Stephen Hawking har som bekendt erklæret filosofien død og begrundet det med, at filosofferne ikke har fulgt med i videnskabernes moderne udvikling, hvorfor de ikke længere er i stand til at svare på fundamentale spørgsmål om tilværelsen.1Hawkings udtalelse, som også er citeret i problemformuleringen til denne stafetserie, faldt i 2011 og lyder: “Why are we here? Where do we come from? Traditionally, these are questions for philosophy, but philosophy is dead. […] Philosophers have not kept up with modern developments in science. Particularly physics. … Continue reading Nu er det næppe rigtigt, at moderne filosoffer ikke har holdt sig ajour med den videnskabelige udvikling, omend de fleste givetvis har gjort det og fortsat gør det på nogle mere ydmyge betingelser end på grundlag af den eksakte og eksperimentelt efterprøvbare viden, som videnskabsfolk formodes at bygge deres scientia på.
En vigtigere indvending mod Hawkings dødsdom over filosofien er dog, at han i sin fremstilling ikke selv giver indtryk af at have noget indgående kendskab til filosofiens vidt forgrenede virkningshistorie, som langt fra lader sig genskrive som en uafbrudt “søgen efter viden” (quest for knowledge), da filosofisk tænkning sjældent munder ud i nogen klare svar på grundlæggende metafysiske spørgsmål. En del filosoffer, heriblandt Søren Kierkegaard,2I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, udgivet under pseudonymet Johannes Climacus. ville med glæde overlade det til videnskaberne at føre vidensfaklen videre – hvem skulle ellers gøre det, hvis ikke videnskaberne selv? – og både Kirsten Hyldgaard og Jan Faye gør i deres stafetindlæg opmærksom på, at filosofi hverken er leverandør af nyttig viden eller selv en videnskab.3Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1–2; Jan Faye, “Findes filosofien om 50 år?”, Tidsskriftet Paradoks, 21. juli 2021, ¶14.
Der er ganske vist andre, eksempelvis to så forskelligt tænkende filosoffer som Francis Bacon og Hegel, der hver på deres måde bifalder, at filosofien aflægger sig sin “patetiske” prætention om at være kærlighed til visdom og i stedet lever op til et videnskabeligt ideal om at basere sig på virkelig, begrundet viden. Vincent Hendricks påberåber sig i sit stafetindlæg det baconske videnskabsideal og angriber den filosofi, der “forbliver en opblæst udlægning af modervidenskaben, Theoria”, for sin “selvbestaltede eksklusive særegenhed” samt “megalomane lænestolsmetode”.4Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11.
Det fremgår ikke af Hendricks’ tekst, om han sigter til en bestemt gruppe filosoffer, og om det skal læses som en opfordring til helt at opgive at bedrive theoria, der oprindeligt for Platon og Aristoteles udgjorde hovedvejen til opnåelsen af visdom. De forstod rigtig nok noget forskelligt ved dette begreb, men for ingen af dem betød udøvelsen af theoria og sophia en selvisolerende tilbagetrækning fra verden, men snarere at få mulighed for at opnå indsigt i de ikke umiddelbart synlige sammenhænge, som knytter fænomener sammen i verden, og med denne indsigt at kunne handle og tænke bedre. I lyset heraf kunne man spørge, hvad der ville ske, hvis filosofien helt holdt op med at efterstræbe det mål, som igennem historien har udgjort dens hovedanliggende, nemlig visdom, og hverken vil være philos eller sophia mere? Ville den ikke dermed give afkald på sit eget navn og hovedanliggende og først rigtig begynde at isolere sig?
Når Hendricks vil have filosofien til at tage et videnskabeligt og socialt ansvar for “at bidrage til løsning af de udfordringer, vi står over for globalt”,5Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶4. så siger han noget, der kan virke indlysende, men samtidig truer hans hårde udskældning af enhver form for unyttig teoretiseren med at underminere de bidrag, som filosofien kan yde i form af kritisk at spørge til og gennemskue de sammenhænge i tiden, der har ført os frem til hele den misere, vi står midt i. Den langvarige COVID-19-pandemi lægger uden tvivl op til filosofiske undersøgelser af den megen misinformation, for ikke at sige uvidenhed, der har floreret om virusvarianter, smittespredning og mundbind; men samtidig vil en filosof, der bevarer sin kritiske dømmekraft og helhedssans, fortsat have blik for ikke kun enkeltproblemer, men den samlede sum af sagsforhold samt tilgrundliggende faktorer og vil med en eller anden form for theoria arbejde på at kortlægge sammenhængene mellem disse. Som Slavoj Žižek formulerede det i begyndelsen af COVID-19-pandemien:
Vi må rejse det afgørende spørgsmål: Hvad er der galt med vores system, siden katastrofen fangede os med paraderne nede, også selvom videnskabsfolk havde advaret os i årevis?6Slavoj Žižek, Pandemic! COVID-19 Shakes the World (OR Books, 2020), 4. Egen oversættelse.
I forhold til et system, der er dysfunktionelt og ødelæggende, har den filosofiske tænker en opgave, der består i at stille spørgsmålstegn ved det og måske sågar stille en diagnose uden nødvendigvis at have en entydig løsning eller et helbredelsesmiddel på hånden. I andre sammenhænge er det ikke et system, som filosoffen forholder sig til, men det kan være viden, sproget, verden eller livet som sådan, kort sagt komplekse, uhåndgribelige og omfattende begreber og fænomener, som den filosofiske tænker imidlertid ser det som sin opgave at rette sine spørgsmål mod for at gøre indholdet og omfanget af dem begribeligt.
Med hensyn til den filosofiske tænknings aporetiske natur, dét at filosofien rejser spørgsmål uden nødvendigvis at ligge inde med eller nå frem til endegyldige svar, er Platons fremstilling af sokratisk dialogkunst fortsat et mønstereksempel herpå. Platons dialoger minder os om, at de spørgsmål, som filosofiske tænkere stiller, sjældent er nyttige i nogen ligefrem forstand. De efterlader ofte læsere og tilhørere mindre vidende tilbage, hvilket imidlertid giver den enkelte plads til selv at tænke videre. Snarere end udtryk for socialt ansvar lader filosoffers spørgsmål sig oftere udlægge som kritiske, ligefrem spydige og tendentielt set samfundsomstyrtende antydninger og bemærkninger til deres samtid om, at mennesker, som vi er flest, lever bortvendt fra det, som det egentlig kommer an på i livet, og vi mangler som regel blik for vores egne erkendelsesmæssige grænser og for det, der måtte findes hinsides disse grænser.
Denne indsigt i ens egne erkendelsesmæssige begrænsninger betegnede Sokrates i Forsvarstalen “menneskelig visdom”,7Platon, Apologia Sokratous, i Werke 2 (WBG, 2001), 20d. og den kan ingen prale af, fordi den snarere end viden er en form for ikke-viden eller en ikke-objektiverbar indsigt i … ja, i hvad? I mange af Platons dialoger går dette vanskeligt identificerbare fænomen under navnet psykē, og enkelte steder forbinder Sokrates sjælelig indsigt med det delfiske orakelord: “Kend dig selv”. Selverkendelse udgør for de få, der ligger inde med den, ikke et bestemt, afgrænset genstandsfelt, da selvet ikke er nogen genstand, men selverkendelse giver indsigt i grænser, først og fremmest ens egne eksistentielle og erkendelsesmæssige grænser. I det omfang ens egne grænser støder op til andres og ens omverdens grænser, gør enhver form for selvindsigt samtidig, at man i større eller mindre grad kommer i berøring med og bliver klar over disse.
COVID-19-pandemien har vedvarende stillet os over for en række spørgsmål om, hvor grænserne går eller skal drages, det være sig mellem lande, byer og deres beboere, herunder både dyr og mennesker; men spørgsmålet kan også stilles mere filosofisk og udstille den grænseoverskridende adfærd og dertilhørende mangel på indsigt, som vi mennesker ikke blot i det 21. århundrede, men i en del århundreder efterhånden har udvist over for livet på jorden i al dets diversitet. Det rejser naturligvis yderligere spørgsmål af eksistentiel, etisk, økologisk, økonomisk, kulturel og religiøs karakter, men filosofien kan på tværs af alle disse vidensfelter pege på, hvorledes den alt for menneskelige tendens til tankeløst at overskride grænser og til at skære det forskelligartede over samme læst går igen de fleste steder, hvor mennesker kommer frem. Set fra et filosofisk synspunkt, der i sagens natur er begrænset, kunne det tyde på, at vi mennesker stadigvæk ikke er nået til nogen dybere erkendelse af os selv og af meningen med vores gøren og laden her på jorden.
Jeg skal lade det være usagt, om filosofisk tænkning kan lede én hele vejen frem til et sublimt, oplyst selverkendelsesstadium. Filosofien synes i højere grad at arbejde og ende med afklaringer og dragninger af grænser. For nogle lyder det måske af for lidt, mens det for andre lyder for højtideligt, selvsmagende eller bare altmodisch at omtale filosofi som kærlighed til visdom eller som fødselshjælper for selvindsigt. Mindre kan sikkert også gøre det, men vi løber en risiko, hvis vi begynder at skille os af med eller skifte ord som “kærlighed”, “visdom”, “sjæl” og “selv” ud med andre ord, for så står vi sandsynligvis endnu mere tomhændede tilbage, end hvis vi tager vare på dem og fortsætter med at udlægge deres righoldige betydningsindhold.
Faren er til at få øje på, når eksempelvis filosoffer undlader at tale om visdom, eller andre udtaler, at der ikke findes noget selv, og selv hvis det gjorde, ville det ikke være særlig kønt at se på. De kan have ret, men det er en temmelig selvsikker afvisning af selvet, som det ville kræve en længere filosofisk argumentation at underbygge, såfremt den lader sig underbygge, og selvom det ikke er nogen særlig køn erkendelse, vi måtte nå frem til, så kunne det skyldes, at vi ikke har taget særlig godt vare på os selv.
Mange psykologer er ligeledes holdt op med at bruge ord som “psyke” og “selv” og taler hellere om “hjernen” eller “the mind”, hvilket forekommer at være mere håndgribelige og målbare størrelser. En lignende tendens til at undlade at sætte ord på den uhåndgribelige og umålelige dimension inden for et givet fagfelt kan spores inden for moderne arkitektur, hvor det i dag er de færreste arkitekter, der kender til “det tektoniske”, som er en indbygget del af deres egen disciplin, navn og tradition.8Endelsen “-tektur” i den latinske term “arkitektur” stammer fra det oldgræske begrebspar “tektonik” og “tektonisk”, der oprindeligt henviste til den kunnen og kundskab, som bygge- og håndværksmestre, tektones, var i besiddelse af. I hele den oldgræske tradition fra Homer til senantikken ansås de fremmeste … Continue reading I stedet lægger mange arkitekter sig efter ingeniørerne og overlader det til andre at betænke det, der ikke er blevet tænkt tilstrækkeligt over, og som udgør en del af sjælen i deres eget fag, nemlig det tektoniskes betydning for arkitekturen.
Martin Heidegger tog for en kort bemærkning dette begreb op i Bauen Wohnen Denken og bemærkede, at “det tektoniske i arkitekturen er det sted, hvor teknikken (technē) har skjult sig siden de ældste tider.”9Martin Heidegger, “Bauen Wohnen Denken”, i Vorträge und Aufsätze (Neske, 2000), 154. Egen oversættelse. Hvad enten Heidegger har ret eller ej, gør han et forsøg på at gentænke og fremhæve en dimension, der for et fagfelt som arkitektur enten har været skjult eller ikke tilstrækkelig belyst. Ansporet af Heideggers tænkning, som hun ikke var ukritisk over for, gik Hannah Arendt et skridt videre og forsøgte i sine refleksioner over det onde at tænke selve det utænkelige, altså det som den menneskelige tanke har vanskeligt ved at tænke eller nødig vil i berøring med og derfor kun yderst sjældent skænker en tanke.
Så længe filosofien strækker sig i sin bestræbelse på at tænke alt fra det uigennemtænkte over det endnu utænkte til det utænkelige, holdes den i live og skal nok overleve. På netop det punkt forblev Arendt en filosofisk tænker, og jeg er på linje med Thomas Schwarz Wentzer, som i sit stafetindlæg ligeledes nævner “det utænkelige” som en del af det felt, filosofien stræber efter at indlemme i sin tanke.10Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. Hvis ikke filosofferne går til grænsen for, hvad der vides og tænkes på et givet tidspunkt i historien – og måske overhovedet kan vides og tænkes – hvem skulle så gøre det?
| 1. | Hawkings udtalelse, som også er citeret i problemformuleringen til denne stafetserie, faldt i 2011 og lyder: “Why are we here? Where do we come from? Traditionally, these are questions for philosophy, but philosophy is dead. […] Philosophers have not kept up with modern developments in science. Particularly physics. […] Scientists have become the bearers of the torch of discovery in the quest for knowledge” (Matt Warman, “Stephen Hawking tells Google ‘philosophy is dead’ ”, The Telegraph, 17. maj 2011). |
| 2. | I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, udgivet under pseudonymet Johannes Climacus. |
| 3. | Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1–2; Jan Faye, “Findes filosofien om 50 år?”, Tidsskriftet Paradoks, 21. juli 2021, ¶14. |
| 4. | Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11. |
| 5. | Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶4. |
| 6. | Slavoj Žižek, Pandemic! COVID-19 Shakes the World (OR Books, 2020), 4. Egen oversættelse. |
| 7. | Platon, Apologia Sokratous, i Werke 2 (WBG, 2001), 20d. |
| 8. | Endelsen “-tektur” i den latinske term “arkitektur” stammer fra det oldgræske begrebspar “tektonik” og “tektonisk”, der oprindeligt henviste til den kunnen og kundskab, som bygge- og håndværksmestre, tektones, var i besiddelse af. I hele den oldgræske tradition fra Homer til senantikken ansås de fremmeste af disse mestre for at være vise, og at dømme efter de evner, de første “filosoffer”, særligt Thales og Anaximander, havde til henholdsvis at bygge, måle og bemestre visse naturfænomener, kan begge have trukket på den tektoniske tradition. Odysseus kaldes for en tektonisk mester i Homers Odyssé, Platons verdensskaber, Demiurgen, beskrives i Timaios som udfører af et tektonisk mesterværk, og når det ofte refereres, at Jesus i Bibelen er tømrer, er det en ikke helt nøjagtig gengivelse af tektōn på oldgræsk, se min artikel “The Fall of the Tektōn and the Rise of the Architect: On the Greek Origins of Architectural Craftsmanship”, Architectural Histories 5, 1 (2017). |
| 9. | Martin Heidegger, “Bauen Wohnen Denken”, i Vorträge und Aufsätze (Neske, 2000), 154. Egen oversættelse. |
| 10. | Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. |