I andet kapitel af Saturns ringe (1995), W.G. Sebalds hybridroman om en fodrejse gennem det engelske grevskab Suffolk, besøger Sebalds jeg-fortæller landstedet Somerleyton Hall, et af landadlens anseligste herresæder, der nu (i midten af 90’erne) åbnes op i sommermånederne “for et betalende publikum”.1W.G. Sebald, Saturns ringe (København: Tiderne Skifter, 2011), 39. Landstedet, der i midten af det 19. århundrede blev opkøbt af den engelske self-made man Sir Morton Peto og prompte omdannet til et “fyrsteligt palads” i såkaldt “engelsk-italiensk […] stil”, skulle “i komfort og ekstravagance […] overgå alt, hvad nationen til dato havde set”.2Sebald, Saturns ringe, 40–41. Som Sebald skriver med henvisning til den romantiske digter Coleridge, der – sådan lyder legenden – komponerede sit berømte digt om Kublai Khans Xanadu-palads i en opiumsinduceret tilstand på kanten af søvnen: “Ikke engang Coleridge kunne i sin opiumsrus have drømt sig til et mere magisk sceneri til sin mongolske fyrste, Kubla Khan”.3Sebald, Saturns ringe, 42. Petos luksuriøse landsted er i sandhed et drømmepalads, hvilket underbygges af den sværmeriske tone i de samtidsberetninger, som fortælleren inddrager i sin fremstilling af Somerleytons storhedstid:
Allerede i 1852 kunne man i The Illustrated London News og lignende tidsskrifter, der cirkulerede i det bedre selskab, læse reportager i blomstrende vendinger fra det nys genopstandne Somerleyton. Herresædet var ikke mindst berømt for de næppe synlige overgange fra interiør til eksteriør. De, der kom på besøg, kunne knap sige, hvor det naturlige sluttede og det menneskeskabte begyndte. Saloner gik over i vinterhaver, luftige vestibuler blev til verandaer. En korridor kunne munde ud i en grotte med bregner, hvor en bæk uophørligt pludrede, og hvor løvgrønne passager løb hid og did under kuplen på en fantastisk moské. Vinduer kunne sænkes og åbne det indre til det ydre, hvorefter det indre genopstod i det ydre i væggenes spejle. Palmehytter og orangerier, en plæne som grønt fløjl, billardborde med filt, blomsterbuketter om morgenen i opholdsrummene og majolikavaser på terrassen, paradisfugle og gyldne fasaner på silketapeterne, guldfinker i voliererne og nattergale i haven, arabesker i gulvtæpperne, blomsterbede kantet med buksbom – alt føjet sammen på en måde, så man blev hensat i en illusion om fuldstændig harmoni mellem det naturlige og det kunstige. Det mest bjergtagende syn af alle var, i henhold til en samtidig beskrivelse, Somerleyton på en sommeraften, når de uforlignelige drivhuse, som hvilede på søjler og stivere i støbejern, og som forekom vægtløse i deres yndefulde filigran, kastede deres funklende skin mod mørket. Utallige Argand-brændere, forstærket med refleksskærme i sølv, hvis hvide flammer fortærede den giftige gas med en dyb, hvæsende lyd, udsendte et kolossalt lyshav, der pulserede ligesom livsstrømmen gennem vor Jord.4Sebald, Saturns ringe, 41.
Drømmepaladsets helt bogstavelige sammenfletning af natur og kultur tjener – naturligvis – en ideologisk funktion. Somerleytons arkitektoniske illusionskunst skal sløre det reelle modsætningsforhold mellem naturen og den naturudbyttende rationalitetskonception, som det højborgerlige verdensbillede hviler på. Den montageagtige sammenføjning af naturlige og fabrikerede elementer har til formål at simulere en helt uproblematisk relation mellem den umådeholdne kapitalakkumulation (den instrumentelle fornuft) og naturgrundlaget.
Samtidens euforiske reception af dette opiumstågede spektakel viser, at der er tale om en fantasmagori i Benjamins forstand, et vrangudtryk for kollektive fantasier og længsler. Det “drømmende kollektiv” svømmer hen i opiumsslummerens fantastiske visioner, men som Sebald lægger op til i slutningen af citatet med tydelig reference til Adorno/Horkheimer, udtrykker paladsets “lyshav”, der pulserer “ligesom livsstrømmen gennem vor Jord”, en livsform, der er helt og holdent naturforfalden, prisgivet entropien og naturens cyklicitet. Samtidig varsler gaslampernes giftige brændsel det ufravigelige dialektiske tilbageslag:
Vore dages besøgende bliver ikke længere slået af Somerleyton som morgenlandets eventyrpalads. De glasdækkede gangarealer og palmehuset, hvis højtsiddende hvælving engang oplyste nætterne, brændte ud i 1913 efter en gaseksplosion, hvorefter de blev pillet ned […] Suiten af værelser giver i dag indtryk af noget støvet og ubenyttet. Fløjlsgardinerne og de vinrøde rullegardiner er falmede, sofaer og lænestole er sunket i knæ, trappeopgangene og korridorerne, som man følger på rundvisningen, er fyldt med habengut, der er gået af mode […] Den udstoppede isbjørn i hallen er over tre meter høj. Med sin gulnede og mølædte pels minder den om et genfærd nedbøjet af sorger.5Sebald, Saturns ringe, 42–43.
Gaseksplosionen markerer (med Adorno/Horkheimer) fremskridtets dialektiske tilbageslag i natur, men også (med Benjamin) et omslag fra drøm til vågen tilstand. Somerleyton er ikke noget østerlandsk paradis, og naturen, der tidligere kun optrådte i stærkt iscenesat form (jf. isbjørnen i indgangshallen), viser sig nu som et allestedsnærværende, snigende organisk forfald. Forhængene og gardinerne er falmet, polstringerne gennemslidt, og isbjørnens pels er gullig og mølædt. Forretningsmandens arkitektoniske propaganda rummede alligevel et element af sandhed, for natur og kultur viser sig her, med en adorniansk formulering, som tæt sammenslyngede “momenter” – blot i en helt anden forstand end den arkitektonisk intenderede.
I foredraget “Die Idee der Naturgeschichte” fra 1932 plæderer Adorno for en gentænkning af relationen mellem natur og historie, som den vestlige tradition har stillet i et modsætningsforhold til hinanden. Udgangspunktet er en immanent kritik af Hegels kristne forståelse af naturen som “skæbnebestemt, på forhånd givet væren [schicksalhaft gefügtes, vorgegebenes Sein]”: naturen som et atemporalt og statisk substrat for den menneskelige kultur. Men vejen til en adækvat natur- og historieforståelse er ikke uden faldgruber, og Adorno fremhæver Heideggers syntese af natur og historie som et eksempel herpå. Ifølge Adorno går forståelsen af mennesket som subjekt eller protagonist i en historisk situation, hvor frihed og emancipation står på højkant, tabt hos Heidegger. Der er brug for en slags forlig mellem oplysnings- og naturtænkning. Derfor gælder det om at vise,
at momenterne natur og historie ikke blot flyder sammen, men at de både skilles og sammenflettes, så det naturlige optræder som tegn på historien og historien, hvor den fremstår allermest historisk, som tegn på naturen.6“daß die Momente Natur und Geschichte nicht ineinander aufgehen, sondern daß sie zugleich auseinanderbrechen und sich so verschränken, daß das Natürliche auftritt als Zeichen für Geschichte und Geschichte, wo sie sich am geschichtlichsten gibt, als Zeichen für Natur”. Theodor W. Adorno, “Die Idee der … Continue reading
Det kræver en “perspektivændring”,7Se Adorno, “Idee”, 356. der lader os anskue menneskets historie som naturhistorie og, omvendt, naturhistorien som betinget af menneskets historie. Den immanente kritik af begreberne natur og historie gør det i sidste ende muligt at transcendere oppositionsparret.
I et interview kort før sin død beskriver Sebald den poetologiske grundtanke bag Saturns ringe i tydeligt Frankfurterskole-inspirerede termer:
I sidste ende er det en slags beskrivelse af en arts afvigelse [Aberration]. Man kan – og det er en af ideerne bag opbygningen af Saturns ringe – bevæge sig længere og længere udad i koncentriske cirkler, og de ydre cirkler determinerer altid de indre. Det vil sige, at man kan gøre sig overvejelser om, hvordan ens egen psykiske husholdning er determineret af ens familiehistorie, denne af småborgerklassens historie i 20’ernes og 30’ernes Tyskland, denne igen af de økonomiske forhold i disse år; og om hvordan de økonomiske forhold udspringer af industrialiseringens historie i Tyskland og Europa – og så fremdeles, indtil den yderste cirkel er nået, hvor naturhistorien og menneskeartens historie changerer i hinanden.8“Letzten Endes handelt es sich um so etwas wie eine Beschreibung der Aberration einer Species. Man kann – und das ist unter anderem eine der Ideen gewesen hinter der Strukturierung in den Ringen des Saturn – in konzentrischen Kreisen immer weiter nach außen gehen, und die äußeren Kreise determinieren immer die inneren. Das heißt: man … Continue reading
Sebald reformulerer her den historiske materialismes basis-overbygningsmodel inden for rammerne af tekstens titelmetafor. Cirkelstrukturens inderste ringe korresponderer strukturelt med den borgerlige samfundsordens ideologiske overbygning, de midterste ringe repræsenterer den socioøkonomiske basis, mens den yderste ring repræsenterer naturhistorien, der danner grundlag for de øvrige ringe og virker determinerende ind på disse. Når menneskehedens historie og naturhistorien i sidste ende “changerer i hinanden”, er der tale om en adorniansk tankefigur (Adorno anvender selv metaforen i sine forelæsninger om dialektik): en perspektivændring snarere end en syntese. Sebald anlægger desuden den samme distancerede evolutionsbiologiske diskurs om den menneskelige art som Adorno/Horkheimer i dele af Dialektik der Aufklärung (1944).9Se Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, Dialektik der Aufklärung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016), 234.
I Somerleyton Halls “opløsning og tavse forfald”10Sebald, Saturns ringe, 44. changerer menneskehedens historie og naturhistorien i hinanden. Når “den menneskelige civilisation” i et af bogens senere kapitler beskrives som “en fremmedartet gløden, der time for time er blevet stadig mere intens”,11Sebald, Saturns ringe, 174. forstår man Somerleytons repræsentative status. Drømmepaladsets pulserende lyshav skrives ind i en artshistorie, der kaster et ominøst dialektisk lys på fremtiden:
Menneskenes udbredelse over jordkloden blev drevet frem af en stadig reduktion af de højere vegetabilske arter til trækul ved uophørligt at brænde, hvad brændes kunne. Fra den første lysende kærte til de elegante lygter, hvis skær omkransede det attende århundredes borggårde, og fra disse lygters bløde lys til det uvirkelige skin fra de kalciumlamper, der står langs de belgiske motorveje, har det handlet om forbrænding.12Sebald, Saturns ringe, 174.
I Sebalds radikalmelankolske optik styrer menneskeheden direkte mod afgrunden. Og udviklingen fra det attende århundredes “bløde lys” til det tyvendes “uvirkelige skin” flugter ganske fint med Adorno/Horkheimers tese om en stadig mere irrationel rationalitet, der gør verden stadig mere ubeboelig. (Man fristes næsten til at komplettere rækken med det enogtyvende århundredes fuldendt kliniske, blændende LED-lys). Venter det dialektiske tilbageslag forude?
En benjaminsk opvågnen? Sebald lader en mulig fremtid skinne igennem i beskrivelsen af haven omkring Somerleyton, der i takt med landhusets forfald blomstrer utøjlet op:
I modsætning til husets hensmuldrende storhed befandt de omkringliggende jorde sig på et evolutionært klimaks her et århundrede efter Somerleytons storhedstid. Ganske vist kunne blomsterbedene være bedre passet og mere strålende i deres farvepragt, men til gengæld fyldte de træer, som Morton Peto havde plantet, i dag luften over haverne, og adskillige af de gamle cedertræer, som allerede dengang lod sig beundre af de besøgende, strakte nu deres grene over næsten en ottendedel tønde land, hvert enkelt af dem en verden for sig. Californiske kæmpefyr rejste sig mere end tres meter i vejret, og der var sjældne orientalske plataner, hvis yderste kviste havde bøjet sig helt ned til græsset, hvor de slog rod i jorden, og hvorfra de derpå atter skød op, nu i en perfekt cirkel […] Adskillige af de lysere træer syntes at drive af sted som skyer oven over parklandskabet. Andre var uigennemtrængeligt mørkegrønne. Som terrasser rejste trækronerne sig, den ene efter den anden, og hvis man tvang øjet en anelse ud af fokus, var det som at se op på bjerge dækket af enorme skove.13Sebald, Saturns ringe, 44–45.
Havens evolutionære klimaks giver anledning til en naturromantisk lovprisning af træernes mangfoldige liv: Cedrene er “en verden for sig”, platanerne skyder “i en perfekt cirkel”, andre træer driver af sted “som skyer” og er “uigennemtrængeligt mørkegrønne”. Det er rewilding set gennem romantikerens briller. Citatets sidste sætning åbner – i et benjaminsk dialektisk billede – perspektivet mod et imaginært landskab. Den utopiske ny natur overblændes af et urnaturligt landskab med “bjerge dækket af enorme skove” – begge perspektiver i skarp kontrast til det tidligere Somerleytons gennemstiliserede, strengt ordnede og undertrykte kulissenatur. Denne dobbelteksponering af naturhistorisk fortid og mulig fremtid skaber et kritisk spændingsfelt, hvor mulighederne, potentialerne viser sig blandt nutidens ruiner. For Sebald er dette tillige en metafysisk erfaring: Øjet må tvinges “en anelse ud af fokus”, tekstens effet du réel give efter for fiktionens uskarphed, så virkelighedens metafysiske underfor kommer til syne. “Det metafysiske øje- og overblik”, skriver Sebald i et tidligere essay, “udspringer af en dyb fascination, der for en tid forandrer vores forhold til verden. Når vi ser, fornemmer vi, hvordan tingene kigger tilbage på os, og vi forstår, at vi ikke er til for at gennemtrænge universet, men for at blive gennemtrængt af dette”.14“Der metaphysische Augen- und Überblick entspringt einer profunden Faszination, in welcher sich eine Zeitlang unser Verhältnis zur Welt verklärt. Im Schauen spüren wir, wie die Dinge uns ansehn, verstehen, daß wir nicht da sind, um das Universum zu durchdringen, sondern von ihm durchdrungen zu sein”. W.G. Sebald, Unheimliche … Continue reading
| 1. | W.G. Sebald, Saturns ringe (København: Tiderne Skifter, 2011), 39. |
| 2. | Sebald, Saturns ringe, 40–41. |
| 3. | Sebald, Saturns ringe, 42. |
| 4. | Sebald, Saturns ringe, 41. |
| 5. | Sebald, Saturns ringe, 42–43. |
| 6. | “daß die Momente Natur und Geschichte nicht ineinander aufgehen, sondern daß sie zugleich auseinanderbrechen und sich so verschränken, daß das Natürliche auftritt als Zeichen für Geschichte und Geschichte, wo sie sich am geschichtlichsten gibt, als Zeichen für Natur”. Theodor W. Adorno, “Die Idee der Naturgeschichte”, Gesammelte Schriften, bind 1, Philosophische Frühschriften (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1973), 360 (min oversættelse). |
| 7. | Se Adorno, “Idee”, 356. |
| 8. | “Letzten Endes handelt es sich um so etwas wie eine Beschreibung der Aberration einer Species. Man kann – und das ist unter anderem eine der Ideen gewesen hinter der Strukturierung in den Ringen des Saturn – in konzentrischen Kreisen immer weiter nach außen gehen, und die äußeren Kreise determinieren immer die inneren. Das heißt: man kann sich Gedanken machen über den eigenen psychischen Haushalt, wie dieser determiniert wurde von der eigenen Familiengeschichte, diese von der Geschichte der kleinbürgerlichen Klasse in den 20er und 30er Jahren in Deutschland, wie das wieder umrissen wird von den ökonomischen Bedingungen dieser Jahre, wie die ökonomischen Bedingungen sich herausentwickelt haben aus der Geschichte der Industrialisierung in Deutschland und in Europa – und so fort bis in den Kreis, wo die Naturgeschichte und die Geschichte der menschlichen Species ineinander changieren”. Uwe Pralle, “Mit einem kleinen Strandspaten Abschied von Deutschland nehmen: Ein Gespräch [mit W.G. Sebald] aus dem Nachlass über das Wandern, das Graben und das Schreiben”, Süddeutsche Zeitung, 22–23. december, 2001 (min oversættelse). |
| 9. | Se Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, Dialektik der Aufklärung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016), 234. |
| 10. | Sebald, Saturns ringe, 44. |
| 11. | Sebald, Saturns ringe, 174. |
| 12. | Sebald, Saturns ringe, 174. |
| 13. | Sebald, Saturns ringe, 44–45. |
| 14. | “Der metaphysische Augen- und Überblick entspringt einer profunden Faszination, in welcher sich eine Zeitlang unser Verhältnis zur Welt verklärt. Im Schauen spüren wir, wie die Dinge uns ansehn, verstehen, daß wir nicht da sind, um das Universum zu durchdringen, sondern von ihm durchdrungen zu sein”. W.G. Sebald, Unheimliche Heimat. Essays zur österreichischen Literatur (Frankfurt am Main: Fischer, 1995), 158 (min oversættelse). |