En naturhistorisk perspektivændring – læsning af en passage hos W.G. Sebald

I andet kapi­tel af Saturns rin­ge (1995), Sebalds hybri­dro­man om en fodrej­se gen­nem det engel­ske grev­skab Suffolk, besø­ger Sebalds jeg-for­tæl­ler land­ste­det Somerleyton Hall, et af lan­dad­lens anse­lig­ste her­re­sæ­der, der nu (i mid­ten af 90’erne) åbnes op i som­mer­må­ne­der­ne “for et beta­len­de publikum”.1W.G. Sebald, Saturns rin­ge (København: Tiderne Skifter, 2011), 39. Landstedet, der i mid­ten af det 19. århund­re­de blev opkøbt af den engel­ske self-made man Sir Morton Peto og promp­te omdan­net til et “fyr­ste­ligt palads” i såkaldt “engelsk-ita­li­ensk […] stil”, skul­le “i kom­fort og ekstra­va­gan­ce […] over­gå alt, hvad natio­nen til dato hav­de set”.2Sebald, Saturns rin­ge, 40–41. Som Sebald skri­ver med hen­vis­ning til den roman­ti­ske dig­ter Coleridge, der – sådan lyder leg­en­den – kom­po­ne­re­de sit berøm­te digt om Kublai Khans Xanadu-palads i en opi­ums­in­du­ce­ret til­stand på kan­ten af søv­nen: “Ikke engang Coleridge kun­ne i sin opi­ums­rus have drømt sig til et mere magisk sce­ne­ri til sin mongol­ske fyr­ste, Kubla Khan”.3Sebald, Saturns rin­ge, 42. Petos luk­suri­ø­se land­sted er i sand­hed et drøm­me­pa­lads, hvil­ket under­byg­ges af den svær­me­ri­ske tone i de sam­tids­be­ret­nin­ger, som for­tæl­leren ind­dra­ger i sin frem­stil­ling af Somerleytons stor­heds­tid:

Allerede i 1852 kun­ne man i The Illustrated London News og lig­nen­de tids­skrif­ter, der cir­ku­le­re­de i det bed­re sel­skab, læse repor­ta­ger i blom­stren­de ven­din­ger fra det nys genop­stand­ne Somerleyton. Herresædet var ikke mindst berømt for de næp­pe syn­li­ge over­gan­ge fra inte­r­i­ør til ekste­ri­ør. De, der kom på besøg, kun­ne knap sige, hvor det natur­li­ge slut­te­de og det men­ne­ske­skab­te begynd­te. Saloner gik over i vin­ter­ha­ver, luf­ti­ge vesti­bu­ler blev til veran­da­er. En kor­ri­dor kun­ne mun­de ud i en grot­te med breg­ner, hvor en bæk uop­hør­ligt plud­re­de, og hvor løv­grøn­ne pas­sa­ger løb hid og did under kup­len på en fan­ta­stisk moské. Vinduer kun­ne sæn­kes og åbne det indre til det ydre, hvor­ef­ter det indre genop­stod i det ydre i væg­ge­nes spej­le. Palmehytter og oran­ge­ri­er, en plæ­ne som grønt fløjl, bil­lard­bor­de med filt, blom­ster­buket­ter om mor­ge­nen i opholds­rum­me­ne og majo­li­ka­va­ser på ter­ras­sen, para­dis­fug­le og gyld­ne fasa­ner på sil­ket­a­pe­ter­ne, guld­fin­ker i voli­e­rer­ne og nat­ter­ga­le i haven, ara­be­sker i gulv­tæp­per­ne, blom­ster­be­de kan­tet med buks­bom – alt føjet sam­men på en måde, så man blev hen­sat i en illu­sion om fuld­stæn­dig har­moni mel­lem det natur­li­ge og det kun­sti­ge. Det mest bjer­ta­gen­de syn af alle var, i hen­hold til en sam­ti­dig beskri­vel­se, Somerleyton på en som­mer­af­ten, når de ufor­lig­ne­li­ge driv­hu­se, som hvi­le­de på søj­ler og sti­ve­re i stø­be­jern, og som fore­kom vægt­lø­se i deres ynde­ful­de fili­gran, kaste­de deres funk­len­de skin mod mør­ket. Utallige Argand-bræn­de­re, for­stær­ket med refleks­skær­me i sølv, hvis hvi­de flam­mer for­tæ­re­de den gif­ti­ge gas med en dyb, hvæ­sen­de lyd, udsend­te et kolos­salt lys­hav, der pul­se­re­de lige­som livs­strøm­men gen­nem vor Jord.4Sebald, Saturns rin­ge, 41.

Drømmepaladsets helt bog­sta­ve­li­ge sam­men­flet­ning af natur og kul­tur tje­ner – natur­lig­vis – en ide­o­lo­gisk funk­tion. Somerleytons arki­tek­to­ni­ske illu­sions­kunst skal slø­re det reel­le mod­sæt­nings­for­hold mel­lem natu­ren og den natur­ud­byt­ten­de ratio­na­li­tets­kon­cep­tion, som det høj­bor­ger­li­ge ver­dens­bil­le­de hvi­ler på. Den mon­ta­ge­ag­ti­ge sam­men­føj­ning af natur­li­ge og fabri­ke­re­de ele­men­ter har til for­mål at simu­le­re en helt upro­ble­ma­tisk rela­tion mel­lem den umå­de­hold­ne kapi­ta­lak­ku­mu­la­tion (den instru­men­tel­le for­nuft) og natur­grund­la­get.

Samtidens eufori­ske recep­tion af det­te opi­um­stå­ge­de spek­ta­kel viser, at der er tale om en fan­tas­ma­go­ri i Benjamins for­stand, et vrang­ud­tryk for kol­lek­ti­ve fan­ta­si­er og længs­ler. Det ‘drøm­men­de kol­lek­tiv’ svøm­mer hen i opi­ums­slum­me­rens fan­ta­sti­ske visio­ner, men som Sebald læg­ger op til i slut­nin­gen af cita­tet med tyde­lig refe­ren­ce til Adorno/Horkheimer, udtryk­ker palad­sets “lys­hav”, der pul­se­rer “lige­som livs­strøm­men gen­nem vor Jord”, en livs­form, der er helt og hol­dent natur­for­fal­den, pris­gi­vet entro­pi­en og natu­rens cyk­li­ci­tet. Samtidig vars­ler gas­lam­per­nes gif­ti­ge brænd­sel det ufravi­ge­li­ge dia­lek­ti­ske til­ba­ge­slag:

Vore dages besø­gen­de bli­ver ikke læn­ge­re slå­et af Somerleyton som mor­gen­lan­dets even­tyr­pa­lads. De glas­dæk­ke­de gan­ga­re­a­ler og pal­me­hu­set, hvis højt­sid­den­de hvæl­ving engang oply­ste næt­ter­ne, brænd­te ud i 1913 efter en gas­eks­plo­sion, hvor­ef­ter de blev pil­let ned. […] Suiten af værel­ser giver i dag ind­tryk af noget stø­vet og ube­nyt­tet. Fløjlsgardinerne og de vin­rø­de rul­le­gar­di­ner er fal­me­de, sofa­er og læne­sto­le er sun­ket i knæ, trap­pe­op­gan­ge­ne og kor­ri­do­rer­ne, som man føl­ger på rund­vis­nin­gen, er fyldt med habengut, der er gået af mode. […] Den udstop­pe­de isb­jørn i hal­len er over tre meter høj. Med sin gul­ne­de og mølæd­te pels min­der den om et gen­færd ned­bø­jet af sorger.5Sebald, Saturns rin­ge, 42–43.

Gaseksplosionen mar­ke­rer (med Adorno/Horkheimer) frem­skrid­tets dia­lek­ti­ske til­ba­ge­slag i natur, men også (med Benjamin) et omslag fra drøm til vågen til­stand. Somerleyton er ikke noget øster­land­sk para­dis, og natu­ren, der tid­li­ge­re kun opt­rå­d­te i stærkt isce­ne­sat form (jf. isb­jør­nen i ind­gangs­hal­len), viser sig nu som et alle­steds­nær­væ­ren­de, sni­gen­de orga­nisk for­fald. Forhængene og gar­di­ner­ne er fal­met, pol­strin­ger­ne gen­nem­s­lidt, og isb­jør­nens pels er gul­lig og mølædt. Forretningsmandens arki­tek­to­ni­ske pro­pa­gan­da rum­me­de alli­ge­vel et ele­ment af sand­hed, for natur og kul­tur viser sig her, med en ador­ni­ansk for­mu­le­ring, som tæt sam­men­s­lyn­ge­de ‘momen­ter’ – blot i en helt anden for­stand end den arki­tek­to­nisk inten­de­re­de.

I fored­ra­get “Die Idee der Naturgeschichte” fra 1932 plæ­de­rer Adorno for en gen­tænk­ning af rela­tio­nen mel­lem natur og histo­rie, som den vest­li­ge tra­di­tion har stil­let i et mod­sæt­nings­for­hold til hin­an­den. Udgangspunktet er en imma­nent kri­tik af Hegels krist­ne for­stå­el­se af natu­ren som “skæb­ne­be­stemt, på for­hånd givet væren [schi­ck­sal­haft gefüg­tes, vor­ge­ge­be­nes Sein]”: natu­ren som et atem­poralt og sta­tisk sub­strat for den men­ne­ske­li­ge kul­tur. Men vej­en til en adæ­kvat natur- og histo­ri­e­for­stå­el­se er ikke uden fald­gru­ber, og Adorno frem­hæ­ver Heideggers syn­te­se af natur og histo­rie som et eksem­pel her­på. Ifølge Adorno går for­stå­el­sen af men­ne­sket som sub­jekt eller pro­ta­go­nist i en histo­risk situ­a­tion, hvor fri­hed og eman­ci­pa­tion står på høj­kant, tabt hos Heidegger. Der er brug for en slags for­lig mel­lem oplys­nings- og natur­tænk­ning. Derfor gæl­der det om at vise,

at momen­ter­ne natur og histo­rie ikke blot fly­der sam­men, men at de både skil­les og sam­men­flet­tes, så det natur­li­ge optræ­der som tegn på histo­ri­en og histo­ri­en, hvor den frem­står aller­mest histo­risk, som tegn på naturen.6“daß die Momente Natur und Geschichte nicht ine­i­nan­der auf­ge­hen, son­dern daß sie zug­leich ause­i­nan­der­bre­chen und sich so ver­s­chrän­ken, daß das Natürliche auftritt als Zeichen für Geschichte und Geschichte, wo sie sich am ges­chi­cht­li­ch­sten gibt, als Zeichen für Natur”. Theodor W. Adorno, “Die Idee der Naturgeschichte”, Gesammelte Schriften, … Continue reading

Det kræ­ver en “perspektivændring”,7Se Adorno, “Idee”, 356. der lader os anskue men­ne­skets histo­rie som natur­hi­sto­rie og, omvendt, natur­hi­sto­ri­en som betin­get af men­ne­skets histo­rie. Den imma­nen­te kri­tik af begre­ber­ne natur og histo­rie gør det i sid­ste ende muligt at trans­cen­de­re oppo­si­tions­par­ret.

I et inter­view kort før sin død beskri­ver Sebald den poe­to­lo­gi­ske grund­tan­ke bag Saturns rin­ge i tyde­ligt Frankfurterskole-inspi­re­re­de ter­mer:

I sid­ste ende er det en slags beskri­vel­se af en arts afvi­gel­se [Aberration]. Man kan – og det er en af ide­er­ne bag opbyg­nin­gen af Saturns rin­ge – bevæ­ge sig læn­ge­re og læn­ge­re udad i kon­cen­tri­ske cirk­ler, og de ydre cirk­ler deter­mi­ne­rer altid de indre. Det vil sige, at man kan gøre sig over­vej­el­ser om, hvor­dan ens egen psy­ki­ske hus­hold­ning er deter­mi­ne­ret af ens fami­lie­hi­sto­rie, den­ne af små­bor­ger­klas­sens histo­rie i 20’ernes og 30’ernes Tyskland, den­ne igen af de øko­no­mi­ske for­hold i dis­se år; og om hvor­dan de øko­no­mi­ske for­hold udsprin­ger af indu­stri­a­li­se­rin­gens histo­rie i Tyskland og Europa – og så frem­de­les, ind­til den yder­ste cir­kel er nået, hvor natur­hi­sto­ri­en og men­ne­skear­tens histo­rie chan­ge­rer i hinanden.8“Letzten Endes han­delt es sich um so etwas wie eine Beschreibung der Aberration einer Species. Man kann – und das ist unter ande­rem eine der Ideen gewe­sen hin­ter der Strukturierung in den Ringen des Saturn – in kon­zen­tri­s­chen Kreisen immer wei­ter nach außen gehen, und die äuße­ren Kreise deter­mi­ni­e­ren immer die inne­ren. Das heißt: man kann sich Gedanken … Continue reading

Sebald refor­mu­le­rer her den histo­ri­ske mate­ri­a­lis­mes basis-over­byg­nings­mo­del inden for ram­mer­ne af tek­stens titel­me­ta­for. Cirkelstrukturens inder­ste rin­ge kor­re­spon­de­rer struk­tu­relt med den bor­ger­li­ge sam­fundsor­dens ide­o­lo­gi­ske over­byg­ning, de mid­ter­ste rin­ge repræ­sen­te­rer den socioø­ko­no­mi­ske basis, mens den yder­ste ring repræ­sen­te­rer natur­hi­sto­ri­en, der dan­ner grund­lag for de øvri­ge rin­ge og vir­ker deter­mi­ne­ren­de ind på dis­se. Når men­ne­ske­he­dens histo­rie og natur­hi­sto­ri­en i sid­ste ende ‘chan­ge­rer i hin­an­den’, er der tale om en ador­ni­ansk tan­ke­fi­gur (Adorno anven­der selv meta­for­en i sine fore­læs­nin­ger om dia­lek­tik): en per­spek­tivæn­dring sna­re­re end en syn­te­se. Sebald anlæg­ger des­u­den den sam­me distan­ce­re­de evo­lu­tions­bi­o­lo­gi­ske dis­kurs om den men­ne­ske­li­ge art som Adorno/Horkheimer i dele af Dialektik der Aufklärung (1944).9Se Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, Dialektik der Aufklärung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016), 234.

I Somerleyton Halls “opløs­ning og tav­se forfald”10Sebald, Saturns rin­ge, 44. chan­ge­rer men­ne­ske­he­dens histo­rie og natur­hi­sto­ri­en i hin­an­den. Når “den men­ne­ske­li­ge civi­li­sa­tion” i et af bogens sene­re kapit­ler beskri­ves som “en frem­me­d­ar­tet glø­den, der time for time er ble­vet sta­dig mere intens”,11Sebald, Saturns rin­ge, 174. for­står man Somerleytons repræ­sen­ta­ti­ve sta­tus. Drømmepaladsets pul­se­ren­de lys­hav skri­ves ind i en arts­hi­sto­rie, der kaster et omi­nøst dia­lek­tisk lys på frem­ti­den:

Menneskenes udbre­del­se over jord­klo­den blev dre­vet frem af en sta­dig reduk­tion af de høje­re vege­ta­bil­ske arter til trækul ved uop­hør­ligt at bræn­de, hvad bræn­des kun­ne. Fra den før­ste lysen­de kær­te til de ele­gan­te lyg­ter, hvis skær omkran­se­de det atten­de århund­re­des borg­går­de, og fra dis­se lyg­ters blø­de lys til det uvir­ke­li­ge skin fra de kalci­um­lam­per, der står langs de bel­gi­ske motor­ve­je, har det hand­let om forbrænding.12Sebald, Saturns rin­ge, 174.

I Sebalds radi­kal­melan­kol­ske optik sty­rer men­ne­ske­he­den direk­te mod afgrun­den. Og udvik­lin­gen fra det atten­de århund­re­des “blø­de lys” til det tyven­des “uvir­ke­li­ge skin” flug­ter gan­ske fint med Adorno/Horkheimers tese om en sta­dig mere irra­tio­nel ratio­na­li­tet, der gør ver­den sta­dig mere ube­bo­e­lig. (Man fri­stes næsten til at kom­plet­te­re ræk­ken med det enogty­ven­de århund­re­des ful­dendt kli­ni­ske, blæn­den­de LED-lys). Venter det dia­lek­ti­ske til­ba­ge­slag for­u­de?

En benja­minsk opvåg­nen? Sebald lader en mulig frem­tid skin­ne igen­nem i beskri­vel­sen af haven omkring Somerleyton, der i takt med land­hu­sets for­fald blom­strer utøj­let op:

I mod­sæt­ning til husets hens­mul­dren­de stor­hed befandt de omkring­lig­gen­de jor­de sig på et evo­lu­tio­nært kli­maks her et århund­re­de efter Somerleytons stor­heds­tid. Ganske vist kun­ne blom­ster­be­de­ne være bed­re pas­set og mere strå­len­de i deres far­ve­pragt, men til gen­gæld fyld­te de træ­er, som Morton Peto hav­de plan­tet, i dag luf­ten over haver­ne, og adskil­li­ge af de gam­le ceder­træ­er, som alle­re­de den­gang lod sig beun­dre af de besø­gen­de, strak­te nu deres gre­ne over næsten en otten­de­del tøn­de land, hvert enkelt af dem en ver­den for sig. Californiske kæm­pe­fyr rej­ste sig mere end tres meter i vej­ret, og der var sjæld­ne ori­en­tal­ske pla­ta­ner, hvis yder­ste kvi­ste hav­de bøjet sig helt ned til græs­set, hvor de slog rod i jor­den, og hvor­fra de der­på atter skød op, nu i en per­fekt cir­kel. […] Adskillige af de lyse­re træ­er syn­tes at dri­ve af sted som sky­er oven over parkland­ska­bet. Andre var uigen­nem­træn­ge­ligt mør­ke­grøn­ne. Som ter­ras­ser rej­ste trækro­ner­ne sig, den ene efter den anden, og hvis man tvang øjet en anel­se ud af fokus, var det som at se op på bjer­ge dæk­ket af enor­me skove.13Sebald, Saturns rin­ge, 44–45.

Havens evo­lu­tio­næ­re kli­maks giver anled­ning til en natur­ro­man­tisk lov­pris­ning af træ­er­nes mang­fol­di­ge liv: Cedrene er “en ver­den for sig”, pla­ta­ner­ne sky­der “i en per­fekt cir­kel”, andre træ­er dri­ver af sted “som sky­er” og er “uigen­nem­træn­ge­ligt mør­ke­grøn­ne”. Det er rewil­ding set gen­nem roman­ti­ke­rens bril­ler. Citatets sid­ste sæt­ning åbner – i et benja­minsk dia­lek­tisk bil­le­de – per­spek­ti­vet mod et imag­i­nært land­skab. Den uto­pi­ske ny natur over­blæn­des af et urnatur­ligt land­skab med “bjer­ge dæk­ket af enor­me sko­ve” – beg­ge per­spek­ti­ver i skarp kon­trast til det tid­li­ge­re Somerleytons gen­nem­sti­li­se­re­de, strengt ord­ne­de og under­tryk­te kulis­se­na­tur. Denne dob­bel­t­eks­po­ne­ring af natur­hi­sto­risk for­tid og mulig frem­tid ska­ber et kri­tisk spæn­dings­felt, hvor mulig­he­der­ne, poten­ti­a­ler­ne viser sig blandt nuti­dens rui­ner. For Sebald er det­te til­li­ge en meta­fy­sisk erfa­ring: Øjet må tvin­ges “en anel­se ud af fokus”, tek­stens effet du réel give efter for fik­tio­nens uskarp­hed, så vir­ke­lig­he­dens meta­fy­si­ske under­for kom­mer til syne. „Det meta­fy­si­ske øje- og over­blik”, skri­ver Sebald i et tid­li­ge­re essay, „udsprin­ger af en dyb fasci­na­tion, der for en tid for­an­drer vores for­hold til ver­den. Når vi ser, for­nem­mer vi, hvor­dan tin­ge­ne kig­ger til­ba­ge på os, og vi for­står, at vi ikke er til for at gen­nem­træn­ge uni­ver­set, men for at bli­ve gen­nem­trængt af dette”.14“Der metap­hy­si­s­che Augen- und Überblick ents­pringt einer pro­fun­den Faszination, in wel­cher sich eine Zeitlang unser Verhältnis zur Welt ver­klärt. Im Schauen spüren wir, wie die Dinge uns anse­hn, ver­ste­hen, daß wir nicht da sind, um das Universum zu dur­chdrin­gen, son­dern von ihm dur­chd­run­gen zu sein”. W.G. Sebald, Unheimliche Heimat. Essays zur … Continue reading

1. W.G. Sebald, Saturns rin­ge (København: Tiderne Skifter, 2011), 39.
2. Sebald, Saturns rin­ge, 40–41.
3. Sebald, Saturns rin­ge, 42.
4. Sebald, Saturns rin­ge, 41.
5. Sebald, Saturns rin­ge, 42–43.
6. “daß die Momente Natur und Geschichte nicht ine­i­nan­der auf­ge­hen, son­dern daß sie zug­leich ause­i­nan­der­bre­chen und sich so ver­s­chrän­ken, daß das Natürliche auftritt als Zeichen für Geschichte und Geschichte, wo sie sich am ges­chi­cht­li­ch­sten gibt, als Zeichen für Natur”. Theodor W. Adorno, “Die Idee der Naturgeschichte”, Gesammelte Schriften, bind 1, Philosophische Frühschriften (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1973), 360 (min oversættelse).
7. Se Adorno, “Idee”, 356.
8. “Letzten Endes han­delt es sich um so etwas wie eine Beschreibung der Aberration einer Species. Man kann – und das ist unter ande­rem eine der Ideen gewe­sen hin­ter der Strukturierung in den Ringen des Saturn – in kon­zen­tri­s­chen Kreisen immer wei­ter nach außen gehen, und die äuße­ren Kreise deter­mi­ni­e­ren immer die inne­ren. Das heißt: man kann sich Gedanken machen über den eige­nen psy­chi­s­chen Haushalt, wie die­ser deter­mi­ni­ert wur­de von der eige­nen Familiengeschichte, die­se von der Geschichte der kle­in­bür­ger­li­chen Klasse in den 20er und 30er Jahren in Deutschland, wie das wie­der umris­sen wird von den öko­no­mi­s­chen Bedingungen die­ser Jahre, wie die öko­no­mi­s­chen Bedingungen sich her­au­sentwi­ck­elt haben aus der Geschichte der Industrialisierung in Deutschland und in Europa – und so fort bis in den Kreis, wo die Naturgeschichte und die Geschichte der mens­chli­chen Species ine­i­nan­der chan­gi­e­ren”. Uwe Pralle, „Mit einem kle­i­nen Strandspaten Abschied von Deutschland neh­men: Ein Gespräch [mit W.G. Sebald] aus dem Nachlass über das Wandern, das Graben und das Schreiben”, Süddeutsche Zeitung, 22–23. decem­ber, 2001 (min oversættelse).
9. Se Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, Dialektik der Aufklärung (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2016), 234.
10. Sebald, Saturns rin­ge, 44.
11. Sebald, Saturns rin­ge, 174.
12. Sebald, Saturns rin­ge, 174.
13. Sebald, Saturns rin­ge, 44–45.
14. “Der metap­hy­si­s­che Augen- und Überblick ents­pringt einer pro­fun­den Faszination, in wel­cher sich eine Zeitlang unser Verhältnis zur Welt ver­klärt. Im Schauen spüren wir, wie die Dinge uns anse­hn, ver­ste­hen, daß wir nicht da sind, um das Universum zu dur­chdrin­gen, son­dern von ihm dur­chd­run­gen zu sein”. W.G. Sebald, Unheimliche Heimat. Essays zur öster­rei­chi­s­chen Literatur (Frankfurt am Main: Fischer, 1995), 158 (min oversættelse).