• Print

Fra landskab til sted: Litteratur som bygningsværker

Da jeg læste Nan Shep­herds The Living Moun­tain (1977) for før­ste gang, befandt jeg mig i bjer­ge­ne, ikke i de skot­ske Cair­ngorm-bjer­ge som bogen omhand­ler, men i de fran­ske Alper. Udover mad­pak­ke, vand og ekstra tøj, hav­de jeg bogen med i min ryg­sæk, så jeg kun­ne gøre ophold under­vejs og læse. Selv­om jeg ikke læste bogen i det spe­ci­fik­ke områ­de, den omhand­ler, var vær­ket med til at åbne mine san­ser og kon­stru­e­re bjer­ge­ne som et sær­ligt sted for mig. Den tyn­de lufts ind­fly­del­se på min kro­ps udhol­den­hed, den helt sær­li­ge klar­hed, der kun er i høj­den, lyset, lyde­nes klang, van­drin­gens ryt­me gen­nem min krop, bjergsi­der­nes far­ve­spil, per­spek­ti­ver­ne og afstan­de­ne – alt det liv, der var der udover mig, trå­d­te frem for mig gen­nem læs­nin­gen. Vær­ket fun­ge­re­de med andre ord som en slags monu­ment – der trå­d­te frem lige dér, i land­ska­bet, og fik mig til at læg­ge mær­ke til, hvor jeg var. Bogen for­mid­le­de og åbne­de for en ople­vel­se af bjer­ge­ne, jeg ikke hav­de haft adgang til for­u­den.

Med lit­te­ra­tu­ren som vej­vi­ser

Vær­ket blev udgangs­punk­tet for en under­sø­gel­se af, hvor­dan lit­te­ra­tur kan åbne for et sær­ligt møde med vores kon­kre­te, fysi­ske omgi­vel­ser gen­nem det, jeg kal­der sted­s­ka­bel­se. At befin­de sig et sted, er en sær­lig måde at være til ste­de i et land­skab på. Her bru­ger jeg begre­bet land­skab som en afart af et natur­be­greb, der ikke på sam­me måde som ordet natur rum­mer kul­tur som sin mod­sæt­ning; to begre­ber, hvor over­gan­gen på én gang er por­øs og mud­ret. I ste­det for at omhand­le en form for essens, som begre­bet natur kan gøre, refe­re­rer land­skab altid også til den, der ser, frem­for blot det, der ses på. Land­ska­bet opstår når “natu­ren” gøres til tab­leau. Det er så at sige altid en kon­struk­tion i besku­e­ren, en æste­tisk kate­go­ri frem­for en essens.1Se eksem­pel­vis Joa­chim Rit­ter, “Land­skab: Om det æste­ti­skes funk­tion i det moder­ne sam­fund”, i Æste­ti­ske teo­ri­er, red. Jør­gen Dehs (Oden­se Uni­ver­si­tets­for­lag, 1995), 23–50.

Men i dag­lig tale er land­ska­bet også noget, vi er i; land­ska­bet er Mols Bjer­ge, det er den vestjy­ske hede, det er raps­mar­ker­nes geo­me­tri. Her vil jeg lave en distink­tion: I skel­let mel­lem at nyde udsig­ten over et bak­ked­rag og at sæt­te sig ned på en græs­plet i solen, befin­der ste­det sig. For at et sted bli­ver et sted og ikke bare et punkt, er mødet med et kro­p­s­ligt og san­sen­de sub­jekt helt afgørende.2Anne-Marie Mai & Dan Ring­gaard, “Intro­duk­tion”, i Sted, red. Anne-Marie Mai­gaard & Dan Ring­gaard (Aar­hus: Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag, 2010), 9. Et sted skal mere for­stås som en begi­ven­hed frem­for en kon­kret ting eller placering.3Edward S. Casey, “How to Get from Spa­ce to Pla­ce in a Fair­ly Short Stretch of Time: Pheno­meno­lo­gi­cal Pro­leg­o­me­na”, i Sen­ses of Pla­ce, red. Ste­ven Feld & Keith H. Bas­so (San­ta Fe: School of Ame­ri­can Research Press, 1996), 26. Ste­der er noget, der fin­der sted. Ste­det kan på den måde defi­ne­res som en syn­te­se af tid, rum og sub­jekt. Den afgø­ren­de for­skel mel­lem ste­det og land­ska­bet er, at betrag­te­ren ser sig selv stå­en­de uden­for land­ska­bet, hvor­i­mod ste­det er noget, man befin­der sig midt i og er omslut­tet af.4Dan Ring­gaard, “Sted, land­skab, rum”, i Slag­mark – Tids­skrift for idéhi­sto­rie, nr. 57 (Ven­din­gen mod rum­met) (Aar­hus: Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag, 2010), 69. Idet man træ­der ind i land­ska­bet og ikke blot er en reser­ve­ret besku­er af en fla­de, men i ste­det inklu­de­ret i rum­lig­he­den – da opstår ste­det.

Den cen­tra­le poin­te i den­ne arti­kel er, at lit­te­ra­tur kan fun­ge­re som et kar­to­gra­fisk red­skab, der kan kort­læg­ge områ­der på en måde, som frem­stil­ler og rum­mer ste­der frem­for blot land­ska­ber. Eller, lit­te­ra­tur kan fun­ge­re som en anled­ning til ste­dets begi­ven­hed. Lit­te­ra­tu­ren kan ikke kort­læg­ge på sam­me måde som et geo­gra­fisk kort og kan ikke nød­ven­dig­vis bru­ges til at fin­de den nem­me vej fra A til B. I ste­det fun­ge­rer et værk som Nan Shep­herds som et kom­pas, der åbner krop­pen mod bjerg­land­ska­bets rig­dom og leder læse­ren på vej mod dis­se erfa­ring­er.

Læs­ning kan åbne for nye for­stå­el­ser og erfa­ring­er af land­ska­ber og gøre os bed­re i stand til at for­bin­de os til det frem­me­de land­skab – til det frem­me­de i land­ska­bet – og jeg tror, at det er nød­ven­digt, for at kun­ne dra­ge omsorg for alt det, der omgi­ver os. Uden at vil­le spæn­de lit­te­ra­tu­ren for en vogn, ser jeg lit­te­ra­tu­rens ind­fly­del­se på evnen til at sæt­te sig i for­bin­del­se med omgi­vel­ser­ne og der­med dan­ne ste­der som noget afgø­ren­de i vores tid, og det er den, jeg ønsker at under­sø­ge.

Kort­læg­ning af det vir­ke­li­ge

Når vi van­lig­vis skal have et lan­d­om­rå­de for­mid­let, er det kor­te­ne vi søger til. Ordet “kort” kom­mer af det lat­in­ske char­ta, der ned­stam­mer fra det græ­ske ord for papy­rus­blad, khártēs; det medi­um, hvor­på man ned­fæl­de­de infor­ma­tio­ner. Der er på den måde en betyd­nings­mæs­sigt old­gam­mel, men også meget kon­kret og mate­ri­el sam­men­hæng mel­lem kort og lit­te­ra­tur. Kort har med moder­ne tek­no­lo­gi udvik­let sig til at være et eksem­pel på det mest objek­ti­ve, jeg kan fore­stil­le mig: GPS (Glo­bal Posi­tio­ning System), der med satel­lit­bil­le­der fra oven mulig­gør præ­ci­se pla­ce­rin­ger, anvis­nin­ger og over­blik over et givent lan­d­om­rå­de, mate­ri­a­li­se­ret i eksem­pel­vis Goog­le Maps, der gør det muligt at gå fra det sto­re over­blik og med Stre­et View-funk­tio­nen dum­pe ned i land­ska­bet (for så vidt Goog­les’ bil alt­så har kørt det pågæl­den­de sted). Et værk­tøj, der nær­mest er mani­fe­sta­tio­nen af det, Don­na Haraway kal­der “gude­tri­ck­et med at se alt fra intetsteds”.5Donna Haraway, Situ­e­ret viden: Viden­skabs­spørgs­må­let i femi­nis­men og det par­ti­el­le per­spek­tivs for­rang (For­la­get Mind­s­pa­ce, 2018), 34. Men den­ne fore­stil­ling om kor­tets abso­lut­te objek­ti­vi­tet er illu­so­risk, og tek­no­lo­gi­ens udvik­ling er ikke lig en mere og mere objek­tiv kort­læg­ning ­– kun en høje­re grad af præ­ci­sion inden for et sær­ligt kortlægningsparadigme.6John B. Har­ley, “Decon­structing the map”, i Clas­si­cs in Car­to­grap­hy: Reflections on Influ­en­ti­al Arti­c­les from Car­to­grap­hi­ca, red. Mar­tin Dod­ge (John Wiley & Sons, 2011), 277 og 284f. Et kort kan aldrig gen­gi­ve ver­den 1:1. For at være rele­vant, må kor­tet fil­tre­re, sor­te­re og orga­ni­se­re vir­ke­lig­he­den såle­des, at noget træ­der frem frem­for noget andet. Kort har der­for et andet grund­læg­gen­de slægts­skab med lit­te­ra­tur, nem­lig spørgs­må­let om, hvor­dan for­hol­det mel­lem vir­ke­lig­hed og repræ­sen­ta­tion skal forvaltes.7James Cor­ner, “The Agen­cy of Map­ping: Specu­la­tion, Cri­tique and Inven­tion”, i Map­pings, red. Denis Cos­grove (Lon­don: Reak­tion Books, 1999), 221f. Beg­ge kan være frem­stil­lin­ger, der syn­lig­gør vir­ke­lig­he­dens poten­ti­a­ler på nye og alter­na­ti­ve måder.

Bjerg­om­rå­der er måske i sær­lig grad land­ska­ber under­lagt en sær­lig type kul­tu­rel­le fore­stil­lin­ger. De er på man­ge måder arke­ty­pen på den subli­me natur, sym­bo­ler på natu­rens kræf­ter, noget majestætisk og ophø­jet – med bjerg­be­stig­nin­gen som men­ne­skets abso­lut­te bemæg­ti­gel­se af natu­ren (et klas­sisk eksem­pel er det roman­ti­ske male­ri Van­dre­ren over tåge­ha­vet af Cas­par David Fri­edrich fra 1818). Det­te er fore­stil­lin­ger, der rum­mer en ero­brings­lo­gik over for lan­d­om­rå­der, som The Living Moun­tain gør op med: I vær­ket er bjer­ge­ne ikke enkelt­stå­en­de spid­ser men kæder, et pla­teau, et rum og et sel­skab, man er i, og en sindstil­stand for for­tæl­leren. På den måde omstruk­tu­re­rer vær­ket en sær­lig fore­stil­ling, der ellers tra­di­tio­nelt set er knyt­tet til bjerg­land­ska­bet. Bjerg­om­rå­der er besvær­li­ge at fær­des i, gol­de og øde og fat­ti­ge på bebyg­gel­ser sam­men­lig­net med de omkring­lig­gen­de dale, og de kan alt­så for den ude­frakom­men­de have en ten­dens til at bli­ve ansku­et som sto­re vid­der uden ste­der. Et eksem­pel kan ses på Goog­le Maps’ kort­læg­ning af Cair­ngorm­b­jer­ge­ne: sted­nav­ne slår ring om bjerg­mas­si­vet, men sel­ve bjerg­om­rå­det er uden ind­hold, “tomt” i Goog­le Maps’ repræ­sen­ta­tion – for­u­den områ­dets høje­ste bjerg­tin­de, Ben Mac­dui, der er plot­tet ind som det ene­ste sted, cursoren kan dra­ges mod. Maps for­drer alt­så en fore­stil­ling om tin­den som det ulti­ma­ti­ve, fal­li­ske punkt i et bjerg­om­rå­de, der ellers hen­lig­ger øde. Det­te ven­der The Living Moun­tain om på med ven­din­ger som “The pla­teau is the true summit”8Nan Shep­herd, The Living Moun­tain (Canon­ga­te Books, 2014), 2. og “a moun­tain has an inside”.9Shepherd, The Living Moun­tain, 16. Tin­den er alt­så ikke målet, det er pla­teau­et og den rum­li­ge “inder­si­de” i ste­det. Hele The Living Moun­tain’s poe­tik og pro­jekt kan ses som en måde at udfyl­de den­ne laku­ne med reelt rum, med liv og med ste­der; at fin­de frem til en form, der kan repræ­sen­te­re det, der er. The Living Moun­tain er et for­søg på at for­mid­le de erfa­ring­er, bjer­ge­ne rum­mer på tværs af ska­la­er. Vær­ket er bevidst om umu­lig­he­den af at gen­ska­be en 1:1‑repræsentation, eksem­pel­vis her, hvor for­tæl­leren beskri­ver duf­te­ne på bjer­get: “All the aro­ma­tic and hea­dy fra­gran­ces – pine and birch, bog myrt­le, the spi­cy juni­per, heat­her and the honey-swe­et orchis, and the cle­an smell of wild thy­me – mean not­hing at all in words. They are the­re, to be smelled”.10Shepherd. The Living Moun­tain, 97f, min kursivering. Cita­tet er inter­es­sant, for­di det mod­si­ger sig selv: duf­te­ne på bjer­get har ingen betyd­ning som sprog, men skal selv san­ses og erfa­res. Alli­ge­vel, ind­skudt i net­op den sæt­ning, opli­stes de man­ge sær­li­ge, spe­ci­fik­ke duf­te i for­sø­get på at for­mid­le dem gen­nem skrif­ten. Både den kon­kre­te dufts oprin­del­se, men også yder­li­ge­re præ­ci­sion af de særeg­ne duf­te. Til slut hen­vi­ses til det the­re – det sted der­u­de – hvor duf­te­ne fin­des og skal ople­ves. I en dob­belt­be­væ­gel­se for­sø­ger skrif­ten at gen­ska­be ste­det i selv sam­me øje­blik, den beskri­ver umu­lig­he­den af at gøre net­op det. Vær­kets egen poe­tik er der­for også hele tiden til for­hand­ling: Hvor­dan repræ­sen­te­rer man den ver­den, der skal ople­ves for egent­ligt at kun­ne begri­bes? Det synes at sva­re: gen­nem den sub­jek­ti­ve, san­se­li­ge og krops­li­ge erfa­ring. Selv­om det sta­dig blot er en repræ­sen­ta­tion, træ­der alt det frem, der ikke vil­le være aflæ­se­ligt på et satel­lit­kort.

Det “objek­ti­ve” blik på jor­d­over­fla­den, som moder­ne satel­lit­kort har, bli­ver også udfor­dret i det tvær­fag­li­ge værk Ter­ra For­ma: Manu­el de Car­to­grap­hies Poten­ti­el­les (2019). Bogen, der er skre­vet af en viden­skabs­hi­sto­ri­ker, en land­skabs­ar­ki­tekt og en byplan­læg­ger, for­sø­ger at skit­se­re nye kort­læg­nings­me­to­der, der gør det muligt at betrag­te og for­stå land­ska­ber ander­le­des. I Ter­ra For­ma skal man for­stå kar­to­gra­fi “som en form for poten­ti­el læs­ning og skrivning”11Frédérique Aït-Tou­a­ti, Ale­xan­dra Arè­nes, Axel­le Gré­goi­re, Ter­ra For­ma: Manu­el de car­to­grap­hies poten­ti­el­les (2. udg.) (Édi­tions B42, 2019), 184, min oversættelse. og arki­tek­tur “som en bestræ­bel­se på at frem­stil­le red­ska­ber der kan ska­be for­bin­del­se og fæl­les­skab, og ikke som et ønske om at byg­ge verden”.12Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 184, min oversættelse. Deres kar­to­gra­fi er et opgør med ero­brings- og kolo­ni­se­rings­lo­gik­ker over for frem­med, ukendt land. Arven fra oplys­ning­sti­dens kort­læg­ning repræ­sen­te­rer ver­den som én, der kan tages i besid­del­se; som rum­mer res­sour­cer, der kan udvin­des; ter­ri­to­ri­er, der kan rege­res over. Ter­ra For­ma arbej­der ud fra en devi­se om, at frem­ti­dens kort må repræ­sen­te­re et andet for­hold til omgi­vel­ser­ne – et, der syn­lig­gør vævet af ikke-men­ne­ske­ligt liv og for­bin­del­ser­ne her­i­mel­lem. Bogens kort­læg­nin­ger laves ud fra leven­de væs­ner, og selv­om der ikke bru­ger præ­cis den term, er de steds­for­mid­le­re i og med, at de søger at for­mid­le mødet mel­lem tid, rum og for­skel­li­ge slags sub­jek­ter.

Bogen har sit udspring i arki­tek­tu­ren – alt­så en prak­sis, der kon­kret omfor­mer og gri­ber ind i land­ska­ber – frem­for i lit­te­ra­tur­te­o­ri­en. Den synes dog også at have en sær­lig rele­vans i net­op lit­te­ra­tu­r­a­na­ly­sen, da lit­te­ra­tu­ren kan udfyl­de dét, som satel­lit­kor­te­ne iføl­ge for­fat­ter­nes egen kri­tik mang­ler: “[satel­lit­bil­le­der] mang­ler imid­ler­tid en for­tæl­ling, en assem­bla­ge af for­tal­te histo­ri­er, en mang­fol­dig­hed af men­ne­sker og fortællere”.13Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 6, min oversættelse. I deres kort­læg­ning ønsker de at for­la­de den metri­ske opmå­ling af land­ska­bet for i ste­det at have fokus på øko­sy­ste­mer og leven­de enti­te­ters fær­den: Deres kort tager hver udgangs­punkt i en sær­lig fokalisering,14Begrebet stam­mer fra nar­ra­to­lo­gi­ens grund­læg­ger, Gérard Genet­te, som ind­før­te begre­bet foka­li­se­ring for at disting­ve­re mel­lem den stem­me, der taler i en tekst, og den eller de karak­ter gen­nem hvis øjne, ver­den ses. der er defi­ne­ren­de for det udtryk, kor­tet antager.15Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 7ff. I Ter­ra For­ma betrag­tes kort alt­så grund­læg­gen­de som en for­tæl­len­de instans, hvor tyde­lig­gø­rel­sen af en sær­lig foka­li­se­ring, et sær­ligt blik på ver­den, er afgø­ren­de i udform­nin­gen af den­ne for­tæl­ling – præ­cis som i lit­te­ra­tu­ren.

Van­dring gen­nem land­ska­ber

Det tra­di­tio­nel­le korts vig­tig­ste red­skab er opmå­lin­gen af ver­den: det er base­ret på et såkaldt grid, et ska­ler­bart for­mat, hvor afstan­de­ne mel­lem punk­ter er det afgø­ren­de. Fæl­les for Ter­ra For­ma og The Living Mou­nat­in er, at det ikke er den­ne type grid-kort, de inter­es­se­rer sig for. I The Living Moun­tain er det væsent­li­ge den per­son­li­ge, krops­li­ge erfa­ring af det spe­ci­fik­ke land­skab, som vær­kets for­tæl­ler har. Det er noget, den fran­ske fæno­meno­log Mauri­ce Mer­leau-Pon­ty kan hjæl­pe os med at for­stå. Mer­leau-Pon­ty så sit fæno­meno­lo­gi­ske arbej­de som et mid­del til at over­vin­de den spalt­ning mel­lem sub­jekt og objekt, der har her­sket i den vest­li­ge filo­so­fis histo­rie. Det gør han bl.a. gen­nem to begrebs­dan­nel­ser: egen­krop­pen (le cor­ps pro­p­re) og kødet (la chair). Egen­krop­pen er ens egen spe­ci­fik­ke krop, hvor­med man kan erfa­re det illu­so­ri­ske i sub­jekt-objekt-opde­lin­gen af ver­den: jeg tæn­ker, alt­så er jeg et sub­jekt – men sam­ti­dig ved jeg jo også, at jeg er en gen­stand i ver­den, som andre og jeg selv kan san­se; alt­så må jeg i lige så høj grad være et objekt.16Maurice Mer­leau-Pon­ty, Krop­pens fæno­meno­lo­gi (Det lil­le for­lag, 2009), 35. Krop­pen er hos Mer­leau-Pon­ty en medi­a­tor mel­lem dis­se to:

Sam­ti­dig med at jeg lever i ver­den, er opta­get af mine fore­ha­ven­der, min beskæf­ti­gel­se, mine ven­ner, mine min­der, kan jeg luk­ke øjne­ne, læg­ge mig ned, lyt­te til blo­det, der dun­ker i ører­ne, for­dy­be mig i lyst eller smer­te, luk­ke mig inde i det­te ano­ny­me liv, der lig­ger til grund for mit per­son­li­ge liv. Men net­op for­di krop­pen kan luk­ke sig ude fra ver­den, er det også den, der kan åbne ver­den for mig og sæt­te mig i en situ­a­tion i den. Eksi­sten­sens bevæ­gel­se mod andre, mod frem­ti­den, mod ver­den kan tage fart igen som en smeltevandsflod.17Merleau-Ponty, Krop­pens fæno­meno­lo­gi, 127.

At være til ste­de i krop­pen, at ven­de opmærk­som­he­den ud mod ver­den, er vores adgang til ver­den. Og her under­stre­ger Mer­leau-Pon­ty også at for at ska­be den ver­densåb­nen­de situ­a­tion, kræ­ves der noget af krop­pen, en hen­ven­del­se og opmærk­som­hed udad. Det­te arbej­de læg­ger sig dog sta­dig i for­læn­gel­se af sub­jekt-objekt-opde­lin­gen af ver­den, og Mer­leau-Pon­ty vil ger­ne fravri­ste sig den­ne skel­nen helt. Det leder til begre­bet kød: en måde at tale om ver­dens sto­flig­hed (og det mere-end-men­ne­ske­li­ge) med udgangs­punkt i egen­krop­pens erfa­ring; kødet beskri­ves som et “flet­værk” og ikke selv en ting, men “tin­ge­nes mulighed”.18Maurice Mer­leau-Pon­ty, “Syn­ligt – usyn­ligt”, i Om spro­gets fæne­mo­no­lo­gi. Udvalg­te tek­ster (Køben­havn: Gyl­den­dal, 999), 222. I den post­humt udgiv­ne tekst “L’en­t­re­la­cs – Le chi­as­me” (1964) skri­ver han:

Kødet er ikke mate­rie, ikke ånd, ikke sub­stans. For at beteg­ne det kun­ne man bru­ge det gam­le udtryk “ele­ment” i den betyd­ning, hvori man brug­te det om vand, luft, jord og ild, nem­lig i betyd­nin­gen en almen ting, midt­vejs mel­lem det rum-tids­li­ge indi­vid og idéen, en art inkar­ne­ret prin­cip, som ind­fø­rer en vær­ens­stil overalt, hvor der fin­des et lil­le gran af det. Kødet er i den­ne betyd­ning et “ele­ment” af Væren. Ikke en kends­ger­ning eller en sum af kends­ger­nin­ger, og dog knyt­tet til ste­det og nuet. End­da: en indstif­tel­se af hvor og når.19Merleau-Ponty, “Syn­ligt – usyn­ligt”, 231.

Kødet må alt­så for­stås som et nær­mest spe­ku­la­tivt prin­cip, frem­for ude­luk­ken­de noget kon­kret og mate­ri­elt i ver­den. I mit ærin­de er det afgø­ren­de ved cita­tet at fin­de i den sid­ste linje: kødet er knyt­tet til ste­det og nuet, kødet er ska­ber af hvor og hvor­når. At tæn­ke med køds­be­gre­bet er at under­stre­ge, at krop­pen altid alle­re­de er i for­bin­del­se med alt andet, og ulø­se­ligt for­ank­ret i tid og rum (krop­pen befin­der sig for så vidt altid et sted). Den­ne spa­tio-tem­pora­le dimen­sion er afgø­ren­de i lyset af mit steds­fo­kus – for som jeg har defi­ne­ret det, opstår ste­det jo net­op i mødet mel­lem tid, rum og en leven­de krop. En køde­lig erfa­ring kan alt­så siges altid også at være en steds­lig erfa­ring.

Den køde­li­ge erfa­ring er kon­stant nær­væ­ren­de i The Living Moun­tain, og Shep­herd beskri­ver det nær­mest kla­re­re end Mer­leau-Pon­ty:

Wal­king thus, hour after hour, the sen­ses key­ed, one wal­ks the flesh trans­pa­rent […] The body is not made neg­li­gib­le, but para­mo­unt. Flesh is not anni­hi­la­ted but ful­fil­led. One is not bodi­less, but essen­ti­al body. […] I have wal­ked out of the body, and into the mountain.20Shepherd, The Living Moun­tain, 106, min kursivering.

Van­drin­gen tvin­ger én ind i krop­pen i en sådan grad, at græn­ser­ne mel­lem den og omgi­vel­ser­ne nær­mest udvi­skes; krop­pens ydre er en tynd, por­øs mem­bran. Mer­leau-Pon­ty skri­ver andet­steds: “Ved at betrag­te krop­pen i bevæ­gel­se ser man let­te­re, hvor­le­des den bebor rum­met (og tiden for øvrigt), for­di bevæ­gel­sen ikke kun under­ka­ster sig rum­met og tiden, men aktivt tager dem på sig”.21Merleau-Ponty, Krop­pens fæno­meno­lo­gi, 47. Mer­leau-Pon­ty ser noget sær­ligt i den krop, der er i bevæ­gel­se – at det er her, sam­men­kob­lin­gen af tid og rum bli­ver sær­ligt syn­lig. At The Living Moun­tain’s udsi­gel­ses­sub­jekt hoved­sa­ge­ligt er en van­dren­de krop, er med til at give tek­sten den­ne krops­li­ge bebo­el­se af tid og rum – bebo­el­sen af et sted. Selv­om et sted kan tæn­kes som ét enkelt punkt – som en nål, man sæt­ter på et kort – er bevæ­gel­sen gen­nem land­ska­bet med til at omstruk­tu­re­re sel­ve land­ska­bet til at bli­ve et sted. I ste­det for blot at foku­se­re på land­ska­bets tab­leau-karak­ter, bli­ver The Living Moun­tain’s land­ska­ber nær­me­re en per­leræk­ke af på hin­an­den føl­gen­de ste­der. Steds­ska­bel­sen er ikke en sta­tisk ting, men dens begi­ven­heds­ka­rak­ter gør den også altid dynamisk.22Casey, “How to get from Spa­ce to Pla­ce”, 22ff. Bevæ­gel­sen gen­nem land­ska­bet og sær­ligt van­drin­gen reak­tu­a­li­se­rer på den måde hele tiden sted­s­ka­bel­sen.

Det kan synes en smu­le para­doksalt, for tiden i The Living Moun­tain er på man­ge måder fra­væ­ren­de i gængs for­stand, da der er ikke er et kro­no­lo­gisk tids­for­løb. Vær­ket er i ste­det opdelt i tema­ti­ske kapit­ler: “The Pla­teau”, “Water” eller “Air and Light”, kan de hed­de. Man kun­ne fore­stil­le sig, at et værk som det­te vil­le have været opdelt efter geo­gra­fi­ske områ­der eller efter dato­en for en spe­ci­fik van­dring. Ved ikke at opde­le sig såle­des fri­gør vær­ket sig fra en line­ær, nar­ra­tiv tid. Lit­te­ra­tu­ren er histo­risk ble­vet anset som det medi­um, der bedst skil­dre­de tids­for­løb (med fokus på plot og udvik­ling), hvor­i­mod fla­den – det være sig et male­ri eller foto­gra­fi – er bedst til at skil­dre rum­li­ge forhold.23Frederik Tygstrup, “Sted”, i Lit­te­ra­tur. Intro­duk­tion til teo­ri og ana­ly­se, red. Las­se Hor­ne Kjæld­gaard, Lis Møl­ler, Dan Ring­gaard, Lili­an Munk Rösing, Peter Simon­sen, Mads Rosen­da­hl Tho­ma­sen (Aar­hus: Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag, 2013), 296. Gen­nem sin opde­ling bry­der The Living Moun­tain med en for­stå­el­se af lit­te­ra­tu­ren som et sted for den plo­t­mæs­si­ge, frem­skri­den­de for­tæl­ling, til i ste­det at bru­ge medi­et til at udtryk­ke en rum­lig erfa­ring og et land­skab. Sær­ligt her er dog, at der ikke blot er tale om en repræ­sen­ta­tion af det besku­e­de land­skab (tænk eksem­pel­vis på et roman­tisk land­skabs­ma­le­ri), men om en art rum­lig skrift, der lader ste­der træ­de frem. For at ven­de til­ba­ge til Mer­leau-Pon­ty-cita­tet oven­for, er van­drin­gen alt­så cen­tral i vær­ket, for­di van­dring er måden, hvor­på for­tæl­leren hele tiden ind­skri­ver sig selv i land­ska­bets rum­lig­hed – hun bebor rum­met og tiden og ska­ber der­med ste­der.

Det fler­stem­mi­ge kort

Hvor The Living Moun­tain afvi­ser grid-kor­tet til for­del for for­tæl­lerens kro­p­s­lig­hed, bru­ger Ter­ra For­ma alle for­mer for kro­p­s­lig­hed i sin kort­læg­ning. Bogens tred­je kort-model, “Leven­de land­ska­ber” (Paysa­ges vivants), er et for­søg på at kort­læg­ge land­ska­ber med udgangs­punkt i de væs­ner, der bebor dem. Her erstat­tes et stramt orga­ni­se­ret grid-system med kort­læg­nin­gen af et land­skab som en væv­ning af væs­ners fær­den og udfol­del­ses­rum – de ste­der, de ophol­der sig og over­lap­per. For over­ho­ve­det at kun­ne lave den­ne type kort, kræ­ves der en enorm opmærk­som­hed. Meto­den er:

.[A]t bru­ge van­dring som et værk­tøj, ruten som en måde at begri­be (eller helt kon­kret gri­be) ver­den, og fysisk kon­takt med jor­den som leven­de væs­ners særpræg24I Ter­ra For­ma hen­vi­ses til Fran­cesco Care­ri, Wal­ksca­pes: La mar­che com­me pra­tique est­hétique (Actes Sud, 2013).  […] Man må opgi­ve topo­gra­fi­ske koor­di­na­ter, kar­to­gra­fen og land­må­le­rens red­skab par excel­len­ce, for at give plads til krop­pen, til spor­ing og søgen25I Ter­ra For­ma hen­vi­ses til Bap­ti­ste Morizot, Les Diplo­ma­tes: Coha­bi­ter avec les loups sur une nou­vel­le car­te du vivant (Wild­pro­ject Édi­tions, 2016). .26Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 76, min oversættelse.

Til­gan­gen min­der meget om The Living Moun­tain’s van­dre­me­to­de: Mid­let til kort­læg­ning af land­ska­bet er ikke opmå­lin­gen, men i ste­det nær­væ­ret, opmærk­som­he­den og bevæ­gel­sen igen­nem det. I The Living Moun­tain står der:

.[I]t was not an emp­ty world. For eve­rywhe­re in the snow were the tra­cks of birds and ani­mals […] These tra­cks give to win­ter hill wal­king a distin­ct plea­su­re. One is com­pa­ni­o­ned, though not in time […] An expl­or­ing fin­ger finds a tun­nel in the snow, from which the small mou­se must have emerged.27Shepherd, The Living Moun­tain, 30f.

Det sne­dæk­ke­de land­skab fun­ge­rer som en “Leven­de landskab”-model i sig selv: den fri­ske sne kort­læg­ger de dyr, der har fær­de­des der qua sne­ens sus­pen­sion af tid, men også kun de dyr, der har befun­det sig på sne­ens fla­de: dem, der befin­der sig på andre pla­ner (nede i jor­den eller fly­ven­de i luf­ten), bli­ver ikke repræ­sen­te­ret på sne­kor­tet. For­tæl­leren erfa­rer alt­så det, som “Leven­de land­ska­ber” søger at for­mid­le: at de rum, vi fær­des i, ikke er reser­ve­ret til os, at andre leven­de enti­te­ter også age­rer i og omfor­mer de land­ska­ber, vi bebor. Andre leven­de væs­ner kan træ­de frem og syn­lig­gø­res selv gen­nem deres fra­vær – for­tæl­lerens san­ser deres ind­gri­ben i ver­den eller ret­te­re, den køde­li­ge fin­gers vej gen­nem sne­tun­nel­len.

Ter­ra For­ma’s land­skabs­be­greb adskil­ler sig dog fra det land­skabs­be­greb, jeg ope­re­rer med: Her er land­ska­bet noget, der hele tiden gri­bes ind i og omfor­mes af alt, hvad der er inde­holdt i landskabet,28Aït-Touati et al., Ter­ra For­ma, 77. i ste­det for et sub­jekts blik på et givent områ­de. Det er en poin­te, som alle­re­de er tyde­lig i bogens titel: terra­for­ma­tion er bear­bejd­nin­gen og form­nin­gen af en pla­net, så den bli­ver bebo­e­lig. Hele bogens pro­jekt er at for­sky­de kar­to­gra­fi­ens fokus fra ter­ræ­net til leven­de væs­ner og den måde, de/vi altid gri­ber ind i og omfor­mer de verd­ner, vi bevæ­ger os i. De skri­ver:

.[R]ummet går ikke for­ud for det leven­de, men er kon­sti­tu­e­ret af de for­skel­li­ge leven­de væs­ner, der er til ste­de […] Rum er det leven­des ikke-ana­to­mi­ske krop; […] et kort er aldrig et kort over rum, men et kort over dyr­e­krop­pe; ethvert leven­de væsen er altid både ind­født (pro­du­cent af sit eget leve­sted) og migrant (bebor kon­stant græn­sezo­ner og omkring­lig­gen­de levesteder).29Aït-Touati et al., Ter­ra For­ma, 80f, min over­sæt­tel­se og kursivering.

I Ter­ra For­ma kon­sti­tu­e­res sel­ve rum­met af sub­jek­ter; rum er hos dem en for­læn­gel­se og udvi­del­se af krop­pen. Vores krop­pe er alt­så ikke blot redu­ce­ret til deres ana­to­mi, men er også det, de gri­ber ind i. Land­ska­ber er under kon­stant for­an­dring af det, der bebor dem, og det har en afgø­ren­de impli­ka­tion: Land­ska­bet i sig selv er plud­se­lig ikke så inter­es­sant at kort­læg­ge med den­ne erken­del­se in men­te. Der­for må udgangs­punk­tet i ste­det være det, der bebor et givent land­skab. Og der­med forskub­bes det inter­es­san­te også til hvor­dan der bebos.

Vi må lære at bo

Med afsæt i Ter­ra For­ma’s ind­skriv­ning af bebo­el­sen af land­ska­bet som det afgø­ren­de, vil jeg som afslut­ning sam­le trå­de­ne ved at ind­dra­ge Mar­tin Hei­deg­gers fored­rag “Tæn­ke byg­ge bo” (1951), hvor net­op bebo­el­sen knyt­tes til det steds­li­ge.

Han skri­ver, at det at byg­ge og det at bo er ulø­se­ligt for­bund­ne, da at byg­ge ety­mo­lo­gisk stam­mer fra det at bo, der vide­re har en sam­men­hæng med at være (på tysk ich bin, du bist) – de har alle tre roden buan.30Martin Hei­deg­ger, “Tæn­ke byg­ge bo”, i Spro­get og Ordet (Hans Reitzels for­lag, 2000), 34. At byg­ge er alle­re­de at bo, og at bo er rent og skært at være til. Der­næst defi­ne­rer Hei­deg­ger to måder, det at byg­ge kan tage sig ud på: for det før­ste, hvil­ket nok er den mest gængse for­stå­el­se, kan det hen­vi­se til opførs­len af byg­nings­vær­ker, alt­så en pro­duk­tion af noget. Der­u­d­over – og det er en ældre betyd­ning – kan det hen­vi­se til det at tage sig af, at ple­je, at ved­li­ge­hol­de. At byg­ge kan med andre (og mere mine end Hei­deg­gers) ord ses som sam­le­be­teg­nel­se for to for­mer for arbej­de: det pro­duk­ti­ve og det repro­duk­ti­ve.

Hei­deg­ger foku­se­rer i hoved­par­ten af fored­ra­get på den gængse for­stå­el­se af det at byg­ge – alt­så at rej­se byg­nings­vær­ker og deres for­mål. Til det bru­ger han et eksem­pel med en bro, der for­bin­der to flod­bre­der:

Gan­ske vist fin­des der, før bro­en kom­mer til, adskil­li­ge punk­ter langs flo­den, der kan ind­ta­ges af det­te og hint. Men ét af dem viser sig som et sted, og gør det net­op gen­nem bro­en. Såle­des kom­mer bro­en ikke til at stå et alle­re­de givet sted; men det er omvendt ud fra bro­en selv at ste­det først opstår […] Såle­des får rum­me­ne deres væsen fra ste­der og ikke fra “rum­met”.31Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 45.

Byg­nings­vær­ker kan alt­så være et red­skab, der syn­lig­gør ste­der. En udbredt læs­ning af Hei­deg­gers fored­rag argu­men­te­rer for, at det at bo i hei­deg­ger­ske ter­mer er en græn­sed­rag­ning mel­lem sub­jekt og den anden, den ikke-auten­ti­ske, det, der ikke er vel­kom­ment inden­for; alt­så at byg­nin­gen her er en måde at sæt­te sig i besid­del­se og optræk­ke græn­ser. At bo står i oppo­si­tion til det unheim­li­che og ander­le­des, og er der­med også med­pro­du­ce­ren­de af det frem­me­de og uvelkomne.32Se eksem­pel­vis Samantha Walt­on, “Pla­ce and Pla­net”, i The Living World. Nan Shep­herd and Environ­men­tal Thought (Blooms­bury Aca­de­mic, 2020). En læs­ning, der for så vidt har sin beret­ti­gel­se, men som jeg synes også mis­ser noget af det sær­li­ge – og i dag sær­de­les rele­van­te – som fored­ra­get for­mu­le­rer. Jeg mener, at en mere frugt­bar læs­ning kan laves i den mod­sat­te ret­ning, sær­ligt når den infor­me­res og udbyg­ges af Shep­herds værk og idéer­ne i Ter­ra For­ma: nem­lig at fyl­de det, der synes tomt og steds­løst ud med det, der altid alle­re­de var der for at syn­lig­gø­re dets vær­di. At ska­be et sted, så det, der er, kan træ­de frem. Mit steds­be­greb hen­vi­ser til sam­lin­gen af tid, rum og mødet med et sub­jekt og min­der meget om Hei­deg­gers, da bro­en som byg­nings­værk er en gen­stand, der “for­sam­ler33Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 43. og der­med får ste­det til at træ­de frem. Bro­en åbner så at sige for, at ste­dets begi­ven­hed over­ho­ve­det kan fin­de sted. Poten­ti­a­let for ste­der er alle­steds, men et byg­nings­værk skal rej­ses for, at ste­det gen­nem byg­nin­gen træ­der frem for men­ne­sket. Det er i min læs­ning af Hei­deg­gers tekst et spørgs­mål om fæno­meno­lo­gi; om hvor­dan ver­den træ­der frem for os, og hvor­dan den kan udvi­des og frem­træ­de ander­le­des.

I det tekst­styk­ke, jeg cite­re­de fra Ter­ra For­ma i for­ri­ge afsnit, blev dob­bel­trol­len som hhv. ind­født og migrant beskre­vet: “[E]thvert leven­de væsen er altid både ind­født (pro­du­cent af sit eget leve­sted) og migrant (bebor kon­stant græn­sezo­ner og omkring­lig­gen­de leve­ste­der). Såle­des er vi omvan­dren­de, usta­bi­le kredsløb, der kon­stant ska­ber vores egne rum ved at bebo dem”.34Aït-Touati et al., Ter­ra For­ma, 80–81. Ethvert leven­de væsen er med­pro­du­cent af sit eget rum, sit leve­sted, og sam­ti­dig over­skri­der og ind­går det altid i andre leven­de væs­ners “egne” rum. Fore­stil­lin­gen om, at et væsens leve­sted som udgangs­punkt træk­ker græn­ser og ude­luk­ker, er en under­ken­del­se af den agens, andre væs­ner har på selv sam­me sted. Men­ne­ske­lig sted­s­ka­bel­se er ikke ude­luk­ken­de en ero­bring af land­skab, men også noget, der kan syn­lig­gø­re den udveks­ling mel­lem leven­de væs­ner, der er til ste­de alle­steds, for at mod­ar­bej­de hen­syns­løs besid­del­se.

I slut­nin­gen af fored­ra­get kob­ler Hei­deg­ger ste­det til den repro­duk­ti­ve bebyg­gel­se. At bebo områ­der kræ­ver, at man aktivt og bevidst byg­ger: ikke kun boli­ger, byg­nings­vær­ker eller andre mate­ri­el­le gen­stan­de, der besid­der områ­det, men også i for­stå­el­sen “at sør­ge for og at ple­je, nem­lig at byg­ge mar­ken, at byg­ge vinen”;35Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 36. alt­så at dra­ge omsorg for det sted, man befin­der sig. Det er dis­se to for­mer for byg­gen, der gør, at man bor; at man hører hjem­me. Og her ser jeg et kryds­punkt mel­lem Hei­deg­gers fored­rag og Ter­ra For­ma. For hvad der hos Hei­deg­ger er et men­ne­ske­ligt spørgs­mål om væren, udvi­der Ter­ra For­ma til også at gæl­de det ikke-men­ne­ske­li­ge: Leven­de væs­ner er altid i gang med at ska­be deres omver­den, de er med­pro­du­cen­ter af deres omgi­vel­ser, og det er net­op det, der gør dem leven­de. At bebo jor­den er iføl­ge Hei­deg­ger også et spørgs­mål om at beva­re og pas­se på jf. den repro­duk­ti­ve “bebyg­gel­se”, og han knyt­ter det også til at red­de jor­den: “Red­nin­gen af jor­den beher­sker den ikke og under­læg­ger sig den ikke – hvor­fra der kun er et skridt til hæm­nings­løs udbytning”.36Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 40. Man kan alt­så tæn­ke, er der er en sam­men­hæng mel­lem syn­lig­gø­rel­sen af ste­det, og det at kere sig om et givent områ­de. Han skri­ver vide­re om ste­der (og hold gen­nem læs­nin­gen ger­ne Goog­le Maps in men­te):

.[S]åledes kan nær­hed og fjern­hed mel­lem men­ne­sker og ting bli­ve til blot­te distan­cer, til afstan­de i mel­lem­rum­met. I et sådant rum, der ude­luk­ken­de fore­stil­les som spa­ti­um, frem­står nu bro­en som et blot og bart noget på et givet sted, et sted som til hver en tid kan besæt­tes af noget andet eller erstat­tes med en ren mar­ke­ring […] Vi stø­der her aldrig på ste­der, dvs. ting af den slags som bro­en er.37Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 46–47, min slutkursivering.

Jeg læser for det før­ste cita­tet som en mulig kri­tik af satel­lit­kor­tet: eller i hvert fald det kort, der base­ret på et grid ude­luk­ken­de opteg­ner afstan­de mel­lem giv­ne punk­ter i et land­skab og ikke rum­mer at for­mid­le det sted, bro­en er. Det har en inter­es­sant impli­ka­tion, nem­lig at bro­en der­for blot kan skif­tes ud, den kan erstat­tes, dens vær­di er usyn­lig. Der er iføl­ge Hei­deg­ger (og i tråd med den­ne arti­kel) noget man­gel­fuldt ved at nøjes med at lade repræ­sen­ta­tio­ner være geo­gra­fi­ske opmå­ling af land, for­di de ikke for­mår at rum­me ste­der som noget ene­stå­en­de i ordets mest kon­kre­te for­stand, og der­med ikke opdyr­ker evnen til at kere sig om net­op dét. Det er det fore­stil­le­de tom­rum, Ter­ra For­ma for­sø­ger at udfyl­de med nye kar­to­gra­fi­ske model­ler base­ret på liv, og som The Living Moun­tain udfyl­der gen­nem sin krops­li­ge og køde­li­ge for­tæl­ler, der ven­der opmærk­som­he­den udad.

Bogen: en byg­ning

Erfa­rin­gen af et sted, af at være til ste­de, er det, der knyt­ter os til vores omver­den; det er gen­nem ste­der­ne og vores ind­gri­ben og omsorg for dem, at vi bebor jor­den. Til slut vil jeg ven­de til­ba­ge til lit­te­ra­tu­ren: For det er ikke kun gen­nem byg­nings­vær­ker som bro­en, at ste­der kan træ­de frem og give rum­me­ne deres væsen, men også gen­nem lit­teræ­re vær­ker som The Living Moun­tain. Lit­te­ra­tu­ren kan være oplæ­ren­de i den kun­nen, det er at bo, ved at åbne vores omgi­vel­ser for os. Ved at lade os træ­de ind i og bli­ve en del af land­ska­ber­ne, frem­for kun at lade os betrag­te dem. Som jeg skrev i star­ten, kan lit­te­ra­tu­ren være det, der giver anled­ning til ste­dets begi­ven­hed, en slags monu­ment, man kan have med sig ­– arki­tek­tur i Ter­ra For­ma’s for­stand: et red­skab, der ska­ber for­bin­del­ser og syn­lig­gør fæl­les­ska­ber, uden at vil­le bebyg­ge eller besid­de ver­den.

Det sær­li­ge ved lit­te­ra­tu­ren er, at den har en dob­belt sted­s­ka­ben­de funk­tion: den kan for det før­ste ska­be sted, hvor krop­pen ikke er, gen­nem den krop, der er til ste­de i vær­ket. Jeg har ikke selv befun­det mig i Cair­ngorm-bjer­ge­ne, men efter endt læs­ning er de nu et sted for mig; et sted, jeg kan for­bin­de mig til og kerer mig om. Sam­ti­dig var læs­nin­gen med til at åbne et sted et andet sted, nem­lig under min van­dring i Alper­ne. For­tæl­lerens til­knyt­ning til sit sted, sin frem­stil­ling af det, er en evne, der kan gives vide­re gen­nem skrif­ten; sted­s­ka­bel­sen kun­ne lige såvel have fun­det sted en klar for­års­mor­gen på Ama­ger Fæl­led eller lige her og nu ved mit skri­ve­bord. De poten­ti­el­le ste­der, der fin­des overalt, kan syn­lig­gø­res gen­nem et lit­terært byg­nings­værk – et byg­nings­værk, der til for­skel fra bro­er eller højhu­se ikke domi­ne­rer eller besid­der land­ska­bet. Der­med åbnes mulig­he­den for, at men­ne­sket kan få øje på ste­der­ne, for­bin­de sig til dem og i sid­ste instans dra­ge omsorg for dem.

1. Se eksem­pel­vis Joa­chim Rit­ter, “Land­skab: Om det æste­ti­skes funk­tion i det moder­ne sam­fund”, i Æste­ti­ske teo­ri­er, red. Jør­gen Dehs (Oden­se Uni­ver­si­tets­for­lag, 1995), 23–50.
2. Anne-Marie Mai & Dan Ring­gaard, “Intro­duk­tion”, i Sted, red. Anne-Marie Mai­gaard & Dan Ring­gaard (Aar­hus: Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag, 2010), 9.
3. Edward S. Casey, “How to Get from Spa­ce to Pla­ce in a Fair­ly Short Stretch of Time: Pheno­meno­lo­gi­cal Pro­leg­o­me­na”, i Sen­ses of Pla­ce, red. Ste­ven Feld & Keith H. Bas­so (San­ta Fe: School of Ame­ri­can Research Press, 1996), 26.
4. Dan Ring­gaard, “Sted, land­skab, rum”, i Slag­mark – Tids­skrift for idéhi­sto­rie, nr. 57 (Ven­din­gen mod rum­met) (Aar­hus: Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag, 2010), 69.
5. Donna Haraway, Situ­e­ret viden: Viden­skabs­spørgs­må­let i femi­nis­men og det par­ti­el­le per­spek­tivs for­rang (For­la­get Mind­s­pa­ce, 2018), 34.
6. John B. Har­ley, “Decon­structing the map”, i Clas­si­cs in Car­to­grap­hy: Reflections on Influ­en­ti­al Arti­c­les from Car­to­grap­hi­ca, red. Mar­tin Dod­ge (John Wiley & Sons, 2011), 277 og 284f.
7. James Cor­ner, “The Agen­cy of Map­ping: Specu­la­tion, Cri­tique and Inven­tion”, i Map­pings, red. Denis Cos­grove (Lon­don: Reak­tion Books, 1999), 221f.
8. Nan Shep­herd, The Living Moun­tain (Canon­ga­te Books, 2014), 2.
9. Shepherd, The Living Moun­tain, 16.
10. Shepherd. The Living Moun­tain, 97f, min kursivering.
11. Frédérique Aït-Tou­a­ti, Ale­xan­dra Arè­nes, Axel­le Gré­goi­re, Ter­ra For­ma: Manu­el de car­to­grap­hies poten­ti­el­les (2. udg.) (Édi­tions B42, 2019), 184, min oversættelse.
12. Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 184, min oversættelse.
13. Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 6, min oversættelse.
14. Begrebet stam­mer fra nar­ra­to­lo­gi­ens grund­læg­ger, Gérard Genet­te, som ind­før­te begre­bet foka­li­se­ring for at disting­ve­re mel­lem den stem­me, der taler i en tekst, og den eller de karak­ter gen­nem hvis øjne, ver­den ses.
15. Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 7ff.
16. Maurice Mer­leau-Pon­ty, Krop­pens fæno­meno­lo­gi (Det lil­le for­lag, 2009), 35.
17. Merleau-Ponty, Krop­pens fæno­meno­lo­gi, 127.
18. Maurice Mer­leau-Pon­ty, “Syn­ligt – usyn­ligt”, i Om spro­gets fæne­mo­no­lo­gi. Udvalg­te tek­ster (Køben­havn: Gyl­den­dal, 999), 222.
19. Merleau-Ponty, “Syn­ligt – usyn­ligt”, 231.
20. Shepherd, The Living Moun­tain, 106, min kursivering.
21. Merleau-Ponty, Krop­pens fæno­meno­lo­gi, 47.
22. Casey, “How to get from Spa­ce to Pla­ce”, 22ff.
23. Frederik Tygstrup, “Sted”, i Lit­te­ra­tur. Intro­duk­tion til teo­ri og ana­ly­se, red. Las­se Hor­ne Kjæld­gaard, Lis Møl­ler, Dan Ring­gaard, Lili­an Munk Rösing, Peter Simon­sen, Mads Rosen­da­hl Tho­ma­sen (Aar­hus: Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag, 2013), 296.
24. I Ter­ra For­ma hen­vi­ses til Fran­cesco Care­ri, Wal­ksca­pes: La mar­che com­me pra­tique est­hétique (Actes Sud, 2013).
25. I Ter­ra For­ma hen­vi­ses til Bap­ti­ste Morizot, Les Diplo­ma­tes: Coha­bi­ter avec les loups sur une nou­vel­le car­te du vivant (Wild­pro­ject Édi­tions, 2016).
26. Aït-Touati et al. Ter­ra For­ma, 76, min oversættelse.
27. Shepherd, The Living Moun­tain, 30f.
28. Aït-Touati et al., Ter­ra For­ma, 77.
29. Aït-Touati et al., Ter­ra For­ma, 80f, min over­sæt­tel­se og kursivering.
30. Martin Hei­deg­ger, “Tæn­ke byg­ge bo”, i Spro­get og Ordet (Hans Reitzels for­lag, 2000), 34.
31. Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 45.
32. Se eksem­pel­vis Samantha Walt­on, “Pla­ce and Pla­net”, i The Living World. Nan Shep­herd and Environ­men­tal Thought (Blooms­bury Aca­de­mic, 2020).
33. Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 43.
34. Aït-Touati et al., Ter­ra For­ma, 80–81.
35. Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 36.
36. Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 40.
37. Heidegger, “Tæn­ke byg­ge bo”, 46–47, min slutkursivering.