Er der nogen derude?

Hvad er et muse­um for “out­si­der­kunst”? Faktum er, at der fin­des en del af dis­se muse­er rundt omkring i ver­den: Collection de l’art brut i Lausanne, Bethlem Museum of the Mind i London, Sammlung Prinzhorn i Heidelberg osv. Bag spørgs­må­let om, hvad sådan et muse­um er, og hvad det udstil­ler, lig­ger en mæng­de kom­pli­ce­re­de og sam­men­fil­tre­de emner, som ikke mindst hand­ler om, hvad det vil sige at være “out­si­der”. Mange af de kunst­ne­re, der udstil­les på muse­er for art brut og out­si­der­kunst, har f.eks. haft svæ­re psy­ki­a­tri­ske diag­no­ser. Samtidig har kunst­ne­ren ofte slet ikke tænkt sig selv som kunst­ner, og pro­duk­tio­nen har ikke været ret­tet mod offent­lig­he­den. Nogle mener, at out­si­der­kun­sten her­med giver adgang til noget, der lig­ger “uden for kul­tu­ren”; den giver adgang til en livsprak­sis og en pro­duk­tion, der ikke hæm­mes af kul­tu­rens spæn­de­trø­je, og som adly­der en mere spon­tan, indre nød­ven­dig­hed (den kunst­ner, der har været fast­låst i svæ­re men­tale pro­ble­ma­tik­ker, ofte med indespær­ring til føl­ge, har endog været for­stå­et som fri­he­dens apo­stel). Den tan­ke lever sta­dig i aktu­el­le til­gan­ge til out­si­der­kunst og udgør, para­doksalt nok, måske end­da bag­grun­den for den sto­re, kom­merci­el­le inter­es­se, der efter­hån­den er i den­ne type kunst. Det grund­spørgs­mål, der mel­der sig, er dog den præ­ci­se sta­tus af det­te “uden for kul­tu­ren”, som også rela­te­rer sig til for­skel­li­ge andre beskri­vel­ser og kva­li­fi­ka­tio­ner, såsom uden for det soci­a­le, uden for for­nuf­ten. Hvad skal man for­stå ved det­te “uden­for”? Findes der rent fak­tisk et “uden­for”? I hvil­ken for­stand? Hvordan kan det tæn­kes? Og hvil­ke kon­se­kven­ser har det, hvor­dan man tæn­ker det?

Jeg vil i det føl­gen­de opteg­ne, hvad jeg opfat­ter som to farer ved til­gan­gen til spørgs­må­let om et uden for kul­tu­ren. Påpegningen af den før­ste fare må til­skri­ves Michel Foucault i hans berøm­te og beryg­te­de ana­ly­se af det, han med fle­re for­skel­li­ge begre­ber omta­ler som “gal­skab” i Galskabens histo­rie i den klas­si­ske tidsal­der.1Galskab for­stås og ana­ly­se­res både som “folie”, “déra­i­son”, “alié­na­tion” og gen­nem fle­re andre begreber. I den ambi­tiø­se og sofi­sti­ke­re­de bog skin­ner det igen­nem, at Foucault for­sø­ger at bry­de ud af de måder, hvor­på gal­ska­ben har været domesti­ce­ret siden mid­ten af 1600-tal­let. For Foucault er der tale om en ana­ly­se af et kom­pleks af prak­sis­ser, begre­ber og erfa­rings­for­mer, der på for­skel­li­ge måder har ind­dæm­met gal­ska­ben og bragt dens kræf­ter under kon­trol. Hvor raf­fi­ne­ret Foucaults til­gang end er, inde­hol­der den dog også selv en fare, mener jeg, nem­lig en roman­ti­se­ring af out­si­der­po­si­tio­nen, ophø­jel­sen af et sted uden for orde­nen, der har været udsat for glem­sel, og som er mere auten­tisk, men hvor det er uklart, hvad det er for et sted og hvem, der egent­lig ind­ta­ger det.

Domesticering og roman­ti­se­ring er alt­så de to farer. Kritikken af domesti­ce­rin­gen går natur­lig­vis på, at den tæm­mer og kon­trol­le­rer det, der lig­ger uden­for. Kritikken af roman­ti­se­rin­gen må omvendt gå på, at den mysti­fi­ce­rer det, der lig­ger uden­for, eller at den træk­ker på en både dif­fus og for­sim­plet opfat­tel­se af et uden­for. Domesticering og roman­ti­se­ring fun­ge­rer på en måde som Scylla og Charybdis i out­si­der­kun­stens far­vand; vi kan stø­de på grund på domesti­ce­rin­gens kol­de klip­per, eller vi kan bli­ve truk­ket ned af en irra­tio­nel mal­strøm. Det er svært at und­vi­ge dis­se farer, men opga­ven er måske i før­ste omgang at opteg­ne dem grun­digt. Til sidst i tek­sten vil jeg angi­ve nog­le pej­le­mær­ker, blandt andet ved hjælp af psy­ko­a­na­ly­sens begre­ber, til en måde at sej­le gen­nem far­van­det.

Eksistensintegreret kunst

Lad mig tage udgangs­punkt i et kon­kret eksem­pel. På Museum Ovartaci i Aarhus udstil­les kunst, der pri­mært er skabt af patien­ter, der har været til­knyt­tet Risskov Psykiatriske Hospital. Museets frem­me­ste eks­po­nent, Danmark stør­ste out­si­der­kunst­ner, er Louis Marcussen (1894–1985), også kendt som Ovartaci, der var ind­lagt i 56 år og male­de bil­le­der fra sine reinkar­na­tio­ner i for­skel­li­ge skik­kel­ser, lave­de duk­ker, såkald­te ryge­fan­to­mer, træskul­p­tu­rer osv. I 2017 præ­sen­te­re­de Kunsthal Charlottenborg den stør­ste Ovartaci-udstil­ling nogen­sin­de uden for Museum Ovartaci med tit­len “Ovartaci & gal­ska­bens kunst” (kura­te­ret af Mathias Kryger), hvor man­ge af Ovartacis vær­ker blev udstil­let side om side med nyskab­te sam­tids­kunst­vær­ker. Jeg vil ikke her gå dybt ind i detal­jer­ne omkring udstil­lin­gen, men det bemær­kel­ses­vær­di­ge ved begi­ven­he­den på Kunsthal Charlottenborg var, at mens alle kri­ti­ke­re var eni­ge om, at sel­ve udstil­lin­gen eller “ind­hol­det” (Ovartacis ori­gi­na­le mate­ri­a­le) var en stor suc­ces, bemær­ke­de man­ge sam­ti­dig, at noget ikke fun­ge­re­de i sel­ve ram­me­sæt­nin­gen, sær­ligt i for­hold muse­et til som “den hvi­de kube”, der syn­tes at domesti­ce­re Ovartacis sar­te, vil­de, fan­ta­si­ful­de mate­ri­a­le.

Tre sær­de­les velskrev­ne anmel­del­ser af udstil­lin­gen skil­ler sig ud og står sta­dig skar­pt, net­op for­di de på for­skel­li­ge måder bemær­ker para­dok­set i at udstil­le out­si­der­kunst i muse­ets ram­mer. Matthias Hvass Borello skri­ver under over­skrif­ten “Ovartaci og insti­tu­tio­nens (over)magt” net­op om muse­et som den hvi­de kube og i for­læn­gel­se af det om for­flyt­tel­sen af en livs­ver­den til et alment rum, der kom­mer til at udgø­re en form for over­greb. Man for­står, skri­ver Borello, “at vær­ker­ne i den­ne udstil­ling ‘behand­les’ mere som sam­tids­kunst­vær­ker (kom­mu­ni­ka­ti­ve hand­lin­ger båret af inten­tion), end de egent­lig var til­tænkt, og at Ovartacis vir­ke i det­te kura­to­ri­ske greb for­bru­ges stra­te­gisk sna­re­re end for­mid­les ind­le­ven­de”. Borello er på jagt efter en mere “pri­vat” ver­den, hvor liv og værk er flet­tet sam­men, og hvor de kon­flik­ter, Ovartacis liv er præ­get af (f.eks. kon­flik­ten i at være en mand), får “et mere har­monisk liv i kun­sten”. Men den for­tæl­ling får vi ikke, idet vi i ste­det præ­sen­te­res for spej­lin­ger af Ovartacis kunst i sam­tids­kunst og insti­tu­tions­kri­tik. I ste­det for de hvi­de væg­ge og den inten­tio­nel­le logik vil­le Borello hel­le­re have haft mulig­hed for at ople­ve en mere indi­vi­du­el og “for­tæt­tet” for­tæl­ling, som man f.eks. fin­der det i Collection de l’Art Brut, hvor loka­ler­ne min­der mere om de kul­tur­hi­sto­ri­ske og etno­gra­fi­ske sam­lin­gers “mør­ke væg­ge, lyd­dø­de inven­tar med gulv­tæp­per, møb­ler og hjem­me­li­ge hver­dags-isce­ne­sæt­tel­ser”. Her kan et andet møde fin­de sted, mener han, et mere “tyst og aner­ken­den­de møde med syge men kre­a­ti­ve men­ne­skers dybe­ste indre”.2Matthias Hvass Borello, “Ovartaci og insti­tu­tio­nens (over)magt”, kunsten.nu, 3. novem­ber 2017.

For Kasper Bonnén er der en til­sva­ren­de kri­tik på spil, og også han ønsker sig læn­ge­re ind i det leve­de liv: “Hvor Ovartacis værk er dybt inte­gre­ret i hans liv – så er kun­sten for de nuti­di­ge kunst­ne­re et pro­jekt, som er ret­tet mod kunst­ver­den. Hvor Ovartaci kan vir­ke naiv – så er de nuti­di­ge kunst­ne­re uhy­re selv­be­vid­ste”. Bonnén mener, at Ovartaci bli­ver “en ali­en i en glas­bu­tik”, idet hele den spi­ri­tu­el­le side af vær­ket vaskes ud i den gla­sin­dram­me­de instal­la­tion. Man skal i ste­det have mulig­hed for at træ­de ind i en “hem­me­lig over­set ver­den”, der er langt rige­re på en “men­tal, san­se­lig, mystisk og trans­cen­dent ople­vel­se”. Vi skal tæt­te­re på Ovartacis prak­sis­ser, de små gen­stan­de, “pap­ma­che­ån­der­ne”, det at tage duk­ker­ne med på bade­tur osv.3Kaspar Bonnén, “En ali­en i en glas­bu­tik”, Kunstkritikk – Nordisk kunst­tids­skrift, 26. sep­tem­ber 2017.

Sidst men ikke mindst sav­ner også Rune Gade en mere kom­plet livs­ver­den, end den, udstil­lin­gen på Charlottenborg præ­ste­rer: “Hvis der er noget, Ovartacis vær­ker ikke kal­der på, er det at bli­ve æste­ti­se­ret og gjort til auto­no­me arbej­der i en under­spil­let og luf­tig koreo­gra­fi, som sepa­re­rer og frag­men­te­rer arbej­der­nes ind­byr­des rela­tio­ner”. Gade opfin­der begre­bet om en “eksi­sten­s­in­te­gre­ret kunst”, som net­op skal rede­gø­re for det sær­li­ge ved Ovartacis kunst, at den ikke (kun) fin­des som værk, men også som livs­værk, i bog­sta­ve­lig for­stand. Ovartaci tal­te rent fak­tisk med sine vær­ker. Vi mang­ler at få blik for Ovartacis kamp med sig selv og med insti­tu­tio­ner­ne og at kun­ne for­stå livs­vær­ket som andet end blot bio­gra­fi­ske fak­ta og løs­rev­ne vær­ker. Kun at udstil­le adskil­te vær­ker sva­rer i Gades optik til en “nor­ma­li­se­ring”, og han taler også om både domesti­ce­ring og kolo­ni­a­li­se­ring. Der er en “glø­de­n­de radi­ka­li­tet” hos Ovartaci, mener Gade, der kræ­ver en præ­sen­ta­tion, der er mere “vita­li­stisk og spr­æl­len­de”, og som måske vil­le give krop til en levet (og ikke bare tænkt) institutionskritik.4Rune Gade, “Konform udstil­ling om Ovartaci gør gal­ska­ben til hip kunst”, Dagbladet Information, 29. sep­tem­ber 2017.

På man­ge måder gen­ta­ges en helt klas­sisk kri­tik af domesti­ce­rin­gen af out­si­de­ren sig i vores for­fat­te­res kri­tik; en kri­tik, der for så vidt altid er beret­ti­get, men som ikke desto min­dre stil­ler nog­le afgø­ren­de spørgs­mål til­ba­ge igen, for hvor­dan kan man egent­lig fri­sæt­te det vita­li­sti­ske hos Ovartaci? Det er ikke mit ærin­de her at tage side i den spe­ci­fik­ke debat om udstil­lin­gen på Charlottenborg, hvor alle par­ter, både kura­tor og kri­ti­ke­re, synes at pej­le efter at vise, hvor­dan Ovartaci arbej­der uden for de tra­di­tio­nel­le insti­tu­tio­ner og kate­go­ri­er (ikke mindst kate­go­ri­en kunst). Problemet er, at det net­op kræ­ver et liv­tag med, hvor­dan det­te uden­for kan tæn­kes, før pro­jek­tet kan for­lø­ses. Hvordan arbej­der man imod domesti­ce­ring? Og hvad sker der, hvis også kri­tik­ken af domesti­ce­rin­gen inde­hol­der sine egne pro­ble­mer? Hvad skal man f.eks. for­stå ved det, Borello omta­ler som men­ne­skets “dybe­ste indre”, og hvad skal man for­stå ved out­si­de­rens hem­me­li­ge, over­se­te ver­den, der giver bag­grund for det, Bonnén kal­der en “mystisk og trans­cen­dent ople­vel­se”? På man­ge måder er Foucaults ori­gi­na­le arbej­de med spørgs­må­let om gal­skab inter­es­sant her, for­di det radi­ka­li­se­rer kri­tik­ken af domesti­ce­rin­gen til det punkt, hvor kun en roman­ti­se­ring bli­ver til­ba­ge. Og for­di det der­med, som jeg ser det, tvin­ger os til at opfin­de en anden måde at gå til out­si­der­kun­stens løf­te om et uden for kul­tu­ren.

Foucaults kri­tik

Spørgsmålet er, hvor­dan man kan kom­me “bag om” for­nuf­ten eller fri­sæt­te dét, som ikke adly­der for­nuf­tens funk­tion af at ord­ne, kate­go­ri­se­re, syste­ma­ti­se­re osv. I Galskabens histo­rie i den klas­si­ske tidsal­der under­sø­ger Foucault berømt, hvor­dan den vest­li­ge til­gang til gal­ska­ben tog en afgø­ren­de drej­ning i 1657, da “den sto­re indespær­ring” af gale, tig­ge­re, ledig­gæn­ge­re, for­bry­de­re osv. blev sat i værk, og hvor­dan gal­ska­ben der­med først blev luk­ket inde bag mure­ne, sene­re gjort til viden­ska­be­ligt objekt. Det gales kraft, der så sent som i renæs­san­cen ind­skrev sig i en form for kos­misk kon­flikt, para­dig­ma­tisk udtrykt hos en kunst­ner som Hieronymus Bosch, bli­ver her­med kvalt. Vi går, med Foucaults egen kari­ka­tur, fra nar­re­ski­bet, der brag­te de gale rundt i ver­den på van­dets åbne fla­der, til indespær­rin­gen bag murene.5Michel Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de (Det lil­le Forlag, 2003), 65. Vi går fra en tragisk erfa­ring af gal­ska­ben, hvor gal­ska­ben er en nær­væ­ren­de trus­sel om ver­dens søn­der­riv­ning, til en kri­tisk erfa­ring af gal­ska­ben, der er mere distan­ce­ret, og som i løbet af 1600-tal­let iføl­ge Foucault udvik­ler sig til et skel mel­lem ufor­nuft og for­nuft. Fra da af vil gal­ska­ben ikke læn­ge­re være en mani­fe­sta­tion af en ufor­nuft i kos­mos, men en nega­tion eller afvi­gel­se i for­hold til for­nuf­ten. Foucaults stil er uen­de­ligt for­si­ret, og ana­ly­ser­ne af for­skel­li­ge måder, hvor de gale er ble­vet behand­let, er båret af både sans for detalj­en, som for kom­plek­se møn­stre. Hvad vi med Foucault skal se, er de for­skel­li­ge græn­sed­rag­nin­ger, der har skabt det moder­ne begreb om gal­skab. Og hvad vi skal betæn­ke, er den domesti­ce­ring, som dis­se græn­sed­rag­nin­ger belø­ber sig til: “I sinds­syg­dom­mens roli­ge ver­den kom­mu­ni­ke­rer det moder­ne men­ne­ske ikke læn­ge­re med den gale”, som han siger det i for­or­det til bogen.6Michel Foucault, Galskapens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der (Gyldendals Fakkel-bøker, 1992), 18 (min over­sæt­tel­se fra norsk til dansk). Den “roli­ge ver­den” hen­ty­der til den disci­pli­ne­ring, der har vist sig gen­nem udvan­din­gen af den tragi­ske erfa­ring, iso­le­rin­gen af gal­ska­ben i inter­ne­rin­gens prak­sis­ser, over­gan­gen fra et fokus på gal­ska­ben i ver­den til et fokus på gal­ska­ben i men­ne­sket, bedøm­mel­sen af gal­ska­ben som en fejl­ta­gel­se, den moral­ske for­døm­mel­se, afret­nin­gen og tæm­nin­gen af gal­nin­gen osv. Til sidst, ved ind­gan­gen til det moder­ne, vil gal­ska­ben ikke mere være en trus­sel, men frem­træ­de som et objekt, der måske nok er svært at ind­fan­ge fuld­stæn­digt, men som alli­ge­vel er loka­li­se­ret, bragt tæt på som objekt gen­nem en mas­siv beskyt­tel­ses­struk­tur og under den sik­re over­be­vis­ning, at den, der tager gal­ska­ben som objekt, ikke er gal.7Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 460.

Kan Foucault bru­ges til at tæn­ke et uden­for, til at tæn­ke et grund­lag for for­stå­el­se af out­si­der­kun­sten og dens udtryk? Først og frem­mest er Foucaults kri­tik af domesti­ce­rin­gen af gal­ska­ben natur­lig­vis oply­sen­de, og bogen giver blik for, at gal­skab ikke er én ting, men skal for­stås i for­hold til det væld af erfa­rings­for­mer, den for­mu­le­res i. Disse erfa­rings­for­mer består af kom­plek­ser af viden og magt, og pro­jek­tet for Foucault er net­op at stu­de­re sådan­ne kom­plek­ser, samt det, de på sam­me tid synes at hol­de fan­get og at hol­de uden­for. Men spørgs­må­let er, hvor­dan man skal for­stå det­te uden­for, som har en ten­dens til at bli­ve en nega­tiv erfa­ring? Selv når Foucault synes at være tæt­test på at beskri­ve “gal­ska­bens uden­for”, dvs. det liv og den prak­sis, han mener, er ble­vet tram­pet under fode, kal­der han gal­ska­ben en “vigen­de og abso­lut grænse”.8Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 65. Udtrykket er gan­ske sigen­de, idet gal­ska­ben her­med bli­ver for­nuf­tens for­svin­dings­punkt; gal­ska­ben viger for for­nuf­ten og træk­ker sig til­ba­ge til sit abso­lut­te skjul, før delin­gen i ufor­nuft og for­nuft. Det er her, det må påpe­ges, at sel­ve den bevæ­gel­se at kri­ti­se­re domesti­ce­rin­gen kan ven­de sig om i en upro­duk­tiv mod­sæt­ning, nem­lig en mysti­fi­ce­ring og ide­a­li­se­ring af et uden­for. Et uden­for, som på den ene side synes at være noget, for­nuf­tens her­re­døm­me selv har skabt som und­ta­gel­se, og som det der­med er skyl­digt i for­hold til, men som det på den anden side net­op er skyl­digt i for­hold til, for­di det­te uden­for er mere rent, pri­mært og ube­smit­tet. Fornuften fan­ges der­med i et para­doks: Har den først brudt stil­he­den, har den for­brudt sig mod gal­ska­bens per­ma­nens. For Foucault hand­ler det måske net­op om at bevæ­ge sig ind i det­te para­doks, idet han hæv­der ikke at vil­le fort­sæt­te “for­nuf­tens mono­log over gal­ska­ben”, som han detek­te­rer i psy­ki­a­tri­ens sprog, men at skri­ve en “stil­he­dens arkæologi”.9Foucault, Galskapens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der, 18. Kan det lade sig gøre? Jacques Derridas berøm­te kri­tik af Foucaults pro­jekt i artik­len Cogito et histoi­re de la folie tager net­op udgangs­punkt i den­ne pro­blem­stil­ling (selv­om artik­len blev mest kendt for dens dis­kus­sion af Foucaults frem­stil­ling af Descartes). Under alle omstæn­dig­he­der kan det kon­sta­te­res, at bogen ikke synes at leve­re en stil­he­dens arkæ­o­lo­gi, men en ekstremt udfol­det gen­nem­gang af for­nuf­tens tale i den klas­si­ske peri­o­de.

Mere over­ord­net kan man rekon­stru­e­re Foucaults posi­tion som en mod­stil­ling mel­lem et inden­for og et uden­for. I Foucaults ana­ly­ser består arbej­det mest af alt i at beskri­ve og afdæk­ke det, der er inden­for. Det bety­der iføl­ge en kri­ti­ker som Joan Copjec, at Foucaults pro­jekt kan bebrej­des for dets begreb om imma­nens i betyd­nin­gen af en “reduk­tion af sam­fun­det til dets ind­lej­re­de net­værk af rela­tio­ner af viden og magt”.10Joan Copjec, Read My Desire: Lacan Against the Historicists (Verso, 2015), 6. Foucault under­sø­ger f.eks. gal­ska­bens tota­le imma­nens i rela­tio­ner af viden og magt, hvil­ket også bety­der, at domesti­ce­rin­gen er total, og der­med maler Foucault sig, i det mind­ste på det­te sta­die af forfatterskabet,11Ikke man­ge år efter Galskabens histo­rie udgi­ver Foucault f.eks. et lil­le skrift, som måske alle­re­de inde­hol­der lidt en anden til­gang (som jeg ikke kan behand­le her), nem­lig dis­kus­sio­nen af Maurice Blanchots for­fat­ter­skab i “Le pensée du dehors”, Critique no. 229, 1966. op i et hjør­ne: Der er for så vidt intet sprog, hvori kri­tik­ken af den domesti­ce­ring, der er afdæk­ket, kan for­mu­le­res, idet der intet er uden for viden og magt, med­min­dre man lader trans­cen­den­sen ven­de til­ba­ge i form af et dif­fust uden­for (renæs­san­cens sær­li­ge gal­skab), der net­op fun­ge­rer i kraft af, at man som Foucault afstår fra at ana­ly­se­re det­te uden­for ind­gå­en­de. Som Derrida bemær­ker i sin kri­tik, ven­der pro­ble­met til­ba­ge i Foucaults udsi­gel­ses­po­si­tion. Foucault hæv­der at ana­ly­se­re gal­ska­ben på bag­grund en “rela­ti­vi­tet uden base”, dvs. ikke for­ank­ret i noget for­ud­gi­vent log­os, men ude­luk­ken­de gen­nem en kri­tik af net­vær­ke­ne af viden og magt.12Se Jacques Derrida, L’écriture et la dif­fe­ren­ce, Collection “Tel Quel” (Éditions du Seuil, 1967), 60–61. Men her­med pro­ble­ma­ti­se­res udsi­gel­sen, for hvor­fra taler Foucault så? Denne rene rela­ti­vi­tet må, for ikke at for­vi­t­re, under­støt­tes af en fore­stil­ling om et abso­lut uden­for. Dette uden­for er i Galskabens histo­rie på sam­me tid både histo­risk og trans­cen­dent. Den tota­le imma­nens, meto­do­lo­gisk omsat i den exces­si­ve eks­pli­ci­te­ring af domesti­ce­rin­gens greb i os (gen­nem ana­ly­ser af viden og magt), fal­der sam­men med den histo­ri­ske bestem­mel­se (renæs­san­cens gal­skab) af en total trans­cen­dens som et mystisk uden­for (gal­ska­ben selv som tavs­hed).

På den­ne måde nås en form for kul­mi­na­tion i for­hold til en roman­ti­se­ring af et uden­for; uden for for­nuf­ten, uden for kul­tu­ren, uden for spro­get. De sid­ste par sider af Foucaults sto­re bog ful­den­der bevæ­gel­sen: Besyngelsen af renæs­san­cens gal­skab relan­ce­res i form af en dra­ma­tisk besyn­gel­se af de nye­re filo­sof­fer og kunst­ne­re, der er brændt op i gal­ska­ben (Hölderlin, Nerval, Nietzsche, van Gogh, Artaud). I den moder­ne ver­den er gal­ska­ben domesti­ce­ret, for­nuf­ten har sej­ret, og det bety­der, at gal­ska­ben kun synes at kun­ne mel­de sig som fra­vær. Galskaben kan ikke mel­de sig i et kunst­værk eller i noget udsagn, men synes udkon­kur­re­ret på en sådan måde, at den kun fin­des som “vær­kets fra­vær”: Foucault frem­ma­ner Nietzsches sid­ste skrig, hvor ham­me­ren fal­der ud af hans hæn­der; van Goghs accept af sin gal­skab som ufor­e­ne­lig med kun­sten; Artauds modi­ge afprøv­ning af et fra­vær af sprog, et rum for en fysisk lidel­se og ræd­sel, der består i en “stejl skrå­ning i den afgrund, som er vær­kets fravær”.13Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 532. Over for det­te vor­tex, det­te fra­vær, ken­des (den for­nuf­ti­ge) ver­den nu skyl­dig, mener Foucault. Den må stå til ansvar for det, der mel­der sig i sam­ti­dig­he­den af vær­ket og vær­kets fra­vær, den må “aflæg­ge til­stå­el­se og give erstatning”.14Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 533.

Men spørgs­må­let er, om ikke en anden vej er mulig end Foucaults roman­ti­se­ring af out­si­der­po­si­tio­nen, som ender med et vildt sats, hvor ret­fær­dig­he­den i ver­den kun synes mulig på grund­lag af en aner­ken­del­se af det rene sam­men­brud eller det rene, tav­se uden­for?

Hvad er inden­for?

Lad mig nu, om end som spe­ku­la­tivt udkast, pege på en udvej i for­hold til den blind­g­y­de, jeg mener ken­de­teg­ner Foucaults til­gang til out­si­de­ren. Udvejen over­skri­der ikke de ter­mer, som ind­til vide­re er stil­let op som grund­lag for både eksemp­let omkring udstil­lin­gen på Charlottenborg og dis­kus­sio­nen ved­rø­ren­de Foucault, nem­lig inden­for og uden­for, men fore­slår en anden måde at tæn­ke dem på.

Hvad nu, hvis udgangs­punk­tet ikke er, at “inden­for” (kom­plek­set af viden og magt) er så mas­sivt og kon­si­stent, at det (næsten) er umu­ligt at bry­de ud af, eller at en fri­gø­rel­se fra det i det mind­ste kræ­ver en slags alli­an­ce med et radi­kalt og mystisk “uden­for”? Er det ikke anta­gel­sen om en gen­nem­gri­ben­de domesti­ce­ring, der ska­ber mulig­he­den for en roman­ti­se­ring? Hvad nu, hvis udgangs­punk­tet er, at “inden­for” alle­re­de er pla­get af en inkon­si­stens, dvs. at intet system af viden og magt udtøm­mer sit felt, men i sig bærer nog­le split­tel­ser og mod­sæt­nin­ger? Hvad nu, hvis dets erfa­rings­for­mer på afgø­ren­de punk­ter selv er for­kram­pe­de og usam­men­hæn­gen­de? Hvad nu, for at sige det mere socio­lo­gisk, hvis der ikke fin­des en sam­funds­mæs­sig “posi­ti­vi­tet”, som “det andet” udgræn­ses fra, men hvis der “først” eller som gene­ra­tivt prin­cip er en nega­ti­vi­tet eller man­gel på sam­men­hæng, som ethvert sam­fund er anled­ning til og bear­bej­der på for­skel­li­ge måder? Konsekvenserne af den­ne til­gang til inden­for og uden­for er poten­ti­elt man­ge, og meget afhæn­ger af, hvor­dan man her­fra mere præ­cist teo­re­ti­se­rer spørgs­mål om viden, for­nuft, kul­tur, sam­fund, sub­jek­ti­vi­tet osv. Men til­gan­gen giver først og frem­mest mulig­hed for en anden for­stå­el­se af out­si­de­ren; ikke som én, der både er fan­get og uden­for, og som måske står i for­bin­del­se med en mystisk og mere pri­mær erfa­ring, men som én, der i sær­lig grad er “ramt” af den umu­lig­hed eller inkon­si­stens, som er givet i sam­fun­det. Outsideren, ikke for­stå­et som for­mu­le­rin­gen af et sub­stan­ti­elt uden­for, en sand­hed eller et svar, men som mar­ke­rin­gen af et symp­tom, et spørgs­mål.

For at fol­de den­ne til­gang til spørgs­må­let om uden­for og out­si­de­ren ud, vil­le man, som jeg ser det, skul­le etab­le­re en stør­re og mere udfol­det dis­kus­sion mel­lem Foucault og psy­ko­a­na­ly­sen. I Galskabens histo­rie er Foucault noget ambi­va­lent i for­hold til psy­ko­a­na­ly­sen; han pri­ser den for at have genåb­net en dia­log med gal­ska­ben, men han synes sta­dig at opfat­te den som del af et system, der ratio­na­li­se­rer den. Min til­gang er her, at psy­ko­a­na­ly­sen, i mod­sæt­ning til Foucault, rent fak­tisk lyk­kes med at gri­be de struk­tu­rer, der oppe­bæ­rer vores soci­a­le vir­ke­lig­hed (dvs. inden­for), på sam­me tid som den under­sø­ger struk­tu­rer­nes egen inkon­si­stens. Foucault vil arbej­de uden base, gene­a­lo­gisk “histo­ri­se­re” enhver mulig for­kla­ring på, hvor­dan men­ne­sket fun­ge­rer, og hvad det er; i ana­ly­ser­ne af gal­ska­ben synes han endog at vil­le over­skri­de spro­get og skri­ve en stil­hed frem. Psykoanalysen begyn­der med en base, nem­lig de struk­tu­rer og insti­tu­tio­ner (fami­li­en, fade­ren, lægen osv.), som den selv vir­ker igen­nem, for at vise, hvad det er, der hjem­sø­ger dis­se struk­tu­rer, samt give stem­me til det­te. Disse for­skel­le mel­lem Foucault og psy­ko­a­na­ly­sen kan arbej­des meget grun­di­ge­re igen­nem, men det er ikke mit ærin­de her. Jeg vil her blot angi­ve nog­le over­ord­ne­de pej­le­mær­ker, idet jeg hol­der mig til en dis­kus­sion af grund­la­get for tænk­nin­gen af out­si­de­ren.

Foucaults out­si­der befin­der sig, som gen­nem­gan­gen har vist, to ste­der. Han er spær­ret inde, domesti­ce­ret af for­nuf­ten. Samtidig er han også uden­for, han til­hø­rer en anden epo­ke, eller han befin­der sig i et fra­vær. Både for Foucault og i psy­ko­a­na­ly­sen kon­sti­tu­e­res et sub­jekt ved dets for­hold til den Anden. For Foucault kun­ne der her være tale om den histo­ri­ske Anden (den sam­le­de mæng­de af mikro­på­virk­nin­ger fra viden, prak­sis­ser, erfa­rings­for­mer osv.). Subjektet kan såle­des ikke unds­lip­pe histo­ri­ens greb i sig (med­min­dre det pla­ce­res et sted, som er histo­risk og trans­cen­dent, jf. udlæg­nin­gen af Foucaults out­si­der­po­si­tion). For psy­ko­a­na­ly­sen for­hol­der det sig imid­ler­tid ander­le­des: Generelt peger psy­ko­a­na­ly­sen på en inkon­si­stens i “inden­for”, hvil­ket kan for­mu­le­res som en inkon­si­stens i den Anden. Subjektet kon­sti­tu­e­res gen­nem den Anden, men den­ne Anden er selv mang­len­de eller inkon­si­stent. Det er net­op der­for, begre­ber som “det ube­vid­ste”, “begæ­ret” osv. bli­ver inter­es­san­te: Der er en brudt rela­tion mel­lem sub­jek­tet og den Anden, som “giver plads” til det ube­vid­ste som en form for regi­stre­ring eller bear­bejd­ning af den­ne rela­tion. “Subjektet” kan siges at være nav­net på det, der er knyt­tet til et inden­for, men som sam­ti­dig er en rift i inden­for, eller som mar­ke­rer umu­lig­he­den af, at inden­for kan bli­ve helt sig selv. Psykoanalysens begreb om psy­ko­pa­to­lo­gi­er skal sam­ti­dig for­stås som res­sour­cer til at tæn­ke den­ne syn­ko­pe­re­de rela­tion mel­lem inden­for og uden­for. Psykopatologierne skal ikke opfat­tes som psy­ki­a­tri­ske kate­go­ri­er, men som eksi­sten­ti­el­le posi­tio­ner, dvs. måder, vi lever vores liv på.15Se også Kirsten Hyldgaard, Eksistensens gal­skab: Freudo-laca­ni­an­ske til­gan­ge til viden­skab, kunst, kul­tur (Forlaget Multivers, 2014), 9ff. Neuroser, per­ver­sio­ner og psy­ko­ser er for­skel­li­ge mere eller min­dre pato­lo­gi­ske måder at pla­ce­re sig i for­hold til den Anden på.

Vi er i den for­stand alle out­si­de­re, hvis man med en out­si­der for­står den, der bevæ­ger sig på kan­ten af inden­for. Psykosen kan måske opfat­tes som den mest forar­men­de af psy­ko­pa­to­lo­gi­er­ne, men der er sta­dig ikke tale om, at psy­ko­ti­ke­ren er fuld­stæn­digt uden­for eller til­hø­rer en helt anden ver­den. Psykotikerens ver­den er, eller kan være, ori­gi­nal og idio­syn­kra­tisk, men det er i udgangs­punk­tet sta­dig spørgs­må­let om et pro­ble­ma­tisk for­hold til den Anden, der er på spil. Hos psy­ko­ti­ke­ren er en cen­tral, ord­nen­de instans i den Anden godt nok “for­ka­stet”, som det hed­der hos Lacan,16Jacques Lacan, The Psychoses, The Seminar of Jacques Lacan, Book III (W.W. Norton, 1997), 321. men den Anden ven­der alli­ge­vel kon­stant til­ba­ge i psy­ko­ti­ke­rens syner og hallucinationer.17Psykotikerens “gal­skab” består måske ikke så meget i at være slup­pet helt ud, hvor­dan man end skul­le fore­stil­le sig en sådan auti­stisk implo­sion, men i at være fan­get mel­lem en usta­bi­li­tet i den Anden og et for­søg på at gen­ska­be sammenhæng.

Galskabens værk

Hvad bety­der det så for et muse­um for out­si­der­kunst? Der fin­des først og frem­mest et begreb om out­si­der­kunst, der kun­ne være inspi­re­ret af Foucault. Hos Roger Cardinal, der opfandt sel­ve beteg­nel­sen “out­si­der art”, refe­re­res eks­pli­cit til Foucault, og nog­le af ten­den­ser­ne i Foucaults tænk­ning for­stær­kes og mate­ri­a­li­se­res her tyde­li­ge­re i et kunst­be­greb. Cardinal peger på out­si­der­kun­sten og dens leven­de, bob­len­de liv som noget, der er udgræn­set af en kul­tu­rel ide­o­lo­gi om ren­hed, skøn­hed, orden osv. Outsiderkunsten må for­stås som anti­kul­tu­rel, for­di den står i mod­sæt­ning til alle for­mer for kunst, der er sank­tio­ne­ret gen­nem ide­a­let om “the Culturally Acceptable Artist”. Cardinal argu­men­te­rer for en ren spræng­ning af både kun­sten og kul­tu­ren, hvor out­si­der­kunst­ner­ne må opfat­tes som små øer i et vidt­strakt arkipelag med en “så udtalt diver­si­tet, at hver kunst­ner træ­der frem som et sær­skilt, unikt tilfælde”.18Roger Cardinal, Outsider art (Studio Vista, 1972), 52 (min oversættelse). For Cardinal hand­ler det om at ned­bry­de for­nuf­ten gen­nem en “afkul­tu­ra­li­se­ring”, så mere pri­mi­ti­ve lag gra­ves frem. Vi står med andre ord ved et valg: Outsideren eller kul­tu­ren? Og vi må væl­ge out­si­de­rens mere auten­ti­ske værens­form. Som jeg ser det, får vi her igen et roman­ti­se­ren­de begreb om et uden­for.

Jeg argu­men­te­rer for en anden vin­kel. Her er det først og frem­mest cen­tralt ikke at for­stå out­si­de­ren som radi­kalt uden for kul­tu­ren, uden for spro­get, uden for for­nuf­ten, radi­kalt fan­get i og uden for den Anden osv. En alt for ensi­dig kri­tik af domesti­ce­rin­gen fører i den­ne ret­ning og ender i en lov­pris­ning af det vil­de, det rå, det pri­mi­ti­ve, det barn­li­ge, som for­bli­ver mysti­fi­ce­ren­de, måske end­da domesti­ce­ren­de i høje­re potens. Det inter­es­san­te er måske ikke om, men hvor­dan out­si­de­ren for­hol­der sig til den Anden. Man kan godt argu­men­te­re for, at f.eks. Ovartaci på man­ge måder lever i sin egen ver­den, men den­ne ver­den er ikke skabt ud af ingen­ting, der er en tek­s­tur af rela­tio­ner omkring ham, og han for­hol­der sig på for­skel­li­ge måder (i dag­bø­ger, sam­ta­ler, vær­ker osv.) til sin egen fami­lie­bag­grund, til sin ind­læg­gel­se, til læger og ple­je­re, ofte også bre­de­re til sam­ti­den, sam­fun­det, og mere abstrakt til spørgs­mål om iden­ti­tet, auto­ri­tet, reli­gion osv. Ovartaci er kon­fron­te­ret med en usta­bi­li­tet i de riter, der oppe­bæ­rer den soci­a­le vir­ke­lig­hed, hvil­ket vir­ker helt ind i en anden måde at være pla­ce­ret i spro­get på. Men sam­ti­dig er hans værk en form for gen­ne­m­ar­bejd­ning af det­te vil­kår, det består i for­skel­li­ge for­søg på at ska­be ny orden.

Et muse­um for out­si­der­kunst kan sag­tens hand­le om at for­hol­de sig til tavs­he­den; til det, som kul­tu­ren er ble­vet døv over for. Der kan være en poin­te i over­ho­ve­det læg­ge rum til en tavs­hed, en stil­hed, næsten som en slags respekt for det, vores nor­ma­le og nor­ma­li­se­ren­de prak­sis­ser og erfa­rings­for­mer udgræn­ser. Men out­si­der­kun­sten hand­ler ikke kun om udgræns­ning, selv­om beteg­nel­sen på fle­re måder læg­ger op til det. Næsten omvendt hand­ler den om at for­val­te nog­le af de helt cen­tra­le umu­lig­he­der, som alle­re­de vir­ker gen­nem vores prak­sis­ser og erfa­rings­for­mer. Sådanne umu­lig­he­der kan mel­de sig på for­skel­li­ge måder og gen­nem for­skel­li­ge pato­lo­gi­er. Hos Ovartaci er der f.eks. en umu­lig­hed knyt­tet til det at være et seksu­elt væsen: De spørgs­mål, Ovartaci stil­ler gen­nem sin pro­duk­tion, hand­ler blandt andet om, hvad det vil sige at være en mand, begæ­re som en mand, ikke at begæ­re som en mand osv. Jeg skal ikke her gå ind i en nær­me­re ana­ly­se af Ovartacis værk, der bevæ­ger sig mel­lem en fun­da­men­tal usta­bi­li­tet og nog­le kla­re, drøm­me­ag­ti­ge visio­ner, og som fin­der sin egen, ori­gi­na­le form. Jeg vil blot anmær­ke, at de spørgs­mål, Ovartaci stil­ler, net­op ikke er nog­le, alle und­ta­gen Ovartaci har et svar på. Omvendt er det fak­tisk spørgs­mål, vi alle må indrøm­me at være svar skyl­di­ge over for, hvil­ket net­op kan aflæ­ses i det, at vi hele tiden febrilsk for­sø­ger at besva­re dem, sam­ti­dig med at de bli­ver ved med at rum­ste­re i vores ube­vid­ste. Hvis Ovartaci siger os noget, hen­ven­der sig til os, er det ikke bare, når vi hen­ryk­kes over (eller bli­ver pin­ligt berør­te af) et men­ne­ske, der er langt ude, men når vi opda­ger, at noget af Ovartacis værk fak­tisk reso­ne­rer med (ube­vid­ste) erfa­rin­ger, vi selv inde­hol­der. På en måde kan man næsten sige det sådan, at pro­ble­met med out­si­der­kun­sten ikke så meget er, som Foucault måske vil­le have sagt det, at vi slet ikke for­står, i hvor ekstrem grad vi har udgræn­set det frem­me­de og det gale, men fak­tisk omvendt, i hvor høj grad de pro­ble­mer, out­si­der­kun­sten for­val­ter, angår en frem­med ker­ne i os selv. Er det ikke net­op der­for, at f.eks. Museum Ovartaci til­by­der en helt sær­lig, for­styr­ren­de form for spej­ling? Vi kig­ger på noget, der er frem­med. Ovartacis for­tæl­lin­ger og bil­le­der dan­ser og dre­jer sig om tab, mord, over­greb, køn, håb, længsel osv. på til tider bizar­re og ufor­stå­e­li­ge måder. Men vi gen­ken­der det. Der er, som psy­ko­a­na­ly­sen har postu­le­ret fra begyn­del­sen, en grund­læg­gen­de soli­da­ri­tet mel­lem det gale og det nor­ma­le.

Der er ingen nem­me veje i out­si­der­kun­stens far­vand. Domesticeringen spil­ler med i alle facet­ter af begrebs­lig­gø­rel­sen, for­stå­el­sen af dens skæb­ner og erfa­rin­ger, for­mid­lin­gen og kura­te­rin­gen af den. Måske er det alle­re­de pro­ble­ma­tisk at tale om “out­si­der­kun­sten”, som om der fak­tisk fand­tes en kas­se, som kun­ne rum­me alt det mær­ke­li­ge, som ikke kan rum­mes andre ste­der. Men net­op der­for er der brug for at genop­li­ve begre­bet, net­op ikke som en fær­dig kas­se, men som et teo­re­tisk begreb eller en vin­kel, der er under udar­bej­del­se, og som er inter­es­sant net­op ved at pro­ble­ma­ti­se­re alle­re­de fær­di­ge begre­ber. Jeg for­står på den måde begre­bet som et slags tæn­ken­de begreb, og natur­lig­vis også som et begreb, der sær­ligt udfor­drer begre­ber som værk, kunst, kunst­ner osv. Man må ikke over­se, at out­si­der­kun­sten ikke kun hand­ler om kunst, i betyd­nin­gen “kunst­ting” på et muse­um, men at den angår spørgs­mål, der er langt bre­de­re. At den tager udgangs­punkt i sub­jek­ter, der næsten sei­s­mo­gra­fisk afmå­ler nog­le af de rystel­ser og pro­ble­ma­tik­ker, der fin­des i kul­tu­ren. At den angår en anden form for pro­duk­ti­vi­tet, både kunst og tera­pi, og alli­ge­vel også mere end det. Den inde­hol­der et andet begær. Men det bety­der ikke, at den afvi­ser alle begre­ber og bli­ver til tavs­hed og fra­vær, tvær­ti­mod giver den giver anled­ning til at opfin­de nye. Dermed er det også opga­ven i arbej­det med out­si­der­kunst at fin­de et sprog og en ræk­ke begre­ber, hvori dis­se andre og nye for­mer for begær kan arti­ku­le­res, op imod de aktu­elt til­gæn­ge­li­ge.

At lade out­si­de­ren og out­si­der­kun­sten for­svin­de i rela­tio­ner af viden og magt, eller at lade out­si­de­ren stå uden­for kul­tu­ren, som et råb fra en helt anden ver­den, er måske umid­del­bart en mere radi­kal gestus, men kan være en anden måde at for­rå­de ham på, at over­gi­ve ham det til det sto­re uden­for, den sto­re tavs­hed. Måske er det ikke muse­et og den hvi­de kube, der er pro­ble­met, måske opstår pro­ble­met kun, hvis man anta­ger, at den hvi­de kubes erfa­rings­rum er noget helt andet end eller befin­der sig på et andet niveau end out­si­de­rens. Outsiderkunsten behø­ver ikke for­stås som en sim­pel mod­sæt­ning til den hvi­de kube, eller til for­nuf­ten, kul­tu­ren, sam­fun­det, gene­relt til den Anden. Snarere er den en måde at rela­te­re til en grund­læg­gen­de inkon­si­stens i den Anden selv. Den spæn­ding må et muse­um for out­si­der­kunst læg­ge rum til. Det må frem­stil­le out­si­de­rens udfor­drin­ger til kul­tu­rens inden­for, afteg­net ved ana­ly­ser af, hvor­dan out­si­de­ren pla­ce­rer sig i kul­tu­ren, stil­ler spørgs­mål til den, opfin­der nye svar. Hvis muse­et kan det, behø­ver out­si­der­kun­sten ikke være et løf­te om et uden­for, men om et andet inden­for.

1. Galskab for­stås og ana­ly­se­res både som “folie”, “déra­i­son”, “alié­na­tion” og gen­nem fle­re andre begreber.
2. Matthias Hvass Borello, “Ovartaci og insti­tu­tio­nens (over)magt”, kunsten.nu, 3. novem­ber 2017.
3. Kaspar Bonnén, “En ali­en i en glas­bu­tik”, Kunstkritikk – Nordisk kunst­tids­skrift, 26. sep­tem­ber 2017.
4. Rune Gade, “Konform udstil­ling om Ovartaci gør gal­ska­ben til hip kunst”, Dagbladet Information, 29. sep­tem­ber 2017.
5. Michel Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de (Det lil­le Forlag, 2003), 65.
6. Michel Foucault, Galskapens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der (Gyldendals Fakkel-bøker, 1992), 18 (min over­sæt­tel­se fra norsk til dansk).
7. Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 460.
8. Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 65.
9. Foucault, Galskapens histo­rie i opplys­nin­gens tidsal­der, 18.
10. Joan Copjec, Read My Desire: Lacan Against the Historicists (Verso, 2015), 6.
11. Ikke man­ge år efter Galskabens histo­rie udgi­ver Foucault f.eks. et lil­le skrift, som måske alle­re­de inde­hol­der lidt en anden til­gang (som jeg ikke kan behand­le her), nem­lig dis­kus­sio­nen af Maurice Blanchots for­fat­ter­skab i “Le pensée du dehors”, Critique no. 229, 1966.
12. Se Jacques Derrida, L’écriture et la dif­fe­ren­ce, Collection “Tel Quel” (Éditions du Seuil, 1967), 60–61.
13. Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 532.
14. Foucault, Galskabens histo­rie i den klas­si­ske peri­o­de, 533.
15. Se også Kirsten Hyldgaard, Eksistensens gal­skab: Freudo-laca­ni­an­ske til­gan­ge til viden­skab, kunst, kul­tur (Forlaget Multivers, 2014), 9ff.
16. Jacques Lacan, The Psychoses, The Seminar of Jacques Lacan, Book III (W.W. Norton, 1997), 321.
17. Psykotikerens “gal­skab” består måske ikke så meget i at være slup­pet helt ud, hvor­dan man end skul­le fore­stil­le sig en sådan auti­stisk implo­sion, men i at være fan­get mel­lem en usta­bi­li­tet i den Anden og et for­søg på at gen­ska­be sammenhæng.
18. Roger Cardinal, Outsider art (Studio Vista, 1972), 52 (min oversættelse).

Det perfekte offer: Overføringens tragedie

Overføring har at gøre med noget af det aller­mest besvær­li­ge i psy­ko­a­na­ly­sen. I den betyd­ning af fæno­me­net, jeg knyt­ter an til her, har over­fø­ring at gøre med ana­lysan­dens følel­ses­mæs­si­ge inve­ste­ring i ana­ly­ti­ke­ren. I en psy­ko­a­na­ly­se bear­bej­der ana­lysan­den sig selv i for­hold til et spørgs­mål om, hvem han eller hun er for andre, her­i­blandt også, og måske end­da på en sær­lig måde, for ana­ly­ti­ke­ren, og i det lys er det ikke så under­ligt, at ana­ly­ti­ke­ren er medim­pli­ce­ret i ana­lysan­dens ube­vid­ste begær. Det gør det dog ikke min­dre besvær­ligt. Særligt ikke, når en af de mest hyp­pi­ge affek­ter i over­fø­rin­gen er kær­lig­hed, hvil­ket Freud meget tid­ligt opda­ge­de og teo­re­ti­se­re­de under beteg­nel­sen “over­førings­kær­lig­hed”.1Jf. Sigmund Freud, “Observations on Transference-Love (Further Recommendations on the Technique of Psycho-Analysis III)”, i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Volume XII (1911–1913) (The Hogarth Press, 1958), 158.  Situationen, hvor ana­lysan­den forel­sker sig i ana­ly­ti­ke­ren, har både foru­ro­li­gen­de og komi­ske aspek­ter, som Freud siger det, og den kal­der med sine van­ske­lig­he­der på yder­li­ge­re teo­re­tisk udred­ning. Hvorfor er det, at ana­lysan­der næsten meka­nisk forel­sker sig i deres ana­ly­ti­ke­re i takt med ana­ly­sens for­løb?

Jacques Lacan har givet den gene­rel­le defi­ni­tion på over­fø­ring, at det er, når man til­tror nogen eller noget en viden, der rela­te­rer til én selv, men som man ikke selv er i besid­del­se af; en viden, som er så vig­tig, at den tager form af en “indre skat” i ana­ly­ti­ke­ren eller et kær­lig­heds­ob­jekt, man ger­ne vil have fin­gre i. Vi er som sub­jek­ter udle­ve­ret til en grund­læg­gen­de tvivl om helt basa­le ting i vores til­væ­rel­se: Hvad ønsker jeg mig egent­lig? Hvad er der galt med mig? Og over­fø­ring er, at sub­jek­tet ori­en­te­rer sig i for­hold til en anden, som “for­modes at vide”, som Lacan siger det.2Se Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar of Jacques Lacan, Book XI (Norton, 1998), 230–243. Som sådan kan over­fø­ring optræ­de i man­ge for­skel­li­ge soci­a­le bånd, mel­lem patient og læge, mel­lem stu­de­ren­de og under­vi­ser osv. I den psy­ko­a­na­ly­ti­ske prak­sis hos Freud og Lacan opfat­tes over­fø­ring dog som et tve­æg­get sværd: På den ene side skal der over­fø­ring til, hvis ana­ly­sen skal i gang, og der må være et niveau af viden, som til­skri­ves ana­ly­ti­ke­ren. På den anden side står over­fø­rin­gen i vej­en for, at ana­lysan­den i sid­ste ende selv kan “over­ta­ge” sine pro­ble­mer: Analytikeren må afmon­te­res som den, der for­modes at vide. Analytikeren er ikke i besid­del­se af sva­ret på gåden om til­væ­rel­sens mening, og ikke engang hvor­dan jeg slip­per af med mine symp­to­mer; ana­ly­sen frem­kal­der egent­lig blot symp­to­mer­ne, til­la­der dem at være der og spil­le sig ud. Overføring er der­med en betin­gel­se for ana­ly­se, men også en bar­ri­e­re, hvis den fik­se­rer ana­lysan­den i for­hold til ana­ly­ti­ke­ren.

Hvad sker der, hvis man bedri­ver psy­ko­a­na­ly­se uden at tage hen­syn til over­fø­rin­gen? Var det ikke net­op det, der ske­te for Joseph Breuer i den berøm­te før­ste psy­ko­a­na­ly­se, da han ana­ly­se­re­de Anna O.? Anna O. rea­ge­re­de på ana­ly­sen med en vold­som forel­skel­se, som Breuer ikke mag­te­de at for­hol­de sig til, som man kan læse i Ernest Jones’ udlæg­ning af historien.3Ernest Jones, Sigmund Freud: Life and Work, The Young Freud 1856–1900 (The Hogarth Press, 1953), 245–248. Hvis over­fø­rin­gen ikke ana­ly­se­res, duk­ker den op igen som et mon­ster: Analytikeren sky­der patien­tens symp­to­mer ned, men et sid­ste afgø­ren­de kom­pleks duk­ker op, nem­lig ana­lysan­dens libi­di­nø­se til­knyt­ning til ana­ly­ti­ke­ren. Men der er måske en brug af over­fø­rin­gen, som er end­nu mere alvor­lig, nem­lig når man behand­ler nogen ved direk­te at udnyt­te over­fø­rings­kær­lig­he­den. Det kan man gøre, hvis man som behand­ler (og som tera­pe­ut, psy­ko­log osv.) pla­ce­rer sig mage­ligt i over­fø­rings­re­la­tio­nen og bru­ger den til at lede patien­ten ind på de veje, man fin­der mest for­nuf­ti­ge eller hen­sigts­mæs­si­ge. Her opgi­ves det ana­ly­ti­ske til for­del for det vej­le­den­de, og for Freud og Lacan belø­ber det sig til det, de kal­der “sug­ge­stion”, dvs. en form for mani­pu­la­tion med patien­ten.

Jeg vil i det føl­gen­de behand­le P1 Dokumentar-podca­sten “Det per­fek­te offer II”, redi­ge­ret af Emil Eusebius Olhoff-Jakobson, der udkom mel­lem d. 21. febru­ar og d. 8. marts 2019.4Det per­fek­te offer II (DR P1, 2019). Podcasten beskri­ver et psy­ko­te­ra­pe­u­tisk for­løb, der er stærkt præ­get af sug­ge­stion, og som udvik­ler sig i en sær­de­les vold­som ret­ning. Med bag­grund i en ana­ly­se af det, som udspil­ler sig i det­te for­løb, og med de for­be­hold, der knyt­ter sig til, at vi kun præ­sen­te­res for et udsnit af histo­ri­en, vil jeg hæv­de, at der er en del at sige om, hvor­dan over­fø­ring kan kom­me til at fun­ge­re som en bar­ri­e­re for ana­ly­se. Det er natur­lig­vis ikke alle for­mer for psy­ko­te­ra­pi, der abon­ne­rer på hver­ken Freud eller Lacans begreb om ana­ly­se, men min poin­te er alli­ge­vel, at man kan under­sø­ge nog­le af podca­stens udsagn og beskri­vel­ser på en nuan­ce­ret måde ved hjælp af begre­ber såsom over­fø­rings­kær­lig­hed, sug­ge­stion osv. Alle er for­modent­lig eni­ge om, at behand­le­ren i det for­løb, der præ­sen­te­res i podca­sten, bru­ger over­fø­rin­gen for­kert, end­da på en meget grov måde, men det svæ­re spørgs­mål hand­ler måske ikke så meget om at pege på det for­ker­te, men om at ana­ly­se­re, hvor­dan og hvor­for det går galt, og hvil­ke andre veje, det vil­le være muligt at tage i for­hold til over­fø­ring. Overføring er som sagt besvær­lig. Dét viser podca­sten, hvor­for den er det oplag­te omdrej­nings­punkt for en metap­sy­ko­lo­gisk dis­kus­sion om over­fø­rin­gens status.5Jeg skyl­der en tak til Christina-Regitze Pedersen for at have bragt mig på spo­ret af podca­sten og for at have bidra­get med væsent­li­ge per­spek­ti­ver til artik­lens ana­ly­ser og argumenter.

Saras histo­rie

I “Det per­fek­te offer II” træ­der over­fø­rin­gen frem som en moder­ne tra­ge­die. Vi føl­ger Sara, der kom­mer i behand­ling hos en psy­ko­log, og som efter en ræk­ke hæn­del­ser, der invol­ve­rer både for­fø­rel­se og trus­ler, ender med at bli­ve psy­ko­lo­gens sexsla­ve. Der er meget i den­ne histo­rie, som er spek­taku­lært, og som inde­hol­der fata­le men­ne­ske­li­ge og insti­tu­tio­nel­le svigt. Men der er også noget, der kal­der på en dybe­re reflek­sion: Hvordan kan det være, at det over­ho­ve­det kan lade sig gøre for en patient, hvis lidel­ser dre­jer sig om seksu­el­le over­greb i barn­dom­men, seksu­elt at under­ka­ste sig sin psy­ko­log? Hvad er der, der gør, at psy­ko­lo­gen kan mani­p­u­le­re hen­de til at bli­ve sin sexsla­ve? Og på hvil­ke måder mis­bru­ger psy­ko­lo­gen kon­kret sin magt? Hvad består magt­mis­bru­get i?

“Den her mand valg­te jeg at sto­le på”, som Sara siger det i podca­stens aller­før­ste afsnit, “og så gud­hjæl­pe­mig, om han ikke udsæt­ter mig for nøj­ag­tig alt det, jeg var mest ban­ge for”.6Ep. 1, 1:30. Alle refe­ren­cer med epi­so­de­num­mer er til Det per­fek­te offer II. Sara møder psy­ko­lo­gen på et kur­sus i for­bin­del­se med sit arbej­de, hvor han slår hen­de som en meget karis­ma­tisk per­son. Hun tæn­ker, at han måske kan hjæl­pe hen­de. Hun lider, som en psy­ki­a­ter tid­li­ge­re i hen­des liv har beskre­vet det, af angst­symp­to­mer af PTSD-lig­nen­de karak­ter og har mare­ridt og genop­le­vel­ser af tal­ri­ge trau­ma­ti­ske epi­so­der fra for­ti­den. Saras kon­takt til den karis­ma­ti­ske psy­ko­log udvik­ler sig til et indi­vi­du­elt tera­pe­u­tisk for­løb, der især inde­hol­der øvel­ser med medi­ta­tion og mind­ful­ness-tek­nik­ker, så hun kan lære at kon­trol­le­re sin angst og brin­ge alarm­be­red­ska­bet ned.

I podca­sten beskri­ver Sara imid­ler­tid, hvor­dan det at begyn­de på mind­ful­ness er “meget, meget vold­somt” for hen­de. Hun skal lære at rum­me sin angst og ikke flyg­te fra den. Men Saras histo­rie er sær­de­les brutal, og den “til­væ­rel­sens uli­de­li­ge let­hed”, som hor­der af men­ne­sker søger sig kure­ret for ved hjælp af bud­dhi­sti­ske ritu­a­ler og spi­ri­tu­el­le øvel­ser, ken­de­teg­ner ikke Saras situ­a­tion. Saras barn­dom var dys­funk­tio­nel, med en mor, der til tider låste Sara inde på bade­væ­rel­set i time­vis. En ven­lig fiske­hand­ler, som Sara knyt­te­de lidt kon­takt til, viste sig fra en ube­ha­ge­lig side, da han en dag trak hen­de ud bag­ved og tun­ge­kys­se­de den 11-åri­ge pige, mens han rør­te ved hen­des kønsor­ga­ner. Senere var Sara i et vol­de­ligt for­hold og miste­de sit ufød­te barn, da hen­des mand slog hen­de. Men psy­ko­lo­gen insi­ste­rer på sine tek­nik­ker. “Han læg­ger på intet tids­punkt skjul på, at han har nøg­len til at løse det her. At alt hvad der sker, det er rig­tigt, og at det går meget bed­re, end han hav­de for­ven­tet – og hvis vi bare bli­ver ved sådan her, så bli­ver alting godt”.7Ep. 1, 20:30.

Og der begyn­der at ske noget, selv­om det måske er en smu­le tve­ty­digt, hvad det egent­lig er, der sker. Sara får det bed­re for før­ste gang i meget lang tid. Hun og psy­ko­lo­gen får vendt nog­le vig­ti­ge ting omkring hen­des for­hold til domi­ne­ren­de mænd.8Ep. 1, 21:32. Saras over­vægt kon­fron­te­res også, og hun taber sig. Det hele ven­der. Hun begyn­der at løbe, hun begyn­der fak­tisk at træ­ne og løbe helt vildt. Set i retrospekt kan man sige, at der er noget pla­get over Saras nye til­gang til sit liv, selv­om hun på over­fla­den vir­ker mere sund og “nor­mal”. Som hun selv for­mu­le­rer det om sit løb: “Jeg stil­ler mig ved start, og jeg tæn­ker på alt det, jeg er aller­mest ban­ge for, og så løber jeg”.9Ep. 1, 22:34. Det tve­ty­di­ge ved frem­gan­gen lig­ger ikke mindst i for­hol­det til psy­ko­lo­gen: Selvom målet med behand­lin­gen egent­lig var, at Sara skul­le bli­ve i stand til selv at hånd­te­re sine pro­ble­mer, er udfal­det ble­vet, at Sara tæn­ker, at psy­ko­lo­gen kan kla­re det for hen­de. “Han bli­ver sådan et fix”,10Ep. 1, 23:56. som hun siger det. Hun opfat­ter det som om, psy­ko­lo­gen har styr på det, og at det hand­ler om at være hos ham, for­di han ved, hvad der skal til. Han bli­ver en slags fader­fi­gur, siger hun, som ryd­der op i det hele og beskyt­ter hen­de. Fra sin side smi­grer psy­ko­lo­gen Sara med, at det er det mest menings­ful­de behand­lings­for­løb, han nogen­sin­de har haft. Afhængigheden af psy­ko­lo­gen “kom­mer lige så stil­le, i og med at jo mere aner­ken­den­de, han er over for mig … at det har jeg bare ikke ople­vet før”.11Ep. 1, 22:57.

Psykologen begyn­der efter et styk­ke tid at ind­fø­re et fysisk aspekt i behand­ling: kram­met. Sara stiv­ner de før­ste gan­ge, psy­ko­lo­gen kram­mer hen­de. Men psy­ko­lo­gen opfor­drer Sara til at bli­ve i omfav­nel­sen. For Sara er det skræm­men­de, men der er på den anden side også noget dej­ligt i det. Det er ambi­va­lent. Imens går psy­ko­lo­gen tæt­te­re og tæt­te­re på hen­de rent per­son­ligt. Han for­tæl­ler hen­de, at de er ens, at han også har været udsat for over­greb. Sara ople­ver ham som char­me­ren­de. Hun bli­ver beta­get af ham – hun var det nok alle­re­de fra begyn­del­sen, men nu er sam­hø­rig­he­den bragt til et kli­maks. “Hver gang, jeg tviv­ler, så tæn­ker jeg, at det er for­di, jeg sim­pelt­hen ikke for­står det – han vil mig det jo kun godt”.12Ep. 1, 27:51. Som hun for­mu­le­rer det: “Han kun­ne bare et eller andet…”, “Han kun­ne få mig til at føle, at jeg var en ver­denskvin­de og kun­ne det hele, og at jeg var omdrej­nings­punk­tet i hele hans liv”.13Ep. 2, 6:55.

Men frem­gan­gen ven­der sig igen om i det mod­sat­te. Alt det, Sara er angst for, er ble­vet frem­kaldt igen. Hun har vold­som­me mare­ridt, hun skæ­rer i sig selv og har selv­mord­s­tan­ker. Mindfulness vir­ker ikke, men nu vir­ker flugt hel­ler ikke. Alt det for­fær­de­li­ge er der. Men der er også den per­son, som Sara er knyt­tet helt tæt til: psy­ko­lo­gen. “Det er ham, der er løsningen”,14Ep. 1, 30:51.  ople­ver Sara, at psy­ko­lo­gen siger. Krammet, som psy­ko­lo­gen giver ved ses­sio­ner­nes begyn­del­se og slut­ning, får en ny rol­le. Det bli­ver nu givet som beløn­ning, når Sara har arbej­det med noget, der er svært. Og psy­ko­lo­gen går end­nu vide­re ad den sti, der hand­ler om at balan­ce­re det for­fær­de­li­ge med det omfav­nen­de: Sara skal gen­nem­le­ve nog­le af de ting, hun har været udsat for i sin barn­dom. Hun skal blandt andet gen­nem­gå, gen­for­tæl­le og der­med gen­nem­le­ve det over­greb, der blev begå­et af fiske­man­den. Det gør hun i en ses­sion af sær­ligt lang varig­hed, hvor hun lig­ger med hove­d­et i psy­ko­lo­gens skød. Denne epi­so­de, der fin­der sted en fre­dag, fører til, at Sara er nødt til at kon­tak­te psy­ko­lo­gen i løbet af wee­ken­den: Som resul­tat af ses­sio­nen er hun dybt rystet og angst­pla­get. Psykologen invi­te­rer hen­de hjem til sig selv og hol­der om hen­de. Senere invi­te­rer han hen­de med i seng. Da de har lig­get der lidt, for­tæl­ler psy­ko­lo­gen Sara, at han er nødt til at sove et andet sted, for­di han får for meget lyst til sex. Sara kan ikke hol­de ud, at han ikke er der, og giver ham sex. Og her­fra eska­le­rer det seksu­el­le for­hold, der til sidst ender med, at psy­ko­lo­gen udfø­rer “seksu­el lydig­heds­træ­ning” med Sara og beder hen­de om at møde op til pri­va­te ses­sio­ner uden tøj på.

Overføring og viden

Saras histo­rie er tragisk, men yder­me­re lig­ger der også en tragik i hele den rela­tion, der udspil­ler sig mel­lem hen­de og psy­ko­lo­gen. Det er tyde­ligt, at der er over­fø­rings­kær­lig­hed på spil, men det er også tyde­ligt, at psy­ko­lo­gen behand­ler den­ne kær­lig­hed på en dybt upro­duk­tiv måde. Måske er det end­da sådan, at over­fø­rin­gen er skævv­re­den fra begyn­del­sen; at den struk­tu­relt fun­ge­rer for­kert og egent­lig mest har form af sug­ge­stion.

Som nævnt opfat­tes det i den laca­ni­an­ske psy­ko­a­na­ly­se sådan, at ana­ly­sen ikke kan kom­me ordent­ligt i gang, hvis ikke der er over­fø­ring. Hvis ikke patien­ten tror på, at lægen eller ana­ly­ti­ke­ren ved noget, han eller hun ikke selv ved, kan for­lø­bets ener­gi ikke etab­le­res. Men der er for­skel på viden. Den viden, som Sara til­skri­ver psy­ko­lo­gen, synes at være kom­plet. Det er en posi­tiv viden om, hvor­dan man skal tæn­ke, hvil­ke øvel­ser man skal lave, hvor­dan man skal se ud osv., som Sara kan ind­ret­te sit liv efter. Det er en ræk­ke model­ler, som til­by­der sig for det sår­ba­re sub­jekt, der gri­ber ud efter dem som red­nings­kran­se, tak­nem­me­ligt beun­dren­de red­nings­man­den. Psykologen er tyde­lig­vis ikke laca­ni­ansk psy­ko­a­na­ly­ti­ker, men en del af den sko­le, der opfat­ter kog­ni­tiv træ­ning og adfærds­te­ra­pi som vej­en frem. Psykologen sug­ge­re­rer, for­di han kom­mer med helt kon­kre­te for­slag (som på engelsk, “sug­ge­stions”) til, hvor­dan patien­ten kom­mer vide­re, og beløn­ner patien­ten med ros, kram og aner­ken­del­se, når det lyk­kes. Viden og kær­lig­hed ind­går her i en sær­lig magt­fuld koa­li­tion.

Hos Lacan er der tale om, at viden behand­les på en anden måde. Som sub­jek­ter stri­des vi som nævnt alle med en ræk­ke grund­læg­gen­de spørgs­mål, som vi efter­spør­ger svar på. Den laca­ni­an­ske psy­ko­a­na­ly­se for­mu­le­rer det på den måde, at sub­jek­tets selv­for­hold altid er bestemt ved dets for­hold til den Anden. Svaret på, hvad jeg skal bru­ge mit liv til, hvor­dan jeg skal begæ­re osv., fin­der sub­jek­tet aldrig blot i sig selv, men i den Anden, eller i det mind­ste søger sub­jek­tet at kon­stru­e­re nog­le svar ud fra, hvad den Anden fore­stil­les at måt­te mene eller tæn­ke. I ana­ly­sen ind­ta­ger ana­ly­ti­ke­ren først og frem­mest posi­tio­nen som den­ne Anden, hvor­til alle spørgs­mål kan stil­les og alle asso­ci­a­tio­ner til­la­des. Analytikeren til­by­der sig som en Anden, der kan dan­ne bag­grund for en under­sø­gel­se af alle de bety­den­de andre, som sub­jek­tet har søgt og søger at kon­stru­e­re nog­le ram­mer og svar ud fra. Det bety­der helt kon­kret, at ana­lysan­den i løbet af ana­ly­sen gen­nem­spil­ler en ræk­ke tid­li­ge­re situ­a­tio­ner, hvor ana­ly­ti­ke­ren fun­ge­rer som en slags stand-in for ana­lysan­dens bety­den­de andre, skif­te­vis for­æl­dre, ven­ner, elske­re osv., eller for de ube­vid­ste tan­ker og fan­ta­si­er, der knyt­ter sig til dis­se personer.15Se Sigmund Freud, Dora: Brudstykke af en hyste­ri­a­na­ly­se (Hans Reitzels Forlag, 1984), 99. Mere struk­tu­relt er det ana­ly­ti­ke­rens opga­ve at være en gene­rel Anden, der må for­hol­de sig åben og mod­ta­ge­lig for alle ana­lysan­dens enig­ma­ti­ske rela­tio­ner. Analytikeren må hele tiden lyt­te til ana­lysan­dens tale et andet sted fra, som træk­ker ana­lysan­den vide­re i sin under­sø­gel­se af sig selv. Analytikeren behø­ver net­op ikke på for­hånd at have de svar, som ana­lysan­den efter­spør­ger; sna­re­re skal ana­ly­ti­ke­ren egent­lig blot vise ana­lysan­den mang­fol­dig­he­den af de svar, han eller hun alle­re­de ube­vidst har kon­stru­e­ret. Ikke for at vise, hvor­dan de alle er util­stræk­ke­li­ge, og hvor­dan ana­ly­ti­ke­ren har et bed­re svar, men for at vise, hvor­dan dis­se svar alle­re­de vir­ker som den ram­me, sub­jek­tet lever sit liv igen­nem.

Den viden, ana­ly­ti­ke­ren lig­ger inde med, er på det ube­vid­stes niveau, eller ret­te­re er den en slags nega­tiv viden: Ved at ind­ta­ge ste­det for ana­lysan­dens enig­ma­ti­ske rela­tio­ner, dvs. som Anden for sub­jek­tet, siger ana­ly­ti­ke­ren blot, at “der er ting, du ikke ved (eller vil vide af) om dig selv, men som alli­ge­vel kun du har adgang til”. Analytikeren må i ana­ly­sen ind­ta­ge ste­det for ana­lysan­dens ube­vid­ste viden om sig selv, ikke for at kom­plet­te­re ana­lysan­den med den­ne viden, men for at til­skyn­de ana­lysan­den til selv at ana­ly­se­re. I en vis for­stand lig­ger det ube­vid­ste “der­u­de”, i rela­tio­nen mel­lem sub­jek­tet og den Anden, men det er sta­dig sub­jek­tet, som skal leve med det­te ube­vid­ste, og ana­ly­sen for­sø­ger ikke at redu­ce­re eller fjer­ne det ube­vid­ste, men sna­re­re at opteg­ne det. I ana­ly­sen ska­bes næsten et slags vir­tu­elt kort over det ube­vid­ste, som et slags “indre udland”, som sub­jek­tet kan begyn­de at ori­en­te­re sig i for­hold til, lige­som også de afgø­ren­de hul­ler, symp­to­mer og trau­mer pla­ce­res på kor­tet eller befin­der sig der, hvor kor­tet slår fol­der. Analysen hand­ler net­op om at give sub­jek­tet adgang til den viden, som først kan opteg­nes med ana­ly­ti­ke­rens hjælp, men som egent­lig alle­re­de var der på for­hånd. Hele ide­en er egent­lig blot at give ana­lysan­den adgang eller kend­skab til sit eget ube­vid­ste.

Hos Lacan hed­der det som nævnt, at ana­ly­ti­ke­ren er “sub­jek­tet, der for­modes at vide”. Der er et spil mel­lem at ana­ly­ti­ke­ren må accep­te­re, at ana­lysan­den til­skri­ver ham eller hen­de viden, og at ana­ly­ti­ke­ren må arbej­de på at lade den­ne videns­po­si­tion vir­ke som en motor for sub­jek­tets eget arbej­de med sig selv. Analytikeren må der­for ikke over­fu­se ana­lysan­den med for­tolk­nin­ger, men ska­be rum­met for, at ana­lysan­den selv kan for­tol­ke. Videre er det hel­ler ikke ana­ly­ti­ke­ren, der skal defi­ne­re ana­lysan­dens frem­skridt, men ana­lysan­den selv. Overføringens tra­ge­die er, når én træ­der frem som hel­ten, der løser pro­ble­met for en sår­bar patient. Overføringens tra­ge­die kan på man­ge måder umid­del­bart frem­stå som en suc­ces, når patien­ten, som i Saras til­fæl­de, plud­se­lig spej­ler sig i den sto­re, klo­ge psy­ko­log, der kan for­kla­re det hele, og som kan løse alle udfor­drin­ger. Men pri­sen er afhæn­gig­hed.

Kram og kær­lig­hed

Der er i den for­bin­del­se noget inter­es­sant ved “kram­met” i histo­ri­en om Sara. Det var et væsent­ligt øje­blik i psy­ko­a­na­ly­sens histo­rie, da man ophør­te med berø­rin­ger, og ana­ly­sen blev til tale­kur (med ana­lysan­den på brik­sen og ana­ly­ti­ke­ren bag ved, ude af syns­fel­tet). Freud og Breuer hav­de tid­ligt arbej­det med hånd­spå­læg­gel­ser i deres eks­pe­ri­men­ter med hyp­no­se, men noget fun­ge­re­de ikke rig­tigt sådan: Psykoanalysen er, som den slo­ven­ske filo­sof Mladen Dolar har for­mu­le­ret det, skabt på bag­grund af en fun­da­men­tal accept af et “ikke røre!”16Se Mladen Dolar, Køn, filo­so­fi og psy­ko­a­na­ly­se (Philosophia, 2016), 114–143. Ødipuskomplekset er i psy­ko­a­na­ly­sens optik net­op en histo­rie om det­te: Barnet får at vide af fade­ren, at det skal hol­de fin­gre­ne fra mode­ren; her er det før­ste “niks pil­le”, og såle­des opstår det ube­vid­ste, som hel­ler ikke kan røres, for­hol­det til den urør­li­ge Anden osv. Alle berø­rin­ger i psy­ko­a­na­ly­sen sker iføl­ge Dolar på betin­gel­se af en afstand, der alle­re­de var der fra begyn­del­sen: På en måde hand­ler en psy­ko­a­na­ly­se om at kom­me overens med det, at man ikke kan røre (mode­ren, det ube­vid­ste, den Anden). Psykoanalysen hand­ler om en distan­ce, som gen­fin­des i distan­cen mel­lem ana­lysan­den og ana­ly­ti­ke­ren; den gen­fin­des også i distan­cer­ne, pau­ser­ne, brud­de­ne osv. i det, ana­lysan­den siger. Det er i det, Dolar kal­der snit­tet, at en vir­ke­lig berø­ring af ana­lysan­dens frem­me­de ker­ne fin­der sted.17Dolar, Køn, filo­so­fi og psy­ko­a­na­ly­se, 140. Og her dur det ikke at sky­de gen­vej med et godt, hjerte­ligt kram. Tværtimod. Krammet fore­gi­ver, at der fin­des en Anden, som “har dig”, som åbner sig for dig, som omfav­ner dine pro­ble­mer. Krammet siger, at du ger­ne må røre, at du kan røre, at du kan fin­de dig selv gen­nem den Anden. Det accep­te­rer psy­ko­a­na­ly­sen iføl­ge Freud, Lacan og Dolar ikke. Samtidig er kram­met også poten­ti­elt omk­lam­ren­de: Når en anden per­sons arme klyn­ger sig omkring mig, er jeg fan­get her. Jeg bli­ver holdt fast på en bestemt måde, sådan som den Anden vil have mig. Krammet som beløn­ning er den ulti­ma­ti­ve hån mod ana­lysan­den (der i det til­fæl­de behand­les som et lil­le barn): Når du gør, som jeg siger, gør du dig vær­dig til min kær­lig­hed og omsorg. Samtidig er der i til­fæl­det med Sara noget med kram­met, der har en ube­ha­ge­lig rela­tion til det, hen­des pro­ble­mer hand­ler om: Er Sara ikke net­op en patient, hvis lidel­se hand­ler om, at hen­des græn­ser, hen­des zone for ikke-berø­ring, i barn­dom­men er ble­vet over­skre­det vold­somt?

Overføringens tra­ge­die hand­ler også om psy­ko­lo­gens sel­vover­vur­de­ring og narcis­si­sti­ske nydel­se ved behand­lin­gens suc­ces. Psykologen frem­træ­der som sel­ve “nøg­len” til behand­lin­gens lyk­ke­li­ge udfald, som Sara for­mu­le­rer det. Han er “løs­nin­gen”. Alt, hvad der sker i det tera­pe­u­ti­ske for­løb, dre­jer sig impli­cit om psy­ko­lo­gen: Han frem­træ­der med en posi­tiv viden, en sik­ker­hed og char­me, der for­fø­rer patien­ten ind i en tro på, at alt bli­ver godt. Han ind­ta­ger det, man i den laca­ni­an­ske psy­ko­a­na­ly­se vil­le kal­de en fal­lisk posi­tion; han er den, der ved, hvor­dan tin­ge­ne skal gøres, og som har det, der skal til for at gøre det. Også for Lacan har ana­ly­ti­ke­ren natur­lig­vis en andel i behand­lin­gens for­løb, men spørgs­må­let om, hvad det er, ana­ly­ti­ke­ren egent­lig giver, er noget mere kom­pli­ce­ret. Analytikeren giver som nævnt ikke noget kon­kret, dvs. en bestemt viden om, hvor­dan man skal leve sit liv og kom­me omkring sine udfor­drin­ger; alt, hvad ana­ly­ti­ke­ren giver, er i vir­ke­lig­he­den blot en lyt­ten. Analytikeren er selv­føl­ge­lig ikke bare tavs, men for­sø­ger at ind­fø­je en lyt­ten i ana­lysan­dens tale: Konkret vil ana­ly­ti­ke­ren inter­ve­ne­re med små spørgs­mål eller antyd­nin­ger, der brin­ger ana­lysan­den vide­re i talen: Hvad mener du med det? Kan du beskri­ve det lidt nær­me­re? Sagde du, at du hav­de en blå kjo­le på? Analytikeren vil fæst­ne sig ved stort og småt, men kon­stant arbej­de på at åbne talen, så ana­lysan­den selv kan arti­ku­le­re det, som pla­ger. Analytikeren vil brin­ge sig selv i spil, men ikke i form af svar, sna­re­re i form af kild­ne spørgs­mål. Forskellen mel­lem den fal­li­ske og den ana­ly­ti­ske posi­tion kan i vir­ke­lig­he­den for­mu­le­res meget skar­pt: Psykologen i histo­ri­en om Sara giver “det, han har” til Sara (viden, char­me, omsorg), mens ana­ly­ti­ke­ren giver “det, han ikke har” til ana­lysan­den. Analytikeren har ikke en posi­tiv viden om ana­lysan­dens frem­me­de ker­ne, men den­ne mang­len­de for­stå­el­se er net­op moto­ren i det ana­ly­ti­ske arbej­de.

Hvad lig­ger der i den kryp­ti­ske for­mu­le­ring om at “give det, man ikke har”? Psykoanalytikeren Bruce Fink har for­kla­ret det gen­nem en udlæg­ning af Lacans arbej­de med såvel over­fø­ring som kær­lig­hed. Ifølge Lacan er defi­ni­tio­nen på kær­lig­hed net­op “at give det, man ikke har”.18Jacques Lacan, Transference, The Seminar of Jacques Lacan, Book VIII (Polity, 2015), 129. Sagen er, at når man nærer kær­lig­hed til nogen, lig­ger der heri en spon­tan indrøm­mel­se af, at man ikke selv er kom­plet. Man behø­ver, som Fink udlæg­ger det, ikke at vide præ­cis, hvad det er, man mang­ler, for her­næst at kun­ne iden­ti­fi­ce­re den per­son, der har det, man mang­ler, for at nære kær­lig­hed. Snarere er kær­lig­hed net­op det at stø­de på en, “der kor­re­spon­de­rer med mang­len i os”.19Bruce Fink, Lacan on Love: An Exploration of Lacan’s Seminar VIII, Transference (Polity, 2016), 35. Alle over­sæt­tel­ser af Fink er mine egne. “At elske en anden”, siger Fink, “er at med­dele den­ne per­son, at vi mang­ler – fak­tisk big time – og at han eller hun er intimt for­bun­det med den­ne mangel”.20Fink, Lacan on Love, 35. Som han udlæg­ger det, er der noget her, som har en nær for­bin­del­se til den måde, den laca­ni­an­ske ana­ly­ti­ker arbej­der på: Analytikeren er som en elsker, der giver det, han eller hun ikke har. Analytikeren er som Sokrates (hvil­ket er Lacans egen sam­men­lig­ning), der “ved, at han ikke ved”, og som stil­ler myri­a­der af spørgs­mål til sine ven­ner og part­ne­re og der­med sæt­ter en mas­se dis­kus­sio­ner og under­sø­gel­ser i gang. Analytikeren elsker ana­lysan­den net­op ved at stil­le betin­gel­ser­ne for en åben under­sø­gel­se af den­nes sub­jekt til rådig­hed, og ana­ly­ti­ke­ren må på den måde altid fin­de noget at elske i en ana­lysand, men uden at kræ­ve at bli­ve elsket til­ba­ge (og heri består den afgø­ren­de for­skel til vir­ke­lig­he­dens kær­lig­hed). Analytikerens kær­lig­hed er der­med på en måde dybt per­son­lig og alli­ge­vel helt uper­son­lig: Den angår ikke ana­lysan­den i kraft af ved­kom­men­des bestem­te fremto­ning og til­fæl­di­ge char­me, og den er ikke for­plig­tet på at “rea­li­se­re det alme­ne”, som Kierkegaard vil­le sige det; den angår (kun) ana­lysan­dens ube­vid­ste. Analytikeren (frem)elsker ana­lysan­dens ube­vid­ste, og med den­ne pro­duk­ti­ve og kræ­ven­de kær­lig­hed igang­sæt­tes ana­lysan­dens eget arbej­de. Omvendt ska­ber den­ne “ana­ly­ti­ske” kær­lig­hed nu en kær­lig­hed til­ba­ge igen, som beskre­vet i til­fæl­det med Breuer; ana­lysan­den mod­sva­rer ana­ly­ti­ke­rens kær­lig­hed med en til­skri­vel­se af en sær­lig “indre skat” til ana­ly­ti­ke­ren: Der er for ana­lysan­den noget i eller ved ana­ly­ti­ke­ren, som kan frem­stå som sel­ve sva­ret på gåden om til­væ­rel­sens mening. Netop i det­te punkt kryd­ses ana­ly­ti­ke­rens posi­tion, hans videns­po­si­tion, med ana­lysan­dens ube­vid­ste libi­di­nø­se posi­tion: Viden og kær­lig­hed arbej­der sam­men i det­te punkt.

Men kær­lig­he­den skal bru­ges som løf­te­stang for, at ana­lysan­den kan kom­me til at “ken­de sig selv”, og der­for må ana­ly­ti­ke­ren være meget påpas­se­lig med den kær­lig­hed, som ana­lysan­den brin­ger til ana­ly­sen. Analysandens kær­lig­hed til ana­ly­ti­ke­ren opstår ofte på tids­punk­ter, hvor det er opportunt for ana­lysan­den at elske og ophø­je ana­ly­ti­ke­ren i ste­det for at ana­ly­se­re vide­re. Med kær­lig­hed kan ana­lysan­den afspo­re ana­ly­sen og på en måde betvin­ge ana­ly­ti­ke­ren, få ham til at hol­de op med alle de spørgs­mål. Derfor må ana­ly­ti­ke­ren ikke gen­gæl­de ana­lysan­dens forel­skel­se, men han må hel­ler ikke afvi­se den, idet den som nævnt på sin vis er vig­tig for det ana­ly­ti­ske arbej­de. Analytikeren må skil­le ana­lysan­dens “luk­ken­de” kær­lig­hed, som er kær­lig­he­den til ana­ly­ti­ke­rens per­son, hans evner osv., fra den “åbnen­de” kær­lig­hed, der angår den posi­tion, han ind­ta­ger som den Anden for ana­lysan­den.

Der knyt­ter sig måske end­da en sær­lig etik til kær­lig­he­den i ana­ly­sen. En ana­ly­ti­ker, der ikke ana­ly­se­rer, men lever af kær­lig­hed og af de gode resul­ta­ter, han ska­ber for sine patien­ter, er en char­la­tan – i betyd­nin­gen én, som fore­gi­ver viden og vig­tig­hed, og som selv tror på (og udnyt­ter) den­ne sta­tus. “Analytikeren må”, siger Fink, “som Sokrates ikke give efter for den char­me­ren­de opmærk­som­hed fra de smuk­ke­ste sam­ta­le­part­ne­re (om det er Alkibiades, Agathon eller enhver anden), men må kon­stant for­føl­ge discour­se inste­ad of inter­cour­se”.21Fink, Lacan on Love, 48. De sid­ste fra­ser er bibe­holdt på engelsk.

Overføringen fun­ge­rer for­kert, når ana­ly­sen kom­mer til at hand­le om ana­ly­ti­ke­ren, der narcis­si­stisk nyder beun­drin­gen fra sin patient. Det kan ikke lade sig gøre at bort­re­du­ce­re ele­men­tet af forel­skel­se i den ana­ly­ti­ske pro­ces, og det fun­ge­rer hel­ler ikke at lade som om, det ikke er der. Men forel­skel­sen må på ingen måde besva­res direk­te af ana­ly­ti­ke­ren. Analytikeren må ikke bli­ve en vis mand, der sid­der inde med alle sva­re­ne, og som kan dyr­kes som en guru. Analytikeren må ikke bli­ve ana­ly­sens objekt, dvs. den, det hele hand­ler om, men må sna­re­re fun­ge­re som ana­ly­sens motor, til gavn for ana­lysan­den.

Fra acting out til gen­ta­gel­se

Som nævnt har Sara en vold­som histo­rie bag sig, der inklu­de­rer omsorgs­svigt, over­greb og vol­de­li­ge for­hold. Vi kan nu ven­de til­ba­ge til Saras udsagn om, at her var en per­son, psy­ko­lo­gen, hun sto­le­de på, som imid­ler­tid ender med at udsæt­te hen­de for det, hun er aller­mest ban­ge for. Hvordan kan det kom­me der­til? Hvad er det, der gør, at psy­ko­lo­gen “kom­mer til” at fan­ge hen­de i det vær­ste, der kun­ne ske for hen­de, nem­lig et nyt over­grebs­sce­na­rie? Hvad er det for et møn­ster, der gen­ta­ger sig for Sara, og hvor­for ender behand­lin­gen med at repro­du­ce­re det­te møn­ster i ste­det for at oplø­se det?

Hvis man skal give en beskri­vel­se af Saras tera­pe­u­ti­ske for­løb i laca­ni­an­ske ter­mer, vil­le man, som jeg har været inde på, sand­syn­lig­vis beteg­ne det som sug­ge­stion. Suggestion består i det for­hold, at en auto­ri­tet fore­skri­ver en ræk­ke hand­lin­ger for det sub­jekt, der opsø­ger ham eller hen­de (som f.eks. dyrk mind­ful­ness, få lavet noget motion, bliv bed­re til at omfav­ne ver­den, tænk ikke så meget over tin­ge­ne osv.). Suggestion kan for så vidt være en udmær­ket kur, når man skal have styr på et uover­sku­e­ligt liv og har brug for nogen, der kan sæt­te det i faste ram­mer, men det fun­ge­rer ikke i en ana­ly­se. En laca­ni­ansk psy­ko­a­na­ly­se hand­ler ikke om, at patien­ten bli­ver omskabt i lægens bil­le­de eller får en ræk­ke velaf­prø­ve­de tek­nik­ker til selv­kon­trol, men om, at patien­ten får plads til at udspil­le det, som ikke pas­ser ind, eller det, som fun­da­men­talt for­styr­rer et vel­ord­net og til­ret­telagt liv. Det er natur­lig­vis klart, at også en sådan ana­ly­se er et asym­me­trisk for­hold mel­lem én, der for­modes at vide (ana­ly­ti­ke­ren), og én, der for­modes ikke at vide (ana­lysan­den). Det er net­op der­for, det er nød­ven­digt at tale om over­fø­ring. Men slut­punk­tet for ana­ly­sen hand­ler ikke om, at ana­lysan­den skal kom­me på høj­de med ana­ly­ti­ke­ren og vide det, som den­ne vid­ste fra begyn­del­sen. Omvendt er det ana­lysan­den, der taler og ana­ly­se­rer og lig­ger inde med en ube­vidst viden, og afslut­nin­gen består i en vis for­stand i, at ana­lysan­den bli­ver i stand til selv at tage ansvar for det, som er kom­met frem. Analytikeren har hjul­pet med at blot­læg­ge symp­to­mer­ne, intet andet. Hvor andre til­gan­ge vil for­sø­ge at for­kla­re eller uddri­ve symp­to­mer­ne, vil den laca­ni­an­ske ana­ly­ti­ker egent­lig blot give dem plads, til­la­de dem at være der. Man bli­ver ikke et kva­li­ta­tivt bed­re men­ne­ske af at gå i laca­ni­ansk ana­ly­se (mere hel, mere afrun­det, afba­lan­ce­ret, vel­fun­ge­ren­de), men man får poten­ti­elt et andet for­hold til sig selv. Man kan måske gøre andre ting, tale på en anden måde, bru­ge sit begær ander­le­des, hand­le fri­e­re i for­hold til sine symp­to­mer.

Suggestion er, som jeg anty­de­de i begyn­del­sen, over­fø­ring uden ana­ly­se. Suggestion er, når lægen, i det­te til­fæl­de psy­ko­lo­gen, ind­ta­ger sin rol­le på en måde, så han instru­e­rer patien­ten i at gøre det kor­rek­te. Patienten hen­sæt­tes i en over­fø­rings­re­la­tion, som ikke er befor­dren­de for ana­ly­se, men for lydig­hed. Hvordan kan patien­ten nu kom­me ud med alt det, som pla­ger? Når det ikke kan kom­me ud gen­nem ana­ly­sen, kom­mer det ud på en anden måde, nem­lig gen­nem det, der af fle­re psy­ko­a­na­ly­ti­ske ret­nin­ger kal­des acting out (efter stan­dar­d­over­sæt­tel­sen af Freuds beteg­nel­se agi­e­ren): Når ana­ly­ti­ke­ren er døv, eller når ana­lysan­den ikke kan nå ind til ham eller hen­de, ikke kan få det sagt eller ikke lev­nes mulig­hed for at få det sagt, spil­ler eller hand­ler ana­lysan­den det ud i ste­det. Denne acting out eller age­ren kan fore­gå på man­ge måder, og den er på en måde svær at kom­me udenom i et ana­ly­tisk for­løb. Sådan set er en sim­pel for­ta­lel­se også en age­ren; det er en måde, hvor­på det ube­vid­ste taler og hand­ler, selv­om det ikke arti­ku­le­res i vel­for­me­de sæt­nin­ger. Men acting out beteg­ner i psy­ko­a­na­ly­sen som regel en mere direk­te, fysisk hand­ling, som sær­ligt udspil­ler sig uden for det kli­ni­ske rum; det være sig i form af radi­ka­le livs­be­slut­nin­ger eller sær­ligt mar­ke­re­de hand­lin­ger.

Acting out er iføl­ge Lacan en hen­ven­del­se til den Anden. Det er en slags med­del­el­se på trods, en vis­ning af noget, som, skønt det ikke kan arti­ku­le­res, er vig­tigt at få ud. Saras løbe­træ­ning kan ses i lyset af acting out: Først og frem­mest er løbe­ri­et noget, Sara gen­op­ta­ger, for­di psy­ko­lo­gen opfor­drer hen­de til det, og for­di hun på det tids­punkt i behand­lings­for­lø­bet bader sig i hans aner­ken­del­se. Hun vil ger­ne leve op til hans posi­ti­ve for­vent­nin­ger til hen­de, og det kan hun blandt andet gøre ved at dyr­ke motion. Det er der­med ikke løbet som sådan, der til­freds­stil­ler Sara, det er ikke noget, hun bare gør for sin egen skyld; hun gør det net­op for psy­ko­lo­gens. Gennem løbet hen­ven­der hun sig til psy­ko­lo­gen og bekræf­ter deres rela­tion. Men der kom­mer også noget andet til udtryk i løbet, der får en exces­siv og pla­get karak­ter. Sara mobi­li­se­rer næsten ukend­te kræf­ter i sit løb. Når hun stil­ler sig ved start og løber alt, hvad rem­mer og tøj kan hol­de, er der en hen­ven­del­se på spil, som har en des­pe­rat og uar­ti­ku­le­ret karak­ter. Jo mere Sara løber, jo mere bekræf­ter hun sit for­hold til psy­ko­lo­gen, sam­ti­dig med at “noget”, noget ukendt og mær­ke­ligt, spil­ler med. Og jo mere det­te ukend­te spil­ler med, uden at psy­ko­lo­gen hører det, jo hur­ti­ge­re løber Sara.

Da Sara på et tids­punkt i behand­lings­for­lø­bet begyn­der at skæ­re i sig selv igen, kan det også for­stås som acting out. Det er klart, at det at skæ­re i sig selv giver en form for “følel­ses­re­gu­le­ring”; man kan over­sæt­te en svært hånd­ter­bar grund­læg­gen­de angst til noget kon­kret og fysisk. Men der er, som filo­sof­fen Slavoj Žižek har anty­det, også noget mere på spil: Er cut­ting ikke også en måde at fore­ta­ge en slags ind­skriv­ning, en pro­to-arti­ku­la­tion, af et pro­blem? “[N]år jeg skæ­rer i min arm, bli­ver “nul­let” i sub­jek­tets eksi­sten­ti­el­le for­vir­ring, […] trans­for­me­ret til “ette­ren” i en bety­den­de indskrivning”.22Slavoj Žižek, The Parallax View (The MIT Press, 2006), 389. Cutting er med andre ord igen det, at “noget” skal siges, skønt det ikke er helt klart, hvad det er, og det­te “noget” består af en knu­de af en (kro­p­s­lig) lidel­se i en bety­den­de struk­tur (hen­vendt til den Anden). Set fra per­spek­ti­vet af acting out er der ikke så stor for­skel på Saras exces­si­ve løbe­ri og hen­des skæ­re­ri. Når en ana­lysand age­rer, lig­ger der en hen­ven­del­se til ana­ly­ti­ke­ren; en age­ren er en pro­vo­ka­tion (en pro-voka­tion, en frem-kal­del­se), både af pro­ble­met, selv­om pro­ble­met som nævnt ikke er helt klart, og af ana­ly­ti­ke­ren. En age­ren er en appel til den Anden. I den laca­ni­an­ske psy­ko­a­na­ly­se må ana­ly­ti­ke­ren arbej­de med appel­len ved at mod­ta­ge den og ven­de den til­ba­ge mod ana­lysan­den igen; ana­ly­ti­ke­ren skal høre, men ikke for­tol­ke ana­lysan­dens age­ren, for ana­lysan­den må selv brin­ges til at ana­ly­se­re og pla­ce­re sig selv i sine hand­lin­ger. Det, som fore­går hos psy­ko­lo­gen i casen her, er dog på ingen måde at for­stå som et ana­ly­tisk arbej­de med Saras age­ren. På en måde over­hø­res dimen­sio­nen af det ube­vid­ste fuld­stæn­dig i Saras age­ren og til­si­de­sæt­tes til for­del for adfærds­te­ra­pi. Saras age­ren for­tol­kes ikke; hen­des hand­lin­ger søges direk­te for­met ind i sun­de tek­nik­ker til selv- og kro­p­s­kon­trol.

Ageren kan i psy­ko­a­na­ly­sen også beteg­ne noget af det, som sker i over­fø­rin­gen, nem­lig den aktu­a­li­se­ring af tid­li­ge­re impul­ser og fan­ta­si­er, der uvæ­ger­ligt er en del af sel­ve det psy­ko­a­na­ly­ti­ske for­løb. Men igen er der for­skel på, hvor­dan den­ne age­ren mod­ta­ges. I Saras til­fæl­de sker der noget, der over­skri­der alle græn­ser for, hvor­dan man bedri­ver både psy­ko­te­ra­pi og psy­ko­a­na­ly­se, men som sam­ti­dig sta­dig har at gøre med, hvor­dan over­fø­rin­gen og aktu­a­li­se­rin­gen behand­les i for­lø­bet. For Sara for­bli­ver aktu­a­li­se­rin­gen ikke noget, der behand­les ana­ly­tisk eller tales igen­nem, men ender med at bli­ve omsat til en brutal genop­fø­rel­se. På en måde begyn­der psy­ko­lo­gen af spil­le med på hen­des age­ren. Hun opfor­dres af psy­ko­lo­gen til at gen­nem­spil­le sce­ner fra sin for­tid, men sam­ti­dig også til at ind­spil­le nye sce­ner, som f.eks. den seksu­el­le lydig­heds­træ­ning, der for­stær­ker nog­le af hen­des grund­pro­ble­ma­tik­ker og ube­ha­ge­li­ge fun­da­men­tale fan­ta­si­er. Psykologen træ­der direk­te ind i Saras hand­lings­u­ni­vers som hen­des men­tal­træ­ner, omsorgs­per­son, men også som hen­des her­sker og betvin­ger.

Psykologen udsæt­ter hen­de, som Sara selv for­tæl­ler det, for en lang ræk­ke ydmy­gen­de ople­vel­ser. Hun får sms’er om, at hun skal møde op hos ham, smi­de tøjet i mel­lem­gan­gen og gå ind i sove­væ­rel­set. De ser film sam­men, og han drik­ker rød­vin, men ikke hun, og hun skal gå inden fil­men slut­ter. Hun skal udsæt­tes for seksu­el lydig­heds­træ­ning, så hun kan “for­stå, at jeg ikke læn­ge­re hav­de ret til at bære et navn, at jeg ikke læn­ge­re måt­te tage beslut­nin­ger selv, for­di jeg var hans ejen­del, at jeg skul­le adly­de ham blindt, og at han vil­le pas­se på mig og være der for mig, så læn­ge at jeg adlød ham”.23Ep. 4, 6:30. Det er et dys­funk­tio­nelt for­hold, som natur­lig­vis er langt uden for ski­ven, når det kom­mer til psy­ko­te­ra­pi og eti­ske kodek­ser. Men der er også noget i det, som kal­der på en ekstra opmærk­som­hed. Hvad er det, Sara age­rer med psy­ko­lo­gen? Hun fin­der sig i det, for­di hun er for­blæn­det af ham, og for­di han tru­er hen­de, men der er også noget mere. Selvom der er en lang ræk­ke til­fæl­dig­he­der, der fører til, at den­ne situ­a­tion opstår, er der alli­ge­vel noget, der næsten auto­ma­tisk brin­ger Sara der­til. Måske er der sket det, at psy­ko­lo­gen er fros­set i en bestemt rol­le, der bli­ver anled­ning til et bestemt gen­ta­gen­de møn­ster for Sara? Psykologen er i udgangs­punk­tet en ven­lig figur, en slags kon­stant, der imid­ler­tid viser sig fra en ube­ha­ge­lig side. Det er for Sara net­op for­hol­det til f.eks. fiske­man­den om igen. Hendes beta­get­hed af den domi­ne­ren­de figur, hen­des svig­ten­de for­stå­el­se for græn­ser, hen­des angst for at miste. Alle hen­des grund­pro­ble­ma­tik­ker er i spil. Hun spil­ler og age­rer det hele igen­nem, næsten som om vir­ke­lig­he­den selv var ble­vet en ond drøm.

Måske er det der­for ikke til­stræk­ke­ligt at beskri­ve det, som sker for Sara i for­lø­bet, med beteg­nel­sen age­ren eller acting out. Det for­fær­de­li­ge ved Saras for­løb er, at hun ikke bare age­rer dele af sin for­tid som led i en ana­ly­tisk pro­ces, men at hun brin­ges til at fort­sæt­te med at gen­ta­ge den. Den klas­si­ske freu­di­an­ske psy­ko­a­na­ly­se skel­ner her “skar­pt mel­lem sprog­lig erin­dring og gen­ta­gel­se i handling”.24Ole Andkjær Olsen, Psykodynamisk lek­si­kon (Gyldendal, 2002), 37. Hvad, det hand­ler om, er at bli­ve i stand til at erin­dre og arti­ku­le­re den grund­pro­ble­ma­tik, som betvin­ger én, i ste­det for at gen­ta­ge den. Når Sara i de inter­views, vi hører i podca­sten, kig­ger til­ba­ge på for­lø­bet med psy­ko­lo­gen, er der fle­re gan­ge, hvor hun siger til sig selv, at hun på ingen måde hand­ler logisk, og at hun end­da hand­ler på en måde, der bur­de have gjort hen­de sær­de­les bekym­ret. Når hun kig­ger på det i baks­pej­let, kan hun se, at hun brin­ger sig selv i pro­ble­mer, hun ken­der. Saras histo­rie rej­ser dog et spørgs­mål, som sta­dig er en teo­re­tisk udfor­dring for freu­di­ansk psy­ko­a­na­ly­se, og som næsten kun kan for­mu­le­res på en lidt para­doksal måde: Kan erin­drin­gen ind­hen­te gen­ta­gel­sen? Spørgsmålet har næsten karak­ter af para­dok­set med Achilleus og skild­pad­den. Kan den sprog­li­ge repro­duk­tio­nen af trau­ma­ti­ske hæn­del­ser afmon­te­re sub­jek­tets gen­ta­gel­ses­tvang? For den sene Freud, og især for Lacan, er sva­ret nej, skild­pad­den van­drer videre.25Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 50. Mens erin­drin­gen gri­ber bag­ud efter den grund­pro­ble­ma­tik, som sty­rer mit liv, væl­ter mit liv fremad med nye gen­ta­gel­ser af grund­pro­ble­ma­tik­ken til føl­ge. “Særligt uhyg­ge­ligt er det”, skri­ver Ole Andkjær Olsen i en præ­cis pas­sa­ge, “når svært trau­ma­ti­se­re­de patien­ter til­sy­ne­la­den­de ikke prø­ver at und­gå frem­ti­di­ge trau­mer, men tvær­ti­mod opsø­ger dem med søvn­gæn­ger­ag­tig sikkerhed”.26Andkjær Olsen, Psykodynamisk lek­si­kon, 276.

På en måde hand­ler ana­ly­sens afslut­ning om den umu­li­ge opga­ve at bli­ve ét med det, man var, men som hele tiden fin­der en ny skik­kel­se eller udspil­ler sig i en ny situ­a­tion. Dette er den tids­li­ge vari­ant af det, at noget frem­med udspil­ler sig i mit liv: Jeg er altid alle­re­de kastet ind i en vir­ke­lig­hed, som jeg ikke har valgt, og som kan synes dybt uri­me­lig, men som jeg må gen­ken­de mig selv i.27Denne poin­te er frem­stil­let af Henrik Jøker Bjerre i en arti­kel (“Analysens afslut­ning: Fra Freud til Lacan”, Lamella – tids­skrift for teo­re­tisk psy­ko­a­na­ly­se, nr. 1 (2016), 31–41) om Freuds berøm­te mot­to for psy­ko­a­na­ly­sen: “Wo es war, soll ich wer­den”. Jeg par­af­ra­se­rer et par af hans argu­men­ter her. Analysen slut­ter ikke, når man erin­drer og for­står sin for­tid til bunds, eller når nogen har for­kla­ret, hvor­dan det hele hæn­ger sam­men, så man igen kan bli­ve nor­mal. Dette ide­al vil­le for­dre en udrens­ning af det ube­vid­ste, som er i strid med den klas­si­ske psy­ko­a­na­ly­ses anta­gel­se om det ube­vid­ste som grund­vil­kår. Min for­tid er “reel”, vil­le Lacan sige; den fin­des aldrig direk­te, kan ikke indram­mes med posi­tiv viden, og jeg ram­mer altid lidt ved siden af den, og alli­ge­vel er jeg kon­stant ind­kaldt til møde med den, idet den er en vir­ken­de kraft i mit liv.28Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 53 og 55. Men ved at indrøm­me den en plads i min vir­ke­lig­hed som reel behø­ver jeg ikke mere kæm­pe imod den, behø­ver ikke at und­skyl­de, for­sø­ge at gem­me den væk, udren­se den med mind­ful­ness eller hånd­te­re den ved at løbe eller skæ­re i mig selv. Den ener­gi, som for­ti­den bin­der, kan bru­ges ander­le­des.

Og her er vi måske ved et punkt, man kun­ne kal­de “hin­si­des over­fø­ring”: Hvis ana­ly­ti­ke­ren bifal­der det, ana­lysan­den har udført ved ana­ly­sens afslut­ning, og hvis den­ne aner­ken­del­se er vig­tig for ana­lysan­den, kun­ne man påstå, at ana­ly­sen fak­tisk end­nu ikke er slut: Analysanden har ikke fri­gjort sig fra fore­stil­lin­gen om, at der fin­des en kor­rekt måde at udle­ve sit begær på; ana­lysan­den for­ven­ter sta­dig, at ana­ly­ti­ke­ren står for enden af pro­ces­sen, hvor der er ryd­det op i for­ti­den, med et kram og et diplom. På en måde er afslut­nin­gen net­op, at ana­lysan­den bli­ver i stand til at hånd­te­re sine symp­to­mer, der er blot­lagt gen­nem ana­ly­sen, som reel­le, også i den betyd­ning at hel­ler ikke ana­ly­ti­ke­ren kan for­kla­re eller udren­se dem.

Analytikeren skal være den, der hjæl­per ana­lysan­den til at over­ta­ge sin gen­ta­gel­se. Analytikeren skal være den Anden, gen­nem hvil­ken det er muligt at erin­dre og arti­ku­le­re den­ne gen­ta­gel­se for at nå det punkt, hvor det er muligt at hand­le ander­le­des i for­hold til den. I for­lø­bet med Sara sker der det uhyg­ge­li­ge, at psy­ko­lo­gen selv bli­ver med­vir­ken­de til genop­fø­rel­sen af gen­ta­gel­sen.

Offer og bød­del

Det er klart, at Sara er et offer for psy­ko­lo­gen, i en vis for­stand er hun “det per­fek­te offer”, som podca­sten siger det, for­di der i for­vej­en er plads til den form for udnyt­tel­se, som psy­ko­lo­gen iværk­sæt­ter. Den lig­ger der alle­re­de som ube­vidst gen­ta­gel­ses­møn­ster. Selvom den laca­ni­an­ske psy­ko­a­na­ly­se såle­des kan bidra­ge til en under­sø­gel­se af, hvor­for Sara bli­ver til et offer, gør det dog på ingen måde psy­ko­lo­gens ansvar min­dre, tvær­ti­mod. Psykologen må som påpe­get under ingen omstæn­dig­he­der “træ­de ind i” gen­ta­gel­sen og selv spil­le en rol­le i dens genop­fø­rel­se. I for­læn­gel­se af det­te må end­nu et cen­tralt spørgs­mål til Saras histo­rie dog stil­les, for hvis Sara er det per­fek­te offer, hvad gør det så psy­ko­lo­gen til? Hvad er det, der gør, at psy­ko­lo­gen rent fak­tisk gri­ber til at udnyt­te sin patient? Jeg vil fore­slå, at den ulyk­ke­li­ge histo­rie om Sara har et væsent­ligt aspekt mere, som ikke bare består i at over­ve­je, hvor­dan patien­ten bli­ver til offer, men også hvor­dan behand­le­ren bli­ver til bød­del.

Psykologen har som nævnt ind­ta­get rol­len som den, der har sel­ve nøg­len til behand­lin­gens suc­ces; en sel­vover­vur­de­ring, som spil­ler med i hans sene­re seksu­el­le udnyt­tel­se af Sara. Samtidig hører vi dog også i podca­sten, hvor­dan han på for­skel­li­ge måder prø­ver at afslut­te den seksu­el­le del af forholdet.29Ep. 3, 9:18. Han er, som det frem­stil­les, klar over, at noget ikke er, som det skal være, og at han er invol­ve­ret i Saras “behand­ling” på en for­kert måde. Han træk­kes per­son­ligt med ned, net­op for­di han har været til ste­de i behand­lin­gen per­son­ligt (som alvi­den­de char­mør) fra begyn­del­sen: Han har i en vis for­stand givet for meget af sig selv til behand­lin­gen. Tragediens kil­de lig­ger, som også i de klas­si­ske tra­ge­di­er, i det for­hold, at den hand­len­de (her psy­ko­lo­gen) begår hybris, og at han fan­ges i et net af sine egne fejl. Men hvor­for begår han fejl­e­ne, og hvor­dan kan det eska­le­re så vold­somt?

Psykoanalytikeren Glenn O. Gabbard har over en årræk­ke beskæf­ti­get sig med for­hol­det mel­lem over­fø­ring og mod­over­fø­ring (dvs. over­fø­rin­gen fra ana­ly­ti­ke­ren til ana­lysan­den). I en over­bliks­ar­ti­kel over pro­ble­ma­tik­ker­ne ved­rø­ren­de bor­der­li­ne-patien­ter og mod­over­fø­ring ind­le­der Gabbard med føl­gen­de citat fra en terapeut,30I det oven­stå­en­de har jeg dis­ku­te­ret den kon­kre­te psy­ko­log i Saras histo­rie op imod en freu­di­ansk-laca­ni­ansk for­stå­el­se af “ana­ly­ti­ke­ren”. I det føl­gen­de bru­ger jeg beteg­nel­sen “tera­pe­u­ten” i for­læn­gel­se af Gabbards ter­mi­no­lo­gi, men skel­ner ikke skar­pt mel­lem tera­pe­u­ten og analytikeren. der er stærkt udfor­dret af en patient; et citat der viser sagen fra tera­pe­u­tens side, og som på fle­re måder læg­ger nye lag til for­stå­el­sen af for­hol­det mel­lem offer og bød­del:

Jeg føler mig udnyt­tet, mani­p­u­le­ret, mis­brugt, og på sam­me tid føler jeg mig ansvar­lig for hen­des følel­ser af afvis­ning og selv­mord­s­trus­ler, eller føler mig bragt til at føle mig ansvar­lig for dem, for­di jeg ikke har tid til hen­de og ikke væl­ger at være/ikke altid kan være til­gæn­ge­lig som et godt objekt eller et stand-by delob­jekt.

Hun har lok­ket mig til at tæn­ke [hoo­k­ed me into thin­king], at kær­lig­hed og ven­skab vil hel­bre­de hen­de, som om der intet var i vej­en med hen­de, men at det sna­re­re var alle men­ne­ske­ne i hen­des liv, der var pro­ble­met. Så kom­mer jeg op med fader­ligt ven­skab, og hen­des kon­trol begyn­der. Hun for­tæl­ler mig, på for­skel­li­ge måder, at jeg er for­skel­lig fra de andre. Og net­op som jeg soler mig i “god objek­ti­vi­tet”, begyn­der hun for alvor at kon­trol­le­re mig ved at for­tæl­le mig, at jeg er nøj­ag­tig som de andre, at jeg er ligeg­lad [that I don’t care]: “Jeg kan se, du kig­ger på dit ur. Jeg ved, du vil ud her­fra. Jeg ved, du har et liv der­u­de. Det bli­ver en lang nat. Du er ligeg­lad. Alle er ligeglade.”31Glen Owen Gabbard, “An Overview of Countertransference With Borderline Patients”, Journal of Psychotherapy: Practice and Research 2, nr. 1 (1993), 7. Alle over­sæt­tel­ser af Gabbard er mine egne.

Hvad, der er på spil i det oven­stå­en­de, er tera­pe­u­tens affek­ter, som de kom­mer til udtryk i for­hold til en patient, ved­kom­men­de har i behand­ling, og der er der­for tale om mod­over­fø­ring. Som Gabbard udlæg­ger det, er der sær­ligt ved bor­der­li­ne-patien­ter tale om, at de ten­de­rer mod at over­væl­de deres tera­pe­u­ter, og end­da i en sådan grad, at mestrin­gen af mod­over­fø­rin­gen, som Gabbard ser det, er sel­ve det fun­da­ment, hvor­på den vel­lyk­ke­de behand­ling hviler.32Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Sara beskri­ves i løbet af podca­sten som en mulig borderline-patient,33Ep. 7, 11:27. men for mig at se er den­ne beteg­nel­se ikke så vig­tig. I vig­net­ten oven­for kun­ne der sag­tens være tale om en klas­sisk “freu­di­ansk” patient, dvs. en hyste­risk patient, der skif­te­vis opfyl­der alle ana­ly­ti­ke­rens for­vent­nin­ger, skif­te­vis skuf­fer, fru­stre­rer og afspo­rer ana­ly­ti­ke­ren. Hvad, Gabbards arti­kel giver anled­ning til, er dog at over­ve­je det for­hold, at vis­se typer af patien­ter på sær­lig vis udfor­drer eller tester deres behand­le­re. Der fin­des patien­ter, som i høje­re grad gør terapeuten/analytikeren opmærk­som på, hvor­dan han eller hun er impli­ce­ret i den ana­ly­ti­ske pro­ces: “Disse patien­ter brin­ger os ’til live’ på en sær­lig måde, der skær­per vores opmærk­som­hed, meget lig det at køre over et bjerg­pas på en smal, tospo­ret vej uden autoværn”.34Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Denne type patien­ter er ekstremt sen­si­ti­ve over for ana­ly­ti­ke­rens ord­valg og hand­lin­ger, som Gabbard udlæg­ger det. Samtidig bli­ver de ofte “sær­li­ge” for deres behand­le­re, og de inspi­re­rer, del­vist på trods, til stor opti­mis­me.

Gabbard beskri­ver en patient­ty­pe, der har en evne til at ind­g­y­de skyld­fø­lel­se hos deres behand­le­re: De kan være meget pro­vo­ke­ren­de over for deres tera­pe­u­ter, men i net­op det øje­blik, tera­pe­u­ten i sit stil­le sind ønsker patien­ten hen hvor pebe­ret gror, beskyl­der patien­ten tera­pe­u­ten for ikke at dra­ge omsorg og bry­de sig om ham eller hende.35Dette afsnit er byg­get på Gabbard, “Overview of Countertransference”, 9–11. Stærkt knyt­tet til skyld­fø­lel­sen er også “red­nings­fan­ta­si­er” hos tera­pe­u­ten, der optræ­der, når patien­ten bli­ver så hjæl­pe­løs, at tera­pe­u­ten hele tiden må gøre mere, sær­ligt når patien­ten f.eks. tyr til antyd­nin­ger om selv­mord eller deci­de­re­de selv­mord­s­trus­ler. Der er iføl­ge Gabbard noget græn­se­over­skri­den­de ved for­løb med patien­ter, der på den måde både er udfor­dren­de og hjæl­pe­lø­se. Disse patien­ter kan have så stor en frygt for at bli­ve for­ladt, at intet andet end ube­tin­get kær­lig­hed fra behand­le­ren accep­te­res, hvil­ket kan eska­le­re til tera­pe­u­tens vil­lig­hed til at mod­ta­ge sene tele­fo­nopkald, at mødes uden for det kli­ni­ske rum og endog til at ind­gå i seksu­el­le for­hold. Sådanne for­løb med­fø­rer iføl­ge Gabbard angst hos tera­pe­u­ten; en angst for patien­tens græn­se­løs­hed i for­hold til per­son­li­ge og pro­fes­sio­nel­le græn­ser, en angst for at bli­ve slugt og til­in­tet­gjort af deres patient.

Der er tegn på, at vi fin­der til­sva­ren­de sce­ner i histo­ri­en om Sara. Sara er hjæl­pe­løs og sår­bar; hun har drøm­me om at rul­le sig selv i glas og forsvinde;36Ep. 1, 0:15 og 36:10. hun har drøm­me om at dri­ve omkring på havet i en for­ladt fær­ge, mens en uen­de­ligt høj bøl­ge nær­mer sig;37Ep. 2, 29:39. hun har drøm­me om en afgrund og en hånd, der næsten, men kun næsten, ræk­ker ind og red­der hende38Ep. 4, 0:10. osv. Podcasten dyk­ker som nævnt ikke ind i psy­ko­lo­gens fore­stil­lings­ver­den, og det er ikke til at sige, om han har red­nings­fan­ta­si­er, men under alle omstæn­dig­he­der synes han at opfat­te Sara som en sær­ligt vær­di­fuld patient, som Sara for­tæl­ler det; en patient der gør frem­skridt, han ellers aldrig har set før. Sara bli­ver sam­ti­dig også afhæn­gig af den følel­ses­mæs­si­ge kon­takt til psy­ko­lo­gen, som rea­ge­rer ved skif­te­vis at udnyt­te hen­de og skif­te­vis prø­ve at afslut­te deres seksu­el­le for­hold. Psykologen kan true med at træk­ke stik­ket og bry­de kon­tak­ten fuld­stæn­digt, og det gør hen­de ban­ge, men Sara har også et våben i sine selv­mord­s­trus­ler: Når han ikke kan være der for hen­de, og når hun ikke kan få ham, vil hun slet ikke eksi­ste­re. På et tids­punkt, efter psy­ko­lo­gen end­nu en gang har for­søgt at afbry­de den pri­va­te del af for­hol­det, sen­der Sara ham et bør­ne­te­sta­men­te, som hun beder ham om at skri­ve under, så han vil kun­ne tage sig af hen­des børn, hvis noget sker, for man “kan jo bli­ve ramt af en last­bil ved et uheld”.39Ep. 3, 15:34.

Der fin­des en ræk­ke tem­me­lig nor­ma­ti­ve betragt­nin­ger af bor­der­li­ne-patien­ter, hvor de til­skri­ves en ræk­ke uhel­di­ge soci­a­le egen­ska­ber, som f.eks. at være mani­p­u­le­ren­de, ube­reg­ne­li­ge, tem­pe­ra­ments­ful­de og inter­es­se­re­de i at træk­ke deres nær­me­ste (og deres tera­pe­u­ter) med sig ned, med sig ind i deres lidel­se. En laca­ni­ansk til­gang til en bor­der­li­ne-patient (såvel som til en hvil­ken som helst anden patient) hand­ler dog ikke om at fore­ta­ge moral­dom­me. En laca­ni­ansk til­gang hand­ler om at sæt­te patienten/analysanden i arbej­de omkring det, der pla­ger, og bed­re opfør­sel (eller for så vidt hel­bre­del­se) er kun et bipro­dukt. Gabbards beskri­vel­se af bor­der­li­ne-patien­ter synes næsten at bevæ­ge sig over i det moral­ske, idet hans sprog for den­ne patient­grup­pe har karak­ter af, at de i sær­lig grad udfor­drer almin­de­li­ge reg­ler og kodek­ser. Det, som dri­ver hans frem­stil­ling, er imid­ler­tid ikke det moral­ske spørgs­mål om, hvad man dog skal stil­le op med den­ne type patien­ter, men næsten det omvend­te spørgs­mål om, hvor­for de pro­vo­ke­rer den­ne type af reak­tio­ner hos deres behand­le­re (skær­pet opmærk­som­hed, vagtsom­hed, skyld­fø­lel­se, red­nings­fan­ta­si­er, følel­sen af over­skri­del­se af græn­ser, angst)? Hvad bety­der det, at dis­se reak­tio­ner opstår? Nogle kli­ni­ke­re vil hæv­de, frem­hæ­ver Gabbard, at den sik­re­ste vej til at gen­ken­de en bor­der­li­ne-patient fin­des i sel­ve det for­hold, at tera­pe­u­ten ople­ver en stærk mod­over­fø­ring, at han eller hun som nævnt væk­kes til live i en sær­lig intens grad.40Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Med andre ord skal det afgø­ren­de diag­no­sti­ske træk ikke fin­des hos patien­ten, men i tera­pe­u­tens reak­tion på patien­ten.

Set fra et laca­ni­ansk syns­punkt er der den fare ved Gabbards til­gang, at den kan ende i et spejlka­bi­net, hvor patien­ten pro­vo­ke­rer ana­ly­ti­ke­ren, mens ana­ly­ti­ke­ren rea­ge­rer på patien­ten, og hvor det så bli­ver ana­ly­ti­ke­rens opga­ve at sæt­te græn­ser for pro­vo­ka­tio­ner­ne, hvil­ket vil sige, at et bestemt moralsk ide­al om, hvor­dan man opfø­rer sig eller fun­ge­rer på den mest har­moni­ske måde, alli­ge­vel ikke kan und­gås. Jeg ven­der til­ba­ge til den poin­te til sidst, men der er alli­ge­vel noget ved Gabbards beskri­vel­ser af dyna­mi­k­ken mel­lem behand­ler og patient, der er inter­es­sant i den­ne sam­men­hæng. Analytikeren må ikke blot hånd­te­re over­fø­rin­gen, men også mod­over­fø­rin­gen, og hvad bety­der det? Gabbard frem­hæ­ver, at bor­der­li­ne-patien­ten kan knyt­te bestem­te affek­ter eller fan­ta­si­er til ana­ly­ti­ke­ren, som ana­ly­ti­ke­ren i sær­li­ge til­fæl­de brin­ges til at iden­ti­fi­ce­re sig med (skønt de kom­mer fra patien­ten eller patien­tens ube­vid­ste). Der er tale om en sær­lig form for over­fø­ring, som direk­te fremtvin­ger mod­over­fø­ring, kun­ne man sige. Jeg skal ikke gå dybt ind i den­ne mulig­hed her, den såkald­te “pro­jek­ti­ve identifikation”,41Gabbard, “Overview of Countertransference”, 12–16. men blot anty­de mulig­he­den af en til­gang til histo­ri­en om Sara, der vil­le gå i den ret­ning. Det har i min frem­stil­ling ind­til vide­re været klart, at psy­ko­lo­gen sug­ge­re­rer Sara ind i det, hun er aller­mest ban­ge for. Men hvad nu, hvis der er en næsten end­nu mere uhyg­ge­lig mulig­hed? At Sara instru­e­rer ana­ly­ti­ke­ren ind i den rol­le, hun er ban­ge for, dvs. rol­len som én, der skif­te­vis hjæl­per hen­de og for­la­der hen­de, tager sig af hen­de og udnyt­ter hen­de? Men hvor­for skul­le hun gøre det, kun­ne man spør­ge? Lacan vil­le sige, at vi her møder den ker­ne af nydel­se-i-smer­ten, sel­ve den jou­is­san­ce, der ani­me­rer Saras symp­tom og gen­ta­gel­se. Et symp­tom kan ikke blot oplø­ses med viden, men har som regel “sat sig” som en bestemt måde at opnå en lidel­ses­fuld nydel­se på; en måde, der giver patien­ten pro­ble­mer og alli­ge­vel hol­der ved­kom­men­de fast. Er Sara i gang med at genop­fø­re sit symp­tom? Producerer hun end­nu en ver­sion af, at “jeg er hjæl­pe­løs”, “jeg bli­ver udnyt­tet”, “jeg bli­ver for­ladt”?

Som Gabbard udlæg­ger det, er mod­over­fø­ring noget, der ska­bes i fæl­les­skab af ana­lysan­den og ana­ly­ti­ke­ren, hvor “både tera­pe­u­tens gam­le kon­flik­ter og patien­tens pro­ji­ce­re­de aspek­ter ska­ber bestem­te inter­ak­tions­møn­stre i den tera­pe­u­ti­ske proces”.42Gabbard, “Overview of Countertransference”, 13. Det er næsten, som om Sara kan bru­ge psy­ko­lo­gens her­ske­sy­ge posi­tion til noget. Det er natur­lig­vis en kon­tro­ver­si­el vin­kel på histo­ri­en, men jeg anty­der på ingen måde, at det, som fore­gik, var Saras egen skyld. Min poin­te er den helt omvend­te, at det i til­fæl­det med mod­over­fø­ring i aller­hø­je­ste grad er behand­le­rens opga­ve at hånd­te­re den. Det uhyg­ge­li­ge er ikke, at der kan ske det, at en patient påvir­ker sin tera­pe­ut ind i en bestemt mod­over­fø­ring og et bestemt hand­le­møn­ster. Det uhyg­ge­li­ge er, når tera­pe­u­ten fan­ges i det­te spil. Når tera­pe­u­ten ikke evner at stop­pe op og ana­ly­se­re, men sna­re­re begyn­der at opfø­re det styk­ke, som er sat i sce­ne.

Med Lacan kan man sige det på den måde, at det både for over­fø­ring og mod­over­fø­ring gæl­der, at ana­ly­ti­ke­ren ikke må lade sig fan­ge i det, for­stå­et på den ret radi­ka­le måde, at ana­ly­ti­ke­ren ikke må invol­ve­re sin egen per­son i det. Det hand­ler i den laca­ni­an­ske psy­ko­a­na­ly­se ikke engang om at bru­ge sin per­son på “den rig­ti­ge måde”, f.eks. for at lede patien­ten frem mod en stør­re grad af har­moni og inte­gra­tion. Forløbet omkring Sara er natur­lig­vis også iføl­ge vær­di­er som har­moni og inte­gra­tion, hvor­dan man end defi­ne­rer dis­se vær­di­er, for­fejl­et. Men for Lacan kan det slet ikke accep­te­res, at over­fø­ring bru­ges i et regi­ster, der hand­ler om per­son­li­ge rela­tio­ner og bestem­te på for­hånd defi­ne­re­de vær­di­er. Analytikeren må som nævnt mod­ta­ge ana­lysan­dens over­fø­ring, men ven­de pilen til­ba­ge på ana­lysan­den, så den­ne sæt­tes i arbej­de omkring sine ube­vid­ste fan­ta­si­er og symp­to­mer. Analytikeren må “give det han ikke har” og ind­ta­ge sædet for det ube­vid­ste. Analytikeren må hver­ken ind­ta­ge rol­len som mester eller pro­fes­sor, hel­ler ikke som gui­de, coach, slet ikke som for­fø­rer eller char­la­tan, og selv­føl­ge­lig på ingen måde som “castet” med­spil­ler i ana­lysan­dens fan­ta­si­er og gen­ta­gel­ser. Overføring må med andre ord flyt­tes fra et regi­ster, hvor tera­pe­ut og patient står direk­te over for hin­an­den, og hvor over­fø­ring og mod­over­fø­ring føder hin­an­den, til et regi­ster, hvor ana­lysan­den brin­ges i sam­ta­le med den Anden, dvs. med sel­ve den uhånd­ter­li­ge instans, ved­kom­men­de er sat af og lever sit liv, sine symp­to­mer og gen­ta­gel­ser igen­nem. Analysens afslut­ning hand­ler i en vis for­stand om, at ana­lysan­den fin­der sin egen modus viven­di med symp­to­mer­ne og ind­ser, at hel­ler ikke ana­ly­ti­ke­ren har sva­ret. Løsningen er ikke at få menin­gen med det hele, men at opgi­ve menin­gen og den fan­ta­si, at ana­ly­ti­ke­ren skul­le kun­ne give sva­ret.

Det lyder på en måde som en næsten nega­tiv bestem­mel­se af ana­ly­ti­ke­rens rol­le, næsten en slags ana­ly­ti­ke­rens fal­lit. Meget mod­sat den posi­tion, som psy­ko­lo­gen i histo­ri­en om Sara ind­ta­ger. Men den­ne type af fal­lit er alli­ge­vel bag­grun­den for ana­ly­sens suc­ces.

1. Jf. Sigmund Freud, “Observations on Transference-Love (Further Recommendations on the Technique of Psycho-Analysis III)”, i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Volume XII (1911–1913) (The Hogarth Press, 1958), 158.
2. Se Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar of Jacques Lacan, Book XI (Norton, 1998), 230–243.
3. Ernest Jones, Sigmund Freud: Life and Work, The Young Freud 1856–1900 (The Hogarth Press, 1953), 245–248.
4. Det per­fek­te offer II (DR P1, 2019).
5. Jeg skyl­der en tak til Christina-Regitze Pedersen for at have bragt mig på spo­ret af podca­sten og for at have bidra­get med væsent­li­ge per­spek­ti­ver til artik­lens ana­ly­ser og argumenter.
6. Ep. 1, 1:30. Alle refe­ren­cer med epi­so­de­num­mer er til Det per­fek­te offer II.
7. Ep. 1, 20:30.
8. Ep. 1, 21:32.
9. Ep. 1, 22:34.
10. Ep. 1, 23:56.
11. Ep. 1, 22:57.
12. Ep. 1, 27:51.
13. Ep. 2, 6:55.
14. Ep. 1, 30:51.
15. Se Sigmund Freud, Dora: Brudstykke af en hyste­ri­a­na­ly­se (Hans Reitzels Forlag, 1984), 99.
16. Se Mladen Dolar, Køn, filo­so­fi og psy­ko­a­na­ly­se (Philosophia, 2016), 114–143.
17. Dolar, Køn, filo­so­fi og psy­ko­a­na­ly­se, 140.
18. Jacques Lacan, Transference, The Seminar of Jacques Lacan, Book VIII (Polity, 2015), 129.
19. Bruce Fink, Lacan on Love: An Exploration of Lacan’s Seminar VIII, Transference (Polity, 2016), 35. Alle over­sæt­tel­ser af Fink er mine egne.
20. Fink, Lacan on Love, 35.
21. Fink, Lacan on Love, 48. De sid­ste fra­ser er bibe­holdt på engelsk.
22. Slavoj Žižek, The Parallax View (The MIT Press, 2006), 389.
23. Ep. 4, 6:30.
24. Ole Andkjær Olsen, Psykodynamisk lek­si­kon (Gyldendal, 2002), 37.
25. Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 50.
26. Andkjær Olsen, Psykodynamisk lek­si­kon, 276.
27. Denne poin­te er frem­stil­let af Henrik Jøker Bjerre i en arti­kel (“Analysens afslut­ning: Fra Freud til Lacan”, Lamella – tids­skrift for teo­re­tisk psy­ko­a­na­ly­se, nr. 1 (2016), 31–41) om Freuds berøm­te mot­to for psy­ko­a­na­ly­sen: “Wo es war, soll ich wer­den”. Jeg par­af­ra­se­rer et par af hans argu­men­ter her.
28. Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 53 og 55.
29. Ep. 3, 9:18.
30. I det oven­stå­en­de har jeg dis­ku­te­ret den kon­kre­te psy­ko­log i Saras histo­rie op imod en freu­di­ansk-laca­ni­ansk for­stå­el­se af “ana­ly­ti­ke­ren”. I det føl­gen­de bru­ger jeg beteg­nel­sen “tera­pe­u­ten” i for­læn­gel­se af Gabbards ter­mi­no­lo­gi, men skel­ner ikke skar­pt mel­lem tera­pe­u­ten og analytikeren.
31. Glen Owen Gabbard, “An Overview of Countertransference With Borderline Patients”, Journal of Psychotherapy: Practice and Research 2, nr. 1 (1993), 7. Alle over­sæt­tel­ser af Gabbard er mine egne.
32. Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8.
33. Ep. 7, 11:27.
34. Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8.
35. Dette afsnit er byg­get på Gabbard, “Overview of Countertransference”, 9–11.
36. Ep. 1, 0:15 og 36:10.
37. Ep. 2, 29:39.
38. Ep. 4, 0:10.
39. Ep. 3, 15:34.
40. Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8.
41. Gabbard, “Overview of Countertransference”, 12–16.
42. Gabbard, “Overview of Countertransference”, 13.