Hvad er den intellektuelle? Kan en forsker være intellektuel? Dette essay præsenterer Jean-Paul Sartres forsvar for den intellektuelle som grundlag for en teori om forskerens samfundsansvar og samfundsengagement. Artiklen begynder med en fremstilling af Sartres opfattelse af den intellektuelle. Til slut perspektiveres i lyset af Sartres position kort til forskerens intellektuelle intervention i samfundsdebatten i forhold aktuelle temaer som migration, klima og kønsspørgsmål.
Dreyfus, Zola og Sartre
Oprindelsen til det moderne begreb om den intellektuelle kan dateres til den berømte franske forfatter Emile Zolas rolle i skandalen i Dreyfus-affæren om anklagerne mod den franske officer Alfred Dreyfus om at være forræder og tysk spion. Dreyfus, som var af jødisk oprindelse, blev arresteret og forvist til Djævleøens fængsel ved Guyana i Sydamerika. Det blev hurtigt klart, at der var tale om en stor uretfærdighed, da det ikke kunne bevises, at Dreyfus var skyldig i forræderi mod den franske stat. Emile Zola tog sagen op ved at skrive et åbent brev til den franske præsident Félix Faure og hans regering med titlen Jeg anklager (J’Accuse), som anklagede regeringen for antisemitisme. Zolas brev skabte så meget blæst om Dreyfus-affæren, at sagen blev stærkt politiseret, og Zola blev straks stillet til regnskab for sine udtalelser. Dertil kommer, at Zola senere blev dømt et års fængsel for sin tekst. Zolas artikel blev udgivet d. 13. januar 1898 i tidsskriftet Daggry (L’Aurore), hvor Georges Clemenceau var redaktør. I forlængelse af Zolas anklage mod præsidenten og regeringen underskrev en række forfattere, kunstnere og videnskabsfolk et opråb om en genoptagelse af Dreyfus-sagen, som blev udgivet i forskellige aviser i Paris d. 14. januar, 1898. Det interessante i denne sammenhæng er, at dette krav senere blev kritisk-polemisk omtalt som de intellektuelles manifest (Manifeste des intellectuels) af højrefløjs-debattøren Maurice Barrès, der var irriteret over disse højtråbende mennesker, som udfordrede den politiske magt. Ordet intellektuel var ironisk nok ved begyndelsen til det 20 århundrede blevet født som et negativt, nedsættende ord, der henviste til de folk, der som de andre og udenforstående for samfundet skabte ballade og forvirring i forhold til den etablerede orden i samfundet uden nogen god grund.
Det er derfor, at Dreyfus-affæren udgør det perfekte grundlag for Sartres Forsvar for de intellektuelle (Plaidoyer pour les intellectuels, 1972). Zolas position som udskældt forfatter, der stod på de svageste side, i denne sammenhæng igennem forsvaret for Alfred Dreyfus, svarer helt til Sartres beskrivelse af den intellektuelle, som netop lægger vægt på paradokserne og modsætningerne i figuren om den samfundsansvarlige intellektuelle, som både er en videnskabelig eller litterær autoritet og samtidig gør sig gældende etisk og politisk. Pointen er, at magthaverne helst ser, at videnskab og kunst skal forsvare samfundsordenen, mens den intellektuelle ikke kan komme uden om at føle sig forpligtet på et højere etisk ideal. At Zola blev dømt til ét års fængsel og måtte flygte til England, viser jo også, at den etablerede magt sjældent har set velvilligt på de intellektuelle, hvilket viser sig arketypisk i de vestlige samfunds historie om forholdet mellem magten og samfundets forfattere og filosoffer, jf. at Sokrates jo også blev dømt til døden i den græske bystat Athen.
Den engagerede intellektuelle
Når Sartre omvendt forsvarer den intellektuelle og det intellektuelle, er det med udgangspunkt i Dreyfus-affæren, for denne sag udtrykker opkomsten af den intellektuelle i det moderne samfund, her den tredje republik, hvor universitetsforskning, politik og journalistik er blevet adskilte og selvstændige områder og discipliner. Den intellektuelle overskrider denne opdeling ved at gå fra universitetets lukkede mure til at kombinere forskning med politik og journalistik. Sartre fokuserer her på den “engagerede intellektuelle”, som omsætter sprog til handling. I Forsvar for den intellektuelle pointerer Sartre, at “den intellektuelle er én som blander sig i det, som ikke vedkommer ham eller hende”.1Jean Paul Sartre, Plaidoyer pour les intellectuels (Gallimard, Folio (1972), 2020), 42–43. Sartre fremhæver også i denne sammenhæng, at begrebet om den intellektuelle blev populariseret af den etablerede magt “i den negative betydning” som et skældsord i forlængelse af Dreyfus-affæren. Magthaverne mente, at videnskab og kunst ikke havde beføjelser, indsigter og ret til at kritisere samfundet og forsvare Dreyfus ud fra en etisk og humanistisk synsvinkel. De betragtede Zola og hans tilhængere som farlige oprørere, der var en stor trussel for samfundets enhed.
Forsvarerne for Dreyfus stillede sig nemlig op mod hele det militære etablissement og statsmagten for at få Dreyfus frikendt. Her understreger Sartre, at de “placerede sig uden for deres kompetenceområder”. Sartre fremhæver hermed, at den intellektuelle oprindeligt er en person, der kommer af forskellig baggrund (naturvidenskab, anvendt videnskab, litteratur, samfundsvidenskab), som “misbruger denne autoritet for at gå ud over deres område for at kritisere samfundet og den etablerede magt” ud fra en helhedsforståelse af menneske og samfund. Den paradoksale og modsætningsfyldte pointe hos Sartre er hermed, at det netop er ved at gå ud over sine faglige grænser og kompetencer og blande sig i ting, som ikke vedrører dem, at forfatteren, forskeren, videnskabspersonen og professoren og andre medlemmer af samfundets intelligentsia (altså åndelige vidensarbejdere) virkelig bliver til en intellektuel, som bidrager til frihed, demokrati og social retfærdighed.
Man kan læse Sartres forsvar for den intellektuelle i tæt forbindelse med hans eksistentialistiske filosofi i Væren og Intet (L’Être et le Néant).2Jean-Paul Sartre, L’Être et le Néant (Gallimard, 1943). Sartre lægger her vægt på menneskets absolutte eksistentielle frihed og ansvar. Mennesket er frit til at vælge. Ikke at vælge er også at vælge. Som frit menneske er jeg ansvarlig for hele verden, eftersom jeg sætter en norm for det gode og det onde, når jeg handler. Frihed og ansvar hænger sammen med det eksistentielle ansvar i situationen. Jeg kan ikke undgå at engagere mig, og jeg er ansvarlig for engagementet, når jeg vælger og handler. Og det eksistentielle og det politiske engagement hænger tæt sammen. Når jeg sætter en norm for menneskeheden, engagerer jeg mig for en universel idé om retfærdighed og respekt for lighed, frihed og broderskab (solidaritet).
Sartre tager udgangspunkt i denne eksistentialistiske filosofi i sin analyse af Emile Zolas rolle i Dreyfus-affæren. Når Zola med sit “jeg anklager” går imod den implicitte racisme og jødeforfølgelse hos det franske politiske etablissement og den franske befolkning, står han ved sit eksistentielle ansvar. Dermed bliver han et ideal for forestillingen om en moderne politisk engageret intellektuel. Zola er som ansvarlig forfatter på én gang humanist og moralist i betydningen af en person med høj moralsk integritet, der engagerer sig for at forsvare de svage og undertrykte i samfundet. Zola ser det dermed som sin eksistentielle opgave at engagere sig for et mere menneskeligt samfund og dermed blande sig i ting, som magthaverne absolut ikke mener, at han skal forholde sig til. Sartres pointe er hermed, at det er en integreret del af at være ansvarlig forfatter, at man engagerer sig for menneskehedens sag, da det ligger i det at være kreativ forfatter og kunstner, at man helt grundlæggende engagerer sig for menneskeheden, da litteratur, kunst og videnskab indeholder en “ontologisk eksistensbekræftelse”, der gennem appel til frihed i formålenes rige kæmper for det gode, det sande og skønne.3Jean-Paul Sartre : Que-est-que c’est la littérature (Gallimard, 1948).
Den intellektuelles eksistentielle pligt
Sartre understreger i denne sammenhæng, at det er en grundlæggende eksistentiel pligt for samfundets intelligentsia at være politisk og moralsk engagerede i samfundets fremtid ved at være til stede i det offentlige rum i debat med politikere og borgere i samfundet. Samtidig lægger Sartre vægt på, at denne rolle absolut ikke er ufarlig, da den politiske magt og befolkningen ofte vil gøre, hvad de kan, for at undgå at blive mindet om det eksistentielle, moralske og politiske ansvar. Dermed fremstår den intellektuelle som et upassende og uvelkomment monster, som presses fra alle sider, både af samfundets eliter i borgerskabet, men også af den almindelige befolkning og måske endda af de fattige og svage i samfundet, der ser den intellektuelle som en borgerlig klasseforræder, der ikke har noget at gøre med samfundets brede befolkning. Sartre bruger her Hegels begreb om den “ulykkelige bevidsthed” til at karakterisere den intellektuelle. Den ulykkelige bevidsthed er en person, der som en kreativ åndsarbejder ved, hvad der er fornuftigt og rigtigt, og som har et stærkt begær efter samfundets anerkendelse, men netop ikke opnår denne respekt og værdsættelse, fordi offentligheden ikke forstår, hvad vedkommende siger. På den måde bliver den intellektuelle i samfundsdebatten en paria, en overflødig stemme, som folk ikke altid har lyst til at høre på, da de minder samfundet om ubehagelige sandheder, som ikke alle har lyst til at høre om. Den intellektuelles situation er således paradoksal. Egentlig vil de ikke blande sig, da de skriver bøger og interesserer sig for deres åndelige sysler. Deres begær og vilje bliver paradoksalt, da de på den ene side ikke vil blande sig og på den anden side føler, at de skal. Omvendt har de et grundlæggende eksistentielt og moralsk ansvar for at engagere sig i samfundet for menneskelighed og retfærdighed.
Denne paradoksale situation for den intellektuelles samfundsengagement viser sig i særlig grad i forhold til videnskab og forskning. Egentlig kan forskerne tit bedst lide at blive i deres elfenbenstårn, trygt og varmt inden for universitets mure, men i kraft af den eksistentielle og etiske fordring om samfundsengagement går forskeren ud over sit faglige og videnskabelige tilhørsforhold og engagerer sig i den offentlige debat. Sartre fremhæver, at den intellektuelle i kraft af sin ekspertise og faglighed udgør en autoritet, der i kraft at sin integritet og værdighed bliver en vigtig stemme i samfundet, der rækker ud over forskerens position som almindeligt menneske og borger. Det er den faglige indsigt og kreativitet, der bidrager til at give den intellektuelle en moralsk integritet og menneskelig indsigt, som begrunder det samfundsmæssige engagement. Således bliver en stor forfatter som Emile Zola til intellektuel i kraft af sin viden og indsigt i menneskelivet og sin rolle som samfundsrevser. Og det er på baggrund af denne faglige autoritet, at den intellektuelle engagerer sig. Som Sartre, der selv i sit liv og værk i allerhøjeste grad fremstod som den “totale intellektuelle”, repræsenterer den intellektuelle en åndelig magt, som matcher den politiske magt, ligesom kirken tidligere var en vigtig åndelig magt i samfundet.
Kritik af de traditionelle intellektuelle
Sartre gør i sin analyse af de intellektuelle op med en stærk fransk tradition for ideologisk afvisning af, at samfundets intelligentsia er det samme som ægte intellektuelle, hvilket begyndte med kritikken af Emile Zola og senere blev videreført af Julien Benda, som forsøgte at udvikle et andet og mere samfundsbevarende begreb om den intellektuelle i bogen De intellektuelles forræderi (La trahison des clercs).4Julien Benda, La Trahison des clercs (Grasset: Les Cahiers rouges, 2003). Benda kritiserede de intellektuelle i samfundets intelligentsia fra en ideologisk synsvinkel, og han mente, at de begik forræderi mod samfundet ved at ville skabe revolution og forandring. I stedet, hævdede Benda, burde samfundets intellektuelle genfinde de klassiske idealer om det gode, det sande og det skønne som grundlag for deres indstilling til samfundet.
Sartre tager imidlertid afstand fra denne idealisme med fokus på de ideale værdier, men han er samtidig enig i Bendas kritik af de fascistiske og kommunistiske intellektuelle, der kan betragtes som ideologer, der ikke følger de universelle ideer om det gode og det sande og det skønne. Sartre mener, at disse intellektuelle som repræsentanter for samfundets intelligentsia vender sig væk fra de universelle værdier og orienterer sig mod subjektive ideologier. Men dette er desværre også tilfældet med Benda, der modsat kommunismen og fascismen placerer sig i en idealistisk tradition. Omvendt mener Sartre, at det er opgaven for den intellektuelle som engageret forfatter og forsker at gøre kritisk op med ideologierne. Ideologier skal her forstås bredt som et system af politiske overbevisninger, men samtidig får ideologibegrebet hos Sartre en kritisk drejning inspireret af marxismen, hvor ideologi forstås som en samfundsbevarende åndelig overbygning. Det er nemlig de intellektuelle, som bidrager til at forstå samfundets ideer, visioner, normer, leveregler og åndelige overbygning. Og derfor er det vigtigt, at de er samfundskritiske og selvkritiske.
Sartre henviser her til følgende aspekter af den historiske udvikling. Han begynder med det klassiske religiøse verdensbillede, hvor kirken leverede en helhedstydning af samfundet, der gav samfundet dets ideologiske overbygning. Det var imidlertid filosofferne i oplysningstiden, som gjorde op med den religiøse verdenstydning og leverede et videnskabeligt og rationelt verdensbillede, der stod i skarp modsætning til den religiøse verdenstydning. Hermed bidrog de med en kritisk problematisering af samfundets religiøse overlevering.
I forlængelse heraf og i forlængelse af den italienske filosof Antonio Gramscis marxistiske analyse giver Sartre en kritisk fremstilling af forholdet mellem intelligentsia og intellektuelle i det moderne samfund. Her kan de traditionelle og samfundsbevarende intellektuelle opdeles i forskellige arketyper for intelligentsia: 1) de organiske intellektuelle, der som politiske aktører følger det borgerlige samfunds værdier, fx de store nationale forfattere, 2) de borgerlige humanister, fx gymnasielærere eller videnskabsfolk, og 3) den praktiske videns teknikere, dvs. ingeniører, jurister, og økonomer, der bidrager med tekniske og praktiske løsninger til samfundets problemer fra en intellektuel synsvinkel. Såvel organiske intellektuelle som borgerlige humanister og den praktiske videns teoretikere kan siges at forholde sig samfundsbevarende til de sociale, økonomiske og politiske problemer i samfundet. De bidrager til at styrke ideologien som samfundets ordnede magtstruktur. Såvel organiske intellektuelle, borgerlige humanister som praktiske videns-teknikere kan således betragtes som samfundsbevarende ideologiske intellektuelle, der styrker og udvikler den eksisterende ideologi i samfundet. Her forholder Sartre sig også kritisk i forhold til den organiske intellektuelle, fordi de følger et fastlåst ideologisk skema. Sartre mener derfor, at visse venstreorienterede intellektuelle, på trods af deres vedvarende kritik af det bestående, alligevel må betragtes som organisk intellektuelle, eftersom de engagerer sig ideologisk ensidigt for en sag ud fra et givent og fastlåst politisk perspektiv.
Den intellektuelle som ulykkelig bevidsthed
For Sartre er den intellektuelle i kontrast til intelligentsiaen imidlertid en ensom figur i det moderne massesamfund. Når Sartre anvender Hegels begreb om den ulykkelige bevidsthed, lægger han vægt på modsætningen mellem den individuelle søgen efter den universelle fornuft og samfundets afvisning af den intellektuelles perspektiv som en del af den herskende ideologi. Den ægte intellektuelle er hverken en organisk intellektuel, borgerlig humanist eller praktisk videnstekniker. Vedkommende kan udtrykke elementer af disse positioner, men bevæger sig samtidig udover disse etablerede former for vidensdannelse og intelligentsia som samfundsengageret moralist, der forholder sig kritisk til samfundets overordnede ideologi og de dominerende positioner i samfundet.
Denne specielle position i samfundet danner grundlaget for den intellektuelles plads i samfundet som en utilpasset paria. Sartre ser således den intellektuelle som en ulykkelig bevidsthed, der i kampen for den universelle retfærdighed presses fra såvel borgerskabet, som den intellektuelle selv er en del af, og fra den brede befolkning og underklassen, som selv vil have de samme værdier og privilegier som de borgerlige.
Sartre er i denne sammenhæng igen kritisk overfor de venstreorienterede intellektuelle, der følger den kommunistiske og marxistiske ideologi og bliver en del af samfundets intelligentsia uden at være rigtige intellektuelle. De er ikke ægte intellektuelle, fordi de lader sig bestemme af partipolitiske ideologier. Dermed bliver ideen om en “organisk venstreorienteret intellektuel” en selvmodsigelse, fordi vedkommende lever efter et fast ideologisk skema, og fordi arbejderklassen ikke rigtigt tror på sådanne “klasseforrædere”, der forlader det fysiske arbejde for at blive åndsarbejdere. Dermed ender arbejderklassens intellektuelle som falske intellektuelle, da de ikke formår at engagere arbejderklassen, men kommer til at stå i modsætning til deres klasse, hvilket betyder, at de måske i sidste ende bliver til ulykkelige bevidstheder, hvorved de kommer til at ligne de ægte intellektuelle uden rigtigt at være det.
En lignende problematik gør sig gældende i forhold til borgerskabets intellektuelle og debattører, der fremstår som “vagthunde” for det bestående samfund. Eftersom deres funktion er grundlæggende samfundsbevarende, er de heller ikke ægte intellektuelle, men blot udtryk for samfundets intelligentsia. Samfundets intelligentsia indbefatter her enten den borgerlige humanist eller forsker eller den praktiske videns teknikker, dvs. en teknisk videnskabelig ekspert, en videnskabsperson, der som medlem af den videnskabelige klasse er opdraget af videnskabens værdier om universalitet, skepticisme og videnskabelig anerkendelse. Som almindelig borgerlig humanist eller praktisk videns-tekniker er forskeren tilpasset videnskabens almindelige værdier igennem et fagligt fællesskab, baseret på upartisk (uafhængig af interesser) universalitet, originalitet, organiseret skepticisme og rationalitet.
Når et medlem af intelligentsiaen bliver til en intellektuel, bevæger vedkommende sig ud over sin position som etableret samfundsborger og giver sig i kast med at kæmpe for universelle værdier. Hermed går den intellektuelle ud over det partikulære og engagerer sig i situationen for det universelle. Det betyder, at den intellektuelle træder ud over sine egne interesser og søger en universel etisk standard. Her lægger Sartre vægt på dialektikken, dvs. evnen til at tænke i modsætninger og paradokser og dermed til kritisk at drive tænkningen videre.
Med hvad er så den intellektuelles rolle i samfundet? Sartre fremhæver, at de forskellige former for intellektuelle ikke i udgangspunktet er på den brede befolknings og de arbejdende klassers side. De fattige og lavere klasser i samfundet kan ikke give mening til og drage nytte af den intellektuelle som en abstrakt tekniker for praktisk viden. Men når den intellektuelle bliver placeret i en konkret kontekst, træder vedkommende i karakter som et menneske, der engagerer sig som det, Sartre kalder “frihed i situationen”, hvor der kæmpes for de svage og sårbare. Hermed kan den intellektuelle tale til den brede befolkning og til de lavere klasser i samfundet. Som frihed i situationen kan den intellektuelle fungere som én person, der taler fra de fattiges og de bredere klassers perspektiv, ikke fra et partikulært synspunkt, men fra et universelt engageret synspunkt.
Sartres begreb om den samfundsengagerede, universelt orienterede intellektuelle indebærer således en grundidé om, at den intellektuelle forfatter eller videnskabsperson skal have en helhedsforståelse af verden og dermed kunne se sig selv og sit værk i en større sammenhæng. I forhold til dette engagement for frihed fremhæver Sartre følgende komplekse dimensioner af den intellektuelles forhold til den brede befolkning, de fattige og de lavere klasser i samfundet:
Den intellektuelle står over for den udfordring at bekæmpe den ideologiske forvildelse hos de lavere klasser i samfundet, herunder deres fascination af populistisk persondyrkning og personlighedskult, hvor politiske idoler og ideologier fremhæves og dyrkes af folket, selvom det ikke er i folkets interesse og i virkeligheden er til fordel for de herskende klasser og ideologier i samfundet. Her er det den intellektuelles opgave at hjælpe befolkningen til at blive bevidst om sin vildfarelse og give den indsigt i samfundets undertrykkelser. I denne sammenhæng bidrager den intellektuelle til at give befolkningen kritisk viden om samfundets udfordringer og hjælpe befolkningen til at ændre sine livsbetingelser i retning af mere frihed og samfundsengagement i forhold til samfundets historiske udvikling henimod et bedre og mere retfærdigt samfund. Sartre siger her, at den intellektuelle kæmper med pen, papir og blæk. Det er det, der menes med at den intellektuelle engagerer sig kritisk imod den herskende magt i samfundet. Det betyder omvendt, at den intellektuelle er tilovers, en person, som ikke kan finde plads i det eksisterende samfund, og netop på grund af denne hjemløshed bliver den intellektuelle “et menneske, der er for meget” (Un homme de trop).
Men netop derfor er det centralt, at den intellektuelle, som en person, der er uden for samfundet og ikke hører til på en bestemt plads, er i stand til at iagttage samfundet fra en mere præcis vinkel. Sartre fremhæver således, at den intellektuelle er samfundets og befolkningens lup eller kritiske linse, hvorfra den intellektuelle kritisk kan betragte samfundet (un produit loupé des classes moyennes). På den måde kan man sige, at den intellektuelle i kraft af sin kritiske outsiderstatus kan betragte befolkningen og samfundet udefra, fordi den intellektuelle lever på randen af det etablerede samfund. Sartre siger, at den intellektuelle er hjemløs i samfundet, hvilket netop er det, som gør den intellektuelle til en person, der står i kontrast til det etablerede samfund.
Den intellektuelles modsætninger
Sartre lægger således vægt på, at den intellektuelle indtager en modsætningsfuld position i samfundet, og at det er denne position, på randen af samfundet som en ulykkelig bevidsthed, der gør den intellektuelle i stand til at overtage funktionen som samfundets kritiske bevidsthed. Den intellektuelle står i modsætning til alt og alle i samfundet og bliver dermed en forræder, samtidig med at hun kommer til at udtrykke samfundets moralske og etiske samvittighed. Den intellektuelle bliver dermed en person, der er i stand til at udpege samfundets blinde pletter, fortrængninger og manglende viden om sig selv. Sartre siger, at den intellektuelle kommer til at sige forkerte ting og fejlbedømme situationer, men samtidig kan dette undskyldes, da den intellektuelle kæmper for frihed og retfærdighed, og den intellektuelle er dermed i stand til at repræsentere samfundets universelle mål. Dermed indtager den intellektuelle en kritisk position i samfundet, som en slags Kristus-figur, en profet eller en helgen, der på én gang er en del af samfundet, men også er hævet over samfundet og ligeledes bidrager til samfundets kritiske selvforståelse.
Sartre understreger her, at det netop er den intellektuelles opgave (l’office de l’intellectuel) at udleve denne modsætning overfor samfundet og samtidig indoptage sin rolle som intellektuel ved at bruge den til at forholde sig kritisk til samfundets undertrykkelses- og magtstrukturer. Den intellektuelle skal dermed fungere som forsvarer for sandhed og retfærdighed ved at bruge sine kritiske evner til at afdække magtens illusioner og løgne. Igennem sin plads i samfundet som en paria, der står uden for de etablerede klasser og ikke rigtig tager del i klassekampen, og ved at have bevidsthed om sin modsætningsfulde og dobbelte rolle som intellektuel, bliver den intellektuelle i Sartres perspektiv demokratiets sande vogter. Sartre beskriver den intellektuelle som en samfundskritiker, der håndhæver vigtigheden af demokratiet, samtidig med at han viser modsætningerne og den manglende realisering af demokratiet i samfundet. Den intellektuelle er derfor en central figur for samfundets kritiske selvrefleksion og for at sikre demokrati, retfærdighed og frihed i moderne samfund.
Den intellektuelle og nutidens samfundsdebat
Hvad betyder denne vision om den intellektuelle for den aktuelle samfundsdebat? Hvordan kan man være intellektuel i dag i relation til aktuelle samfundsspørgsmål som flygtningepolitik, klimaspørgsmål, kønsspørgsmål og i det hele taget spørgsmålet om aktivistisk forskning? Ser vi på diskussionen om flygtninge- og flygtningepolitik, må den intellektuelle først og fremmest fokusere på universelle rettigheder, frihed og social retfærdighed i sin analyse. Her kan den engagerede intellektuelle på den ene side kritisere den venstreorienterede intelligentsia, der gribes af ideologisk snæversyn, og på den anden side den borgerlige humanisme, der har en samfundsbevarende funktion. Det er vigtigt, at den intellektuelle er i stand til at forholde sig kritisk, refleksivt og distanceret til politiske ideologier både på højre- og venstrefløjen. Selvom den intellektuelle engagerer sig og forholder sig politisk, kan man ikke sige, at vedkommende bliver en entydig politisk ideolog, da det intellektuelle engagement netop stræber efter at komme ud over fastlåste ideologiske positioner. Den intellektuelle vil se kritisk på skyggesiderne af den demokratiske flygtningepolitik i et åbent og humanistisk land for at gøre denne flygtningepolitik endnu bedre. Sartre ville i denne sammenhæng appellere til det universelle ansvar i kritikken af flygtningepolitikken. Han ville angribe den idealistiske flygtningeforskning for at være styret af ideologi, dvs. den borgerlige humanismes ideologi, som bliver dominerende. I forlængelse heraf ville Sartre også fastholde det kritiske intellektuelle ansvar med fokus på den evigt søgende selvkritiske og nytænkende intellektuelle. Den intellektuelle skal ikke lade den praktiske videns-tekniker eller den borgerlige humanistiske intellektuelle træde i stedet for den kritiske tænkning. I stedet ville Sartre søge efter et selv-refleksivt og kritisk-grænseoverskridende niveau uden at appellere til et fast begreb om det gode, det sande og det skønne.
Hvordan ville Sartre forholde sig til klimaspørgsmålet og forskernes klimaaktivisme? Her ville han formentlig også opfordre til aktivt engagement. Han ville engagere sig med de forskere, som tager initiativ til underskriftsindsamlinger, også selvom de ikke har klimaforskning som deres hovedområde. Ligesom han selv fra 1960’erne og frem var med i over hundrede underskriftsindsamlinger og opråb. Sartre ville betragte de engagerede klimaforskere som de praktiske vidensteknikere, der i kraft af den universelle dimension i forskningen og forpligtelsen til at sige sandheden indkalder de andre forskere og samfundets borgere til at skrive under på, at den grønne omstilling er nødvendig. Med Sartre får vi en demokratisering af ideen om den intellektuelle, hvor forskere, som engagerer sig i klimaspørgsmål, også selvom de ikke forsker i dem, i høj grad også kan skrive under. Hermed kan man sige, at forskerne engagerer sig for en bedre verden “ved at blande sig i ting, som ikke vedkommer dem”, jf. Sartres ironiske bemærkning om, at det netop er, når forskerne engagerer sig med vurderinger og ikke kun bidrager med beskrivende analyser, at de virkelig kan gøre en forskel for samfundet. At man engagerer sig i ting, som “ikke rigtig vedkommer én”, betyder, at man sætter sig ud over den forskningsmæssige teoretiske distance og yder et praktisk bidrag til samfundet. Men her er der ikke længere tale om den totale intellektuelle, der forholder sig kritisk søgende, men en stor gruppe af forskere, der engagerer sig politisk. Der er tale om opgør med uredelighed, og dermed en bestræbelse mod det universelle.
Når nogle forskere omvendt fastholder, at man skal adskille forskning og aktivisme, ville Sartre nok hævde, at der er en tendens til, at de falder tilbage til at blive den praktiske videns teknikere og håndhæver illusionen om en objektiv videnskab. Sådanne forskere ville måske anklage forskernes klimaengagement for at være ideologisk politik. Men her kan man sige, at disse forskere glemmer, at selve distinktionen mellem forskning og politik også har en historie og er produceret i forbindelse med fremkomsten af de borgerlige intellektuelle, som i Sartres perspektiv, jf. Dreyfus-sagen, fremstår som arketypen på samfundets ideologiske vagthunde. Sådanne forskere kan sige, at der gives en naturvidenskabelig, objektiv viden, som står uden for konkurrencestat og kapitalisme. Set fra den kritiske synsvinkel er en sådan position en retfærdiggørelse af den organiske intellektuelle i det kapitalistiske samfund. Forsøget på at adskille forskning og aktivisme ender i ideologi. Den kritiske intellektuelle position ville søge efter et kritisk projekt, som prøver at se på problemerne i begge positioner ud fra idealet om engagement for universelle værdier om frihed, lighed og broderskab.
Hvad ville Sartre sige til kritikken af kønsforskerne, der i den offentlige debat er blevet angrebet for at bedrive pseudovidenskab, dvs. maskere politisk aktivisme som objektiv forskning? Fra Sartres synsvinkel kan man betragte kønsforskerne som organiske intellektuelle, der er nødt til at radikalisere deres forskning, fordi de er optaget af de universelle værdier og har observeret undertrykkelse af køn og race. For dem bliver bevægelsen fra forskning til politik en konsekvens af deres trang til egentlighed og til at stå frem som ægte mennesker. Ifølge Sartre kunne man hævde, at der her er en trang til ideologisering, idet forskerne måske ikke får stillet en række ekstra selvkritiske spørgsmål. Man kan sige, at kønsforskeren risikerer at blive en del af samfundets venstreorienterede intelligentsia, en falsk intellektuel, der kommer i modsætning til arbejderklassen uden at blive anerkendt af samfundet eller at repræsentere en universel sandhed.
Den intellektuelle mellem beskrivelse og vurdering
En anden aktuel sag er Jyllands-Postens kritik i en leder d. 20. oktober 2023 af RUC-professor Sune Haugbølle for ikke at kunne udtale sig som objektiv og saglig ekspert i konflikten mellem Israel og Palæstina, når han samtidig har skrevet under på en støtteerklæring for Palæstina.5Marchen Neel Gjertsen, “Jyllands-Posten stod på den forkerte side i 1938. Det gør vi ikke nu. Men er vi alligevel der, hvor historien går baglæns?”, Jyllands-Posten, 20. oktober 2023; Sune Haugbølle m.fl., “Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk … Continue reading Jyllands-Posten mener, at Haugbølle bliver politisk aktivist, når han som forsker og intellektuel har skrevet under på en underskriftsindsamling. Jyllands-Postens kritik af Haugbølle for en enkelt underskrift bliver sat i perspektiv, når den ses i lyset af Sartres forsvar for den intellektuelles pligt til at engagere sig politisk og skrive under på støtteunderskriftsindsamlinger. Som vi har set, fremhævede Sartre, at den intellektuelle har et etisk og politisk ansvar for at give sin mening til kende og forsvare de svageste i samfundet. Og underskriften på støtteerklæringer har i denne sammenhæng en stor symbolsk betydning som udtryk for det intellektuelle engagement for retfærdighed.
Alligevel stiller Jyllands-Postens kritik af Haugbølle igen spørgsmålet om, hvorvidt humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere kan beholde deres integritet og samtidig engagere sig som kritiske intellektuelle. Skal forskerne være uvildige eksperter, eller skal de bidrage med input til konkret at løse samfundets problemer? På mange måder ønsker samfundet både saglig distance og konkret involvering fra forskere. Og dermed er man fanget i vægelsindets paradoks. Der er et stort politisk pres på universitetet til at bidrage til at løse konkrete politiske dagsordener for beslutningstagere, fx i relation til den grønne omstilling, atomkraft, eutanasi, styrkelse af velfærdsstaten, migration og integration, eller i relation til udvikling af ny teknologi. Samfundet vil gerne have økonomisk og kommerciel gevinst igennem forskningen, og man har prioriteret instrumentelle forskningsresultater i stedet for at lade forskerne blive i deres elfenbenstårn fjernt fra virkeligheden. Her ser man det som vigtigt, at forskerne kommer med konkrete løsningsforslag. Men samtidig presses forskningens frie samfundsengagement fra forskellige sider.
Der er massiv kritik af forskere, som forlader den neutrale ekspertrolle og tillader sig at komme med vurderinger og stillingtagen. De populistiske kritikere er meget negative overfor underskriftsindsamlinger. Nej, siger de, forskerne skal forholde sig distanceret, da de jo repræsenterer statslige universiteter og derfor skal udtale sig neutralt og objektivt uden at tage stilling. Og det ville være døden for videnskaben at melde politiske positioner ud. Talspersoner for den objektive videnskab fremhæver nødvendigheden af saglig distance i videnskabens opgaveløsning. Når private virksomheder og offentlige institutioner bestiller forskere til at løse specifikke opgaver, er det udtryk for en politisk styring, hvor forskningens resultater kan anvendes til specifikke formål. Man forventer, at en bestilt opdragsforsker ikke ytrer sig om hvad som helst, men følger projektets faste rammer som en medarbejder i en virksomhed. Den politiske styring af forskningen definerer forskere som upartiske, saglige og personligt distancerede eksperter, der neutralt formidler viden til samfundet. Universitetet afkræves på den måde at skelne skarpt mellem ideologi og videnskab. Samfundsengagerede forskere, der udtaler sig med vurderinger inden for kontroversielle emner som køn, migration, miljø, krig og sikkerhedspolitik, forventes at være neutrale og saglige. Alt andet bliver gjort til politisk aktivisme og populistisk pseudovidenskab. I denne sammenhæng forsøger kritikerne af den engagerede intellektuelle at fungere som skarpe vagthunde, der ønsker at undgå, at forskerne bliver ideologiske og politiske i både forskningsdesign, metodologi og i konkrete resultater.
Kritikerne af Sartres vision om den engagerede intellektuelle forsøger her at holde fast i et skarpt skel mellem videnskab og ideologi, hvor videnskab er karakteriseret ved en distanceret, objektiv og desinteresseret fornuft og etos, der præcist beskriver og undersøger virkeligheden. Paradokset er imidlertid, at denne objektive videnskabsforståelse konkret udfordres af universitetets forandrede position i samfundet. Når samfundet kræver forskere, som bidrager til at løse konkrete problemer, er det nærmest umuligt at undgå, at videnskaben også må tage konkret stilling til resultater og løsninger. Med mere samfundsrelevant og anvendelsesorienteret forskning bliver konkret stillingtagen og vurderinger også en integreret del af forskningen. Derfor er det en illusion at fastholde, at forskningen altid skal være distanceret, objektiv og neutral.
Ideen om den uvildige og upartiske forsker bliver i sig selv en ideologisk position, som anvendes til at legitimere en bestemt politisk magt, hvilket Sartre var meget bevidst om. I stedet for at afkræve forskerne en umulig neutralitet, ville begrundet, ansvarlig og engageret stillingtagen være mere på sin plads. Som Sartre understreger, er det afgørende, at forskeren bliver en “offentlig intellektuel”, som engagerer sig for frihed, retfærdighed og beskyttelse af de svageste i samfundet. Heroverfor hævdede Michel Foucault, at problemet så ville være, at forskeren blev upræcis og generel. Snarere skulle forskerne være en “specifik intellektuel”, der kun udtaler sig vurderende om de specielle områder, hvor vedkommende virkelig har en ekspertise. Vigtigt var dog for begge, at forskeren som intellektuel har et etisk og politisk ansvar for samfundet. Det er et stort tab for et levende demokratisk offentligt rum, hvis forskeren holder sig tilbage med at udtale sig. Men det betyder også, at der skal være mere plads til forskellige måder at udtale sig på. Her behøver forskeren ikke kun at fremstå som støvet professor, for den nye digitale virkelighed betyder, at forskningens samfundsengagement kan tage mange former, såsom stillingtagen gennem underskrifter, bidrag til aktivistiske demonstrationer, udsigelse af profetier om klima eller økonomi eller tilstedeværelse på de sociale medier som influencer eller videnskabelig kendis. Viden formidles ikke kun som objektive kendsgerninger, men gennem vurderinger og konkrete bud på løsninger, meningsdannelse og stillingtagen. Med Sartre må vi understrege vigtigheden af at være en intellektuel forsker, der hele tiden forholder sig kritisk til sig selv. Visionen om den intellektuelle indeholder et selvransagende element, ligesom den indeholder et element af nødvendigt engagement for frihed og social retfærdighed.
| 1. | Jean Paul Sartre, Plaidoyer pour les intellectuels (Gallimard, Folio (1972), 2020), 42–43. |
| 2. | Jean-Paul Sartre, L’Être et le Néant (Gallimard, 1943). |
| 3. | Jean-Paul Sartre : Que-est-que c’est la littérature (Gallimard, 1948). |
| 4. | Julien Benda, La Trahison des clercs (Grasset: Les Cahiers rouges, 2003). |
| 5. | Marchen Neel Gjertsen, “Jyllands-Posten stod på den forkerte side i 1938. Det gør vi ikke nu. Men er vi alligevel der, hvor historien går baglæns?”, Jyllands-Posten, 20. oktober 2023; Sune Haugbølle m.fl., “Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”, Politiken, 25. maj 2021. |