Det guddommelige i det jordiske. Et fæno­meno­logisk forsøg

Der har for et styk­ke tid siden udspil­let sig noget af en fæno­meno­lo­gi-fejde her i tids­skrif­tet Para­doks, hvor for­skel­li­ge opfat­tel­ser af fæno­meno­lo­gi­en er ble­vet spil­let ud mod hinanden.1Begyndende med Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023. Det er en dis­kus­sion, som jeg ger­ne vil give et lil­le bidrag til med et kon­kret eksem­pel på en fæno­meno­lo­gisk ana­ly­se af et fæno­men­felt, som jeg har fore­ta­get i min bog Det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske.2Mogens Pahuus, Det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske. Fæno­meno­lo­gi­ske bidrag til en livsan­sku­el­se (Aal­borg: Aal­borg uni­ver­si­tets­for­lag, 2023). Jeg har her for­søgt at anven­de den form for fæno­meno­lo­gi, som man ple­jer at kal­de eksi­sten­ti­el fæno­meno­lo­gi, og som i Tys­kland er ble­vet prak­ti­se­ret af Mar­tin Hei­deg­ger og Hans Lip­ps, i Frank­rig af Mauri­ce Mer­leau-Pon­ty og her­hjem­me af K. E. Løgstrup. Jeg har selv for­søgt at anven­de den­ne meto­de i en ræk­ke bøger og alt­så sene­st i før­nævn­te bog, idet jeg i sær­lig grad har beskæf­ti­get mig med den sprog­li­ge – og i for­læn­gel­se her­af også den lit­teræ­re – for­mu­le­ring af de erfa­ring­er og fæno­me­ner, der behand­les.

Jeg mener selv, at man i dis­kus­sio­ner­ne af fæno­meno­lo­gi­en ofte har bevæ­get sig på et tem­me­lig meto­disk og abstrakt plan. Og jeg mener, at det fæno­meno­lo­gi­ske sla­gord “zu den Sachen selbst” (til tin­ge­ne selv) læg­ger op til, at udgangs­punk­tet må være de kon­kre­te ana­ly­ser af fæno­me­ner­ne selv. Der­for kom­mer jeg i den­ne ling­vi­stisk-fæno­meno­lo­gi­ske ana­ly­se til at dvæ­le et godt styk­ke tid ved for­skel­len mel­lem et ord/fænomen som stol (der udtryk­ker en prak­tisk omgang med tin­ge­ne) og et ord/fænomen som stil­hed og – sene­re – ord som hjem­lig­hed og træ (der udtryk­ker en ind­tryks-arti­ku­le­ren­de omgang med tin­ge­ne, og hvor den­ne ind­tryks­ar­ti­ku­le­ring giver adgang til det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske).

En ople­vel­se af det subli­me

I den lil­le for­tæl­ling Fusi­ja­ma for­tæl­ler Johan­nes V. Jen­sen om det ind­tryk, synet af japa­ner­nes hel­li­ge bjerg gjor­de på ham, da han en mor­gen våg­ne­de og kik­ke­de ud ad koø­jet på ski­bet og da så bjer­gets hvi­de sne­keg­le løf­te sig over den blå tyk­ning, der skjul­te dets fod: “Det var som om Jor­den selv var kom­men mig imod i sin kos­mi­ske Frisk­hed, den unge Pla­net, der ven­der sig ud af Mul­met, kro­net af Nord­ly­set, med sin havblaa skøn­ne Sfæ­re og Fast­lan­de­nes man­ge­far­ve­de Jord­s­mon belyst af Solen”. Han føler her, at han kom­mer til at ople­ve på sam­me fri­ske måde, som man kan ople­ve tin­ge­ne på i barn­dom­men, og det kan meget vel hæn­ge sam­men med, at han den­ne mor­gen på ski­bet ud for Japan er våg­net ved, at vin­den luf­te­de ind i kahyt­ten, og ved at han i søv­ne løb så fuld af glæ­de, at han ikke kun­ne bli­ve lig­gen­de ned. Der skal alt­så sær­li­ge omstæn­dig­he­der til for at ople­ve på sam­me umid­del­ba­re måde som bar­net, “naar til­lær­te Fore­stil­lin­ger har gjort Barn­dom­men til det tab­te Land og vakt Illu­sio­nen om en anden ædle­re Vir­ke­lig­hed, end den vi ser”. Der må “en Fjern­hed og Frem­med­hed, en sublim Over­ra­skel­se til for at gen­gi­ve Jor­den dens Frisk­hed”. Men da for­står han også, “at den høje­re Ver­den, vi stun­der imod, kun kan være den der er, men at vi aldrig i det giv­ne Øje­blik er naa­et op til den, at vi til dag­lig er blin­de for den”.3Johannes V. Jen­sen, Myter I (Køben­havn: Gyl­den­dal 1946), 95–96.

Jeg vil give Jen­sen ret. Vi kan ople­ve noget sublimt eller ophø­jet eller på anden vis gud­dom­me­ligt, og vi kan sam­ti­dig erfa­re og for­stå, at det­te subli­me eller ophø­je­de hører vor egen jor­di­ske til­væ­rel­se til. Og vi kan ende­lig for­stå, at det gud­dom­me­li­ge kun bli­ver os til del, hvis vi ople­ver og erfa­rer på en invol­ve­ret – en åben og selv­forg­lem­men­de – måde. Med andre ord: Vi ken­der for det før­ste alle sam­men til at drøm­me om og læn­ges efter noget, som vi kan kal­de det stør­ste, det høje­ste eller det dybe­ste i til­væ­rel­sen, det som Johan­nes V. Jen­sen kal­der “en høje­re eller ædle­re ver­den”. I reli­gio­ner­ne taler man om det som det hel­li­ge eller det gud­dom­me­li­ge. Jf. de dan­ske teo­lo­ger Svend Ander­sen, Niels Grønkjær og Tro­els Nøra­ger, der defi­ne­rer reli­gion på føl­gen­de måde: “reli­gion må være udtryk for noget hel­ligt eller gud­dom­me­ligt, som man for­hol­der sig til i eksi­sten­ti­el alvor”.4Svend Ander­sen et al, Reli­gions­fi­lo­so­fi (Køben­havn: Gad, 2002), 88. Jeg mener også, at man kan for­mu­le­re det gud­dom­me­li­ge som det, som det for alvor kom­mer an på i til­væ­rel­sen, som det mest vær­di­ful­de og der­for det mest for­dren­de i til­væ­rel­sen. Det er det, den tysk-ame­ri­kan­ske teo­log Paul Til­lich kal­der “the ulti­ma­te con­cern”, og det er det, som en ide­hi­sto­ri­ker som Dort­he Jør­gen­sen (i bl.a. bogen Den skøn­ne tænk­ning) kal­der det, der har vær­di i sig selv. For det andet gæl­der det, at man meget vel kan være af den opfat­tel­se, at det er at fin­de i det jor­di­ske, dvs. i det liv på jor­den, som vi alle fødes ind i og gen­nem­le­ver i vel efter­hån­den firs år – sam­men med andre og i en opta­get­hed af og beskæf­ti­gel­se med tin­ge­ne og omgi­vel­ser­ne eller natu­ren. At vi alt­så – med Til­li­chs ord – kan fin­de “the divi­ne in the human”, det gud­dom­me­li­ge i det menneskelige.5Paul Til­lich, The Dyna­mi­cs of Faith (New York: Har­per and Bro­t­hers 1957). For det tred­je gæl­der det, at vi for at kun­ne ople­ve det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske må for­hol­de os på en sær­egen måde, må stå i en bestemt form for for­hold til ver­den og til de andre og må være akti­ve på en sær­egen måde.

Min tese i den­ne arti­kel er for det før­ste, at det stør­ste, det høje­ste og det dybe­ste i dets for­skel­li­ge for­mer har en form for hel­lig­hed eller ube­tin­get­hed eller vær­di­fuld­hed i sig selv, som bevir­ker, at man kan tale om en form for den­nesi­dig reli­gi­ø­si­tet eller reli­gi­øs følel­se. For det andet, at man kan argu­men­te­re for den­ne tese gen­nem eksi­sten­ti­elt-fæno­meno­lo­gi­ske ana­ly­ser – en ana­ly­se­må­de, som jeg alt­så sam­ti­dig ger­ne vil præ­sen­te­re i sine grund­træk.

Hvad det gæl­der om i den form for filo­so­fi, som den eksi­sten­ti­el­le fæno­meno­lo­gi repræ­sen­te­rer, er at afdæk­ke det cen­tra­le og betyd­nings­ful­de i den men­ne­ske­li­ge til­væ­rel­se. Her kan jeg helt og fuldt til­slut­te mig K. E. Løgstrups for­mu­le­ring af opga­ven for den eksi­sten­ti­el­le fæno­meno­lo­gi: “at hen­te frem i dagens lys den for­stå­el­se af den men­ne­ske­li­ge natur og men­ne­skets for­hold til ver­den, der lig­ger skjult i den før-filo­so­fi­ske kundskab”.6K. E. Løgstrup, Soli­da­ri­tet og kær­lig­hed (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1987), 117. I den­ne arti­kel for­sø­ger jeg at dra­ge den væsent­li­ge bestand­del i men­ne­skets for­hold til ver­den frem i lyset, som har karak­ter af mødet med det stør­ste eller det ube­tin­ge­de i til­væ­rel­sen.

De fle­ste reli­gio­ner byg­ger som nævnt på den anta­gel­se, at der fin­des noget “høje­re” end det jor­di­ske. Men sam­ti­dig kan man dog også i dis­se reli­gio­ner anskue noget af det jor­di­ske som haven­de del i det gud­dom­me­li­ge. I kri­sten­dom­men kan man eksem­pel­vis fin­de både den opfat­tel­se, at det jor­di­ske liv kun er at for­stå som en jam­mer­dal, der går for­ud for det egent­li­ge liv i det hin­si­des, og den opfat­tel­se, at der fin­des noget gud­dom­me­ligt i det jor­di­ske. Såle­des igen hos Løgstrup, der taler om de suveræ­ne liv­sy­t­rin­ger – såsom kær­lig­hed, til­lid og med­fø­lel­se – ikke blot som de “stør­ste” eller “høje­ste” (mest livsvig­ti­ge) fæno­me­ner i det jor­di­ske liv men også som skabt af Gud. Og såle­des også hos Niels Hen­rik Gre­ger­sen, der siger, at “midt i den­nesi­dig­he­den fin­des der eksemp­ler på gud­s­ri­get og det evi­ge liv, og ikke kun ana­lo­gi­er til en frem­ti­dig hinsidighed”.7Niels Hen­rik Gre­ger­sen, Ind i fæl­les­ska­bet (Køben­havn: Eksi­sten­sen, 2021), 27. Min påstand i den­ne arti­kel – og i den bog, der lig­ger til grund for den, Det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske – er alt­så nu den, at det gud­dom­me­li­ge kun er at fin­de i det jor­di­ske.

Det gud­dom­me­li­ges for­mer: i for­hol­det til de andre, til omgi­vel­ser­ne og til sig selv

I mit for­søg på at vise, hvor og hvor­dan vi fin­der det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske, vil jeg tage udgangs­punkt i roman­ti­ker­nes tan­ke om, at det gud­dom­me­li­ge frem­træ­der kla­rest i tre fæno­me­ner, nem­lig i kær­lig­he­den (bl.a. hos filo­sof­fen F. C. Sib­bern), i natu­ren (bl.a. hos fysi­ke­ren H. C. Ørsted og dig­te­ren H. C. Ander­sen) og i kun­sten (bl.a. hos dig­te­ren Scha­ck Staf­feldt). Ved “roman­ti­ker­ne” for­står jeg hele den euro­pæ­i­ske kul­tur­strøm­ning inden for såvel filo­so­fi som lit­te­ra­tur, bil­led­kunst og musik fra ca. 1790 til 1870. Jeg mener dog, at de tre områ­der må for­stås på en bre­de­re måde: Hvad kær­lig­he­den angår, vil det sige, at det ube­tin­ge­de eller gud­dom­me­li­ge er at fin­de i ikke bare den ero­ti­ske form for kær­lig­hed men i enhver form for et vir­ke­ligt invol­ve­ret for­hold til andre, som fx ven­ska­bet eller kær­lig­he­den til ens bør­ne­børn. Hvad angår for­hol­det til natu­ren, er det gud­dom­me­li­ge at fin­de ikke bare i ople­vel­sen af skøn­he­den og det subli­me eller ophø­je­de i natu­ren men også i den invol­ve­re­de ople­vel­se af omgi­vel­ser­ne som sådan og i fæno­me­ner som følel­sen af hjem­lig­hed og den form for stil­hed og ro, der kan fore­kom­me en at rum­me noget uud­si­ge­ligt. Jeg vil lige­le­des udvi­de roman­ti­ker­nes tan­ke om det gud­dom­me­li­ge i kun­sten til tan­ken om det gud­dom­me­li­ge i de mang­fol­di­ge for­mer for ska­ben­de virk­som­hed, hvad enten dis­se er ret­tet mod det at ska­be et frugt­bart for­hold til andre men­ne­sker (hvor man kan være med til at ska­be en bestemt ånd eller atmo­sfæ­re) eller er ret­tet mod frem­brin­gel­sen af et værk, som kan være kunst­ne­risk, men også kan være filo­so­fisk eller viden­ska­be­ligt eller af mere prak­tisk art. Ende­lig vil jeg plæ­de­re for, at den ska­ben­de virk­som­hed fak­tisk ikke kun omfat­ter for­hol­det til de andre og til ver­den eller det mate­ri­a­le­mæs­si­ge men også kan bestå i udfol­del­ser af krops­lig art som idræt.

På den­ne måde kan man sige, at det gud­dom­me­li­ge fin­des i de mest invol­ve­re­de for­hold til dels de andre, dels ver­den eller omgi­vel­ser­ne, dels sig selv (og ska­ben­de virk­som­hed angår for­hol­det til sig selv, selv om den natur­lig­vis altid ind­dra­ger enten for­hold i ver­den eller for­hol­det til andre). Vi har iføl­ge Mar­tin Hei­deg­ger altid et for­hold til både det, han kal­der Mitwelt, Umwelt og Eigenwelt. Og det gud­dom­me­li­ge er da at fin­de i de “høje­ste”, mest invol­ve­re­de for­mer for dis­se måder at for­hol­de sig på.

Vi kan der­for opstil­le føl­gen­de ske­ma:

Kær­lig­hed som det høje­ste
i for­hol­det til
de andre
(Mitwelt)
Natu­ro­p­le­vel­se som det høje­ste
i for­hol­det til
omver­de­nen
(Umwelt)
Ska­ben­de
virk­som­hed
som det høje­ste
i for­hol­det til
sig selv
(Eigenwelt)

Ker­nen i det at for­hol­de sig til det gud­dom­me­li­ge

Man kan nu spør­ge, om ikke der er noget fæl­les for dis­se tre måder at for­hol­de sig på, noget som net­op udgør karak­te­ren af det gud­dom­me­li­ge i kær­lig­he­den, natu­ro­p­le­vel­sen og den ska­ben­de virk­som­hed. Mit svar er, at det er der, og at vi her nær­mer os det cen­tra­le i det gud­dom­me­li­ge.

Det fæl­les er, at vi er til på en så åben og selv­forg­lem­men­de opta­get måde, at vi vir­ke­lig berø­res af enten et andet men­ne­ske eller af noget i vor omver­den og af de mulig­he­der, der lig­ger i det, vi har at gøre med og arbej­der med. Den­ne berørt­hed fører til, at vi sva­rer på det ind­tryk, som lig­ger i at bli­ve berørt, at vi alt­så aktivt tager det op, som vi berø­res af. Og det bety­der, at vi gen­nem den­ne berørt­hed for­vand­les og selv med vort eget svar eller vor akti­vi­tet for­vand­ler det, som vi bli­ver berørt af – om ikke på anden måde, da på den måde, at vi arti­ku­le­rer det­te ind­tryk og på den­ne måde får det, der har gjort ind­tryk på os, til at frem­stå på en rige­re og kla­re­re måde. Den­ne for­vand­ling af den anden, af omgi­vel­ser­ne eller af mate­ri­a­let, vi arbej­der med (eller af sel­ve opfat­tel­sen af det andet), inde­bæ­rer så igen, at vi nu berø­res af det nye og for­vand­le­de og der­med igen selv sva­rer og er akti­ve og alt­så også selv igen for­vand­les og så frem­de­les.

Det er den­ne pro­ces, hvor vi berø­res og sva­rer, og hvor vi og det, vi står over­for og har at gøre med, for­vand­les, som Hart­mut Rosa i bogen Reso­nans kal­der for et reso­nans-for­hold til verden.8Jf. Hart­mut Rosa, Reso­nans (Køben­havn: Eksi­sten­sen, 2022). Han taler om en sær­egen kom­bi­na­tion af det pas­si­ve (det, at vi berø­res) og det akti­ve (at vi sva­rer – med vor egen stem­me, så at sige), som han kal­der det medio-pas­si­ve. Den sam­me tan­ke fin­der vi hos Mar­tin Buber i Jeg og du, der taler om, at vi, når vi står i den måde at for­hol­de os til andre på, hvor vi er del­ta­gen­de til ste­de, alt­så i for­hol­det jeg-du (i mod­sæt­ning til for­hol­det jeg-det, hvor vi nøjes med at iagt­ta­ge eller erfa­re den anden), kom­mer til at stå i et udveks­lings- eller vek­sel­virk­nings­for­hold, hvor jeg’et og du’et til­sam­men dan­ner et mel­lem­om­rå­de, et Zwi­s­chen, hvor vi ikke læn­ge­re kan skel­ne mel­lem den enes eller den andens akti­vi­tet og passivitet.9Jf. Mar­tin Buber, Jeg og du (Køben­havn: Munks­gaard, 1964). Vi kan såle­des erfa­re, at jeget og duet i den vir­ke­li­ge sam­ta­le mel­lem to så at sige føres vide­re af sam­ta­len selv som et tred­je. Iføl­ge Buber fin­des for­hol­det jeg-du ikke blot mel­lem men­ne­sker men også mel­lem men­ne­sker og andre for­mer for det leven­de – mest med dyre­ne, men også med plan­ter og træ­er – og vide­re mel­lem men­ne­sker og en del af det men­ne­ske­skab­te (som Buber kal­der ånde­li­ge væsen­he­der, og hvor­med han pri­mært tæn­ker på kunst­vær­ker og viden­ska­be­li­ge eller filo­so­fi­ske vær­ker). Her mener jeg nu, at vi kan gå end­nu vide­re og også tale om for­hol­det jeg-du i for­hol­det til omgi­vel­ser­ne som sådan, alt­så i de man­ge for­skel­li­ge for­mer for invol­ve­ret omgang med natur og i man­ge andre for­mer for ska­ben­de virk­som­hed end de mere ånde­li­ge.

Man kan også her hen­vi­se til Lud­vig Feil­bergs skel­nen mel­lem de to for­hold til ver­den og de andre, som han kal­der hen­holds­vis lige­løb og kreds­ning (Sam­le­de skrif­ter II),10Jf. Lud­vig Feil­berg, Sam­le­de skrif­ter I‑II (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1949). hvor lige­lø­bet er karak­te­ri­se­ret ved åben­hed og det mulig­heds­for­hø­jen­de, og hvor kreds­ning er karak­te­ri­se­ret ved luk­ket­hed og det mulig­heds-for­mind­sken­de eller mulig­heds­hæm­men­de. Her beto­ner Feil­berg alt­så med sit begreb om det mulig­heds­for­hø­jen­de og med yder­li­ge­re begre­ber som det føde­n­de eller til­bli­ven­de (sta­tus nas­cen­di), at der net­op er tale om en bestan­dig udveks­ling. Ende­lig fin­der man også tan­ken hos K. E. Løgstrup, som ser den væsent­lig­ste for­skel mel­lem de suveræ­ne og de tvung­ne eller kred­sen­de liv­sy­t­rin­ger i deres for­hold til mulig­he­der­ne: De før­ste ska­ber og frem­mer mulig­he­der­ne, mens de sid­ste hæm­mer dis­se.

Det gud­dom­me­li­ges for­mer som mel­lem-men­ne­ske­lig­hed, mel­lem-ver­de­ner og mel­lem-ting

Når det gæl­der for­hol­det til et andet men­ne­ske, er det gud­dom­me­li­ge at fin­de i det­te, at man berø­res af det inder­ste og egent­lig­ste i et andet men­ne­ske, nem­lig det­tes væsen eller natur, og at man selv er aktiv ud fra det inder­ste og egent­lig­ste i sig selv. Man kan sige, at das Zwi­s­chen her får karak­ter af mang­fol­di­ge for­mer for vir­ke­lig invol­ve­ret mel­lem-men­ne­ske­lig­hed.

Når det gæl­der for­hol­det til natur og omgi­vel­ser, da er det gud­dom­me­li­ge at fin­de i det­te, at man berø­res af noget ansku­e­ligt i det­tes skøn­hed eller ophø­jet­hed (eller at det frem­brin­ger hen­ryk­ken­de ind­tryk eller avler stil­hed og hjem­lig­hed), og at man selv er aktiv med alle sine evner til at åbne sig for og tage del i det ansku­e­ligt-mate­ri­el­le, dvs. alle ens san­ser, ens krop – ikke mindst de ryt­mer i en selv (ånde­dræt­tet, hjer­te­ryt­men, pen­du­le­rin­gen med arme­ne, når man van­drer m.v.), som sæt­ter en i stand til at del­ta­ge i de ryt­mer, der præ­ger det ansku­e­li­ge. Her får das Zwi­s­chen karak­ter af man­ge for­mer for en mel­lem-ver­den.

Når det gæl­der den ska­ben­de virk­som­hed, da er det gud­dom­me­li­ge at fin­de i den mang­fol­dig­hed af mulig­he­der for aktiv omfor­vand­ling af det giv­ne, som åbner sig for os, når vi er akti­ve ud fra alle vore evner, alt­så når vi er opslugt af den giv­ne virk­som­hed på en selv­forg­lem­men­de måde. Her får das Zwi­s­chen karak­ter af mang­fol­di­ge for­mer for mel­lem-ting eller mel­lem-vær­ker, hvor vær­ket kan være et kunst­værk, en roman eller et brød, som man blan­der, ælter og bager, og hvor det mel­lem-agti­ge ved fx kunst­vær­ket er kom­bi­na­tio­nen af dets tema og mate­ri­a­ler på den ene side og den kunst­ne­ri­ske idé på den anden side.

Når for­hol­det til det gud­dom­me­li­ge har den­ne dob­bel­te karak­ter af det pas­si­ve og det akti­ve, bety­der det, at vi ikke har kon­trol over eller kan råde over det gud­dom­me­li­ge i vor til­væ­rel­se. Rosa taler da også her om en ukon­tol­ler­bar­hed, en Unver­füg­bar­keit. Det er langt hen ad vej­en noget, der bli­ver os til del, skæn­kes os. Men sam­ti­dig er det også vig­tigt at sige, at hvis vi ikke lærer at mobi­li­se­re vor egen åben­hed, invol­ve­ret­hed, vore egne san­ser, vore egne følel­ser og vore egne evner (i ste­det for blot at være i en til­stand af mål­ret­tet­hed i løs­nin­gen af vore opga­ver), er det ikke muligt at få del i det gud­dom­me­li­ge. Vi kan være stil­let såle­des – af omstæn­dig­he­der­ne og af det giv­ne i os – at vi i kun begræn­set grad får del i det gud­dom­me­li­ge. Og vi kan på den anden side leve på en så begræn­set måde – fx opta­get af at kom­me så nemt og beha­ge­ligt gen­nem livet som muligt – at vi ikke får del i det­te høje­ste og stør­ste.

Den fæno­meno­lo­gi­ske under­sø­gel­se

Under­tit­len til den­ne arti­kel er “et fæno­meno­lo­gisk for­søg”. Men hvad har det gud­dom­me­li­ge med det fæno­meno­lo­gi­ske at gøre? Jo, når man skal klar­læg­ge det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske, mener jeg, at det er oplagt – og end­da nød­ven­digt – at tæn­ke og under­sø­ge de rele­van­te fæno­me­ner på en fæno­meno­lo­gisk måde. I den fæno­meno­lo­gi­ske under­sø­gel­se har man nem­lig altid at gøre med for­hold eller måder at for­hol­de sig på. Den ene side af for­hol­det er en men­ne­ske­lig form for akti­vi­tet, og den anden side af for­hol­det er den­ne akti­vi­tets gen­stand. Man kan her – med afsæt i Edmund Hus­serl – tale om et for­hold mel­lem noe­sis og noe­ma, hvor noe­sis er den erken­del­ses­mæs­si­ge akti­vi­tet, og noe­ma er gen­stan­den for den­ne akti­vi­tet, og hvor noe­sis for­stås som en bestemt form for erken­del­ses­mæs­sigt greb (et be-greb), som for­mer den gen­stand, der erken­des, dvs. som får gen­stan­den til at frem­træ­de på en bestemt måde. Tan­ken er alt­så, at der fin­des man­ge for­mer for erken­del­ses­mæs­si­ge greb, og at gen­stan­den der­for kan frem­træ­de på man­ge for­skel­li­ge måder – alt efter hvil­ket erken­del­ses­mæs­sigt greb det begri­bes eller gri­bes gen­nem.

Går man fra Hus­serl vide­re til den tid­li­ge Hei­deg­ger, vil man se, at han opfat­ter den erken­del­ses­mæs­si­ge akti­vi­tet som en del af en mere omfat­ten­de form for akti­vi­tet, en akti­vi­tet af hand­lings­mæs­sig karak­ter. Han viser i Væren og tid, at vi i stør­ste­delen af vor til­væ­rel­se udfol­der en sådan hand­lings­mæs­sig akti­vi­tet, som har karak­ter af det at sør­ge for, at tage sig af, at tage op og omfor­vand­le det, vi tager op. En akti­vi­tet, som han benæv­ner med det tyske Sor­ge eller det lat­in­ske cura. For en sådan akti­vi­tet frem­træ­der det, vi har at gøre med og omfor­vand­ler – alt­så det giv­ne i omgi­vel­ser­ne – som red­ska­ber og mate­ri­a­ler og res­sour­cer eller som frem­stil­le­de ting, og alt det­te kal­der han Zeug.

Når det gæl­der den erken­del­ses­mæs­si­ge akti­vi­tet, som er knyt­tet til Sor­ge, kan man sige, at den har karak­ter af det at for­stå sig på noget, såle­des som man for­står sig på en ham­mer, når man kan hånd­te­re og bru­ge den. For den­ne form for for­stå­el­se træ­der tin­ge­ne frem som haven­de karak­ter af hånd­ter­bar­hed (Zuhan­den­heit). Her står den­ne form for for­stå­el­se i en slags mod­sæt­ning til en mere teo­re­tisk form for for­stå­el­se, hvor man har gen­stan­den for sin for­stå­el­se stå­en­de over for sig, og hvor den alt­så får form af det, tysker­ne kal­der Gegen­stand (noget, der står over for en: gegen), og som Hei­deg­ger kal­der for Vor­han­den­heit.

Fra Hus­serl og Hei­deg­ger kan man gå vide­re til Max Sche­ler, der er opta­get af den type for­hol­den sig til og for­stå­el­se af ver­den, og især af de andre, som er af følel­ses­mæs­sig art. En opta­get­hed, som dog i nogen grad er fore­gre­bet af Hei­deg­ger med den­nes udar­bej­del­se af den afdæk­ning af ver­den, som sker gen­nem vor stemt­hed (Befind­li­chkeit). På den­ne måde ser man, at fæno­meno­lo­gi­ens histo­rie er karak­te­ri­se­ret ved en sta­dig udvi­del­se af vore måder at tage noget op på. Et afgø­ren­de sene­re skridt fin­der man hos Mauri­ce Mer­leau-Pon­ty, som for alvor ind­dra­ger san­ser­ne og krop­pen som måder at være i ver­den på og måder at tage tin­ge­ne op på. Igen er der andre, der har fore­gre­bet den­ne sid­ste udvi­del­se, bl.a. Hans Lip­ps, der også har beskæf­ti­get sig med san­ser­ne, og som viser, at der ved siden af de egent­li­ge begre­ber og de mere prak­ti­ske greb (af Sor­ge-karak­ter) fin­des det, han kal­der sig­ten­de greb eller kon­cep­tio­ner, hvor der er tale om at fat­te eller arti­ku­le­re de ind­tryk, der ind­vir­ker på os. Vi kom­mer straks til­ba­ge til for­skel­len mel­lem et prak­tisk greb (eksemp­let vil være en stol) og et sig­ten­de greb (eksemp­let vil være stil­hed og ro).

Når jeg før tal­te om, at vi kun kan erfa­re det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske ved at mobi­li­se­re alle vore for­mer for opladt­hed og åben­hed og akti­ve måder at gri­be og lade sig gri­be af tin­ge­ne på, er der alt­så tale om, at der i den­ne type erfa­ring fore­lig­ger en sær­lig omfat­ten­de form for den akti­vi­tet, som der overalt er tale om, hvor der fore­lig­ger et for­hold til ver­den og de andre og en selv.

Dag­lig­dags erfa­ring og dag­ligs­pro­get

Når man skal under­sø­ge et ele­ment i det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske – som eksem­pel­vis den form for hjem­lig­hed, der har vir­ke­lig dyb­de og vir­ke­lig betyd­ning, og som der­med kom­mer til at udgø­re den del af det gud­dom­me­li­ge – mener jeg, at man for at afdæk­ke den­ne form for for­hol­den sig og den form for den­nes gen­stand, som udgør hjem­lig­heds-erfa­rin­gen, kan – og bør – tage udgangs­punkt i det, K. E. Løgstrup har kaldt “den før-filo­so­fi­ske kund­skab”, som sim­pelt­hen er vor leve­de dag­lig­livs-erfa­ring. Den er ofte impli­cit og alt­så ikke altid ver­ba­li­se­ret, men alli­ge­vel løn­ner det sig at tage udgangs­punkt i de ord og udtryk, som vi anven­der om dis­se erfa­ring­er, alt­så i dag­ligs­pro­get eller det natur­li­ge sprog. Man kan såle­des tale om, at der fin­des en form for eksi­sten­ti­el fæno­meno­lo­gi, som har karak­ter af en ling­vi­stisk fæno­meno­lo­gi. Og det er den form, jeg selv for­sø­ger at prak­ti­se­re. Men inden vi kom­mer til hjem­lig­heds-erfa­rin­gen, må vi uddy­be fæno­meno­lo­gi­ens begreb om fæno­men og brin­ge det i for­bin­del­se med spro­get.

Når man fæno­meno­lo­gisk under­sø­ger noget, da opfat­tes det fæno­men, man under­sø­ger, som inde­hol­den­de to ele­men­ter – som vi alle­re­de har skit­se­ret: På den ene side rum­mer fæno­me­net et sub­jek­tivt ele­ment, en ret­tet­hed mod noget, som man opfat­ter eller fat­ter, dvs. gri­ber. På den anden side er der tale om et objek­tivt ele­ment, noget som opfat­tes og fat­tes og der­ved kom­mer til at frem­træ­de eller vise sig på en bestemt måde. Når noget alt­så viser sig (og det er ker­nen i ordet fæno­men), er for­ud­sæt­nin­gen for, at det viser sig eller frem­træ­der som noget bestemt, at vi nær­mer os det med et bestemt greb. Det­te greb kan eksem­pel­vis være et begreb, og et sådant har en sådan bestemt­hed, at vi kan give en defi­ni­tion af begre­bet, typisk på den måde, at man angi­ver genus og dif­fe­ren­tia, dvs. for­står gen­stan­den ud fra den mere omfat­ten­de type eller art, gen­stan­den fal­der ind under, samt de sær­li­ge karak­te­ri­sti­ka, som udmær­ker den type ting, som gen­stan­den til­hø­rer. For eksem­pel for­stås men­ne­sket på den måde som et ratio­nelt leven­de væsen. Men meget ofte er der dog tale om andre slags greb. For iføl­ge Hans Lip­ps står vi ikke pri­mært i til­væ­rel­sen over for ting med egen­ska­ber (hvor beg­ge dele ind­fan­ges med almen­be­gre­ber) men er sat i en situ­a­tion, hvor vi er for­vik­let med ver­den, og hvor vi i den­ne for­vik­let­hed må gå i lag med tin­ge­ne for at få udredt situ­a­tio­nen og kom­me vide­re. Her betje­ner vi os af “Begrif­fe des alltäg­li­chen Lebens” (dag­lig­livs-begre­ber), dvs. måder at tage tin­ge­ne op på og for­vand­le situ­a­tio­nen, som Lip­ps kal­der kon­cep­tio­ner, og som også kom­mer til udtryk i de ord og udtryk, vi bru­ger. Også her er der tale om en form for greb, idet det lat­in­ske ord cape­re bety­der gri­be. Lip­ps skel­ner her bl.a. mel­lem prak­ti­ske kon­cep­tio­ner, hvor vi behand­ler og bru­ger noget, som fx “stol” og sig­ten­de kon­cep­tio­ner, hvor vi fat­ter noget på den måde, at det ses eller ople­ves på en bestemt måde, og hvor ordet alt­så arti­ku­le­rer et ind­tryk, som fx “rolig” og “stille”.11Se Hans Lip­ps, Unter­su­chungen zu einer her­me­neu­ti­s­chen Logik (Frank­furt am Main: Vit­to­rio Klos­ter­mann, 1959). Jeg vil i det føl­gen­de se nær­me­re på dis­se to eksemp­ler, idet jeg mener, at vi gen­nem under­sø­gel­sen af de sig­ten­de eller ind­tryks­ar­ti­ku­le­ren­de kon­cep­tio­ner kan få klar­hed over, hvori det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske består. Det vil her vise sig, at alle­re­de orde­ne “rolig” og “stil­le” kan anven­des om noget gud­dom­me­ligt, hvil­ket bli­ver end­nu tyde­li­ge­re, når vi kom­mer til en sig­ten­de kon­cep­tion som “det at føle sig hjem­me”. Men først skal for­skel­len mel­lem almen­be­gre­ber og kon­cep­tio­ner bely­ses nær­me­re ud fra den prak­ti­ske kon­cep­tion “stol”.

Man kun­ne tæn­ke sig, at “stol” var et begreb om en bestemt type møbel (genus) med bestem­te karak­te­ri­sti­ka eller dif­fe­ren­tia, nem­lig et sid­de-møbel. Her­ef­ter kun­ne man tæn­ke sig, at man kan defi­ne­re sto­le som frem­brag­te gen­stan­de med fire ben, en sid­de­pla­de og et ryg­læn. Hvad angår den sid­ste defi­ni­tion, vil­le man imid­ler­tid hur­tigt kun­ne kon­sta­te­re, at der jo ikke behø­ver at være tale om fire ben. Tre er nok, og i givet fald kan sto­len være stol, blot den har en enkelt til­stræk­ke­lig bred fod. Des­u­den gæl­der det, at defi­ni­tio­nen også er gæl­den­de for en bænk, og at hvis sto­len for­stås som en van­dret pla­de, der under­støt­tes, så kom­mer ordet også til at omfat­te en tabu­ret og en skam­mel. Kon­sta­te­rin­gen af, at det er svært at give en defi­ni­tion af rent sag­lig art af en stol, fører til den for­stå­el­se af betyd­nin­gen af ordet “stol”, at det er bru­gen af det­te møbel, vor omgang med det, vort legem­li­ge for­hold til det eller vort greb om det, som er det afgø­ren­de i det­te fæno­mens væsen: En stol er noget, som vi kan bru­ge til at give os støt­te, når vi er i gang med akti­vi­te­ter som at spi­se (jf. noget, der skal til, når vi “går til bords”), skri­ve (skri­ve­bords-stol) eller læse (læse-plads). Og det er net­op, for­di vi har spe­ci­el­le akti­vi­te­ter knyt­tet til bru­gen af sto­le, at vi taler om en læne­stol (afslap­ning), en skam­mel (til at stå op på for at nå noget, som er pla­ce­ret høje­re oppe, end vi selv ræk­ker) osv. Efter­som den brug af eller det greb om, der er med til at gøre en stol til en stol, er, at den skal afgi­ve støt­te til bestem­te akti­vi­te­ter, bli­ver det klart, at vi også kan tale om at sto­le på en anden eller på noget, en anden siger. Efter­som en stol altid opta­ger en bestemt plads et bestemt sted (fx rundt om spi­se­bor­det eller ved skri­ve­bor­det), er det for­stå­e­ligt, at vi kan bru­ge et udtryk som at sæt­te eller stil­le en anden sto­len for døren, hvil­ket jo bety­der, at ved­kom­men­de bli­ver sat på plads. Og efter­som den plads, en stol opta­ger, i almin­de­lig­hed rum­mer et hul­rum under sædet, bli­ver det for­stå­e­ligt, at vi kan tale om at stil­le noget under sto­len i betyd­nin­gen: hem­me­lig­hol­de noget. Ende­lig er for­kla­rin­gen på, at man kan kal­de den opret­stå­en­de pla­de på en vio­lin, hvor stren­ge­ne er fastspændt, for en stol sim­pelt­hen det essen­ti­el­le for­hold ved en stol, at den afgi­ver støt­te. Hvis ikke det­te at afgi­ve støt­te var det cen­tra­le i betyd­nin­gen af “stol”, vil­le det være helt ube­gri­be­ligt, at man skul­le kun­ne “over­fø­re” ordet til en vio­lin.

Men nu til de sig­ten­de kon­cep­tio­ner – og til eksemp­let ro/rolig og stilhed/stille. Orde­ne ro og stil­hed kan i vis­se situ­a­tio­ner bety­de, at der er tale om et fra­vær af enten lyde eller af bevæ­gel­ser – eller af beg­ge dele. Men det for­hold, at ordet rolig på dansk pri­mært anven­des om men­ne­sker i betyd­nin­gen besin­dig (jf. også, at man kan tale om, at et men­ne­ske er “en stil­le type”), og det for­hold, at et udtryk som “det kan du roligt gøre” bety­der, at det kan du trygt gøre, viser, at ker­nen i ordets betyd­ning er det ind­tryk af afslap­pet­hed og har­moni, som bestem­te men­ne­sker giver os, og som står i mod­sæt­ning til det ind­tryk af nervø­si­tet, som andre men­ne­sker kan give os. Det­te ind­tryk kan omgi­vel­ser­ne selv­føl­ge­lig også give os, eksem­pel­vis om afte­nen, hvor alting bli­ver så stil­le og roligt, for­di bevæ­gel­ser­ne for­svin­der (jf. Goet­hes berøm­te digt Über allen Gip­feln ist Ruh (Over alle tin­der er der ro) med linj­en “in den Vip­feln spürt man kaum einen Hauch” (i top­pe­ne for­nem­mer man knap nok en luft­ning), og det for­di lyde­ne for­svin­der: “die Vöge­le­in schwei­gen im Wal­de” (de små fug­le tier i sko­ven). Der­for får hele situ­a­tio­nen, som skil­dres i Goet­hes digt, karak­ter af ro: “Über allen Gip­feln ist Ruh”. Sam­ti­dig er det afgø­ren­de i hele dig­tet, at det først og frem­mest hand­ler om noget sinds­mæs­sigt, jf. slut­nings­linjer­ne: “War­te nur / bal­de / ruhe­st du auch (Vent kun, snart hvi­ler du også)”.)

Alle­re­de ro og stil­hed kan – i bestem­te for­mer og i bestem­te situ­a­tio­ner – siges at rum­me noget gud­dom­me­ligt. Men lad os her gå vide­re til hjem­lig­hed som eksem­pel. Vi vil da kun­ne kon­sta­te­re, at der aller­først – i ana­ly­sen af hjem og hjem­lig­hed – må skel­nes mel­lem hjem og hjem­me i steds­mæs­sig eller geo­gra­fisk for­stand og det at føle sig hjem­me. Der må alt­så skel­nes mel­lem på den ene side hjem, hvor hjem bety­der bolig (mit hjem), og hvor vi taler om at kom­me hjem og at være hjem­me, og hvor vi – i vide­re for­stand – taler om hjem­stavn og hjem­sted og hjem­land. Og på den anden side hjem­lig­hed i betyd­nin­gen at føle sig hjem­me. Men her – alt­så i for­bin­del­se med det at føl­ge sig hjem­me – må vi igen skel­ne yder­li­ge­re. Vi kan tale om det hjem­li­ge og det at føle sig hjem­me som mod­sæt­nin­gen til det at være til ste­de i det offent­li­ge eller i offent­lig­he­den og det at være på arbej­de eller være på sin arbejds­plads. Her vil det at føle sig hjem­me ofte blot have karak­ter af det at slap­pe af, hyg­ge sig, rekre­a­tion. Noget andet og dybe­re er der tale om, når hjem­lig­he­den for­bin­des med ord som hjemve og hjem­længsel (som eksem­pel­vis hos H. C. Ander­sen: “I Dan­mark er jeg født / der har jeg hjem­me”). Her er der tale om, at man har knyt­tet sig til et bestemt sted eller en bestemt livs­form, hvor hjem­lig­hed alt­så bety­der, at man har slå­et følel­ses­mæs­si­ge rød­der: “Hvad var vel i ver­den det fat­ti­ge liv / med al dets for­tæ­ren­de tant / om ikke en plet med en dal og lidt siv / vort hjer­te i skæl­vin­ger bandt”, som det hed­der hos Jep­pe Aakjær i dig­tet Jyl­land. Men sam­ti­dig kan man godt for­nem­me, at der fin­des en end­nu dybe­re og mere vær­di­fuld form for hjem­lig­hed, hvor det afgø­ren­de er, at man har fun­det et sted, hvor man helt og fuldt kan dele sit liv med en bestemt anden eller bestem­te andre – hvor det hjem­li­ge er dybt for­bun­det med for­hol­det til andre. I Somer­set Maug­hams roman Timen før dag­gry møder vi en kvin­de, der sent i livet fin­der en mand, som hun kom­mer til at elske, en kvin­de, hvor­om det hed­der: “Det var som om hun hele sit liv hav­de været en land­flyg­tig, der tære­des hen af længsel efter sit hjem, og i ham hav­de fun­det det hjem, hun altid hav­de vidst ven­te­de på hende”.12Somerset Maug­ham: Timen før dag­gry (Køben­havn: Jes­per­sen og Pio, 1946), 98. Her kan også hen­vi­ses til den engel­ske filo­sof Simon May, der har argu­men­te­ret for, at der er en intim sam­men­hæng mel­lem kær­lig­hed og det at være rod­fæ­stet. For ham er ker­nen i kær­lig­he­den, at den anden med sit nær­vær og sin til­ste­de­væ­rel­se for­ank­rer os i en ver­den, der ikke bare pas­ser til, men også frem­mer vores særeg­ne ejen­dom­me­lig­hed, at vi af den anden bli­ver ført ud af vort eksil og ind til vort vir­ke­li­ge hjem.13Simon May, Love. A New Under­stan­ding of an Anci­ent Emo­tion (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2019).

Når vi har at gøre med de fæno­me­ner, som udgør det gud­dom­me­li­ge i til­væ­rel­sen, har vor for­hol­den sig til dis­se fæno­me­ner som sagt karak­ter af et invol­ve­ret for­hold – en åben og selv­forg­lem­men­de opta­get­hed. Og da træ­der bestem­te ting i til­væ­rel­sen – bestem­te andre men­ne­sker, bestem­te ele­men­ter i omver­de­nen og natu­ren og bestem­te mulig­he­der for akti­vi­tet og omfor­vand­ling frem som skøn­ne, ophø­je­de, strå­len­de, dybe, over­væl­den­de, inder­li­ge. Mar­tin Ander­sen Nexø var uddan­net sko­ma­ger, før han blev dig­ter, og han beskri­ver over­gan­gen fra den form for akti­vi­tet, som sko­ma­ge­ri­et (som en form for Sor­ge) var for ham, til den invol­ve­re­de akti­vi­tet, som digt­nin­gen blev for ham, på føl­gen­de måde: “Når jeg repa­re­re­de et par sko, så var de pæne; men når min tan­ke pud­se­de en enkelt gen­stand op, ja så gav alle ting sig til at skin­ne og leve”.14Martin Ander­sen Nexø, Under åben him­mel. Erin­drin­ger bd. 3 (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1965), 109.

Det gud­dom­me­li­ge er det skin­nen­de i vor til­væ­rel­se. Apro­pos det at være sko­ma­ger, skal det dog til­fø­jes, at også det på et eller andet plan – i design eller i hånd­værk – at frem­stil­le et par sko kan få del i det skin­nen­de.

Med de cita­ter – fra H. C. Ander­sen, Jep­pe Aakjær og Somer­set Maug­ham – angå­en­de hjem­lig­he­den, som jeg net­op har anført, vil jeg demon­stre­re, at lit­te­ra­tu­ren er en form for erken­del­ses­mæs­sig afdæk­ning, som lig­ger i for­læn­gel­se af vor dag­lig­dags-erfa­ring og dag­lig­s­prog, hvor­for det er oplagt at bru­ge den­ne form for erken­del­se i for­bin­del­se med fæno­meno­lo­gi­ske ana­ly­ser af den men­ne­ske­li­ge til­væ­rel­se og fæno­me­ner­ne i den­ne.

Tre for­mer for fæno­meno­lo­gi

I den klas­si­ske (Hus­serl) og i den eksi­sten­ti­el­le fæno­meno­lo­gi (fra Hei­deg­ger til Mer­leau-Pon­ty) er der – som alle­re­de beskre­vet – altid tale om, at fæno­me­net rum­mer to ele­men­ter: et sub­jek­tivt greb og noget objek­tivt gre­bet. I den klas­si­ske fæno­meno­lo­gi tales der om det før­ste ele­ment (det sub­jek­ti­ve) som erken­del­sens kon­sti­tu­tion af det væren­de, og i den eksi­sten­ti­el­le fæno­meno­lo­gi (ikke mindst hos Hei­deg­ger) om den men­ne­ske­li­ge til­væ­rel­ses åben­hed for ver­den. Iføl­ge den klas­si­ske fæno­meno­lo­gi ken­der vi kun til det væren­de, sådan som vi selv har kon­sti­tu­e­ret det i vor erken­del­se af det, og i den eksi­sten­ti­el­le fæno­meno­lo­gi hæv­des, at vi kun ken­der til ver­den i de hori­son­ter, som Sor­ge eller cura har åbnet for os, samt de hori­son­ter, som andre for­mer for akti­vi­tet åbner for os. Her er der imid­ler­tid fæno­meno­lo­ger, der hyl­der en tred­je form for fæno­meno­lo­gi, blandt dem atter K. E. Løgstrup, der hæv­der, at “vor til­væ­rel­ses åben­hed er så radi­kal, at hvad der er til og hvad der går for sig viser sig, sådan som det er i sig selv”.15K. E. Løgstrup, Vid­de og præg­nans. Sprog­fi­lo­so­fi­ske betragt­nin­ger. Meta­fy­sik I. (Køben­havn: Gyl­den­dal 1976), 135. Løgstrup mener, at der må skel­nes mel­lem på den ene side det men­ne­ske­skab­te og på den anden side det natur­giv­ne eller de giv­ne omgi­vel­ser og den giv­ne natur. Om det før­ste gæl­der det, at vi selv kon­sti­tu­e­rer det eller åbner det op ud fra vore greb. Men om det natur­giv­ne – fx et træ – gæl­der det iføl­ge Løgstrup, at vi ikke møder op “med vor for­stå­el­se af hvad et træ er for med den at for­stå, at træ­et uden­for huset er et træ. Sådan ople­ver vi det i hvert fald ikke. Sna­re­re ople­ver vi det, som træ­et gav os for­stå­el­sen af, at det er et træ. Ikke fra os selv, men fra træ­et ved vi, at det er et træ. I sin for­stå­e­lig­hed giver ver­den os orde­ne. Alle fore­kom­ster­ne synes at tale med om deres væsen og bli­ve selv­stæn­di­ge part­ne­re i forståelsen”.16Løgstrup, Vid­de og præg­nans, 143. Også andre fæno­meno­lo­ger tæn­ker på en til­sva­ren­de måde, for eksem­pel de fran­ske teo­lo­gi­ske fæno­meno­lo­ger Jean-Luc Marion og Michel Hen­ry, og her­hjem­me ide­hi­sto­ri­ke­ren Finn Thor­b­jørn Han­sen.

Han­sen har sam­men med sin kone Ann Char­lot­te Thor­sted i bogen At tæn­ke med hjer­tet givet en rede­gø­rel­se for den­ne sidst­nævn­te posi­tion og sam­men­lig­net den med de to før­ste (Hus­serl og Hei­deg­ger). De lader her Marion stå som den­ne tred­je posi­tions mest cen­tra­le tæn­ker. Marion mener, at der fin­des fæno­me­ner, som han kal­der gene­rø­se eller mæt­te­de, og det, de er mæt­te­de med, er menings­fyl­de, “en forun­der­lig og ufor­klar­lig meningsfuldhed”:17Ann Char­lot­te Thor­sted & Finn Thor­b­jørn Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet. En grund­bog i eksi­sten­ti­el prak­sis­fæ­no­meno­lo­gi (Aar­hus: Klim, 2022), 209. “Dis­se erfa­ring­er over­skri­der, hvad vi som men­ne­ske kan fat­te og dog alli­ge­vel ane som dybt menings­ful­de eller meningsgivende”.18Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 207. Vi kan ikke erken­de dem og fat­te dem og opfat­te dem med spro­get, men “vi aner dem i øje­blik­ke, hvor vi er slå­et af dyb forundring”.19Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 206. De er “dybt gåde­ful­de fæno­me­ner og meta­fy­si­ske erfa­ring­er og begi­ven­he­der, der over­skri­der, hvad vi kan begri­be og kog­ni­tivt for­stå med vores bevidst­hed, sprog og men­ne­ske­li­ge erkendelse”.20Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 216. Vi kan møde dem i “erfa­rin­gen af dyb kær­lig­hed, forun­der­lig og uven­tet til­lids­fuld­hed, i legen, i ven­ska­bet, i de selv­forg­lem­men­de sam­ta­ler, i kunst­ne­ri­ske eller natur­mæs­si­ge ople­vel­ser af stor skøn­hed eller ube­gri­be­lig bjerg­ta­get­hed og nær­vær — livs­glæ­de og livsmod”.21Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 207. Dis­se fæno­me­ner er tyde­lig­vis meget beslæg­te­de med de fæno­me­ner, som jeg har kaldt “det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske”. Men det afgø­ren­de for den­ne tred­je posi­tion er tan­ken om, at de ikke for­ud­sæt­ter en sub­jek­tiv ind­sats eller et sub­jek­tivt “greb”. Det er “ikke men­ne­sket, der er aktø­ren, men sna­re­re fæno­me­net selv. Det ene­ste, vi men­ne­sker kan for­sø­ge at gøre her, er at træ­de til siden, for at fæno­me­net selv kan få mulig­hed for at kom­me til”.22Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 209. Dis­se fæno­me­ner kal­der på os. Vi kan “ane og for­nem­me en erfa­ring og ‘kal­den’ i øje­blik­ket fra et sted så at sige bag­om både spro­get og værens­ho­ri­son­ten. Den­ne bag­ved­lig­gen­de hori­sont er det, vi benæv­ner mysteriumhorisonten”.23Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 216.

Jeg mener, at både Løgstrup, Marion, Thor­sted og Han­sen tager fejl. Lad mig her skel­ne mel­lem for­skel­li­ge typer af fæno­me­ner. Både når det gæl­der om at for­stå en stol, og når det gæl­der om at for­stå et træ (eller ro og stil­hed eller hjem­lig­hed eller kær­lig­hed), gæl­der det, at der altid er tale om to “selv­stæn­di­ge part­ne­re i for­stå­el­sen”. Blot må man for­stå, at der ved siden af den form for åben­hed, der er knyt­tet til Sor­ge – alt­så den til bru­gen og anven­del­sens knyt­te­de åben­hed – fin­des en lang ræk­ke andre for­mer for åben­hed, som er knyt­tet til andre for­mer for akti­vi­te­ter. I for­hold til træ­er mener jeg, at vi først og frem­mest udfol­der en form for ople­ven­de akti­vi­tet, som dels består i arti­ku­le­ring af det san­se­mæs­si­ge, dels består i en krops­lig efter­lig­ning – en krops­lig-mime­tisk akti­vi­tet – sam­men med følel­ser­ne og med fantasien.24Jf. Mogens Pahuus, Natu­ren og den men­ne­ske­li­ge natur (Aar­hus: Phi­los­op­hia, 1988).

Noget andet er, at vi i mødet med noget ikke-brug­bart, alt­så noget natur­ligt givet, ofte begyn­der med at bli­ve til­talt af det, vi møder, og at vor egen akti­vi­tet så at sige kom­mer i anden ræk­ke. Når man møder et træ af en bestemt type, kan det gøre ind­tryk og vir­ke ind på os og berø­re og bevæ­ge os med sin form for oprejst­hed og rank­hed, med sin form for gre­ne og dis­ses form for for­gre­net­hed, med sin form for bla­de­nes form og far­ve, og der­med kan det akti­ve­re nye for­mer for krops­lig mime­sis hos os. Det kan være til­fæl­det, når man før­ste gang ser et kæm­pe­fyr­re­træ nord for San Fran­si­sco, eller når man før­ste gang ser en japansk vand­gran, men det kan også ske, når man ser på det impo­ne­ren­de ege­træ, som står ved siden af søen i Øre­gård-par­ken i Køben­havn, selv om man dog man­ge gan­ge før har beun­dret ege­træ­er. På den­ne måde kan det ople­ves, som om det afgø­ren­de er, at træ­et vir­ke­lig taler til os og gør noget ved os. Men ved nær­me­re eftertan­ke bli­ver det jo klart, at træ­et fak­tisk kun kan vir­ke ind på os, for­di vi er til ste­de med vore erfa­ring­er af og indstil­let­hed på, at plan­ter og træ­er altid er noget, som rej­ser sig op og stræk­ker sig op og udfol­der sig – eller i ege­træ­ets til­fæl­de alle­re­de møder op med man­ge erfa­ring­er af ege­træ­er og der­med man­ge ele­men­ter i kon­cep­tio­nen af et ege­træ. Så der er også altid et ele­ment af noget sub­jek­tivt, som gør, at vi over­ho­ve­det kan opfat­te det, vi står over for, som noget vege­ta­tivt. Alle møder op med en sådan hold­ning i for­hold til træ­er, men sam­ti­dig er der jo stor for­skel på, om man er til ste­de i den­ne hold­ning og akti­vi­tet på en invol­ve­ret måde. Der er for­skel på men­ne­sker, når det gæl­der træ­ers betyd­ning for dem, men det er sigen­de, at bestem­te træ­er i adskil­li­ge reli­gio­ner bli­ver betrag­tet som noget, der rum­mer hel­lig­hed eller det gud­dom­me­li­ge.

Kon­klu­sion

Hvor roman­ti­ker­ne var til­bø­je­li­ge til at foku­se­re på det sto­re og ophø­je­de i deres søgen efter det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske, er man­ge af os i dag – og i det hele taget siden den såkald­te sto­re gene­ra­tion i dansk lit­te­ra­tur, livs­fi­lo­so­fi og kunst i begyn­del­sen af nit­ten­hund­re­de­tal­let (“det sto­fli­ge gen­nem­brud”, “vita­lis­men”) – lige så opta­ge­de af “det uen­de­ligt sto­re i det uen­de­ligt små”, som det hed hos Georg Bran­des. Vi kan se det gud­dom­me­li­ge ikke kun i de sto­re træ­er men også i det fro­di­ge græs og blom­s­ter­myl­de­ret i “et hjør­ne af heg­net” (J. P. Jacob­sen). Lad mig give et eksem­pel hen­tet fra lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­ke­ren Vil­helm Ander­sen. Han for­tæl­ler i sin essayi­sti­ske bog Aaret og dagen om en spad­se­re­tur sam­men med en venin­de ad en sti mel­lem en rug­mark og et leven­de hegn, hvor de kom­mer til et sted, hvor rugen hører op, og heg­net stø­der sam­men med et nyt hegn, hvil­ket bety­der, at de kom­mer til en krog, der var helt til­gro­et med vil­de buske og blom­ster. Den­ne krog ven­der mod syd og lig­ger i læ, og det bety­der, at alt, hvad der gror i den, har nået en usæd­van­lig stør­rel­se og fyl­de, sam­ti­dig med at den regn­ful­de som­mer har gen­gi­vet plan­ter­ne deres for­års­frisk­hed. De to spad­se­ren­de, som hidtil har været tem­me­lig tav­se, for­di der var noget, de hav­de været ueni­ge om eller bedrø­ve­de over, bli­ver her uvil­kår­ligt stå­en­de: “Vi maa hver for sig have for­staa­et eller anet, at Natu­rens Vil­je er Blom­string, Udfol­del­se, Hen­gi­vel­se, Aaben­hed, og at egent­ligt til­k­nap­pe­de Miner og det til­luk­ke­de Sind er et men­ne­ske­ligt Paa­fund, hvor­med vi blot beskæ­rer hin­an­den Guds Gaver. Vore Hjer­ter var under Ind­tryk­ket af al den­ne Blom­string sprun­get ud paany”.25Vilhelm Ander­sen, Aaret og dagen (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1954), 86. Ander­sen skrev fle­re livs­fi­lo­so­fi­ske bøger og for­sva­re­de lige­som jeg – og man­ge af de andre dig­te­re og tæn­ke­re i det sto­re gen­nem­brud – tan­ken om det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske.

På til­sva­ren­de måde må vi også revi­de­re roman­ti­ker­nes opfat­tel­se af det ska­ben­de. Hvor de – som i H. C. Ander­sens Klok­ken – fandt det ska­ben­de i det kunst­ne­ri­ske (H. C. Ander­sen selv) og erken­del­ses­mæs­si­ge (H. C. Ørsted), der kan vi se, at også i hånd­vær­ket og i det idræts­mæs­si­ge kan der ska­bes noget sublimt. Ja, selv et barn kan være nyska­ben­de i sin måde at tage tin­ge­ne op på, hvil­ket eksem­pel­vis kan kom­me til udtryk i dets meta­fori­ske sprog­brug. Som da mit niåri­ge bar­ne­barn om turen på sin vand-rut­sje­ba­ne sag­de, at hun føl­te sig tør som en rosin, i ste­det for at hun skul­le have været glat som en del­fin.

Hvad angår roman­ti­ker­nes for­stå­el­se af kær­lig­he­den som gud­dom­me­lig, har vi min­dre grund til at revi­de­re deres opfat­tel­se. Også de var opta­get af fx ven­ska­bet som noget, der i vis­se til­fæl­de kan rum­me en cen­tral form for kær­lig­hed. Til gen­gæld er der grund til her at beto­ne – og det er der også i for­bin­del­se med natu­ro­p­le­vel­sen og den ska­ben­de virk­som­hed – at der i det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske altid er tale om en for­e­ning af det sto­re i det objek­tivt giv­ne og af en sub­jek­tiv ind­sats – og alt­så ikke kun om noget stort “der­u­de”, som “kal­der på” os og “taler til” os. Og at det sub­jek­ti­ve her i sær­lig grad har karak­ter af noget inder­ligt, lige­som det objek­ti­ve i sær­lig grad har karak­ter af det i for­hold til os selv ander­le­des og ydre. Noget som hver­ken roman­ti­ker­ne eller den net­op nævn­te tred­je form for fæno­meno­lo­gi (“værens-hori­son­ten”, “myste­ri­um-hori­son­ten”) hav­de og har til­stræk­ke­lig for­stå­el­se for. For når det dre­jer sig om fæno­me­ner som kær­lig­hed, til­lids­fuld­hed, ven­skab, selv­forg­lem­men­de sam­ta­ler, alt­så eksi­sten­ti­el­le og mel­lem­men­ne­ske­li­ge fæno­me­ner, er der, hvad angår den sub­jek­ti­ve fak­tor eller ind­sats, tale om en evne til at være helt og fuldt til ste­de ud fra det inder­ste i en selv, alt­så at være til ud fra for­skel­li­ge for­mer for følel­ses­mæs­sig invol­ve­ret­hed. Og hvad angår det objek­ti­ve, det man møder, fin­des der grund­læg­gen­de to måder at for­hol­de sig til andre på. Den før­ste er det at have brug for den anden, at have behov for den anden, ønske noget af den anden, hvor ret­nin­gen er, at man vil have noget fra den anden og føre noget hen til sig selv. Den anden er det at gå ud til den anden i en opta­get­hed af den anden eller af noget, man har fæl­les med den anden, og hvor ret­nin­gen er, at man giver sig selv hen til det andet (jf. ordet hen­gi­ven­hed) eller til det fæl­les, alt­så går væk fra sig selv. Kun i det sid­ste til­fæl­de går man for alvor ud til det giv­ne – til det objek­ti­ve. Vi har alt­så her en for­e­ning af det i inder­lig for­stand sub­jek­ti­ve og det i objek­tiv for­stand ander­le­des.

Både i den selv­forg­lem­men­de glæ­de over det natur­giv­ne og leven­de, i den ska­ben­de virk­som­hed og i hen­gi­vel­sen til et andet men­ne­ske er der alt­så tale om, at vi på en gang er åbne for noget betyd­nings­fuldt i ver­den og de andre, og at vi er til ste­de med en sub­jek­tiv indstil­let­hed, for­hol­den sig eller ind­sats. Det er her tale om noget, man ikke har i sin magt, men sam­ti­dig er der altid også tale om, at man er til ste­de på en ind­sats­mæs­sig måde. Løgstrup taler såle­des om kær­lig­he­den – der jo pri­mært er noget, der veder­fa­res os – som noget, der kræ­ver, at vi i den er til ste­de som “en sam­let magt”, hvil­ket bety­der, at kær­lig­he­den for­ud­sæt­ter, at man har sam­let sig, og det er en kræ­ven­de ting. På til­sva­ren­de måde må vi have gjort en ind­sats for at kun­ne for­stå og ople­ve, “at Natu­rens vil­je er Blom­string, Udfol­del­se, Hen­gi­vel­se, Aabenhed”.26Andersen, Aaret og dagen, 86. Lige­som der skal en lang­va­rig ind­sats af træ­nings­mæs­sig karak­ter til, for at en eli­te­gym­nast kan ska­be den form for det subli­me, som lig­ger i hans eller hen­des suveræ­ne og/eller gra­tiø­se bevæ­gel­ser. For en cen­tral form for det ska­ben­de er det selv-ska­ben­de, hvor vi ikke blot – som Ari­sto­te­les påpe­ge­de – ska­ber vor egen moral­ske karak­ter gen­nem øvel­se – men hvor vi også ska­ber os selv i mere legem­lig og bevæ­gel­ses­mæs­sig for­stand. Det bety­der, at vi både i for­hol­det til andre (Mitwelt), i for­hol­det til det giv­ne omkring os (Umwelt) og i den enkel­tes for­hold til sig selv (Eigenwelt) må for­bin­de det, der veder­fa­res os, med en aktiv for­hol­den sig.

1. Begyndende med Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023.
2. Mogens Pahuus, Det gud­dom­me­li­ge i det jor­di­ske. Fæno­meno­lo­gi­ske bidrag til en livsan­sku­el­se (Aal­borg: Aal­borg uni­ver­si­tets­for­lag, 2023).
3. Johannes V. Jen­sen, Myter I (Køben­havn: Gyl­den­dal 1946), 95–96.
4. Svend Ander­sen et al, Reli­gions­fi­lo­so­fi (Køben­havn: Gad, 2002), 88.
5. Paul Til­lich, The Dyna­mi­cs of Faith (New York: Har­per and Bro­t­hers 1957).
6. K. E. Løgstrup, Soli­da­ri­tet og kær­lig­hed (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1987), 117.
7. Niels Hen­rik Gre­ger­sen, Ind i fæl­les­ska­bet (Køben­havn: Eksi­sten­sen, 2021), 27.
8. Jf. Hart­mut Rosa, Reso­nans (Køben­havn: Eksi­sten­sen, 2022).
9. Jf. Mar­tin Buber, Jeg og du (Køben­havn: Munks­gaard, 1964).
10. Jf. Lud­vig Feil­berg, Sam­le­de skrif­ter I‑II (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1949).
11. Se Hans Lip­ps, Unter­su­chungen zu einer her­me­neu­ti­s­chen Logik (Frank­furt am Main: Vit­to­rio Klos­ter­mann, 1959).
12. Somerset Maug­ham: Timen før dag­gry (Køben­havn: Jes­per­sen og Pio, 1946), 98.
13. Simon May, Love. A New Under­stan­ding of an Anci­ent Emo­tion (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2019).
14. Martin Ander­sen Nexø, Under åben him­mel. Erin­drin­ger bd. 3 (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1965), 109.
15. K. E. Løgstrup, Vid­de og præg­nans. Sprog­fi­lo­so­fi­ske betragt­nin­ger. Meta­fy­sik I. (Køben­havn: Gyl­den­dal 1976), 135.
16. Løgstrup, Vid­de og præg­nans, 143.
17. Ann Char­lot­te Thor­sted & Finn Thor­b­jørn Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet. En grund­bog i eksi­sten­ti­el prak­sis­fæ­no­meno­lo­gi (Aar­hus: Klim, 2022), 209.
18. Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 207.
19. Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 206.
20. Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 216.
21. Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 207.
22. Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 209.
23. Thorsted & Han­sen, At tæn­ke med hjer­tet, 216.
24. Jf. Mogens Pahuus, Natu­ren og den men­ne­ske­li­ge natur (Aar­hus: Phi­los­op­hia, 1988).
25. Vilhelm Ander­sen, Aaret og dagen (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1954), 86.
26. Andersen, Aaret og dagen, 86.

Om fæno­meno­logiens sag. Kommentar til Fæno­menologi­fejden

Jeg er ble­vet ind­budt af Para­doks til at bidra­ge til ræk­ken af ind­læg, der her er ble­vet publi­ce­ret i de for­gan­ge måne­der af Søren Gosvig Ole­sen og Søren Over­gaard for at give en kom­men­tar fra en posi­tion lidt uden for den umid­del­ba­re dan­ske kon­tekst. Jeg har kendt dem beg­ge læn­ge og har sam­ar­bej­det med dem hver for sig i for­skel­li­ge sam­men­hæn­ge. Beg­ge har leve­ret vig­ti­ge bidrag til den fæno­meno­lo­gi­ske filo­so­fi i Nor­den. Det har der­for været en lidt pin­ag­tig ople­vel­se at over­væ­re et repliks­kif­te, der lige fra begyn­del­sen forta­ber sig i pole­mik og sar­kas­mer. Efter­som jeg anser det for påtræn­gen­de at have en sam­ta­le om fæno­meno­lo­gi­ens plads i det nuti­di­ge filo­so­fi­ske land­skab, har jeg imid­ler­tid tak­ket ja til at bidra­ge med en kort kom­men­tar, der for­hå­bent­lig kan åbne mulig­he­den for en fort­sat sam­ta­le.

Fejdens anled­ning er Gosvigs fru­stra­tion over en vis stan­dard­pro­ce­du­re, når det kom­mer til at præ­sen­te­re såkaldt “kon­ti­nen­tal filo­so­fi” på grundkurser.1Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023. Blot det fak­tum, at det frem­fø­res som “kon­ti­nen­tal” i mod­sæt­ning til “ana­ly­tisk” er vild­le­den­de, og i et vist omfang er det at give efter for en opde­ling, der alle­re­de fra star­ten accep­te­rer skel­let mel­lem ana­ly­tisk og kon­ti­nen­tal filo­so­fi som en legi­tim og sag­ligt moti­ve­ret klas­si­fi­ka­tion af nuti­dens filo­so­fi­ske land­skab. Jeg er enig med ham i, at det­te udgør et dår­ligt kort, der ikke hjæl­per os syn­der­ligt med at navi­ge­re. Hus­serl står i fle­re hen­se­en­der nær­me­re en “ana­ly­tisk” filo­sof som Fre­ge end for eksem­pel Deleuze. Afstan­den mel­lem hei­deg­ge­ri­a­ne­re og den kri­ti­ske teo­ris repræ­sen­tan­ter er ofte stør­re end mel­lem her­me­neu­tisk filo­so­fi og ame­ri­kansk nyprag­ma­tis­me. Og hvor Witt­genste­in og hans efter­føl­ge­re egent­lig befin­der sig, det er svært at afgø­re. For nu blot at næv­ne et par eksemp­ler.

Frem for alt er Gosvig dog fru­stre­ret over, hvor­dan den fæno­meno­lo­gi­ske filo­so­fi præ­sen­te­res i de lærebø­ger, der anven­des på det kur­sus, hvor han selv under­vi­ser. Hvil­ke hånd­bø­ger der er tale om, og hvor­for de i så fald anven­des, bli­ver imid­ler­tid aldrig klart. Over­gaard stil­ler i sit før­ste ind­læg det helt rime­li­ge spørgs­mål, hvil­ke bøger om fæno­meno­lo­gi Gosvig sig­ter til.2Søren Over­gaard, “Fup og fæno­meno­lo­gi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 13. febru­ar 2023. Den kends­ger­ning, at det­te spørgs­mål aldrig bli­ver ordent­ligt besva­ret, bidra­ger desvær­re til, at sam­ta­len mel­lem dem afspo­res fra begyn­del­sen.

I lyset af min egen under­vis­ning­ser­fa­ring undrer jeg mig over det­te pro­blem. Ved min insti­tu­tion væl­ger under­vi­ser­ne selv hvil­ken sekun­dær­lit­te­ra­tur, de vil anbe­fa­le de stu­de­ren­de at læse. Hvis en bog er dår­lig, skif­ter vi den ud. Hvor­for en kva­li­fi­ce­ret for­sker ved et godt uni­ver­si­tet skul­le under­vi­se i lit­te­ra­tur, han ikke selv synes om eller anser for påli­de­lig, er for mig svært at for­stå. Læn­ge­re frem­me i debat­ten præ­sen­te­rer Gosvig mate­ri­a­le fra noget, der synes at være hans eget kom­pen­di­um om fæno­meno­lo­gi­en og dens histo­rie, blandt andet Hus­serl og Merleau-Ponty.3Søren Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023. Selv har jeg gen­nem åre­ne som under­vi­ser i fæno­meno­lo­gi udvik­let egne under­vis­nings­ma­te­ri­a­ler, intro­duk­tions­bø­ger til både Hei­deg­ger og Hus­serl, som jeg lader de stu­de­ren­de læse. Men da er det som sup­ple­ment til pri­mær­lit­te­ra­tu­ren og til udvalg­te, kva­li­fi­ce­re­de bidrag fra andre for­ske­re. Lærebø­ger und­går vi som regel som andet end refe­ren­cekil­der. Og når det gæl­der val­get af kom­men­ta­rer, er det kva­li­te­ten, der tæl­ler, ikke hvil­ket sprog, det er skre­vet på. Selv­føl­ge­lig fin­des der man­ge kva­li­fi­ce­re­de for­tol­ke­re af fæno­meno­lo­gi, der skri­ver på engelsk, det bur­de slet ikke være nød­ven­digt at påpe­ge.

En sag, som Gosvig tager op, og som Over­gaard synes at være enig med ham i, er vig­tig­he­den af selv at bli­ve kon­fron­te­ret med ori­gi­nal­tek­ster, og ikke kun i små, udvalg­te bid­der, men i form af hele vær­ker. I den uddan­nel­se, vi har udfor­met på Södertörns högsko­la i Sto­ck­holm, er det­te en cen­tral kom­po­nent, til dels på før­ste seme­ster og især fra andet. En filo­so­fisk erfa­ring bør inde­bæ­re vir­ke­lig at udsæt­te sig for en anden filo­so­fisk stem­me, som kom­mer til udtryk i et gen­nemtænkt værk. Det fin­des ingen lære­bog, ikke engang hvis den er skre­vet af en kva­li­fi­ce­ret for­tol­ker, der kan erstat­te den­ne erfa­ring af at være over­ladt til tek­sten selv og fin­de frem til en egen indre dia­log med dens ærin­de.

På det­te punkt adskil­ler de for­skel­li­ge filo­so­fi­ske tra­di­tio­ner sig i dag. Inden for den gængse ang­lo­a­me­ri­kan­ske main­stream­fi­lo­so­fi er det­te aspekt af den filo­so­fi­ske dan­nel­se næsten helt for­s­vun­det. Man læser artik­ler, mesten­dels nyskrev­ne, og man sko­les i at ana­ly­se­re og ned­bry­de deres argu­men­ta­tion med hen­blik på nog­le enkel­te spørgs­mål og at for­mu­le­re sit eget pole­mi­ske stand­punkt. Stan­dard­mo­del­len for en sådan filo­so­fisk dis­kurs er: In this paper I will discuss x’s view on y, and I will show that it is part­ly flawed, but that it can pos­sibly be saved by adding furt­her clau­ses to its argu­ment, etc. Det er en form for moder­ne sofi­stik, der som regel er præ­get af en man­gel på ærin­de og en man­gel på alvor.

Det, jeg vil kal­de en her­me­neu­tisk erfa­ring, er i ste­det en erfa­ring af at se og for­stå ver­den, hvor det også er os selv, spørgs­må­let angår. Det var det, Hans-Georg Gada­mer ofte vend­te til­ba­ge til som erfa­rin­gen af at stå i den sam­ta­le, som tra­di­tio­nen er. Det er at lade sig til­ta­le på en måde, der moti­ve­rer læse­ren til at se sin plads i en stør­re histo­risk og sprog­lig sam­men­hæng. At læse tek­ster på den­ne måde, ikke som var det en mod­stan­der, hvis ord man skal pil­le fra hin­an­den, men som nogen, der har set og for­stå­et mere, end man selv har, og som frem for alt har set ver­den fra et ander­le­des per­spek­tiv, det er at bli­ve ledt frem til det, som både Hus­serl, Hei­deg­ger og Gada­mer omtal­te som en besin­del­se, det tyske Besin­nung. Det var det­te ord, som alle­re­de Schlei­er­ma­cher benyt­te­de for at over­sæt­te Pla­tons begreb sof­ro­sy­ne.

Det er i dag vig­tigt at for­sva­re filo­so­fi­en som også væren­de et sådant histo­risk ori­en­te­ret dan­nel­sesfag, der til­li­ge ind­be­fat­ter sprog­lig og histo­risk kund­skab og bevidst­hed. Det gæl­der om at bry­de igen­nem det præ­sen­ti­sti­ske ang­lo­fo­ne bur, der hol­der men­ne­sket fan­get i sit jeg, sin sam­tid og sin kul­tu­rel­le hori­sont. Det hand­ler ikke om nostal­gi efter tra­di­tion og histo­rie eller om reak­tio­nært at ven­de sam­ti­den ryg­gen. I ste­det hand­ler det om at udvi­de syns­fel­tet. De udfor­drin­ger, som men­ne­ske­he­den står over for i dag, gør det vig­ti­ge­re end nogen­sin­de at kun­ne se sin histo­ri­ske situ­a­tion i et læn­ge­re per­spek­tiv og erhver­ve værk­tøj til at tæn­ke ander­le­des. Det er ikke nok at anlæg­ge norm­kri­ti­ske per­spek­ti­ver, der ofte kun inde­bæ­rer, at nuti­den bekræf­ter sin egen følel­se af selv­til­stræk­ke­lig­hed. Det kræ­ver i ste­det, at man for­mår at søge ud på den åbne plads, hvor den viden­ska­be­li­ge kul­tur med hele dens nor­ma­tivt-tek­ni­ske for­nuft kan syn­lig­gø­res som et igang­væ­ren­de histo­risk even­tyr, i hvil­ket vi selv er med­vir­ken­de.

Den såkald­te “kon­ti­nen­tale filo­so­fi” er i den­ne hen­se­en­de ikke blot ét stand­punkt blandt andre. Stu­di­er i post­kan­ti­ansk ide­a­li­stisk, fæno­meno­lo­gisk og her­me­neu­tisk filo­so­fi er en måde at få øje på ver­den, som peger ud over den gængse tek­nisk-instru­men­tel­le for­nuft. Det er en mino­ri­tetspo­si­tion inden for vor tids uddan­nel­ses­kul­tur og inden for vor tids filo­so­fi. Her risi­ke­rer den at bli­ve yder­li­ge­re mar­gi­na­li­se­ret frem­over, for­di den i sam­men­lig­ning med main­stream­fi­lo­so­fi­en ikke pas­ser lige så godt ind i den publi­ce­rings- og meri­te­rings­prak­sis, der i alt over­ve­jen­de grad sty­rer det aka­de­mi­ske vir­ke.

Hvad angår Gosvigs ind­fø­je­de, lil­le afhandling,4Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens genstand”. så kan jeg kun istem­me stør­ste­delen af det, han siger der. Det gæl­der ikke mindst beto­nin­gen af fæno­meno­lo­gi­en som væsensvi­den­skab. Jeg til­slut­ter mig også, at net­op det fæno­meno­lo­gi­ske væsens­be­greb i dag er blandt de svæ­re­ste at for­mid­le til de stu­de­ren­de, efter­som vores viden­ska­be­li­ge kul­tur ofte præ­ges af en pro­gram­ma­tisk anties­sen­ti­a­lis­me. Man kan dog ikke for­stå, hvor­fra Hus­serl kom­mer eller hvor han er på vej hen, hvis man ikke ser, hvor­dan han – med sin logisk-mate­ma­ti­ske bag­grund – også ser en mulig­hed for at udvi­de det­te tan­ke­mæs­si­ge arbej­de til en filo­so­fisk psy­ko­lo­gi og menings­te­o­ri. Den fæno­meno­lo­gi­ske reduk­tion er sam­men med vari­a­tions­me­to­den, der lader os opda­ge gene­rel­le møn­stre i sans­nin­gen og i erfa­rin­gen, sel­ve for­ud­sæt­nin­gen for tan­ken om fæno­meno­lo­gi som filo­so­fisk viden­skab.

Det­te gæl­der i lige så høj grad for Hus­serls sene filo­so­fi, der beto­ner inter­sub­jek­ti­vi­tet, livs­ver­den og histo­rie. Selv her hvi­ler dens meto­de på, at dis­se områ­der af men­ne­ske­ligt liv og men­ne­ske­lig erfa­ring har en vis gene­rel eller uni­ver­sel struk­tur, der kan afdæk­kes gen­nem syste­ma­tisk ana­ly­se.

For fuldt ud at for­stå den­ne væsen­son­to­lo­gi må man, som Gosvig også frem­hæ­ver, bry­de med en for­enk­let main­stream­fi­lo­so­fi. Det hand­ler ikke om rea­li­tet i naiv, objek­ti­vi­stisk for­stand. Sel­ve fæno­meno­lo­gi­ens grund­lag, ja, dens indre eksi­stens­be­ret­ti­gel­se, hand­ler om at sæt­te spørgs­måls­tegn ved den slags ure­flek­te­ret natu­ra­lis­me og psy­ko­lo­gis­me. Hus­serl er en kri­ti­ker af sin tids nai­ve sci­en­tis­me, lige­som Kant og Hegel var det af deres til­sva­ren­de tidsånd. Og her har fæno­meno­lo­gi­en fort­sat en vig­tig opga­ve. I en tidsal­der, der kun er ble­vet end­nu mere fik­se­ret på det mate­ri­elt-tek­ni­ske, og som ikke læn­ge­re tror, at sub­jek­ti­vi­tet er noget andet end avan­ce­re­de algo­rit­mer, der kan imple­men­te­res i maski­ner, er der behov for fæno­meno­lo­gi­en til at vise men­ne­sker, hvad erfa­ring er, og i sid­ste ende sågar også hvad ver­den er. Den til­by­der en udvej til at for­stå ver­den som en menings­sam­men­hæng, i hvil­ken sub­jek­ti­vi­te­ten altid alle­re­de er indbefattet.5Oversat fra svensk af Kri­sti­an Ole­sen Toft.

Hvad er argumentation? Hvad er filosofi? Hvad er at læse?

Nu hvor Para­doks’ fejde om fæno­meno­lo­gi­en, det­te loka­l­op­gør, til­sy­ne­la­den­de har nået eller dog nær­met sig sin afslutning,1Søren Over­gaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, Tids­skrif­tet Para­doks, 14. marts 2023. må det vist være min tur til ikke at læse. Jeg mener, efter igen­nem det ene ind­læg efter det andet at have været vid­ne til et for­svar imod at læse fin­der jeg det ufor­svar­ligt at fort­sæt­te, som om min mulig­hed for at bli­ve læst var inden for pæda­go­gisk ræk­ke­vid­de. Når jeg efter at have hen­vist til fem­ten for­fat­ter­ska­ber som kom­pe­ten­te for­tolk­nin­ger af fæno­meno­lo­gi­en sta­dig bli­ver beskyldt for ikke at hen­vi­se til sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren, når jeg efter at have givet en gen­nem­gang af fæno­meno­lo­gi­en sta­dig bli­ver afkræ­vet guld­korn og begrun­del­ser, når jeg efter at have leve­ret alt det efter­s­purg­te sta­dig kun mødes af præ­di­ke­ner om slut­nings­for­mer og påkal­del­se af fæno­meno­lo­gi­ens ånd, så er det nok bed­re, at jeg ret­ter blik­ket imod noget andet.

Talen er om argu­men­ta­tion. Vi skal igen­nem hele det dræ­ben­de aka­de­mi­ske lita­ni fra non sequi­tur og tu quoque til ham den vel­kend­te strå­mand: Vi skal kun se på argu­men­ter­ne, og de skal “ren­ses for reto­risk staffage”.2Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶26. Men når der tales om at ren­se noget for reto­risk staf­fa­ge, argu­men­te­res der så? Der tales i det mind­ste. Men det er alt­så ikke reto­rik, når der tales sådan? Det gæl­der om “at hol­de hove­d­et koldt og skri­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk frem”.3Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶26. Og den slags for­mu­le­rin­ger viser, at man hol­der hove­d­et koldt og skri­der såle­des frem?

Jeg har inter­es­se­ret mig for den­ne måde at bedri­ve filo­so­fi på i man­ge år. Dels for sjov – for det er sjovt at føl­ge, hvor­dan argu­men­ta­tion fak­tisk fore­går. Kol­le­ger­ne ovre på reto­rik har et skar­pt blik for det; den kon­flikt mel­lem reto­rik og filo­so­fi, som alle­re­de var gam­mel hos Pla­ton, er langt fra for­bi. Måske er den evig. Jeg kan hen­vi­se folk, der har tid, til mine opsat­ser “Logik for høns” (i At læse filo­so­fi fra 1992) og “Fle­re dår­li­ge argu­men­ter” (i For­søg med filo­so­fi­en fra 2011). Dels for alvor – for det er alvor­ligt, at filo­so­fi­en for det meste lever i en fortræng­ning af sit eget ele­ment, tek­sten. Min før­ste bog, La phi­los­op­hie dans le texte fra 1982, hand­ler om det­te pro­blem; filo­so­fi­ens pro­blem med sig selv. Den hand­ler også om Kier­ke­gaard, for han er om nogen en, som folk har læst uden at se hans tekst. Som om man skul­le se igen­nem tek­sten. (Kier­ke­gaard har fået mere plads i den sene­ste udga­ve fra 2017, og det er ikke uden betyd­ning for det føl­gen­de.)

Man kan godt gri­ne ad folk, der skri­ver i ét væk om argu­men­ta­tion og så tror, at de der­ved argu­men­te­rer. Læser de ikke, hvad de selv skri­ver? Det er også til grin at lade for­skel­len mel­lem den ene eller den anden læs­ning kom­me an på, hvad man er mest “glad for”,4Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶4. og det er til grin ikke at vil­le “døm­me” nogen “ude”.5Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶10. Mit før­ste ind­læg om fæno­meno­lo­gi­en her i Para­doks tog udgangs­punkt i det for­hold, at de stu­de­ren­de så ofte er over­ladt til sekun­dær­lit­te­ra­tur, der gør Hus­serl, et filo­so­fisk geni, til et banalt sludrehoved.6Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023. Det er mig, der bedøm­mer Hus­serl til at være et geni, og det er mig, der døm­mer den bana­li­se­ren­de lit­te­ra­tur ude. Det er mit ansvar. Og mere til, det er min pligt. Det er ikke ander­le­des, end når en murer skal lære at byg­ge en mur, så den er i lod, eller en san­ger skal lære at syn­ge rent – og nogen jo alt­så skal lære dem det.

Men hvad nu hvis man gjor­de alvor af at argu­men­te­re sådan, som der tales så meget om? Alt­så hvad hvis man skred “argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk” frem, hvad hvis man hav­de held til at fjer­ne al “reto­risk staf­fa­ge”? Hvad vil­le der så være til­ba­ge af filo­so­fi­en? Det er der skre­vet adskil­ligt om, men jeg har da for­stå­el­se for, hvis tiden er knap. Så lad mig nøjes med et enkelt eksem­pel, der er gan­ske vel­kendt for det læsen­de publi­kum, for så vidt et sådant sta­dig fin­des. Men nu skal vi læse det argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk!

I før­ste del af den af Victor Ere­mi­ta udgiv­ne Enten – Eller, inde­hol­den­de A.’s papi­rer, fin­der man blandt de såkald­te diapsal­ma­ta “Et exsta­tisk Fored­rag”, som begyn­der sådan her:

Gift Dig, Du vil for­try­de det; gift Dig ikke, Du vil ogs­aa for­try­de det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil for­try­de beg­ge Dele; enten Du gif­ter Dig, eller Du ikke gif­ter Dig, Du for­try­der beg­ge Dele. Lee ad Ver­dens Daar­ska­ber, Du vil for­try­de det; græd over dem, Du vil ogs­aa for­try­de det; lee ad Ver­dens Daar­ska­ber eller græd over dem, Du vil for­try­de beg­ge Dele; enten Du leer ad Ver­dens Daar­ska­ber, eller Du græ­der over dem, Du for­try­der beg­ge Dele. Troe en Pige, Du vil for­try­de det; troe hen­de ikke, Du vil ogs­aa for­try­de det; troe en Pige eller troe hen­de ikke, Du vil for­try­de beg­ge Dele; enten Du tro­er en Pige eller Du ikke tro­er hen­de, Du vil for­try­de beg­ge Dele. Hæng Dig, Du vil for­try­de det; hæng Dig ikke, Du vil ogs­aa for­try­de det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil for­try­de beg­ge Dele; enten Du hæn­ger Dig, eller Du ikke hæn­ger Dig, Du vil for­try­de beg­ge Dele.7Søren Kier­ke­gaards Skrif­ter, Bd. 3 (Køben­havn: Gads For­lag, 1997), 25.

Argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk er den­ne tekst ret let at gen­nem­skue. Den rum­mer føl­gen­de argu­ment:

A eller non‑A
Hvis A, så R
Hvis non‑A, så R

R

Argu­men­tet er, som det frem­går, gyl­digt. Træ­der vi imid­ler­tid et skridt til­ba­ge fra den argu­men­ta­tions­te­o­re­ti­ske ana­ly­se, er det noget andet, som frem­går. For så frem­går det, at “Gift Dig, Du vil for­try­de det; gift Dig ikke, Du vil ogs­aa for­try­de det”, osv. siger noget gan­ske andet end “A eller non‑A”, osv. Med det sid­ste er der til­sy­ne­la­den­de noget til­ba­ge, som det før­ste nok siger, og dog er der i det sid­ste intet til­ba­ge af, hvad det før­ste siger. Hvor­dan skal vi nu for­kla­re det­te para­doks? Hvad er det, der er for­s­vun­det? Er det sti­len, iro­ni­en? Eller er det måske gen­ta­gel­sen? Eller det, som sker ved gen­ta­gel­sen (for ved fire gan­ge A eller non‑A sker der intet)? Eller er det ind­hol­det, det som i nuti­dens angel­sak­si­ske voka­bu­lar kal­des sub­stan­sen?

Sva­ret er, at det er det hele, der er for­s­vun­det. Ja, det er end­da for­s­vun­det, at argu­men­tet er gyl­digt: Vi går fra det ene alter­na­tiv til det andet, men med det sid­ste alter­na­tiv går det for vidt. Man kan trods alt erfa­re, hvor­vidt man vil for­try­de at gif­te sig eller ikke, at le eller græ­de over ver­dens dår­ska­ber, at tro en pige eller ej. Men at erfa­re, hvor­vidt man vil for­try­de eller ikke for­try­de at hæn­ge sig, det må siges at være ude­luk­ket. Men det skri­ver Kier­ke­gaard ikke. Han for­ud­sæt­ter, at hans læser kan læse. Ja, han for­ud­sæt­ter lige­frem, at hans læser har ånd. Måske ikke fæno­meno­lo­gi­ens ånd, men alli­ge­vel. Der­for und­la­der han at være ånd­løs: at kede os. Han benyt­ter en figur, som i øvrigt fore­kom­mer en ræk­ke ste­der i for­fat­ter­ska­bet; gen­ta­gel­se på gen­ta­gel­se, så det ender med at være mere end gen­ta­gel­se, nem­lig over­dri­vel­se.

Over­dri­vel­se frem­mer for­stå­el­sen, siger man. Indrøm­mes skal det, at Kier­ke­gaards reto­ri­ske pragtstyk­ke er et ekstremt eksem­pel. Men er det reto­ri­ske bare “staf­fa­ge”? Er sti­len, er iro­ni­en, er ind­hol­det? Hvad skal man stil­le op med alt det, hvis der ikke er andet at kom­me efter end det, som den “argu­men­ta­tions­te­o­re­ti­ske” ana­ly­se viser? Når hele tek­sten er væk? Og er det så meget ander­le­des med andre filo­sof­fer? Tag Nietz­sche som et nær­lig­gen­de eksem­pel. Eller Hegel. Eller Der­ri­da. Eller Pla­ton eller Ari­sto­te­les såmænd. Det er klart nok lidt svæ­re­re med folk som Ayer eller Smart. Det kan dog være en god idé at læse også deres skri­ve­ri­er, om ikke andet så for at lære at gen­ken­de en stilart inden for filo­so­fi­fa­get, hvor man puk­ker reto­risk på argu­men­tet, og som efter­hån­den har fun­det sin ret­te beteg­nel­se: argu­men­to­rik.

Det er der­for, jeg ple­jer at frem­hæ­ve, at det er filo­sof­fens opga­ve at lære at læse og skri­ve, og uden blu­sel hæv­der, at filo­so­fi som argu­men­ta­tion er filo­so­fi for små reg­ned­ren­ge. Ingen af de filo­sof­fer fra tra­di­tio­nen, vi læser, er små reg­ned­ren­ge, og vi skal hel­ler ikke gøre dem til det. Hel­ler ikke selv om nuti­dens filo­sof­fer til hobe er det, så peers de end også er.


Men Hus­serl, som det hele begynd­te med, er han trods alt ikke ret langt fra at skul­le læses sådan? Han er i hvert fald for tiden langt fra at bli­ve læst sådan, vil jeg sige. Hvis man da over­ho­ve­det kan sige, at han bli­ver læst nu for tiden.

Hus­serl var selv vid­ne til, hvor­dan logik­ken i sti­gen­de grad for­ma­li­se­re­des, og giver i sine arbej­der frem mod Logi­s­che Unter­su­chungen udtryk for sin for­bløf­fel­se over, at det kan vir­ke impo­ne­ren­de på nogen. For ham var det klart, at logik­ken ikke kun­ne grund­læg­ges på for­ma­li­se­ring, og han erklæ­re­de der­for at vil­le hol­de fast ved den gam­le opfat­tel­se af logik som meta­fy­sik. I en tekst date­ret til ca. 1890, “Varia ope­ra­ti­va”, skri­ver han kort og fyn­digt: “Alles Schließen kann nicht ein for­ma­les sein” (“Ikke al slut­ning kan være formel”).8Edmund Hus­serl, Hus­ser­li­a­na XXI, 11. Gaves der ingen mate­ri­el­le slut­nin­ger, vil­le den for­mel­le ikke blot være ind­hold­st­om, den vil­le, da så end ikke mulig­he­den af at give den ind­hold bestod, end­da være umu­lig. “Gäbe es nicht sachli­ches, nicht­for­ma­les Urtei­len und Schließen, so auch kein for­ma­les. Dies ver­kan­nt zu haben, ist der fun­da­men­tale Irrtum der algo­rit­h­mi­s­chen L<ogik>” (“Gaves der ikke sag­lig, ikke-for­mel doms­fæl­del­se og slut­ning, så gaves der hel­ler ingen for­mel. Det er den algo­rit­mi­ske logiks fun­da­men­tale fejl at have miskendt dette”).9Husserl, Hus­ser­li­a­na XXI, 11.

Pro­jek­tet om at gøre rede for for­bin­del­sen mel­lem den mate­ri­el­le logik og den for­mel­le går under nav­net trans­cen­den­tal logik. Det fin­des i moder­ne tid for­trins­vis hos Kant og Hus­serl. I sidst­nævn­tes Ide­en I udfol­des det end­da til et pro­jekt angå­en­de mate­ri­al onto­lo­gi og for­mal onto­lo­gi og for­bin­del­sen mel­lem dis­se. Det fører Hus­serl til at gå en anden vej end Kant. Uan­set hvad skal man over Kant for at for­stå Hus­serl. Man skal også over Hegel.

I den sekun­dær­lit­te­ra­tur, som jeg i mit sene­ste ind­læg i Para­doks har hen­vist til og anbefalet,10Søren Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant, og til andre, som måske har bed­re tid, hvil­ket kan tje­ne som for­ord”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023, ¶13. ses pro­jek­tet om en trans­cen­den­tal logik lige­frem som den moder­ne eller nye­re tids meta­fy­si­ske pro­jekt. I den sekun­dær­lit­te­ra­tur, som jeg ikke vil anbe­fa­le, og som jeg hver­ken vil spil­de egen eller andres tid med, når man slet ikke frem til det­te pro­jekt.

For at resu­me­re i sam­me manér som Ari­sto­te­les, der kald­te sig selv for skri­ve­ren og af Pla­ton blev kaldt for læse­ren: Hvor­for filo­so­fi­en ikke består i argu­men­ta­tion i tom­gang, er nu sagt.


Når det er sagt, så skal det også siges, at det i de fle­ste dis­kus­sio­ner ikke er logik, det kom­mer an på, men der­i­mod etik. Adskil­li­ge filo­sof­fer har også for­søgt at skri­ve en dis­kus­sio­nens etik. Jeg skal ikke refe­re­re dem her. Nietz­sche har med to ord karak­te­ri­se­ret, hvad man bør und­gå; han kal­der det belei­di­gen­de Klar­heit (sår­en­de klar­hed). Det var mønt­et på eng­læn­der­ne. Det kun­ne det også være i dag. Det bety­der at præ­sen­te­re noget meget sim­pelt som noget meget dybt.

Nu har den engel­ske måde at gøre sig på bredt sig over hele klo­den. Sådan kan man se en mand para­de­re som en anden Ayer og næsten Smart, så urok­ke­ligt for­vis­set om sin argu­men­ta­tions fortræf­fe­lig­hed, at han kun behø­ver at tale om den og så ellers kan gå uden om tek­sten eller sige, at han ikke lige har tid den dag. Ube­grun­de­de påstan­de? Tu quoque? Ja, hvor­dan synes du selv det går med at begrun­de noget som helst? Bemærk “sar­kas­men og latterliggørelsen”!11Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶15. Ja, så ger­ne: “gesti­ku­le­re i ret­ning af en bog”,12Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶2.Not so, my dear Gosvig”,13Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶12. osv. osv. Non sequi­tur? Ja, men hvor­for er du sik­ker på, der er tale om en slut­ning? Kun­ne det ikke være en læs­ning? Og måske en symp­to­mal en af slagsen? Symp­to­mal­læs­ning? Nej, det var den­gang. For nu stu­de­rer vi eye move­ments og eye tra­ck­ing. Og bru­ger elek­tro­de­hat. Og bril­ler.

Pro­ble­met med at skri­ve om sim­pel meka­nik som slut­nings­for­mer, som om det var dybe ind­sig­ter, er, at man på den måde luk­ker dis­kus­sio­nen. For som jeg skrev i mit før­ste ind­læg, hvad skal man stil­le op, når der ikke er enkel­te fejl, man kan slå ned på, men det er hele setup­pet, der er for­kert. Skal jeg vir­ke­lig til at for­kla­re en kol­le­ga, at der er noget, der hed­der gen­re­be­stem­mel­se, at der er for­skel på et debat­ind­læg og en afhand­ling, uaf­hæn­gigt af, hvil­ke græn­ser en redak­tion sæt­ter eller ikke sæt­ter. Det bli­ver jo belei­di­gend at belæ­re nogen om det. Lige så belei­di­gend, som når nogen vil belæ­re om tu quoque eller non sequi­tur – eller per aucto­ri­ta­tem eller ad homi­nem, osv. ad libi­do. Dog, lad mig lige ophol­de mig et øje­blik ved den mest popu­læ­re per­son i tidens stan­den­de dis­kus­sio­ner og belæ­rin­ger om logik. Det er: strå­man­den. Alle synes at vide, hvem han er, og alli­ge­vel er der ingen, der ved, hvem han er.

Den mage­lø­se opda­gel­se ved den mand skal være, at ingen kri­tik pas­ser i for­hol­det 1:1 på nogen bestemt per­son. Og det er jo rig­tigt. For vi kon­stru­e­rer altid. Freu­do­marxis­me, struk­tu­ra­lis­me, ana­ly­tisk filo­so­fi, hvem er det lige? Enhver kan und­slå sig, for det er aldrig den eller den kon­kre­te per­son. Og gan­ske vist er der dår­li­ge kon­struk­tio­ner, som essen­ti­a­lis­me og soci­al­kon­struk­ti­vis­me – eller post­struk­tu­ra­lis­me eller post­mo­der­nis­me. Men det er ikke, for­di de er “strå­mænd”. Det er, for­di de er dår­ligt tænkt; de har ingen præ­cis defi­ni­tion, eller de er selv­mod­si­gen­de. Typo­lo­gi­en eller ide­al­ty­pen slip­per man ikke for i nogen dis­kus­sion.

Her er prin­cip­pet for den: “Jeg håber, at en kri­tisk meto­de, som jeg for det meste har benyt­tet, ikke vil bli­ve lagt mig til last. Hvor det over­ho­ve­det gik, bestræb­te jeg mig på at få de leden­de tan­ker frem [auszulö­sen] og begrebs­ligt skar­pt bestemt [begrif­flich scharf zu fixi­e­ren], som uden altid at være klart og kon­se­kvent fulgt hele tiden gik igen hos for­skel­li­ge for­fat­te­re, sådan at jeg på den­ne grund kun­ne opbyg­ge en teo­ri så kon­se­kvent som mulig. Den efter­føl­gen­de kri­tik kun­ne da vise, hvor vidt de ved før­ste ind­tryk plau­sib­le moti­ver over­ho­ve­det for­må­e­de at ræk­ke.” Det står i begyn­del­sen af Hus­serls Phi­los­op­hie der Arit­h­me­tik (nær­me­re bestemt Hus­ser­li­a­na, XII, 5). Det er sådan, Hus­serl i den tid­li­ge­re Über den Begriff der Zahl, habi­li­ta­tions­skrif­tet fra 1887, frem­sæt­ter sin tal­te­o­ri på bag­grund af en kri­tik af fem typer (jeg mener typo­lo­gi­se­re­de) teo­ri­er. Man fin­der den sam­me frem­gangs­må­de hos Bren­ta­no. Og som så meget, Hus­serl og Bren­ta­no har til fæl­les, hos Ari­sto­te­les. Skal vi kal­de det strå­mand­sprin­cip­pet? Mon ikke det er bed­re som hidtil at kal­de det peri­gra­fi. Og så ellers lade det med strå­per­so­nen gå op i røg.


Engang hav­de man den ana­ly­ti­ske filo­so­fi, som for­sim­p­le­de vores meti­er, og hvor man ikke kun­ne kom­me med ind­ven­din­ger, for­di de skul­le være til­sva­ren­de for­sim­p­le­de for at bli­ve for­stå­et, hvor­ved det blev umu­ligt at ind­ven­de noget imod for­sim­plin­gen selv. Jeg fik lov at søbe af den i to år, inden jeg kun­ne flyg­te ud af lan­det og fandt en lære­me­ster, der kun­ne vise mig, hvad filo­so­fi er. Alt det, mine dan­ske lære­re hav­de kaldt ufor­stå­e­ligt, viste sig at være for­stå­e­ligt nok, bare man hav­de nogen til at lære sig at arbej­de med de tek­ster. Jeg vil påstå, at de stu­de­ren­de kan for­stå alt muligt, selv den svæ­re­ste Ari­sto­te­les eller Kant eller Hei­deg­ger, hvis de får den ret­te hjælp til det. Men det er ingen hjælp, hvis ens lærer erklæ­rer noget for ufor­stå­e­ligt eller erklæ­rer, at det eller det kan han eller hun ikke for­stå. Og det hør­te jeg vit­ter­ligt under­vi­se­re sige. Jeg tro­e­de ikke mine egne ører. Kan man så også som fysi­ker kom­me uden om Ein­ste­in bare ved at sige, at man ikke for­står ham? Eller som musi­ker uden om Schön­berg eller som maler uden om Cézan­ne?

Sådan gør man ikke i dag. Nu er det alli­ge­vel hele filo­so­fi­en, der er ble­vet som den ana­ly­ti­ske filo­so­fi. De stu­de­ren­de må søbe end­nu mere. Vi har end­da fået en ana­ly­tisk fæno­meno­lo­gi. Nu er det fæno­meno­lo­ger­ne, der ikke for­står fæno­meno­lo­gi­en. De siger dog ikke sådan. Man har fun­det nye meto­der, som peer review og den slags. Det bety­der, at man ikke som før bli­ver bedømt af auto­ri­te­ter, der kan mere end én selv, men af lige­mænd, der kan lige så meget eller nær­me­re lige så lidt som en selv. Der­for er peer review ikke kva­li­tets­kon­trol, men der­i­mod kon­for­mi­tets­kon­trol. I dag slår man ikke ned på nogen, for­di ved­kom­men­de ikke er god nok, men for­di ved­kom­men­de stik­ker for meget ud. Og man behø­ver ikke læn­ge­re sige, at den eller den er “ufor­stå­e­lig”. Man siger bare, at den eller den er con­tro­ver­si­al. Agam­ben eller Der­ri­da er hig­hly con­tro­ver­si­al. Jeg er også con­tro­ver­si­al, dog ikke så hig­hly som dem, da mit talent ikke ræk­ker slet så langt som deres. Men jeg har det nu meget godt med dog at være på sam­me side som dem.

For filo­so­fi­en har ikke man­ge chan­cer i det nuvæ­ren­de system. Ved ind­gan­gen til hele tra­di­tio­nen står Pla­ton ellers med sin skel­nen mel­lem filo­so­fi og filo­dok­si. Det før­ste er kær­lig­hed til tænk­ning. Det sid­ste er kær­lig­hed til menin­ger – også kendt som posi­tio­ner, som man kan argu­men­te­re for og imod. Langt det meste af, hvad der bedri­ves på de filo­so­fi­ske insti­tut­ter i dag, er filo­dok­si og ikke filo­so­fi. Så vi læser Hus­serl og fin­der en pas­sus, hvis kon­tekst er at afgræn­se fæno­meno­lo­gi­ens posi­tion over for car­tesi­a­nis­mens? Ja, hvis det at læse var at gen­gi­ve det dok­si­ske ind­hold i en tekst, så var det rig­tig­nok at læse. Men det er ikke sådan, man får en tekst til at hæn­ge sam­men. Hus­serls ord på det cite­re­de sted af Kri­sis14Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4. til­ord­ner gyl­dig­he­den en for­stå­e­lig­hed, de peger på livs­ver­de­nen som betin­gel­sen for, at viden­ska­ben over­ho­ve­det kan få sin gyl­dig­hed. Den før­ste type læs­ning lærer os at pla­ce­re Hus­serl i et dokso­gra­fisk ske­ma. Den anden lærer os at tæn­ke i fæno­meno­lo­gi­ens fod­spor; det er sådan, Mer­leau-Pon­ty eller Der­ri­da læser Hus­serl.

Vi skal have tek­sten for­kla­ret og kon­tek­stu­a­li­se­ret, javist, men det er ikke gjort med det, for så let er vores opga­ve med tek­sten ikke. Vi skal ikke bare se på dens teser, men også på dens stil, ikke bare kun­ne dens begre­ber, men også bemær­ke de greb, den benyt­ter, kun­ne se dens brud med tra­di­tio­nen eller for­læn­gel­se af tra­di­tio­nen, ven­de og dre­je dens ord­valg, beskri­vel­ser, bil­le­der, eksemp­ler, ana­lo­gi­er, meta­fo­rer, paral­lel­ler, skjul­te cita­ter og ind­byg­ge­de pasti­cher, styr­ker og svag­he­der og mod­si­gel­ser, til­ba­ge­ven­den­de for­mu­le­rin­ger og deres for­ny­e­de betyd­nin­ger fra gang til gang, osv. Vi kan i sid­ste ende ikke kon­stru­e­re en tekst efter dens ret­te pro­por­tio­ner uden alt det, hvad enten vi læser eller skri­ver.

Det har undret mig, at intro­duk­tio­ner til fæno­meno­lo­gi, der er halv­treds eller femog­halvfjerds år gam­le, er bed­re end dem, der skri­ves i dag. Det er som om, der den­gang var et niveau, man ikke gik under. Det er alle­re­de over hund­re­de år siden, at Hei­deg­ger i sine fore­læs­nin­ger sag­de, at fæno­meno­lo­gi­en var ble­vet et sko­la­stisk system, og at det gjaldt om at ori­en­te­re sig efter fæno­meno­lo­gi­ens mulig­hed og ikke dens vir­ke­lig­hed. I dag er man møj­som­me­ligt ved at arbej­de sig frem til det niveau, alle for­ud­sat­tes at have den­gang. Man fin­der som i enhver anden, filo­so­fisk høj­re­o­ri­en­te­ret sko­le sin glæ­de ved at pud­se syste­met op end­nu en gang, nu ved hjælp af bevidst­heds­fi­lo­so­fi og cog­ni­ti­ve sci­en­ces. Insti­tu­tions­hi­sto­risk er det ikke svært at for­kla­re udvik­lin­gen. Den­gang filo­so­fi­en var tysk og fransk og ita­li­ensk, var trans­cen­den­tal­fi­lo­so­fi­en og den spe­ku­la­ti­ve filo­so­fi, Kant og Hegel, noget eller nogen, man kun­ne. I dag er det en kæm­pe indu­stri at bedri­ve Pheno­meno­lo­gy Explai­ned for the Avera­ge Ame­ri­can or Chin­e­se Tourist.

Men se, det vil jeg ikke. For jeg har set til­stræk­ke­ligt til at vide, at fæno­meno­lo­gi over­sat til angel­sak­sisk filo­so­fi bli­ver berø­vet sine rød­der og sit for­hold til tra­di­tio­nen, og så er det ikke fæno­meno­lo­gi mere. Det er nem­lig ikke rig­tigt, at jeg ikke har læst meget ana­ly­tisk filo­so­fi; jeg tør godt sige, at jeg har læst den, så jeg ken­der typen ud og ind – for meget kan man sige om den ana­ly­ti­ske filo­so­fi, for­stå­el­ses­pro­ble­mer frem­by­der den trods alt ikke. Men det er helt rig­tigt, at jeg er ensi­dig. Jeg er på sam­me side som Der­ri­da og Gra­nel og Desan­ti og de andre nævn­te. For det er dem, man kan lære af, og ikke dem, som jeg døm­mer ude, og som er bleg afg­lans.

Hvem der skal afgø­re, hvor­når læs­nin­gen af Hus­serl er radi­kal, og hvor­når den er bleg afg­lans? Det skal jeg. For det må enhver afgø­re med sig selv – også i en tid, hvor man vil læg­ge det valg fra sig og ud til sine peers, som om man sad i fint sel­skab og lige skul­le kig­ge raden rundt for at fin­de ud af, hvor­når man skal græ­de eller gri­ne. Ingen skal tvin­ge mig ind i det med­lø­be­ri. Og end­nu min­dre skal nogen tvin­ge mig til at gøre de stu­de­ren­de til med­lø­be­re. Tæn­ke må enhver selv gøre, og ellers er der ingen tænk­ning.

1. Søren Over­gaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, Tids­skrif­tet Para­doks, 14. marts 2023.
2. Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶26.
3. Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶26.
4. Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶4.
5. Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶10.
6. Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023.
7. Søren Kier­ke­gaards Skrif­ter, Bd. 3 (Køben­havn: Gads For­lag, 1997), 25.
8. Edmund Hus­serl, Hus­ser­li­a­na XXI, 11.
9. Husserl, Hus­ser­li­a­na XXI, 11.
10. Søren Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant, og til andre, som måske har bed­re tid, hvil­ket kan tje­ne som for­ord”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023, ¶13.
11. Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶15.
12. Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶2.
13. Overgaard, “Afslut­ten­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk efter­skrift”, ¶12.
14. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4.

Brev til min kombattant, og til andre, som måske har bedre tid, hvilket kan tjene som forord

Jeg er Søren Over­gaard tak skyl­dig for at have bemær­ket og sva­ret på min notits,1Søren Over­gaard, “Mere af det sam­me, eller: Filo­so­fi som mud­der­kast­ning”, Tids­skrif­tet Para­doks, 21. febru­ar 2023. som der­ved udlø­ste en min­dre fæ­nomenologifejde her­til­lands, og vil nu sva­re så alment, at jeg begrun­der offentliggø­relsen af den tekst, jeg lader føl­ge på orde­ne her.2Søren Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023.


Der er i den­ne for­bin­del­se ingen grund til at bru­ge megen tid på de forun­drings­punk­ter, jeg har frem­ført i mit sene­ste bidrag til fejden, efter­som min kom­bat­tant giver mig ret på samt­li­ge tre. For vari­a­tio­nens skyld tager jeg dem bag­fra. ad) 3º De stu­de­ren­de fortje­ner over­bæ­ren­hed og barm­hjertig­hed, ikke grun­det rin­ge evner, men grun­det rin­ge sekun­dær­lit­te­ra­tur. Over­gaard akkvies­ce­rer ved det­te, og jeg lader det ger­ne bli­ve ved den­ne quie­ta­tio. ad) 2º Over­gaard fort­sæt­ter med at for­lan­ge argu­men­ta­tion og begrun­del­se og cita­ter og for­kla­rin­ger og kon­tek­stu­a­li­se­ring, som om det var en mulig­hed i et debat­ind­læg og ikke sna­re­re noget, der kun­ne bedri­ves i en lærd arti­kel eller i en afhand­ling. ad) 1º Ende­lig afvi­ser Over­gaard at læse de tek­ster, hvor alt det af ham for­øn­ske­de fin­des, men som ikke kan fin­de plads i et ind­læg her. Hans begrun­del­se lyder: “Tid er jo en knap res­sour­ce.” Her er jeg meget enig med Over­gaard. Det er net­op der­for, jeg bestræ­ber mig på at und­gå at spil­de de stu­de­ren­des og min egen tid med elen­dig sekun­dær­lit­te­ra­tur.

Når min kom­bat­tant her­ef­ter tre gan­ge gør gæl­den­de, at jeg har frem­sat “grove” ankla­ger og beskyld­nin­ger, må jeg for­stå, at jeg har gjort mig skyl­dig i dår­lig opfør­sel. Det er for groft at tale om “fup og svin­del”. Men det er ikke for groft efter behag at læse hen over pas­sa­ger i den andens tekst, at fejl­læ­se eller slet ikke at læse. Det er hel­ler ikke for groft at beskyl­de den anden for mud­derkastning og mob­ning og frem­stil­le sig selv som seri­øst argu­men­te­ren­de. Dog, jeg har væn­net mig der­til, så nuvel: Moralsk for­ar­gel­se er gængs i filo­so­fisk debat, og den ledsa­ges ofte af en lige­le­des morali­serende tale om argu­men­ta­tion – hos Over­gaard end­da “mas­ser af argumen­tation”. Sådan er Over­gaards ind­læg affat­tet i den vel­kend­te stilart føl­ge­lig-alt­så-der­for-tyde­lig­vis-selvsagt. Konklu­sions­­mar­kører­ne gør det ud for den seri­ø­se argu­men­ta­tion. Og sandt er det, at sådan noget godt kan sny­de den ube­far­ne læser. Dem fin­der man i filo­so­fi­ske mil­jø­er, hvor man bil­der de stu­de­ren­de ind, at deres sko­ling går ud på at lære at argu­men­te­re og ikke på at lære at læse og skri­ve.

Af stør­re per­ti­nens er det, at Over­gaard nu ende­lig lige­som jeg også cite­rer Hus­serl. Nem­lig den­­ fine sen­tens fra Kri­sis: “Es gilt nicht, Objek­ti­vität zu sichern, son­dern sie zu ver­ste­hen” (“Det gæl­der ikke om at sik­re objek­ti­vi­te­ten, men om at for­stå den”).3Edmund Hus­serl, Die Kri­sis der euro­päi­s­chen Wis­sens­chaf­ten und die transzen­den­tale Phä­no­meno­lo­gie, i Hus­ser­li­a­na VI (Haag: Nijhoff, 1976), 193. Det sker i et bra­vur­num­mer, hvor Over­gaard leger med argu­men­tet (jeg siger ikke tan­ken), at føl­ge­lig er den fran­ske fæno­me­no­logi hum­bug. Hvad der menes med fransk fæno­me­nologi, for­bli­ver ubes­temt. Hvor­dan man skul­le kun­ne slut­te som anført, for­bli­ver ubestemme­ligt. Ikke desto min­dre er bravurnum­meret som bra­vur­num­mer alde­les vel­lyk­ket, for så vidt det skal vise, hvor­dan man slut­ter fra hvad som helst til hvad som helst. Det viser des­u­den, hvor­dan det går til i den sekun­dær­lit­te­ra­tur, som jeg fore­slår, at vi ikke spil­der vores tid med. Thi jeg vil sige som Over­gaard: “Vi skal have cita­tet for­kla­ret og kon­tek­stu­a­li­se­ret”, osv. Meget vel.

Det komi­ske er, at Over­gaard ikke bemær­ker, hvor­dan Hus­serls sen­tens net­op hand­ler om læs­ning. Den læs­ning, som jeg hele tiden har frem­hæ­vet som grund­læg­gen­de sna­re­re end argumen­tation, når talen er om filo­sofi. For den, som måt­te have for­kla­ring behov, bør jeg nok præ­ci­se­re, at der her ved: at læse, ikke for­stås den empi­ri­ske akti­vi­tet, hvorun­der øjne­ne udfø­rer be­stemte bevæ­gel­ser (så lidt som der med: at skri­ve, menes den akti­vi­tet, hvorun­der fin­gre­ne be­væger sig hen over tasta­turet). At det ikke hand­ler om at sik­re objek­ti­vi­tet, men om at for­stå den, såle­des Hus­serl, bety­der, at gyl­dig­hed er hen­vist til for­stå­el­se, at ingen objektivi­tet unds­lip­per for­tolk­nin­gens vil­kår. At et selv nok så objek­tivt gyl­digt udsagn kort sagt må læses. “Alles Objek­ti­ve steht unter der For­de­rung der Ver­ständ­li­chkeit” (“Alt objek­tivt er under­lagt kra­vet om for­stå­e­lig­hed”), som Hus­serl skri­ver på sam­me side af Kri­sis.


Min anke mod den angel­sak­si­ske aftap­ning af fæno­meno­lo­gi­en er som nævnt i mit før­ste indlæg,4Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023. at den er imod bog­staven. Det hand­ler for mig ikke om via argu­men­ta­tion at få hvad som helst ud af fænomenolo­giens klas­si­ske tek­ster, men der­i­mod om at kon­fron­te­re dét hva­dsom­helst, som nuti­dens selverklæ­rede fæno­meno­lo­ger har fået ud af dem, med tek­sterne selv.

Sådan gen­nem­går jeg i kort ind­be­greb i mit før­ste ind­læg, hvor­dan man i dag vil bort­for­kla­re, at Hus­serls fæno­meno­lo­gi også er onto­lo­gi, selv om den ikke som hos Hei­deg­ger er lig med onto­logi. Søren Over­gaard læser hen over det, men synes i den anled­ning, at man skal være for­sig­tig med at bru­ge “tun­ge” ord som ontologi.5Søren Over­gaard, “Fup og fæno­meno­lo­gi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 13. febru­ar 2023, ¶7. Selv skri­ver Hus­serl i Ide­en I, at han tid­li­ge­re, nem­lig i førsteud­gaven af Logi­s­che Unter­suchungen, ikke vove­de at bru­ge det­te “anstø­de­li­ge” ord (“[d]en aus histo­ri­schen Grün­den an­stö­ßigen Aus­d­ruck Onto­lo­gie”), idet han fort­sætter, at han nu, givet ændrin­gen i tidsånd (“Zeit­la­ge”), fin­der det rig­tigere at brin­ge det gam­le udtryk onto­lo­gi til at gæl­de igen (“den alten Aus­d­ruck Onto­lo­gie wie­der zur Gel­tung zu bringen”).6Edmund Hus­serl, Ide­en zu einer rei­nen Phä­no­meno­lo­gie und phä­no­meno­lo­gi­s­chen Phi­los­op­hie I, i Hus­ser­li­a­na III/1 (Haag: Nijhoff, 1976), 28. Hvis man ikke alle­re­de har gæt­tet det: at den ændre­de tids­ho­ri­sont går på nykan­tianismen, hvis hege­mo­ni er ble­vet min­dre tryk­ken­de i 1913 end i 1900, så kan man læse sig til det i Hus­serls For­ma­le und transzen­dentale Logik, nær­me­re bestemt den­nes §27. Og hvis man ikke alle­re­de har gæt­tet dét, så er det også en æn­dring i “Zeit­la­ge”, som i dag bety­der, at Hus­serls tale om onto­lo­gi igen er ble­vet anstø­delig. Nem­lig den æn­dring, hvor­ved fæno­meno­lo­gi­en skal vises for­e­ne­lig med såkaldt ana­ly­tisk filo­so­fi, og hvor onto­lo­gi ikke må bety­de andet end anta­gel­ser af enti­te­ter i ver­den og andet pjat. Hus­serl er ble­vet anstø­de­lig for de erklæ­rede hus­ser­li­a­ne­re, der­til er vi nået.

Den­ne bort­for­kla­ring står ikke ale­ne, men ind­går i en hel, ny syste­ma­tik. Som jeg også fik an­­tydet i mit før­ste ind­læg, udfol­des der lige­le­des man­ge bestræ­bel­ser på at bort­for­kla­re Hus­serls væsenslæ­re eller eide­tik, til trods for at den­ne er til ste­de og udvik­les mindst fra Die Idee der Phäno­me­nologie til Erfa­hrung und Urteil. For det­te med at tale om væsen er nu også noget tungt noget. For ikke at sige noget mystisk noget. Lig­nen­de bestræ­bel­ser udfol­des i for­bin­del­se med Hus­serls tale om histo­ri­en, hvil­ken opfat­tes som ikke kun tung og mystisk, men direk­te far­lig. Til trods for at Hus­­serl i Kri­sis defi­ne­rer filo­so­fi­en og viden­ska­ben som den histo­ri­ske bevæ­gel­se af for­nuf­tens åben­baring (“die histo­rische Bewe­gung der Offen­barung der uni­ver­sa­len, dem Mens­chen­tum als sol­chen ‘eingebo­renen’ Ver­nunft”, end­da i kur­siv i teksten).7Husserl, Die Kri­sis, 13–14.

I det hele taget er der ikke græn­ser for, hvad man kan bort­for­kla­re. Hus­serl skal være bevidst­hedsfilosof, fæno­meno­lo­gi skal være bevidst­heds­fi­lo­so­fi. Og sandt er det, at Hus­serl i f.eks. Ide­en II udtryk­ke­ligt gen­ta­ger Descar­tes og Kant. Det så Hus­serls ele­ver som et til­bage­fald fra fænomeno­logiens radi­kalitet. I dag ser man på den­ne ble­ge afg­lans af Descar­tes og Kant med en sådan genken­delsens glæ­de, at man selv fort­sæt­ter som bleg afg­lans af den hus­serl­ske afg­lans. Bevidstheds­filo­sofien bli­ver ikke, hvad den trods alt var hos Descar­tes og Kant, den bli­ver der­i­mod til phi­los­op­hy of mind med der­til høren­de – i den nye, angel­sak­si­ske kon­tekst for­ven­te­lig – empi­risk under­pin­ning leve­ret af de såkald­te cog­ni­ti­ve sci­en­ces og der­til høren­de diver­se, neu­ro­fy­si­o­lo­gisk isen­kram. Fæno­meno­logien, der tog sit udgangs­punkt i en dis­tance til die natür­li­che Ein­stel­lung, den­ne den mindst natu­ra­li­sti­ske af alle tan­ke­ret­nin­ger, skal nu natura­liseres. Et voilà! vil­le man sige, hvis ikke det var så split­ter angel­sak­sisk. Fup og svin­del, siger jeg. Men det må man ikke sige. Det er for groft. I hvert fald iføl­ge Søren Over­gaard.


Det er bekla­ge­ligt, at Over­gaard ikke har tid til at læse. Mon det også er den­ne travlhed med andre gøre­mål, som får ham til at over­se, hvor­dan de filo­so­fi­ske tek­ster for­de­ler sig på man­ge for­skel­li­ge gen­rer tra­di­tio­nen igen­nem? At filo­so­fi­en er frag­men­ter, aforis­mer, dia­lo­ger, afhand­lin­ger, selvbio­gra­fier, dag­bø­ger, brevveks­lin­ger, ja sågar debat­ind­læg og under­vis­nings­ma­te­ri­a­le. At den ikke altid har for­mu­le­ret sig i form af peer reviewe­de artik­ler, hvor man under beha­ge­lig pas­si­ar om argumen­ta­tion kom­mer trygt og godt fra A til B i så lige en linje som muligt. At nuti­den mulig­vis lige så lidt som andre filo­so­fi­ske epo­ker, trods al selv-erklæ­ring og selv-ind­bild­ning, er nået frem til just den form for filo­so­fi, die als Wissen­schaft wird auftre­ten kön­nen.

Efter­som der i den­ne fæno­meno­lo­gi­fejde er andre, der læser med, og som måske har bed­re tid end Over­gaard, skal jeg ger­ne imø­de­kom­me ønsket om en gen­nem­gang af fæ­no­meno­logien fra min side. Man fin­der den i det følgen­de i skik­kel­se af en tekst, jeg for et tiår siden har for­fat­tet til brug i egen under­vis­ning, og som hidtil kun har figu­re­ret i diver­se kompendier.8Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens genstand”. Så læse, hvem der kan —

Lad mig lige sup­ple­re med et enkelt ord til for­kla­ring af, hvad jeg siger til at begyn­de med i min gen­nem­gang af fæ­no­me­nologiens oprin­del­se og udvik­ling, at den­ne gen­nem­gang bare er en af man­ge. Som det vil være frem­gå­et, skal det­te ikke for­stås sådan, at alle gen­nem­gan­ge er lige gode. Det skal for­stås sådan, at andre sik­kert vil­le kun­ne gøre det bed­re, og at mit for­søg på gen­nem­gang af fæno­meno­lo­gi­en vil være fal­det hel­digt ud, hvis jeg blot har for­må­et at resu­me­re, hvad jeg mener at have lært af dem. For de få pro­cent af sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren, som er værd at læse, fortje­ner at bli­ve omtalt ved for­fat­ter­nes nav­ne.

Ud over alle­re­de nævn­te Jan Patočka og Roman Ingar­den, Jean-Tous­saint Desan­ti og Gérard Gra­nel håber jeg også at have lært af Eugen Fink, Ludwig Land­grebe, Jean Beau­fret, Rudolf Boe­hm, Hen­ri Birault, Elisa­beth Ströker, Jacques Der­ri­da, Jean-Marie Vays­se, Domi­nique Jani­caud, Éli­a­ne Es­coubas og Françoise Das­tur. Måt­te i det mind­ste de nav­ne bli­ve husket, når den nu råden­de tra­ve­ste­ring af fæno­meno­lo­gi­en engang er lyk­ke­ligt glemt!

1. Søren Over­gaard, “Mere af det sam­me, eller: Filo­so­fi som mud­der­kast­ning”, Tids­skrif­tet Para­doks, 21. febru­ar 2023.
2. Søren Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023.
3. Edmund Hus­serl, Die Kri­sis der euro­päi­s­chen Wis­sens­chaf­ten und die transzen­den­tale Phä­no­meno­lo­gie, i Hus­ser­li­a­na VI (Haag: Nijhoff, 1976), 193.
4. Søren Gosvig Ole­sen, “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. febru­ar 2023.
5. Søren Over­gaard, “Fup og fæno­meno­lo­gi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 13. febru­ar 2023, ¶7.
6. Edmund Hus­serl, Ide­en zu einer rei­nen Phä­no­meno­lo­gie und phä­no­meno­lo­gi­s­chen Phi­los­op­hie I, i Hus­ser­li­a­na III/1 (Haag: Nijhoff, 1976), 28.
7. Husserl, Die Kri­sis, 13–14.
8. Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens genstand”.

Mere fup og svindel

Søren Over­gaard, min udmær­ke­de kol­le­ga, har vist mig den ære at sva­re på et debat­ind­læg, jeg har i Para­doks den 8. ds.1Søren Over­gaard, “Fup og fæno­meno­lo­gi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 13. febru­ar 2023. Han viser sig også imø­de­kom­men­de ved at opreg­ne punk­ter, hvor han og jeg er eni­ge hhv. ueni­ge. Over­gaard sav­ner dog cita­ter, hen­vis­nin­ger, begrun­del­ser …

Der er i den for­bin­del­se en ting eller tre, der undrer mig. Og da forun­drin­gen siden Pla­ton og Ari­sto­te­les har været filo­so­fi­ens begyn­del­se, så lad mig begyn­de der.

For det før­ste cite­rer jeg fra fle­re af Hus­serls vær­ker, heru. sågar på ori­gi­nalspro­get. Jeg hen­vi­ser også til den sekun­dær­lit­te­ra­tur, som man kan sæt­te sin lid til, med nav­ne­ne Desan­ti, Gra­nel, Patočka og Ingar­den. Hvor­for Over­gaard læser hen over det, ved jeg ikke.

For det andet er det et debat­ind­læg, jeg skri­ver, ikke en afhand­ling. Et for­lan­gen­de om at få “alle for­kla­rin­ger­ne og argu­men­ter­ne” – eller “begrun­del­ser”, end­da “udpens­let”, er fejl­an­bragt i den­ne for­bin­del­se. Det er omtrent som i tidens almin­de­li­ge face­book­dis­kus­sio­ner, hvor der for­lan­ges doku­men­ta­tion for verdens­histo­rien i et kom­men­tar­felt.

For det tred­je får Over­gaard til sidst min tale om over­bæ­ren­hed og barm­hjer­tig­hed dre­jet til at skul­le hand­le om de stu­de­ren­des evner. Men som jeg skrev, er der kun tale om at udvi­se de to egen­ska­ber, for så vidt de stu­de­ren­de sto­ler på sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren. For ellers skul­le de have gen­nemskuet hele det system, hvori den­ne bli­ver til. Og det for­ven­ter jeg ikke.

Imid­ler­tid er jeg vil­lig til at udstræk­ke over­bæ­ren­he­den og barm­hjer­tig­he­den til også at gæl­de mine kol­le­ger. Over­gaard taler om begrun­del­ser og argu­men­ter, men kom­mer ikke selv med no­­gen af dele­ne. Det er som nævnt gan­ske almin­de­ligt. Jeg vil sva­re, som jeg ple­jer, at hvad skal det også hjæl­pe at kun­ne argu­men­te­re, hvis man ikke kan læse. Det sid­ste er stærkt under­vur­de­ret. Over­gaard læser hen over mine cita­ter og hen­vis­nin­ger. Fred med det. Over­gaard fejl­læ­ser mit de­bat­indlæg, som skul­le det være en afhand­ling. Under­ligt nok.

For begrun­del­ser har jeg såmænd leve­ret nok af. De fin­des i min af­hand­ling Wis­sen und Phä­no­­men, hvor jeg bru­ger 200 sider på tekst­nært at gen­nem­gå Hus­serls udvik­ling. Nu har det aka­de­mi­ske system så ved­ta­get, at tysk er et for­æl­det sprog, som de fær­reste læser. Her kan jeg dog glæ­de publi­kum med, at min afhand­ling fra halv­fem­ser­ne ved for­laget Mul­ti­vers’ mel­lemkomst sid­ste år blev gjort til­gæn­ge­lig på moder­s­må­let for dan­ske læse­re.

Der­u­d­over har jeg omhyg­geligt gennem­gået for­vansk­nin­gen af fæno­meno­lo­gi­en i bogen La phé­nomé­no­lo­gie, cet­te in­con­nue, udgi­vet 2016. Des­vær­re har det velær­vær­di­ge system også kasse­ret fransk blandt de euro­pæ­iske hoved­sprog, så det nu reg­nes for noget, der kun tales blandt ind­fødte i det syd­li­ge udland. Så den bog er der hel­ler ikke man­ge, der læser.

Men alt det er til dels min egen skyld. Jeg anser det ikke for en filo­so­fisk akti­vi­tet at føre sig frem på kon­gres­ser og publi­ce­re i peer revie­we­de tids­skrif­ter og at bedri­ve net­working og fundrai­sing. Den­ne statsau­to­ri­se­re­de mafiavirksom­hed er ana­ly­se­ret i min pam­­flet Filo­so­fi­en som institu­tion og tænk­nin­gen som hånd­værk, der også blev udgi­vet sid­ste år.

Nuvel, der er alle de begrun­del­ser og hen­vis­nin­ger og cita­ter, man kan ønske sig, i de tre pub­­li­kationer. Men som Søren Over­gaard – skal man tro hans tale om syg­dom og om at få den­ne kure­ret – åben­bart ikke ønsker sig. Syg­doms­me­ta­forik­ken er i det mind­ste vores selver­klæ­rede fæno­­menologs egen selvvalg­te.

Syste­met er, som det er, det kan man ikke laste de stude­rende for. Lige så lidt kan man laste en udmær­ket kol­le­ga for det. Ikke desto min­dre er det at læse hen over, at fejl­læ­se, eller slet ikke at læ­se, fup og svin­del. Og for mig er det alt andet end over­be­vi­sen­de at sva­re på en ankla­ge for fup og svin­del med mere fup og svin­del. Ikke at jeg som en anden alder­s­te­gen Oberst Hack­el vil råbe op om skan­da­le. Det er hele syste­met, der er en skan­da­le.

For enhver ved, at vi ikke sæt­ter nogen tro­vær­dig stan­dard i filo­so­fisk tænk­ning ved hjælp af de måle­en­he­der og reg­ne­ark, som man anven­der lige for tiden. Og enhver ved, at den ene­ste stan­dard, der gæl­der i filo­so­fi­en, som så man­ge andre ste­der, er det at mod­stå tidens tand, det at noget hol­der over et læn­ge­re stræk. Ikke desto min­dre lader alle, som om det ikke var til­fæl­det.

98% spild af tid og med­lø­be­ri? OK, indrøm­met, det er et slag på tasken. Måske er det 99%. Alle, eller næsten alle, la­der som ingen­ting og bøjer sig for den peer reviewe­de fup og svin­del. Ellers går det ud over kar­rie­ren. Men er det da bed­re, at det går ud over filo­so­fi­en?