For mig er arbejdet med litteratur i bund og grund et spørgsmål om mening. Det lyder sikkert højstemt, og det er det måske også. Men jeg mener, at litteraturvidenskaben, og for så vidt også andre dele af humaniora, er et af de steder i dagens verden, hvor den slags tanker, overvejelser og debatter har, eller burde have, bedst vilkår. I de senere år har der i litteraturvidenskabens cirkler foregået en debat om kritik, postkritik og læsestrategier, som trækker tråde i forskellige retninger, men dog har et slægtskab med Bruno Latour og nymaterialistiske teorier. Jeg ser på mange måder denne debat som et sundhedstegn, og jeg opfatter mange af dens motiver og impulser som sympatiske. Men der er alligevel en hel del grunde til, at jeg selv finder den såkaldte kritik mere frugtbar – den (åbenbart) gammeldags forståelse af tekstens (og livets) dybde, gerne med inspirationer fra postkritikkens to ærkefjender, nemlig Marx og Freud. Eller måske mere præcist, den tænkning, som disse to var forløbere for – kapitalismekritikken og psykoanalysen.
Mødet med den kritiske tænkning, som nu kritiseres, har for mig ofte været af næsten eksistentiel karakter. Det er de øjeblikke, som indfandt sig allerede de allerførste år på universitetet, hvor jeg oplevede, at perspektivet på verden fuldstændig skiftede. Pludselig forstod jeg, hvorfor samfundet ofte føltes som en disciplineringsmaskine, eller hvorfor penge og profit næsten altid fik det sidste ord. Og senere, i mødet med psykoanalysen, fik jeg værktøjer til at skabe mening i mine egne kampe og min egen smerte, og til at forstå min indimellem uigennemsigtige eller uhensigtsmæssige adfærd. Mening er naturligvis hverken et entydigt eller simpelt begreb, men i det følgende bruger jeg det om en praksis, der skaber overensstemmelse mellem den materielle verden, den levede historik, og vores oplevelser af den. Begge greb, kapitalismekritikken og psykoanalysen, har nemlig en historiserende dimension, dog traditionelt på forskellige planer: samfund versus individ. Men for mig er der visse overlap mellem de to.
Den anden komponent, de deler, er en insisteren på, at der er forskel på ord og handling, sprog og adfærd, ideologi og materialitet. Disse forskelle mener jeg ikke skal forstås som absolutte og uoverskridelige barrierer, men som en opmærksomhed på, at interaktionen mellem disse begreber er alt andet end triviel. De tre begrebspar er naturligvis ikke parallelle, men der findes trods alt ligheder. I det følgende vil jeg prøve at udlægge, hvordan jeg mener, at netop denne skelnen bliver udvisket, mere eller mindre bevidst, i postkritikken. Og så vil jeg reflektere over, hvorfor jeg ikke synes, det projekt er så overbevisende. Jeg vil således fokusere på en forskel, som jeg mener rent faktisk findes mellem postkritik og kritik, snarere end at diskutere, hvem der har ret i hvilke antagelser om modparten. Jeg vil i det følgende præsentere to centrale pointer: (1) Nogle af de ting som postkritikken angriber kritikken for, såsom kritisk/analytisk distance og forskellen mellem sprog og materialitet, har funktioner, som jeg gerne vil artikulere tydeligere, så vi ved hvad vi vælger til og fra; funktioner, der ofte har at gøre med at skelne mellem virkeligheden og så vores opfattelse af den. (2) At de kritiske principper desuden kan forstås som metoder til at opnå det, som postkritikken skriver frem som målet, nemlig glæde, fryd, arbejdslyst og frihed; bedre tilknytningsformer og relationer.
Postkritik og læsning
En af de helt store skikkelser i kritikken af litteraturkritikken er litteraten Rita Felski. Hun udgav i 2015 den korte og manifestagtige bog The Limits of Critique, hvor hun dels prøver at indkredse, hvad kritikken står for, og hvor den kommer til kort, og dels foreslår ideen om postkritisk læsning. Selvom hun skriver, at bogen ikke er “conceived as a polemic against critique,”1Rita Felski, The Limits of Critique (Chicago: The University of Chicago Press, 2015), 5. så er de første fire ud af fem kapitler struktureret ud fra at kritisere dele af kritikken: at mistænksomhed skulle fungere som garanteri for seriøs og radikal tænkning (kap. 1), antagelser om dybde og afstand i forhold til teksten (kap. 2), kritik som melodramatisk fortællekunst (kap. 3), skepticisme som dogme (kap. 4), for så i kapitel 5 at reflektere over muligheden for en postkritisk læsning med blandt andet inspiration fra Latour.2Felski, The Limits of Critique, 5–13.
Næsten samtidigt kom hun med en meget kortere tekst “Latour and Literary Studies” i PMLA, hvor hun spekulerer over, hvordan man kan anvende Latours blik og metode i litteraturstudier. Man kan altid diskutere graden af stråmænd i den slags polemik, hvilket da også er blevet gjort angående Limits of Critique – efter min mening med en vis rimelighed.3Se f.eks. Bruce Robbins, “Fashion Conscious Phenomenon,” American Book Review 38, nr. 5 (2017): 5–6. Vil man have en lidt grundigere læsning af et centralt ‘kritisk’ forfatterskabs rolle i den postkritiske debat, så er Leo Robsons tekst om Fredric Jameson et godt sted at starte. Leo Robson, “Jameson after Post Critique,” New Left … Continue reading Langt hen ad vejen læser jeg Felskis indslag som et opgør med snobberi og nedladenhed, noget jeg godt kan bifalde, og måske en årsag til, at læglæseren har været en så central figur.4Se Tobias Skiveren, “Postcritique and the Problem of the Lay Reader,” New Literary History 53, nr. 1 (2022): 161–80. Jeg er bare ikke enig i den måde, disse to ubehageligheder skal forstås som indbyggede i kritikkens formål eller i det at have en professionel tilgang til læsning. Derfor vil jeg se nærmere på noget af det, Felski foreslår at bevæge sig videre fra: dels at kigge dybt i teksten, og ikke altid tage den for pålydende; dels den kritiske distance fra teksten; og dels den analytiske opdeling mellem ord og verden. Jeg håber, det kan kaste lys over, hvorfor jeg stadig synes, vi kan finde inspiration i psykoanalyse og kapitalismekritik.
I begge tekster gør Felski opmærksom på, at der er tale om en metodologi under udvikling. Det drejer sig om noget med at undersøge sammenhænge og affekter, lader hun forstå – vi ved ikke helt hvordan endnu, men der er nogle pejlemærker i teksten. Centralt står en ret speciel forestilling om forholdet mellem ord og materialitet, som kan ses i følgende tre citater. Det første er dette: “We have already noted [Latour’s] lack of interest in the language-world distinction; the question of whether fiction reflects or distorts a social context disappears from view.”5Rita Felski, “Latour and Literary Studies,” PMLA 130, nr. 3 (2015), 739. Latour – og Felski – skelner altså her ikke mellem et kunstværk, f.eks. en roman, og den sociale kontekst, som kunstværket eksisterer i. I stedet er begge en del af netværker af aktører, der gensidigt påvirker hinanden. For Felski er det smarte og frigørende ved denne position, at det ikke indskriver værket som enten pro eller kontra et system, som enten symptom på en falsk bevidsthed eller i tapper kamp mod den tvingende struktur.6Felski, The Limits of Critique, 179. Felski fortsætter: “In this sense, poems and paintings possess as much ontological reality as nitrogen or Napoleon: they are actors knotted into forms of association that enlist our interest and help make things happen.”7Felski, “Latour and Literary Studies”, 739. Det er selvfølgelig rigtigt, at man kan interessere sig både for fiktion, grundstoffer og centrale historiske skikkelser – men jeg synes, det er en utilfredsstillende præmis for at gøre dem ens i en ontologisk forstand. Med denne netværkstænkning, bemærker hun så videre:
What is the difference between being carried away by a narrative and by a subway train? It is not that one experience is false or illusory while the other is real, remarks Latour: rather, the former requires our solicitude and active participation in a way that the latter does not.8Felski, “Latour and Literary Studies”, 740.
Jeg er ikke helt sikker på, hvem der mener, at “being carried away by a narrative” er “false or illusory,” men mere centralt for min skepsis er, at der her viser sig en bestemt måde at anskue verden på, hvor materialitetens modstand forsvinder og man ikke skelner mellem den mængde arbejde eller energi, det ene kræver versus det andet. Jeg er med på, at både bøger og tog indgår i netværk, der muliggør deres eksistens: togskinner, ingeniører, banegårde, billetautomater osv. i det ene tilfælde; forlag, trykkere, grafikere, anmeldelser osv. i det andet. Men at tage toget til en anden by kræver, at man flytter sit fysiske legeme, hvor det at læse en bog og forestille sig, at man tager til en anden by, alt andet lige kræver mindre arbejde, mindre energi. Og denne skelnen er samtidig vigtig i forhold til, at det er muligt at sige og tænke ting, der ikke er sande i en materiel forstand, som når man fiktionaliserer eller blot fantaserer. Det er oftest lettere at skrive en bog om fremtiden, end det er at skabe den selvsamme fremtid, fordi materien har et element af modstand i sig. Det kræver kræfter at bygge, flytte og producere ting i den materielle virkelighed, på en anden måde end de kræfter, det kræver at tænke og tale – lidt kækt sagt er det derfor sprog er virkelig smart.
Hvorfor er denne skelnen vigtig? I kritikken, som den fremstilles af postkritikken, drejer det sig i særlig grad om en mistænksomhedshermeneutik, et ord, som Felski henter fra Paul Ricœur. Altid skal vi være på vagt overfor, hvad teksten siger, og hvad dens dybere mening er, og hvorvidt man lader sig forføre af en falsk ideologi. Det er især dette, Felski vil videre fra, eller i hvert fald mener bør suppleres med mere positive, affektive tilknytninger til studieobjektet. I en vis udstrækning forstår jeg godt den metaltræthed overfor en lidt kværnende kritisk tone, som kontinuerligt fremviser kapitalens og patriarkatets forsmædeligheder. Men jeg er tvivlende overfor ideen om, at løsningen på denne stagnation, hvis der da er tale om en sådan, er at gå ombord i den slags flade ontologi, som Felski bruger i ovennævnte eksempel.
Hvis man bruger den psykoanalytiske situation som et billede på, hvad en kritisk analyse kan, så er der en særlig måde, ovennævnte skelnen kommer i spil på: nemlig at de fortællinger, vi har om os selv, hverken altid er sande, dvs. i overensstemmelse med hvordan virkeligheden er, eller hvordan andre oplever os, eller altid svarer til vores faktiske adfærd, eller i øvrigt er særligt befordrende. Psykoanalysen hviler på, at vi bærer rundt på mere eller mindre klare forestillinger, som styrer vores måde at interagere med verden på, men som ikke altid stemmer overens med vores bevidste ide om os selv.9Dylan Evans, An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis (London; New York: Routledge, 1996), 2–4. Analysens formål er i første omgang at identificere disse forestillinger og dernæst at forstå deres rødder. Her er dynamikken mellem analytiker og analysand særdeles vigtig, da mange af de forestillinger, som vi har, dukker op som dynamikker og projektioner på analytikeren – den såkaldte overføring.10Evans, An Introductory Dictionary, 213–16. En dygtig analytiker kan hjælpe med at se og artikulere disse taget-for-givetheder og med at se spillepladen med nye øjne og derfor handle på en forhåbentlig mere frugtbar måde. Undervejs i dette arbejde støder man naturligvis også på samfundsfortællinger, som man har internaliseret og naturaliseret: “En kvinde er ikke højlydt”, eller “mænd græder ikke”, eller “det er flovt at være arbejdsløs”, eller hvad det nu kan være.
Meget af dette arbejde rører ved dybe smertepunkter.11En nyere udvikling i psykodynamikken går på at få adgang til de ubevidste dynamikker ved direkte at konfrontere underliggende smertefulde følelser. Se f.eks. Habib Davanloo, Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy: Selected Papers of Habib Davanloo (Chichester Weinheim: Wiley, 2000), kap. 2. Selvom det i princippet kunne være hvad som helst, man har misforstået, opstår en stor del af den lidelse, man møder i sit liv, ifølge det psykoanalytiske perspektiv, gennem forestillinger, man har skabt for at undgå sin egen smerte i tidligere situationer. “Man kan ikke stole på nogen,” “jeg har også alt for høje forventninger” kan være fortællinger, man opbygger for at undgå den daglige skuffelse i en barndom med svigt. Men de kan skade os sidenhen ved at forhindre, at man får det, man faktisk ønsker sig – eksempelvis relationer, der faktisk lever op til forventningerne. Derfor er analysens opgave at spole tilbage til hvornår og hvorfor, man opbyggede disse strategier eller forståelser, så man kan se, at de måske ikke er lige så nødvendige længere – og på sigt give slip på dem. I Freuds terminologi er dette forskellen mellem at genkalde og gentage; så længe dynamikken og dens oprindelse er ubevidst, gentager man, men hvis man husker og forstår, skaber det mulighed for forandring.12Evans, An Introductory Dictionary, 2–3; Sigmund Freud, “Remembering, Repeating, and Working Through,” i The Penguin Freud Reader, red. Adam Phillips (London: Penguin Books, 2006), 391–401.
Den vigtige pointe, jeg gerne vil frem til her, er, at sproget, de ord som former vores selvopfattelse, kan stå i kontrast til den verden, der møder os, og til den adfærd, vi har i den. Hvis man er sikker på, at alle mennesker er upålidelige, er det sværere at fatte tillid til nogen som helst, selv når man møder pålidelige og omsorgsfulde mennesker. Den anden centrale pointe, jeg vil fremhæve, er, at analysen, i hvert fald i min opfattelse, i sin kerne er en helende aktivitet: Det er noget, vi gør for at få det bedre, få bedre relationer, få mere ud af livet, gøre det, vi gerne vil. Meningen i sig selv, forståelsen af, hvorfor man gør og tænker, som man gør, kan bringe nogen lindring, men det er væsentligt, at det faktisk hjælper dig til at få det, du ønsker dig, alternativt at slippe af med dine symptomer (angst, tvangshandlinger, neuroser osv.). Moralen er således ikke, at man skal sidde hos analytikeren og klage sin nød i en evindelig serie af brok – men at man skal blive i stand til at ændre det, der skaber problemerne.
Er dette en mistænksomhedshermeneutik? Ja, i den forstand at den antager, at der ligger lange forhistorier, dynamikker, erfaringer og traumer under de måder, vi som mennesker agerer i verden – der er dybde. Nej, i den forstand at den, under en problematisk adfærd, finder frem til de dele af os, som er nysgerrige, legende, omsorgsfulde, kærlige, lattermilde, tillidsfulde og eftertænksomme. Det hjælper os med at finde glæde i vores hverdag, vores projekter og vores relationer, til andre mennesker såvel som til dyr og natur eller til teknologi for den sags skyld.
For mig er det system- eller kapitalismekritiske projekt på mange punkter parallelt til den psykoanalytiske tilgang: Formålet er at hjælpe os til at forstå, hvorfor og hvordan vi er skolet i bestemte måder at være til for derigennem måske at finde andre mulige veje til et mere glædesfyldt liv. Det påpeger, hvordan, hvor og hvornår strukturen gør samfundet skævt, og på hvilke snedige måder vores sind bliver formet efter nogle bestemte logikker. Det er sandsynligvis meget sværere og en meget længere proces at ændre samfundet, end det er at ændre sin egen adfærd. Men begge disse analytiske strategier har, efter min opfattelse, til formål at hjælpe os til at forstå problemerne, så vi klarere kan se mulighederne for at gøre noget andet, individuelt såvel som kollektivt. En psykoanalyse fjerner naturligvis ikke alle de virkelige forhindringer fra analysandens liv. Men den kan klargøre hvilke valg, man faktisk har, og hvilke kampe, man kan kæmpe og for hvilken pris. Er man eksempelvis vokset op som homoseksuel i en homofobisk kultur, kan det være afgørende at tage det opgør og insistere på at leve åbent med sin seksualitet og med den partner, man vil have og samtidig bekæmpe sine internaliserede fordomme. For nogle sker dette opgør nærmest uden et valg, men for andre vil en analytisk tilgang kunne gøre det klart, hvad risikoen og den mulige vinding er ved at konfrontere versus tabet og den mulige komfort ved at tilpasse sig.
Felski skriver, med et citat fra Latour, at “[t]he relevant distinction is not between freedom and bondage but between kinds of linkage: ‘As to emancipation, it does not mean ‘freed from bonds’ but well-attached’ (Reassembling 218).”13Felski, “Latour and Literary Studies”, 738. Men det er i mine øjne netop det, der er pointen med den dybdepsykologiske tilgang såvel som med den marxistiske analyse. Målet er ikke at fjerne tilknytning og kærlighed fra livet, men at give de bedste muligheder for, at det kan udfolde sig. At komme lidt nærmere den kærlighed, der skaber mere trivsel, frihed og mod, og mindre idealisering, angst og selvfornægtelse.
Psykens og materiens modstand
Postkritikken fremhæver, at den kritiske tradition vil stille sig på en (for)dømmende piedestal over værket, og at den ønsker et køligt, distanceret, afkoblet forhold til den litterære tekst.14Felski, The Limits of Critique, 3. Overfor dette vil postkritikken genopdage engagementet, tilknytningen til teksten, det at forelske sig, lade sig forføre og rive med.15Felski, The Limits of Critique, 180. Hvis man igen tager udgangspunkt i psykoanalytikerens rolle, så er der en ganske klar årsag til, at disse former for tilknytning ikke er særligt velegnede som analytisk udgangspunkt. En analytiker, som identificerer sig med sin analysand, mister blikket for de dynamikker, som skal klarlægges. Det samme gælder idealisering og forelskelse. Analytikeren får et for positivt eller for overbærende blik på sin klient og overser dermed det, som skal analyseres og behandles. Og det gælder for så vidt også negative følelser, antipati og vrede. Dette kaldes for modoverføring – at analytikeren projicerer ting fra sin egen historie over på sin analysand og dermed mister sin analytiske distance.16Evans, An Introductory Dictionary, 30–31. Interessant nok er der en vis parallel at hente fra de nymaterialistiske rækker, som gerne associeres med Latour17Se f.eks. Rick Dolphijn and Iris van der Tuin, New Materialism: Interviews & Cartographies (Open Humanities Press, 2012), 93. – dette går godt nok ikke på rent psykologiske dynamikker, men på det videnskabelige eksperiment. I Karen Barads indflydelsesrige Meeting the Universe Halfway argumenter hun for, at ethvert videnskabeligt eksperiment indeholder en grænsedragning mellem studieobjekt og studiesubjekt (som er forskeren, men også alt det apparatur, der anvendes, og de diskurser, der former måden at tænke på).18Karen Barad, Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning (Durham: Duke University Press Books, 2007), 175, 392–93. Faktisk breder hun dette billede ud til alle handlinger. Lidt forenklet kan man sige, at hvis jeg sætter en spadserestok på plads efter en gåtur, er den objektet for min handling, men hvis jeg derimod bruger den til at føle mig frem i et mørkt rum, så er den en del af mit apparatur, en slags forlængelse af mig selv. Den slags grænsedragninger, agential cuts, som hun kalder det, er oftest ubevidste, indlærte, men ikke desto mindre helt centrale for enhver handling. En del af den nymaterialisme, der voksede ud af Science and Technology Studies (STS) og feministiske videnskabsstudier, gik netop på at bevidstgøre visse antagelser og grænsedragninger, som opererede stort set ubevidst, og som påvirkede, hvilke resultater man fik i videnskabelige eksperimenter.19Anne Fausto-Sterling, Sexing the Body: Gender Politics and the Construction of Sexuality, (New York, NY: Basic Books, 2000); Joan H. Fujimura, “Sex Genes: A Critical Sociomaterial Approach to the Politics and Molecular Genetics of Sex Determination,” Signs 32, nr. 1 (2006): 49–82.
Her mener jeg, at man kan se et slægtskab med den psykoanalytiske kritiske tænkning: Det handler om at bevidstgøre forestillinger og handlemåder, som vi ofte tager for givet, for at kunne åbne nye udfaldsrum. Og for mig var der noget ret tilfredsstillende i mødet med Barads tænkning under min studietid. Efter et antal år på humaniora havde jeg indimellem følelsen af en lidt for flydende og postmoderne tilstand. Med Barads nymaterialisme kom den fysiske verden i spil som noget, der gjorde modstand, “kicked back,”20Barad, Meeting the Universe Halfway, 206, 218. noget man ikke kunne forme hverken efter eget forgodtbefindende eller udelukkende diskursens historik. Men besynderligt nok endte denne gren også ofte i en så omskiftelig verden, at materialitetens modstand næsten forsvandt igen til fordel for performative materialiteter og deleuzianske blivender.21I slutningen af Barads bog lyder det således: “The world is an ongoing intra-active engagement, and bodies are among the differential performances of the world’s dynamic intra-activity, in an endless reconfiguring of boundaries and properties, including those of spacetime.” Barad, Meeting the Universe Halfway, 376. Jeg er helt med på, at den materielle verden, menneskelig såvel som mere-end-menneskelig, er i konstant forandring. Men jeg synes, at Barads pointe om den materielle modstand fortjener et større fokus – og det er netop dette, der er på spil, når man ikke kan kende forskel på at blive “carried away” af en tekst eller et tog.
Modstand, psykologisk såvel som fysisk, er befordrende for mange ting: Det viser os, hvor vi kan udvikle os, forbedre, forenkle, skabe nye veje eller broer. Modstand i form af begrænsninger (“constraints”) er en helt central komponent i evolutionen, som en anden teoretiker beslægtet med posthumanisme og nymaterialisme, N. Katherine Hayles, påpeger.22N. Katherine Hayles, “Desiring Agency: Limiting Metaphors and Enabling Constraints in Dawkins and Deleuze/Guattari”, Sub-Stance, nr. 94–95 (2001): 144–59.
Læsning og analyse
Okay, så hvad har alt det her med litteraturen- og litteraturkritikken at gøre? Det er et forsøg på at svare på spørgsmålet om, hvorfor den kritiske tradition har fremhævet en vis distance til teksten. Det er simpelthen sværere at se sit studieobjekt klart, hvis man ikke har en tydelig grænsedragning mellem sig selv og dette – selv hvis denne grænse kan nedbrydes og dekonstrueres i det uendelige. I psykologisk forstand kan opløste grænser bestå i at overføre egne dynamikker, f.eks. i form af forelskelse, hengivelse eller idealisering. Betyder det så, at man aldrig må skrive om bøger, man elsker? Nej, det synes jeg virkelig ikke. Men det betyder, i min verden, at man bør være vaks på visse typer af emotionel tilknytning og ærlig overfor sig selv, når de opstår – vil man gå et skridt længere, kan man sågar bruge dem som værktøjer, men pointen er, at de ikke er trivielle. Som analysand i psykoanalyse er det et utrolig interessant spørgsmål, hvem og hvad man idealiserer, forelsker sig i, eller blot tiltrækkes af, såvel som hvem og hvad man frastødes af, fortrænger eller gør til skurk. Men opgaven består ikke i, at analytikeren og analysanden i fællesskab besynger kærlighedsobjektets kvaliteter, men i stedet i at man kortlægger hvilke grunde, man kan have til ikke at se dynamikken helt klart – også dens dårlige sider. Og som derfor kan låse én i en situation, man ikke ordentligt forstår. Et statsoverhoved, der lykkes med at spille ind i folks idealiserede fader- eller moderfigur, kan på denne måde undslå sig for berettiget kritik og forføre folk til at ignorere jordnære fakta om deres adfærd, ligesom folk kan forsvare deres partnere (og forældre) med ildhu i de situationer, hvor de egentligt har gjort store og smertefulde fejl.
I en nyere tekst foreslår den postkritisk orienterede litterat Tobias Skiveren, efter faktisk at have indrømmet at postkritikken fortsat kommer til kort rent metodologisk, at vi skal fokusere på, hvordan tekster kan hjælpe os med at finde “joy,” glæde.23Skiveren, “Postcritique and the Problem of the Lay Reader,” 162, 175. Det lyder for så vidt som en god ide; jeg synes bare ikke, at glæde er nogen helt banal kategori. Dette er vigtigt, fordi jeg, på baggrund af ovennævnte, også vil mene, at kritikkens formål er at finde glæde eller, når dette ikke er muligt, så i hvert fald mening. Det synspunkt, jeg argumenterer for, er, at man netop kan finde glæde, når man forstår sine egne hindringer, dynamikker og problemer bedre; jeg betvivler altså midlet, ikke målet. Analysen bør give én klarheden og modet til at gøre ting, man måske ikke ellers ville have turdet, overskride sine egne begrænsninger, gøre verden større. Det er naturligvis også en valid strategi at fokusere på alt, hvad der allerede er godt og så forsøge at skabe mere af dette, enten i sit eget liv eller i samfundet. Men jeg synes, at man hurtigt støder på en mur, hvis man styrer uden om det problematiske – og, for nu at blive i mur-metaforen, så synes jeg, at verden bliver for lille med et sådant perspektiv. Det minder mig mest af alt om en kommentar, der siger, “kan vi nu ikke bare hygge os”, hvis bølgerne går lidt for højt i en samtale over lørdagskyllingen. Eller at forsøge at løse parforholdskrisen ved at gå mere ud at spise. Det er i nogle sammenhænge fint, men i andre er det måske mere givende at se på, hvad det er, der faktisk skaber en dårlig dynamik, og hvilke rødder den har – og jeg synes egentlig, litteraturvidenskaben er et godt sted til den slags samtaler.
Der er naturligvis ingen garantier for, at man laver gode, brugbare analyser, der løser problemerne og skaber større glæde og frihed, blot fordi man betjener sig af kritikkens register. Det er muligt at tænke sig for langt eller forkert ind i et problem eller simpelthen blive for sortsynet. Det er ikke nogen simpel balancegang. Men pointen i systemkritikken er, for mig at se, både ønsket om et bedre samfund og at give mening til de kampe, vi kæmper for at få det. Så i al beskedenhed er mit forslag nok dette: I stedet for at fokusere på glæde forstået som positive følelser, så kan litteraturen og litteraturkritikken hjælpe os med at skabe mening i hele følelsesregistret, såvel som i vores oplevelser og tanker; hjælpe os til at forstå hvor reaktionerne kommer fra, hvad de betyder, hvordan de virker, og hvordan de kan forandres. For mig er kritikken en værktøjskasse, som jeg selv vælger, hvordan jeg betjener mig af – ikke en tvang til at være fjern, sur og snobbet.
| 1. | Rita Felski, The Limits of Critique (Chicago: The University of Chicago Press, 2015), 5. |
| 2. | Felski, The Limits of Critique, 5–13. |
| 3. | Se f.eks. Bruce Robbins, “Fashion Conscious Phenomenon,” American Book Review 38, nr. 5 (2017): 5–6. Vil man have en lidt grundigere læsning af et centralt ‘kritisk’ forfatterskabs rolle i den postkritiske debat, så er Leo Robsons tekst om Fredric Jameson et godt sted at starte. Leo Robson, “Jameson after Post Critique,” New Left Review, nr. 144 (2023): 111–32. |
| 4. | Se Tobias Skiveren, “Postcritique and the Problem of the Lay Reader,” New Literary History 53, nr. 1 (2022): 161–80. |
| 5. | Rita Felski, “Latour and Literary Studies,” PMLA 130, nr. 3 (2015), 739. |
| 6. | Felski, The Limits of Critique, 179. |
| 7. | Felski, “Latour and Literary Studies”, 739. |
| 8. | Felski, “Latour and Literary Studies”, 740. |
| 9. | Dylan Evans, An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis (London; New York: Routledge, 1996), 2–4. |
| 10. | Evans, An Introductory Dictionary, 213–16. |
| 11. | En nyere udvikling i psykodynamikken går på at få adgang til de ubevidste dynamikker ved direkte at konfrontere underliggende smertefulde følelser. Se f.eks. Habib Davanloo, Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy: Selected Papers of Habib Davanloo (Chichester Weinheim: Wiley, 2000), kap. 2. |
| 12. | Evans, An Introductory Dictionary, 2–3; Sigmund Freud, “Remembering, Repeating, and Working Through,” i The Penguin Freud Reader, red. Adam Phillips (London: Penguin Books, 2006), 391–401. |
| 13. | Felski, “Latour and Literary Studies”, 738. |
| 14. | Felski, The Limits of Critique, 3. |
| 15. | Felski, The Limits of Critique, 180. |
| 16. | Evans, An Introductory Dictionary, 30–31. |
| 17. | Se f.eks. Rick Dolphijn and Iris van der Tuin, New Materialism: Interviews & Cartographies (Open Humanities Press, 2012), 93. |
| 18. | Karen Barad, Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning (Durham: Duke University Press Books, 2007), 175, 392–93. |
| 19. | Anne Fausto-Sterling, Sexing the Body: Gender Politics and the Construction of Sexuality, (New York, NY: Basic Books, 2000); Joan H. Fujimura, “Sex Genes: A Critical Sociomaterial Approach to the Politics and Molecular Genetics of Sex Determination,” Signs 32, nr. 1 (2006): 49–82. |
| 20. | Barad, Meeting the Universe Halfway, 206, 218. |
| 21. | I slutningen af Barads bog lyder det således: “The world is an ongoing intra-active engagement, and bodies are among the differential performances of the world’s dynamic intra-activity, in an endless reconfiguring of boundaries and properties, including those of spacetime.” Barad, Meeting the Universe Halfway, 376. |
| 22. | N. Katherine Hayles, “Desiring Agency: Limiting Metaphors and Enabling Constraints in Dawkins and Deleuze/Guattari”, Sub-Stance, nr. 94–95 (2001): 144–59. |
| 23. | Skiveren, “Postcritique and the Problem of the Lay Reader,” 162, 175. |