• Print
Denne artikel er en del af serien “

Ud af laboratoriet, Bruno, ud i naturen! En kritisk rekonstruktion af Latours natursyn


25. juli 2022

En af de mere sære fore­te­el­ser i den nuvæ­ren­de øko­lo­gi­ske kri­se er, at en grup­pe teo­re­ti­ke­re, end­da teo­re­ti­ke­re med den øko­lo­gi­ske kri­se på dags­or­de­nen, erklæ­rer natu­ren for død og natur­be­gre­bet for menings­løst. Det er måske ikke over­ra­sken­de at høre, at natu­ren er død, hvis natur for­stås som det, der er upå­vir­ket af men­ne­sker. Men selv hvis natu­ren er død, bety­der det ikke, at natu­rens mening er død. Retfærdighed hol­der hel­ler ikke op med at bety­de noget, selv­om der ingen ret­fær­dig­hed er til.

Mange af de sam­me øko­te­o­re­ti­ke­re afvi­ser også at skel­ne mel­lem men­ne­ske og natur. De ser den­ne skel­nen som en af årsa­ger­ne til den øko­lo­gi­ske kri­se. Mennesket har med den­ne skel­nen distan­ce­ret sig fra og frem­med­gjort sig for natu­ren, siger de. Men sam­ti­dig er dis­se øko­te­o­re­ti­ke­re eni­ge om, at de sid­ste man­ge års kli­maæn­drin­ger og mas­seud­dø­en af arter er “antro­po­ge­ne”, alt­så men­ne­ske­skab­te. Det står i mod­sæt­ning til tid­li­ge­re kli­maæn­drin­ger og mas­seud­dø­en, der har været lige så dra­ma­ti­ske, men som kal­des “natur­li­ge”. Man kom­mer med andre ord ikke uden om at accep­te­re en eller anden slags skel­nen mel­lem men­ne­ske og natur, hvis man vil iden­ti­fi­ce­re de antro­po­ge­ne mil­jøpro­ble­mer.

Bruno Latour er et aktu­elt og pro­mi­nent eksem­pel på en af de teo­re­ti­ke­re, der både har kaldt begre­ber­ne natur og men­ne­ske menings­lø­se, ide­o­lo­gi­ske og end­da øko­lo­gisk skadelige.1Se også Sune Frølund, “A Defense for the Concept of Nature”, Danish Yearbook of Philosophy (kommende). Som tone­an­gi­ven­de inter­na­tio­nal eks­pert bli­ver Latour hyp­pigt cite­ret og råds­purgt om de grund­læg­gen­de pro­ble­mer i den aktu­el­le øko­lo­gi­ske kri­se. Men hvis det er rig­tigt, at man ikke for­står den nuvæ­ren­de øko­lo­gi­ske pro­ble­ma­tik uden et klart begreb om natur og men­ne­ske, må Bruno Latour være helt ueg­net til at udfyl­de den­ne rol­le.

Latour begynd­te sit vir­ke i 1970’erne med de såkald­te Science and Technology Studies for sene­re at bevæ­ge sig over til økopo­li­tik. Hans hold­ning til natur og natur­be­gre­bet har selv­føl­ge­lig ændret sig i den­ne næsten 40-åri­ge peri­o­de, fra hans Laboratory Life i 1979 til udgi­vel­sen af Où atter­rir? (Ned på Jorden) i 2017. Hvis man føl­ger hans arbej­de gen­nem peri­o­den, viser det sig, at han i de sid­ste år har åbnet lidt op for, at vi måske kan fin­de en ny tolk­ning af begre­ber­ne natur og men­ne­ske, der giver dem (mere) mening, frem for sim­pelt­hen at smi­de begre­ber­ne på los­se­plad­sen.

Formålet med nær­væ­ren­de arti­kel er at lave en kri­tisk læs­ning og rekon­struk­tion af Latours natur­be­grebs teo­re­ti­ske udvik­ling gen­nem den­ne lan­ge peri­o­de. Håbet er at kun­ne gøre det kla­re­re, hvor­dan og i hvil­ken ret­ning et natur­be­greb skal udvik­les, så det kan give mening til den øko­lo­gi­ske tænk­ning og poli­tik.

Laboratorier uden natur

Latour skrev Laboratory Life sam­men med socio­lo­gen Steven Woolgar.2Bruno Latour & Steven Woolgar, Laboratory Life. The Construction of Scientific Facts (New Jersey: Princeton University Press, 1986). Bogen rap­por­te­rer fra Latours fel­t­ar­bej­de på et Californisk forsk­ning­s­la­bo­ra­to­ri­um, der arbej­de­de med endokri­no­lo­gi. Forskernes prak­sis bestod i at ska­be eller “kon­stru­e­re” viden­ska­be­li­ge fak­ta gen­nem møj­som­me­ligt arbej­de. Latours rol­le var at obser­ve­re akti­vi­te­ten blandt for­sker­ne på sam­me måde som en antro­po­log obser­ve­rer en kul­tur, hun ikke ken­der meget til. De to for­fat­te­re for­tæl­ler, at iagt­ta­ger­rol­len ikke skyld­tes man­gel på respekt for viden­skab. Det var fak­tisk gavn­ligt for fel­t­ar­bej­det at fast­hol­de en agnostisk posi­tion. Laboratoriearbejdet går ud på at “sta­bi­li­se­re” udsagn om diver­se objek­ter, for at få dem til at frem­stå fak­tu­el­le. Undervejs i det­te arbej­de begyn­der objek­ter­ne næsten at få deres eget liv, for­tæl­ler de to for­fat­te­re, for­di “more and more rea­li­ty is attri­bu­ted to the object and less and less to the sta­te­ment about the object. Consequently, an inver­sion takes pla­ce: the object beco­mes the rea­son why the sta­te­ment was for­mu­la­ted in the first place”.3Latour & Woolgar, Laboratory, 177.

De to for­fat­te­re hæv­der, at det er den­ne inver­sion, der ska­ber illu­sio­nen om, at objek­tet er “out the­re”, ja end­da var til før labo­ra­to­ri­e­ar­bej­det. Men de bemær­ker også, at viden­skabs­fol­ke­ne aldrig hen­vi­ser til “vir­ke­lig­he­den” eller “natu­ren” som støt­te for deres udsagn. Dette skyl­des, mener for­fat­ter­ne, at vir­ke­lig­hed og natur er resul­ta­ter af for­sker­nes arbej­de med at sta­bi­li­se­re udsag­net. Ja, fak­tisk fin­des distink­tio­nen mel­lem vir­ke­lig­hed og fal­ske for­søgs­re­sul­ta­ter først efter den­ne pro­ces.

Latour og Woolgar afvi­ser, at de der­i­gen­nem benæg­ter vir­ke­lig­he­dens rea­li­tet. Men det er svært ikke at beteg­ne deres posi­tion som anti-rea­lis­me, når de f.eks. skri­ver, at objek­ter­ne bli­ver kon­sti­tu­e­ret gen­nem viden­skabs­fol­ke­nes “kun­sti­ge kre­a­ti­vi­tet”, og til­fø­jer, at objek­ter­nes “out-the­re-ness” er kon­se­kven­sen af den viden­ska­be­li­ge erken­del­ses­prak­sis, ikke dens årsag. I al fald synes det klart, at Latour og Woolgar afvi­ser, at viden­skab har noget med natur at gøre, når de skri­ver: “[S]cientific acti­vi­ty is not ‘about natu­re’, it is a fier­ce fight to con­struct reality”.4Latour & Woolgar, Laboratory, 243.

Latour fort­sæt­ter sine labo­ra­to­ri­estu­di­er i Science in Action fra 1987.5Bruno Latour, Science in Action. How to Follow Scientists and Engineers through Society (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1987). Den for­ri­ge bogs afvi­sen­de hold­ning til natur bli­ver her ophø­jet til at være den tred­je af syv “Rules of Method”: “[S]ince the sett­le­ment of a con­tro­ver­sy is the cau­se of Nature’s rep­re­sen­ta­tion not the con­sequen­ce, we can never use the outco­me – Nature – to explain how and why a con­tro­ver­sy has been sett­led”.6Latour, Science, 99, 258. Logikken er ana­log til logik­ken i Laboratory Life: Naturen, ikke bare begre­bet om natur, er et pro­dukt af den viden­ska­be­li­ge prak­sis. Latour til­fø­jer, at natur ikke fin­des som noget uni­ver­selt “der­u­de”.

Nyt i Science in Action er, at Latour sidestil­ler kon­struk­tio­nen af natur og sam­fund: Begge er kon­stru­e­ret gen­nem sta­bi­li­se­rin­gen af viden­ska­be­li­ge fak­ta. Det bli­ver end­nu en af meto­de­reg­ler­ne, at man ikke kan for­kla­re viden­skab som en soci­al kon­struk­tion. Hverken natur eller sam­fund eksi­ste­rer uaf­hæn­gigt af labo­ra­to­ri­e­prak­sis­sen. I det hele taget under­stre­ger Latour, at prak­sis har pri­mat over teo­ri, abstrak­tion og erken­del­se. Hans syven­de meto­de­r­e­gel er sim­pelt­hen et “mora­to­ri­um on cog­ni­ti­ve expla­na­tions of sci­en­ce and technology”.7Latour, Science, 247. Det inde­bæ­rer, uddy­ber han, at viden­ska­be­ligt arbej­de ikke skal for­kla­res ved at til­skri­ve for­sker­ne en sær­lig evne til at tæn­ke eller for­stå. Latour benæg­ter ikke eksi­sten­sen af bevidst­hed, sub­jek­ti­vi­tet og erken­del­se, men han lader til at redu­ce­re dem til over­flø­di­ge hypo­te­ser. Disse enti­te­ter var, lige­som natur­be­gre­bet, rele­van­te for viden­skabsteo­ri­en, men den viden­ska­be­li­ge prak­sis viser, at de er over­flø­di­ge kon­struk­tio­ner.

I en af Latours mest læste bøger, Vi har aldrig været moder­ne (1991),8Bruno Latour, Vi har aldrig været moder­ne. Et essay om sym­me­trisk antro­po­lo­gi (København: Hans Reitzels Forlag, 2006). er tema­et at afskaf­fe natur-kul­tur-dua­lis­men, som for Latour defi­ne­rer det moder­ne. Han hæv­der i bogen, at intet i ver­den kan iden­ti­fi­ce­res som enten natur eller kul­tur (sam­fund), da alt er hybri­der af de to. Konsekvensen er, at sam­fund og kul­tur ryger på por­ten sam­men med natu­ren. Kulturbegrebet er et arte­fakt, for­tæl­ler Latour. Kulturer eksi­ste­rer lige så lidt som den uni­ver­sel­le natur. Der fin­des kun “natur-kulturer”.9Latour, Vi har aldrig, 144.

Som i de for­ri­ge bøger betrag­ter Latour fak­ta som kon­struk­tio­ner: “Ja, kends­ger­nin­ger kon­stru­e­res fak­tisk i labo­ra­to­ri­ets nye instal­la­tio­ner […] ‘Les fait sont fait’ vil­le Bachelard have sagt – fak­ta er fabrikerede”.10Latour, Vi har aldrig, 39. Videnskabelig erfa­ring er end­da så dybt situ­e­ret i den loka­le prak­sis, at den­ne erfa­ring aldrig kan over­fø­res til andre områ­der eller prak­sis­ser: “Ingen viden­skab kan løs­ri­ves fra sit net­værk af praksis”.11Latour, Vi har aldrig, 47. Teoriers beret­ti­gel­se og mening var net­op at sik­re almen­gyl­dig­hed, men den for­svin­der sam­men med teo­ri­er­ne og deres pro­duk­ter, som er natur, kul­tur og erken­del­se. Videnskab har kun gyl­dig­hed inden for net­vær­kets ræk­ke­vid­de.

Latour har på en måde bare taget kon­se­kven­sen af labo­ra­to­ri­e­in­sti­tu­tio­nens for­mål. Laboratoriet har fået sit navn fra labor, arbej­de, og for­må­let med labo­ra­to­ri­et har fra begyn­del­sen net­op været at lave viden, frem for at ven­te på at viden. Det sker ved at iso­le­re en pro­ces eller et objekt fra deres natur­li­ge kon­tekst og rekon­stru­e­re dem i et kun­stigt mil­jø. Naturen bli­ver med andre ord sat uden for. På den­ne måde er labo­ra­to­ri­et født som en antro­po­cen­trisk insti­tu­tion, der har gjort natu­ren uin­ter­es­sant. Intet under, at ønsket om at afskaf­fe natur­be­gre­bet har været ytret fle­re gan­ge før Latour. F.eks. blev det fore­slå­et alle­re­de i 1686 af en af labo­ra­to­ri­ets opfin­de­re, nem­lig kemi­ke­ren Robert Boyle.12Robert Boyle, A free enquiry into the vul­gar­ly receiv’d notion of natu­re (1686), Sect. II.

Krig om natu­ren

Kritikken af natur, teo­ri, ratio­na­li­tet, objek­ti­vi­tet og uni­ver­sa­li­tet, som især var ble­vet frem­ført af fran­ske post­mo­der­ni­ster og post­struk­tu­ra­li­ster, fik i 1990’erne mod­stand fra natur­vi­den­ska­be­ligt hold bl.a. i Fashionable Nonsense, der hav­de fysi­ke­ren Alan Sokal som medforfatter.13Alan Sokal & Jean Bricmont, Fashionable Nonsense. Postmodern Intellectuals’ Abuse of Science (New York: Picador, 1998). Kritikken gav anled­ning til de såkald­te “Science Wars”, og den blev også ret­tet mod Latours kon­struk­ti­vis­me, der blev ankla­get for at lede til rela­ti­vis­me og anti-rea­lis­me.

Pandora’s Hope14Bruno Latour, Pandora’s Hope. Essays on the Reality of Science Studies (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1999). var Latours svar på kri­tik­ken. I bogen bedy­rer han, at han aldrig har vil­let for­ka­ste rea­lis­men i viden­ska­ben. Han har tvær­ti­mod for­søgt at ska­be en “mere rea­li­stisk rea­lis­me” end den, tra­di­tio­nel viden­sk­ab­ste­o­ri har præ­ste­ret. Han er for­bløf­fet over, at net­op natur­vi­den­ska­ben afvi­ser ham, når nu hans Science Studies har skaf­fet så megen inter­es­se for viden­skab. I sit for­svar for sin rea­li­sti­ske rea­lis­me tyer han igen til den viden­ska­be­li­ge prak­sis i labo­ra­to­ri­et. Netop her fin­der Latour et ægte alter­na­tiv til distink­tio­nen mel­lem kon­struk­tion og vir­ke­lig­hed. Distinktionen opstil­ler nem­lig en falsk mod­sæt­ning. Fejlen stam­mer fra tra­di­tio­nel viden­sk­ab­ste­o­ri, der betrag­ter teo­ri som noget, et sub­jekt kon­stru­e­rer på stor afstand af vir­ke­lig­he­den. Videnskabsfilosofferne har alle – fra Descartes’ “cogi­to” til Hilary Putnams “brain-in-a-vat” – været låst fast i sjæl-lege­me-dua­lis­men. De har taget udgangs­punk­tet i sub­jekt-siden i dua­lis­men, men deres teo­ri­er er aldrig kom­met i berø­ring med vir­ke­lig­he­den eller natu­ren.

Latour næv­ner intet om de man­ge tæn­ke­re, som har for­søgt at over­vin­de car­tesi­a­nis­men. Han næv­ner f.eks. hver­ken Spinoza, Schelling eller de man­ge filo­sof­fer fra det 20. århund­re­de, der har for­søgt at inte­gre­re men­ne­ske og natur. Det ene­ste for­søg, Latour synes at til­læg­ge lidt betyd­ning, er kro­p­s­fæ­no­meno­lo­gi­en. Han tæn­ker for­modent­lig på Maurice Merleau-Ponty’s arbej­der. Desværre fejl­er kro­p­s­fæ­no­meno­lo­gi­en iføl­ge Latour i at vise, at men­ne­sker, qua kro­p­s­li­ge, er inte­gre­ret i natu­ren. Det skyl­des, at fæno­meno­lo­gi­en efter Latours opfat­tel­se er bun­det til sin inten­tio­na­li­tet og gene­relt distan­ce­rer sig fra viden­skab, som den synes er kold og inhu­man.

Modsat den­ne hold­ning udtryk­ker Latour nu sin egen viden­sk­ab­stro eller sci­en­tis­me: “[T]he real wor­ld […] [is] the one known by science”.15Latour, Pandora, 9. Og for at under­stre­ge labo­ra­to­ri­ets monopol i videnspro­duk­tio­nen, erklæ­rer han: “[F]or the wor­ld to beco­me knowab­le, it must beco­me a laboratory”.16Latour, Pandora, 43. Vist har han af og til skre­vet, at der ikke fin­des en ver­den “der­u­de”, indrøm­mer han, men han har aldrig benæg­tet dens eksi­stens. Han har kun rea­ge­ret på, at ver­den altid er ble­vet til­lagt en ahi­sto­risk, iso­le­ret, inhu­man, kold og objek­tiv eksi­stens, som den ikke har.

Den fal­ske mod­sæt­ning mel­lem kon­struk­tion og rea­lis­me kan man dog fri­gø­re sig fra, hvis man over­vin­der sub­jekt-objekt-dua­lis­men, mener Latour. Hans stra­te­gi i Pandora’s Hope består i at vise, at dua­lis­mer­nes to sider slet ikke er så for­skel­li­ge. Han for­sø­ger f.eks. at demon­stre­re, hvor men­ne­ske­li­ge de natur­li­ge objek­ter er, og hvor lidt selv­stæn­dig magt, men­ne­sket i grun­den har til at kon­stru­e­re. Latour lan­ce­rer en slags iden­ti­tets­fi­lo­so­fi for sub­jekt og objekt, kul­tur og natur. Mennesker er slet ikke løs­re­vet fra ver­den eller fri til at ska­be deres soci­a­le histo­rie. Og den ikke-men­ne­ske­li­ge ver­den er ikke en sjæl­løs, pas­siv ver­den af ting, som er sty­ret af evi­ge natur­love. Latours labo­ra­to­ri­estu­di­er har præ­cis vist, at der både fin­des en “soci­al history of things and a ‘thin­gy’ history of humans”.17Latour, Pandora, 18. Laboratoriet soci­a­li­se­rer tin­ge­ne og udveks­ler deres egen­ska­ber med viden­skabs­fol­ke­nes egen­ska­ber.

Og hvad så med kon­struk­tion? Er der ikke fare for, at kon­struk­ti­vis­men alli­ge­vel ender i ren ide­a­lis­me og anti-rea­lis­me? Nej, mener Latour, for kri­ti­ker­ne tror fejl­ag­tigt, at kon­struk­tion er det sam­me som tek­nisk beher­skel­se. Latour har lyt­tet til prak­ti­ker­ne, som ved bed­re:

The sci­en­tist makes the fact, but whe­ne­ver we make somet­hing we are not in com­mand, we are slight­ly overta­ken by the action: eve­ry buil­der knows that. Thus the para­dox of con­structi­vism is that it uses a voca­bu­lary of maste­ry that no archi­tect, mason, city plan­ner, or car­pen­ter would ever use.18Latour, Pandora, 281.

Pandora’s Hope byder på fle­re af den­ne type udsagn, der står i kon­trast til Latours tid­li­ge­re påstan­de: “Of cour­se the sci­en­tist does not make up facts – who has ever made up anything?”.19Latour, Pandora, 282. Latour er her helt gået bort fra sin tid­li­ge­re ide om, at gen­stan­des “out-the­re-ness” var et resul­tat af for­sker­nes kre­a­ti­vi­tet. Han til­fø­jer end­da, at de fak­ta, som er resul­ta­tet af labo­ra­to­ri­e­ar­bej­det, er “auto­no­mous facts”. Han hæv­der alt­så nu, at fak­ta er uaf­hæn­gi­ge af labo­ra­to­ri­ets net­værk. Det var net­op den slags fak­ta, som kri­ti­ke­re sav­ne­de for at kun­ne kal­de Latour rea­list. Nu synes han at have taget dem til sig, til­sy­ne­la­den­de uden at bemær­ke, at han har dre­jet sig 180 gra­der.

Til Latours for­svar skal det siges, at han ikke ven­der helt til­ba­ge til klas­sisk rea­lis­me. Han lader, trods alt, sta­dig­væk ikke natu­ren spil­le rol­len som “back up” for fak­ti­ci­te­ten. I ste­det impor­te­rer han et begreb fra Alfred North Whitehead, nem­lig begre­bet “event”, begi­ven­hed. Når vi bli­ver “over­ta­get” af vores hand­lin­ger, er det ikke ydre kræf­ter, der tager sty­rin­gen, hæv­der Latour. Hverken sub­jek­tet eller objek­tet er agen­ter i videnspro­duk­tio­nen. Men hvad er så? Svaret lyder: Det er “begi­ven­he­den”. Når vi gør noget, så er vores gøren i vir­ke­lig­he­den en “unfol­ding of the event”.20Latour, Pandora, 283. Begrebet “begi­ven­hed” kom­mer ind fra siden som en slags deus ex machina og udfyl­der iro­nisk nok sam­me rol­le som Descartes’ Gud hav­de, nem­lig at sik­re over­ens­stem­mel­sen mel­lem sub­jek­tets kon­struk­tion og tin­ge­nes vir­ke­lig­hed. Er “begi­ven­he­den” en slags gud eller trans­cen­dens? Eller er det natu­ren, der er kom­met igen under et andet navn? Latour præ­ci­se­rer desvær­re ikke, hvad “begi­ven­he­den” er.

Overbeviser Pandora’s Hope om, at mod­sæt­nin­gen mel­lem kon­struk­tion og rea­lis­me er falsk? Nej, og Latour er til­sy­ne­la­den­de hel­ler ikke over­be­vist. I bogen benyt­ter han sig nem­lig selv af mod­sæt­nin­gen: “[T]he dif­fe­ren­ce betwe­en the­ory and pra­cti­ce is no more a given than the dif­fe­ren­ce betwe­en con­tent and con­te­xt, natu­re and socie­ty. It is a divi­de that has been made”.21Latour, Pandora, 267. Her afvi­ser Latour bl.a. teo­ri-prak­sis-distink­tio­nen, som hans egne stu­di­er af viden­ska­be­lig prak­sis er byg­get på. Argumentet er, at distink­tio­nen er lavet frem­for givet. Latour tager man­ge ste­der glo­ri­en af bestem­te begre­ber ved at sige, at de beror på “kon­struk­tion” og “abstrak­tion”. Han bru­ger end­da mod­stil­lin­gen mel­lem kon­struk­ti­vis­me og rea­lis­me, når han afvi­ser kri­ti­ker­nes mod­stil­ling af kon­struk­ti­vis­me og rea­lis­me med argu­men­tet, at mod­stil­lin­gen er en kon­struk­tion! Han fast­hol­der dog, at hans egen kon­struk­ti­vis­me kan for­li­ges med rea­lis­me, og det er her, han vil dæk­ke sig ind med begre­bet “begi­ven­hed”.

Det er selv­føl­ge­lig uac­cep­ta­belt, at Latour har for­skel­li­ge stan­dar­der for egne og andres posi­tio­ner. Medmindre han kan kom­me op med et kri­te­ri­um for, hvor­når kon­struk­tion og rea­lis­me hen­holds­vis er for­e­ne­li­ge og mod­sæt­nin­ger, sky­der han sig selv i foden. Problemet er, at et sådant kri­te­ri­um ikke kan udle­des af prak­sis­net­vær­ket, for det er net­op net­vær­ket, der skal bedøm­mes af kri­te­ri­et. Et kri­te­ri­um må kom­me fra et sted uden for net­vær­ket, men for Latour er der ikke andet end net­vær­ket. Det er her, teo­ri­er nor­malt kla­rer at abstra­he­re fra kon­tek­sten og ska­be en almen eller uni­ver­sel stan­dard. Latour har imid­ler­tid for­ka­stet teo­ri og ide­en om, at der er andet end prak­sis.

En af de kon­klu­sio­ner, der kan uddra­ges af de her beskrev­ne pro­ble­mer med rea­lis­men i kon­struk­ti­vi­sti­ske teo­ri­er, er såle­des, at prak­sis ikke er selvforklarende.22Barry Barnes, “Practice as col­lecti­ve action”, i The Practice Turn in Contemporary Theory, red. Karin Knorr Cetina, Theodore R. Schatzki & Eike von Savigny (London & New York: Routledge, 2001), 20–21.

Gaia-meta­fy­sik

I de føl­gen­de år ændres Latours syn på natur­be­gre­bet lidt efter lidt. Han bli­ver min­dre afvi­sen­de over for rea­lis­men i natur­be­gre­bet, i al fald over for vis­se nytolk­nin­ger af det. I Politics of Nature,23Bruno Latour, Politics of Nature. How to Bring the Sciences into Democracy (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2004). der udkom sam­me år som Pandora’s Hope, er hold­nin­gen til natur dog uæn­dret afvi­sen­de. Det er et begreb, der er kon­stru­e­ret med et bestemt for­mål: “‘[N]ature’ is made […] pre­ci­se­ly to evi­s­ce­ra­te politics”.24Latour, Politics, 35. Latour bru­ger den klas­si­ske ind­ven­ding fra f.eks. dis­kurste­o­ri og køns­stu­di­er, hvor natur­be­gre­bet kal­des et ide­o­lo­gisk begreb, der skal cemen­te­re sta­tus quo og for­hin­dre eman­ci­pa­tion og poli­tisk hand­ling.

I Facing Gaia25Bruno Latour, Facing Gaia. Eight Lectures on the New Climatic Regime (Cambridge: Polity Press, 2017). fra 2015 er hold­nin­gen til natur min­dre defi­ni­tiv, selv­om radi­ka­le for­mu­le­rin­ger som føl­gen­de teg­ner hoved­linj­en: “‘[N]ature’ has made the wor­ld uninhabitable”.26Latour, Gaia, 36. Latour taler her sta­dig­væk om den helt de-ani­me­re­de, iner­te og døde natur, som han knyt­ter til Descartes. Han fast­hol­der sin abso­lu­ti­sti­ske opfat­tel­se fra Pandora’s Hope af, at al vest­lig tænk­ning og viden­skab er låst fast i præ­cis det­te natur­be­greb. Det er selv­føl­ge­lig en strå­mand, og det frem­går fle­re ste­der i Facing Gaia, at Latour er bekendt med andre vest­li­ge opfat­tel­ser af natur, f.eks. Aristoteles’, Whiteheads eller James Lovelocks.

Med afvis­nin­gen af natur for­svin­der natu­rens mod­styk­ke – men­ne­sket – selv­føl­ge­lig også. Latours post-natu­ra­lis­me – alt­så afvis­nin­gen af natur­be­gre­bet – ledsa­ges af en post-huma­nis­me. Mennesket er, efter Latours opfat­tel­se, ble­vet over­dre­vent udsty­ret med agens, fri­hed, inten­tio­na­li­tet, tænk­ning og erken­del­se. For at ska­be en mere ret­vi­sen­de erken­del­se af men­ne­sket anbe­fa­ler Latour, at man kopi­e­rer labo­ra­to­ri­ets distan­ce­re­de obser­va­tør-model og anlæg­ger den på men­ne­sket. Resultatet vil bli­ve, at man kun ser den ydre adfærd og “per­for­man­ce”. De over­vej­el­ser, hen­sig­ter, følel­ser, erken­del­ser, valg og andre men­tale egen­ska­ber, som tra­di­tio­nelt for­bin­des med hand­lin­ger, får man ikke noget ind­blik i. I Science in Action blev det­te præ­sen­te­ret som meto­de, men i Facing Gaia bestem­mer meto­den onto­lo­gi­en. Latour erklæ­rer ligeud, at til­læg­ger man men­ne­sket oven­nævn­te men­tale egen­ska­ber, har man taget kon­struk­tio­ner og abstrak­tio­ner for vir­ke­lig­hed.

Interessant nok udtryk­ker Latour selv, kun to år efter, en kri­tik af den­ne behavi­o­ri­sti­ske og reduk­tio­ni­sti­ske til­gang til men­ne­sket, som han anbe­fa­ler i Facing Gaia. I Ned på Jorden27Bruno Latour, Ned på Jorden. Hvordan ori­en­te­rer vi os poli­tisk? (København: Informations Forlag, 2018), 109. aner­ken­der Latour det uac­cep­tab­le i at anlæg­ge den uen­ga­ge­re­de obser­va­tørs syns­vin­kel, når man skal for­stå men­ne­ske­li­ge hand­lin­ger. Han siger det gan­ske vist kun for­bi­gå­en­de, men det er næp­pe til­fæl­digt, at hans aner­ken­del­se af men­ne­sket sker i net­op den bog, hvor aner­ken­del­se af natu­ren udtryk­kes tyde­ligst.

Efter at Latour i Facing Gaia har befri­et men­ne­sker for deres men­tale egen­ska­ber, omdø­ber han dem til “de jord­bund­ne”. De bli­ver her­ef­ter inte­gre­ret i Gaia, at de mister evnen til at løf­te blik­ket fra jor­den og skaf­fe sig over­blik. De jord­bund­ne er sim­pelt­hen ude af stand til at dan­ne bre­de erfa­rin­ger, og de kom­mer aldrig til at kon­stru­e­re en teo­re­tisk, almen viden om Gaia. De må nøjes med at age­re i lokal­mil­jø­et. Latour under­stre­ger der­for, at for de jord­bund­ne er Gaia ikke et hel­heds­be­greb, ikke en sam­men­hæn­gen­de sfæ­re og kan aldrig bli­ve et har­monisk system:

Gaia is not a kind­ly figu­re of uni­fi­ca­tion […] [it] is only the name pro­po­sed for all the inter­m­ing­led and unpre­di­ctab­le con­sequen­ces of the agents, each of which is pur­su­ing its own inte­r­est by mani­pu­lat­ing its own environment.28Latour, Gaia, 142.

Latour beskri­ver Gaia som en krigstil­stand, hvor alle agen­ter befin­der sig på vej­en til “gen­si­dig eksi­sten­ti­el nega­tion”. Der er f.eks. krig mel­lem holo­cæns “men­ne­sker” og deres “jor­di­ske” efter­kom­me­re i antro­po­cæn, hvad det så præ­cis skal bety­de. Hvor natur­be­gre­bet iføl­ge Latour for­hin­dre­de men­ne­sker i at hand­le poli­tisk, har Gaia sat alle aktø­rer fri til at hand­le indi­vi­du­elt og lokalt. Endelig kan der ska­bes en poli­tisk øko­lo­gi i Latours ånd! Men da de jord­bund­ne ikke har evner for erfa­ring og klas­sisk, uni­ver­sel viden, vil deres øko­lo­gi­ske poli­tik aldrig bli­ve videns­ba­se­ret. Denne kon­se­kvens, mener Latour, er for længst ble­vet bekræf­tet af de sene­re års hasti­ge og – hæv­der han – ufor­ud­se­te for­an­drin­ger af det glo­ba­le kli­ma. Han påstår end­da, at kli­ma­to­lo­ger og Earth System Scientists i dag er trå­dt ind i en “post-epi­ste­mo­lo­gisk situ­a­tion”. Og han tøver ikke med at til­slut­te sig den fata­le kon­se­kvens af det­te: “Never again will the com­plex set of sci­en­ces of natu­re that con­sti­tu­tes cli­ma­to­lo­gy be capab­le of playing the role of ulti­ma­te, indis­putab­le arbiter”.29Latour, Gaia, 238. Det er radi­ka­le udta­lel­ser som den­ne, der har fået nog­le kri­ti­ke­re til at bebrej­de Latour, at han ufri­vil­ligt har støt­tet kon­ser­va­ti­ve tæn­ket­an­ke og poli­ti­ke­re til at de-legi­ti­me­re klimaforskningen.30Erik Baker & Naomi Oreskes, “It’s No Game: Post-Truth and the Obligations of Science Studies”, Social Epistemology Review and Reply Collective 6, no. 8 (2017), 1–10. Latours afvis­ning af kli­mavi­den­skab mod­si­ges i øvrigt af, at sam­me viden­skabs resul­ta­ter er grun­den til, at han begynd­te at arbej­de med Gaia-meta­fy­sik­ken.

Retur til natu­ren eller til labo­ra­to­ri­et?

Side om side med for­ka­stel­sen af natur­be­gre­bet er der i Facing Gaia små spræk­ker, hvor begre­bet slip­per ind. Åbningerne sker både, når Latour midt i kon­tek­sten af at afvi­se natur­be­gre­bet siger, at han i grun­den blot vil “rede­fi­ne­re” det gam­le natur­be­greb, og når han beskri­ver Gaia som et seku­lært naturbegreb.31Latour, Gaia, 120, 75. Åbningerne viser sig des­u­den de tre gan­ge, Latour begræn­ser eksi­le­rin­gen af natur til kun at gæl­de for “the sublu­nary realm of ours”. Det er det områ­de, han i Ned på Jorden kal­der “den kri­ti­ske zone”, som nogen­lun­de sva­rer til bios­fæ­ren. Resten af ver­den – over him­len og under jor­den – kan åben­bart godt accep­te­res som “natur” i Latours øjne, for­di de ikke berø­rer “vores” del af ver­den, som han siger. Forslaget er over­ra­sken­de, for­di det genind­fø­rer natur-kul­tur-dua­lis­men, som Latour udtryk­ke­ligt har afvist gen­nem for­fat­ter­ska­bet. Det gør Gaia til den region af ver­den, som er for­met af men­ne­ske­lig kul­tur, og gør natu­ren til det fuld­stæn­digt ube­rør­te områ­de, der lig­ger uden for men­ne­skets ver­den.

Først i Ned på Jorden får Latour klar­gjort, at det spe­ci­fikt er det “meka­ni­ske” natur­be­greb, han bekæm­per, og ikke natur­be­gre­bet som sådan. Det er Galileis og Descartes’ natu­ro­p­fat­tel­se, der er kon­ci­pe­ret fra et syns­punkt langt ude i uni­ver­set, et view from nowhe­re, som Latour afvi­ser. Dette natur­syn er kon­stru­e­ret til at faci­li­te­re bereg­nin­gen af posi­tio­ner og bevæ­gel­ser af fysi­ske gen­stan­de, både på og uden for jor­den. Til gen­gæld ude­luk­ker det qua­lia i form af kro­p­s­li­ge nær­hed­ser­fa­rin­ger som sans­ning af far­ver, lyde, lug­te, berø­rin­ger, følel­ser, stem­nin­ger osv. Det er der­for, at det meka­ni­ske natur­syn af øko­te­o­re­ti­ke­re ofte vur­de­res som ueg­net til at moti­ve­re men­ne­sker til at iden­ti­fi­ce­re sig med natur og enga­ge­re sig i øko­lo­gisk hand­ling.

Latour skit­se­rer også et natur­be­greb, han sym­pa­ti­se­rer med. Han sam­men­lig­ner det med det antik­ke natur­be­greb phy­sis, som har kon­no­ta­tio­ner som “ophav, und­fan­gel­se, pro­ces, tin­ge­nes gang”. Han udsty­rer det med et ari­sto­te­lisk bevæ­gel­ses­be­greb, som omfat­ter meget mere end iner­ti­al steds­be­væ­gel­se, nem­lig “til­bli­vel­se, fød­sel, vækst, liv, død, for­dær­vel­se, for­vand­lin­ger”. Og han døber sit natur­be­greb “pro­ces-natu­ren” og mod­stil­ler det “uni­vers-natu­ren”, som er hans beteg­nel­se for det meka­ni­ske natur­be­greb.

Ned på Jorden giver end­vi­de­re en beskri­vel­se af en “alter­na­tiv epi­ste­mo­lo­gi”, som skal erstat­te den car­tesi­an­ske. Det er ikke til at afgø­re, om Latour selv er klar over, at den nye epi­ste­mo­lo­gi også bry­der afgø­ren­de med den labo­ra­to­ri­e­epi­ste­mo­lo­gi, som han har hyl­det hele sin kar­ri­e­re. Hvor den gam­le epi­ste­mo­lo­gi sti­p­u­le­rer afstand mel­lem sub­jekt og objekt, opgra­de­rer den nye epi­ste­mo­lo­gi fan­ta­si, følel­ser og sans­nin­ger. Den har der­for adgang til “ska­bel­sens fæno­me­ner inde­fra”, som Latour udtryk­ke­ligt siger. Den har der­for ikke den klas­si­ske erken­del­ses de-ani­me­ren­de effekt på natu­ren, men vil åbne døren til viden­ska­ber, der kan til­gå “pro­ces-natu­ren”, som han slut­ter sin beskri­vel­se.

Det er svært at befri sig fra at tæn­ke, at Latour i Ned på Jorden står på tær­s­k­len til at erken­de, at hans gam­le labo­ra­to­ri­e­epi­ste­mo­lo­gi ikke bare inde­bæ­rer en behavi­o­ri­stisk reduk­tion af men­ne­sker, men gør det sam­me med natu­ren. Laboratoriestudierne eli­mi­ne­re­de natu­ren som aktør og inter­es­se­re­de sig kun for pro­ces­ser­ne (natu­rens “adfærd”). Hvis Latour vir­ke­lig er på vej til en sådan erken­del­se, vil han også bli­ve kon­fron­te­ret med dens kon­se­kvens. Han må for­stå, at hans tid­li­ge­re natur­for­næg­tel­se og anti-rea­lis­me ikke mod­si­ger, men lig­ger i for­læn­gel­se af Galilæis og Descartes’ de-ani­me­ring af natu­ren. Noget tyder på, at Latour i Ned på Jorden alli­ge­vel ikke er helt klar til en sådan erken­del­se. Han kom­mer nem­lig med nog­le over­ra­sken­de bemærk­nin­ger, som synes at afly­se udvik­lin­gen imod en ny erken­del­ses­te­o­ri og en rea­li­stisk tolk­ning af natu­ren:

.[H]vis man prø­ver at sæt­te sig imod den “viden­ska­be­li­ge for­nuft” ved at opfin­de en mere intim, mere sub­jek­tiv, mere rod­fæ­stet, mere glo­bal, om man vil, mere “mil­jø­be­vidst” måde at begri­be vores for­hold til “natu­ren” på, ender man med at miste både pose og sæk: Man kom­mer til at beva­re den tra­di­tio­nel­le idé om “natu­ren”, sam­ti­dig med at man berø­ver sig de eksak­te viden­ska­bers bidrag, Vi har brug for hele viden­ska­bens magt, men uden “natu­rens” ide­o­lo­gi, som er ble­vet knyt­tet til den.32Latour, Gaia, 96.

Faktisk fand­tes den sam­me advar­sel i Facing Gaia, mod “fri­stel­sen” til at drøm­me om en mere human og min­dre reduk­tio­ni­stisk til­gang til natu­ren. Også der står advars­len i kon­trast til bogens hoved­bud­skab.

Man kan kun bifal­de, at Latour i cita­tet oven­for synes at træk­ke sin afvis­ning af f.eks. kli­mavi­den­ska­ber­ne til­ba­ge. Men hvor­dan skul­le en mere mil­jø­be­vidst måde at for­stå vores for­hold til natu­ren på få os til at regre­di­e­re til den tra­di­tio­nel­le ide om natu­ren? Hvad er der ble­vet af den alter­na­ti­ve epi­ste­mo­lo­gi og “pro­ces-natu­ren”? Hvad er det, der for­hin­drer Latour i at stå fast på og udvik­le sin nytolk­ning af natur­be­gre­bet? Er det svært at sige ja til et min­dre ratio­na­li­stisk natur­be­greb? Fik han aldrig gjort op med den gam­le labo­ra­to­ri­e­epi­ste­mo­lo­gi?

Efter Ned på Jorden synes Latour at have opgi­vet roman­cen med pro­ces-natu­ren og stil­let sig til­ba­ge på sin gam­le afvis­ning af natur i økologidebatten.33Philosophie Magazin. Sonderausgabe 16/2020. Tema: “Klimakrise”. Således ender 40 års udvik­ling i Latours naturkri­tik med en kun halv­hjer­tet og for­plum­ret kor­rek­tion af hans ska­de­li­ge ind­fly­del­se på den øko­lo­gi­ske tænk­ning og prak­sis.

1. Se også Sune Frølund, “A Defense for the Concept of Nature”, Danish Yearbook of Philosophy (kommende).
2. Bruno Latour & Steven Woolgar, Laboratory Life. The Construction of Scientific Facts (New Jersey: Princeton University Press, 1986).
3. Latour & Woolgar, Laboratory, 177.
4. Latour & Woolgar, Laboratory, 243.
5. Bruno Latour, Science in Action. How to Follow Scientists and Engineers through Society (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1987).
6. Latour, Science, 99, 258.
7. Latour, Science, 247.
8. Bruno Latour, Vi har aldrig været moder­ne. Et essay om sym­me­trisk antro­po­lo­gi (København: Hans Reitzels Forlag, 2006).
9. Latour, Vi har aldrig, 144.
10. Latour, Vi har aldrig, 39.
11. Latour, Vi har aldrig, 47.
12. Robert Boyle, A free enquiry into the vul­gar­ly receiv’d notion of natu­re (1686), Sect. II.
13. Alan Sokal & Jean Bricmont, Fashionable Nonsense. Postmodern Intellectuals’ Abuse of Science (New York: Picador, 1998).
14. Bruno Latour, Pandora’s Hope. Essays on the Reality of Science Studies (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1999).
15. Latour, Pandora, 9.
16. Latour, Pandora, 43.
17. Latour, Pandora, 18.
18. Latour, Pandora, 281.
19. Latour, Pandora, 282.
20. Latour, Pandora, 283.
21. Latour, Pandora, 267.
22. Barry Barnes, “Practice as col­lecti­ve action”, i The Practice Turn in Contemporary Theory, red. Karin Knorr Cetina, Theodore R. Schatzki & Eike von Savigny (London & New York: Routledge, 2001), 20–21.
23. Bruno Latour, Politics of Nature. How to Bring the Sciences into Democracy (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2004).
24. Latour, Politics, 35.
25. Bruno Latour, Facing Gaia. Eight Lectures on the New Climatic Regime (Cambridge: Polity Press, 2017).
26. Latour, Gaia, 36.
27. Bruno Latour, Ned på Jorden. Hvordan ori­en­te­rer vi os poli­tisk? (København: Informations Forlag, 2018), 109.
28. Latour, Gaia, 142.
29. Latour, Gaia, 238.
30. Erik Baker & Naomi Oreskes, “It’s No Game: Post-Truth and the Obligations of Science Studies”, Social Epistemology Review and Reply Collective 6, no. 8 (2017), 1–10.
31. Latour, Gaia, 120, 75.
32. Latour, Gaia, 96.
33. Philosophie Magazin. Sonderausgabe 16/2020. Tema: “Klimakrise”.