Person: Karl Marx – Side 2 af 2

Hadet og hemmeligheden bag de gyldne æg

Hans Erichsen · 10. maj. 2021

Den italienske filosof og sociolog Maurizio Lazzarato (f. 1955) er især kendt for sin tænkning vedrørende immaterielt arbejde, sine mikro- og makropolitiske gældsanalyser af det neoliberale akkumulationsregime og bogen Guerres et Capital (Krige og Kapital) skrevet i samarbejde med den franske filosof Eric Alliez, hvor de hudfletter kapitalens dubiøse og nødvendige omgang med krig og revolution. I sin nyeste bog, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Kapitalen hader alle – fascisme eller revolution),¹Maurizio Lazzarato, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Éditions Amsterdam, 2019). Alle referencer til denne bog vil efterfølgende blive foretaget med akronymet CDM, [sidetal], eks. CDM, 9. stiller han skarpt på det moderne, kapitalistiske samfunds seneste neofascistiske udviklingstendenser. Lazzarato bevæger sig langt væk fra sin tidligere tænknings optimisme og lægger ikke fingre imellem, når han desillusioneret analyserer historiske tendenser og kritiserer nyere teoretiske udlægninger af ditto. I det følgende vil jeg prøve at udlægge Lazzaratos hovedærinde med bogen og se nærmere på nogle enkelte, udvalgte delargumenter.

Hadet er hemmeligheden

Titlen, Kapitalen hader alle – fascisme eller revolution, er en iøjnefaldende antropomorf fremstilling af kapitalen som et obsternasigt subjekt, der lader til at have et problematisk udestående med alt og alle. Ordlyden slår en højstemt og yderst politiserende skrivestil an, som ved første læsning kan virke dels afskrækkende, dels barnlig. Men hvis man tager titlen for pålydende og ser bort fra det mulige efterslæb af skleroserende følgeslutninger, antropomorfismer rummer,²Kritikken af menneskets mildest talt lidt selvhøjtidelige tendens til at projektere egne egenskaber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og således begribe disse gennem dets eget (selv)billede, er en i filosofihistorien kendt genganger. Se eksempelvis Spinozas anmærkning til læresætning 15 i første del af … Continue reading så kan den måske motivere en mere systematisk fremstilling af den kapitalistiske økonomis politiske moment(er).

I sin senere og såkaldte “modne” kritik af den politiske økonomi finder vi også ved Karl Marx en fremstilling af kapitalen som et autonomt og automatisk subjekt,³Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der politischen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle referencer til Marx vil efterfølgende blive foretaget med akronymet: MEW [bind], [sidetal], eks.: MEW 23, 169. der tilsyneladende udfolder sig frit fra ethvert forhindrende og genstridigt moment, som kunne begrænse dets driftige og grænseløse vækstdynamik.⁴MEW 23, 529. Kapitalen præsenteres her som en automatik, hvor værdiforøgelsen, dvs. skabelsen af profit, finder sted af sig selv. Kapitalen kommer derfor til at betegne værdiens selvvaloriserende dynamik, en kvantitativ forøgelse af den oprindelige værdi. Kapital er derfor ikke blot værdi, men betegner nærmere den bevægelse, hvormed værdi skaber merværdi. Kapital er altså hverken en vare eller penge, men betegner den umådelige og endeløse værdiforøgelses bevægelse. Alt er dog ikke sagt med denne automatik, og Marx’ kritiske projekt går i en vis udstrækning ud på at vise, hvad der ligger i denne kapitalens okkulte egenskab til at lægge gyldne æg. Hverken Marx eller Lazzarato stopper derfor ved kapitalens gennemtrængende afpolitisering af sin reproduktion, da dette ville udelukke kritikken og dermed ethvert alternativ og udviske strategiske linjer – der ville ikke længere være noget at aflede. Det gælder således for dem begge om at afdække, hvorfor værdiforøgelsen ikke kan finde sted i en glidende automatik. Kapitalen står ikke for en deterministisk økonomi i betydningen af en uformidlet, fatalistisk, objektiv struktursammenhæng (økonomisme);⁵Denne indvending møder man tit, men for det meste fra teoretikere, der forestiller sig “økonomi” alt for snævert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nemlig som “produktionen og reproduktionen af det virkelige liv”, hvilket indebærer en bred vekselvirkning af forskelligartede momenter (MEW 37, 463 – min … Continue reading tværtimod er denne struktur rundet af og grundet i et levende og brændende had. Pointen med kritikken, både ved Marx og Lazzarato, kan derfor siges at være afdækningen af det, kapitalens flydende reproduktion brænder inde med, nemlig et knapt så stumt had, som med vold og magt holder revolutionen tilbage. Hadet er den vold, der muliggør og binder strukturen sammen, og står her for det kontingente og altså politiske konstitutionsmoment i det, der ellers ligner en i sten skrevet nødvendig og monologisk udviklingstendens.⁶Jf. også Marx’ begreb om “oprindelig akkumulation”, MEW 23, kap. 24.

Ifølge Lazzarato hader kapitalen følgelig alle. Men hvorfor? Jo, kapitalen ville ikke hade alle, hvis den ikke netop var afhængig sit (umedgørlige) materielle naturgrundlag i skikkelse af jord og menneskekroppe. Var den ikke afhængig, kunne den for så vidt være ligeglad med alle. Men hadet peger altså på et væsentligt og dermed strukturelt afhængighedsforhold mellem kapitalen og eksistensen af et kontinuerligt grundlag (fortwährende Grundlage),⁷MEW 25, 630. kapitalen ikke selv kan sætte: jord og fuglefrie menneskekroppe.⁸MEW 23, 761. Dens omsiggribende og allestedsnærværende had slår på den måde over i et selvhad, som egentlig er resultatet af en radikal uformåenhed, der tyder på, at kapitalen et eller andet sted grundlæggende set er dødsangst. Hadet repræsenterer sådan en strukturel inkompatibilitet med egne mulighedsbetingelser – en systemisk uholdbar relation til dets materielle grundlag. Kapitalen løber sig en staver i livet ved at spænde dets materielle og finitte eksistensgrundlag for en idealistisk og infinit teleologi – en sund økonomi opretholdt ved 3% årlig vækst i BNP.

Denne inkompatibilitet får forskellige udtryk i og med det, Lazzarato kalder (neo)fascistiske udviklingstendenser.⁹Lazzaratos brug af betegnelsen “fascisme” kan afstedkomme en automatisk skepsis og delegitimerende reaktion ved læseren. Det at kalde nogen eller noget fascistisk fungerer alt for ofte som en art retorisk gummikugle, der skal skyde luften ud af modstanderen og diskussionen i almindelighed. Men det bliver dog hurtigt … Continue reading Disse tendenser peger på det, vi lidt misvisende har kaldet “hadet” i bestemt ental på dansk, som navn for det, Lazzarato beskriver som det, kapitalen hader (désteste), dvs. det, den gør. Kapitalen indstifter en relation til sine mulighedsbetingelser, som er præget af genstridighed i modsætning til gensidighed. Denne genstridighed skal med vold og magt afbøjes, så den fungerer i overensstemmelse med kapitalens kategoriske imperativ, dvs. skabelsen af profit. Denne afbøjning fremstår som neofascistiske måder at operationalisere genstridighed og modsætninger til kapitalens fordel. Et eksempel, Lazzarato ofte kommer ind på i sin bog, er, hvorledes udbredte nationalistiske forestillinger og fordomme, der fastlåser mennesker i overleverede adfærdsmønstre, som de ikke selv har valgt eller tilslutter sig, internt udgrænser dele af den modstandsdygtige klasse og således utilsigtet begrænser egne frihedsmuligheder til fordel for kapitalens vækstbetingelser. Lazzarato præsenterer hermed, hvordan kapitalens problemer i en vis forstand overvintrer i dets mulighedsbetingelser. Problemet forskydes, regningen efterlades: Det bliver de andre, det andet køn, dit lave selvværd, der frarøver dig mulighederne for et godt liv. Xenofobi, misogyni og selvhad kan ifølge Lazzarato forstås som kapitalens forskydende operationalisering af sin egen uformåen og sit selvdestruktive væsen. Man kan opsamlende formulere det sådan, at Lazzaratos formål med at præsentere kapitalens hadfulde væsen i al sin enkelhed går ud på at punktere forestillingen om økonomisk vækst som en fredelig, uskyldig og neutral udviklingstendens. Som vi skal se, står de neofascistiske tendenser ikke uden for eller i modsætning til den globale økonomis dynamik.

Fascisme eller revolution: en etik

Kapitalens had bruger Lazzarato først og fremmest til at opstille en etik. For at udfolde dette, giver det god mening at se nærmere på bogens undertitel: Fascisme ou révolution. Konjunktionen ou (“eller”) indbefatter en interessant dobbelttydighed, som er vigtig at fremhæve for bedre at kunne placere hadets betydning for Lazzarato og videre bestemme bogens argumenter. På dansk og fransk tildækker konjunktionen en underliggende dobbelthed, som ikke desto mindre kan fremhæves ved at påpege to mulige latinske oversættelser af “eller”: vel og aut … aut. Den første oversættelse, fascisme eller (vel) revolution, er konnektiv og identificerer det ene med det andet, og forskellen forvitrer. Den anden oversættelse, aut … aut, sætter en opposition og en eksklusion; den udgrænser to irreduktible (historiske) dynamikker: (enten) fascisme eller revolution.¹⁰Jf. Pierre Machereys refleksion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]). De to latinske oversættelser af konjunktionen kan meget fint præsentere en fra Kierkegaards forfatterskab uendelig kendt forskel mellem det æstetiske (vel) og det etiske (aut … aut) enten-eller. En æstetisk slukøret udlægning af Lazzaratos konjunktion kunne lyde: “tager Du [revolutionen] op, faaer Du [fascisme], tager Du den ikke op, faaer Du ogsaa [fascisme], nu kan Du vælge!”¹¹Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156. Udlægges konjunktionen derimod etisk, betegner den “det Valg, hvorved man vælger [fascisme] og [revolution] eller udelukker dem.”¹²Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165.

Undertitlens etiske islæt i kapitalens trend spiller på en kendt modstilling inden for marxistisk tænkning. Mest populær er nok Rosa Luxemburgs berømte Die Krise der Sozialdemokratie (eller Junius-Broschüre), udgivet under pseudonymet Junius i januar 1916, som hun skrev, mens hun sad fængslet i april 1915. Ifølge Luxemburg skulle Friedrich Engels engang have sagt: “Det borgerlige samfund står over for et dilemma: Enten overgang til socialisme eller tilbagefald i barbariet.”¹³Det er senere blevet vist, at passagen, Luxemburg henviser til, ikke stammer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in seinem grundsätzlichen Teil erläutert fra 1892, hvor det hedder: “…es heißt entweder vorwärts zum Sozialismus oder rückwärts in die Barbarei.” Med efterkrigstidens fransk-marxistiske og … Continue reading Modstillingen peger på et dilemma af politisk og etisk art – alt imens det også er en kold spand vand i hovedet på dem, som troede og håbede, at socialismen eller kommunismen fortrøstningsfuldt og utvivlsomt stod og bød nutidens undertrykte velkommen for enden af barbariet og fascismen. Ligesom Marx i december 1867 fremlagde det irske uafhængighedsspørgsmål som et spørgsmål om “ruin eller revolution”, så er konjunktionens funktion for Lazzarato netop at indskrive et genuint politisk valg og samtidig at anerkende valgets reelle asymmetri.

I Lazzaratos bog finder vi et klart etisk “eller”. Men det er på ingen måde et etisk valg, som kan træffes frit (“aus freien Stücken”).¹⁴MEW 8, 115. “Vi er allerede indlejret i en proces af praktiskpolitiske brud gennemtvunget af neofascistiske, sexistiske og racistiske bevægelser, som forekommer ufravigelig.”¹⁵CDM, 9. Alternativet “fascisme eller revolution” er et alternativ, men et asymmetrisk et af slagsen. Lazzaratos hovedærinde med bogen er således at præsentere hadet som en historisk dynamik, vi allerede er delagtige i, og dermed at den “etiske aktivitet”¹⁶CDM, 156. må begynde med destruktionen (pars destruens) af den igangværende fascistiske dynamik for på ny at kunne tænke bruddet og revolutionen (pars construens).

Vi lever i apokalyptiske tider: voldens glemsel

Lazzarato minder os stedse om, at vi lever i apokalyptiske tider. Dette skal forstås i bogstavelig forstand, og altså knapt så eskatologisk, som man måske har for vane at forestille sig, når man tænker på Coppolas klassiker eller andre perler som Waterworld – selvom Kevin Costner velsagtens kunne gå for en heroisk udgave af den spanske skulptør Isaac Cordals druknende verdensledere. Apokalyptisk skal her tolkes i lyset af dets græske ophav fra apokaluptein, der betyder at afdække eller at afsløre. Ifølge Lazzarato referer det apokalyptiske til afdækningen af den asymmetriske udvikling, nemlig at det hele går ad fascismen til. Dette er en kendt manøvre inden for marxistisk og kritisk teori, hvor krisetider netop betegner et interregnum, hvorfra et væld af morbide og fascistiske symptomer udspringer.¹⁷Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276.

Det, Lazzarato kalder neoliberalismens kontrarevolution, består i en glemsel af praksisser og teorier, som er og var grundlæggende kapitalismekritiske. Succesen ved neoliberalismens tankeløse vidensamfund viser sig som en historieløs erindringskultur.¹⁸Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som prisme”, i Løgstrups mange ansigter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbeafstand af marxismen (Antipyrine, 2019), 265. Lazzarato gør enormt meget ud af at understrege, ikke så meget glemslen, som den vold, denne glemsel er grundlagt på og virker igennem. Denne vold, som vi skal til at se nærmere på, er en videre udfoldelse af den vold og magt, vi så ved hadet, som vi har præsenteret ovenfor.

Når Lazzarato begrebsligt placerer volden i sin argumentation, er det ofte med henvisning til Benjamins berømte Til Kritikken af Volden fra 1921. Dette er et vigtigt moment i Lazzaratos argumentation, for, som han gentagende understreger, beskæftiger man sig nemlig ikke med den vold, som grundlægger (“la violence qui a fondé” eller “die rechtsetzende Gewalt”),¹⁹Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186. går man både praktisk og teoretisk galt i byen: 1) Man har kun blik for den voldskonserverende eller voldsopretholdende dynamik (“la violence qui conserve” eller “die rechtserhaltende Gewalt”) af økonomien, de repressive og ideologiske statsapparater, retten, la gouvernementalité osv.,²⁰Her refererer Lazzarato til så forskellige tænkere som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i denne sammenhæng er de slået i hartkorn med hinanden, fordi Lazzarato anklager dem for at overse benævnte vold som en mulighedsbetingelse for deres centrale begreber. hvormed kapitalen præsenteres som den moderniserende og innovative aktør bag socio-historiske udviklingstendenser. 2) Man glemmer dermed også den globale revolution og dens nederlag, som er globaliseringens oprindelse og årsag, dvs. globaliseringen som den globale kapitals modsvar på dette nederlag.

Hvordan skal eller kan vi begribe dette modsvar? Lazzarato går hertil i kødet på Michel Foucaults teoretiske mangler og blindgyder, når det drejer sig om at afdække neoliberalismens mørke, beskidte og blodige genealogi. Foucault har ifølge Lazzarato aldrig konfronteret sine begreber med virkelige, (makro)politiske processer, og dette er udtryk for, at Foucault ganske elegant udvisker en helt afgørende forudsætning: “Den regérlige og regerede subjektivitet kan kun produceres på betingelse af et mere eller mindre blodigt nederlag.”²¹CDM, 21.

Et andet grundlæggende argument for Lazzarato kan præsenteres kort og godt ved at citere Gilles Deleuze og Félix Guattari: “Der har aldrig været en liberal kapitalisme.”²²Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato parafraserer ofte dette citat, men refererer ikke eksplicit til det, hvilket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la dette (Les Prairies Ordinares, 2014), 9. Dette kommer til udtryk gennem kritikken af de gængse opfattelser, at neoliberalismen skulle stå for netop dette, en liberal økonomi. Ifølge Lazzarato tror neoliberalismen og dens driftige tilhængere slet ikke på markedets “naturlige” funktionsdygtighed, men er tværtimod fuldt ud opmærksom på, at staten kontinuerligt må intervenere og således agere grundlag for de juridiske, finansielle og økonomiske “moderniseringer” – à la dem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forkølet men stædigt forsøger at gennemtrumfe.²³CDM, 22. Som den danske teoretiker Mikkel Bolt har bemærket flere steder, så kan den neoliberale statsinterventionisme, hvis man ser det fra den sociale reproduktions perspektiv, betragtes som en art trediveårskrig mod verdens befolkninger.²⁴Mikkel Bolt, Trumps kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 21–22.

Dette er, hvad Lazzarato igen og igen kalder den forudgående borgerkrig som disciplinens og “gouvernementalitetens” mulighedsbetingelser. I en vis forstand må de repressive statsapparater gøre tavlen ren, før de ideologiske apparater og selvdisciplineringen kan virke, som Lazzarato eksempelvis fremhæver med Latinamerika i begyndelsen af 70’erne: “Her fandt [de neoliberale ideologer] en gennem militærets repression martret subjektivitet”.²⁵CDM, 22. Lazzarato fremhæver eksempelvis yderligere i denne forbindelse det brasilianske præsidentvalg. Valget af Jair Messias Bolsonaro står som en radikalisering af den neofascistiske bølge og henviser sådan ifølge Lazzarato direkte til den neoliberalistiske fødselsakt i Chile, hvor Augusto Pinochets blodige statskup afsatte den demokratisk valgte Salvador Allende og indførte “retten til at massakrere de personer, som ikke underlagde sig det frie marked”.²⁶CDM, 22. Chile udgjorde således et levende laboratorium for Chicago-skolens driftige ideologer, i hvilket de kunne “eksperimentere på tusinder af militante kommunister og socialisters lig”.²⁷CDM, 20. Denne udvikling spredte sig også til andre latinamerikanske lande (Uruguay, Brasilien og Argentina), hvor Chicago-drengene²⁸“A group of economists known as ‘the Chicago boys’ because of their attachment to the neoliberal theories of Milton Friedman, then teaching at the University of Chicago, was summoned to help reconstruct the Chilean economy” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8). havde frie rammer til at reproducere den chilenske succes med at reducere lønninger massivt, skære sociale ydelser, privatisere skole‑, sundheds- og pensionssystemet etc. Neoliberalismens Chicago-drenge var dog ikke unikke mht. denne voldelige logik. Den tyske ordoliberalismes succes, hvor staten skabte “ordnede” rammer for markedsøkonomien,²⁹Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50. kunne ligeledes kun “virke” på baggrund af nazismens tilintetgørelse af den tyske subjektivitet.

Efterfølgende blev 70’ernes og 80’ernes neoliberale livtag ovenikøbet anerkendt og adopteret af verdensbanken og IMF under de såkaldte structural adjustment programs, som sørgede for at få Afrika, Sydøstasien og allersenest det Globale Nords tunge elever i klassen på bølgelængde med tidens krav.³⁰CDM, 20.

Nye fascismer

Lazzarato skriver, at de nye fascismer har opnået politisk hegemoni på to måder: 1) ved at bestræbe sig på at bryde med den neoliberalistiske business as usual, eliten eller “systemet”, og især 2) ved at udpege og bestemme immigranten, flygtningen og muslimen som fjenden. Racisme, fascisme og sexisme har gennemløbet nogle historiske forandringer, og det vil være mere end naivt at tro, at vi efter fyrre års neoliberalisme vil se en simpel gentagelse af mellemkrigstidens fascisme. Derfor udtrykker neofascismen også en dobbelt forandring af: 1) den historiske fascisme, og 2) organiseringen af den kontrarevolutionære vold. Den nye fascisme er nationalliberal mere end den historiske, som var nationalsocialistisk. Nu gælder det om at have en stat, der er stærk nok til at undertrykke minoriteter, fremmede, kriminelle osv., samtidig med, ligesom det var tilfældet med ordoliberalismen, at det indre marked skal prioriteres og konsolideres – det sidste forudsætter ifølge den neofascistiske dogmatik det første. Og hvad der historisk kom til udtryk som antisemitisme, har nu givet pladsen til en generaliseret og udpræget xenofobi, der centrerer sig omkring islam og migranter.

Hvor den historiske fascisme var en af den totale krigs aktualiserende modaliteter, så er det, vi ser i dag, nærmere en “krig mod befolkningen”.³¹CDM, 36. Som Lazzarato beskriver, så behøver neofascismen ikke engang at være direkte voldelig eller paramilitær, som den historiske var det, fordi, og her kommer den slukørede pessimisme atter til udtryk, der i løbet af de sidste årtier ikke har været revolutionære politiske bevægelser – hverken i USA, Europa, Latinamerika eller Asien – som for alvor har udfordret det neoliberalistiske samfunds og kapitalens eksistensgrundlag. Man kunne omvendt sige, at det klarer kapitalen foreløbigt bedst selv. Men hvis der er ét fællestræk ved den historiske og den nye fascisme, så er det, som Lazzarato skriver, “en grundlæggende selvdestruktion og et suicidalt begær, som kapitalen har forlenet dem med.”³²CDM, 37. Denne selvdestruktion, som følger af kapitalens produktion, deler den historiske og den nye fascisme med kapitalen.

Det kan være svært at gennemskue ud fra hvilken målestok, Lazzarato begriber nye fascistiske bølgers udvikling: På den ene side har vi Erdogan og Bolsonaro, på den anden side har vi de europæiske neofascismer, og så har vi Trump derimellem. Men én ting er dog sikkert, og det er, at de historiske fascismer ifølge Lazzarato på ingen måde ophævede eller tæmmede kapitalens modsætninger, tværtimod så accelererede og intensiverede de dem og skubbede således verden i retning mod Anden Verdenskrig. Lazzarato nævner Trump, som destabiliserede den neoliberale kapitalisme ved at accelerere dereguleringen af finanssektoren, forstærkede de amerikanske virksomheders konkurrencemonopol og sænkede skatterne, alt imens dette blev præsenteret som en farbar måde at beskytte ofrene (her den hvide arbejderklasse) fra selv samme deregulering og monopol.³³CDM, 37.

Lazzarato bruger en del tid på at tydeliggøre, i hvilken udstrækning fascismens genkomst har sine rødder i neoliberalismens begyndelse (hvor fascismen i Latinamerika omvendt var neoliberalismens udgangspunkt og grundlag), som fandt sted, da fordismens løn-produktivitets-kompromis løb ind i en akkumulationskrise og en ny international arbejdsdeling krævede andre former for kontrol og repression. Lazzarato insisterer her på at fremhæve et socioøkonomisk perspektiv, som tænkere som Foucault ikke fanger, men blot lader stå til med at indskrive fascismen som en mulighed i den moderne stat. Hermed glemmes det ifølge Lazzarato, hvordan fascismen stikker næsen frem afhængigt af kapitalens globale manøvredygtighed og relation til nationalstaternes håndtering af akkumulationens dynamik.³⁴CDM, 40.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, hvordan fascismen dog aldrig har været en forhindring for kapitalen. Eksempelvis bibeholdt det fascistiske Italien et godt forhold til Wall Street, og en af neoliberalismens hovedideologer, Friedrich Hayek, mente yderligere, at et “liberalt diktatur” var at foretrække frem for et “demokrati uden liberalisme”.³⁵CDM, 35. Hayek legitimerede Pinochets diktatur med reference til, at det ophævede en masse politiske friheder, men til gengæld skabte et væld af personlige friheder – såsom den økonomiske frihed til at købe og sælge, drive virksomhed, lave finansielle investeringer, spekulere og foretage pengepolitiske plyndringer. Nationalismen og xenofobien, der kendetegner fascismen, udgør således kun en marginal bekymring i forhold til den globaliserede, kapitalistiske økonomis ve og vel. Som bekendt udtalte både Herbert Hoover, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill sig meget favorabelt om Mussolini,³⁶“The war debt deal negotiated in 1925 was the most generous that America concluded with any of its wartime associates. It set off a flow of American investment to Italy that only accelerated after 1927, once Italy stabilized on the gold standard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016. fordi han kunne genetablere orden og modernisere industrien og landet, samt inddæmme faren fra bolsjevikkerne.

Borgerkrigens logik: “Døden er ikke en fejl. Den er en del af systemet”³⁷Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen (Basilisk, 2020).

Udgør den rets-grundlæggende vold ikke en integreret del af teorien, ender man altså med at konstruere et pacificeret magtbegreb, sådan som det ifølge Lazzarato var tilfældet med Foucault. Et pacificeret magtbegreb kommer så at sige for sent, da det begriber volden som en allerede i statsapparatet og dets institutioners inkorporeret automatik, der virker gennem en art soft violence – eller som Foucault skrev i midten af 70’erne: “une sorte de guerre silencieuse.”³⁸Dvs. “en slags stille krig”. Michel Foucault, “Il faut défendre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16. Lazzarato mener ikke, at den rets-grundlæggende vold er blevet absorberet, udryddet eller forflyttet af økonomien, loven eller demokratiets glidende maskineri, tværtimod; Lazzarato bestræber sig på at udgrave borgerkrigens logik som den vold, neoliberalismen er grundlagt på. Krig skal her læses som endnu en differentiering og eksplicitering af hadet. I denne forbindelse præsenteres krig som klassedominansens og “regérbarhedens” forudsætninger, eller med den fransk-brasilianske sociolog og filosof Michael Löwys ord: “Den dominerende klasses herredømme [pouvoir] er ikke blot et resultat af dets økonomiske og politiske magt [force], eller ejendommens distribution, eller det produktive systems transformation: Klassens herredømme forudsætter altid en historisk triumf i kampen mod de subalterne klasser.”³⁹Citeret i CDM, 19 (min oversættelse). Argumentet sætter fokus på den vold, der er forudsætningen for, at “business” kan fortsætte “as usual” – forudsætningen er her det, man kunne kalde “den klassesættende vold”. Den kapitalistiske økonomis stumme tvang, der begyndte med et brag af en frigørelse.

Den her omtalte borgerkrig kan føres på forskellige måder, men én ting er sikkert: Kapitalen sejrede i det 20. århundrede og transformerede taberne om til “regerbare” subjekter. Det er vigtigt at forstå, at det nuværende akkumulationsregime, som domineres af finanskapitalen, og hvor relationen ven/fjende er skiftet ud med regerende/regerede, ganske vist ligner en fredstid, men i realiteten er det en fortsættelse af krigen med andre midler. Krigen hørte aldrig op, dens intensitet blev blot moduleret.⁴⁰CDM, 65.

Borgerkrigens logik afdækkes i de apokalyptiske tider, vi lever i – de neofascistiske tendenser udfordrer forholdet mellem vold og institution, krig og gouvernementalitet, sådan som det eksempelvis ses med retsstatens og undtagelsestilstandens sammensmeltning. De neofascistiske tendenser viser, at der bag økonomiske, sociale og institutionelle såkaldte “innovationer” gemmer sig et klassehad og et voldeligt, strategisk sammenstød.

“Alting forandres mens revolutionen planlægges”⁴¹Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sidder her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011).

Dette er fascismen på den ene side, men hvordan står det så til med revolutionen, når vi læser Lazzarato? Læser man de forskellige opstande, som finder sted verden over, og som i mere eller mindre grad har et systemkritisk og altså anti-kapitalistisk islæt, i et internationalistisk perspektiv – eller med de “verdensrevolutionære” briller – kan det virke, som indtager man en yderst prætentiøs eller hallucinerende position, eftersom disse bevægelser langtfra udgør en samlet opposition mod kapitalen og, hvad værre er, slet ikke udgør en nævneværdig trussel mod den private ejendom.

Fra revolutionens perspektiv forsøger Lazzarato med endnu en benjaminsk tankefigur at redde den revolutionære position ved først at begribe de revolutionære bevægelsers historiske nederlag i 60’erne og, endnu vigtigere, derefter ikke at begribe disse nederlag som irreversibelt overståede, men som endnu-ikke-realiserede muligheder, hvis eksistens titter frem i farens øjeblik – her forstås i de apokalyptiske tider.

Lazzarato er meget interesseret i tiden omkring 60’erne som et vigtigt moment for de revolutionære bevægelser, fordi 60’ernes helt store udfordring, som også ledte til nederlaget, var konstruktionen af en anden revolutionær model end den, som blev åbnet med den russiske revolution i 1917.⁴²CDM, 163. Den leninistiske model forstod revolutionen som noget, der skulle virkeliggøres. Arbejderklassen var det historiske subjekt, som allerede var i besiddelse af midlerne til afskaffelsen af kapitalismen og således midlerne til kommunismens virkeliggørelse. Den berømte passage fra arbejderklassen “i sig” til en klasse “for sig” skulle virkeliggøres gennem en bevidstgørelse og magtovertagelse dirigeret og organiseret af et eksternt virkende avantgarde-parti.

Modsat den leninistiske model har den revolutionære bevægelse siden 60’erne taget form af en begivenhed. Det politiske og historiske subjekt er ikke på forhånd bestemt som en sådan klasse, det rummer ikke a priori en politisk essens, som skal virkeliggøres; men subjekter er som politiske subjekter uforudsigelige. Der er således et skift i at tænke det politiske subjekt fra at inkarnere og være bærer af en historisk nødvendighed, til at subjektet nu står for det politiske sammenstøds kontingens. Denne kontingens er karakteriseret ved at være et brud i et radikalt her og nu og har ikke et andet program end afvisningen af at blive regeret. Bruddet er destruktivt og altså ikke konstruktivt, der bliver ikke udkastet fromme forjættelser om en fremtidig retfærdighed og tilkommende demokrati.⁴³Det er tydeligt, hvor stor en rolle Walter Benjamin spiller for hele Lazzaratos forståelse af nye revolutionære bevægelser og hvordan den “historisk materialistiske” monologiske forståelse af historiens udvikling kritiseres. Emblematisk for denne forskel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor … Continue reading

På trods af det revolutionære bruds kontingens har disse bevægelser dog årsager og forskellige målsætninger. De Gule Veste i Frankrig, som Lazzarato ofte refererer til, har forstået, at forholdet mellem produktion og cirkulation har ændret sig. Produktionen i Det Globale Nord er langt mindre arbejderintensiv end før 60’erne, mens cirkulationen af penge, varer, mennesker og information indtager en mere afgørende rolle. Dette kan ses ved, at det ikke længere er fabrikkerne, der besættes, men rundkørslerne. Uforudsigeligheden ved nutidens bevægelser må dermed ikke romantiseres eller idealiseres i den forstand, at de opstår ud af ingenting. Lazzarato gør meget ud af at understrege, at bevægelserne altid er indlejret i og konfronteret med profitten, ejendommen og formuens grunde. Bevægelserne underminerer således kapitalens hegemoni, men konfronteres hurtigt med dens repressive statsapparater. Den massive modstand, som disse bevægelser møder, så snart de artikuleres og praktiseres, peger for Lazzarato på, at revolutionære bevægelser først og fremmest har et destruktivt arbejde foran sig.

Venstrepopulisme er populisme

Lazzarato er meget radikal i sin analyse af bevægelsernes destruktive arbejde, og han afviser derfor også nyere tendenser i retning ad venstrepopulistiske teoridannelser og praksisser. Den omstændighed, at revolutionære bevægelser fortsat eksperimenterer uden at kunne artikulere egentlige strategier for afviklingen af det moderne kapitalistiske samfund, kan ikke medieres af en venstrepopulistisk forestilling om, at magtens plads i et demokrati er tom, sådan som den franske filosof Claude Lefort ellers hævder.⁴⁴Claude Lefort, Essais sur le politique XIXe-XX siècles (Seuil, 2001), 70. Lazzarato skriver derimod, at denne forestilling er blevet grundigt dementeret siden 70’erne, og at denne magtens plads “er okkuperet af den egentlige suveræn, som er kapitalen.”⁴⁵CDM, 85. Venstrepopulismen prøver derfor at puste liv i noget, som ikke eksisterer, nemlig et demokrati, der gennemfører folkets “ordrer” og ikke kapitalen og den private ejendoms. For Lazzarato er venstrepopulisterne (anført af Chantal Mouffe og Ernesto Laclau) reaktionære og mildest talt anakronistiske – især hvis man tager 60’ernes revolutionære bevægelser i betragtning og hvorledes disse gjorde op med uheldige begreber og forestillinger om “den karismatiske leder”, “partiets transcendente position”, “uddelegeringen af repræsentanter”, “det liberale demokrati” og “folket”. Venstrepopulismen umuliggør en erkendelse af “fjenden”,⁴⁶I samarbejdet med den franske filosof Éric Alliez åbner Lazzarato således også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpege fjenden”. som Lazzarato præsenterer det, fordi venstrepopulisterne kategoriserer på en moraliserende og konspiratorisk måde, og placerer ydermere kapitalens agens i hænderne på en mindre finansiel elite. Denne forklaringsmodel finder man også igen og igen i det franske parti La France Insoumise, hvor lederen, Jean-Luc Mélenchon, placerer årsagerne til alverdens problemer ved den finansielle elite, som i øvrigt er en “unaturlig overbygning” på den realproduktion, vi kendte den gennem Les Trente Glourieuses. Venstrepopulismen er ikke en mulig strategi for, hvordan vi kommer ud af denne politiske ørken, som har været domineret af halvtreds års neoliberal kontrarevolution.⁴⁷CDM, 24.

“Uden borgerkrig og fascisme, uden ‘kreative destruktioner’, ingen omstrukturering af de økonomiske, juridiske, statslige og regeringsmæssige dispositiver.”⁴⁸CDM, 25. Det er dette, Lazzarato anklager de pacificerede teorier (Foucault, Luc Boltanski og Ève Chiapello) for at glemme, neoliberalismen og globaliseringens fascistiske rødder; de glemmer og udvisker den militær-politiske sejr, som er det beståendes mulighedsbetingelse. Lazzarato understreger her endnu engang, at krig, dvs. den voldelige sejr over de subalterne klasser, ganske som penge, produktion, værdi, etc., er en konstitutiv del af kapitaldefinitionen.

Til revolutionær orientering

For Lazzarato er det dog slet ikke oplagt, hvordan bevægelser efter 2011 bør orientere sig. Tag eksempelvis igen De Gule Veste. Her er det ifølge Lazzarato ikke længere muligt for et “udefrakommende” parti at tage teten videre og vise, hvad der må gøres og hvordan, sådan som bolsjevikkerne gjorde mellem februar og oktober i 1917. Politiseringen af De Gule Veste-bevægelsen må finde sted indefra, og dette “inde” udgøres bl.a. af bevægelsens viden, erfaring og forskellige perspektiver. De Gule Veste er ikke revolutionære i en systemkritisk forstand; de kan hverken repræsentere proletariatet eller kritisere det kapitalistiske maskineris herredømme i sin helhed. Lazzarato er derimod ude efter en bevægelse som har et internationalt tilsnit, fordi den interne kolonisering af det globale nord, hvormed vi ser en periferialisering af centrum (bl.a. i skikkelse af misrøgtelsen af større, europæiske lande og byers randområder),⁴⁹”[O]nce capitalism has finished conquering, dividing up, and colonizing the world in the geographic sense (thus becoming ‘planetary’), it begins to recolonize it or to colonize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civility – On the limits of political philosophy (Columbia University Press, 2015), 91. væsentligt er forbundet med den internationale arbejdsdeling og udbytning af jordens ressourcer – menneskelige som ikke-menneskelige. Dette har De Gule Veste ikke; de er hverken tilstrækkeligt radikale eller internationale.

I kølvandet af 2011 har bevægelserne været revolutionære med hensyn til mobiliseringens former, eksempelvis har de været territorialt nytænkende i form af besættelser, temporalt nytænkende i forhold til konfrontationernes timing, radikalt demokratiske og fleksible i deres måde at organisere sig på, afvisende over for repræsentation og ledere samt centralisering og totalisering gennem et parti, etc. Men bevægelserne har været reformistiske med hensyn til de stillede krav og definitionen af fjenden. Eksempelvis har man fjernet Mubarak uden dog at ændre ved magtsystemet, og man har koncentreret sin kritik omkring Macron, på trods af at han blot er en komponent i kapitalens maskine. Bevægelsernes efemere brud medfører ingen nævneværdige forandringer i magten og ejendomsforholdenes organisering. Ifølge Lazzarato er udfordringen for alle bevægelser det, som 68 med al tydelighed bragte for dagen, nemlig at hvis den sociale revolution udgrænses fra den politiske revolution (hermed mener Lazzarato kapitalismens afvikling), så er det intet problem for den kapitalistiske maskine at integrere den sociale revolution som en ny ressource til kapitalakkumulation.

Det er ikke, fordi vi mangler eksempler på nødvendigheden af en international bevægelse, ej heller betingelserne – som Lazzarato nævner, er de “neo-koloniserede” migranter et legemliggjort eksempel på en sådan nødvendighed. Ligeledes må en ny internationale adressere racisme og sexisme som spillende en afgørende rolle for både det sociales reproduktion og distributionen af funktioner og sociale roller. En ny internationale kan derfor ikke nøjes med at have “det sociale spørgsmål” som den akse, hvoromkring den drejer, men må også have en kritik af seksuel og racemæssig diskrimination som en essentiel del. Kapitalen skal således konciperes som en global og social maskine, der ikke stopper, hvor produktionsbåndet ender.

Nederlaget gentaget

Kapital er som sagt ikke “økonomien” i snæver forstand, men væsentligt magt, et politisk projekt, en strategi af politiske konfrontationer, en svoren fjende af politiske revolutioner udført af kapitalens “slaver” (arbejdere, fattige, kvinder, koloniserede). Kapitalen er på trods af sin omsiggribende dynamik ikke “kosmopolitisk”, dens deterritorialisering, dvs. tilsyneladende ophævelse af og abstrakte forhold til territorier og grænser er helt igennem relativ. Selvfølgelig bestræber kapitalen sig konstant på at udvikle dets produktivkræfter, men kun for så vidt, det kan skabe profit. Lazzaratos argument er, at profitmotivet gennemtvinger kapitalens reterritorialisering, dvs. at profitmaksimering nødvendigvis må finde sted via nationalstaten, racismen, sexismen og væsentligt gennem krige og fascisme, der er de eneste medieringer, som effektivt er i stand til politisk at garantere den fortsatte af ekspropriation (af mennesker) og plyndring (af jorden). Det er naivt at tro, at økonomiens, juraens og teknologiens immanente funktionsmåde underordner produktivkræfterne profitmotivet. Uden stat, uden krig, uden racisme, uden fascisme: ingen profit. Sejren over de subalterne klasser gælder ikke én gang for alle, men må stedse gentages og reproduceres.

1.	Maurizio Lazzarato, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Éditions Amsterdam, 2019). Alle referencer til denne bog vil efterfølgende blive foretaget med akronymet CDM, [sidetal], eks. CDM, 9.
2.	Kritikken af menneskets mildest talt lidt selvhøjtidelige tendens til at projektere egne egenskaber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og således begribe disse gennem dets eget (selv)billede, er en i filosofihistorien kendt genganger. Se eksempelvis Spinozas anmærkning til læresætning 15 i første del af Ethica, hvor han meget nonchalant afviser at gå antropomorfismerne efter i sømmene: “Alle, som har kontempleret en smule over guds natur, benægter, at gud er kropslig” (Baruch Spinoza, Ethik in geometrischer Ordnung, Felix Meiner Verlag, 2010, 33 – min oversættelse).
3.	Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der politischen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle referencer til Marx vil efterfølgende blive foretaget med akronymet: MEW [bind], [sidetal], eks.: MEW 23, 169.
4.	MEW 23, 529.
5.	Denne indvending møder man tit, men for det meste fra teoretikere, der forestiller sig “økonomi” alt for snævert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nemlig som “produktionen og reproduktionen af det virkelige liv”, hvilket indebærer en bred vekselvirkning af forskelligartede momenter (MEW 37, 463 – min oversættelse). Man kunne her gentage Max Horkheimers spidsfindige præsentation af problemet: “Økonomismen, som den kritiske teori [og Marx’ tænkning] mange steder reduceres til […], består ikke i at tage økonomien for seriøst, men deri at man forstår den for snævert” (Max Horkheimer, “Traditionelle und kritische Theorie”, i Max Horkheimer Gesammelte Schriften Band 4 Schriften 1936–1941, red. A. Schmidt (Frankfurt am Main: S. Fischer Verlag), 162–225 – min oversættelse).
6.	Jf. også Marx’ begreb om “oprindelig akkumulation”, MEW 23, kap. 24.
7.	MEW 25, 630.
8.	MEW 23, 761.
9.	Lazzaratos brug af betegnelsen “fascisme” kan afstedkomme en automatisk skepsis og delegitimerende reaktion ved læseren. Det at kalde nogen eller noget fascistisk fungerer alt for ofte som en art retorisk gummikugle, der skal skyde luften ud af modstanderen og diskussionen i almindelighed. Men det bliver dog hurtigt klart for læseren af denne bog, at betegnelsen “fascisme” tjener et analytisk og filosofisk formål til at tydeliggøre nogle konkrete historiske udviklingstendenser i et kritisk vokabular. For en god og kort overvejelse omkring brugen af “fascisme” som hhv. retorisk eller historie-analytisk betegner jf. Mikkel Bolt, “Ny fascisme”, i Trumps Kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 51–64, og Enzo Traverso m.fl., Fascisme (Nebula & Antipyrine, 2020).
10.	Jf. Pierre Machereys refleksion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]).
11.	Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156.
12.	Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165.
13.	Det er senere blevet vist, at passagen, Luxemburg henviser til, ikke stammer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in seinem grundsätzlichen Teil erläutert fra 1892, hvor det hedder: “…es heißt entweder vorwärts zum Sozialismus oder rückwärts in die Barbarei.” Med efterkrigstidens fransk-marxistiske og anti-stalinistiske gruppe og journal, Socialisme ou Barbarie, vandt alternativet også indpas. Ligeledes pointerede den franske marxist Guy Debord i 1971, at alternativet mellem revolution og død var det 20. århundredes videnskabelige tænknings sidste ord (La Planète Malade (Gallimard, 2004)). I Danmark findes et lignende alternativ reformistisk udtrykt i Staunings politiske kampagne: STAUNING ELLER KAOS.
14.	MEW 8, 115.
15.	CDM, 9.
16.	CDM, 156.
17.	Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276.
18.	Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som prisme”, i Løgstrups mange ansigter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbeafstand af marxismen (Antipyrine, 2019), 265.
19.	Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186.
20.	Her refererer Lazzarato til så forskellige tænkere som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i denne sammenhæng er de slået i hartkorn med hinanden, fordi Lazzarato anklager dem for at overse benævnte vold som en mulighedsbetingelse for deres centrale begreber.
21.	CDM, 21.
22.	Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato parafraserer ofte dette citat, men refererer ikke eksplicit til det, hvilket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la dette (Les Prairies Ordinares, 2014), 9.
23.	CDM, 22.
24.	Mikkel Bolt, Trumps kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 21–22.
25.	CDM, 22.
26.	CDM, 22.
27.	CDM, 20.
28.	“A group of economists known as ‘the Chicago boys’ because of their attachment to the neoliberal theories of Milton Friedman, then teaching at the University of Chicago, was summoned to help reconstruct the Chilean economy” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8).
29.	Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50.
30.	CDM, 20.
31.	CDM, 36.
32.	CDM, 37.
33.	CDM, 37.
34.	CDM, 40.
35.	CDM, 35.
36.	“The war debt deal negotiated in 1925 was the most generous that America concluded with any of its wartime associates. It set off a flow of American investment to Italy that only accelerated after 1927, once Italy stabilized on the gold standard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016.
37.	Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen (Basilisk, 2020).
38.	Dvs. “en slags stille krig”. Michel Foucault, “Il faut défendre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16.
39.	Citeret i CDM, 19 (min oversættelse).
40.	CDM, 65.
41.	Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sidder her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011).
42.	CDM, 163.
43.	Det er tydeligt, hvor stor en rolle Walter Benjamin spiller for hele Lazzaratos forståelse af nye revolutionære bevægelser og hvordan den “historisk materialistiske” monologiske forståelse af historiens udvikling kritiseres. Emblematisk for denne forskel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor han skriver: “Marx sagde, at revolutionerne er verdenshistoriens lokomotiver. Men måske forholder det sig ganske anderledes. Måske er revolutionerne de i disse toge rejsende slægters greb efter nødbremsen” (Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Erster Band, Dritter Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1974), 1232).
44.	Claude Lefort, Essais sur le politique XIXe-XX siècles (Seuil, 2001), 70.
45.	CDM, 85.
46.	I samarbejdet med den franske filosof Éric Alliez åbner Lazzarato således også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpege fjenden”.
47.	CDM, 24.
48.	CDM, 25.
49.	”[O]nce capitalism has finished conquering, dividing up, and colonizing the world in the geographic sense (thus becoming ‘planetary’), it begins to recolonize it or to colonize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civility – On the limits of political philosophy (Columbia University Press, 2015), 91.

Samtidige genfærd af os selv

Frederik Boris Hylstrup Olsen · 11. feb. 2021

En stor del af den træning og forberedelse af sociale omgangsformer, der tidligere har eksisteret som opdragelsespraksisser i familien og lokalsamfundet, er nu i højere grad blevet institutionaliseret i formelle uddannelsesinstitutioner og statslige skoleinstitutioner, som således har overtaget denne socialiserende funktion. Skolen er blevet en civiliserende institution, som søger at installere kropslig (selv)kontrol, selvbevidsthed og forståelse for, hvilke idealer for bestemte typer af social adfærd, der i en given situation hersker og betragtes som acceptable og dermed civiliserede.¹Laura Gilliam, “Den gode vilje og de vilde børn”, Tidsskriftet Antropologi, 62 (2010), 158.

Den tyske sociolog Norbert Elias arbejdede især med at udforske, hvordan undersøgelser i en “small social unit”, fx et lille lokalt samfund, kan stå som en model og et empirisk paradigme, hvis lokale og situerede forhold viser de større og mere komplekse samfundsmæssige og sociale strukturer i en mindre målestok.²Norbert Elias, “Introduction: A Theoretical Essay on Established and Outsider Relations”, i The Established and the Outsiders, red. Norbert Elias & John L. Scotson (London: Sage Publications, 1994), xv-lii. Ved at betragte de problematikker og forhold, som kommer til udtryk som partikulære fænomener i en lokal sammenhæng, kan man skabe en forståelsesramme, som kan belyse lignende forhold i en mere differentieret kontekst og en større samfundsmæssig sammenhæng. Som dannende institution og civilisationsprojekt skal skolen sikre, at børnene udvikler de nødvendige sociale evner og tilegner sig de rette adfærdsformer, før de kommer “ud i samfundet”.³Gilliam, “Den gode vilje og de vilde børn”, 161. Klasseværelset kan på denne måde fungere som et mikrokosmos for det samfund og de arbejdsmarkedsværdier, som vil møde børnene “derude”, “engang”. At kigge på klasseværelset er dermed at kigge på os selv, både som eksisterende samfund, men også som et kommende samfund, der netop nu er i gang med at blive formet. Denne artikel vil tage udgangspunkt i en konkret kontekst i et folkeskoleklasseværelse og søge at belyse, hvordan dets kreativitetspraksisser kan knyttes tæt til arbejdsmarkedsværdier, som eksisterer i samfundet.

I efteråret 2019 udførte jeg et feltarbejde blandt børn og lærere i undervisningssituationer på andet klassetrin. Her undersøgte jeg, hvordan tidsforståelser og ‑praksisser havde indflydelse på læringsmæssige, disciplinerende og socialiserende strategier i skolen. Jeg foretog deltagerobservationer i undervisningen, hvilket indebar, at jeg sad blandt eleverne i klassen og fulgte med i undervisningen. Følgende empiriske eksempel tager udgangspunkt i disse observationer, og finder sted under en dansktime.

“Bare lad tankerne flyve. Lad kreativiteten flyde”. Sådan lød opfordringen fra læreren, da eleverne under dansktimen blev givet den opgave at skrive en historie. Historien skulle være fiktiv, en såkaldt “fantasihistorie”, som kunne basere sig på en drøm, en fantasi eller et ønske. Nogle af børnene havde svært ved at komme i gang. “Må det være fra Fortnite?”, spurgte nogle af dem, der ønskede at skrive en historie om det populære computerspil, som for tiden optog mange af børnenes interesse. Læreren udtrykte efter undervisningen en vis frustration over, hvor fantasiforladte børnene efterhånden var blevet, efter at dette spil havde vundet indpas hos børnene: “De kan simpelthen ikke tænke på andet end Fortnite. Men det er jo ikke stof til en spændende historie blot at sidde og spille computer. Hvorfor flyver der ikke lige pludselig en drage ind ad vinduet? Eller hvad med en indbrudstyv, som bryder ind, mens de sidder og spiller?” Læreren fremlagde derfor i undervisningen en opfordring om at lade tankerne flyve frit og at lade kreativiteten flyde.

Da eleverne får beskeden om at lade tankerne flyve og flyde, lægger jeg mærke til, hvordan mange af børnene viser tegn på at imødekomme dette. Et barn har lagt blyanten fra sig og sidder med albuen på bordet og lader sin kind hvile i håndfladen, mens han kigger op i loftet. Øjnene er vidt åbne og lader umiddelbart til at betragte noget deroppe, som kiggede han på en skyformation på himlen. Men der er blot et loft. Hvad kigger drengen på? Jeg lægger mærke til, at flere af børnene kigger op på denne måde, tilsyneladende mens de tænker over mulige fantasihistorier. Hvis tankerne skal flyve, så ville den passende retning at kigge for at tilgå disse tanker da også være opad. Findes disse tanker deroppe? Hvis man forestillede sig, at man betragtede med de rette øjne og med et blik, som var i stand til at få øje på flyvende tanker som fysiske og åbenlyse fænomener, ville dette syn så afsløre en stjernehimmel af forestillinger, hvor hver stjerne er en tanke, og hvor sammentrækninger af disse tanker skaber stjerneformationer, som afbilder fantastiske væsener og flyvende drager? Knirker disse tanker? Eller suser de hastigt forbi og ind mellem hinanden? Kolliderer de og skaber gnister og eksplosioner? Tankerne er i hvert fald at se “nede” fra børnene, fra børnenes kroppe, fra de sammenknebne øjenbryn og udspilede øjne med hovederne let tilbage og på skrå. Der kommer et suk en gang imellem, en pludselig åbenbaring, hvorefter blyanten hastigt bliver grebet for at få tanken ned på papiret, før den pludselig flyver afsted igen og undslipper håndens greb. Det tegner imidlertid et noget selvmodsigende billede for mig, sådan at sidde i klasseværelset og forestille mig denne stjernehimmel af børnenes flyvende tanker, mens jeg samtidig betragter børnene, der er knap så flyvende.

Legemet uden organer

Børnene sidder på deres pladser med blyanter og papir og lytter til lærerens opfordring, mens de forsøger at komme på spændende fantasihistorier. Tankerne skal have rum at bevæge sig i, flyve hurtigt og højt, og gennem sammentrækninger skabe nye ideer. Kreativiteten skal også kunne flyde, altså være i en konstant strøm af nye ideer. Der bliver med denne opfordring åbnet for et stort virtuelt rum, hvori elevernes tanker skal have plads til at udfolde sig, og man kan forestille sig det som en stor åben plads uden vægge og med højt til himlen, hvor det virtuelle og tænkende individ frit kan bevæge sig. Jeg vælger her at betegne dette tankens rum som et virtuelt rum, idet jeg henter inspiration fra den franske filosof Gilles Deleuzes begrebsliggørelse af den rene potentialitets rum. Heri kan alle de mulige tilblivelser, som normalt bliver forhindret af lag af vaner, traditioner og disciplinerende praksisser – altså de gængse sociale konventioner, som menneskers handlinger er underlagt, og som Deleuze kalder strata – eksistere som destratificerede virtuelle potentialiteter.⁴John Benedicto Krejsler, At analysere med Gilles Deleuze: En rejse i nomadebegreber, tilblivelser og kontrolsamfund (Frederiksberg, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019), 58. I denne virtualitet eksisterer potentielle sammentrækninger og forbindelser af ideer, roller, identiteter og praksisser, som endnu ikke er aktualiserede, men som ikke desto mindre er til stede som mulige aktualiseringer. Jeg ser derfor denne begrebsliggørelse som en kærkommen måde, hvorpå vi kan betragte det rum, som læreren, med sin opfordring til at flyve højt og flyde frit, ønsker at børnene skal gå på opdagelse i. Ved netop at gøre brug af et sprog, som opfordrer til at “flyve” og til at “flyde”, leder læreren hermed tankerne hen på en krop, frisat fra de materielle og kropslige strata, som ganske naturligt forbener og legemliggør sådanne bevægelser i virkeligheden. Man kan sige, at disse strata sætter knogler ind i den flydende og flyvende krop og tynger denne krop til jorden i nærmest geologiske og sedimentære lag af sociale konventioner. Dette rum for den rene potentialitet, som fungerer som udgangspunkt for nye sammentrækninger og aktualiseringer, er hvad Deleuze betegner med begrebet Legemet uden Organer.⁵Gilles Deleuze & Felix Guattari, A Thousand Plateus: Capitalism and Schizophrenia (London, University of Minnesota Press, 1987). Se også Krejsler, At analysere med Gilles Deleuze, 58.

I opfordringen om at “flyve” og “flyde” i sit eget virtuelle rum af uendelige og ubegrænsede fantastiske bevægelser, kan man netop forestille sig et legeme uden jordlige og kropslige begrænsninger. Dette elevernes ubegrænsede legeme forventes altså ikke at blive siddende på en stol og blot spille computer, men tværtimod at gøre brug af det potentiale af frihed, som dette virtuelle rum tilbyder: store armbevægelser, fantasifulde sammentrækninger af ideer, at kunne flyve sammen med drager og bekæmpe indbrudstyve. Et legeme i bevægelse som kan flyve fra idé til idé, ikke bundet af kropslige begrænsninger, men derimod flydende, formskiftende og foranderligt.

Ud af kroppen

Elevens virtuelle og kreative bevægelse bliver forestillet som et genfærd af elevens egen krop, som en manifestation af den tænkende ånd, der er frisat fra kroppens lænkekugle. Den ideelle tænkende elev er på denne måde én, som kan sætte kroppen til side for derefter at forlade den. Som ånden der løftes op fra sit døde og dødelige legeme. En ud-af-kroppen-oplevelse. En sindstilstand, der anskues som særdeles eftertragtet, typisk forbundet med at blive frigjort fra kroppens og den fysiske verdens begrænsninger, hvad enten dette skyldes ekstase, rusmidler, en religiøs åbenbaring eller en anden skelsættende eller epifanisk hændelse i livet. Kreativiteten, det skabende, kunsten, skriften og udtrykket, retter sig altid ud af kroppen. Som lyrikeren Søren Ulrik Thomsen forestiller sig det: “Kunne min krop drive ud i min skrift/kunne ordene sejle fra hændernes hud”.⁶Søren Ulrik Thomsen, City Slang (København, Vindrose).

Dette er det pædagogiske ideal, jeg ser udtrykt i lærerens opfordring. Det er genfærdet, som drives ud af kroppen og må tvinges til at eksistere parallelt og samtidigt med sit kødelige ophav: elevens virtuelle gespenst, en slags tankens mr. Hyde, hvis vilde og store bevægelser kan efterlade kroppens undertrykte dr. Jekyll siddende stille tilbage på stolen. Af splittelse af krop og sind, materie og tanke – ikke blot i adskillelsen, men i hierarkiseringen, som tilgodeser det immaterielle – skabes dette gespenst. Det er ikke besynderligt, at en undervisningssammenhæng er et særligt frugtbart rum for en sådan skabelse. Som flere har påpeget, eksisterer der stadig i visse dele af samfundsvidenskaberne en tendens til ikke i tilstrækkelig grad at lægge vægt på det materielle. Ifølge sociologen Tim Dant er det materielle fokus i samfundsvidenskaben traditionelt blevet set som stående i opposition til et fokus på sociale relationer. Menneskets sociale verden er således blevet betragtet som adskilt fra den omgivende materielle verden.⁷Tim Dant, Materiality and Society (McGraw-Hill Education, 2004), 84.

Visse teoretikere hævder også, at selve kroppen har været fraværende inden for den sociologiske, psykologiske og pædagogiske videnskab. Den canadiske sociolog Anthony Synnott forklarer, hvordan denne tendens hænger sammen med den dualisme af krop og intellekt, som gennem historien har vist sig inden for blandt andet den oldgræske, kristne og kartesianske tradition.⁸Anthony Synnott, The Body Social: Symbolism, Self and Society (London and New York, Routledge, 1993), 251.

I arven fra Descartes’ dualisme kan man se en adskillelse af mennesket og materialiteten, det indre og det ydre, menneskets tænkte verden og den fysiske verden, som mennesket møder. I denne adskillelse synes der at være en magtfordeling, en større “hældning” til den ene side frem for den anden, nemlig til menneskets indre verden. Eksempelvis påpeger den norske professor Bjørnar Olsen, som bl.a. specialiserer sig i arkæologi og materiel kultur, at en sådan hældning kan ses i samfundsvidenskabernes fokus på teorier om sociale konstruktioner og kulturelle processer frem for det materielle.⁹Bjørnar Olsen, “Material Culture after Text: Re-Membering Things”, i Norwegian Archaeological Review 36, nr. 2 (2003), 88.

Når der således snakkes om at skulle “ud af kroppen”, kan dette tolkes ikke kun som en skabende, retningsbestemt bevægelse, som når ordene hos Thomsen “sejler fra hændernes hud”, men måske i lige så høj grad som en retning, der bevæger sig ikke blot ud, men væk fra kroppen, efterlader kroppen, afkaster og fælder kroppen. Man kan forestille sig det i bedste tegnefilmstil, hvor den afdødes semitransparente ånd stiger op fra kroppen for at kunne flyve frit rundt i den legemlige verden, netop som eleven i dansktimen blev opfordret til at “flyve” i en virtuel manifestation af sine fantastiske tanker. Eleven er derfor på én gang sit kødelige legeme bundet fast til stolen og jorden og tynget af de fysiske, sociale og disciplinerende lag, som begrænser kroppens bevægelser. Men på samme tid er eleven også det ubegrænsede Legeme uden Organer fri i bevægelse og uden jordiske forbeninger. Benløs, porøs og løsrevet fra både tid og rum kan dette elevens spøgelse i metamorfose omdanne sig til flyvende og flydende substanser, sive gennem vægge og rejse mod fjerne planeter.

Nu lyder det som om, vi når det klichefyldte point of no return, som har fungeret som det skelsættende og gåsehudsfremkaldende plot-twist i mange gyser- og spændingsfilm: det var os, der var spøgelserne hele tiden. I hvert fald lader det til, at eleven forventes både at kunne fremføre den materielle, kropslige og – for at forblive i nærværende artikels metaforik – dødelige væren (at sidde stille på stolen og at indordne sig undervisningens socialiserende, regulerende og didaktiske strategier) simultant med, at eleven lader en løsrevet, virtuel del af sig selv bevæge sig rundt i klasselokalet: Som et genfærd af egen krop, der allerede nu går igen, og efterlever alle de tanker og bevægelser, som den på grund af klasseværelsets regulering ikke havde mulighed for i sin dødelige skal.

Porøse vægge

Genfærdet, som kan sive gennem vægge og bevæge sig med ubegrænset, hastig og omstillende dynamik, minder meget om det individ, der har sin gang i kontrolsamfundets institutioner, organisationer og virksomheder. Kontrolsamfundets institutionelle rum er kendetegnet ved i stigende grad at være i opløsning. Det vil sige, at dets vægge, fysiske så vel som metaforiske, i større grad er blevet udviskede, og at institutionernes, organisationernes og virksomhedernes praksisser, herunder kontrollerende og disciplinerende reguleringer af dets individer, ikke blot finder sted inden for fire konkrete vægge, men kontinuerligt flyder ind i og mellem forskellige dele af menneskers levede liv.¹⁰Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 3–7.

Deleuze forklarer, hvordan det disciplinære samfunds institutioner i stigende grad gennemgår en transformation. Det tidligere disciplinærsamfunds institutioner – afgrænsede i rum og tid med hver deres subjektiveringslogik, om det så var klasseværelset, hjemmet, fængslet eller fabrikken – regulerede, indrettede og afrettede dets subjekter alt efter hvilke institutioner, disse subjekter bevægede sig i. Ifølge Deleuze er disse institutioners rum i højere grad afløst af en ny form. Rummene og væggene er blevet porøse, tiden uendelig, og institutionerne er blevet flydende, kontinuerlige og gennemtrængende for subjekterne i dem. Reguleringen og normaliseringen finder nu ikke blot sted i enkelte afgrænsede rum, men bevæger sig ud over tid og sted, og finder på denne måde altid ind i subjekters liv. Således forklarer Deleuze, hvordan fabrikken er erstattet af virksomheden, skolen er erstattet af perpetual training – den evindelige og livslange læring – og eksaminationen er erstattet af kontinuerlig kontrol.¹¹Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, 5. Det disciplinære samfunds afgrænsede, sekvenserede og diskontinuerlige form er således blevet erstattet af kontrollens uophørlige og ubegrænsede form, decentraliseret fra magtens centralt udøvende aktører og lokaliserede institutioner, og er i stedet blevet udbredt i et større netværk af komplekse strukturer.¹²Mikkel Bolt, “Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati: Et forsøg på at adressere spørgsmålet om kombinationen af decentrale netværk og suverænitet efter 9/11 med udgangspunkt i Deleuzes “Postscriptum om Kontrolsamfundet”, i K&K‑Kultur & Klasse 38, nr. 110 (2010), 117.

Som institutionernes praksisser i kontrolsamfundet, der bevæger sig uophørligt gennem tid og rum, følger disse institutioners subjekter ligeledes denne bevægelse: Hvor arbejdet førhen ophørte, når arbejderen gik hjem fra fabrikken, tager virksomhedsarbejderen nu oftere arbejdet med hjem; for eleven begrænser læringen sig ikke blot til undervisningstimernes afsatte tid, men fungerer som en uophørlig proces, og man skal kigge langt efter aktiviteter uden for skolen, som ikke tjener et lærende formål. På det moderne arbejdsmarked finder vi typisk et individ i en profession, som er præget af fleksibilitet og omstillingsparathed og således evner at bevæge sig derhen, hvor dennes kompetencer, service og lyst er efterspurgt. Det professionelle individ er i stigende grad ansat i tidsbegrænsede stillinger, typisk projektansættelser, hvilket kræver en konstant tilpasning og omstilling til de kompetencer, professionen refererer til, for at kunne bidrage til de konstant foranderlige og i stigende grad tværfaglige arbejdsprocesser, denne måtte indgå i.¹³Krejsler, At analysere, 86.

Individet, hvad enten det er eleven eller virksomhedsarbejderen, må altså i lige så høj grad indtage en form, som formår at skifte kompetencer og indstillinger, flyde gennem sprækker og sive gennem vægge, mellem institutioner, klasselokaler, organisationer, virksomheder og hjem. Det samtidige genfærds ubegrænsede bevægelser trives altså i disse baner. Forestillingen om det kropsløse gespenst, den immaterielle dyrkelse af individets tænkende, intelligente og kreative væsen, som i betragtelig grad bliver fremmanet i skolen, stemmer langt hen ad vejen overens med det samfund, det arbejdsmarked og den sociale verden, som venter børnene derude.

Praktiseringen af konstant foranderlige bevægelses- og tankemønstre i klasseværelset synes at repræsentere forestillingen om en elev, der forventes at kunne forvalte egen forandring og omstilling, alt efter hvordan situationen dikterer det. Eleven skal kunne balancere bestemte idealer om hastighed – en hurtig tankeproces og en langsommelig krop. Eleven skal kunne tænke i bevægelser, som tager form af at flyve og flyde. At følge og udfolde egen fantasi. Men eleven forventes på samme tid at beherske denne fantasi samt først at lade potentialer aktualisere sig, når klasseværelsets og undervisningens organisering kræver og tillader det. I undervisningssituationer bliver stort set alle handlinger målt i tid. Til at starte med eksisterer der en sekvensering af undervisningens organiserede tid. Tiden er opdelt i de 45 eller 90 minutter, som klassetimerne typisk varer, og disse er yderligere opdelt i intervaller af minutter og sekunder, som udgør tiden til at lave opgaver, læse, spise, rydde op, holde frikvarter osv. Der bliver således sat tidsfrister på de forskellige opgaver, eleverne skal lave. Eleverne kan i en matematiktime få udleveret opgavepapir med regnestykker og beskeden om, at de i de næste 20 minutter skal arbejde med disse opgaver. På klassens smartboard kan eleverne følge med i nedtællingen, da et animeret timeglas illustrerer, hvordan minutter og sekunder strømmer i det virtuelle tidens sand som små, pixelerede sandkorn. Eleverne har altså fået tildelt en ganske tydelig tidsramme, inden for hvilken opgaven forventes at gøres færdig. I en sådan situation, som utvivlsomt finder sted i de fleste undervisningssituationer, er der dermed både en forventning om, at eleverne fuldfører opgaverne i en bestemt hastighed og inden for den fastsatte tidsramme, men også en forventning om, at opgaverne løses korrekt. Der er altså umiddelbart modstridende krav i på den ene side at skulle løse opgaver og gøre bestemte ting i en vis hastighed, og på den anden side at skulle gøre sig umage og tage sig god tid i løbet af denne proces. Man skal hurtigt kunne komme frem til et svar, men man må ikke løbe på vej til dette svar.

Dette kan minde om den arbejdsmarkedsværdi, der er i at efterstræbe et hurtighedsideal og samtidig have en konstant omstillingsparathed. En værdi, som forskere ser som fremherskende i et arbejdsliv, hvor subjektet skal kunne jonglere mellem hastigheder og bevægelsesmønstre, alt efter hvordan den pågældende situation kræver det.

I en undersøgelse af amerikanske arbejdskulturer har arbejdsmarkedsforskerne Bellezza, Keinan og Paharia undersøgt, hvordan tid i arbejdssammenhænge kan anvendes til at signalere social status. De argumenterer for, hvordan en travl og hårdtarbejdende livsstil i stigende grad bliver forbundet med eftertragtede statussymboler og arbejdsmarkedsværdier.¹⁴Silvia Bellezza, Neeru Paharia og Anat Keinan, “Conspicuous consumption of time: When busyness and lack of leisure time become a status symbol”, i Journal of Consumer Research 44, nr. 1 (2016), 118–138. De forklarer, hvordan et bestemt forbrug af tid, som de kalder conspicuous consumption of time, praktiseres som en måde at etablere bestemte sociale statussymboler på i arbejdslivet, og hvordan dette ofte indebærer, at man virker travl og arbejdsom. Forfatterne argumenterer for, at det at praktisere travlhed således kan signalere et arbejdende individ, som er i efterspørgsel, og som bliver betragtet som en mangelvare og en arbejdsmæssig ressource.¹⁵Belleza, Paharia og Keinan, “Conspicuous consumption”.

Dette hurtighedsideal som en arbejdsmarkedsværdi svarer til den hastighed og de bevægelsesmønstre, elever i skolen lærer at begå og bevæge sig på, når situationen dikterer det.

I et samfund, som er præget af konstant at stræbe efter vækst, acceleration og innovation, forventes det netop, at vi bliver bedre, hurtigere, mere kreative og effektive. Den tyske sociolog Hartmut Rosa forklarer, at vi i sådant et accelerationssamfund forsøger at efterleve denne bestræbelse ved hastigt at forfølge en verden, der ellers risikerer at stikke af fra os. Rosa illustrerer det således: “Vi befinder os på vej op ad en rulletrappe, der kører nedad: Hvornår og hvor vi end standser eller stopper op, får vi ikke en fod til jorden i forhold til en højdynamisk omverden, som vi overalt konkurrerer med. Legeme uden Organer”.¹⁶Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (København, Eksistensen, 2020), 14. At skolen fremmaner et individ, som formår at kunne bevæge sig dynamisk og ubegrænset mellem tid og rum, vil utvivlsomt gøre denne rejse op ad en nedadkørende rulletrappe mere behagelig, men det bidrager på samme tid til et voksende hastighedsideal og øget acceleration i et allerede forpustet institutionsliv og arbejdsmarked.

Nedstigning

Ifølge den franske filosof Maurice Merleau-Ponty er det gennem det faktum, at vi er i vores egen krop med en bevidsthed om vores eget kropsbillede (image du corps), at vi oplever vores omgivelser.¹⁷Tim Dant, Materiality and Society, 92. Denne kropslige bevidsthed er ikke en bevidsthed om kroppen som opdelt i enkelte organer eller lemmer, men et billede af kroppen som en helhed, som herfra danner udgangspunkt for en oplevelse af de ydre omstændigheder. Det er i kroppen, at orienteringen mod omverdenen tager sit afsæt, og fra kroppen, at perspektivet udgår. Som sociologen Tim Dant beskriver det: “It is our body that situates all other objects in space and time and provides us with a perspective through which we can judge the relative position of other objects”.¹⁸Tim Dant, Materiality and Society, 93.

Er det derfor tilstrækkeligt at betragte elevens kreativitet som et genfærd? Hvis kroppen underordnes sindet, hvis det materielle betragtes sekundært til det virtuelle, så risikerer man at fremme en forståelse, som på behavioristisk vis tilskriver kroppen føjelige kvaliteter som noget, der blot mekanisk responderer på stimuli. Denne sindets underordning af kroppen ses i arbejds- og uddannelsessammenhænge. I modsætning til de tidligere arbejds- og ansættelsesforhold, der gjorde sig gældende i industrisamfundets arbejdsmarkedsværdier, og som efterspurgte mindre grad af kunnen og “skill-based” arbejde, fx i landbrugs- og fabriksarbejde, er nutidens arbejdsmarked i stigende grad fokuseret på menneskelige værdier og intellektuel kapital som talent, kreativitet og serviceorienterede kompetencer.¹⁹Bellezza, Paharia & Keinan, “Conspicuous consumption”, 121. Disse tendenser tegner altså et værdisæt, som opvejer kreative og intellektuelle kapaciteter til fordel for kropslighed, og dermed skaber en generel distinktion mellem sind og krop.

Men måske kunne en del af svaret her bunde i et opgør med netop denne distinktion. For er det overhovedet muligt på den måde at adskille tanke og rum? Er det muligt at tænke, at umiddelbart immaterielle fænomener ikke blot skulle begrænse sig til at eksistere på det immaterielle, ikke-kropslige og virtuelle plan af væren? I klasselokalet lader tankerne sig materialisere i elevernes kroppe, hvilke kommer til udtryk gennem de kropsligt artikulerede udtryk: i de flakkende øjne, som forsøger at fastholde blikket på de flyvende tanker i lokalet og i de trippende fødder under bordet, som nærmest lader til at løbe på stedet.

“How vain it is to sit down to write when you have not stood up to live! Methinks that the moment my legs begin to move, my thoughts begin to flow, as if I had given vent to the stream at the lower end and consequently new fountains flowed into it at the upper.”²⁰Henry David Thoreau, The Journal of Henry David Thoreau, 1837–1861 (New York: New York Review Books Classics, 2009), 405. Sådan skrev Henry David Thoreau i sin dagbog i 1851. Thoreau forklarer, hvordan tankerne begynder at flyde, når benene begynder at gå, og snakker sågar om strømme, fontæner og kilder af tanker. Thoreau berører her, hvordan tankernes bevægelser tæt knytter sig til kroppens, på samme vis som jeg kan se det i elevernes tænkende bevægelser. Barnet, hvis ben tripper under bordet, mens han tænker over sin fantasifortælling, har det måske på samme måde som Thoreau: Benene forsøger at bevæge sig med tankerne, at “løbe med” og at følge trop med en tankestrøm, som er i konstant bevægelse og hast.

Metaforen om den flydende tanke findes således også uden for klasselokalets retorik, og det lader da også til, at Thoreau var klar over, hvordan en sådan metafor ikke blot lader sig nøje med at forblive på et repræsentativt poetisk plan, men derimod kræver at arbejde gennem hele den kropslige maskine. Den flydende bevægelse må så at sige “luftes” og komme til udtryk som en kropslig aktualisering, strømme ud i benene og benene ud i verden. “Thinking is moving”. Sådan formulerer lingvisten George Lakoff og filosoffen Mark Johnson et metaforisk udsagn, som søger at konceptualisere det tænkende sind som en person i bevægelse.²¹George Lakoff & Mark Johnson, Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought (New York: Basic Books, 1999), 397. Denne metafor udgøres af flere billeder, heriblandt at “sindet er en krop”, “ideer er steder” og “at tænke på X er at bevæge sig i området omkring X”. Lakoff og Johnson uddyber yderligere, hvordan tanken kan konceptualiseres som bevægelse, blandt andet i form af sætninger som “my mind is racing” og “my mind wandered for a moment”.²²Lakoff & Johnson, Philosophy in the Flesh, 235. Lakoff og Johnson viser med dette, hvordan metaforen “tanken som bevægelse” udspringer af en kropslig forståelse og på denne måde strukturerer selve den handling, vi udfører, når vi tænker.²³George Lakoff & Mark Johnson, Metaphors We Live By (Chicago, IL: University of Chicago, 1980), 4. Vi bevæger tankerne, flytter dem fra sted til sted og lader dem sågar “vandre”. Der tænkes med og i kroppen og – som vi kan se på elevernes kropslige artikulationer i klasseværelset – tankerne inkarnerer sig og går “i kødet” i den kropslige handlen som aktualiseringer af det tænkte.

Naturligvis er det ikke tilstrækkeligt udelukkende at kritisere denne bevægelse ud og væk fra kroppen. Der er mange styrker ved den kropstranscendens, som børnene i undervisningen bliver opfordret til. Det er jo herligt, at der er plads til at digte i skoletiden. Og at der skabes et rum, virtuelt eller ej, som formår at rumme en uhæmmet udfoldelse og kreativitet, er jo både sjovt og terapeutisk i sin eskapistiske forskel til hverdagens genkendelige og begrænsede fysik. Nærværende artikel har blot søgt at diskutere skolens kreativitetspraksisser og disses betydning i og for kontrolsamfundet. Diskussionen har taget form af en ideologikritik, som forsøger at belyse og afsløre visse værdier, der bidrager til et bestående system af magtstrukturer og arbejdsmarkedsrettet tænkning i samfundets institutioner og organisationer. Kreativiteten aktiveres for, at den kan være nyttig i en struktur, der ikke værdsætter menneskelig selvudfoldelse så meget som værdiskabelse. Og dette gøres gennem undervisningsmæssige praksisser, som lægger visse bånd på kreativiteten og samtidig opfordrer til, at den bliver sat fri. Børnene forventes at kunne navigere i disse umiddelbart modstridende krav.

En struktur i skolen, der fratager børnene kreativitet eller omformer kreativitetsprocesser til markedsgjorte adfærdsmønstre, er i fare for at bidrage til børnenes fremmedgørelse fra det arbejdsmarked og den verden, de vil møde. Karl Marx beskrev proletariatets stigende fremmedgørelse fra samfundets produktionsmidler: Her bliver arbejdets produktionsmidler, produkter og i sidste ende hele samfundet noget fremmed og uvedkommende, som dikterer rammerne for de magtesløse menneskers liv. Det sker, fordi samfundets producenter i stigende grad oplever produktionsmidlerne som noget fremmed, som andres ejendom, som noget, der ikke har nogen relation til arbejdernes person eller interesser.²⁴Karl Marx, Kapitalen, 3. bog (København: Rhodos, 1972), 776. På samme måde er en primært arbejdsmarkedsrettet tilgang til børns kreativitet i fare for at øge den afstand, børnene måtte føle til deres omgivende og kommende verden og samfund.

Måske netop i en tid, hvor erkendelsen af menneskets fysiske, materielle og geologiske tilstedeværelse på kloden og interaktion med verden er vigtigere end nogensinde, må vigtigheden af en bevidsthed herom ikke underkendes. Hvis vi skal møde verden, mærke den og interagere med den – ikke blot som samtidige genfærd af os selv, hvis hænder forsøger at gribe fat om materien, som imidlertid undslipper vores greb og siver lige igennem, så vi måske allerhøjst efterlader et koldt gys – skal vi begynde nedstigningen tilbage i kroppen, ind i kroppen.

1.	Laura Gilliam, “Den gode vilje og de vilde børn”, Tidsskriftet Antropologi, 62 (2010), 158.
2.	Norbert Elias, “Introduction: A Theoretical Essay on Established and Outsider Relations”, i The Established and the Outsiders, red. Norbert Elias & John L. Scotson (London: Sage Publications, 1994), xv-lii.
3.	Gilliam, “Den gode vilje og de vilde børn”, 161.
4.	John Benedicto Krejsler, At analysere med Gilles Deleuze: En rejse i nomadebegreber, tilblivelser og kontrolsamfund (Frederiksberg, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019), 58.
5.	Gilles Deleuze & Felix Guattari, A Thousand Plateus: Capitalism and Schizophrenia (London, University of Minnesota Press, 1987). Se også Krejsler, At analysere med Gilles Deleuze, 58.
6.	Søren Ulrik Thomsen, City Slang (København, Vindrose).
7.	Tim Dant, Materiality and Society (McGraw-Hill Education, 2004), 84.
8.	Anthony Synnott, The Body Social: Symbolism, Self and Society (London and New York, Routledge, 1993), 251.
9.	Bjørnar Olsen, “Material Culture after Text: Re-Membering Things”, i Norwegian Archaeological Review 36, nr. 2 (2003), 88.
10.	Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 3–7.
11.	Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, 5.
12.	Mikkel Bolt, “Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati: Et forsøg på at adressere spørgsmålet om kombinationen af decentrale netværk og suverænitet efter 9/11 med udgangspunkt i Deleuzes “Postscriptum om Kontrolsamfundet”, i K&K‑Kultur & Klasse 38, nr. 110 (2010), 117.
13.	Krejsler, At analysere, 86.
14.	Silvia Bellezza, Neeru Paharia og Anat Keinan, “Conspicuous consumption of time: When busyness and lack of leisure time become a status symbol”, i Journal of Consumer Research 44, nr. 1 (2016), 118–138.
15.	Belleza, Paharia og Keinan, “Conspicuous consumption”.
16.	Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (København, Eksistensen, 2020), 14.
17.	Tim Dant, Materiality and Society, 92.
18.	Tim Dant, Materiality and Society, 93.
19.	Bellezza, Paharia & Keinan, “Conspicuous consumption”, 121.
20.	Henry David Thoreau, The Journal of Henry David Thoreau, 1837–1861 (New York: New York Review Books Classics, 2009), 405.
21.	George Lakoff & Mark Johnson, Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought (New York: Basic Books, 1999), 397.
22.	Lakoff & Johnson, Philosophy in the Flesh, 235.
23.	George Lakoff & Mark Johnson, Metaphors We Live By (Chicago, IL: University of Chicago, 1980), 4.
24.	Karl Marx, Kapitalen, 3. bog (København: Rhodos, 1972), 776.

Modsigelsens sprog dengang og nu

Mikkel Bolt · 10. sep. 2020

Guy Debords La société du spectacle foreligger nu i en ny dansk oversættelse med titlen Det spektakulære samfund. Det er en særlig form for bog. Da den udkom i 1967, var den et forsøg på at kortlægge en ny historisk situation med henblik på at hjælpe en kommunistisk revolution på vej. Der fandtes ikke mange af den slags bøger i 1967, og der findes endnu færre i dag, hvor kun få tør kaste sig ud i så ambitiøst et anliggende som at tegne et samlet billede af det kapitalistiske samfund og dets modsigelser. Med Det spektakulære samfund beskrev Debord de afgørende politiske faktorer i den anden halvdel af det 20. århundrede. Han var fuldt ud klar over det provokerende ved et sådant foretagende. I 1960’erne talte såvel politikere som sociologer og andre allerede om klassesamfundets forsvinden. Om hvordan tidligere konflikter nu var blevet overvundet. Debord var uenig, og bogens 221 teser viser igen og igen, at det ikke var tilfældet, men at betingelserne for en revolution tværtimod var modne.

Kommunikation og vareproduktion

En af udfordringerne ved at genlæse Debords bog i dag er den forsimplede medievidenskabelige internalisering af bogens titel og dens analyse af den rolle, billeder spiller i dag. Fra Reagan over Berlusconi til Trump ved vi alle sammen, at billeder spiller en central rolle i formidlingen af politik. Begivenheder som 9/11, Snowdens afsløring af NSA’s overvågning og Cambridge Analyticas påvirkning af præsidentvalget i USA i 2016 har slået fast, at det politiske spil er kendetegnet ved såvel synlighedsdyrkelse, misinformation som skjult påvirkning. Det taler vi ofte om som spin.

Debords analyse er imidlertid ikke en analyse af den måde, politik bliver pakket ind på. Det er en langt mere omfattende analyse af en udvidelse af det kapitalistiske samfunds fremmedgørelsesformer, og hvordan fremmedgørelsen har antaget billedform. Det er det, Debord beskriver som det “spektakulære”, der omslutter samfundet og underkaster det. Ifølge Debord, der er elev af Marx, er det kapitalistiske samfund kendetegnet ved modsigelse, men denne modsigelse holdes nu sammen af billedlige dominansformer, der ikke blot trænger ind i hverdagslivet, men også gør det svært at overskue samfundet og danne sig et billede af det, så man forstår, hvordan tingene hænger sammen.

Det spektakulære samfund er en analyse af ændringer i kapitalismen. Debord udfører en implicit kritik af basis-overbygningsmodellen, idet han kæder det spektakulære og den materielle vareproduktion sammen. Den teknologiske udvikling i de avancerede økonomier har afsluttet materiel elendighed, men til gengæld resulteret i en individuel og social misere, passivering og adskillelse, hvor mennesker bare overlever (og ikke lever). Det er denne nye fattigdom, som Debord kortlægger.

Debord udfører en analyse af fremkomsten af nye kontrolformer. Han trækker på Marx’ analyse af varen og på forskellige senere udvidelser af kritikken af den politiske økonomi – ikke mindst Georg Lukács’ analyse af tingsliggørelse. Ifølge Debord spiller billeder en helt central rolle i det spektakulære samfund, men ikke i en forsimplet medievidenskabelig forstand, hvor det handler om falske eller sande billeder. Det er i stedet helheden af det kapitalistiske samfunds økonomiske, politiske og kulturelle processer, Debord analyserer. Det er en analyse af, hvorledes de menneskelige relationer, inklusive sproget, er blevet iscenesat. Fremmedgørelsen er blevet udvidet, den har spredt sig fra fabrikken og produktionsprocessen og trænger nu ind i områder af det menneskelige liv, der tidligere ikke var underkastet vareformen, områder som fritid, men også kunst. Det var derfor, Debord og situationisterne på et tidspunkt opgav kunstinstitutionen. Det er kun for så vidt, at kunsten tager form af overskridende aktioner uden for kunsten, at den er tro mod kunstens historiske potentiale og bidrager til en kritik af det spektakulære, konkluderede de. Situationisternes situation var det modsatte af spektaklet, det var proletariatets æstetisk-revolutionære selvskabelse.

Negationens stil

Det er den historiske analyse af udvidelsen af underkastelsen, hvad Marx kaldte subsumption, som tenderer til at give Debords analyse en særlig dramatisk dimension, der momentvis gør den til storladen forfaldshistorie om, hvordan mennesket er endt med at miste herredømmet til teknologien. Det er en risiko, Debord er villig til at tage. Det er immanent kritik som polemik, og polemik kan tendere det karikerede. Men det var et spørgsmål om alt eller intet for Debord, kontrarevolutionen accelererede, det symbolske produktionsapparat producerede billeder, reklamer, slogans, brands og virtuel lykke i en svimlende bevægelse, derfor handlede det om at fremsætte en totalkritik, begrænset kritik ville blot bekræfte det bestående, kun en sammenhængende kritik af den materialiserede ideologi var relevant.

Derfor er Debords bog heller ikke skrevet som en tør og kedelig akademisk afhandling, men består af 9 kapitler og 221 teser, der hver og én hamrer løs på den spektakulære vareøkonomi og dens billedlige dominansformer. Det er ikke sociologi eller politisk videnskab, Debord har gang i, det er snarere revolutionær anti-videnskab, en form for politisk skrift, der kalder på handling og udfordrer institutionaliserede måder at tænke på. Et skrift, som nægter at følge reglerne og leve op til alle mulige akademiske normer for god videnskabelig skik eller måder at argumentere på. Det spektakulære samfund er et opråb, et kampskrift, hvor indhold og form hænger uløseligt sammen. Debord skriver på én gang kontrolleret og aforistisk. Teserne er skrevet i en særlig stil kendetegnet ved en kølig elegance, hvad Debord selv kaldte “negationens stil”.

Det spektakulære samfund var en intervention, hvor Debord angreb spektaklet, men kun havde spektaklets dominerede former til sin rådighed. Bogens analyse var derfor uløseligt knyttet til en “praktisk kritik”. Kun når den teoretiske kritik af spektaklet smeltede sammen med “den praktiske strømning af negation i samfundet”, ville den blive sand.

Debords analyse forbliver vigtig. På et punkt lader den imidlertid meget tilbage at ønske. Debord og situationisterne abonnerede fuldhjertet på marxismens moderniseringsutopi. De glorificerede det teknologiske fremskridt, der fandt sted på baggrund af Verdenskrigenes destruktion, og de troede, det var muligt at afvikle lønarbejdet gennem automatisering. På den måde reflekterede den situationistiske arbejdskritik blot den selvkritik, som kapitalismen selv begyndte at fremføre i perioden. På det punkt var samtidige tænkere som Jacques Ellul, som Debord havde en årelang brevveksling med, og Günther Anders længere fremme end Debord.

Dengang og nu

Maj ’68 er længe siden, og Debords forhåbninger om en revolutionær overskridelse af kapitalismen fandt ikke sted. De følgende fire årtier var i det store og hele et langt nederlag. Men siden 2016 har den skjulte borgerkrig inden for det bestående samfund nået et punkt, hvor den bryder ud i åben konfrontation: I Frankrig udgør Nuit debout, de Gule Veste og senest pensionsstrejkerne en diskontinuerlig protestbevægelse, der peger hinsides. Der bliver igen ‘konstrueret situationer’ mod spektaklet.

Der mangler imidlertid noget. Proletariatet er der ikke længere. Det historiske subjekt har forladt scenen. Historien er ikke slut, men det er svært at argumentere for, at den har en mening eller en retning, som Debord gjorde det i 1967. Fukuyama havde faktisk ret i den forstand, at der ikke længere er nogen eskatologi, at der ikke længere er en idé om, at mennesker skaber historien og giver den en mening. Der sker ufatteligt meget, den ene begivenhed afløser den anden – fra 9/11 til invasionen af Irak til finanskrisen til de arabiske revolter og pladsbesættelsesbevægelserne i 2011, til den såkaldte ‘flygtningekrise’, til Brexit og valget af Trump og nu corona-pandemien – men der er ikke nogen sammenhængende mening, der er ikke nogen historisk logik. Det er det store skift: proletariatet er fraværende.

For Debord var proletariatet en kraft, der lå og pressede på historien. Den unge Marx’ skrifter om den klassedestruerende klasse var af stor betydning for Debords forestilling om den revolutionære overskridelse af det kapitalistiske samfund, overskridelsen af ‘forhistorien’. Proletariatet var en subjektivitet, som pressede på måden, verden skulle forstås. Der var en historisk nødvendighed. Debord var med på hele den unghegelianske historie om proletariatet som et fremmedelement “i den moderne kapitalisme intensiverede fremmedgørelse”, som Debord formulerer det i tese 114. Proletariatet var blevet frarøvet ejerskabet over sin arbejdskraft og havde derfor en mission, en opgave. At omgøre udbytningen. Proletariatet havde intet, proletarerne var jo ejendomsløse, og derfor var proletariatet klassesamfundets negation og ophævelse. Forhistoriens afslutning – “kravet om at nutiden permanent skal herske over fortiden”. Marx’ vendte ikke blot Hegels idealistiske historiefilosofi om og gjorde den til et spørgsmål om produktionsmåder, han gav den også et andet endemål, det kommunistiske samfund. Det var stadigvæk målet for Debord. Kommunismen som “den totale kritik af separationen”.

Perioden siden maj-juni 1968 giver ikke rigtig anledning til at opretholde den dialektiske analyse. Teoretisk og historisk er forestillingen om proletariatet svær at opretholde. Det betyder ikke nødvendigvis, at det revolutionære perspektiv skal smides overbords, som blandt andre Foucault, Deleuze og Guattari og Rancière gjorde det i 1970’erne og 1980’erne, fordi de forstod totalitetsbestræbelsen som bemestrende. Men det betyder, at vi må gentænke modstillingen eller revidere den.

Hvis vi betragter de kampe, der fandt sted før corona-pandemien gjorde det muligt for staten at lukke det offentlige rum helt ned, eksempelvis De Gule Veste i Frankrig, så er det tydeligt, at vi har at gøre med et højst sammensat fænomen, der vanskeligt lader sig forstå med henvisning til en hegeliansk-marxistisk historiefilosofi. Det var ikke proletariatet, der stod i rundkørslerne. Det var ikke de fattigste i Frankrig, men de, der bliver fattigere og oplever en langsom social deroute i takt med, at efterkrigstidens velfærdssamfund i løbet af de sidste 30 år er blevet mere og mere udhulet. De, der havde vænnet sig til at have fritid med adspredelser, hvor de kunne gå ud og tage på ferie. De, der stille og roligt har oplevet deres privilegier glide dem af hænde og samtidig har set erhvervslivet og den politiske elite tilrane sig en stadig større rigdom, magt og luksus, kulminerende med en 500.000 euro dyr renovering af Élysée-palæet. De er ofre for klasseudbytning og eksklusion, men forstår ikke deres situation i henhold til nogen idé om klassekamp og da slet ikke socialisme eller kommunisme, ‘socialiseringen af produktionen’ eller noget i den dur. Det er en gruppe uden noget forhold til klassepolitik. Det var da også staten, mere end det var arbejdsgivere eller kapitalistklassen, som de undertrykte i udkants-Frankrig protesterede imod. Det var staten, staten som varetager af den sociale reproduktion. Problemet er selvfølgelig, at statens evne til at varetage den sociale reproduktion løbende er blevet undermineret af den neoliberale globalisering. Men det var ikke som arbejdere, folk stod i rundkørslerne eller smadrede luksusbutikker på Champs-Élysées. Det var deres livsbetingelser og den sociale marginalisering, de oplever, der gjorde, at de for manges vedkommende for første gang i deres liv sagde fra og gik på gaden eller besatte rundkørsler. Kampen var ikke en klassekamp, det var ikke arbejdsforhold, det handlede om, men folks hverdagsliv. Det var ikke arbejderklassen som proletariatet, det var snarere dem, der er i færd med at blive overflødige, de, der er til overs, hvad sociologer og psykologer måske taler om som sociale tilfælde.

Den nye protestcyklus, der for alvor startede i 2011, finder sted i opløsningen af den etablerede arbejderbevægelse og uden henvisning til en idé om klassekamp, inklusive Debords. ‘Arbejderen’ indgår i dag i et internt/eksternt nationaldemokratisk skuespil, hvor såvel senfascister som socialdemokrater kæmper om retten til at repræsentere en stadig mere nationalistisk arbejderklasse, der vil gøre meget for at redde sine privilegier på bekostning af ‘de fremmede’, hvordan de så end iscenesættes. Arbejderklassen er ikke længere en revolutionær kraft, og når folk går på gaden, gør de det som individer, ikke som en klasse.

Kommunistisk liberalisme

Henrik Jøker Bjerre · 27. aug. 2020

Jeg vil i denne artikel vove at definere en politisk position.¹Artiklen er baseret på et forelæsningsmanuskript fra konferencen “Marx Nu!”, arrangeret af Selskab for Marxistiske Studier, på Roskilde Universitet, den 2.9.2017. Ikke blot én, jeg observerer eller vil analysere, men som jeg tilslutter mig. Det er for mit vedkommende en lidt usædvanlig ambition, fordi jeg som regel forsøger at forholde mig analytisk til politiske spørgsmål. Hvis jeg i den slags arbejde skriver fra et bestemt sted, er det umiddelbart en lidt vagere og mere moralfilosofisk orienteret kantiansk universalisme. Ideen til definitionen er imidlertid ikke mere selvstændig, end at den er opstået gennem, hvad man kunne kalde et analytisk greb: Forsøget på gennem kombinationen af to relativt simple observationer at beskrive en ny formulering af et politisk standpunkt. Begge observationer er i sig selv kombinationer af traditionelt venstre- og højreorienterede positioner, og grebet består således i at kombinere to kombinationer af venstre- og højreorienterede synspunkter. Det kan lyde spidsfindigt, men er i virkeligheden forholdsvis enkelt, og der ligger i forsøget for så vidt dårligt nok en påstand om originalitet i sammenligning med historiske politiske doktriner – blot en ambition om at indfri et potentiale i aktuelle politiske diskussioner, der ikke rigtig synes at være blevet udfoldet.

Den første observation angår den empiriske kendsgerning, som ret let ville kunne underbygges med omfattende eksempelmateriale, at det inden for de seneste par årtier i stigende grad har været venstrefløjen, der har forsvaret traditionelle borgerrettigheder i vestlige samfund, og at dette forsvar ofte er sket i modstand mod politiske partier, der tidligere ville forventes at tilslutte sig dem (liberale, socialdemokrater, konservative). Advokaten Bjørn Elmquist, der tidligere var folketingsmedlem for Venstre fra 1979–1990, udtalte således allerede i 2010, at det efterhånden faktisk kun var venstrefløjen, der forsvarede frihedsrettighederne og domstolenes råderum, og at det især gjaldt indvandreres rettigheder, overvågning og antiterrorlovgivning.²Charlotte Lund, “Enhedslisten er mester i at forsvare borgerlig frihed”, Modkraft, 6. december 2010. (Man kunne i dag, efter opgøret med “ghettoområder” rundt omkring i Danmark, tilføje boligpolitikken). Samtidig har der været et begyndende pres på Danmarks deltagelse i internationale konventioner. I 2016 begyndte Dansk Folkeparti fx at tale åbent om behovet for at revidere menneskerettighedskonventionens artikel 8, der taler om enhvers ret til “respekt for privat- og familieliv, hjem og korrespondance” – og fik positive reaktioner fra den øvrige højrefløj. Formålet skulle selvfølgelig være at sikre, at bestemmelsen kun gælder danske statsborgere, således at forbindelsen mellem borgerrettigheder og universelle menneskerettigheder kunne ophæves.³Ritzau, “Blå blok er klar til opgør med menneskerettigheder”, Politiken, 14. juli 2016.

Den anden observation handler om et andet fænomen, der er begyndt at vise sig i ca. den samme periode, og som lige omvendt handler om højreorienterede, der antager traditionelt venstreorienterede værdier. Jeg tænker her på, hvad Slavoj Žižek har kaldt “liberale kommunister”, som er (for det meste meget) velhavende og indflydelsesrige personer, der ikke længere anerkender modsætningen mellem den globale kapitalisme og de nye sociale bevægelser, der kræver alternativer til den globale kapitalisme.⁴Slavoj Žižek, Vold (Forlaget Philosophia, 2008), 20. Det er figurer som George Soros og Bill Gates, kapitalister med et menneskeligt ansigt, der har tjent formuer på deres multinationale virksomheder eller på spekulation, og nu ønsker at gøre verden til et bedre sted. Det er Fanden, der er gået i kloster, som man siger, men endda med en krølle: Det er en Fanden, der insisterer på at fortsætte med sit djævelskab, samtidig med at han nyder klosterets hellige fred; at de to ikke modsiger hinanden. Den perfekte liberale kommunist ville formentlig være en blanding af Gordon Gekko og Dalai Lama –på én gang en kynisk spekulant og en generøs menneskeelsker, der ihærdigt søger at skabe profit for at blive bedre i stand til at fremme universelle menneskelige værdier om kærlighed og venskab. “Deres påstand er”, som Žižek formulerer det, “at vi kan få den globalkapitalistiske kage, det vil sige trives som rentable entreprenører, og samtidig spise den, det vil sige tilslutte os de antikapitalistiske grunde til social ansvarlighed og miljømæssigt hensyn.”⁵Žižek, Vold, 21. Liberale kommunister er fortalere for empati, engagement, kreativitet, deling og uddannelse, og de finder det især moralsk påtvingende at afbøde lidelse i katastrofesituationer – tænk blot på Bill Gates’ indsigtsfulde og velmente rolle under corona-krisen i USA. De “elsker humanitære kriser, som bringer det bedste frem i dem,” som Žižek formulerer det.⁶Žižek, Vold, 24.

På trods af denne lidet flatterende beskrivelse vil jeg fastholde, at der er noget rigtigt ved den liberale kommunists position, nemlig netop kombinationen af visse liberale og kommunistiske principper. Som en god žižekianer er min pointe dog meget mere radikal og præcis den omvendte! Hvad, jeg vil hævde, er, at udtrykket “liberal kommunisme” bør vendes om som det principielle forsvar for individuelle menneskerettigheder på grundlag af en kommunistisk økonomisk politik. Mens liberal kommunisme deler “værdierne” om global retfærdighed og lighed, men ser kapitalistisk markedsøkonomi som det nødvendige middel til at fremme disse mål, som regel i kombination med en form for filantropi, gør kommunistisk liberalisme det modsatte: I kommunistisk liberalisme er afskaffelsen af den systematiske udbytning af arbejdskraften (merværdiproduktionen) det nødvendige middel til at forsvare menneskerettighederne i den liberale traditions egen forstand.

Jeg mener, at der er to veje til at forsvare denne påstand: én, der angår, hvad jeg vil kalde “kerneproblemet”, som er af en mere principiel, filosofisk karakter, og én, der angår, hvad der kunne kaldes “essentielle biprodukter ved merværdiproduktion”, hvilket inkluderer mere konkrete studier af økonomiske politikker, handelsaftaler, geopolitiske effekter, osv.

Kerneproblemet

“Kerneproblemet” relaterer til, hvad Kojin Karatani har beskrevet som den fundamentale inkompatibilitet mellem kapitalisme og oplysningens forståelse af mennesket som et væsen, der til enhver tid må behandles, med Immanuel Kants berømte formulering, “ikke alene som et middel, men altid også som et formål i sig selv”.⁷Se Kojin Karatani, Transcritique: On Kant and Marx (MIT Press, 2003), 217. Merværdiproduktionen er så tæt, man kan komme på, hvad det ville sige at behandle nogen som et rent middel til at opnå noget andet (nemlig skabelsen af profit). Uden varegørelsen af arbejdskraften og udvindingen af merværdi fra den, hvilket gør denne vares brugsværdi højere end dens bytteværdi, ville der slet ikke være sådan noget som kapitalisme, og det er derfor også her, i dette specifikke træk, at kapitalistens “sande interesse” manifesterer sig; det er af denne grund, at han ansætter arbejderen – for at bruge ham eller hende som et middel til at forøge sin rigdom.

Man kan protestere mod dette ved simpelthen at hævde, at merværdi ikke findes, og at hvis den formodes at karakterisere modsætningen mellem kapitalismen og Kant, så beviser dens ikke-eksistens denne ides falskhed. Det er for så vidt både en almindelig og en forståelig protest. Man kan endda sige, at “troen” på merværdien er en “shibbolet”, der kendetegner det at være venstreorienteret, eller i hvert fald at være marxist, mens det at benægte marxismens relevans mere eller mindre beløber sig til at benægte meningsfuldheden i at analysere merværdiproduktionen. Set fra højrefløjen er der ikke nogen klassekamp, fordi ingen udbyttes, dvs. der er i kapitalismen ikke nogen, der arbejder uden at blive betalt. Enhver arbejder per definition for den løn, der er lig med værdien af vedkommendes arbejde. Merværdiens eksistens er dog naturligvis ikke en tro i den religiøse betydning af noget, man personligt tror på som følge af forskellige subjektive tilbøjeligheder eller behov. Analysen af værdi, arbejde og udveksling af varer i Kapitalen er så videnskabelig som nogen analyse i kultur- og samfundsvidenskaberne, man kan forestille sig. Ikke desto mindre er der stadig noget særegent flygtigt ved begrebet om merværdi, som gør det let at modsige det, næsten af epistemologiske grunde. Som Karatani har sagt det, så findes der empirisk “kun profit, men ikke merværdi”.⁸Karatani, Transcritique, 231. Vi “ser” ikke merværdien, men må slutte til den på baggrund af en ret elaboreret analyse af forholdet mellem konstant og variabel kapital, løn, profit, osv. Men den dukker op, når løgets lag er blevet pillet af. Analysen af merværdien kan sammenlignes med spørgsmålet om, hvordan man vejer røg (som Paul Auster fortæller en historie om i filmen Smoke): Angiveligt skulle Sir Walter Raleigh have vundet et væddemål over Dronning Elizabeth I, hvor han havde hævdet at kunne veje røg. Hvad, han gjorde, var at tænde en cigar og ryge den, mens han omhyggeligt samlede asken sammen i en vægtskål. Da han var færdig, lagde han cigarstumpen oveni asken. Derefter trak han vægten af asken og stumpen fra vægten af den oprindelige cigar, og forskellen var vægten af røg. Noget lignende er, hvad Marx gjorde med merværdien.

En anden indvending kunne være at sige, at merværdi måske nok findes i én eller anden form, men at den ikke udgør en modsætning til (også) at behandle det andet menneske som et formål i sig selv. Man kan fx åbent indrømme, at en vis andel af den værdi, der produceres af arbejderne på en fabrik, går til ejeren uden at være begrundet i dennes eget konkrete arbejde, men at det kun er en del af udkommet af deres arbejde, som de må forvente at give køb på for overhovedet at have et arbejde. På denne måde kan “humanitetsformlen” af Kants kategoriske imperativ om “aldrig at behandle et andet menneske alene som et middel, men altid også som et formål i sig selv” oversættes til: “Du må aldrig indkassere al den værdi, dine ansatte producerer, men må indrømme dem en anstændig indkomst udover det, som du tager fra dem.” Måske kan den kapitalistiske udgave af humanitetsformlen endda formuleres i rent etiske termer: “Du må aldrig behandle dine arbejdere alene som producenter af værdi, men skal også behandle dem venligt og hilse på dem i døren, når de møder på arbejde.”

Man kan meningsfuldt hævde, at fagforeningernes succesfulde pragmatisme i en række lande, hvor det er lykkedes at skabe bedre løn- og arbejdsforhold, kunne ses som en bekræftelse af dette perspektiv: “Ja, vi kan godt se, hvad De siger, Hr. Marx, men nu har vi fladskærme og seks ugers betalt ferie, så måske er det med at afgive noget merværdi ikke så forfærdeligt alligevel.” I sin rene form implicerer denne position afvisningen af selve ideen om en “arbejderklasse” i dennes magiske konvertering til “middelklasse” og derfor også i realiteten afvisningen af begrebet om merværdi eller i hvert fald dets betydning. Der kan muligvis være noget teoretisk rigtigt ved begrebet, men i “den faktisk eksisterende kapitalisme”, som man kunne kalde det, spiller det ikke nogen særligt vigtig rolle.

Hvad begge de beskrevne indvendinger understreger, er vigtigheden af altid at opdatere den marxistiske analyse af merværdi til konkrete og skiftende situationer. Der er et “kerneproblem”, men det udfolder sig i konkrete produktionsforhold. At besvare spørgsmålet, om hvem der producerer merværdi i dag, er faktisk ikke nogen simpel opgave. Er det i Kina, Indien, Afrika, osv., at merværdiproduktionen finder sted, således at den traditionelle værdianalyse her kan anvendes mere eller mindre direkte overført fra Marx’ egen analyse af tekstilindustrien i 1850’erne? Og betyder det, at alle i “vores” del af verden nærmest per definition er kapitalister, eftersom vi som samfund mere eller mindre direkte lever af den værdi, der produceres der? Eller er arbejdsstyrken i den vestlige del af verden mere præcist havnet i, hvad Christian Marazzi har kaldt “et skizofrent paradoks”,⁹Brian Benjamin Hansen, “Vi står midt i krisernes krise”, Dagbladet Information, 16. februar 2013. hvor arbejderne, gennem deres egne pensionsfonde, er blevet deres egne de facto udbyttere? En arbejder kan bogstaveligt talt miste sit job på grund af investeringsstrategier i kapitalfonde, der delvist ejes af arbejderne selv. Eller, en tredje variant: Bliver vi alle sammen udbyttet på helt nye måder, når vi scanner vores egne varer i supermarkedet, ordner vores egne banksager på nettet eller leverer økonomisk værdifulde data om vores egne aktiviteter til Facebook eller Google, der sælger dem videre til reklameindustrien? Endelig: Hvad betyder automatiseringen for merværdien – kan robotter producere merværdi, eller hvor går udbytningen hen, hvis automatisering ikke fremmer lighed? (Mærkeligt nok synes både ulighed og stress at øges, selvom automatiseringen allerede er markant). Jeg har ikke præcise svar på disse spørgsmål, men jeg er overbevist om, at det vil være en god strategi for en marxistisk tilgang at besvare dem, hvis man ikke ønsker at gentage kommunismen i den bogstavelige betydning af at overføre de samme analyser og strategier, som Marx selv eller Lenin eller andre skabte, til nutidige problemer. Hvad, der må gentages, er selve den marxistiske analyses gestus i at identificere aktuelle produktionsforhold og de konfliktuerende interesser i dem, som ikke nødvendigvis er tilgængelige for det blotte øje. Ved at fokusere på det præcise problem med merværdiproduktion i samtiden får man dermed også en indikation af, hvilke former for politisk handling, man bør forfølge. Det gør det muligt at opfordre til forskellige eksperimenter og opfindelser, nye kooperative produktionsformer, banksystemer, aktivisme osv., uden nødvendigt at insistere på den abrupte overtagelse af produktionsmidlerne ud fra en universel model baseret på, hvad det ville betyde at overtage en kulmine eller en industrifabrik.

Fokusering på “kerneproblemet” gør det altså muligt at identificere forskellige forskningsområder og strategier, der er værd at følge, og det tillader samtidig, at man fokuserer mindre på forskellige abstrakte problemer som fx afskaffelsen af privat ejendomsret. (Fra tid til anden bliver venstreorienterede politikere konfronteret med spørgsmål af typen: “Får jeg lov til at eje min egen tandbørste efter revolutionen?”). Hvis genstande, man ejer, er blevet tilvejebragt uden udbytning af andre mennesker, er der ingen grund til at mene, at man ikke skulle kunne være fuldstændig legitim ejer af dem. Det kan ganske vist være vanskeligt at forestille sig, hvordan dette i realiteten skulle være muligt i en kapitalistisk nationalstat med multinationale virksomheder og komplicerede internationale handelsaftaler osv., fordi der netop altid er et spørgsmål, endda i andet eller tredje led, om, hvem der har arbejdet for at producere en bestemt vare. Men der er ingen modsigelse i at fastholde begrebet om en form for privat ejerskab, der er tilvejebragt gennem eget arbejde, udveksling, omfordeling, handel osv., så længe den privatejede genstand er produceret under ikke-kapitalistiske produktionsforhold. Spørgsmålet er med andre ord ikke, hvor meget man har lov til at eje, men hvordan man har lov til at eje. Faktisk kan problemet endnu engang vendes på hovedet: Det er netop den kommunistiske insisteren på afskaffelsen af merværdiproduktion, der muliggør en legitim form for privat ejerskab. (Karatani har en kortere diskussion af Marx’ lidt mere forfinede distinktion mellem individuelt og privat ejerskab i tredje bind af Kapitalen, som han konkluderer på denne måde: “For Marx kom kommunisme til at betyde etableringen af en ny form for individuelt ejerskab, og dette skyldes, at han betragtede kommunisme som lig med et forbund af producentkooperativer [an association of producers’ cooperatives].”)¹⁰Karatani, Transcritique, 167.

De essentielle biprodukter af merværdiproduktion

Hvis man betragter argumentet fra den anden ende, kunne kommunistisk liberalisme betyde, at hvor der end er en overtrædelse af menneskerettigheder, vil det være værd at undersøge spørgsmålet om merværdiproduktion. Det gamle slogan “følg pengene” er stadig en god indikation til at forstå mange spørgsmål, måske med tilføjelsen: “… og find merværdien”. Kritikken af den traditionelle marxisme for at være for éndimensionel og deterministisk er muligvis rigtig i forhold til en række spørgsmål, men økonomien bør ikke desto mindre betragtes som et “proto-transcendentalt” spørgsmål¹¹Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustsen, Den nyttige idiot (Samfundslitteratur, 2013), 149. i den forstand, at den ikke bare udgør ét af en række forskellige perspektiver, man kan tage i betragtning ved siden af spørgsmål om kultur, religion, miljøet, feminisme osv. Den er ét af mange spørgsmål, men den bør altid eller næsten altid gives prioritet i politiske analyser. I forhold til migration har Žižek fx argumenteret for, at enhver virkelig indsats for at løse den krise, der er opstået med flygtninge fra Syrien, migranter fra Afrika osv., må tage alvorligt i betragtning, hvordan man forandrer fundamentale strukturer inden for handel med naturressourcer, land grabbing, slavelignende arbejdsforhold osv.: “Den egentlige årsag til flygtninge er selve nutidens globale kapitalisme og dens geopolitiske magtspil. Får vi ikke rettet radikalt op på disse misforhold, vil indvandrere fra Grækenland og andre europæiske lande snart slutte sig til de afrikanske flygtninge”.¹²Slavoj Žižek, Den nye klassekamp (Informations Forlag, 2016), 113–114.

Det er ikke nok at behandle immigranter og flygtninge med respekt og værdighed, når de er dukket op i ens land; for konsistent at anvende det kantianske imperativ, må man arbejde for at afskaffe de produktions- og handelsformer, der tvinger dem ud af deres hjem i første omgang. (Det vil selvfølgelig ikke sige, at kulturelle og religiøse konflikter ikke også er væsentlige, men blot at det sandsynligvis altid er en god idé også at følge pengene, eller at “kulturelle konflikter” ofte er tæt forbundne med økonomiske interesser). På samme måde er det ikke nok at fordømme racismen og chauvinismen i Donald Trumps Hvide Hus, hvis man ikke samtidig arbejder for at forandre den massive økonomiske ulighed og følelse af afmagt, der har bredt sig i USA, og som paradoksalt nok er en del af forklaringen på skabelsen af Donald Trump som politisk fænomen. Selv i spørgsmål om ytringsfrihed vil jeg hævde (og har jeg argumenteret for andetsteds),¹³Henrik Jøker Bjerre, “Freedom of Expression in the Era of the Privatization of Reason”, Akademisk kvarter 14 (efterår 2016). at det ikke er nok at diskutere spørgsmål om moralitet og legalitet i forhold til visse begrænsninger i retten til at udtrykke sig frit, men at man også bør undersøge de ideologiske og økonomiske implikationer af de former for “privatisering af fornuften” (i den kantianske betydning), der har fundet sted overalt i det offentlige rum, inklusive på universiteterne. Min pointe som en “kommunistisk liberal” er ikke, at princippet om ytringsfrihed er et borgerligt fatamorgana, der er opfundet for at få arbejderne til at fokusere på hadet til hinanden eller en tredjepart i stedet for på deres egne, objektive interesser, men tværtimod at selve ideen om ytringsfrihed i den traditionelle borgerlige forstand hos Kant, Voltaire, Mill osv., kun virkelig kan forsvares, hvis den også inkluderer de økonomiske forudsætninger for at kunne tale frit.

Et psykoanalytisk forbehold

At tale om “afskaffelsen af merværdiproduktion” som et forsvar for menneskerettigheder bør imidlertid ikke forstås sådan, at når først den økonomiske udbytning er overvundet, vil vi alle leve i et harmonisk samfund uden nogen form for udbytning og dominans. Tværtimod har én af de postmarxistiske kritikker af økonomisk determinisme, nemlig den, psykoanalysen har leveret, fortsat en væsentlig pointe i forhold til visse irrationelle eller endda mørke tendenser til excesser og en vis hensynsløs galskab hos mennesket. I Kulturens byrde sagde Freud, at selvom han ikke vidste meget om økonomi, var han fuldstændig overbevist om, at kommunisterne tog fejl, hvis de troede, at afskaffelsen af privat ejendomsret ville betyde overvindelsen af hierarkier og aggression. Aggression går forud for et hvilket som helst økonomisk system, og “danner bundfaldet i alle ømme og kærlighedsbetonede forhold mellem mennesker”.¹⁴Sigmund Freud, Kulturens byrde (Hans Reitzels Forlag, 1999), 64. Selv hvis vi udskifter pointen om privat ejendomsret (jf. diskussionen af dette hos Marx og Karatani ovenfor) med afskaffelsen af merværdiproduktion, mener jeg, at Freuds principielle pointe forbliver den samme: Menneskelivet er gennemført seksualiseret, hvilket betyder, at det er gennemsyret af spørgsmål om kærlighed og had, excesser og tilbøjeligheder, der undslipper selv de mest velmente intentioner. Selv i et fuldstændig retfærdigt økonomisk system, hvor ingen har uretfærdige privilegier i forhold til andre, vil der derfor vedblive med at findes andre former for aggression og dominans, i særdeleshed i seksuelle forhold, hvor en anden form for fortrinsret er dominerende, “og den vil da blive kilde til den stærkeste misundelse og den heftigste fjendtlighed mellem de i øvrigt ligestillede mennesker”.¹⁵Freud, Kulturens byrde, 64. Hos Lacan finder vi en direkte sammenligning mellem Marx’ begreb om merværdi og hans egen undersøgelse af mer-nydelse, der synes at gennemsyre den menneskelige eksistens som sådan. Den drift mod vækst og profitskabelse, der driver kapitalisten mod at forøge sin rigdom gennem uendelige gentagelser af P‑V-P’-cyklussen (som beskrevet i Kapitalen), er ikke en drift mod bestemte objekter eller former for komfort, men snarere driftens irrationelle exces som sådan: den evige cirkulation omkring et mål, der kun kan nås ved aldrig at afslutte bevægelsen mod det. Denne drift har sit særlige udtryk i søgningen efter profit, men den har også mange andre udtryk, og det ville være naivt at tro, at den ville ophøre med at påvirke vores liv, blot fordi vi foretog et radikalt skifte i den politiske økonomi.

Så her er, hvad jeg forstår ved kommunisme: Den er et nødvendigt middel til at skabe lige rettigheder for alle. Den er en organisationsform, der sikrer den bedst mulige fordeling af ansvar og rettigheder. Men den er ikke en ideel tilstand. Den er ikke en økonomisk eller politisk form, der vil overvinde forskelle, hierarkier eller aggression, og den vil skabe nye problemer med uretfærdighed. I kommunismen vil nogle mennesker nyde godt af andres arbejde. Ikke nødvendigvis i den strengt marxistiske betydning af at blive frarøvet merværdien af deres arbejde, men i betydningen af simpelthen at arbejde, bidrage, stå op om morgenen, overholde deadlines og tage andres interesser i betragtning, mens andre glemmer eller undlader at gøre det samme. Der vil være forbrydelser og straf, immoralitet, uanstændighed og opportunisme. Kommunisme er ikke et romantisk begreb, der på en magisk måde får misundelse, jalousi og dovenskab til at forsvinde. Den er det nødvendige middel til at garantere grundlæggende menneskerettigheder for alle.

1.	Artiklen er baseret på et forelæsningsmanuskript fra konferencen “Marx Nu!”, arrangeret af Selskab for Marxistiske Studier, på Roskilde Universitet, den 2.9.2017.
2.	Charlotte Lund, “Enhedslisten er mester i at forsvare borgerlig frihed”, Modkraft, 6. december 2010.
3.	Ritzau, “Blå blok er klar til opgør med menneskerettigheder”, Politiken, 14. juli 2016.
4.	Slavoj Žižek, Vold (Forlaget Philosophia, 2008), 20.
5.	Žižek, Vold, 21.
6.	Žižek, Vold, 24.
7.	Se Kojin Karatani, Transcritique: On Kant and Marx (MIT Press, 2003), 217.
8.	Karatani, Transcritique, 231.
9.	Brian Benjamin Hansen, “Vi står midt i krisernes krise”, Dagbladet Information, 16. februar 2013.
10.	Karatani, Transcritique, 167.
11.	Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustsen, Den nyttige idiot (Samfundslitteratur, 2013), 149.
12.	Slavoj Žižek, Den nye klassekamp (Informations Forlag, 2016), 113–114.
13.	Henrik Jøker Bjerre, “Freedom of Expression in the Era of the Privatization of Reason”, Akademisk kvarter 14 (efterår 2016).
14.	Sigmund Freud, Kulturens byrde (Hans Reitzels Forlag, 1999), 64.
15.	Freud, Kulturens byrde, 64.

Hadet er hem­me­lig­he­den

Fascis­me eller revo­lu­tion: en etik

Vi lever i apo­ka­lyp­ti­ske tider: vol­dens glem­sel

Nye fascis­mer

Ven­strepo­pulis­me er populis­me

Til revo­lu­tio­nær ori­en­te­ring

Neder­la­get gen­ta­get

Lege­met uden orga­ner

Ud af krop­pen

Por­ø­se væg­ge

Nedstig­ning

Kom­mu­ni­ka­tion og vare­pro­duk­tion

Nega­tio­nens stil

Den­gang og nu

Ker­ne­pro­ble­met

De essen­ti­el­le bipro­duk­ter af mer­vær­di­pro­duk­tion

Et psy­ko­a­na­ly­tisk for­be­hold