I Kritik af den rene fornuft (Kritik der reinen Vernunft, KrV) leverer Kant en gennemgribende kritik af, hvad der i dag ofte bliver kaldt empiristiske og rationalistiske positioner. Kant og hans samtid foretrak at tale om realisme versus idealisme, så denne nutidige sprogbrug er anakronistisk. Men indledningsvis kan den tjene til at præsentere Kants forehavende: Mod en empirisme insisterer Kant på, at enhver erfaringserkendelse forudsætter forstandens brug af begreber, som ikke er hentet fra erfaringen. Mod en rationalisme, at vi, selv med vore forstandsbegreber, ikke har adgang til en verden af ting i sig selv. Forstandsbegreberne kan kun give mening i deres sammenhæng med sansningen. Dermed bliver Kritikken af den rene fornuft også en påpegning af erfaringserkendelsens grænser.
Artiklen her handler om Kants analyse af erfaringens konstitutive betingelser og om, hvordan den tillod ham at hæve sig over de sædvanlige partiske positioner. I en efterfølgende artikel vil jeg præsentere hans tanker om, at den menneskelige fornuft – trods erfaringserkendelsens grænser – vedblivende har som opgave at beskæftige sig med det ubetingede.
Første udgave af KrV (A) udkom i 1781, mens andenudgaven (B) udkom i 1787.1Referencer til KrV i teksten henviser til sidetallene i disse to forskellige udgaver. Kants bog, Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik, die als Wissenschaft wird auftreten können (“Indledende bemærkninger til enhver fremtidig metafysik, der vil kunne optræde som videnskab”) (1783), citeres efter … Continue reading
Et sted i Kritik af den rene fornuft standser Immanuel Kant op og siger til sin læser: “Vi har nu ikke alene gennemrejst den rene forstands land og taget hver del deraf i omhyggeligt øjesyn, men også opmålt det og bestemt hver tings sted på det. Men dette land er en ø, og indesluttet i uforanderlige grænser af naturen selv. Det er Sandhedens Land (et forjættende navn), omgivet af et vidtstrakt og stormfuldt ocean, det egentlige sæde for skinnet, hvor mangen en tågebanke og snart bortsmeltende is lyver om nye lande, og idet det med falske forhåbninger uophørligt narrer den søfarende, der sværmer rundt for at gøre opdagelser, vikler det ham ind i eventyr, som han aldrig kan afholde sig fra, og som han dog heller aldrig kan fuldføre” (B 294 f.).
Kant betragter omhyggelig kortlægning som en vigtig del af sit arbejde. Det fremgår flere steder. For eksempel sammenfatter han i 1783 i bogen Prolegomena, der var fremprovokeret af de kritiske kommentarer og misforståelser, som anmeldelserne af Kritik af den rene fornuft indeholdt, følgende om sin kortlægning (for tydelighedens skyld har jeg inddelt citatet i nogle punkter):
“For at den [dvs. metafysikken] nu kan gøre krav på at være videnskab, ikke blot ved bedragerisk overtalelse, men gennem indsigt og overbevisning, så må en kritik af fornuften selv fremlægge følgende i et fuldstændigt system: [1] hele forrådet af a priori begreber, [2] inddelingen af samme efter de forskellige kilder: Sansningen, forstanden og fornuften, [3] endvidere en fuldstændig tavle over samme, samt differentieringen af alle disse begreber og alt hvad der kan udledes af dem, [4] men derpå fortrinsvis påvise muligheden af den syntetiske erkendelse a priori i kraft af en deduktion af disse begreber, [5] grundsætningerne for deres brug, [6] og endelig grænserne for denne” (Ak. IV, 365).
Dette er kortet over “sandhedens land”. Men hvad betyder her a priori, og hvad dækker Kants tale om a priori begreber og deres inddeling efter forskellige kilder?
A priori betegner hos Kant noget, der er en forudsætning for erfaringen og betingelsesmæssigt går forud for erfaringen. Helt bogstaveligt betyder vendingen: “fra det tidligere”. Modsat noget, som er a posteriori, hvilket betyder: “fra det efterfølgende”. Hos Kant betegnes ved sidstnævnte noget, som følger af og afhænger af erfaringen. Når Kant taler om sit metodiske arbejde med at undersøge erfaringens aprioriske betingelser, benævner han sin fremgangsmåde som transcendental. En syntetisk a priori erkendelse er en erkendelse, der er a priori gyldig, men som forudsætter et samvirke mellem forstandens begreber og evnen til anskuelse, hvorved der føjes noget til begrebet, som ikke ligger implicit i dette, og som derfor ikke kan udfindes gennem analyse af begreber alene. At belyse dette samvirke og dets betydning er KrV’s primære anliggende.
Kants påstand i Prolegomena-citatet er således, at vi mennesker besidder et forråd af forestillinger, som ikke er hentet fra erfaringen, men som er aprioriske. Hvis vi ser nærmere til, og relaterer disse til deres forskellige kilder, viser det sig hos Kant i KrV, at han differentierer mellem tre slags aprioriske forestillinger, som han der behandler i et hovedafsnit, han kalder “Transcendental elementarlære”. Disse tre typer forestillinger kan ikke reduceres til hinanden – de har forskellige kilder og også forskellige funktioner:
- To anskuelsesformer, nemlig rum og tid, som er karakteristiske for vores sansningsevne og dens mulighed for at modtage indtryk. Disse behandles af Kant i en del, som han kalder “Den transcendentale æstetik” – ‘æstetik’ i betydningen: sanselære.
- Desuden tolv kategorier, der udtrykker kvantiteter (enhed, flerhed, totalitet), kvaliteter (realitet, negation, begrænsning), relationer (substans, årsag, vekselvirkning), og modaliteter (mulighed, virkelighed, nødvendighed). Kategorierne er relateret til forstandens sammenknytning af indtryk. De er i egentlig betydning begreber. Disse behandles af Kant i en del, som han kalder “Den transcendentale analytik”.
- Endelig opregner Kant tre ideer, som er relateret til fornuften og vores tænkning, og som under etiketter som “sjælen”, “verden” og “Gud” udtrykker fjerne mål, vi stræber imod, men som også bringer os ud på “tågehavets” misforståelige, dybe vand. Disse behandles af Kant i en del, som han kalder “Den transcendentale dialektik”.
Efter disse tre dele fra den “transcendentale elementarlære” følger i værkets disposition et nyt hovedafsnit om “transcendental metodelære”. Det vil vi her forbigå, skønt det er relevant for en forståelse af, hvordan Kant generelt opfatter det filosofiske håndværk og dets argumentationsmuligheder.
Anskuelsesformerne og sansningen
Kants skelnen mellem anskuelsesformerne rum og tid på den ene side og forstandens kategorier på den anden side er en af de vigtigste innovationer i Kritik der reinen Vernunft. Tidligere tyske tænkere havde set forskellen som en gradsforskel – anskuelser rubricerede man som mindre klare forestillinger end begreber, uden nogen egentlig principiel eller herkomstmæssig forskel. Men Kant peger i stedet på en grundlæggende forskel: Rum og tid indeholder dele af rummet og dele af tiden i sig – altså en helhed-del relation. Begreber derimod indgår i et logisk hierarki af over- og underbegreber. Fx er et individuelt æble ikke indeholdt i, men falder under artsbegrebet ‘æble’. Rum og tid er former, men de er, når man ser nærmere til, ikke begreber. De kan ikke udvikles diskursivt, men må anskues intuitivt. Ligeledes har de en helt anden funktion i den menneskelige erkendelse.
Det er en fundamental doktrin hos Kant, at mennesket kun kan have indtryk i kraft af sine sanser. Af disse nævner han ikke de sædvanlige fem: syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Derimod reducerer han dem til to – den ydre sans og den indre sans. Alt hvad der kan være givet for os som en genstand, der står i rumlige relationer, er givet i kraft af den ydre sans. Alt hvad der kan være givet for os som noget, der står i tidslige relationer, er givet os i kraft af den indre sans. Der er her en skævhed, for ikke alle indtryk er af noget rumligt, mens simpelthen alle indtryk forekommer i tid.
Nu er det at opfatte rum og tid som anskuelsesformer, dvs. som former knyttet til vor anskuelse, ikke nogen selvfølgelighed. Man kunne i stedet opfatte dem som former knyttet til ting, begivenheder og processer, en variant man finder hos John Locke. Eller som relationer mellem ting, hvilket var Leibniz’ forståelse. Så hvorfor er det Kant magtpåliggende, at det går den anden vej rundt? Kants svar til Locke er, at vi ikke ad induktiv vej kan vide os sikre på, at enhver ting, som vi har som genstand, nødvendigvis må være givet i tid og for de ydre genstandes vedkommende også i rum, med mindre netop dette følger af, at dette er den eneste måde, hvorpå en genstand kan være givet for os. Til Leibniz er svaret desuden, at vi ikke gennem begrebslige differentieringer kan forklare den rumlige anskuelses differentieringer, fx mellem højre og venstre.
Rum og tid er altså ikke abstraheret fra eller på anden måde afhængige af de genstande, vi sanser som værende udstrakte i rum og tid. Ifølge Kant har rum og tid imidlertid heller ikke absolut eksistens, sådan som det blev antaget af Newton. De er ikke en slags tre- eller fir-dimensional kasse, som verden og mennesker så at sige udspiller sig i.
Rummet og tiden er derimod former, uden hvilke vi ikke ville kunne forestille os disse genstande givne. Rum og tid er aprioriske forudsætninger for enhver indholdsmæssig tilsynekomst af ting, begivenheder og processer.
De går som strengt almene og nødvendigvis gældende former forud for enhver mulig erfaring.
At de kun er anskuelsesformer knyttet til den menneskelige mulighed for sansende at modtage indtryk, har to konsekvenser: (1) De er de former, i hvilke mennesker kan modtage indtryk. Altså må enhver fremtrædelse for os følge disse former. (2) Derimod har vi ingen ret til at antage, at ting i sig selv er rumlige eller tidslige. Kant finder, at der herved er draget en grænse for vor receptive evne, sanseligheden (B 56).
Allerede siden begyndelsen af 1770’erne – og nok mest markant formuleret i et brev fra Kant til Marcus Herz 21. februar 1772 – har dette været et kernespørgsmål. I brevet skriver Kant: “Hvad er grunden til, at det i os, som man kalder forestillinger, relateres til genstanden?” Kant antyder videre i brevet, at det, der foruroliger ham, ikke er relationen mellem empiriske begreber og genstande, men netop hvordan aprioriske begreber, der ikke kan hidrøre fra erfaringen, kan være relateret til genstande. Hvorfor må genstande nødvendigvis stemme overens med begreber, som forstanden selv har lavet a priori?
Kant løste altså dette problem ved at spørge, hvordan vi mennesker anskuer – og ved her drage en grænse mellem fremtrædelser og ting i sig selv. Vi skaber ikke genstandene, idet vi sanser – de træder frem for os i sansningen. Kant bruger et særligt ord for dette, nemlig at genstande afficerer os. De giver os indtryk. Vi har derimod ikke en sansemæssig eller teoretisk adgang til ting i sig selv, bag om genstandes fremtrædelse for os.
Kants forsigtighed på dette punkt har imidlertid, lige siden Kritik der reinen Vernunft udkom, givet anledning til megen diskussion og kritik: Indfører Kant en slags utilgængelig verden af ting i sig selv, og antager han, at disse forårsager de indtryk, vi har? Er de fænomener, som fremtræder for os som genstande, kun en afspejling af en mere “virkelig” verden af ting i sig selv? Hvad skal der overhovedet menes med ting i sig selv? Vi kan ikke opfatte dem som genstande i rum og tid. Vi kan ikke sige noget om deres kvalitative beskaffenhed. Vi kan ikke opfatte dem som substanser. Vi kan ikke forstå dem som årsager. Ja, vi kan end ikke forudsætte, at logikkens love gælder for dem. Kant argumenterer, især i Prolegomena og i andenudgaven af Kritik der reinen Vernunft, for, at disse spørgsmål er udtryk for misforståelser. Alligevel har de været med til at præge hans virkningshistorie.
Kategorierne og forstanden
Forstanden er ifølge Kant en aktiv evne til at fælde domme. Hvilke begreber, der skal kaldes kategorier, har Kant søgt at indkredse på basis af en i datiden gængs typeinddeling af logiske domsformer. Kants 12 kategorier er bestemte måder, hvorpå den menneskelige forstand kan sammenknytte indtryk. Domme sammenknytter subjektive sanseindtryk, mens kategorier beskriver ting og begivenheder objektivt – dvs. i hævdelser om virkeligheden, som objektivt er sande eller falske – og som kan efterprøves intersubjektivt mht. til deres kohærens med andre erfaringsdomme om samme genstande og begivenheder. Kategorierne er ikke hentet fra erfaringen, de er aprioriske; de er med til at muliggøre erfaringen. Derfor omtaler Kant dem også som de rene forstandsbegreber.
Det problem, som Kant i sit brev til Herz havde omtalt: at eftervise, at erfaringens ting nødvendigvis må passe sammen med kvalitative, rene forstandsbegreber til trods for disse begrebers manglende herkomst fra erfaringen, tvinger ham i KrV ud i en “deduktion af de rene forstandsbegreber”.
Ordet deduktion skal her tages i den juridiske betydning – som svar på spørgsmålet: “quid juris?”, dvs. “med hvilken ret?” Der ønskes et bevis af retten til at bruge disse aprioriske begreber i forbindelse med erfaringserkendelsen. Kant griber her til det radikale middel at opløse og siden rekonstruere begrebet “genstand” (jf. A 104). Således hævder han (B 137), med særlig brod mod David Hume, at begrebet om et objekt ikke udtømmende kan beskrives under henvisning til vor anskuelses mangfoldige, givne indtryk. Vi taler, konstaterer han, nemlig ikke om “objekter”, blot vi har givne indtryk, men kun når disse tillige er forbundet, eller rettere, forenet på en bestemt, regelbundet måde.
Kategorier hos Kant er ikke en slags “kasser” eller “rubrikker”, man sorterer i. De er snarere en form for regelbindinger eller bestemte sammenhænge. Derfor skal man ikke lede efter, om et givent fænomen falder ind under den ene eller den anden kategori. Tværtimod: et fænomen kan beskrives ved brug af alle 12 kategorier.
Eftersom denne bestemte forening, dvs. vore objekter, ikke som sådan er givet, og eftersom den evne, Kant kalder anskuelsen, qua rent receptiv ikke kan forbinde noget, hævder han, at foreningen eller sammenknytningen må hidrøre fra det “jeg”, hvis indtryk der er tale om. Dette “jeg”, af Kant kaldet den transcendentale apperception, besidder en enhed, som kommer til udtryk i logiske funktioner – med hvilke vor forstand har evne til kategorialt at forene (“syntetisere”) den givne mangfoldighed (B 154) – en mangfoldighed, hvis elementer i øvrigt kun kan analyseres under forudsætning af syntesen (B 130; B 133, anm.).
Med “apperception” menes selvbevidsthed; Kant bruger tilføjelsen “transcendental” til her at angive, at det, han betegner, ikke er en empirisk selvbevidsthed, dvs. foranderlig bevidsthed om egne tilstande, men derimod en mulighedsgrund for al empirisk bevidsthed, empirisk selvbevidsthed medregnet (jf. A 107; B 132). Om denne transcendentale selvbevidsthed udtrykker Kant sig med forsigtighed. Dét, selvbevidstheden er transcendental viden om, er ikke sit eget bevidsthedsindhold, men derimod kun syntesefunktionen, altså dét, at en forestilling knyttes sammen med andre hos et og samme jeg (B 133). Kant taler om denne selvbevidsthed som det: “Ich denke” (“jeg tænker”), der må kunne ledsage alle mine forestillinger (B 131 f.), for at noget mangfoldigt i anskuelsen overhovedet kan blive objekt for mig (B 138). Den akt, der gør objektets enhed mulig, nemlig den bestemte forbinden af forestillinger, er selv afhængig af betingelserne for jegets enhed (B 133–135).
Grundtanken i denne første del af Kants “deduktion” er således, at kategorierne, til trods for at de ikke hidrører fra nogen (sanselig/ikke-sanselig) anskuelse, har fået retfærdiggjort deres anvendelse på objekter, idet objekter ikke på forhånd er noget i anskuelsen givet; objekter er bestemte, konstituerede forbindelser af det i anskuelsen givne mangfoldige.
Vi kommer nu til den transcendentale deduktions anden del. Så langt har Kant kun talt om anvendelsen af kategorierne på den rene anskuelse, men en sådan giver ingen erkendelse (KrV, B § 22). Det er ganske vist blevet udredt, at kategorierne er mulighedsbetingelser for en hvilken som helst forbindelse af en mangfoldighed, der er givet i et eller andet medium (§ 23), men der er, så længe der ikke er taget stilling til anskuelsens art, kun i al abstrakthed tale om betingelser for et objekt overhovedet, ikke for noget bestemt objekt. Der mangler stadig en udredning af, hvordan kategorierne kan bruges til erfaring.
For Kant er det uomgængeligt, at mennesker ikke er i besiddelse af en eller anden art usanselig, intellektuel anskuelse, som kan give et sådant abstrakt forstandsobjekt, også kaldet et noumenon, en betydning (jf. A 249–253). Hermed afviser Kant, eksplicit, at vi kan have en erkendelse af tingen i sig selv, blot erkendelsen ikke er sanselig, men derimod begrebslig. Uden sansning kan vi ikke sige noget om dét noget, som det abstrakte “objekt overhovedet” er; følgelig heller ikke, hvad det er an sich! Vi lukker altså ikke op for et helt nyt felt, “gleichsam eine Welt im Geiste gedacht” (“så at sige en verden tænkt i ånden”) (A 250), men står derimod tilbage med et helt intetsigende “noget”. – I andenudgaven tydeliggør Kant denne tankegang ved at skelne mellem et positivt og et negativt noumenon: han udelukker ikke en negativ brug af begrebet noumenon som et begreb, der sætter en grænse for vor sanselighed, som indskærper os, at vi fra fænomener, dvs. genstande, som de fremtræder for os igennem sansning, ikke kan slutte til en bestemt beskaffenhed ved tingen i sig selv. Derimod afviser han en positiv betydning, nemlig dén, at vi ville kunne inddele verden i en sanse- og en forstandsverden, nemlig i genstande, som er henholdsvis phaenomena og noumena: De sidste kan, med deres rent negative betydning, slet ikke udgives for at være objektivt gyldige (B 307–311) – en af de pointer, som hurtig blev glemt i diskussionen af Kants bidrag og opfattelse af “tingen i sig selv”.
I den transcendentale deduktion fører denne tankegang Kant til at tage endnu et problem under behandling: For den menneskelige erkendelses vedkommende kan vi efter hans opfattelse ikke nøjes med ubestemt at tale om kategoriernes anvendelse på anskuelsen (den være sansemæssig, eller, som andre tænkere har ment, intellektuel, u‑sanselig). Ifølge Kant må det slås fast, at den specifikt menneskelige anskuelse altid kun er sansemæssig, og at kategorierne kun kan give os mulighed for en erkendelse i samspil med vor empiriske anskuelse, der a priori er formet i tid og rum. – Men det afføder er et nyt spørgsmål: hvordan må dette samspil tænkes at foregå?
Kant betragter nemlig anskuelsesformerne som helt passive former ved det menneskelige subjekt, og i dén henseende som heterogene i forhold til forstandsbegreberne, altså “kategorierne”, som er udtryk for subjektet som aktivt – og det rejser for ham problemet, hvordan kategorierne overhovedet kan bringes i forbindelse med anskuelsesformerne, tid og rum. Til løsning heraf antager han besiddelsen af dét, han kalder en “produktiv indbildningskraft”. Herved forstår han ikke en “reproduktiv”, psykologisk evne til at associere allerede givne forestillinger, men derimod en apriorisk evne, som kan varetage dén transcendentale funktion: forud for, eller som han siger (B 151), “uden genstandens præsens i anskuelsen” at formidle en kohærens mellem de to slags former, forstandens og den sansemæssige anskuelses.
Denne syntese, som den produktive indbildningskraft leverer, betragter han som grundlæggende for al videre brug af kategorierne i den menneskelige erkendelse (B 152). Han tillægger nemlig indbildningskraften dén evne at kunne bestemme den indre sans’ form, nemlig tiden, på en måde som svarer til kategorierne (B § 24), dvs. at den ellers ubestemt-mangfoldige tid, alt efter om den bestemmes af kategorier af kvantitativ, kvalitativ, relationel eller modal art, bestemmes som tidsrække, tidsindhold, tidsordning eller tidsindbegreb i henseende til enhver mulig genstand (B 184 f.). – Der er her tale om dét, Kant kalder “skemata”.
Virkningen af denne “skematisering” er imidlertid dobbelt: Der er ikke blot tale om, at tiden bestemmes, men også om, at først ved skematiseringen får kategorierne, der ellers kun står for helt abstrakte logiske funktioner, en for os mennesker håndgribelig betydning (B 185 f.; jf. A 244 f. & B 306). Kant forklarer (B 179), at brugen af kategorierne gennem en regel, som indbildningskraften foreskriver, “restringeres” til dén at finde anvendelse i erfaringen, dvs. begrænses på nogle betingelser, som ikke hidrører fra forstanden selv, men derimod fra anskuelsen (B 186).
Hvad Kants “deduktion” angår, er konsekvensen af, at den indre sans’ bestemte form hidrører fra kategorierne, at simpelthen alt, som i tid og rum kan fremtræde for os, er bestemt af kategorierne. Det betyder, hvis man ser tilbage i KrV, at tiden som anskuelsesform i Den transcendentale æstetiks snævrere kontekst kun ubestemt har haft at gøre med samtidighed og succession, altså uden at give disse en bestemt mening.
Hertil sætter Kant, at tid og rum ikke blot optræder som den sansemæssige anskuelses aprioriske former, men tillige selv som bestemte, ordnede, enhedslige anskuelser (nemlig som karakteriseret ved bestemte geometriske og kronometriske egenskaber), i hvilke alt det mangfoldige, der optræder i dem, indbyrdes står i bestemte tidslige og rumlige forhold.2Dette kan ses som en rekonstruktion hos Kant af Newtons absolutte rum og tid, og også som grundlaget for Kants opfattelse af geometri og aritmetik og deres anvendelighed på virkeligheden, vi erfarer. Herigennem er kategorierne ikke blot mulighedsbetingelser for enkeltstående sanseobjekter, men også for alle de bestemte indbyrdes relationer i tid og rum, hvormed de i vor erfaring er givet i sammenhæng med andre (B 159–161).
Det implicerer dét almene resultat af Kants transcendentale deduktion, at naturen, forstået som indbegrebet af alle fremtrædelser, af kategorierne foreskrives almene love (B 163). Hvad angår de partikulære naturlove, hvis opdagelse beror på empirisk forskning, fordi de angår empirisk bestemte fænomener, gælder dog, at de ikke kan udledes deduktivt alene ud fra de transcendentale betingelser for erfaringens mulighed, som de er underkastet (B 165).
Grundsætningerne
Dé almene love for den erfarbare natur, som de skematiserede kategorier foreskriver, udtrykker Kant i et system af grundsætninger; efter kategoriernes arter inddelt i: (1) “anskuelsens aksiomer”, (2) “perceptionens anticipationer”, (3) “erfaringens analogier” og (4) “generelle postulater for den empiriske tænkning”.
- Anskuelsens aksiomer siger, at det er en konsekvens af, at fremtrædelser nødvendigvis anskues i tid og rum, at de er “udstrakte størrelser”; dvs. de kan beskrives matematisk (B 206).
- Perceptionens anticipationer siger, at alt, hvad der foreligger for sanserne som noget virkeligt, har en grad, eller “intensiv størrelse”, angående hvilken vi har ret til a priori at anticipere, at den mellem to iagttagelser kun kan aftage eller tiltage kontinuerligt (B 210). Selv, når der er tale om en enkeltstående sanseiagttagelse, beror den på en syntetisering af den indre sans, som svarer til en jævn stigning fra nul til den bestemte, givne grad (B 217 f.).
- Erfaringens analogier siger, at vi, når det drejer sig om at erfare tidsligt bestemte forhold mellem en flerhed af fænomener, (a) kun kan konstatere vedvaren og forandring, fordi fænomenerne objektivt fremtræder for os ordnet som uforanderlige substanser, ved hvilke accidenserne skifter (B 226 f.); (b) kun kan erkende en bestemt tidslig succession, fordi fænomenerne objektivt fremtræder for os ordnet, så der irreversibelt må skelnes mellem årsager og følgevirkninger og dermed mellem “før” og “efter” (B 232 ff.);3Modsat Hume, som havde udledt årsag og virkning ud fra før og efter. og (c) kun kan betragte rumligt fremtrædende fænomener som samtidige, når de for os er ordnet sådan, at de kan interagere reciprokt (B 257 f.).
- De generelle postulater for den empiriske tænkning siger, at på baggrund af betingelserne for erfaringens mulighed kan det postuleres: (a) at for os er kun det, der passer sammen med erfaringens alment formale betingelser (dvs. anskuelses- og forstandsformerne), muligt som objekt. (b) Det, der står i sammenhæng med faktisk foreliggende sansninger (erfaringens materiale betingelser), er virkeligt som objekt. (c) Det, der er knyttet sammen med det virkelige på de måder, som erfaringens almene betingelser bestemmer, er objektivt nødvendigt (B 265 f.).4Som altid i KrV går Kant hinsides den klassiske logik, når begreberne skal handle om noget virkeligt. En rent logisk opfattelse af modalitet, fx hos Christian Wolff, byggede på modsigelsesprincippet. Wolff forstod det mulige som det, der ikke indeholder en selvmodsigelse. Det nødvendige som det, hvis negation … Continue reading
Det filosofihistorisk nyskabende ved alle disse grundsætninger er, at Kant aldrig søger at legitimere brugen af sine kvantitative eller kvalitative “matematiske” og sine relationelle eller modale “dynamiske” begreber på erfaringens genstande ved at henvise til måder, hvorpå de skulle have borgerret i erfaringen grundet den og den herkomst fra fænomener, som kan udpeges – men ved omvendt at vise dem som betingelser for en erfaring, i hvilken der overhovedet kan udpeges bestemte fænomener. Sagt på en lidt anden måde får Kants lære om grundsætningerne disse til at fremstå i et fast system af betingelser for en sammenhængende erfaring.
Det er også nyt, at Kant bruger nogle af sine grundsætninger, nemlig erfaringens analogier, til at forklare objektivitet, nemlig hvordan vi skelner mellem vore oplevelser (som subjektive) og den genstand (objektet), som disse oplevelser er oplevelser af. Vi skelner, når oplevelsernes orden er bestemt, sådan, at vor apprehension (den tidslige stillen de mangfoldige perceptioner sammen) er bundet til den bestemte orden, at en perception A med nødvendighed går forud for en anden perception B, og ikke omvendt. At det er tilfældet, kan ikke ligge i apprehensionen selv, men må skyldes et forstandsbegreb. Det er altså forstandsbegrebernes bestemmen apprehensionen, som får os til at skelne mellem de subjektive indtryk, dvs. vore oplevelser, som altid er successive, men på en ubestemt måde, og objektet, der er bundet til en regelstyret succession. Et hus fx oplever vi altid successivt, men huset selv, som beharrlich (vedvarende substans) er regelbundet.
En hændelse, der optræder i erfaringens objektive kontekst, er forbundet med andre hændelser, som vi uvilkårligt spørger til: hvilken forandring skete ved hvilken genstand, hvad var årsagen, var der en sammenhæng med andre samtidige hændelser? Vi kan i erfaringen ikke se bort fra, at der er tale om noget, som nogen er bevidst om. Men vi kan se bort fra, at det lige er mig, som oplever dette eller hint. Oplevelsen er subjektiv, men erfaringen er intersubjektiv og objektiv – sandhedsværdien af og kohærensen mellem dens hævdelser kan undersøges af alle; de gælder ikke kun for mig.
I denne første artikel om Kants Kritik af den rene fornuft undersøgte vi hans opfattelse af “sandhedens land” og hvordan han gennem sin redegørelse for betingelserne for erfaringserkendelse mener at kunne løfte sig op over de stridende filosofiske partier: Kant er på én gang “empirisk realist” og “transcendental idealist”. Det første, fordi netop hans tilgang forklarer, hvorfor vi kan have en objektiv erkendelse. Det sidste, fordi han ved at pege på de aprioriske betingelser, der gør denne objektive erkendelse almengyldig og nødvendig, samtidig må give afkald på at kunne erfare noget om “tingen i sig selv”. I en efterfølgende artikel vil vi følge hans sejlads ind i det “tågehav”, hvor vi drevet af vort menneskelige væsen stræber mod det ubetingede. Vi vil på den måde få at se, at Kants tænkning i Kritikken af den rene fornuft – ud over det meget teknisk-teoretiske indhold – er en filosofi om mennesket, dets erkendelse – og dets opgaver.
| 1. | Referencer til KrV i teksten henviser til sidetallene i disse to forskellige udgaver. Kants bog, Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik, die als Wissenschaft wird auftreten können (“Indledende bemærkninger til enhver fremtidig metafysik, der vil kunne optræde som videnskab”) (1783), citeres efter Akademiudgaven (Ak.), bind IV. |
| 2. | Dette kan ses som en rekonstruktion hos Kant af Newtons absolutte rum og tid, og også som grundlaget for Kants opfattelse af geometri og aritmetik og deres anvendelighed på virkeligheden, vi erfarer. |
| 3. | Modsat Hume, som havde udledt årsag og virkning ud fra før og efter. |
| 4. | Som altid i KrV går Kant hinsides den klassiske logik, når begreberne skal handle om noget virkeligt. En rent logisk opfattelse af modalitet, fx hos Christian Wolff, byggede på modsigelsesprincippet. Wolff forstod det mulige som det, der ikke indeholder en selvmodsigelse. Det nødvendige som det, hvis negation implicerer en kontradiktion, og det tilfældige som det, hvis modsætning er lige så mulig, som det selv er. Alt, hvad der er muligt, er en ting, om end kun en indbildt. Hvad der hverken er, eller er muligt, er intet. |