Aktivistisk forskning Arkiv

Akademisk borgerskab er afgørende for videnskab og uddannelse

Asger Sørensen · 11. apr. 2024

At arbejde i en postmoderne universitetskoncern er ikke for sarte sjæle. Som forskningsansatte på danske universiteter i dag oplever vi ikke kun strategisk beslutningstagning med få begrænsninger og uden for vores indflydelse; når forskere har kritiseret deres universitet, har vi også grund til at mistænke ledelsen for overlagt udvælgelse af disse forskere til afskedigelse. Denne konklusion var i hvert fald nærliggende, da Aarhus Universitet ved udgangen af 2022 udvalgte kritiske universitetsforskere til fyring.¹Se Heine Andersen et al., “Professorer og lektorer: Ledelsen af DPU vil fyre sine kritikere”, Politiken, 5. december 2022. Se også f.eks. Espen Løkeland-Stai, “Fikk varsel om oppsigelse etter 14 år. Mener det er ideologisk motivert”, Khrono, 2. december 2022 og “Akademikeropprop mot oppsigelser: — Forsterker et … Continue reading På de offentlige universiteter i Danmark – og i hyggens og tillidens land betyder det alle universiteter – har der tilsyneladende sneget sig noget råddent ind.²Se f.eks. Editorial, “Corporate culture spreads to Scandinavian institutes”, Nature, 15. december 2016. Se også Claus Baggersgaard, “Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark”, Forskerforum, nr. 325–26 (2019). To årtier er der gået efter ledelsesrevolutionen på de danske universiteter,³Se f.eks. Jens Erik Kristensen, Hanne Nørreklit & Morten Raffnsøe-Møller (red.), University performance management: the silent managerial revolution at Danish universities (København: DJØF, 2011). og de hidtidige erfaringer giver os – de forskningsansatte – god grund til at frygte for vores akademiske frihed og stillinger.⁴Se f.eks. Asger Sørensen, Går på universitetet. Skrapbog fra omvæltningerne (Frederiksberg: Filosofisk Rådgivning & Books on Demand, 2020).

Det er inden for denne ret dystre lokale horisont, at jeg vil overveje det mulige indhold af idéen om akademisk borgerskab og dens mulige fremtid i den neoliberale postmodernitet. I andre arbejder har jeg diskuteret denne sidstnævnte tilstand mere generelt.⁵Se f.eks. Asger Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University: New Public Management and Conflicting Normative Ideas. A Danish Case”, Journal of Educational Controversy 10, nr. 1, art. 6 (2015), især sect. IV, og Asger Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics (Dialectics, … Continue reading I dette arbejde vil mit fokus være på fire specifikke spørgsmål i en dansk kontekst:

Hvad er akademisk borgerskab?
Hvorfor er det nødvendigt?
Hvad er udfordringerne ved dets institutionalisering?
Hvad med akademisk borgerskab, når rettigheder og friheder er få?

Som jeg har argumenteret for andetsteds, minder den ide om universitetet, der forfølges i den globale periferi, os om den sociale betydning af videnskab og uddannelse.⁶Se “Social Ethos and Political Mission. University on the Margins”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019). Alligevel er det de ideer om universitetet, der er udviklet i de privilegerede centre, der bedst demonstrerer universitetets eksistensberettigelse, nemlig den videnskabelige forskning. Som jeg også har argumenteret for, kræver stræben efter sandhed og viden republikansk styre af universitetet,⁷Se “Truth in Education and Science. The Central Idea of the University”, Eco-ethica 8 (2019). og det er i forlængelse af denne påstand, at jeg her vil diskutere og forsvare ideen om akademisk borgerskab. På dansk taler man i dag om både borgerskab, medborgerskab og statsborgerskab.⁸Se f.eks. Ove Korsgaard, “Medborgerskab – hvad er nu det?”, i Medborgerskab – et nyt dannelsesideal?, red. Ove Korsgaard, Lakshmi Sigurdsson & Keld Skovmand (Frederiksberg: Religionspædagogisk Forlag, 2007), 17–19. Da jeg i nærværende argumentation især understreger betydningen af juridiske, politiske og økonomiske aspekter, har jeg valgt at argumentere i termer af akademisk borgerskab snarere end medborgerskab. Påstanden er således, at ideen om akademisk borgerskab først og fremmest bør implicere et forsvar for grundlæggende borgerlige rettigheder og friheder.

Hvad er akademisk borgerskab?

At spørge begrebsligt, hvad noget er, indebærer at spørge, hvad det bør være.⁹Se f.eks. Herbert Marcuse, One-Dimensional Man. Studies in the Ideology of Advanced Industrial Society (Boston: Beacon Press, 1968), 133. Se også Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique, kap. 7. At normativitet antydes af et sådant spørgsmål gælder også i forhold til akademisk borgerskab. Af de to komponenter refererer den første, “akademisk” til noget ret ligetil. Vi har at gøre med en afgrænsning, der definerer det specielle samfund, der kan gøre krav på retten til akademisk frihed, nemlig den privilegerede elite, som det større samfund har fået betroet myndigheden til at træffe afgørelser i spørgsmål vedrørende videnskab og videregående uddannelse. I de fleste lande gælder akademisk frihed og borgerskab således for de mennesker, der er en del af et universitet, det vil sige akademisk ansatte og studerende.

Når man vender sig mod den anden komponent, “borgerskab”, giver denne introduktion allerede nogle indikationer på, hvad der er væsentligt. At være borger betyder, at man er en del af et samfund, hvor man har bestemte rettigheder og pligter. Som borger i en nationalstat er du medlem af et samfund og en stat med en bestemt form for styre.¹⁰Se f.eks. Andrew Heywood, Politics (Basingstoke: Palgrave, 1997), 396–97. Her er borgerret statsborgerret, som i denne forstand typisk anses for en meget grundlæggende ret, som kun kan annulleres i en retssag efter behørig sagsbehandling.¹¹Se f.eks. Patti Tamara Lenard, “Democracies and the Power to Revoke Citizenship”, Ethics & International Affairs 30, nr. 1 (2016). Artikel 15 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 siger, at “enhver har ret til en nationalitet”, og når en sådan er erhvervet, er det en ret, som i nogle stater, f.eks. Argentina, anses for at være umistelig. Argentinsk statsborgerskab kan således kun i meget særlige undtagelsestilfælde frasiges eller annulleres.¹²Se f.eks. Linda Bosniak, “Citizenship Denationalized”, Indiana Journal of Global Legal Studies 7, nr. 2 (2000). Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved den her antagne forbindelse mellem nation og borgerskab, men som jeg vil komme ind på nedenfor, ændrer det ikke på, at borgerskab og borgerret er privilegier, der gives til nogle og ikke til andre.

Forskellige aspekter og rettigheder ved borgerskab er blevet anerkendt af universiteter op gennem historien. På Københavns Universitet i 1600-tallet gav akademisk borgerskab således professorer og studerende eksklusiv adgang til den vigtigste universitetsinstitution, nemlig biblioteket.¹³Se Jørgen Thorning Sørensen, “Bibliotheca Universitatis Hafniensis. Nogle randbemærkninger på falderebet”, 11, nr. 1 (1996), 12. Interessant nok blev det i processen med at udvikle oplysningsmonarkiet i 1800-tallets prædemokratiske Danmark argumenteret for, at akademisk borgerskab burde indebære særligt privilegerede borgerrettigheder med hensyn til valgbarhed og stemmeret i samfundet generelt.¹⁴Se Povl Bagge, “Akademikerne i dansk politik i det 19. århundrede. Nogle synspunkter”, Historisk Tidsskrift 12, nr. 4 (1969–70), 434–37. Endnu i 1962, ved immatrikuleringen som studerende på Aarhus Universitet, husker Hans Fink, hvordan han fik et formelt brev på latin til bevidnelse af det erhvervede borgerskab i den akademiske republik.¹⁵Se f.eks. Hans Fink, “Om dannelse på et forskningsuniversitet,” i Dannelse på universitetet : fordringer og udfordringer, red. Steen Nepper Larsen & Jens Raahauge (Brønderslev: SOPHIA, 2017), 12.

Stadig i det nuværende århundrede havde danske universitetsstuderende ret til at fortsætte deres studier, så længe de ville, hvis blot de hvert år fornyede deres ID-kort til universitetet. Da forelæsninger var – og i princippet stadig er – åbne for offentligheden, indebar dette at have fået akademisk borgerskab i denne forstand den ekstra livsvarige ret til at studere, nemlig retten til ikke blot at lytte til forelæsninger, men også at bruge universitetets biblioteker og blive eksamineret med henblik på erhvervelse af en universitetsgrad. I Danmark affødte det den meget foragtede idé om “evighedsstuderende”, men det var først inden for de seneste årtier, at danske universiteter begyndte at eksmatrikulere studerende,¹⁶Se f.eks. Helle Lausen, “Nyt tiltag: Ud af specialesumpen og bliv Bliv-Færdig-Studerende i stedet!”, RUCNyt. Information og debat fra Roskilde Universitet, nr. 6 (2010). og det var først efter vedtagelsen af den såkaldte Fremdriftsreform i 2013, at universitetet fik udvidet lovhjemmel til at fratage studerende deres akademiske borgerskab.

Man kan også betragte den institution for akademisk ansættelse, der udviklede sig på mange universiteter i det 20. århundrede – altså den såkaldte tenure – som udtryk for akademisk borgerskab, nemlig i den forstand, at man som forskningsansat erhverver visse umistelige rettigheder som borger i en bestemt akademisk republik, der kun kan annulleres efter retslig behandling. At være fastansat og akademisk borger indebærer således en vis ret til, eller form for ejerskab af, den stilling, man besidder, hvilket betyder, at man ikke uden videre kan blive afskediget af universitetsledelsen. Internationalt har vi i dag anbefalingerne fra FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO),¹⁷Se UNESCO, Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel (Paris, France, 1997). Se også Heine Andersen, “Indledning – Hvad er forskningsfrihed?”, i Forskningsfrihed. Hvad med juraen?, red. Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen & Morten Rosenmeier (København: DJØF forlag, 2022), 20. der anerkender akademiske borgerrettigheder i denne forstand, først og fremmest retten til en omfattende akademisk frihed. Det indebærer ret til udvidet sikkerhed i ansættelsen (§ 43), samt universitetspersonales ret til at deltage i kollegial beslutningstagning og til at vælge flertallet af repræsentanter i de styrende organer (§ 31, 32). Rettigheder indebærer pligter, vigtigst af alt pligten til at bruge “denne frihed på en måde, der er i overensstemmelse med den videnskabelige forpligtelse til at basere forskning på en ærlig søgen efter sandhed” (§ 33).

I nogle lande er ansættelsessikkerheden for universitetets videnskabeligt ansatte sikret ved at give dem sikkerhed som offentlige embedspersoner i stedet gøre det til noget specifikt for universitetsansatte. Ikke desto mindre er det ikke kun en metafor at tale om akademisk borgerskab på et universitet. Universitetet har lige fra dets fødsel i middelalderens Europa under den universelle katolske kirkes overhøjhed været tilstået den form for politisk, økonomisk og juridisk suverænitet, som normalt forbindes med samfund og stater. I århundreder havde nogle universiteter omfattende ejendomsbesiddelser, der sikrede deres økonomiske uafhængighed, og nogle universiteter havde også deres egen jurisdiktion, herunder autoriteten til at arrestere, fængsle og retsforfølge akademiske borgere i henhold til universitetets egne statutter.¹⁸Se f.eks. “History of the University”, University of Copenhagen. Autonomi i denne politiske forstand afspejles i UNESCO-anbefalingerne, og stadig i mange lande er universitetets autonomi et nøglespørgsmål for både ansatte og studerende. I den spansktalende verden sætter universiteter således en ære i at inkludere “autonom” i deres navn,¹⁹Se f.eks. José Luis Trueba Lara, “Historia”, i UNAM. Ciudad Universitaria y antiguo barrio del Centro Histórico, red. Enrique Martínez Limón & Gran Guía Turistica (México, D.F.: Santilliana, 2011), 20–21; se også Sørensen, “Social Ethos and Political Mission”, 119. og inspireret af diskussioner i denne verden nævner jeg ofte, at universitetet skal være institutionelt selvstændigt i forhold til kirke, stat og erhvervsliv.²⁰Se f.eks. “Social Ethos and Political Mission”, 115.

Internt afspejles den klassiske forfatningsmæssige idé om autonomi som selvlovgivning sig også i de styrende organer på universitetet, der stadig anvender termer opfundet i antikken af den romerske republik. I nogle lande kaldes den øverste forsamling på universitetet således for senatet, og ledere har navne som rektor eller dekan, altså rector eller decanus. En sådan leder vælges typisk af og blandt akademisk ansatte, og i nogle tilfælde også af studerende og teknisk-administrativt personale, som primus inter pares, altså som den første blandt lige eller blandt peers, som man ofte siger i dag. Dette princip om republikansk styre ved kvalificeret lighed bestemmer også universitetets klassiske organisering, nemlig opdelingen af helheden i dele, hvor man kan stole på, at peers kender til de diskuterede problemstillinger på hovedområderne, ofte kaldet fakulteterne. Derfor er teologi ideelt styret af teologi, jura af jura, medicin af medicin osv. De fleste beslutninger tages således med ansvar over for faglige peers, og de generelle akademiske prioriteter på universitetet, f.eks. forholdet mellem fakulteterne, henvises til at blive løst ved diskussion og afstemning i senatet. På et universitet bestemmer forfatningen eller vedtægterne ideelt set, at den akademiske borgers rettigheder og pligter er betinget af viden, videnskab og uddannelse. Det ideelle republikanske universitet er således meritokratisk snarere end demokratisk.

Hvorfor er akademisk borgerskab nødvendigt?

I den generelle diskussion om borgerskab har Will Kymlicka bemærket en udvikling fra diskussioner om rettigheder – civile, politiske og sociale – til diskussioner om pligter, dyder og høfligheder.²¹Se f.eks. Will Kymlicka, Contemporary Political Philosophy. An Introduction, 2. udgave (Oxford: Oxford University Press, 2002), 287–88. En tilsvarende sondring kan også bemærkes i diskussioner af akademisk borgerskab. Snarere end på rettigheder kan vægten lægges på dyder og pligter, f.eks. dyden ved kollegialitet og samfundstjeneste, eller pligten til at deltage i både de lokale institutioner og det globale samfund, førstnævnte ved at indgå i udvalg og påtage sig forskellige kollegiale og institutionelle opgaver, sidstnævnte ved at udføre forskellige former for peer-reviews og evalueringer.²²Se f.eks. Bruce Macfarlane, The Academic Citizen: The Virtue of Service in University Life (New York: Routledge, 2006); Andrew Peterson, “Academic Citizenship, Service and the Cherishing of Community”, i Higher Education and Love: Institutional, Pedagogical and Personal Trajectories, red. Victoria de Rijke, Andrew … Continue reading

I nogle tilfælde anerkendes det, at rettigheder, eller retten til at have rettigheder, udgør et nødvendigt udgangspunkt for diskussionen om borgerskab, og at akademikere i stigende grad fratages rettigheder på universiteterne, men alligevel kan argumentet så være, at den afgørende ved inddragelse i beslutningsprocessen er anerkendelse og respekt, og at det, der bør diskuteres, snarere end rettigheder er andethed og sårbarhed.²³Se f.eks. Nuraan Davids, “Professing the vulnerabilities of academic citizenship”, Ethics and education 17, nr. 1 (2022), 2–4. I andre tilfælde ignoreres rettigheder og politik fuldstændigt.²⁴Se f.eks. Rikke Toft Nørgård & Søren Smedegaard Ernst Bengtsen, “Academic citizenship beyond the campus: a call for the placeful university”, Higher education research and development 35, nr. 1 (2016). Men selvom det ikke altid er tilfældet, kan der noteres en generel forskydning af diskussionen fra spørgsmål om stat, politik og lov til spørgsmål om civilsamfundet og individuel moral,²⁵Se også Joclarisse Albia & Ming Cheng, “Re-examining and developing the notion of academic citizenship: A critical literature review”, Higher education quarterly (2023). og som jeg ser det, er den ideologiske funktion af en sådan forskydning, at afgørende spørgsmål om magt og økonomi bliver mindre synlige.

Som jeg argumenterer, har vi med erfaringerne fra Danmark imidlertid ikke råd til at ignorere de materielle aspekter af akademisk borgerskab og autonomi. Uden den sikkerhed, som statslig beskyttelse af det akademiske borgerskabs rettigheder og friheder kan give, er udsigterne for videnskab og videregående uddannelse i den kapitalistiske modernitet ringe. Det var af denne grund, at den førende danske autoritet med hensyn til akademisk frihed, professor Heine Andersen, gav sin videnskabelige monografi om Forskningsfrihed – den eneste på dansk – undertitlen Ideal og Virkelighed.²⁶Se Heine Andersen, Forskningsfrihed: idealer og virkelighed (København: Hans Reitzel, 2017), 9–10.

De grundlæggende ideer bag kravet om universitetsautonomi og akademisk borgerskab er blevet diskuteret af filosoffer i århundreder. En af idéerne er, at magt og viden på en eller anden måde har det skidt med hinanden. Fra Platon over Kant til Foucault er der blevet vakt mistanke med hensyn til det, der nu ofte er kendt som magt-viden-nexus’en.²⁷Se f.eks. Anton-Hermann Chroust, “Aristotle’s Criticism of Plato’s ‘Philosopher King’ ”, Rheinisches Museum für Philologie 111, nr. 1 (1968); Georg Cavallar, “Kant’s Judgment on Frederick’s Enlightened Absolutism”, History of Political Thought 14, nr. 1 (1993); Tom Keenan, “The ‘Paradox’ of Knowledge … Continue reading Problemer i forholdet mellem viden og magt er således blevet anerkendt på både subjekt- og objektsiden, både med hensyn til den erkendende og det erkendte, og både vedrørende den skyldige aktør og offeret. Når vidensproduktion, eller mere korrekt, når stræben efter at opnå sandheden i en sag anerkendes som den ultimative eksistensberettigelse for universitetsstudier og ‑forskning, så er, som jeg har argumenteret andetsteds,²⁸Se Sørensen, “Truth in Education and Science”. såvel ønsket om magt som frygten for den ikke bare kontraproduktive, men direkte skadelige for selve formålet med universitetets videnskab og uddannelse.

Problemet har mindst to aspekter. Da virkeligheden er kompleks og nærmest uendelig, vil det typisk kræve en langsigtet vedvarende og dedikeret indsats at tyde virkelighedens dybder og afsløre dens hemmeligheder. Mennesker er imidlertid kun begrænsede værender, og hvis de, der er aktivt involveret i erkendelsesprocessen, bliver distraheret af andre interesser, falder sandsynligheden for succes. For at sige det enkelt: Hvis magt, ære eller rigdom bliver de primært efterstræbte mål, vil sandhed og viden blive tildelt mindre opmærksomhed. Eller alternativt, hvis en akademisk uenighed bliver en fejde, og den ene side skal frygte for ikke bare at tage fejl og miste sit akademiske omdømme, men også for det daglige brød – altså hvis den tabende side af en forskerfejde skal frygte at blive fyret, som vi oplever det nu om dage i Danmark – så bliver den principielle kamp for en sags sandhed også mindre interessant at forfølge for de pågældende forskere. Det er velkendt og endda anerkendt metodisk i journalistik, historie og jura, at man ikke altid kan stole på, at en person med egeninteresser i en sag også fortæller sandheden om denne sag, og frygt og begær er de mest akutte afspejlinger af sådanne særinteresser.

Hvad er udfordringerne ved at institutionalisere akademisk borgerskab?

Generelt udfordres ethvert republikansk styre af individer, der giver efter for ønsker, ambitioner, magt, frygt osv. I århundreder, og især i løbet af de sidste to århundreder, har universiteter over hele verden som særlige lærde republikker derfor udviklet forskellige former for checks and balances i deres styre for at beskytte institutionelt integriteten af videnskab og højere uddannelse mod disse velkendte trusler for jagten på sandheden. På nogle universiteter opfordrer vedtægterne således videnskabeligt ansatte og studerende til at udvikle en kultur med henvisning til rettigheder, pligter og dyder af den type, der er anerkendt i UNESCOs anbefalinger nævnt ovenfor. Derudover har vi siden midten af det 20. århundrede takket være Robert K. Merton anerkendt et sæt funktionelle normer for videnskab generelt samlet under overskriften CUDOS, dvs. kommunisme med hensyn til ejerskab af viden, universalitet som en standard for gyldighed, uegennyttighed som videnskabsmandens nødvendige holdning, og organiseret skepsis er et middel til at holde alle de uberettigede meninger om aktuelle sager på afstand.²⁹Se Robert K. Merton, “Science and Technology in a Democratic Order”, Journal of Legal and Political Sociology 1 (1942).

Men ligesom uden for universitetet er politik en vanskelig kunst, og som jeg har nævnt i det foregående afsnit, uden ordentlige institutionelle foranstaltninger til at opretholde rettigheder, pligter, dyder og normer, kan videregående uddannelse og videnskab forfalde til en meget sørgelig tilstand. Selvom videnskabsfilosofi og videnskabsteori har en tendens til at fokusere på viden uden megen kontekst, har der på det seneste været en vis filosofisk interesse i at diskutere de særlige institutionelle forhold i styret af videnskab og videregående uddannelse,³⁰Se f.eks. I.C. Jarvie, “Science in a Democratic Republic”, Philosophy of Science 68, nr. 4 (2001). og jeg har også selv givet emnet en vis opmærksomhed, idet jeg har argumenteret for at institutionalisere velafprøvede republikanske principper og procedurer i styring af videnskab og videregående uddannelse.³¹Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.

Traditionelt er borgerskab i den akademiske republik, og dermed en form for valgret og valgbarhed, kun blevet givet til dem, der allerede har demonstreret et vist talent og erhvervet interesse for videnskab og uddannelse. Det demonstreres også i dag, når man vil ind på universitetet, hvor kommende studerende skal leve op til visse kriterier for at blive immatrikuleret, i Danmark f.eks. en studentereksamen, nogle gange med et vist niveau på karaktererne eller med en ekstra adgangsprøve, som det er almindeligt i mange lande.

Selvfølgelig kan sådanne talenter og interesser siges at afspejle sociale, kulturelle og politiske privilegier,³²Se f.eks. Jürgen Habermas, “Pädagogischer ‘Optimismus’ vor Gericht einer pessimistischen Anthropologie (1961)”, i Habermas, Kleine politische Schriften (I‑IV) (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1981), 78–80; se også Asger Sørensen, “From Critique of Ideology to Politics: Habermas on Bildung”, Ethics and … Continue reading men sådanne faktuelle skævheder mht. adgangskriterier ophæver ikke den grundlæggende skelnen mellem sandhed og falskhed. På det seneste har Michael Sandel dog på en mere principiel måde sat spørgsmålstegn ved den meritokratiske logik. Normalt ville svaret på de nævnte privilegier være at udvide chanceligheden til alle samfundslag i henhold til idealer om liberalt eller socialt demokrati, og dermed forsøge at kompensere for kendte samfundsmæssige uretfærdigheder. Som Sandel hævder, resulterer denne idé om meritokrati imidlertid kun i arrogance for dem, der lykkes, og for dem, der fejler, en øget følelse af mindreværd. Ved at give alle eneansvaret for deres eget liv og karrieremuligheder, bliver meritokrati til tyranni ved at underminere fællesskabsfølelse og social solidaritet.³³Se f.eks. Michael J. Sandel, The tyranny of merit: what’s become of the common good? (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2020), 59 ff. (kap. 3).

Ud over problemerne med at blive en del af den akademiske republik, er der også grund til at overveje den tendens til lukning og beskyttelse af privilegier, som typisk udvises af grupper af mennesker, uanset hvordan de er organiseret.³⁴Se f.eks. Raymond Murphy, “The Struggle for Scholarly Recognition: The Development of the Closure Problematic in Sociology”, Theory and Society 12, nr. 5 (1983) og “The Structure of Closure: A Critique and Development of the Theories of Weber, Collins, and Parkin”, The British Journal of Sociology 35, nr. 4 (1984). Naturligvis relaterer privilegium sig til økonomi. En republik er imidlertid først og fremmest en styreform, der privilegerer sine borgere kollektivt ved at give hver af dem omfattende rettigheder til lige hensyn, dvs. politiske rettigheder og friheder, som ikke kan forventes i monarkier eller aristokratier, uanset hvor oplyste de påstås at være.³⁵Se f.eks. Andrés de Fransisco, “Republicanismo”, i Razones públicas: una introducción a la filosofía política, red. Iñigo González Ricoy & Jahel Queralt Lange (Barcelona: Ariel, 2021), 140. Det betyder dog også, at republikker, uanset hvor demokratiske de er, eller måske i virkeligheden jo mere demokratiske de er, har noget vigtigt at beskytte og forsvare for deres borgere, nemlig deres borgerrettigheder, og dermed får de en tendens til lukning.³⁶Se f.eks. Paulina Ochoa Espejo, “Paradoxes of Popular Sovereignty: A View from Spanish America”, The Journal of Politics 74, nr. 4 (2012).

Både studerende og videnskabeligt ansatte er genstand for løbende eksamination mht. sandheden af de sager, som de fremstiller. Det er den måde, videnskab og uddannelse fungerer på. På den ene side er kravet om eksamination et formelt adgangskriterium, der bidrager til at konsolidere lukningen, sikre fortsatte privilegier og dermed bevirke forskellige grader af udelukkelse. Men på den anden side er eksamination også præcis det modsatte, nemlig en måde at modvirke de lokale tilfældigheder mht. lukning og den mulige korruption af akademisk autoritet og degeneration af videnskab og uddannelse. Som Habermas fortæller historien i en boganmeldelse, var dette sidste, hvad der skete i Nazi-Tyskland.³⁷Se f.eks. Jürgen Habermas, “Die deutschen Mandarine,” in Habermas, Philosophisch-politische Profile (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1971). Eksamination fjerner ikke disse trusler – da ingen kan kontrollere, hvad der foregår i hinandens hoveder, kan intet endeligt gøre op med disse trusler – men at skulle objektivere og demonstrere visse kundskaber og færdigheder for andre, og at involvere ekstern censur fra andre institutioner, nogle gange endda fra andre lande, gør eksamination til et middel til muligvis at overskride den lokale dagsorden og give adgang til udefrakommende. Retten til en så streng og objektiv eksamen som muligt er derfor en vigtig ret for en akademisk borger, der ikke blot accepterer etablerede lokale akademiske tilfældigheder og hierarkier.

At man som studerende forfølger en karriere som akademisk borger betyder således at underkaste sig en næsten uendelig række af eksaminer, først af kendte og ukendte autoriteter og senere af kendte og ukendte fagfæller inden for ens fagområde, herunder de peer-reviews, der kræves for at præsentere akademisk arbejde og udgive det i de rigtige fora. Med en sådan løbende proces er der grund til at tro på, at resultatet af processen, altså udvælgelsen af videnskabeligt ansatte til universitetet, bliver det bedst mulige inden for vores ikke-ideelle akademiske virkelighed.³⁸Se f.eks. David Pontille & Didier Torny, “From Manuscript Evaluation to Article Valuation: The Changing Technologies of Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015). Eksamination og peer-review kan siges at være de nødvendige forudsætninger for videnskabelig sandhed. Selvfølgelig udgør de ikke en tilstrækkelige betingelse, og konkret skal redaktører f.eks. altid bedømme kvaliteten af fagfællesbedømmelserne;³⁹Se f.eks. Stefan Hirschauer, “How Editors Decide. Oral Communication in Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015). men da jeg kun har meget lidt tiltro til guddommelig åbenbaring, har jeg svært ved at se noget bedre alternativ i den virkelige verden, i det mindste hvis stræben efter sandheden i en sag er det, vi beskæftiger os med.

Akademisk borgerskab indebærer således institutionalisering af visse politiske friheder, rettigheder og normer, og udover de formelle adgangskriterier også anerkendelsen af visse etiske pligter og dyder. Sidstnævnte er naturligvis relateret til hele virksomhedens kernesag, nemlig den ubønhørlige jagt på sandheden i en sag, og som jeg har argumenteret for andetsteds, så er sandheden kernespørgsmålet for videnskab.⁴⁰Se Sørensen, “Truth in Education and Science”. Problemet er, at hvis det republikanske styre svækkes, så afhænger overholdelsen af disse dyder og pligter kun af individuelle kvaliteter som nysgerrighed, mod og karakter, som foreslået af f.eks. Karl Jaspers,⁴¹Se Karl Jaspers & Kurt Rossmann, Die Idee der Universität. Für die gegenwärtige Situation (Berlin: Springer, 1961), 12; se også Sørensen, “Truth in Education and Science”, 223–25. og når frygt og begær styrer institutionen snarere end republikanske principper, så er korruption svær at modstå.

Hvad med akademisk borgerskab, når rettigheder og friheder er få?

Selv når det lykkes at styre videnskaben republikansk, vil procedurerne for videnskab og uddannelse sandsynligvis ikke fremme hyggen blandt akademiske borgere, for nu at bruge det berømte danske udtryk, der også har fået international udbredelse.⁴²Se f.eks. Meik Viking, The Little Book of Hygge: The Danish Way to Live Well (Penguin Books, 2016). Som Karl R. Popper har bemærket, så indebærer den rationelle vej til objektivitet godt nok åbenhed, men også et såkaldt “venligt-fjendtligt samarbejde.”⁴³Karl R. Popper, The Open Society and Its Enemies, Princeton Classics 119 (Princeton: Princeton University Press, 1994), 424. Videnskaben skaber således en vis kultur af gensidig skepsis i forhold til et hvilket som helst udsagn, men faktisk sætter nogle akademikere – inklusive mig selv – pris på denne kultur.

I Danmark er det de færreste uden for universiteterne, der virkelig interesserer sig for sådanne spørgsmål. Selvom det sker, at præsidenter for nutidige nationalstater roser akademisk frihed, som f.eks. Danilo Türk gjorde, da han var præsident for Slovenien,⁴⁴Se f.eks. Danilo Türk, “The Purpose of Academic Freedom Today”, i Past, Present and Furture of the Magna Charta Universitatum, red. Observatory for Fundamental University Values and Rights (Bologna: Bononia University Press, 2009). så bliver universitetsakademikere ofte mistænkt for arrogance,⁴⁵Se f.eks. Dennis Nørmark, “Når de andre føles dummere end dig”, Akademikerbladet.dk (Magisterbladet), nr. 2 (2018). ligesom de mistænkes for at beskytte magt og privilegier snarere end at være tillidsmænd for videnskab og uddannelse. I et lighedsorienteret demokrati af den danske type afhænger uddannelse snarere af merit end af økonomi eller afstamning, og af den grund er universitetsuddannelse blevet en legitim forudsætning for magt.⁴⁶Se f.eks. Christoph Ellersgaard, Anton Grau Larsen & Markus Bernsen, Magteliten: hvordan 423 danskere styrer landet (København: Politiken, 2015), 135–36. Samtidig synes modviljen mod den kulturelle og akademiske elite at være dybt forankret i populærkulturen.⁴⁷Se f.eks. Ellersgaard, Larsen & Bernsen, Magteliten, 162–64. Pia Fris Laneth, “Elitens arrogante fejltagelse”, Information (2004). Det er endda blevet hævdet af et socialdemokratisk folketingsmedlem, som også har været medlem af forskellige danske regeringer og selv har en universitetsuddannelse, at de lærde og kreative klassers tyranni skaber ulighed og er en trussel mod velfærdssamfundet.⁴⁸Se Kaare Dybvad Bek, De lærdes tyranni: hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund (København: People’s Press, 2017). Den folkelige mistillid til akademikere afspejles således på regeringsniveau, og den er også kommet til udtryk i forskellige beslutninger af Folketingets flertal.⁴⁹Se f.eks. Jakob Slyngborg Trolle, “Flertal vil holde universiteterne i ørerne: ‘Jeg har ingen tillid til kønsforskning’ ”, DR.dk (2021).

Bekymrende er også, at relativisme og subjektivisme vedrørende viden forsvares ideologisk i offentligheden,⁵⁰Se f.eks. Kasper Støvring, “Et forsvar for kulturrelativismen”, Berlingske.dk (2011) og “Forsvar for populisme, postmodernisme og relativisme”, Berlingske.dk (2014). nemlig fordi der så er endnu mindre grund til at stole på, at universitetets akademiske eksperter ved, hvordan de styrer deres egne privilegerede og tilsyneladende ret esoteriske anliggender. Hvis der ikke er nogen objektive standarder for viden, hvis sandhed blot er mening og magt, kan det forventes, at akademikere blot udtrykker deres private meninger som alle andre og ikke er faglige autoriteter, man kan stole på i spørgsmål af fælles interesse. Tværtimod bør fælles interesse så overlades til vores demokratisk valgte nationale institutioner, som så kan kontrollere vidensinstitutioner med magt og penge ligesom resten af samfundets institutioner.

Denne form for relativistiske diskurser har siden antikken været kendt for at underminere respekten for enhver autoritet, herunder akademisk autoritet, og når den i dag suppleres med påståede alternative autoriteter, kan den f.eks. bruges strategisk af erhvervslivet til at betvivle forskningsresultater og dermed hindre lovgivning, der sigter på at modvirke f.eks. sundheds- og miljørisici.⁵¹Se f.eks. Naomi Oreskes & Erik M. Conway, Merchants of doubt: how a handful of scientists obscured the truth on issues from tobacco smoke to global warming (London: Bloomsbury, 2012). I slutningen af det 20. århundrede blev danske universiteter og deres akademiske ansatte også udsat for sådanne diskursive mistænkeliggørelser,⁵²Se f.eks. Peter Maskell & Hans Siggaard Jensen (red.), Universiteter for fremtiden: universiteterne og videnssamfundet (Frederiksberg: Rektorkollegiet & Samfundslitteratur, 2001). og resultatet var en radikal ændring af universitetsloven i 2003, der erstattede det traditionelle republikanske selvstyre med et autoritært ledelseshierarki.⁵³Se f.eks. Søren S. E. Bengtsen, Sune Frølund & Asger Sørensen, “Revisiting the Idea of the University. Introduction”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019), sect. 1. Universitetsbestyrelserne skulle ifølge den nye lov have et eksternt flertal, blandt hvilke universitetets formand skal vælges (Universitetsloven, 2003, § 12.1). Bestyrelsen udpegede rektor, som herefter kunne indstille til bestyrelsen at ansætte supplerende ledere (2003, § 14.3). I den seneste ændring udgave af loven træffer rektor nu efter høring af bestyrelsen afgørelse efter eget skøn, når det gælder organiseringen af universitetet (2019, § 14.7).⁵⁴Se også Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University”. Derfor er der i loven ikke længere omtaler af dekaner eller fakulteter.

Som konsekvens heraf har universiteters bestyrelsesforpersoner i dag typisk ingen erfaring som universitetsansatte forskere, og universitetsledere på alle niveauer kan have meget ringe erfaring med at underkaste sig løbende akademisk eksamen af peers. I takt med den øgede professionaliseringen af ledelsen vil vi således få et stigende antal universitetsledere på alle niveauer, som har begrænset praktisk erfaring med forskning og videregående uddannelse, men som alligevel står for den endelige udvælgelse af videnskabelige personale til ansættelse og fyring. Og i dag foregår disse to processer sideløbende, da der i Danmark ikke er nogen ansættelsessikkerhed, der begrænser ledelsens strategiske beslutningstagning. Det har ikke overraskende resulteret i en række dramatiske sager, der har nået avisoverskrifterne,⁵⁵Se Linda Maria Koldau, Jante Universitet: episoder fra livet bag murene, bd. 1–3 (Hamburg: Verlag Tredition, 2013); Asger Sørensen, “Koldau mellem Humboldt og Diderot – en kamp på, om og for universitetet”, Kritik 47, nr. 212 (2014); Jens Frøslev Christensen, Oprøret på CBS: forandring, ledelse og modstand i en … Continue reading og som det er blevet dokumenteret i komparative internationale undersøgelser, så har akademiske rettigheder og friheder i Danmark meget ringe juridisk og institutionel opbakning.⁵⁶Se f.eks. Terence Karran, Klaus Beiter & Kwadwo Appiagyei-Atua, “Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach”, Policy Reviews in Higher Education 1, nr. 2 (2017); Terence Karran, “Academic Freedom in Europe: Reviewing UNESCO’s Recommendation”, British Journal of Educational Studies 57, nr. 2 … Continue reading

Som nævnt indledningsvis besluttede Aarhus Universitet (AU) i 2022 at fyre en række universitetsforskere. Det foregik på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, også kendt som DPU, hvor jeg stadig er ansat. Efter en længere offentlig diskussion om de om planlagte nedskæringer fik seks videnskabeligt ansatte før jul et opsigelsesvarsel på mellem tre og seks måneder. Ledelsens bidrag til diskussionen frem til den endelige udvælgelse af, hvem der skulle afskediges, gav et fingerpeg om, hvor demoraliserede danske universiteter er i dag efter to årtiers autoritær ledelse. Som nævnt i indledningen, blev det i sidste ende svært at afvise den mistanke, at afskedigelserne slet ikke var økonomisk begrundede, men en bekvem undskyldning for at slippe af med kendte kritikere.

En af de afskedigede var således Thomas Aastrup Rømer, en meget produktiv forsker i pædagogisk filosofi og en kendt offentlig intellektuel i Danmark. Efter udgivelsen af en videnskabelig monografi i begyndelsen af 2022, der kritisk analyserede den dominerende uddannelsesideologi i Danmark, herunder den lokale universitetsledelse på DPU,⁵⁷Se Thomas Aastrup Rømer, Skolens formål. Dannelse, splittelse og uniformativering (Aarhus: Klim, 2022). forsøgte han under den flere måneder lange afskedigelsesproces – og inden han selv var blevet udvalgt – at afsløre de skjulte faktuelle og ideologiske lag i de ledelsesmæssige og økonomiske processer på AU.⁵⁸Se f.eks. “Aarhus Universitet angriber pædagogikken”, Politiken, 26. september 2022, og “AU’s svar på udflytningsreformen er et udtryk for konkurrencestatens ideologi – og et angreb på DPU”, Omnibus, 18. november 2022. Efter fyringen blev han tildelt en national ytringsfrihedspris for sit forsvar for demokrati og uddannelse,⁵⁹Se f.eks. Karen Ravn, “Thomas Aastrup Rømer får Trykkefrihedsselskabets pris for at stå vagt om dannelsen”, Folkeskolen.dk (2023). og han har netop selv publiceret sin version af forløbet.⁶⁰Se Thomas Aastrup Rømer, Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU (Aarhus: Klim, 2024). En anden af de seks afskedigede forskere var Stavros Moutsios, tidligere Marie Curie-stipendiat. Under afskedigelsesprocessen publicerede han i et internationalt peer-reviewed tidsskrift en meget kritisk analyse af den generelle situation på nutidige danske universiteter, i særdeleshed omfanget og konsekvenserne af de autoritære bureaukratiske systemer, og her anførte han en række eksempler fra AU.⁶¹Se Stavros Moutsios, “The bureaucratisation of the university: The case of Denmark”, Educational Philosophy and Theory 55, nr. 3 (2023).

Uden checks og balances viser universitetsledelsen fra tid til anden deres uhæmmede magt, og som det er blevet dokumenteret af flere undersøgelser gennem årene, er danske universitetsansatte generelt bange for at hæve deres stemme i forhold til ledelsen.⁶²Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Forskere holder mund af frygt for repressalier”, Forskerforum, nr. 323 (2019). Demoralisering siver derfor naturligt ned fra ledelse til ansatte. Da ledelseshierarkiet på AU og DPU demonstrerede deres konsekvente beslutsomhed i 2022, var svaret fra 31 videnskabeligt ansatte på DPU derfor en underskrevet erklæring til eksplicit støtte af ledelsen, der offentligt fordømte protesterne mod afskedigelserne af deres kolleger og afviste problemer med akademisk frihed.⁶³Se Jeppe Bundsgaard et al., “Kollega-modsvar i debatten om afskedigelser på DPU”, Folkeskolen.dk, 8. december 2022, og “Afskedigelser på DPU”, Folkeskolen 139, nr. 21/22 (2022). Og det burde ikke komme som en overraskelse. Når akademisk borgerskab nærmest er uden juridisk og institutionel anerkendelse, er der god grund til, at de akademiske borgere hylder ledelsen.

Heldigvis er en så åbenlys ledelsesopbakning stadig en undtagelse, men som det er blevet dokumenteret mange gange, er udfordringerne for det akademiske borgerskab reelle. Der er som nævnt meget ringe jobsikkerhed på de danske universiteter, og den demokratiske kultur er i voldsom tilbagegang, som det for nylig blev rapporteret af en statslig styrelse.⁶⁴Se Danish Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven (Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2023). Efter en undersøgelse, der omfattede alle videnskabeligt ansatte på alle danske universiteter, bekræftede rapporten, at den danske universitetslov ikke giver nogen garanti for ansattes indflydelse på de danske universiteter, at den akademiske frihed er alvorligt truet, at frygten for ledelsesrepressalier er alarmerende høj, og hvis ikke ledelsen får ændret tingene til det bedre inden for tre til fem år, anbefales det, at loven ændres. Efter mere end tyve års erfaringer med den nuværende lov, så er der dog ikke megen grund til at forvente eller tro på, at ledelsen selv vil foretage det nødvendige.⁶⁵Se f.eks. Heine Andersen, “Konklusioner i ny DFIR-rapport om universitetsloven er varm luft”, Forskerforum.dk (2023). Ideelt set og i lyset af den triste virkelighed, som rapporten skildrer, bør arbejdet med at ændre loven startes med det samme.

Konklusion: Hvad kan der gøres?

Så hvad kan vi gøre som universitetsforskere og akademiske borgere, indtil denne ændring sker, det vil sige i en situation, hvor det at tilhøre et universitet ikke specifikke rettigheder eller friheder garanteret af staten? Et svar har været empiriske studier, der beskriver og dokumenterer universitetets deroute, nogle gange som en del af en generel kritik af kapitalisme, politik eller modernitet, hvilket typisk fritager specifikke aktører for ansvar.⁶⁶Se f.eks. Bob Jessop, “Varieties of academic capitalism and entrepreneurial universities”, Higher education 73, nr. 6 (2017), og Katja Brøgger, Lise Degn & Søren Smedegaard Bengtsen, “Danish University Governance and Reforms Since the Millennium: The Self-Governing University Between State and Institutions, the … Continue reading Et andet svar har været håbefulde og abstrakte spekulationer om universitetets fremtid.⁶⁷Se f.eks. Ronald Barnett, “Only connect: designing university futures”, Quality in Higher Education 29, nr. 1 (2023). I begge tilfælde er der tale om forholdsvis undvigende strategier, men tilsammen har de bidraget til at etablere studiet af universitetet og de videregående uddannelser som et voksende akademisk felt, hvor kritisk argumentation kan næres på forskellige måder. Konfronteret i Danmark med det autoritære universitetsstyre og den parlamentariske konsensus om forskningspolitik er det dog kun få forskere, der tør argumentere normativt for genetablering af den type akademiske borgerrettigheder og friheder, der stadig betragtes om helt selvfølgelige i de fleste civiliserede stater.

Selvom danske universiteter stadig er påpasselige med ikke direkte og åbenlyst at gribe ind, når nogle af de få kritikere hæver deres røst, gør sager som den seneste på AU naturligvis disse stemmer stadig færre, enten fordi de sættes ud af drift ved fyringer, eller fordi de som ansatte frygter repressalier. I dag efter to årtier med autokratisk universitetsledelse er de fleste vanlige kritikere af autoritære universitetsstrukturer emeriti, som om få år vil være forsvundet. Som Andersen, selv emeritus, konkluderede efter flere års dedikeret aktionsforskning, er fremtiden for akademisk frihed i Danmark dyster,⁶⁸Se Heine Andersen, “Forskningsfrihed – status og refleksioner efter et projekt?”, Dansk Sociologi 29, nr. 4 (2018), 90–92. og uden denne grundlæggende frihed har akademisk borgerskab ikke megen fremtid.

I et konstitutionelt demokrati som det danske kan man naturligvis rejse spørgsmål om akademisk borgerskab i den offentlige sfære i civilsamfundet, og det er også blevet gjort, dog med begrænset succes. De akademiske fagforeninger finansierer et månedsblad, Forskerforum, hvor journalister løbende rejser spørgsmål om akademisk borgerskab, men på trods af rigelig dokumentation for de problemer, videnskab og videregående uddannelse står over for, har kun marginale politikere fra tid til anden vist interesse for problemerne med akademiske borger- og frihedsrettigheder. Et par gange er problemerne blevet erkendt af de regeringsbærende politiske partier,⁶⁹Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Flere partier åbne for at se på en ændring af universitetsloven”, Forskerforum 25, nr. 7 (2022). men de akademiske spørgsmål, der diskuteres her, når sjældent højt op på den politiske dagsorden.

I 2008 blev en skarpt formuleret appel om ændring af universitetsloven fra 2003 med mere end 6000 underskrifter fra universitetsverdenen forelagt Folketingets forskningsudvalg,⁷⁰Se f.eks. Torkil Bang, “6.488 underskrifter til Folketingets Videnskabsudvalg”, CBS-Observer (2008). og resultatet blev en kommission, der så universitetsloven igennem. Som helhed ændrede de resulterende revisioner af loven dog, som Andersen ser det, ikke meget med hensyn til akademiske borgerrettigheder;⁷¹Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 118–19. man kan endda sige, at den autoritære model for universitetsledelse blev radikaliseret, da det var denne lovrevision, der slettede enhver omtale af ledelsesstrukturer under rektor (2011, §14).⁷²Se også Sørensen, Går på universitetet, 347. Som nævnt er modellen nu simpelthen, at rektor beslutter i samråd med bestyrelsen. Efter mere end to årtier er autoritær ledelse således etableret som den nye normal på danske universiteter, som håbefulde unge forskere og videnskabsmænd må acceptere, hvis de ikke vil søge til udlandet.

Et lille håb knytter sig dog til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Dette første andragende i 2008 blev således bakket aktivt op af daværende præsident for Selskabet, Tom Fenchel, og siden da har Selskabet fra tid til anden bidraget med sin legitimitet og principielle støtte til kampen for akademiske borgerrettigheder og ‑friheder. I Danmark er dette selskab en meget magtfuld civilsamfundsinstitution. Det kontrollerer således Carlsbergfondet, som ejer bryggeriet Carlsberg, og som med overskuddet herfra udgør en af de største private bidragydere til dansk forskning.⁷³Se f.eks. Ditlev Tamm, De klogeste og de skarpeste: historien om Carlsbergfondet, bryggeriet og vores øl (København: Gyldendal, 2018). Dette til trods tillod Københavns Universitet i 2015 en lokal institutleder at afskedige en meget velstimeret professor, som dengang var vicepræsident for Selskabet, og selv om den internationale tumult var stor (og det var årsagen til lederen i det berømte internationale tidsskrift Nature, jeg henviste til indledningsvis),⁷⁴Se også Quirin Schiermeier, “Sacking of prominent geoscientist rocks community”, Nature, 5. december 2016. og selvom universitetet i sidste ende tabte sagen i retten, var der ingen der fik universitetet til at genindsætte professoren.⁷⁵Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 311–17, og Sørensen, Går på universitetet, 227, 350–53.

Det har heldigvis ikke stoppet Selskabet, snarere tværtimod; man kan faktisk sige, at Akademiet efterhånden er blevet stadig mere radikaliseret. I 2021 udgav og fremlagde Selskabets udvalg for forskningspolitik således en hvidbog,⁷⁶Se Ole Wæver et al., Ledelse & styring af danske universiteter – i international sammenligning, Hvidbog til Forskningspolitisk Årsmøde (Det Kongelige Danske Videnskabermes Selskab / The Royal Danish Academy of Sciences and Letters, 2021). der foreslog politikerne at ændre universitetsstyret, i 2022 støttede udvalgets formand Ole Wæver et generelt andragende om at sætte forskningen fri, der til sidst blev anerkendt af ministeren, ligesom han også i 2022 bakkede op om protesten mod de ovennævnte fyringer på AU, og i 2023 var Selskabet og dets nuværende formand Marie Louise Nosch værter for præsentation og diskussion af tre meget kritiske rapporter om situationen for videnskab og forskning i Danmark, hvoraf den ene allerede nævnte regeringsrapport.

Mægtige danske institutioner støtter således fortsat kampen for akademiske borger- og frihedsrettigheder og minder offentligheden om de vigtige argumenter, og det giver håb. Det væsentlige i det nuværende uføre var dog forudsagt meget præcist af fornuftige mennesker, allerede da universitetsloven blev foreslået i 2003,⁷⁷Se f.eks. Jeppe Dyre, “Faglig nedtur”, Politiken, 7. januar 2003, Se også kap. 1 i min Sørensen, Går på universitetet. og efter mere end tyve års politiske kampe op ad bakke, mod magt og penge, ideologi og ond tro, frygt og grådighed, er udsigterne til en markant forbedring ikke opmuntrende. Ikke desto mindre har nogle af os stadig privilegerede stillinger, og privilegium indebærer forpligtelse. Ligesom jeg generelt i social og politisk filosofi ville bekende mig til oplysning gennem ideologikritik,⁷⁸Se f.eks. “Ohne Kapitalismuskritik keine Sozialdemokratie. Über kritische Theorie, Ideologiekritik und die Notwendigkeit von Kritik”, Zeitschrift für kritische Theorie 28, nr. 54/55 (2022), og “Critical theory, immanent critique and neo-liberalism. Reply to critique raised in Copenhagen”, Philosophy … Continue reading så ville jeg også gøre det i filosofi om videnskab og videregående uddannelse. Som pædagogiske filosoffer må vi skære gennem glansbilleder og ideologiske mystifikationer for at afsløre, hvordan den skjulte dynamik af institutionel magt og økonomi påvirker videnskab og videregående uddannelse, og hvordan man kan se tingene på en anden måde.⁷⁹Se f.eks. “Uden uddannelse ingen frigørelse. Velkommen til Pædagogisk filosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 14. november 2023. Uden et sådant kritisk argument vil den pædagogiske og politiske filosofis konstruktive ambitioner ikke have stor effekt.⁸⁰En stor tak til redaktørerne af særnummeret af tidsskriftet Journal of Praxis in Higher Education om “What is academic citizenship?”, som i marts 2022 efter en paneldebat arrangeret af HEPP (Higher Education Policy and Practice) inviterede mig til at bidrage til det nævnte særnummer. En stor tak også for nyttige … Continue reading

1.	Se Heine Andersen et al., “Professorer og lektorer: Ledelsen af DPU vil fyre sine kritikere”, Politiken, 5. december 2022. Se også f.eks. Espen Løkeland-Stai, “Fikk varsel om oppsigelse etter 14 år. Mener det er ideologisk motivert”, Khrono, 2. december 2022 og “Akademikeropprop mot oppsigelser: — Forsterker et fryktregime”, Khrono, 6. december 2022.
2.	Se f.eks. Editorial, “Corporate culture spreads to Scandinavian institutes”, Nature, 15. december 2016. Se også Claus Baggersgaard, “Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark”, Forskerforum, nr. 325–26 (2019).
3.	Se f.eks. Jens Erik Kristensen, Hanne Nørreklit & Morten Raffnsøe-Møller (red.), University performance management: the silent managerial revolution at Danish universities (København: DJØF, 2011).
4.	Se f.eks. Asger Sørensen, Går på universitetet. Skrapbog fra omvæltningerne (Frederiksberg: Filosofisk Rådgivning & Books on Demand, 2020).
5.	Se f.eks. Asger Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University: New Public Management and Conflicting Normative Ideas. A Danish Case”, Journal of Educational Controversy 10, nr. 1, art. 6 (2015), især sect. IV, og Asger Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics (Dialectics, Deontology and Democracy, vol. I), Studies in Moral Philosophy 13, red. Lisbet Rosenfeldt Svanøe (Leiden & Boston: Brill, 2019), især kap. 2 og Postscript.
6.	Se “Social Ethos and Political Mission. University on the Margins”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019).
7.	Se “Truth in Education and Science. The Central Idea of the University”, Eco-ethica 8 (2019).
8.	Se f.eks. Ove Korsgaard, “Medborgerskab – hvad er nu det?”, i Medborgerskab – et nyt dannelsesideal?, red. Ove Korsgaard, Lakshmi Sigurdsson & Keld Skovmand (Frederiksberg: Religionspædagogisk Forlag, 2007), 17–19.
9.	Se f.eks. Herbert Marcuse, One-Dimensional Man. Studies in the Ideology of Advanced Industrial Society (Boston: Beacon Press, 1968), 133. Se også Sørensen, Capitalism, Alienation and Critique, kap. 7.
10.	Se f.eks. Andrew Heywood, Politics (Basingstoke: Palgrave, 1997), 396–97.
11.	Se f.eks. Patti Tamara Lenard, “Democracies and the Power to Revoke Citizenship”, Ethics & International Affairs 30, nr. 1 (2016).
12.	Se f.eks. Linda Bosniak, “Citizenship Denationalized”, Indiana Journal of Global Legal Studies 7, nr. 2 (2000).
13.	Se Jørgen Thorning Sørensen, “Bibliotheca Universitatis Hafniensis. Nogle randbemærkninger på falderebet”, 11, nr. 1 (1996), 12.
14.	Se Povl Bagge, “Akademikerne i dansk politik i det 19. århundrede. Nogle synspunkter”, Historisk Tidsskrift 12, nr. 4 (1969–70), 434–37.
15.	Se f.eks. Hans Fink, “Om dannelse på et forskningsuniversitet,” i Dannelse på universitetet : fordringer og udfordringer, red. Steen Nepper Larsen & Jens Raahauge (Brønderslev: SOPHIA, 2017), 12.
16.	Se f.eks. Helle Lausen, “Nyt tiltag: Ud af specialesumpen og bliv Bliv-Færdig-Studerende i stedet!”, RUCNyt. Information og debat fra Roskilde Universitet, nr. 6 (2010).
17.	Se UNESCO, Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel (Paris, France, 1997). Se også Heine Andersen, “Indledning – Hvad er forskningsfrihed?”, i Forskningsfrihed. Hvad med juraen?, red. Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen & Morten Rosenmeier (København: DJØF forlag, 2022), 20.
18.	Se f.eks. “History of the University”, University of Copenhagen.
19.	Se f.eks. José Luis Trueba Lara, “Historia”, i UNAM. Ciudad Universitaria y antiguo barrio del Centro Histórico, red. Enrique Martínez Limón & Gran Guía Turistica (México, D.F.: Santilliana, 2011), 20–21; se også Sørensen, “Social Ethos and Political Mission”, 119.
20.	Se f.eks. “Social Ethos and Political Mission”, 115.
21.	Se f.eks. Will Kymlicka, Contemporary Political Philosophy. An Introduction, 2. udgave (Oxford: Oxford University Press, 2002), 287–88.
22.	Se f.eks. Bruce Macfarlane, The Academic Citizen: The Virtue of Service in University Life (New York: Routledge, 2006); Andrew Peterson, “Academic Citizenship, Service and the Cherishing of Community”, i Higher Education and Love: Institutional, Pedagogical and Personal Trajectories, red. Victoria de Rijke, Andrew Peterson & Paul Gibbs (Cham: Springer International Publishing, 2021); Kathy Lund Dean & Jeanie M. Forray, “The Long Goodbye: Can Academic Citizenship Sustain Academic Scholarship?”, Journal of Management Inquiry 27, nr. 2 (2018); Nicola J. Beatson et al., “The gradual retreat from academic citizenship,” Higher Education Quarterly 76, nr. 4 (2022); Paul Thompson, Philippe Constantineau & George Fallis, “Academic citizenship: An academic colleagues’ working paper”, Journal of Academic Ethics 3, nr. 2–4 (2005).
23.	Se f.eks. Nuraan Davids, “Professing the vulnerabilities of academic citizenship”, Ethics and education 17, nr. 1 (2022), 2–4.
24.	Se f.eks. Rikke Toft Nørgård & Søren Smedegaard Ernst Bengtsen, “Academic citizenship beyond the campus: a call for the placeful university”, Higher education research and development 35, nr. 1 (2016).
25.	Se også Joclarisse Albia & Ming Cheng, “Re-examining and developing the notion of academic citizenship: A critical literature review”, Higher education quarterly (2023).
26.	Se Heine Andersen, Forskningsfrihed: idealer og virkelighed (København: Hans Reitzel, 2017), 9–10.
27.	Se f.eks. Anton-Hermann Chroust, “Aristotle’s Criticism of Plato’s ‘Philosopher King’ ”, Rheinisches Museum für Philologie 111, nr. 1 (1968); Georg Cavallar, “Kant’s Judgment on Frederick’s Enlightened Absolutism”, History of Political Thought 14, nr. 1 (1993); Tom Keenan, “The ‘Paradox’ of Knowledge and Power: Reading Foucault on a Bias”, Political Theory 15, nr. 1 (1987).
28.	Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.
29.	Se Robert K. Merton, “Science and Technology in a Democratic Order”, Journal of Legal and Political Sociology 1 (1942).
30.	Se f.eks. I.C. Jarvie, “Science in a Democratic Republic”, Philosophy of Science 68, nr. 4 (2001).
31.	Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.
32.	Se f.eks. Jürgen Habermas, “Pädagogischer ‘Optimismus’ vor Gericht einer pessimistischen Anthropologie (1961)”, i Habermas, Kleine politische Schriften (I‑IV) (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1981), 78–80; se også Asger Sørensen, “From Critique of Ideology to Politics: Habermas on Bildung”, Ethics and Education 10, nr. 2 (2015), sect. 1.
33.	Se f.eks. Michael J. Sandel, The tyranny of merit: what’s become of the common good? (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2020), 59 ff. (kap. 3).
34.	Se f.eks. Raymond Murphy, “The Struggle for Scholarly Recognition: The Development of the Closure Problematic in Sociology”, Theory and Society 12, nr. 5 (1983) og “The Structure of Closure: A Critique and Development of the Theories of Weber, Collins, and Parkin”, The British Journal of Sociology 35, nr. 4 (1984).
35.	Se f.eks. Andrés de Fransisco, “Republicanismo”, i Razones públicas: una introducción a la filosofía política, red. Iñigo González Ricoy & Jahel Queralt Lange (Barcelona: Ariel, 2021), 140.
36.	Se f.eks. Paulina Ochoa Espejo, “Paradoxes of Popular Sovereignty: A View from Spanish America”, The Journal of Politics 74, nr. 4 (2012).
37.	Se f.eks. Jürgen Habermas, “Die deutschen Mandarine,” in Habermas, Philosophisch-politische Profile (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1971).
38.	Se f.eks. David Pontille & Didier Torny, “From Manuscript Evaluation to Article Valuation: The Changing Technologies of Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015).
39.	Se f.eks. Stefan Hirschauer, “How Editors Decide. Oral Communication in Journal Peer Review”, Human Studies 38, nr. 1 (2015).
40.	Se Sørensen, “Truth in Education and Science”.
41.	Se Karl Jaspers & Kurt Rossmann, Die Idee der Universität. Für die gegenwärtige Situation (Berlin: Springer, 1961), 12; se også Sørensen, “Truth in Education and Science”, 223–25.
42.	Se f.eks. Meik Viking, The Little Book of Hygge: The Danish Way to Live Well (Penguin Books, 2016).
43.	Karl R. Popper, The Open Society and Its Enemies, Princeton Classics 119 (Princeton: Princeton University Press, 1994), 424.
44.	Se f.eks. Danilo Türk, “The Purpose of Academic Freedom Today”, i Past, Present and Furture of the Magna Charta Universitatum, red. Observatory for Fundamental University Values and Rights (Bologna: Bononia University Press, 2009).
45.	Se f.eks. Dennis Nørmark, “Når de andre føles dummere end dig”, Akademikerbladet.dk (Magisterbladet), nr. 2 (2018).
46.	Se f.eks. Christoph Ellersgaard, Anton Grau Larsen & Markus Bernsen, Magteliten: hvordan 423 danskere styrer landet (København: Politiken, 2015), 135–36.
47.	Se f.eks. Ellersgaard, Larsen & Bernsen, Magteliten, 162–64. Pia Fris Laneth, “Elitens arrogante fejltagelse”, Information (2004).
48.	Se Kaare Dybvad Bek, De lærdes tyranni: hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund (København: People’s Press, 2017).
49.	Se f.eks. Jakob Slyngborg Trolle, “Flertal vil holde universiteterne i ørerne: ‘Jeg har ingen tillid til kønsforskning’ ”, DR.dk (2021).
50.	Se f.eks. Kasper Støvring, “Et forsvar for kulturrelativismen”, Berlingske.dk (2011) og “Forsvar for populisme, postmodernisme og relativisme”, Berlingske.dk (2014).
51.	Se f.eks. Naomi Oreskes & Erik M. Conway, Merchants of doubt: how a handful of scientists obscured the truth on issues from tobacco smoke to global warming (London: Bloomsbury, 2012).
52.	Se f.eks. Peter Maskell & Hans Siggaard Jensen (red.), Universiteter for fremtiden: universiteterne og videnssamfundet (Frederiksberg: Rektorkollegiet & Samfundslitteratur, 2001).
53.	Se f.eks. Søren S. E. Bengtsen, Sune Frølund & Asger Sørensen, “Revisiting the Idea of the University. Introduction”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019), sect. 1.
54.	Se også Sørensen, “Visiting the Neo-Liberal University”.
55.	Se Linda Maria Koldau, Jante Universitet: episoder fra livet bag murene, bd. 1–3 (Hamburg: Verlag Tredition, 2013); Asger Sørensen, “Koldau mellem Humboldt og Diderot – en kamp på, om og for universitetet”, Kritik 47, nr. 212 (2014); Jens Frøslev Christensen, Oprøret på CBS: forandring, ledelse og modstand i en professionel organisation (Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2016). Se også f.eks. de mange sager, der er dokumenteret i Andersen, Forskningsfrihed og Sørensen, Går på universitetet.
56.	Se f.eks. Terence Karran, Klaus Beiter & Kwadwo Appiagyei-Atua, “Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach”, Policy Reviews in Higher Education 1, nr. 2 (2017); Terence Karran, “Academic Freedom in Europe: Reviewing UNESCO’s Recommendation”, British Journal of Educational Studies 57, nr. 2 (2007), og “Academic Freedom in Europe: A Preliminary Comparative Analysis”, Higher Education Policy 20, nr. 3 (2007).
57.	Se Thomas Aastrup Rømer, Skolens formål. Dannelse, splittelse og uniformativering (Aarhus: Klim, 2022).
58.	Se f.eks. “Aarhus Universitet angriber pædagogikken”, Politiken, 26. september 2022, og “AU’s svar på udflytningsreformen er et udtryk for konkurrencestatens ideologi – og et angreb på DPU”, Omnibus, 18. november 2022.
59.	Se f.eks. Karen Ravn, “Thomas Aastrup Rømer får Trykkefrihedsselskabets pris for at stå vagt om dannelsen”, Folkeskolen.dk (2023).
60.	Se Thomas Aastrup Rømer, Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU (Aarhus: Klim, 2024).
61.	Se Stavros Moutsios, “The bureaucratisation of the university: The case of Denmark”, Educational Philosophy and Theory 55, nr. 3 (2023).
62.	Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Forskere holder mund af frygt for repressalier”, Forskerforum, nr. 323 (2019).
63.	Se Jeppe Bundsgaard et al., “Kollega-modsvar i debatten om afskedigelser på DPU”, Folkeskolen.dk, 8. december 2022, og “Afskedigelser på DPU”, Folkeskolen 139, nr. 21/22 (2022).
64.	Se Danish Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven (Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2023).
65.	Se f.eks. Heine Andersen, “Konklusioner i ny DFIR-rapport om universitetsloven er varm luft”, Forskerforum.dk (2023).
66.	Se f.eks. Bob Jessop, “Varieties of academic capitalism and entrepreneurial universities”, Higher education 73, nr. 6 (2017), og Katja Brøgger, Lise Degn & Søren Smedegaard Bengtsen, “Danish University Governance and Reforms Since the Millennium: The Self-Governing University Between State and Institutions, the National and the Global”, Scandinavian Journal of Public Administration 27, nr. 1 (2023).
67.	Se f.eks. Ronald Barnett, “Only connect: designing university futures”, Quality in Higher Education 29, nr. 1 (2023).
68.	Se Heine Andersen, “Forskningsfrihed – status og refleksioner efter et projekt?”, Dansk Sociologi 29, nr. 4 (2018), 90–92.
69.	Se f.eks. Claus Baggersgaard, “Flere partier åbne for at se på en ændring af universitetsloven”, Forskerforum 25, nr. 7 (2022).
70.	Se f.eks. Torkil Bang, “6.488 underskrifter til Folketingets Videnskabsudvalg”, CBS-Observer (2008).
71.	Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 118–19.
72.	Se også Sørensen, Går på universitetet, 347.
73.	Se f.eks. Ditlev Tamm, De klogeste og de skarpeste: historien om Carlsbergfondet, bryggeriet og vores øl (København: Gyldendal, 2018).
74.	Se også Quirin Schiermeier, “Sacking of prominent geoscientist rocks community”, Nature, 5. december 2016.
75.	Se f.eks. Andersen, Forskningsfrihed, 311–17, og Sørensen, Går på universitetet, 227, 350–53.
76.	Se Ole Wæver et al., Ledelse & styring af danske universiteter – i international sammenligning, Hvidbog til Forskningspolitisk Årsmøde (Det Kongelige Danske Videnskabermes Selskab / The Royal Danish Academy of Sciences and Letters, 2021).
77.	Se f.eks. Jeppe Dyre, “Faglig nedtur”, Politiken, 7. januar 2003, Se også kap. 1 i min Sørensen, Går på universitetet.
78.	Se f.eks. “Ohne Kapitalismuskritik keine Sozialdemokratie. Über kritische Theorie, Ideologiekritik und die Notwendigkeit von Kritik”, Zeitschrift für kritische Theorie 28, nr. 54/55 (2022), og “Critical theory, immanent critique and neo-liberalism. Reply to critique raised in Copenhagen”, Philosophy & Social Criticism 48, nr. 2 (2022).
79.	Se f.eks. “Uden uddannelse ingen frigørelse. Velkommen til Pædagogisk filosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 14. november 2023.
80.	En stor tak til redaktørerne af særnummeret af tidsskriftet Journal of Praxis in Higher Education om “What is academic citizenship?”, som i marts 2022 efter en paneldebat arrangeret af HEPP (Higher Education Policy and Practice) inviterede mig til at bidrage til det nævnte særnummer. En stor tak også for nyttige kommentarer til en meget tidlig version på engelsk til Daniel Gamper Sachse, David Martinez, Sally Andersen, Stavros Moutsios og Thomas Aastrup Rømer. Tak endelig også til de to anonyme reviewere for kommentarer til en senere version på engelsk, som nævnte redaktion leverede. Efter review og revision blev resultatet den engelske udgave af nærværende artikel, der imidlertid helt overraskende blev afvist af redaktionen i sommeren 2023. Særnummeret med de accepterede artikler er netop nu i marts 2024 udkommet i nævnte tidsskrifts vol. 6, nr. 2 (2024). Dem ser jeg frem til at se nærmere på, når lejlighed byder sig.

Kan forskeren være intellektuel?

Jacob Dahl Rendtorff · 23. feb. 2024

Hvad er den intellektuelle? Kan en forsker være intellektuel? Dette essay præsenterer Jean-Paul Sartres forsvar for den intellektuelle som grundlag for en teori om forskerens samfundsansvar og samfundsengagement. Artiklen begynder med en fremstilling af Sartres opfattelse af den intellektuelle. Til slut perspektiveres i lyset af Sartres position kort til forskerens intellektuelle intervention i samfundsdebatten i forhold aktuelle temaer som migration, klima og kønsspørgsmål.

Dreyfus, Zola og Sartre

Oprindelsen til det moderne begreb om den intellektuelle kan dateres til den berømte franske forfatter Emile Zolas rolle i skandalen i Dreyfus-affæren om anklagerne mod den franske officer Alfred Dreyfus om at være forræder og tysk spion. Dreyfus, som var af jødisk oprindelse, blev arresteret og forvist til Djævleøens fængsel ved Guyana i Sydamerika. Det blev hurtigt klart, at der var tale om en stor uretfærdighed, da det ikke kunne bevises, at Dreyfus var skyldig i forræderi mod den franske stat. Emile Zola tog sagen op ved at skrive et åbent brev til den franske præsident Félix Faure og hans regering med titlen Jeg anklager (J’Accuse), som anklagede regeringen for antisemitisme. Zolas brev skabte så meget blæst om Dreyfus-affæren, at sagen blev stærkt politiseret, og Zola blev straks stillet til regnskab for sine udtalelser. Dertil kommer, at Zola senere blev dømt et års fængsel for sin tekst. Zolas artikel blev udgivet d. 13. januar 1898 i tidsskriftet Daggry (L’Aurore), hvor Georges Clemenceau var redaktør. I forlængelse af Zolas anklage mod præsidenten og regeringen underskrev en række forfattere, kunstnere og videnskabsfolk et opråb om en genoptagelse af Dreyfus-sagen, som blev udgivet i forskellige aviser i Paris d. 14. januar, 1898. Det interessante i denne sammenhæng er, at dette krav senere blev kritisk-polemisk omtalt som de intellektuelles manifest (Manifeste des intellectuels) af højrefløjs-debattøren Maurice Barrès, der var irriteret over disse højtråbende mennesker, som udfordrede den politiske magt. Ordet intellektuel var ironisk nok ved begyndelsen til det 20 århundrede blevet født som et negativt, nedsættende ord, der henviste til de folk, der som de andre og udenforstående for samfundet skabte ballade og forvirring i forhold til den etablerede orden i samfundet uden nogen god grund.

Det er derfor, at Dreyfus-affæren udgør det perfekte grundlag for Sartres Forsvar for de intellektuelle (Plaidoyer pour les intellectuels, 1972). Zolas position som udskældt forfatter, der stod på de svageste side, i denne sammenhæng igennem forsvaret for Alfred Dreyfus, svarer helt til Sartres beskrivelse af den intellektuelle, som netop lægger vægt på paradokserne og modsætningerne i figuren om den samfundsansvarlige intellektuelle, som både er en videnskabelig eller litterær autoritet og samtidig gør sig gældende etisk og politisk. Pointen er, at magthaverne helst ser, at videnskab og kunst skal forsvare samfundsordenen, mens den intellektuelle ikke kan komme uden om at føle sig forpligtet på et højere etisk ideal. At Zola blev dømt til ét års fængsel og måtte flygte til England, viser jo også, at den etablerede magt sjældent har set velvilligt på de intellektuelle, hvilket viser sig arketypisk i de vestlige samfunds historie om forholdet mellem magten og samfundets forfattere og filosoffer, jf. at Sokrates jo også blev dømt til døden i den græske bystat Athen.

Den engagerede intellektuelle

Når Sartre omvendt forsvarer den intellektuelle og det intellektuelle, er det med udgangspunkt i Dreyfus-affæren, for denne sag udtrykker opkomsten af den intellektuelle i det moderne samfund, her den tredje republik, hvor universitetsforskning, politik og journalistik er blevet adskilte og selvstændige områder og discipliner. Den intellektuelle overskrider denne opdeling ved at gå fra universitetets lukkede mure til at kombinere forskning med politik og journalistik. Sartre fokuserer her på den “engagerede intellektuelle”, som omsætter sprog til handling. I Forsvar for den intellektuelle pointerer Sartre, at “den intellektuelle er én som blander sig i det, som ikke vedkommer ham eller hende”.¹Jean Paul Sartre, Plaidoyer pour les intellectuels (Gallimard, Folio (1972), 2020), 42–43. Sartre fremhæver også i denne sammenhæng, at begrebet om den intellektuelle blev populariseret af den etablerede magt “i den negative betydning” som et skældsord i forlængelse af Dreyfus-affæren. Magthaverne mente, at videnskab og kunst ikke havde beføjelser, indsigter og ret til at kritisere samfundet og forsvare Dreyfus ud fra en etisk og humanistisk synsvinkel. De betragtede Zola og hans tilhængere som farlige oprørere, der var en stor trussel for samfundets enhed.

Forsvarerne for Dreyfus stillede sig nemlig op mod hele det militære etablissement og statsmagten for at få Dreyfus frikendt. Her understreger Sartre, at de “placerede sig uden for deres kompetenceområder”. Sartre fremhæver hermed, at den intellektuelle oprindeligt er en person, der kommer af forskellig baggrund (naturvidenskab, anvendt videnskab, litteratur, samfundsvidenskab), som “misbruger denne autoritet for at gå ud over deres område for at kritisere samfundet og den etablerede magt” ud fra en helhedsforståelse af menneske og samfund. Den paradoksale og modsætningsfyldte pointe hos Sartre er hermed, at det netop er ved at gå ud over sine faglige grænser og kompetencer og blande sig i ting, som ikke vedrører dem, at forfatteren, forskeren, videnskabspersonen og professoren og andre medlemmer af samfundets intelligentsia (altså åndelige vidensarbejdere) virkelig bliver til en intellektuel, som bidrager til frihed, demokrati og social retfærdighed.

Man kan læse Sartres forsvar for den intellektuelle i tæt forbindelse med hans eksistentialistiske filosofi i Væren og Intet (L’Être et le Néant).²Jean-Paul Sartre, L’Être et le Néant (Gallimard, 1943). Sartre lægger her vægt på menneskets absolutte eksistentielle frihed og ansvar. Mennesket er frit til at vælge. Ikke at vælge er også at vælge. Som frit menneske er jeg ansvarlig for hele verden, eftersom jeg sætter en norm for det gode og det onde, når jeg handler. Frihed og ansvar hænger sammen med det eksistentielle ansvar i situationen. Jeg kan ikke undgå at engagere mig, og jeg er ansvarlig for engagementet, når jeg vælger og handler. Og det eksistentielle og det politiske engagement hænger tæt sammen. Når jeg sætter en norm for menneskeheden, engagerer jeg mig for en universel idé om retfærdighed og respekt for lighed, frihed og broderskab (solidaritet).

Sartre tager udgangspunkt i denne eksistentialistiske filosofi i sin analyse af Emile Zolas rolle i Dreyfus-affæren. Når Zola med sit “jeg anklager” går imod den implicitte racisme og jødeforfølgelse hos det franske politiske etablissement og den franske befolkning, står han ved sit eksistentielle ansvar. Dermed bliver han et ideal for forestillingen om en moderne politisk engageret intellektuel. Zola er som ansvarlig forfatter på én gang humanist og moralist i betydningen af en person med høj moralsk integritet, der engagerer sig for at forsvare de svage og undertrykte i samfundet. Zola ser det dermed som sin eksistentielle opgave at engagere sig for et mere menneskeligt samfund og dermed blande sig i ting, som magthaverne absolut ikke mener, at han skal forholde sig til. Sartres pointe er hermed, at det er en integreret del af at være ansvarlig forfatter, at man engagerer sig for menneskehedens sag, da det ligger i det at være kreativ forfatter og kunstner, at man helt grundlæggende engagerer sig for menneskeheden, da litteratur, kunst og videnskab indeholder en “ontologisk eksistensbekræftelse”, der gennem appel til frihed i formålenes rige kæmper for det gode, det sande og skønne.³Jean-Paul Sartre : Que-est-que c’est la littérature (Gallimard, 1948).

Den intellektuelles eksistentielle pligt

Sartre understreger i denne sammenhæng, at det er en grundlæggende eksistentiel pligt for samfundets intelligentsia at være politisk og moralsk engagerede i samfundets fremtid ved at være til stede i det offentlige rum i debat med politikere og borgere i samfundet. Samtidig lægger Sartre vægt på, at denne rolle absolut ikke er ufarlig, da den politiske magt og befolkningen ofte vil gøre, hvad de kan, for at undgå at blive mindet om det eksistentielle, moralske og politiske ansvar. Dermed fremstår den intellektuelle som et upassende og uvelkomment monster, som presses fra alle sider, både af samfundets eliter i borgerskabet, men også af den almindelige befolkning og måske endda af de fattige og svage i samfundet, der ser den intellektuelle som en borgerlig klasseforræder, der ikke har noget at gøre med samfundets brede befolkning. Sartre bruger her Hegels begreb om den “ulykkelige bevidsthed” til at karakterisere den intellektuelle. Den ulykkelige bevidsthed er en person, der som en kreativ åndsarbejder ved, hvad der er fornuftigt og rigtigt, og som har et stærkt begær efter samfundets anerkendelse, men netop ikke opnår denne respekt og værdsættelse, fordi offentligheden ikke forstår, hvad vedkommende siger. På den måde bliver den intellektuelle i samfundsdebatten en paria, en overflødig stemme, som folk ikke altid har lyst til at høre på, da de minder samfundet om ubehagelige sandheder, som ikke alle har lyst til at høre om. Den intellektuelles situation er således paradoksal. Egentlig vil de ikke blande sig, da de skriver bøger og interesserer sig for deres åndelige sysler. Deres begær og vilje bliver paradoksalt, da de på den ene side ikke vil blande sig og på den anden side føler, at de skal. Omvendt har de et grundlæggende eksistentielt og moralsk ansvar for at engagere sig i samfundet for menneskelighed og retfærdighed.

Denne paradoksale situation for den intellektuelles samfundsengagement viser sig i særlig grad i forhold til videnskab og forskning. Egentlig kan forskerne tit bedst lide at blive i deres elfenbenstårn, trygt og varmt inden for universitets mure, men i kraft af den eksistentielle og etiske fordring om samfundsengagement går forskeren ud over sit faglige og videnskabelige tilhørsforhold og engagerer sig i den offentlige debat. Sartre fremhæver, at den intellektuelle i kraft af sin ekspertise og faglighed udgør en autoritet, der i kraft at sin integritet og værdighed bliver en vigtig stemme i samfundet, der rækker ud over forskerens position som almindeligt menneske og borger. Det er den faglige indsigt og kreativitet, der bidrager til at give den intellektuelle en moralsk integritet og menneskelig indsigt, som begrunder det samfundsmæssige engagement. Således bliver en stor forfatter som Emile Zola til intellektuel i kraft af sin viden og indsigt i menneskelivet og sin rolle som samfundsrevser. Og det er på baggrund af denne faglige autoritet, at den intellektuelle engagerer sig. Som Sartre, der selv i sit liv og værk i allerhøjeste grad fremstod som den “totale intellektuelle”, repræsenterer den intellektuelle en åndelig magt, som matcher den politiske magt, ligesom kirken tidligere var en vigtig åndelig magt i samfundet.

Kritik af de traditionelle intellektuelle

Sartre gør i sin analyse af de intellektuelle op med en stærk fransk tradition for ideologisk afvisning af, at samfundets intelligentsia er det samme som ægte intellektuelle, hvilket begyndte med kritikken af Emile Zola og senere blev videreført af Julien Benda, som forsøgte at udvikle et andet og mere samfundsbevarende begreb om den intellektuelle i bogen De intellektuelles forræderi (La trahison des clercs).⁴Julien Benda, La Trahison des clercs (Grasset: Les Cahiers rouges, 2003). Benda kritiserede de intellektuelle i samfundets intelligentsia fra en ideologisk synsvinkel, og han mente, at de begik forræderi mod samfundet ved at ville skabe revolution og forandring. I stedet, hævdede Benda, burde samfundets intellektuelle genfinde de klassiske idealer om det gode, det sande og det skønne som grundlag for deres indstilling til samfundet.

Sartre tager imidlertid afstand fra denne idealisme med fokus på de ideale værdier, men han er samtidig enig i Bendas kritik af de fascistiske og kommunistiske intellektuelle, der kan betragtes som ideologer, der ikke følger de universelle ideer om det gode og det sande og det skønne. Sartre mener, at disse intellektuelle som repræsentanter for samfundets intelligentsia vender sig væk fra de universelle værdier og orienterer sig mod subjektive ideologier. Men dette er desværre også tilfældet med Benda, der modsat kommunismen og fascismen placerer sig i en idealistisk tradition. Omvendt mener Sartre, at det er opgaven for den intellektuelle som engageret forfatter og forsker at gøre kritisk op med ideologierne. Ideologier skal her forstås bredt som et system af politiske overbevisninger, men samtidig får ideologibegrebet hos Sartre en kritisk drejning inspireret af marxismen, hvor ideologi forstås som en samfundsbevarende åndelig overbygning. Det er nemlig de intellektuelle, som bidrager til at forstå samfundets ideer, visioner, normer, leveregler og åndelige overbygning. Og derfor er det vigtigt, at de er samfundskritiske og selvkritiske.

Sartre henviser her til følgende aspekter af den historiske udvikling. Han begynder med det klassiske religiøse verdensbillede, hvor kirken leverede en helhedstydning af samfundet, der gav samfundet dets ideologiske overbygning. Det var imidlertid filosofferne i oplysningstiden, som gjorde op med den religiøse verdenstydning og leverede et videnskabeligt og rationelt verdensbillede, der stod i skarp modsætning til den religiøse verdenstydning. Hermed bidrog de med en kritisk problematisering af samfundets religiøse overlevering.

I forlængelse heraf og i forlængelse af den italienske filosof Antonio Gramscis marxistiske analyse giver Sartre en kritisk fremstilling af forholdet mellem intelligentsia og intellektuelle i det moderne samfund. Her kan de traditionelle og samfundsbevarende intellektuelle opdeles i forskellige arketyper for intelligentsia: 1) de organiske intellektuelle, der som politiske aktører følger det borgerlige samfunds værdier, fx de store nationale forfattere, 2) de borgerlige humanister, fx gymnasielærere eller videnskabsfolk, og 3) den praktiske videns teknikere, dvs. ingeniører, jurister, og økonomer, der bidrager med tekniske og praktiske løsninger til samfundets problemer fra en intellektuel synsvinkel. Såvel organiske intellektuelle som borgerlige humanister og den praktiske videns teoretikere kan siges at forholde sig samfundsbevarende til de sociale, økonomiske og politiske problemer i samfundet. De bidrager til at styrke ideologien som samfundets ordnede magtstruktur. Såvel organiske intellektuelle, borgerlige humanister som praktiske videns-teknikere kan således betragtes som samfundsbevarende ideologiske intellektuelle, der styrker og udvikler den eksisterende ideologi i samfundet. Her forholder Sartre sig også kritisk i forhold til den organiske intellektuelle, fordi de følger et fastlåst ideologisk skema. Sartre mener derfor, at visse venstreorienterede intellektuelle, på trods af deres vedvarende kritik af det bestående, alligevel må betragtes som organisk intellektuelle, eftersom de engagerer sig ideologisk ensidigt for en sag ud fra et givent og fastlåst politisk perspektiv.

Den intellektuelle som ulykkelig bevidsthed

For Sartre er den intellektuelle i kontrast til intelligentsiaen imidlertid en ensom figur i det moderne massesamfund. Når Sartre anvender Hegels begreb om den ulykkelige bevidsthed, lægger han vægt på modsætningen mellem den individuelle søgen efter den universelle fornuft og samfundets afvisning af den intellektuelles perspektiv som en del af den herskende ideologi. Den ægte intellektuelle er hverken en organisk intellektuel, borgerlig humanist eller praktisk videnstekniker. Vedkommende kan udtrykke elementer af disse positioner, men bevæger sig samtidig udover disse etablerede former for vidensdannelse og intelligentsia som samfundsengageret moralist, der forholder sig kritisk til samfundets overordnede ideologi og de dominerende positioner i samfundet.

Denne specielle position i samfundet danner grundlaget for den intellektuelles plads i samfundet som en utilpasset paria. Sartre ser således den intellektuelle som en ulykkelig bevidsthed, der i kampen for den universelle retfærdighed presses fra såvel borgerskabet, som den intellektuelle selv er en del af, og fra den brede befolkning og underklassen, som selv vil have de samme værdier og privilegier som de borgerlige.

Sartre er i denne sammenhæng igen kritisk overfor de venstreorienterede intellektuelle, der følger den kommunistiske og marxistiske ideologi og bliver en del af samfundets intelligentsia uden at være rigtige intellektuelle. De er ikke ægte intellektuelle, fordi de lader sig bestemme af partipolitiske ideologier. Dermed bliver ideen om en “organisk venstreorienteret intellektuel” en selvmodsigelse, fordi vedkommende lever efter et fast ideologisk skema, og fordi arbejderklassen ikke rigtigt tror på sådanne “klasseforrædere”, der forlader det fysiske arbejde for at blive åndsarbejdere. Dermed ender arbejderklassens intellektuelle som falske intellektuelle, da de ikke formår at engagere arbejderklassen, men kommer til at stå i modsætning til deres klasse, hvilket betyder, at de måske i sidste ende bliver til ulykkelige bevidstheder, hvorved de kommer til at ligne de ægte intellektuelle uden rigtigt at være det.

En lignende problematik gør sig gældende i forhold til borgerskabets intellektuelle og debattører, der fremstår som “vagthunde” for det bestående samfund. Eftersom deres funktion er grundlæggende samfundsbevarende, er de heller ikke ægte intellektuelle, men blot udtryk for samfundets intelligentsia. Samfundets intelligentsia indbefatter her enten den borgerlige humanist eller forsker eller den praktiske videns teknikker, dvs. en teknisk videnskabelig ekspert, en videnskabsperson, der som medlem af den videnskabelige klasse er opdraget af videnskabens værdier om universalitet, skepticisme og videnskabelig anerkendelse. Som almindelig borgerlig humanist eller praktisk videns-tekniker er forskeren tilpasset videnskabens almindelige værdier igennem et fagligt fællesskab, baseret på upartisk (uafhængig af interesser) universalitet, originalitet, organiseret skepticisme og rationalitet.

Når et medlem af intelligentsiaen bliver til en intellektuel, bevæger vedkommende sig ud over sin position som etableret samfundsborger og giver sig i kast med at kæmpe for universelle værdier. Hermed går den intellektuelle ud over det partikulære og engagerer sig i situationen for det universelle. Det betyder, at den intellektuelle træder ud over sine egne interesser og søger en universel etisk standard. Her lægger Sartre vægt på dialektikken, dvs. evnen til at tænke i modsætninger og paradokser og dermed til kritisk at drive tænkningen videre.

Med hvad er så den intellektuelles rolle i samfundet? Sartre fremhæver, at de forskellige former for intellektuelle ikke i udgangspunktet er på den brede befolknings og de arbejdende klassers side. De fattige og lavere klasser i samfundet kan ikke give mening til og drage nytte af den intellektuelle som en abstrakt tekniker for praktisk viden. Men når den intellektuelle bliver placeret i en konkret kontekst, træder vedkommende i karakter som et menneske, der engagerer sig som det, Sartre kalder “frihed i situationen”, hvor der kæmpes for de svage og sårbare. Hermed kan den intellektuelle tale til den brede befolkning og til de lavere klasser i samfundet. Som frihed i situationen kan den intellektuelle fungere som én person, der taler fra de fattiges og de bredere klassers perspektiv, ikke fra et partikulært synspunkt, men fra et universelt engageret synspunkt.

Sartres begreb om den samfundsengagerede, universelt orienterede intellektuelle indebærer således en grundidé om, at den intellektuelle forfatter eller videnskabsperson skal have en helhedsforståelse af verden og dermed kunne se sig selv og sit værk i en større sammenhæng. I forhold til dette engagement for frihed fremhæver Sartre følgende komplekse dimensioner af den intellektuelles forhold til den brede befolkning, de fattige og de lavere klasser i samfundet:

Den intellektuelle står over for den udfordring at bekæmpe den ideologiske forvildelse hos de lavere klasser i samfundet, herunder deres fascination af populistisk persondyrkning og personlighedskult, hvor politiske idoler og ideologier fremhæves og dyrkes af folket, selvom det ikke er i folkets interesse og i virkeligheden er til fordel for de herskende klasser og ideologier i samfundet. Her er det den intellektuelles opgave at hjælpe befolkningen til at blive bevidst om sin vildfarelse og give den indsigt i samfundets undertrykkelser. I denne sammenhæng bidrager den intellektuelle til at give befolkningen kritisk viden om samfundets udfordringer og hjælpe befolkningen til at ændre sine livsbetingelser i retning af mere frihed og samfundsengagement i forhold til samfundets historiske udvikling henimod et bedre og mere retfærdigt samfund. Sartre siger her, at den intellektuelle kæmper med pen, papir og blæk. Det er det, der menes med at den intellektuelle engagerer sig kritisk imod den herskende magt i samfundet. Det betyder omvendt, at den intellektuelle er tilovers, en person, som ikke kan finde plads i det eksisterende samfund, og netop på grund af denne hjemløshed bliver den intellektuelle “et menneske, der er for meget” (Un homme de trop).

Men netop derfor er det centralt, at den intellektuelle, som en person, der er uden for samfundet og ikke hører til på en bestemt plads, er i stand til at iagttage samfundet fra en mere præcis vinkel. Sartre fremhæver således, at den intellektuelle er samfundets og befolkningens lup eller kritiske linse, hvorfra den intellektuelle kritisk kan betragte samfundet (un produit loupé des classes moyennes). På den måde kan man sige, at den intellektuelle i kraft af sin kritiske outsiderstatus kan betragte befolkningen og samfundet udefra, fordi den intellektuelle lever på randen af det etablerede samfund. Sartre siger, at den intellektuelle er hjemløs i samfundet, hvilket netop er det, som gør den intellektuelle til en person, der står i kontrast til det etablerede samfund.

Den intellektuelles modsætninger

Sartre lægger således vægt på, at den intellektuelle indtager en modsætningsfuld position i samfundet, og at det er denne position, på randen af samfundet som en ulykkelig bevidsthed, der gør den intellektuelle i stand til at overtage funktionen som samfundets kritiske bevidsthed. Den intellektuelle står i modsætning til alt og alle i samfundet og bliver dermed en forræder, samtidig med at hun kommer til at udtrykke samfundets moralske og etiske samvittighed. Den intellektuelle bliver dermed en person, der er i stand til at udpege samfundets blinde pletter, fortrængninger og manglende viden om sig selv. Sartre siger, at den intellektuelle kommer til at sige forkerte ting og fejlbedømme situationer, men samtidig kan dette undskyldes, da den intellektuelle kæmper for frihed og retfærdighed, og den intellektuelle er dermed i stand til at repræsentere samfundets universelle mål. Dermed indtager den intellektuelle en kritisk position i samfundet, som en slags Kristus-figur, en profet eller en helgen, der på én gang er en del af samfundet, men også er hævet over samfundet og ligeledes bidrager til samfundets kritiske selvforståelse.

Sartre understreger her, at det netop er den intellektuelles opgave (l’office de l’intellectuel) at udleve denne modsætning overfor samfundet og samtidig indoptage sin rolle som intellektuel ved at bruge den til at forholde sig kritisk til samfundets undertrykkelses- og magtstrukturer. Den intellektuelle skal dermed fungere som forsvarer for sandhed og retfærdighed ved at bruge sine kritiske evner til at afdække magtens illusioner og løgne. Igennem sin plads i samfundet som en paria, der står uden for de etablerede klasser og ikke rigtig tager del i klassekampen, og ved at have bevidsthed om sin modsætningsfulde og dobbelte rolle som intellektuel, bliver den intellektuelle i Sartres perspektiv demokratiets sande vogter. Sartre beskriver den intellektuelle som en samfundskritiker, der håndhæver vigtigheden af demokratiet, samtidig med at han viser modsætningerne og den manglende realisering af demokratiet i samfundet. Den intellektuelle er derfor en central figur for samfundets kritiske selvrefleksion og for at sikre demokrati, retfærdighed og frihed i moderne samfund.

Den intellektuelle og nutidens samfundsdebat

Hvad betyder denne vision om den intellektuelle for den aktuelle samfundsdebat? Hvordan kan man være intellektuel i dag i relation til aktuelle samfundsspørgsmål som flygtningepolitik, klimaspørgsmål, kønsspørgsmål og i det hele taget spørgsmålet om aktivistisk forskning? Ser vi på diskussionen om flygtninge- og flygtningepolitik, må den intellektuelle først og fremmest fokusere på universelle rettigheder, frihed og social retfærdighed i sin analyse. Her kan den engagerede intellektuelle på den ene side kritisere den venstreorienterede intelligentsia, der gribes af ideologisk snæversyn, og på den anden side den borgerlige humanisme, der har en samfundsbevarende funktion. Det er vigtigt, at den intellektuelle er i stand til at forholde sig kritisk, refleksivt og distanceret til politiske ideologier både på højre- og venstrefløjen. Selvom den intellektuelle engagerer sig og forholder sig politisk, kan man ikke sige, at vedkommende bliver en entydig politisk ideolog, da det intellektuelle engagement netop stræber efter at komme ud over fastlåste ideologiske positioner. Den intellektuelle vil se kritisk på skyggesiderne af den demokratiske flygtningepolitik i et åbent og humanistisk land for at gøre denne flygtningepolitik endnu bedre. Sartre ville i denne sammenhæng appellere til det universelle ansvar i kritikken af flygtningepolitikken. Han ville angribe den idealistiske flygtningeforskning for at være styret af ideologi, dvs. den borgerlige humanismes ideologi, som bliver dominerende. I forlængelse heraf ville Sartre også fastholde det kritiske intellektuelle ansvar med fokus på den evigt søgende selvkritiske og nytænkende intellektuelle. Den intellektuelle skal ikke lade den praktiske videns-tekniker eller den borgerlige humanistiske intellektuelle træde i stedet for den kritiske tænkning. I stedet ville Sartre søge efter et selv-refleksivt og kritisk-grænseoverskridende niveau uden at appellere til et fast begreb om det gode, det sande og det skønne.

Hvordan ville Sartre forholde sig til klimaspørgsmålet og forskernes klimaaktivisme? Her ville han formentlig også opfordre til aktivt engagement. Han ville engagere sig med de forskere, som tager initiativ til underskriftsindsamlinger, også selvom de ikke har klimaforskning som deres hovedområde. Ligesom han selv fra 1960’erne og frem var med i over hundrede underskriftsindsamlinger og opråb. Sartre ville betragte de engagerede klimaforskere som de praktiske vidensteknikere, der i kraft af den universelle dimension i forskningen og forpligtelsen til at sige sandheden indkalder de andre forskere og samfundets borgere til at skrive under på, at den grønne omstilling er nødvendig. Med Sartre får vi en demokratisering af ideen om den intellektuelle, hvor forskere, som engagerer sig i klimaspørgsmål, også selvom de ikke forsker i dem, i høj grad også kan skrive under. Hermed kan man sige, at forskerne engagerer sig for en bedre verden “ved at blande sig i ting, som ikke vedkommer dem”, jf. Sartres ironiske bemærkning om, at det netop er, når forskerne engagerer sig med vurderinger og ikke kun bidrager med beskrivende analyser, at de virkelig kan gøre en forskel for samfundet. At man engagerer sig i ting, som “ikke rigtig vedkommer én”, betyder, at man sætter sig ud over den forskningsmæssige teoretiske distance og yder et praktisk bidrag til samfundet. Men her er der ikke længere tale om den totale intellektuelle, der forholder sig kritisk søgende, men en stor gruppe af forskere, der engagerer sig politisk. Der er tale om opgør med uredelighed, og dermed en bestræbelse mod det universelle.

Når nogle forskere omvendt fastholder, at man skal adskille forskning og aktivisme, ville Sartre nok hævde, at der er en tendens til, at de falder tilbage til at blive den praktiske videns teknikere og håndhæver illusionen om en objektiv videnskab. Sådanne forskere ville måske anklage forskernes klimaengagement for at være ideologisk politik. Men her kan man sige, at disse forskere glemmer, at selve distinktionen mellem forskning og politik også har en historie og er produceret i forbindelse med fremkomsten af de borgerlige intellektuelle, som i Sartres perspektiv, jf. Dreyfus-sagen, fremstår som arketypen på samfundets ideologiske vagthunde. Sådanne forskere kan sige, at der gives en naturvidenskabelig, objektiv viden, som står uden for konkurrencestat og kapitalisme. Set fra den kritiske synsvinkel er en sådan position en retfærdiggørelse af den organiske intellektuelle i det kapitalistiske samfund. Forsøget på at adskille forskning og aktivisme ender i ideologi. Den kritiske intellektuelle position ville søge efter et kritisk projekt, som prøver at se på problemerne i begge positioner ud fra idealet om engagement for universelle værdier om frihed, lighed og broderskab.

Hvad ville Sartre sige til kritikken af kønsforskerne, der i den offentlige debat er blevet angrebet for at bedrive pseudovidenskab, dvs. maskere politisk aktivisme som objektiv forskning? Fra Sartres synsvinkel kan man betragte kønsforskerne som organiske intellektuelle, der er nødt til at radikalisere deres forskning, fordi de er optaget af de universelle værdier og har observeret undertrykkelse af køn og race. For dem bliver bevægelsen fra forskning til politik en konsekvens af deres trang til egentlighed og til at stå frem som ægte mennesker. Ifølge Sartre kunne man hævde, at der her er en trang til ideologisering, idet forskerne måske ikke får stillet en række ekstra selvkritiske spørgsmål. Man kan sige, at kønsforskeren risikerer at blive en del af samfundets venstreorienterede intelligentsia, en falsk intellektuel, der kommer i modsætning til arbejderklassen uden at blive anerkendt af samfundet eller at repræsentere en universel sandhed.

Den intellektuelle mellem beskrivelse og vurdering

En anden aktuel sag er Jyllands-Postens kritik i en leder d. 20. oktober 2023 af RUC-professor Sune Haugbølle for ikke at kunne udtale sig som objektiv og saglig ekspert i konflikten mellem Israel og Palæstina, når han samtidig har skrevet under på en støtteerklæring for Palæstina.⁵Marchen Neel Gjertsen, “Jyllands-Posten stod på den forkerte side i 1938. Det gør vi ikke nu. Men er vi alligevel der, hvor historien går baglæns?”, Jyllands-Posten, 20. oktober 2023; Sune Haugbølle m.fl., “Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk … Continue reading Jyllands-Posten mener, at Haugbølle bliver politisk aktivist, når han som forsker og intellektuel har skrevet under på en underskriftsindsamling. Jyllands-Postens kritik af Haugbølle for en enkelt underskrift bliver sat i perspektiv, når den ses i lyset af Sartres forsvar for den intellektuelles pligt til at engagere sig politisk og skrive under på støtteunderskriftsindsamlinger. Som vi har set, fremhævede Sartre, at den intellektuelle har et etisk og politisk ansvar for at give sin mening til kende og forsvare de svageste i samfundet. Og underskriften på støtteerklæringer har i denne sammenhæng en stor symbolsk betydning som udtryk for det intellektuelle engagement for retfærdighed.

Alligevel stiller Jyllands-Postens kritik af Haugbølle igen spørgsmålet om, hvorvidt humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere kan beholde deres integritet og samtidig engagere sig som kritiske intellektuelle. Skal forskerne være uvildige eksperter, eller skal de bidrage med input til konkret at løse samfundets problemer? På mange måder ønsker samfundet både saglig distance og konkret involvering fra forskere. Og dermed er man fanget i vægelsindets paradoks. Der er et stort politisk pres på universitetet til at bidrage til at løse konkrete politiske dagsordener for beslutningstagere, fx i relation til den grønne omstilling, atomkraft, eutanasi, styrkelse af velfærdsstaten, migration og integration, eller i relation til udvikling af ny teknologi. Samfundet vil gerne have økonomisk og kommerciel gevinst igennem forskningen, og man har prioriteret instrumentelle forskningsresultater i stedet for at lade forskerne blive i deres elfenbenstårn fjernt fra virkeligheden. Her ser man det som vigtigt, at forskerne kommer med konkrete løsningsforslag. Men samtidig presses forskningens frie samfundsengagement fra forskellige sider.

Der er massiv kritik af forskere, som forlader den neutrale ekspertrolle og tillader sig at komme med vurderinger og stillingtagen. De populistiske kritikere er meget negative overfor underskriftsindsamlinger. Nej, siger de, forskerne skal forholde sig distanceret, da de jo repræsenterer statslige universiteter og derfor skal udtale sig neutralt og objektivt uden at tage stilling. Og det ville være døden for videnskaben at melde politiske positioner ud. Talspersoner for den objektive videnskab fremhæver nødvendigheden af saglig distance i videnskabens opgaveløsning. Når private virksomheder og offentlige institutioner bestiller forskere til at løse specifikke opgaver, er det udtryk for en politisk styring, hvor forskningens resultater kan anvendes til specifikke formål. Man forventer, at en bestilt opdragsforsker ikke ytrer sig om hvad som helst, men følger projektets faste rammer som en medarbejder i en virksomhed. Den politiske styring af forskningen definerer forskere som upartiske, saglige og personligt distancerede eksperter, der neutralt formidler viden til samfundet. Universitetet afkræves på den måde at skelne skarpt mellem ideologi og videnskab. Samfundsengagerede forskere, der udtaler sig med vurderinger inden for kontroversielle emner som køn, migration, miljø, krig og sikkerhedspolitik, forventes at være neutrale og saglige. Alt andet bliver gjort til politisk aktivisme og populistisk pseudovidenskab. I denne sammenhæng forsøger kritikerne af den engagerede intellektuelle at fungere som skarpe vagthunde, der ønsker at undgå, at forskerne bliver ideologiske og politiske i både forskningsdesign, metodologi og i konkrete resultater.

Kritikerne af Sartres vision om den engagerede intellektuelle forsøger her at holde fast i et skarpt skel mellem videnskab og ideologi, hvor videnskab er karakteriseret ved en distanceret, objektiv og desinteresseret fornuft og etos, der præcist beskriver og undersøger virkeligheden. Paradokset er imidlertid, at denne objektive videnskabsforståelse konkret udfordres af universitetets forandrede position i samfundet. Når samfundet kræver forskere, som bidrager til at løse konkrete problemer, er det nærmest umuligt at undgå, at videnskaben også må tage konkret stilling til resultater og løsninger. Med mere samfundsrelevant og anvendelsesorienteret forskning bliver konkret stillingtagen og vurderinger også en integreret del af forskningen. Derfor er det en illusion at fastholde, at forskningen altid skal være distanceret, objektiv og neutral.

Ideen om den uvildige og upartiske forsker bliver i sig selv en ideologisk position, som anvendes til at legitimere en bestemt politisk magt, hvilket Sartre var meget bevidst om. I stedet for at afkræve forskerne en umulig neutralitet, ville begrundet, ansvarlig og engageret stillingtagen være mere på sin plads. Som Sartre understreger, er det afgørende, at forskeren bliver en “offentlig intellektuel”, som engagerer sig for frihed, retfærdighed og beskyttelse af de svageste i samfundet. Heroverfor hævdede Michel Foucault, at problemet så ville være, at forskeren blev upræcis og generel. Snarere skulle forskerne være en “specifik intellektuel”, der kun udtaler sig vurderende om de specielle områder, hvor vedkommende virkelig har en ekspertise. Vigtigt var dog for begge, at forskeren som intellektuel har et etisk og politisk ansvar for samfundet. Det er et stort tab for et levende demokratisk offentligt rum, hvis forskeren holder sig tilbage med at udtale sig. Men det betyder også, at der skal være mere plads til forskellige måder at udtale sig på. Her behøver forskeren ikke kun at fremstå som støvet professor, for den nye digitale virkelighed betyder, at forskningens samfundsengagement kan tage mange former, såsom stillingtagen gennem underskrifter, bidrag til aktivistiske demonstrationer, udsigelse af profetier om klima eller økonomi eller tilstedeværelse på de sociale medier som influencer eller videnskabelig kendis. Viden formidles ikke kun som objektive kendsgerninger, men gennem vurderinger og konkrete bud på løsninger, meningsdannelse og stillingtagen. Med Sartre må vi understrege vigtigheden af at være en intellektuel forsker, der hele tiden forholder sig kritisk til sig selv. Visionen om den intellektuelle indeholder et selvransagende element, ligesom den indeholder et element af nødvendigt engagement for frihed og social retfærdighed.

1.	Jean Paul Sartre, Plaidoyer pour les intellectuels (Gallimard, Folio (1972), 2020), 42–43.
2.	Jean-Paul Sartre, L’Être et le Néant (Gallimard, 1943).
3.	Jean-Paul Sartre : Que-est-que c’est la littérature (Gallimard, 1948).
4.	Julien Benda, La Trahison des clercs (Grasset: Les Cahiers rouges, 2003).
5.	Marchen Neel Gjertsen, “Jyllands-Posten stod på den forkerte side i 1938. Det gør vi ikke nu. Men er vi alligevel der, hvor historien går baglæns?”, Jyllands-Posten, 20. oktober 2023; Sune Haugbølle m.fl., “Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”, Politiken, 25. maj 2021.

Et ideal om den offentligt intellektuelle forsker som verdensbetragter

Sandra Frost Campos Guimay · 26. jan. 2024

Det er en tilbagevendende diskussion, hvorvidt forskere blot skal formidle objektive forskningsresultater og rådgive ved efterspørgsel, eller om forskere også må indtage en mere normativt engageret og måske endda aktivistisk position i offentligheden. Vandene deles i diskussionen om forskerens rolle i forhold til at gribe kritisk ind i og engagere sig i offentlige debatter, der for eksempel vedrører samfundets velfærdsinstitutioner, identitetspolitiske spørgsmål, geopolitiske konflikter eller den globale klimadebat. Det kan være vanskeligt at navigere i spændingsfeltet mellem at være forsker og på samme tid ytre sig offentligt – det kræver måske endda en smule risikovillighed, da kritikken både kan ramme som decideret personangreb eller mod hele forskningsfelter.

I sommeren 2021 blev køns- og migrationsstudier ramt af hård kritik, både internt fra forskermiljøet og fra politisk side, for at være “aktivistiske” og “pseudovidenskabelige”.¹Ane Ringgaard, “Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive”, Videnskab.dk, 25. april 2021. Der er ligeledes blevet skudt med skarpt mod mellemøst- og islamforskning for at være politiserende,²Lise Richter, “Islamforskeren møder Henrik Dahl, der har kaldt ham aktivistisk og hans forskning uanvendelig”, Dagbladet Information, 7. juni 2021; Rasmus Fahrendorff, “Politiker i folketingsdebat: ‘Vi kan ikke stole på den typiske danske Mellemøsten-forsker’ ”, Kristeligt Dagblad, 28. maj 2021. og mod forskere, der har engageret sig i debatten vedrørende Israel-Palæstina-konflikten.³Sorcha Thomson, Pelle Valentin Olsen, Sune Haugbølle m.fl., “Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”, Politiken, 25. maj 2021; Klaus Wivel, “Enøjet”, Weekendavisen, 27. maj 2021. Dertil kommer, at flere forskere tager del i den sociale bevægelse Scientist Rebellion, hvor de går på gaden med opråb om mere klimahandling. I den forbindelse er det ligeledes blevet problematiseret, igen både internt fra forskermiljøet og fra politisk side, at forskerne bruger deres autoritet til politiske opråb.

Debatten om forskerens rolle i den offentlige samfundsdebat og dermed konflikten mellem forskning, politik og aktivisme spidsede til i den danske debat, da Morten Messerschmidt og Henrik Dahl i 2021 fremlagde en forespørgsel til Uddannelses- og forskningsministeren Ane Halsboe-Jørgensen, hvori de spurgte, om ministeren var “enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder”.⁴“F 49 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, Folketinget, 23. marts 2021. Forespørgslen førte senere til det nu vedtagne forslag V137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer,⁵“V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, Folketinget, 28. maj 2021. der har været svært omdiskuteret.

Kritikken udfordrer den klassiske forestilling om forskeren som en samfundsengageret intellektuel, der bidrager til den politiske og samfundsmæssige debat. Hovedspørgsmålet for denne artikel er: Under hvilke former kan tænkningen slippes fri inden for videnskaberne? Jeg vil i artiklen diskutere, hvilken rolle forskeren kan indtage som offentligt intellektuel – som en figur, der blander sig i aktuelle kriser og spørgsmål om blandt andet klima, socialbæredygtighed og kultur- og menneskelivet i det hele taget. Jeg undersøger også, hvem denne figur er, der engagerer sig i alt fra lokale til globale spørgsmål, og hvad der begrunder dette engagement.

Med et primært afsæt i Hannah Arendts Lectures on Kant’s Political Philosophy (1970) – en politisk filosofi, som Kant ikke selv eksplicit udviklede, men som Arendt læser ud af hans tredje og sidste kritik, Kritik der Urteilskraft (1790) – vil jeg skitsere et ideal om forskeren som offentlig intellektuel, der bidrager til den politiske og samfundsmæssige debat som en Weltbetrachter, en verdensbetragter. Forskeren som verdensbetragter ligner ideen om verdensborgeren, der engagerer sig etisk, politisk og fagligt for at arbejde henimod et mere humanistisk og demokratisk samfund, hvorved den intellektuelles rolle bliver en velovervejet normativ position. Indledningsvist præsenterer jeg et par afgrænsede refleksioner over Hannah Arendts diskussion af sandhedsbegrebet og forholdet mellem meninger og sandheder og videnskab og politik i relation til den aktuelle debat. Herefter udfoldes et ideal om den offentligt intellektuelle gennem de tre følgende begrundelser fra Arendts forelæsningsrække: 1) Den intellektuelle får autoritet i kraft af tænkning som filosofisk tænkning, 2) Arendt understreger vigtigheden af ansvarlig refleksion over offentligheden, og 3) at ansvarlighed og dømmekraft er afgørende faktorer for det offentligt intellektuelle engagement.

Jeg vil indledningsvis slå fast, at det ikke er min hensigt at eliminere det konfliktfyldte ved at ytre sig offentligt. Mit ærinde er ikke, at det foreliggende ideal om den offentligt intellektuelle skal kunne give en garanti for, at forskere fremover ikke bliver udsat for mere eller mindre berettiget kritik, både internt fra forskningsverden eller fra politisk side. Jeg vil derfor heller ikke bevæge mig længere ind i den ovenfor skitserede debat. Jeg vil derimod rette mit fokus mod en fortolkning af den nutidige debat ved primært at spejle udvalgte tematikker i Hannah Arendts forelæsningsrække om Kants politiske filosofi samt andre relevante essays og værker af Arendt, der relaterer sig hertil.

Videnskabelige og epistemologiske ekkokamre

De indledningsvise eksempler på kritikken af tilsyneladende tvivlsomme forskningspraksisser indenfor human- og samfundsvidenskaberne tegner konturerne af en generel debat om afgrænsningskriterierne for videnskab. Det vil sige en manglende fælles forståelse af processen, hvormed vi udvikler og formidler viden. Kritikken rejser derudover generelle spørgsmål om, hvad der henholdsvist betragtes som videnskabelige sandheder eller blotte meninger.

Når den aktuelle debat om forskeren som en samfundsengageret intellektuel betragtes i lyset af ovenstående spørgsmål, træder en demarkation mellem to kulturer frem. Uenigheder vedrørende sandheder, viden og meninger støder sammen og danner fundamentet for en videnskabsteoretisk konflikt, som kan medføre en polarisering af vores fælles epistemologiske fundament. På den ene side findes de evaluerende, fortolkende, historiske og kvalitative human- og samfundsvidenskaber, der i høj grad er domineret af nyere paradigmer og videnskabsteorier. Det drejer sig f.eks. om konstruktivisme og kritisk teori, der dækker paradigmer fra postmodernisme og poststrukturalisme til feministisk teori og aktionsforskning.⁶Egon G. Guba og Yvonna S. Lincoln, “Competing paradigms in qualitative research”, i Handbook of qualitative research, red. Norman K. Denzin & Yvonna S. Lincoln (Thousand Oaks, CA, US: Sage Publications, Inc, 1994). Et særkende ved disse paradigmer, teorier og metoder er, at de i højere grad end før positionerer forskeren i tæt relation til undersøgelsessubjektet, eksempelvis som involveret og engageret gennem aktionsforskning, hvor der etableres en kommunikationsproces mellem forsker og undersøgelsessubjektet. Derudover eksperimenterer den feministiske teori med nye og anderledes metaforer for videnskab gennem poetisering og autoetnografisk metode.

På den anden side findes de kvantitative og objektivistiske metoder med naturvidenskabeligt afsæt, der plæderer for en øget positivistisk opfattelse af videnskaben. Her betragtes undersøgelsessobjektet som en genstand, der ikke kan og bør etableres en kommunikationsproces til. Fra dette perspektiv kritiseres de ovenfor nævnte human- og samfundsvidenskaber for at være udtryk for ideologi, subjektivistisk aktivisme og ligefrem pseudovidenskabelige. Disse videnskabsteoretiske konflikter har affødt en stigende polarisering, som isolerer fløjene i videnskabelige og epistemologiske ekkokamre, hvorfra den fælles verden og viden om virkeligheden betragtes fra meget forskellige perspektiver. Undervisning, journalistisk formidling og peer review, der grundlæggende bidrager til at etablere en fælles forståelse af videnskabelige fakta og sandheder om vores fælles menneskeliv, bliver i højere grad kamppladser – som vi også så det udspiller sig under 90’ernes science-war – hvor konflikter og beskyldninger om anti-videnskabelige metodologier og teorier vinder indpas.

I første del af The Life of the Mind (1977), med titlen “At tænke”, fremhæver Hannah Arendt Leibniz’ distinktion mellem faktiske sandheder, der groft skitseret kun er kontingent sande, og fornuftssandheder, der er nødvendigt sande.⁷Hannah Arendt, Åndens liv (Aarhus: Klim, 2019), 95. Denne distinktion kan kaste lys over demarkationen mellem de to kulturer og give et billede af, hvorfor nogle former for viden og sandhed er mere udsatte for kritik end andre – og i særdeleshed den viden og de sandheder, der arbejdes med indenfor human- og samfundsvidenskaberne. Faktiske sandheder er resultaterne af, at vi mennesker lever og handler sammen. De viser sig som hændelser og begivenheder, som kan erindres og tales om og således anerkendes som kendsgerninger om menneskers levede liv. De faktiske sandheder er, hvad meget af den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning beskæftiger sig med, når den udvælger væsentlige kendsgerninger og begivenheder, begrebsliggør dem, fortolker dem og ikke mindst udsætter dem for kritisk tænkning. De faktiske sandheder er således afhængige af, at de kan kommunikeres, og at der kan skabes en generel gyldighed af og mening om dem. Ifølge Arendt er det, ligesom Kant skriver i sine politiske skrifter, et naturligt kald hos mennesket at kommunikere og sige sin mening, især når det omhandler spørgsmål, der vedrører mennesker som sådan. Og med Jaspers ord peger Arendt på, at sandheder er det, vi kan kommunikere, de skal kunne forstås og dermed også kunne gentages af andre for at opnå gyldighed.⁸Hannah Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy (Chicago: The University of Chicago Press, 1992), 40. For dele af den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskningspraksis er det dog ofte ikke helt gnidningsfrit at forfølge det naturlige kald, som Kant plæderer for. Derudover kan det være vanskeligt at garantere, at de menneskehistoriske begivenheder, de faktiske sandheder, som human- og samfundsvidenskaberne beskæftiger sig med, opnår gyldighed eller anerkendelse i offentligheden, blot fordi de kan kommunikeres offentligt, som Jaspers har peget på.

Ifølge Arendt er en af udfordringerne med de faktiske sandheder, som human- og samfundsvidenskaberne beskæftiger sig med, at de er kontingente, som menneskehistoriske begivenheder nu engang er. Begivenhederne kunne have været anderledes eller ikke have fundet sted. De er dermed ikke nødvendige. Og eftersom alle ikke kan bevidne de begivenheder, der ligger til grund for kendsgerningerne, bliver de faktiske sandheders tvingende kraft betydeligt begrænset i modsætning til fornuftssandheder, der er selvindlysende for enhver med almindelig hjernekraft. Arendt fremskriver i en længere passage i The Life of the Mind, hvordan fornuftssandheder betragtes som nødvendige, som f.eks. det matematiske udsagn, at 2+2 = 4. Historisk er fornuftssandheder derfor blevet tilskrevet en højere ontologisk værdi end de faktiske sandheder, der har behov for vidner og vidnesbyrd for at blive valideret.⁹Arendt, Åndens liv, 95–96. Fornuftssandheders dominans betyder ifølge Arendt, at de tvingende og nødvendige sandheder i høj grad tjener som et paradigme for al tænkning og videnskab, og derfor i højere grad bliver hegemoniske i forhold til, hvilken viden og hvilke sandheder, der manifesteres som vores fælles virkelighed i offentligheden.

Situationen omkring de faktiske sandheder bliver ikke lettere af, at faktiske sandheder og meninger grundlæggende ikke strider mod hinanden. I essayet Truth and Politics (1968), hvor Arendt reflekterer over forholdet mellem sandheder og meninger, fremhæver hun, at faktiske sandheder først og fremmest er helt grundlæggende for meningsdannelse i offentligheden. Meninger kan være inspireret af interesser, værdier og overbevisninger, de kan afvige betydeligt fra hinanden alt efter, hvem der bærer meningen med sig, men grundlæggende kan meninger ikke afvige mere fra hinanden, end at de fortsat respekterer den faktiske sandhed, som de forholder sig til.¹⁰Hannah Arendt, Om sandhed og løgn i politik: to essays, (Aarhus: Klim, 2020), 19. Således er meningsfrihed altså en farce, ifølge Arendt, medmindre viden om kendsgerningerne garanteres.¹¹Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 19. Vi kan altså ikke blot mene hvad som helst, hvis ikke vi har kendskab til og anerkender de faktiske sandheder, som meningen er relateret til. For det andet er meninger og fortolkninger en forudsætning for viden om de faktiske sandheder, som meninger relaterer sig til. Forud for enhver videnskabelig udforskning og kritisk stillingtagen til menneskehistoriske begivenheder må der ske en udvælgelse og fortolkning af specifikke begivenheder, som på et eller andet niveau er interesse- eller værdibaseret. Det er altså nødvendigt, ifølge Arendt, at lave en subjektiv udvælgelse i virvaret af de begivenheder, der altid finder sted overalt omkring os.¹²Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 19. Der er således altid allerede mening og fortolkning på spil i den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskningspraksis.

At meninger og faktiske sandheder ofte er sammenfaldende i deres fremtrædelse, fordi det kan være vanskeligt at adskille, om meningen går forud for sandheden eller omvendt, betyder dog ikke, at al samfundsvidenskabelig og humanistisk viden er relativ. Faktiske sandheder bør ligge til grund for meninger, selvom vi i dag ser en stigende tendens til at sløre skellet mellem faktiske sandheder og meninger – tænk blot på dem, der benægter klimakrisen eller covid-19 som en dødelig trussel. For at illustrere forskellen mellem faktiske sandheder og meninger, fortæller Arendt historien om Clemenceau, der i 1920’erne havde en venskabelig samtale med en repræsentant fra Weimarrepublikken om spørgsmålet om skyld i forhold til udbruddet af Første Verdenskrig. “Hvad, efter deres mening”, blev Clemenceau spurgt, “vil fremtidige historikere mene om dette vanskelige og kontroversielle spørgsmål?” Han svarede: “Det ved jeg ikke. Men jeg ved med sikkerhed, at de ikke vil sige, at Belgien invaderede Tyskland”.¹³Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 19–20. Dette svar fra Clemenceau er dog ikke så selvindlysende, som vi skulle tro, da der selv i dag konstant lurer en fare for, at faktiske sandheder bliver transformeret til blotte meninger, som fører til en verden af “alternative sandheder” – hvad vi blandt andet senest har set i USA og Rusland.

Uagtet det komplekse og intime forhold mellem faktiske sandheder og meninger, peger Arendt på, at kompleksiteten ikke må sløre de grundlæggende grænser mellem faktiske sandheder og meninger i et videnskabeligt og filosofisk henseende. Faktiske sandheder har en genstridig karakter, ifølge Arendt. De er kun mulige at få bugt med gennem løgne, hvorimod meninger og fortolkninger kan diskuteres og danner fundamentet for det politiske liv, hvorimod sandheder danner fundamentet for videnskaben. Videnskaben kan derfor ikke manipulere sandheder efter eget forgodtbefindende for f.eks. at fremme bestemte politiske interesser, for så vil den træde ud over sit eget domæne.

Faktiske sandheder risikerer dog, ifølge Arendt, at møde en voldsom skæbne, når de præsenteres på “torvet”, i offentligheden, hvis de udfordrer, eller står i modsætning til, hvad der er den fælles forståelse af en given sag, på et givent tidspunkt. Disse faktiske sandheder mødes ofte med meninger, der indeholder kritik eller fordømmelse, eller sågar beskyldninger om, at kendsgerningen selv er blot én mening blandt mange og ikke en faktisk sandhed.¹⁴Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 17. Således er skellet mellem det politiske liv og videnskaben ikke så lige til. Det var blandt andet, hvad vi så i 2021, da flere folketingspolitikere kritiserede dele af den samfundsvidenskabelige forskning for at være pseudovidenskabelig, politiseret og uden klare grænser mellem aktivisme og videnskab.¹⁵Henrik Dahl, “Folketinget har en pligt til at skride ind, når forskning bliver aktivistisk”, Berlingske, 4. juni 2021; Ringgaard, “Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive”; Fahrendorff, “Politiker i folketingsdebat”. Et andet eksempel på en sådan miskreditering er den måde, Dansk Folkeparti fremstiller kønsforskning, postkolonialisme og racestudier på deres hjemmeside. De beskrives som forskningsfelter, der producerer forskning af tvivlsom kvalitet, fordi mange aktivistister vælger at besidde forskerstillinger på disse felter, idet de “ønsker at ændre samfundet og vælger derfor en af disse områder”. Derfor mener DF, at aktivisme i udpræget grad går forud for forskningen indenfor disse forskningsfelter, fordi forskerne bruger “deres fine stilling til at føre politik.”¹⁶Alex Ahrendtsen, “Uddannelse & Forskning”, DanskFolkeparti.dk, set 29. september 2023.

Demarkationen mellem de evaluerende, fortolkende, historiske og kvalitative human- og samfundsvidenskaber og de mere kvantitative og objektivistisk orienterede metoder med naturvidenskabeligt afsæt danner fundamentet for en kompleks videnskabsteoretisk konflikt, der i sig selv bestemt ikke er ny.¹⁷Karl R. Popper, “The problem of demarcation”, i Philosophy: Basic Readings, red. Nigel Warburton (Routledge, 1999); Paul Feyerabend, Against method (London/New York: Verso, 2010); Imre Lakatos, “Falsification and the Methodology of Scientific Research Programmes”, i Methodology of Scientific Research Programmes … Continue reading I lyset af disse konflikter ses en polarisering af vores fælles epistemologiske fundament, der afspejler vanskelighederne ved at definere afgrænsningskriterierne for videnskab og politik og sandheder og meninger. Når vi anerkender spændingerne i forholdet mellem videnskab, politik og filosofi, der udfordrer ideen om videnskabelig viden og refleksivitet, bliver forskerens diskursive position som offentligt intellektuel udsat. Spørgsmålet bliver så: Under hvilke former kan tænkningen slippes fri indenfor videnskaben, og hvordan kan intellektuel integritet bedømmes som værdi, når forskeren gennem et offentligt engagement søger efter og udsiger sandheder, danner meninger og dømmer kritisk om menneskelige anliggender – på trods af de konfliktfyldte spændinger mellem det, der fra det ene perspektiv anses for faktiske sandheder, men fra det andet perspektiv anses for blot at være politiske meninger?

Den offentligt intellektuelle som filosofisk tænker

Arendt peger i sine Lectures on Kant’s Political Philosophy på, at Kants holdning til spørgsmålet om offentligt engagement er bemærkelsesværdig. Ifølge Kant er det offentlige engagement ikke ensbetydende med, at den intellektuelle indtager en rolle som politisk aktør eller aktivist, som den nutidige debat går på. Et offentligt engagement handler derimod om, at den intellektuelle indtager en rolle som filosof eller tænker, der betragter verden.¹⁸Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 40. For at forstå, hvordan denne rolle som filosofisk tænker og verdensbetragter tilskriver den offentligt intellektuelle autoritet, må vi først se på Kants ide om, at det er et naturligt kald hos mennesker at kommunikere og ytre meninger, især når det omhandler spørgsmål, der vedrører mennesker som sådan. Sandheder er, som Jaspers ligesom Kant har peget på, noget vi kan kommunikere, de skal kunne forstås og dermed også kunne gentages af andre for at opnå gyldighed.¹⁹Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 40. Derfor må det, når det gælder dømmende betragtninger af verden hos den offentligt intellektuelle, hvad enten det gælder sandheder eller meninger, være nødvendigt ifølge Kant og Jaspers at disse betragtninger er generelt kommunikerbare.

Ifølge Kant kræver selve tænkningen desuden også offentlig brug. Uden en offentlighed til at teste tænkningen, til at eksaminere den, vil ingen meningsdannelse kunne finde sted eller menneskehistoriske kendsgerninger kunne manifesteres som en del af vores fælles virkelighed. Som Arendt skriver, skyldes det ifølge Kant, at fornuften ikke er sat i verden for at isolere sig selv, men tværtimod for at indgå i fællesskab med andre.²⁰Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 40. Så selvom tænkningen både hos Platon og Hegel ansås for at være en ensom aktivitet, en stille dialog med mig selv, så er det nødvendigt at dele tænkningen med andre, for at den ikke blot forbliver stille og ensom.

Denne kommunikerbarhed eller socialitet i tænkningen er direkte koblet til oplysningstankens ånd om at gøre offentlig brug af sin forstand og den dertilhørende ytringsfrihed. Arendt peger på, at denne frihed skal forstås som politisk frihed, der af Kant defineres således: “[T]o make public use of one’s reason at every point”.²¹Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 39. Ved offentlig brug af fornuften forstår Kant netop den brug, som den intellektuelle udøver foran sit læsende publikum.

Den offentligt intellektuelle som filosofisk tænker og verdensbetragter er således ikke alene den meningsdannende og sandhedssigende instans, da den intellektuelle tænkning er social og repræsentativ. Med andre ord er det afgørende, at den intellektuelle tænkning er diskursiv i en næsten bogstavelig forstand, “idet den så at sige løber fra sted til sted, fra én del af verden til en anden, gennem alle former for modstridende synspunkter”.²²Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 23. Det gør den netop for at kunne forestille sig og repræsentere mangfoldige meninger og kendsgerninger, hvilket betyder, ifølge Kant, at “[s]elve meningsdannelsen bestemmes af dem, i hvis sted nogen tænker og anvender sin forstand”,²³Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 22–23. og at “den eneste forudsætning for udøvelsen af denne forestillingsevne er manglen på interesse, at man frigør sig fra sine egne, private interesser”.²⁴Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 22–23.

Enhver intellektuel kan selvfølgelig nægte at bruge sin forestillingsevne til at udvide sin tænkning eller undlade at “gå på visit” andetsteds og blot tage egne interesser i betragtning. I sådan et tilfælde vil der dog snarere være tale om blind påståelighed eller intellektuel banalitet, end et egentligt offentligt intellektuelt engagement, hvor synspunkterne hos dem, der er fraværende, repræsenteres ved, at de gøres nærværende for bevidstheden hos den intellektuelle.²⁵Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 22. Det betyder dog ikke, at enhver subjektiv holdning bør opgives fuldkomment, men at en mangfoldighed af synspunkter må være nærværende i den tænkende bevidsthed. Den offentligt intellektuelle som filosofisk tænker og verdensbetragter skal i kantiansk forstand derfor ikke forstås som en tilskuer eller betragter, der udøver en kritisk autoritet på afstand. Den offentligt intellektuelle er ikke tilbagetrukket eller befinder sig i en privilegeret position, hvorfra vedkommende har adgang til universelle principper. Som offentlig intellektuel indtager forskeren ikke udelukkende en tænkende position fra et objektivt verdensfjernt intetsteds eller fra et udelukkende subjektivt interessebåret eller ideologisk ståsted.²⁶Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 55. Hvad der er på spil, og hvad der bibringer meninger og sandheder gyldighed og intellektuel værdi, er evnen til en “udvidet tænkemåde” i betragtningen af menneskelige anliggender ved en offentlig brug af fornuften.

Ansvarlig refleksion over offentligheden

Den anden begrundelse for et ideal om den offentligt intellektuelle findes i Arendts understregning af vigtigheden af ansvarlig refleksion over offentligheden. Den offentlige sfære repræsenterer, i Arendt politiske teori, det ontologiske vilkår, at vi mennesker deler og lever sammen på jorden. Vores menneskelige samliv, hvor vi træder frem for hinanden gennem handling og tale, garanterer vores erfaringer af verden, af vores liv sammen og for os selv, som virkelige. Vi skaber den menneskelige historie i samspil, gennem det virvar af begivenheder og kendsgerninger, der danner grundlaget for de faktiske sandheder og meninger, vi forstår som virkelige. I The Human Condition (1958) skitserer Arendt to perspektiver på udtrykket “offentligt”:

Vores menneskelige virkelighed konstitueres i vores omgang med hinanden, når vi træder frem for hinanden. Ved at lade vores private erfaringer og fortællinger få en plads i det offentlige rum bliver de virkelige, fordi de bliver set og hørt af andre.²⁷Hannah Arendt, Menneskets vilkår (København: Gyldendal, 2005), 72–73.
Den offentlige sfære er selve den fælles menneskelige verden, hvor vi mennesker lever og er sammen, medieret af produkter, ideer og politiske såvel som sociale forhold og anliggender, der på en og samme tid knytter os sammen og samtidigt adskiller os fra hinanden.²⁸Arendt, Menneskets vilkår, 75.

Grundlæggende peger begge perspektiver på, at vi mennesker befinder os i en fælles menneskelig verden, hvori vi sætter vores spor gennem erfaringer og fortællinger, der finder vej til det offentlige rum og dermed bliver gjort virkelige. Viden udvikles således parallelt med udforskningen af menneskelige erfaringer. Den fælles viden om virkeligheden hviler på en gensidig garanti, en fælles fornuft, der er forankret i og udfoldes i den offentlige sfære.

Den offentlige brug af fornuften er, ifølge Kant, af en særlig art for den intellektuelle til forskel fra borgeren, der besidder et offentligt hverv. I en sådan position vil den enkelte, fx en officer i service, ikke have ret til ikke at adlyde, “[m]en han kan rimeligvis ikke forhindres i som lærd at gøre anmærkninger om manglerne i krigstjenesten, og at forelægge disse for sit publikum til bedømmelse”.²⁹Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt. Historiefilosofiske skrifter (Aarhus: Slagmark, 1993), 67. Som intellektuel tilhører den enkelte nemlig et særligt fællesskab, navnlig et fællesskab af verdensborgere, ifølge Kant. I kraft af at tilhøre dette fællesskab er den intellektuelle i besiddelse af en politisk frihed og ikke mindst en verdensborgerlig ansvarlighed, hvormed han eller hun adresserer sit publikum og verden.³⁰Kant, Oplysning, historie, fremskridt, 69. Således giver denne besiddelse incitament til et offentligt engagement, hvor betragtningerne af og den udvidede tænkning over sociale og politiske spørgsmål efterfølgende kan udtrykkes og fremsættes til åben og fri eksamination i offentligheden for at bringe oplysning og fremskridt blandt menneskene, ifølge Kant.³¹Kant, Oplysning, historie, fremskridt, 73.

Idéen om verdensborgeren har en lang idéhistorie bag sig, der strækker sig fra de græske filosoffers idé om kosmo-politten,³²Joachim Wiewiura, Den politiske filosofis historie (København: Hans Reitzel, 2022), 200. henover Kant, der i skriftet Idee einer allgemeinen Geschichte in weltbürgerlicher Absicht (1784) udfolder visionen om en verdensborgerlig tilstand,³³Kant, Oplysning, historie, fremskridt, 50. til i dag at være et realpolitisk begreb grundet den øgede globalisering, der mindsker afstanden mellem mennesker, ideer, penge, varer og viden på tværs af kontinenter og landegrænser. I en nutidig kontekst har teolog og filosof Peter Kemp (1937–2018) formuleret idealet om verdensborgeren som “det menneske, der tager nutidens store brændende globale problemer op for at bidrage til løsninger, der kan være til gavn for menneskeheden”.³⁴Peter Kemp, Verdensborgeren: Pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede., 2. reviderede og opdaterede udgave (København: Hans Reitzel, 2013).

Peter Kemps refleksioner over verdensborgeren som både et pædagogisk og politisk ideal tager os omkring den pædagogiske scene for filosofien i et oprør mod et indskrænket verdenssyn på dannelse og uddannelse, der gør mennesker til soldater i konkurrencesamfundet. Idealet om verdensborgeren orienterer sig ud mod alt det, der ikke er umiddelbart nærværende, og som kun lige ligger inden for den enkeltes nære horisont. Det drejer sig om spørgsmål om det enkelte menneskelivs eksistens til globale samfundsspørgsmål, der gælder menneskeheden som sådan. Fælles for orienteringen mod alle disse spørgsmål er en grundlæggende indstilling rettet mod social solidaritet og en fælles bevidsthed indenfor politik, uddannelse, dannelse, erhvervslivet, økonomien osv., der sigter mod en bæredygtig verden for fremtidens generationer. Idealet om verdensborgeren og et fælles verdensborgerligt liv skal ses som netop blot et ideal og værdifællesskab, snarer end et reelt ønske om at opløse enhver stat til fordel for en verdensstat, ifølge Kemp.³⁵Kemp, Verdensborgeren, 271.

Idéen om verdensborgeren i samspil med Arendts perspektiver på den offentlige sfære peger på et engagement, der tager det alvorligt, at mennesker lever sammen på Jorden og derfor må tænke etisk, udogmatisk og pluralistisk i forhold til de kriser, spørgsmål, sandheder og meninger, der viser sig i den offentlige sfære. De meninger og sandheder, forskeren som offentligt intellektuel verdensbetragter forholder sig til og reflekterer over, er altid allerede “derude”. Derfor er den offentligt intellektuelle i dette perspektiv ikke en politisk aktør, men snarere en rolle, der reflekteret evaluerer sociale og politiske spørgsmål på lokalt såvel som globalt niveau i overensstemmelse med idéen om verdensborgeren gennem filosofisk refleksion. Det betyder, at der er indlejret et normativt ideal i den offentligt intellektuelles rolle som en verdensbetragter, der giver incitament til en beskyttelse af menneskeheden, den menneskelige værdighed og en grundlæggende anerkendelse af en demokratisk inklusion af mangfoldige synspunkter.

Ansvarlighed og dømmekraft

Det sidste spørgsmål, jeg vil rejse, er, hvordan den offentligt intellektuelle pålideligt kan bedømme politiske og sociale spørgsmål. Spørgsmålet er, som Kant konfronterer i Kritik der Urteilkraft, hvad det er for en kvalitet, der sætter os i stand til at kunne dømme og vide, hvordan man dømmer? Med andre ord, hvordan er det muligt for mennesker at skelne mellem rigtigt og forkert og godt og ondt, hvilket må forudsættes for at kunne indtage en velovervejet normativ position som offentligt intellektuel?

I Arendts politiske teori finder vi en insisteren på, at den udvidede tænkning er den afgørende menneskelige evne i forhold til at kunne skelne mellem rigtigt og forkert og godt og ondt. I bogen Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (1963), hvor Arendt afdækker retssagen mod nazi-forbryderen Adolf Eichmann, udfolder Arendt argumentet for tænkningens altafgørende betydning for dømmekraften. Ifølge Arendt var Eichmann hverken en sadistisk eller dæmonisk forbryder. Hvad der var på spil, var noget rent negativt, idet han ikke tog aktivt stilling til karakteren af de handlinger, han foretog, og samtidigt var der end ikke tale om dumhed, men derimod ren tankeløshed. De erfaringer, Arendt gjorde sig under retssagen, afslørede den kendsgerning, at tænkningens aktivitet, menneskers evnen til at stoppe op og tænke sig om, kan være en betingelse for mennesker evne til at kunne skelne mellem rigtigt og forkert og dermed ikke gøre ondt. Således tilskrives tænkningen en særegen position i forhold til den menneskelige dømmekraft. Ved hjælp af forestillingsevnen, der dels sætter tænkningen i stand til at vandre mellem mangfoldige perspektiver og sensus communis, der skal forstås som ideen om menneskers evne til at forholde sig til og bedømme alle disse mangfoldige perspektiver i overensstemmelse “menneskehedens samlede fornuft”,³⁶Immanuel Kant, Kritik af dømmekraften, overs. Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: Det lille Forlag, 2005), 136. er vi mennesker ifølge Arendt i besiddelse af evner, der sikrer, at den enkelte pålideligt kan foretage domme.

Hvad der kan undre, er dog hvad der udgør målestokken for tænkningen. Hvordan ved man, at her stopper tænkningen for nu, for netop her, på dette punkt, fældes en dom, der i tilstrækkelig grad forholder sig til virvaret af mangfoldige perspektiver og afstemmer sig med menneskehedens samlede fornuft? Kriteriet er meddelelighed eller offentlighed, og målestokken er sensus communis, der ved at være en fælles sans for alle, gør det enkelte menneske til en del af fællesskabet. Denne fælles sans sikrer kommunikationen mellem mennesker i tanken, hvor forestillingsevnen kan sætte os i andres sted. Domsfældelsen finder sted, når den enkelte i tanken har efterprøvet dommen i forhold til andre mulige domme, og derved finder frem til den mest passende i overensstemmelse med fællessansen, dvs. den samlede menneskelige fornuft. Maksimerne for sensus communis lyder derfor således: Tænk først og fremmest selv, sæt dig så i tanken i andres sted, og endelig: Vær enig med dig selv.³⁷Kant, Kritik af dømmekraften, 136. Hvis den offentligt intellektuelles tænkning og efterfølgende domsfældelse følger disse maksimer, vidner de ifølge Arendt om en evne til at vende tænkningen mod verdslige anliggender ved at have socialitet og inklusion som sit mål.³⁸Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 71.

Afsluttende bemærkninger

Som jeg indledningsvist skitserede, danner de videnskabsteoretiske polariseringer, og konflikterne mellem videnskab og politik og sandhed og mening, en kamp om ontologisk værdighed, der presser paradigmer for videnskabelig tænkning i forskellige retninger. De stærke brydninger og konflikter kan have den konsekvens, at vi isolerer os fra hinanden i videnskabelige og epistemologiske ekkokamre, hvor beskyldninger om pseudovidenskab, politiseret forskning og aktivisme vidner om en stærkt udfordret empirisk konsensus om sensus communis. Med andre ord udfordrer disse konflikter menneskers evne til i forestillingen at kunne afstemme sig med hinanden.

Under disse forhold har den frie tænkning indenfor videnskaberne vanskelige betingelser. Når sensus communis, menneskers fælles bedømmelsesevne, ikke længere har et fælles holdepunkt, kan domme i høj grad risikere at fremstå som idiosynkratiske og have vanskeligt ved at vinde gehør i offentligheden, fordi der ikke er en fælles fornuft at afstemme dommen med. Et manglende fælles fodfæste vanskeliggør muligheden for en fælles forståelse af en given idé eller kendsgerning. Disse konflikter truer den intellektuelles betingelser for fri tænkning og et aktivt engagement i offentligheden, da der i højere grad kan sås tvivl om, hvorvidt konkrete domme nu også er løsrevet fra subjektive fordomme, interesser og private omstændigheder. Derudover kan de stærke brydninger mellem videnskab, politik og filosofi også være et udtryk for en grundlæggende kortslutning af den udvidede tænkning. Konflikterne kan synes at repræsentere et indskrænket udblik på verden og den fælles bevidsthed om, at konstruktiv udveksling, dialog og kritik faktisk kan tilskrive tilværelsen højere værdi i et sigte mod en bæredygtig fremtid. Når der sker en sådan kortslutning af den udvidede tænkning, og dermed evnen til at lade tænkningen vandre mellem mangfoldigheden af synspunkter og afstemme den med offentligheden, så skabes der barrierer for den efterfølgende demokratiske samtale om de meninger og domme, der bør have en plads i offentligheden.

Hannah Arendts ideal om den offentligt intellektuelle som en filosofisk tænker og verdensbetragter insisterer på den tænkende og betragtende aktivitet som en opfordring til at være opmærksom på og analysere barrierer for den frie tænkning indenfor videnskaberne og den demokratiske samtale. Den intellektuelles rolle som en velovervejet normativ position giver således ikke adgang til at fjerne det konfliktfulde i at ytre sig offentligt. Tværtimod er denne rolle snarere en opfordring til at forholde sig kritisk til sin egen rolle ved at tænke og dømme ansvarligt om menneskelige anliggender. Det kommunikative og dialogiske element hos både Arendt og Kant er afgørende for samskabelsen af den menneskelige virkelighed og historie. Kun når meninger, fortolkninger, kendsgerninger og sandheder om det virvar menneskehistoriske begivenheder, der omgiver os, udforskes i tanken og kommunikeres åbent og frit, kan vi mennesker forstå os selv, hinanden og vores fælles verden. Når vi via kommunikation og dialog finder frem til fælles forståelser om vores fælles verden og virkelighed, kan vi ansvarligt tage stilling til aktuelle politiske og sociale problemer, som peger mod en bæredygtig fremtid for os selv, vores nære og menneskeheden i det hele taget.

1.	Ane Ringgaard, “Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive”, Videnskab.dk, 25. april 2021.
2.	Lise Richter, “Islamforskeren møder Henrik Dahl, der har kaldt ham aktivistisk og hans forskning uanvendelig”, Dagbladet Information, 7. juni 2021; Rasmus Fahrendorff, “Politiker i folketingsdebat: ‘Vi kan ikke stole på den typiske danske Mellemøsten-forsker’ ”, Kristeligt Dagblad, 28. maj 2021.
3.	Sorcha Thomson, Pelle Valentin Olsen, Sune Haugbølle m.fl., “Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”, Politiken, 25. maj 2021; Klaus Wivel, “Enøjet”, Weekendavisen, 27. maj 2021.
4.	“F 49 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, Folketinget, 23. marts 2021.
5.	“V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, Folketinget, 28. maj 2021.
6.	Egon G. Guba og Yvonna S. Lincoln, “Competing paradigms in qualitative research”, i Handbook of qualitative research, red. Norman K. Denzin & Yvonna S. Lincoln (Thousand Oaks, CA, US: Sage Publications, Inc, 1994).
7.	Hannah Arendt, Åndens liv (Aarhus: Klim, 2019), 95.
8.	Hannah Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy (Chicago: The University of Chicago Press, 1992), 40.
9.	Arendt, Åndens liv, 95–96.
10.	Hannah Arendt, Om sandhed og løgn i politik: to essays, (Aarhus: Klim, 2020), 19.
11.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 19.
12.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 19.
13.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 19–20.
14.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 17.
15.	Henrik Dahl, “Folketinget har en pligt til at skride ind, når forskning bliver aktivistisk”, Berlingske, 4. juni 2021; Ringgaard, “Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive”; Fahrendorff, “Politiker i folketingsdebat”.
16.	Alex Ahrendtsen, “Uddannelse & Forskning”, DanskFolkeparti.dk, set 29. september 2023.
17.	Karl R. Popper, “The problem of demarcation”, i Philosophy: Basic Readings, red. Nigel Warburton (Routledge, 1999); Paul Feyerabend, Against method (London/New York: Verso, 2010); Imre Lakatos, “Falsification and the Methodology of Scientific Research Programmes”, i Methodology of Scientific Research Programmes (United States: Cambridge University Press, 1978).
18.	Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 40.
19.	Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 40.
20.	Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 40.
21.	Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 39.
22.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 23.
23.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 22–23.
24.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 22–23.
25.	Arendt, Om sandhed og løgn i politik, 22.
26.	Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 55.
27.	Hannah Arendt, Menneskets vilkår (København: Gyldendal, 2005), 72–73.
28.	Arendt, Menneskets vilkår, 75.
29.	Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt. Historiefilosofiske skrifter (Aarhus: Slagmark, 1993), 67.
30.	Kant, Oplysning, historie, fremskridt, 69.
31.	Kant, Oplysning, historie, fremskridt, 73.
32.	Joachim Wiewiura, Den politiske filosofis historie (København: Hans Reitzel, 2022), 200.
33.	Kant, Oplysning, historie, fremskridt, 50.
34.	Peter Kemp, Verdensborgeren: Pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede., 2. reviderede og opdaterede udgave (København: Hans Reitzel, 2013).
35.	Kemp, Verdensborgeren, 271.
36.	Immanuel Kant, Kritik af dømmekraften, overs. Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: Det lille Forlag, 2005), 136.
37.	Kant, Kritik af dømmekraften, 136.
38.	Arendt, Lectures on Kant’s Political Philosophy, 71.

Hvad er aka­de­misk bor­ger­skab?

Hvor­for er aka­de­misk bor­ger­skab nød­ven­digt?

Hvad er udfor­drin­ger­ne ved at insti­tu­tio­na­li­se­re aka­de­misk bor­ger­skab?

Hvad med aka­de­misk bor­ger­skab, når ret­tig­he­der og fri­he­der er få?

Kon­klu­sion: Hvad kan der gøres?

Drey­fus, Zola og Sart­re

Den enga­ge­re­de intel­lek­tu­el­le

Den intel­lek­tu­el­les eksi­sten­ti­el­le pligt

Kri­tik af de tra­di­tio­nel­le intel­lek­tu­el­le

Den intel­lek­tu­el­le som ulyk­ke­lig bevidst­hed

Den intel­lek­tu­el­les mod­sæt­nin­ger

Den intel­lek­tu­el­le og nuti­dens sam­funds­de­bat

Den intel­lek­tu­el­le mel­lem beskri­vel­se og vur­de­ring

Viden­ska­be­li­ge og epi­ste­mo­lo­gi­ske ekko­kam­re

Den offent­ligt intel­lek­tu­el­le som filo­so­fisk tæn­ker

Ansvar­lig reflek­sion over offent­lig­he­den

Ansvar­lig­hed og døm­me­kraft

Afslut­ten­de bemærk­nin­ger