Person: Slavoj Žižek

Gode vibrationer: Om Hartmut Rosa som naturfilosof

Kritisk teori og naturfilosofi er typisk ikke noget, man forbinder med hinanden. Kritisk teori har historisk set primært beskæftiget sig med kulturindustri, politiske forhold og ideologikritik og har dermed været relativt antropocentrisk. Naturfilosofi har for sin del manifesteret sig på mange forskellige måder op igennem historien, men fælles for megen vestlig naturfilosofi er en grundlæggende interesse for virkelighedens mere-end-menneskelige dimensioner. Den har altså været relativt ikke-antropocentrisk. I denne og den opfølgende artikel hævder vi imidlertid, at der på trods af de åbenlyse forskelle faktisk er god grund til at sammentænke de to filosofigenrer: kritisk teori og naturfilosofi. Det er i den forbindelse værd at hæfte sig ved, at selveste Theodor Adorno og Max Horkheimer formulerede den flig af håb, som faktisk findes i deres famøse hovedværk Oplysningens dialektik fra 1946, med henvisning til netop naturen og dens ihukommelse. De passager i deres fællesmonografi – der på mange måder indvarslede den kritiske teori – som mest markant tydeliggør dette håb knyttet til naturen, lyder som følger:

At beherske natur grænseløst, at forvandle kosmos til et uendeligt jagtterræn, var årtusinders ønskedrøm. […] [H]ele det moderne industrisamfunds udpønsede maskineri er blot natur, som sønderriver sig selv. […] Det er ikke naturen, som truer den herskende praksis og dens uundgåelige alternativer – den falder tværtimod sammen med denne praksis -; det er dette: at naturen erindres.¹Theodor W. Adorno & Max Horkheimer, Oplysningens dialektik (København: Gyldendal, 2003), 336–344.

Oplysningens dialektik er et værk, som mange stadig den dag i dag affejer som brutal og rendyrket kulturpessimisme grænsende til selvpineri, men som vi vil hævde faktisk rummer et radikalt håb²Jonathan Lear, Radical Hope: Ethics in the Face of Cultural Devastation (Harvard University Press, 2008). i form af en dør på klem ud til naturen forstået som det store udenfor.³Quentin Meillassoux, After Finitude: An Essay on the Necessity of Contingency (Continuum Publishing, 2009). Dette håb konstruerer Adorno og Horkheimer på baggrund af et dobbelttydigt naturbegreb: 1) natur som ontologisk totalitet for al virkelighed, menneskets samfundsmæssige gøren og laden inklusive, og 2) natur som de mere-end-menneskelige dimensioner af virkeligheden (f.eks. kontinentalpladebevægelser, biosfæren, bjørnedyr, kosmos, bakterier, planeten, …). I og med indvarslingen af den antropocæne epoke er det imidlertid blevet nødvendigt at sammentænke de to aspekter af naturbegrebet, da mennesket nu selv er gået hen og blevet en geologisk kraft. Denne ontologiske sammenfletning af det menneskelige og det mere-end-menneskelige har i løbet af de sidste par årtier givet anledning til en hurtigt voksende teoretisk interesse for menneskets stilling i og relation til naturen. I denne artikel sætter vi fokus på, hvordan Hartmut Rosas begreber om resonans og fremmedgørelse rummer naturfilosofisk relevante perspektiver, der kan bidrage til forståelsen af senmoderne menneskers naturforhold den dag i dag.

Vi har valgt at indlede vores artikel om Rosa som naturfilosof med Adorno og Horkheimers citat, fordi det i koncentreret form præsenterer den kritiske teoris grundlæggende nerve af håb eller optimisme om, at et andet liv faktisk er muligt for menneskedyret. Et liv præget af resonans, mening og bæredygtig sameksistens med planetens mylder af liv i stedet for nederdrægtige variationer af et liv gennemstyret af fremmedgørende kapitallogikker, uværdige arbejdsforhold og industriens umenneskelige æstetik. Eksempler på sidstnævnte kan man møde i Ane Cortzens undersøgelse af arkitektur og byplanlægning i programrækken Er der en arkitekt til stede? fra 2021.⁴Er der en arkitekt til stede? (DR2, 2021).

Det gamle Storm P.-maleri Tilbage til naturen fra 1945 viser meget godt, hvad det er for en analytisk distinktion, der ligger til grund for det håb eller den optimisme, som, vi hævder, findes i selve Frankfurterskolens udgangspunkt for tænkning og kritik og i særlig grad i Rosas sociologi om menneskets forhold til verden:

Selvom Rosa positionerer sig selv i modsætning til “filosoffer og psykologer eller teologer, der professionelt kæmper med spørgsmålet om menneskets plads i kosmos eller vores forhold til universet eller til naturen”,⁵Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 11. så udlægger han ikke desto mindre en relevant (social)filosofi om, hvordan det for mennesket qua naturvæsen er muligt at opnå resonans i tilværelsen forstået som udgangen af den grundlæggende fremmedgørelse, der ridder senmoderne mennesker som en mare. En fremmedgørelse, der manifesterer sig ved, at verden fremstår “stum og grå og farveløs”,⁶Rosa, Det ukontrollerbare, 24. netop som i venstre side af Storm P.‘s billede ovenfor. Ifølge Adorno og Horkheimer dominerer den kapitalistiske logik naturen i takt med, at den dominerer mennesket – men siden udgivelsen af Oplysningens dialektik har efterfølgende tænkere fra Frankfurterskolen ikke beskæftiget sig synderligt med destruktionen af verden omkring os. Naturen, hævder vi, spiller til gengæld en central rolle i Rosas kritiske teori, og vi vil i det følgende fremskrive en læsning af Rosa som naturfilosof, præcis fordi han adskiller sig fra tidligere formuleringer af kritisk teori, der ikke eksplicit har forsøgt at forstå vores relation til naturen som afgørende afsæt for emancipatorisk kritik. Vi vil således både forsøge at vise, 1) hvordan Storm P.‘s maleri illustrerer den kritiske teoris egen venden tilbage til naturen, og 2) Rosas håbefulde skitsering af højhastighedssamfundsmenneskenes mulighed for gennem resonanserfaringer at vende tilbage til naturen og derigennem vinde eksistentielt og samværsmæssigt rigere liv. Vi vil således igennem artiklen godtgøre en dobbelt retur til naturen.

Økonomi, kultur, struktur: Højhastighedssamfundets tre motorer

Rosa udmærker sig som samtidsdiagnostiker ved at dyrke det, som Charles Wright Mills kaldte for sociologisk fantasi.⁷Charles Wright Mills, Den sociologiske fantasi (København: Hans Reitzels forlag, 2002), 20–22. Sociologisk fantasi handler om at være i stand til at koble overordnede samfundsmæssige strukturer, tendenser og udviklinger med individuelle menneskers konkrete hverdagslige og socialt kontekstualiserede erfaringer. Rosas analyser bestræber sig på denne måde på at integrere det personlige og det strukturelle i en helhedsfremstilling. Som vi kommer ind på henimod slutningen af denne artikels opfølger, “Den store resynkronisering”, så forstår Rosa vejen ud af det krisekompleks, som samtiden befinder sig i, som en progressiv dobbeltbevægelse, der skaber forandringer på både det personligt-individuelle og samfundsmæssigt-strukturelle niveau.

Genstanden for Rosas kritiske analyser er den senmoderne samfundsform, som han formelt definerer ved, at den “kun formår at stabilisere sig dynamisk” igennem økonomisk vækst, teknologisk acceleration og kulturel innovation.⁸Rosa, Det ukontrollerbare, 13. Moderne samfunds dynamiske stabilisering udfolder sig som en accelerationscyklus, der drives af tre motorer: A) den økonomiske, B) den strukturelle og C) den kulturelle motor:⁹Hartmut Rosa, Fremmedgørelse og acceleration (København: Hans Reitzels forlag, 2014), 32–37.

De tre accelerationsmotorer¹⁰Hartmut Rosa, “Social Acceleration: Ethical and Political Consequences of a Desynchronized High-Speed Society”, *Constellations* 10, nr. 1 (2003), 12).

De tre motorer medfører, at verden i dag er fanget i en accelerationscyklus, der er løbet løbsk og nu er blevet selvkørende.¹¹Hartmut Rosa, Social Acceleration: A New Theory of Modernity (Columbia University Press, 2015), 151. Ifølge Rosa er accelerationsprocesserne ikke drevet af et olympisk begær hos moderne mennesker efter “højere, hurtigere, stærkere”, men snarere af en konstant “apokalyptisk-klaustrofobisk trussel” forstået som “angsten for stadigt-mindre”.¹²Rosa, Det ukontrollerbare, 14. Dette omtaler han også andetsteds som et glidebanemoment i senmoderne menneskers selvforståelse: “[D]et at stå stille er ensbetydende med at sakke agterud”.¹³Rosa, Fremmedgørelse og acceleration, 39. Man kan høre politikeres formuleringer a la: “Hvis ikke, vi gør sådan og sådan, så kommer vi bag om dansen i den globale konkurrence, hvilket vil stække Danmarks chancer for at blive ved med at være blandt verdens rigeste lande” som symptomatiske for denne truslens og angstens motiverende funktion i højhastighedssamfundenes politiske selvforvaltning.

Accelerationscyklussen og dens subjektivt producerede frygt og nervøsitet installerer et imperativ hos menneskene i senmoderne samfund, der kræver, at de vedvarende handler således, at deres rækkevidde i verden maksimeres, og at så meget som muligt gøres opnåeligt for dem.¹⁴Rosa, Det ukontrollerbare, 15–16. Dette medfører i sin egen ret, at verden som sådan fremtræder som det, Rosa med et rammende udtryk kalder for et aggressionspunkt – det vil sige som noget, der skal undertvinges, kontrolleres og i det hele taget angribes med en offensiv energi.¹⁵Rosa, Det ukontrollerbare, 17. Den aggressive beherskelse af verden sker gennem fire operationer: “synliggørelse, opnåelighed, beherskelse og nyttiggørelse”.¹⁶Rosa, Det ukontrollerbare, 20. At verden opleves som et aggressionspunkt kommer blandt andet til udtryk gennem den udbredte brug af to-do-lister som eksistentielt management-værktøj.¹⁷Rosa, Det ukontrollerbare, 13. Denne pointe kan yderligere illustreres af de såkaldte millennials, altså den generation af nu voksne mennesker, som er født mellem 1981 og 1996. For mange af dem er det at være voksen ikke længere en forholdsvis stabil identitetstilstand, men opleves snarere som en serie af konkrete handlinger, der udføres for at lykkes med projektet om at voksne – en række kontinuerlige handlinger, der må og skal gøres for netop at følge med. At være voksen er altså for mange i højhastighedssamfundet gået hen og blevet en selvbevidst aktivitet, man selektivt kan træde ind og ud af. Som den amerikanske kulturjournalist Anne Helen Petersen har formuleret det: “ ‘To adult’ is to complete your to-do list — but everything goes on the list, and the list never ends”, med risiko for at kulminere i det, hun kalder for “ærindelammelse [errand paralysis]”.¹⁸Ann Helen Petersen, “How Millennials Became the Burnout Generation”, BuzzFeedNews, 5. januar 2019.

I stedet for et liv baseret på en sammenhængende fremtidsorienteret selvfortælling, funderes det levede liv i højere grad på en flosset identitet, der løbende konstrueres af vragresterne fra alverdens episodiske hændelser.¹⁹Rosa, Fremmedgørelse og acceleration, 53. Senmoderne karakterdannelse sker som vilkår i et krydspres af trusler, og millennials mister nemt retningssansen fanget i højhastighedssamfundets krydsild. Udfordringen bliver derfor at undgå at brænde ud, altså at lide af burn-out:

Derude er alting dødt, gråt, koldt og tomt, og også i mig er alting stumt og goldt. Denne tilstand, der i dag i form af burn-outs er blevet til en tidstypisk mode- og massesygdom, røber i virkeligheden meget om forholdet til verden i moderniteten.²⁰Rosa, Det ukontrollerbare, 29.

At moderniteten helt grundlæggende er lagt an på hele tiden at skulle vækste flere penge, udvikle ny teknologi og gentænke sig selv kulturelt gør samlet set, at senmoderne mennesker brænder ud på grund af et fremmedgjort forhold til både verden og sig selv. En tragisk logik indtræffer i og med, at senmoderne menneskers egne eksistentielle strategier ikke kan bruges til at helbrede deres tilværelsesmæssige patologier: “You don’t fix it with vacation, or an adult coloring book, or ‘anxiety baking,’ or the Pomodoro Technique, or overnight fucking oats”.²¹Petersen, “How Millennials Became the Burnout Generation”. En pointe, som også Slavoj Žižek har formuleret i form af en ideologikritik af buddhismens populære udbredelse i vestlige samfund op igennem anden halvdel af det 20. århundrede og til i dag, hvor snart sagt alle danskere har et forhold til yoga, meditation og/eller mindfulness. Ifølge Žižek er vestlig buddhisme ideologisk dybt problematisk, fordi den får mennesker til at fokusere deres energi indad og på et individuelt plan gøre de senmoderne højhastighedssamfunds eksistensvilkår tålelige, i stedet for at de selvsamme mennesker deltager i det omvæltende arbejde med at lave fundamentalt om på de problematiske og smertelige forhold: “The ‘Western Buddhist’ meditative stance is arguably the most efficient way for us to fully participate in capitalist dynamics while retaining the appearance of mental sanity”.²²Slavoj Žižek, “From Western Marxism to Western Buddhism: The Taoist ethic and the spirit of global capitalism”, Cabinet Magazine 2 (forår 2001). I sidste instans leder Rosas modernitetsdiagnose til den konklusion, at fremmedgørelsen fra verden og naturen er massiv i kraft af den aggressive vilje til kontrol, der gennemsyrer moderne menneskers møde med verden. Udgangen af stress, fravær, depression og burn-out giver Rosa navnet resonans, og vi går nu videre til at se nærmere på dette begreb for at vise, hvilken rolle naturen kan siges at spille for Rosas håb og optimisme vedrørende muligheden for andre og bedre liv end dem, som mange mennesker i dag lever.

Det ukontrollerbare: Om resonans og fremmedgørelse som naturfilosofiske begreber

Det er vigtigt som en første pointe at fremhæve, at Rosa ikke forstår resonans som en specifik følelse. Resonans skal derimod opfattes som en relationsmodus med en særlig kvalitet, der “forbliver åben overfor det emotionelle indhold”.²³Hartmut Rosa, Resonans: En sociologi om forholdet til verden (København: Eksistensen, 2021), 191. Denne relation dannes, som Rosa beskriver det, igennem af←fekt og e→motion og har i sidste ende en transformativ karakter for relationens parter.²⁴Rosa, Resonans, 203. Det vil altså sige, at resonans er en særlig slags forhold mellem mennesker eller mellem mennesker og objekter, der i alle tilfælde indebærer, at et subjekt hører et kald og svarer på dette kald, eller med andre ord at man som menneske berøres eller påvirkes og aktivt responderer på denne berøring eller påvirkning.²⁵Rosa, Resonans, 201. Ydermere indebærer resonans et element af ukontrollerbarhed, som gør, at resonanserfaringer altid rummer et aspekt af overraskelse eller pludselighed. Sat på formel kan man sige, at resonans opstår når menneskers erfaringer af noget eller nogen sker i overenstemmelse med fire konstituerende træk: 1) afficering, 2) svar, 3) transformation og 4) ukontrollerbarhed.²⁶Rosa, Det ukontrollerbare, 32–35.

Resonans er, som vi kalder det i overskriften på denne artikel, gode vibrationer, og det, der sættes i vibrerende bevægelse i resonansrelationen er selve eksistensens meningsskabende strenge – i modsætning til dissonans, som avler fremmedgørelse, forvirring og potentielt fortvivlelse. Resonans skal således ikke forstås som Rosas navn for lykke. Et resonant forhold kan nemlig godt være ulykkeligt i form af et forhold præget af afsavn eller tab, men relationen kan stadig være både transformativ og dybt meningsfuld. Resonans er på denne måde tættere på et meningsbegreb end et lykkebegreb – men ikke forstået som en mening, der kan installeres permanent i tilværelsen. Snarere er der tale om en forholdsvis flygtig tilstand, der kun opnås episodisk.

Ydermere teoretiserer Rosa forholdet mellem fremmedgørelse og resonans som dialektisk. Det vil sige, at begge tilstande er betinget af deres egen respektive modsætning. Hvordan det? Resonans kan kun forekomme ved, at man træder ind i en gensidigt vibrerende relation med et givet fænomen, som man før indgangen i relationen var mere eller mindre fremmed over for, hvorfor fremmedgørelse fungerer som en muliggørende forudsætning for resonanserfaringer og altså ikke som resonansens absolutte modsætning.²⁷Simon Susen, “The Resonance of Resonance: Critical Theory as a Sociology of World-Relations?”, International Journal of Politics, Culture, and Society 33, nr. 3 (2020): 309–344. Fremmedgørelse betegner ifølge Rosa “en tilstand af en relationsløs relation, hvor subjekt og verden står over for hinanden uden inderlig forbundethed”.²⁸Rosa, Det ukontrollerbare, 31. Mennesket er grundlæggende et resonanssøgende væsen,²⁹Rosa, Resonans, 199–200. men resonans kan under ingen omstændigheder være en varig tilstand. Den er flygtig og forbigående. Af samme årsag giver det ikke mening at foreslå, at vi altid bør befinde os i et resonant forhold til naturen – fremmedgørelse er nødvendig, når vi skal undersøge, udforske og manipulere naturen som en uomgængelig del af menneskelivet, for eksempel i forbindelse med frembringelsen af mad, tøj og tag over hovedet. På samme måde vil naturen, i kraft af sin ukontrollerbarhed, oftest være fremmedgørende og endda til tider fjendtligt stillet over for menneskets gøremål og mere eller mindre artsspecifikke interesser. Tænk blot på naturens voldsomme storme, frost om vinteren, hedebølger om sommeren og farlige dyr i junglen. Pointen er og bliver imidlertid, at vi ikke fuldstændigt kan udrydde naturens iboende ukontrollerbarhed uden samtidig at fjerne selve mulighedsbetingelsen for resonans. I sidste instans er resonans karakteriseret ved en radikal kontingens med hensyn til dens opståen på grund af resonansrelationens afhængighed af det ukontrollerbare. Det betyder, at den hverken kan forceres eller forhindres, men opstår spontant under de rette omstændigheder. Vi kan nok købe os til oplevelser, hvorigennem vi forventer at opnå resonans med naturen, men resonansen kan ikke sikres på forhånd: “Vi kan købe os til den dyre safari til Sahara eller til et krydstogt, men ikke til resonans i forhold til naturen”,³⁰Rosa, Det ukontrollerbare, 36. som Rosa selv formulerer det. Sådanne former for kommercielt tilvejebragte vilde oplevelser er blot og bar resonanssimulering.

Rosas arbejde udgør samlet set et forsøg på “at udvikle en sociologi om forholdet til verden”.³¹Rosa, Det ukontrollerbare, 11. Naturen, hævder vi, udgør den primære ontologiske mulighedsbetingelse for resonante relationer for mennesket. For Rosa er menneskets væsen til fortfarende historisk forhandling og derfor præget af en grundlæggende sociokulturel omskiftelighed. Menneskets naturforhold må således også betragtes som historisk foranderligt i tråd med den amerikanske historiker Lynn White Jr.‘s klassiske tese om den økologiske krises kulturelle rødder.³²Lynn Townsend White Jr., “The Historical Roots of Our Ecological Crisis”, Science 155, nr. 3767 (1967): 1203–1207. Dette er væsentligt, for når vi taler om senmoderne menneskers nuværende forhold til naturen – oftest italesat som et kald fra naturen eller længslen efter, at naturen taler til os – er dette selv en moderne opfindelse fra en kulturhistorisk betragtning. En opfindelse, der kun lader sig gøre, fordi vi i moderniteten forstår naturen og menneskeheden som i udgangspunktet adskilte størrelser, der står over for hinanden som værensmæssigt forskellige og uden indre forbindelse. Og det er kun, fordi vi til dels har formået at bilde os selv og hinanden ind, at planetens mere-end-menneskelige natur og menneskenes gennemkulturaliserede samfundsliv er fundamentalt adskilte, at vi den dag i dag er i stand til at opfatte naturen som en af senmodernitetens primære resonansoaser.³³Rosa, Resonans, 311. Rosa vil formentlig være enig med Bruno Latour i, at vi aldrig i ontologisk forstand faktisk har været moderne, og samtidig være enig med ham i, at vi i vesten er lykkedes med på et ideologisk plan at forstå os selv og hele verden gennem modernitetens besnærende adskillelses- og separationsoptik.³⁴Bruno Latour, Vi har aldrig været moderne (København: Hans Reitzels forlag, 2006).

Som kur mod denne senmoderne ideologis økologisk destruktive konsekvenser foreslår Rosa ikke en eller anden vulgærromantisk retræte til en forestillet oprindelig naturtilstand. I stedet udlægger Rosa mennesket som et væsen, der altid er af verden – uanset hvad det så i øvrigt gør sig af forestillinger om sit eget ophav.³⁵Rosa, Resonans, 67. Med andre ord: Vi er natur. Som han også skriver andetsteds, så er det menneskelige subjekt relationelt, eller økologisk, konstitueret: “Subjekter er altid i verden eller ‘af verden’; de befinder sig allerede indenfor, omgivet af og i relation til en verden som helhed”.³⁶Rosa, Det ukontrollerbare, 31. På denne måde går der en lige linje fra den tidlige Karl Marx’ forståelse af menneskets naturforhold til Rosas resonansteori og hans begreb om det ukontrollerbare. Således skriver Marx i sine økonomisk-filosofiske manuskripter fra 1844:

Naturen er menneskets uorganiske legeme – dvs. for så vidt den ikke selv er menneskelegeme. Mennesket lever af naturen – det betyder: naturen er dets legeme, med hvilket det må forblive i stadig vekselvirkning, hvis det ikke ønsker at dø. At menneskets fysiske og åndelige liv er knyttet til naturen betyder simpelthen, at naturen er knyttet til sig selv, for mennesket er en del af naturen.³⁷Karl Marx, “Økonomisk-filosofiske manuskripter”, Tiden – Verden rundt, nr. 2 (1965): 54–63.

Det dobbelte naturbegreb, som vi i introduktionen ovenfor tilskrev Adorno og Horkheimer, viser Marx sig allerede at have formuleret ret præcist 100 år før udgivelsen af Oplysningens dialektik. Rosa synes således i overensstemmelse med Marx at abonnere på et naturbegreb, der både rummer 1) senmoderne menneskers fremmedgjorte opfattelse af at stå overfor naturen, og 2) den ontologiske realitet, at menneske og natur er ét og det samme. Med Rosas ord: at mennesket ikke bare er i verden, men tillige er af verden. Det store problem, kunne man sige, består i, at vi i senmoderniteten tror, at vi kun er det første og har glemt, at vi også er det andet. Resonans med naturen indebærer imidlertid, at vi overgår fra at erfare os selv som udelukkende i verden til også at erfare os selv som af verden.

For yderligere at indkredse resonansens væsen skelner Rosa mellem tre såkaldte resonansakser, nemlig en horisontal, en diagonal og en vertikal. Mens den horisontale resonansakse kommer til udtryk gennem menneskets relationer til andre mennesker gennem familieliv, venskaber og politiske sammenslutninger, manifesterer den diagonale resonansakse sig gennem menneskets relationer til uddannelse, arbejde og forbrug. Den vertikale resonansakse udmærker sig som den, der har at gøre med menneskets intenst meningsfulde erfaringer indenfor religion, kunst, historie og netop natur.³⁸Susen, “The Resonance of Resonance: Critical Theory as a Sociology of World-Relations?”, 315–316; Rosa, Resonans, 226. Uanset hvilken akse resonansen finder sted på, så er resonante relationer i alle tilfælde karakteriseret ved, at de involverede parter taler med deres egen stemme,³⁹Rosa, Det ukontrollerbare, 44. og at de således indgår i et forhold, hvor de svarer hinanden og gennem denne dialog transformeres.⁴⁰Rosa, Resonans, 203. Rosa skelner derfor også mellem resonans og en anden type svar, nemlig ekkoet,⁴¹Rosa, Resonans, 194. som nok kan ligne resonans, men faktisk ikke er det. Man indgår for eksempel ikke i en resonant relation med et menneske, der hele tiden pleasende taler en efter munden: “At den anden person også kan sige ‘nej’ eller ‘ikke nu’, er en forudsætning for, at man kan komme i resonans med ham eller hende”.⁴²Rosa, Det ukontrollerbare, 41. Resonans er således betinget af den grundlæggende ukontrollerbarhed, der findes i den eller det, vi træder i relation med. En ukontrollerbarhed med transformative potentialer, vel at mærke:

Resonanserfaringer forvandler os, og netop deri ligger der en erfaring af levendegørelse. […] [O]gså objekterne forandrer sig signifikant (for os) med resonanserfaringen. Bjerget, som jeg har besteget, er (for mig) et andet end det, jeg kun så på lang afstand eller kendte fra fjernsynet.⁴³Rosa, Det ukontrollerbare, 34.

I forhold til den altomsluttende klima‑, miljø- og biodiversitetskrise, verden befinder sig i, og hvis konsekvenser år for år, måned for måned, kun bliver mere mærkbare og alvorlige, tilbyder Rosas resonansteori et kritisk spejl for senmoderne mennesker at kigge ind i og skue både problemer og mulige løsninger i forhold til deres aggressive naturforhold. Økologiske filosoffer har længe været enige om, at de udvindings‑, fældnings‑, udlednings- og forureningsårsager til klima‑, miljø- og biodiversitetskrisen i høj grad har været muliggjort af de ideologiske forestillinger om naturen som forrådskammer og ressourcereservoir, som har defineret OECD-landenes historiske rovdriftsagtige og koloniale produktion og forbrug. Kort fortalt tilbyder Rosas teoretisering af resonanserfaringer en anderledes tilgang til at opleve, opfatte og omgås verden, planeten og naturen i al sin vælde.

Rosa giver i sine værker adskillige eksempler på resonans, som netop indebærer relationer til naturforhold og ‑fænomener, f.eks. snefald, landskaber, bjerge og søer.⁴⁴Se f.eks. Rosa, Det ukontrollerbare, 7, 41, 45 og 89. Disse er alle karakteriserede ved, at deres herkomst og væren som udgangspunkt ligger udenfor menneskets rækkevidde for kontrol. Selvfølgelig kan man bruge snekanoner på skisportssteder for at levere “snegaranti” til de besøgende skiturister. Selvfølgelig kan man sprænge sig vej gennem et bjergmassiv for at konstruere en tunnel med henblik på at udbygge vejnettet for privatbilismen. Og selvfølgelig kan man med gravkøer anlægge en sø i nærheden af et nybyggerområde for at gøre de anlagte huse endnu mere attraktive for mulige købere på boligmarkedet. Men sagen er den, at denne slags menneskeligt manipulerende indgreb i naturen ikke lader os indgå i meningsfulde, resonante forhold til naturen, men i stedet kun lader os angribe den som et aggressionspunkt, der skal undertvinges og indordnes menneskelige interesser, planer og begær samt de globale kapitallogikker, som senmoderne menneskers adfærd historisk forvalter realiseringen af. I den forbindelse består senmodernitetens grundlæggende vildfarelse og indre konflikt i, at den forveksler opnåelighed og kontrollerbarhed. Hvis naturen går hen og bliver noget, man konstant forsøger at beherske, kontrollere og underkaste en menneskelig og markedsmæssigt kommerciel logik, så er det til sidst overhovedet ikke naturen selv, man opnår adgang til og omgang med, men snarere en kunstigt tilvejebragt og falmet udgave af noget, man kulturelt har valgt at bruge ordet “natur” til at benævne.⁴⁵Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antropocæne paradoks: Om det ktoniske menneskes komme” i Planetære frakturer: Humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver på antropocæn, red. Kristoffer Balslev Willert (København: Multivers, 2022); Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antropocæne … Continue reading Rosa fremhæver i den sammenhæng, at senmodernitetens fremmedgjorte ambivalens over for naturen ikke kommer af en frygt for at miste naturen som ressource, men i stedet af en mere eller mindre ubevidst frygt for at miste naturen som en sfære for resonanserfaringer:

Det virker til, at vi destruerer den verden, vi gerne vil gøre tilgængelig: Destruktionen af vores naturlige miljø er det modsatte af, hvad vi drømte om, og som konsekvens bliver naturen en trussel mod os. […] Vi øger vores greb om naturen, livet og verden, men disse sfærer forandrer karakter netop gennem denne proces. Selvet og verden bliver blege, kolde og ligegyldige.⁴⁶Bjørn Schiermer, & Hartmut Rosa, “Acceleration and Resonance: An interview with Hartmut Rosa”, Acta Sociologica Special Issue: Four Generations of Critical Theory (2017): 1–7 (vores oversættelse).

Vi ved allesammen godt et eller andet sted, at det ville være godt for både os selv og for klimaet, miljøet og planetens mylder af liv, hvis vi i højere grad end nu tillod naturen at være den natur, den nu engang er uafhængigt af menneskets kulturelt betingede opfattelser og teknologisk muliggjorte manipulation af den. I senmoderniteten lever der en ængstelig og ofte uudtalt bekymring for, at naturen glider os helt af hænde og dens ihukommelse umuliggøres, hvorved erindringen om naturen mister det økologisk revolutionære potentiale, som Adorno og Horkheimer omtalte i citatet i begyndelsen af vores artikel. Den teknisk-instrumentelle og økonomisk-rationelle omgang med naturen positionerer mennesket med en selvopfattelse af at være relativt usårlig overfor naturens kræfter; af at være ontologisk uafhængig og suveræn, hvilket besværliggør eller ligefrem umuliggør resonans: “[D]en, der gør sig i den grad usårlig […] bliver ikke i stand til at opleve resonans. Han eller hun kan måske nok blive stimuleret, men helt sikkert ikke berørt”.⁴⁷Rosa, Det ukontrollerbare, 67. Stimulansen kunne så bestå i at fræse ned af den kunstige skiløjpe, at accelerere i sin bil gennem bjergets hulrum eller at gå tur med sin hund forbi kunstsøen i nabolaget. Men problemet med alle disse forsøg på at tilegne sig naturen er netop, at de er drevet og/eller muliggjort af viljen til at kontrollere den: “Var det tidligere (slet og ret) vigtigt at respektere naturens vilje, så bliver naturens vilje nu underkastet vores vilje”.⁴⁸Rosa, Resonans, 316. For Rosa er moderne samfunds voldsomme forsøg på aggressiv omskabelse af naturen en logisk konsekvens af en verdensrelationsmodus, der på en problematisk ensidig måde er domineret af resonansens dialektiske modpol: fremmedgørelsen. Denne ensidighed afføder et stumt forhold til verden og afstedkommer, at vi eksklusivt opfatter den som middel til vores egne formål, altså som helt igennem tingsliggjort:

Senmoderne subjekter taber verden som et talende og svarende overforstående i samme udstrækning som de udvider deres instrumentelle rækkevidde. De erfarer ikke egen formåen i betydningen af resonanssensibel opnåen, men i betydningen af tingsliggørende beherskelse.⁴⁹Rosa, Resonans, 490.

Vi erfarer således verden, og i særlig grad naturen, igennem fremmedgørelsens relationsmodus og som noget, der må og skal beherskes eller besejres, når vi mere eller mindre bevidst insisterer på, at vores kulturelle praksisser og senmoderne samfunds uerkendt økologisk destruktive interesser skal bestå.

Som vi har set i udlægningen af Rosa ovenfor, så er den metafysiske forudsætning for, at mennesket kan opnå resonanserfaringer i tilværelsen, at verden som natur er skabende og spontant givende på en til stadighed overraskende og ukontrollerbar måde, det vil sige, at verden forstås igennem Spinozas dobbelte begreb om naturen som samtidigt skabende (natura naturans) og skabt (natura naturata).⁵⁰Baruch Spinoza, Ethics (London: Penguin Classics, 1996 [1677]), 20–21. Ikke at Rosa løser de filosofisk principielle problemer omkring den såkaldte myth of the given, men hans kritiske teori hviler i hvert fald på den filosofiske præmis, at naturen er ontologisk defineret ved energi, kraft, forandring, kreativitet og given. Med andre ord: at naturen ikke er død materie. Denne metafysiske grundpræmis kommer indirekte til udtryk, når Rosa formulerer følgende: “Det er ikke tilstrækkeligt, at jeg griber ud efter verden, for resonans forudsætter, at jeg lader mig kalde på, at jeg bliver påvirket, at der er noget, udefra, der når mig”.⁵¹Rosa, Det ukontrollerbare, 40–41. Rosa skelner i den sammenhæng mellem, at et naturfænomen “vil sige mig noget” og at det selvsamme fænomen “taler til mig”.⁵²Rosa, Det ukontrollerbare, 45. Mens den første påstand indebærer troen på en i naturen iboende intention og dermed hviler på en vild metafysisk teori (animisme eller panpsykisme), indebærer den anden påstand blot en nøgtern fænomenologisk konstatering af, at noget i naturen har betydning for den, som udtaler sig: “Når mennesker får en resonansoplevelse med det første snefald eller med bjerget […] betyder det, at de bliver mødt af noget og mærker, at det angår dem, at det har betydning for dem”.⁵³Rosa, Det ukontrollerbare, 45. Resonanserfaringen hviler på, at man som menneske “hører en kalden”⁵⁴Rosa, Det ukontrollerbare, 45. og at man forholder sig “åben for det uventede”.⁵⁵Rosa, Det ukontrollerbare, 41. Det er ved at acceptere det faktum, at det kun er ved at omfavne naturen som halvkontrollerbar, at man som menneske bliver i stand til at indgå i resonante forhold til den.

Afrunding

Hermed når vi afslutningen på vores første af to artikler om Hartmut Rosa som naturfilosof. I denne artikel har vi primært haft fokus på at motivere en naturfilosofisk læsning af Rosas sociologiske arbejde. Denne læsning ledte os hen til at opfatte resonans og fremmedgørelse som et analytisk vigtigt begrebspar til at forstå menneskets forhold til naturen i senmoderne accelerationssamfund. I den kommende artikel går vi videre og illustrerer konkret, hvordan Rosas udlægning af naturen som (kun) halvkontrollerbar har både eksistentielle og politiske konsekvenser. Med afsæt i blandt andre Josefine Klougarts og Albert Camus’ litterære skildringer samt Rosas egne idéer til politiske tiltag på et strukturelt plan viser vi, hvordan resonans kan inspirere både menneskelige eksistensforskydelser og politisk samfundsreformering.

1.	Theodor W. Adorno & Max Horkheimer, Oplysningens dialektik (København: Gyldendal, 2003), 336–344.
2.	Jonathan Lear, Radical Hope: Ethics in the Face of Cultural Devastation (Harvard University Press, 2008).
3.	Quentin Meillassoux, After Finitude: An Essay on the Necessity of Contingency (Continuum Publishing, 2009).
4.	Er der en arkitekt til stede? (DR2, 2021).
5.	Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 11.
6.	Rosa, Det ukontrollerbare, 24.
7.	Charles Wright Mills, Den sociologiske fantasi (København: Hans Reitzels forlag, 2002), 20–22.
8.	Rosa, Det ukontrollerbare, 13.
9.	Hartmut Rosa, Fremmedgørelse og acceleration (København: Hans Reitzels forlag, 2014), 32–37.
10.	Hartmut Rosa, “Social Acceleration: Ethical and Political Consequences of a Desynchronized High-Speed Society”, Constellations 10, nr. 1 (2003), 12).
11.	Hartmut Rosa, Social Acceleration: A New Theory of Modernity (Columbia University Press, 2015), 151.
12.	Rosa, Det ukontrollerbare, 14.
13.	Rosa, Fremmedgørelse og acceleration, 39.
14.	Rosa, Det ukontrollerbare, 15–16.
15.	Rosa, Det ukontrollerbare, 17.
16.	Rosa, Det ukontrollerbare, 20.
17.	Rosa, Det ukontrollerbare, 13.
18.	Ann Helen Petersen, “How Millennials Became the Burnout Generation”, BuzzFeedNews, 5. januar 2019.
19.	Rosa, Fremmedgørelse og acceleration, 53.
20.	Rosa, Det ukontrollerbare, 29.
21.	Petersen, “How Millennials Became the Burnout Generation”.
22.	Slavoj Žižek, “From Western Marxism to Western Buddhism: The Taoist ethic and the spirit of global capitalism”, Cabinet Magazine 2 (forår 2001).
23.	Hartmut Rosa, Resonans: En sociologi om forholdet til verden (København: Eksistensen, 2021), 191.
24.	Rosa, Resonans, 203.
25.	Rosa, Resonans, 201.
26.	Rosa, Det ukontrollerbare, 32–35.
27.	Simon Susen, “The Resonance of Resonance: Critical Theory as a Sociology of World-Relations?”, International Journal of Politics, Culture, and Society 33, nr. 3 (2020): 309–344.
28.	Rosa, Det ukontrollerbare, 31.
29.	Rosa, Resonans, 199–200.
30.	Rosa, Det ukontrollerbare, 36.
31.	Rosa, Det ukontrollerbare, 11.
32.	Lynn Townsend White Jr., “The Historical Roots of Our Ecological Crisis”, Science 155, nr. 3767 (1967): 1203–1207.
33.	Rosa, Resonans, 311.
34.	Bruno Latour, Vi har aldrig været moderne (København: Hans Reitzels forlag, 2006).
35.	Rosa, Resonans, 67.
36.	Rosa, Det ukontrollerbare, 31.
37.	Karl Marx, “Økonomisk-filosofiske manuskripter”, Tiden – Verden rundt, nr. 2 (1965): 54–63.
38.	Susen, “The Resonance of Resonance: Critical Theory as a Sociology of World-Relations?”, 315–316; Rosa, Resonans, 226.
39.	Rosa, Det ukontrollerbare, 44.
40.	Rosa, Resonans, 203.
41.	Rosa, Resonans, 194.
42.	Rosa, Det ukontrollerbare, 41.
43.	Rosa, Det ukontrollerbare, 34.
44.	Se f.eks. Rosa, Det ukontrollerbare, 7, 41, 45 og 89.
45.	Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antropocæne paradoks: Om det ktoniske menneskes komme” i Planetære frakturer: Humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver på antropocæn, red. Kristoffer Balslev Willert (København: Multivers, 2022); Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antropocæne paradoks”, Turbulens, 5. december 2018.
46.	Bjørn Schiermer, & Hartmut Rosa, “Acceleration and Resonance: An interview with Hartmut Rosa”, Acta Sociologica Special Issue: Four Generations of Critical Theory (2017): 1–7 (vores oversættelse).
47.	Rosa, Det ukontrollerbare, 67.
48.	Rosa, Resonans, 316.
49.	Rosa, Resonans, 490.
50.	Baruch Spinoza, Ethics (London: Penguin Classics, 1996 [1677]), 20–21.
51.	Rosa, Det ukontrollerbare, 40–41.
52.	Rosa, Det ukontrollerbare, 45.
53.	Rosa, Det ukontrollerbare, 45.
54.	Rosa, Det ukontrollerbare, 45.
55.	Rosa, Det ukontrollerbare, 41.

Det perfekte offer: Overføringens tragedie

Brian Benjamin Hansen · 15. okt. 2020

Overføring har at gøre med noget af det allermest besværlige i psykoanalysen. I den betydning af fænomenet, jeg knytter an til her, har overføring at gøre med analysandens følelsesmæssige investering i analytikeren. I en psykoanalyse bearbejder analysanden sig selv i forhold til et spørgsmål om, hvem han eller hun er for andre, heriblandt også, og måske endda på en særlig måde, for analytikeren, og i det lys er det ikke så underligt, at analytikeren er medimpliceret i analysandens ubevidste begær. Det gør det dog ikke mindre besværligt. Særligt ikke, når en af de mest hyppige affekter i overføringen er kærlighed, hvilket Freud meget tidligt opdagede og teoretiserede under betegnelsen “overføringskærlighed”.¹Jf. Sigmund Freud, “Observations on Transference-Love (Further Recommendations on the Technique of Psycho-Analysis III)”, i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Volume XII (1911–1913) (The Hogarth Press, 1958), 158. Situationen, hvor analysanden forelsker sig i analytikeren, har både foruroligende og komiske aspekter, som Freud siger det, og den kalder med sine vanskeligheder på yderligere teoretisk udredning. Hvorfor er det, at analysander næsten mekanisk forelsker sig i deres analytikere i takt med analysens forløb?

Jacques Lacan har givet den generelle definition på overføring, at det er, når man tiltror nogen eller noget en viden, der relaterer til én selv, men som man ikke selv er i besiddelse af; en viden, som er så vigtig, at den tager form af en “indre skat” i analytikeren eller et kærlighedsobjekt, man gerne vil have fingre i. Vi er som subjekter udleveret til en grundlæggende tvivl om helt basale ting i vores tilværelse: Hvad ønsker jeg mig egentlig? Hvad er der galt med mig? Og overføring er, at subjektet orienterer sig i forhold til en anden, som “formodes at vide”, som Lacan siger det.²Se Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar of Jacques Lacan, Book XI (Norton, 1998), 230–243. Som sådan kan overføring optræde i mange forskellige sociale bånd, mellem patient og læge, mellem studerende og underviser osv. I den psykoanalytiske praksis hos Freud og Lacan opfattes overføring dog som et tveægget sværd: På den ene side skal der overføring til, hvis analysen skal i gang, og der må være et niveau af viden, som tilskrives analytikeren. På den anden side står overføringen i vejen for, at analysanden i sidste ende selv kan “overtage” sine problemer: Analytikeren må afmonteres som den, der formodes at vide. Analytikeren er ikke i besiddelse af svaret på gåden om tilværelsens mening, og ikke engang hvordan jeg slipper af med mine symptomer; analysen fremkalder egentlig blot symptomerne, tillader dem at være der og spille sig ud. Overføring er dermed en betingelse for analyse, men også en barriere, hvis den fikserer analysanden i forhold til analytikeren.

Hvad sker der, hvis man bedriver psykoanalyse uden at tage hensyn til overføringen? Var det ikke netop det, der skete for Joseph Breuer i den berømte første psykoanalyse, da han analyserede Anna O.? Anna O. reagerede på analysen med en voldsom forelskelse, som Breuer ikke magtede at forholde sig til, som man kan læse i Ernest Jones’ udlægning af historien.³Ernest Jones, Sigmund Freud: Life and Work, The Young Freud 1856–1900 (The Hogarth Press, 1953), 245–248. Hvis overføringen ikke analyseres, dukker den op igen som et monster: Analytikeren skyder patientens symptomer ned, men et sidste afgørende kompleks dukker op, nemlig analysandens libidinøse tilknytning til analytikeren. Men der er måske en brug af overføringen, som er endnu mere alvorlig, nemlig når man behandler nogen ved direkte at udnytte overføringskærligheden. Det kan man gøre, hvis man som behandler (og som terapeut, psykolog osv.) placerer sig mageligt i overføringsrelationen og bruger den til at lede patienten ind på de veje, man finder mest fornuftige eller hensigtsmæssige. Her opgives det analytiske til fordel for det vejledende, og for Freud og Lacan beløber det sig til det, de kalder “suggestion”, dvs. en form for manipulation med patienten.

Jeg vil i det følgende behandle P1 Dokumentar-podcasten “Det perfekte offer II”, redigeret af Emil Eusebius Olhoff-Jakobson, der udkom mellem d. 21. februar og d. 8. marts 2019.⁴Det perfekte offer II (DR P1, 2019). Podcasten beskriver et psykoterapeutisk forløb, der er stærkt præget af suggestion, og som udvikler sig i en særdeles voldsom retning. Med baggrund i en analyse af det, som udspiller sig i dette forløb, og med de forbehold, der knytter sig til, at vi kun præsenteres for et udsnit af historien, vil jeg hævde, at der er en del at sige om, hvordan overføring kan komme til at fungere som en barriere for analyse. Det er naturligvis ikke alle former for psykoterapi, der abonnerer på hverken Freud eller Lacans begreb om analyse, men min pointe er alligevel, at man kan undersøge nogle af podcastens udsagn og beskrivelser på en nuanceret måde ved hjælp af begreber såsom overføringskærlighed, suggestion osv. Alle er formodentlig enige om, at behandleren i det forløb, der præsenteres i podcasten, bruger overføringen forkert, endda på en meget grov måde, men det svære spørgsmål handler måske ikke så meget om at pege på det forkerte, men om at analysere, hvordan og hvorfor det går galt, og hvilke andre veje, det ville være muligt at tage i forhold til overføring. Overføring er som sagt besværlig. Dét viser podcasten, hvorfor den er det oplagte omdrejningspunkt for en metapsykologisk diskussion om overføringens status.⁵Jeg skylder en tak til Christina-Regitze Pedersen for at have bragt mig på sporet af podcasten og for at have bidraget med væsentlige perspektiver til artiklens analyser og argumenter.

Saras historie

I “Det perfekte offer II” træder overføringen frem som en moderne tragedie. Vi følger Sara, der kommer i behandling hos en psykolog, og som efter en række hændelser, der involverer både forførelse og trusler, ender med at blive psykologens sexslave. Der er meget i denne historie, som er spektakulært, og som indeholder fatale menneskelige og institutionelle svigt. Men der er også noget, der kalder på en dybere refleksion: Hvordan kan det være, at det overhovedet kan lade sig gøre for en patient, hvis lidelser drejer sig om seksuelle overgreb i barndommen, seksuelt at underkaste sig sin psykolog? Hvad er der, der gør, at psykologen kan manipulere hende til at blive sin sexslave? Og på hvilke måder misbruger psykologen konkret sin magt? Hvad består magtmisbruget i?

“Den her mand valgte jeg at stole på”, som Sara siger det i podcastens allerførste afsnit, “og så gudhjælpemig, om han ikke udsætter mig for nøjagtig alt det, jeg var mest bange for”.⁶Ep. 1, 1:30. Alle referencer med episodenummer er til Det perfekte offer II. Sara møder psykologen på et kursus i forbindelse med sit arbejde, hvor han slår hende som en meget karismatisk person. Hun tænker, at han måske kan hjælpe hende. Hun lider, som en psykiater tidligere i hendes liv har beskrevet det, af angstsymptomer af PTSD-lignende karakter og har mareridt og genoplevelser af talrige traumatiske episoder fra fortiden. Saras kontakt til den karismatiske psykolog udvikler sig til et individuelt terapeutisk forløb, der især indeholder øvelser med meditation og mindfulness-teknikker, så hun kan lære at kontrollere sin angst og bringe alarmberedskabet ned.

I podcasten beskriver Sara imidlertid, hvordan det at begynde på mindfulness er “meget, meget voldsomt” for hende. Hun skal lære at rumme sin angst og ikke flygte fra den. Men Saras historie er særdeles brutal, og den “tilværelsens ulidelige lethed”, som horder af mennesker søger sig kureret for ved hjælp af buddhistiske ritualer og spirituelle øvelser, kendetegner ikke Saras situation. Saras barndom var dysfunktionel, med en mor, der til tider låste Sara inde på badeværelset i timevis. En venlig fiskehandler, som Sara knyttede lidt kontakt til, viste sig fra en ubehagelig side, da han en dag trak hende ud bagved og tungekyssede den 11-årige pige, mens han rørte ved hendes kønsorganer. Senere var Sara i et voldeligt forhold og mistede sit ufødte barn, da hendes mand slog hende. Men psykologen insisterer på sine teknikker. “Han lægger på intet tidspunkt skjul på, at han har nøglen til at løse det her. At alt hvad der sker, det er rigtigt, og at det går meget bedre, end han havde forventet – og hvis vi bare bliver ved sådan her, så bliver alting godt”.⁷Ep. 1, 20:30.

Og der begynder at ske noget, selvom det måske er en smule tvetydigt, hvad det egentlig er, der sker. Sara får det bedre for første gang i meget lang tid. Hun og psykologen får vendt nogle vigtige ting omkring hendes forhold til dominerende mænd.⁸Ep. 1, 21:32. Saras overvægt konfronteres også, og hun taber sig. Det hele vender. Hun begynder at løbe, hun begynder faktisk at træne og løbe helt vildt. Set i retrospekt kan man sige, at der er noget plaget over Saras nye tilgang til sit liv, selvom hun på overfladen virker mere sund og “normal”. Som hun selv formulerer det om sit løb: “Jeg stiller mig ved start, og jeg tænker på alt det, jeg er allermest bange for, og så løber jeg”.⁹Ep. 1, 22:34. Det tvetydige ved fremgangen ligger ikke mindst i forholdet til psykologen: Selvom målet med behandlingen egentlig var, at Sara skulle blive i stand til selv at håndtere sine problemer, er udfaldet blevet, at Sara tænker, at psykologen kan klare det for hende. “Han bliver sådan et fix”,¹⁰Ep. 1, 23:56. som hun siger det. Hun opfatter det som om, psykologen har styr på det, og at det handler om at være hos ham, fordi han ved, hvad der skal til. Han bliver en slags faderfigur, siger hun, som rydder op i det hele og beskytter hende. Fra sin side smigrer psykologen Sara med, at det er det mest meningsfulde behandlingsforløb, han nogensinde har haft. Afhængigheden af psykologen “kommer lige så stille, i og med at jo mere anerkendende, han er over for mig … at det har jeg bare ikke oplevet før”.¹¹Ep. 1, 22:57.

Psykologen begynder efter et stykke tid at indføre et fysisk aspekt i behandling: krammet. Sara stivner de første gange, psykologen krammer hende. Men psykologen opfordrer Sara til at blive i omfavnelsen. For Sara er det skræmmende, men der er på den anden side også noget dejligt i det. Det er ambivalent. Imens går psykologen tættere og tættere på hende rent personligt. Han fortæller hende, at de er ens, at han også har været udsat for overgreb. Sara oplever ham som charmerende. Hun bliver betaget af ham – hun var det nok allerede fra begyndelsen, men nu er samhørigheden bragt til et klimaks. “Hver gang, jeg tvivler, så tænker jeg, at det er fordi, jeg simpelthen ikke forstår det – han vil mig det jo kun godt”.¹²Ep. 1, 27:51. Som hun formulerer det: “Han kunne bare et eller andet…”, “Han kunne få mig til at føle, at jeg var en verdenskvinde og kunne det hele, og at jeg var omdrejningspunktet i hele hans liv”.¹³Ep. 2, 6:55.

Men fremgangen vender sig igen om i det modsatte. Alt det, Sara er angst for, er blevet fremkaldt igen. Hun har voldsomme mareridt, hun skærer i sig selv og har selvmordstanker. Mindfulness virker ikke, men nu virker flugt heller ikke. Alt det forfærdelige er der. Men der er også den person, som Sara er knyttet helt tæt til: psykologen. “Det er ham, der er løsningen”,¹⁴Ep. 1, 30:51. oplever Sara, at psykologen siger. Krammet, som psykologen giver ved sessionernes begyndelse og slutning, får en ny rolle. Det bliver nu givet som belønning, når Sara har arbejdet med noget, der er svært. Og psykologen går endnu videre ad den sti, der handler om at balancere det forfærdelige med det omfavnende: Sara skal gennemleve nogle af de ting, hun har været udsat for i sin barndom. Hun skal blandt andet gennemgå, genfortælle og dermed gennemleve det overgreb, der blev begået af fiskemanden. Det gør hun i en session af særligt lang varighed, hvor hun ligger med hovedet i psykologens skød. Denne episode, der finder sted en fredag, fører til, at Sara er nødt til at kontakte psykologen i løbet af weekenden: Som resultat af sessionen er hun dybt rystet og angstplaget. Psykologen inviterer hende hjem til sig selv og holder om hende. Senere inviterer han hende med i seng. Da de har ligget der lidt, fortæller psykologen Sara, at han er nødt til at sove et andet sted, fordi han får for meget lyst til sex. Sara kan ikke holde ud, at han ikke er der, og giver ham sex. Og herfra eskalerer det seksuelle forhold, der til sidst ender med, at psykologen udfører “seksuel lydighedstræning” med Sara og beder hende om at møde op til private sessioner uden tøj på.

Overføring og viden

Saras historie er tragisk, men ydermere ligger der også en tragik i hele den relation, der udspiller sig mellem hende og psykologen. Det er tydeligt, at der er overføringskærlighed på spil, men det er også tydeligt, at psykologen behandler denne kærlighed på en dybt uproduktiv måde. Måske er det endda sådan, at overføringen er skævvreden fra begyndelsen; at den strukturelt fungerer forkert og egentlig mest har form af suggestion.

Som nævnt opfattes det i den lacanianske psykoanalyse sådan, at analysen ikke kan komme ordentligt i gang, hvis ikke der er overføring. Hvis ikke patienten tror på, at lægen eller analytikeren ved noget, han eller hun ikke selv ved, kan forløbets energi ikke etableres. Men der er forskel på viden. Den viden, som Sara tilskriver psykologen, synes at være komplet. Det er en positiv viden om, hvordan man skal tænke, hvilke øvelser man skal lave, hvordan man skal se ud osv., som Sara kan indrette sit liv efter. Det er en række modeller, som tilbyder sig for det sårbare subjekt, der griber ud efter dem som redningskranse, taknemmeligt beundrende redningsmanden. Psykologen er tydeligvis ikke lacaniansk psykoanalytiker, men en del af den skole, der opfatter kognitiv træning og adfærdsterapi som vejen frem. Psykologen suggererer, fordi han kommer med helt konkrete forslag (som på engelsk, “suggestions”) til, hvordan patienten kommer videre, og belønner patienten med ros, kram og anerkendelse, når det lykkes. Viden og kærlighed indgår her i en særlig magtfuld koalition.

Hos Lacan er der tale om, at viden behandles på en anden måde. Som subjekter strides vi som nævnt alle med en række grundlæggende spørgsmål, som vi efterspørger svar på. Den lacanianske psykoanalyse formulerer det på den måde, at subjektets selvforhold altid er bestemt ved dets forhold til den Anden. Svaret på, hvad jeg skal bruge mit liv til, hvordan jeg skal begære osv., finder subjektet aldrig blot i sig selv, men i den Anden, eller i det mindste søger subjektet at konstruere nogle svar ud fra, hvad den Anden forestilles at måtte mene eller tænke. I analysen indtager analytikeren først og fremmest positionen som denne Anden, hvortil alle spørgsmål kan stilles og alle associationer tillades. Analytikeren tilbyder sig som en Anden, der kan danne baggrund for en undersøgelse af alle de betydende andre, som subjektet har søgt og søger at konstruere nogle rammer og svar ud fra. Det betyder helt konkret, at analysanden i løbet af analysen gennemspiller en række tidligere situationer, hvor analytikeren fungerer som en slags stand-in for analysandens betydende andre, skiftevis forældre, venner, elskere osv., eller for de ubevidste tanker og fantasier, der knytter sig til disse personer.¹⁵Se Sigmund Freud, Dora: Brudstykke af en hysterianalyse (Hans Reitzels Forlag, 1984), 99. Mere strukturelt er det analytikerens opgave at være en generel Anden, der må forholde sig åben og modtagelig for alle analysandens enigmatiske relationer. Analytikeren må hele tiden lytte til analysandens tale et andet sted fra, som trækker analysanden videre i sin undersøgelse af sig selv. Analytikeren behøver netop ikke på forhånd at have de svar, som analysanden efterspørger; snarere skal analytikeren egentlig blot vise analysanden mangfoldigheden af de svar, han eller hun allerede ubevidst har konstrueret. Ikke for at vise, hvordan de alle er utilstrækkelige, og hvordan analytikeren har et bedre svar, men for at vise, hvordan disse svar allerede virker som den ramme, subjektet lever sit liv igennem.

Den viden, analytikeren ligger inde med, er på det ubevidstes niveau, eller rettere er den en slags negativ viden: Ved at indtage stedet for analysandens enigmatiske relationer, dvs. som Anden for subjektet, siger analytikeren blot, at “der er ting, du ikke ved (eller vil vide af) om dig selv, men som alligevel kun du har adgang til”. Analytikeren må i analysen indtage stedet for analysandens ubevidste viden om sig selv, ikke for at komplettere analysanden med denne viden, men for at tilskynde analysanden til selv at analysere. I en vis forstand ligger det ubevidste “derude”, i relationen mellem subjektet og den Anden, men det er stadig subjektet, som skal leve med dette ubevidste, og analysen forsøger ikke at reducere eller fjerne det ubevidste, men snarere at optegne det. I analysen skabes næsten et slags virtuelt kort over det ubevidste, som et slags “indre udland”, som subjektet kan begynde at orientere sig i forhold til, ligesom også de afgørende huller, symptomer og traumer placeres på kortet eller befinder sig der, hvor kortet slår folder. Analysen handler netop om at give subjektet adgang til den viden, som først kan optegnes med analytikerens hjælp, men som egentlig allerede var der på forhånd. Hele ideen er egentlig blot at give analysanden adgang eller kendskab til sit eget ubevidste.

Hos Lacan hedder det som nævnt, at analytikeren er “subjektet, der formodes at vide”. Der er et spil mellem at analytikeren må acceptere, at analysanden tilskriver ham eller hende viden, og at analytikeren må arbejde på at lade denne vidensposition virke som en motor for subjektets eget arbejde med sig selv. Analytikeren må derfor ikke overfuse analysanden med fortolkninger, men skabe rummet for, at analysanden selv kan fortolke. Videre er det heller ikke analytikeren, der skal definere analysandens fremskridt, men analysanden selv. Overføringens tragedie er, når én træder frem som helten, der løser problemet for en sårbar patient. Overføringens tragedie kan på mange måder umiddelbart fremstå som en succes, når patienten, som i Saras tilfælde, pludselig spejler sig i den store, kloge psykolog, der kan forklare det hele, og som kan løse alle udfordringer. Men prisen er afhængighed.

Kram og kærlighed

Der er i den forbindelse noget interessant ved “krammet” i historien om Sara. Det var et væsentligt øjeblik i psykoanalysens historie, da man ophørte med berøringer, og analysen blev til talekur (med analysanden på briksen og analytikeren bag ved, ude af synsfeltet). Freud og Breuer havde tidligt arbejdet med håndspålæggelser i deres eksperimenter med hypnose, men noget fungerede ikke rigtigt sådan: Psykoanalysen er, som den slovenske filosof Mladen Dolar har formuleret det, skabt på baggrund af en fundamental accept af et “ikke røre!”¹⁶Se Mladen Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse (Philosophia, 2016), 114–143. Ødipuskomplekset er i psykoanalysens optik netop en historie om dette: Barnet får at vide af faderen, at det skal holde fingrene fra moderen; her er det første “niks pille”, og således opstår det ubevidste, som heller ikke kan røres, forholdet til den urørlige Anden osv. Alle berøringer i psykoanalysen sker ifølge Dolar på betingelse af en afstand, der allerede var der fra begyndelsen: På en måde handler en psykoanalyse om at komme overens med det, at man ikke kan røre (moderen, det ubevidste, den Anden). Psykoanalysen handler om en distance, som genfindes i distancen mellem analysanden og analytikeren; den genfindes også i distancerne, pauserne, bruddene osv. i det, analysanden siger. Det er i det, Dolar kalder snittet, at en virkelig berøring af analysandens fremmede kerne finder sted.¹⁷Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse, 140. Og her dur det ikke at skyde genvej med et godt, hjerteligt kram. Tværtimod. Krammet foregiver, at der findes en Anden, som “har dig”, som åbner sig for dig, som omfavner dine problemer. Krammet siger, at du gerne må røre, at du kan røre, at du kan finde dig selv gennem den Anden. Det accepterer psykoanalysen ifølge Freud, Lacan og Dolar ikke. Samtidig er krammet også potentielt omklamrende: Når en anden persons arme klynger sig omkring mig, er jeg fanget her. Jeg bliver holdt fast på en bestemt måde, sådan som den Anden vil have mig. Krammet som belønning er den ultimative hån mod analysanden (der i det tilfælde behandles som et lille barn): Når du gør, som jeg siger, gør du dig værdig til min kærlighed og omsorg. Samtidig er der i tilfældet med Sara noget med krammet, der har en ubehagelig relation til det, hendes problemer handler om: Er Sara ikke netop en patient, hvis lidelse handler om, at hendes grænser, hendes zone for ikke-berøring, i barndommen er blevet overskredet voldsomt?

Overføringens tragedie handler også om psykologens selvovervurdering og narcissistiske nydelse ved behandlingens succes. Psykologen fremtræder som selve “nøglen” til behandlingens lykkelige udfald, som Sara formulerer det. Han er “løsningen”. Alt, hvad der sker i det terapeutiske forløb, drejer sig implicit om psykologen: Han fremtræder med en positiv viden, en sikkerhed og charme, der forfører patienten ind i en tro på, at alt bliver godt. Han indtager det, man i den lacanianske psykoanalyse ville kalde en fallisk position; han er den, der ved, hvordan tingene skal gøres, og som har det, der skal til for at gøre det. Også for Lacan har analytikeren naturligvis en andel i behandlingens forløb, men spørgsmålet om, hvad det er, analytikeren egentlig giver, er noget mere kompliceret. Analytikeren giver som nævnt ikke noget konkret, dvs. en bestemt viden om, hvordan man skal leve sit liv og komme omkring sine udfordringer; alt, hvad analytikeren giver, er i virkeligheden blot en lytten. Analytikeren er selvfølgelig ikke bare tavs, men forsøger at indføje en lytten i analysandens tale: Konkret vil analytikeren intervenere med små spørgsmål eller antydninger, der bringer analysanden videre i talen: Hvad mener du med det? Kan du beskrive det lidt nærmere? Sagde du, at du havde en blå kjole på? Analytikeren vil fæstne sig ved stort og småt, men konstant arbejde på at åbne talen, så analysanden selv kan artikulere det, som plager. Analytikeren vil bringe sig selv i spil, men ikke i form af svar, snarere i form af kildne spørgsmål. Forskellen mellem den falliske og den analytiske position kan i virkeligheden formuleres meget skarpt: Psykologen i historien om Sara giver “det, han har” til Sara (viden, charme, omsorg), mens analytikeren giver “det, han ikke har” til analysanden. Analytikeren har ikke en positiv viden om analysandens fremmede kerne, men denne manglende forståelse er netop motoren i det analytiske arbejde.

Hvad ligger der i den kryptiske formulering om at “give det, man ikke har”? Psykoanalytikeren Bruce Fink har forklaret det gennem en udlægning af Lacans arbejde med såvel overføring som kærlighed. Ifølge Lacan er definitionen på kærlighed netop “at give det, man ikke har”.¹⁸Jacques Lacan, Transference, The Seminar of Jacques Lacan, Book VIII (Polity, 2015), 129. Sagen er, at når man nærer kærlighed til nogen, ligger der heri en spontan indrømmelse af, at man ikke selv er komplet. Man behøver, som Fink udlægger det, ikke at vide præcis, hvad det er, man mangler, for hernæst at kunne identificere den person, der har det, man mangler, for at nære kærlighed. Snarere er kærlighed netop det at støde på en, “der korresponderer med manglen i os”.¹⁹Bruce Fink, Lacan on Love: An Exploration of Lacan’s Seminar VIII, Transference (Polity, 2016), 35. Alle oversættelser af Fink er mine egne. “At elske en anden”, siger Fink, “er at meddele denne person, at vi mangler – faktisk big time – og at han eller hun er intimt forbundet med denne mangel”.²⁰Fink, Lacan on Love, 35. Som han udlægger det, er der noget her, som har en nær forbindelse til den måde, den lacanianske analytiker arbejder på: Analytikeren er som en elsker, der giver det, han eller hun ikke har. Analytikeren er som Sokrates (hvilket er Lacans egen sammenligning), der “ved, at han ikke ved”, og som stiller myriader af spørgsmål til sine venner og partnere og dermed sætter en masse diskussioner og undersøgelser i gang. Analytikeren elsker analysanden netop ved at stille betingelserne for en åben undersøgelse af dennes subjekt til rådighed, og analytikeren må på den måde altid finde noget at elske i en analysand, men uden at kræve at blive elsket tilbage (og heri består den afgørende forskel til virkelighedens kærlighed). Analytikerens kærlighed er dermed på en måde dybt personlig og alligevel helt upersonlig: Den angår ikke analysanden i kraft af vedkommendes bestemte fremtoning og tilfældige charme, og den er ikke forpligtet på at “realisere det almene”, som Kierkegaard ville sige det; den angår (kun) analysandens ubevidste. Analytikeren (frem)elsker analysandens ubevidste, og med denne produktive og krævende kærlighed igangsættes analysandens eget arbejde. Omvendt skaber denne “analytiske” kærlighed nu en kærlighed tilbage igen, som beskrevet i tilfældet med Breuer; analysanden modsvarer analytikerens kærlighed med en tilskrivelse af en særlig “indre skat” til analytikeren: Der er for analysanden noget i eller ved analytikeren, som kan fremstå som selve svaret på gåden om tilværelsens mening. Netop i dette punkt krydses analytikerens position, hans vidensposition, med analysandens ubevidste libidinøse position: Viden og kærlighed arbejder sammen i dette punkt.

Men kærligheden skal bruges som løftestang for, at analysanden kan komme til at “kende sig selv”, og derfor må analytikeren være meget påpasselig med den kærlighed, som analysanden bringer til analysen. Analysandens kærlighed til analytikeren opstår ofte på tidspunkter, hvor det er opportunt for analysanden at elske og ophøje analytikeren i stedet for at analysere videre. Med kærlighed kan analysanden afspore analysen og på en måde betvinge analytikeren, få ham til at holde op med alle de spørgsmål. Derfor må analytikeren ikke gengælde analysandens forelskelse, men han må heller ikke afvise den, idet den som nævnt på sin vis er vigtig for det analytiske arbejde. Analytikeren må skille analysandens “lukkende” kærlighed, som er kærligheden til analytikerens person, hans evner osv., fra den “åbnende” kærlighed, der angår den position, han indtager som den Anden for analysanden.

Der knytter sig måske endda en særlig etik til kærligheden i analysen. En analytiker, der ikke analyserer, men lever af kærlighed og af de gode resultater, han skaber for sine patienter, er en charlatan – i betydningen én, som foregiver viden og vigtighed, og som selv tror på (og udnytter) denne status. “Analytikeren må”, siger Fink, “som Sokrates ikke give efter for den charmerende opmærksomhed fra de smukkeste samtalepartnere (om det er Alkibiades, Agathon eller enhver anden), men må konstant forfølge discourse instead of intercourse”.²¹Fink, Lacan on Love, 48. De sidste fraser er bibeholdt på engelsk.

Overføringen fungerer forkert, når analysen kommer til at handle om analytikeren, der narcissistisk nyder beundringen fra sin patient. Det kan ikke lade sig gøre at bortreducere elementet af forelskelse i den analytiske proces, og det fungerer heller ikke at lade som om, det ikke er der. Men forelskelsen må på ingen måde besvares direkte af analytikeren. Analytikeren må ikke blive en vis mand, der sidder inde med alle svarene, og som kan dyrkes som en guru. Analytikeren må ikke blive analysens objekt, dvs. den, det hele handler om, men må snarere fungere som analysens motor, til gavn for analysanden.

Fra acting out til gentagelse

Som nævnt har Sara en voldsom historie bag sig, der inkluderer omsorgssvigt, overgreb og voldelige forhold. Vi kan nu vende tilbage til Saras udsagn om, at her var en person, psykologen, hun stolede på, som imidlertid ender med at udsætte hende for det, hun er allermest bange for. Hvordan kan det komme dertil? Hvad er det, der gør, at psykologen “kommer til” at fange hende i det værste, der kunne ske for hende, nemlig et nyt overgrebsscenarie? Hvad er det for et mønster, der gentager sig for Sara, og hvorfor ender behandlingen med at reproducere dette mønster i stedet for at opløse det?

Hvis man skal give en beskrivelse af Saras terapeutiske forløb i lacanianske termer, ville man, som jeg har været inde på, sandsynligvis betegne det som suggestion. Suggestion består i det forhold, at en autoritet foreskriver en række handlinger for det subjekt, der opsøger ham eller hende (som f.eks. dyrk mindfulness, få lavet noget motion, bliv bedre til at omfavne verden, tænk ikke så meget over tingene osv.). Suggestion kan for så vidt være en udmærket kur, når man skal have styr på et uoverskueligt liv og har brug for nogen, der kan sætte det i faste rammer, men det fungerer ikke i en analyse. En lacaniansk psykoanalyse handler ikke om, at patienten bliver omskabt i lægens billede eller får en række velafprøvede teknikker til selvkontrol, men om, at patienten får plads til at udspille det, som ikke passer ind, eller det, som fundamentalt forstyrrer et velordnet og tilrettelagt liv. Det er naturligvis klart, at også en sådan analyse er et asymmetrisk forhold mellem én, der formodes at vide (analytikeren), og én, der formodes ikke at vide (analysanden). Det er netop derfor, det er nødvendigt at tale om overføring. Men slutpunktet for analysen handler ikke om, at analysanden skal komme på højde med analytikeren og vide det, som denne vidste fra begyndelsen. Omvendt er det analysanden, der taler og analyserer og ligger inde med en ubevidst viden, og afslutningen består i en vis forstand i, at analysanden bliver i stand til selv at tage ansvar for det, som er kommet frem. Analytikeren har hjulpet med at blotlægge symptomerne, intet andet. Hvor andre tilgange vil forsøge at forklare eller uddrive symptomerne, vil den lacanianske analytiker egentlig blot give dem plads, tillade dem at være der. Man bliver ikke et kvalitativt bedre menneske af at gå i lacaniansk analyse (mere hel, mere afrundet, afbalanceret, velfungerende), men man får potentielt et andet forhold til sig selv. Man kan måske gøre andre ting, tale på en anden måde, bruge sit begær anderledes, handle friere i forhold til sine symptomer.

Suggestion er, som jeg antydede i begyndelsen, overføring uden analyse. Suggestion er, når lægen, i dette tilfælde psykologen, indtager sin rolle på en måde, så han instruerer patienten i at gøre det korrekte. Patienten hensættes i en overføringsrelation, som ikke er befordrende for analyse, men for lydighed. Hvordan kan patienten nu komme ud med alt det, som plager? Når det ikke kan komme ud gennem analysen, kommer det ud på en anden måde, nemlig gennem det, der af flere psykoanalytiske retninger kaldes acting out (efter standardoversættelsen af Freuds betegnelse agieren): Når analytikeren er døv, eller når analysanden ikke kan nå ind til ham eller hende, ikke kan få det sagt eller ikke levnes mulighed for at få det sagt, spiller eller handler analysanden det ud i stedet. Denne acting out eller ageren kan foregå på mange måder, og den er på en måde svær at komme udenom i et analytisk forløb. Sådan set er en simpel fortalelse også en ageren; det er en måde, hvorpå det ubevidste taler og handler, selvom det ikke artikuleres i velformede sætninger. Men acting out betegner i psykoanalysen som regel en mere direkte, fysisk handling, som særligt udspiller sig uden for det kliniske rum; det være sig i form af radikale livsbeslutninger eller særligt markerede handlinger.

Acting out er ifølge Lacan en henvendelse til den Anden. Det er en slags meddelelse på trods, en visning af noget, som, skønt det ikke kan artikuleres, er vigtigt at få ud. Saras løbetræning kan ses i lyset af acting out: Først og fremmest er løberiet noget, Sara genoptager, fordi psykologen opfordrer hende til det, og fordi hun på det tidspunkt i behandlingsforløbet bader sig i hans anerkendelse. Hun vil gerne leve op til hans positive forventninger til hende, og det kan hun blandt andet gøre ved at dyrke motion. Det er dermed ikke løbet som sådan, der tilfredsstiller Sara, det er ikke noget, hun bare gør for sin egen skyld; hun gør det netop for psykologens. Gennem løbet henvender hun sig til psykologen og bekræfter deres relation. Men der kommer også noget andet til udtryk i løbet, der får en excessiv og plaget karakter. Sara mobiliserer næsten ukendte kræfter i sit løb. Når hun stiller sig ved start og løber alt, hvad remmer og tøj kan holde, er der en henvendelse på spil, som har en desperat og uartikuleret karakter. Jo mere Sara løber, jo mere bekræfter hun sit forhold til psykologen, samtidig med at “noget”, noget ukendt og mærkeligt, spiller med. Og jo mere dette ukendte spiller med, uden at psykologen hører det, jo hurtigere løber Sara.

Da Sara på et tidspunkt i behandlingsforløbet begynder at skære i sig selv igen, kan det også forstås som acting out. Det er klart, at det at skære i sig selv giver en form for “følelsesregulering”; man kan oversætte en svært håndterbar grundlæggende angst til noget konkret og fysisk. Men der er, som filosoffen Slavoj Žižek har antydet, også noget mere på spil: Er cutting ikke også en måde at foretage en slags indskrivning, en proto-artikulation, af et problem? “[N]år jeg skærer i min arm, bliver “nullet” i subjektets eksistentielle forvirring, […] transformeret til “etteren” i en betydende indskrivning”.²²Slavoj Žižek, The Parallax View (The MIT Press, 2006), 389. Cutting er med andre ord igen det, at “noget” skal siges, skønt det ikke er helt klart, hvad det er, og dette “noget” består af en knude af en (kropslig) lidelse i en betydende struktur (henvendt til den Anden). Set fra perspektivet af acting out er der ikke så stor forskel på Saras excessive løberi og hendes skæreri. Når en analysand agerer, ligger der en henvendelse til analytikeren; en ageren er en provokation (en pro-vokation, en frem-kaldelse), både af problemet, selvom problemet som nævnt ikke er helt klart, og af analytikeren. En ageren er en appel til den Anden. I den lacanianske psykoanalyse må analytikeren arbejde med appellen ved at modtage den og vende den tilbage mod analysanden igen; analytikeren skal høre, men ikke fortolke analysandens ageren, for analysanden må selv bringes til at analysere og placere sig selv i sine handlinger. Det, som foregår hos psykologen i casen her, er dog på ingen måde at forstå som et analytisk arbejde med Saras ageren. På en måde overhøres dimensionen af det ubevidste fuldstændig i Saras ageren og tilsidesættes til fordel for adfærdsterapi. Saras ageren fortolkes ikke; hendes handlinger søges direkte formet ind i sunde teknikker til selv- og kropskontrol.

Ageren kan i psykoanalysen også betegne noget af det, som sker i overføringen, nemlig den aktualisering af tidligere impulser og fantasier, der uvægerligt er en del af selve det psykoanalytiske forløb. Men igen er der forskel på, hvordan denne ageren modtages. I Saras tilfælde sker der noget, der overskrider alle grænser for, hvordan man bedriver både psykoterapi og psykoanalyse, men som samtidig stadig har at gøre med, hvordan overføringen og aktualiseringen behandles i forløbet. For Sara forbliver aktualiseringen ikke noget, der behandles analytisk eller tales igennem, men ender med at blive omsat til en brutal genopførelse. På en måde begynder psykologen af spille med på hendes ageren. Hun opfordres af psykologen til at gennemspille scener fra sin fortid, men samtidig også til at indspille nye scener, som f.eks. den seksuelle lydighedstræning, der forstærker nogle af hendes grundproblematikker og ubehagelige fundamentale fantasier. Psykologen træder direkte ind i Saras handlingsunivers som hendes mentaltræner, omsorgsperson, men også som hendes hersker og betvinger.

Psykologen udsætter hende, som Sara selv fortæller det, for en lang række ydmygende oplevelser. Hun får sms’er om, at hun skal møde op hos ham, smide tøjet i mellemgangen og gå ind i soveværelset. De ser film sammen, og han drikker rødvin, men ikke hun, og hun skal gå inden filmen slutter. Hun skal udsættes for seksuel lydighedstræning, så hun kan “forstå, at jeg ikke længere havde ret til at bære et navn, at jeg ikke længere måtte tage beslutninger selv, fordi jeg var hans ejendel, at jeg skulle adlyde ham blindt, og at han ville passe på mig og være der for mig, så længe at jeg adlød ham”.²³Ep. 4, 6:30. Det er et dysfunktionelt forhold, som naturligvis er langt uden for skiven, når det kommer til psykoterapi og etiske kodekser. Men der er også noget i det, som kalder på en ekstra opmærksomhed. Hvad er det, Sara agerer med psykologen? Hun finder sig i det, fordi hun er forblændet af ham, og fordi han truer hende, men der er også noget mere. Selvom der er en lang række tilfældigheder, der fører til, at denne situation opstår, er der alligevel noget, der næsten automatisk bringer Sara dertil. Måske er der sket det, at psykologen er frosset i en bestemt rolle, der bliver anledning til et bestemt gentagende mønster for Sara? Psykologen er i udgangspunktet en venlig figur, en slags konstant, der imidlertid viser sig fra en ubehagelig side. Det er for Sara netop forholdet til f.eks. fiskemanden om igen. Hendes betagethed af den dominerende figur, hendes svigtende forståelse for grænser, hendes angst for at miste. Alle hendes grundproblematikker er i spil. Hun spiller og agerer det hele igennem, næsten som om virkeligheden selv var blevet en ond drøm.

Måske er det derfor ikke tilstrækkeligt at beskrive det, som sker for Sara i forløbet, med betegnelsen ageren eller acting out. Det forfærdelige ved Saras forløb er, at hun ikke bare agerer dele af sin fortid som led i en analytisk proces, men at hun bringes til at fortsætte med at gentage den. Den klassiske freudianske psykoanalyse skelner her “skarpt mellem sproglig erindring og gentagelse i handling”.²⁴Ole Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon (Gyldendal, 2002), 37. Hvad, det handler om, er at blive i stand til at erindre og artikulere den grundproblematik, som betvinger én, i stedet for at gentage den. Når Sara i de interviews, vi hører i podcasten, kigger tilbage på forløbet med psykologen, er der flere gange, hvor hun siger til sig selv, at hun på ingen måde handler logisk, og at hun endda handler på en måde, der burde have gjort hende særdeles bekymret. Når hun kigger på det i bakspejlet, kan hun se, at hun bringer sig selv i problemer, hun kender. Saras historie rejser dog et spørgsmål, som stadig er en teoretisk udfordring for freudiansk psykoanalyse, og som næsten kun kan formuleres på en lidt paradoksal måde: Kan erindringen indhente gentagelsen? Spørgsmålet har næsten karakter af paradokset med Achilleus og skildpadden. Kan den sproglige reproduktionen af traumatiske hændelser afmontere subjektets gentagelsestvang? For den sene Freud, og især for Lacan, er svaret nej, skildpadden vandrer videre.²⁵Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 50. Mens erindringen griber bagud efter den grundproblematik, som styrer mit liv, vælter mit liv fremad med nye gentagelser af grundproblematikken til følge. “Særligt uhyggeligt er det”, skriver Ole Andkjær Olsen i en præcis passage, “når svært traumatiserede patienter tilsyneladende ikke prøver at undgå fremtidige traumer, men tværtimod opsøger dem med søvngængeragtig sikkerhed”.²⁶Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon, 276.

På en måde handler analysens afslutning om den umulige opgave at blive ét med det, man var, men som hele tiden finder en ny skikkelse eller udspiller sig i en ny situation. Dette er den tidslige variant af det, at noget fremmed udspiller sig i mit liv: Jeg er altid allerede kastet ind i en virkelighed, som jeg ikke har valgt, og som kan synes dybt urimelig, men som jeg må genkende mig selv i.²⁷Denne pointe er fremstillet af Henrik Jøker Bjerre i en artikel (“Analysens afslutning: Fra Freud til Lacan”, Lamella – tidsskrift for teoretisk psykoanalyse, nr. 1 (2016), 31–41) om Freuds berømte motto for psykoanalysen: “Wo es war, soll ich werden”. Jeg parafraserer et par af hans argumenter her. Analysen slutter ikke, når man erindrer og forstår sin fortid til bunds, eller når nogen har forklaret, hvordan det hele hænger sammen, så man igen kan blive normal. Dette ideal ville fordre en udrensning af det ubevidste, som er i strid med den klassiske psykoanalyses antagelse om det ubevidste som grundvilkår. Min fortid er “reel”, ville Lacan sige; den findes aldrig direkte, kan ikke indrammes med positiv viden, og jeg rammer altid lidt ved siden af den, og alligevel er jeg konstant indkaldt til møde med den, idet den er en virkende kraft i mit liv.²⁸Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 53 og 55. Men ved at indrømme den en plads i min virkelighed som reel behøver jeg ikke mere kæmpe imod den, behøver ikke at undskylde, forsøge at gemme den væk, udrense den med mindfulness eller håndtere den ved at løbe eller skære i mig selv. Den energi, som fortiden binder, kan bruges anderledes.

Og her er vi måske ved et punkt, man kunne kalde “hinsides overføring”: Hvis analytikeren bifalder det, analysanden har udført ved analysens afslutning, og hvis denne anerkendelse er vigtig for analysanden, kunne man påstå, at analysen faktisk endnu ikke er slut: Analysanden har ikke frigjort sig fra forestillingen om, at der findes en korrekt måde at udleve sit begær på; analysanden forventer stadig, at analytikeren står for enden af processen, hvor der er ryddet op i fortiden, med et kram og et diplom. På en måde er afslutningen netop, at analysanden bliver i stand til at håndtere sine symptomer, der er blotlagt gennem analysen, som reelle, også i den betydning at heller ikke analytikeren kan forklare eller udrense dem.

Analytikeren skal være den, der hjælper analysanden til at overtage sin gentagelse. Analytikeren skal være den Anden, gennem hvilken det er muligt at erindre og artikulere denne gentagelse for at nå det punkt, hvor det er muligt at handle anderledes i forhold til den. I forløbet med Sara sker der det uhyggelige, at psykologen selv bliver medvirkende til genopførelsen af gentagelsen.

Offer og bøddel

Det er klart, at Sara er et offer for psykologen, i en vis forstand er hun “det perfekte offer”, som podcasten siger det, fordi der i forvejen er plads til den form for udnyttelse, som psykologen iværksætter. Den ligger der allerede som ubevidst gentagelsesmønster. Selvom den lacanianske psykoanalyse således kan bidrage til en undersøgelse af, hvorfor Sara bliver til et offer, gør det dog på ingen måde psykologens ansvar mindre, tværtimod. Psykologen må som påpeget under ingen omstændigheder “træde ind i” gentagelsen og selv spille en rolle i dens genopførelse. I forlængelse af dette må endnu et centralt spørgsmål til Saras historie dog stilles, for hvis Sara er det perfekte offer, hvad gør det så psykologen til? Hvad er det, der gør, at psykologen rent faktisk griber til at udnytte sin patient? Jeg vil foreslå, at den ulykkelige historie om Sara har et væsentligt aspekt mere, som ikke bare består i at overveje, hvordan patienten bliver til offer, men også hvordan behandleren bliver til bøddel.

Psykologen har som nævnt indtaget rollen som den, der har selve nøglen til behandlingens succes; en selvovervurdering, som spiller med i hans senere seksuelle udnyttelse af Sara. Samtidig hører vi dog også i podcasten, hvordan han på forskellige måder prøver at afslutte den seksuelle del af forholdet.²⁹Ep. 3, 9:18. Han er, som det fremstilles, klar over, at noget ikke er, som det skal være, og at han er involveret i Saras “behandling” på en forkert måde. Han trækkes personligt med ned, netop fordi han har været til stede i behandlingen personligt (som alvidende charmør) fra begyndelsen: Han har i en vis forstand givet for meget af sig selv til behandlingen. Tragediens kilde ligger, som også i de klassiske tragedier, i det forhold, at den handlende (her psykologen) begår hybris, og at han fanges i et net af sine egne fejl. Men hvorfor begår han fejlene, og hvordan kan det eskalere så voldsomt?

Psykoanalytikeren Glenn O. Gabbard har over en årrække beskæftiget sig med forholdet mellem overføring og modoverføring (dvs. overføringen fra analytikeren til analysanden). I en overbliksartikel over problematikkerne vedrørende borderline-patienter og modoverføring indleder Gabbard med følgende citat fra en terapeut,³⁰I det ovenstående har jeg diskuteret den konkrete psykolog i Saras historie op imod en freudiansk-lacaniansk forståelse af “analytikeren”. I det følgende bruger jeg betegnelsen “terapeuten” i forlængelse af Gabbards terminologi, men skelner ikke skarpt mellem terapeuten og analytikeren. der er stærkt udfordret af en patient; et citat der viser sagen fra terapeutens side, og som på flere måder lægger nye lag til forståelsen af forholdet mellem offer og bøddel:

Jeg føler mig udnyttet, manipuleret, misbrugt, og på samme tid føler jeg mig ansvarlig for hendes følelser af afvisning og selvmordstrusler, eller føler mig bragt til at føle mig ansvarlig for dem, fordi jeg ikke har tid til hende og ikke vælger at være/ikke altid kan være tilgængelig som et godt objekt eller et stand-by delobjekt.

Hun har lokket mig til at tænke [hooked me into thinking], at kærlighed og venskab vil helbrede hende, som om der intet var i vejen med hende, men at det snarere var alle menneskene i hendes liv, der var problemet. Så kommer jeg op med faderligt venskab, og hendes kontrol begynder. Hun fortæller mig, på forskellige måder, at jeg er forskellig fra de andre. Og netop som jeg soler mig i “god objektivitet”, begynder hun for alvor at kontrollere mig ved at fortælle mig, at jeg er nøjagtig som de andre, at jeg er ligeglad [that I don’t care]: “Jeg kan se, du kigger på dit ur. Jeg ved, du vil ud herfra. Jeg ved, du har et liv derude. Det bliver en lang nat. Du er ligeglad. Alle er ligeglade.”³¹Glen Owen Gabbard, “An Overview of Countertransference With Borderline Patients”, Journal of Psychotherapy: Practice and Research 2, nr. 1 (1993), 7. Alle oversættelser af Gabbard er mine egne.

Hvad, der er på spil i det ovenstående, er terapeutens affekter, som de kommer til udtryk i forhold til en patient, vedkommende har i behandling, og der er derfor tale om modoverføring. Som Gabbard udlægger det, er der særligt ved borderline-patienter tale om, at de tenderer mod at overvælde deres terapeuter, og endda i en sådan grad, at mestringen af modoverføringen, som Gabbard ser det, er selve det fundament, hvorpå den vellykkede behandling hviler.³²Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Sara beskrives i løbet af podcasten som en mulig borderline-patient,³³Ep. 7, 11:27. men for mig at se er denne betegnelse ikke så vigtig. I vignetten ovenfor kunne der sagtens være tale om en klassisk “freudiansk” patient, dvs. en hysterisk patient, der skiftevis opfylder alle analytikerens forventninger, skiftevis skuffer, frustrerer og afsporer analytikeren. Hvad, Gabbards artikel giver anledning til, er dog at overveje det forhold, at visse typer af patienter på særlig vis udfordrer eller tester deres behandlere. Der findes patienter, som i højere grad gør terapeuten/analytikeren opmærksom på, hvordan han eller hun er impliceret i den analytiske proces: “Disse patienter bringer os ’til live’ på en særlig måde, der skærper vores opmærksomhed, meget lig det at køre over et bjergpas på en smal, tosporet vej uden autoværn”.³⁴Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Denne type patienter er ekstremt sensitive over for analytikerens ordvalg og handlinger, som Gabbard udlægger det. Samtidig bliver de ofte “særlige” for deres behandlere, og de inspirerer, delvist på trods, til stor optimisme.

Gabbard beskriver en patienttype, der har en evne til at indgyde skyldfølelse hos deres behandlere: De kan være meget provokerende over for deres terapeuter, men i netop det øjeblik, terapeuten i sit stille sind ønsker patienten hen hvor peberet gror, beskylder patienten terapeuten for ikke at drage omsorg og bryde sig om ham eller hende.³⁵Dette afsnit er bygget på Gabbard, “Overview of Countertransference”, 9–11. Stærkt knyttet til skyldfølelsen er også “redningsfantasier” hos terapeuten, der optræder, når patienten bliver så hjælpeløs, at terapeuten hele tiden må gøre mere, særligt når patienten f.eks. tyr til antydninger om selvmord eller deciderede selvmordstrusler. Der er ifølge Gabbard noget grænseoverskridende ved forløb med patienter, der på den måde både er udfordrende og hjælpeløse. Disse patienter kan have så stor en frygt for at blive forladt, at intet andet end ubetinget kærlighed fra behandleren accepteres, hvilket kan eskalere til terapeutens villighed til at modtage sene telefonopkald, at mødes uden for det kliniske rum og endog til at indgå i seksuelle forhold. Sådanne forløb medfører ifølge Gabbard angst hos terapeuten; en angst for patientens grænseløshed i forhold til personlige og professionelle grænser, en angst for at blive slugt og tilintetgjort af deres patient.

Der er tegn på, at vi finder tilsvarende scener i historien om Sara. Sara er hjælpeløs og sårbar; hun har drømme om at rulle sig selv i glas og forsvinde;³⁶Ep. 1, 0:15 og 36:10. hun har drømme om at drive omkring på havet i en forladt færge, mens en uendeligt høj bølge nærmer sig;³⁷Ep. 2, 29:39. hun har drømme om en afgrund og en hånd, der næsten, men kun næsten, rækker ind og redder hende³⁸Ep. 4, 0:10. osv. Podcasten dykker som nævnt ikke ind i psykologens forestillingsverden, og det er ikke til at sige, om han har redningsfantasier, men under alle omstændigheder synes han at opfatte Sara som en særligt værdifuld patient, som Sara fortæller det; en patient der gør fremskridt, han ellers aldrig har set før. Sara bliver samtidig også afhængig af den følelsesmæssige kontakt til psykologen, som reagerer ved skiftevis at udnytte hende og skiftevis prøve at afslutte deres seksuelle forhold. Psykologen kan true med at trække stikket og bryde kontakten fuldstændigt, og det gør hende bange, men Sara har også et våben i sine selvmordstrusler: Når han ikke kan være der for hende, og når hun ikke kan få ham, vil hun slet ikke eksistere. På et tidspunkt, efter psykologen endnu en gang har forsøgt at afbryde den private del af forholdet, sender Sara ham et børnetestamente, som hun beder ham om at skrive under, så han vil kunne tage sig af hendes børn, hvis noget sker, for man “kan jo blive ramt af en lastbil ved et uheld”.³⁹Ep. 3, 15:34.

Der findes en række temmelig normative betragtninger af borderline-patienter, hvor de tilskrives en række uheldige sociale egenskaber, som f.eks. at være manipulerende, uberegnelige, temperamentsfulde og interesserede i at trække deres nærmeste (og deres terapeuter) med sig ned, med sig ind i deres lidelse. En lacaniansk tilgang til en borderline-patient (såvel som til en hvilken som helst anden patient) handler dog ikke om at foretage moraldomme. En lacaniansk tilgang handler om at sætte patienten/analysanden i arbejde omkring det, der plager, og bedre opførsel (eller for så vidt helbredelse) er kun et biprodukt. Gabbards beskrivelse af borderline-patienter synes næsten at bevæge sig over i det moralske, idet hans sprog for denne patientgruppe har karakter af, at de i særlig grad udfordrer almindelige regler og kodekser. Det, som driver hans fremstilling, er imidlertid ikke det moralske spørgsmål om, hvad man dog skal stille op med denne type patienter, men næsten det omvendte spørgsmål om, hvorfor de provokerer denne type af reaktioner hos deres behandlere (skærpet opmærksomhed, vagtsomhed, skyldfølelse, redningsfantasier, følelsen af overskridelse af grænser, angst)? Hvad betyder det, at disse reaktioner opstår? Nogle klinikere vil hævde, fremhæver Gabbard, at den sikreste vej til at genkende en borderline-patient findes i selve det forhold, at terapeuten oplever en stærk modoverføring, at han eller hun som nævnt vækkes til live i en særlig intens grad.⁴⁰Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8. Med andre ord skal det afgørende diagnostiske træk ikke findes hos patienten, men i terapeutens reaktion på patienten.

Set fra et lacaniansk synspunkt er der den fare ved Gabbards tilgang, at den kan ende i et spejlkabinet, hvor patienten provokerer analytikeren, mens analytikeren reagerer på patienten, og hvor det så bliver analytikerens opgave at sætte grænser for provokationerne, hvilket vil sige, at et bestemt moralsk ideal om, hvordan man opfører sig eller fungerer på den mest harmoniske måde, alligevel ikke kan undgås. Jeg vender tilbage til den pointe til sidst, men der er alligevel noget ved Gabbards beskrivelser af dynamikken mellem behandler og patient, der er interessant i denne sammenhæng. Analytikeren må ikke blot håndtere overføringen, men også modoverføringen, og hvad betyder det? Gabbard fremhæver, at borderline-patienten kan knytte bestemte affekter eller fantasier til analytikeren, som analytikeren i særlige tilfælde bringes til at identificere sig med (skønt de kommer fra patienten eller patientens ubevidste). Der er tale om en særlig form for overføring, som direkte fremtvinger modoverføring, kunne man sige. Jeg skal ikke gå dybt ind i denne mulighed her, den såkaldte “projektive identifikation”,⁴¹Gabbard, “Overview of Countertransference”, 12–16. men blot antyde muligheden af en tilgang til historien om Sara, der ville gå i den retning. Det har i min fremstilling indtil videre været klart, at psykologen suggererer Sara ind i det, hun er allermest bange for. Men hvad nu, hvis der er en næsten endnu mere uhyggelig mulighed? At Sara instruerer analytikeren ind i den rolle, hun er bange for, dvs. rollen som én, der skiftevis hjælper hende og forlader hende, tager sig af hende og udnytter hende? Men hvorfor skulle hun gøre det, kunne man spørge? Lacan ville sige, at vi her møder den kerne af nydelse-i-smerten, selve den jouissance, der animerer Saras symptom og gentagelse. Et symptom kan ikke blot opløses med viden, men har som regel “sat sig” som en bestemt måde at opnå en lidelsesfuld nydelse på; en måde, der giver patienten problemer og alligevel holder vedkommende fast. Er Sara i gang med at genopføre sit symptom? Producerer hun endnu en version af, at “jeg er hjælpeløs”, “jeg bliver udnyttet”, “jeg bliver forladt”?

Som Gabbard udlægger det, er modoverføring noget, der skabes i fællesskab af analysanden og analytikeren, hvor “både terapeutens gamle konflikter og patientens projicerede aspekter skaber bestemte interaktionsmønstre i den terapeutiske proces”.⁴²Gabbard, “Overview of Countertransference”, 13. Det er næsten, som om Sara kan bruge psykologens herskesyge position til noget. Det er naturligvis en kontroversiel vinkel på historien, men jeg antyder på ingen måde, at det, som foregik, var Saras egen skyld. Min pointe er den helt omvendte, at det i tilfældet med modoverføring i allerhøjeste grad er behandlerens opgave at håndtere den. Det uhyggelige er ikke, at der kan ske det, at en patient påvirker sin terapeut ind i en bestemt modoverføring og et bestemt handlemønster. Det uhyggelige er, når terapeuten fanges i dette spil. Når terapeuten ikke evner at stoppe op og analysere, men snarere begynder at opføre det stykke, som er sat i scene.

Med Lacan kan man sige det på den måde, at det både for overføring og modoverføring gælder, at analytikeren ikke må lade sig fange i det, forstået på den ret radikale måde, at analytikeren ikke må involvere sin egen person i det. Det handler i den lacanianske psykoanalyse ikke engang om at bruge sin person på “den rigtige måde”, f.eks. for at lede patienten frem mod en større grad af harmoni og integration. Forløbet omkring Sara er naturligvis også ifølge værdier som harmoni og integration, hvordan man end definerer disse værdier, forfejlet. Men for Lacan kan det slet ikke accepteres, at overføring bruges i et register, der handler om personlige relationer og bestemte på forhånd definerede værdier. Analytikeren må som nævnt modtage analysandens overføring, men vende pilen tilbage på analysanden, så denne sættes i arbejde omkring sine ubevidste fantasier og symptomer. Analytikeren må “give det han ikke har” og indtage sædet for det ubevidste. Analytikeren må hverken indtage rollen som mester eller professor, heller ikke som guide, coach, slet ikke som forfører eller charlatan, og selvfølgelig på ingen måde som “castet” medspiller i analysandens fantasier og gentagelser. Overføring må med andre ord flyttes fra et register, hvor terapeut og patient står direkte over for hinanden, og hvor overføring og modoverføring føder hinanden, til et register, hvor analysanden bringes i samtale med den Anden, dvs. med selve den uhåndterlige instans, vedkommende er sat af og lever sit liv, sine symptomer og gentagelser igennem. Analysens afslutning handler i en vis forstand om, at analysanden finder sin egen modus vivendi med symptomerne og indser, at heller ikke analytikeren har svaret. Løsningen er ikke at få meningen med det hele, men at opgive meningen og den fantasi, at analytikeren skulle kunne give svaret.

Det lyder på en måde som en næsten negativ bestemmelse af analytikerens rolle, næsten en slags analytikerens fallit. Meget modsat den position, som psykologen i historien om Sara indtager. Men denne type af fallit er alligevel baggrunden for analysens succes.

1.	Jf. Sigmund Freud, “Observations on Transference-Love (Further Recommendations on the Technique of Psycho-Analysis III)”, i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Volume XII (1911–1913) (The Hogarth Press, 1958), 158.
2.	Se Jacques Lacan, The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, The Seminar of Jacques Lacan, Book XI (Norton, 1998), 230–243.
3.	Ernest Jones, Sigmund Freud: Life and Work, The Young Freud 1856–1900 (The Hogarth Press, 1953), 245–248.
4.	Det perfekte offer II (DR P1, 2019).
5.	Jeg skylder en tak til Christina-Regitze Pedersen for at have bragt mig på sporet af podcasten og for at have bidraget med væsentlige perspektiver til artiklens analyser og argumenter.
6.	Ep. 1, 1:30. Alle referencer med episodenummer er til Det perfekte offer II.
7.	Ep. 1, 20:30.
8.	Ep. 1, 21:32.
9.	Ep. 1, 22:34.
10.	Ep. 1, 23:56.
11.	Ep. 1, 22:57.
12.	Ep. 1, 27:51.
13.	Ep. 2, 6:55.
14.	Ep. 1, 30:51.
15.	Se Sigmund Freud, Dora: Brudstykke af en hysterianalyse (Hans Reitzels Forlag, 1984), 99.
16.	Se Mladen Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse (Philosophia, 2016), 114–143.
17.	Dolar, Køn, filosofi og psykoanalyse, 140.
18.	Jacques Lacan, Transference, The Seminar of Jacques Lacan, Book VIII (Polity, 2015), 129.
19.	Bruce Fink, Lacan on Love: An Exploration of Lacan’s Seminar VIII, Transference (Polity, 2016), 35. Alle oversættelser af Fink er mine egne.
20.	Fink, Lacan on Love, 35.
21.	Fink, Lacan on Love, 48. De sidste fraser er bibeholdt på engelsk.
22.	Slavoj Žižek, The Parallax View (The MIT Press, 2006), 389.
23.	Ep. 4, 6:30.
24.	Ole Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon (Gyldendal, 2002), 37.
25.	Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 50.
26.	Andkjær Olsen, Psykodynamisk leksikon, 276.
27.	Denne pointe er fremstillet af Henrik Jøker Bjerre i en artikel (“Analysens afslutning: Fra Freud til Lacan”, Lamella – tidsskrift for teoretisk psykoanalyse, nr. 1 (2016), 31–41) om Freuds berømte motto for psykoanalysen: “Wo es war, soll ich werden”. Jeg parafraserer et par af hans argumenter her.
28.	Se Lacan, Four Fundamental Concepts, 53 og 55.
29.	Ep. 3, 9:18.
30.	I det ovenstående har jeg diskuteret den konkrete psykolog i Saras historie op imod en freudiansk-lacaniansk forståelse af “analytikeren”. I det følgende bruger jeg betegnelsen “terapeuten” i forlængelse af Gabbards terminologi, men skelner ikke skarpt mellem terapeuten og analytikeren.
31.	Glen Owen Gabbard, “An Overview of Countertransference With Borderline Patients”, Journal of Psychotherapy: Practice and Research 2, nr. 1 (1993), 7. Alle oversættelser af Gabbard er mine egne.
32.	Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8.
33.	Ep. 7, 11:27.
34.	Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8.
35.	Dette afsnit er bygget på Gabbard, “Overview of Countertransference”, 9–11.
36.	Ep. 1, 0:15 og 36:10.
37.	Ep. 2, 29:39.
38.	Ep. 4, 0:10.
39.	Ep. 3, 15:34.
40.	Gabbard, “Overview of Countertransference”, 8.
41.	Gabbard, “Overview of Countertransference”, 12–16.
42.	Gabbard, “Overview of Countertransference”, 13.

Kommunistisk liberalisme

Henrik Jøker Bjerre · 27. aug. 2020

Jeg vil i denne artikel vove at definere en politisk position.¹Artiklen er baseret på et forelæsningsmanuskript fra konferencen “Marx Nu!”, arrangeret af Selskab for Marxistiske Studier, på Roskilde Universitet, den 2.9.2017. Ikke blot én, jeg observerer eller vil analysere, men som jeg tilslutter mig. Det er for mit vedkommende en lidt usædvanlig ambition, fordi jeg som regel forsøger at forholde mig analytisk til politiske spørgsmål. Hvis jeg i den slags arbejde skriver fra et bestemt sted, er det umiddelbart en lidt vagere og mere moralfilosofisk orienteret kantiansk universalisme. Ideen til definitionen er imidlertid ikke mere selvstændig, end at den er opstået gennem, hvad man kunne kalde et analytisk greb: Forsøget på gennem kombinationen af to relativt simple observationer at beskrive en ny formulering af et politisk standpunkt. Begge observationer er i sig selv kombinationer af traditionelt venstre- og højreorienterede positioner, og grebet består således i at kombinere to kombinationer af venstre- og højreorienterede synspunkter. Det kan lyde spidsfindigt, men er i virkeligheden forholdsvis enkelt, og der ligger i forsøget for så vidt dårligt nok en påstand om originalitet i sammenligning med historiske politiske doktriner – blot en ambition om at indfri et potentiale i aktuelle politiske diskussioner, der ikke rigtig synes at være blevet udfoldet.

Den første observation angår den empiriske kendsgerning, som ret let ville kunne underbygges med omfattende eksempelmateriale, at det inden for de seneste par årtier i stigende grad har været venstrefløjen, der har forsvaret traditionelle borgerrettigheder i vestlige samfund, og at dette forsvar ofte er sket i modstand mod politiske partier, der tidligere ville forventes at tilslutte sig dem (liberale, socialdemokrater, konservative). Advokaten Bjørn Elmquist, der tidligere var folketingsmedlem for Venstre fra 1979–1990, udtalte således allerede i 2010, at det efterhånden faktisk kun var venstrefløjen, der forsvarede frihedsrettighederne og domstolenes råderum, og at det især gjaldt indvandreres rettigheder, overvågning og antiterrorlovgivning.²Charlotte Lund, “Enhedslisten er mester i at forsvare borgerlig frihed”, Modkraft, 6. december 2010. (Man kunne i dag, efter opgøret med “ghettoområder” rundt omkring i Danmark, tilføje boligpolitikken). Samtidig har der været et begyndende pres på Danmarks deltagelse i internationale konventioner. I 2016 begyndte Dansk Folkeparti fx at tale åbent om behovet for at revidere menneskerettighedskonventionens artikel 8, der taler om enhvers ret til “respekt for privat- og familieliv, hjem og korrespondance” – og fik positive reaktioner fra den øvrige højrefløj. Formålet skulle selvfølgelig være at sikre, at bestemmelsen kun gælder danske statsborgere, således at forbindelsen mellem borgerrettigheder og universelle menneskerettigheder kunne ophæves.³Ritzau, “Blå blok er klar til opgør med menneskerettigheder”, Politiken, 14. juli 2016.

Den anden observation handler om et andet fænomen, der er begyndt at vise sig i ca. den samme periode, og som lige omvendt handler om højreorienterede, der antager traditionelt venstreorienterede værdier. Jeg tænker her på, hvad Slavoj Žižek har kaldt “liberale kommunister”, som er (for det meste meget) velhavende og indflydelsesrige personer, der ikke længere anerkender modsætningen mellem den globale kapitalisme og de nye sociale bevægelser, der kræver alternativer til den globale kapitalisme.⁴Slavoj Žižek, Vold (Forlaget Philosophia, 2008), 20. Det er figurer som George Soros og Bill Gates, kapitalister med et menneskeligt ansigt, der har tjent formuer på deres multinationale virksomheder eller på spekulation, og nu ønsker at gøre verden til et bedre sted. Det er Fanden, der er gået i kloster, som man siger, men endda med en krølle: Det er en Fanden, der insisterer på at fortsætte med sit djævelskab, samtidig med at han nyder klosterets hellige fred; at de to ikke modsiger hinanden. Den perfekte liberale kommunist ville formentlig være en blanding af Gordon Gekko og Dalai Lama –på én gang en kynisk spekulant og en generøs menneskeelsker, der ihærdigt søger at skabe profit for at blive bedre i stand til at fremme universelle menneskelige værdier om kærlighed og venskab. “Deres påstand er”, som Žižek formulerer det, “at vi kan få den globalkapitalistiske kage, det vil sige trives som rentable entreprenører, og samtidig spise den, det vil sige tilslutte os de antikapitalistiske grunde til social ansvarlighed og miljømæssigt hensyn.”⁵Žižek, Vold, 21. Liberale kommunister er fortalere for empati, engagement, kreativitet, deling og uddannelse, og de finder det især moralsk påtvingende at afbøde lidelse i katastrofesituationer – tænk blot på Bill Gates’ indsigtsfulde og velmente rolle under corona-krisen i USA. De “elsker humanitære kriser, som bringer det bedste frem i dem,” som Žižek formulerer det.⁶Žižek, Vold, 24.

På trods af denne lidet flatterende beskrivelse vil jeg fastholde, at der er noget rigtigt ved den liberale kommunists position, nemlig netop kombinationen af visse liberale og kommunistiske principper. Som en god žižekianer er min pointe dog meget mere radikal og præcis den omvendte! Hvad, jeg vil hævde, er, at udtrykket “liberal kommunisme” bør vendes om som det principielle forsvar for individuelle menneskerettigheder på grundlag af en kommunistisk økonomisk politik. Mens liberal kommunisme deler “værdierne” om global retfærdighed og lighed, men ser kapitalistisk markedsøkonomi som det nødvendige middel til at fremme disse mål, som regel i kombination med en form for filantropi, gør kommunistisk liberalisme det modsatte: I kommunistisk liberalisme er afskaffelsen af den systematiske udbytning af arbejdskraften (merværdiproduktionen) det nødvendige middel til at forsvare menneskerettighederne i den liberale traditions egen forstand.

Jeg mener, at der er to veje til at forsvare denne påstand: én, der angår, hvad jeg vil kalde “kerneproblemet”, som er af en mere principiel, filosofisk karakter, og én, der angår, hvad der kunne kaldes “essentielle biprodukter ved merværdiproduktion”, hvilket inkluderer mere konkrete studier af økonomiske politikker, handelsaftaler, geopolitiske effekter, osv.

Kerneproblemet

“Kerneproblemet” relaterer til, hvad Kojin Karatani har beskrevet som den fundamentale inkompatibilitet mellem kapitalisme og oplysningens forståelse af mennesket som et væsen, der til enhver tid må behandles, med Immanuel Kants berømte formulering, “ikke alene som et middel, men altid også som et formål i sig selv”.⁷Se Kojin Karatani, Transcritique: On Kant and Marx (MIT Press, 2003), 217. Merværdiproduktionen er så tæt, man kan komme på, hvad det ville sige at behandle nogen som et rent middel til at opnå noget andet (nemlig skabelsen af profit). Uden varegørelsen af arbejdskraften og udvindingen af merværdi fra den, hvilket gør denne vares brugsværdi højere end dens bytteværdi, ville der slet ikke være sådan noget som kapitalisme, og det er derfor også her, i dette specifikke træk, at kapitalistens “sande interesse” manifesterer sig; det er af denne grund, at han ansætter arbejderen – for at bruge ham eller hende som et middel til at forøge sin rigdom.

Man kan protestere mod dette ved simpelthen at hævde, at merværdi ikke findes, og at hvis den formodes at karakterisere modsætningen mellem kapitalismen og Kant, så beviser dens ikke-eksistens denne ides falskhed. Det er for så vidt både en almindelig og en forståelig protest. Man kan endda sige, at “troen” på merværdien er en “shibbolet”, der kendetegner det at være venstreorienteret, eller i hvert fald at være marxist, mens det at benægte marxismens relevans mere eller mindre beløber sig til at benægte meningsfuldheden i at analysere merværdiproduktionen. Set fra højrefløjen er der ikke nogen klassekamp, fordi ingen udbyttes, dvs. der er i kapitalismen ikke nogen, der arbejder uden at blive betalt. Enhver arbejder per definition for den løn, der er lig med værdien af vedkommendes arbejde. Merværdiens eksistens er dog naturligvis ikke en tro i den religiøse betydning af noget, man personligt tror på som følge af forskellige subjektive tilbøjeligheder eller behov. Analysen af værdi, arbejde og udveksling af varer i Kapitalen er så videnskabelig som nogen analyse i kultur- og samfundsvidenskaberne, man kan forestille sig. Ikke desto mindre er der stadig noget særegent flygtigt ved begrebet om merværdi, som gør det let at modsige det, næsten af epistemologiske grunde. Som Karatani har sagt det, så findes der empirisk “kun profit, men ikke merværdi”.⁸Karatani, Transcritique, 231. Vi “ser” ikke merværdien, men må slutte til den på baggrund af en ret elaboreret analyse af forholdet mellem konstant og variabel kapital, løn, profit, osv. Men den dukker op, når løgets lag er blevet pillet af. Analysen af merværdien kan sammenlignes med spørgsmålet om, hvordan man vejer røg (som Paul Auster fortæller en historie om i filmen Smoke): Angiveligt skulle Sir Walter Raleigh have vundet et væddemål over Dronning Elizabeth I, hvor han havde hævdet at kunne veje røg. Hvad, han gjorde, var at tænde en cigar og ryge den, mens han omhyggeligt samlede asken sammen i en vægtskål. Da han var færdig, lagde han cigarstumpen oveni asken. Derefter trak han vægten af asken og stumpen fra vægten af den oprindelige cigar, og forskellen var vægten af røg. Noget lignende er, hvad Marx gjorde med merværdien.

En anden indvending kunne være at sige, at merværdi måske nok findes i én eller anden form, men at den ikke udgør en modsætning til (også) at behandle det andet menneske som et formål i sig selv. Man kan fx åbent indrømme, at en vis andel af den værdi, der produceres af arbejderne på en fabrik, går til ejeren uden at være begrundet i dennes eget konkrete arbejde, men at det kun er en del af udkommet af deres arbejde, som de må forvente at give køb på for overhovedet at have et arbejde. På denne måde kan “humanitetsformlen” af Kants kategoriske imperativ om “aldrig at behandle et andet menneske alene som et middel, men altid også som et formål i sig selv” oversættes til: “Du må aldrig indkassere al den værdi, dine ansatte producerer, men må indrømme dem en anstændig indkomst udover det, som du tager fra dem.” Måske kan den kapitalistiske udgave af humanitetsformlen endda formuleres i rent etiske termer: “Du må aldrig behandle dine arbejdere alene som producenter af værdi, men skal også behandle dem venligt og hilse på dem i døren, når de møder på arbejde.”

Man kan meningsfuldt hævde, at fagforeningernes succesfulde pragmatisme i en række lande, hvor det er lykkedes at skabe bedre løn- og arbejdsforhold, kunne ses som en bekræftelse af dette perspektiv: “Ja, vi kan godt se, hvad De siger, Hr. Marx, men nu har vi fladskærme og seks ugers betalt ferie, så måske er det med at afgive noget merværdi ikke så forfærdeligt alligevel.” I sin rene form implicerer denne position afvisningen af selve ideen om en “arbejderklasse” i dennes magiske konvertering til “middelklasse” og derfor også i realiteten afvisningen af begrebet om merværdi eller i hvert fald dets betydning. Der kan muligvis være noget teoretisk rigtigt ved begrebet, men i “den faktisk eksisterende kapitalisme”, som man kunne kalde det, spiller det ikke nogen særligt vigtig rolle.

Hvad begge de beskrevne indvendinger understreger, er vigtigheden af altid at opdatere den marxistiske analyse af merværdi til konkrete og skiftende situationer. Der er et “kerneproblem”, men det udfolder sig i konkrete produktionsforhold. At besvare spørgsmålet, om hvem der producerer merværdi i dag, er faktisk ikke nogen simpel opgave. Er det i Kina, Indien, Afrika, osv., at merværdiproduktionen finder sted, således at den traditionelle værdianalyse her kan anvendes mere eller mindre direkte overført fra Marx’ egen analyse af tekstilindustrien i 1850’erne? Og betyder det, at alle i “vores” del af verden nærmest per definition er kapitalister, eftersom vi som samfund mere eller mindre direkte lever af den værdi, der produceres der? Eller er arbejdsstyrken i den vestlige del af verden mere præcist havnet i, hvad Christian Marazzi har kaldt “et skizofrent paradoks”,⁹Brian Benjamin Hansen, “Vi står midt i krisernes krise”, Dagbladet Information, 16. februar 2013. hvor arbejderne, gennem deres egne pensionsfonde, er blevet deres egne de facto udbyttere? En arbejder kan bogstaveligt talt miste sit job på grund af investeringsstrategier i kapitalfonde, der delvist ejes af arbejderne selv. Eller, en tredje variant: Bliver vi alle sammen udbyttet på helt nye måder, når vi scanner vores egne varer i supermarkedet, ordner vores egne banksager på nettet eller leverer økonomisk værdifulde data om vores egne aktiviteter til Facebook eller Google, der sælger dem videre til reklameindustrien? Endelig: Hvad betyder automatiseringen for merværdien – kan robotter producere merværdi, eller hvor går udbytningen hen, hvis automatisering ikke fremmer lighed? (Mærkeligt nok synes både ulighed og stress at øges, selvom automatiseringen allerede er markant). Jeg har ikke præcise svar på disse spørgsmål, men jeg er overbevist om, at det vil være en god strategi for en marxistisk tilgang at besvare dem, hvis man ikke ønsker at gentage kommunismen i den bogstavelige betydning af at overføre de samme analyser og strategier, som Marx selv eller Lenin eller andre skabte, til nutidige problemer. Hvad, der må gentages, er selve den marxistiske analyses gestus i at identificere aktuelle produktionsforhold og de konfliktuerende interesser i dem, som ikke nødvendigvis er tilgængelige for det blotte øje. Ved at fokusere på det præcise problem med merværdiproduktion i samtiden får man dermed også en indikation af, hvilke former for politisk handling, man bør forfølge. Det gør det muligt at opfordre til forskellige eksperimenter og opfindelser, nye kooperative produktionsformer, banksystemer, aktivisme osv., uden nødvendigt at insistere på den abrupte overtagelse af produktionsmidlerne ud fra en universel model baseret på, hvad det ville betyde at overtage en kulmine eller en industrifabrik.

Fokusering på “kerneproblemet” gør det altså muligt at identificere forskellige forskningsområder og strategier, der er værd at følge, og det tillader samtidig, at man fokuserer mindre på forskellige abstrakte problemer som fx afskaffelsen af privat ejendomsret. (Fra tid til anden bliver venstreorienterede politikere konfronteret med spørgsmål af typen: “Får jeg lov til at eje min egen tandbørste efter revolutionen?”). Hvis genstande, man ejer, er blevet tilvejebragt uden udbytning af andre mennesker, er der ingen grund til at mene, at man ikke skulle kunne være fuldstændig legitim ejer af dem. Det kan ganske vist være vanskeligt at forestille sig, hvordan dette i realiteten skulle være muligt i en kapitalistisk nationalstat med multinationale virksomheder og komplicerede internationale handelsaftaler osv., fordi der netop altid er et spørgsmål, endda i andet eller tredje led, om, hvem der har arbejdet for at producere en bestemt vare. Men der er ingen modsigelse i at fastholde begrebet om en form for privat ejerskab, der er tilvejebragt gennem eget arbejde, udveksling, omfordeling, handel osv., så længe den privatejede genstand er produceret under ikke-kapitalistiske produktionsforhold. Spørgsmålet er med andre ord ikke, hvor meget man har lov til at eje, men hvordan man har lov til at eje. Faktisk kan problemet endnu engang vendes på hovedet: Det er netop den kommunistiske insisteren på afskaffelsen af merværdiproduktion, der muliggør en legitim form for privat ejerskab. (Karatani har en kortere diskussion af Marx’ lidt mere forfinede distinktion mellem individuelt og privat ejerskab i tredje bind af Kapitalen, som han konkluderer på denne måde: “For Marx kom kommunisme til at betyde etableringen af en ny form for individuelt ejerskab, og dette skyldes, at han betragtede kommunisme som lig med et forbund af producentkooperativer [an association of producers’ cooperatives].”)¹⁰Karatani, Transcritique, 167.

De essentielle biprodukter af merværdiproduktion

Hvis man betragter argumentet fra den anden ende, kunne kommunistisk liberalisme betyde, at hvor der end er en overtrædelse af menneskerettigheder, vil det være værd at undersøge spørgsmålet om merværdiproduktion. Det gamle slogan “følg pengene” er stadig en god indikation til at forstå mange spørgsmål, måske med tilføjelsen: “… og find merværdien”. Kritikken af den traditionelle marxisme for at være for éndimensionel og deterministisk er muligvis rigtig i forhold til en række spørgsmål, men økonomien bør ikke desto mindre betragtes som et “proto-transcendentalt” spørgsmål¹¹Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustsen, Den nyttige idiot (Samfundslitteratur, 2013), 149. i den forstand, at den ikke bare udgør ét af en række forskellige perspektiver, man kan tage i betragtning ved siden af spørgsmål om kultur, religion, miljøet, feminisme osv. Den er ét af mange spørgsmål, men den bør altid eller næsten altid gives prioritet i politiske analyser. I forhold til migration har Žižek fx argumenteret for, at enhver virkelig indsats for at løse den krise, der er opstået med flygtninge fra Syrien, migranter fra Afrika osv., må tage alvorligt i betragtning, hvordan man forandrer fundamentale strukturer inden for handel med naturressourcer, land grabbing, slavelignende arbejdsforhold osv.: “Den egentlige årsag til flygtninge er selve nutidens globale kapitalisme og dens geopolitiske magtspil. Får vi ikke rettet radikalt op på disse misforhold, vil indvandrere fra Grækenland og andre europæiske lande snart slutte sig til de afrikanske flygtninge”.¹²Slavoj Žižek, Den nye klassekamp (Informations Forlag, 2016), 113–114.

Det er ikke nok at behandle immigranter og flygtninge med respekt og værdighed, når de er dukket op i ens land; for konsistent at anvende det kantianske imperativ, må man arbejde for at afskaffe de produktions- og handelsformer, der tvinger dem ud af deres hjem i første omgang. (Det vil selvfølgelig ikke sige, at kulturelle og religiøse konflikter ikke også er væsentlige, men blot at det sandsynligvis altid er en god idé også at følge pengene, eller at “kulturelle konflikter” ofte er tæt forbundne med økonomiske interesser). På samme måde er det ikke nok at fordømme racismen og chauvinismen i Donald Trumps Hvide Hus, hvis man ikke samtidig arbejder for at forandre den massive økonomiske ulighed og følelse af afmagt, der har bredt sig i USA, og som paradoksalt nok er en del af forklaringen på skabelsen af Donald Trump som politisk fænomen. Selv i spørgsmål om ytringsfrihed vil jeg hævde (og har jeg argumenteret for andetsteds),¹³Henrik Jøker Bjerre, “Freedom of Expression in the Era of the Privatization of Reason”, Akademisk kvarter 14 (efterår 2016). at det ikke er nok at diskutere spørgsmål om moralitet og legalitet i forhold til visse begrænsninger i retten til at udtrykke sig frit, men at man også bør undersøge de ideologiske og økonomiske implikationer af de former for “privatisering af fornuften” (i den kantianske betydning), der har fundet sted overalt i det offentlige rum, inklusive på universiteterne. Min pointe som en “kommunistisk liberal” er ikke, at princippet om ytringsfrihed er et borgerligt fatamorgana, der er opfundet for at få arbejderne til at fokusere på hadet til hinanden eller en tredjepart i stedet for på deres egne, objektive interesser, men tværtimod at selve ideen om ytringsfrihed i den traditionelle borgerlige forstand hos Kant, Voltaire, Mill osv., kun virkelig kan forsvares, hvis den også inkluderer de økonomiske forudsætninger for at kunne tale frit.

Et psykoanalytisk forbehold

At tale om “afskaffelsen af merværdiproduktion” som et forsvar for menneskerettigheder bør imidlertid ikke forstås sådan, at når først den økonomiske udbytning er overvundet, vil vi alle leve i et harmonisk samfund uden nogen form for udbytning og dominans. Tværtimod har én af de postmarxistiske kritikker af økonomisk determinisme, nemlig den, psykoanalysen har leveret, fortsat en væsentlig pointe i forhold til visse irrationelle eller endda mørke tendenser til excesser og en vis hensynsløs galskab hos mennesket. I Kulturens byrde sagde Freud, at selvom han ikke vidste meget om økonomi, var han fuldstændig overbevist om, at kommunisterne tog fejl, hvis de troede, at afskaffelsen af privat ejendomsret ville betyde overvindelsen af hierarkier og aggression. Aggression går forud for et hvilket som helst økonomisk system, og “danner bundfaldet i alle ømme og kærlighedsbetonede forhold mellem mennesker”.¹⁴Sigmund Freud, Kulturens byrde (Hans Reitzels Forlag, 1999), 64. Selv hvis vi udskifter pointen om privat ejendomsret (jf. diskussionen af dette hos Marx og Karatani ovenfor) med afskaffelsen af merværdiproduktion, mener jeg, at Freuds principielle pointe forbliver den samme: Menneskelivet er gennemført seksualiseret, hvilket betyder, at det er gennemsyret af spørgsmål om kærlighed og had, excesser og tilbøjeligheder, der undslipper selv de mest velmente intentioner. Selv i et fuldstændig retfærdigt økonomisk system, hvor ingen har uretfærdige privilegier i forhold til andre, vil der derfor vedblive med at findes andre former for aggression og dominans, i særdeleshed i seksuelle forhold, hvor en anden form for fortrinsret er dominerende, “og den vil da blive kilde til den stærkeste misundelse og den heftigste fjendtlighed mellem de i øvrigt ligestillede mennesker”.¹⁵Freud, Kulturens byrde, 64. Hos Lacan finder vi en direkte sammenligning mellem Marx’ begreb om merværdi og hans egen undersøgelse af mer-nydelse, der synes at gennemsyre den menneskelige eksistens som sådan. Den drift mod vækst og profitskabelse, der driver kapitalisten mod at forøge sin rigdom gennem uendelige gentagelser af P‑V-P’-cyklussen (som beskrevet i Kapitalen), er ikke en drift mod bestemte objekter eller former for komfort, men snarere driftens irrationelle exces som sådan: den evige cirkulation omkring et mål, der kun kan nås ved aldrig at afslutte bevægelsen mod det. Denne drift har sit særlige udtryk i søgningen efter profit, men den har også mange andre udtryk, og det ville være naivt at tro, at den ville ophøre med at påvirke vores liv, blot fordi vi foretog et radikalt skifte i den politiske økonomi.

Så her er, hvad jeg forstår ved kommunisme: Den er et nødvendigt middel til at skabe lige rettigheder for alle. Den er en organisationsform, der sikrer den bedst mulige fordeling af ansvar og rettigheder. Men den er ikke en ideel tilstand. Den er ikke en økonomisk eller politisk form, der vil overvinde forskelle, hierarkier eller aggression, og den vil skabe nye problemer med uretfærdighed. I kommunismen vil nogle mennesker nyde godt af andres arbejde. Ikke nødvendigvis i den strengt marxistiske betydning af at blive frarøvet merværdien af deres arbejde, men i betydningen af simpelthen at arbejde, bidrage, stå op om morgenen, overholde deadlines og tage andres interesser i betragtning, mens andre glemmer eller undlader at gøre det samme. Der vil være forbrydelser og straf, immoralitet, uanstændighed og opportunisme. Kommunisme er ikke et romantisk begreb, der på en magisk måde får misundelse, jalousi og dovenskab til at forsvinde. Den er det nødvendige middel til at garantere grundlæggende menneskerettigheder for alle.

1.	Artiklen er baseret på et forelæsningsmanuskript fra konferencen “Marx Nu!”, arrangeret af Selskab for Marxistiske Studier, på Roskilde Universitet, den 2.9.2017.
2.	Charlotte Lund, “Enhedslisten er mester i at forsvare borgerlig frihed”, Modkraft, 6. december 2010.
3.	Ritzau, “Blå blok er klar til opgør med menneskerettigheder”, Politiken, 14. juli 2016.
4.	Slavoj Žižek, Vold (Forlaget Philosophia, 2008), 20.
5.	Žižek, Vold, 21.
6.	Žižek, Vold, 24.
7.	Se Kojin Karatani, Transcritique: On Kant and Marx (MIT Press, 2003), 217.
8.	Karatani, Transcritique, 231.
9.	Brian Benjamin Hansen, “Vi står midt i krisernes krise”, Dagbladet Information, 16. februar 2013.
10.	Karatani, Transcritique, 167.
11.	Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustsen, Den nyttige idiot (Samfundslitteratur, 2013), 149.
12.	Slavoj Žižek, Den nye klassekamp (Informations Forlag, 2016), 113–114.
13.	Henrik Jøker Bjerre, “Freedom of Expression in the Era of the Privatization of Reason”, Akademisk kvarter 14 (efterår 2016).
14.	Sigmund Freud, Kulturens byrde (Hans Reitzels Forlag, 1999), 64.
15.	Freud, Kulturens byrde, 64.

Øko­no­mi, kul­tur, struk­tur: Højha­stig­heds­sam­fun­dets tre moto­rer

Det ukon­trol­ler­ba­re: Om reso­nans og frem­med­gø­rel­se som natur­fi­lo­so­fi­ske begre­ber

Afrun­ding

Saras histo­rie

Over­fø­ring og viden

Kram og kær­lig­hed

Fra acting out til gen­ta­gel­se

Offer og bød­del

Ker­ne­pro­ble­met

De essen­ti­el­le bipro­duk­ter af mer­vær­di­pro­duk­tion

Et psy­ko­a­na­ly­tisk for­be­hold