le idé om “natu­ren”, sam­ti­dig med at man berø­ver sig de eksak­te viden­ska­bers bidrag, Vi har brug for hele viden­ska­bens magt, men uden “natu­rens” ide­o­lo­gi, som er ble­vet knyt­tet til den.32Latour, Ned på Jor­den, 96.

Fak­tisk fand­tes den sam­me advar­sel mod “fri­stel­sen” til at drøm­me om en mere human og min­dre reduk­tio­ni­stisk til­gang til natu­ren i Facing Gaia. Også der står advars­len i kon­trast til bogens hoved­bud­skab.

Man kan kun bifal­de, at Latour i cita­tet oven­for synes at træk­ke sin afvis­ning af f.eks. kli­mavi­den­ska­ber­ne til­ba­ge. Men hvor­dan skul­le en mere mil­jø­be­vidst måde at for­stå vores for­hold til natu­ren på få os til at regre­di­e­re til den tra­di­tio­nel­le ide om natu­ren? Hvad er der ble­vet af den alter­na­ti­ve epi­ste­mo­lo­gi og “pro­ces-natu­ren”? Hvad er det, der for­hin­drer Latour i at stå fast på og udvik­le sin nytolk­ning af natur­be­gre­bet? Er det svært at sige ja til et min­dre ratio­na­li­stisk natur­be­greb? Fik han aldrig gjort op med den gam­le labo­ra­to­ri­e­epi­ste­mo­lo­gi?

Efter Ned på Jor­den synes Latour at have opgi­vet roman­cen med pro­ces-natu­ren og stil­let sig til­ba­ge på sin gam­le afvis­ning af natur i økologidebatten.33Se eksem­pel­vis inter­viewet med Latour i Sven Orto­li, “Bru­no Latour: ‘Mit dem Begriff Natur kann man nichts anfan­gen’”, Phi­los­op­hie Maga­sin. Son­de­raus­ga­be 16: Kli­ma­kri­se, 18. novem­ber 2020. Såle­des ender 40 års udvik­ling i Latours naturkri­tik med en kun halv­hjer­tet og for­plum­ret kor­rek­tion af hans ska­de­li­ge ind­fly­del­se på den øko­lo­gi­ske tænk­ning og prak­sis.

1. Se også Sune Frølund, “A Defen­se of the Con­cept of Natu­re”, Danish Year­book of Phi­los­op­hy 56, nr. 1 (2023): 49–74.
2. Bruno Latour & Ste­ven Wool­gar, Labo­ra­tory Life. The Con­struction of Sci­en­ti­fic Facts (New Jer­sey: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 1986).
3. Latour & Wool­gar, Labo­ra­tory, 177.
4. Latour & Wool­gar, Labo­ra­tory, 243.
5. Bruno Latour, Sci­en­ce in Action. How to Fol­low Sci­en­ti­sts and Engi­ne­ers through Socie­ty (Cam­brid­ge, Mass.: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 1987).
6. Latour, Sci­en­ce, 99 og 258.
7. Latour, Sci­en­ce, 247.
8. Bruno Latour, Vi har aldrig været moder­ne. Et essay om sym­me­trisk antro­po­lo­gi (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 2006).
9. Latour, Vi har aldrig, 144.
10. Latour, Vi har aldrig, 39.
11. Latour, Vi har aldrig, 47.
12. Robert Boy­le, A free enquiry into the vul­gar­ly receiv’d notion of natu­re (1686), Sect. II.
13. Alan Sokal & Jean Bri­c­mont, Fas­hio­nab­le Non­sen­se. Post­mo­dern Intel­lectu­als’ Abu­se of Sci­en­ce (New York: Pica­dor, 1998).
14. Bruno Latour, Pan­dora’s Hope. Essays on the Rea­li­ty of Sci­en­ce Stu­di­es (Cam­brid­ge, Mass.: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 1999).
15. Latour, Pan­dora, 9.
16. Latour, Pan­dora, 43.
17. Latour, Pan­dora, 18.
18. Latour, Pan­dora, 281.
19. Latour, Pan­dora, 282.
20. Latour, Pan­dora, 283.
21. Latour, Pan­dora, 267.
22. Barry Bar­nes, “Prac­tice as col­lecti­ve action”, i The Prac­tice Turn in Con­tem­porary The­ory, red. Karin Knorr Ceti­na, Theo­do­re R. Schatzki & Eike von Savig­ny (Lon­don & New York: Rout­led­ge, 2001), 20–21.
23. Bruno Latour, Poli­ti­cs of Natu­re. How to Bring the Sci­en­ces into Demo­cra­cy (Cam­brid­ge, Mass.: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2004).
24. Latour, Poli­ti­cs, 35.
25. Bruno Latour, Facing Gaia. Eight Lec­tu­res on the New Cli­ma­tic Regi­me (Cam­brid­ge: Poli­ty Press, 2017).
26. Latour, Facing Gaia, 36.
27. Bruno Latour, Ned på Jor­den. Hvor­dan ori­en­te­rer vi os poli­tisk? (Køben­havn: Infor­ma­tions For­lag, 2018), 109.
28. Latour, Facing Gaia, 142.
29. Latour, Facing Gaia, 238.
30. Erik Baker & Nao­mi Ore­skes, “It’s No Game: Post-Truth and the Obliga­tions of Sci­en­ce Stu­di­es”, Soci­al Epi­ste­mo­lo­gy Review and Reply Col­lecti­ve 6, nr. 8 (2017): 1–10.
31. Latour, Facing Gaia, 120 og 75.
32. Latour, Ned på Jor­den, 96.
33. Se eksem­pel­vis inter­viewet med Latour i Sven Orto­li, “Bru­no Latour: ‘Mit dem Begriff Natur kann man nichts anfan­gen’”, Phi­los­op­hie Maga­sin. Son­de­raus­ga­be 16: Kli­ma­kri­se, 18. novem­ber 2020.