I Simon Kvamms tv-serie Guru møder vi blandt andet Master Fenn, spillet af Frederik Cilius, som er coach for antihelten Andreas Mertz. Andreas er selv, hvad han kalder lifecoach, og er vendt hjem til sin fødeby Silkeborg for at arbejde med byens omdømme og selvforståelse. Serien er på den måde en satire over coaches, der coacher andre coaches. Dybest set er Andreas usikker på sig selv, og det bearbejdes hos Master Fenn, der er en sønderjysktalende larger than life-karakter, som lukker bullshit ud med ubetvingelig selvsikkerhed. I en central session hos Master Fenn taler de om det princip, som Fenn kalder ABP – Always Be Publishing – hvor man ikke skal gruble for meget over tingene, men bare sige, hvad man tænker, uden filter. Det er kuren mod søvnproblemer, tankemylder, mareridt osv. Det skal ud af systemet. Man må maksimalt have to tanker om dagen, som man ikke siger eller udgiver.
Master Fenn er en karikatur, men hvad nu hvis figuren alligevel kan sige noget centralt om samtiden? Er det ikke kendetegnende for den amerikanske præsident, Donald Trump, at han synes uhæmmet at praktisere ABP? Han elskes af sine tilhængere for, at han siger, nøjagtig hvad han mener, uanset om (eller netop fordi) det er politisk ukorrekt eller slet og ret usammenhængende. Fenn og Trump er forskellige figurer, men de bærer i sig den samme tiltro til det, Jacques Lacan ville kalde “signifiéen”, meningen. Uanset at Trump faktisk siger noget sludder, eller modsiger sig selv, oplever han formentlig stadig sig selv, og opleves af sine tilhængere, som én, der siger det, som det er. Der er ingen afstand mellem, hvad han tænker, og hvad han siger, og det gør ham elskelig, ukompliceret, antielitær, og i hvert fald ikke woke og fortænkt.
Fenn og Trump er begge en form for nydelsesmestre, der vil have tilbage, hvad andre har stjålet, og de har begge deres metoder. Fenns bullshit-koncepter (parasitmetoden, “perception is reality”) spejles i Trumps akronymer, MAGA, DOGE, FAFO osv. med et uhyggeligt twist. For dem begge gælder, at dér, hvor man bliver i tvivl eller spørger sig selv, om det nu er rigtigt, hvad man gør og siger, er for de usikre og svage. En repræsentationslogik, der indeholder momenter af forvirring og fortolkning – fik jeg nu sagt det helt rigtigt? Fik jeg sagt noget andet, end det jeg troede? Osv. osv. – må afløses af en præsentations- og præstationslogik. Og netop her er noget, som er afgørende for en analyse af samtidens konjunkturer for tænkning: Aflysningen af tænkningen i form af aflysningen af det ubevidste. Som Master Fenn siger det i en helt central og morsom sentens, har han “ikke haft nogen underbevidsthed siden 2004”. Der er intet tankemylder og ingen mareridt at bearbejde, fordi alt kommer ud.
Min påstand er, at hvis det underbevidste, eller mere præcist det ubevidste, bliver ubetydeligt, hvis vi ikke mere kan håndtere eller arbejde med det ubevidste, så forsvinder en væsentlig betingelse for tænkning. Hvis sproget er ren udsigelse (ABP) og banale narrativer (MAGA), mister vi netop de brud i narrativerne, som Freud brugte begrebet det ubevidste til at aftegne. Situationen er naturligvis ikke så entydig, som jeg indledningsvist har tegnet den op, men ideen er at pege på den fare, det er, hvis vores sans for det, som stritter imod i vores sprog og fortællinger, forsvinder. Det kan være i tendensen til “literalisme” i Hollywood-film, som den for nyligt er blevet optegnet af forfatteren og kritikeren Namwali Serpell.1Namwali Serpell, “The New Literalism Plaguing Today’s Biggest Movies”, The New Yorker, 8. Marts 2025. Serpell viser, hvordan pointer synes at skulle understreges, så de står pinligt tydeligt frem. Vi kommer dermed til at leve i et slags umiddelbarhedens tyranni, hvor der ikke er plads til seeren eller læseren. Det kan også være i det sprog, der generes af AI-chatbots, hvor sproget bliver til data, der stilles til rådighed for brugerens nydelse. Mest af alt er det dog på spil i det politiske, hvor Trump blot er ét eksempel ud af mange, og hvor opgøret med ekspertvælde og elitisme foretages i et rum, der ikke tåler analyse og kritik.
Det er, som om det ubevidste, fra at have været en kategori gennem hvilken man kunne undersøge sig selv, fordi det ubevidste betyder en form for spærring i selvforståelsen, er blevet til noget, der sidder udenpå. At Trump bærer det ubevidste udenpå betyder, at mens der for så vidt er masser af brud og spændinger at arbejde med i Trumps diskurs, er det overhovedet ikke noget, der påvirker Trump selv. Det inficerer ikke Trumps politiske rum. Det er ikke uskyldigt, fordi det medfører en slags lukning af mulighederne for tænkning i den politiske samtale.
Selvom denne tekst umiddelbart handler meget om Trump, er det vigtigt at pointere, at den forsøger at adressere noget langt bredere, nemlig selve konjunkturerne for samtidens tænkning. Fenn og Trump er ikke interessante i al deres kontingens, men som figurer, der aftegner et bestemt forhold til tænkning og en bestemt form for subjektivitet, som synes at have en vis udbredelse. Denne subjektivitet skrives i teksten også frem som en MAGA-subjektivitet, hvor det væsentlige igen er, at den annullerer det ubevidste eller bærer det ubevidste udenpå. Det er dog ikke MAGA-subjektiviteten, der er årsag til aflysningen af det ubevidste. Snarere er den selv en mulig reaktion (ud af potentielt andre) på de kriser og mareridt, vi i dag står over for.
Tænkningens pervertering
Når jeg her omtaler det ubevidste, handler det, som det allerede er fremgået, om det freudianske ubevidste. Det vil sige ikke om noget førbevidst, som vi bare ikke er klar over endnu, og heller ikke om en række dybe arketyper (som hos Jung), men om det ubevidste som et snit i vores selvforståelse slet og ret. Det ubevidste er ikke, at alt handler om sex (så ville det bare være førbevidst), eller om nogle dybere kræfter, der arbejder i os (så ville det være en form for mysticisme), men at vi grundlæggende er uigennemsigtige for os selv.
Når Freud i Hverdagslivets psykopatologi ikke kan huske navnet på maleren Signorelli, og når han fører denne glemsel tilbage til tematikker, der angår seksualitet og død, sidder det ubevidste i selve formen (glemslen, associationsrækkerne), ikke indholdet (sex og død). Det ubevidste er ikke i vores dybe natur, og det opererer ikke gennem kausalkæder, vi bare ikke helt er bevidste om. Snarere er det ubevidste netop på spil, når noget mangler en årsag eller er overdetermineret. Hvorfor spiller jeg alle mine penge op? Hvorfor er jeg så dårlig til varige relationer? Det ubevidste er ikke forklaringen (“du blev svigtet som barn”), men sidder i selve det, at problemet bliver ved med at arbejde i os, også selvom vi synes, vi har forklaringen. Det ubevidste er dét, der sætter os i arbejde. Det giver os den opgave at tænke og arbejde med et slags restprodukt i forhold til, hvad der kan forklares og indskrives i kausale eller narrative forklaringsmodeller, uden at dette restprodukt er noget mystisk eller intuitivt. Freuds psykoanalyse er naturligvis møntet på individet på briksen, men man kan sagtens forestille sig, og det gjorde allerede Freud, at den er relevant i forhold til kulturelle fællesskaber og sociale patologier: Det, at vi ikke inviterer det ubevidste med i vores narrativer, betyder noget for både vores personlige og politiske forestillingskraft.
Psykoanalysen er en talekur, hvor man taler rundt om talens restprodukter, kunne man sige. Men hvad stiller man op med samtidens talestrømme? Hvis “kuren” mod restprodukterne er at skrue op for udgivelseshastigheden, hvor fører det os så hen? Når Master Fenn taler og taler, men uden den mindste snert af analyse, kunne man foreslå den tese, at der er tale om en slags tænkningens pervertering. Selve det at tale bliver et projekt i sig selv, uden forpligtelse på at undersøge, hvad der ligger i den talestrøm. Det perverse betyder her ikke noget outreret, men peger tværtimod mod en slags konformitet: Talen kan for så vidt føre i alle mulige retninger, men fører alligevel hele tiden kun det samme sted hen, nemlig til mig selv som instrument for nydelse. Jeg taler for at nyde. Helt åbenlyst hos Master Fenn, hvor et næsten vulgært behovsniveau flyder direkte ind i talen (i den pågældende session begynder de at tale om Fenns assistents kønshår og franske hotdogs med ostepølse – ville der ikke være kun et lille skridt til Trumps “grab them by the pussy”?). Men også på et højere niveau i form af talestrømmen selv som nydelse – hvad Jacques Lacan teoretiserede som nydelsen ved bla bla bla.2Jacques Lacan, On Feminine Sexuality, the Limits of Love and Knowledge: The Seminar of Jacques Lacan, Book XX, Encore (New York: Norton, 1998), 49, 56. Se også: Center for Vild Analyse, “Nydelsen ved blablabla”, Dagbladet Information, 27. november 2010. Denne talenydelse er ikke pæn og kommunikativ, den er talen som strømmen af ord gennem munden, den er dybt asocial, og egentlig bare hævdelse af, at jeg taler, uden meningen er, at nogen skal svare på det. Min tale trumfer den andens tale og stopper manglen i sproget ud. Rent fænomenologisk er det interessant at undersøge, hvad der er på spil her, for hvilket meningsunivers åbner der sig for den, der taler på den måde? For et psykoanalytisk blik er der dog noget mere strukturelt på spil, som angår en særlig måde at være i sproget på.
At bære det ubevidste udenpå
Med Lacan kan man skelne mellem udsagnets subjekt og udsigelsens subjekt. Udsagnets subjekt er det, der konkret gives gennem vores ytringer og de signifianter, der repræsenterer os. Men noget spørger i signifianterne, nemlig udsigelsens subjekt. Når en analysand skal fortælle som sig selv, må det foregå gennem sprog og fortællinger, som analysanden har arvet. Der er på den måde noget besværligt i som analysand at fortælle om sig selv, for sproget kommer jo udefra, det er ikke mit, og alligevel har jeg ikke andet. Derfor går en psykoanalyse ud på at opspore det sted, analysanden taler fra. Gennem analysandens fortællinger afdækkes vedkommendes identifikationer og sproglige pejlemærker, men særligt vigtigt også vedkommendes hysteri: Den måde analysanden ikke kan være i fortællingerne. Her er vi ved udsigelsens subjekt. Udsigelsens subjekt er det sted, hvorfra signifianterne kommer, som kun kan udtrykkes gennem signifianter. Det betyder også, at sproget for Lacan er noget, der afbryder vores umiddelbare væren ét med os selv. Sproget er ikke et neutralt medium, der bare formidler min tanke til verden, snarere er vi bundet ind i kæder af signifianter, og “en signifiant er det, der repræsenterer et subjekt for en anden signifiant”,3Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar pf Jacques Lacan, Book XI (London: Hogarth Press and Institute of Psycho-Analysis, 1977), 207. som det hedder. Det er grunden til, at Lacan kalder det sprogbrugende subjekt for “det spærrede subjekt”. Altid fanget i sproget, aldrig på højde med sig selv, og alligevel det sted, hvor sprogets eget problem med sig selv kommer til syne.
Det er bare ikke dette hysteri i sproget – et hysteri, som både Freud og Lacan hylder – der kendetegner hverken Fenn eller Trump. Her siger man, nøjagtig hvad man tænker og ønsker, og alle burde kunne forstå, hvad det betyder. Underlige spring i talen, fortalelser, selvmodsigelser osv. er ikke Trumps problem, men lytterens. Men det handler her ikke blot om, at Trump vil have lov til at sludre og generelt insisterer på en temmelig bramfri og næsten vulgær tone, imod den pæne og polerede liberale diskurs. Det handler for MAGA-bevægelsen mere generelt om ytringsfrihed som sådan, hvor man står op imod den såkaldte cancel culture. Aflysningskulturen kan være svær helt at definere, men er for MAGA-tilhængere givet ved oplevelser af udgrænsning og udskamning af deres sprog og opførsel og måske generelt deres vaner og way of life. I en særlig markant tale på den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli 2020 ved Mount Rushmore (valget af dette sted var i sig selv et markant statement)4Se Amy McKeever, “Mount Rushmore’s heartbreaking, controversial history”, National Geographic, 5. September 2025. tordnede Trump mod venstrefløjens aflysningskultur, der infiltrerer medier og skoler, hvor man som almindelig amerikaner, der er stolt af sit lands historie og helte, bliver “censureret, forvist, blacklistet, forfulgt og straffet”.5Donald Trump, “Remarks by President Trump at South Dakota’s 2020 Mount Rushmore Fireworks Celebration”, National Archives.
Men kampen mellem aflysningskultur og wokeisme på den ene side og det, som MAGA-tilhængere nu kalder konsekvenskultur på den anden,6Se for eksempel: Anna Danielsen Gille, “Trump har længe angrebet venstrefløjen for at knægte ytringsfriheden. Nu har MAGA fundet sin egen form for ‘cancel culture’ ”, DR, 22. september 2025. er ikke én, hvor man lidt ophøjet, eller som påstået neutral kommentar, kan sige, at “alle vist er lige gode om det”. Balancen er skæv. Hvor wokeismen (hvis vi accepterer det udtryk) er kritisk og selvkritisk, er konsekvenskulturen yderst stolt og selvaffirmativ. Hvor wokeismen må overveje grænserne for sin egen kritik og udsigelse, er det på ingen måde en del af konsekvenskulturens fremgangsmåde, hvilket betyder, at den roder sig ind i temmelig aparte selvmodsigelser. For eksempel når den sætter alt ind på ytringsfrihed imod aflysningskultur, men ingen problemer har med at gennemtvinge fyringen af en tv-vært, der har været for nærgående overfor præsidenten.7Om Trumps pres på mediehusene i sagen om tv-værten Jimmy Kimmel, se Emma Klitnæs & Kirstine Eklund, “Er aflysningen af Jimmy Kimmels show et angreb på ytringsfriheden? Ekspert og korrespondent gør status”, DR, 18. september 2025. Efter lukningen af Jimmy Kimmels show skrev Trump på Truth Social: “Great News for America: … Continue reading
Her er vi ved kernen af det, jeg mener med udtrykket at bære det ubevidste udenpå. Hvis hysterikeren er plaget af det ubevidste, af tankemylder og mareridt, af spørgsmålet om, hvem man er og kan være osv., så er den perverse langt mere sikker og afklaret, hvilket dog har den pris, at symptomerne flytter udenpå. Den perverse har fundet sit objekt (USA, rigdom, kvinden …) og har fundet en måde at nyde det, animeret af at være i opposition til andre, der hævdes at ville stjæle og spolere nydelsen – og derfor synes afsløringer af fejl og mangler, eller påpegningen af projektets selvmodsigelser, heller ikke at bide.
Hysterikerens diskurs er den eneste diskurs, der producerer viden, som Lacan siger det, for hysterikeren stiller ikke bare spørgsmål til sig selv, men også til autoriteterne. Er jeg virkelig det, I siger, jeg er? Hysterikeren bombarderer magten med spørgsmål, og vinder gennem denne praksis en form for nydelse. Den perverse gør sig helt omvendt af hysterikeren til “instrument for den Andens nydelse”.8Jacques Lacan, Écrits: The First Complete Edition in English (New York: Norton, 2006), 697. Perversion har i lacaniansk forstand ikke med “obskure” seksuelle praksisser at gøre (altså et bestemt indhold), men med en relation til magten eller det, lacanianere kalder den store Anden. Hysterikerens spørgsmål til magten – hvad er det, den vil med mig? Hvem er jeg for den? Kan jeg være noget andet? – åbner for en gåde, hvor det ubevidste kan arbejde. Den perverse har slet ikke samme spørgeiver. Som Žižek formulerer det, betyder det, at “den perverse udelukker det ubevidste, fordi han kender svaret (på hvad der giver jouissance, på den Anden); han har ingen tvivl; han er ikke til at bringe ud af fatning […]”.9Slavoj Žižek, The Ticklish Subject: The Absent Centre of Political Ontology (London: Verso, 1999), 248.
Umiddelbart kan det ligne, at den perverse udlever de ting, som neurotikeren kun drømmer om, således at man kunne få den tanke, at der var noget subversivt at finde der (er Master Fenn ikke en frigjort figur, der lystigt kombinerer buddhisme med vestlig tænkning, og som er seksuelt frimodig og overskrider gængse grænser og forståelser?) Men den perverse er på ingen måde interesseret i at omstyrte magten.10Kirsten Hyldgaard, “The Conformity of Perversion”, The Symptom, Nr. 5 (2004). Den perverses handlinger kan for så vidt sagtens være grænseoverskridende i forhold til gældende moralske sæder og kodeks, men de er grænseoverskridende under forudsætning af at kende til svaret, at vide hvad den Anden vil have. Denne logik gælder også for perversionen som politisk fænomen, hvor MAGA-bevægelsens “svar”, der handler om genetableringen af amerikansk storhed, er baggrunden for en paradoksal grænseoverskridende konservatisme, med stormen på Kongressen i 2021 som det hidtil mest spektakulære eksempel.
Det imaginæres politik
At tænke handler ikke blot om indhold, men om form, og det er tænkningens form, der synes at være under pres. Det relaterer også til spørgsmålet om krisen, for tænkning er på sin vis kendetegnet ved at have krisens form: Tænkning handler om at forstyrre tingenes tilstand (som f.eks. hos Sokrates), eller om at gribe en kritisk tilstand, f.eks. en krise i videnskaben eller politikken, for at undersøge den. Hvis der i vores tid er udtalte tendenser til modstand mod tænkning, handler det ikke om en modstand mod tænkning som “den dybe, europæiske samtale”, som Jørgen Leth engang spøgefuldt kaldte det, hvor man i ro og mag kontemplerer livets store spørgsmål, men om en modstand mod tænkningens krise. En modstand mod at gå ind i krisen. Det er centralt. Vores tid er i udpræget grad mærket af globale spændinger og politiske kriser. Men var finanskrisen i 2008 (tænk at vi allerede synes at have glemt den) ikke også en mulighed for at omtænke økonomien og foreslå helt andre ontologier for det økonomiske, som utallige tænkere, kunstnere og politiske bevægelser da også gjorde? Hvis vores tid er krisernes tid, og hvis tænkning handler om at gå ind i krisen, så er det tænkning, tiden kalder på.
Trumps univers er ikke et univers for tænkning, men for handling. Tænkningen eller analysen er overstået og er koaguleret i narrativet om, at engang var USA et fantastisk land, men at nogen har ødelagt det for os – sumpen i Washington, årtiers blødsødenhed og dårligt købmandskab, immigranterne og ikke mindst wokeismen og dens proponenter, inklusive alle LGBT+-personer. Hvis vi skal “Make America Great Again”, må vi rydde op, og vi må konfrontere, at vi i så mange år gradvist er blevet frarøvet vores liv og livsstil gennem bureaukrati og bedrevidenhed. Det er her, det bliver særligt interessant at se på, hvordan handlingsmaksimen bevæger sig hele vejen fra fysisk modstand til en verdensanskuelse. Mens der kan være gode grunde til at stå på sin ret til at kunne ytre sit perspektiv på virkeligheden, er der noget andet på spil i Trumps tale. For Trumps perspektiv er netop ikke ét perspektiv på virkeligheden blandt andre, det er det rigtige perspektiv. Jo mere andre insisterer på, at der kan være flere vinkler på en sag, jo mere insisterer Trump på, at hans (omskiftelige) vinkel er den eneste rigtige. Det betyder, at Trump indtager en form for ren eller renset udsigelsesposition: Uanset hvad jeg udsiger, er det sandt, fordi det er mig, der udsiger det (i opposition til eliten, wokeisterne osv.).
Mere teknisk formuleret betyder det, at Trumps tale på centrale punkter ikke befinder sig et symbolsk rum, for et symbolsk rum er kendetegnet ved forhandling. Nærmere bestemt en forhandling under hensyntagen til en tredje instans, den store Anden, her ikke i betydningen en færdigbygget magt, men som en dimension, der undslipper alle de konkrete talere i rummet, som en slags samtalens evigt forskudte forudsætning, eller betingelsen for, at det giver mening at (blive ved med at) tale sammen. I et symbolsk rum kan det potentielt processeres, at der kunne være andre måder at udlægge en situation på. Det symbolske rum er også der, hvor tænkning kan finde sted, hvis tænkning er at gå ind i en krise.
Men Trump synes kun delvist at befinde sig i et symbolsk rum. Hvis kriserne tænkes, tænkes de i forlængelse af en regional og protektionistisk logik med Nationen og Lederen som omdrejningspunkt. Dermed bliver forhandling til et mere imaginært end symbolsk spil, hvor det, der truer, bliver til konkrete modstandere i kampopstillinger, og hvor indbyrdes styrkeforhold er altafgørende for, hvilken “deal” man kan komme ud med (med Trump i rollen som den ultimativt stærke og handlekraftige leder). Som Trump blev ved med at sige til Zelenskyj under deres ikoniske skænderi i det ovale værelse: “du har ikke kortene”, “du er ikke i position til”. Det er ikke et argument, at nogen har “retten” på deres side, hvis de ikke har styrken, og især ikke hvis det indebærer en kritik af Trump eller den siddende amerikanske administration.
Hvis Trump opererer i forhold til en tredje instans, er denne instans givet gennem henvisningen til Nationen som en ubrudt og indiskutabel enhed, som må bekæmpe både ydre og indre fjender. Som et imago hænger denne Nation over det amerikanske folk som det spejl, de må kunne genkende sig selv i. Et skræmmende eksempel på imagoets magt er Trumps udfald mod museer, der viser mindre flatterende dele af den amerikanske historie. Et præsidentielt dekret fra marts i år handler om at “Gendanne Sandhed og Fornuft i Amerikansk Historie”, og i august undersender Det Hvide Hus et brev til en række føderalt finansierede museer, hvor de bedes om at udlevere udstillingsplaner og andet materiale og får 120 dage til at “implementere indholdskorrektioner, hvor det er nødvendigt, og erstatte splittende eller ideologisk drevet sprog med samlende, historisk nøjagtige og konstruktive beskrivelser”.11Se Ruben Juan Roig, “Trump går amerikanske museer i bedene: Skal fejre USA og fjerne ‘splittende’ fortællinger”, DR, 13. august 2025. Det brogede arkiv, der med nødvendighed indeholder ubehagelige fortællinger, må kurateres, så det kan fortælle om amerikansk storhed.
Der er et paradoks ved Trumps fremfærd overfor forskellige institutioner omkring ham, fra medierne til museerne og universiteterne. Mens han selv opfører sig respektløst overfor dem, forventer han til gengæld fuld respekt den anden vej, hvilket forekommer at være en umulig mission.12Selvom vi angriber det fra forskellige vinkler, er jeg her inspireret af Alenka Zupančičs arbejde med det symbolske register i relation til Trumps regime, hvor hun blandt andet også tager fat i Trumps skænderi med Volodymyr Zelenskyj: “Paranoic Power”, e‑flux Notes, 9. juli 2025. Hvis der findes sådan noget som respekt, fungerer den igen i forhold til en tredje instans, hvor vi gensidigt accepterer grænserne for vores egne kompetencer og beføjelser – respekten for Loven er naturligvis det ultimative eksempel. At Trump ikke oplever den behørige respekt, fører for ham til den strategi at sætte sig i respekt, gennem et utal af obskøne udmeldinger, præsidentielle dekreter og vulgærfreudiansk show of force, på en måde netop for at producere sin egen Lov. Manglen på “naturlig” respekt kompenseres med et overbud af styrke, hvilket er en ond spiral. Jo mere respektløst Trump opfører sig, jo mindre respekt, og dermed flere præsidentielle dekreter og Nationalgarden på gaderne.
Sandhedens overspænding
Hvis der er et tema, der i det sidste tiår har fyldt i både filosofiske diskussioner og debatter i offentligheden, er det, om sandheden står for fald. Ikke blot på grund af det, man nogle gange kalder populisme, som en slags antitese til det fornuftige og videnskabelige, men også på grund af en lang række andre udviklinger, som for eksempel stigende polarisering, opkomsten af lukkede meningsklubber på diverse internetplatforme, samt ikke mindst udbredelsen af kunstig intelligens. “Post-truth” blev i 2019 kåret som årets ord af Oxford Dictionaries.
Med ovenstående analyse kan diskussionen imidlertid forskydes. Måske er problemet ikke, at vi nu lever i så forvirrende en tid, at ingen kan finde hoved og hale i det hele. Måske er problemet snarere en slags overspænding af sandheden. Denne overspænding af sandheden kan se ud på forskellige måder, fra Trumps regime for orden, hierarki og klare kønskategorier til regimet for sproglig orden og leverance i et AI-univers (hvor AI-chatbots forstås som et forsøg på at skabe Sproget, der friktionsfrit kobler alverdens sprog og dokumenter). På den måde kan to ting, som ellers ikke ofte forbindes vises som værende for- og bagsider af hinanden, som på et møbiusbånd: Den politiske overspænding af sandheden kulminerer i en figur som Trump, og den teknologiske i en fantasi om en effektiv og problemfri kommunikation. Selvom tendenserne og bevægelserne ikke er helt entydige, peger de alligevel tilbage på min tese om en aflysning af det ubevidste, eller de kan analyseres i lyset af den.
Der har de senere år udspillet sig næsten surrealistiske scener omkring Trump, hans tilhængere og forholdet til sandheden. En af de mest exceptionelle, der lagde linjen for mange af dem, som fulgte, var hele balladen omkring Trumps indsættelse i 2017, hvor et skænderi mellem medierne og Trump og hans stab udfoldede sig omkring størrelsen på publikum til indsættelsen. Mens mange medier hævdede, at fremmødet var mindre end ved andre indsættelser, hævdede Trumps stab det modsatte, og det hele kulminerede med den daværende Trump-rådgiver Kellyanne Conways nu berømte begreb om “alternative fakta”.
Situationen blev ikke mindre absurd af, at der i forbindelse med Trumps første præsidentperiode i semiakademiske og offentlige kredse blev langet voldsomt ud efter det, der blev kaldt “postmodernismen”, som skulle dække over velkendte skurke som Jacques Derrida, Michel Foucault og Judith Butler, fordi de efter sigende har ødelagt vores commonsense forhold til virkeligheden.13Se Center for Vild Analyse, “At sige det, som det er”, Dagbladet Information, 25. marts 2017. Efter dem er for eksempel køn ikke mere et biologisk faktum, men “noget man finder på”, som den helt igennem stråmandsagtige kritik af for eksempel Butler lød. Fra postmodernismen kunne man nu trække en linje til, at en demagog som Trump kan vinde indpas – for den oplyste, liberale debattør er disse to onder nært koblede; både faren fra “postmodernismen” og fra “alternative fakta” ryster den almindelige konsensus og opbakningen til vores samfundsinstitutioner.
Men diagnosen af Trump som en rytter af postmodernismen, eller som dens ultimative spiller, er på mange måder ufrugtbar, for det, som er på spil, er på ingen måde en aflysning af sandheden (hvis det altså antages som den angivelige postmodernismes projekt i denne skødesløse idehistorie), snarere en restaurering af den. For bevægelsen omkring Trump gælder det, at der er en sandhed, som man ikke kan forhandle med, fordi den er befæstet helt ned i dybe, biologiske rødder. Denne sandhed er upåvirket af det symbolske, og uanset at der rent faktisk er personer, for hvem deres medfødte køn er et problem, så findes disse personer ifølge denne sandhed ikke. Udsagn som “jeg føler mig ikke som en mand”, eller “jeg ved ikke, hvad det vil sige at være en mand”, hvis man er en mand, giver ikke rigtig mening.
Bevægelsen hos Trump, MAGA-tilhængere og ligesindede er en bevægelse fra identifikation til identitet, og til identitet af den stærke slags, hvor alle identiteter synes givet gennem en på forhånd fastlagt spilleplade. Kønnet er en sandhed, det er Nationen også, og ikke mindst Lederens styrke, og det er ikke sandt, hvis nogen forsøger at skyde en kile mellem folket og lederen, for eksempel ved at sige, at publikum ikke var det største nogensinde ved indsættelsen. Imod alle de falskheder, som de venstreorienterede medier finder på, må man stå fast, og når de har løjet i årevis, er der ingen grund til at tro på dem, når de nu melder om vigende fremmøde (eller tusind andre ting). Sandheden er, at medierne lyver, og denne sandhed tager positivt form som for eksempel påstanden om antallet af mennesker til indsættelsen. Sandheden er, at der findes en indsættelse, som – hvis ikke den blev forpurret og forstyrret af venstreorienterede bøller og løgnagtige medier – var den største nogensinde.
Vi er vidne til en slags forcering af sandheden. Den kommer i form af en biologisk og nationalistisk mysticisme omkring Kønnet, Nationen og Lederen, som præsenteres i form af transgressioner af de mainstreamløgnagtigheder, som eliten og medierne har fremturet med i årevis. I den gamle og af Slavoj Žižek ofte citerede Groucho Marx-sætning hedder det: “Hvad tror du på, dine øjne eller mine ord”. Her opfordres vi til at stole på det symbolske og ikke vores sølle øjne. Hos Trump bliver det til: “Hvad tror du på, de venstreorienterede mediers ord eller mine øjne” – for Trump så jo, hvor stort publikum var. Stol på lederens tale, hinsides hvad han egentlig siger, og på hans øjne, hinsides hvad alle kan se, for talen og visionen griber ind i en større sandhed.
Kollapset af sandhed og fiktion
Trump udsiger en sandhed, som selvom den er en fiktion, alligevel af Trumps tilhængere antages og fungerer som sandhed. Eller også kunne man sige det på den måde, at Trump står for og er garant for en fiktion, hvor hans tale altid gælder som sandhed: Alt det, som forstyrrer denne fiktion, må sorteres fra som støj og angreb på sandheden (f.eks. netop som i hans eget berygtede tv-program, The Apprentice, der var bygget op efter devisen om en frasortering med “You’re fired!” som kulmination – på flere planer er Trump først og fremmest præsident i sin egen patruljerede fiktion). Det er igen konsekvensen af en overstyring af sandheden. Sandhed og fiktion kollapser og bliver ét og det samme. Kollapset af sandhed og fiktion er paradoksalt nok en måde at håndtere, delvist udnytte, at tilliden til det symbolske er i bund. Hvis tilliden til det symbolske er i bund, på baggrund af både politiske og teknologiske udviklinger, kan en ny sammenhæng skabes ved en fortælling, der bringes den store Anden til eksistens på et andet og mere imaginært plan.
Det er også her, vi finder konspirationsteoriens område, eller området for alternative og temmelig vidtrækkende samfunds- og verdensudlægninger, som de dyrkes i forskellige subgrupper og miljøer, ikke mindst rundt om en figur som Trump. Her genopfindes den store Anden, men først og fremmest i form af ideen om, at der er forskellige hemmelige magter, der manipulerer os, gennem alt fra “deep state” til pædofile magtklubber osv. Her bliver den store Anden til den ultimative Bedrager, og idet alt synes at være infiltreret, er der intet af det, som foregår i samfundets medier eller institutioner, man kan stole på mere.14Se Alenka Zupančičs analyse af konspirationsteorier i Fornægtelse (København: Forlaget Mindspace, 2024), 105–136. End ikke videnskaben kan vi stole på, og vi opfordres til selv at finde ud af, hvordan tingene virkelig hænger sammen – DYOR, “do your own research”, som det hedder. Samlet set kan denne tilstand måske delvist analyseres med termen “social paranoia”, hvilket Alenka Zupančič har leveret et fremragende bud på.15Zupančič, “Paranoic Power”.
Her er jeg dog interesseret i et andet forhold ved det symbolskes sammenbrud, end den paranoide “løsning”, som i Bedraget finder et slags negativt holdepunkt – nemlig den omtalte forcering af sandheden. Jeg er interesseret i den tilstand, hvor sandhed og fiktion, virkelighed og drøm, begynder at smelte sammen. Der findes en historie om en kinesisk filosof, der en nat drømmer, at han er en sommerfugl. Da han vågner, bliver han i tvivl: Er jeg en filosof, der lige har drømt, jeg er en sommerfugl, eller er jeg en sommerfugl, der nu drømmer, jeg er en filosof? Sammenblandingen af virkelighed og drøm, at grænserne mellem dem forsvinder, er kendetegnende for tilstande, vi kunne betegne med det lidt bedagede udtryk galskab. Men galskab er ikke det, ikke helt at kunne skelne, så man klart og tydeligt kan aftegne, hvor virkeligheden går til og drømmen begynder (denne tilstand af ikke helt at kunne skelne er ganske normal). Galskaben er, når der ikke er nogen grænse, når tingene faktisk flyder sammen og virkeligheden bliver en drøm, sandheden bliver en fiktion. Derfor ved vi heller ikke, om vi er gale, eller ej, for når galskaben indtræffer, kan spørgsmålet ikke mere stilles.
At Trumps sandhed er, at publikum er det største nogensinde, er ikke på betingelse af en lille nagende tvivl (kan det nu passe?), den er snarere betingelsesløs, eller den skaber sine egne betingelser, som en drøm, som en fiktion. På baggrund af, at alt andet er sat i parentes (alt hvad mainstream-medier og pseudovidenskab fortæller os), at alt tvivl er kastet til side, skaber vi adgang til sandheden. Hvor Descartes arbejdede med “tvivlens metode”, og at tvivle på alt, hvad han vidste, arbejder Trump med en tvivl på alt, hvad de andre fortæller os og prakker os på, fordi han har sin egen sikkerhedens metode. Sikkerheden for, at Nogen bedrager os, og sikkerheden for, at der kan findes en genfødt Nation, uanset at denne genfødsel hele tiden forskydes, netop fordi de andre spænder ben.
Når virkeligheden begynder at insistere på sig selv på den måde, som den gør hos Trump, kollapser den med sin egen fantasi om sig selv. Det kan der være noget dybt fascinerende i, for det har en suggestiv og næsten hypnotisk effekt. Hos Master Fenn skal Andreas blandt andet også lære, hvordan “perception is reality”, så han ved at ændre sit mindset potentielt kan gå igennem vægge og bøje skeer, som i sci-fi-filmklassikeren The Matrix. Ved at indse, at virkeligheden ikke er der, kan han ændre den. Trump er et ekstra drej på skruen, for her skal man indse, at der er en dybere virkelighed bag alt det, som medierne har stillet op, så hvis vi fjerner “perception”, kommer vi til dette virkelighedens rige, hvor mænd er mænd, Nationen er samlet, og Lederen svinger mellem at være udsat for angreb fra Bedraget og inkarnere den frigjorte tilstand.
Men det kræver, at man lader sig forføre af den, der kender denne sandhed. Denne forførelse er ikke simpel, og Freud bruger mange sider i “Massepsykologi og jeg-analyse” på at analysere den, men faktisk har den som baggrund også et slags kollaps: Den trækker på en kollektiv længsel efter en autoritet, eller snarere magt, en Fører, der er hinsides det symbolske, hinsides eller mere grundlæggende end Loven.16Her må Tine Byrckels ikoniske analyse, der forudsagde Trumps valgsejr på baggrund af tesen om længslen efter en Urfader, nævnes: “Trump som Freuds urfar”, Dagbladet Information, 13. oktober 2016. En magt, som Freud tilskriver den fantasmatiske Urfader, der herskede uindskrænket og havde adgang til alle nydelser: “Massens fører er stadigvæk den frygtede urfader”, som han skriver.17Sigmund Freud, “Massepsykologi og jeg-analyse”, i Metapsykologi 2, red. Ole Andkjær Olsen et al. (København: Hans Reitzel, 1983), 132. Når virkeligheden flyder sammen med drømmen her, er det måske netop fordi Urfaderen på mange måder kan føles helt reel, nødvendig, som det eneste, der kan rippe op i den falske virkelighed, som Washington-eliten, wokeisterne, venstrefløjsmedierne osv. har turneret med, samtidig med at denne figur er en umulighed som samfundsideal. Hvis Urfaderen rent faktisk regerede, var der ikke noget samfund, men en horde.
Det ubevidstes etik
Der gemmer sig en overraskelse her, for hvor skal vi gøre af det ubevidste i den opstilling? Ville man ikke umiddelbart sige, at det ubevidste skulle skrives på drømmens side, sådan så problemet er, at vi med Trump lever i det ubevidste. At vi netop bevæger os ind i en friktionsløs drømmeverden. Jeg vil her gå en anden vej og hævde, at det ubevidste hverken sidder i virkeligheden eller i drømmen, men i skæringspunktet mellem de to.
Freuds revolution i forhold til drømmetydning var for det første at tage drømmen alvorligt som et stykke kommunikation. Drømme tilhører ikke en helt anden verden med svævende feer og blå elefanter, eller hvad man nu kunne forestille sig. Det ubevidste er ikke noget helt andet og mere “dybt” end vores hverdagsliv, det er gjort af samme stof som hverdagens erfaringer og tanker. Af forskellige grunde er drømmen en mere blottet form for tænkning, end det vi præsterer i vores vågne og bevidste timer. Dermed er det også mere end blot almindelig kommunikation. Drømmen består i ønskeopfyldelse, som Freud hævdede det, men drømmen prikker samtidig til, hvad det overhovedet er, vi ønsker (det vil sige til selve problematikken om begæret). Drømme kredser og drejer om dette enigmatiske, at vi åbenbart ikke har styr på vores ønsker og begær.
Når Freud kan behandle drømmen på denne måde, er det netop fordi han ikke tager drømmen for pålydende, som en slags færdig sandhed om os (du er det, du drømmer), men angriber den i punktet for drømmearbejde. Derfor er det ubevidste ikke en drøm, men det, som drømmen kredser om, arbejder med og giver form til. På den måde er det ubevidste netop et grænsefænomen: Den er “et lille stykke virkelighed”, som Lacan siger det, i betydningen af et uløseligt problem, en knude i begæret, man ikke kan få op. Hvis drømmen kan oversættes til en tanke eller et tema (en sorg, et afhængighedsforhold, ulykkelig kærlighed, en forelskelse, en stor præstation), så er det fordi, det er blevet oversat til noget førbevidst, som nu faktisk er gjort bevidst. Men det ubevidste er stadig den nisse, der gør, at drømmen ikke bliver færdig med temaet eller udtømmer sig i det.
Det er i den forstand, at det ubevidste synes at mangle hos Trump, eller i MAGA-subjektiviteten, hvilket jeg også beskrev som det, at det er blevet udvendigt. Det ubevidste er ikke en kategori, der giver mening i et univers, hvor virkeligheden er kollapset med drømmen, for offeret for denne manøvre er det ubevidste i betydningen en form for tænkning, der arbejder i os. Man kunne indvende, at området for konspirationsteorier netop er drømmens område, og at mange af drømmens virkemåder her er i spil, for eksempel de evindelige forskydninger, der følger af gåden om, hvem der egentlig er, der manipulerer med os: Nye muligheder hober sig ovenpå hinanden gennem bizarre koblinger og spring.18Se Zupančič, Fornægtelse, 112–113. Problemet er, at drømmen af konspirationsteoretikeren netop aldrig forstås som resultat af en grundlæggende spærring i selvforståelsen, men omvendt som en adgang, som at se lyset klarere end nogensinde før. At en figur som Trump ikke har et ubevidste, betyder derfor, at han “lever drømmen”, både i dette udtryks populære og bogstavelige betydning. At leve drømmen betyder netop at ofre det ubevidste, for det ubevidste er det i drømmen, der melder sig som en forstyrrelse i dit liv, som du må tænke videre over og arbejde med. Trump lever drømmen, men han lader ikke drømmens tænkning påvirke sig. Når han befinder sig i virkeligheden, befinder han sig i drømmen, og når han befinder sig i drømmen, befinder han sig i virkeligheden. Begge dele er uden mangel.
At acceptere det ubevidste er at sige, at drømmen kredser om en mangel, lige såvel som virkeligheden gør det. At tale om drømmens mangel, dens ukendte navle, er det, man gør i en psykoanalyse. Og at tale om virkelighedens mangel, er det, man gør i filosofien. Virkelighedens mangel betyder ikke, at virkeligheden er en konstruktion, men at virkeligheden er givet gennem alt det, vi gør, siger, skriver og har for med hinanden, på alle niveauer fra hverdagsliv til videnskab, uden en total forståelse af, hvad den er. Paradoksalt nok er det netop det – installeringen af en mangel, en uvished – der giver adgang til en videnskabelig undersøgelse og diskussioner af virkeligheden, samt filosofiske udfordringer af referencerammen (virkeligheds- eller verdensudlægningen som sådan).
Det er klart, at Master Fenn er en anti-videnskabelig og anti-filosofisk figur. På mange punkter gælder dette også Trump, selvom Trump som person ikke er vigtig her. Det vigtige er den model for subjektivitet, som er på spil. Hvis det ubevidste er aflyst, forsvinder en væsentlig betingelse for tænkning. I et univers uden det ubevidste hersker nydelsen som argument, hersker den forcerede sandhed. I dette univers kollapser virkelighed og drøm (til en slags overrealisme), og muligheden for at slippe ud af mareridtet forsvinder. Det ubevidste er den rift, der tillader en genovervejelse af vores sprog, begreber og fortællinger, af vores virkelighed og vores drømme. Men det ubevidste er ikke givet. Det er ikke en ressource, vi nødvendigvis har til rådighed, for som Lacan pointerer: Det ubevidstes status er ikke ontologisk, men etisk.
| 1. | Namwali Serpell, “The New Literalism Plaguing Today’s Biggest Movies”, The New Yorker, 8. Marts 2025. |
| 2. | Jacques Lacan, On Feminine Sexuality, the Limits of Love and Knowledge: The Seminar of Jacques Lacan, Book XX, Encore (New York: Norton, 1998), 49, 56. Se også: Center for Vild Analyse, “Nydelsen ved blablabla”, Dagbladet Information, 27. november 2010. |
| 3. | Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar pf Jacques Lacan, Book XI (London: Hogarth Press and Institute of Psycho-Analysis, 1977), 207. |
| 4. | Se Amy McKeever, “Mount Rushmore’s heartbreaking, controversial history”, National Geographic, 5. September 2025. |
| 5. | Donald Trump, “Remarks by President Trump at South Dakota’s 2020 Mount Rushmore Fireworks Celebration”, National Archives. |
| 6. | Se for eksempel: Anna Danielsen Gille, “Trump har længe angrebet venstrefløjen for at knægte ytringsfriheden. Nu har MAGA fundet sin egen form for ‘cancel culture’ ”, DR, 22. september 2025. |
| 7. | Om Trumps pres på mediehusene i sagen om tv-værten Jimmy Kimmel, se Emma Klitnæs & Kirstine Eklund, “Er aflysningen af Jimmy Kimmels show et angreb på ytringsfriheden? Ekspert og korrespondent gør status”, DR, 18. september 2025. Efter lukningen af Jimmy Kimmels show skrev Trump på Truth Social: “Great News for America: The ratings challenged Jimmy Kimmel Show is CANCELLED. Congratulations to ABC for finally having the courage to do what had to be done.” |
| 8. | Jacques Lacan, Écrits: The First Complete Edition in English (New York: Norton, 2006), 697. |
| 9. | Slavoj Žižek, The Ticklish Subject: The Absent Centre of Political Ontology (London: Verso, 1999), 248. |
| 10. | Kirsten Hyldgaard, “The Conformity of Perversion”, The Symptom, Nr. 5 (2004). |
| 11. | Se Ruben Juan Roig, “Trump går amerikanske museer i bedene: Skal fejre USA og fjerne ‘splittende’ fortællinger”, DR, 13. august 2025. |
| 12. | Selvom vi angriber det fra forskellige vinkler, er jeg her inspireret af Alenka Zupančičs arbejde med det symbolske register i relation til Trumps regime, hvor hun blandt andet også tager fat i Trumps skænderi med Volodymyr Zelenskyj: “Paranoic Power”, e‑flux Notes, 9. juli 2025. |
| 13. | Se Center for Vild Analyse, “At sige det, som det er”, Dagbladet Information, 25. marts 2017. |
| 14. | Se Alenka Zupančičs analyse af konspirationsteorier i Fornægtelse (København: Forlaget Mindspace, 2024), 105–136. |
| 15. | Zupančič, “Paranoic Power”. |
| 16. | Her må Tine Byrckels ikoniske analyse, der forudsagde Trumps valgsejr på baggrund af tesen om længslen efter en Urfader, nævnes: “Trump som Freuds urfar”, Dagbladet Information, 13. oktober 2016. |
| 17. | Sigmund Freud, “Massepsykologi og jeg-analyse”, i Metapsykologi 2, red. Ole Andkjær Olsen et al. (København: Hans Reitzel, 1983), 132. |
| 18. | Se Zupančič, Fornægtelse, 112–113. |
