Overføring har at gøre med noget af det allermest besværlige i psykoanalysen. I den betydning af fænomenet, jeg knytter an til her, har overføring at gøre med analysandens følelsesmæssige investering i analytikeren. I en psykoanalyse bearbejder analysanden sig selv i forhold til et spørgsmål om, hvem han eller hun er for andre, heriblandt også, og måske endda på en særlig måde, for analytikeren, og i det lys er det ikke så underligt, at analytikeren er medimpliceret i analysandens ubevidste begær. Det gør det dog ikke mindre besværligt. Særligt ikke, når en af de mest hyppige affekter i overføringen er kærlighed, hvilket Freud meget tidligt opdagede og teoretiserede under betegnelsen “overføringskærlighed”.1Jf. Sigmund Freud, “Observations on Transference-Love (Further Recommendations on the Technique of Psycho-Analysis III)”, i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Volume XII (1911–1913) (The Hogarth Press, 1958), 158. Situationen, hvor analysanden forelsker sig i analytikeren, har både foruroligende og komiske aspekter, som Freud siger det, og den kalder med sine vanskeligheder på yderligere teoretisk udredning. Hvorfor er det, at analysander næsten mekanisk forelsker sig i deres analytikere i takt med analysens forløb?
Jacques Lacan har givet den generelle definition på overføring, at det er, når man tiltror nogen eller noget en viden, der relaterer til én selv, men som man ikke selv er i besiddelse af; en viden, som er så vigtig, at den tager form af en “indre skat” i analytikeren eller et kærlighedsobjekt, man gerne vil have fingre i. Vi er som subjekter udleveret til en grundlæggende tvivl om helt basale ting i vores tilværelse: Hvad ønsker jeg mig egentlig? Hvad er der galt med mig? Og overføring er, at subjektet orienterer sig i forhold til en anden, som “formodes at vide”, som Lacan siger det.2Se Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar of Jacques Lacan, Book XI (Norton, 1998), 230–243. Som sådan kan overføring optræde i mange forskellige sociale bånd, mellem patient og læge, mellem studerende og underviser osv. I den psykoanalytiske praksis hos Freud og Lacan opfattes overføring dog som et tveægget sværd: På den ene side skal der overføring til, hvis analysen skal i gang, og der må være et niveau af viden, som tilskrives analytikeren. På den anden side står overføringen i vejen for, at analysanden i sidste ende selv kan “overtage” sine problemer: Analytikeren må afmonteres som den, der formodes at vide. Analytikeren er ikke i besiddelse af svaret på gåden om tilværelsens mening, og ikke engang hvordan jeg slipper af med mine symptomer; analysen fremkalder egentlig blot symptomerne, tillader dem at være der og spille sig ud. Overføring er dermed en betingelse for analyse, men også en barriere, hvis den fikserer analysanden i forhold til analytikeren.
Hvad sker der, hvis man bedriver psykoanalyse uden at tage hensyn til overføringen? Var det ikke netop det, der skete for Joseph Breuer i den berømte første psykoanalyse, da han analyserede Anna O.? Anna O. reagerede på analysen med en voldsom forelskelse, som Breuer ikke magtede at forholde sig til, som man kan læse i Ernest Jones’ udlægning af historien.3Ernest Jones, Sigmund Freud: Life and Work, The Young Freud 1856–1900 (The Hogarth Press, 1953), 245–248. Hvis overføringen ikke analyseres, dukker den op igen som et monster: Analytikeren skyder patientens symptomer ned, men et sidste afgørende kompleks dukker op, nemlig analysandens libidinøse tilknytning til analytikeren. Men der er måske en brug af overføringen, som er endnu mere alvorlig, nemlig når man behandler nogen ved direkte at udnytte overføringskærligheden. Det kan man gøre, hvis man som behandler (og som terapeut, psykolog osv.) placerer sig mageligt i overføringsrelationen og bruger den til at lede patienten ind på de veje, man finder mest fornuftige eller hensigtsmæssige. Her opgives det analytiske til fordel for det vejledende, og for Freud og Lacan beløber det sig til det, de kalder “suggestion”, dvs. en form for manipulation med patienten.
Jeg vil i det følgende behandle P1 Dokumentar-podcasten “Det perfekte offer II”, redigeret af Emil Eusebius Olhoff-Jakobson, der udkom mellem d. 21. februar og d. 8. marts 2019.4Det perfekte offer II (DR P1, 2019). Podcasten beskriver et psykoterapeutisk forløb, der er stærkt præget af suggestion, og som udvikler sig i en særdeles voldsom retning. Med baggrund i en analyse af det, som udspiller sig i dette forløb, og med de forbehold, der knytter sig til, at vi kun præsenteres for et udsnit af historien, vil jeg hævde, at der er en del at sige om, hvordan overføring kan komme til at fungere som en barriere for analyse. Det er naturligvis ikke alle former for psykoterapi, der abonnerer på hverken Freud eller Lacans begreb om analyse, men min pointe er alligevel, at man kan undersøge nogle af podcastens udsagn og beskrivelser på en nuanceret måde ved hjælp af begreber såsom overføringskærlighed, suggestion osv. Alle er formodentlig enige om, at behandleren i det forløb, der præsenteres i podcasten, bruger overføringen forkert, endda på en meget grov måde, men det svære spørgsmål handler måske ikke så meget om at pege på det forkerte, men om at analysere, hvordan og hvorfor det går galt, og hvilke andre veje, det ville være muligt at tage i forhold til overføring. Overføring er som sagt besværlig. Dét viser podcasten, hvorfor den er det oplagte omdrejningspunkt for en metapsykologisk diskussion om overføringens status.5Jeg skylder en tak til Christina-Regitze Pedersen for at have bragt mig på sporet af podcasten og for at have bidraget med væsentlige perspektiver til artiklens analyser og argumenter.
Saras historie
I “Det perfekte offer II” træder overføringen frem som en moderne tragedie. Vi følger Sara, der kommer i behandling hos en psykolog, og som efter en række hændelser, der involverer både forførelse og trusler, ender med at blive psykologens sexslave. Der er meget i denne historie, som er spektakulært, og som indeholder fatale menneskelige og institutionelle svigt. Men der er også noget, der kalder på en dybere refleksion: Hvordan kan det være, at det overhovedet kan lade sig gøre for en patient, hvis lidelser drejer sig om seksuelle overgreb i barndommen, seksuelt at underkaste sig sin psykolog? Hvad er der, der gør, at psykologen kan manipulere hende til at blive sin sexslave? Og på hvilke måder misbruger psykologen konkret sin magt? Hvad består magtmisbruget i?
“Den her mand valgte jeg at stole på”, som Sara siger det i podcastens allerførste afsnit, “og så gudhjælpemig, om han ikke udsætter mig for nøjagtig alt det, jeg var mest bange for”.6Ep. 1, 1:30. Alle referencer med episodenummer er til Det perfekte offer II. Sara møder psykologen på et kursus i forbindelse med sit arbejde, hvor han slår hende som en meget karismatisk person. Hun tænker, at han måske kan hjælpe hende. Hun lider, som en psykiater tidligere i hendes liv har beskrevet det, af angstsymptomer af PTSD-lignende karakter og har mareridt og genoplevelser af talrige traumatiske episoder fra fortiden. Saras kontakt til den karismatiske psykolog udvikler sig til et individuelt terapeutisk forløb, der især indeholder øvelser med meditation og mindfulness-teknikker, så hun kan lære at kontrollere sin angst og bringe alarmberedskabet ned.
I podcasten beskriver Sara imidlertid, hvordan det at begynde på mindfulness er “meget, meget voldsomt” for hende. Hun skal lære at rumme sin angst og ikke flygte fra den. Men Saras historie er særdeles brutal, og den “tilværelsens ulidelige lethed”, som horder af mennesker søger sig kureret for ved hjælp af buddhistiske ritualer og spirituelle øvelser, kendetegner ikke Saras situation. Saras barndom var dysfunktionel, med en mor, der til tider låste Sara inde på badeværelset i timevis. En venlig fiskehandler, som Sara knyttede lidt kontakt til, viste sig fra en ubehagelig side, da han en dag trak hende ud bagved og tungekyssede den 11-årige pige, mens han rørte ved hendes kønsorganer. Senere var Sara i et voldeligt forhold og mistede sit ufødte barn, da hendes mand slog hende. Men psykologen insisterer på sine teknikker. “Han lægger på intet tidspunkt skjul på, at han har nøglen til at løse det her. At alt hvad der sker, det er rigtigt, og at det går meget bedre, end han havde forventet – og hvis vi bare bliver ved sådan her, så bliver alting godt”.7Ep. 1, 20:30.
Og der begynder at ske noget, selvom det måske er en smule tvetydigt, hvad det egentlig er, der sker. Sara får det bedre for første gang i meget lang tid. Hun og psykologen får vendt nogle vigtige ting omkring hendes forhold til dominerende mænd.8Ep. 1, 21:32. Saras overvægt konfronteres også, og hun taber sig. Det hele vender. Hun begynder at løbe, hun begynder faktisk at træne og løbe helt vildt. Set i retrospekt kan man sige, at der er noget plaget over Saras nye tilgang til sit liv, selvom hun på overfladen virker mere sund og “normal”. Som hun selv formulerer det om sit løb: “Jeg stiller mig ved start, og jeg tænker på alt det, jeg er allermest bange for, og så løber jeg”.9Ep. 1, 22:34. Det tvetydige ved fremgangen ligger ikke mindst i forholdet til psykologen: Selvom målet med behandlingen egentlig var, at Sara skulle blive i stand til selv at håndtere sine problemer, er udfaldet blevet, at Sara tænker, at psykologen kan klare det for hende. “Han bliver sådan et fix”,10Ep. 1, 23:56. som hun siger det. Hun opfatter det som om, psykologen har styr på det, og at det handler om at være hos ham, fordi han ved, hvad der skal til. Han bliver en slags faderfigur, siger hun, som rydder op i det hele og beskytter hende. Fra sin side smigrer psykologen Sara med, at det er det mest meningsfulde behandlingsforløb, han nogensinde har haft. Afhængigheden af psykologen “kommer lige så stille, i og med at jo mere anerkendende, han er over for mig … at det har jeg bare ikke oplevet før”.11Ep. 1, 22:57.
Psykologen begynder efter et stykke tid at indføre et fysisk aspekt i behandling: krammet. Sara stivner de første gange, psykologen krammer hende. Men psykologen opfordrer Sara til at blive i omfavnelsen. For Sara er det skræmmende, men der er på den anden side også noget dejligt i det. Det er ambivalent. Imens går psykologen tættere og tættere på hende rent personligt. Han fortæller hende, at de er ens, at han også har været udsat for overgreb. Sara oplever ham som charmerende. Hun bliver betaget af ham – hun var det nok allerede fra begyndelsen, men nu er samhørigheden bragt til et klimaks. “Hver gang, jeg tvivler, så tænker jeg, at det er fordi, jeg simpelthen ikke forstår det – han vil mig det jo kun godt”.12Ep. 1, 27:51. Som hun formulerer det: “Han kunne bare et eller andet…”, “Han kunne få mig til at føle, at jeg var en verdenskvinde og kunne det hele, og at jeg var omdrejningspunktet i hele hans liv”.13Ep. 2, 6:55.
Men fremgangen vender sig igen om i det modsatte. Alt det, Sara er angst for, er blevet fremkaldt igen. Hun har voldsomme mareridt, hun skærer i sig selv og har selvmordstanker. Mindfulness virker ikke, men nu virker flugt heller ikke. Alt det forfærdelige er der. Men der er også den person, som Sara er knyttet helt tæt til: psykologen. “Det er ham, der er løsningen”,14Ep. 1, 30:51. oplever Sara, at psykologen siger. Krammet, som psykologen giver ved sessionernes begyndelse og slutning, får en ny rolle. Det bliver nu givet som belønning, når Sara har arbejdet med noget, der er svært. Og psykologen går endnu videre ad den sti, der handler om at balancere det forfærdelige med det omfavnende: Sara skal gennemleve nogle af de ting, hun har været udsat for i sin barndom. Hun skal blandt andet gennemgå, genfortælle og dermed gennemleve det overgreb, der blev begået af fiskemanden. Det gør hun i en session af særligt lang varighed, hvor hun ligger med hovedet i psykologens skød. Denne episode, der finder sted en fredag, fører til, at Sara er nødt til at kontakte psykologen i løbet af weekenden: Som resultat af sessionen er hun dybt rystet og angstplaget. Psykologen inviterer hende hjem til sig selv og holder om hende. Senere inviterer han hende med i seng. Da de har ligget der lidt, fortæller psykologen Sara, at han er nødt til at sove et andet sted, fordi han får for meget lyst til sex. Sara kan ikke holde ud, at han ikke er der, og giver ham sex. Og herfra eskalerer det seksuelle forhold, der til sidst ender med, at psykologen udfører “seksuel lydighedstræning” med Sara og beder hende om at møde op til private sessioner uden tøj på.
Overføring og viden
Saras historie er tragisk, men ydermere ligger der også en tragik i hele den relation, der udspiller sig mellem hende og psykologen. Det er tydeligt, at der er overføringskærlighed på spil, men det er også tydeligt, at psykologen behandler denne kærlighed på en dybt uproduktiv måde. Måske er det endda sådan, at overføringen er skævvreden fra begyndelsen; at den strukturelt fungerer forkert og egentlig mest har form af suggestion.
Som nævnt opfattes det i den lacanianske psykoanalyse sådan, at analysen ikke kan komme ordentligt i gang, hvis ikke der er overføring. Hvis ikke patienten tror på, at lægen eller analytikeren ved noget, han eller hun ikke selv ved, kan forløbets energi ikke etableres. Men der er forskel på viden. Den viden, som Sara tilskriver psykologen, synes at være komplet. Det er en positiv viden om, hvordan man skal tænke, hvilke øvelser man skal lave, hvordan man skal se ud osv., som Sara kan indrette sit liv efter. Det er en række modeller, som tilbyder sig for det sårbare subjekt, der griber ud efter dem som redningskranse, taknemmeligt beundrende redningsmanden. Psykologen er tydeligvis ikke lacaniansk psykoanalytiker, men en del af den skole, der opfatter kognitiv træning og adfærdsterapi som vejen frem. Psykologen suggererer, fordi han kommer med helt konkrete forslag (som på engelsk, “suggestions”) til, hvordan patienten kommer videre, og belønner patienten med ros, kram og anerkendelse, når det lykkes. Viden og kærlighed indgår her i en særlig magtfuld koalition.
Hos Lacan er der tale om, at viden behandles på en anden måde. Som subjekter strides vi som nævnt alle med en række grundlæggende spørgsmål, som vi efterspørger svar på. Den lacanianske psykoanalyse formulerer det på den måde, at subjektets selvforhold altid er bestemt ved dets forhold til den Anden. Svaret på, hvad jeg skal bruge mit liv til, hvordan jeg skal begære osv., finder subjektet aldrig blot i sig selv, men i den Anden, eller i det mindste søger subjektet at konstruere nogle svar ud fra, hvad den Anden forestilles at måtte mene eller tænke. I analysen indtager analytikeren først og fremmest positionen som denne Anden, hvortil alle spørgsmål kan stilles og alle associationer tillades. Analytikeren tilbyder sig som en Anden, der kan danne baggrund for en undersøgelse af alle de betydende andre, som subjektet har søgt og søger at konstruere nogle rammer og svar ud fra. Det betyder helt konkret, at analysanden i løbet af analysen gennemspiller en række tidligere situationer, hvor analytikeren fungerer som en slags stand-in for analysandens betydende andre, skiftevis forældre, venner, elskere osv., eller for de ubevidste tanker og fantasier, der knytter sig til disse personer.15Se Sigmund Freud, Dora: Brudstykke af en hysterianalyse (Hans Reitzels Forlag, 1984), 99. Mere strukturelt er det analytikerens opgave at være en generel Anden, der må forholde sig åben og modtagelig for alle analysandens enigmatiske relationer. Analytikeren må hele tiden lytte til analysandens tale et andet sted fra, som trækker analysanden videre i sin undersøgelse af sig selv. Analytikeren behøver netop ikke på forhånd at have de svar, som analysanden efterspørger; snarere skal analytikeren egentlig blot vise analysanden mangfoldigheden af de svar, han eller hun allerede ubevidst har konstrueret. Ikke for at vise, hvordan de alle er utilstrækkelige, og hvordan analytikeren har et bedre svar, men for at vise, hvordan disse svar allerede virker som den ramme, subjektet lever sit liv igennem.
Den viden, analytikeren ligger inde med, er på det ubevidstes niveau, eller rettere er den en slags negativ viden: Ved at indtage stedet for analysandens enigmatiske relationer, dvs. som Anden for subjektet, siger analytikeren blot, at “der er ting, du ikke ved (eller vil vide af) om dig selv, men som alligevel kun du har adgang til”. Analytikeren må i analysen indtage stedet for analysandens ubevidste viden om sig selv, ikke for at komplettere analysanden med denne viden, men for at tilskynde analysanden til selv at analysere. I en vis forstand ligger det ubevidste “derude”, i relationen mellem subjektet og den Anden, men det er stadig subjektet, som skal leve med dette ubevidste, og analysen forsøger ikke at reducere eller fjerne det ubevidste, men snarere at optegne det. I analysen skabes næsten et slags virtuelt kort over det ubevidste, som et slags “indre udland”, som subjektet kan begynde at orientere sig i forhold til, ligesom også de afgørende huller, symptomer og traumer placeres på kortet eller befinder sig der, hvor kortet slår folder. Analysen handler netop om at give subjektet adgang til den viden, som først kan optegnes med analytikerens hjælp, men som egentlig allerede var der på forhånd. Hele ideen er egentlig blot at give analysanden adgang eller kendskab til sit eget ubevidste.
Hos Lacan hedder det som nævnt, at analytikeren er “subjektet, der formodes at vide”. Der er et spil mellem at analytikeren må acceptere, at analysanden tilskriver ham eller hende viden, og at analytikeren må arbejde på at lade denne vidensposition virke som en motor for subjektets eget arbejde med sig selv. Analytikeren må derfor ikke overfuse analysanden med fortolkninger, men skabe rummet for, at analysanden selv kan fortolke. Videre er det heller ikke analytikeren, der skal definere analysandens fremskridt, men analysanden selv. Overføringens tragedie er, når én træder frem som helten, der løser problemet for en sårbar patient. Overføringens tragedie kan på mange måder umiddelbart fremstå som en succes, når patienten, som i Saras tilfælde, pludselig spejler sig i den store, kloge psykolog, der kan forklare det hele, og som kan løse alle udfordringer. Men prisen er afhængighed.
Kram og kærlighed
Der er i den forbindelse noget interessant ved “krammet” i historien om Sara. Det var et væsentligt øjeblik i psykoanalysens historie, da man ophørte med berøringer, og analysen blev til talekur (med analysanden på briksen og analytikeren bag ved, ude af synsfeltet). Freud og Breuer havde tidligt arbejdet med håndspålæggelser i deres eksperimenter med hypnose, men noget fungerede ikke rigtigt sådan: Psykoanalysen er, som den slovenske filosof Mladen Dolar har formuleret det, skabt på baggrund af en fundamental accept af et “ikke røre!”16Se Mladen Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse (Philosophia, 2016), 114–143. Ødipuskomplekset er i psykoanalysens optik netop en historie om dette: Barnet får at vide af faderen, at det skal holde fingrene fra moderen; her er det første “niks pille”, og således opstår det ubevidste, som heller ikke kan røres, forholdet til den urørlige Anden osv. Alle berøringer i psykoanalysen sker ifølge Dolar på betingelse af en afstand, der allerede var der fra begyndelsen: På en måde handler en psykoanalyse om at komme overens med det, at man ikke kan røre (moderen, det ubevidste, den Anden). Psykoanalysen handler om en distance, som genfindes i distancen mellem analysanden og analytikeren; den genfindes også i distancerne, pauserne, bruddene osv. i det, analysanden siger. Det er i det, Dolar kalder snittet, at en virkelig berøring af analysandens fremmede kerne finder sted.17Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse, 140. Og her dur det ikke at skyde genvej med et godt, hjerteligt kram. Tværtimod. Krammet foregiver, at der findes en Anden, som “har dig”, som åbner sig for dig, som omfavner dine problemer. Krammet siger, at du gerne må røre, at du kan røre, at du kan finde dig selv gennem den Anden. Det accepterer psykoanalysen ifølge Freud, Lacan og Dolar ikke. Samtidig er krammet også potentielt omklamrende: Når en anden persons arme klynger sig omkring mig, er jeg fanget her. Jeg bliver holdt fast på en bestemt måde, sådan som den Anden vil have mig. Krammet som belønning er den ultimative hån mod analysanden (der i det tilfælde behandles som et lille barn): Når du gør, som jeg siger, gør du dig værdig til min kærlighed og omsorg. Samtidig er der i tilfældet med Sara noget med krammet, der har en ubehagelig relation til det, hendes problemer handler om: Er Sara ikke netop en patient, hvis lidelse handler om, at hendes grænser, hendes zone for ikke-berøring, i barndommen er blevet overskredet voldsomt?
Overføringens tragedie handler også om psykologens selvovervurdering og narcissistiske nydelse ved behandlingens succes. Psykologen fremtræder som selve “nøglen” til behandlingens lykkelige udfald, som Sara formulerer det. Han er “løsningen”. Alt, hvad der sker i det terapeutiske forløb, drejer sig implicit om psykologen: Han fremtræder med en positiv viden, en sikkerhed og charme, der forfører patienten ind i en tro på, at alt bliver godt. Han indtager det, man i den lacanianske psykoanalyse ville kalde en fallisk position; han er den, der ved, hvordan tingene skal gøres, og som har det, der skal til for at gøre det. Også for Lacan har analytikeren naturligvis en andel i behandlingens forløb, men spørgsmålet om, hvad det er, analytikeren egentlig giver, er noget mere kompliceret. Analytikeren giver som nævnt ikke noget konkret, dvs. en bestemt viden om, hvordan man skal leve sit liv og komme omkring sine udfordringer; alt, hvad analytikeren giver, er i virkeligheden blot en lytten. Analytikeren er selvfølgelig ikke bare tavs, men forsøger at indføje en lytten i analysandens tale: Konkret vil analytikeren intervenere med små spørgsmål eller antydninger, der bringer analysanden videre i talen: Hvad mener du med det? Kan du beskrive det lidt nærmere? Sagde du, at du havde en blå kjole på? Analytikeren vil fæstne sig ved stort og småt, men konstant arbejde på at åbne talen, så analysanden selv kan artikulere det, som plager. Analytikeren vil bringe sig selv i spil, men ikke i form af svar, snarere i form af kildne spørgsmål. Forskellen mellem den falliske og den analytiske position kan i virkeligheden formuleres meget skarpt: Psykologen i historien om Sara giver “det, han har” til Sara (viden, charme, omsorg), mens analytikeren giver “det, han ikke har” til analysanden. Analytikeren har ikke en positiv viden om analysandens fremmede kerne, men denne manglende forståelse er netop motoren i det analytiske arbejde.
Hvad ligger der i den kryptiske formulering om at “give det, man ikke har”? Psykoanalytikeren Bruce Fink har forklaret det gennem en udlægning af Lacans arbejde med såvel overføring som kærlighed. Ifølge Lacan er definitionen på kærlighed netop “at give det, man ikke har”.18Jacques Lacan, Transference, The Seminar of Jacques Lacan, Book VIII (Polity, 2015), 129. Sagen er, at når man nærer kærlighed til nogen, ligger der heri en spontan indrømmelse af, at man ikke selv er komplet. Man behøver, som Fink udlægger det, ikke at vide præcis, hvad det er, man mangler, for hernæst at kunne identificere den person, der har det, man mangler, for at nære kærlighed. Snarere er kærlighed netop det at støde på en, “der korresponderer med manglen i os”.19Bruce Fink, Lacan on Love: An Exploration of Lacan’s Seminar VIII, Transference (Polity, 2016), 35. Alle oversættelser af Fink er mine egne. “At elske en anden”, siger Fink, “er at meddele denne person, at vi mangler – faktisk big time – og at han eller hun er intimt forbundet med denne mangel”.20Fink, Lacan on Love, 35. Som han udlægger det, er der noget her, som har en nær forbindelse til den måde, den lacanianske analytiker arbejder på: Analytikeren er som en elsker, der giver det, han eller hun ikke har. Analytikeren er som Sokrates (hvilket er Lacans egen sammenligning), der “ved, at han ikke ved”, og som stiller myriader af spørgsmål til sine venner og partnere og dermed sætter en masse diskussioner og undersøgelser i gang. Analytikeren elsker analysanden netop ved at stille betingelserne for en åben undersøgelse af dennes subjekt til rådighed, og analytikeren må på den måde altid finde noget at elske i en analysand, men uden at kræve at blive elsket tilbage (og heri består den afgørende forskel til virkelighedens kærlighed). Analytikerens kærlighed er dermed på en måde dybt personlig og alligevel helt upersonlig: Den angår ikke analysanden i kraft af vedkommendes bestemte fremtoning og tilfældige charme, og den er ikke forpligtet på at “realisere det almene”, som Kierkegaard ville sige det; den angår (kun) analysandens ubevidste. Analytikeren (frem)elsker analysandens ubevidste, og med denne produktive og krævende kærlighed igangsættes analysandens eget arbejde. Omvendt skaber denne “analytiske” kærlighed nu en kærlighed tilbage igen, som beskrevet i tilfældet med Breuer; analysanden modsvarer analytikerens kærlighed med en tilskrivelse af en særlig “indre skat” til analytikeren: Der er for analysanden noget i eller ved analytikeren, som kan fremstå som selve svaret på gåden om tilværelsens mening. Netop i dette punkt krydses analytikerens position, hans vidensposition, med analysandens ubevidste libidinøse position: Viden og kærlighed arbejder sammen i dette punkt.
Men kærligheden skal bruges som løftestang for, at analysanden kan komme til at “kende sig selv”, og derfor må analytikeren være meget påpasselig med den kærlighed, som analysanden bringer til analysen. Analysandens kærlighed til analytikeren opstår ofte på tidspunkter, hvor det er opportunt for analysanden at elske og ophøje analytikeren i stedet for at analysere videre. Med kærlighed kan analysanden afspore analysen og på en måde betvinge analytikeren, få ham til at holde op med alle de spørgsmål. Derfor må analytikeren ikke gengælde analysandens forelskelse, men han må heller ikke afvise den, idet den som nævnt på sin vis er vigtig for det analytiske arbejde. Analytikeren må skille analysandens “lukkende” kærlighed, som er kærligheden til analytikerens person, hans evner osv., fra den “åbnende” kærlighed, der angår den position, han indtager som den Anden for analysanden.
Der knytter sig måske endda en særlig etik til kærligheden i analysen. En analytiker, der ikke analyserer, men lever af kærlighed og af de gode resultater, han skaber for sine patienter, er en charlatan – i betydningen én, som foregiver viden og vigtighed, og som selv tror på (og udnytter) denne status. “Analytikeren må”, siger Fink, “som Sokrates ikke give efter for den charmerende opmærksomhed fra de smukkeste samtalepartnere (om det er Alkibiades, Agathon eller enhver anden), men må konstant forfølge discourse instead of intercourse”.21Fink, Lacan on Love, 48. De sidste fraser er bibeholdt på engelsk.
Overføringen fungerer forkert, når analysen kommer til at handle om analytikeren, der narcissistisk nyder beundringen fra sin patient. Det kan ikke lade sig gøre at bortreducere elementet af forelskelse i den analytiske proces, og det fungerer heller ikke at lade som om, det ikke er der. Men forelskelsen må på ingen måde besvares direkte af analytikeren. Analytikeren må ikke blive en vis mand, der sidder inde med alle svarene, og som kan dyrkes som en guru. Analytikeren må ikke blive analysens objekt, dvs. den, det hele handler om, men må snarere fungere som analysens motor, til gavn for analysanden.
Fra acting out til gentagelse
Som nævnt har Sara en voldsom historie bag sig, der inkluderer omsorgssvigt, overgreb og voldelige forhold. Vi kan nu vende tilbage til Saras udsagn om, at her var en person, psykologen, hun stolede på, som imidlertid ender med at udsætte hende for det, hun er allermest bange for. Hvordan kan det komme dertil? Hvad er det, der gør, at psykologen “kommer til” at fange hende i det værste, der kunne ske for hende, nemlig et nyt overgrebsscenarie? Hvad er det for et mønster, der gentager sig for Sara, og hvorfor ender behandlingen med at reproducere dette mønster i stedet for at opløse det?
Hvis man skal give en beskrivelse af Saras terapeutiske forløb i lacanianske termer, ville man, som jeg har været inde på, sandsynligvis betegne det som suggestion. Suggestion består i det forhold, at en autoritet foreskriver en række handlinger for det subjekt, der opsøger ham eller hende (som f.eks. dyrk mindfulness, få lavet noget motion, bliv bedre til at omfavne verden, tænk ikke så meget over tingene osv.). Suggestion kan for så vidt være en udmærket kur, når man skal have styr på et uoverskueligt liv og har brug for nogen, der kan sætte det i faste rammer, men det fungerer ikke i en analyse. En lacaniansk psykoanalyse handler ikke om, at patienten bliver omskabt i lægens billede eller får en række velafprøvede teknikker til selvkontrol, men om, at patienten får plads til at udspille det, som ikke passer ind, eller det, som fundamentalt forstyrrer et velordnet og tilrettelagt liv. Det er naturligvis klart, at også en sådan analyse er et asymmetrisk forhold mellem én, der formodes at vide (analytikeren), og én, der formodes ikke at vide (analysanden). Det er netop derfor, det er nødvendigt at tale om overføring. Men slutpunktet for analysen handler ikke om, at analysanden skal komme på højde med analytikeren og vide det, som denne vidste fra begyndelsen. Omvendt er det analysanden, der taler og analyserer og ligger inde med en ubevidst viden, og afslutningen består i en vis forstand i, at analysanden bliver i stand til selv at tage ansvar for det, som er kommet frem. Analytikeren har hjulpet med at blotlægge symptomerne, intet andet. Hvor andre tilgange vil forsøge at forklare eller uddrive symptomerne, vil den lacanianske analytiker egentlig blot give dem plads, tillade dem at være der. Man bliver ikke et kvalitativt bedre menneske af at gå i lacaniansk analyse (mere hel, mere afrundet, afbalanceret, velfungerende), men man får potentielt et andet forhold til sig selv. Man kan måske gøre andre ting, tale på en anden måde, bruge sit begær anderledes, handle friere i forhold til sine symptomer.
Suggestion er, som jeg antydede i begyndelsen, overføring uden analyse. Suggestion er, når lægen, i dette tilfælde psykologen, indtager sin rolle på en måde, så han instruerer patienten i at gøre det korrekte. Patienten hensættes i en overføringsrelation, som ikke er befordrende for analyse, men for lydighed. Hvordan kan patienten nu komme ud med alt det, som plager? Når det ikke kan komme ud gennem analysen, kommer det ud på en anden måde, nemlig gennem det, der af flere psykoanalytiske retninger kaldes acting out (efter standardoversættelsen af Freuds betegnelse agieren): Når analytikeren er døv, eller når analysanden ikke kan nå ind til ham eller hende, ikke kan få det sagt eller ikke levnes mulighed for at få det sagt, spiller eller handler analysanden det ud i stedet. Denne acting out eller ageren kan foregå på mange måder, og den er på en måde svær at komme udenom i et analytisk forløb. Sådan set er en simpel fortalelse også en ageren; det er en måde, hvorpå det ubevidste taler og handler, selvom det ikke artikuleres i velformede sætninger. Men acting out betegner i psykoanalysen som regel en mere direkte, fysisk handling, som særligt udspiller sig uden for det kliniske rum; det være sig i form af radikale livsbeslutninger eller særligt markerede handlinger.
Acting out er ifølge Lacan en henvendelse til den Anden. Det er en slags meddelelse på trods, en visning af noget, som, skønt det ikke kan artikuleres, er vigtigt at få ud. Saras løbetræning kan ses i lyset af acting out: Først og fremmest er løberiet noget, Sara genoptager, fordi psykologen opfordrer hende til det, og fordi hun på det tidspunkt i behandlingsforløbet bader sig i hans anerkendelse. Hun vil gerne leve op til hans positive forventninger til hende, og det kan hun blandt andet gøre ved at dyrke motion. Det er dermed ikke løbet som sådan, der tilfredsstiller Sara, det er ikke noget, hun bare gør for sin egen skyld; hun gør det netop for psykologens. Gennem løbet henvender hun sig til psykologen og bekræfter deres relation. Men der kommer også noget andet til udtryk i løbet, der får en excessiv og plaget karakter. Sara mobiliserer næsten ukendte kræfter i sit løb. Når hun stiller sig ved start og løber alt, hvad remmer og tøj kan holde, er der en henvendelse på spil, som har en desperat og uartikuleret karakter. Jo mere Sara løber, jo mere bekræfter hun sit forhold til psykologen, samtidig med at “noget”, noget ukendt og mærkeligt, spiller med. Og jo mere dette ukendte spiller med, uden at psykologen hører det, jo hurtigere løber Sara.
Da Sara på et tidspunkt i behandlingsforløbet begynder at skære i sig selv igen, kan det også forstås som acting out. Det er klart, at det at skære i sig selv giver en form for “følelsesregulering”; man kan oversætte en svært håndterbar grundlæggende angst til noget konkret og fysisk. Men der er, som filosoffen Slavoj Žižek har antydet, også noget mere på spil: Er cutting ikke også en måde at foretage en slags indskrivning, en proto-artikulation, af et problem? “[N]år jeg skærer i min arm, bliver “nullet” i subjektets eksistentielle forvirring, […] transformeret til “etteren” i en betydende indskrivning”.22Slavoj Žižek, The Parallax View (The MIT Press, 2006), 389. Cutting er med andre ord igen det, at “noget” skal siges, skønt det ikke er helt klart, hvad det er, og dette “noget” består af en knude af en (kropslig) lidelse i en betydende struktur (henvendt til den Anden). Set fra perspektivet af acting out er der ikke så stor forskel på Saras excessive løberi og hendes skæreri. Når en analysand agerer, ligger der en henvendelse til analytikeren; en ageren er en provokation (en pro-vokation, en frem-kaldelse), både af problemet, selvom problemet som nævnt ikke er helt klart, og af analytikeren. En ageren er en appel til den Anden. I den lacanianske psykoanalyse må analytikeren arbejde med appellen ved at modtage den og vende den tilbage mod analysanden igen; analytikeren skal høre, men ikke fortolke analysandens ageren, for analysanden må selv bringes til at analysere og placere sig selv i sine handlinger. Det, som foregår hos psykologen i casen her, er dog på ingen måde at forstå som et analytisk arbejde med Saras ageren. På en måde overhøres dimensionen af det ubevidste fuldstændig i Saras ageren og tilsidesættes til fordel for adfærdsterapi. Saras ageren fortolkes ikke; hendes handlinger søges direkte formet ind i sunde teknikker til selv- og kropskontrol.
Ageren kan i psykoanalysen også betegne noget af det, som sker i overføringen, nemlig den aktualisering af tidligere impulser og fantasier, der uvægerligt er en del af selve det psykoanalytiske forløb. Men igen er der forskel på, hvordan denne ageren modtages. I Saras tilfælde sker der noget, der overskrider alle grænser for, hvordan man bedriver både psykoterapi og psykoanalyse, men som samtidig stadig har at gøre med, hvordan overføringen og aktualiseringen behandles i forløbet. For Sara forbliver aktualiseringen ikke noget, der behandles analytisk eller tales igennem, men ender med at blive omsat til en brutal genopførelse. På en måde begynder psykologen af spille med på hendes ageren. Hun opfordres af psykologen til at gennemspille scener fra sin fortid, men samtidig også til at indspille nye scener, som f.eks. den seksuelle lydighedstræning, der forstærker nogle af hendes grundproblematikker og ubehagelige fundamentale fantasier. Psykologen træder direkte ind i Saras handlingsunivers som hendes mentaltræner, omsorgsperson, men også som hendes hersker og betvinger.
Psykologen udsætter hende, som Sara selv fortæller det, for en lang række ydmygende oplevelser. Hun får sms’er om, at hun skal møde op hos ham, smide tøjet i mellemgangen og gå ind i soveværelset. De ser film sammen, og han drikker rødvin, men ikke hun, og hun skal gå inden filmen slutter. Hun skal udsættes for seksuel lydighedstræning, så hun kan “forstå, at jeg ikke længere havde ret til at bære et navn, at jeg ikke længere måtte tage beslutninger selv, fordi jeg var hans ejendel, at jeg skulle adlyde ham blindt, og at han ville passe på mig og være der for mig, så længe at jeg adlød ham”.23Ep. 4, 6:30. Det er et dysfunktionelt forhold, som naturligvis er langt uden for skiven, når det kommer til psykoterapi og etiske kodekser. Men der er også noget i det, som kalder på en ekstra opmærksomhed. Hvad er det, Sara agerer med psykologen? Hun finder sig i det, fordi hun er forblændet af ham, og fordi han truer hende, men der er også noget mere. Selvom der er en lang række tilfældigheder, der fører til, at denne situation opstår, er der alligevel noget, der næsten automatisk bringer Sara dertil. Måske er der sket det, at psykologen er frosset i en bestemt rolle, der bliver anledning til et bestemt gentagende mønster for Sara? Psykologen er i udgangspunktet en venlig figur, en slags konstant, der imidlertid viser sig fra en ubehagelig side. Det er for Sara netop forholdet til f.eks. fiskemanden om igen. Hendes betagethed af den dominerende figur, hendes svigtende forståelse for grænser, hendes angst for at miste. Alle hendes grundproblematikker er i spil. Hun spiller og agerer det hele igennem, næsten som om virkeligheden selv var blevet en ond drøm.
Måske er det derfor ikke tilstrækkeligt at beskrive det, som sker for Sara i forløbet, med betegnelsen ageren eller acting out. Det forfærdelige ved Saras forløb er, at hun ikke bare agerer dele af sin fortid som led i en analytisk proces, men at hun bringes til at fortsætte med at gentage den. Den klassiske freudianske psykoanalyse skelner her “skarpt mellem sproglig erindring og gentagelse i handling”.24Ole Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon (Gyldendal, 2002), 37. Hvad, det handler om, er at blive i stand til at erindre og artikulere den grundproblematik, som betvinger én, i stedet for at gentage den. Når Sara i de interviews, vi hører i podcasten, kigger tilbage på forløbet med psykologen, er der flere gange, hvor hun siger til sig selv, at hun på ingen måde handler logisk, og at hun endda handler på en måde, der burde have gjort hende særdeles bekymret. Når hun kigger på det i bakspejlet, kan hun se, at hun bringer sig selv i problemer, hun kender. Saras historie rejser dog et spørgsmål, som stadig er en teoretisk udfordring for freudiansk psykoanalyse, og som næsten kun kan formuleres på en lidt paradoksal måde: Kan erindringen indhente gentagelsen? Spørgsmålet har næsten karakter af paradokset med Achilleus og skildpadden. Kan den sproglige reproduktionen af traumatiske hændelser afmontere subjektets gentagelsestvang? For den sene Freud, og især for Lacan, er svaret nej, skildpadden vandrer videre.25Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 50. Mens erindringen griber bagud efter den grundproblematik, som styrer mit liv, vælter mit liv fremad med nye gentagelser af grundproblematikken til følge. “Særligt uhyggeligt er det”, skriver Ole Andkjær Olsen i en præcis passage, “når svært traumatiserede patienter tilsyneladende ikke prøver at undgå fremtidige traumer, men tværtimod opsøger dem med søvngængeragtig sikkerhed”.26Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon, 276.
På en måde handler analysens afslutning om den umulige opgave at blive ét med det, man var, men som hele tiden finder en ny skikkelse eller udspiller sig i en ny situation. Dette er den tidslige variant af det, at noget fremmed udspiller sig i mit liv: Jeg er altid allerede kastet ind i en virkelighed, som jeg ikke har valgt, og som kan synes dybt urimelig, men som jeg må genkende mig selv i.27Denne pointe er fremstillet af Henrik Jøker Bjerre i en artikel (“Analysens afslutning: Fra Freud til Lacan”, Lamella – tidsskrift for teoretisk psykoanalyse, nr. 1 (2016), 31–41) om Freuds berømte motto for psykoanalysen: “Wo es war, soll ich werden”. Jeg parafraserer et par af hans argumenter her. Analysen slutter ikke, når man erindrer og forstår sin fortid til bunds, eller når nogen har forklaret, hvordan det hele hænger sammen, så man igen kan blive normal. Dette ideal ville fordre en udrensning af det ubevidste, som er i strid med den klassiske psykoanalyses antagelse om det ubevidste som grundvilkår. Min fortid er “reel”, ville Lacan sige; den findes aldrig direkte, kan ikke indrammes med positiv viden, og jeg rammer altid lidt ved siden af den, og alligevel er jeg konstant indkaldt til møde med den, idet den er en virkende kraft i mit liv.28Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 53 og 55. Men ved at indrømme den en plads i min virkelighed som reel behøver jeg ikke mere kæmpe imod den, behøver ikke at undskylde, forsøge at gemme den væk, udrense den med mindfulness eller håndtere den ved at løbe eller skære i mig selv. Den energi, som fortiden binder, kan bruges anderledes.
Og her er vi måske ved et punkt, man kunne kalde “hinsides overføring”: Hvis analytikeren bifalder det, analysanden har udført ved analysens afslutning, og hvis denne anerkendelse er vigtig for analysanden, kunne man påstå, at analysen faktisk endnu ikke er slut: Analysanden har ikke frigjort sig fra forestillingen om, at der findes en korrekt måde at udleve sit begær på; analysanden forventer stadig, at analytikeren står for enden af processen, hvor der er ryddet op i fortiden, med et kram og et diplom. På en måde er afslutningen netop, at analysanden bliver i stand til at håndtere sine symptomer, der er blotlagt gennem analysen, som reelle, også i den betydning at heller ikke analytikeren kan forklare eller udrense dem.
Analytikeren skal være den, der hjælper analysanden til at overtage sin gentagelse. Analytikeren skal være den Anden, gennem hvilken det er muligt at erindre og artikulere denne gentagelse for at nå det punkt, hvor det er muligt at handle anderledes i forhold til den. I forløbet med Sara sker der det uhyggelige, at psykologen selv bliver medvirkende til genopførelsen af gentagelsen.
Offer og bøddel
Det er klart, at Sara er et offer for psykologen, i en vis forstand er hun “det perfekte offer”, som podcasten siger det, fordi der i forvejen er plads til den form for udnyttelse, som psykologen iværksætter. Den ligger der allerede som ubevidst gentagelsesmønster. Selvom den lacanianske psykoanalyse således kan bidrage til en undersøgelse af, hvorfor Sara bliver til et offer, gør det dog på ingen måde psykologens ansvar mindre, tværtimod. Psykologen må som påpeget under ingen omstændigheder “træde ind i” gentagelsen og selv spille en rolle i dens genopførelse. I forlængelse af dette må endnu et centralt spørgsmål til Saras historie dog stilles, for hvis Sara er det perfekte offer, hvad gør det så psykologen til? Hvad er det, der gør, at psykologen rent faktisk griber til at udnytte sin patient? Jeg vil foreslå, at den ulykkelige historie om Sara har et væsentligt aspekt mere, som ikke bare består i at overveje, hvordan patienten bliver til offer, men også hvordan behandleren bliver til bøddel.
Psykologen har som nævnt indtaget rollen som den, der har selve nøglen til behandlingens succes; en selvovervurdering, som spiller med i hans senere seksuelle udnyttelse af Sara. Samtidig hører vi dog også i podcasten, hvordan han på forskellige måder prøver at afslutte den seksuelle del af forholdet.29Ep. 3, 9:18. Han er, som det fremstilles, klar over, at noget ikke er, som det skal være, og at han er involveret i Saras “behandling” på en forkert måde. Han trækkes personligt med ned, netop fordi han har været til stede i behandlingen personligt (som alvidende charmør) fra begyndelsen: Han har i en vis forstand givet for meget af sig selv til behandlingen. Tragediens kilde ligger, som også i de klassiske tragedier, i det forhold, at den handlende (her psykologen) begår hybris, og at han fanges i et net af sine egne fejl. Men hvorfor begår han fejlene, og hvordan kan det eskalere så voldsomt?
Psykoanalytikeren Glenn O. Gabbard har over en årrække beskæftiget sig med forholdet mellem overføring og modoverføring (dvs. overføringen fra analytikeren til analysanden). I en overbliksartikel over problematikkerne vedrørende borderline-patienter og modoverføring indleder Gabbard med følgende citat fra en terapeut,30I det ovenstående har jeg diskuteret den konkrete psykolog i Saras historie op imod en freudiansk-lacaniansk forståelse af “analytikeren”. I det følgende bruger jeg betegnelsen “terapeuten” i forlængelse af Gabbards terminologi, men skelner ikke skarpt mellem terapeuten og analytikeren. der er stærkt udfordret af en patient; et citat der viser sagen fra terapeutens side, og som på flere måder lægger nye lag til forståelsen af forholdet mellem offer og bøddel:
Jeg føler mig udnyttet, manipuleret, misbrugt, og på samme tid føler jeg mig ansvarlig for hendes følelser af afvisning og selvmordstrusler, eller føler mig bragt til at føle mig ansvarlig for dem, fordi jeg ikke har tid til hende og ikke vælger at være/ikke altid kan være tilgængelig som et godt objekt eller et stand-by delobjekt.
Hun har lokket mig til at tænke [hooked me into thinking], at kærlighed og venskab vil helbrede hende, som om der intet var i vejen med hende, men at det snarere var alle menneskene i hendes liv, der var problemet. Så kommer jeg op med faderligt venskab, og hendes kontrol begynder. Hun fortæller mig, på forskellige måder, at jeg er forskellig fra de andre. Og netop som jeg soler mig i “god objektivitet”, begynder hun for alvor at kontrollere mig ved at fortælle mig, at jeg er nøjagtig som de andre, at jeg er ligeglad [that I don’t care]: “Jeg kan se, du kigger på dit ur. Jeg ved, du vil ud herfra. Jeg ved, du har et liv derude. Det bliver en lang nat. Du er ligeglad. Alle er ligeglade.”31Glen Owen Gabbard, “An Overview of Countertransference With Borderline Patients”, Journal of Psychotherapy: Practice and Research 2, nr. 1 (1993), 7. Alle oversættelser af Gabbard er mine egne.
Hvad, der er på spil i det ovenstående, er terapeutens affekter, som de kommer til udtryk i forhold til en patient, vedkommende har i behandling, og der er derfor tale om modoverføring. Som Gabbard udlægger det, er der særligt ved borderline-patienter tale om, at de tenderer mod at overvælde deres terapeuter, og endda i en sådan grad, at mestringen af modoverføringen, som Gabbard ser det, er selve det fundament, hvorpå den vellykkede behandling hviler.32Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Sara beskrives i løbet af podcasten som en mulig borderline-patient,33Ep. 7, 11:27. men for mig at se er denne betegnelse ikke så vigtig. I vignetten ovenfor kunne der sagtens være tale om en klassisk “freudiansk” patient, dvs. en hysterisk patient, der skiftevis opfylder alle analytikerens forventninger, skiftevis skuffer, frustrerer og afsporer analytikeren. Hvad, Gabbards artikel giver anledning til, er dog at overveje det forhold, at visse typer af patienter på særlig vis udfordrer eller tester deres behandlere. Der findes patienter, som i højere grad gør terapeuten/analytikeren opmærksom på, hvordan han eller hun er impliceret i den analytiske proces: “Disse patienter bringer os ’til live’ på en særlig måde, der skærper vores opmærksomhed, meget lig det at køre over et bjergpas på en smal, tosporet vej uden autoværn”.34Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Denne type patienter er ekstremt sensitive over for analytikerens ordvalg og handlinger, som Gabbard udlægger det. Samtidig bliver de ofte “særlige” for deres behandlere, og de inspirerer, delvist på trods, til stor optimisme.
Gabbard beskriver en patienttype, der har en evne til at indgyde skyldfølelse hos deres behandlere: De kan være meget provokerende over for deres terapeuter, men i netop det øjeblik, terapeuten i sit stille sind ønsker patienten hen hvor peberet gror, beskylder patienten terapeuten for ikke at drage omsorg og bryde sig om ham eller hende.35Dette afsnit er bygget på Gabbard, “Overview of Countertransference”, 9–11. Stærkt knyttet til skyldfølelsen er også “redningsfantasier” hos terapeuten, der optræder, når patienten bliver så hjælpeløs, at terapeuten hele tiden må gøre mere, særligt når patienten f.eks. tyr til antydninger om selvmord eller deciderede selvmordstrusler. Der er ifølge Gabbard noget grænseoverskridende ved forløb med patienter, der på den måde både er udfordrende og hjælpeløse. Disse patienter kan have så stor en frygt for at blive forladt, at intet andet end ubetinget kærlighed fra behandleren accepteres, hvilket kan eskalere til terapeutens villighed til at modtage sene telefonopkald, at mødes uden for det kliniske rum og endog til at indgå i seksuelle forhold. Sådanne forløb medfører ifølge Gabbard angst hos terapeuten; en angst for patientens grænseløshed i forhold til personlige og professionelle grænser, en angst for at blive slugt og tilintetgjort af deres patient.
Der er tegn på, at vi finder tilsvarende scener i historien om Sara. Sara er hjælpeløs og sårbar; hun har drømme om at rulle sig selv i glas og forsvinde;36Ep. 1, 0:15 og 36:10. hun har drømme om at drive omkring på havet i en forladt færge, mens en uendeligt høj bølge nærmer sig;37Ep. 2, 29:39. hun har drømme om en afgrund og en hånd, der næsten, men kun næsten, rækker ind og redder hende38Ep. 4, 0:10. osv. Podcasten dykker som nævnt ikke ind i psykologens forestillingsverden, og det er ikke til at sige, om han har redningsfantasier, men under alle omstændigheder synes han at opfatte Sara som en særligt værdifuld patient, som Sara fortæller det; en patient der gør fremskridt, han ellers aldrig har set før. Sara bliver samtidig også afhængig af den følelsesmæssige kontakt til psykologen, som reagerer ved skiftevis at udnytte hende og skiftevis prøve at afslutte deres seksuelle forhold. Psykologen kan true med at trække stikket og bryde kontakten fuldstændigt, og det gør hende bange, men Sara har også et våben i sine selvmordstrusler: Når han ikke kan være der for hende, og når hun ikke kan få ham, vil hun slet ikke eksistere. På et tidspunkt, efter psykologen endnu en gang har forsøgt at afbryde den private del af forholdet, sender Sara ham et børnetestamente, som hun beder ham om at skrive under, så han vil kunne tage sig af hendes børn, hvis noget sker, for man “kan jo blive ramt af en lastbil ved et uheld”.39Ep. 3, 15:34.
Der findes en række temmelig normative betragtninger af borderline-patienter, hvor de tilskrives en række uheldige sociale egenskaber, som f.eks. at være manipulerende, uberegnelige, temperamentsfulde og interesserede i at trække deres nærmeste (og deres terapeuter) med sig ned, med sig ind i deres lidelse. En lacaniansk tilgang til en borderline-patient (såvel som til en hvilken som helst anden patient) handler dog ikke om at foretage moraldomme. En lacaniansk tilgang handler om at sætte patienten/analysanden i arbejde omkring det, der plager, og bedre opførsel (eller for så vidt helbredelse) er kun et biprodukt. Gabbards beskrivelse af borderline-patienter synes næsten at bevæge sig over i det moralske, idet hans sprog for denne patientgruppe har karakter af, at de i særlig grad udfordrer almindelige regler og kodekser. Det, som driver hans fremstilling, er imidlertid ikke det moralske spørgsmål om, hvad man dog skal stille op med denne type patienter, men næsten det omvendte spørgsmål om, hvorfor de provokerer denne type af reaktioner hos deres behandlere (skærpet opmærksomhed, vagtsomhed, skyldfølelse, redningsfantasier, følelsen af overskridelse af grænser, angst)? Hvad betyder det, at disse reaktioner opstår? Nogle klinikere vil hævde, fremhæver Gabbard, at den sikreste vej til at genkende en borderline-patient findes i selve det forhold, at terapeuten oplever en stærk modoverføring, at han eller hun som nævnt vækkes til live i en særlig intens grad.40Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Med andre ord skal det afgørende diagnostiske træk ikke findes hos patienten, men i terapeutens reaktion på patienten.
Set fra et lacaniansk synspunkt er der den fare ved Gabbards tilgang, at den kan ende i et spejlkabinet, hvor patienten provokerer analytikeren, mens analytikeren reagerer på patienten, og hvor det så bliver analytikerens opgave at sætte grænser for provokationerne, hvilket vil sige, at et bestemt moralsk ideal om, hvordan man opfører sig eller fungerer på den mest harmoniske måde, alligevel ikke kan undgås. Jeg vender tilbage til den pointe til sidst, men der er alligevel noget ved Gabbards beskrivelser af dynamikken mellem behandler og patient, der er interessant i denne sammenhæng. Analytikeren må ikke blot håndtere overføringen, men også modoverføringen, og hvad betyder det? Gabbard fremhæver, at borderline-patienten kan knytte bestemte affekter eller fantasier til analytikeren, som analytikeren i særlige tilfælde bringes til at identificere sig med (skønt de kommer fra patienten eller patientens ubevidste). Der er tale om en særlig form for overføring, som direkte fremtvinger modoverføring, kunne man sige. Jeg skal ikke gå dybt ind i denne mulighed her, den såkaldte “projektive identifikation”,41Gabbard, “Overview of Countertransference”, 12–16. men blot antyde muligheden af en tilgang til historien om Sara, der ville gå i den retning. Det har i min fremstilling indtil videre været klart, at psykologen suggererer Sara ind i det, hun er allermest bange for. Men hvad nu, hvis der er en næsten endnu mere uhyggelig mulighed? At Sara instruerer analytikeren ind i den rolle, hun er bange for, dvs. rollen som én, der skiftevis hjælper hende og forlader hende, tager sig af hende og udnytter hende? Men hvorfor skulle hun gøre det, kunne man spørge? Lacan ville sige, at vi her møder den kerne af nydelse-i-smerten, selve den jouissance, der animerer Saras symptom og gentagelse. Et symptom kan ikke blot opløses med viden, men har som regel “sat sig” som en bestemt måde at opnå en lidelsesfuld nydelse på; en måde, der giver patienten problemer og alligevel holder vedkommende fast. Er Sara i gang med at genopføre sit symptom? Producerer hun endnu en version af, at “jeg er hjælpeløs”, “jeg bliver udnyttet”, “jeg bliver forladt”?
Som Gabbard udlægger det, er modoverføring noget, der skabes i fællesskab af analysanden og analytikeren, hvor “både terapeutens gamle konflikter og patientens projicerede aspekter skaber bestemte interaktionsmønstre i den terapeutiske proces”.42Gabbard, “Overview of Countertransference”, 13. Det er næsten, som om Sara kan bruge psykologens herskesyge position til noget. Det er naturligvis en kontroversiel vinkel på historien, men jeg antyder på ingen måde, at det, som foregik, var Saras egen skyld. Min pointe er den helt omvendte, at det i tilfældet med modoverføring i allerhøjeste grad er behandlerens opgave at håndtere den. Det uhyggelige er ikke, at der kan ske det, at en patient påvirker sin terapeut ind i en bestemt modoverføring og et bestemt handlemønster. Det uhyggelige er, når terapeuten fanges i dette spil. Når terapeuten ikke evner at stoppe op og analysere, men snarere begynder at opføre det stykke, som er sat i scene.
Med Lacan kan man sige det på den måde, at det både for overføring og modoverføring gælder, at analytikeren ikke må lade sig fange i det, forstået på den ret radikale måde, at analytikeren ikke må involvere sin egen person i det. Det handler i den lacanianske psykoanalyse ikke engang om at bruge sin person på “den rigtige måde”, f.eks. for at lede patienten frem mod en større grad af harmoni og integration. Forløbet omkring Sara er naturligvis også ifølge værdier som harmoni og integration, hvordan man end definerer disse værdier, forfejlet. Men for Lacan kan det slet ikke accepteres, at overføring bruges i et register, der handler om personlige relationer og bestemte på forhånd definerede værdier. Analytikeren må som nævnt modtage analysandens overføring, men vende pilen tilbage på analysanden, så denne sættes i arbejde omkring sine ubevidste fantasier og symptomer. Analytikeren må “give det han ikke har” og indtage sædet for det ubevidste. Analytikeren må hverken indtage rollen som mester eller professor, heller ikke som guide, coach, slet ikke som forfører eller charlatan, og selvfølgelig på ingen måde som “castet” medspiller i analysandens fantasier og gentagelser. Overføring må med andre ord flyttes fra et register, hvor terapeut og patient står direkte over for hinanden, og hvor overføring og modoverføring føder hinanden, til et register, hvor analysanden bringes i samtale med den Anden, dvs. med selve den uhåndterlige instans, vedkommende er sat af og lever sit liv, sine symptomer og gentagelser igennem. Analysens afslutning handler i en vis forstand om, at analysanden finder sin egen modus vivendi med symptomerne og indser, at heller ikke analytikeren har svaret. Løsningen er ikke at få meningen med det hele, men at opgive meningen og den fantasi, at analytikeren skulle kunne give svaret.
Det lyder på en måde som en næsten negativ bestemmelse af analytikerens rolle, næsten en slags analytikerens fallit. Meget modsat den position, som psykologen i historien om Sara indtager. Men denne type af fallit er alligevel baggrunden for analysens succes.
| 1. | Jf. Sigmund Freud, “Observations on Transference-Love (Further Recommendations on the Technique of Psycho-Analysis III)”, i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Volume XII (1911–1913) (The Hogarth Press, 1958), 158. |
| 2. | Se Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar of Jacques Lacan, Book XI (Norton, 1998), 230–243. |
| 3. | Ernest Jones, Sigmund Freud: Life and Work, The Young Freud 1856–1900 (The Hogarth Press, 1953), 245–248. |
| 4. | Det perfekte offer II (DR P1, 2019). |
| 5. | Jeg skylder en tak til Christina-Regitze Pedersen for at have bragt mig på sporet af podcasten og for at have bidraget med væsentlige perspektiver til artiklens analyser og argumenter. |
| 6. | Ep. 1, 1:30. Alle referencer med episodenummer er til Det perfekte offer II. |
| 7. | Ep. 1, 20:30. |
| 8. | Ep. 1, 21:32. |
| 9. | Ep. 1, 22:34. |
| 10. | Ep. 1, 23:56. |
| 11. | Ep. 1, 22:57. |
| 12. | Ep. 1, 27:51. |
| 13. | Ep. 2, 6:55. |
| 14. | Ep. 1, 30:51. |
| 15. | Se Sigmund Freud, Dora: Brudstykke af en hysterianalyse (Hans Reitzels Forlag, 1984), 99. |
| 16. | Se Mladen Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse (Philosophia, 2016), 114–143. |
| 17. | Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse, 140. |
| 18. | Jacques Lacan, Transference, The Seminar of Jacques Lacan, Book VIII (Polity, 2015), 129. |
| 19. | Bruce Fink, Lacan on Love: An Exploration of Lacan’s Seminar VIII, Transference (Polity, 2016), 35. Alle oversættelser af Fink er mine egne. |
| 20. | Fink, Lacan on Love, 35. |
| 21. | Fink, Lacan on Love, 48. De sidste fraser er bibeholdt på engelsk. |
| 22. | Slavoj Žižek, The Parallax View (The MIT Press, 2006), 389. |
| 23. | Ep. 4, 6:30. |
| 24. | Ole Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon (Gyldendal, 2002), 37. |
| 25. | Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 50. |
| 26. | Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon, 276. |
| 27. | Denne pointe er fremstillet af Henrik Jøker Bjerre i en artikel (“Analysens afslutning: Fra Freud til Lacan”, Lamella – tidsskrift for teoretisk psykoanalyse, nr. 1 (2016), 31–41) om Freuds berømte motto for psykoanalysen: “Wo es war, soll ich werden”. Jeg parafraserer et par af hans argumenter her. |
| 28. | Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 53 og 55. |
| 29. | Ep. 3, 9:18. |
| 30. | I det ovenstående har jeg diskuteret den konkrete psykolog i Saras historie op imod en freudiansk-lacaniansk forståelse af “analytikeren”. I det følgende bruger jeg betegnelsen “terapeuten” i forlængelse af Gabbards terminologi, men skelner ikke skarpt mellem terapeuten og analytikeren. |
| 31. | Glen Owen Gabbard, “An Overview of Countertransference With Borderline Patients”, Journal of Psychotherapy: Practice and Research 2, nr. 1 (1993), 7. Alle oversættelser af Gabbard er mine egne. |
| 32. | Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. |
| 33. | Ep. 7, 11:27. |
| 34. | Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. |
| 35. | Dette afsnit er bygget på Gabbard, “Overview of Countertransference”, 9–11. |
| 36. | Ep. 1, 0:15 og 36:10. |
| 37. | Ep. 2, 29:39. |
| 38. | Ep. 4, 0:10. |
| 39. | Ep. 3, 15:34. |
| 40. | Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. |
| 41. | Gabbard, “Overview of Countertransference”, 12–16. |
| 42. | Gabbard, “Overview of Countertransference”, 13. |