En af de mere sære foreteelser i den nuværende økologiske krise er, at en gruppe teoretikere, endda teoretikere med den økologiske krise på dagsordenen, erklærer naturen for død og naturbegrebet for meningsløst. Det er måske ikke overraskende at høre, at naturen er død, hvis natur forstås som det, der er upåvirket af mennesker. Men selv hvis naturen er død, betyder det ikke, at naturens mening er død. Retfærdighed holder heller ikke op med at betyde noget, selvom der ingen retfærdighed er til.
Mange af de samme økoteoretikere afviser også at skelne mellem menneske og natur. De ser denne skelnen som en af årsagerne til den økologiske krise. Mennesket har med denne skelnen distanceret sig fra og fremmedgjort sig for naturen, siger de. Men samtidig er disse økoteoretikere enige om, at de sidste mange års klimaændringer og masseuddøen af arter er “antropogene”, altså menneskeskabte. Det står i modsætning til tidligere klimaændringer og masseuddøen, der har været lige så dramatiske, men som kaldes “naturlige”. Man kommer med andre ord ikke uden om at acceptere en eller anden slags skelnen mellem menneske og natur, hvis man vil identificere de antropogene miljøproblemer.
Bruno Latour er et aktuelt og prominent eksempel på en af de teoretikere, der både har kaldt begreberne natur og menneske meningsløse, ideologiske og endda økologisk skadelige.1Se også Sune Frølund, “A Defense for the Concept of Nature”, Danish Yearbook of Philosophy (kommende). Som toneangivende international ekspert bliver Latour hyppigt citeret og rådspurgt om de grundlæggende problemer i den aktuelle økologiske krise. Men hvis det er rigtigt, at man ikke forstår den nuværende økologiske problematik uden et klart begreb om natur og menneske, må Bruno Latour være helt uegnet til at udfylde denne rolle.
Latour begyndte sit virke i 1970’erne med de såkaldte Science and Technology Studies for senere at bevæge sig over til økopolitik. Hans holdning til natur og naturbegrebet har selvfølgelig ændret sig i denne næsten 40-årige periode, fra hans Laboratory Life i 1979 til udgivelsen af Où atterrir? (Ned på Jorden) i 2017. Hvis man følger hans arbejde gennem perioden, viser det sig, at han i de sidste år har åbnet lidt op for, at vi måske kan finde en ny tolkning af begreberne natur og menneske, der giver dem (mere) mening, frem for simpelthen at smide begreberne på lossepladsen.
Formålet med nærværende artikel er at lave en kritisk læsning og rekonstruktion af Latours naturbegrebs teoretiske udvikling gennem denne lange periode. Håbet er at kunne gøre det klarere, hvordan og i hvilken retning et naturbegreb skal udvikles, så det kan give mening til den økologiske tænkning og politik.
Laboratorier uden natur
Latour skrev Laboratory Life sammen med sociologen Steven Woolgar.2Bruno Latour & Steven Woolgar, Laboratory Life. The Construction of Scientific Facts (New Jersey: Princeton University Press, 1986). Bogen rapporterer fra Latours feltarbejde på et Californisk forskningslaboratorium, der arbejdede med endokrinologi. Forskernes praksis bestod i at skabe eller “konstruere” videnskabelige fakta gennem møjsommeligt arbejde. Latours rolle var at observere aktiviteten blandt forskerne på samme måde som en antropolog observerer en kultur, hun ikke kender meget til. De to forfattere fortæller, at iagttagerrollen ikke skyldtes mangel på respekt for videnskab. Det var faktisk gavnligt for feltarbejdet at fastholde en agnostisk position. Laboratoriearbejdet går ud på at “stabilisere” udsagn om diverse objekter, for at få dem til at fremstå faktuelle. Undervejs i dette arbejde begynder objekterne næsten at få deres eget liv, fortæller de to forfattere, fordi “more and more reality is attributed to the object and less and less to the statement about the object. Consequently, an inversion takes place: the object becomes the reason why the statement was formulated in the first place”.3Latour & Woolgar, Laboratory, 177.
De to forfattere hævder, at det er denne inversion, der skaber illusionen om, at objektet er “out there”, ja endda var til før laboratoriearbejdet. Men de bemærker også, at videnskabsfolkene aldrig henviser til “virkeligheden” eller “naturen” som støtte for deres udsagn. Dette skyldes, mener forfatterne, at virkelighed og natur er resultater af forskernes arbejde med at stabilisere udsagnet. Ja, faktisk findes distinktionen mellem virkelighed og falske forsøgsresultater først efter denne proces.
Latour og Woolgar afviser, at de derigennem benægter virkelighedens realitet. Men det er svært ikke at betegne deres position som anti-realisme, når de f.eks. skriver, at objekterne bliver konstitueret gennem videnskabsfolkenes “kunstige kreativitet”, og tilføjer, at objekternes “out-there-ness” er konsekvensen af den videnskabelige erkendelsespraksis, ikke dens årsag. I al fald synes det klart, at Latour og Woolgar afviser, at videnskab har noget med natur at gøre, når de skriver: “[S]cientific activity is not ‘about nature’, it is a fierce fight to construct reality”.4Latour & Woolgar, Laboratory, 243.
Latour fortsætter sine laboratoriestudier i Science in Action fra 1987.5Bruno Latour, Science in Action. How to Follow Scientists and Engineers through Society (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1987). Den forrige bogs afvisende holdning til natur bliver her ophøjet til at være den tredje af syv “Rules of Method”: “[S]ince the settlement of a controversy is the cause of Nature’s representation not the consequence, we can never use the outcome – Nature – to explain how and why a controversy has been settled”.6Latour, Science, 99, 258. Logikken er analog til logikken i Laboratory Life: Naturen, ikke bare begrebet om natur, er et produkt af den videnskabelige praksis. Latour tilføjer, at natur ikke findes som noget universelt “derude”.
Nyt i Science in Action er, at Latour sidestiller konstruktionen af natur og samfund: Begge er konstrueret gennem stabiliseringen af videnskabelige fakta. Det bliver endnu en af metodereglerne, at man ikke kan forklare videnskab som en social konstruktion. Hverken natur eller samfund eksisterer uafhængigt af laboratoriepraksissen. I det hele taget understreger Latour, at praksis har primat over teori, abstraktion og erkendelse. Hans syvende metoderegel er simpelthen et “moratorium on cognitive explanations of science and technology”.7Latour, Science, 247. Det indebærer, uddyber han, at videnskabeligt arbejde ikke skal forklares ved at tilskrive forskerne en særlig evne til at tænke eller forstå. Latour benægter ikke eksistensen af bevidsthed, subjektivitet og erkendelse, men han lader til at reducere dem til overflødige hypoteser. Disse entiteter var, ligesom naturbegrebet, relevante for videnskabsteorien, men den videnskabelige praksis viser, at de er overflødige konstruktioner.
I en af Latours mest læste bøger, Vi har aldrig været moderne (1991),8Bruno Latour, Vi har aldrig været moderne. Et essay om symmetrisk antropologi (København: Hans Reitzels Forlag, 2006). er temaet at afskaffe natur-kultur-dualismen, som for Latour definerer det moderne. Han hævder i bogen, at intet i verden kan identificeres som enten natur eller kultur (samfund), da alt er hybrider af de to. Konsekvensen er, at samfund og kultur ryger på porten sammen med naturen. Kulturbegrebet er et artefakt, fortæller Latour. Kulturer eksisterer lige så lidt som den universelle natur. Der findes kun “natur-kulturer”.9Latour, Vi har aldrig, 144.
Som i de forrige bøger betragter Latour fakta som konstruktioner: “Ja, kendsgerninger konstrueres faktisk i laboratoriets nye installationer […] ‘Les fait sont fait’ ville Bachelard have sagt – fakta er fabrikerede”.10Latour, Vi har aldrig, 39. Videnskabelig erfaring er endda så dybt situeret i den lokale praksis, at denne erfaring aldrig kan overføres til andre områder eller praksisser: “Ingen videnskab kan løsrives fra sit netværk af praksis”.11Latour, Vi har aldrig, 47. Teoriers berettigelse og mening var netop at sikre almengyldighed, men den forsvinder sammen med teorierne og deres produkter, som er natur, kultur og erkendelse. Videnskab har kun gyldighed inden for netværkets rækkevidde.
Latour har på en måde bare taget konsekvensen af laboratorieinstitutionens formål. Laboratoriet har fået sit navn fra labor, arbejde, og formålet med laboratoriet har fra begyndelsen netop været at lave viden, frem for at vente på at få viden. Det sker ved at isolere en proces eller et objekt fra deres naturlige kontekst og rekonstruere dem i et kunstigt miljø. Naturen bliver med andre ord sat uden for. På denne måde er laboratoriet født som en antropocentrisk institution, der har gjort naturen uinteressant. Intet under, at ønsket om at afskaffe naturbegrebet har været ytret flere gange før Latour. F.eks. blev det foreslået allerede i 1686 af en af laboratoriets opfindere, nemlig kemikeren Robert Boyle.12Robert Boyle, A free enquiry into the vulgarly receiv’d notion of nature (1686), Sect. II.
Krig om naturen
Kritikken af natur, teori, rationalitet, objektivitet og universalitet, som især var blevet fremført af franske postmodernister og poststrukturalister, fik i 1990’erne modstand fra naturvidenskabeligt hold bl.a. i Fashionable Nonsense, der havde fysikeren Alan Sokal som medforfatter.13Alan Sokal & Jean Bricmont, Fashionable Nonsense. Postmodern Intellectuals’ Abuse of Science (New York: Picador, 1998). Kritikken gav anledning til de såkaldte “Science Wars”, og den blev også rettet mod Latours konstruktivisme, der blev anklaget for at lede til relativisme og anti-realisme.
Pandora’s Hope14Bruno Latour, Pandora’s Hope. Essays on the Reality of Science Studies (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1999). var Latours svar på kritikken. I bogen bedyrer han, at han aldrig har villet forkaste realismen i videnskaben. Han har tværtimod forsøgt at skabe en “mere realistisk realisme” end den, traditionel videnskabsteori har præsteret. Han er forbløffet over, at netop naturvidenskaben afviser ham, når nu hans Science Studies har skaffet så megen interesse for videnskab. I sit forsvar for sin realistiske realisme tyer han igen til den videnskabelige praksis i laboratoriet. Netop her finder Latour et ægte alternativ til distinktionen mellem konstruktion og virkelighed. Distinktionen opstiller nemlig en falsk modsætning. Fejlen stammer fra traditionel videnskabsteori, der betragter teori som noget, et subjekt konstruerer på stor afstand af virkeligheden. Videnskabsfilosofferne har alle – fra Descartes’ “cogito” til Hilary Putnams “brain-in-a-vat” – været låst fast i sjæl-legeme-dualismen. De har taget udgangspunktet i subjekt-siden i dualismen, men deres teorier er aldrig kommet i berøring med virkeligheden eller naturen.
Latour nævner intet om de mange tænkere, som har forsøgt at overvinde cartesianismen. Han nævner f.eks. hverken Spinoza, Schelling eller de mange filosoffer fra det 20. århundrede, der har forsøgt at integrere menneske og natur. Det eneste forsøg, Latour synes at tillægge lidt betydning, er kropsfænomenologien. Han tænker formodentlig på Maurice Merleau-Ponty’s arbejder. Desværre fejler kropsfænomenologien ifølge Latour i at vise, at mennesker, qua kropslige, er integreret i naturen. Det skyldes, at fænomenologien efter Latours opfattelse er bundet til sin intentionalitet og generelt distancerer sig fra videnskab, som den synes er kold og inhuman.
Modsat denne holdning udtrykker Latour nu sin egen videnskabstro eller scientisme: “[T]he real world […] [is] the one known by science”.15Latour, Pandora, 9. Og for at understrege laboratoriets monopol i vidensproduktionen, erklærer han: “[F]or the world to become knowable, it must become a laboratory”.16Latour, Pandora, 43. Vist har han af og til skrevet, at der ikke findes en verden “derude”, indrømmer han, men han har aldrig benægtet dens eksistens. Han har kun reageret på, at verden altid er blevet tillagt en ahistorisk, isoleret, inhuman, kold og objektiv eksistens, som den ikke har.
Den falske modsætning mellem konstruktion og realisme kan man dog frigøre sig fra, hvis man overvinder subjekt-objekt-dualismen, mener Latour. Hans strategi i Pandora’s Hope består i at vise, at dualismernes to sider slet ikke er så forskellige. Han forsøger f.eks. at demonstrere, hvor menneskelige de naturlige objekter er, og hvor lidt selvstændig magt, mennesket i grunden har til at konstruere. Latour lancerer en slags identitetsfilosofi for subjekt og objekt, kultur og natur. Mennesker er slet ikke løsrevet fra verden eller fri til at skabe deres sociale historie. Og den ikke-menneskelige verden er ikke en sjælløs, passiv verden af ting, som er styret af evige naturlove. Latours laboratoriestudier har præcis vist, at der både findes en “social history of things and a ‘thingy’ history of humans”.17Latour, Pandora, 18. Laboratoriet socialiserer tingene og udveksler deres egenskaber med videnskabsfolkenes egenskaber.
Og hvad så med konstruktion? Er der ikke fare for, at konstruktivismen alligevel ender i ren idealisme og anti-realisme? Nej, mener Latour, for kritikerne tror fejlagtigt, at konstruktion er det samme som teknisk beherskelse. Latour har lyttet til praktikerne, som ved bedre:
The scientist makes the fact, but whenever we make something we are not in command, we are slightly overtaken by the action: every builder knows that. Thus the paradox of constructivism is that it uses a vocabulary of mastery that no architect, mason, city planner, or carpenter would ever use.18Latour, Pandora, 281.
Pandora’s Hope byder på flere af denne type udsagn, der står i kontrast til Latours tidligere påstande: “Of course the scientist does not make up facts – who has ever made up anything?”.19Latour, Pandora, 282. Latour er her helt gået bort fra sin tidligere ide om, at genstandes “out-there-ness” var et resultat af forskernes kreativitet. Han tilføjer endda, at de fakta, som er resultatet af laboratoriearbejdet, er “autonomous facts”. Han hævder altså nu, at fakta er uafhængige af laboratoriets netværk. Det var netop den slags fakta, som kritikere savnede for at kunne kalde Latour realist. Nu synes han at have taget dem til sig, tilsyneladende uden at bemærke, at han har drejet sig 180 grader.
Til Latours forsvar skal det siges, at han ikke vender helt tilbage til klassisk realisme. Han lader, trods alt, stadigvæk ikke naturen spille rollen som “back up” for fakticiteten. I stedet importerer han et begreb fra Alfred North Whitehead, nemlig begrebet “event”, begivenhed. Når vi bliver “overtaget” af vores handlinger, er det ikke ydre kræfter, der tager styringen, hævder Latour. Hverken subjektet eller objektet er agenter i vidensproduktionen. Men hvad er så? Svaret lyder: Det er “begivenheden”. Når vi gør noget, så er vores gøren i virkeligheden en “unfolding of the event”.20Latour, Pandora, 283. Begrebet “begivenhed” kommer ind fra siden som en slags deus ex machina og udfylder ironisk nok samme rolle som Descartes’ Gud havde, nemlig at sikre overensstemmelsen mellem subjektets konstruktion og tingenes virkelighed. Er “begivenheden” en slags gud eller transcendens? Eller er det naturen, der er kommet igen under et andet navn? Latour præciserer desværre ikke, hvad “begivenheden” er.
Overbeviser Pandora’s Hope om, at modsætningen mellem konstruktion og realisme er falsk? Nej, og Latour er tilsyneladende heller ikke overbevist. I bogen benytter han sig nemlig selv af modsætningen: “[T]he difference between theory and practice is no more a given than the difference between content and context, nature and society. It is a divide that has been made”.21Latour, Pandora, 267. Her afviser Latour bl.a. teori-praksis-distinktionen, som hans egne studier af videnskabelig praksis er bygget på. Argumentet er, at distinktionen er lavet fremfor givet. Latour tager mange steder glorien af bestemte begreber ved at sige, at de beror på “konstruktion” og “abstraktion”. Han bruger endda modstillingen mellem konstruktivisme og realisme, når han afviser kritikernes modstilling af konstruktivisme og realisme med argumentet, at modstillingen er en konstruktion! Han fastholder dog, at hans egen konstruktivisme kan forliges med realisme, og det er her, han vil dække sig ind med begrebet “begivenhed”.
Det er selvfølgelig uacceptabelt, at Latour har forskellige standarder for egne og andres positioner. Medmindre han kan komme op med et kriterium for, hvornår konstruktion og realisme henholdsvis er forenelige og modsætninger, skyder han sig selv i foden. Problemet er, at et sådant kriterium ikke kan udledes af praksisnetværket, for det er netop netværket, der skal bedømmes af kriteriet. Et kriterium må komme fra et sted uden for netværket, men for Latour er der ikke andet end netværket. Det er her, teorier normalt klarer at abstrahere fra konteksten og skabe en almen eller universel standard. Latour har imidlertid forkastet teori og ideen om, at der er andet end praksis.
En af de konklusioner, der kan uddrages af de her beskrevne problemer med realismen i konstruktivistiske teorier, er således, at praksis ikke er selvforklarende.22Barry Barnes, “Practice as collective action”, i The Practice Turn in Contemporary Theory, red. Karin Knorr Cetina, Theodore R. Schatzki & Eike von Savigny (London & New York: Routledge, 2001), 20–21.
Gaia-metafysik
I de følgende år ændres Latours syn på naturbegrebet lidt efter lidt. Han bliver mindre afvisende over for realismen i naturbegrebet, i al fald over for visse nytolkninger af det. I Politics of Nature,23Bruno Latour, Politics of Nature. How to Bring the Sciences into Democracy (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2004). der udkom samme år som Pandora’s Hope, er holdningen til natur dog uændret afvisende. Det er et begreb, der er konstrueret med et bestemt formål: “‘[N]ature’ is made […] precisely to eviscerate politics”.24Latour, Politics, 35. Latour bruger den klassiske indvending fra f.eks. diskursteori og kønsstudier, hvor naturbegrebet kaldes et ideologisk begreb, der skal cementere status quo og forhindre emancipation og politisk handling.
I Facing Gaia25Bruno Latour, Facing Gaia. Eight Lectures on the New Climatic Regime (Cambridge: Polity Press, 2017). fra 2015 er holdningen til natur mindre definitiv, selvom radikale formuleringer som følgende tegner hovedlinjen: “‘[N]ature’ has made the world uninhabitable”.26Latour, Gaia, 36. Latour taler her stadigvæk om den helt de-animerede, inerte og døde natur, som han knytter til Descartes. Han fastholder sin absolutistiske opfattelse fra Pandora’s Hope af, at al vestlig tænkning og videnskab er låst fast i præcis dette naturbegreb. Det er selvfølgelig en stråmand, og det fremgår flere steder i Facing Gaia, at Latour er bekendt med andre vestlige opfattelser af natur, f.eks. Aristoteles’, Whiteheads eller James Lovelocks.
Med afvisningen af natur forsvinder naturens modstykke – mennesket – selvfølgelig også. Latours post-naturalisme – altså afvisningen af naturbegrebet – ledsages af en post-humanisme. Mennesket er, efter Latours opfattelse, blevet overdrevent udstyret med agens, frihed, intentionalitet, tænkning og erkendelse. For at skabe en mere retvisende erkendelse af mennesket anbefaler Latour, at man kopierer laboratoriets distancerede observatør-model og anlægger den på mennesket. Resultatet vil blive, at man kun ser den ydre adfærd og “performance”. De overvejelser, hensigter, følelser, erkendelser, valg og andre mentale egenskaber, som traditionelt forbindes med handlinger, får man ikke noget indblik i. I Science in Action blev dette præsenteret som metode, men i Facing Gaia bestemmer metoden ontologien. Latour erklærer ligeud, at tillægger man mennesket ovennævnte mentale egenskaber, har man taget konstruktioner og abstraktioner for virkelighed.
Interessant nok udtrykker Latour selv, kun to år efter, en kritik af denne behavioristiske og reduktionistiske tilgang til mennesket, som han anbefaler i Facing Gaia. I Ned på Jorden27Bruno Latour, Ned på Jorden. Hvordan orienterer vi os politisk? (København: Informations Forlag, 2018), 109. anerkender Latour det uacceptable i at anlægge den uengagerede observatørs synsvinkel, når man skal forstå menneskelige handlinger. Han siger det ganske vist kun forbigående, men det er næppe tilfældigt, at hans anerkendelse af mennesket sker i netop den bog, hvor anerkendelse af naturen udtrykkes tydeligst.
Efter at Latour i Facing Gaia har befriet mennesker for deres mentale egenskaber, omdøber han dem til “de jordbundne”. De bliver herefter så integreret i Gaia, at de mister evnen til at løfte blikket fra jorden og skaffe sig overblik. De jordbundne er simpelthen ude af stand til at danne brede erfaringer, og de kommer aldrig til at konstruere en teoretisk, almen viden om Gaia. De må nøjes med at agere i lokalmiljøet. Latour understreger derfor, at for de jordbundne er Gaia ikke et helhedsbegreb, ikke en sammenhængende sfære og kan aldrig blive et harmonisk system:
Gaia is not a kindly figure of unification […] [it] is only the name proposed for all the intermingled and unpredictable consequences of the agents, each of which is pursuing its own interest by manipulating its own environment.28Latour, Gaia, 142.
Latour beskriver Gaia som en krigstilstand, hvor alle agenter befinder sig på vejen til “gensidig eksistentiel negation”. Der er f.eks. krig mellem holocæns “mennesker” og deres “jordiske” efterkommere i antropocæn, hvad det så præcis skal betyde. Hvor naturbegrebet ifølge Latour forhindrede mennesker i at handle politisk, har Gaia sat alle aktører fri til at handle individuelt og lokalt. Endelig kan der skabes en politisk økologi i Latours ånd! Men da de jordbundne ikke har evner for erfaring og klassisk, universel viden, vil deres økologiske politik aldrig blive vidensbaseret. Denne konsekvens, mener Latour, er for længst blevet bekræftet af de senere års hastige og – hævder han – uforudsete forandringer af det globale klima. Han påstår endda, at klimatologer og Earth System Scientists i dag er trådt ind i en “post-epistemologisk situation”. Og han tøver ikke med at tilslutte sig den fatale konsekvens af dette: “Never again will the complex set of sciences of nature that constitutes climatology be capable of playing the role of ultimate, indisputable arbiter”.29Latour, Gaia, 238. Det er radikale udtalelser som denne, der har fået nogle kritikere til at bebrejde Latour, at han ufrivilligt har støttet konservative tænketanke og politikere til at de-legitimere klimaforskningen.30Erik Baker & Naomi Oreskes, “It’s No Game: Post-Truth and the Obligations of Science Studies”, Social Epistemology Review and Reply Collective 6, no. 8 (2017), 1–10. Latours afvisning af klimavidenskab modsiges i øvrigt af, at samme videnskabs resultater er grunden til, at han begyndte at arbejde med Gaia-metafysikken.
Retur til naturen eller til laboratoriet?
Side om side med forkastelsen af naturbegrebet er der i Facing Gaia små sprækker, hvor begrebet slipper ind. Åbningerne sker både, når Latour midt i konteksten af at afvise naturbegrebet siger, at han i grunden blot vil “redefinere” det gamle naturbegreb, og når han beskriver Gaia som et sekulært naturbegreb.31Latour, Gaia, 120, 75. Åbningerne viser sig desuden de tre gange, Latour begrænser eksileringen af natur til kun at gælde for “the sublunary realm of ours”. Det er det område, han i Ned på Jorden kalder “den kritiske zone”, som nogenlunde svarer til biosfæren. Resten af verden – over himlen og under jorden – kan åbenbart godt accepteres som “natur” i Latours øjne, fordi de ikke berører “vores” del af verden, som han siger. Forslaget er overraskende, fordi det genindfører natur-kultur-dualismen, som Latour udtrykkeligt har afvist gennem forfatterskabet. Det gør Gaia til den region af verden, som er formet af menneskelig kultur, og gør naturen til det fuldstændigt uberørte område, der ligger uden for menneskets verden.
Først i Ned på Jorden får Latour klargjort, at det specifikt er det “mekaniske” naturbegreb, han bekæmper, og ikke naturbegrebet som sådan. Det er Galileis og Descartes’ naturopfattelse, der er konciperet fra et synspunkt langt ude i universet, et view from nowhere, som Latour afviser. Dette natursyn er konstrueret til at facilitere beregningen af positioner og bevægelser af fysiske genstande, både på og uden for jorden. Til gengæld udelukker det qualia i form af kropslige nærhedserfaringer som sansning af farver, lyde, lugte, berøringer, følelser, stemninger osv. Det er derfor, at det mekaniske natursyn af økoteoretikere ofte vurderes som uegnet til at motivere mennesker til at identificere sig med natur og engagere sig i økologisk handling.
Latour skitserer også et naturbegreb, han sympatiserer med. Han sammenligner det med det antikke naturbegreb physis, som har konnotationer som “ophav, undfangelse, proces, tingenes gang”. Han udstyrer det med et aristotelisk bevægelsesbegreb, som omfatter meget mere end inertial stedsbevægelse, nemlig “tilblivelse, fødsel, vækst, liv, død, fordærvelse, forvandlinger”. Og han døber sit naturbegreb “proces-naturen” og modstiller det “univers-naturen”, som er hans betegnelse for det mekaniske naturbegreb.
Ned på Jorden giver endvidere en beskrivelse af en “alternativ epistemologi”, som skal erstatte den cartesianske. Det er ikke til at afgøre, om Latour selv er klar over, at den nye epistemologi også bryder afgørende med den laboratorieepistemologi, som han har hyldet hele sin karriere. Hvor den gamle epistemologi stipulerer afstand mellem subjekt og objekt, opgraderer den nye epistemologi fantasi, følelser og sansninger. Den har derfor adgang til “skabelsens fænomener indefra”, som Latour udtrykkeligt siger. Den har derfor ikke den klassiske erkendelses de-animerende effekt på naturen, men vil åbne døren til videnskaber, der kan tilgå “proces-naturen”, som han slutter sin beskrivelse.
Det er svært at befri sig fra at tænke, at Latour i Ned på Jorden står på tærsklen til at erkende, at hans gamle laboratorieepistemologi ikke bare indebærer en behavioristisk reduktion af mennesker, men gør det samme med naturen. Laboratoriestudierne eliminerede naturen som aktør og interesserede sig kun for processerne (naturens “adfærd”). Hvis Latour virkelig er på vej til en sådan erkendelse, vil han også blive konfronteret med dens konsekvens. Han må forstå, at hans tidligere naturfornægtelse og anti-realisme ikke modsiger, men ligger i forlængelse af Galilæis og Descartes’ de-animering af naturen. Noget tyder på, at Latour i Ned på Jorden alligevel ikke er helt klar til en sådan erkendelse. Han kommer nemlig med nogle overraskende bemærkninger, som synes at aflyse udviklingen imod en ny erkendelsesteori og en realistisk tolkning af naturen:
.[H]vis man prøver at sætte sig imod den “videnskabelige fornuft” ved at opfinde en mere intim, mere subjektiv, mere rodfæstet, mere global, om man vil, mere “miljøbevidst” måde at begribe vores forhold til “naturen” på, ender man med at miste både pose og sæk: Man kommer til at bevare den traditionelle idé om “naturen”, samtidig med at man berøver sig de eksakte videnskabers bidrag, Vi har brug for hele videnskabens magt, men uden “naturens” ideologi, som er blevet knyttet til den.32Latour, Gaia, 96.
Faktisk fandtes den samme advarsel i Facing Gaia, mod “fristelsen” til at drømme om en mere human og mindre reduktionistisk tilgang til naturen. Også der står advarslen i kontrast til bogens hovedbudskab.
Man kan kun bifalde, at Latour i citatet ovenfor synes at trække sin afvisning af f.eks. klimavidenskaberne tilbage. Men hvordan skulle en mere miljøbevidst måde at forstå vores forhold til naturen på få os til at regrediere til den traditionelle ide om naturen? Hvad er der blevet af den alternative epistemologi og “proces-naturen”? Hvad er det, der forhindrer Latour i at stå fast på og udvikle sin nytolkning af naturbegrebet? Er det svært at sige ja til et mindre rationalistisk naturbegreb? Fik han aldrig gjort op med den gamle laboratorieepistemologi?
Efter Ned på Jorden synes Latour at have opgivet romancen med proces-naturen og stillet sig tilbage på sin gamle afvisning af natur i økologidebatten.33Philosophie Magazin. Sonderausgabe 16/2020. Tema: “Klimakrise”. Således ender 40 års udvikling i Latours naturkritik med en kun halvhjertet og forplumret korrektion af hans skadelige indflydelse på den økologiske tænkning og praksis.
| 1. | Se også Sune Frølund, “A Defense for the Concept of Nature”, Danish Yearbook of Philosophy (kommende). |
| 2. | Bruno Latour & Steven Woolgar, Laboratory Life. The Construction of Scientific Facts (New Jersey: Princeton University Press, 1986). |
| 3. | Latour & Woolgar, Laboratory, 177. |
| 4. | Latour & Woolgar, Laboratory, 243. |
| 5. | Bruno Latour, Science in Action. How to Follow Scientists and Engineers through Society (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1987). |
| 6. | Latour, Science, 99, 258. |
| 7. | Latour, Science, 247. |
| 8. | Bruno Latour, Vi har aldrig været moderne. Et essay om symmetrisk antropologi (København: Hans Reitzels Forlag, 2006). |
| 9. | Latour, Vi har aldrig, 144. |
| 10. | Latour, Vi har aldrig, 39. |
| 11. | Latour, Vi har aldrig, 47. |
| 12. | Robert Boyle, A free enquiry into the vulgarly receiv’d notion of nature (1686), Sect. II. |
| 13. | Alan Sokal & Jean Bricmont, Fashionable Nonsense. Postmodern Intellectuals’ Abuse of Science (New York: Picador, 1998). |
| 14. | Bruno Latour, Pandora’s Hope. Essays on the Reality of Science Studies (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1999). |
| 15. | Latour, Pandora, 9. |
| 16. | Latour, Pandora, 43. |
| 17. | Latour, Pandora, 18. |
| 18. | Latour, Pandora, 281. |
| 19. | Latour, Pandora, 282. |
| 20. | Latour, Pandora, 283. |
| 21. | Latour, Pandora, 267. |
| 22. | Barry Barnes, “Practice as collective action”, i The Practice Turn in Contemporary Theory, red. Karin Knorr Cetina, Theodore R. Schatzki & Eike von Savigny (London & New York: Routledge, 2001), 20–21. |
| 23. | Bruno Latour, Politics of Nature. How to Bring the Sciences into Democracy (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2004). |
| 24. | Latour, Politics, 35. |
| 25. | Bruno Latour, Facing Gaia. Eight Lectures on the New Climatic Regime (Cambridge: Polity Press, 2017). |
| 26. | Latour, Gaia, 36. |
| 27. | Bruno Latour, Ned på Jorden. Hvordan orienterer vi os politisk? (København: Informations Forlag, 2018), 109. |
| 28. | Latour, Gaia, 142. |
| 29. | Latour, Gaia, 238. |
| 30. | Erik Baker & Naomi Oreskes, “It’s No Game: Post-Truth and the Obligations of Science Studies”, Social Epistemology Review and Reply Collective 6, no. 8 (2017), 1–10. |
| 31. | Latour, Gaia, 120, 75. |
| 32. | Latour, Gaia, 96. |
| 33. | Philosophie Magazin. Sonderausgabe 16/2020. Tema: “Klimakrise”. |