Akademisk borgerskab er afgørende for videnskab og uddannelse af Asger Sørensen

At arbejde i en postmoderne universitetskoncern er ikke for sarte sjæle. Som forskningsansatte på danske universiteter i dag oplever vi ikke kun strategisk beslutningstagning med få begrænsninger og uden for vores indflydelse; når forskere har kritiseret deres universitet, har vi også grund til at mistænke ledelsen for overlagt udvælgelse af disse forskere til afskedigelse. Denne konklusion var i hvert fald nærliggende, da Aarhus Universitet ved udgangen af 2022 udvalgte kritiske universitetsforskere til fyring.¹Se Heine Andersen et al., “Professorer og lektorer: Ledelsen af DPU vil fyre sine kritikere”, Politiken, 5. december 2022. Se også f.eks. Espen Løkeland-Stai, “Fikk varsel om oppsigelse etter 14 år. Mener det er ideologisk motivert”, Khrono, 2. december 2022 og “Akademikeropprop mot oppsigelser: — Forsterker et … Continue reading På de offentlige universiteter i Danmark – og i hyggens og tillidens land betyder det alle universiteter – har der tilsyneladende sneget sig noget råddent ind.²Se f.eks. Editorial, “Corporate culture spreads to Scandinavian institutes”, Nature, 15. december 2016. Se også Claus Baggersgaard, “Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark”, Forskerforum, nr. 325–26 (2019). To årtier er der gået efter ledelsesrevolutionen på de danske universiteter,³Se f.eks. Jens Erik Kristensen, Hanne Nørreklit & Morten Raffnsøe-Møller (red.), University performance management: the silent managerial revolution at Danish universities (København: DJØF, 2011). og de hidtidige erfaringer giver os – de forskningsansatte – god grund til at frygte for vores akademiske frihed og stillinger.⁴Se f.eks. Asger Sørensen, Går på universitetet. Skrapbog fra omvæltningerne (Frederiksberg: Filosofisk Rådgivning & Books on Demand, 2020).

Det er inden for denne ret dystre lokale horisont, at jeg vil overveje det mulige indhold af idéen om akademisk borgerskab og dens mulige fremtid i den neoliberale postmodernitet. I andre arbejder har jeg diskuteret denne sidstnævnte tilstand mere generelt.⁵Se f.eks. Asger Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University: New Public Management and Conflicting Normative Ideas. A Danish Case”, Journal of Educational Controversy 10, nr. 1, art. 6 (2015), især sect. IV, og Asger Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics (Dialectics, … Continue reading I dette arbejde vil mit fokus være på fire specifikke spørgsmål i en dansk kontekst:

Hvad er akademisk borgerskab?
Hvorfor er det nødvendigt?
Hvad er udfordringerne ved dets institutionalisering?
Hvad med akademisk borgerskab, når rettigheder og friheder er få?

Som jeg har argumenteret for andetsteds, minder den ide om universitetet, der forfølges i den globale periferi, os om den sociale betydning af videnskab og uddannelse.⁶Se “Social Ethos and Political Mission. University on the Margins”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019). Alligevel er det de ideer om universitetet, der er udviklet i de privilegerede centre, der bedst demonstrerer universitetets eksistensberettigelse, nemlig den videnskabelige forskning. Som jeg også har argumenteret for, kræver stræben efter sandhed og viden republikansk styre af universitetet,⁷Se “Truth in Education and Science. The Central Idea of the University”, Eco-ethica 8 (2019). og det er i forlængelse af denne påstand, at jeg her vil diskutere og forsvare ideen om akademisk borgerskab. På dansk taler man i dag om både borgerskab, medborgerskab og statsborgerskab.⁸Se f.eks. Ove Korsgaard, “Medborgerskab – hvad er nu det?”, i Medborgerskab – et nyt dannelsesideal?, red. Ove Korsgaard, Lakshmi Sigurdsson & Keld Skovmand (Frederiksberg: Religionspædagogisk Forlag, 2007), 17–19. Da jeg i nærværende argumentation især understreger betydningen af juridiske, politiske og økonomiske aspekter, har jeg valgt at argumentere i termer af akademisk borgerskab snarere end medborgerskab. Påstanden er således, at ideen om akademisk borgerskab først og fremmest bør implicere et forsvar for grundlæggende borgerlige rettigheder og friheder.

Hvad er akademisk borgerskab?

At spørge begrebsligt, hvad noget er, indebærer at spørge, hvad det bør være.⁹Se f.eks. Herbert Marcuse, One-Dimensional Man. Studies in the Ideology of Advanced Industrial Society (Boston: Beacon Press, 1968), 133. Se også Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique, kap. 7. At normativitet antydes af et sådant spørgsmål gælder også i forhold til akademisk borgerskab. Af de to komponenter refererer den første, “akademisk” til noget ret ligetil. Vi har at gøre med en afgrænsning, der definerer det specielle samfund, der kan gøre krav på retten til akademisk frihed, nemlig den privilegerede elite, som det større samfund har fået betroet myndigheden til at træffe afgørelser i spørgsmål vedrørende videnskab og videregående uddannelse. I de fleste lande gælder akademisk frihed og borgerskab således for de mennesker, der er en del af et universitet, det vil sige akademisk ansatte og studerende.

Når man vender sig mod den anden komponent, “borgerskab”, giver denne introduktion allerede nogle indikationer på, hvad der er væsentligt. At være borger betyder, at man er en del af et samfund, hvor man har bestemte rettigheder og pligter. Som borger i en nationalstat er du medlem af et samfund og en stat med en bestemt form for styre.¹⁰Se f.eks. Andrew Heywood, Politics (Basingstoke: Palgrave, 1997), 396–97. Her er borgerret statsborgerret, som i denne forstand typisk anses for en meget grundlæggende ret, som kun kan annulleres i en retssag efter behørig sagsbehandling.¹¹Se f.eks. Patti Tamara Lenard, “Democracies and the Power to Revoke Citizenship”, Ethics & International Affairs 30, nr. 1 (2016). Artikel 15 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 siger, at “enhver har ret til en nationalitet”, og når en sådan er erhvervet, er det en ret, som i nogle stater, f.eks. Argentina, anses for at være umistelig. Argentinsk statsborgerskab kan således kun i meget særlige undtagelsestilfælde frasiges eller annulleres.¹²Se f.eks. Linda Bosniak, “Citizenship Denationalized”, Indiana Journal of Global Legal Studies 7, nr. 2 (2000). Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved den her antagne forbindelse mellem nation og borgerskab, men som jeg vil komme ind på nedenfor, ændrer det ikke på, at borgerskab og borgerret er privilegier, der gives til nogle og ikke til andre.

Forskellige aspekter og rettigheder ved borgerskab er blevet anerkendt af universiteter op gennem historien. På Københavns Universitet i 1600-tallet gav akademisk borgerskab således professorer og studerende eksklusiv adgang til den vigtigste universitetsinstitution, nemlig biblioteket.¹³Se Jørgen Thorning Sørensen, “Bibliotheca Universitatis Hafniensis. Nogle randbemærkninger på falderebet”, 11, nr. 1 (1996), 12. Interessant nok blev det i processen med at udvikle oplysningsmonarkiet i 1800-tallets prædemokratiske Danmark argumenteret for, at akademisk borgerskab burde indebære særligt privilegerede borgerrettigheder med hensyn til valgbarhed og stemmeret i samfundet generelt.¹⁴Se Povl Bagge, “Akademikerne i dansk politik i det 19. århundrede. Nogle synspunkter”, Historisk Tidsskrift 12, nr. 4 (1969–70), 434–37. Endnu i 1962, ved immatrikuleringen som studerende på Aarhus Universitet, husker Hans Fink, hvordan han fik et formelt brev på latin til bevidnelse af det erhvervede borgerskab i den akademiske republik.¹⁵Se f.eks. Hans Fink, “Om dannelse på et forskningsuniversitet,” i Dannelse på universitetet : fordringer og udfordringer, red. Steen Nepper Larsen & Jens Raahauge (Brønderslev: SOPHIA, 2017), 12.

Stadig i det nuværende århundrede havde danske universitetsstuderende ret til at fortsætte deres studier, så længe de ville, hvis blot de hvert år fornyede deres ID-kort til universitetet. Da forelæsninger var – og i princippet stadig er – åbne for offentligheden, indebar dette at have fået akademisk borgerskab i denne forstand den ekstra livsvarige ret til at studere, nemlig retten til ikke blot at lytte til forelæsninger, men også at bruge universitetets biblioteker og blive eksamineret med henblik på erhvervelse af en universitetsgrad. I Danmark affødte det den meget foragtede idé om “evighedsstuderende”, men det var først inden for de seneste årtier, at danske universiteter begyndte at eksmatrikulere studerende,¹⁶Se f.eks. Helle Lausen, “Nyt tiltag: Ud af specialesumpen og bliv Bliv-Færdig-Studerende i stedet!”, RUCNyt. Information og debat fra Roskilde Universitet, nr. 6 (2010). og det var først efter vedtagelsen af den såkaldte Fremdriftsreform i 2013, at universitetet fik udvidet lovhjemmel til at fratage studerende deres akademiske borgerskab.

Man kan også betragte den institution for akademisk ansættelse, der udviklede sig på mange universiteter i det 20. århundrede – altså den såkaldte tenure – som udtryk for akademisk borgerskab, nemlig i den forstand, at man som forskningsansat erhverver visse umistelige rettigheder som borger i en bestemt akademisk republik, der kun kan annulleres efter retslig behandling. At være fastansat og akademisk borger indebærer således en vis ret til, eller form for ejerskab af, den stilling, man besidder, hvilket betyder, at man ikke uden videre kan blive afskediget af universitetsledelsen. Internationalt har vi i dag anbefalingerne fra FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO),¹⁷Se UNESCO, Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel (Paris, France, 1997). Se også Heine Andersen, “Indledning – Hvad er forskningsfrihed?”, i Forskningsfrihed. Hvad med juraen?, red. Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen & Morten Rosenmeier (København: DJØF forlag, 2022), 20. der anerkender akademiske borgerrettigheder i denne forstand, først og fremmest retten til en omfattende akademisk frihed. Det indebærer ret til udvidet sikkerhed i ansættelsen (§ 43), samt universitetspersonales ret til at deltage i kollegial beslutningstagning og til at vælge flertallet af repræsentanter i de styrende organer (§ 31, 32). Rettigheder indebærer pligter, vigtigst af alt pligten til at bruge “denne frihed på en måde, der er i overensstemmelse med den videnskabelige forpligtelse til at basere forskning på en ærlig søgen efter sandhed” (§ 33).

I nogle lande er ansættelsessikkerheden for universitetets videnskabeligt ansatte sikret ved at give dem sikkerhed som offentlige embedspersoner i stedet gøre det til noget specifikt for universitetsansatte. Ikke desto mindre er det ikke kun en metafor at tale om akademisk borgerskab på et universitet. Universitetet har lige fra dets fødsel i middelalderens Europa under den universelle katolske kirkes overhøjhed været tilstået den form for politisk, økonomisk og juridisk suverænitet, som normalt forbindes med samfund og stater. I århundreder havde nogle universiteter omfattende ejendomsbesiddelser, der sikrede deres økonomiske uafhængighed, og nogle universiteter havde også deres egen jurisdiktion, herunder autoriteten til at arrestere, fængsle og retsforfølge akademiske borgere i henhold til universitetets egne statutter.¹⁸Se f.eks. “History of the University”, University of Copenhagen. Autonomi i denne politiske forstand afspejles i UNESCO-anbefalingerne, og stadig i mange lande er universitetets autonomi et nøglespørgsmål for både ansatte og studerende. I den spansktalende verden sætter universiteter således en ære i at inkludere “autonom” i deres navn,¹⁹Se f.eks. José Luis Trueba Lara, “Historia”, i UNAM. Ciudad Universitaria y antiguo barrio del Centro Histórico, red. Enrique Martínez Limón & Gran Guía Turistica (México, D.F.: Santilliana, 2011), 20–21; se også Sørensen, “Social Ethos and Political Mission”, 119. og inspireret af diskussioner i denne verden nævner jeg ofte, at universitetet skal være institutionelt selvstændigt i forhold til kirke, stat og erhvervsliv.²⁰Se f.eks. “Social Ethos and Political Mission”, 115.

Internt afspejles den klassiske forfatningsmæssige idé om autonomi som selvlovgivning sig også i de styrende organer på universitetet, der stadig anvender termer opfundet i antikken af den romerske republik. I nogle lande kaldes den øverste forsamling på universitetet således for senatet, og ledere har navne som rektor eller dekan, altså rector eller decanus. En sådan leder vælges typisk af og blandt akademisk ansatte, og i nogle tilfælde også af studerende og teknisk-administrativt personale, som primus inter pares, altså som den første blandt lige eller blandt peers, som man ofte siger i dag. Dette princip om republikansk styre ved kvalificeret lighed bestemmer også universitetets klassiske organisering, nemlig opdelingen af helheden i dele, hvor man kan stole på, at peers kender til de diskuterede problemstillinger på hovedområderne, ofte kaldet fakulteterne. Derfor er teologi ideelt styret af teologi, jura af jura, medicin af medicin osv. De fleste beslutninger tages således med ansvar over for faglige peers, og de generelle akademiske prioriteter på universitetet, f.eks. forholdet mellem fakulteterne, henvises til at blive løst ved diskussion og afstemning i senatet. På et universitet bestemmer forfatningen eller vedtægterne ideelt set, at den akademiske borgers rettigheder og pligter er betinget af viden, videnskab og uddannelse. Det ideelle republikanske universitet er således meritokratisk snarere end demokratisk.

Hvorfor er akademisk borgerskab nødvendigt?

I den generelle diskussion om borgerskab har Will Kymlicka bemærket en udvikling fra diskussioner om rettigheder – civile, politiske og sociale – til diskussioner om pligter, dyder og høfligheder.²¹Se f.eks. Will Kymlicka, Contemporary Political Philosophy. An Introduction, 2. udgave (Oxford: Oxford University Press, 2002), 287–88. En tilsvarende sondring kan også bemærkes i diskussioner af akademisk borgerskab. Snarere end på rettigheder kan vægten lægges på dyder og pligter, f.eks. dyden ved kollegialitet og samfundstjeneste, eller pligten til at deltage i både de lokale institutioner og det globale samfund, førstnævnte ved at indgå i udvalg og påtage sig forskellige kollegiale og institutionelle opgaver, sidstnævnte ved at udføre forskellige former for peer-reviews og evalueringer.²²Se f.eks. Bruce Macfarlane, The Academic Citizen: The Virtue of Service in University Life (New York: Routledge, 2006); Andrew Peterson, “Academic Citizenship, Service and the Cherishing of Community”, i Higher Education and Love: Institutional, Pedagogical and Personal Trajectories, red. Victoria de Rijke, Andrew … Continue reading

I nogle tilfælde anerkendes det, at rettigheder, eller retten til at have rettigheder, udgør et nødvendigt udgangspunkt for diskussionen om borgerskab, og at akademikere i stigende grad fratages rettigheder på universiteterne, men alligevel kan argumentet så være, at den afgørende ved inddragelse i beslutningsprocessen er anerkendelse og respekt, og at det, der bør diskuteres, snarere end rettigheder er andethed og sårbarhed.²³Se f.eks. Nuraan Davids, “Professing the vulnerabilities of academic citizenship”, Ethics and education 17, nr. 1 (2022), 2–4. I andre tilfælde ignoreres rettigheder og politik fuldstændigt.²⁴Se f.eks. Rikke Toft Nørgård & Søren Smedegaard Ernst Bengtsen, “Academic citizenship beyond the campus: a call for the placeful university”, Higher education research and development 35, nr. 1 (2016). Men selvom det ikke altid er tilfældet, kan der noteres en generel forskydning af diskussionen fra spørgsmål om stat, politik og lov til spørgsmål om civilsamfundet og individuel moral,²⁵Se også Joclarisse Albia & Ming Cheng, “Re-examining and developing the notion of academic citizenship: A critical literature review”, Higher education quarterly (2023). og som jeg ser det, er den ideologiske funktion af en sådan forskydning, at afgørende spørgsmål om magt og økonomi bliver mindre synlige.

Som jeg argumenterer, har vi med erfaringerne fra Danmark imidlertid ikke råd til at ignorere de materielle aspekter af akademisk borgerskab og autonomi. Uden den sikkerhed, som statslig beskyttelse af det akademiske borgerskabs rettigheder og friheder kan give, er udsigterne for videnskab og videregående uddannelse i den kapitalistiske modernitet ringe. Det var af denne grund, at den førende danske autoritet med hensyn til akademisk frihed, professor Heine Andersen, gav sin videnskabelige monografi om Forskningsfrihed – den eneste på dansk – undertitlen Ideal og Virkelighed.²⁶Se Heine Andersen, Forskningsfrihed: idealer og virkelighed (København: Hans Reitzel, 2017), 9–10.

De grundlæggende ideer bag kravet om universitetsautonomi og akademisk borgerskab er blevet diskuteret af filosoffer i århundreder. En af idéerne er, at magt og viden på en eller anden måde har det skidt med hinanden. Fra Platon over Kant til Foucault er der blevet vakt mistanke med hensyn til det, der nu ofte er kendt som magt-viden-nexus’en.²⁷Se f.eks. Anton-Hermann Chroust, “Aristotle’s Criticism of Plato’s ‘Philosopher King’ ”, Rheinisches Museum für Philologie 111, nr. 1 (1968); Georg Cavallar, “Kant’s Judgment on Frederick’s Enlightened Absolutism”, History of Political Thought 14, nr. 1 (1993); Tom Keenan, “The ‘Paradox’ of Knowledge … Continue reading Problemer i forholdet mellem viden og magt er således blevet anerkendt på både subjekt- og objektsiden, både med hensyn til den erkendende og det erkendte, og både vedrørende den skyldige aktør og offeret. Når vidensproduktion, eller mere korrekt, når stræben efter at opnå sandheden i en sag anerkendes som den ultimative eksistensberettigelse for universitetsstudier og ‑forskning, så er, som jeg har argumenteret andetsteds,²⁸Se Sørensen, “Truth in Education and Science”. såvel ønsket om magt som frygten for den ikke bare kontraproduktive, men direkte skadelige for selve formålet med universitetets videnskab og uddannelse.

Problemet har mindst to aspekter. Da virkeligheden er kompleks og nærmest uendelig, vil det typisk kræve en langsigtet vedvarende og dedikeret indsats at tyde virkelighedens dybder og afsløre dens hemmeligheder. Mennesker er imidlertid kun begrænsede værender, og hvis de, der er aktivt involveret i erkendelsesprocessen, bliver distraheret af andre interesser, falder sandsynligheden for succes. For at sige det enkelt: Hvis magt, ære eller rigdom bliver de primært efterstræbte mål, vil sandhed og viden blive tildelt mindre opmærksomhed. Eller alternativt, hvis en akademisk uenighed bliver en fejde, og den ene side skal frygte for ikke bare at tage fejl og miste sit akademiske omdømme, men også for det daglige brød – altså hvis den tabende side af en forskerfejde skal frygte at blive fyret, som vi oplever det nu om dage i Danmark – så bliver den principielle kamp for en sags sandhed også mindre interessant at forfølge for de pågældende forskere. Det er velkendt og endda anerkendt metodisk i journalistik, historie og jura, at man ikke altid kan stole på, at en person med egeninteresser i en sag også fortæller sandheden om denne sag, og frygt og begær er de mest akutte afspejlinger af sådanne særinteresser.

Hvad er udfordringerne ved at institutionalisere akademisk borgerskab?

Generelt udfordres ethvert republikansk styre af individer, der giver efter for ønsker, ambitioner, magt, frygt osv. I århundreder, og især i løbet af de sidste to århundreder, har universiteter over hele verden som særlige lærde republikker derfor udviklet forskellige former for checks and balances i deres styre for at beskytte institutionelt integriteten af videnskab og højere uddannelse mod disse velkendte trusler for jagten på sandheden. På nogle universiteter opfordrer vedtægterne således videnskabeligt ansatte og studerende til at udvikle en kultur med henvisning til rettigheder, pligter og dyder af den type, der er anerkendt i UNESCOs anbefalinger nævnt ovenfor. Derudover har vi siden midten af det 20. århundrede takket være Robert K. Merton anerkendt et sæt funktionelle normer for videnskab generelt samlet under overskriften CUDOS, dvs. kommunisme med hensyn til ejerskab af viden, universalitet som en standard for gyldighed, uegennyttighed som videnskabsmandens nødvendige holdning, og organiseret skepsis er et middel til at holde alle de uberettigede meninger om aktuelle sager på afstand.²⁹Se Robert K. Merton, “Science and Technology in a Democratic Order”, Journal of Legal and Political Sociology 1 (1942).

Men ligesom uden for universitetet er politik en vanskelig kunst, og som jeg har nævnt i det foregående afsnit, uden ordentlige institutionelle foranstaltninger til at opretholde rettigheder, pligter, dyder og normer, kan videregående uddannelse og videnskab forfalde til en meget sørgelig tilstand. Selvom videnskabsfilosofi og videnskabsteori har en tendens til at fokusere på viden uden megen kontekst, har der på det seneste været en vis filosofisk interesse i at diskutere de særlige institutionelle forhold i styret af videnskab og videregående uddannelse,³⁰Se f.eks. I.C. Jarvie, “Science in a Democratic Republic”, Philosophy of Science 68, nr. 4 (2001). og jeg har også selv givet emnet en vis opmærksomhed, idet jeg har argumenteret for at institutionalisere velafprøvede republikanske principper og procedurer i styring af videnskab og videregående uddannelse.³¹Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.

Traditionelt er borgerskab i den akademiske republik, og dermed en form for valgret og valgbarhed, kun blevet givet til dem, der allerede har demonstreret et vist talent og erhvervet interesse for videnskab og uddannelse. Det demonstreres også i dag, når man vil ind på universitetet, hvor kommende studerende skal leve op til visse kriterier for at blive immatrikuleret, i Danmark f.eks. en studentereksamen, nogle gange med et vist niveau på karaktererne eller med en ekstra adgangsprøve, som det er almindeligt i mange lande.

Selvfølgelig kan sådanne talenter og interesser siges at afspejle sociale, kulturelle og politiske privilegier,³²Se f.eks. Jürgen Habermas, “Pädagogischer ‘Optimismus’ vor Gericht einer pessimistischen Anthropologie (1961)”, i Habermas, Kleine politische Schriften (I‑IV) (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1981), 78–80; se også Asger Sørensen, “From Critique of Ideology to Politics: Habermas on Bildung”, Ethics and … Continue reading men sådanne faktuelle skævheder mht. adgangskriterier ophæver ikke den grundlæggende skelnen mellem sandhed og falskhed. På det seneste har Michael Sandel dog på en mere principiel måde sat spørgsmålstegn ved den meritokratiske logik. Normalt ville svaret på de nævnte privilegier være at udvide chanceligheden til alle samfundslag i henhold til idealer om liberalt eller socialt demokrati, og dermed forsøge at kompensere for kendte samfundsmæssige uretfærdigheder. Som Sandel hævder, resulterer denne idé om meritokrati imidlertid kun i arrogance for dem, der lykkes, og for dem, der fejler, en øget følelse af mindreværd. Ved at give alle eneansvaret for deres eget liv og karrieremuligheder, bliver meritokrati til tyranni ved at underminere fællesskabsfølelse og social solidaritet.³³Se f.eks. Michael J. Sandel, The tyranny of merit: what’s become of the common good? (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2020), 59 ff. (kap. 3).

Ud over problemerne med at blive en del af den akademiske republik, er der også grund til at overveje den tendens til lukning og beskyttelse af privilegier, som typisk udvises af grupper af mennesker, uanset hvordan de er organiseret.³⁴Se f.eks. Raymond Murphy, “The Struggle for Scholarly Recognition: The Development of the Closure Problematic in Sociology”, Theory and Society 12, nr. 5 (1983) og “The Structure of Closure: A Critique and Development of the Theories of Weber, Collins, and Parkin”, The British Journal of Sociology 35, nr. 4 (1984). Naturligvis relaterer privilegium sig til økonomi. En republik er imidlertid først og fremmest en styreform, der privilegerer sine borgere kollektivt ved at give hver af dem omfattende rettigheder til lige hensyn, dvs. politiske rettigheder og friheder, som ikke kan forventes i monarkier eller aristokratier, uanset hvor oplyste de påstås at være.³⁵Se f.eks. Andrés de Fransisco, “Republicanismo”, i Razones públicas: una introducción a la filosofía política, red. Iñigo González Ricoy & Jahel Queralt Lange (Barcelona: Ariel, 2021), 140. Det betyder dog også, at republikker, uanset hvor demokratiske de er, eller måske i virkeligheden jo mere demokratiske de er, har noget vigtigt at beskytte og forsvare for deres borgere, nemlig deres borgerrettigheder, og dermed får de en tendens til lukning.³⁶Se f.eks. Paulina Ochoa Espejo, “Paradoxes of Popular Sovereignty: A View from Spanish America”, The Journal of Politics 74, nr. 4 (2012).

Både studerende og videnskabeligt ansatte er genstand for løbende eksamination mht. sandheden af de sager, som de fremstiller. Det er den måde, videnskab og uddannelse fungerer på. På den ene side er kravet om eksamination et formelt adgangskriterium, der bidrager til at konsolidere lukningen, sikre fortsatte privilegier og dermed bevirke forskellige grader af udelukkelse. Men på den anden side er eksamination også præcis det modsatte, nemlig en måde at modvirke de lokale tilfældigheder mht. lukning og den mulige korruption af akademisk autoritet og degeneration af videnskab og uddannelse. Som Habermas fortæller historien i en boganmeldelse, var dette sidste, hvad der skete i Nazi-Tyskland.³⁷Se f.eks. Jürgen Habermas, “Die deutschen Mandarine,” in Habermas, Philosophisch-politische Profile (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1971). Eksamination fjerner ikke disse trusler – da ingen kan kontrollere, hvad der foregår i hinandens hoveder, kan intet endeligt gøre op med disse trusler – men at skulle objektivere og demonstrere visse kundskaber og færdigheder for andre, og at involvere ekstern censur fra andre institutioner, nogle gange endda fra andre lande, gør eksamination til et middel til muligvis at overskride den lokale dagsorden og give adgang til udefrakommende. Retten til en så streng og objektiv eksamen som muligt er derfor en vigtig ret for en akademisk borger, der ikke blot accepterer etablerede lokale akademiske tilfældigheder og hierarkier.

At man som studerende forfølger en karriere som akademisk borger betyder således at underkaste sig en næsten uendelig række af eksaminer, først af kendte og ukendte autoriteter og senere af kendte og ukendte fagfæller inden for ens fagområde, herunder de peer-reviews, der kræves for at præsentere akademisk arbejde og udgive det i de rigtige fora. Med en sådan løbende proces er der grund til at tro på, at resultatet af processen, altså udvælgelsen af videnskabeligt ansatte til universitetet, bliver det bedst mulige inden for vores ikke-ideelle akademiske virkelighed.³⁸Se f.eks. David Pontille & Didier Torny, “From Manuscript Evaluation to Article Valuation: The Changing Technologies of Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015). Eksamination og peer-review kan siges at være de nødvendige forudsætninger for videnskabelig sandhed. Selvfølgelig udgør de ikke en tilstrækkelige betingelse, og konkret skal redaktører f.eks. altid bedømme kvaliteten af fagfællesbedømmelserne;³⁹Se f.eks. Stefan Hirschauer, “How Editors Decide. Oral Communication in Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015). men da jeg kun har meget lidt tiltro til guddommelig åbenbaring, har jeg svært ved at se noget bedre alternativ i den virkelige verden, i det mindste hvis stræben efter sandheden i en sag er det, vi beskæftiger os med.

Akademisk borgerskab indebærer således institutionalisering af visse politiske friheder, rettigheder og normer, og udover de formelle adgangskriterier også anerkendelsen af visse etiske pligter og dyder. Sidstnævnte er naturligvis relateret til hele virksomhedens kernesag, nemlig den ubønhørlige jagt på sandheden i en sag, og som jeg har argumenteret for andetsteds, så er sandheden kernespørgsmålet for videnskab.⁴⁰Se Sørensen, “Truth in Education and Science”. Problemet er, at hvis det republikanske styre svækkes, så afhænger overholdelsen af disse dyder og pligter kun af individuelle kvaliteter som nysgerrighed, mod og karakter, som foreslået af f.eks. Karl Jaspers,⁴¹Se Karl Jaspers & Kurt Rossmann, Die Idee der Universität. Für die gegenwärtige Situation (Berlin: Springer, 1961), 12; se også Sørensen, “Truth in Education and Science”, 223–25. og når frygt og begær styrer institutionen snarere end republikanske principper, så er korruption svær at modstå.

Hvad med akademisk borgerskab, når rettigheder og friheder er få?

Selv når det lykkes at styre videnskaben republikansk, vil procedurerne for videnskab og uddannelse sandsynligvis ikke fremme hyggen blandt akademiske borgere, for nu at bruge det berømte danske udtryk, der også har fået international udbredelse.⁴²Se f.eks. Meik Viking, The Little Book of Hygge: The Danish Way to Live Well (Penguin Books, 2016). Som Karl R. Popper har bemærket, så indebærer den rationelle vej til objektivitet godt nok åbenhed, men også et såkaldt “venligt-fjendtligt samarbejde.”⁴³Karl R. Popper, The Open Society and Its Enemies, Princeton Classics 119 (Princeton: Princeton University Press, 1994), 424. Videnskaben skaber således en vis kultur af gensidig skepsis i forhold til et hvilket som helst udsagn, men faktisk sætter nogle akademikere – inklusive mig selv – pris på denne kultur.

I Danmark er det de færreste uden for universiteterne, der virkelig interesserer sig for sådanne spørgsmål. Selvom det sker, at præsidenter for nutidige nationalstater roser akademisk frihed, som f.eks. Danilo Türk gjorde, da han var præsident for Slovenien,⁴⁴Se f.eks. Danilo Türk, “The Purpose of Academic Freedom Today”, i Past, Present and Furture of the Magna Charta Universitatum, red. Observatory for Fundamental University Values and Rights (Bologna: Bononia University Press, 2009). så bliver universitetsakademikere ofte mistænkt for arrogance,⁴⁵Se f.eks. Dennis Nørmark, “Når de andre føles dummere end dig”, Akademikerbladet.dk (Magisterbladet), nr. 2 (2018). ligesom de mistænkes for at beskytte magt og privilegier snarere end at være tillidsmænd for videnskab og uddannelse. I et lighedsorienteret demokrati af den danske type afhænger uddannelse snarere af merit end af økonomi eller afstamning, og af den grund er universitetsuddannelse blevet en legitim forudsætning for magt.⁴⁶Se f.eks. Christoph Ellersgaard, Anton Grau Larsen & Markus Bernsen, Magteliten: hvordan 423 danskere styrer landet (København: Politiken, 2015), 135–36. Samtidig synes modviljen mod den kulturelle og akademiske elite at være dybt forankret i populærkulturen.⁴⁷Se f.eks. Ellersgaard, Larsen & Bernsen, Magteliten, 162–64. Pia Fris Laneth, “Elitens arrogante fejltagelse”, Information (2004). Det er endda blevet hævdet af et socialdemokratisk folketingsmedlem, som også har været medlem af forskellige danske regeringer og selv har en universitetsuddannelse, at de lærde og kreative klassers tyranni skaber ulighed og er en trussel mod velfærdssamfundet.⁴⁸Se Kaare Dybvad Bek, De lærdes tyranni: hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund (København: People’s Press, 2017). Den folkelige mistillid til akademikere afspejles således på regeringsniveau, og den er også kommet til udtryk i forskellige beslutninger af Folketingets flertal.⁴⁹Se f.eks. Jakob Slyngborg Trolle, “Flertal vil holde universiteterne i ørerne: ‘Jeg har ingen tillid til kønsforskning’ ”, DR.dk (2021).

Bekymrende er også, at relativisme og subjektivisme vedrørende viden forsvares ideologisk i offentligheden,⁵⁰Se f.eks. Kasper Støvring, “Et forsvar for kulturrelativismen”, Berlingske.dk (2011) og “Forsvar for populisme, postmodernisme og relativisme”, Berlingske.dk (2014). nemlig fordi der så er endnu mindre grund til at stole på, at universitetets akademiske eksperter ved, hvordan de styrer deres egne privilegerede og tilsyneladende ret esoteriske anliggender. Hvis der ikke er nogen objektive standarder for viden, hvis sandhed blot er mening og magt, kan det forventes, at akademikere blot udtrykker deres private meninger som alle andre og ikke er faglige autoriteter, man kan stole på i spørgsmål af fælles interesse. Tværtimod bør fælles interesse så overlades til vores demokratisk valgte nationale institutioner, som så kan kontrollere vidensinstitutioner med magt og penge ligesom resten af samfundets institutioner.

Denne form for relativistiske diskurser har siden antikken været kendt for at underminere respekten for enhver autoritet, herunder akademisk autoritet, og når den i dag suppleres med påståede alternative autoriteter, kan den f.eks. bruges strategisk af erhvervslivet til at betvivle forskningsresultater og dermed hindre lovgivning, der sigter på at modvirke f.eks. sundheds- og miljørisici.⁵¹Se f.eks. Naomi Oreskes & Erik M. Conway, Merchants of doubt: how a handful of scientists obscured the truth on issues from tobacco smoke to global warming (London: Bloomsbury, 2012). I slutningen af det 20. århundrede blev danske universiteter og deres akademiske ansatte også udsat for sådanne diskursive mistænkeliggørelser,⁵²Se f.eks. Peter Maskell & Hans Siggaard Jensen (red.), Universiteter for fremtiden: universiteterne og videnssamfundet (Frederiksberg: Rektorkollegiet & Samfundslitteratur, 2001). og resultatet var en radikal ændring af universitetsloven i 2003, der erstattede det traditionelle republikanske selvstyre med et autoritært ledelseshierarki.⁵³Se f.eks. Søren S. E. Bengtsen, Sune Frølund & Asger Sørensen, “Revisiting the Idea of the University. Introduction”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019), sect. 1. Universitetsbestyrelserne skulle ifølge den nye lov have et eksternt flertal, blandt hvilke universitetets formand skal vælges (Universitetsloven, 2003, § 12.1). Bestyrelsen udpegede rektor, som herefter kunne indstille til bestyrelsen at ansætte supplerende ledere (2003, § 14.3). I den seneste ændring udgave af loven træffer rektor nu efter høring af bestyrelsen afgørelse efter eget skøn, når det gælder organiseringen af universitetet (2019, § 14.7).⁵⁴Se også Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University”. Derfor er der i loven ikke længere omtaler af dekaner eller fakulteter.

Som konsekvens heraf har universiteters bestyrelsesforpersoner i dag typisk ingen erfaring som universitetsansatte forskere, og universitetsledere på alle niveauer kan have meget ringe erfaring med at underkaste sig løbende akademisk eksamen af peers. I takt med den øgede professionaliseringen af ledelsen vil vi således få et stigende antal universitetsledere på alle niveauer, som har begrænset praktisk erfaring med forskning og videregående uddannelse, men som alligevel står for den endelige udvælgelse af videnskabelige personale til ansættelse og fyring. Og i dag foregår disse to processer sideløbende, da der i Danmark ikke er nogen ansættelsessikkerhed, der begrænser ledelsens strategiske beslutningstagning. Det har ikke overraskende resulteret i en række dramatiske sager, der har nået avisoverskrifterne,⁵⁵Se Linda Maria Koldau, Jante Universitet: episoder fra livet bag murene, bd. 1–3 (Hamburg: Verlag Tredition, 2013); Asger Sørensen, “Koldau mellem Humboldt og Diderot – en kamp på, om og for universitetet”, Kritik 47, nr. 212 (2014); Jens Frøslev Christensen, Oprøret på CBS: forandring, ledelse og modstand i en … Continue reading og som det er blevet dokumenteret i komparative internationale undersøgelser, så har akademiske rettigheder og friheder i Danmark meget ringe juridisk og institutionel opbakning.⁵⁶Se f.eks. Terence Karran, Klaus Beiter & Kwadwo Appiagyei-Atua, “Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach”, Policy Reviews in Higher Education 1, nr. 2 (2017); Terence Karran, “Academic Freedom in Europe: Reviewing UNESCO’s Recommendation”, British Journal of Educational Studies 57, nr. 2 … Continue reading

Som nævnt indledningsvis besluttede Aarhus Universitet (AU) i 2022 at fyre en række universitetsforskere. Det foregik på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, også kendt som DPU, hvor jeg stadig er ansat. Efter en længere offentlig diskussion om de om planlagte nedskæringer fik seks videnskabeligt ansatte før jul et opsigelsesvarsel på mellem tre og seks måneder. Ledelsens bidrag til diskussionen frem til den endelige udvælgelse af, hvem der skulle afskediges, gav et fingerpeg om, hvor demoraliserede danske universiteter er i dag efter to årtiers autoritær ledelse. Som nævnt i indledningen, blev det i sidste ende svært at afvise den mistanke, at afskedigelserne slet ikke var økonomisk begrundede, men en bekvem undskyldning for at slippe af med kendte kritikere.

En af de afskedigede var således Thomas Aastrup Rømer, en meget produktiv forsker i pædagogisk filosofi og en kendt offentlig intellektuel i Danmark. Efter udgivelsen af en videnskabelig monografi i begyndelsen af 2022, der kritisk analyserede den dominerende uddannelsesideologi i Danmark, herunder den lokale universitetsledelse på DPU,⁵⁷Se Thomas Aastrup Rømer, Skolens formål. Dannelse, splittelse og uniformativering (Aarhus: Klim, 2022). forsøgte han under den flere måneder lange afskedigelsesproces – og inden han selv var blevet udvalgt – at afsløre de skjulte faktuelle og ideologiske lag i de ledelsesmæssige og økonomiske processer på AU.⁵⁸Se f.eks. “Aarhus Universitet angriber pædagogikken”, Politiken, 26. september 2022, og “AU’s svar på udflytningsreformen er et udtryk for konkurrencestatens ideologi – og et angreb på DPU”, Omnibus, 18. november 2022. Efter fyringen blev han tildelt en national ytringsfrihedspris for sit forsvar for demokrati og uddannelse,⁵⁹Se f.eks. Karen Ravn, “Thomas Aastrup Rømer får Trykkefrihedsselskabets pris for at stå vagt om dannelsen”, Folkeskolen.dk (2023). og han har netop selv publiceret sin version af forløbet.⁶⁰Se Thomas Aastrup Rømer, Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU (Aarhus: Klim, 2024). En anden af de seks afskedigede forskere var Stavros Moutsios, tidligere Marie Curie-stipendiat. Under afskedigelsesprocessen publicerede han i et internationalt peer-reviewed tidsskrift en meget kritisk analyse af den generelle situation på nutidige danske universiteter, i særdeleshed omfanget og konsekvenserne af de autoritære bureaukratiske systemer, og her anførte han en række eksempler fra AU.⁶¹Se Stavros Moutsios, “The bureaucratisation of the university: The case of Denmark”, Educational Philosophy and Theory 55, nr. 3 (2023).

Uden checks og balances viser universitetsledelsen fra tid til anden deres uhæmmede magt, og som det er blevet dokumenteret af flere undersøgelser gennem årene, er danske universitetsansatte generelt bange for at hæve deres stemme i forhold til ledelsen.⁶²Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Forskere holder mund af frygt for repressalier”, Forskerforum, nr. 323 (2019). Demoralisering siver derfor naturligt ned fra ledelse til ansatte. Da ledelseshierarkiet på AU og DPU demonstrerede deres konsekvente beslutsomhed i 2022, var svaret fra 31 videnskabeligt ansatte på DPU derfor en underskrevet erklæring til eksplicit støtte af ledelsen, der offentligt fordømte protesterne mod afskedigelserne af deres kolleger og afviste problemer med akademisk frihed.⁶³Se Jeppe Bundsgaard et al., “Kollega-modsvar i debatten om afskedigelser på DPU”, Folkeskolen.dk, 8. december 2022, og “Afskedigelser på DPU”, Folkeskolen 139, nr. 21/22 (2022). Og det burde ikke komme som en overraskelse. Når akademisk borgerskab nærmest er uden juridisk og institutionel anerkendelse, er der god grund til, at de akademiske borgere hylder ledelsen.

Heldigvis er en så åbenlys ledelsesopbakning stadig en undtagelse, men som det er blevet dokumenteret mange gange, er udfordringerne for det akademiske borgerskab reelle. Der er som nævnt meget ringe jobsikkerhed på de danske universiteter, og den demokratiske kultur er i voldsom tilbagegang, som det for nylig blev rapporteret af en statslig styrelse.⁶⁴Se Danish Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven (Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2023). Efter en undersøgelse, der omfattede alle videnskabeligt ansatte på alle danske universiteter, bekræftede rapporten, at den danske universitetslov ikke giver nogen garanti for ansattes indflydelse på de danske universiteter, at den akademiske frihed er alvorligt truet, at frygten for ledelsesrepressalier er alarmerende høj, og hvis ikke ledelsen får ændret tingene til det bedre inden for tre til fem år, anbefales det, at loven ændres. Efter mere end tyve års erfaringer med den nuværende lov, så er der dog ikke megen grund til at forvente eller tro på, at ledelsen selv vil foretage det nødvendige.⁶⁵Se f.eks. Heine Andersen, “Konklusioner i ny DFIR-rapport om universitetsloven er varm luft”, Forskerforum.dk (2023). Ideelt set og i lyset af den triste virkelighed, som rapporten skildrer, bør arbejdet med at ændre loven startes med det samme.

Konklusion: Hvad kan der gøres?

Så hvad kan vi gøre som universitetsforskere og akademiske borgere, indtil denne ændring sker, det vil sige i en situation, hvor det at tilhøre et universitet ikke specifikke rettigheder eller friheder garanteret af staten? Et svar har været empiriske studier, der beskriver og dokumenterer universitetets deroute, nogle gange som en del af en generel kritik af kapitalisme, politik eller modernitet, hvilket typisk fritager specifikke aktører for ansvar.⁶⁶Se f.eks. Bob Jessop, “Varieties of academic capitalism and entrepreneurial universities”, Higher education 73, nr. 6 (2017), og Katja Brøgger, Lise Degn & Søren Smedegaard Bengtsen, “Danish University Governance and Reforms Since the Millennium: The Self-Governing University Between State and Institutions, the … Continue reading Et andet svar har været håbefulde og abstrakte spekulationer om universitetets fremtid.⁶⁷Se f.eks. Ronald Barnett, “Only connect: designing university futures”, Quality in Higher Education 29, nr. 1 (2023). I begge tilfælde er der tale om forholdsvis undvigende strategier, men tilsammen har de bidraget til at etablere studiet af universitetet og de videregående uddannelser som et voksende akademisk felt, hvor kritisk argumentation kan næres på forskellige måder. Konfronteret i Danmark med det autoritære universitetsstyre og den parlamentariske konsensus om forskningspolitik er det dog kun få forskere, der tør argumentere normativt for genetablering af den type akademiske borgerrettigheder og friheder, der stadig betragtes om helt selvfølgelige i de fleste civiliserede stater.

Selvom danske universiteter stadig er påpasselige med ikke direkte og åbenlyst at gribe ind, når nogle af de få kritikere hæver deres røst, gør sager som den seneste på AU naturligvis disse stemmer stadig færre, enten fordi de sættes ud af drift ved fyringer, eller fordi de som ansatte frygter repressalier. I dag efter to årtier med autokratisk universitetsledelse er de fleste vanlige kritikere af autoritære universitetsstrukturer emeriti, som om få år vil være forsvundet. Som Andersen, selv emeritus, konkluderede efter flere års dedikeret aktionsforskning, er fremtiden for akademisk frihed i Danmark dyster,⁶⁸Se Heine Andersen, “Forskningsfrihed – status og refleksioner efter et projekt?”, Dansk Sociologi 29, nr. 4 (2018), 90–92. og uden denne grundlæggende frihed har akademisk borgerskab ikke megen fremtid.

I et konstitutionelt demokrati som det danske kan man naturligvis rejse spørgsmål om akademisk borgerskab i den offentlige sfære i civilsamfundet, og det er også blevet gjort, dog med begrænset succes. De akademiske fagforeninger finansierer et månedsblad, Forskerforum, hvor journalister løbende rejser spørgsmål om akademisk borgerskab, men på trods af rigelig dokumentation for de problemer, videnskab og videregående uddannelse står over for, har kun marginale politikere fra tid til anden vist interesse for problemerne med akademiske borger- og frihedsrettigheder. Et par gange er problemerne blevet erkendt af de regeringsbærende politiske partier,⁶⁹Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Flere partier åbne for at se på en ændring af universitetsloven”, Forskerforum 25, nr. 7 (2022). men de akademiske spørgsmål, der diskuteres her, når sjældent højt op på den politiske dagsorden.

I 2008 blev en skarpt formuleret appel om ændring af universitetsloven fra 2003 med mere end 6000 underskrifter fra universitetsverdenen forelagt Folketingets forskningsudvalg,⁷⁰Se f.eks. Torkil Bang, “6.488 underskrifter til Folketingets Videnskabsudvalg”, CBS-Observer (2008). og resultatet blev en kommission, der så universitetsloven igennem. Som helhed ændrede de resulterende revisioner af loven dog, som Andersen ser det, ikke meget med hensyn til akademiske borgerrettigheder;⁷¹Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 118–19. man kan endda sige, at den autoritære model for universitetsledelse blev radikaliseret, da det var denne lovrevision, der slettede enhver omtale af ledelsesstrukturer under rektor (2011, §14).⁷²Se også Sørensen, Går på universitetet, 347. Som nævnt er modellen nu simpelthen, at rektor beslutter i samråd med bestyrelsen. Efter mere end to årtier er autoritær ledelse således etableret som den nye normal på danske universiteter, som håbefulde unge forskere og videnskabsmænd må acceptere, hvis de ikke vil søge til udlandet.

Et lille håb knytter sig dog til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Dette første andragende i 2008 blev således bakket aktivt op af daværende præsident for Selskabet, Tom Fenchel, og siden da har Selskabet fra tid til anden bidraget med sin legitimitet og principielle støtte til kampen for akademiske borgerrettigheder og ‑friheder. I Danmark er dette selskab en meget magtfuld civilsamfundsinstitution. Det kontrollerer således Carlsbergfondet, som ejer bryggeriet Carlsberg, og som med overskuddet herfra udgør en af de største private bidragydere til dansk forskning.⁷³Se f.eks. Ditlev Tamm, De klogeste og de skarpeste: historien om Carlsbergfondet, bryggeriet og vores øl (København: Gyldendal, 2018). Dette til trods tillod Københavns Universitet i 2015 en lokal institutleder at afskedige en meget velstimeret professor, som dengang var vicepræsident for Selskabet, og selv om den internationale tumult var stor (og det var årsagen til lederen i det berømte internationale tidsskrift Nature, jeg henviste til indledningsvis),⁷⁴Se også Quirin Schiermeier, “Sacking of prominent geoscientist rocks community”, Nature, 5. december 2016. og selvom universitetet i sidste ende tabte sagen i retten, var der ingen der fik universitetet til at genindsætte professoren.⁷⁵Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 311–17, og Sørensen, Går på universitetet, 227, 350–53.

Det har heldigvis ikke stoppet Selskabet, snarere tværtimod; man kan faktisk sige, at Akademiet efterhånden er blevet stadig mere radikaliseret. I 2021 udgav og fremlagde Selskabets udvalg for forskningspolitik således en hvidbog,⁷⁶Se Ole Wæver et al., Ledelse & styring af danske universiteter – i international sammenligning, Hvidbog til Forskningspolitisk Årsmøde (Det Kongelige Danske Videnskabermes Selskab / The Royal Danish Academy of Sciences and Letters, 2021). der foreslog politikerne at ændre universitetsstyret, i 2022 støttede udvalgets formand Ole Wæver et generelt andragende om at sætte forskningen fri, der til sidst blev anerkendt af ministeren, ligesom han også i 2022 bakkede op om protesten mod de ovennævnte fyringer på AU, og i 2023 var Selskabet og dets nuværende formand Marie Louise Nosch værter for præsentation og diskussion af tre meget kritiske rapporter om situationen for videnskab og forskning i Danmark, hvoraf den ene allerede nævnte regeringsrapport.

Mægtige danske institutioner støtter således fortsat kampen for akademiske borger- og frihedsrettigheder og minder offentligheden om de vigtige argumenter, og det giver håb. Det væsentlige i det nuværende uføre var dog forudsagt meget præcist af fornuftige mennesker, allerede da universitetsloven blev foreslået i 2003,⁷⁷Se f.eks. Jeppe Dyre, “Faglig nedtur”, Politiken, 7. januar 2003, Se også kap. 1 i min Sørensen, Går på universitetet. og efter mere end tyve års politiske kampe op ad bakke, mod magt og penge, ideologi og ond tro, frygt og grådighed, er udsigterne til en markant forbedring ikke opmuntrende. Ikke desto mindre har nogle af os stadig privilegerede stillinger, og privilegium indebærer forpligtelse. Ligesom jeg generelt i social og politisk filosofi ville bekende mig til oplysning gennem ideologikritik,⁷⁸Se f.eks. “Ohne Kapitalismuskritik keine Sozialdemokratie. Über kritische Theorie, Ideologiekritik und die Notwendigkeit von Kritik”, Zeitschrift für kritische Theorie 28, nr. 54/55 (2022), og “Critical theory, immanent critique and neo-liberalism. Reply to critique raised in Copenhagen”, Philosophy … Continue reading så ville jeg også gøre det i filosofi om videnskab og videregående uddannelse. Som pædagogiske filosoffer må vi skære gennem glansbilleder og ideologiske mystifikationer for at afsløre, hvordan den skjulte dynamik af institutionel magt og økonomi påvirker videnskab og videregående uddannelse, og hvordan man kan se tingene på en anden måde.⁷⁹Se f.eks. “Uden uddannelse ingen frigørelse. Velkommen til Pædagogisk filosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 14. november 2023. Uden et sådant kritisk argument vil den pædagogiske og politiske filosofis konstruktive ambitioner ikke have stor effekt.⁸⁰En stor tak til redaktørerne af særnummeret af tidsskriftet Journal of Praxis in Higher Education om “What is academic citizenship?”, som i marts 2022 efter en paneldebat arrangeret af HEPP (Higher Education Policy and Practice) inviterede mig til at bidrage til det nævnte særnummer. En stor tak også for nyttige … Continue reading

1.	Se Heine Andersen et al., “Professorer og lektorer: Ledelsen af DPU vil fyre sine kritikere”, Politiken, 5. december 2022. Se også f.eks. Espen Løkeland-Stai, “Fikk varsel om oppsigelse etter 14 år. Mener det er ideologisk motivert”, Khrono, 2. december 2022 og “Akademikeropprop mot oppsigelser: — Forsterker et fryktregime”, Khrono, 6. december 2022.
2.	Se f.eks. Editorial, “Corporate culture spreads to Scandinavian institutes”, Nature, 15. december 2016. Se også Claus Baggersgaard, “Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark”, Forskerforum, nr. 325–26 (2019).
3.	Se f.eks. Jens Erik Kristensen, Hanne Nørreklit & Morten Raffnsøe-Møller (red.), University performance management: the silent managerial revolution at Danish universities (København: DJØF, 2011).
4.	Se f.eks. Asger Sørensen, Går på universitetet. Skrapbog fra omvæltningerne (Frederiksberg: Filosofisk Rådgivning & Books on Demand, 2020).
5.	Se f.eks. Asger Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University: New Public Management and Conflicting Normative Ideas. A Danish Case”, Journal of Educational Controversy 10, nr. 1, art. 6 (2015), især sect. IV, og Asger Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics (Dialectics, Deontology and Democracy, vol. I), Studies in Moral Philosophy 13, red. Lisbet Rosenfeldt Svanøe (Leiden & Boston: Brill, 2019), især kap. 2 og Postscript.
6.	Se “Social Ethos and Political Mission. University on the Margins”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019).
7.	Se “Truth in Education and Science. The Central Idea of the University”, Eco-ethica 8 (2019).
8.	Se f.eks. Ove Korsgaard, “Medborgerskab – hvad er nu det?”, i Medborgerskab – et nyt dannelsesideal?, red. Ove Korsgaard, Lakshmi Sigurdsson & Keld Skovmand (Frederiksberg: Religionspædagogisk Forlag, 2007), 17–19.
9.	Se f.eks. Herbert Marcuse, One-Dimensional Man. Studies in the Ideology of Advanced Industrial Society (Boston: Beacon Press, 1968), 133. Se også Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique, kap. 7.
10.	Se f.eks. Andrew Heywood, Politics (Basingstoke: Palgrave, 1997), 396–97.
11.	Se f.eks. Patti Tamara Lenard, “Democracies and the Power to Revoke Citizenship”, Ethics & International Affairs 30, nr. 1 (2016).
12.	Se f.eks. Linda Bosniak, “Citizenship Denationalized”, Indiana Journal of Global Legal Studies 7, nr. 2 (2000).
13.	Se Jørgen Thorning Sørensen, “Bibliotheca Universitatis Hafniensis. Nogle randbemærkninger på falderebet”, 11, nr. 1 (1996), 12.
14.	Se Povl Bagge, “Akademikerne i dansk politik i det 19. århundrede. Nogle synspunkter”, Historisk Tidsskrift 12, nr. 4 (1969–70), 434–37.
15.	Se f.eks. Hans Fink, “Om dannelse på et forskningsuniversitet,” i Dannelse på universitetet : fordringer og udfordringer, red. Steen Nepper Larsen & Jens Raahauge (Brønderslev: SOPHIA, 2017), 12.
16.	Se f.eks. Helle Lausen, “Nyt tiltag: Ud af specialesumpen og bliv Bliv-Færdig-Studerende i stedet!”, RUCNyt. Information og debat fra Roskilde Universitet, nr. 6 (2010).
17.	Se UNESCO, Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel (Paris, France, 1997). Se også Heine Andersen, “Indledning – Hvad er forskningsfrihed?”, i Forskningsfrihed. Hvad med juraen?, red. Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen & Morten Rosenmeier (København: DJØF forlag, 2022), 20.
18.	Se f.eks. “History of the University”, University of Copenhagen.
19.	Se f.eks. José Luis Trueba Lara, “Historia”, i UNAM. Ciudad Universitaria y antiguo barrio del Centro Histórico, red. Enrique Martínez Limón & Gran Guía Turistica (México, D.F.: Santilliana, 2011), 20–21; se også Sørensen, “Social Ethos and Political Mission”, 119.
20.	Se f.eks. “Social Ethos and Political Mission”, 115.
21.	Se f.eks. Will Kymlicka, Contemporary Political Philosophy. An Introduction, 2. udgave (Oxford: Oxford University Press, 2002), 287–88.
22.	Se f.eks. Bruce Macfarlane, The Academic Citizen: The Virtue of Service in University Life (New York: Routledge, 2006); Andrew Peterson, “Academic Citizenship, Service and the Cherishing of Community”, i Higher Education and Love: Institutional, Pedagogical and Personal Trajectories, red. Victoria de Rijke, Andrew Peterson & Paul Gibbs (Cham: Springer International Publishing, 2021); Kathy Lund Dean & Jeanie M. Forray, “The Long Goodbye: Can Academic Citizenship Sustain Academic Scholarship?”, Journal of Management Inquiry 27, nr. 2 (2018); Nicola J. Beatson et al., “The gradual retreat from academic citizenship,” Higher Education Quarterly 76, nr. 4 (2022); Paul Thompson, Philippe Constantineau & George Fallis, “Academic citizenship: An academic colleagues’ working paper”, Journal of Academic Ethics 3, nr. 2–4 (2005).
23.	Se f.eks. Nuraan Davids, “Professing the vulnerabilities of academic citizenship”, Ethics and education 17, nr. 1 (2022), 2–4.
24.	Se f.eks. Rikke Toft Nørgård & Søren Smedegaard Ernst Bengtsen, “Academic citizenship beyond the campus: a call for the placeful university”, Higher education research and development 35, nr. 1 (2016).
25.	Se også Joclarisse Albia & Ming Cheng, “Re-examining and developing the notion of academic citizenship: A critical literature review”, Higher education quarterly (2023).
26.	Se Heine Andersen, Forskningsfrihed: idealer og virkelighed (København: Hans Reitzel, 2017), 9–10.
27.	Se f.eks. Anton-Hermann Chroust, “Aristotle’s Criticism of Plato’s ‘Philosopher King’ ”, Rheinisches Museum für Philologie 111, nr. 1 (1968); Georg Cavallar, “Kant’s Judgment on Frederick’s Enlightened Absolutism”, History of Political Thought 14, nr. 1 (1993); Tom Keenan, “The ‘Paradox’ of Knowledge and Power: Reading Foucault on a Bias”, Political Theory 15, nr. 1 (1987).
28.	Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.
29.	Se Robert K. Merton, “Science and Technology in a Democratic Order”, Journal of Legal and Political Sociology 1 (1942).
30.	Se f.eks. I.C. Jarvie, “Science in a Democratic Republic”, Philosophy of Science 68, nr. 4 (2001).
31.	Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.
32.	Se f.eks. Jürgen Habermas, “Pädagogischer ‘Optimismus’ vor Gericht einer pessimistischen Anthropologie (1961)”, i Habermas, Kleine politische Schriften (I‑IV) (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1981), 78–80; se også Asger Sørensen, “From Critique of Ideology to Politics: Habermas on Bildung”, Ethics and Education 10, nr. 2 (2015), sect. 1.
33.	Se f.eks. Michael J. Sandel, The tyranny of merit: what’s become of the common good? (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2020), 59 ff. (kap. 3).
34.	Se f.eks. Raymond Murphy, “The Struggle for Scholarly Recognition: The Development of the Closure Problematic in Sociology”, Theory and Society 12, nr. 5 (1983) og “The Structure of Closure: A Critique and Development of the Theories of Weber, Collins, and Parkin”, The British Journal of Sociology 35, nr. 4 (1984).
35.	Se f.eks. Andrés de Fransisco, “Republicanismo”, i Razones públicas: una introducción a la filosofía política, red. Iñigo González Ricoy & Jahel Queralt Lange (Barcelona: Ariel, 2021), 140.
36.	Se f.eks. Paulina Ochoa Espejo, “Paradoxes of Popular Sovereignty: A View from Spanish America”, The Journal of Politics 74, nr. 4 (2012).
37.	Se f.eks. Jürgen Habermas, “Die deutschen Mandarine,” in Habermas, Philosophisch-politische Profile (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1971).
38.	Se f.eks. David Pontille & Didier Torny, “From Manuscript Evaluation to Article Valuation: The Changing Technologies of Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015).
39.	Se f.eks. Stefan Hirschauer, “How Editors Decide. Oral Communication in Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015).
40.	Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.
41.	Se Karl Jaspers & Kurt Rossmann, Die Idee der Universität. Für die gegenwärtige Situation (Berlin: Springer, 1961), 12; se også Sørensen, “Truth in Education and Science”, 223–25.
42.	Se f.eks. Meik Viking, The Little Book of Hygge: The Danish Way to Live Well (Penguin Books, 2016).
43.	Karl R. Popper, The Open Society and Its Enemies, Princeton Classics 119 (Princeton: Princeton University Press, 1994), 424.
44.	Se f.eks. Danilo Türk, “The Purpose of Academic Freedom Today”, i Past, Present and Furture of the Magna Charta Universitatum, red. Observatory for Fundamental University Values and Rights (Bologna: Bononia University Press, 2009).
45.	Se f.eks. Dennis Nørmark, “Når de andre føles dummere end dig”, Akademikerbladet.dk (Magisterbladet), nr. 2 (2018).
46.	Se f.eks. Christoph Ellersgaard, Anton Grau Larsen & Markus Bernsen, Magteliten: hvordan 423 danskere styrer landet (København: Politiken, 2015), 135–36.
47.	Se f.eks. Ellersgaard, Larsen & Bernsen, Magteliten, 162–64. Pia Fris Laneth, “Elitens arrogante fejltagelse”, Information (2004).
48.	Se Kaare Dybvad Bek, De lærdes tyranni: hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund (København: People’s Press, 2017).
49.	Se f.eks. Jakob Slyngborg Trolle, “Flertal vil holde universiteterne i ørerne: ‘Jeg har ingen tillid til kønsforskning’ ”, DR.dk (2021).
50.	Se f.eks. Kasper Støvring, “Et forsvar for kulturrelativismen”, Berlingske.dk (2011) og “Forsvar for populisme, postmodernisme og relativisme”, Berlingske.dk (2014).
51.	Se f.eks. Naomi Oreskes & Erik M. Conway, Merchants of doubt: how a handful of scientists obscured the truth on issues from tobacco smoke to global warming (London: Bloomsbury, 2012).
52.	Se f.eks. Peter Maskell & Hans Siggaard Jensen (red.), Universiteter for fremtiden: universiteterne og videnssamfundet (Frederiksberg: Rektorkollegiet & Samfundslitteratur, 2001).
53.	Se f.eks. Søren S. E. Bengtsen, Sune Frølund & Asger Sørensen, “Revisiting the Idea of the University. Introduction”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019), sect. 1.
54.	Se også Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University”.
55.	Se Linda Maria Koldau, Jante Universitet: episoder fra livet bag murene, bd. 1–3 (Hamburg: Verlag Tredition, 2013); Asger Sørensen, “Koldau mellem Humboldt og Diderot – en kamp på, om og for universitetet”, Kritik 47, nr. 212 (2014); Jens Frøslev Christensen, Oprøret på CBS: forandring, ledelse og modstand i en professionel organisation (Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2016). Se også f.eks. de mange sager, der er dokumenteret i Andersen, Forskningsfrihed og Sørensen, Går på universitetet.
56.	Se f.eks. Terence Karran, Klaus Beiter & Kwadwo Appiagyei-Atua, “Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach”, Policy Reviews in Higher Education 1, nr. 2 (2017); Terence Karran, “Academic Freedom in Europe: Reviewing UNESCO’s Recommendation”, British Journal of Educational Studies 57, nr. 2 (2007), og “Academic Freedom in Europe: A Preliminary Comparative Analysis”, Higher Education Policy 20, nr. 3 (2007).
57.	Se Thomas Aastrup Rømer, Skolens formål. Dannelse, splittelse og uniformativering (Aarhus: Klim, 2022).
58.	Se f.eks. “Aarhus Universitet angriber pædagogikken”, Politiken, 26. september 2022, og “AU’s svar på udflytningsreformen er et udtryk for konkurrencestatens ideologi – og et angreb på DPU”, Omnibus, 18. november 2022.
59.	Se f.eks. Karen Ravn, “Thomas Aastrup Rømer får Trykkefrihedsselskabets pris for at stå vagt om dannelsen”, Folkeskolen.dk (2023).
60.	Se Thomas Aastrup Rømer, Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU (Aarhus: Klim, 2024).
61.	Se Stavros Moutsios, “The bureaucratisation of the university: The case of Denmark”, Educational Philosophy and Theory 55, nr. 3 (2023).
62.	Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Forskere holder mund af frygt for repressalier”, Forskerforum, nr. 323 (2019).
63.	Se Jeppe Bundsgaard et al., “Kollega-modsvar i debatten om afskedigelser på DPU”, Folkeskolen.dk, 8. december 2022, og “Afskedigelser på DPU”, Folkeskolen 139, nr. 21/22 (2022).
64.	Se Danish Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven (Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2023).
65.	Se f.eks. Heine Andersen, “Konklusioner i ny DFIR-rapport om universitetsloven er varm luft”, Forskerforum.dk (2023).
66.	Se f.eks. Bob Jessop, “Varieties of academic capitalism and entrepreneurial universities”, Higher education 73, nr. 6 (2017), og Katja Brøgger, Lise Degn & Søren Smedegaard Bengtsen, “Danish University Governance and Reforms Since the Millennium: The Self-Governing University Between State and Institutions, the National and the Global”, Scandinavian Journal of Public Administration 27, nr. 1 (2023).
67.	Se f.eks. Ronald Barnett, “Only connect: designing university futures”, Quality in Higher Education 29, nr. 1 (2023).
68.	Se Heine Andersen, “Forskningsfrihed – status og refleksioner efter et projekt?”, Dansk Sociologi 29, nr. 4 (2018), 90–92.
69.	Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Flere partier åbne for at se på en ændring af universitetsloven”, Forskerforum 25, nr. 7 (2022).
70.	Se f.eks. Torkil Bang, “6.488 underskrifter til Folketingets Videnskabsudvalg”, CBS-Observer (2008).
71.	Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 118–19.
72.	Se også Sørensen, Går på universitetet, 347.
73.	Se f.eks. Ditlev Tamm, De klogeste og de skarpeste: historien om Carlsbergfondet, bryggeriet og vores øl (København: Gyldendal, 2018).
74.	Se også Quirin Schiermeier, “Sacking of prominent geoscientist rocks community”, Nature, 5. december 2016.
75.	Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 311–17, og Sørensen, Går på universitetet, 227, 350–53.
76.	Se Ole Wæver et al., Ledelse & styring af danske universiteter – i international sammenligning, Hvidbog til Forskningspolitisk Årsmøde (Det Kongelige Danske Videnskabermes Selskab / The Royal Danish Academy of Sciences and Letters, 2021).
77.	Se f.eks. Jeppe Dyre, “Faglig nedtur”, Politiken, 7. januar 2003, Se også kap. 1 i min Sørensen, Går på universitetet.
78.	Se f.eks. “Ohne Kapitalismuskritik keine Sozialdemokratie. Über kritische Theorie, Ideologiekritik und die Notwendigkeit von Kritik”, Zeitschrift für kritische Theorie 28, nr. 54/55 (2022), og “Critical theory, immanent critique and neo-liberalism. Reply to critique raised in Copenhagen”, Philosophy & Social Criticism 48, nr. 2 (2022).
79.	Se f.eks. “Uden uddannelse ingen frigørelse. Velkommen til Pædagogisk filosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 14. november 2023.
80.	En stor tak til redaktørerne af særnummeret af tidsskriftet Journal of Praxis in Higher Education om “What is academic citizenship?”, som i marts 2022 efter en paneldebat arrangeret af HEPP (Higher Education Policy and Practice) inviterede mig til at bidrage til det nævnte særnummer. En stor tak også for nyttige kommentarer til en meget tidlig version på engelsk til Daniel Gamper Sachse, David Martinez, Sally Andersen, Stavros Moutsios og Thomas Aastrup Rømer. Tak endelig også til de to anonyme reviewere for kommentarer til en senere version på engelsk, som nævnte redaktion leverede. Efter review og revision blev resultatet den engelske udgave af nærværende artikel, der imidlertid helt overraskende blev afvist af redaktionen i sommeren 2023. Særnummeret med de accepterede artikler er netop nu i marts 2024 udkommet i nævnte tidsskrifts vol. 6, nr. 2 (2024). Dem ser jeg frem til at se nærmere på, når lejlighed byder sig.

Hvad er aka­de­misk bor­ger­skab?

Hvor­for er aka­de­misk bor­ger­skab nød­ven­digt?

Hvad er udfor­drin­ger­ne ved at insti­tu­tio­na­li­se­re aka­de­misk bor­ger­skab?

Hvad med aka­de­misk bor­ger­skab, når ret­tig­he­der og fri­he­der er få?

Kon­klu­sion: Hvad kan der gøres?

Hvad er akademisk borgerskab?

Hvorfor er akademisk borgerskab nødvendigt?

Hvad er udfordringerne ved at institutionalisere akademisk borgerskab?

Hvad med akademisk borgerskab, når rettigheder og friheder er få?

Konklusion: Hvad kan der gøres?