Da jeg læste Nan Shepherds The Living Mountain (1977) for første gang, befandt jeg mig i bjergene, ikke i de skotske Cairngorm-bjerge som bogen omhandler, men i de franske Alper. Udover madpakke, vand og ekstra tøj, havde jeg bogen med i min rygsæk, så jeg kunne gøre ophold undervejs og læse. Selvom jeg ikke læste bogen i det specifikke område, den omhandler, var værket med til at åbne mine sanser og konstruere bjergene som et særligt sted for mig. Den tynde lufts indflydelse på min krops udholdenhed, den helt særlige klarhed, der kun er i højden, lyset, lydenes klang, vandringens rytme gennem min krop, bjergsidernes farvespil, perspektiverne og afstandene – alt det liv, der var der udover mig, trådte frem for mig gennem læsningen. Værket fungerede med andre ord som en slags monument – der trådte frem lige dér, i landskabet, og fik mig til at lægge mærke til, hvor jeg var. Bogen formidlede og åbnede for en oplevelse af bjergene, jeg ikke havde haft adgang til foruden.
Med litteraturen som vejviser
Værket blev udgangspunktet for en undersøgelse af, hvordan litteratur kan åbne for et særligt møde med vores konkrete, fysiske omgivelser gennem det, jeg kalder stedskabelse. At befinde sig et sted, er en særlig måde at være til stede i et landskab på. Her bruger jeg begrebet landskab som en afart af et naturbegreb, der ikke på samme måde som ordet natur rummer kultur som sin modsætning; to begreber, hvor overgangen på én gang er porøs og mudret. I stedet for at omhandle en form for essens, som begrebet natur kan gøre, refererer landskab altid også til den, der ser, fremfor blot det, der ses på. Landskabet opstår når “naturen” gøres til tableau. Det er så at sige altid en konstruktion i beskueren, en æstetisk kategori fremfor en essens.1Se eksempelvis Joachim Ritter, “Landskab: Om det æstetiskes funktion i det moderne samfund”, i Æstetiske teorier, red. Jørgen Dehs (Odense Universitetsforlag, 1995), 23–50.
Men i daglig tale er landskabet også noget, vi er i; landskabet er Mols Bjerge, det er den vestjyske hede, det er rapsmarkernes geometri. Her vil jeg lave en distinktion: I skellet mellem at nyde udsigten over et bakkedrag og at sætte sig ned på en græsplet i solen, befinder stedet sig. For at et sted bliver et sted og ikke bare et punkt, er mødet med et kropsligt og sansende subjekt helt afgørende.2Anne-Marie Mai & Dan Ringgaard, “Introduktion”, i Sted, red. Anne-Marie Maigaard & Dan Ringgaard (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2010), 9. Et sted skal mere forstås som en begivenhed fremfor en konkret ting eller placering.3Edward S. Casey, “How to Get from Space to Place in a Fairly Short Stretch of Time: Phenomenological Prolegomena”, i Senses of Place, red. Steven Feld & Keith H. Basso (Santa Fe: School of American Research Press, 1996), 26. Steder er noget, der finder sted. Stedet kan på den måde defineres som en syntese af tid, rum og subjekt. Den afgørende forskel mellem stedet og landskabet er, at betragteren ser sig selv stående udenfor landskabet, hvorimod stedet er noget, man befinder sig midt i og er omsluttet af.4Dan Ringgaard, “Sted, landskab, rum”, i Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie, nr. 57 (Vendingen mod rummet) (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2010), 69. Idet man træder ind i landskabet og ikke blot er en reserveret beskuer af en flade, men i stedet inkluderet i rumligheden – da opstår stedet.
Den centrale pointe i denne artikel er, at litteratur kan fungere som et kartografisk redskab, der kan kortlægge områder på en måde, som fremstiller og rummer steder fremfor blot landskaber. Eller, litteratur kan fungere som en anledning til stedets begivenhed. Litteraturen kan ikke kortlægge på samme måde som et geografisk kort og kan ikke nødvendigvis bruges til at finde den nemme vej fra A til B. I stedet fungerer et værk som Nan Shepherds som et kompas, der åbner kroppen mod bjerglandskabets rigdom og leder læseren på vej mod disse erfaringer.
Læsning kan åbne for nye forståelser og erfaringer af landskaber og gøre os bedre i stand til at forbinde os til det fremmede landskab – til det fremmede i landskabet – og jeg tror, at det er nødvendigt, for at kunne drage omsorg for alt det, der omgiver os. Uden at ville spænde litteraturen for en vogn, ser jeg litteraturens indflydelse på evnen til at sætte sig i forbindelse med omgivelserne og dermed danne steder som noget afgørende i vores tid, og det er den, jeg ønsker at undersøge.
Kortlægning af det virkelige
Når vi vanligvis skal have et landområde formidlet, er det kortene vi søger til. Ordet “kort” kommer af det latinske charta, der nedstammer fra det græske ord for papyrusblad, khártēs; det medium, hvorpå man nedfældede informationer. Der er på den måde en betydningsmæssigt oldgammel, men også meget konkret og materiel sammenhæng mellem kort og litteratur. Kort har med moderne teknologi udviklet sig til at være et eksempel på det mest objektive, jeg kan forestille mig: GPS (Global Positioning System), der med satellitbilleder fra oven muliggør præcise placeringer, anvisninger og overblik over et givent landområde, materialiseret i eksempelvis Google Maps, der gør det muligt at gå fra det store overblik og med Street View-funktionen dumpe ned i landskabet (for så vidt Googles’ bil altså har kørt det pågældende sted). Et værktøj, der nærmest er manifestationen af det, Donna Haraway kalder “gudetricket med at se alt fra intetsteds”.5Donna Haraway, Situeret viden: Videnskabsspørgsmålet i feminismen og det partielle perspektivs forrang (Forlaget Mindspace, 2018), 34. Men denne forestilling om kortets absolutte objektivitet er illusorisk, og teknologiens udvikling er ikke lig en mere og mere objektiv kortlægning – kun en højere grad af præcision inden for et særligt kortlægningsparadigme.6John B. Harley, “Deconstructing the map”, i Classics in Cartography: Reflections on Influential Articles from Cartographica, red. Martin Dodge (John Wiley & Sons, 2011), 277 og 284f. Et kort kan aldrig gengive verden 1:1. For at være relevant, må kortet filtrere, sortere og organisere virkeligheden således, at noget træder frem fremfor noget andet. Kort har derfor et andet grundlæggende slægtsskab med litteratur, nemlig spørgsmålet om, hvordan forholdet mellem virkelighed og repræsentation skal forvaltes.7James Corner, “The Agency of Mapping: Speculation, Critique and Invention”, i Mappings, red. Denis Cosgrove (London: Reaktion Books, 1999), 221f. Begge kan være fremstillinger, der synliggør virkelighedens potentialer på nye og alternative måder.
Bjergområder er måske i særlig grad landskaber underlagt en særlig type kulturelle forestillinger. De er på mange måder arketypen på den sublime natur, symboler på naturens kræfter, noget majestætisk og ophøjet – med bjergbestigningen som menneskets absolutte bemægtigelse af naturen (et klassisk eksempel er det romantiske maleri Vandreren over tågehavet af Caspar David Friedrich fra 1818). Dette er forestillinger, der rummer en erobringslogik over for landområder, som The Living Mountain gør op med: I værket er bjergene ikke enkeltstående spidser men kæder, et plateau, et rum og et selskab, man er i, og en sindstilstand for fortælleren. På den måde omstrukturerer værket en særlig forestilling, der ellers traditionelt set er knyttet til bjerglandskabet. Bjergområder er besværlige at færdes i, golde og øde og fattige på bebyggelser sammenlignet med de omkringliggende dale, og de kan altså for den udefrakommende have en tendens til at blive anskuet som store vidder uden steder. Et eksempel kan ses på Google Maps’ kortlægning af Cairngormbjergene: stednavne slår ring om bjergmassivet, men selve bjergområdet er uden indhold, “tomt” i Google Maps’ repræsentation – foruden områdets højeste bjergtinde, Ben Macdui, der er plottet ind som det eneste sted, cursoren kan drages mod. Maps fordrer altså en forestilling om tinden som det ultimative, falliske punkt i et bjergområde, der ellers henligger øde. Dette vender The Living Mountain om på med vendinger som “The plateau is the true summit”8Nan Shepherd, The Living Mountain (Canongate Books, 2014), 2. og “a mountain has an inside”.9Shepherd, The Living Mountain, 16. Tinden er altså ikke målet, det er plateauet og den rumlige “inderside” i stedet. Hele The Living Mountain’s poetik og projekt kan ses som en måde at udfylde denne lakune med reelt rum, med liv og med steder; at finde frem til en form, der kan repræsentere det, der er. The Living Mountain er et forsøg på at formidle de erfaringer, bjergene rummer på tværs af skalaer. Værket er bevidst om umuligheden af at genskabe en 1:1‑repræsentation, eksempelvis her, hvor fortælleren beskriver duftene på bjerget: “All the aromatic and heady fragrances – pine and birch, bog myrtle, the spicy juniper, heather and the honey-sweet orchis, and the clean smell of wild thyme – mean nothing at all in words. They are there, to be smelled”.10Shepherd. The Living Mountain, 97f, min kursivering. Citatet er interessant, fordi det modsiger sig selv: duftene på bjerget har ingen betydning som sprog, men skal selv sanses og erfares. Alligevel, indskudt i netop den sætning, oplistes de mange særlige, specifikke dufte i forsøget på at formidle dem gennem skriften. Både den konkrete dufts oprindelse, men også yderligere præcision af de særegne dufte. Til slut henvises til det there – det sted derude – hvor duftene findes og skal opleves. I en dobbeltbevægelse forsøger skriften at genskabe stedet i selv samme øjeblik, den beskriver umuligheden af at gøre netop det. Værkets egen poetik er derfor også hele tiden til forhandling: Hvordan repræsenterer man den verden, der skal opleves for egentligt at kunne begribes? Det synes at svare: gennem den subjektive, sanselige og kropslige erfaring. Selvom det stadig blot er en repræsentation, træder alt det frem, der ikke ville være aflæseligt på et satellitkort.
Det “objektive” blik på jordoverfladen, som moderne satellitkort har, bliver også udfordret i det tværfaglige værk Terra Forma: Manuel de Cartographies Potentielles (2019). Bogen, der er skrevet af en videnskabshistoriker, en landskabsarkitekt og en byplanlægger, forsøger at skitsere nye kortlægningsmetoder, der gør det muligt at betragte og forstå landskaber anderledes. I Terra Forma skal man forstå kartografi “som en form for potentiel læsning og skrivning”11Frédérique Aït-Touati, Alexandra Arènes, Axelle Grégoire, Terra Forma: Manuel de cartographies potentielles (2. udg.) (Éditions B42, 2019), 184, min oversættelse. og arkitektur “som en bestræbelse på at fremstille redskaber der kan skabe forbindelse og fællesskab, og ikke som et ønske om at bygge verden”.12Aït-Touati et al. Terra Forma, 184, min oversættelse. Deres kartografi er et opgør med erobrings- og koloniseringslogikker over for fremmed, ukendt land. Arven fra oplysningstidens kortlægning repræsenterer verden som én, der kan tages i besiddelse; som rummer ressourcer, der kan udvindes; territorier, der kan regeres over. Terra Forma arbejder ud fra en devise om, at fremtidens kort må repræsentere et andet forhold til omgivelserne – et, der synliggør vævet af ikke-menneskeligt liv og forbindelserne herimellem. Bogens kortlægninger laves ud fra levende væsner, og selvom der ikke bruger præcis den term, er de stedsformidlere i og med, at de søger at formidle mødet mellem tid, rum og forskellige slags subjekter.
Bogen har sit udspring i arkitekturen – altså en praksis, der konkret omformer og griber ind i landskaber – fremfor i litteraturteorien. Den synes dog også at have en særlig relevans i netop litteraturanalysen, da litteraturen kan udfylde dét, som satellitkortene ifølge forfatternes egen kritik mangler: “[satellitbilleder] mangler imidlertid en fortælling, en assemblage af fortalte historier, en mangfoldighed af mennesker og fortællere”.13Aït-Touati et al. Terra Forma, 6, min oversættelse. I deres kortlægning ønsker de at forlade den metriske opmåling af landskabet for i stedet at have fokus på økosystemer og levende entiteters færden: Deres kort tager hver udgangspunkt i en særlig fokalisering,14Begrebet stammer fra narratologiens grundlægger, Gérard Genette, som indførte begrebet fokalisering for at distingvere mellem den stemme, der taler i en tekst, og den eller de karakter gennem hvis øjne, verden ses. der er definerende for det udtryk, kortet antager.15Aït-Touati et al. Terra Forma, 7ff. I Terra Forma betragtes kort altså grundlæggende som en fortællende instans, hvor tydeliggørelsen af en særlig fokalisering, et særligt blik på verden, er afgørende i udformningen af denne fortælling – præcis som i litteraturen.
Vandring gennem landskaber
Det traditionelle korts vigtigste redskab er opmålingen af verden: det er baseret på et såkaldt grid, et skalerbart format, hvor afstandene mellem punkter er det afgørende. Fælles for Terra Forma og The Living Mounatin er, at det ikke er denne type grid-kort, de interesserer sig for. I The Living Mountain er det væsentlige den personlige, kropslige erfaring af det specifikke landskab, som værkets fortæller har. Det er noget, den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty kan hjælpe os med at forstå. Merleau-Ponty så sit fænomenologiske arbejde som et middel til at overvinde den spaltning mellem subjekt og objekt, der har hersket i den vestlige filosofis historie. Det gør han bl.a. gennem to begrebsdannelser: egenkroppen (le corps propre) og kødet (la chair). Egenkroppen er ens egen specifikke krop, hvormed man kan erfare det illusoriske i subjekt-objekt-opdelingen af verden: jeg tænker, altså er jeg et subjekt – men samtidig ved jeg jo også, at jeg er en genstand i verden, som andre og jeg selv kan sanse; altså må jeg i lige så høj grad være et objekt.16Maurice Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi (Det lille forlag, 2009), 35. Kroppen er hos Merleau-Ponty en mediator mellem disse to:
Samtidig med at jeg lever i verden, er optaget af mine forehavender, min beskæftigelse, mine venner, mine minder, kan jeg lukke øjnene, lægge mig ned, lytte til blodet, der dunker i ørerne, fordybe mig i lyst eller smerte, lukke mig inde i dette anonyme liv, der ligger til grund for mit personlige liv. Men netop fordi kroppen kan lukke sig ude fra verden, er det også den, der kan åbne verden for mig og sætte mig i en situation i den. Eksistensens bevægelse mod andre, mod fremtiden, mod verden kan tage fart igen som en smeltevandsflod.17Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi, 127.
At være til stede i kroppen, at vende opmærksomheden ud mod verden, er vores adgang til verden. Og her understreger Merleau-Ponty også at for at skabe den verdensåbnende situation, kræves der noget af kroppen, en henvendelse og opmærksomhed udad. Dette arbejde lægger sig dog stadig i forlængelse af subjekt-objekt-opdelingen af verden, og Merleau-Ponty vil gerne fravriste sig denne skelnen helt. Det leder til begrebet kød: en måde at tale om verdens stoflighed (og det mere-end-menneskelige) med udgangspunkt i egenkroppens erfaring; kødet beskrives som et “fletværk” og ikke selv en ting, men “tingenes mulighed”.18Maurice Merleau-Ponty, “Synligt – usynligt”, i Om sprogets fænemonologi. Udvalgte tekster (København: Gyldendal, 999), 222. I den posthumt udgivne tekst “L’entrelacs – Le chiasme” (1964) skriver han:
Kødet er ikke materie, ikke ånd, ikke substans. For at betegne det kunne man bruge det gamle udtryk “element” i den betydning, hvori man brugte det om vand, luft, jord og ild, nemlig i betydningen en almen ting, midtvejs mellem det rum-tidslige individ og idéen, en art inkarneret princip, som indfører en værensstil overalt, hvor der findes et lille gran af det. Kødet er i denne betydning et “element” af Væren. Ikke en kendsgerning eller en sum af kendsgerninger, og dog knyttet til stedet og nuet. Endda: en indstiftelse af hvor og når.19Merleau-Ponty, “Synligt – usynligt”, 231.
Kødet må altså forstås som et nærmest spekulativt princip, fremfor udelukkende noget konkret og materielt i verden. I mit ærinde er det afgørende ved citatet at finde i den sidste linje: kødet er knyttet til stedet og nuet, kødet er skaber af hvor og hvornår. At tænke med kødsbegrebet er at understrege, at kroppen altid allerede er i forbindelse med alt andet, og uløseligt forankret i tid og rum (kroppen befinder sig for så vidt altid et sted). Denne spatio-temporale dimension er afgørende i lyset af mit stedsfokus – for som jeg har defineret det, opstår stedet jo netop i mødet mellem tid, rum og en levende krop. En kødelig erfaring kan altså siges altid også at være en stedslig erfaring.
Den kødelige erfaring er konstant nærværende i The Living Mountain, og Shepherd beskriver det nærmest klarere end Merleau-Ponty:
Walking thus, hour after hour, the senses keyed, one walks the flesh transparent […] The body is not made negligible, but paramount. Flesh is not annihilated but fulfilled. One is not bodiless, but essential body. […] I have walked out of the body, and into the mountain.20Shepherd, The Living Mountain, 106, min kursivering.
Vandringen tvinger én ind i kroppen i en sådan grad, at grænserne mellem den og omgivelserne nærmest udviskes; kroppens ydre er en tynd, porøs membran. Merleau-Ponty skriver andetsteds: “Ved at betragte kroppen i bevægelse ser man lettere, hvorledes den bebor rummet (og tiden for øvrigt), fordi bevægelsen ikke kun underkaster sig rummet og tiden, men aktivt tager dem på sig”.21Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi, 47. Merleau-Ponty ser noget særligt i den krop, der er i bevægelse – at det er her, sammenkoblingen af tid og rum bliver særligt synlig. At The Living Mountain’s udsigelsessubjekt hovedsageligt er en vandrende krop, er med til at give teksten denne kropslige beboelse af tid og rum – beboelsen af et sted. Selvom et sted kan tænkes som ét enkelt punkt – som en nål, man sætter på et kort – er bevægelsen gennem landskabet med til at omstrukturere selve landskabet til at blive et sted. I stedet for blot at fokusere på landskabets tableau-karakter, bliver The Living Mountain’s landskaber nærmere en perlerække af på hinanden følgende steder. Stedsskabelsen er ikke en statisk ting, men dens begivenhedskarakter gør den også altid dynamisk.22Casey, “How to get from Space to Place”, 22ff. Bevægelsen gennem landskabet og særligt vandringen reaktualiserer på den måde hele tiden stedskabelsen.
Det kan synes en smule paradoksalt, for tiden i The Living Mountain er på mange måder fraværende i gængs forstand, da der er ikke er et kronologisk tidsforløb. Værket er i stedet opdelt i tematiske kapitler: “The Plateau”, “Water” eller “Air and Light”, kan de hedde. Man kunne forestille sig, at et værk som dette ville have været opdelt efter geografiske områder eller efter datoen for en specifik vandring. Ved ikke at opdele sig således frigør værket sig fra en lineær, narrativ tid. Litteraturen er historisk blevet anset som det medium, der bedst skildrede tidsforløb (med fokus på plot og udvikling), hvorimod fladen – det være sig et maleri eller fotografi – er bedst til at skildre rumlige forhold.23Frederik Tygstrup, “Sted”, i Litteratur. Introduktion til teori og analyse, red. Lasse Horne Kjældgaard, Lis Møller, Dan Ringgaard, Lilian Munk Rösing, Peter Simonsen, Mads Rosendahl Thomasen (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2013), 296. Gennem sin opdeling bryder The Living Mountain med en forståelse af litteraturen som et sted for den plotmæssige, fremskridende fortælling, til i stedet at bruge mediet til at udtrykke en rumlig erfaring og et landskab. Særligt her er dog, at der ikke blot er tale om en repræsentation af det beskuede landskab (tænk eksempelvis på et romantisk landskabsmaleri), men om en art rumlig skrift, der lader steder træde frem. For at vende tilbage til Merleau-Ponty-citatet ovenfor, er vandringen altså central i værket, fordi vandring er måden, hvorpå fortælleren hele tiden indskriver sig selv i landskabets rumlighed – hun bebor rummet og tiden og skaber dermed steder.
Det flerstemmige kort
Hvor The Living Mountain afviser grid-kortet til fordel for fortællerens kropslighed, bruger Terra Forma alle former for kropslighed i sin kortlægning. Bogens tredje kort-model, “Levende landskaber” (Paysages vivants), er et forsøg på at kortlægge landskaber med udgangspunkt i de væsner, der bebor dem. Her erstattes et stramt organiseret grid-system med kortlægningen af et landskab som en vævning af væsners færden og udfoldelsesrum – de steder, de opholder sig og overlapper. For overhovedet at kunne lave denne type kort, kræves der en enorm opmærksomhed. Metoden er:
.[A]t bruge vandring som et værktøj, ruten som en måde at begribe (eller helt konkret gribe) verden, og fysisk kontakt med jorden som levende væsners særpræg24I Terra Forma henvises til Francesco Careri, Walkscapes: La marche comme pratique esthétique (Actes Sud, 2013). […] Man må opgive topografiske koordinater, kartografen og landmålerens redskab par excellence, for at give plads til kroppen, til sporing og søgen25I Terra Forma henvises til Baptiste Morizot, Les Diplomates: Cohabiter avec les loups sur une nouvelle carte du vivant (Wildproject Éditions, 2016). .26Aït-Touati et al. Terra Forma, 76, min oversættelse.
Tilgangen minder meget om The Living Mountain’s vandremetode: Midlet til kortlægning af landskabet er ikke opmålingen, men i stedet nærværet, opmærksomheden og bevægelsen igennem det. I The Living Mountain står der:
.[I]t was not an empty world. For everywhere in the snow were the tracks of birds and animals […] These tracks give to winter hill walking a distinct pleasure. One is companioned, though not in time […] An exploring finger finds a tunnel in the snow, from which the small mouse must have emerged.27Shepherd, The Living Mountain, 30f.
Det snedækkede landskab fungerer som en “Levende landskab”-model i sig selv: den friske sne kortlægger de dyr, der har færdedes der qua sneens suspension af tid, men også kun de dyr, der har befundet sig på sneens flade: dem, der befinder sig på andre planer (nede i jorden eller flyvende i luften), bliver ikke repræsenteret på snekortet. Fortælleren erfarer altså det, som “Levende landskaber” søger at formidle: at de rum, vi færdes i, ikke er reserveret til os, at andre levende entiteter også agerer i og omformer de landskaber, vi bebor. Andre levende væsner kan træde frem og synliggøres selv gennem deres fravær – fortællerens sanser deres indgriben i verden eller rettere, den kødelige fingers vej gennem snetunnellen.
Terra Forma’s landskabsbegreb adskiller sig dog fra det landskabsbegreb, jeg opererer med: Her er landskabet noget, der hele tiden gribes ind i og omformes af alt, hvad der er indeholdt i landskabet,28Aït-Touati et al., Terra Forma, 77. i stedet for et subjekts blik på et givent område. Det er en pointe, som allerede er tydelig i bogens titel: terraformation er bearbejdningen og formningen af en planet, så den bliver beboelig. Hele bogens projekt er at forskyde kartografiens fokus fra terrænet til levende væsner og den måde, de/vi altid griber ind i og omformer de verdner, vi bevæger os i. De skriver:
.[R]ummet går ikke forud for det levende, men er konstitueret af de forskellige levende væsner, der er til stede […] Rum er det levendes ikke-anatomiske krop; […] et kort er aldrig et kort over rum, men et kort over dyrekroppe; ethvert levende væsen er altid både indfødt (producent af sit eget levested) og migrant (bebor konstant grænsezoner og omkringliggende levesteder).29Aït-Touati et al., Terra Forma, 80f, min oversættelse og kursivering.
I Terra Forma konstitueres selve rummet af subjekter; rum er hos dem en forlængelse og udvidelse af kroppen. Vores kroppe er altså ikke blot reduceret til deres anatomi, men er også det, de griber ind i. Landskaber er under konstant forandring af det, der bebor dem, og det har en afgørende implikation: Landskabet i sig selv er pludselig ikke så interessant at kortlægge med denne erkendelse in mente. Derfor må udgangspunktet i stedet være det, der bebor et givent landskab. Og dermed forskubbes det interessante også til hvordan der bebos.
Vi må lære at bo
Med afsæt i Terra Forma’s indskrivning af beboelsen af landskabet som det afgørende, vil jeg som afslutning samle trådene ved at inddrage Martin Heideggers foredrag “Tænke bygge bo” (1951), hvor netop beboelsen knyttes til det stedslige.
Han skriver, at det at bygge og det at bo er uløseligt forbundne, da at bygge etymologisk stammer fra det at bo, der videre har en sammenhæng med at være (på tysk ich bin, du bist) – de har alle tre roden buan.30Martin Heidegger, “Tænke bygge bo”, i Sproget og Ordet (Hans Reitzels forlag, 2000), 34. At bygge er allerede at bo, og at bo er rent og skært at være til. Dernæst definerer Heidegger to måder, det at bygge kan tage sig ud på: for det første, hvilket nok er den mest gængse forståelse, kan det henvise til opførslen af bygningsværker, altså en produktion af noget. Derudover – og det er en ældre betydning – kan det henvise til det at tage sig af, at pleje, at vedligeholde. At bygge kan med andre (og mere mine end Heideggers) ord ses som samlebetegnelse for to former for arbejde: det produktive og det reproduktive.
Heidegger fokuserer i hovedparten af foredraget på den gængse forståelse af det at bygge – altså at rejse bygningsværker og deres formål. Til det bruger han et eksempel med en bro, der forbinder to flodbreder:
Ganske vist findes der, før broen kommer til, adskillige punkter langs floden, der kan indtages af dette og hint. Men ét af dem viser sig som et sted, og gør det netop gennem broen. Således kommer broen ikke til at stå et allerede givet sted; men det er omvendt ud fra broen selv at stedet først opstår […] Således får rummene deres væsen fra steder og ikke fra “rummet”.31Heidegger, “Tænke bygge bo”, 45.
Bygningsværker kan altså være et redskab, der synliggør steder. En udbredt læsning af Heideggers foredrag argumenterer for, at det at bo i heideggerske termer er en grænsedragning mellem subjekt og den anden, den ikke-autentiske, det, der ikke er velkomment indenfor; altså at bygningen her er en måde at sætte sig i besiddelse og optrække grænser. At bo står i opposition til det unheimliche og anderledes, og er dermed også medproducerende af det fremmede og uvelkomne.32Se eksempelvis Samantha Walton, “Place and Planet”, i The Living World. Nan Shepherd and Environmental Thought (Bloomsbury Academic, 2020). En læsning, der for så vidt har sin berettigelse, men som jeg synes også misser noget af det særlige – og i dag særdeles relevante – som foredraget formulerer. Jeg mener, at en mere frugtbar læsning kan laves i den modsatte retning, særligt når den informeres og udbygges af Shepherds værk og idéerne i Terra Forma: nemlig at fylde det, der synes tomt og stedsløst ud med det, der altid allerede var der for at synliggøre dets værdi. At skabe et sted, så det, der er, kan træde frem. Mit stedsbegreb henviser til samlingen af tid, rum og mødet med et subjekt og minder meget om Heideggers, da broen som bygningsværk er en genstand, der “forsamler”33Heidegger, “Tænke bygge bo”, 43. og dermed får stedet til at træde frem. Broen åbner så at sige for, at stedets begivenhed overhovedet kan finde sted. Potentialet for steder er allesteds, men et bygningsværk skal rejses for, at stedet gennem bygningen træder frem for mennesket. Det er i min læsning af Heideggers tekst et spørgsmål om fænomenologi; om hvordan verden træder frem for os, og hvordan den kan udvides og fremtræde anderledes.
I det tekststykke, jeg citerede fra Terra Forma i forrige afsnit, blev dobbeltrollen som hhv. indfødt og migrant beskrevet: “[E]thvert levende væsen er altid både indfødt (producent af sit eget levested) og migrant (bebor konstant grænsezoner og omkringliggende levesteder). Således er vi omvandrende, ustabile kredsløb, der konstant skaber vores egne rum ved at bebo dem”.34Aït-Touati et al., Terra Forma, 80–81. Ethvert levende væsen er medproducent af sit eget rum, sit levested, og samtidig overskrider og indgår det altid i andre levende væsners “egne” rum. Forestillingen om, at et væsens levested som udgangspunkt trækker grænser og udelukker, er en underkendelse af den agens, andre væsner har på selv samme sted. Menneskelig stedskabelse er ikke udelukkende en erobring af landskab, men også noget, der kan synliggøre den udveksling mellem levende væsner, der er til stede allesteds, for at modarbejde hensynsløs besiddelse.
I slutningen af foredraget kobler Heidegger stedet til den reproduktive bebyggelse. At bebo områder kræver, at man aktivt og bevidst bygger: ikke kun boliger, bygningsværker eller andre materielle genstande, der besidder området, men også i forståelsen “at sørge for og at pleje, nemlig at bygge marken, at bygge vinen”;35Heidegger, “Tænke bygge bo”, 36. altså at drage omsorg for det sted, man befinder sig. Det er disse to former for byggen, der gør, at man bor; at man hører hjemme. Og her ser jeg et krydspunkt mellem Heideggers foredrag og Terra Forma. For hvad der hos Heidegger er et menneskeligt spørgsmål om væren, udvider Terra Forma til også at gælde det ikke-menneskelige: Levende væsner er altid i gang med at skabe deres omverden, de er medproducenter af deres omgivelser, og det er netop det, der gør dem levende. At bebo jorden er ifølge Heidegger også et spørgsmål om at bevare og passe på jf. den reproduktive “bebyggelse”, og han knytter det også til at redde jorden: “Redningen af jorden behersker den ikke og underlægger sig den ikke – hvorfra der kun er et skridt til hæmningsløs udbytning”.36Heidegger, “Tænke bygge bo”, 40. Man kan altså tænke, er der er en sammenhæng mellem synliggørelsen af stedet, og det at kere sig om et givent område. Han skriver videre om steder (og hold gennem læsningen gerne Google Maps in mente):
.[S]åledes kan nærhed og fjernhed mellem mennesker og ting blive til blotte distancer, til afstande i mellemrummet. I et sådant rum, der udelukkende forestilles som spatium, fremstår nu broen som et blot og bart noget på et givet sted, et sted som til hver en tid kan besættes af noget andet eller erstattes med en ren markering […] Vi støder her aldrig på steder, dvs. ting af den slags som broen er.37Heidegger, “Tænke bygge bo”, 46–47, min slutkursivering.
Jeg læser for det første citatet som en mulig kritik af satellitkortet: eller i hvert fald det kort, der baseret på et grid udelukkende optegner afstande mellem givne punkter i et landskab og ikke rummer at formidle det sted, broen er. Det har en interessant implikation, nemlig at broen derfor blot kan skiftes ud, den kan erstattes, dens værdi er usynlig. Der er ifølge Heidegger (og i tråd med denne artikel) noget mangelfuldt ved at nøjes med at lade repræsentationer være geografiske opmåling af land, fordi de ikke formår at rumme steder som noget enestående i ordets mest konkrete forstand, og dermed ikke opdyrker evnen til at kere sig om netop dét. Det er det forestillede tomrum, Terra Forma forsøger at udfylde med nye kartografiske modeller baseret på liv, og som The Living Mountain udfylder gennem sin kropslige og kødelige fortæller, der vender opmærksomheden udad.
Bogen: en bygning
Erfaringen af et sted, af at være til stede, er det, der knytter os til vores omverden; det er gennem stederne og vores indgriben og omsorg for dem, at vi bebor jorden. Til slut vil jeg vende tilbage til litteraturen: For det er ikke kun gennem bygningsværker som broen, at steder kan træde frem og give rummene deres væsen, men også gennem litterære værker som The Living Mountain. Litteraturen kan være oplærende i den kunnen, det er at bo, ved at åbne vores omgivelser for os. Ved at lade os træde ind i og blive en del af landskaberne, fremfor kun at lade os betragte dem. Som jeg skrev i starten, kan litteraturen være det, der giver anledning til stedets begivenhed, en slags monument, man kan have med sig – arkitektur i Terra Forma’s forstand: et redskab, der skaber forbindelser og synliggør fællesskaber, uden at ville bebygge eller besidde verden.
Det særlige ved litteraturen er, at den har en dobbelt stedskabende funktion: den kan for det første skabe sted, hvor kroppen ikke er, gennem den krop, der er til stede i værket. Jeg har ikke selv befundet mig i Cairngorm-bjergene, men efter endt læsning er de nu et sted for mig; et sted, jeg kan forbinde mig til og kerer mig om. Samtidig var læsningen med til at åbne et sted et andet sted, nemlig under min vandring i Alperne. Fortællerens tilknytning til sit sted, sin fremstilling af det, er en evne, der kan gives videre gennem skriften; stedskabelsen kunne lige såvel have fundet sted en klar forårsmorgen på Amager Fælled eller lige her og nu ved mit skrivebord. De potentielle steder, der findes overalt, kan synliggøres gennem et litterært bygningsværk – et bygningsværk, der til forskel fra broer eller højhuse ikke dominerer eller besidder landskabet. Dermed åbnes muligheden for, at mennesket kan få øje på stederne, forbinde sig til dem og i sidste instans drage omsorg for dem.
1. | Se eksempelvis Joachim Ritter, “Landskab: Om det æstetiskes funktion i det moderne samfund”, i Æstetiske teorier, red. Jørgen Dehs (Odense Universitetsforlag, 1995), 23–50. |
2. | Anne-Marie Mai & Dan Ringgaard, “Introduktion”, i Sted, red. Anne-Marie Maigaard & Dan Ringgaard (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2010), 9. |
3. | Edward S. Casey, “How to Get from Space to Place in a Fairly Short Stretch of Time: Phenomenological Prolegomena”, i Senses of Place, red. Steven Feld & Keith H. Basso (Santa Fe: School of American Research Press, 1996), 26. |
4. | Dan Ringgaard, “Sted, landskab, rum”, i Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie, nr. 57 (Vendingen mod rummet) (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2010), 69. |
5. | Donna Haraway, Situeret viden: Videnskabsspørgsmålet i feminismen og det partielle perspektivs forrang (Forlaget Mindspace, 2018), 34. |
6. | John B. Harley, “Deconstructing the map”, i Classics in Cartography: Reflections on Influential Articles from Cartographica, red. Martin Dodge (John Wiley & Sons, 2011), 277 og 284f. |
7. | James Corner, “The Agency of Mapping: Speculation, Critique and Invention”, i Mappings, red. Denis Cosgrove (London: Reaktion Books, 1999), 221f. |
8. | Nan Shepherd, The Living Mountain (Canongate Books, 2014), 2. |
9. | Shepherd, The Living Mountain, 16. |
10. | Shepherd. The Living Mountain, 97f, min kursivering. |
11. | Frédérique Aït-Touati, Alexandra Arènes, Axelle Grégoire, Terra Forma: Manuel de cartographies potentielles (2. udg.) (Éditions B42, 2019), 184, min oversættelse. |
12. | Aït-Touati et al. Terra Forma, 184, min oversættelse. |
13. | Aït-Touati et al. Terra Forma, 6, min oversættelse. |
14. | Begrebet stammer fra narratologiens grundlægger, Gérard Genette, som indførte begrebet fokalisering for at distingvere mellem den stemme, der taler i en tekst, og den eller de karakter gennem hvis øjne, verden ses. |
15. | Aït-Touati et al. Terra Forma, 7ff. |
16. | Maurice Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi (Det lille forlag, 2009), 35. |
17. | Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi, 127. |
18. | Maurice Merleau-Ponty, “Synligt – usynligt”, i Om sprogets fænemonologi. Udvalgte tekster (København: Gyldendal, 999), 222. |
19. | Merleau-Ponty, “Synligt – usynligt”, 231. |
20. | Shepherd, The Living Mountain, 106, min kursivering. |
21. | Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi, 47. |
22. | Casey, “How to get from Space to Place”, 22ff. |
23. | Frederik Tygstrup, “Sted”, i Litteratur. Introduktion til teori og analyse, red. Lasse Horne Kjældgaard, Lis Møller, Dan Ringgaard, Lilian Munk Rösing, Peter Simonsen, Mads Rosendahl Thomasen (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2013), 296. |
24. | I Terra Forma henvises til Francesco Careri, Walkscapes: La marche comme pratique esthétique (Actes Sud, 2013). |
25. | I Terra Forma henvises til Baptiste Morizot, Les Diplomates: Cohabiter avec les loups sur une nouvelle carte du vivant (Wildproject Éditions, 2016). |
26. | Aït-Touati et al. Terra Forma, 76, min oversættelse. |
27. | Shepherd, The Living Mountain, 30f. |
28. | Aït-Touati et al., Terra Forma, 77. |
29. | Aït-Touati et al., Terra Forma, 80f, min oversættelse og kursivering. |
30. | Martin Heidegger, “Tænke bygge bo”, i Sproget og Ordet (Hans Reitzels forlag, 2000), 34. |
31. | Heidegger, “Tænke bygge bo”, 45. |
32. | Se eksempelvis Samantha Walton, “Place and Planet”, i The Living World. Nan Shepherd and Environmental Thought (Bloomsbury Academic, 2020). |
33. | Heidegger, “Tænke bygge bo”, 43. |
34. | Aït-Touati et al., Terra Forma, 80–81. |
35. | Heidegger, “Tænke bygge bo”, 36. |
36. | Heidegger, “Tænke bygge bo”, 40. |
37. | Heidegger, “Tænke bygge bo”, 46–47, min slutkursivering. |