I Stum tvang udreder Søren Mau en mængde misforståelser i bestemte læsninger af Karl Marx. Marx kan nemlig, fordi hans tænkning konstant var under udvikling og til tider tvetydig, være nem at misforstå. Blandt de misforståelser, som Mau adresserer i bogen, er idéen om den deterministiske historieforståelse, der særligt er blevet udledt af Marx’ tidlige Feuerbach-influerede tekster og generelt har spillet en væsentlig rolle gennem mere eller mindre hele Marx’ receptionshistorie. Den forestilling, at Marx optegnede idéen om, at historien har en nødvendig udvikling, som på en ganske naturlig måde vil forløbe i en slags automatik, forsøger Mau at afvæbne.
Mau identificerer ligeledes en gængs romantisk-essentialistisk misforstået marxistisk læsning, når han gør opmærksom på, hvordan fremmedgørelsesbegrebet kan indeholde en idé om et urealiseret potentiale i menneskets væsen; som eksisterede det ikke-fremmedgjorte, ideelle menneske som en mulighed, en kim, der, på trods af manglende aktualisering, ikke desto mindre var til og lå og lurede på et værensplan af ikke-aktualiseret potentialitet. Som var afskaffelsen af kapitalismen og fremkomsten af kommunismen det endelige skridt til en fuldstændiggørelse af det menneskelige væsen. Det er en opfattelse, der baserer sig på “en oprindelighed, en naturlig og tabt enhed eller orden, der bør genetableres”.1Søren Mau, Stum tvang (Aarhus: Klim, 2021), 89–90. Ifølge denne forståelse, som i nærværende artikel fremover vil blive henvist til som “den romantiske position”, skal kapitalismens afskaffelse give mennesker “mulighed for at blive det, de i virkeligheden allerede er”, som Mau skriver.
Mau tager glimrende afstand fra denne fremmedgørelsestænkning og identificerer en utilstrækkelighed ved sådanne humanistiske og romantiske væsensforståelser. Som en uhensigtsmæssig konsekvens af denne kapitalismekritik i “den menneskelige naturs navn”, anfører Mau, at en påberåbelse af et vagt defineret, implicit og essentialistisk ideal om “det menneskelige” har en tendens til at “afpolitisere kritikken ved at fremstille kapitalismens afskaffelse som genopretningen af en naturlig harmoni”.2Mau, Stum tvang, 91. Afpolitiseringen består her i at skabe et normativt narrativ omkring et menneskeligt ideal, som hverken kan bestrides eller diskuteres, da idealet baserer sig på en “naturlig” tilstand. Det er godt, at Mau distancerer sig fra det fremmedgørelsesbegreb, som så tæt er koblet sammen med oprindelsestænkning og romantisk-essentialistisk humanisme. I en bredere generel-polemisk bog, som havde tilladt at bevæge sig udover det erklærede ærinde om at begrænse sig til en systematisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt, ville en yderligere diskussion af en humanistisk kapitalismekritik, som baserer sig på menneskets naturlige væsen og oprindelse som ideal, nok have fundet sted. En opfordring til og et skitseagtigt rids af en sådan kritik bliver i denne artikel fremført.
Mau udtrykker ganske vist en klar aversion mod enhver form for romantik, der går ud fra en oprindelig enhed af menneske og natur som et ideal om et autentisk og godt menneskeliv. Denne forestilling kan, ifølge Mau, føre til “spiritualistisk mysticisme eller reaktionært sværmeri for det landlige liv”.3Mau, Stum tvang, 107. Denne kritik ser jeg dog som en underdrivelse af de mere alvorlige konsekvenser, som enheds- og oprindelighedsbaserede romantiske forestillinger kan medføre. Teksten her er en determinismekritik og en romantikkritik rettet mod de naturalistiske og humanistisk væsensbestemmende forestillinger, som jeg vil vise, at megen kapitalismekritik udmønter sig i. Med afsæt i denne kritik skal de politiske, sociale og filosofisk-strategiske konsekvenser, som måtte udspringe af den fejllæste marxisme, belyses.
Det skal gøres klart, at der bør anføres en skelnen mellem en historisk determinismekritik, som i denne artikel betegner en fremskridts- og udviklingstanke baseret på teknologisk fremgang og naturbeherskelse, og så en kritik af den romantisk-essentialistiske tanke om menneskets oprindelighed i en “naturlig” idealisme. Men i og med, at den romantiske oprindelsestanke forestiller sig en førsteårsag og en aristotelisk “begyndelsesgrund” eller førsteprincip (arché), peger dette i cyklisk bevægelse ligeledes mod et bestemmelsessted. Det skal i artiklen vises, hvordan essentialistiske forståelser af naturlighed og oprindelighed peger mod normative forståelser af adfærd. Lige såvel som ordet “landingsbane” både betegner afgang og ankomst (man bruger sjældent det lidet kendte “startbane”), således vil også “determinisme” betegne et begyndelsessted og “romantisk oprindelse” et determineret endemål. Dermed betragter jeg, på trods af en skelnen mellem determinismekritik og romantikkritik, disse som sammenvævet.
For at skabe et overblik over, hvordan deterministiske såvel som romantiske opfattelser af menneskets, naturens og samfundets oprindelighed og væsen er blevet indskrevet i store dele af marxistisk og kapitalismekritisk teori, vil jeg foretage en kort gennemgang af nogle få nedslag, hvor begreber som fremmedgørelse og forståelser af naturalistisk fortidsnormativitet, altså det oprindelige og naturliges præskriptive effekter, vidner om denne tendens. Jeg vil dernæst diskutere, hvorfor det i det hele taget er essentielt at gøre op med deterministiske oprindelighedsopfattelser, og hvorfor disse er strategisk uholdbare og kan påvirke kapitalismekritikken negativt.
Fremmedgørelse
Som Mau skriver, opstod en hel bølge af humanistiske læsninger af Marx, da Parisermanuskripterne blev udgivet i 1932.4Mau, Stum tvang, 84. Ifølge disse læsninger skulle kapitalismekritikken og den deraf følgende afskaffelse af kapitalismen føre til en virkeliggørelse af mennesket.5Mau angiver på side 84 i Stum tvang en række tænkere, som fremførte denne fortolkning af “etiske-humanistiske motiver” i marxismen. Da det ikke er mit ærinde at redegøre for den generelle humanisme, men derimod at fokusere på den oprindelses- og fremskridtstænkning, som jeg betragter som aspekter heraf, vil jeg … Continue reading Begreber om individet og dets fremmedgørelse i det kapitalistiske samfund brød frem. Der findes imidlertid en bred kritik af fremmedgørelsesbegrebets romantiserende og individualistiske essentialisme. Jeg vil her fremhæve den tyske sociolog og marxistisk inspirerede kritiske teoretiker Hartmut Rosa, som i sin kritik af fremmedgørelsesbegrebets socialfilosofiske implikationer og samfundsmæssige konsekvenser, grundet begrebets fremskrivning af en uforanderlig identitetskerne, faktisk henfalder til selv at fremme den essentialisme, han her forsøger at kritisere.
Rosa tilskriver begrebet om fremmedgørelse en immanent fare for at være et politisk farligt romantisk længselskoncept, da de særlige kategorialt karakteriserende aspekter af det ikke-fremmedgjorte, det “sande”, “gode” og “virkelige” liv, der vagt lader sig bestemme som et modbegreb til fremmedgørelse, synes at implicere “essentialistiske antagelser om det menneskelige væsen”.6Hartmut Rosa, Resonans (Frederiksberg: Eksistensen, 2021), 205. Rosa vælger derfor at betragte interaktionen mellem subjekt og verden ved at fokusere på de “vellykkede verdensforholds” betingelser,7Rosa, Resonans, 38. de såkaldte resonansforhold, som en positiv betegner for “det gode liv”, og som et modbegreb til de ellers så apofatiske fremmedgørelsesdiagnoser, som for eksempel tæller Webers affortryllelse, Lukács’ tingsliggørelse, Durkheims anomi osv.
Hvad der kan lede til politisk negative implikationer for antagelser om det ikke-fremmedgjorte og autentiske oprindelsesideal er, at disse tvivlsomme antagelser om menneskevæsenets sande natur kan hjælpe til at indvende mod bestemte og uønskede praksisser såsom seksuelle minoriteter og kønsminoriteter, der ikke er heteroseksuelle eller ciskønnede, samt at støtte op omkring etnocentriske og arkaiske ægtheds- og autencitetsfornemmelser. En fremmedgørelsesforståelse af essentialistisk oprindelighed kan altså, selvom det ikke altid er tilfældet, som normativt referencepunkt (mis)bruges til at øve ultimativ dom over, hvilken slags adfærd, forhold osv., der er autentisk og dermed ønsket.
På trods af Rosas afstandtagen fra fremmedgørelsesbegrebet og dettes farlige politiske implikationer, ender han dog alligevel med at skrive sig ind i en virkeliggørelse af en slags enhed mellem menneske og natur. Det ses særligt i hans udlægning af afficering, hvor mennesket berøres og påvirkes af for eksempel et landskab med “kaldelse”: “Pludselig er der noget, der kalder på én, noget, som udefra bevæger én”.8Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 32. Dette udefra “kaldende” kan ifølge Rosa være et bjerg, et træ eller snefald.9Rosa, Det ukontrollerbare, 45. Som jeg ser det, falder Rosa i den essentialistiske fælde, som han selv har anført, at en brug af begrebet om fremmedgørelse kan medføre. For det første ved at romantisere naturen og ved at lave en distinktion mellem menneske og natur. Ved i det hele taget at angive de miljømæssige omgivelser som noget “udefra”, sådan som Rosa gør det, mister begrebet “natur” på denne måde den miljømæssigt omgivende kvalitet, som begrebet oprindeligt forsøger at angive.
Den britiske filosof Timothy Morton har påpeget den umulige opgave i at navngive det, vi apofatisk kan kalde “naturen”. Dét, som vi alle er nedsænkede i (på engelsk ville Morton sige “immersed in”), og som udgør og omgiver os, vil automatisk miste sin særegne omsluttende og omgivende kvalitet, når det forsøges konkretiseret til for eksempel at være bjerge, træer, landskaber eller dyr.10Timothy Morton, Økologi uden natur (Hellerup: Spring, 2019), 191. Mortons hovedtese er, at vi må opgive vores gængse idé om “naturen”, for at tænke virkelig økologisk. Så snart naturen tænkes som noget, der aktivt kan betragtes, og som noget, man kan forholde sig æstetisk til, bliver den i samme bevægelse adskilt fra os selv. Som et kunstværk på et museum, som man må træde tilbage fra for at betragte: Stik imod hensigten resulterer bestræbelsen på at komme tæt på værket i en afstandtagen. Denne naturopfattelse betragter altså en natur som noget, der, i kraft af dets adskillelse fra mennesket, har en uspoleret idealtilstand.
Det andet punkt, hvorved Rosa i sin bestræbelse på at distancere sig fra fremmedgørelsesbegrebets essentialisme alligevel henfalder og tilbyder til selvsamme, er, når han angiver, at vi ikke kan frembringe resonanserfaringen instrumentelt, da den er ukontrollerbar og uforudsigelig og derfor må indfinde sig på egen hånd – man kan næsten høre, at den må finde sted “naturligt”. Der findes i Rosas kritik af fremmedgørelsesbegrebet altså både en romantisk-essentialistisk forståelse af den omgivende natur som noget, der først og fremmest må betragtes som stående uden for mennesket og som noget enestående, stående uden mennesket; derudover må forbindelsen mellem menneske og natur oprettes på naturlig og ukontrollerbar vis ved, at verden “kalder” på en “pludselig” måde. Denne forbindelse eller resonans mellem menneske og verden forekommer på denne måde som en enhed, der må genoprettes. På trods af det modbegreb, som resonans skulle tilbyde i et forsøg på at skabe et alternativ til fremmedgørelsestænkningen, risikerer Rosa altså at skrive sig ind i netop en romantisk idé om et verdensforhold, som kan antage form af en genetablering af en naturlig orden og opløse striden mellem eksistens og væsen.11Mau, Stum tvang, 89.
Fremtidsnormativitet og teknologioptimisme
Essentialistiske forståelser af menneskets væsen kan være politisk farlige, blandt andet fordi de kan medføre antagelser om naturlighed og autencitet, som grunder i fortids- og oprindelsesnormative rationaler. Der kan dermed identificeres et aspekt af ideologisk magt i en yderliggående fremmedgørelsesromantik. Hvis et menneskets oprindelige tilstand betragtes som en idealtilstand, som et fremtidigt samfund må sigte mod, kan sådanne ubestridelige historiske sandheder nemt tages i brug som redskaber til at retfærdiggøre politiske tiltag, som vil efterstræbe disse idealer. Som Alfred Schmidt meget rammende siger det, så “har det til dato været en fast bestanddel af forsvaret for herredømme at forfalske historisk-samfundsmæssigt betingede realiteter såsom krige, forfølgelser og kriser til uafvendelige naturkendsgerninger”.12Alfred Schmidt, Naturbegrebet hos Marx (København: Bibliotek Rhodos, 1976), 46.
Schmidt præsenterer to vigtige pointer i forbindelse med en læsning af Marx’ naturbegreb, som forsøger at identificere en ontologi om den sociale virkeligheds natur: For det første, og som jeg ovenfor har været inde på, indebærer en forståelse af menneskets socialontologiske betingelser som udtryk for naturkendsgerninger – hvad end der er tale om adfærd, seksuelle eller kønnede orienteringer, etnicitet, autencitet eller dyder – en absolutistisk og ultimativ domfældelse. For det andet peger Schmidt på, hvordan et misforstået marxistisk naturbegreb kan betragte den økonomiske og sociale samfundsformations historiske proces som et naturhistorisk forløb. Denne deterministiske fremskridtsforståelse er ifølge Axel Honneth en udbredt marxsk læsning. Ifølge Honneth er en af Marx’ forklaringsmodeller til at underbygge forestillingen om en kontrolleret progression i menneskehedens historie netop idéen om en fremadskridende og sekventiel forøgelse af den videnskabeligt baserede beherskelse af omverden.13Axel Honneth, Socialismens idé (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 89. Her bliver menneskets evne til at beherske naturen til den primære katalysator for den samfundsmæssige udvikling. Teknologisk fremskridt og mekanistisk automatik vil med tiden føre til menneskets frisættelse fra slidsomme arbejdsopgaver.
Der er fare for, at en sådan teknologisk determinisme fremmer teknologioptimistiske forestillinger om, at naturens uudnyttede ressourcer engang – i løbet af det lovmæssige fremskridt – vil føre til en teknologisk udvikling, som kan frisætte de undertrykkende produktionsforhold. Denne forståelse af samfundsudvikling er uhensigtsmæssig af grunde, som rækker længere end praktisk-politiske og sociale forhold – den bærer ligeledes på potentielle klimamæssige konsekvenser. Et lovmæssigt betinget fremskridt af samfundet beror på en forståelse af det bestående samfunds immanente selvudbedring eller selvudslettelse; en udvikling, som vil ske helt naturligt og af sig selv. En sådan forståelse nedtoner følgelig aktiv handlen efter at opnå mere hensigtsmæssige samfundsforhold og efterlader sådanne bestræbelser futile, da forestillinger om automatisk fremgang efter næsten naturbestemt lovmæssighed overordner sig de enkelte individuelle bestræbelser. Tænk blot på Power-to‑X-teknologien, som er den danske regerings store satsning på syntetiske grønne brændstoffer, der indeholder paradisiske løfter om klimakatastrofens redningsbåd. Denne plan bruges til at nedtone det meget akutte behov for radikale tiltag i forbindelse med klimaaftryk, til fordel for høje forventninger til en fremtidig teknologisk løsning. Som Marcuse formulerede det: “Den tanke at de befriende historiske kræfter udvikler sig i selve det bestående samfund er en hovedhjørnesten i den marxske teori”.14Herbert Marcuse, Det éndimensionale menneske (København: Gyldendals Uglebøger, 1969), 42. Aspekter af dette misforståede marxistiske natursyn – som gennem den oprindelige og naturlige ordens idealtilstand i samfundet betragter den kapitalistiske samfundsformation (for eksempel med heraf følgende beherskelse af naturen og teknologisk fremskridt) som nødvendige skridt i en udvikling, der skæbnebestemt vil føre tilbage til netop idealtilstanden – kan altså identificeres i den tro på en lovmæssighedens automatik, som for eksempel ses i politiske drømme om klimaløsninger gennem alskens teknologisk innovation og “bioengineering”.
Jeg har altså identificeret to konsekvenser ved Marx-læsninger, der betragter 1) mennesket som oprindelsessubjekt, 2) forholdet mellem menneske og natur som et romantisk-essentialistisk ideal, og 3) den forestilling om automatisk og “naturlig” historisk proces tilbage eller frem til en eller anden fundamental grundtilstand, som indeholder et skønt, enhedsmæssigt forklaringsprincip af forbindelsen mellem menneskets væsen og naturen. Den første konsekvens er den ideologiske magt, som afstedkommer af essentialismens oprindelsesnormativitet. Den anden konsekvens er den automatiske progressions kontrarevolutionære potentialer, som risikerer at sætte samfundsomvæltende kræfter i en tilstand af inerti.
Et fravær af dialektisk tænkning
Jeg vil slutteligt forsøge at anføre, hvordan deterministiske såvel som romantiske opfattelser af oprindelse og naturlig progression ganske enkelt kan betragtes som filosofisk uholdbare. Mau skriver i Stum tvang, at det naturlige og det sociale befinder sig i et dialektisk forhold, men ikke som i et gensidigt forudsættende og interaktionelt forhold, hvor alt afhænger af alt andet og således peger på hinandens reciprokke definitioner og (selv)modsigelser. Dialektik er derimod ifølge Maus forståelse “en proces, igennem hvilken en konkret totalitet viser sig at indeholde sin egen negation som et af sine momenter”.15Mau, Stum tvang, 110. Det er, som hos Hegel, en grundtanke i dialektikken, at alt værende rummer et negativt element i sig. Et klassisk eksempel på en sådan dialektisk proces er idéen om en plante, som aktuelt er en spire. Da den nu er en spire, er den ikke et frø og heller endnu ikke en blomst. Hvis man skal forstå plantens væren, kræver det, at man ikke blot tænker på spirens aktuelle væren eller blomstens komme, men lader selve plantens bevægelse træde frem i identiteten og således blot kan konstatere, at planten endnu ikke er blomst, men heller ikke længere er frø. Hvad Mau fremskriver når han siger, at dialektikbegrebet skal angive den “proces”, hvorigennem helheden modsiges i et af dens “momenter”, og altså ikke som en definitiv negation, understreger på meget passende vis den tanke, at dialektikken begriber noget, der ikke én gang for alle er afsluttet, men som er i stadig bevægelse.
At identificere et dialektikbegreb, som det for eksempel udlægges af Mau, kan hjælpe os til at forstå, hvordan en romantisk-essentialistisk oprindelsestænkning fremstår som i grunden ikke-dialektisk. Som det er med spiren i planteeksemplet, således er menneskets antropologiske grundvilkår også blevet tænkt i et begyndelsens stadie. Marx bruger selv i Kapitalen en række ontologisk ladte termer, som vidner om en forefunden menneskelig grundtilværelse og en naturens oprindelig eksistensbetingelse. Her bliver jorden for eksempel benævnt som “laboratorium”, “urinstrument” og det “oprindelige proviantkammer” eller “oprindelige arsenal af arbejdsmidler”.16Schmidt, Naturbegrebet hos Marx, 84. Marx’ brug af disse primordiale betegnelser rummer altså en del udsagn om individets oprindelige og naturlige forhold til arbejdets betingelser (naturen) og dets “før-borgerlige” tilstand. Også hos Marcuse finder vi tanker om, hvordan det højtudviklede industrielle samfund pålægger mennesket “falske behov”,17Marcuse, Det éndimensionale menneske, 24. hvormed han opsætter en modsætning til nogle angiveligt naturlige eller “sande” behov. Denne måde at forsimple behovsbegrebet på går Mau imod, idet han angiver, hvordan forståelser af “grundlæggende” behov risikerer at resultere i reduktive idéer om et behovshierarki, hvor “socialt konstruerede” behov underordnes de mere “naturlige” og primære behov.18Mau, Stum tvang, 15.
Men at fiksere begyndelsens primærbetingelser i et bestemt historisk punkt, der vidner om en antropologisk basis, er netop at gøre historien lig med begyndelsen, ligesom det er at gøre planten lig med spiren. En dialektisk, procesontologisk tilgang ville her modsætte sig det, der tilsyneladende fremstod som hele virkeligheden, men som imidlertid blot var den konkrete form, hvorunder virkeligheden momentant kom til syne. Som Peter Sloterdijk skriver, har mennesket i umindelige tider opfattet “det gamle som det sande og det nye som noget betænkeligt”.19Peter Sloterdijk, Kritik af den kyniske fornuft (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 25. Det er denne “arkaiske sandhedsfornemmelse”, som Sloterdijk kalder det, som kunne forene politiske og åndelige overmagter i en konservativ front i fjendtlig opposition til alle former for fornyelse.
Jeg har ovenfor gjort rede for nogle af de politisk farlige konsekvenser, som kan komme af naturalistiske historieopfattelser, der udmunder i en slags fortidsnormativitet. En begyndelsesløshedens filosofi ville gøre op med de normative implikationer, som en ikke-dialektisk konceptualisering af forholdet mellem natur og menneske og disses historiske fremkomster medfører. Bestræbelser på at transformere væren til tilblivelse og gøren finder man blandt andet hos Nietzche, Deleuze og Butler.
Men som jeg har forsøgt at vise, er det ikke blot i retentionen, som Husserl ville kalde det – altså den fortidsknugende og bagudskuende bevidsthed – at det romantiske natursyn, sådan som det kan fremkomme i marxistisk og kapitalismekritisk analyse, forfejler dialektikken. Også i protentionen – foregribelsen og bevidsthedens rækken sig fremad mod fremtiden – ligger i denne sammenhæng en fundamental ikke-dialektisk tanke. Lige såvel som oprindelsestænkningen fikserede den dialektiske plante i en statisk-ontologisk tilstand af spire, så foregriber den lovmæssigt bestemte progression planten i en allerede kommende tilstand af blomst. Denne tankemodel har jeg forsøgt at illustrere ved den klassisk marxistiske idé om samfundets udvikling i en sekventiel forøgelse af teknologisk og videnskabelig fremgang og kapitalismens immanente selvudslettelse. Forløsningsfantasier, som blandt andet viser sig i teknologisk-optimistiske løsninger på klimakrisens akutte problemer.
En forståelse af en lovmæssig progression af samfundet med kurs mod et af fortiden oprindeligt bestemt mål kan risikere at lade al handlen og aktiv bestræbelse efter at opnå hensigtsmæssige samfunds- og klimaforhold forekomme overflødig og unødvendig, da man dermed risikerer at sætte lid til en automatisk fremgang. Trøstefulde forhåbninger til teknologiske udviklinger og automatisk progression finder man som bekendt i den socialdemokratiske regerings aktuelle klimapolitik, som er blevet illustreret igennem den famøse “hockeystavsmodel”, som netop nedvurderer den aktive og akutte handlen for at bringe klimamæssigt skadelige aftryk ned på nuværende tidspunkt, til fordel for en fremtidig teknologisk løsning. Denne teknologisk-optimistiske forfalden til samfundets løsning af egne selvskabte problemer i takt med teknologiens udvikling er ikke sjældent at identificere i læsninger af Marx.
Mens den marxistiske kapitalismekritik i disse dage nyder en genkomst i offentligheden, som blandt andet Maus Stum tvang og Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme (og disse bøgers velfortjente plads på de fremmeste hylder hos boghandlerne) vidner om, er det derfor i et socialistisk orienteret perspektiv vigtigt stadig at holde en kritisk tilgang til udlægningen af Marx. Denne kritik må tage afsæt i en stadigt aktualiserende gennemgang af marxistiske idéer, som således kan tage højde for samtidige teknologiske, klimamæssige og sociale tilstande, og dermed udrydde anakronistiske fejllæsninger af Marx. Denne artikel har forsøgt at belyse nogle af de konsekvenser, som en oprindelsesbaseret og historisk-deterministisk kapitalismekritik kan medføre.
| 1. | Søren Mau, Stum tvang (Aarhus: Klim, 2021), 89–90. |
| 2. | Mau, Stum tvang, 91. |
| 3. | Mau, Stum tvang, 107. |
| 4. | Mau, Stum tvang, 84. |
| 5. | Mau angiver på side 84 i Stum tvang en række tænkere, som fremførte denne fortolkning af “etiske-humanistiske motiver” i marxismen. Da det ikke er mit ærinde at redegøre for den generelle humanisme, men derimod at fokusere på den oprindelses- og fremskridtstænkning, som jeg betragter som aspekter heraf, vil jeg henvise til Mau for en mere fyldestgørende beskrivelse af, hvordan romantikken er blevet ført så vidt i marxistisk teori. |
| 6. | Hartmut Rosa, Resonans (Frederiksberg: Eksistensen, 2021), 205. |
| 7. | Rosa, Resonans, 38. |
| 8. | Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 32. |
| 9. | Rosa, Det ukontrollerbare, 45. |
| 10. | Timothy Morton, Økologi uden natur (Hellerup: Spring, 2019), 191. |
| 11. | Mau, Stum tvang, 89. |
| 12. | Alfred Schmidt, Naturbegrebet hos Marx (København: Bibliotek Rhodos, 1976), 46. |
| 13. | Axel Honneth, Socialismens idé (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 89. |
| 14. | Herbert Marcuse, Det éndimensionale menneske (København: Gyldendals Uglebøger, 1969), 42. |
| 15. | Mau, Stum tvang, 110. |
| 16. | Schmidt, Naturbegrebet hos Marx, 84. |
| 17. | Marcuse, Det éndimensionale menneske, 24. |
| 18. | Mau, Stum tvang, 15. |
| 19. | Peter Sloterdijk, Kritik af den kyniske fornuft (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 25. |