• Print

Forord til Filosofisk-teoretisk årbog 2020-2021


27. august 2021

Udgivelsen af den­ne årbog mar­ke­rer Paradoks’ 1‑års fød­sels­dag, og der­for til­la­der vi os at bru­ge det­te for­ord til at dvæ­le lidt ved tids­skrif­tets anled­ning, til­bli­vel­se og før­ste leve­år, mens det sta­dig står friskt i hukom­mel­sen.

De før­ste spæ­de tan­ker om Paradoks blev til i for­å­ret 2019. På det tids­punkt hav­de pro­jek­tet ikke noget navn, men fle­re af de bæren­de prin­cip­per for, hvad det skul­le bli­ve, var alle­re­de den­gang på plads. Først og frem­mest gik vi rundt med en for­nem­mel­se af, at der mang­le­de noget i den dan­ske, intel­lek­tu­el­le offent­lig­hed: en plat­form for tan­ker og ide­er af filo­so­fisk og anden teo­re­tisk karak­ter, som ikke hav­de en form, der gjor­de dem udgi­vel­ses­eg­ne­de i de insti­tu­tio­na­li­se­re­de tids­skrif­ter, men som alli­ge­vel hav­de en gnist, der for­bød dem et liv i skri­ve­bord­s­skuf­fen. Vores udgangs­punkt var, at selv­om peer-reviewing, strin­gen­te argu­men­ter og foku­se­re­de artik­ler uden eks­kur­ser og sidespring kan være nød­ven­di­ge ram­mer for et klas­sisk, fremadskri­den­de forsk­nings­i­de­al, kan sådan­ne ram­mer ofte også tage noget af pusten og spon­ta­ni­te­ten fra tænk­nin­gen. Det er net­op para­doksalt, at meget af den filo­so­fi, som læses i under­vis­nin­gen og anven­des i forsk­nin­gen, fak­tisk ikke vil­le kun­ne udgi­ves som rede­lig forsk­ning eller afle­ve­res som en skri­veø­vel­se på de dan­ske uni­ver­si­te­ter i dag. Wittgensteins Tractatus som ph.d.-projekt? Hegels Fænomenologi som grund­bog i viden­sk­ab­ste­o­ri? Simone Weils “Personen og det hel­li­ge” som forsk­nings­ar­ti­kel? Aldrig i livet. Alligevel kan man om ingen af de nævn­te tek­ster sige, at de ikke er filo­so­fi eller eksemp­ler på tænk­ning. Vi for­ven­te­de ikke den­gang, og vi for­ven­ter hel­ler ikke i dag, at den nye Hegel, Wittgenstein eller Weil vil­le bry­de igen­nem i Paradoks – men vi vil­le i det mind­ste sør­ge for, at mulig­he­den var der.

En anden anled­ning til Paradoks var en empi­risk obser­va­tion: Hvert år uddan­ner vi enor­me mæng­der af filo­so­fi- og teo­rikyn­di­ge – både fra sel­ve filo­so­fi­fa­get og fra de teo­re­ti­ske spe­ci­a­li­se­rin­ger på de øvri­ge uddan­nel­ser, især de æste­ti­ske og sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge fag. Dertil kom­mer et ukendt antal filo­so­fisk obser­van­te “læg­folk”. De køber de over­sæt­tel­ser af filo­so­fi­ske pri­mær­vær­ker, som hele tiden pib­ler frem fra dan­ske niche­for­lag; de går til det væld af fored­rag, aftensko­ler og filo­so­fi­ske arran­ge­men­ter, som – i hvert fald før en pan­de­mi skyl­le­de ind over ver­den – fandt sted snart sagt hver uge i diver­se kul­tur­hu­se; de dis­ku­te­rer filo­so­fi på soci­a­le medi­er og på til­rø­ge­de værts­hu­se; og de er en stor del af årsa­gen til, at det læn­ge har været nem­me­re at skaf­fe en nyre på det sor­te mar­ked end at få fat i et eksem­plar af Tusind pla­teau­er på dansk. Der er ingen ph.d.’er til alle dis­se men­ne­sker, ingen frem­tid i aca­de­mia, så læn­ge forsk­nin­gen pri­o­ri­te­res, som den gør her til lands. Men den kri­ti­ske mas­se fin­des, og den læser, og den taler, og den tæn­ker – men den skri­ver ikke rig­tigt noget, i hvert fald ikke til offent­lig­he­den. Der måt­te være et poten­ti­a­le her, tænk­te vi, til at få enga­ge­ret alle dis­se men­ne­sker skrift­ligt. Om det så helt er lyk­ke­des end­nu, er ikke sik­kert, men mon ikke vi kan nå der­til en dag.

I okto­ber 2019, på en mørk bar på Nørrebro i København, fandt en grup­pe men­ne­sker der­for sam­men, hvis medi­anka­rak­te­ri­sti­kum nok var “nyud­klæk­ket cand.mag., der søger at hol­de sig filo­so­fisk til ilden efter endt uddan­nel­se”, og så var vi mere eller min­dre i gang. De næste man­ge måne­der gik med at hver­ve artik­ler og kon­tak­ter i det filo­so­fi­ske mil­jø, udvik­le hjem­mesi­de, fin­de et navn (Diatribe, lød num­mer to på listen – gud­ske­lov gik vi med Paradoks) – og under­vejs løben­de at ind­kred­se vores for­stå­el­se af, hvad Paradoks skul­le være. Det viste sig at være en svæ­re­re opga­ve end for­ven­tet at sæt­te ord på hvil­ke artik­ler, vi vil­le brin­ge: Jo, det var noget med, at vi vil­le brin­ge min­dre strin­gen­te og mere essayi­sti­ske artik­ler end de aka­de­mi­ske tids­skrif­ter – men vi vil­le ikke ind­by­de ube­hjælp­som­me sko­lesti­le om ulyk­ke­lig kær­lig­hed og til­væ­rel­sens tom­hed. Artiklerne skul­le ikke nød­ven­dig­vis være argu­men­te­ren­de i tra­di­tio­nel for­stand, men de skul­le udtryk­ke en inter­es­sant idé hos for­fat­te­ren. En af vores arbejds­for­mu­le­rin­ger lød, at uan­set om en arti­kel angik den her­sken­de ver­den­sor­den eller et kom­ma i Platons Staten, skul­le enhver arti­kel vil­le et eller andet, sæt­te noget på spil. En anden lød, at vi vil­le udgi­ve det, der var for høj­pan­det til Information og for pole­misk til Slagmark.

Produktet af redak­tio­nens man­ge snak­ke om for­ma­tet blev vores for­målstekst, et slags mani­fest over, hvad Paradoks skul­le være – skre­vet før vi fand­tes, men for­mu­le­ret i nutid:

Paradoks er et onli­ne tids­skrift for filo­so­fi og teo­ri. Formålet er at kata­ly­se­re den filo­so­fi­ske debat og idé­ud­vik­ling i Danmark og mind­ske afstan­den mel­lem uni­ver­si­te­tets pro­fes­sio­nel­le filo­so­fi og den, der fore­går uden for mure­ne. Paradoks er et udog­ma­tisk forum for filo­so­fi og teo­ri, der opfor­drer til at arbej­de på tværs af fag­li­ge tra­di­tio­ner, og som afvi­ser, at filo­so­fi ude­luk­ken­de kan bedri­ves på uni­ver­si­te­ter og i aka­de­mi­ske fag­tids­skrif­ter.

Tidsskriftet Paradoks udfyl­der et tom­rum i Danmark. Det adskil­ler sig fra andre fag­fi­lo­so­fi­ske tids­skrif­ter ved sin mang­fol­dig­hed af arti­kel­for­ma­ter og ved at udkom­me fort­lø­ben­de og onli­ne. Samtidig adskil­ler Paradoks sig fra for­mid­len­de popu­lær­tids­skrif­ter ved at udgi­ve ori­gi­na­le artik­ler og ved ikke at brin­ge inter­views, klum­mer og portræt­ter.

I Paradoks er rygra­den tænk­ning og filo­so­fi – ikke point­høst og pro­fes­sio­na­li­se­ring. Filosofi er en disci­plin, der skal være uaf­hæn­gig af ekster­ne for­hold som målsty­ring eller øko­no­mi­ske bund­linjer, hvil­ket læn­ge ikke har været til­fæl­det på uni­ver­si­te­ter­ne. Vi tror på, at en øget kon­takt mel­lem uni­ver­si­tetsan­sat­te filo­sof­fer, uaf­hæn­gi­ge for­ske­re og fri­tæn­ke­re kan styr­ke inter­es­sen for filo­so­fi­en og udvi­de vores for­stå­el­se af, hvad den kan og skal.

Optimistisk hav­de vi plan­lagt at gå i luf­ten i for­å­ret 2020, men helt klar var vi først midt i som­mer­fe­ri­en, så vi beslut­te­de at tage den med ro og udsky­de lan­ce­rin­gen til 27. august, hvor Hegel som bekendt kun­ne fejre 250-års fød­sels­dag. Dagen oprandt, og mod­ta­gel­sen var over­væl­den­de. Rigtig man­ge men­ne­sker (i hvert fald rela­tivt til vores snæv­re mål­grup­pe) viste deres opbak­ning på soci­a­le medi­er og slog et smut for­bi hjem­mesi­den – og også efter nyheds­vær­di­en fal­me­de, har rig­tigt man­ge sta­dig klik­ket sig ind og læst de nye udgi­vel­ser.

Vores mest læste arti­kel til dato er Andreas Beck Holms ni teser om viden­skab og poli­tik fra juni måned: en velskre­vet og skar­pt skå­ret tekst, som pas­ser ind i en gen­re­mæs­sig niche, som vi fra star­ten hav­de håbet, at Paradoks kun­ne bli­ve plat­form for. Artiklen tager udgangs­punkt i en debat, der ved dens udgi­vel­se var højak­tu­el: Folketingets angreb på forsk­nings­fri­he­den. Men som arti­kel hæver den sig over det klas­si­ske debat­ind­læg, idet den bru­ger den aktu­el­le debat som et spring­bræt til en prin­ci­pi­el dis­kus­sion om for­hol­det mel­lem viden­skab og poli­tik. I klas­si­ske peri­o­di­ske udgi­vel­ser med en udgi­vel­ses­fre­kvens på 1–4 num­re pr. år kan man glem­me alt om den slags aktu­a­li­tet – og man kan glem­me alt om en leven­de debat, hvor artik­ler sva­rer på eller kri­ti­se­rer andre artik­ler. Det var også poten­ti­a­let til en sådan leven­de debat, der hur­tigt afgjor­de, at Paradoks skul­le udkom­me onli­ne, ikke trykt, og at vi i øvrigt skul­le lade artik­ler­ne udkom­me dryp­vist, i takt med de blev skre­vet, frem for i stak­ke med faste inter­val­ler.

Der er som bekendt en lang tra­di­tion for kri­tik i filo­so­fi­en, og med et løben­de onli­ne­for­mat tænk­te vi, at den­ne tra­di­tion vil­le kun­ne nå et hidtil uset poten­ti­a­le. Vi hav­de drømt om hef­ti­ge pole­mi­k­ker og høj­pan­de­de tira­der i tra­di­tio­nen fra Marx og Nietzsche og om civi­li­se­ret haber­ma­si­ansk dia­log – men da det kom til styk­ket, lod den “leven­de debat” ven­te på sig. Ikke at der ikke var artik­ler, der skab­te debat, for det gjor­de fle­re af dem; men den debat, der var, fandt sted i kom­men­tar­fel­ter­ne på soci­a­le medi­er frem for at for­plan­te sig i form af nye artik­ler. Derfor beslut­te­de vi os for at give udvik­lin­gen et skub: Vi igang­s­at­te “filo­so­fista­fet­ten”, som den­ne som­mer har sat fokus på spørgs­må­let om filo­so­fi­ens død og har som bæren­de regel, at ethvert bidrag skal ind­dra­ge et tid­li­ge­re bidrag i sta­fet­ten. En for­ce­ret dia­log, måske, men et for­søg, og et for­søg, som har fun­ge­ret så godt, at vi bestemt vil fort­sæt­te med at eks­pe­ri­men­te­re med for­ma­ter for enga­ge­ret filo­so­fisk debat i frem­ti­den.

Et år efter lan­ce­rin­gen ser alting egent­lig meget lyst ud: 38 artik­ler skre­vet af 33 for­skel­li­ge for­fat­te­re er røget igen­nem maski­nen! En af ulem­per­ne ved at udkom­me onli­ne er, at man let mister det­te over­blik: En arti­kel mod­ta­ges, redi­ge­res, udgi­ves, og så er man vide­re igen. Her kom­mer nær­væ­ren­de årbog ind i bil­le­det, for selv­om den bare er en PDF-fil (hvem der bare hav­de pen­ge til tryk!), er det som om, den i høje­re grad er “noget”, end en arti­kel på en hjem­mesi­de: Den er låst for redi­ge­ring, den kan prin­tes og stil­les på hyl­den, den kan gem­mes som fil og beva­res decen­tralt og i man­ge eksem­pla­rer – og vig­tigst af alt præ­sen­te­rer den alle de artik­ler, vi har udgi­vet, som en sam­let anto­lo­gi, et pro­dukt fra året der gik. Nu kan man sige: “Det var, hvad der blev skre­vet det år”.

Som afslut­ten­de bemærk­ning er der bare at sige: Tak til alle, der læser Paradoks – og som liker og deler på de soci­a­le medi­er, som i prak­sis er ble­vet redak­tio­nens vin­due ud til jer læse­re. Mere fyl­dest­gø­ren­de kri­tik, ros, gode for­slag til for­bed­rin­ger og andet mod­ta­ges i øvrigt altid glæ­de­ligt på e‑mail. Også tak til alle, der har skre­vet artik­ler, for der var selv­føl­ge­lig intet Paradoks uden jer. Og til alle jer, der end­nu ikke har bidra­get: Kom i gang!