Forfatter: Redaktionen

Måske læser du dis­se linjer i en trykt udga­ve af Filo­so­fisk-teo­re­tisk årbog? Måske står du og blad­rer i den til Para­doks’ femårs­ju­bilæum, som vi afhol­der i Lite­ra­tur­Haus d. 29 august 2025, et par dage efter tids­skrif­tets (og Hegels) fød­sels­dag? Her har vi ind­budt til sym­po­sion om filo­so­fi­ens og teo­ri­ens rol­le og frem­tid – et spørgs­mål eller et pro­blem, der på man­ge måder er det, som Para­doks blev stif­tet på.

Det er fem år siden, vi tryk­ke­de på knap­pen og udgav tids­skrif­tets før­ste tre artik­ler d. 27. august 2020. For­ud for lan­ce­rin­gen lå et års arbej­de med at fin­de frem til, hvad Para­doks skul­le være og ikke-være (bekla­ger, Par­me­ni­des!) og ikke mindst med at hen­ven­de sig til en mas­se tæn­ken­de væse­ner for pænt at spør­ge, om de mon vil­le over­la­de en tekst i hæn­der­ne på det­te end­nu unavn­giv­ne, end­nu ikke­ek­si­ste­ren­de medie. Den­ne histo­rie er for­talt i for­or­det til før­ste årgang af årbo­gen og kom­mer til udtryk i tids­skrif­tets for­målstekst. Kort for­talt var Para­doks tænkt som en plat­form for filo­so­fi og teo­ri, fri­gjort fra kom­mer­ciel­le såvel som pro­fes­sio­nel­le aka­de­mi­ske inte­res­ser, hvor sær­ligt sidst­nævn­tes kul­tur for luk­ke­de beta­lings­tids­skrif­ter og peer review synes at suge livet ud af den leven­de filo­so­fi­ske tra­di­tion. Der­for blev det også hur­tigt beslut­tet, at Para­doks, for at faci­li­te­re en leven­de idé­ud­vik­ling, skul­le udkom­me gra­tis og onli­ne, og alt­så ikke på tryk eller som en PDF-fil x antal gan­ge om året.

Og så alli­ge­vel. Hvert år på tids­skrif­tets fød­sels­dag, begyn­den­de med etårs­da­gen i 2021, har vi sam­let alle årets artik­ler i en PDF under nav­net Filo­so­fisk-teo­re­tisk årbog. Ide­en med en årbog var at opve­je nog­le af de uund­gå­e­li­ge ulem­per ved at udkom­me onli­ne. Blandt andet kan vi langt bed­re præ­sen­te­re arti­kel­se­ri­er som sam­le­de anto­lo­gi­er, lige­som det gør det let­te­re at beva­re artik­ler­ne til efter­ti­den end på en hjem­mesi­de, hvor det bare kræ­ver én glemt reg­ning, før hele mole­vit­ten for­svin­der for evigt. Sidst men ikke mindst gør årbo­gen det hånd­gri­be­ligt, hvor meget ori­gi­nal dansk filo­so­fi, som udkom­mer i Para­doks. 374 sider med 18 artik­ler fra 17 for­skel­li­ge skri­ben­ter er det f.eks. ble­vet til i nær­væ­ren­de årbog. Og der­med til­ba­ge til det­te for­ords før­ste sæt­ning; for end­nu mere hånd­gri­be­ligt er det unæg­te­ligt at kun­ne stå med en årbog i hån­den, hvil­ket er ble­vet muligt tak­ket være en afta­le, vi har ind­gå­et med bog­tryk­ker Allan Werk, som på hjem­mesi­den werkshop.dk stil­ler vores årbø­ger til rådig­hed for køb on demand. Som en non­pro­fit­for­e­ning tje­ner Para­doks intet på sal­get, og pri­sen dæk­ker ale­ne pro­duk­tions­om­kost­nin­ger­ne. Der­med kan skri­ben­ter, redak­tø­rer og andre inter­es­se­re­de langt om læn­ge have Para­doks stå­en­de i bog­re­o­len. Hur­ra!

---

Et af årets høj­de­punk­ter har været mar­ke­rin­gen af Kants 300-års fød­sels­dag. Det er efter­hån­den svært at frem­fø­re innova­ti­ve læs­nin­ger af den filo­so­fi­ske arki­tek­to­niks sto­re mester, men vi vil mene, at Jør­gen Hug­g­ler, Car­sten Fogh Niel­sen og Anne Elisa­beth Sejten alle gør et frem­ra­gen­de for­søg med deres for­tolk­nin­ger af Kants tre kri­tik­ker, som de sæt­ter ind i både histo­ri­ske og nuti­di­ge kon­tek­ster.

Vores årli­ge Bachel­or­kon­kur­ren­ce skal også næv­nes. I år kåre­de vi to vin­de­re: Sigrid Ama­lie Ørum Mik­kel­sens “Bega­vet med rela­tio­nelt gehør: Om empa­tiens udfol­del­se mel­lem men­ne­sker” og Mads Refshau­ge Kjærs “Meta­fy­sik­kens ombe­sæt­tel­se: Meta­fy­sik­ken i Hans Blu­men­bergs meta­for­o­lo­gi”, som hver under­stre­ger, at de tun­ge, begrebs­ri­ge og filo­so­fi­hi­sto­ri­ske emner end­nu ikke er ble­vet sat helt på side­linj­en (af de stu­de­ren­de i hvert fald) til for­del for empi­risk og prak­tisk filo­so­fi. Vi gen­tog suc­ce­sen med en pri­s­ce­re­mo­ni, hvor vin­der­ne mod­tog de højst efter­trag­te­de ugle­tro­fæ­er og der­på fik mulig­hed for at præ­sen­te­re deres arbej­de for­an enga­ge­re­de fag­fæl­ler, inter­es­se­re­de medstu­de­ren­de og stol­te fami­lie­med­lem­mer. Tak til alle jer, der i år ind­send­te jeres bachel­or­o­p­ga­ver til kon­kur­ren­cen. For en flok tid­li­ge­re stu­de­ren­de som os er det impo­ne­ren­de, opløf­ten­de og inspi­re­ren­de at føl­ge med i, hvad der tæn­kes på læsesa­le­ne og dis­ku­te­res i fre­dags­ba­rer­ne!

Det blev også året, hvor vi gav en smags­prø­ve på et nyt til­tag, som vi sæt­ter i søen i det kom­men­de år. Med et uddrag fra den fran­ske filo­sof Quen­tin Meil­las­soux’ bog Efter ende­lig­he­den: Et essay om kon­tin­gen­sens nød­ven­dig­hed, som er udar­bej­det af redak­tio­nens egen Fre­de­rik-Emil Fri­is Jakob­sen og inden læn­ge udkom­mer i sin hel­hed på For­la­get Ale­a­to­rik, har vi bragt vores før­ste over­sæt­tel­se af en klas­sisk filo­so­fisk tekst. Af ret­tig­heds­hen­syn ind­går tek­sten ikke i den­ne årbog, men på hjem­mesi­den kan man alt­så få en fors­mag på Para­doks’ kom­men­de Over­sæt­tel­ses­bi­bli­o­tek, som sig­ter på at gøre kor­te, klas­si­ske, filo­so­fi­ske tek­ster til­gæn­ge­li­ge på dansk. Inden læn­ge løf­ter vi slø­ret for, hvad bibli­o­te­ket nær­me­re inde­bæ­rer, og hvor­dan man kan bidra­ge. Restez bran­chés!

---

Para­doks blev stif­tet i en ver­den, som på man­ge måder nu lig­ger fjer­nt. Alle­re­de under for­be­re­del­ser­ne til pro­jek­tet ram­te pan­de­mi­en, hvor­for redak­tions­mø­de­r­ne ret hur­tigt blev vir­tu­el­le. Siden har vi set en inva­sion af Ukrai­ne, et gen­valg af Donald Trump, en eska­le­ren­de kli­ma­kri­se og et igang­væ­ren­de fol­ke­mord i Gaza, for bare at næv­ne nog­le af de tragi­ske omstæn­dig­he­der, vi befin­der os i, og som kan vir­ke uover­sku­e­li­ge hvis ikke lige­frem hand­ling­s­lam­men­de. Som altid, når vir­ke­lig­he­dens nød mel­der sig, kan man ikke und­gå at spør­ge sig selv, om den leven­de filo­so­fi, hvil­ket var det pro­blem, som Para­doks skul­le addres­se­re, sta­dig er rele­vant? Sagt med en par­af­ra­se af Marx’ ellev­te Feu­er­bach-tese: Er tiden kom­met til at for­an­dre ver­den frem for, som filo­sof­fer­ne, at bli­ve ved med at for­tol­ke den? Eller omvendt: Har ver­den alle­re­de for­an­dret sig så meget, at der mere end nogen­sin­de er brug for for­tolk­ning, for filo­so­fi og teo­ri?

De spørgs­mål har vi ikke sva­re­ne på. Men det vir­ker ikke overilet at kon­klu­de­re, at for­hol­det mel­lem teo­ri og prak­sis er værd at genover­ve­je i dis­se år, og der­for har vi udsendt et call for papers, der invi­te­rer til at gen­tæn­ke poli­tik­kens mulig­hed og væsen. Ved ind­gan­gen til det tyven­de århund­re­de spurg­te Lenin: “Hvad må der gøres?” I den kom­men­de arti­kel­se­rie, der bærer under­tit­len “Vor tids poli­tik”, spør­ger vi: “Hvad må der tæn­kes?” Betin­gel­ser­ne for poli­tisk tænk­ning og hand­ling synes at være under så kraf­tig for­vand­ling, at det er van­ske­ligt at vide, hvor­hen man skal ori­en­te­re sig, og hvor­hen man skal ret­te sit poli­ti­ske enga­ge­ment, når kapi­ta­len kon­cen­tre­res, en ver­den­sor­den smul­drer, kli­ma­et igno­re­res og ver­den luk­ker øjne­ne for Isra­els fol­ke­mord på palæsti­nen­ser­ne.

Vi ender det­te jubilæums­for­ord dob­belt. Først skal der lyde en kæm­pe tak til skri­ben­ter, læse­re og ven­ner af tids­skrif­tet for fem fan­ta­sti­ske, lære­ri­ge og ikke mindst sjove år. Vi gør det jo, for­di vi synes, at det er sjovt. Sam­ti­dig er filo­so­fi­en ikke kun for sjov. Den er ikke kun en hyg­ge­lig adspre­del­se i fede år. Filo­so­fi­en er enga­ge­ren­de og livs­for­an­dren­de, for den, der bli­ver rørt af den. Den kan være eks­plo­siv og far­lig for sine omgi­vel­ser. Den for­dær­ver ung­dom­men. Og som vi ved fra Pla­ton, er vej­en ud af hulen på eget ansvar.

Den anden og egent­li­ge afslut­ning på det­te for­ord er en erklæ­ring, som er ini­ti­e­ret af Jon Auring Grimm, Sti­ne Zink Kaas­gaard og Kri­stof­fer Bals­lev Wil­lert, og som 134 fag­fi­lo­sof­fer har under­skre­vet mod Isra­els igang­væ­ren­de fol­ke­mord i Gaza. Her føl­ger oprå­bet samt listen af medun­der­skri­ve­re:

Filo­sof­fer siger fra

Oprø­rets udsagn er et nej til uret­fær­dig­he­den og knæg­tel­sen. Men dets udspring er en ibo­en­de bekræf­tel­se af livet, der i oprø­ret hæv­der sin vær­dig­hed.

Vi har læn­ge været vid­ner til en syste­ma­tisk for­ned­rel­se af, vold mod og mord på det palæsti­nen­si­ske folk. Men vi vil ikke luk­ke vores øjne. Vi bærer vid­ne, og vi siger nej, for­di vi insi­ste­rer på livets vær­dig­hed.

Det er i dag vel­do­ku­men­te­ret

• At Isra­el begår krigs­for­bry­del­ser
• At ufat­te­ligt man­ge men­ne­sker er døde som føl­ge af Isra­els krig
• At Isra­el begår fol­ke­mord, hvil­ket bekræf­tes af leden­de eks­per­ter
• At Isra­el fort­sat og til­ta­gen­de besæt­ter palæsti­nen­sisk land og opret­ter ulov­li­ge bosæt­tel­ser
• At dan­ske kom­po­nen­ter anven­des i Isra­els for­bry­del­ser

Alt det ved magt­ha­ver­ne også, men de har ikke modet til at stå ved den viden, og der­for vild­le­der, bort­for­kla­rer, und­skyl­der og afven­ter de. For­sig­tig afstand­ta­gen uden kon­se­kven­ser er blot skal­ke­skjul for mang­len­de vil­je til hand­ling.

Der­for må vi fort­sæt­te med at sige fra! Ikke i vores navn. Vi siger nej til knæg­tel­sen, for­ned­rel­sen, og de luk­ke­de øjne. Et sådant nej inde­hol­der som skre­vet et ja, der ikke gæl­der poli­ti­ske, natio­na­le eller reli­gi­øse til­hørs­for­hold, men sim­pelt­hen livet selv. Det liv, som bli­ver knæg­tet. Det liv, som vi alle bærer en smu­le af i vores hæn­der.

Vi støt­ter der­for op om for­fat­ter­nes erklæ­ring, som blev frem­sat i Poli­ti­ken d. 11.06.2025 og kræ­ver:

• At Dan­mark aner­ken­der Palæsti­na som legi­tim og selv­stæn­dig stat
• At Dan­mark stand­ser alt salg af F‑35 fly­de­le til Isra­el
• At Dan­mark åbner for og til­by­der medi­cinsk behand­ling af sår­e­de og syge fra Gaza
• At Dan­mark i sit for­mand­skab for EU arbej­der for at ophæ­ve asso­ci­e­rings­af­ta­len (den afta­le som har for­met han­dels­re­la­tio­nen mel­lem EU og Isra­el i de sid­ste 25 år), ind­til Isra­el

1. stop­per krigs­hand­lin­ger­ne i Gaza og ophæ­ver blo­ka­den
2. sik­rer frie og sik­re arbejds­for­hold for nød­hjælps­ar­bej­de­re
3. sik­rer fri og sik­ker adgang for inter­na­tio­nal pres­se
4. stop­per annek­te­rin­gen af Vest­bred­den og ophæ­ver besæt­tel­sen af Palæsti­na

Arven fra Aus­chwitz bur­de føre til umu­lig­he­den af for­bry­del­ser­ne i Gaza. Vi insi­ste­rer på den smerte­li­ge erken­del­se af holo­caust: ALDRIG IGEN gæl­der for ALLE, og ellers INGEN.

Det står klart, at enhver der for­står tyng­den i orde­ne ALDRIG IGEN ikke ale­ne tager afstand fra anti­se­mi­tis­me, men til­li­ge insi­ste­rer på den lek­tion, anti­se­mi­tis­mens gru­ful­de for­bry­del­ser har lært os: ALDRIG IGEN gæl­der for ALLE.

---

Erklæ­rin­gen er under­skre­vet af 134 fag­fi­lo­sof­fer:
Jon Auring Grimm
Sti­ne Zink Kaas­gaard
Kri­stof­fer Bals­lev Wil­lert
Tone Dan­da­nell
Andreas Vint­her Jen­sen
Ras­mus Ugilt
Mads Han­sen
Asger Søren­sen
Ste­en Bro­ck
Tine Byrck­el
Jonas Mou­sten
Jean­net­te Søgaard
Anne Enge­dal
Lars Lod­berg
Søren Chri­sten­sen
Bri­an Benja­min Han­sen
Stu­art Pet­hi­ck
Uffe Juul Jen­sen
Søren Mau
Boris Lauritzen
Sara Dahl­strup Mogen­sen
Ulrik Goos Iver­sen
Est­her Oluf­fa Peder­sen
Anton S. Chri­sten­sen
Andreas Mant­hey San­der­hoff
Nico­lai Knud­sen
Niels Wil­de
Sune Frølund
Marie Møl­ler Kri­sten­sen
Andreas Bey­er Gre­ger­sen
Bodil Hvass Kjems
Mat­hi­as Røl­le
Søren Har­now Klau­sen
Jan Faye
Wil­li­am Mat­hor­ne
Mar­tin Bjer­re Byg­bal­le
Nils Hol­tug
Mads Vester­gaard
Anders Kjeld­gaard Han­sen
Kir­sten Klercke
Anne-Marie Eggert Olsen
Andreas Thu­strup Pom­mer
Jos­hua Hat­her­ley
Johan­nes Lund­berg
Hans Fink
Sien Lep­pens
Magnus Møl­ler Zieg­ler
Mere­te Wiberg
Andreas Tag­mo­se Grønkjær
Tro­els Stru Sch­midt
Macon Holt
Adam Juhl Nor­holt
Sil­le Ste­nild
Cil­le Hvass Holm
Inger Chri­sti­an­sen
Lot­te Wit­ten­dor­ff Laur­sen
Her­mann Sch­mid
Anne-Marie Søn­der­gaard Chri­sten­sen
Rosa Skytt Burr
Anne-Sop­hie Sørup Wan­dall
Mar­tin Fogt Pol­las Røn­berg
Kle­mens Kap­pel
Mik­kel Ger­ken
Søren Engel­sen
Dit­te Dyr­gaard
Mar­tin Ejsing Chri­sten­sen
Jacob Laut­rup Kri­sten­sen
Fre­de­rik-Emil Fri­is Jakob­sen
Met­te Rose Niel­sen
Seba­sti­an San­der Oest
Niels Offen­berg
Maria Kjær Rosen­baum Ras­mus­sen
Andreas Olsen
Kri­sti­an-Alber­to Lyk­ke Cobos
Hen­rik Jøker Bjer­re
Lot­te List
Jakob Donskov
Mor­ten Bau­ne­gaard Dani­el­sen
Fre­de­rik Kirst Müntz­berg
Mia Hen­rik­sen
Andreas Side­ni­us
Emil Busch
Mar­tin Hau­berg-Lund Lau­ge­sen
Asb­jørn Steg­lich-Peter­sen
Simon Okholm
Car­sten Fogh Niel­sen
Thor Hen­ne­lund Niel­sen
Kre­sten Lunds­gaard-Leth
Sune With Tryk Chri­sten­sen
Benja­min Jen­sen
Gustav Johan­nes Hoder
Sver­re Raf­fn­søe
Søren Rosen­dal
Klaus Hartvig
Jon Fre­de­rik­sen
Emma Sol­berg
Sigurd Kat­borg
Tanja Fløe Dal­by
Mor­ten Sch­ne­feld
Jone Haug Köh­ler
Johan Poul­sen
Ste­fan Her­ning
Asker Bryld Stau­næs
Jep­pe Tau­dal Thor­sen
Jes­si­ca Geri­cke le Fèv­re Honoré Iver­sen
Katri­ne Møl­gaard
Line Kol­lerup
Nina Vangs­gaard Bal­le
Jens Vil­lads Heie­de Jen­sen
Thea Fers­bye
Mari­an­ne Træ­bing Secher
Ten­na Libak
Ron­ni God­sk Han­sen
Jas­na Bach Arne­stad
Mads Algre­en Torp
Andreas Sigs­gaard Jen­sen
Kas­per Ral­sted Jen­sen
Hele­ne von Tabou­il­lot
Line Sko­v­gaard Juhl
Andreas Beck Holm
Tobi­as Beck Odgaard
Nico­lai Bo Lar­sen
Seba­sti­an Jon Hol­men
Jarl Vik­tor Schultz
Nana Eichel Bech
Oli­ver Anton Lunow Niel­sen
Ale­xan­der Brug­gis­ser
Tanja Bur­ke Cry­er
Asb­jørn Gam­mel­gård
Andrea Nomi Stokic Dam
Anders Bering Holm
Katri­ne Høg­høj
Mads Refshau­ge Kjær
Isa­bel­le Karkov Bachir

Atter et år er gået, Hegel har fød­sels­dag igen igen, og end­nu en Para­doks-årgang er ovre.¹Som det vil være vis­se læse­re bekendt, blev Para­doks lan­ce­ret på Hegels 250-års fød­sels­dag d. 27. august 2020. Vi har udgi­vet 23 tek­ster om det san­de, det gode og det skøn­ne, om alt lige fra Ernst Cas­si­rer og de sym­bol­ske for­mers filo­so­fi – en arti­kel, der nåe­de hele vej­en til spal­ter­ne i vores nor­ske søster­tids­skrift Salon­gen, og som sådan blev den før­ste Para­doks-arti­kel, der er over­sat og udgi­vet på et andet sprog – til mid­delal­der­fi­lo­sof­fen Eri­u­ge­nas tænk­ning om “vir­ke­lig­hed” og dens rele­vans for os i dag. Vanen tro er frug­ter­ne af årets arbej­de for­e­net her i vores årbog, så de kan nydes sam­let.

---

Et af årgan­gens høj­de­punk­ter var Domi­nique Rout­hiers kri­ti­ske kom­men­tar til Niko­laj Schultz’ og Bru­no Latours meget omtal­te Notat om den nye øko­lo­gi­ske klas­se; en kom­men­tar, der oprin­de­ligt blev afvist af Dag­bla­det Infor­ma­tion for at være for “søn­der­lem­men­de kri­tisk”. På Para­doks har vi dog intet imod søn­der­lem­men­de kri­tik – hvis ikke kri­tik­ken må lem­me sin gen­stand søn­der, hvad skal vi da med den? Der­for var vi kun gla­de for at kun­ne udgi­ve kom­men­ta­ren. Det viste sig dog hur­tigt, at æng­ste­lig­he­den ved krads kri­tik ikke kun fand­tes hos de tra­di­tio­nel­le medi­er, men også de soci­a­le – vi blev i hvert fald næg­tet at prom­ove­re tek­stens udgi­vel­se på Metas plat­for­me, med hen­vis­ning til, at den inde­holdt far­li­ge ord som “mili­tant”, “kapi­tal­fond”, “våben­fa­brik” og “tren­chco­at”. Som Rout­hier skri­ver i kom­men­ta­ren: “Sce­nen er sat, men revo­lu­tio­nen er aflyst”. Uan­set om det er sandt eller ej, er vi i alt fald gla­de for at kun­ne udgi­ve en tekst som den­ne og bidra­ge til udvi­del­sen af den tem­me­ligt (fast)satte sce­ne, som kri­tik­ken og tænk­nin­gen i dag synes tvun­get til at optræ­de på, hvis den vil ses og høres.

---

Der­u­d­over bød den­ne årgang også på en mini­se­rie om akti­vis­tisk forsk­ning, som taler direk­te ind i tidens antænd­te dis­kus­sio­ner om for­ske­rens rol­le i sam­fun­det, fx inden for køns- og migra­tions­stu­di­er, mel­le­møst- og islam­forsk­ning samt inden for kli­ma­forsk­ning, især i for­bin­del­se med man­ge for­ske­res støt­te til eller del­ta­gel­se i den soci­a­le kli­ma­be­væ­gel­se Sci­en­tist Rebel­li­on. Må for­ske­re være eks­pli­cit poli­ti­ske? Hvis ja, i hvor høj grad? Debat­ten om den såkald­te akti­vis­tis­ke forsk­ning opstod i kølvan­det på Fol­ke­tin­gets ved­ta­gel­se af erklæ­ring V 137 om “over­dre­ven akti­vis­me i vis­se forsk­nings­mil­jø­er”, der blandt andet inde­holdt føl­gen­de for­mu­le­ring: “Grund­prin­cip­pet i det frie uni­ver­si­tet er en aka­de­misk selv­re­gu­le­ring. Den består i, at for­sker­sam­fun­det gen­nem fri og kri­tisk debat når til kon­sensus om såvel de idéer, for­sker­sam­fun­det anser for at være leve­dyg­ti­ge, som om de idéer, der i lyset af den kri­ti­ske debat ikke lader sig opret­hol­de”. For at yde for­sla­get og poli­ti­ker­ne den respekt, de fortje­ner for deres grun­di­ge og nys­ger­ri­ge for­stå­el­se for videnspro­duk­tion og- histo­rie, lag­de vi os den­gang i redak­tio­nen fladt ned og skrev føl­gen­de på vores soci­a­le medi­er:

Givet de nyli­ge poli­ti­ske udvik­lin­ger om viden­ska­bens frem­ti­di­ge måde at fun­ge­re på, må vi fra Para­doks anmo­de om, at kom­men­de artik­ler straks begyn­der at efter­le­ve Fol­ke­tin­gets ved­ta­gel­se af V 137 og sna­rest muligt når frem til en kon­sensus om diver­se ide­er, her­un­der spørgs­må­let om den fri vil­jes eksi­stens, det ondes pro­blem samt omver­denspro­ble­met. Er du i tvivl om, hvor­vidt din hold­ning til et filo­so­fisk spørgs­mål er alment accep­te­ret, råder vi dig til at fore­ta­ge aka­de­misk selv­re­gu­le­ring og hol­de den for dig selv. Des­u­den fra­be­des poli­ti­ske hold­nin­ger (med­min­dre de til­fæl­dig­vis skul­le stem­me overens med rege­rin­gens).

De tre artik­ler i seri­en tager alle afsæt i for­hol­det mel­lem forsk­ning, poli­tik og akti­vis­me, der ikke er ble­vet min­dre aktu­elt i lyset af Gaza-kri­gen, hvor en bevæ­gel­se af for­ske­re fulg­te de ame­ri­kan­ske strøm­me og gav støt­te til Stu­de­ren­de mod besæt­tel­sen. I sit bidrag i seri­en tager San­dra Frost Cam­pos Gui­may afsæt i Arendt og Kants ide­er om hen­holds­vis “ver­dens­be­trag­te­ren” og “ver­dens­bor­ge­ren” for at opteg­ne et ide­al om for­ske­ren som offent­lig intel­lek­tu­el, der enga­ge­rer sig etisk, poli­tisk og fag­ligt for at arbej­de heni­mod et mere huma­ni­stisk og demo­kra­tisk sam­fund. I seri­ens andet bidrag tager Jacob Dahl Rendt­dor­ff afsæt i Sart­res for­svar for den intel­lek­tu­el­le som grund­lag for en udlæg­ning af for­ske­res sam­funds­ansvar og- enga­ge­ment i for­hold til spørgs­mål om kli­ma, køn og migra­tion. Og i seri­ens sid­ste arti­kel leve­rer Asger Søren­sen en ret­ti­dig kri­tik af hele uni­ver­si­tets­sy­ste­mets neoli­be­ra­le maski­ne­ri og plæ­de­rer for, at for­ske­re og uni­ver­si­tetsan­sat­te har en pligt til at kæm­pe for fri­hed og grund­læg­gen­de ret­tig­he­der over for magt, pen­ge, ide­o­lo­gi, øko­no­mi­se­ring og grå­dig­hed. Uni­ver­si­te­ter og for­ske­re bør, skri­ver han, stræ­be efter viden og sand­hed ud fra en grun­didé om aka­de­misk bor­ger­skab, hvor for­ske­re invol­ve­rer sig direk­te i aktu­el­le poli­ti­ske dis­kus­sio­ner, både inden og uden for uni­ver­si­te­tets mure.

---

Vi gen­tog også vores årli­ge bachel­or-kon­kur­ren­ce, hvor stu­de­ren­de inden for filo­so­fi og beslæg­te­de fag får mulig­hed for at bli­ve aner­kendt for det sto­re arbej­de, de læg­ger i deres bachel­or­pro­jek­ter – pro­jek­ter, der ofte ender med at bli­ve gemt og glemt, når de stu­de­ren­de kaster sig over arbej­de eller kan­di­dat­stu­di­er, selv­om de fortje­ner syn­lig­hed og ros.

Vi mod­tog end­nu fle­re bidrag, og end­nu fle­re kva­li­fi­ce­re­de bidrag, end sid­ste år, og udvæl­gel­sen af de tre vin­der­bi­drag gav bedøm­mel­ses­ko­mitéen adskil­li­ge grå stænk i hår­prag­ten. Tak til alle, der ind­send­te deres bidrag, og stort til­lyk­ke til de tre vin­de­re, som mate­ri­a­li­se­re­de, hvor for­skel­lig­ar­tet god tænk­ning kan være: Rune Lær­ke med “Kan vi und­væ­re tran­si­tiv kaus­a­li­tet?”, Ida Lehr­mann Lyk­ke­gaard med “Fra land­skab til sted: Lit­te­ra­tur som byg­nings­vær­ker” og Robert Mor­sing Thys­sen med “Talens kom­men­de skrift: Om skrif­tens etik hos Levi­nas og Blan­chot”.

Som i 2023 blev der afholdt en pris- og præ­sen­ta­tions­ce­re­mo­ni, hvor vin­der­ne fik mulig­hed for at præ­sen­te­re deres arbej­de for­an et inter­es­se­ret publi­kum, inden de blev præ­mi­e­ret med en smuk pla­sti­kap­prok­si­ma­tion af Miner­vas ugle og bag­ef­ter fejret på Kanal­hu­set på Chri­sti­ans­havn med behø­rig hjælp fra Dansk Filo­so­fisk Sel­skabs Filo­so­fi­fond. Suc­ce­sen gen­ta­ges i næste sæson, hvor afle­ve­rings­fri­sten bli­ver i febru­ar 2025.

---

Ikke mindst skal det også næv­nes, at 2024 blev året, hvor Para­doks udvi­de­de sin objek­ti­ve væren fra ikke bare at have et CVR-num­mer og en kon­to i et pen­ge­in­sti­tut, men til også at have et hånd­gri­be­ligt eksem­plar af Para­doks-tek­ster i form af bogen Jord­s­kred: Bidrag til den nye natur­tænk­ning, som blev udgi­vet i sam­ar­bej­de med for­la­get Mul­ti­vers. Bogen består af 15 tek­ster, hvoraf stør­ste­delen er hen­tet fra for­ri­ge års arti­kel­se­rie What on Earth is Going On?, i bogen sup­ple­ret med fire helt nye bidrag fra Kate Soper, Rit­h­ma Kreie Engel­breth Lar­sen, Sop­hie Wen­ner­s­cheid og Lise Isa­bel­le Mei­strup & Jacob Klit­møl­ler, der alle også er at fin­de i nær­væ­ren­de årbog.

Uden at pra­le alt for meget, kan vi beret­te, at bogen på det nær­me­ste blev revet væk fra hyl­der­ne og skul­le prin­tes i andet oplag efter få uger. Måske på grund af en fin pla­ce­ring i Poli­ti­kens Bog­hal ved siden af Don­na Haraway og til Bloom Festi­val i Søn­der­mar­ken i Køben­havn. Måske på grund af de tre udgi­vel­ses­re­cep­tio­ner i hhv. Køben­havn, Aar­hus og Oden­se, hvor vi fik udbredt bogen (og en mas­se af vores efter­trag­te­de mer­chan­di­se) til en bred ska­re af men­ne­sker og fik vendt og dre­jet dens ind­hold og pro­ble­ma­tik­ker med hjælp fra en ræk­ke for­bil­led­li­ge oplæg. Men uden tvivl og mest af alt på grund af de klo­ge, kri­ti­ske og vidt for­skel­li­ge per­spek­ti­ver på natu­ren, kli­ma­et og men­ne­skets plads heri, som fin­des i bogen, fint sam­men­fat­tet i den begej­stre­de lek­tør­ud­ta­lel­se, som bogen fik med på vej­en af Dan­ske Bibli­o­te­ker:

En tan­ke­væk­ken­de tek­stræk­ke, der kom­mer vidt omkring i den natur­fi­lo­so­fi­ske sfæ­re. Niveau­et i bogen er højt og aka­de­misk, og de filo­so­fi­ske tek­ster er givet­vis ikke for alle læse­re, men for det ret­te publi­kum er her stof til end­nu fle­re tan­ker.

Et skuds­mål, vi både er gla­de for og deler.

Arbej­det med tek­ster­ne og opsæt­nin­gen har været både lære­rigt og beri­gen­de for os, og vi håber der­for på, at vi i frem­ti­den kan udgi­ve fle­re bøger. Tak til alle bidrag­y­der­ne, til Anna Sop­hie Røl­le for kor­rek­tur­læs­ning, til Mul­ti­vers for at give os en udgi­vel­ses­plat­form (især til Jonas), til alle oplægs­hol­de­re for deres både kri­ti­ske, posi­ti­ve og ærli­ge læs­nin­ger af bogen og til Sta­tens Kunst­fond for at sik­re os de mate­ri­elt nød­ven­di­ge betin­gel­ser for at udgi­ve bogen.

---

Hvad da med frem­ti­den? Hvad kan læse­re af Para­doks se frem til i det kom­men­de år? Selv­om vi udgi­ver den­ne årbog på Hegels fød­sels­dag, og Hegel ikke just hyl­de­de mate­ri­en som filo­so­fi­ens cen­tra­le gen­stand (“I natu­ren sker der ‘intet nyt under solen’ ”, som han skri­ver i Rets­fi­lo­so­fi­en), skal det næv­nes, at vi i skri­ven­de stund er i færd med at udgi­ve seri­en Mate­ri­ens idé, der går på tværs af det mate­ri­el­les poli­ti­ske, meta­fy­si­ske, lit­teræ­re og idéhi­sto­ri­ske betyd­nin­ger. Der­u­d­over er seri­en endt med også at gå på tværs af årgan­ge, hvor­for fire bidrag er at fin­de i nær­væ­ren­de årbog, mens seri­ens reste­ren­de bidrag vil udkom­me i Para­doks-året 2024–2025. I anled­ning af en anden hvid, mand­lig filo­sofs jubilæum, den­ne gang året for Imma­nu­el Kants 300-års fød­sels­dag, udgi­ver vi i løbet af efter­å­ret des­u­den en kort serie på tre tek­ster, der hver især stø­ver en af Imma­nu­els tre kri­tik­ker af og sæt­ter dem ind i vores tid. Glæd jer!

Ende­lig vil den kom­men­de årgang natur­lig­vis byde på det sæd­van­li­ge væld af skar­pe, ori­gi­na­le og over­ra­sken­de tek­ster – samt måske vores før­ste eks­pe­ri­men­ter med at udgi­ve over­sat filo­so­fisk tekst og meget andet. Mere om det, når tiden kom­mer; for nu er der ikke mere at sige, end at vi ser frem til end­nu en spæn­den­de årgang Para­doks, og at vi håber, at du, kære læser, gør det sam­me.

Et af de oprin­de­li­ge for­mål med Tids­skrif­tet Para­doks var at ska­be en plat­form for en leven­de fag­lig debat på tværs af de man­ge mil­jø­er i Dan­mark, hvor der arbej­des med filo­so­fi og teo­ri. Vi lan­ce­re­de som bekendt tids­skrif­tet i august 2020, og gode, tan­ke­væk­ken­de og ori­gi­na­le artik­ler har der bestemt ikke været man­gel på. Men en egent­lig debat lod ven­te på sig. Et citat fra for­or­det til vores før­ste Filo­so­fisk-teo­re­ti­ske årbog fra august 2021 siger det meget godt:

Vi hav­de drømt om hef­ti­ge pole­mik­ker og høj­pan­de­de tira­der i tra­di­tio­nen fra Marx og Nietz­sche og om civi­li­se­ret haber­ma­si­ansk dia­log – men da det kom til styk­ket, lod den “leven­de debat” ven­te på sig. Ikke at der ikke var artik­ler, der skab­te debat, for det gjor­de fle­re af dem; men den debat, der var, fandt sted i kom­men­tar­fel­ter­ne på soci­a­le medi­er frem for at for­plan­te sig i form af nye artik­ler.

Siden lan­ce­rin­gen har vi ihær­digt for­søgt at knæk­ke koden, bl.a. med vores “sta­fet” om filo­so­fi­ens død, hvor det var et krav, at artik­ler skul­le for­hol­de sig til tid­li­ge­re artik­ler i seri­en. Men der skul­le gå helt til 2023, før vi for alvor fik de tira­der og den pole­mik, vi for­gæ­ves hav­de for­søgt at opild­ne til, men som vi vid­ste lå og ulme­de der­u­de.

Heni­mod slut­nin­gen af 2022 var der lavvan­de i arti­kel­ban­ken. En læn­ge plan­lagt arti­kel­se­rie om Hegel nær­me­de sig sin afslut­ning, og det hav­de været lidt småt med uop­for­dre­de bidrag. Men som et lyn fra en skyfri him­mel mod­tog vi et kort essay fra lek­tor ved Køben­havns Uni­ver­si­tet Søren Gosvig Ole­sen: “Exa­men de consci­en­ce, eller: Hvor­dan fæno­meno­lo­gi­en blev til fup og svin­del”. Gosvig under­vi­ser i faget “Fæno­meno­lo­gi, her­me­nu­tik og dekon­struk­tion”, og tek­sten var en reflek­sion udsprun­get af den nyligt over­stå­e­de læs­ning af eksa­mens­op­ga­ver med en der­til­hø­ren­de sta­tus på fæno­meno­lo­gi­en i dag (“fup og svin­del”). Vi hav­de knap nok nået at over­ve­je mulig­he­den for at ind­by­de andre til at respon­de­re på det­te udfald, før et svar på essay­et kom dum­pen­de, den­ne gang fra Søren Gosvig Ole­sens kol­le­ga Søren Over­gaard, der lige­le­des er lek­tor i filo­so­fi ved Køben­havns Uni­ver­si­tet og under­vi­ser i faget “Fæno­meno­lo­gi, her­me­nu­tik og dekon­struk­tion”. Søren sva­re­de Søren, som sva­re­de Søren igen, og sam­ta­len, som vi selv­føl­ge­lig døb­te “Fæno­meno­lo­gi­fejden”, greb om sig og fik sin egen iro­nisk beda­ge­de pole­mi­ske stil, hvor slet skjul­te for­nær­mel­ser blev pak­ket ind i sar­ka­sti­ske høflig­heds­fra­ser og meget lan­ge tit­ler. Otte ind­læg blev det til, udgi­vet med kor­te mel­lem­rum til et publi­kum, der fulg­te debat­ten med et enga­ge­ment, som var det en bok­se­kamp.

Nu, hvor stø­vet har lagt sig, for­bli­ver det et åbent spørgs­mål, hvad Fæno­meno­lo­gi­fejden egent­lig dre­je­de sig om. Var det fæno­meno­lo­gi­ens opga­ve? Var det bru­gen af sekun­dær­lit­te­ra­tur? Var det filo­so­fi­en som sådan? Eller måden, vi debat­te­rer på? Den uhånd­gri­be­li­ge gen­stand blev en del af fejden selv, som noget ind­læg­ge­ne kred­se­de om uden nogen­sin­de at kun­ne nå til enig­hed, og som et brænd­stof, der til­lod debat­ten at løbe læn­ge­re end debat­tø­rer­ne selv kun­ne føl­ge med. Både læser­tal og løse ryg­ter bekræf­te­de, at fejden blev fulgt tæt; en omta­le i sel­ve­ste Wee­ken­da­vi­sen stad­fæ­ste­de det.¹Janus Elm­strøm Laurit­sen, “Filo­so­fi for reg­ned­ren­ge”, Wee­ken­da­vi­sen, 7. april 2023. I diver­se kom­men­tar­spor blev der hep­pet og debat­te­ret ivrigt – både for og imod den ene og den anden Søren, og for og imod fejden selv. Den sven­ske pro­fes­sor i filo­so­fi Hans Ruin, som vi, da Søren og Søren hav­de sagt, hvad de hav­de at sige, ind­bød til at anmel­de fejden ude­fra, beskrev det som “en lidt pin­ag­tig ople­vel­se at over­væ­re et repliks­kif­te, der lige fra begyn­del­sen forta­ber sig i pole­mik og sar­kas­mer”; men Ruin uddrog som en for­bil­led­lig svensk diplo­mat de vig­tig­ste poin­ter om fæno­meno­lo­gi­ens væsen og til­stand i dag, som fejden, trods dens karak­ter af hane­kamp, fak­tisk hav­de bragt for dagen. Såle­des gik det til, at vi fik den filo­so­fi­ske pen­ne­fejde, vi så læn­ge hav­de efter­s­purgt, og vi vil her ger­ne benyt­te lej­lig­he­den til at sen­de en stor tak til duel­lan­ter­ne Søren og Søren for mel­de sig på banen og føre en sam­ta­le offent­ligt, som læn­ge kun har fun­det sted bag luk­ke­de døre – og så give den hele armen under­vejs.

---

Sæso­nen blev afslut­tet med et nyt til­tag: Para­doks’ Bachel­or­kon­kur­ren­ce, der hen­ven­der sig til de man­ge dyg­ti­ge stu­de­ren­de i filo­so­fi og beslæg­te­de fag, der hvert år efter måne­ders hårdt arbej­de ind­le­ve­rer vig­ti­ge teo­re­ti­ske bidrag i form af bachel­or­pro­jek­ter, der dog oftest efter eksa­men blot gem­mes og glem­mes i skri­ve­bord­s­skuf­fen. Da vi i sin tid lan­ce­re­de Para­doks, var det ikke mindst med et ønske om at høj­ne den almin­de­li­ge agtel­se for filo­so­fisk og teo­re­tisk arbej­de, hvil­ket ellers, som bekendt, lider under noget tran­ge kår. Vores bachel­or­kon­kur­ren­ce udsprin­ger af sam­me ønske: Her­med for­sø­ger vi at frem­hæ­ve vær­di­en af ikke-empi­risk forsk­ning og kvit­te­re for det sto­re arbej­de, som ikke kun fastan­sat­te, men også stu­de­ren­de læg­ger heri — og dét alle­re­de tid­ligt i uddan­nel­ses­for­lø­bet, til trods for at uddan­nel­ser­ne i sta­dig høje­re grad synes at bli­ve udfor­met med den hen­sigt at for­hin­dre den­ne form for selv­stæn­dig­hed. I sådan­ne mør­ke tider kan en sådan bachel­or­kon­kur­ren­ce måske være et lil­le lys, der kan til­skyn­de stu­de­ren­de til alli­ge­vel at fort­sæt­te deres vig­ti­ge og spæn­den­de ori­gi­na­le arbej­de. Kon­kur­ren­cen blev udskre­vet i decem­ber 2022, og i løbet af det efter­føl­gen­de hal­ve år blev der blandt de man­ge gode ind­send­te bidrag fun­det tre vin­de­re: Luka Rudež’ “Vege­ta­tiv stræ­ben”, Johan­nes Carl­sen & Anton Schar­ling Krebs’ “Med livet som ind­sats” og Cla­ra Læs­søe & Andreas Dar­gers “Ind­by­del­se til et crush”. I nært sam­råd med kon­kur­ren­cens bedøm­mel­ses­ko­mité blev bidra­ge­ne grun­digt gen­ne­m­ar­bej­det, ind­til de stod klar til udgi­vel­se som artik­ler i Para­doks. Den 7. juni 2023 oprandt ende­lig dagen, hvor en pri­s­ce­re­mo­ni kun­ne afhol­des, hvil­ket fandt sted i loka­ler aller­ven­ligst stil­let til rådig­hed af Køben­havns Uni­ver­si­tet. Her blev vin­der­ne præ­mi­e­ret med både et diplom og ikke mindst en hæk­let ugle, der var ble­vet kon­kur­ren­cens maskot – uden tvivl et frem­ti­digt sam­lero­b­jekt uden lige (i det mind­ste ind­til den dag, hvor vi lan­ce­rer Para­doks Mer­chan­di­se og sæt­ter dem i mas­se­pro­duk­tion). Til pri­s­ce­re­mo­ni­en frem­lag­de vin­der­ne deres pro­jek­ter for et begej­stret og talstærkt frem­mødt publi­kum. Som afslut­ning blev vin­der­ne, tak­ket være en gene­røs bevil­ling fra Dansk Filo­so­fisk Sel­skabs Filo­so­fi­fond, fejret på behø­rig vis med en fest­mid­dag på en nær­lig­gen­de restau­rant på Chri­sti­ans­havn, der den­ne som­mer­af­ten viste sig fra sin bed­ste side.²Uniavisen dæk­ke­de prisover­ræk­kel­sen med en repor­ta­ge, se Met­te Gru­be Con­d­rup, “Tids­skrift kårer de bed­ste pro­jek­ter: Skal ska­be pre­sti­ge om ori­gi­nal stu­den­ter­forsk­ning”, Uni­a­vi­sen, 12. juni 2023.

Det er slå­en­de, både hvor for­skel­li­ge de tre vin­der­pro­jek­ter er, og hvor stær­ke lig­he­der, der for­bin­der dem. Mens Rudež’ “Vege­ta­tiv stræ­ben” søger helt til­ba­ge til Ari­sto­te­les i et for­søg på at tæn­ke men­ne­skets rela­tion til plan­te­li­vet på ny, gør Carl­sen og Krebs i “Med livet som ind­sats” et på man­ge måder beslæg­tet bidrag til en filo­so­fisk øko­lo­gi, om end de søger mod en af de nye­ste nav­ne i filo­so­fi­ens histo­rie, Emma­nu­el Coc­cia. At dis­se to pro­jek­ter blev udar­bej­det sam­ti­dig og, som det viste sig i de efter­føl­gen­de sam­ta­ler, uaf­hæn­gigt af hin­an­den, peger måske på en strøm­ning i tiden. Her­med berø­rer vi en anden af vores for­håb­nin­ger for bachel­or­kon­kur­ren­cen, nem­lig at inter­es­se­re­de læse­re ude­fra her­i­gen­nem vil kun­ne få et ind­blik i, hvil­ke filo­so­fi­ske og almen­te­o­re­ti­ske spørgs­mål, som de stu­de­ren­de for tiden er opta­get af. At spørgs­mål om kli­ma og natur er oppe i tiden, kan næp­pe være gået nogens næse for­bi, men at livet selv såle­des i dag synes at pres­se sig på som et filo­so­fisk spørgs­mål, var måske min­dre for­ud­si­ge­ligt.

Mens dis­se to først­nævn­te vin­der­pro­jek­ter er for­fat­tet af filo­so­fistu­de­ren­de, skil­ler Læs­søe og Dar­gers “Ind­by­del­se til et crush” sig ud som et lit­te­ra­tur­vi­den­ska­be­ligt stu­die, hvis argu­men­ta­tion udvik­les gen­nem et sam­spil mel­lem nær­læs­ning af dig­te og begre­ber hen­tet fra teo­re­ti­ske for­fat­ter­ska­ber. Vi var sær­de­les gla­de for der­med at kun­ne brin­ge en lit­te­ra­tur­vi­den­ska­be­lig arti­kel, hvil­ket vi læn­ge har sav­net ved siden af den fag­fi­lo­so­fi, der hidtil har været frem­her­sken­de i vores spal­ter. Og som det blev tyde­ligt, da de tre vin­de­rar­tik­ler blev præ­sen­te­ret til pri­s­ce­re­mo­ni­en, er genklan­ge­ne her imel­lem man­ge, til trods for den umid­del­ba­re for­skel­lig­hed, der præ­ger dem. F.eks. var det slå­en­de, hvor­le­des der i alle bidra­ge­ne bli­ver frem­hæ­vet beho­vet for at tæn­ke en vis grund­læg­gen­de mod­ta­ge­lig­hed, ikke blot som en teo­re­tisk, men også som en etisk og sågar poli­tisk nød­ven­dig­hed. Også her kan man måske for­nem­me en strøm­ning i tiden, der kom­mer til udtryk i de tre tek­ster på gan­ske for­skel­lig vis.

Der kan der­for ikke her­ske tvivl om, at vores nye til­tag var en strå­len­de suc­ces, og vi håber at kun­ne gen­ta­ge Para­doks’ Bachel­or­kon­kur­ren­ce som en årligt til­ba­ge­ven­den­de begi­ven­hed. Om alt går efter pla­nen, vil der der­for igen kom­me et opslag i slut­nin­gen af året med en afle­ve­rings­frist i febru­ar, når eksa­mens­pe­ri­o­den er vel over­stå­et.

---

Det er også værd at føre til pro­tokols, at 2023 blev året, hvor Para­doks fik objek­tiv væren, nem­lig som en fri­vil­lig for­e­ning med der­til­hø­ren­de vedtæg­ter, CVR-num­mer og kon­to i ban­ken. Alt det var det ellers lyk­ke­des os gan­ske godt at und­gå, men anled­nin­gen var nu den glæ­de­li­ge, at vi i decem­ber fik til­delt et års tids­skrift­støt­te af Slots- og Kul­tursty­rel­sen, og så må der jo kom­me orden i sager­ne. Det leder os til end­nu et glæ­de­ligt bud­skab, nem­lig at en del af pen­ge­ne er afsat til en bog­ud­gi­vel­se, som vi lige nu er ved at læg­ge sid­ste redak­tio­nel­le hånd på. Mere om det inden læn­ge – vi ser frem til at tage hul på tids­skrif­tets nu fjer­de sæson, med alt, hvad det må brin­ge af for­ud­se­te såvel som ufor­ud­se­te til­dra­gel­ser.

Der er fle­re grun­de til, at vi i sin tid beslut­te­de, at Para­doks skul­le eksi­ste­re onli­ne og ikke på papir. For det før­ste var der det demo­kra­ti­ske argu­ment: Digi­talt har alle adgang til fore­stil­lin­gen, hvor som helst og når som helst, og i mod­sæt­ning til tryk, der har høje­re pro­duk­tions­om­kost­nin­ger, er der intet behov for at tage entré. For det andet gav det os mulig­hed for en hur­tig eks­pe­de­ring af de artik­ler, der måt­te have aktu­a­li­tet (selv­om hur­tig redak­tions­pro­ces måske ikke er det, der ken­de­teg­ner den­ne redak­tion bedst, er mulig­he­den fak­tisk taget i brug et par gan­ge). Og for det tred­je til­lod det os at udkom­me løben­de og der­i­gen­nem brin­ge filo­so­fi­ske sam­ta­ler over en peri­o­de, som vi for eksem­pel gjor­de i vores “sta­fet” sid­ste som­mer. Men der er også vis­se ulem­per ved det digi­ta­le.

Ét er sel­ve ople­vel­sen. Man sav­ner papi­ret mel­lem fin­gre­ne og mulig­he­den for at tage noter i mar­ge­nen og under­stre­ge guld­korn og pro­ble­ma­ti­ske pas­sa­ger i tek­sten med en bly­ant. I lang tid var inter­net­tet også bare utro­lig grimt, mens det var i bøger­ne og bla­de­ne, at æste­tik­ken leve­de. Og vi har da leget med tan­ken om side­lø­ben­de fysi­ske udgi­vel­ser, enten af vores seri­er eller af årbø­ger­ne, men det må bli­ve, når vi engang knæk­ker koden til at få tids­skrif­tet på offent­lig for­sør­gel­se. Ind­til da må I leve med vores onli­ne­for­mat, som vi dog har gjort, hvad vi kun­ne, for at give et klas­sisk, typo­gra­fisk til­snit. Følel­sen af papi­ret mel­lem fin­gre­ne kan vi dog ikke leve­re, men så må du prin­te ud; vi har fak­tisk gjort noget ud af, at artik­ler­ne også kom­mer pænt ud af din prin­ter, hvis du er til den slags (prøv selv at prin­te en til­fæl­dig arti­kel fra et dansk dag­blads hjem­mesi­de og sam­men­lign med Para­doks).

Vig­ti­ge­re er dog spørgs­må­let om beva­ring. Bøger har den for­del, at tryk­ker man et oplag på tusind eksem­pla­rer, så er der alt­så tusind bøger, der skal glem­mes, smi­des ud eller destru­e­res, før tek­sten i dem går ende­gyl­digt tabt. Det er en decen­tral beva­ring, som gør hver ene­ste boge­jer der­u­de til arki­var. Oven i det har den dan­ske stat for­plig­tet sig på at gem­me et antal eksem­pla­rer af alle bøger udgi­vet i Dan­mark cen­tralt. Så er der alt­så meget, der skal gå galt…

Para­doks er der­i­mod bare en hjem­mesi­de, og en hjem­mesi­de er sår­bar. Dels er der vira og hack­e­ran­greb. Der­til kom­mer, at alle artik­ler­ne befin­der sig på en ser­ver hos et pri­vat hosting­fir­ma, som kan gå kon­kurs eller sæl­ges, eller hvad ved vi. Sådan en hjem­mesi­de skal også for­nys årligt, hvil­ket bety­der, at det kun kræ­ver et år uden en fun­ge­ren­de redak­tion, før det hele går tabt. Så hvad gør man? Her kom­mer en oprems­ning af de til­tag, vi har gjort for beva­ring – måske kan de inspi­re­re andre udgi­ve­re af onli­ne­tids­skrif­ter?

1. Alle vores artik­ler udgi­ves med en Cre­a­ti­ve Com­mons-licens. Det bety­der, at de må vide­re­brin­ges, cite­res, deles og genop­tryk­kes gra­tis og uden at spør­ge nogen om lov. At sæt­te tek­ster­ne fri på den måde øger sim­pelt­hen chan­cer­ne for, at de over­le­ver andre ste­der end hos Para­doks.
2. Vi sam­ler årligt artik­ler­ne som PDF-fil i form af den­ne årbog. Filer er bare nem­me­re at opbe­va­re og gem­me end hjem­mesi­der. De ind­by­der også til at bli­ve prin­tet ud. Mon ikke nog­le af for­fat­ter­ne til artik­ler i den­ne årbog gem­mer en kopi på deres com­pu­ter? Måske de e‑mailer filen til deres bed­ste­mor, som prin­ter den ud og sæt­ter den i et ring­bind? Se, dét er decen­tral arki­ve­ring.
3. Bibli­o­te­ker­ne har hel­dig­vis også blik for pro­ble­met med det digi­ta­le ind­holds sår­bar­hed. Tid­li­ge­re på året fik vi en mail fra DBC (tid­li­ge­re Bibli­o­teks­Cen­tra­len), der spurg­te, om vi vil­le give til­la­del­se til, at de løben­de arki­ve­re­de vores hjem­mesi­de. Ja, tak, det vil­le vi da. Og hvis man dri­ver et tids­skrift og ikke har fået en mail fra dem, så kan man sik­kert bare skri­ve.
4. Sidst men ikke mindst for­sø­ger vi at arki­ve­re vores årbog i cen­tra­le data­ba­ser. Ind­til vide­re er den at fin­de på Inter­net Archi­ve (Archive.org) og Goog­le Books, som beg­ge har digi­ta­li­se­ret en mas­se gam­le bøger til efter­ti­den. Den ene er non-pro­fit, den anden er i høj grad for pro­fit, men det kan sådan set være lige meget for os, så læn­ge det bli­ver gemt.

Para­doks-året 2021–2022 har budt på 29 artik­ler skre­vet af 27 for­skel­li­ge for­fat­te­re. I årets løb har vi afholdt vores før­ste arran­ge­ment (en panel­de­bat på bag­grund af sta­fet­ten om filo­so­fi­ens død) og kørt to seri­er: En i anled­ning af Søren Maus værk Stum tvang, en anden om natur og kli­ma med tit­len “WHAT ON EARTH IS GOING ON?”. Seri­er­ne kan du selv­føl­ge­lig fin­de her i årbo­gen blandt årets øvri­ge udgi­vel­ser.

I skri­ven­de stund er vi ved at læg­ge sid­ste hånd på en kort serie i anled­ning af G.W.F. Hegels (og vores egen!) fød­sels­dag, men udover den og det væld af spæn­den­de artik­ler, vi alle­re­de har på lager, ved vi end­nu ikke, hvad det kom­men­de år vil brin­ge – det ene­ste, vi ved, er, at vi glæ­der os.

Udgi­vel­sen af den­ne årbog mar­ke­rer Para­doks’ 1‑års fød­sels­dag, og der­for til­la­der vi os at bru­ge det­te for­ord til at dvæ­le lidt ved tids­skrif­tets anled­ning, til­bli­vel­se og før­ste leve­år, mens det sta­dig står friskt i hukom­mel­sen.

De før­ste spæ­de tan­ker om Para­doks blev til i for­å­ret 2019. På det tids­punkt hav­de pro­jek­tet ikke noget navn, men fle­re af de bæren­de prin­cip­per for, hvad det skul­le bli­ve, var alle­re­de den­gang på plads. Først og frem­mest gik vi rundt med en for­nem­mel­se af, at der mang­le­de noget i den dan­ske, intel­lek­tu­el­le offent­lig­hed: en plat­form for tan­ker og ide­er af filo­so­fisk og anden teo­re­tisk karak­ter, som ikke hav­de en form, der gjor­de dem udgi­vel­ses­eg­ne­de i de insti­tu­tio­na­li­se­re­de tids­skrif­ter, men som alli­ge­vel hav­de en gnist, der for­bød dem et liv i skri­ve­bord­s­skuf­fen. Vores udgangs­punkt var, at selv­om peer-reviewing, strin­gen­te argu­men­ter og foku­se­re­de artik­ler uden eks­kur­ser og sidespring kan være nød­ven­di­ge ram­mer for et klas­sisk, fremadskri­den­de forsk­nings­i­de­al, kan sådan­ne ram­mer ofte også tage noget af pusten og spon­ta­ni­te­ten fra tænk­nin­gen. Det er net­op para­doksalt, at meget af den filo­so­fi, som læses i under­vis­nin­gen og anven­des i forsk­nin­gen, fak­tisk ikke vil­le kun­ne udgi­ves som rede­lig forsk­ning eller afle­ve­res som en skri­veø­vel­se på de dan­ske uni­ver­si­te­ter i dag. Witt­genste­ins Tra­cta­tus som ph.d.-projekt? Hegels Fæno­meno­lo­gi som grund­bog i viden­sk­ab­ste­o­ri? Simo­ne Weils “Per­so­nen og det hel­li­ge” som forsk­nings­ar­ti­kel? Aldrig i livet. Alli­ge­vel kan man om ingen af de nævn­te tek­ster sige, at de ikke er filo­so­fi eller eksemp­ler på tænk­ning. Vi for­ven­te­de ikke den­gang, og vi for­ven­ter hel­ler ikke i dag, at den nye Hegel, Witt­genste­in eller Weil vil­le bry­de igen­nem i Para­doks – men vi vil­le i det mind­ste sør­ge for, at mulig­he­den var der.

En anden anled­ning til Para­doks var en empi­risk obser­va­tion: Hvert år uddan­ner vi enor­me mæng­der af filo­so­fi- og teo­rikyn­di­ge – både fra sel­ve filo­so­fi­fa­get og fra de teo­re­ti­ske spe­ci­a­li­se­rin­ger på de øvri­ge uddan­nel­ser, især de æste­ti­ske og sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge fag. Der­til kom­mer et ukendt antal filo­so­fisk obser­van­te “læg­folk”. De køber de over­sæt­tel­ser af filo­so­fi­ske pri­mær­vær­ker, som hele tiden pib­ler frem fra dan­ske niche­for­lag; de går til det væld af fored­rag, aftensko­ler og filo­so­fi­ske arran­ge­men­ter, som – i hvert fald før en pan­de­mi skyl­le­de ind over ver­den – fandt sted snart sagt hver uge i diver­se kul­tur­hu­se; de dis­ku­te­rer filo­so­fi på soci­a­le medi­er og på til­rø­ge­de værts­hu­se; og de er en stor del af årsa­gen til, at det læn­ge har været nem­me­re at skaf­fe en nyre på det sor­te mar­ked end at få fat i et eksem­plar af Tusind pla­teau­er på dansk. Der er ingen ph.d.’er til alle dis­se men­ne­sker, ingen frem­tid i aca­de­mia, så læn­ge forsk­nin­gen pri­o­ri­te­res, som den gør her til lands. Men den kri­ti­ske mas­se fin­des, og den læser, og den taler, og den tæn­ker – men den skri­ver ikke rig­tigt noget, i hvert fald ikke til offent­lig­he­den. Der måt­te være et poten­ti­a­le her, tænk­te vi, til at få enga­ge­ret alle dis­se men­ne­sker skrift­ligt. Om det så helt er lyk­ke­des end­nu, er ikke sik­kert, men mon ikke vi kan nå der­til en dag.

I okto­ber 2019, på en mørk bar på Nør­re­bro i Køben­havn, fandt en grup­pe men­ne­sker der­for sam­men, hvis medi­anka­rak­te­ri­sti­kum nok var “nyud­klæk­ket cand.mag., der søger at hol­de sig filo­so­fisk til ilden efter endt uddan­nel­se”, og så var vi mere eller min­dre i gang. De næste man­ge måne­der gik med at hver­ve artik­ler og kon­tak­ter i det filo­so­fi­ske mil­jø, udvik­le hjem­mesi­de, fin­de et navn (Dia­tri­be, lød num­mer to på listen – gud­ske­lov gik vi med Para­doks) – og under­vejs løben­de at ind­kred­se vores for­stå­el­se af, hvad Para­doks skul­le være. Det viste sig at være en svæ­re­re opga­ve end for­ven­tet at sæt­te ord på hvil­ke artik­ler, vi vil­le brin­ge: Jo, det var noget med, at vi vil­le brin­ge min­dre strin­gen­te og mere essayi­sti­ske artik­ler end de aka­de­mi­ske tids­skrif­ter – men vi vil­le ikke ind­by­de ube­hjælp­som­me sko­lesti­le om ulyk­ke­lig kær­lig­hed og til­væ­rel­sens tom­hed. Artik­ler­ne skul­le ikke nød­ven­dig­vis være argu­men­te­ren­de i tra­di­tio­nel for­stand, men de skul­le udtryk­ke en inter­es­sant idé hos for­fat­te­ren. En af vores arbejds­for­mu­le­rin­ger lød, at uan­set om en arti­kel angik den her­sken­de ver­den­sor­den eller et kom­ma i Pla­tons Sta­ten, skul­le enhver arti­kel vil­le et eller andet, sæt­te noget på spil. En anden lød, at vi vil­le udgi­ve det, der var for høj­pan­det til Infor­ma­tion og for pole­misk til Slag­mark.

Pro­duk­tet af redak­tio­nens man­ge snak­ke om for­ma­tet blev vores for­målstekst, et slags mani­fest over, hvad Para­doks skul­le være – skre­vet før vi fand­tes, men for­mu­le­ret i nutid:

Para­doks er et onli­ne tids­skrift for filo­so­fi og teo­ri. For­må­let er at kata­ly­se­re den filo­so­fi­ske debat og idé­ud­vik­ling i Dan­mark og mind­ske afstan­den mel­lem uni­ver­si­te­tets pro­fes­sio­nel­le filo­so­fi og den, der fore­går uden for mure­ne. Para­doks er et udog­ma­tisk forum for filo­so­fi og teo­ri, der opfor­drer til at arbej­de på tværs af fag­li­ge tra­di­tio­ner, og som afvi­ser, at filo­so­fi ude­luk­ken­de kan bedri­ves på uni­ver­si­te­ter og i aka­de­mi­ske fag­tids­skrif­ter.

Tids­skrif­tet Para­doks udfyl­der et tom­rum i Dan­mark. Det adskil­ler sig fra andre fag­fi­lo­so­fi­ske tids­skrif­ter ved sin mang­fol­dig­hed af arti­kel­for­ma­ter og ved at udkom­me fort­lø­ben­de og onli­ne. Sam­ti­dig adskil­ler Para­doks sig fra for­mid­len­de popu­lær­tids­skrif­ter ved at udgi­ve ori­gi­na­le artik­ler og ved ikke at brin­ge inter­views, klum­mer og portræt­ter.

I Para­doks er rygra­den tænk­ning og filo­so­fi – ikke point­høst og pro­fes­sio­na­li­se­ring. Filo­so­fi er en disci­plin, der skal være uaf­hæn­gig af ekster­ne for­hold som målsty­ring eller øko­no­mi­ske bund­linjer, hvil­ket læn­ge ikke har været til­fæl­det på uni­ver­si­te­ter­ne. Vi tror på, at en øget kon­takt mel­lem uni­ver­si­tetsan­sat­te filo­sof­fer, uaf­hæn­gi­ge for­ske­re og fri­tæn­ke­re kan styr­ke inter­es­sen for filo­so­fi­en og udvi­de vores for­stå­el­se af, hvad den kan og skal.

Opti­mi­stisk hav­de vi plan­lagt at gå i luf­ten i for­å­ret 2020, men helt klar var vi først midt i som­mer­fe­ri­en, så vi beslut­te­de at tage den med ro og udsky­de lan­ce­rin­gen til 27. august, hvor Hegel som bekendt kun­ne fejre 250-års fød­sels­dag. Dagen oprandt, og mod­ta­gel­sen var over­væl­den­de. Rig­tig man­ge men­ne­sker (i hvert fald rela­tivt til vores snæv­re mål­grup­pe) viste deres opbak­ning på soci­a­le medi­er og slog et smut for­bi hjem­mesi­den – og også efter nyheds­vær­di­en fal­me­de, har rig­tigt man­ge sta­dig klik­ket sig ind og læst de nye udgi­vel­ser.

Vores mest læste arti­kel til dato er Andreas Beck Holms ni teser om viden­skab og poli­tik fra juni måned: en velskre­vet og skar­pt skå­ret tekst, som pas­ser ind i en gen­re­mæs­sig niche, som vi fra star­ten hav­de håbet, at Para­doks kun­ne bli­ve plat­form for. Artik­len tager udgangs­punkt i en debat, der ved dens udgi­vel­se var højak­tu­el: Fol­ke­tin­gets angreb på forsk­nings­fri­he­den. Men som arti­kel hæver den sig over det klas­si­ske debat­ind­læg, idet den bru­ger den aktu­el­le debat som et spring­bræt til en prin­ci­pi­el dis­kus­sion om for­hol­det mel­lem viden­skab og poli­tik. I klas­si­ske peri­o­di­ske udgi­vel­ser med en udgi­vel­ses­fre­kvens på 1–4 num­re pr. år kan man glem­me alt om den slags aktu­a­li­tet – og man kan glem­me alt om en leven­de debat, hvor artik­ler sva­rer på eller kri­ti­se­rer andre artik­ler. Det var også poten­ti­a­let til en sådan leven­de debat, der hur­tigt afgjor­de, at Para­doks skul­le udkom­me onli­ne, ikke trykt, og at vi i øvrigt skul­le lade artik­ler­ne udkom­me dryp­vist, i takt med de blev skre­vet, frem for i stak­ke med faste inter­val­ler.

Der er som bekendt en lang tra­di­tion for kri­tik i filo­so­fi­en, og med et løben­de onli­ne­for­mat tænk­te vi, at den­ne tra­di­tion vil­le kun­ne nå et hidtil uset poten­ti­a­le. Vi hav­de drømt om hef­ti­ge pole­mik­ker og høj­pan­de­de tira­der i tra­di­tio­nen fra Marx og Nietz­sche og om civi­li­se­ret haber­ma­si­ansk dia­log – men da det kom til styk­ket, lod den “leven­de debat” ven­te på sig. Ikke at der ikke var artik­ler, der skab­te debat, for det gjor­de fle­re af dem; men den debat, der var, fandt sted i kom­men­tar­fel­ter­ne på soci­a­le medi­er frem for at for­plan­te sig i form af nye artik­ler. Der­for beslut­te­de vi os for at give udvik­lin­gen et skub: Vi igang­s­at­te “filo­so­fista­fet­ten”, som den­ne som­mer har sat fokus på spørgs­må­let om filo­so­fi­ens død og har som bæren­de regel, at ethvert bidrag skal ind­dra­ge et tid­li­ge­re bidrag i sta­fet­ten. En for­ce­ret dia­log, måske, men et for­søg, og et for­søg, som har fun­ge­ret så godt, at vi bestemt vil fort­sæt­te med at eks­pe­ri­men­te­re med for­ma­ter for enga­ge­ret filo­so­fisk debat i frem­ti­den.

Et år efter lan­ce­rin­gen ser alting egent­lig meget lyst ud: 38 artik­ler skre­vet af 33 for­skel­li­ge for­fat­te­re er røget igen­nem maski­nen! En af ulem­per­ne ved at udkom­me onli­ne er, at man let mister det­te over­blik: En arti­kel mod­ta­ges, redi­ge­res, udgi­ves, og så er man vide­re igen. Her kom­mer nær­væ­ren­de årbog ind i bil­le­det, for selv­om den bare er en PDF-fil (hvem der bare hav­de pen­ge til tryk!), er det som om, den i høje­re grad er “noget”, end en arti­kel på en hjem­mesi­de: Den er låst for redi­ge­ring, den kan prin­tes og stil­les på hyl­den, den kan gem­mes som fil og beva­res decen­tralt og i man­ge eksem­pla­rer – og vig­tigst af alt præ­sen­te­rer den alle de artik­ler, vi har udgi­vet, som en sam­let anto­lo­gi, et pro­dukt fra året der gik. Nu kan man sige: “Det var, hvad der blev skre­vet det år”.

Som afslut­ten­de bemærk­ning er der bare at sige: Tak til alle, der læser Para­doks – og som liker og deler på de soci­a­le medi­er, som i prak­sis er ble­vet redak­tio­nens vin­due ud til jer læse­re. Mere fyl­dest­gø­ren­de kri­tik, ros, gode for­slag til for­bed­rin­ger og andet mod­ta­ges i øvrigt altid glæ­de­ligt på e‑mail. Også tak til alle, der har skre­vet artik­ler, for der var selv­føl­ge­lig intet Para­doks uden jer. Og til alle jer, der end­nu ikke har bidra­get: Kom i gang!