Naturens musikalitet

Få dig­te­re for­mår som Inger Chri­sten­sen at skri­ve i for­læn­gel­se af natu­rens bevæ­gel­ser, ryt­mer og rørel­ser. Kødet bli­ver ord, orde­ne cel­ler, cel­ler, der dan­ner for­bund og vok­ser, dan­ner orna­men­ter, ara­be­sker og kemi­ske møn­stre, krus­nin­ger og krop­pe. Men der ind­træf­fer også brud, frag­men­te­rin­ger og split­tel­ser. Vi er ver­dens ønske om at se sig selv, dis­kon­ti­nu­er­te væs­ner på afstand af den ver­den, vi helt og hol­dent er af. Her­fra kan ver­den synes “begræn­set” til en “ydre orden”, hvor­for Chri­sten­sen påkal­der sig en “øko­lo­gisk for­stå­el­se”, hvor vi “i prak­sis (på egen krop)” må “lære, at de for­skel­li­ge adskil­te ele­men­ter er intimt for­bund­ne i en indre orden”.1Inger Chri­sten­sen, Chan­cen (Gyl­den­dal, 1980), 1. Den indre orden beskri­ves smukt i føl­gen­de citat:

Fug­le­ne syn­ger, for­å­ret over­væl­der os, hyæ­ner­ne æder de døde, og stjer­ner­ne tra­ver af sted, som om der ingen­ting var at for­an­dre. Stjer­ner­nes tid er så umå­de­lig lang­som og har en så vidt­løf­tig takt­ind­deling, at der skal adskil­li­ge men­ne­ske­he­der til, før vi opfat­ter stjer­ne­rum­mets for­an­drings­pro­ces­ser som musik. Fug­le­nes, især sang­fug­le­nes rum er så kort og dybt og util­gæn­ge­ligt skønt, at vi fry­des, men den­ne rene fryd, som jeg tror sva­rer til de elek­trisk-kemi­ske modu­la­tio­ner i vores bio­lo­gi, over­dø­ves for det meste af vores ind­byg­ge­de metro­nom, det­te hjer­teslag, der bin­der vores ople­vel­se af tem­po, vægt og vær­di. Hyæ­ner­nes rum, som er tæt ved de ste­der, hvor orme­ne hvi­sker og tisker om vores krop­pe, for­de­ler sine næsten-uhør­lig­he­der, som hvis disen over enge­ne kun­ne anes som udbred­te lyde, eller hvis de under­ste for­an­drings­pro­ces­ser, som er de for­råd­nel­ses­pro­ces­ser, der ven­ter os, kun­ne føles som lydtæp­per vævet af en tid, der bre­des ud og forsvinder.2Inger Chri­sten­sen, Del af labyrin­ten (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1992), 124.

Fug­le­ne syn­ger, og jor­den kred­ser om solen, der gen­nem­spil­ler sig motiv i livet, som det udfol­der sig på jor­den. Stjer­ner­nes tid und­dra­ger sig for den umid­del­ba­re betragt­ning, på nær solen, vores loka­le stjer­ne, som spil­ler sit motiv i års­ti­der­ne, i den cir­ku­læ­re bevæ­gel­se fra for­år, som­mer, efter­år og vin­ter, og atter igen i døg­nets veks­len­de ryt­me, en nat, der tager til, når dagen svin­der, og omvendt. Jor­den i for­bund med solen spil­ler sit motiv i men­ne­sket og ethvert væsen, i hvil­ke de i sam­kvem “gen­pro­du­ce­rer det pro­du­ce­ren­de prin­cip” i såvel “kasta­nie­træ­er” som “mennesker”.3Christensen, Del af labyrin­ten, 121. Mens stjer­ner­nes tid und­dra­ger sig, hører vi fug­le­ne syn­ge deres moti­ver i over­sku­e­li­ge por­tio­ner og mær­ker vores eget hjer­teslag anslå en ryt­me, der gæl­der vores liv. Såle­des gen­nem­spil­ler Chri­sten­sen et, for filo­so­fi­en, vel­kendt motiv: sfæ­rer­nes musik.

Det er solen, der nærer alt liv på jor­den. I en selv­for­tæ­ren­de pro­ces udka­ster den en over­flod af ener­gi, der uden modreg­ning for­sy­ner alt liv på jor­den med næring, som omsæt­tes i plan­ter­ne og dan­ner grund­lag for bios­fæ­rens radi­ka­le trans­for­ma­tion af det geo­lo­gi­ske rum.4Vladimir Ver­nad­sky, The Biosp­he­re (Coper­ni­cus, Sprin­ger Ver­lag, 1998). Alt liv står i for­bin­del­se med vege­ta­tio­nens omdan­nel­se af bios­fæ­ren, der gør luf­ten ånd­bar, jor­den frugt­bar og nærer pla­ne­tens øvri­ge væs­ner med deres krop­pe af opho­bet sol. Vores krop­pe er “som dele af det bio­lo­gi­ske rum en slags afbøj­ning, […] en rum­lig for­sin­kel­se af solens død”, og det er det, “vi kal­der liv”.5Christensen, Del af labyrin­ten, 142. Den astro­no­mi­ske kon­sta­te­ring – som efter­hån­den, trods sin radi­ka­li­tet, er ble­vet en bana­li­tet – at vi er stjer­ne­støv, at de grund­stof­fer, som er for­ud­sæt­nin­ger for livets oprin­del­se, som vi ken­der det, er støbt i eks­plo­de­ren­de kæm­pe­stjer­ner eller kol­li­de­ren­de galak­ser, kan sup­ple­res med den bio­lo­gi­ske og geo­lo­gi­ske kon­sta­te­ring, at det­te liv er næret af en døen­de stjer­nes øds­le udskænk­ning af ener­gi. Den­ne livs­pro­ces emmer af over­skud, som må omsæt­tes til yder­li­ge­re vækst eller øds­les bort,6Georges Bata­il­le, La Part Mau­di­te i Œuv­res com­plètes tome 7, (Gal­li­mard, 1976). Se også Jon Auring Grimm, “Solar Ple­xus: Sola­re sam­men­flet­nin­ger hos Geor­ges Bata­il­le og Inger Chri­sten­sen”, Tids­skrif­tet Para­doks, 14. janu­ar 2021. hvor­med livet ikke blot ind­ta­ger jor­den, men trans­for­me­rer den radi­kalt, ved, som plan­ter­ne og andre auto­tro­fe orga­nis­mer, at gøre luf­ten ånd­bar, eller som lav, svam­pe og myce­li­er at omdan­ne gra­nit til frugt­bar muld og såle­des bere­de jord­s­kor­pen for livets yder­li­ge­re udfol­del­se, ved, som orme, at omsæt­te døde plan­ter til muld, og i udkan­ten af skov­om­rå­der udvi­de ter­ri­to­ri­et for sko­ve­nes udbre­del­se, eller ved, som men­ne­sket, at udvin­de sta­dig nye måder at udvi­de ter­ri­to­ri­et for sin udfol­del­se, ved at udnyt­te akku­mu­le­ret sole­ner­gi i olie eller i kul, ved at byg­ge sig op i him­mel­rum­met eller ved at split­te ato­met. Ikke nok med at vi i for­dums tid blev født i bugen på en stjer­ne, vi næres fort­sat af en stjer­nes på én gang liv­gi­ven­de og død­brin­gen­de strå­ler. Vi er stjer­ne­støv, der næres af lys.

Vi er natu­ren, der ønsker at se sig selv. Den­ne til­gang til natu­ren, som jeg sene­re skal bestem­me som orfisk, min­der os om, at vi ikke blot er i natu­ren, at vi ikke blot bebor den, men at vi selv helt og hol­dent er natur. Alt er spun­det sam­men. Astro­no­mi­en og fysik­ken min­der os på, at vi stam­mer fra stjer­ner, bio­lo­gi­en og evo­lu­tions­te­o­ri­en min­der os på, at alt liv har sam­me rod, geo­lo­gi­en og læren om bios­fæ­ren min­der os på, at livet og alt leven­de nu og her også er uaf­la­de­ligt udle­ve­ret til hin­an­den, at det leven­de radi­kalt trans­for­me­rer og for­mer sit mil­jø, men at det­te mil­jø, som nok er lokalt for­ank­ret på jor­dens skor­pe end­nu, er ulø­se­ligt for­bun­det til solen, den loka­le stjer­ne, der er livets uom­gæn­ge­li­ge nærings­kil­de. Vi kan begri­be og nuan­ce­re den­ne fan­ta­sti­ske for­tæl­ling ved hjælp af den viden­ska­be­li­ge og pro­me­ti­ske til­gang, som end­nu er i en riven­de udvik­ling, men bestræ­ber vi os på at for­stå men­ne­sket som noget, der ikke blot bebor natu­ren, men som helt og hol­dent selv er natur, da må vi også ty til den orfi­ske til­gang.

Hvis men­ne­sket blot var en ting, eller hvis natu­ren blot var ting eller mate­ri­a­le, da kun­ne man hæv­de, at men­ne­sket blot var i natu­ren, som en gen­stand blandt andre gen­stan­de, men at begri­be, at men­ne­sket også selv helt og hol­dent er af natur og der­med en måde, hvor­på natu­ren ytrer sig, invol­ve­rer et dyna­misk og sam­men­væ­vet blik på natu­ren, hvor tin­ge­ne ikke er klart adskil­te, hvor mil­jø­et ikke er noget, vi er i, men en sta­dig udveks­ling og gen­nem­træng­ning af de ele­men­ter, der ind­går heri, her­un­der men­ne­sket og sågar spro­get. Lige­le­des er mil­jø­et ikke noget omkring os. Det er ikke det, der omgi­ver os, lige så lidt som lun­gen er leve­rens mil­jø, er luf­ten, havet, sko­ven, haven eller byen vores mil­jø. Vi er der­i­mod tæt sam­men­væ­ve­de i bios­fæ­rens kon­stan­te trans­for­ma­tion af betin­gel­ser­ne for vores liv­s­ud­fol­del­se. Lige­som den omkring-os-lig­gen­de ver­den ikke blot er vores mil­jø, men noget, der gen­nem­træn­ger os, vores lun­ger og den luft, der fyl­der dem, er vi hel­ler ikke blot plan­ter­nes, dyre­nes eller svam­pe­nes mil­jø. Vores adfærd, vores valg, vores vær­di­er, sprog og vores kapi­tal, reli­gi­ø­si­tet og pro­duk­tion gen­nem­træn­ger også deres ver­den, og net­op nu er vi i færd med at under­mi­ne­re betin­gel­ser­ne for livet, som vi ken­der det. Den­ne natu­ro­p­fat­tel­se omhand­ler ikke faste og ufor­an­der­li­ge ting, som står i et ydre for­hold til hin­an­den, men der­i­mod en inder­lig orga­ni­se­ring af inten­si­te­ter, der står i et rela­tio­nelt og dyna­misk for­hold til hve­ran­dre, ja, som slet og ret er, for­di de er rela­tio­nel­le. Den und­dra­ger sig udtøm­men­de dis­kur­si­ve bestem­mel­ser og er i bund og grund apo­fa­tisk (og dog ate­o­lo­gisk), men den kan til­gås som en inder­lig orga­ni­se­ring af inten­si­te­ter, ryt­mer, pul­se­rin­ger og bevæ­gel­ser, en evigt leven­de ild, der dog bræn­der afmå­lt.

Også musik­ken er en inder­lig og dyna­misk orga­ni­se­ring af inten­si­tet, der stræk­ker sig ud i tid. Dens ele­men­ter, toner, karak­ter må afle­des af den rela­tion af toner, har­moni­ske spæn­din­ger og ryt­me, som de står i. Den­ne opfat­tel­ses­må­de mod­si­ger ikke en viden­ska­be­lig til­gang. Vi kan end­nu vin­de ind­sigt i natu­ren ved at stu­de­re og nuan­ce­re vores for­stå­el­se af par­ti­tu­ret, men musik­ken selv lader sig ikke udtøm­me af nok så nøj­somt et stu­die. Som kvan­te­fy­si­ke­ren David Bohm bemær­ker, er vores viden­ska­be­li­ge begre­ber abstrak­te repræ­sen­ta­tio­ner af mate­rie i en evin­de­lig til­bli­vel­ses­pro­ces først beskre­vet af Heraklit,7David Bohm, The Essen­ti­al David Bohm (Rout­led­ge, 2003), 32. som er bun­det til en sær­lig kon­tekst, hvor den approk­si­ma­tion, begre­bet dæk­ker over, gæl­der under bestem­te betingelser.8Bohm, The Essen­ti­al David Bohm, 25. Der­for kan det viden­ska­be­li­ge begreb altid nuan­ce­res og dis­ku­te­res og vil aldrig udtøm­me sin gen­stand. Filo­so­fi­en kan afdæk­ke den musi­kal­ske til­gang, men det er poesi­en, der må anvi­se den sprog­li­ge vej ind i musik­ken. Den min­der os om, at vi ikke blot står i et for­valt­nings­for­hold til natu­ren, men et eksi­sten­ti­elt for­hold, og at det­te for­hold ikke blot angår mig, dig, os eller sågar men­ne­sket, men alt liv i bios­fæ­ren.

Det­te essay fal­der i to dele. I før­ste del udre­der jeg, hvor­le­des natur­be­gre­bet i det sen­mo­der­ne sam­fund i høj grad er præ­get af en reduk­tiv natu­ro­p­fat­tel­se, hvor natu­ren betrag­tes som noget uden­for, som for­rå­dskam­mer, råma­te­ri­a­le eller rekre­a­ti­ve oaser. Det er ikke blot et pro­blem for en adæ­kvat øko­lo­gisk for­stå­el­se af, hvor­le­des vi er spun­det ind i bios­fæ­ren og deler skæb­ne­fæl­les­skab med alt liv på jor­den, det står også i vej­en for en menings­fuld og reso­ne­ren­de for­valt­ning af vores respek­ti­ve liv. Det gør jeg i høj grad med ind­dra­gel­se af Hart­mut Rosas tan­ker om det kon­trol­ler­ba­re, det ukon­trol­ler­ba­re og reso­nans samt Geor­ges Bata­il­les’ begre­ber om det hete­ro­ge­ne, kon­ti­nu­i­tet og imma­nens.

I anden del behand­ler jeg sagens ker­ne, natu­rens musi­ka­li­tet. Hvor den kon­trol­le­re­de og bestem­te natur ken­de­teg­ner den pro­me­ti­ske til­gang, omhand­ler den musi­kal­ske natur en orfisk og dig­te­risk til­gang til natu­ren og der­med også til det øko­lo­gi­ske spørgs­mål og den men­ne­ske­li­ge eksi­stens. Jeg søger at revi­ta­li­se­re en tænk­ning, der har rod i fore­stil­lin­gen om sfæ­rer­nes musik, uden dog der­ved at hæv­de en kos­misk orden, en gud­dom eller et har­monisk natur­be­greb (fore­stil­lin­gen om en kær­lig og næn­som Gaia-gud eller en for­ti­dig ide­al­til­stand, man bør ven­de til­ba­ge til, lig­ger mig meget fjer­nt). I den­ne del spil­ler Pier­re Hadots son­dring mel­lem det pro­me­ti­ske og det orfi­ske samt Chri­sten­sens tænk­ning en væsent­lig rol­le. Afslut­nings­vis ven­der jeg til­ba­ge til spørgs­må­let om reso­nans og argu­men­te­rer for en sær­lig form for reso­nans, der ikke mod­sva­rer et kald, hvil­ket under­støt­ter en sen­si­bi­li­tet for en øko­lo­gisk tænk­ning, der ikke har men­ne­sket som cen­trum.

Jeg er fuldt ud på det rene med, at den kli­ma­ti­ske situ­a­tion kræ­ver øje­blik­ke­lig hand­ling og kon­kre­te til­tag, ikke blot på indi­vi­du­elt plan, men i sær­de­les­hed på natio­nalt, inter­na­tio­nalt og mul­ti­na­tio­nalt plan. Det viser sig desvær­re, at for­mid­ling af kends­ger­nin­ger ikke er nok til at afsted­kom­me adfærds­æn­drin­ger eller til­stræk­ke­lig mobi­li­se­ring. En eksi­sten­ti­el og øko­lo­gisk reo­ri­en­te­ring er nød­ven­dig. Opdyr­kel­sen af en orfisk sen­si­bi­li­tet og natur­for­stå­el­se kan under­støt­te en sådan reo­ri­en­te­ring.



Den pro­ces­su­el­le natur

“Natu­ren ynder at skju­le sig”.9Jeg behand­ler den her­akli­ti­ansk-nietzs­che­an­ske til­bli­vel­ses­tænk­ning og natur­be­greb ind­gå­en­de i min bog FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Kunst­ner­for­la­get Armé, 2011). Sådan lyder en af Her­aklits mest kend­te pas­sa­ger. For ham var natu­ren en evigt leven­de ild. Den er en evin­de­lig pro­ces, alt er blot til­bli­vel­se og und­dra­ger sig fast­hol­del­se og ende­gyl­dig bestem­mel­se. Alt, der træ­der frem, som vi begri­ber som et fast objekt, er alle­re­de på vej vide­re. Alt fly­der. Alt for­an­drer sig. I den­ne fly­den kan alli­an­cer, stri­dig­he­der og sym­bio­ser fin­de sted og frem­stå som nogen­lun­de sta­bi­le ting: en bue, en lyre, et træ, en byg­ning, en sky­for­ma­tion eller et lands infra­struk­tur. Her­aklit bemær­ker end­vi­de­re, at alt til­sy­ne­la­den­de har­monisk beror på en ibo­en­de spæn­ding, en strid. Det­te bety­der også, at natu­ren ikke er noget, vi befin­der os i, den er ikke blot noget, der omgi­ver os, men den gen­nem­træn­ger os, og vi gen­nem­træn­ger den. I den for­stand kan natu­ren betrag­tes som en orga­ni­se­ring af inten­si­tet, af mid­ler­ti­di­ge for­bund, stri­den­de alli­an­cer og anspændt har­moni.

Et til­ba­ge­ven­den­de tema hos Chri­sten­sen er det for­hold, at vi er natu­rens ønske om at se sig selv. Vi er den sam­ta­le, uni­ver­set kan have med sig selv,10Christensen, Del af labyrin­ten, 115. eller som astro­no­men Carl Sagan berøm­me­ligt sag­de: “We are the way for the cos­mos to know itself”.11Carl Sagan, Cos­mos: A Per­so­nal Voy­a­ge, Epi­so­de 1: The Sho­res of the Cos­mic Oce­an. (Public Bro­adca­sting Ser­vi­ce, 1980). Vi er helt og hol­dent natur, men i og med at vi gør den til gen­stand for vores betragt­ning, yder­lig­gør vi den også. Vi bear­bej­der den pro­ces­su­el­le natur, gør den til gen­stand og begreb med hen­blik på at fast­hol­de den, gøre den over­kom­me­lig og nyt­tig. Den­ne bear­bejd­ning mar­ke­rer et brud med ver­dens kon­ti­nu­i­tet, som men­ne­sket nu står over for som dis­kon­ti­nu­ert væsen, der på én gang er helt og hol­dent omslut­tet af ver­dens kon­ti­nu­i­tet og i sig selv er et brud, et sår i den­ne.

At vi tager natu­ren i besid­del­se, bear­bej­der den, sæt­ter den på begreb og så vide­re og der­ved føjer betrag­te­rens distan­ce til natu­ren, er udtryk for et basalt eksi­sten­ti­elt for­hold. Iføl­ge Bata­il­le mar­ke­rer bear­bejd­nin­gen af ver­den et brud med ver­dens rene imma­nens og kon­ti­nu­i­tet. Men­ne­sket til­eg­ner sig ver­den som objek­ter, ting, værk­tøj, men der­med ophø­rer den også med at være imma­nent for det.12Georges Bata­il­le, The­ory of Reli­gion (Zone Books, 1992), 41. Her lig­ger han i for­læn­gel­se af Fri­edrich Nietz­sche, der bemær­ker, hvor­le­des vi tager ver­den i besid­del­se ved at gøre den til gen­stand for vores inter­pre­ta­tio­ner, byg­ger kated­ra­ler såvel som begrebs­ka­ted­ra­ler, som vi kan bebo, ind­fø­rer nyt­ti­ge løg­ne, der kan være en betin­gel­se for livets opret­hol­del­se og så vide­re. Bata­il­le skri­ver: “I sid­ste ende opfat­ter vi hver fremto­ning – sub­jekt (os selv), dyr, sind, ver­den – inde­fra og ude­fra på sam­me tid, både som kon­ti­nu­i­tet, hvad angår os selv, og som objekt”.13Bataille, The­ory of Reli­gion, 31.

Det er et basalt eksi­sten­ti­elt vil­kår: Vi er natu­ren, der ser sig selv, et brud på ver­dens kon­ti­nu­i­tet, som vi immer­væk helt og hol­dent er omslut­tet af.

All of the encou­ra­ge­ment from modern life

All of the encou­ra­ge­ment from modern life, is to tell you to pay atten­tion to your­self and to take con­trol of things. We can invent tech­no­lo­gies and we can think of ways of orga­nizing the world to our advan­ta­ge, to our bene­fit. How­ever, the other thing we obvious­ly love doing, is almost com­ple­te­ly the oppo­si­te, it’s put­ting our­sel­ves in situ­a­tions where we’re not the pri­mary figu­re, where we’re not in con­trol, but we’re car­ri­ed along, we’re flo­at­ing on somet­hing, and like that sta­te, that I call sur­ren­der, and other peo­ple cal­led trans­cen­den­ce, and other peo­ple cal­led get­ting out of it.14Bri­an Eno: Ano­t­her Gre­en World, instr. Nico­la Roberts (BBC, 2010).

Såle­des for­tæl­ler Bri­an Eno i BBC-doku­men­ta­ren Ano­t­her Gre­en World. Det­te basa­le eksi­sten­ti­el­le vil­kår anta­ger en ny form i det sen­mo­der­ne sam­fund, som diag­no­sti­ce­res ram­men­de af socio­lo­gen og filo­sof­fen Hart­mut Rosa. Iføl­ge Rosa er det sen­mo­der­ne sam­fund præ­get af et vækst-para­dig­me og et krav om fort­sat eks­pan­sion. Vi skal bemæg­ti­ge os mere og mere af ver­den, og den dri­ven­de motor i den­ne “udvi­del­se af kampzo­nen” er acce­le­ra­tion, vækst og innova­tion. Han skri­ver: “Et sam­fund er moder­ne, når det kun for­mår at sta­bi­li­se­re sig dyna­misk, det vil sige, når det for at opret­hol­de sin insti­tu­tio­nel­le sta­tus quo har brug for sta­dig (øko­no­misk) vækst, (tek­no­lo­gisk) acce­le­ra­tion og (kul­tu­rel) innova­tion”.15Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Eksi­sten­sen, 2020), 13. Driv­kraf­ten for den­ne fort­sat­te eks­pan­sion er ikke blot et begær efter mere og øget akku­mu­la­tion af vær­di, men et udtryk for at sam­fun­det nød­ven­dig­vis må eks­pan­de­re for at beva­re sin nuvæ­ren­de position.16Man kan med for­del læse: Mar­tin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen & Peter Cle­ment Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hart­mut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tids­skrif­tet Para­doks, 11. august 2022.

Den­ne for­dring og sta­dig stør­re bemæg­ti­gel­se, hvis motor både er angst og en mang­fol­dig­hed af begær, bli­ver end­vi­de­re inter­na­li­se­ret og indi­vi­du­a­li­se­ret. Sta­dig fle­re dele af det per­son­li­ge liv skal brin­ges under kon­trol og bemæg­ti­ges. Vi skal rea­li­se­re os selv, opkva­li­fi­ce­re os på arbejds­mar­ke­det, bli­ve uddan­nel­ses­pa­ra­te, hur­tigt igen­nem syste­met og ud på arbejds­mar­ke­det og så vide­re. “Ved at rea­li­se­re mig selv i mit arbej­de får jeg for mit eget ved­kom­men­de magt over tin­ge­ne”, skri­ver Chri­sten­sen og fort­sæt­ter: “men ved sel­ve den­ne hand­ling er jeg bragt til at bekræf­te, at det det dre­jer sig om er at have magt over tingene”.17Christensen, Del af labyrin­ten, 130. Rosa leve­rer over­be­vi­sen­de socio­lo­gisk for­ank­ret empi­ri, der under­støt­ter oven­stå­en­de betragt­nin­ger, som det ikke er mit ærin­de at pro­ble­ma­ti­se­re. Det væsent­li­ge for nær­væ­ren­de behand­ling er, at det eksi­sten­ti­el­le vil­kår, brud­det med kon­ti­nu­i­te­ten samt bemæg­ti­gel­sen af ver­den gen­nem begre­bet og bear­bejd­nin­gen i det sen­mo­der­ne sam­fund under­læg­ges en for­dring om vækst, acce­le­ra­tion og innova­tion, der på én gang skal sik­re sam­fun­dets sta­bi­li­tet dyna­misk, men som føl­ge her­af for­drer mere bemæg­ti­gel­se samt akku­mu­la­tion af pro­duk­ter, for­brug og vær­di. Det hand­ler i bund og grund om at brin­ge sta­digt fle­re aspek­ter af vores liv under kon­trol, samt at den­ne kon­trol under det sen­mo­der­ne sam­funds vækst­pa­ra­dig­me for­drer mere kon­trol og yder­li­ge­re bemæg­ti­gel­se, hvil­ket der­med også er en begræns­ning og/eller fortræng­ning af det ukon­trol­ler­ba­res, det hete­ro­ge­nes og kon­ti­nu­i­te­tens sfæ­re.

Der er iføl­ge Rosa fire måder, hvor­på vi gør ver­den kon­trol­ler­bar, som også ind­vir­ker på, hvor­le­des vi har kon­stru­e­ret et begreb om natu­ren. Vi har gjort den syn­lig. Vi har trængt ned i dens mind­ste dele, split­tet ato­met og kort­lagt geno­met. Vi har beskre­vet bio­lo­gi­ske pro­ces­ser, dis­se­ke­ret krop­pen og kort­lagt den krops­li­ge ana­to­mi. Hvor langt vi end træn­ger ind, er der sta­dig tale om et ydre for­hold, om besku­e­rens distan­ce til gen­stan­den. Vi har gjort ver­den syn­lig, men føjet en afstand til det besku­e­de. Vi har end­vi­de­re kig­get læn­ge­re ud i rum­met end nogen­sin­de før. Vi har bestemt stjer­ners ato­ma­re beskaf­fen­hed ud fra deres lys­sig­na­tur. Vi har ind­ta­get ver­dens­rum­met med satel­lit­ter og telesko­per, og med det­te astro­no­mi­ske blik har vi også sku­et til­ba­ge til tider­nes mor­gen. Først med ild og siden med elek­tri­ci­te­ten har vi oplyst nat­ten og gjort den frem­kom­me­lig. Gan­ske symp­to­ma­tisk har oplys­nin­gen af nat­ten gjort de fle­ste stor­by­men­ne­sker totalt frem­me­de for en ufor­styr­ret nat­te­him­mel, hvor­for de er helt og alde­les frem­me­de for en over­væl­den­de natu­ro­p­le­vel­se, som var gan­ske almin­de­lig for blot få gene­ra­tio­ner siden.

I og med at vi har gjort natu­ren syn­lig, har vi også gjort den til­gæn­ge­lig. Vi kan til­gå den via telesko­per­ne, mikrosko­per­ne eller skal­pel­ler­ne. Den er opnå­e­lig og inden for ræk­ke­vid­de. Vi kan tage “ud” i natu­ren og rej­se, hvor­hen vi vil (om ikke andet prin­ci­pi­elt). Det er klart, at den­ne til­gæn­ge­lig­hed ikke er lige­ligt for­delt, men i høj grad beror på øko­no­misk råde­rum, men selv­om vi ikke fysisk kan til­gå natu­ren “der­u­de”, er den inden for ræk­ke­vid­de gen­nem diver­se medi­er. Utal­li­ge vari­a­tio­ner af frugt og grønt til­gæn­ge­ligt året rundt i velas­sor­te­re­de super­mar­ke­der. Vi kan alt­så nyde natu­rens frug­ter året rundt uaf­hæn­gigt af års­ti­der­nes gang. Og selv­om nat­te­him­len ikke læn­ge­re er til­gæn­ge­lig for en som mig, der bor i Køben­havn, kan vi rej­se ud til den skøn­ne natur på Møn, der er dark sky-cer­ti­fi­ce­ret, og ople­ve en ikke-lys­foru­re­net, “auten­tisk” natu­ro­p­le­vel­se af Mæl­ke­vej­en.

Den­ne syn­lig­gø­rel­se og til­gæn­ge­lig­hed gør også, at natu­ren i sti­gen­de grad er mulig at beher­ske og mani­pule­re. Vores syn­lig­gø­rel­se og kort­læg­ning af natu­rens pro­ces­ser har gjort os i stand til at mani­pule­re den og regu­le­re for­skel­li­ge aspek­ter af den. Vi gens­plej­ser kor­net og fre­mav­ler kyl­lin­ger og køer, så de er egnet til en sær­lig type pro­duk­tion og konsump­tion, selv­om de knap nok kan stå på deres egne ben eller føde uden kej­ser­snit. Og selv­om vi ikke kan nå stjer­ner­ne (end­nu), er vi i færd med at byg­ge en kun­stig sol, Iter, i fusions­re­ak­to­rer. Den­ne beher­skel­se og mani­pula­tion er rod­fæ­stet i en for­måls­tjen­lig­hed. Vi bear­bej­der gen­stan­de­ne og under­ord­ner dem en sær­lig funk­tion og et for­mål.

Vi gør dem nyt­ti­ge. Natu­ren bli­ver gjort til råstof og mate­ri­a­le, til for­rå­dskam­mer eller rekre­a­tivt områ­de. Oli­ens hen­gem­te som­re bræn­des af, så vi kan udvi­de vores pro­duk­tions domæ­ne. Skov bli­ver fæl­det, så vi kan dyr­ke foder til de utal­li­ge nyt­te­dyr, slag­tesvin og for­krøb­le­de kyl­lin­ger, der lever under kum­mer­li­ge for­hold. De bli­ver også bear­bej­det til byg­nin­ger, fjern­var­me, infra­struk­tur, dia­man­ter og soci­a­le medi­er. Den unyt­ti­ge natur betrag­tes som et uden­for, rekre­a­ti­ve områ­der og små oaser, som vi kan besø­ge i feri­er eller i kolo­ni­ha­ve­hu­set. Dyr, hvis de da ikke er kæle­dyr, betrag­tes som ting, der legi­timt kan stu­ves sam­men, leve under pin­ag­ti­ge for­hold og slag­tes for vores vel­be­fin­den­de. De ind­går i en pro­duk­tion, de er nyt­ti­ge og tje­ner vores for­mål. Natu­ren er helt og hol­dent ble­vet domesti­ce­ret eller gjort til et vildt og/eller idyl­lisk uden­for, som vi kan besø­ge. Natur­lig­vis under ord­ne­de for­hold. Eksem­pel­vis når rig­mænd på safa­ri sky­der bedø­ve­de løver, så de stolt kan frem­vi­se deres domi­nans over dyre­nes kon­ge. “Værk­tø­jet ændrer natu­ren og men­ne­sket på sam­me tid: det under­læg­ger natu­ren men­ne­sket, som gør brug af det, men det bin­der men­ne­sket til den undert­vung­ne natur”, bemær­ker Bataille.18Bataille, The­ory of Reli­gion, 41. Nyt­tig­gø­rel­sen for­ud­sæt­ter et sær­ligt per­spek­tiv og må betrag­tes ud fra det for­mål, det tje­ner, og dets funk­tion afle­des her­af.

Vis­se gen­stan­de strit­ter dog imod tings­lig­he­den og vare­lig­gø­rel­sen. Kunst­vær­ket, iko­net, feti­chen, den ero­ti­ske gen­stand, en blomst, der sky­der op i asfalts­præk­ker­ne, sågar Mæl­ke­vej­en og den skri­gen­de gris, der aner sin skæb­ne på sam­lebån­det. Der er en upro­duk­tiv rest i enhver pro­duk­tion, der må øds­les bort, strå­len­de eller kata­stro­falt. Den­ne rest vid­ner om, at det simu­la­crum, den gen­stands­be­stem­mel­se, de har, blot er en repræ­sen­ta­tion af en under­lig­gen­de fan­tas­me, der ikke lader sig udgrun­de, et liv eller en mening, der ikke lader sig udtøm­me af en dis­kur­siv bestem­mel­se. Den kan også aflæ­ses i de smel­ten­de iskap­per, den sti­gen­de vand­stand, i sår­bar­he­den over for pan­de­mi­er, der skyl­des en stør­re kon­takt­fla­de mel­lem skov og by, den sjet­te mas­se­død, det til­ta­gen­de øko­lo­gi­ske kol­laps og ikke mindst lokalt i det for­hold, at 28.000 små­gri­se dør af sult og kum­mer­li­ge for­hold hver dag som føl­ge af den dan­ske svi­ne­pro­duk­tion. Der går utal­li­ge skrig gen­nem natu­ren. Men de smel­te­de iskap­per eller den uddø­de­n­de art kal­der ikke på os. Hvis de kal­der eller skri­ger i smer­te, er det et kald, der ikke hen­ven­der sig til os, selv­om der påhvi­ler os et ansvar.

Det ukon­trol­ler­ba­re og det hete­ro­ge­ne

I Bata­il­les ter­mi­no­lo­gi kan man sige, at der fin­der en homo­ge­ni­se­ring sted. Ver­den som sådan er præ­get af hete­ro­ge­ni­tet, og det er gen­nem vores for­tolk­nin­ger og nyt­tig­gø­rel­se, at den gøres homo­gen og der­for også frem­kom­me­lig. Den homo­ge­ne og nyt­ti­ge orden er mod­sagt af det hete­ro­ge­ne, der i sin yder­lig­hed under­mi­ne­rer ethvert nyt­tigt hen­syn og ethvert for­mål. Den nyt­ti­ge pro­duk­tion af ver­den for­veks­ler tin­gen med dens bestem­mel­se, stiv­ner i dens for­mer, da den i en vis for­stand redu­ce­rer ver­den og eks­klu­de­rer den hete­ro­ge­ne ver­dens rørel­ser. I mod­sæt­ning til den pro­fa­ne og homo­ge­ne ver­den står den ver­den, hvori vi kan erfa­re til­stan­de af verds­lig kom­mu­ni­on, alt­så kom­mu­ni­ka­tion for­stå­et som ikke-dis­kur­si­ve inti­me for­bund, i Bata­il­les for­stand, som ind­fin­der sig i ero­tik­ken, i det hel­li­ge, i hen­gi­vel­sen, i ekst­a­sen og så vide­re. Med andre ord til­stan­de, hvor vi over­skri­der vores dis­kon­ti­nu­er­te vil­kår i erfa­ring­er af ver­dens kon­ti­nu­i­tet. Da den hete­ro­ge­ne ver­den tru­er med at desta­bi­li­se­re den homo­ge­ne orden, behæf­tes over­gan­gen her­til med tabu­et og for­bud­det.

Sådan­ne til­stan­de står i mod­sæt­ning til den fuldt ud kon­trol­ler­ba­re ver­den. Når vi tager ver­den i besid­del­se, brin­ger vi det ukon­trol­ler­ba­re under kon­trol. Vi homo­ge­ni­se­rer det hete­ro­ge­ne. Det­te kan ske gen­nem til­eg­nel­se, men det rum­mer også et ele­ment af fortræng­ning. Tin­gen, eksem­pel­vis, redu­ce­res til sin tings­lig­hed, til sin bestem­mel­se og sin for­måls­be­stem­mel­se. For det sen­mo­der­ne men­ne­ske er den­ne bear­bej­del­se knyt­tet til en for­dring om yder­li­ge­re bemæg­ti­gel­se, der som mini­mum er nød­ven­dig for at opret­hol­de sta­tus quo.19Hartmut Rosa, Reso­nans (Eksi­sten­sen, 2021), 488. Der­med bli­ver den ukon­trol­ler­ba­re ver­den et aggres­sions­punkt. Det­te kom­mer iføl­ge Rosa til udtryk i den marxi­sti­ske ana­ly­se af arbej­de­rens frem­med­gø­rel­se: “Når den natur, der skal for­ar­bej­des, kun frem­står som råstof eller som et objekt, der skal videre­for­ar­bej­des, og som kan kapi­ta­li­se­res, frem­med­gø­res arbej­der­ne yder­li­ge­re i for­hold til naturen”.20Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 25. Arbej­de­ren frem­med­gø­res, ver­dens­for­hol­det bli­ver stumt og døvt. Det væsent­li­ge for nuvæ­ren­de er, at den sen­mo­der­ne for­dring om sta­dig bemæg­ti­gel­se og kon­trol afsted­kom­mer øget frem­med­gø­rel­se og gør den ukon­trol­ler­ba­re ver­den til aggres­sions­punkt for men­ne­sket. Det, der ikke kan brin­ges under kon­trol, tru­er med at desta­bi­li­se­re den etab­le­re­de orden. Dels for­di der her­sker en impli­cit for­dring om yder­li­ge­re akku­mu­la­tion, og dels for­di sta­tus quo kun kan opret­hol­des dyna­misk. Det­te gæl­der som nævnt både på sam­funds­ni­veau og på det per­son­li­ge plan. Hvis du ikke for­mår at rea­li­se­re dig selv, lyk­kes du ikke som men­ne­ske. I arbejds­li­vet skal du sik­re, at du har de ret­te kom­pe­ten­cer og hele tiden opgra­de­rer dig for sta­dig at være rele­vant – og så vide­re.

Bata­il­le skri­ver i 1930, at vi er i færd med at berø­ve “til­væ­rel­sen enhver kil­de til ophid­sel­se” og udvik­le “en ser­vil men­ne­ske­lig­hed ude­luk­ken­de egnet til produktion”.21Georges Bata­il­le, Den indre erfa­ring (Bil­led­kunstsko­ler­nes For­lag, 2013). Hos Chri­sten­sen lyder det til­sva­ren­de, at kapi­tal­in­ter­es­ser har monopo­li­se­ret “natu­rens vil­de vækst”.22Christensen, Del af labyrin­ten, 132. Over for det sen­mo­der­ne vil­kår, der er præ­get af en for­dring om øko­no­misk vækst, acce­le­ra­tion og innova­tion, står det hete­ro­ge­ne, det ukon­trol­ler­ba­re, den vil­de vækst. Det­te afsted­kom­mer frem­med­gø­rel­se, hvor ver­den enten bli­ver ople­vet som aggres­sions­punkt eller som stum. At den yder­lig­gjor­te natur bry­der ind som kli­ma­ka­ta­stro­fer, bli­ver et spørgs­mål om at fik­se den med yder­li­ge­re pro­duk­tion, mere bemæg­ti­gel­se og end­nu en udvi­del­se af kampzo­nen. Det er såle­des et øko­lo­gisk pro­blem, for­di øko­lo­gi bli­ver redu­ce­ret til en cir­ku­la­tion af objek­ter, der godt nok bør cir­ku­le­res på en mere bære­dyg­tig måde, men som sta­dig repræ­sen­te­rer en måde at bemæg­ti­ge sig natu­ren på, og som der­med hvi­ler på en reduk­tiv, det vil sige en tings­lig- og nyt­tig­gjort, natur­for­stå­el­se.

Reso­nans og over­skri­del­se

At den sen­mo­der­ne bemæg­ti­gel­se af ver­den gør den ukon­trol­ler­ba­re ver­den til aggres­sions­punkt, er også et eksi­sten­ti­elt pro­blem, efter­som det på para­doksal vis for­mind­sker vores ver­den i den for­stand, at vi ikke for­mår at træ­de i for­bin­del­se med den. Der opstår en kløft mel­lem os og ver­den, og der­med bli­ver vi frem­me­de for os selv. Vi for­næg­ter den ver­den, vi helt og hol­dent selv er.

Erfa­rin­gen af sam­hø­rig­hed med ver­den kal­der Rosa for reso­nans. Fore­stil­lin­ger om reso­nans, sam­klang og sym­pa­ti er så gam­le som filo­so­fi­en selv. Sam­klang og stræ­ben efter har­moni spil­ler en væsent­lig rol­le hos eksem­pel­vis pyt­ha­goræ­er­ne og Pla­ton. De er cen­tra­le i den nyp­la­to­ni­ske tra­di­tion (Iam­bli­kos, Plo­tin, Proklos), som stræk­ker sine moti­ver ind i den krist­ne mystik (Hil­de­gaard van Bin­gen), renæs­san­cen (Fici­no) og roman­tik­ken (Nova­lis, Gün­dero­de, Goet­he). Vi gen­ken­der et beslæg­tet begreb i stoi­ker­nes for­stå­el­se af sym­pa­ti (at bevæ­ge sig i over­ens­stem­mel­se med) og end­vi­de­re i megen ikke-vest­lig filo­so­fi, eksem­pel­vis i daois­men.

Iføl­ge Rosa gør føl­gen­de fire aspek­ter sig gæl­den­de, hvis der skal være tale om reso­nans. At reso­ne­re med noget impli­ce­rer, at det på en eller anden måde “taler til en”. Man ople­ver et kald. Det kan være et kald fra en bog, et bjerg, et musiks­tyk­ke eller et andet men­ne­ske. Noget kal­der på en, der er en form for hen­ven­del­se på spil. Bar­ne­g­råd, en mia­ven­de kat, et arte­fakt eller et kunst­værk vid­ner om en liv­sy­t­ring, hvor­for det hen­ven­den­de rela­tivt upro­ble­ma­tisk kan iden­ti­fi­ce­res, selv­om der ikke er en klar adres­sat. Ander­le­des for­hol­der det sig med en sol­op­gang, en stjer­ne­him­mel eller en ris­len­de bæk. Natur­lig­vis kan de synes ind­by­den­de, fare­tru­en­de eller smuk­ke, men i hvil­ken for­stand kan der være tale om et kald? En hen­ven­del­se? Det er der iføl­ge Rosa, også selv­om han ikke til­skri­ver sol­op­gan­gen en sub­jek­ti­vi­tet. I mødet med en gen­stand kan man trods alt sige, at man ind­går i et affek­tivt for­hold, som også er betin­get af gen­stan­den, og i den for­stand kan der være tale om et kald eller en affi­ce­ring. For at der skal være tale om reso­nans, må kal­det også anspo­re en vis grad af selvvirk­som­hed. Kal­det anspo­rer alt­så i en vis for­stand et svar, man brin­ges i bevæ­gel­se og/eller bli­ver berørt af situ­a­tio­nen. At bli­ve selvvirk­som af kal­det, at besva­re det i sam­klang, beror på, at der ind­fin­der sig en for­vand­ling, det næste aspekt af reso­nans iføl­ge Rosa. Det­te inde­bæ­rer, at ver­dens­for­hol­det bli­ver trans­for­me­ret af mødet. Den­ne trans­for­ma­tion kan være mere eller min­dre radi­kal og omfat­ten­de, men det væsent­li­ge er, at ver­dens­for­hol­det bli­ver et andet. Jeg for­bin­der det eksem­pel­vis med den ind­fly­del­se, musik hav­de på mig som tee­na­ger. Mødet med David Bowies musik, tek­stu­ni­vers og kunst ændre­de radi­kalt mit udsyn og mit ver­dens­for­hold. Noget lig­nen­de sker, når kær­lig­he­den ind­træf­fer. Her ændres ver­dens­for­hol­det radi­kalt. Hvad der før måske var stumt og dødt, bli­ver leven­de og dir­ren­de. Det er net­op ver­dens­for­hol­det, det gæl­der, alt­så mødet med ver­den, sam­ti­dig­he­den af kald og svar, der afsted­kom­mer en for­an­dring. Reso­nan­sen lig­ger ikke i kal­det eller i sva­ret iso­le­ret set, men i den for­vand­len­de sam­ti­dig­hed.

Når en for­an­dring ind­fin­der sig, bevæ­ger vi os også ud af for­ud­si­ge­lig­he­dens tryg­ge og kon­trol­ler­ba­re ram­mer. Reso­nans impli­ce­rer der­med altid et aspekt af ukon­trol­ler­bar­hed. Vi kan ikke fremtvin­ge et kald. Det for­ud­sæt­ter en grad af åben­hed, en vis blot­tel­se, at vi er i stand til at lyt­te, men vi kan ikke garan­te­re, at noget “taler til os”, og vi hører et kald. Vi kan selv­føl­ge­lig indstil­le os på at besva­re ver­dens kald, men vi kan ikke garan­te­re, at vi er i stand til det. Og hvis vi besva­rer kal­det, kan vi ikke kon­trol­le­re, i hvil­ken grad det bevæ­ger os, og i hvil­ken grad det for­an­drer os. Der er med andre ord en blot­tel­se og en åben­hed for­bun­det med reso­nans. Rosa skri­ver: “Da reso­nans kon­sti­tu­tivt er åbent over­for udfal­det, er reso­nans altid i et grund­læg­gen­de spæn­dings­for­hold til den soci­a­le logik om uop­hør­lig vækst og opti­me­ring og til den til­sva­ren­de hold­ning til ver­den, hvor ver­den altid frem­står som aggressionspunkt”.23Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 36. For Bata­il­le er en sådan erfa­ring ero­tisk i sin grund­vold. Den impli­ce­rer en over­skri­del­se af den indi­vi­du­el­le dis­kon­ti­nu­i­tet og stræk­ker sig mod erfa­ring­er af kon­ti­nu­i­tet og inti­me ver­dens­for­hold. Også for ham udfor­dres den soci­a­le logik i den ero­ti­ske hen­ven­del­se og besva­rel­se. Bata­il­le skri­ver: “Det, der er på spil i ero­tik­ken, er altid en opløs­ning af de kon­sti­tu­e­re­de for­mer. Jeg gen­ta­ger: af dis­se for­mer for soci­alt, regel­mæs­sigt liv, der lig­ger til grund for den dis­kon­ti­nu­er­te orden, som de defi­ne­re­de indi­vi­du­a­li­te­ter, vi er, ind­går i”.24Georges Bata­il­le, Ero­tik­ken (Bor­gen, 2001), 23.

Det er dog vig­tigt at bemær­ke, at for Rosa ind­træf­fer det ukon­trol­ler­ba­re ikke nød­ven­dig­vis på alle sta­di­er af kon­trol­ler­bar­hed. Alt­så syn­lig­hed, opnå­e­lig­hed, beher­skel­se og nyt­tig­gø­rel­se. Det kan eksem­pel­vis være en for­ud­sæt­ning for hen­gi­vel­se til et styk­ke musik eller sam­men­spil, at man har en for­stå­el­se for det musi­kal­ske sprog eller har opø­vet sine instru­men­tel­le evner, lige­som en vis for­stå­el­se for de ero­ge­ne zoner er ønsk­vær­dig i et vel­lyk­ket ero­tisk møde. Med Bata­il­les ord beror sam­hø­rig­hed, kom­mu­ni­ka­tion og reso­nans altid på en vis grad af trans­gres­sion, på blot­tel­se og over­skri­del­se. I over­skri­del­sen er der mulig­hed for at træ­de ind i til­stan­de af kom­mu­ni­ka­tion, det vil sige sam­men­s­mel­ten­de til­stan­de, hvor distan­cen mel­lem sub­jek­tet og objek­tet oplø­ses.

Rosa åbner med sit reso­nans­be­greb døren “ud til” natu­ren (som Lau­ge­sen og Lund for­bil­led­ligt viser i deres bidrag til den­ne serie),25Laugesen & Lund, “Gode vibrationer”. og Bata­il­le åbner den indad, men hvil­ken natur er det, der møder os, og hvor­le­des kan vi møde den?



Den pro­me­ti­ske og orfi­ske til­gang

Plutarch beskri­ver, hvor­le­des natu­rens gudin­de i byen Sais bærer inskrip­tio­nen: “Jeg er alt, hvad der har været, alt der er, og alt som vil kom­me; og ingen døde­lig­hed har nogen­sin­de løf­tet mit slør”. Bil­le­det af den dæk­ke­de Isis fin­des i man­ge afskyg­nin­ger igen­nem histo­ri­en, hvil­ket Pier­re Hadot viser i sin mester­li­ge The Veil of Isis. I den son­drer han mel­lem to måder at til­nær­me sig natu­ren på: den pro­me­ti­ske og den orfi­ske.

Pro­met­heus gav som bekendt men­ne­ske­ne ilden til­ba­ge skjult i en plan­testæn­gel, efter at de hav­de trod­set Zeus, og han lær­te dem end­vi­de­re sme­de­kun­sten. Den­ne til­gang repræ­sen­te­rer den tek­no­lo­gi­ske betvin­gel­se af natu­ren. Den skal brin­ges under kon­trol, beme­stres og under­ord­nes men­ne­ske­li­ge for­mål. Hadot skri­ver: “Men­ne­sket søger, gen­nem tek­no­lo­gi, at bekræf­te sin magt, sin domi­nans og sine ret­tig­he­der over naturen”.26Pierre Hadot, The Veil of Isis (Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2004), 92. Gen­nem eks­pe­ri­men­ter og dis­sek­tion for­sø­ger man at træn­ge ned i natu­ren ved at frag­men­te­re og dele den i mind­ste­dele og såle­des udvin­de ilden fra plan­testæng­len. Roger Bacon (1220–1292), en af de cen­tra­le figu­rer i udvik­lin­gen af den viden­ska­be­li­ge meto­de, men­te berøm­me­ligt, at natu­ren skal under­gå tor­tur, så vi kan fravri­ste den sine hem­me­lig­he­der. Den pro­me­ti­ske meto­de stem­mer fint overens med ambi­tio­nen om at beher­ske natu­ren og brin­ge den under kon­trol. Den vil træn­ge læn­ge­re ned i natu­rens væv ved at dis­se­ke­re den og kort­læg­ge den.

Den græ­ske sagn­helt Orfeus var der­i­mod den stør­ste poet og musi­ker. Han var kendt for sit lyre­spil og sin besnæ­ren­de sang, som kun­ne tryl­le­bin­de vil­de plan­ter og dyr, ja, selv bøl­ger­ne kun­ne han tæm­me. Han kun­ne besnæ­re døds­ri­gets skyg­ger, få Tan­ta­los til at glem­me sin tørst, få Sisy­fos til at glem­me sin dont og sågar brin­ge anstrø­get af et smil til Per­se­fo­nes læber, da han omslut­tet af sin lyres toner og dre­vet af Eros steg ned i døds­ri­get for at brin­ge sin elske­de Eury­di­ke til­ba­ge. Det siges, at Her­mes opfandt lyren, men Orfeus per­fek­tio­ne­re­de den. Han blev gen­stand for den orfi­ske kult, der for­bin­des både med dyr­kel­sen af Dio­nysos og den pyt­ha­goræ­i­ske lære. Den­ne til­gang søger ikke at fravri­ste natu­ren sine hem­me­lig­he­der under strengt for­hør, men der­i­mod at åben­ba­re den via kunst. Natu­rens natur så at sige åben­ba­res, når den akti­ve­res af og brin­ges i sam­klang med lyre­spil­let. For den orfi­ske dig­ter betrag­tes men­ne­sket som en del af natu­ren, “for­di kun­sten alle­re­de er til ste­de i den”. Der­for er der ikke læn­ge­re nogen “mod­sæt­ning mel­lem natur og kunst”. Kun­sten, “især dets æste­ti­ske aspekt”, er der­i­mod “en for­læn­gel­se af natu­ren”, hvor­for natu­rens “okkul­ta­tion” ikke læn­ge­re er en mod­sæt­ning, “der skal over­vin­des”, men “et myste­ri­um, som men­ne­sker grad­vist kan ind­vies i”.27Hadot, The Veil of Isis, 92. Den­ne son­dring gen­ly­der i en vis for­stand, når Chri­sten­sen skri­ver:

Poesi­en er bare én af men­ne­skets man­ge erken­del­ses­for­mer, og der går det sam­me skel ned gen­nem dem alle, hvad enten det dre­jer sig om filo­so­fi, mate­ma­tik eller natur­vi­den­skab. Et skel mel­lem dem, der tror, at men­ne­sket med sit sprog står uden­for ver­den, og dem der ople­ver, at et men­ne­ske med sprog er en del af ver­den; og at det der­for bli­ver nød­ven­digt at for­stå, at idet men­ne­sket udtryk­ker sig, er det også ver­den, der udtryk­ker sig.28Inger Chri­sten­sen, Hem­me­lig­heds­til­stan­den (Gyl­den­dal, 2000), 44.

Den pro­me­ti­ske til­gang ansku­er tin­ge­ne fra en vis distan­ce, den står med sit sprog uden for ver­den og træn­ger ind i den med skal­pel­lens dis­se­ke­ren­de ele­gan­ce. Der er så afgjort noget pris­vær­digt i den til­gang, der gen­ken­der ilden i plan­testæng­len og søger at afdæk­ke den. Den orfi­ske til­gang der­i­mod betrag­ter men­ne­sket som en del af ver­den, og som føl­ge her­af for­står den, at når men­ne­sket udtryk­ker sig, er det også ver­den, der udtryk­ker sig. Selv­om de repræ­sen­te­rer to for­skel­li­ge til­gan­ge, så bety­der det ikke, at vi skal væl­ge side. Ind­sigt i natu­rens tek­ni­ske beskaf­fen­hed kan også være med til at åben­ba­re dens stor­slå­e­de sam­men­væ­vet­hed. Eksemp­ler her­på er myco­lo­gi­ster­nes afdæk­ning af myce­li­ers net­værk, der for­gre­ner sig i stor­slå­e­de kom­mu­ni­ke­ren­de for­bund, der for­e­ner træ­er, plan­ter og svam­pe og der­med åben­ba­rer en forun­der­lig natur­lig poesi. Såle­des for­hol­der det sig også med astro­fy­sik­kens ind­sig­ter i stjer­ner­nes pro­ces­ser og ato­ma­re sam­men­sæt­ning, som kan aflæ­ses i deres lyspro­fi­ler, der har åben­ba­ret for os, hvor­le­des de bio­lo­gi­ske grund­stof­fer er støbt i en død kæm­pe­stjer­nes indre eller i kol­li­de­ren­de galak­ser. Alt­så hvor­le­des vi mate­ri­elt er for­bund­ne med stjer­ner­ne og deler en fæl­les skæb­ne. Dis­se ind­sig­ter, der nok føl­ger af den pro­me­ti­ske til­gang, åbner op for en erfa­ring af slægtskab og kon­ti­nu­i­tet og rum­mer en enorm poesi, hvis de også brin­ges ind i et orfisk, hel­heds­o­ri­en­te­ret blik. Det­te par­løb af en pro­me­tisk og orfisk til­gang gen­ken­der vi i Thø­ger Lar­sens Sfæ­rer­nes Musik, Chri­sten­sens digt­ning, Sagans Cos­mos og utal­li­ge andre vær­ker. De to til­gan­ge skal med andre ord for­stås som to for­skel­li­ge ret­nin­ger, vores ori­en­te­ring mod natu­ren kan anta­ge. De er nok mod­sæt­nin­ger, men kan leve side om side i det sam­me men­ne­ske.

Den pro­me­ti­ske til­gang kan beri­ge vores bil­le­de af natu­ren og sti­mu­le­re en form for for­stå­el­se af kon­ti­nu­i­tet, men også være med til at ope­ra­tio­na­li­se­re den, være en måde at brin­ge natu­ren under kon­trol og i sid­ste ende at nyt­tig­gø­re den. Det­te for­hold – i sam­kvem med en kapi­ta­li­stisk orden, der også har føjet til pro­dukt- og tings­lig­gø­rel­sen af natu­ren – kan føje til den frem­med­gø­ren­de bemæg­ti­gel­ses­stra­te­gi, som karak­te­ri­se­rer det sen­mo­der­ne sam­fund.

Sfæ­rer­nes musik

Hvis den pro­me­ti­ske til­gang impli­ce­rer et brud på natu­rens imma­nen­te kon­ti­nu­i­tet, hvor­dan kan vi da til­nær­me os natu­ren uden at indstif­te et sådant brud? Hvis men­ne­sket med sit sprog ikke blot står uden for ver­den og natu­ren, men selv er ver­dens måde at udtryk­ke sig på, bli­ver det inter­es­sant at under­sø­ge, hvor­le­des spro­get på én gang stil­ler sig uden for ver­den og kan anvi­se en vej ind i den. Hvis natu­ren ikke lader sig udtøm­me dis­kur­sivt, men må for­stås som pro­ces­ser, stri­den­de for­bund og fluk­tu­e­ren­de inten­si­te­ter, da bli­ver det inter­es­sant at under­sø­ge, hvor­le­des vi kan til­nær­me os dis­se rørel­ser og bevæ­gel­ser. En sådan til­gang vil­le net­op være orfisk og musi­kalsk. Den omhand­ler de stren­ge, der anslås af musik­ken, og hvor­le­des dis­se rørel­ser og ryt­mer lader sig aflæ­se. Det Chri­sten­sen-citat, der ind­le­der det­te essay, beskri­ver en sådan musi­kalsk natur­for­stå­el­se på smuk­ke­ste vis.

I antik­ken gen­kend­te pyt­ha­goræ­er­ne den kos­mi­ske musik i pla­ne­ter­nes baner og lokalt i års­ti­der­nes veks­len­de gang. Iføl­ge dem spil­ler den en gud­dom­me­lig, afmå­lt og for­nuf­tig kom­po­si­tion med cyk­lisk har­moni­ske gen­komst­mo­ti­ver. Kos­mos er en lyre, og dens klang er ver­dens­sjæ­len. For­nuf­ten og har­moni­en kan aflæ­ses i den gen­si­di­ge afmå­lt­hed, hvor­med års­ti­der­ne aflø­ser hin­an­den og er for­ud­sæt­ning for hin­an­den. Uden det spi­ren­de for­år ingen blomst om som­me­ren, uden som­me­rens blomst ingen moden høst om efter­å­ret og uden vin­te­r­ens død og dva­le ingen gen­komst om for­å­ret. Ver­dens­sjæ­len spil­ler såle­des et motiv, der ræk­ker ud i tiden, og hvis har­moni består i peri­o­di­ske for­hold, der, hvis de spil­le­de på sam­me tid, vil­le være i dis­so­nans, men som spil­ler afmå­lt og ryt­misk efter hin­an­den.

End­vi­de­re kan dens musik afdæk­kes og udtryk­kes i for­hold, der både vid­ner om en imma­nent for­nuft og musi­ka­li­tet i alting. Det­te åben­ba­rer sig i opda­gel­sen af den har­moni­ske toneræk­ke, der kan udtryk­kes i simp­le tal­for­hold. Uden opde­ling befin­der enhver tone sig i et ubrudt og græn­se­løst kon­ti­nuum, men ved opde­ling frem­står en ska­la, og den­ne ska­la kan udtryk­kes i tal­for­hold og efter­prø­ves empi­risk. Det­te kan man erfa­re, hvis man betrag­ter en svin­gen­de streng, der beva­rer sin spæn­ding, men hvis læng­de kan vari­e­re. Hal­ve­res stren­gen, vil den spil­le en oktav over den oprin­de­li­ge tone, som kan udtryk­kes i for­hol­det 2:1, kvin­ten kan udtryk­kes i for­hol­det 3:2, kvar­ten i 4:3 og så vide­re. Ikke desto min­dre bevid­ner det en ibo­en­de kos­misk har­moni, der kan udtryk­kes i for­hold (ratio), og som kan obser­ve­res direk­te i natu­rens gang og i toneræk­ken. Såle­des er alt et spæn­dings­for­hold mel­lem det ube­græn­se­de og det begræn­se­de, mel­lem ape­rion og peras, mel­lem det irra­tio­nel­le og det for­nuf­ti­ge. Ethvert leven­de væsen er spun­det ind i den­ne kos­mi­ske har­moni og er selv et pro­dukt her­af. Den kos­mi­ske lyres stren­ge reso­ne­rer i alt, i ethvert væsen, og præ­ger det med sit motiv. Når solen eksem­pel­vis anslår sin streg og bevæ­ger sig over him­len, vil de heli­o­tro­pe plan­ter føl­ge dens gang i et udslag af kos­misk sym­pa­ti, bære frugt, når det pas­ser til års­ti­dens gang, og der­med også tje­ne andre væs­ner som føde, der såle­des spin­des ind i den kos­mi­ske har­moni. På den måde er de enkel­te væs­ners mikrokos­mos blot loka­le mani­fe­sta­tio­ner af de makrokos­mi­ske bevæ­gel­ser, det vil sige, de er selv lyrer, der spil­ler mere eller min­dre sam­stem­men­de med i sfæ­rer­nes musik.

Hvis krop­pen selv er en lyre, er sjæ­len blot klan­gen, der lyder her­af. Det vil sige, at krop og sjæl blot er to sider af sam­me sag, og hvis krop­pen er døde­lig, er sjæ­len det også. Lyrens krop er kon­sti­tu­e­ret af en ibo­en­de spæn­ding mel­lem greb og streng, en strid, der dæk­ker over en til­sy­ne­la­den­de har­moni. Den­ne strid er på én gang for­bund og selv­for­tæ­ren­de pro­ces. Lige­som heli­o­tro­per­ne bevæ­ger sig i sym­pa­ti med solen, indstil­ler krop­pens orga­ner sig efter hjer­tets slag og lun­ger­nes ånde­dræt, og i det hele taget består den men­ne­ske­li­ge krop af utal­li­ge stri­den­de og sym­bi­o­ti­ske for­bund af mider, myce­li­er, bak­te­ri­er, cel­ler og orga­ner, som ind­går i dets sæl­som­me øko­sy­stem. Lyrens krop er såle­des udtryk for en ibo­en­de spæn­ding, en inten­si­tet, der end­vi­de­re ikke lader sig klart adskil­le og bestem­me uaf­hæn­gigt af de kos­mi­ske bevæ­gel­ser. Alt er spun­det ind i alt.

Lyrens krop kan såle­des for­stås som en spæn­ding, en dir­ren­de patos i et nær­væ­ren­de nu, en inten­si­tet, der grun­det sine umid­del­ba­re for­bund af greb og streng, orga­ner og orga­nis­mer, impul­ser og rørel­ser, kon­sti­tu­e­rer en krop, der kan betrag­tes som en enhed, som dog ikke kan løs­ri­ves fra de øvri­ge betin­gel­ser, der mulig­gør dens kon­sti­tu­tion, dvs. den stør­re kos­mi­ske krop, som den ind­går i, dens mere eller min­dre har­moni­ske for­bund med jor­den og solen. Hvis sjæ­len er lyrens klang, da er den den­ne krops­li­ge inten­si­tet, der ræk­ker ud i tid. Det motiv, som lyren spil­ler, den klang, der lyder her­af, bin­der det for­gang­ne sam­men med det kom­men­de i det nær­væ­ren­de nu lige­som tonen, der er dræg­tig med den har­moni­ske og melo­di­ske spæn­ding, som gik for­ud for det nær­væ­ren­de øje­blik.

I dag er kom­po­ni­sten død. Sfæ­rer­nes musik spil­ler ikke har­monisk, men udgør en kako­fo­ni, hvor oaser af skøn­hed ind­træf­fer, hvor for­bund fin­der sted, men hvor strid, vold og mas­se­død også spil­ler sine man­ge moti­ver. Den musik, der lyder i dag, og som altid har lydt, er hin­si­des godt og ondt, hin­si­des indi­vi­du­el­le hen­syn. End­vi­de­re over­dø­ves den lokalt af andre ryt­mer, sam­lebån­dets, urets opde­ling i arbejds­tid og fri­tid, maski­nel pro­duk­tion og kapi­ta­lis­mens frem­drift. I det sen­mo­der­ne sam­fund trum­fes den end­vi­de­re af tek­no­lo­gi­ens og de soci­a­le medi­ers altæ­den­de flyg­tig­hed, af prækæ­re arbejds­for­hold og en ende­løs strøm af under­hold­ning.

Reso­nans og krop

Den musi­kal­ske natur­for­stå­el­se kred­ser om natu­ren for­stå­et som ubrudt kon­ti­nu­i­tet, som vi ken­der igen­nem vores egen krops­li­ge inten­si­tet. Den omhand­ler natu­ren som imma­nens, som en hete­ro­gen veks­len­de stør­rel­se i kon­stant bevæ­gel­se. Der­for und­dra­ger den sig også en posi­tiv dis­kur­siv bestem­mel­se, den lader sig ikke undertvin­ge af pro­me­ti­ske bestræ­bel­ser. Som Bata­il­le skri­ver, er kon­ti­nu­i­te­ten “ikke erken­de­lig; men i ube­reg­ne­li­ge og altid del­vist anfæg­te­li­ge for­mer er erfa­rin­gen af den givet”.29Bataille, Ero­tik­ken, 28.

At erfa­re den som sådan er at stå i et umid­del­bart for­hold til den, hvor vi over­skri­der vores dis­kon­ti­nu­er­li­ge vil­kår. Den kløft eller det sår, der blev pådra­get kon­ti­nu­i­te­ten, da vi tog den i besid­del­se og gjor­de den til gen­stand, over­skri­des momen­tant. Det­te bety­der ikke, at vi i sådan­ne til­stan­de ople­ver en ren og har­monisk imma­nens. Bata­il­le beskri­ver dyrets imma­nens som vand i vand. Imma­nen­sens plan må for­stås som bøl­ger, der kan for­tæ­res af andre og stør­re bøl­ger, som strøm­hvirv­ler, der opnår momen­tan karak­ter af enhed i sin rørel­se, men som kan oplø­ses eller rives med af andre og stær­ke­re bevæ­gel­ser, hvor vis­se bevæ­gel­ser end­da anta­ger karak­ter af mas­si­ve flod­bøl­ger, der for­tæ­rer alt på sin vej. Kon­ti­nu­i­te­ten er med andre ord ikke uden rørel­ser, tvær­ti­mod, den er en evigt leven­de ild, hvor selv har­moni er kon­sti­tu­e­ret af en ibo­en­de strid. En beto­ning af kon­ti­nu­i­te­ten i natu­ren mun­der såle­des ud i en onto­lo­gi, der er lige så flad og hie­rar­ki­løs som et bøl­gen­de hav.

Reso­nans er der­med ikke blot et spørgs­mål om kald, svar og trans­for­ma­tion, hvil­ket man kan fore­stil­le sig på et rent intel­lek­tu­elt plan, men om over­skri­del­se af vores dis­kon­ti­nu­er­li­ge vil­kår, hvil­ket impli­ce­rer en hen­sæt­tel­se til til­stan­de af imma­nens og en umid­del­bar måde at “være” i tiden på. Den umid­del­ba­re tids melo­di­ø­si­tet står i mod­sæt­ning til den kvan­ti­ta­ti­ve tids­for­stå­el­se, hvor tiden betrag­tes som adskil­te øje­blik­ke på rad og ræk­ke, som per­ler på en snor. Tiden, som den umid­del­bart erfa­res, er en inder­lig orga­ni­se­ring, hvor det nær­væ­ren­de nu er ladet med det for­gan­ge, der for­lø­ses i det næst­kom­men­de, som en tone, hvis kva­li­ta­ti­ve inten­si­tet beror på de har­moni­ske og melo­di­ske bevæ­gel­ser, der gik for­ud for den, og som bæres vide­re i det fort­sat­te tone­løb. Det er lyrens klang, der stræk­ker sig ud i tiden, det er krop­pens pul­se­ren­de og bevæ­gen­de inten­si­tet.

På kon­ti­nu­i­te­tens plan, som vi erken­der som krops­lig inten­si­tet, som klang og musik, erfa­rer vi også os selv i berø­ring med vores omgi­vel­ser, som del­ta­gen­de og som udle­ve­ret på godt og ondt. Det bli­ver tyde­ligt, når en ikke-invi­te­ret per­son træn­ger ind i vores intims­fæ­re, at den inten­si­tet, der kon­sti­tu­e­rer vores kro­p­s­lig­hed, står i for­bin­del­se til de omgi­ven­de inten­si­te­ter. Når solen var­mer vores krop en som­mer­dag, er det også tyde­ligt, hvor­dan vi kro­p­s­ligt står i direk­te for­bin­del­se til et him­mel­le­ge­me, der befin­der sig ufat­te­ligt langt væk. Når vi for­tæ­rer andre leven­de væs­ner, plan­ter eller dyr, under­ord­ner vi deres opho­be­de ener­gi vores egen krops­li­ge kon­sti­tu­tion og udskil­ler, hvad vi ikke kan omsæt­te. Hen­sat til imma­nen­sens plan erfa­rer vi os selv som en inder­lig orga­ni­se­ring (der natur­lig­vis kan være mere eller min­dre har­monisk), hvil­ket impli­ce­rer den umid­del­ba­re tids musi­ka­li­tet.

I reso­nan­ser­fa­rin­gen er der såle­des en krops­lig og tids­lig kom­po­nent, en vakt opmærk­som­hed, der hen­sæt­ter os i sam­klang og der­med åben­ba­rer vores egen erfa­ring af krop­pen som klang, der både rin­ger ud over sig selv og lader sig far­ve, gen­nem­træn­ge og trans­for­me­re af ude­frakom­men­de klang­mo­ti­ver. Erfa­rin­gen af reso­nans angå­en­de natur­fæ­no­me­ner kan såle­des gøre os opmærk­som­me på, hvor­le­des vi står i kon­stant udveks­len­de for­hold til natu­ren og mil­jø­et omkring os, hvor­le­des vi er bevæ­get af andre bevæ­gel­ser end vores egne, og hvor­le­des vores stren­ge ikke ale­ne anslås af os selv, såfremt vi er for­sy­net med en adæ­kvat for­stå­el­se af altings sam­men­væ­vet­hed.

Den kan også gøre os opmærk­som på, hvor­le­des vi i høj grad er under­lagt andre ryt­mer og moti­ver end vores egne, eksem­pel­vis vækst­sam­fun­dets og kapi­ta­lis­mens fort­sat­te for­dring om mere vækst, mere innova­tion, mere acce­le­ra­tion, samt at den­ne takt­stoks til­ta­gen­de tvang ikke er for­ank­ret i nogen natur­nød­ven­dig­hed, men at den både kan og må bli­ve ændret, hvis vi ikke skal under­mi­ne­re vores egen og utal­li­ge andre væse­ners eksi­stens i bios­fæ­ren.

Den orfi­ske til­gang kan åben­ba­re, tyde­lig­gø­re eller frem­ma­ne den­ne musi­ka­li­tet i natu­ren og der­med gøre det “kal­den­de” tyde­ligt, hvil­ket er en for­ud­sæt­ning for reso­nans. “De musi­kal­ske for­hold fore­kom­mer mig egent­lig at være natu­rens grund­for­hold. Krystal­li­se­rin­ger: aku­sti­ske figu­rer af kemi­ske sving­nin­ger (kemisk mening)”, skri­ver Chri­sten­sen. “Den egent­ligt syn­li­ge musik er ara­be­sker­ne, møn­stre­ne, ornamenterne”.30Inger Chri­sten­sen, Ver­den ønsker at se sig selv (Gyl­den­dal, 2018), 888. Det er dis­se for­hold, Chri­sten­sen i høj grad bestræ­ber sig på at syn­lig­gø­re, når hun eksem­pel­vis i det anven­der “Bio­lo­gi­ske prin­cip­per anvendt på ord” og såle­des frem­ma­ner en “vækst af vand og sten og ord”,31Christensen, Del af labyrin­ten, 28. eller når hun i Alfa­bet anven­der Fibo­nac­cis tal­ræk­ke til at frem­skri­ve et vækst­mo­tiv, der kan gen­ken­des overalt i natu­ren. Hvor­vidt dis­se for­hold kor­re­spon­de­rer med egent­li­ge for­hold i natu­ren, er egent­lig ikke det væsent­li­ge. Det væsent­li­ge er, at den­ne frem­skriv­ning af musi­ka­li­te­ten mulig­gør en måde at være i kon­takt, i sam­klang, i reso­nans, og som anført er en sådan til­stand en over­skri­del­se af det dis­kon­ti­nu­er­te vil­kår, hvil­ket impli­ce­rer en krops­lig kon­ti­nu­i­tet­ser­fa­ring og tidens umid­del­ba­re melo­di­ø­si­tet. Dig­te­ren frem­ma­ner det kal­den­de, blot­læg­ger en pas­sa­ge af natu­rens par­ti­tur. Dig­te­ren kan frem­skri­ve pas­sa­ger af natu­rens musi­ka­li­tet, hvor hun også frem­skri­ver en ibo­en­de para­doksa­li­tet, da man med spro­get stil­ler sig på afstand af sin gen­stand. For Chri­sten­sen er spro­get på én gang “en for­læn­gel­se af natu­rens ska­ben­de kræf­ter og et brud”, og dig­te­ren kan frem­ma­ne en “spæn­ding der lader afgrund og bro frem­træ­de og vok­se sam­ti­dig, som både for­e­ne­li­ge og ufor­e­ne­li­ge størrelser”.32Christensen, Del af labyrin­ten, 68. Hvis dig­tet kan frem­skri­ve pas­sa­ger af natu­rens par­ti­tur, da må det både være i betyd­nin­gen brud­styk­ke af en kom­po­si­tion og i betyd­nin­gen åbnin­gen eller for­bin­del­se, på én gang bro og afgrund. “Musik­ken er der hele tiden, men kun indi­mel­lem hører man den”,33Christensen, Ver­den ønsker at se sig selv, 891. skri­ver Chri­sten­sen. Selv tyde­lig­gør hun den ofte i sin digt­ning, men hun behand­ler også i sær­de­les­hed afgrun­den. Væk­sten, der kol­lap­ser under sin egen tyng­de (som det er til­fæl­det i Alfa­bet), væk­sten, natu­rens vil­de vækst, der monopo­li­se­res af kapi­tal­kræf­ter­ne og redu­ce­res til øko­no­misk vækst, samt kon­ti­nu­i­te­ten, der split­tes i sta­dig min­dre dele, ind­til det men­ne­ske­li­ge sub­jekt står ensomt og angst til­ba­ge i et sam­fund, der er ble­vet koldt, stumt og ste­net.

Når den orfi­ske til­gang søger at frem­skri­ve de “musi­kal­ske for­hold” i Chri­sten­sens for­stand, for­stå­et som kemi­ske sving­nin­ger, bio­lo­gi­ske prin­cip­per, krystal­li­se­rin­ger, som ara­be­sker, møn­stre, orna­men­ter eller dig­te, bli­ver det også klart, at den ikke står i mod­strid med de pro­me­ti­ske erken­del­ser, men lader sig infor­me­re her­af, af ind­sig­ten i vækst­for­hold, pro­por­tio­ner og pro­ces­ser, der fore­kom­mer i natu­ren. Den­ne alli­an­ce mel­lem det pro­me­ti­ske og det orfi­ske kan vi også gen­ken­de i Thø­ger Lar­sens besyn­gel­se af Sfæ­rer­nes Musik:

De unge Stjer­ner dan­ser, som Stjer­ner dan­se skal,
fra deres run­de Baner det reg­ner ned med Tal,
for Klo­der selv saa sim­pelt, for San­ger­sind saa svært,
saa man­gen sorg­løs San­ger faar aldrig Tak­ten lært.
Men den, der sæn­ker Sin­det i Tal­le­nes Mystik,
for­nem­mer dun­kelt Ryt­men i Sfæ­rer­nes Musik.34Thøger Lar­sen, Sfæ­rer­nes Musik (Gyl­den­dal, 1953), 38.

Der er med andre ord ikke nød­ven­dig­vis en strid mel­lem de viden­ska­be­li­ge ind­sig­ter og den orfi­ske dig­ters bestræ­bel­ser, men såfremt vi får redu­ce­ret natu­ren til ting og for­mål, til et uden­for og død mate­rie, da må Orfeus igen sti­ge ned i de dødes rige og brin­ge sin elske­de med sig til­ba­ge, og som det gjaldt den­gang, gæl­der det sta­dig, såfremt vi fæst­ner vores alt for faste blik her­på, vil den elske­de bli­ve til en gen­stand, en salt­støt­te og død mate­rie.

Reso­nans uden kald

Dig­te­ren kan alt­så tyde­lig­gø­re natu­rens kald, lige så vel som dig­te­ren kan åben­ba­re afgrun­den, ang­sten og ensom­he­den. Gen­nem dig­te­ren kan også stum­he­den tale. Hvor­vidt en dig­ter skal eller bør gøre det ene eller det andet, vil jeg lade være op til dig­ter­ne selv, men tyde­lig­gø­rel­sen af kal­det er om ikke andet en mulig­hed. Men er det egent­lig præ­cist at betrag­te det som et kald blot for at imø­de­kom­me Rosas begreb om reso­nans? I kal­det lig­ger der en hen­ven­del­se, som om natu­ren angik adres­sa­ten, som om kal­det angik mig. I over­skri­del­se­ser­fa­rin­gen bevæ­ger vi os altid hin­si­des os selv. I reso­nan­ser­fa­rin­gen hand­ler det om sam­klang og rela­tion, hvil­ket også sker på trods af ego­et. Natu­ren, der hen­ven­der sig gen­nem dig­te­ren, ken­der vi fra A.W. Scha­ck von Staf­feldts digt Ind­vi­el­sen, hvori dig­ter-jeget mod­ta­ger musens har­pe:

Da rundt en anden Natur der blev,
Vin­de­ne tal­te;
Fra Sky­er, som ble­ge for Maa­nen hen­drev,
Aan­der­ne kald­te,
Et Hier­te slog varmt og kiær­ligt i Alt,
I Alt mig vin­ked’ min egen Gestalt.35A.W. Scha­ck von Staf­feldt, Dig­te (Andreas Sei­de­lin For­lag, 1804), 3.

Dig­te­ren fin­der klart et slægtskab med den “anden Natur”, hvor alt vin­ker i hans egen gestalt, men i en vis for­stand kal­des han også bort fra sig selv, og da dig­te­ren ven­der til­ba­ge til sig selv efter inspira­tio­nens øje­blik, er han opfyldt af længsel: “Dog bræn­der mig Kys­set, jeg kien­der ei Fred / Förend jeg dra­ger Him­le­ne ned!”36Staffeldt, Dig­te, 4. Digt­nin­gen er rig på eksemp­ler på, at natu­ren får stem­me og hen­ven­der sig, og blot det for­hold, at dig­tet har afsen­der, kon­sti­tu­e­rer en henvendelse.37Laugesen & Lund anfø­rer gode eksemp­ler på den hen­ven­den­de natur i deres anden arti­kel i nær­væ­ren­de serie, “Den sto­re resyn­kro­ni­se­ring: Reso­nan­sens betyd­ning for liv og poli­tik”, Tids­skrif­tet Para­doks, 15. august 2022. Men hos Chri­sten­sen mener jeg, som anført, at det er mere præ­cist at hæv­de, at hun syn­lig­gør pas­sa­ger i den dob­bel­te for­stand af brud­styk­ke og åbning. Hun blot­læg­ger bevæ­gel­ser, der omslut­ter men­ne­sket, men som ikke har men­ne­sket som omdrej­nings­punkt. Det­te gæl­der eksem­pel­vis vækst­mo­ti­vet i Alfa­bet og det væren­des kon­ti­nu­i­tet, der split­tes og kom­mer til sig selv i pro­log­os i mester­vær­ket det, hvor kødet går for­ud for ordet. Det gør sig gæl­den­de, når hun bestræ­ber sig på at gen­pro­du­ce­re det “pro­du­ce­ren­de prin­cip”, der gør sig gæl­den­de i såvel kasta­nie­træ­er som mennekser.38Christensen, Del af labyrin­ten, 121. Og det­te er væsent­ligt for en for­stå­el­se af, hvor­le­des man kan tale om reso­ne­ren­de natur­for­hold, der ikke beror på en kal­den­de natur.

På den ene side kan vi sige, at Rosa har ret i, at vi kan være affi­ce­ret af natu­ren, at vi ind­går i en rela­tion, der er stør­re end os selv, og der­med er påvir­ket her­af. Natu­ren blev ved­kom­men­de, og det er for ham nok til at kon­sti­tu­e­re et kald. Rosa frem­hæ­ver Albert Camus’ begreb om det absur­de som et ver­dens­for­hold, der er ble­vet stumt eller tavst. For Camus er det absur­de kon­sti­tu­e­ret af sam­ti­dig­he­den af men­ne­skets længsel efter for­tro­lig­hed, mening og inti­mi­tet, og mødet med et indif­fe­rent uni­vers. Det absur­de har med andre ord nogen­lun­de sam­me struk­tur som Rosas tri­a­de, som udgør reso­nans, men hvor det er men­ne­sket, der kal­der, og ver­den, der ikke imø­de­kom­mer den men­ne­ske­li­ge længsel. Var distan­cen til ver­den blot over­vun­det, var man blot et “træ blandt træ­er­ne eller et dyr blandt andre dyr”, da vil­le kra­vet om for­tro­lig­hed ikke læn­ge­re gøre sig gæl­den­de, men “den lat­ter­li­ge for­nuft” sæt­ter os op mod “hele skab­nin­gen” med sit krav om mening.39Albert Camus, Essays: vrang og ret: ung­dom­mens land: som­mer (Gyl­den­dal, 2015), 55. Rosa kan have ret i, at den sta­di­ge eks­pan­sion af den kon­trol­ler­ba­re sfæ­re gør ver­dens­for­hol­det stumt. Den instru­men­ta­li­se­ren­de og nyt­tig­gø­ren­de for­nuft sæt­ter sig op mod skab­nin­gen, men ønsket om at høre natu­rens kald er også en måde, hvor­på natu­ren skal angå og hen­ven­de sig til net­op mig. Reso­nans, der ikke besva­rer et kald, er smukt beskre­vet i et essay af Camus, hvor han “under ver­dens sto­re ånde­dræt” hører grund­te­ma­et i en kos­misk “fuga”, der “lød som hele jor­dens sang”. Han brin­ges ud af sig selv “i udtryk­kets egent­lig­ste for­stand”, hvil­ket for­sik­rer ham om, “at alt, bort­set fra [hans] kær­lig­hed og råbet fra dis­se sten, var omsonst”.40Albert Camus, Sisy­fos-myten (Gyl­den­dal, 1995), 107–108. Jeg har tid­li­ge­re selv beskre­vet en beslæg­tet erfa­ring, hvor jeg under Saha­ras kla­re nat­te­him­mel for før­ste gang for alvor så Mæl­ke­vej­en, der blot­lag­de sig som et til­ta­gen­de stjer­ne­tæp­pe over mig:

Den lysen­de him­mel omfav­ne­de mig med sin tavs­hed, uden løf­te om mening eller for­mål, og jeg var i en til­stand af stil­le hen­gi­vel­se. Den men­ne­ske­li­ge knu­de var hver­ken løst eller for­næg­tet. Det absur­de gjor­de sig sta­dig gæl­den­de, men afstan­den til ver­den var et øje­blik over­vun­det, uden gud og mening.41Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Stu­di­er i Camus (Phi­los­op­hia, 2014), 42.

Her er der ikke tale om at besva­re et kald. Stjer­ne­him­len angår ikke mig, lige så vel som jor­den ikke rote­rer for min skyld. Godt nok hører Camus hele jor­dens sang og den kos­mi­ske fuga, lige­som jeg blev omfav­net af nat­te­him­lens lysen­de tavs­hed, men de udgjor­de ikke et kald eller en hen­ven­del­se, og net­op der­for kun­ne tavs­he­den og musik­ken besva­res på en måde, hvor man bevæ­ger sig væk fra sig selv. Hvis ver­den vil lære os noget, er det, at “sjæ­len ikke er noget og hjer­tet lige så lidt”, samt “at ste­nen, der er gen­nem­var­met af solen, eller cypres­sen, som den skyfri him­mel for­stør­rer, begræn­ser det ene­ste uni­vers, hvor det ‘at have ret’ får mening: natu­ren uden mennesker”.42Camus, Sisy­fos-myten, 107–108. Der er tale om reso­nans, men reso­nans med en pro­ces i hvil­ken man for­går, som der­for udgør et cen­tralt aspekt af en natur­for­stå­el­se, der ikke læn­ge­re har men­ne­sket som cen­trum, som ræk­ker ind i natu­ren uden men­ne­sker, der spil­ler en umen­ne­ske­lig musik.

Reso­nans uden kald omhand­ler med andre ord en eksi­sten­ti­el ori­en­te­ring, der ræk­ker udover den men­ne­ske­li­ge sfæ­re, men som ikke hin­si­des det men­ne­ske­li­ge anta­ger en gud, en sand­hed, en har­monisk enhed eller en for­lø­sen­de mening. Det er lyren, der klin­ger ud i det kako­fo­ni­ske kos­mi­ske orke­ster, for­u­den kom­po­nist og diri­gent. Nietz­sche kald­te den­ne bevæ­gel­se hin­si­des det afgræn­se­de indi­vid, hin­si­des du og jeg, for zu Kos­mi­sch emp­fin­den, at føle sig kos­misk. Det er en ori­en­te­ring, der ikke for­stil­ler sig, men som der­i­mod blot­ter sig. Da gud end­nu gem­te sig bag solen, kun­ne Proklos betrag­te heli­o­tro­per­nes bevæ­gel­ser i over­ens­stem­mel­se med solens gang på him­len, som en til­stand af bøn, kos­misk sym­pa­ti og reso­nans. For os udgør en sådan kos­misk ori­en­te­ring og blot­tel­se en “bøn­fal­del­se uden svar”.43Bataille, The­ory of Reli­gion, 27. Den­ne eksi­sten­ti­el­le ori­en­te­ring er en kom­po­nent i en radi­kal øko­lo­gisk tæn­ke­må­de, hvor men­ne­sket ikke er cen­trum for natu­rens bevæ­gel­ser, hvor bøn­fal­del­sen afvi­ser enhver frel­se, hvor natu­ren ikke er en cir­ku­la­tion af ting, men et sta­dig udveks­len­de for­hold af inten­si­te­ter, der emmer af over­flod og rum­mer både skøn­hed og for­bund samt vold og mas­se­død, og hvor den kos­mi­ske musik ikke spil­ler for du og jeg, da vi ude­luk­ken­de kan høre den, når vi for­la­der os selv.

1. Inger Chri­sten­sen, Chan­cen (Gyl­den­dal, 1980), 1.
2. Inger Chri­sten­sen, Del af labyrin­ten (Køben­havn: Gyl­den­dal, 1992), 124.
3. Christensen, Del af labyrin­ten, 121.
4. Vladimir Ver­nad­sky, The Biosp­he­re (Coper­ni­cus, Sprin­ger Ver­lag, 1998).
5. Christensen, Del af labyrin­ten, 142.
6. Georges Bata­il­le, La Part Mau­di­te i Œuv­res com­plètes tome 7, (Gal­li­mard, 1976). Se også Jon Auring Grimm, “Solar Ple­xus: Sola­re sam­men­flet­nin­ger hos Geor­ges Bata­il­le og Inger Chri­sten­sen”, Tids­skrif­tet Para­doks, 14. janu­ar 2021.
7. David Bohm, The Essen­ti­al David Bohm (Rout­led­ge, 2003), 32.
8. Bohm, The Essen­ti­al David Bohm, 25.
9. Jeg behand­ler den her­akli­ti­ansk-nietzs­che­an­ske til­bli­vel­ses­tænk­ning og natur­be­greb ind­gå­en­de i min bog FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Kunst­ner­for­la­get Armé, 2011).
10. Christensen, Del af labyrin­ten, 115.
11. Carl Sagan, Cos­mos: A Per­so­nal Voy­a­ge, Epi­so­de 1: The Sho­res of the Cos­mic Oce­an. (Public Bro­adca­sting Ser­vi­ce, 1980).
12. Georges Bata­il­le, The­ory of Reli­gion (Zone Books, 1992), 41.
13. Bataille, The­ory of Reli­gion, 31.
14. Bri­an Eno: Ano­t­her Gre­en World, instr. Nico­la Roberts (BBC, 2010).
15. Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Eksi­sten­sen, 2020), 13.
16. Man kan med for­del læse: Mar­tin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen & Peter Cle­ment Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hart­mut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tids­skrif­tet Para­doks, 11. august 2022.
17. Christensen, Del af labyrin­ten, 130.
18. Bataille, The­ory of Reli­gion, 41.
19. Hartmut Rosa, Reso­nans (Eksi­sten­sen, 2021), 488.
20. Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 25.
21. Georges Bata­il­le, Den indre erfa­ring (Bil­led­kunstsko­ler­nes For­lag, 2013).
22. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
23. Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 36.
24. Georges Bata­il­le, Ero­tik­ken (Bor­gen, 2001), 23.
25. Laugesen & Lund, “Gode vibrationer”.
26. Pierre Hadot, The Veil of Isis (Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 2004), 92.
27. Hadot, The Veil of Isis, 92.
28. Inger Chri­sten­sen, Hem­me­lig­heds­til­stan­den (Gyl­den­dal, 2000), 44.
29. Bataille, Ero­tik­ken, 28.
30. Inger Chri­sten­sen, Ver­den ønsker at se sig selv (Gyl­den­dal, 2018), 888.
31. Christensen, Del af labyrin­ten, 28.
32. Christensen, Del af labyrin­ten, 68.
33. Christensen, Ver­den ønsker at se sig selv, 891.
34. Thøger Lar­sen, Sfæ­rer­nes Musik (Gyl­den­dal, 1953), 38.
35. A.W. Scha­ck von Staf­feldt, Dig­te (Andreas Sei­de­lin For­lag, 1804), 3.
36. Staffeldt, Dig­te, 4.
37. Laugesen & Lund anfø­rer gode eksemp­ler på den hen­ven­den­de natur i deres anden arti­kel i nær­væ­ren­de serie, “Den sto­re resyn­kro­ni­se­ring: Reso­nan­sens betyd­ning for liv og poli­tik”, Tids­skrif­tet Para­doks, 15. august 2022.
38. Christensen, Del af labyrin­ten, 121.
39. Albert Camus, Essays: vrang og ret: ung­dom­mens land: som­mer (Gyl­den­dal, 2015), 55.
40. Albert Camus, Sisy­fos-myten (Gyl­den­dal, 1995), 107–108.
41. Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Stu­di­er i Camus (Phi­los­op­hia, 2014), 42.
42. Camus, Sisy­fos-myten, 107–108.
43. Bataille, The­ory of Reli­gion, 27.

Den store resynkronisering: Resonansens betydning for liv og politik

I den­ne opføl­ger til vores arti­kel “Gode vibra­tio­ner: Om Hart­mut Rosa som naturfilosof”1Mar­tin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen & Peter Cle­ment Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hart­mut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tids­skrif­tet Para­doks, 11. august 2022. giver vi nog­le lit­teræ­re eksemp­ler på reso­nans for at kom­me tæt­te­re på, hvori resonsan­ser­fa­rin­gen i eller med natu­ren kan siges at bestå. Tek­sten udgør såle­des en illu­stra­tiv eksem­pli­fi­ce­ring af den prin­ci­pi­el­le godt­gø­rel­se af reso­nans og frem­med­gø­rel­se som natur­fi­lo­so­fi­ske kate­go­ri­er, som vi frem­lag­de i den fore­gå­en­de arti­kel. Vi run­der tek­sten af med et læn­ge­re afsnit om muli­ge poli­ti­ske kon­se­kven­ser af Rosas sam­funds­di­ag­no­se og reso­nans­be­greb.

Som vi viste i “Gode vibra­tio­ner”, har Rosa leve­ret en gen­nem­gri­ben­de kri­tisk diag­no­se af ver­den af i dag – en ver­den karak­te­ri­se­ret ved til­ta­gen­de acce­le­ra­tion, der i sid­ste ende umu­lig­gør en til­væ­rel­se præ­get af reso­nans. Ver­den, og med den også vi, der lever i den, er fan­get i en selv­kø­ren­de acce­le­ra­tions­cy­klus, der ubøn­hør­ligt dri­ves frem af tre under­lig­gen­de moto­rer, som gen­nem­sy­rer sam­fun­det omkring os og gør et impe­ra­tiv om kon­ti­nu­er­lig vækst, nyt­te­mak­si­me­ring og sta­dig mere kon­trol og til­gæn­ge­lig­hed gæl­den­de. På grund af det­te impe­ra­tivs kon­kre­te magt over os frem­med­gø­res vi, for­di vi ved­va­ren­de udfor­dres i vores pri­mært indi­vi­du­el­le for­søg på at ska­be kohæ­ren­te iden­ti­te­ter, der er ori­en­te­ret mod frem­ti­den på en menings­fuld måde. Vi er med andre ord alle ski­b­brud­ne, der dri­ver rundt på havet i en ugen­nem­sig­tig storm – og stormens navn er acce­le­ra­tion. Hvem vi er, hvem vi ger­ne vil være, hvad vi ger­ne vil gøre, forta­bes i en ver­den af usam­men­hæn­gen­de epi­so­di­ske hæn­del­ser, og frem­med­gø­rel­sen gør kon­kret sit ind­t­og i man­ge men­ne­skers liv i form af stress, angst, burn-out, depres­sion, skam og afvæb­nen­de ydmy­gel­ser. For Rosa kan den­ne højst uønsk­vær­di­ge situ­a­tion bedst ændres igen­nem til­ve­je­brin­gel­sen af langt gun­sti­ge­re betin­gel­ser for mere reso­nans i til­væ­rel­sen.

Reso­nans er et grund­læg­gen­de men­ne­ske­ligt behov – et behov, der hand­ler om rela­tio­ner. Men­ne­sket er et væsen, der som udgangs­punkt ved­hol­den­de søger reso­nans­er­fa­ring­er igen­nem sine rela­tio­ner til ver­den ved at ind­gå i men­ne­ske­li­ge og ikke-men­ne­ske­li­ge fæl­les­ska­ber og ved at dyr­ke eksi­sten­ti­el­le facet­ter af til­væ­rel­sen som reli­gion, kunst og natu­ren. Dis­se tre akti­vi­tets­om­rå­der ind­pla­ce­rer Rosa på den såkaldt ver­ti­ka­le reso­nansak­se, der har at gøre med det, som men­ne­sker erfa­rer som stør­re end sig selv – eller tek­nisk sagt: trans­cen­dens. Reso­nans er en rela­tions­mo­dus, hvor beg­ge par­ter “taler med deres egen stem­me” og sva­rer hin­an­den menings­fuldt. Det hand­ler om de gode vibra­tio­ner; om at man som men­ne­ske hører et kald fra et andet men­ne­ske, et fæl­les­skab, en musi­kalsk kom­po­si­tion eller fra natu­ren i en kon­kret mil­jø­mæs­sig til­skik­kel­se, og at man der­på sva­rer det­te kald – at man påvir­kes og aktivt respon­de­rer på den­ne påvirk­ning. Det emo­tio­nel­le ind­hold af rela­tio­nen er ikke afgø­ren­de, og vidt for­skel­li­ge til­stan­de som kær­lig­hed, sorg, melan­ko­li og fryd kan alle være udtryk for reso­nans­er­fa­ring­er. Reso­nans skal der­for ikke for­stås som Rosas begreb for lyk­ke, men som nav­net for et helt grund­læg­gen­de men­ne­ske­ligt behov, der er med til at gøre os til den slags væse­ner, vi nu engang er. Sam­ti­digt er reso­nans frem­med­gø­rel­sens dia­lek­ti­ske mod­part, og beg­ge til­stan­de eksi­ste­rer i et uad­skil­le­ligt gen­si­digt for­hold. Der­for kan reso­nans kun brin­ges i stand i kraft af frem­med­gø­rel­se og vice ver­sa. Vi træ­der så at sige ind i et reso­nant for­hold via et frem­med­gjort for­hold. Det er ikke muligt at befin­de sig i et ved­va­ren­de, uaf­brudt reso­nant for­hold til noget eller nogen. For­di erfa­rin­gen af reso­nans er kon­sti­tu­e­ret af en grund­læg­gen­de ukon­trol­ler­bar­hed, kan den hver­ken påtvin­ges, garan­te­res eller fast­hol­des – vi kan som men­ne­sker kun påvir­ke betin­gel­ser­ne for, at den mulig­vis vil ind­fin­de sig, men der­u­d­over blot håbe på det bed­ste.

Rosa kob­ler nu den­ne filo­so­fi­ske ind­kreds­ning af reso­nans­be­gre­bet sam­men med sin for­ud­gå­en­de kri­ti­ske ana­ly­se af acce­le­ra­tions­sam­fun­det og gør reso­nans til et nor­ma­tivt ide­al, der kan sig­tes efter som en udgang af den mas­si­ve frem­med­gjort­hed, der præ­ger ver­dens sen­mo­der­ne sam­fund. En “kur”, som Svend Brink­mann har beskre­vet Rosas resonansteori.2Svend Brink­mann, Mit år med gud (Køben­havn: Gyl­den­dal, 2021). Den histo­ri­ske mise­re skyl­des, iføl­ge Rosa, kort for­talt, at mulig­he­der­ne for reso­nans­er­fa­ring­er er gle­det os af hæn­de, for­di vores indstil­ling til både hin­an­den og til ver­den omkring os nu i så høj grad er base­ret på at adly­de kra­vet om evigt øget vækst, nyt­te og kon­trol. Som vi viste i den fore­gå­en­de arti­kel, er der ikke noget andet akti­vi­tets­om­rå­de, hvor det­te kom­mer tyde­li­ge­re til udtryk, end i vores for­hold til natu­ren og pla­ne­ten. I sid­ste instans hvi­ler mulig­he­den for reso­nans­er­fa­ring­er på vores for­hold til natu­ren, for­di vi men­ne­sker som sådan er i og af natu­ren. Uden rea­li­se­rin­gen af bære­dyg­ti­ge, cir­ku­læ­re produktions‑, for­brugs- og sam­funds­for­hold vil det sim­pelt­hen ikke være muligt for de nuvæ­ren­de sen­mo­der­ne sam­fund at und­gå prak­tisk talt at udryd­de mulig­heds­be­tin­gel­ser­ne for reso­nans­er­fa­ring­er i natu­ren. De moto­rer, der i dag dri­ver de sen­mo­der­ne sam­fund, har alle­re­de for man­ges ved­kom­men­de til­in­tet­gjort betin­gel­ser­ne for et menings­fyldt for­hold til natu­ren, for de fle­ste ser den nu kun som en nyt­tig res­sour­ce eller som en kon­trol­le­ret oase, vi kan træ­de ind i og ud af efter vores eget fri­tids­mæs­si­ge for­godt­be­fin­den­de. Der­for mener vi, at man bør for­stå Rosa som natur­fi­lo­sof, og at hans tænk­ning og ana­ly­ser til­by­der nog­le frugt­ba­re for­stå­el­ser af den fata­le klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­se, der udspil­ler sig for øjne­ne af os.

Vi vil nu gå vide­re til at kig­ge nær­me­re på, hvad det rent ind­holds­mæs­sigt bety­der at have et reso­nant for­hold til natu­ren, for der­næst at kaste lys over, hvad vi med afsæt i Rosas kri­ti­ske sam­tids­di­ag­no­se og reso­nans­be­greb kan gøre poli­tisk for at til­ve­je­brin­ge bed­re betin­gel­ser for mere reso­nan­te liv.

Reso­nan­sens til­sy­ne­komst: Lit­teræ­re eksemp­ler

Vi star­ter med to spørgs­mål: Hvad er egent­lig et reso­nant for­hold til natu­ren? Og hvor­for er et sådant over­ho­ve­det ønsk­vær­digt? Man­ge af de eksi­sten­ti­el­le pro­ble­mer i sen­mo­der­ni­te­ten skyl­des for­sø­get på at kon­trol­le­re natu­ren i alle fire dimen­sio­ner af kon­trol: syn­lig­gø­rel­se, opnå­e­lig­hed, beher­skel­se og nyt­tig­gø­rel­se, som vi beskrev det i den fore­gå­en­de arti­kel. Det er ikke nok, at natu­ren er syn­lig for mig, jeg skal også have adgang til den. Men den­ne adgang skal være beher­sket; natu­ren skal ikke være ude af kon­trol, den skal være allo­ke­ret en plads, som er defi­ne­ret af os og slut­te­ligt skal den nyt­tig­gø­res – hvad enten vi for­står den­ne nyt­tig­gø­rel­se i form af de res­sour­cer i natu­ren, som vi dri­ver rov­drift på i pro­duk­tions­ø­je­med, eller som det enkel­te men­ne­skes instru­men­ta­li­se­re­de for­hold til natu­ren som en oase, vi besø­ger for at geno­p­la­de vores bat­te­ri­er. Natu­ren til­læg­ges der­med stort set kun vær­di, såfremt vi kan sty­re den og for­stå den som noget, vi som men­ne­sker kan dra­ge nyt­te af, hvad enten nyt­ten er rent mone­tær eller har at gøre med “vil­de ople­vel­ser” (f.eks. bjergbestig­ning, over­le­vel­sestur, krydstogt, osv.).3Hartmut Rosa, Reso­nans: En socio­lo­gi om for­hol­det til ver­den (Køben­havn: Eksi­sten­sen, 2021), 320.

Det er, ved at vi begyn­der at opfat­te, erfa­re og for­stå natu­ren som kun halv­kon­trol­ler­bar og alt­så ikke som fuldt ud under vores kon­trol, at vi i prak­sis øger sand­syn­lig­he­den for menings­ska­ben­de reso­nans­er­fa­ring­er. Det­te radi­ka­le per­spek­tivskift inde­bæ­rer, at vi omfav­ner natu­ren som et abso­lut uden­for, der lig­ger til grund for vores væren i ver­den. En objek­tiv magt, der sæt­ter græn­ser, giver gaver, tager liv og føl­ger sine egne omskif­te­li­ge logik­ker, cyk­ler og ryt­mer uaf­hæn­gigt af men­ne­skers mere eller min­dre art­s­spe­ci­fik­ke særin­ter­es­ser. Vi må med andre ord for­sø­ge at fostre en ydmyg og andæg­tig til­knyt­ning til natu­ren, der i høje­re grad base­rer sig på en åben­hed over for det reso­nans­mu­lig­gø­ren­de kald, som natu­ren poten­ti­elt ofte til­by­der os. Med en poe­tisk for­mu­le­ring lånt af dig­te­ren Lou­i­se Glück, kan natu­ren fra Rosas filo­so­fi­ske per­spek­tiv opfat­tes på føl­gen­de måde:

Come to me, said the world
This is not to say
it spo­ke in exa­ct sen­ten­ces
but that I per­cei­ved beauty in this manner.4Louise Glück, Aver­no (Oxford: Carca­net Press Limi­ted, 2006), 9.

Her ople­ver dig­te­ren skøn­hed i ver­den, men uden at det er klart for hen­de, hvad kal­dets mening i sig selv kan siges at være. Ver­den, natu­ren, kal­der, for­di dig­te­ren lyt­ter til den, for­di hun for­hol­der sig åben over for den inspira­tion og de for­skel­lig­ar­te­de ind­tryk, som gene­røst strøm­mer hen­de i møde, mulig­gjort af hen­des nys­ger­ri­ge ydmyg­hed over for, at der kun­ne være noget at kom­me efter på ste­der, som er skabt af noget andet og stør­re end sådan nogen som hen­de selv. Den reso­nans­er­fa­ring, som dig­te­ren skri­ver frem på linjer­ne oven­for, spej­ler den dob­belt­hed, som for Rosa lig­ger i reso­nans med natu­ren: Natu­ren siger mig noget (“I per­cei­ved beauty”), men uden at den taler til mig (“not to say / it spo­ke in exa­ct sen­ten­ces”). Vi skal hver­ken til­skri­ve natu­ren ibo­en­de inten­tio­ner, vil­je og bevidst­hed eller for­fal­de til ensi­di­ge roman­ti­se­rin­ger af den, hvor den udlæg­ges som alkær­lig Moder Jord, Gaia eller lig­nen­de. Det­te vil­le være udtryk for en både for­kert og vul­gær udlæg­ning af Rosas posi­tion.

Et andet lit­terært eksem­pel på natur­re­so­nans leve­res af Jose­fi­ne Klou­g­art i hen­des roman Alt det­te kun­ne du få fra 2021. Her gen­nem­le­ver hoved­per­so­nen Bar­ba­ra en vold­som natu­rer­fa­ring, som med sam­ti­dig skøn­hed og til­in­tet­gø­rel­se, ikke ulig erfa­rin­gen af det subli­me, illu­stre­rer reso­nan­sens ind­brud i til­væ­rel­sen:

Bar­ba­ra lig­ger stil­le i sen­gen, lyt­ter til den ris­len fra røre­ne ude på den anden side, bag bræd­der­ne og iso­le­rin­gen, lyt­ter til den mur­ren­de lyd af tor­den, der kom­mer og går ude over havet et sted, og hun synes, det hele taler sam­men og for­bin­der sig i hen­de. Hun lig­ger og prø­ver at lade være med at røre på sig, selv den mind­ste bevæ­gel­se, fore­kom­mer det hen­de, vil­le være nok til at øde­læg­ge den fint vibre­ren­de erfa­ring af altings sam­ti­dig­hed og for­bin­del­se, som hun ikke har sprog for, men mær­ker så tyde­ligt nu, drå­ber­ne der fal­der i lyn­gen, i sand­jor­den langt væk, bug­ten der lyses op, når lynet slår ned et sted langt ude over havet, tor­den­vej­ret der rul­ler ind over dem og lyser hele stu­en op. Hun lig­ger og mær­ker, hvor­dan hun næsten for­svin­der, næsten ingen­ting er, og hvor­dan hun til gen­gæld nær­mest bli­ver lyn­gens rød­der og hugor­me­ne, lynet og reg­nen og drå­ber­ne, der slås i styk­ker og bevæ­ger sig ned gen­nem den tør­re jord.

Men så, lige så plud­se­ligt som den opstod, for­svin­der den følelse.5Josefine Klou­g­art, Alt det­te kun­ne du få (Køben­havn: Gla­di­a­tor, 2021), 28.

I Bar­ba­ras reso­nans­er­fa­ring opfat­ter hun intenst natu­ren og sig selv som én og den sam­me igen­nem en “vibre­ren­de erfa­ring” af alting omkring sig. Bar­ba­ra har gode vibra­tio­ner med natu­ren. Der er fle­re væsent­li­ge ele­men­ter i det­te eksem­pel, der gør, at vi kan for­stå det som en reso­nans­er­fa­ring: For det før­ste opstår den plud­se­ligt og utvun­get. Bar­ba­ra våg­ner midt om nat­ten og hører tor­de­nen, der igang­sæt­ter erfa­rin­gen – erfa­rin­gen er, med andre ord, umid­del­bar. For det andet kan hun ikke beher­ske eller kon­trol­le­re det, der sker. Nok er tor­den­vej­ret og natu­ren omkring hen­de syn­lig­gjor­te og på den måde san­se­ligt til­gæn­ge­li­ge, men de er på ingen måde muli­ge at beher­ske eller nyt­tig­gø­re. For det tred­je erfa­res tor­den­vej­ret som noget, der kal­der på hen­de og som hun kun erfa­rer, for­di hun er åben og ydmyg over for det kald, hun hører. Mulig­heds­be­tin­gel­ser­ne for erfa­rin­gen er til ste­de – Bar­ba­ra, lige­som i eksemp­let fra Glück, gen­nem­le­ver erfa­rin­gen, for­di hun hører natu­rens kald som noget, der kom­mer til hen­de ude­fra i form af et gave­ag­tigt ind­brud. Og for det fjer­de er hen­des erfa­ring abso­lut skrø­be­lig og for­gæn­ge­lig. Hun er bevidst om erfa­rin­gens flyg­tig­hed og for­sø­ger ikke at for­styr­re rela­tio­nen ved kramp­ag­tigt at for­læn­ge ople­vel­sen. Den for­svin­der bare igen, lige så hur­tigt som den opstod. Natu­ren er nøj­ag­tigt uden for Bar­ba­ras ræk­ke­vid­de, men til­pas tæt nok på til, at den berø­rer hen­de, trans­for­me­rer hen­de og bevidst­gør hen­de om den grund­læg­gen­de for­bin­del­se mel­lem hen­de selv og natu­ren som ukon­trol­ler­bar og hin­si­des vil­jes­mæs­sig beher­skel­se.

Andre eksemp­ler på reso­nans­er­fa­ring­er fin­der vi hos eksi­stenstæn­ke­ren Albert Camus, hvis hoved­per­so­ner ofte erfa­rer natu­ren som noget, der på én og sam­me tid er far­ligt eller ukon­trol­ler­bart og kil­de til sto­re san­se­ligt hen­giv­ne og poe­tisk mæt­te­de ople­vel­ser. Og præ­cis det­te dob­bel­te for­hold viser, hvor­for natu­ren er reso­nan­sens onto­lo­gi­ske mulig­heds­be­tin­gel­se: Den er på den ene side far­lig, frem­med­gø­ren­de og ukon­trol­ler­bar og på den anden side gene­røs, stor­slå­et, smuk og kos­misk vel­gø­ren­de. Hoved­per­so­ner­ne i både Den frem­me­de, Den lyk­ke­li­ge død og Pesten er under­lagt omstæn­dig­he­der, der er frem­med­gø­ren­de og lidel­ses­ful­de for dem. Men sam­ti­dig erfa­rer de alle van­det og mere spe­ci­fikt det at svøm­me som resonans.6Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Stu­di­er i Camus: Solen og skyg­ger­ne, red. Jon Auring Grimm & Mads Han­sen (Køben­havn: Phi­los­op­hia, 2014). Som når Jani­ne i Camus’ novel­le Den utro hustru løber bort fra sin mand i ly af nat­ten og plud­se­lig står over for ørke­nens mør­ke uen­de­lig­hed og selv­forg­lem­men­de betrag­ter stjer­ne­him­len over sig:

Hun dre­je­de rundt sam­men med [stjer­ner­ne], og den­ne bevæ­gel­se på ste­det brag­te hen­de lang­somt i har­moni med hen­des inder­ste væsen, hvor kul­de og attrå kæm­pe­de med hin­an­den. Hun så, hvor­dan stjer­ner­ne en for en dale­de ned og sluk­ke­des blandt ørke­nens sten, og hver gang det ske­te, åbne­de hun sig lidt mere for nat­ten. Nu kun­ne hun træk­ke vej­ret og glem­me kul­den, glem­me til­væ­rel­sens byr­de, glem­me det afsin­di­ge eller størk­ne­de liv og den evi­ge angst for at leve og for at dø. I åre­vis var hun flyg­tet for ang­sten og styr­tet af sted som en van­vit­tig uden mål og med, nu stand­se­de hun endelig.7Albert Camus, Eksil og kon­ge­døm­me (Køben­havn: Gyl­den­dal, 2013), 23.

Lige­som i eksemp­let fra Klou­g­arts roman har vi her at gøre med en reso­nans­er­fa­ring, der er bun­det til natu­ren. Jani­ne er ikke ude på at beher­ske eller kon­trol­le­re natu­ren, der kos­misk omslut­ter hen­de, og erfa­rin­gen er hel­ler ikke frem­pro­vo­ke­ret på hen­des eget ini­ti­a­tiv. Den kom­mer, for­di hun af omstæn­dig­he­der­ne er ble­vet åbnet op og gjort lyt­ten­de mod­ta­ge­lig for det, der omgi­ver hen­de. Lige så plud­se­ligt og vold­somt som reso­nan­ser­fa­rin­gen opstår, for­svin­der den igen – men først efter at have trans­for­me­ret hen­de eksi­sten­ti­elt. Sva­ret på spørgs­må­let om, hvor­for det skul­le være ønsk­vær­digt at have et reso­nant for­hold til natu­ren, er alt­så i sid­ste ende, at et sådan for­hold mulig­gør kon­tak­ten til den ophø­je­de skøn­hed ved at erfa­re sel­ve livets fremvækst som en auto­nom kraft i uni­ver­set, der gene­røst har frem­bragt os men­ne­sker, og hvis ibo­en­de mang­fol­dig­hed af arter og dis­ses ind­byr­des semista­bi­le balan­cer og ryt­mer vi skyl­der de fort­sat­te leve­dyg­ti­ge betin­gel­ser for vores eget ve og vel.

Det er den­ne dybe erken­del­se og dens vid­træk­ken­de kon­se­kven­ser, som lang­somt er ved at gå op for leder­ne af det, der i nyhe­der­ne af og til omta­les som ver­dens­sam­fun­det. Vi må håbe, at kri­sens sving­nin­ger efter­hån­den run­ger højt nok til, at kal­det kan høres helt ind i de loka­ler, hvor beslut­nin­ger­ne tages og frem­ti­den afgø­res. Vi går nu vide­re til at kig­ge nær­me­re på, hvad det kun­ne være for poli­ti­ske til­tag og nybrud, der vil­le skul­le til for at for­bed­re betin­gel­ser­ne for reso­nan­te liv.

Den sto­re resyn­kro­ni­se­ring: Mod en pla­ne­tær kro­nopo­li­tik

Iføl­ge Rosa må og skal natu­ren ikke redu­ce­res til et mid­ler­ti­digt sva­len­de opholds­sted for dece­le­ra­tion, som vi i en overop­he­det hver­dag kan nyde godt af med hen­blik på igen at kun­ne kla­re mosten på stu­di­et, i fami­li­en, på arbejds­mar­ke­det, i kul­tur­li­vet, i fit­nes­scen­te­ret, osv. Vi må i ste­det på et mere grund­læg­gen­de plan omkal­fa­tre sel­ve vores måde at opfat­te og behand­le natu­ren på, så vi redis­po­ne­res til at kun­ne være san­se­ligt hen­giv­ne, opmærk­somt lyt­ten­de og lade natu­ren kal­de på os og sva­re den som et led i en eksi­sten­ti­el rea­li­se­ring af den grøn­ne omstil­ling. Men mindst lige så pres­se­ren­de er det, at vi også for­an­drer det sam­fund, vi lever i, på et struk­tu­relt niveau; at vi insti­tu­tio­nelt bevæ­ger os vide­re fra og udover moder­ni­te­tens vil­kårs­mæs­si­ge for­dring om dyna­misk sta­bi­li­se­ring, der ved­va­ren­de for­drer, at alting væk­ster, for­an­dres og i det hele taget “føl­ger med udvik­lin­gen”. Iføl­ge Rosa kan det cen­tra­le pro­blem, der som symp­tom er kul­mi­ne­ret i klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­sen, beskri­ves med begre­bet desyn­kro­ni­se­ring. Både kva­li­te­ten og kvan­ti­te­ten af OECD-lan­de­nes for­brug og den indu­stri­el­le pro­duk­tion, som den­ne hvi­ler på i lan­de som Kina, Japan, Bra­si­li­en, Indi­en og Tys­kland, har med­ført en regu­lær desyn­kro­ni­se­ring af men­ne­ske­li­ge sam­fund på den ene side og natu­ren på den anden. Det tem­po, der har karak­te­ri­se­ret hoved­sa­ge­lig vest­lig konsump­tion igen­nem de sid­ste godt 250 år, er sim­pelt­hen stuk­ket af fra det tem­po, som karak­te­ri­se­rer natu­rens egne rege­ne­ra­ti­ve pro­ces­ser: Træ­er­ne kan ikke nå at vok­se til­ba­ge i sko­ve­ne efter maski­nel fæld­ning, fiske­be­stan­de­ne i have­ne kan ikke føl­ge med traw­ler­nes fangstra­ter, osv. Det er i den sam­men­hæng værd at bemær­ke, at det er med hen­vis­ning til net­op klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­sen, at Rosa selv begrun­der det histo­ri­ske behov for radi­ka­le poli­ti­ske til­tag for at sik­re den nød­ven­di­ge resyn­kro­ni­se­ring af sen­mo­der­ne sam­fund med natu­ren, det vil sige afstem­me sam­funds­ud­vik­lin­gen med respekt for de såkald­te pla­ne­tæ­re græn­ser:8Johan Rock­ström, Will Stef­fen, Kevin Noo­ne, Åsa Per­s­son, F. Stu­art III Cha­pin, Eric Lam­bin, Timo­t­hy M. Len­ton, Mar­ten Sch­ef­fer, Carl Fol­ke, Hans Joa­chim Schel­ln­hu­ber, Björn Nyk­vist, Cynt­hia A. de Wit , Ter­ry Hug­hes, San­der van der Leeuw, Hen­ning Rod­he, Sver­ker Sör­lin, Peter K. Sny­der, Robert Costan­za, Uno Sve­din, Malin … Continue reading

Såle­des bety­der dyna­misk sta­bi­li­se­ring først og frem­mest: for­brug, neds­lid­ning og del­vis øde­læg­gel­se af pla­ne­ten. Den fremtvin­ger uund­gå­e­ligt og ubøn­hør­ligt tings­lig­gø­rel­sen af men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner til plan­ter og dyr, sko­ve og bjer­ge, flo­der og have, som bli­ver ind­dra­get i den acce­le­re­re­de mate­ri­el­le cir­ku­la­tions­pro­ces og der­ved kom­mer under sti­gen­de udnyttelsespres.9Rosa, Reso­nans, 488.

I sid­ste ende er Rosas kri­ti­ske teo­ri ikke et for­søg på at roman­ti­se­re reso­nans og udlæg­ge den som en sim­pel og enty­dig løs­ning på de pro­ble­mer – både pla­ne­tæ­re, poli­ti­ske og eksi­sten­ti­el­le – som vores natur­frem­med­gjor­te måder at leve på afsted­kom­mer i sen­mo­der­ni­te­ten. Tvær­ti­mod er Rosas over­ord­ne­de argu­ment, at vi må og skal ændre den øko­no­mi­ske motor, der dri­ver acce­le­ra­tio­nen af råsto­f­ud­vin­ding, pro­duk­tion og for­brug, og den kul­tu­rel­le motor, der mulig­gør vores (ofte ube­vid­ste) adfærds­mæs­si­ge bidrag og støt­te til den eska­le­ren­de klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­se, vi står i. Den dyna­mi­ske sta­bi­li­se­ring har, som Rosa beskri­ver det, over tid med­ført en kata­stro­fe i reso­nans­er­fa­ring­er for men­ne­sker. Den har gjort ver­den stum, for­di dens ibo­en­de pro­fitsø­gen­de og nyt­te­mak­si­me­ren­de driv­kraft, der nærer udvi­del­sen af vores ræk­ke­vid­de for kon­trol over ver­den, har som util­sig­tet mas­siv bivirk­ning, at den kor­rum­pe­rer vores både indi­vi­du­el­le og kol­lek­ti­ve rela­tio­ner til natu­ren, så den­ne ikke kan andet end opfat­tes som mid­del til vores ubæ­re­dyg­ti­ge sam­funds­mæs­si­ge for­mål.

Den vre­de og fru­stra­tion, som ani­me­rer moder­ne men­ne­skers aggres­si­ve natur­for­hold, stam­mer iføl­ge Rosa fra det fun­da­men­tale tab af reso­nans med natu­ren: “Vre­den og fru­stra­tio­nen bun­der ikke i det, som vi end­nu ikke kan få fat i, men i det, som vi har mistet, for­di vi kon­trol­le­rer det og her­sker over det”.10Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Fre­de­riks­berg: Eksi­sten­sen, 2020), 99. Med dis­se ord afslut­ter Rosa bogen Det ukon­trol­ler­ba­re. Natu­ren frem­står her som det, vi i høje­ste grad har mistet i kraft af vores histo­ri­ske bestræ­bel­ser på at kon­trol­le­re, beher­ske og til­eg­ne os ver­den. For kon­kre­te histo­ri­ske ana­ly­ser, af i hvor høj grad og hvor bevidst natu­ren er ble­vet plyn­dret og øde­lagt af (vis­se) men­ne­ske­li­ge hæn­der, kan man blot kon­sul­te­re Andreas Malms Fos­sil Capi­tal: The Rise of Steam Power and the Roots of Glo­bal War­m­ing fra 2016.11Andreas Malm, Fos­sil Capi­tal: The Rise of Steam Power and the Roots of Glo­bal War­m­ing (Lon­don: Ver­so, 2016). Det dia­lek­ti­ske omslag fra til­sy­ne­la­den­de kon­trol­ler­bar til fak­tisk ukon­trol­ler­bar natur, der oveni­kø­bet kan frem­træ­de plud­se­ligt fjendt­lig og tru­en­de, har den ene af os sat på begreb og ana­ly­se­ret i anden sam­men­hæng under over­skrif­ten Det antro­po­cæ­ne para­doks.12Martin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen, “Det antro­po­cæ­ne para­doks: Om det kto­ni­ske men­ne­skes kom­me” i Pla­ne­tæ­re frak­tu­rer: Huma­ni­sti­ske og sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge per­spek­ti­ver på antro­po­cæn, red. Kri­stof­fer Bals­lev Wil­lert (Køben­havn: Mul­ti­vers, 2022); Mar­tin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen, “Det antro­po­cæ­ne … Continue reading

Men hvad fore­slår Rosa så, at der kan og skal gøres? Hvad karak­te­ri­se­rer det, vi i under­over­skrif­ten oven­for kal­der for en pla­ne­tær kro­nopo­li­tik? En væsent­lig poin­te for Rosa er, at der er behov for ikke én, men to for­mer for dece­le­ra­tions­re­for­me­ring af sen­mo­der­ne sam­fund: 1) top-down poli­cy-til­tag, der til­ve­je­brin­ger nye struk­tu­rel­le vil­kår for øko­no­mi, tek­no­lo­gi og kul­tur, der gør op med vækst­pa­ra­dig­met og 2) bot­tom-up soci­o­kul­tu­rel­le til­tag i form af fol­ke­be­væ­gel­ser, lokal mobi­li­se­ring og udbre­del­sen af nye ide­a­ler for det gode liv, der til­sam­men kan hjæl­pe til med at afva­re­lig­gø­re resonserfaringer.13Rosa, Reso­nans, 505. Sam­ti­dens kul­tu­rel­le arbej­de på at væk­ke et uto­pisk håb til live igen kom­mer blandt andet til udtryk gen­nem opblom­strin­gen af inter­es­sen for sci-fi, solar punk og økokri­tik i dansk og nor­disk lit­te­ra­tur.

Rosa selv fore­slår bor­ger­løn, for­stå­et som “en garan­te­ret, for­ud­sæt­nings­løs grundindkomst”,14Rosa, Reso­nans, 502. som et kon­kret poli­tisk eksem­pel på en dece­le­ra­tions­re­form. En sådan poli­tik vil, iføl­ge Rosa, kun­ne fun­ge­re som den nød­ven­di­ge bro, der skal byg­ges mel­lem den øko­no­mi­ske motor og den kul­tu­rel­le motor, og såle­des kun­ne ændre beg­ges effekt i ver­den, det vil sige ændre den domi­ne­re­de, aggres­si­ve rela­tions­mo­dus, der næres af fryg­ten for at sak­ke agter­ud og det der­af afled­te begær efter at opnå mak­si­mal kon­trol over ver­den. Men udover sådan­ne enkelt­stå­en­de for­slag, så afstår Rosa fra at for­mu­le­re en deci­de­ret hand­le­plan eller stra­te­gi for nogen stor dece­le­ra­tions­re­vo­lu­tion, da han med hen­vis­ning til for eksem­pel over­gan­gen fra mid­delal­der til moder­ni­tet ikke mener, man på sag­lig basis kan eller bør spå om sådan­ne histo­ri­ske udvik­lin­ger, da de vir­ker alt­om­kal­fa­tren­de ind på men­ne­skers sam­funds­mæs­si­ge livs­ver­den med en sådan kom­plek­si­tets­grad, at ingen men­ne­sker kan hånd­te­re dem ana­ly­tisk. I ste­det for­hol­der Rosa sig til kon­tu­rer­ne af nye måder at leve på, der alle­re­de viser sig nu og her – blandt andet med eksemp­ler på nye for­mer for byin­dret­ning, der ikke luk­ker natu­ren “ude” eller skær­mer den af i der­til ind­ret­te­de par­ker og zoo­lo­gi­ske haver, men i ste­det inkorpo­re­rer natu­ren i byen, ska­ber “spi­se­li­ge byer” og lig­nen­de, der åbner op for en ny og aktiv måde at rela­te­re til natu­ren på. Den før­om­tal­te bor­ger­løn vil som ét af for­ment­lig man­ge nød­ven­di­ge til­tag kun­ne mulig­gø­re andre måder at være i ver­den på, som ikke i sam­me grad som nu er domi­ne­ret af præ­sta­tion, indi­vi­du­el selv­re­a­li­se­ring, kon­kur­ren­ce, vækst, acce­le­ra­tion og frem­med­gø­rel­se, men der­i­mod “en mere reso­nant form for natur- såvel som socialrelation”.15Rosa, Reso­nans, 506.

Løs­nin­gen på højha­stig­heds­sam­fun­de­nes struk­tu­rel­le pro­ble­mer og eksi­sten­ti­el­le kva­ler kan ikke løses i kraft af hver­dags­li­ge dece­le­ra­tions­prak­sis­ser såsom yoga, mind­ful­ness, medi­ta­tion, tai chi, osv. Nok kan dis­se prak­sis­ser hjæl­pe den enkel­te og den lil­le grup­pe til i høje­re grad at være reso­nans­pa­ra­te og resi­li­en­te, men den mere grund­læg­gen­de for­an­dring af situ­a­tio­nens til­stand kan ikke løses ale­ne ad den vej. Der må stør­re ind­greb til i form af poli­ti­ske dece­le­ra­tions­re­for­mer af de sen­mo­der­ne sam­fund på et mere over­ord­net og struk­tu­relt niveau: rea­li­se­rin­gen af den bære­dyg­ti­ge stat,16Rasmus Wil­lig & Anders Blok, Den bære­dyg­ti­ge stat (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 2020). revi­ta­li­se­rin­gen af nor­disk socialisme17Pel­le Drag­sted, “Pel­le Drag­sted: Vi skal ikke have nød­ven­dig­he­dens poli­tik til­ba­ge”, Dag­bla­det Infor­ma­tion, 22. juli 2021. eller opgø­ret med kapi­ta­lis­mens stum­me tvang.18Søren Mau, Stum tvang (Aar­hus: Klim, 2021). Som vi nævn­te i den fore­gå­en­de arti­kel med hen­vis­ning til Žižek og Rosa, så er oven­stå­en­de dece­le­re­ren­de hver­dags­prak­sis­ser fak­tisk lige­frem poten­ti­elt ska­de­li­ge for det poli­ti­ske refor­m­ar­bej­de med at resyn­kro­ni­se­re sam­fun­de­ne med natu­ren, da de net­op i man­ge til­fæl­de mulig­gør og under­støt­ter, at men­ne­ske­ne bli­ver i stand til at kaste sig desto mere ihær­digt ind i de acce­le­ra­tions­pro­ces­ser, de del­ta­ger i både i arbejds- og pri­vat­liv. Hvad der for en over­fla­disk betragt­ning kan vir­ke som en sund ten­dens, er måske i vir­ke­lig­he­den ide­o­lo­gisk for­dækt og pla­ne­tært destruk­tiv.

Reso­nans er som erfa­ring kva­li­ta­tivt ander­le­des end dece­le­re­ren­de hver­dags­prak­sis­ser såsom hoved­bunds­mas­sa­ge og medi­ta­tions-retre­ats. Reso­nans kan i høje­re grad siges at hand­le om mening i til­væ­rel­sen. Det er vig­tigt at under­stre­ge, at reso­nan­ser­fa­rin­gens eksi­sten­ti­elt menings­gi­ven­de kva­li­te­ter ikke kun afhæn­ger af til­fæl­di­ge per­son­li­ge for­ud­sæt­nin­ger, men i høj grad er betin­get af de struk­tu­rel­le omstæn­dig­he­der, et men­ne­ske fødes ind i og vok­ser op og lever under. Vi kan, med andre ord, ikke alle lig­ge i sen­gen, som i eksemp­let med Bar­ba­ra, og bare ven­te på, at natu­ren kal­der på os og der­ef­ter lade reso­nan­ser­fa­rin­gen skyl­le ind over os, hvis ikke vi i fæl­les­skab ska­ber de mulig­heds­be­tin­gel­ser, der skal til for, at det­te kan ske. Sam­ti­digt inde­bæ­rer reso­nans en krops­lig for­bun­det­hed med ver­den, og det er præ­cis det­te fokus på men­ne­ske­krop­pens mate­ri­a­li­tet og dens rela­tion til ver­den som hel­hed, der er nybrud­det i Rosas ver­sion af den kri­ti­ske teo­ri og der­for, at hans arbej­de er sær­ligt frugt­bart i en ver­den, hvor natu­ren som reso­nans­sfæ­re er i fare for at for­svin­de. Hvis reso­nan­sen­ser­fa­rin­ger­nes gode vibra­tio­ner skal udbre­des end­nu mere i sam­fun­det, så skal de mere eller min­dre frem­med­gjor­te indi­vi­der bry­de ud af deres indi­vi­du­el­le inde­luk­ker og i ste­det hel­li­ge sig den fæl­les kamp for en mere balan­ce­ret til­væ­rel­se i sam­fun­det hin­si­des sam­ti­dens hid­si­ge vækst‑, kon­trol- og for­an­drings­im­pe­ra­tiv. For at øge reso­nan­sen i sam­fun­det må indi­vi­der­ne fin­de sam­men og i fæl­les­skab skaf­fe tid og plads til nyt­te­løs poesi, sans­ning, mening og roman­tik – samt til menings­ful­de, sym­pa­ti­ske erfa­ring­er med natu­ren på natu­rens egne præ­mis­ser og i over­ens­stem­mel­se med natu­rens egne tem­pi. Sådan­ne erfa­ring­er er selv mulig­gjort af et skif­te i sub­jek­tiv indstil­ling i ret­nin­gen af åben­hed, påvirk­nings­pa­rat­hed og lyst til at mær­ke ver­den og natu­ren på krop og sjæl. Vi lader i den for­bin­del­se vores arti­kel om Rosa som natur­fi­lo­sof slut­te med et citat af en grup­pe ame­ri­kan­ske “filo­sof­fer”, som til­ba­ge i 1960’erne bed­re end nogen andre besang net­op de gode vibra­tio­ner:

I love the col­or­ful clo­t­hes she wears
And the way the sun­light plays upon her hair
I hear the sound of a gent­le word
On the wind that lifts her per­fu­me through the air
I’m pick­in’ up good vibra­tions
She’s giving me the excitations19Beach Boys, Good Vibra­tions (Hol­lywood, Capi­tol Records, 2006).

1. Mar­tin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen & Peter Cle­ment Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hart­mut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tids­skrif­tet Para­doks, 11. august 2022.
2. Svend Brink­mann, Mit år med gud (Køben­havn: Gyl­den­dal, 2021).
3. Hartmut Rosa, Reso­nans: En socio­lo­gi om for­hol­det til ver­den (Køben­havn: Eksi­sten­sen, 2021), 320.
4. Louise Glück, Aver­no (Oxford: Carca­net Press Limi­ted, 2006), 9.
5. Josefine Klou­g­art, Alt det­te kun­ne du få (Køben­havn: Gla­di­a­tor, 2021), 28.
6. Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Stu­di­er i Camus: Solen og skyg­ger­ne, red. Jon Auring Grimm & Mads Han­sen (Køben­havn: Phi­los­op­hia, 2014).
7. Albert Camus, Eksil og kon­ge­døm­me (Køben­havn: Gyl­den­dal, 2013), 23.
8. Johan Rock­ström, Will Stef­fen, Kevin Noo­ne, Åsa Per­s­son, F. Stu­art III Cha­pin, Eric Lam­bin, Timo­t­hy M. Len­ton, Mar­ten Sch­ef­fer, Carl Fol­ke, Hans Joa­chim Schel­ln­hu­ber, Björn Nyk­vist, Cynt­hia A. de Wit , Ter­ry Hug­hes, San­der van der Leeuw, Hen­ning Rod­he, Sver­ker Sör­lin, Peter K. Sny­der, Robert Costan­za, Uno Sve­din, Malin Fal­ken­mark, Lou­i­se Kar­l­berg, Robert W. Corell, Victo­ria J. Fabry, James Han­sen, Bri­an Wal­ker, Dia­na Liver­man, Kat­he­ri­ne Richards­on, Paul Crutzen & Jonat­han Foley, “Pla­ne­tary Boun­da­ri­es: Expl­or­ing the safe ope­rat­ing spa­ce for huma­ni­ty”, Eco­lo­gy and Socie­ty 14, nr. 2 (2009).
9. Rosa, Reso­nans, 488.
10. Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Fre­de­riks­berg: Eksi­sten­sen, 2020), 99.
11. Andreas Malm, Fos­sil Capi­tal: The Rise of Steam Power and the Roots of Glo­bal War­m­ing (Lon­don: Ver­so, 2016).
12. Martin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen, “Det antro­po­cæ­ne para­doks: Om det kto­ni­ske men­ne­skes kom­me” i Pla­ne­tæ­re frak­tu­rer: Huma­ni­sti­ske og sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge per­spek­ti­ver på antro­po­cæn, red. Kri­stof­fer Bals­lev Wil­lert (Køben­havn: Mul­ti­vers, 2022); Mar­tin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen, “Det antro­po­cæ­ne para­doks”, Tur­bu­lens, 5. decem­ber 2018.
13. Rosa, Reso­nans, 505.
14. Rosa, Reso­nans, 502.
15. Rosa, Reso­nans, 506.
16. Rasmus Wil­lig & Anders Blok, Den bære­dyg­ti­ge stat (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 2020).
17. Pel­le Drag­sted, “Pel­le Drag­sted: Vi skal ikke have nød­ven­dig­he­dens poli­tik til­ba­ge”, Dag­bla­det Infor­ma­tion, 22. juli 2021.
18. Søren Mau, Stum tvang (Aar­hus: Klim, 2021).
19. Beach Boys, Good Vibra­tions (Hol­lywood, Capi­tol Records, 2006).