• Print

Er der nogen derude?


18. marts 2021

Hvad er et muse­um for “out­si­der­kunst”? Fak­tum er, at der fin­des en del af dis­se muse­er rundt omkring i ver­den: Col­lection de l’art brut i Laus­an­ne, Bet­hlem Muse­um of the Mind i Lon­don, Sam­m­lung Prin­zhorn i Hei­del­berg osv. Bag spørgs­må­let om, hvad sådan et muse­um er, og hvad det udstil­ler, lig­ger en mæng­de kom­pli­ce­re­de og sam­men­fil­tre­de emner, som ikke mindst hand­ler om, hvad det vil sige at være “out­si­der”. Man­ge af de kunst­ne­re, der udstil­les på muse­er for art brut og out­si­der­kunst, har f.eks. haft svæ­re psy­ki­a­tri­ske diag­no­ser. Sam­ti­dig har kunst­ne­ren ofte slet ikke tænkt sig selv som kunst­ner, og pro­duk­tio­nen har ikke været ret­tet mod offent­lig­he­den. Nog­le mener, at out­si­der­kun­sten her­med giver adgang til noget, der lig­ger “uden for kul­tu­ren”; den giver adgang til en livsprak­sis og en pro­duk­tion, der ikke hæm­mes af kul­tu­rens spæn­de­trø­je, og som adly­der en mere spon­tan, indre nød­ven­dig­hed (den kunst­ner, der har været fast­låst i svæ­re men­tale pro­ble­ma­tik­ker, ofte med indespær­ring til føl­ge, har endog været for­stå­et som fri­he­dens apo­stel). Den tan­ke lever sta­dig i aktu­el­le til­gan­ge til out­si­der­kunst og udgør, para­doksalt nok, måske end­da bag­grun­den for den sto­re, kom­mer­ciel­le inte­res­se, der efter­hån­den er i den­ne type kunst. Det grund­spørgs­mål, der mel­der sig, er dog den præ­ci­se sta­tus af det­te “uden for kul­tu­ren”, som også rela­te­rer sig til for­skel­li­ge andre beskri­vel­ser og kva­li­fi­ka­tio­ner, såsom uden for det soci­a­le, uden for for­nuf­ten. Hvad skal man for­stå ved det­te “uden­for”? Fin­des der rent fak­tisk et “uden­for”? I hvil­ken for­stand? Hvor­dan kan det tæn­kes? Og hvil­ke kon­se­kven­ser har det, hvor­dan man tæn­ker det?

Jeg vil i det føl­gen­de opteg­ne, hvad jeg opfat­ter som to farer ved til­gan­gen til spørgs­må­let om et uden for kul­tu­ren. Påpeg­nin­gen af den før­ste fare må til­skri­ves Michel Foucault i hans berøm­te og beryg­te­de ana­ly­se af det, han med fle­re for­skel­li­ge begre­ber omta­ler som “gal­skab” i Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske tidsal­der.1Galskab for­stås og ana­ly­se­res både som “folie”, “déra­i­son”, “alié­na­tion” og gen­nem fle­re andre begreber. I den ambi­tiø­se og sofi­sti­ke­re­de bog skin­ner det igen­nem, at Foucault for­sø­ger at bry­de ud af de måder, hvor­på gal­ska­ben har været domesti­ce­ret siden mid­ten af 1600-tal­let. For Foucault er der tale om en ana­ly­se af et kom­pleks af prak­sis­ser, begre­ber og erfa­rings­for­mer, der på for­skel­li­ge måder har ind­dæm­met gal­ska­ben og bragt dens kræf­ter under kon­trol. Hvor raf­fi­ne­ret Foucaults til­gang end er, inde­hol­der den dog også selv en fare, mener jeg, nem­lig en roman­ti­se­ring af out­si­der­po­si­tio­nen, ophø­jel­sen af et sted uden for orde­nen, der har været udsat for glem­sel, og som er mere auten­tisk, men hvor det er uklart, hvad det er for et sted og hvem, der egent­lig ind­ta­ger det.

Domesti­ce­ring og roman­ti­se­ring er alt­så de to farer. Kri­tik­ken af domesti­ce­rin­gen går natur­lig­vis på, at den tæm­mer og kon­trol­le­rer det, der lig­ger uden­for. Kri­tik­ken af roman­ti­se­rin­gen må omvendt gå på, at den mysti­fi­ce­rer det, der lig­ger uden­for, eller at den træk­ker på en både dif­fus og for­sim­plet opfat­tel­se af et uden­for. Domesti­ce­ring og roman­ti­se­ring fun­ge­rer på en måde som Scyl­la og Charyb­dis i out­si­der­kun­stens far­vand; vi kan stø­de på grund på domesti­ce­rin­gens kol­de klip­per, eller vi kan bli­ve truk­ket ned af en irra­tio­nel mal­strøm. Det er svært at und­vi­ge dis­se farer, men opga­ven er måske i før­ste omgang at opteg­ne dem grun­digt. Til sidst i tek­sten vil jeg angi­ve nog­le pej­le­mær­ker, blandt andet ved hjælp af psy­ko­a­na­ly­sens begre­ber, til en måde at sej­le gen­nem far­van­det.

Eksi­sten­s­in­te­gre­ret kunst

Lad mig tage udgangs­punkt i et kon­kret eksem­pel. På Muse­um Ovarta­ci i Aar­hus udstil­les kunst, der pri­mært er skabt af patien­ter, der har været til­knyt­tet Ris­skov Psy­ki­a­tri­ske Hospi­tal. Muse­ets frem­me­ste eks­po­nent, Dan­mark stør­ste out­si­der­kunst­ner, er Lou­is Marcus­sen (1894–1985), også kendt som Ovarta­ci, der var ind­lagt i 56 år og male­de bil­le­der fra sine reinkar­na­tio­ner i for­skel­li­ge skik­kel­ser, lave­de duk­ker, såkald­te ryge­fan­to­mer, træskul­p­tu­rer osv. I 2017 præ­sen­te­re­de Kunst­hal Char­lot­ten­borg den stør­ste Ovarta­ci-udstil­ling nogen­sin­de uden for Muse­um Ovarta­ci med tit­len “Ovarta­ci & gal­ska­bens kunst” (kura­te­ret af Mat­hi­as Kry­ger), hvor man­ge af Ovarta­cis vær­ker blev udstil­let side om side med nyskab­te sam­tids­kunst­vær­ker. Jeg vil ikke her gå dybt ind i detal­jer­ne omkring udstil­lin­gen, men det bemær­kel­ses­vær­di­ge ved begi­ven­he­den på Kunst­hal Char­lot­ten­borg var, at mens alle kri­ti­ke­re var eni­ge om, at sel­ve udstil­lin­gen eller “ind­hol­det” (Ovarta­cis ori­gi­na­le mate­ri­a­le) var en stor suc­ces, bemær­ke­de man­ge sam­ti­dig, at noget ikke fun­ge­re­de i sel­ve ram­me­sæt­nin­gen, sær­ligt i for­hold muse­et til som “den hvi­de kube”, der syn­tes at domesti­ce­re Ovarta­cis sar­te, vil­de, fan­ta­si­ful­de mate­ri­a­le.

Tre sær­de­les velskrev­ne anmel­del­ser af udstil­lin­gen skil­ler sig ud og står sta­dig skar­pt, net­op for­di de på for­skel­li­ge måder bemær­ker para­dok­set i at udstil­le out­si­der­kunst i muse­ets ram­mer. Mat­t­hi­as Hvass Borel­lo skri­ver under over­skrif­ten “Ovarta­ci og insti­tu­tio­nens (over)magt” net­op om muse­et som den hvi­de kube og i for­læn­gel­se af det om for­flyt­tel­sen af en livs­ver­den til et alment rum, der kom­mer til at udgø­re en form for over­greb. Man for­står, skri­ver Borel­lo, “at vær­ker­ne i den­ne udstil­ling ‘behand­les’ mere som sam­tids­kunst­vær­ker (kom­mu­ni­ka­ti­ve handling­er båret af inten­tion), end de egent­lig var til­tænkt, og at Ovarta­cis vir­ke i det­te kura­to­ri­ske greb for­bru­ges stra­te­gisk sna­re­re end for­mid­les ind­le­ven­de”. Borel­lo er på jagt efter en mere “pri­vat” ver­den, hvor liv og værk er flet­tet sam­men, og hvor de kon­flik­ter, Ovarta­cis liv er præ­get af (f.eks. kon­flik­ten i at være en mand), får “et mere har­monisk liv i kun­sten”. Men den for­tæl­ling får vi ikke, idet vi i ste­det præ­sen­te­res for spej­lin­ger af Ovarta­cis kunst i sam­tids­kunst og insti­tu­tions­kri­tik. I ste­det for de hvi­de væg­ge og den inten­tio­nel­le logik vil­le Borel­lo hel­le­re have haft mulig­hed for at ople­ve en mere indi­vi­du­el og “for­tæt­tet” for­tæl­ling, som man f.eks. fin­der det i Col­lection de l’Art Brut, hvor loka­ler­ne min­der mere om de kul­tur­hi­sto­ri­ske og etno­gra­fi­ske sam­lin­gers “mør­ke væg­ge, lyd­dø­de inven­tar med gulv­tæp­per, møb­ler og hjem­me­li­ge hver­dags-isce­ne­sæt­tel­ser”. Her kan et andet møde fin­de sted, mener han, et mere “tyst og aner­ken­den­de møde med syge men kre­a­ti­ve men­ne­skers dybe­ste indre”.2Mat­t­hi­as Hvass Borel­lo, “Ovarta­ci og insti­tu­tio­nens (over)magt”, kunsten.nu, 3. novem­ber 2017.

For Kas­per Bon­nén er der en til­sva­ren­de kri­tik på spil, og også han ønsker sig læn­ge­re ind i det leve­de liv: “Hvor Ovarta­cis værk er dybt inte­gre­ret i hans liv – så er kun­sten for de nuti­di­ge kunst­ne­re et pro­jekt, som er ret­tet mod kunst­ver­den. Hvor Ovarta­ci kan vir­ke naiv – så er de nuti­di­ge kunst­ne­re uhy­re selv­be­vid­ste”. Bon­nén mener, at Ovarta­ci bli­ver “en ali­en i en glas­bu­tik”, idet hele den spi­ri­tu­el­le side af vær­ket vaskes ud i den gla­sin­dram­me­de instal­la­tion. Man skal i ste­det have mulig­hed for at træ­de ind i en “hem­me­lig over­set ver­den”, der er langt rige­re på en “men­tal, san­se­lig, mystisk og trans­cen­dent ople­vel­se”. Vi skal tæt­te­re på Ovarta­cis prak­sis­ser, de små gen­stan­de, “pap­ma­che­ån­der­ne”, det at tage duk­ker­ne med på bade­tur osv.3Kas­par Bon­nén, “En ali­en i en glas­bu­tik”, Kunst­kri­tikk – Nor­disk kunst­tids­skrift, 26. sep­tem­ber 2017.

Sidst men ikke mindst sav­ner også Rune Gade en mere kom­plet livs­ver­den, end den, udstil­lin­gen på Char­lot­ten­borg præ­ste­rer: “Hvis der er noget, Ovarta­cis vær­ker ikke kal­der på, er det at bli­ve æste­ti­se­ret og gjort til auto­no­me arbej­der i en under­spil­let og luf­tig koreo­gra­fi, som sepa­re­rer og frag­men­te­rer arbej­der­nes ind­byr­des rela­tio­ner”. Gade opfin­der begre­bet om en “eksi­sten­s­in­te­gre­ret kunst”, som net­op skal rede­gø­re for det sær­li­ge ved Ovarta­cis kunst, at den ikke (kun) fin­des som værk, men også som livs­værk, i bog­sta­ve­lig for­stand. Ovarta­ci tal­te rent fak­tisk med sine vær­ker. Vi mang­ler at få blik for Ovarta­cis kamp med sig selv og med insti­tu­tio­ner­ne og at kun­ne for­stå livs­vær­ket som andet end blot bio­gra­fi­ske fak­ta og løs­rev­ne vær­ker. Kun at udstil­le adskil­te vær­ker sva­rer i Gades optik til en “nor­ma­li­se­ring”, og han taler også om både domesti­ce­ring og kolo­ni­a­li­se­ring. Der er en “glø­de­n­de radi­ka­li­tet” hos Ovarta­ci, mener Gade, der kræ­ver en præ­sen­ta­tion, der er mere “vita­li­stisk og spr­æl­len­de”, og som måske vil­le give krop til en levet (og ikke bare tænkt) institutionskritik.4Rune Gade, “Kon­form udstil­ling om Ovarta­ci gør gal­ska­ben til hip kunst”, Dag­bla­det Infor­ma­tion, 29. sep­tem­ber 2017.

På man­ge måder gen­ta­ges en helt klas­sisk kri­tik af domesti­ce­rin­gen af out­si­de­ren sig i vores for­fat­te­res kri­tik; en kri­tik, der for så vidt altid er beret­ti­get, men som ikke desto min­dre stil­ler nog­le afgø­ren­de spørgs­mål til­ba­ge igen, for hvor­dan kan man egent­lig fri­sæt­te det vita­li­sti­ske hos Ovarta­ci? Det er ikke mit ærin­de her at tage side i den spe­ci­fik­ke debat om udstil­lin­gen på Char­lot­ten­borg, hvor alle par­ter, både kura­tor og kri­ti­ke­re, synes at pej­le efter at vise, hvor­dan Ovarta­ci arbej­der uden for de tra­di­tio­nel­le insti­tu­tio­ner og kate­go­ri­er (ikke mindst kate­go­ri­en kunst). Pro­ble­met er, at det net­op kræ­ver et liv­tag med, hvor­dan det­te uden­for kan tæn­kes, før pro­jek­tet kan for­lø­ses. Hvor­dan arbej­der man imod domesti­ce­ring? Og hvad sker der, hvis også kri­tik­ken af domesti­ce­rin­gen inde­hol­der sine egne pro­ble­mer? Hvad skal man f.eks. for­stå ved det, Borel­lo omta­ler som men­ne­skets “dybe­ste indre”, og hvad skal man for­stå ved out­si­de­rens hem­me­li­ge, over­se­te ver­den, der giver bag­grund for det, Bon­nén kal­der en “mystisk og trans­cen­dent ople­vel­se”? På man­ge måder er Foucaults ori­gi­na­le arbej­de med spørgs­må­let om gal­skab inter­es­sant her, for­di det radi­ka­li­se­rer kri­tik­ken af domesti­ce­rin­gen til det punkt, hvor kun en roman­ti­se­ring bli­ver til­ba­ge. Og for­di det der­med, som jeg ser det, tvin­ger os til at opfin­de en anden måde at gå til out­si­der­kun­stens løf­te om et uden for kul­tu­ren.

Foucaults kri­tik

Spørgs­må­let er, hvor­dan man kan kom­me “bag om” for­nuf­ten eller fri­sæt­te dét, som ikke adly­der for­nuf­tens funk­tion af at ord­ne, kate­go­ri­se­re, syste­ma­ti­se­re osv. I Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske tidsal­der under­sø­ger Foucault berømt, hvor­dan den vest­li­ge til­gang til gal­ska­ben tog en afgø­ren­de drej­ning i 1657, da “den sto­re indespær­ring” af gale, tig­ge­re, ledig­gæn­ge­re, for­bry­de­re osv. blev sat i værk, og hvor­dan gal­ska­ben der­med først blev luk­ket inde bag mure­ne, sene­re gjort til viden­ska­be­ligt objekt. Det gales kraft, der så sent som i renæs­san­cen ind­skrev sig i en form for kos­misk kon­flikt, para­dig­ma­tisk udtrykt hos en kunst­ner som Hiero­ny­mus Bosch, bli­ver her­med kvalt. Vi går, med Foucaults egen kari­ka­tur, fra nar­re­ski­bet, der brag­te de gale rundt i ver­den på van­dets åbne fla­der, til indespær­rin­gen bag murene.5Michel Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de (Det lil­le For­lag, 2003), 65. Vi går fra en tragisk erfa­ring af gal­ska­ben, hvor gal­ska­ben er en nær­væ­ren­de trus­sel om ver­dens søn­der­riv­ning, til en kri­tisk erfa­ring af gal­ska­ben, der er mere distan­ce­ret, og som i løbet af 1600-tal­let iføl­ge Foucault udvik­ler sig til et skel mel­lem ufor­nuft og for­nuft. Fra da af vil gal­ska­ben ikke læn­ge­re være en mani­fe­sta­tion af en ufor­nuft i kos­mos, men en nega­tion eller afvi­gel­se i for­hold til for­nuf­ten. Foucaults stil er uen­de­ligt for­si­ret, og ana­ly­ser­ne af for­skel­li­ge måder, hvor de gale er ble­vet behand­let, er båret af både sans for detalj­en, som for kom­plek­se møn­stre. Hvad vi med Foucault skal se, er de for­skel­li­ge græn­sed­rag­nin­ger, der har skabt det moder­ne begreb om gal­skab. Og hvad vi skal betæn­ke, er den domesti­ce­ring, som dis­se græn­sed­rag­nin­ger belø­ber sig til: “I sinds­syg­dom­mens roli­ge ver­den kom­mu­ni­ke­rer det moder­ne men­ne­ske ikke læn­ge­re med den gale”, som han siger det i for­or­det til bogen.6Michel Foucault, Gals­ka­pens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der (Gyl­den­dals Fak­kel-bøker, 1992), 18 (min over­sæt­tel­se fra norsk til dansk). Den “roli­ge ver­den” hen­ty­der til den disci­pli­ne­ring, der har vist sig gen­nem udvan­din­gen af den tragi­ske erfa­ring, iso­le­rin­gen af gal­ska­ben i inter­ne­rin­gens prak­sis­ser, over­gan­gen fra et fokus på gal­ska­ben i ver­den til et fokus på gal­ska­ben i men­ne­sket, bedøm­mel­sen af gal­ska­ben som en fejl­ta­gel­se, den moral­ske for­døm­mel­se, afret­nin­gen og tæm­nin­gen af gal­nin­gen osv. Til sidst, ved ind­gan­gen til det moder­ne, vil gal­ska­ben ikke mere være en trus­sel, men frem­træ­de som et objekt, der måske nok er svært at ind­fan­ge fuld­stæn­digt, men som alli­ge­vel er loka­li­se­ret, bragt tæt på som objekt gen­nem en mas­siv beskyt­tel­ses­struk­tur og under den sik­re over­be­vis­ning, at den, der tager gal­ska­ben som objekt, ikke er gal.7Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 460.

Kan Foucault bru­ges til at tæn­ke et uden­for, til at tæn­ke et grund­lag for for­stå­el­se af out­si­der­kun­sten og dens udtryk? Først og frem­mest er Foucaults kri­tik af domesti­ce­rin­gen af gal­ska­ben natur­lig­vis oply­sen­de, og bogen giver blik for, at gal­skab ikke er én ting, men skal for­stås i for­hold til det væld af erfa­rings­for­mer, den for­mu­le­res i. Dis­se erfa­rings­for­mer består af kom­plek­ser af viden og magt, og pro­jek­tet for Foucault er net­op at stu­de­re sådan­ne kom­plek­ser, samt det, de på sam­me tid synes at hol­de fan­get og at hol­de uden­for. Men spørgs­må­let er, hvor­dan man skal for­stå det­te uden­for, som har en ten­dens til at bli­ve en nega­tiv erfa­ring? Selv når Foucault synes at være tæt­test på at beskri­ve “gal­ska­bens uden­for”, dvs. det liv og den prak­sis, han mener, er ble­vet tram­pet under fode, kal­der han gal­ska­ben en “vigen­de og abso­lut grænse”.8Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 65. Udtryk­ket er gan­ske sigen­de, idet gal­ska­ben her­med bli­ver for­nuf­tens for­svin­dings­punkt; gal­ska­ben viger for for­nuf­ten og træk­ker sig til­ba­ge til sit abso­lut­te skjul, før delin­gen i ufor­nuft og for­nuft. Det er her, det må påpe­ges, at sel­ve den bevæ­gel­se at kri­ti­se­re domesti­ce­rin­gen kan ven­de sig om i en upro­duk­tiv mod­sæt­ning, nem­lig en mysti­fi­ce­ring og ide­a­li­se­ring af et uden­for. Et uden­for, som på den ene side synes at være noget, for­nuf­tens her­re­døm­me selv har skabt som und­ta­gel­se, og som det der­med er skyl­digt i for­hold til, men som det på den anden side net­op er skyl­digt i for­hold til, for­di det­te uden­for er mere rent, pri­mært og ube­smit­tet. For­nuf­ten fan­ges der­med i et para­doks: Har den først brudt stil­he­den, har den for­brudt sig mod gal­ska­bens per­ma­nens. For Foucault hand­ler det måske net­op om at bevæ­ge sig ind i det­te para­doks, idet han hæv­der ikke at vil­le fort­sæt­te “for­nuf­tens mono­log over gal­ska­ben”, som han detek­te­rer i psy­ki­a­tri­ens sprog, men at skri­ve en “stil­he­dens arkæologi”.9Foucault, Gals­ka­pens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der, 18. Kan det lade sig gøre? Jacques Der­ri­das berøm­te kri­tik af Foucaults pro­jekt i artik­len Cogi­to et histoi­re de la folie tager net­op udgangs­punkt i den­ne pro­blem­stil­ling (selv­om artik­len blev mest kendt for dens dis­kus­sion af Foucaults frem­stil­ling af Descar­tes). Under alle omstæn­dig­he­der kan det kon­sta­te­res, at bogen ikke synes at leve­re en stil­he­dens arkæ­o­lo­gi, men en ekstremt udfol­det gen­nem­gang af for­nuf­tens tale i den klas­si­ske peri­o­de.

Mere over­ord­net kan man rekon­stru­e­re Foucaults posi­tion som en mod­stil­ling mel­lem et inden­for og et uden­for. I Foucaults ana­ly­ser består arbej­det mest af alt i at beskri­ve og afdæk­ke det, der er inden­for. Det bety­der iføl­ge en kri­ti­ker som Joan Copjec, at Foucaults pro­jekt kan bebrej­des for dets begreb om imma­nens i betyd­nin­gen af en “reduk­tion af sam­fun­det til dets ind­lej­re­de net­værk af rela­tio­ner af viden og magt”.10Joan Copjec, Read My Desi­re: Lacan Against the Histo­ri­cists (Ver­so, 2015), 6. Foucault under­sø­ger f.eks. gal­ska­bens tota­le imma­nens i rela­tio­ner af viden og magt, hvil­ket også bety­der, at domesti­ce­rin­gen er total, og der­med maler Foucault sig, i det mind­ste på det­te sta­die af forfatterskabet,11Ikke man­ge år efter Gal­ska­bens histo­rie udgi­ver Foucault f.eks. et lil­le skrift, som måske alle­re­de inde­hol­der lidt en anden til­gang (som jeg ikke kan behand­le her), nem­lig dis­kus­sio­nen af Mauri­ce Blan­chots for­fat­ter­skab i “Le pensée du dehors”, Cri­tique no. 229, 1966. op i et hjør­ne: Der er for så vidt intet sprog, hvori kri­tik­ken af den domesti­ce­ring, der er afdæk­ket, kan for­mu­le­res, idet der intet er uden for viden og magt, med­min­dre man lader trans­cen­den­sen ven­de til­ba­ge i form af et dif­fust uden­for (renæs­san­cens sær­li­ge gal­skab), der net­op fun­ge­rer i kraft af, at man som Foucault afstår fra at ana­ly­se­re det­te uden­for ind­gå­en­de. Som Der­ri­da bemær­ker i sin kri­tik, ven­der pro­ble­met til­ba­ge i Foucaults udsi­gel­ses­po­si­tion. Foucault hæv­der at ana­ly­se­re gal­ska­ben på bag­grund en “rela­ti­vi­tet uden base”, dvs. ikke for­ank­ret i noget for­ud­gi­vent log­os, men ude­luk­ken­de gen­nem en kri­tik af net­vær­ke­ne af viden og magt.12Se Jacques Der­ri­da, L’écri­tu­re et la dif­fe­ren­ce, Col­lection “Tel Quel” (Édi­tions du Seu­il, 1967), 60–61. Men her­med pro­ble­ma­ti­se­res udsi­gel­sen, for hvor­fra taler Foucault så? Den­ne rene rela­ti­vi­tet må, for ikke at for­vi­t­re, under­støt­tes af en fore­stil­ling om et abso­lut uden­for. Det­te uden­for er i Gal­ska­bens histo­rie på sam­me tid både histo­risk og trans­cen­dent. Den tota­le imma­nens, meto­do­lo­gisk omsat i den exces­si­ve eks­pli­ci­te­ring af domesti­ce­rin­gens greb i os (gen­nem ana­ly­ser af viden og magt), fal­der sam­men med den histo­ri­ske bestem­mel­se (renæs­san­cens gal­skab) af en total trans­cen­dens som et mystisk uden­for (gal­ska­ben selv som tavs­hed).

På den­ne måde nås en form for kul­mi­na­tion i for­hold til en roman­ti­se­ring af et uden­for; uden for for­nuf­ten, uden for kul­tu­ren, uden for spro­get. De sid­ste par sider af Foucaults sto­re bog ful­den­der bevæ­gel­sen: Besyn­gel­sen af renæs­san­cens gal­skab relan­ce­res i form af en dra­ma­tisk besyn­gel­se af de nye­re filo­sof­fer og kunst­ne­re, der er brændt op i gal­ska­ben (Höl­der­lin, Ner­val, Nietz­sche, van Gogh, Artaud). I den moder­ne ver­den er gal­ska­ben domesti­ce­ret, for­nuf­ten har sej­ret, og det bety­der, at gal­ska­ben kun synes at kun­ne mel­de sig som fra­vær. Gal­ska­ben kan ikke mel­de sig i et kunst­værk eller i noget udsagn, men synes udkon­kur­re­ret på en sådan måde, at den kun fin­des som “vær­kets fra­vær”: Foucault frem­ma­ner Nietzs­ches sid­ste skrig, hvor ham­me­ren fal­der ud af hans hæn­der; van Gog­hs accept af sin gal­skab som ufor­e­ne­lig med kun­sten; Artauds modi­ge afprøv­ning af et fra­vær af sprog, et rum for en fysisk lidel­se og ræd­sel, der består i en “stejl skrå­ning i den afgrund, som er vær­kets fravær”.13Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 532. Over for det­te vor­tex, det­te fra­vær, ken­des (den for­nuf­ti­ge) ver­den nu skyl­dig, mener Foucault. Den må stå til ansvar for det, der mel­der sig i sam­ti­dig­he­den af vær­ket og vær­kets fra­vær, den må “aflæg­ge til­stå­el­se og give erstatning”.14Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 533.

Men spørgs­må­let er, om ikke en anden vej er mulig end Foucaults roman­ti­se­ring af out­si­der­po­si­tio­nen, som ender med et vildt sats, hvor ret­fær­dig­he­den i ver­den kun synes mulig på grund­lag af en aner­ken­del­se af det rene sam­men­brud eller det rene, tav­se uden­for?

Hvad er inden­for?

Lad mig nu, om end som spe­ku­la­tivt udkast, pege på en udvej i for­hold til den blind­g­y­de, jeg mener ken­de­teg­ner Foucaults til­gang til out­si­de­ren. Udvej­en over­skri­der ikke de ter­mer, som ind­til vide­re er stil­let op som grund­lag for både eksemp­let omkring udstil­lin­gen på Char­lot­ten­borg og dis­kus­sio­nen ved­rø­ren­de Foucault, nem­lig inden­for og uden­for, men fore­slår en anden måde at tæn­ke dem på.

Hvad nu, hvis udgangs­punk­tet ikke er, at “inden­for” (kom­plek­set af viden og magt) er så mas­sivt og kon­si­stent, at det (næsten) er umu­ligt at bry­de ud af, eller at en fri­gø­rel­se fra det i det mind­ste kræ­ver en slags alli­an­ce med et radi­kalt og mystisk “uden­for”? Er det ikke anta­gel­sen om en gen­nem­gri­ben­de domesti­ce­ring, der ska­ber mulig­he­den for en roman­ti­se­ring? Hvad nu, hvis udgangs­punk­tet er, at “inden­for” alle­re­de er pla­get af en inkon­si­stens, dvs. at intet system af viden og magt udtøm­mer sit felt, men i sig bærer nog­le split­tel­ser og mod­sæt­nin­ger? Hvad nu, hvis dets erfa­rings­for­mer på afgø­ren­de punk­ter selv er for­kram­pe­de og usam­men­hæn­gen­de? Hvad nu, for at sige det mere socio­lo­gisk, hvis der ikke fin­des en sam­funds­mæs­sig “posi­ti­vi­tet”, som “det andet” udgræn­ses fra, men hvis der “først” eller som gene­ra­tivt prin­cip er en nega­ti­vi­tet eller man­gel på sam­men­hæng, som ethvert sam­fund er anled­ning til og bear­bej­der på for­skel­li­ge måder? Kon­se­kven­ser­ne af den­ne til­gang til inden­for og uden­for er poten­ti­elt man­ge, og meget afhæn­ger af, hvor­dan man her­fra mere præ­cist teo­re­ti­se­rer spørgs­mål om viden, for­nuft, kul­tur, sam­fund, sub­jek­ti­vi­tet osv. Men til­gan­gen giver først og frem­mest mulig­hed for en anden for­stå­el­se af out­si­de­ren; ikke som én, der både er fan­get og uden­for, og som måske står i for­bin­del­se med en mystisk og mere pri­mær erfa­ring, men som én, der i sær­lig grad er “ramt” af den umu­lig­hed eller inkon­si­stens, som er givet i sam­fun­det. Out­si­de­ren, ikke for­stå­et som for­mu­le­rin­gen af et sub­stan­ti­elt uden­for, en sand­hed eller et svar, men som mar­ke­rin­gen af et symp­tom, et spørgs­mål.

For at fol­de den­ne til­gang til spørgs­må­let om uden­for og out­si­de­ren ud, vil­le man, som jeg ser det, skul­le etab­le­re en stør­re og mere udfol­det dis­kus­sion mel­lem Foucault og psy­ko­a­na­ly­sen. I Gal­ska­bens histo­rie er Foucault noget ambi­va­lent i for­hold til psy­ko­a­na­ly­sen; han pri­ser den for at have genåb­net en dia­log med gal­ska­ben, men han synes sta­dig at opfat­te den som del af et system, der ratio­na­li­se­rer den. Min til­gang er her, at psy­ko­a­na­ly­sen, i mod­sæt­ning til Foucault, rent fak­tisk lyk­kes med at gri­be de struk­tu­rer, der oppe­bæ­rer vores soci­a­le vir­ke­lig­hed (dvs. inden­for), på sam­me tid som den under­sø­ger struk­tu­rer­nes egen inkon­si­stens. Foucault vil arbej­de uden base, gene­a­lo­gisk “histo­ri­se­re” enhver mulig for­kla­ring på, hvor­dan men­ne­sket fun­ge­rer, og hvad det er; i ana­ly­ser­ne af gal­ska­ben synes han endog at vil­le over­skri­de spro­get og skri­ve en stil­hed frem. Psy­ko­a­na­ly­sen begyn­der med en base, nem­lig de struk­tu­rer og insti­tu­tio­ner (fami­li­en, fade­ren, lægen osv.), som den selv vir­ker igen­nem, for at vise, hvad det er, der hjem­sø­ger dis­se struk­tu­rer, samt give stem­me til det­te. Dis­se for­skel­le mel­lem Foucault og psy­ko­a­na­ly­sen kan arbej­des meget grun­di­ge­re igen­nem, men det er ikke mit ærin­de her. Jeg vil her blot angi­ve nog­le over­ord­ne­de pej­le­mær­ker, idet jeg hol­der mig til en dis­kus­sion af grund­la­get for tænk­nin­gen af out­si­de­ren.

Foucaults out­si­der befin­der sig, som gen­nem­gan­gen har vist, to ste­der. Han er spær­ret inde, domesti­ce­ret af for­nuf­ten. Sam­ti­dig er han også uden­for, han til­hø­rer en anden epo­ke, eller han befin­der sig i et fra­vær. Både for Foucault og i psy­ko­a­na­ly­sen kon­sti­tu­e­res et sub­jekt ved dets for­hold til den Anden. For Foucault kun­ne der her være tale om den histo­ri­ske Anden (den sam­le­de mæng­de af mikro­på­virk­nin­ger fra viden, prak­sis­ser, erfa­rings­for­mer osv.). Sub­jek­tet kan såle­des ikke unds­lip­pe histo­ri­ens greb i sig (med­min­dre det pla­ce­res et sted, som er histo­risk og trans­cen­dent, jf. udlæg­nin­gen af Foucaults out­si­der­po­si­tion). For psy­ko­a­na­ly­sen for­hol­der det sig imid­ler­tid ander­le­des: Gene­relt peger psy­ko­a­na­ly­sen på en inkon­si­stens i “inden­for”, hvil­ket kan for­mu­le­res som en inkon­si­stens i den Anden. Sub­jek­tet kon­sti­tu­e­res gen­nem den Anden, men den­ne Anden er selv mang­len­de eller inkon­si­stent. Det er net­op der­for, begre­ber som “det ube­vid­ste”, “begæ­ret” osv. bli­ver inter­es­san­te: Der er en brudt rela­tion mel­lem sub­jek­tet og den Anden, som “giver plads” til det ube­vid­ste som en form for regi­stre­ring eller bear­bejd­ning af den­ne rela­tion. “Sub­jek­tet” kan siges at være nav­net på det, der er knyt­tet til et inden­for, men som sam­ti­dig er en rift i inden­for, eller som mar­ke­rer umu­lig­he­den af, at inden­for kan bli­ve helt sig selv. Psy­ko­a­na­ly­sens begreb om psy­ko­pa­to­lo­gi­er skal sam­ti­dig for­stås som res­sour­cer til at tæn­ke den­ne syn­ko­pe­re­de rela­tion mel­lem inden­for og uden­for. Psy­ko­pa­to­lo­gi­er­ne skal ikke opfat­tes som psy­ki­a­tri­ske kate­go­ri­er, men som eksi­sten­ti­el­le posi­tio­ner, dvs. måder, vi lever vores liv på.15Se også Kir­sten Hyld­gaard, Eksi­sten­sens gal­skab: Freu­do-laca­ni­an­ske til­gan­ge til viden­skab, kunst, kul­tur (For­la­get Mul­ti­vers, 2014), 9ff. Neu­ro­ser, per­ver­sio­ner og psy­ko­ser er for­skel­li­ge mere eller min­dre pato­lo­gi­ske måder at pla­ce­re sig i for­hold til den Anden på.

Vi er i den for­stand alle out­si­de­re, hvis man med en out­si­der for­står den, der bevæ­ger sig på kan­ten af inden­for. Psy­ko­sen kan måske opfat­tes som den mest forar­men­de af psy­ko­pa­to­lo­gi­er­ne, men der er sta­dig ikke tale om, at psy­ko­ti­ke­ren er fuld­stæn­digt uden­for eller til­hø­rer en helt anden ver­den. Psy­ko­ti­ke­rens ver­den er, eller kan være, ori­gi­nal og idio­syn­kra­tisk, men det er i udgangs­punk­tet sta­dig spørgs­må­let om et pro­ble­ma­tisk for­hold til den Anden, der er på spil. Hos psy­ko­ti­ke­ren er en cen­tral, ord­nen­de instans i den Anden godt nok “for­ka­stet”, som det hed­der hos Lacan,16Jacques Lacan, The Psy­cho­ses, The Semi­nar of Jacques Lacan, Book III (W.W. Nor­ton, 1997), 321. men den Anden ven­der alli­ge­vel kon­stant til­ba­ge i psy­ko­ti­ke­rens syner og hallucinationer.17Psykotikerens “gal­skab” består måske ikke så meget i at være slup­pet helt ud, hvor­dan man end skul­le fore­stil­le sig en sådan auti­stisk implo­sion, men i at være fan­get mel­lem en usta­bi­li­tet i den Anden og et for­søg på at gen­ska­be sammenhæng.

Gal­ska­bens værk

Hvad bety­der det så for et muse­um for out­si­der­kunst? Der fin­des først og frem­mest et begreb om out­si­der­kunst, der kun­ne være inspi­re­ret af Foucault. Hos Roger Car­di­nal, der opfandt sel­ve beteg­nel­sen “out­si­der art”, refe­re­res eks­pli­cit til Foucault, og nog­le af ten­den­ser­ne i Foucaults tænk­ning for­stær­kes og mate­ri­a­li­se­res her tyde­li­ge­re i et kunst­be­greb. Car­di­nal peger på out­si­der­kun­sten og dens leven­de, bob­len­de liv som noget, der er udgræn­set af en kul­tu­rel ide­o­lo­gi om ren­hed, skøn­hed, orden osv. Out­si­der­kun­sten må for­stås som anti­kul­tu­rel, for­di den står i mod­sæt­ning til alle for­mer for kunst, der er sank­tio­ne­ret gen­nem ide­a­let om “the Cul­tu­ral­ly Accep­tab­le Artist”. Car­di­nal argu­men­te­rer for en ren spræng­ning af både kun­sten og kul­tu­ren, hvor out­si­der­kunst­ner­ne må opfat­tes som små øer i et vidt­strakt arkipelag med en “så udtalt diver­si­tet, at hver kunst­ner træ­der frem som et sær­skilt, unikt tilfælde”.18Roger Car­di­nal, Out­si­der art (Stu­dio Vis­ta, 1972), 52 (min oversættelse). For Car­di­nal hand­ler det om at ned­bry­de for­nuf­ten gen­nem en “afkul­tu­ra­li­se­ring”, så mere pri­mi­ti­ve lag gra­ves frem. Vi står med andre ord ved et valg: Out­si­de­ren eller kul­tu­ren? Og vi må væl­ge out­si­de­rens mere auten­ti­ske værens­form. Som jeg ser det, får vi her igen et roman­ti­se­ren­de begreb om et uden­for.

Jeg argu­men­te­rer for en anden vin­kel. Her er det først og frem­mest cen­tralt ikke at for­stå out­si­de­ren som radi­kalt uden for kul­tu­ren, uden for spro­get, uden for for­nuf­ten, radi­kalt fan­get i og uden for den Anden osv. En alt for ensi­dig kri­tik af domesti­ce­rin­gen fører i den­ne ret­ning og ender i en lov­pris­ning af det vil­de, det rå, det pri­mi­ti­ve, det barn­li­ge, som for­bli­ver mysti­fi­ce­ren­de, måske end­da domesti­ce­ren­de i høje­re potens. Det inter­es­san­te er måske ikke om, men hvor­dan out­si­de­ren for­hol­der sig til den Anden. Man kan godt argu­men­te­re for, at f.eks. Ovarta­ci på man­ge måder lever i sin egen ver­den, men den­ne ver­den er ikke skabt ud af ingen­ting, der er en tek­s­tur af rela­tio­ner omkring ham, og han for­hol­der sig på for­skel­li­ge måder (i dag­bø­ger, sam­ta­ler, vær­ker osv.) til sin egen fami­lie­bag­grund, til sin ind­læg­gel­se, til læger og ple­je­re, ofte også bre­de­re til sam­ti­den, sam­fun­det, og mere abstrakt til spørgs­mål om iden­ti­tet, auto­ri­tet, reli­gion osv. Ovarta­ci er kon­fron­te­ret med en usta­bi­li­tet i de riter, der oppe­bæ­rer den soci­a­le vir­ke­lig­hed, hvil­ket vir­ker helt ind i en anden måde at være pla­ce­ret i spro­get på. Men sam­ti­dig er hans værk en form for gen­ne­m­ar­bejd­ning af det­te vil­kår, det består i for­skel­li­ge for­søg på at ska­be ny orden.

Et muse­um for out­si­der­kunst kan sag­tens hand­le om at for­hol­de sig til tavs­he­den; til det, som kul­tu­ren er ble­vet døv over for. Der kan være en poin­te i over­ho­ve­det læg­ge rum til en tavs­hed, en stil­hed, næsten som en slags respekt for det, vores nor­ma­le og nor­ma­li­se­ren­de prak­sis­ser og erfa­rings­for­mer udgræn­ser. Men out­si­der­kun­sten hand­ler ikke kun om udgræns­ning, selv­om beteg­nel­sen på fle­re måder læg­ger op til det. Næsten omvendt hand­ler den om at for­val­te nog­le af de helt cen­tra­le umu­lig­he­der, som alle­re­de vir­ker gen­nem vores prak­sis­ser og erfa­rings­for­mer. Sådan­ne umu­lig­he­der kan mel­de sig på for­skel­li­ge måder og gen­nem for­skel­li­ge pato­lo­gi­er. Hos Ovarta­ci er der f.eks. en umu­lig­hed knyt­tet til det at være et seksu­elt væsen: De spørgs­mål, Ovarta­ci stil­ler gen­nem sin pro­duk­tion, hand­ler blandt andet om, hvad det vil sige at være en mand, begæ­re som en mand, ikke at begæ­re som en mand osv. Jeg skal ikke her gå ind i en nær­me­re ana­ly­se af Ovarta­cis værk, der bevæ­ger sig mel­lem en fun­da­men­tal usta­bi­li­tet og nog­le kla­re, drøm­me­ag­ti­ge visio­ner, og som fin­der sin egen, ori­gi­na­le form. Jeg vil blot anmær­ke, at de spørgs­mål, Ovarta­ci stil­ler, net­op ikke er nog­le, alle und­ta­gen Ovarta­ci har et svar på. Omvendt er det fak­tisk spørgs­mål, vi alle må indrøm­me at være svar skyl­di­ge over for, hvil­ket net­op kan aflæ­ses i det, at vi hele tiden febrilsk for­sø­ger at besva­re dem, sam­ti­dig med at de bli­ver ved med at rum­ste­re i vores ube­vid­ste. Hvis Ovarta­ci siger os noget, hen­ven­der sig til os, er det ikke bare, når vi hen­ryk­kes over (eller bli­ver pin­ligt berør­te af) et men­ne­ske, der er langt ude, men når vi opda­ger, at noget af Ovarta­cis værk fak­tisk reso­ne­rer med (ube­vid­ste) erfa­ring­er, vi selv inde­hol­der. På en måde kan man næsten sige det sådan, at pro­ble­met med out­si­der­kun­sten ikke så meget er, som Foucault måske vil­le have sagt det, at vi slet ikke for­står, i hvor ekstrem grad vi har udgræn­set det frem­me­de og det gale, men fak­tisk omvendt, i hvor høj grad de pro­ble­mer, out­si­der­kun­sten for­val­ter, angår en frem­med ker­ne i os selv. Er det ikke net­op der­for, at f.eks. Muse­um Ovarta­ci til­by­der en helt sær­lig, for­styr­ren­de form for spej­ling? Vi kig­ger på noget, der er frem­med. Ovarta­cis for­tæl­lin­ger og bil­le­der dan­ser og dre­jer sig om tab, mord, over­greb, køn, håb, længsel osv. på til tider bizar­re og ufor­stå­e­li­ge måder. Men vi gen­ken­der det. Der er, som psy­ko­a­na­ly­sen har postu­le­ret fra begyn­del­sen, en grund­læg­gen­de soli­da­ri­tet mel­lem det gale og det nor­ma­le.

Der er ingen nem­me veje i out­si­der­kun­stens far­vand. Domesti­ce­rin­gen spil­ler med i alle facet­ter af begrebs­lig­gø­rel­sen, for­stå­el­sen af dens skæb­ner og erfa­ring­er, for­mid­lin­gen og kura­te­rin­gen af den. Måske er det alle­re­de pro­ble­ma­tisk at tale om “out­si­der­kun­sten”, som om der fak­tisk fand­tes en kas­se, som kun­ne rum­me alt det mær­ke­li­ge, som ikke kan rum­mes andre ste­der. Men net­op der­for er der brug for at genop­li­ve begre­bet, net­op ikke som en fær­dig kas­se, men som et teo­re­tisk begreb eller en vin­kel, der er under udar­bej­del­se, og som er inter­es­sant net­op ved at pro­ble­ma­ti­se­re alle­re­de fær­di­ge begre­ber. Jeg for­står på den måde begre­bet som et slags tæn­ken­de begreb, og natur­lig­vis også som et begreb, der sær­ligt udfor­drer begre­ber som værk, kunst, kunst­ner osv. Man må ikke over­se, at out­si­der­kun­sten ikke kun hand­ler om kunst, i betyd­nin­gen “kunst­ting” på et muse­um, men at den angår spørgs­mål, der er langt bre­de­re. At den tager udgangs­punkt i sub­jek­ter, der næsten sei­s­mo­gra­fisk afmå­ler nog­le af de rystel­ser og pro­ble­ma­tik­ker, der fin­des i kul­tu­ren. At den angår en anden form for pro­duk­ti­vi­tet, både kunst og tera­pi, og alli­ge­vel også mere end det. Den inde­hol­der et andet begær. Men det bety­der ikke, at den afvi­ser alle begre­ber og bli­ver til tavs­hed og fra­vær, tvær­ti­mod giver den giver anled­ning til at opfin­de nye. Der­med er det også opga­ven i arbej­det med out­si­der­kunst at fin­de et sprog og en ræk­ke begre­ber, hvori dis­se andre og nye for­mer for begær kan arti­ku­le­res, op imod de aktu­elt til­gæn­ge­li­ge.

At lade out­si­de­ren og out­si­der­kun­sten for­svin­de i rela­tio­ner af viden og magt, eller at lade out­si­de­ren stå uden­for kul­tu­ren, som et råb fra en helt anden ver­den, er måske umid­del­bart en mere radi­kal gestus, men kan være en anden måde at for­rå­de ham på, at over­gi­ve ham det til det sto­re uden­for, den sto­re tavs­hed. Måske er det ikke muse­et og den hvi­de kube, der er pro­ble­met, måske opstår pro­ble­met kun, hvis man anta­ger, at den hvi­de kubes erfa­rings­rum er noget helt andet end eller befin­der sig på et andet niveau end out­si­de­rens. Out­si­der­kun­sten behø­ver ikke for­stås som en sim­pel mod­sæt­ning til den hvi­de kube, eller til for­nuf­ten, kul­tu­ren, sam­fun­det, gene­relt til den Anden. Sna­re­re er den en måde at rela­te­re til en grund­læg­gen­de inkon­si­stens i den Anden selv. Den spæn­ding må et muse­um for out­si­der­kunst læg­ge rum til. Det må frem­stil­le out­si­de­rens udfor­drin­ger til kul­tu­rens inden­for, afteg­net ved ana­ly­ser af, hvor­dan out­si­de­ren pla­ce­rer sig i kul­tu­ren, stil­ler spørgs­mål til den, opfin­der nye svar. Hvis muse­et kan det, behø­ver out­si­der­kun­sten ikke være et løf­te om et uden­for, men om et andet inden­for.

1. Galskab for­stås og ana­ly­se­res både som “folie”, “déra­i­son”, “alié­na­tion” og gen­nem fle­re andre begreber.
2. Mat­t­hi­as Hvass Borel­lo, “Ovarta­ci og insti­tu­tio­nens (over)magt”, kunsten.nu, 3. novem­ber 2017.
3. Kas­par Bon­nén, “En ali­en i en glas­bu­tik”, Kunst­kri­tikk – Nor­disk kunst­tids­skrift, 26. sep­tem­ber 2017.
4. Rune Gade, “Kon­form udstil­ling om Ovarta­ci gør gal­ska­ben til hip kunst”, Dag­bla­det Infor­ma­tion, 29. sep­tem­ber 2017.
5. Michel Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de (Det lil­le For­lag, 2003), 65.
6. Michel Foucault, Gals­ka­pens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der (Gyl­den­dals Fak­kel-bøker, 1992), 18 (min over­sæt­tel­se fra norsk til dansk).
7. Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 460.
8. Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 65.
9. Foucault, Gals­ka­pens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der, 18.
10. Joan Copjec, Read My Desi­re: Lacan Against the Histo­ri­cists (Ver­so, 2015), 6.
11. Ikke man­ge år efter Gal­ska­bens histo­rie udgi­ver Foucault f.eks. et lil­le skrift, som måske alle­re­de inde­hol­der lidt en anden til­gang (som jeg ikke kan behand­le her), nem­lig dis­kus­sio­nen af Mauri­ce Blan­chots for­fat­ter­skab i “Le pensée du dehors”, Cri­tique no. 229, 1966.
12. Se Jacques Der­ri­da, L’écri­tu­re et la dif­fe­ren­ce, Col­lection “Tel Quel” (Édi­tions du Seu­il, 1967), 60–61.
13. Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 532.
14. Foucault, Gal­ska­bens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 533.
15. Se også Kir­sten Hyld­gaard, Eksi­sten­sens gal­skab: Freu­do-laca­ni­an­ske til­gan­ge til viden­skab, kunst, kul­tur (For­la­get Mul­ti­vers, 2014), 9ff.
16. Jacques Lacan, The Psy­cho­ses, The Semi­nar of Jacques Lacan, Book III (W.W. Nor­ton, 1997), 321.
17. Psykotikerens “gal­skab” består måske ikke så meget i at være slup­pet helt ud, hvor­dan man end skul­le fore­stil­le sig en sådan auti­stisk implo­sion, men i at være fan­get mel­lem en usta­bi­li­tet i den Anden og et for­søg på at gen­ska­be sammenhæng.
18. Roger Car­di­nal, Out­si­der art (Stu­dio Vis­ta, 1972), 52 (min oversættelse).